Nye indlæg

Egonaut – Electric

Skrevet af Calle
23-04-2012

Egonaut er et svensk band, som blev dannet i 2005. Bandet består af Frederik Jordanius (sang/guitar), Dennis Zielinski (organ), Markus Johansson (trommer) og Nikael Bielinski (bas). Jeg må indrømme, at jeg ikke kendte til bandet før jeg modtog Electric med posten. De har tidligere udgivet et par EP’er, men dette album er bandets debut fuld længde. 

Electric består af ni sange og har en varighed på lige over 40 minutter. Stilen på albummet er hard rock med elementer fra både punk og stoner rock. Tænk Gluecifer, Offspring, Mustasch og Wolfmother. Hvis du blander disse bands så har du måske en ide om Egonaut’s stil. Til at starte med havde jeg lidt svært ved at blive klog på denne skive, men efter flere gennemlyt fik jeg en bedre ide om hvor jeg tror bandet vil hen. De kalder selv stilen for bastard rock og det betegner det faktisk ret godt. 

Mine favoritsange på Electric er bl.a. åbningsnummeret ”Back Home” som lægger en meget god linie og standard for resten af albummet. Derudover synes jeg også godt om ”The Hurt”, ”The Goner” og ”I Don’t Wanna Be Me”. Selvom inspirationen er hentet i flere genre, så synes jeg alligevel godt albummet kan have en tendens til at blive en smule ensformigt. Nuvel, bandet spiller godt og Frederiks stemme passer godt til stilen. Der er et par fede guitar soloer og nogle tilpas tunge riffs og de har også skrevet nogle gode melodier, men der mangler bare lidt efter min smag. 

Bandet har selv stået for hele produktionen af albummet og det er indspillet i deres eget studie Bastard Rock Recordings. Det er blevet masteret af Jens Bogren i Street Recording Studios. Lyden er god nok og bandet har formået at få en tung stoner rock sound, hvilket fungere rigtig godt. 

Jeg vil ikke skamrose albummet, men vil alligevel godt anbefale at man tjekker bandet ud. Bandet viser gode takter og der er nogle gode elementer og flere udmærkede sange på albummet. 

Electric er ude via Bastard Rock Records/Rambo Music

     (4 ud af 6) 

Lyt til Egonaut: http://www.myspace.com/egonaut


Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com