Nye indlæg

Mythery - The Awakening Of The Beast

Skrevet af Peter Letting
11-07-2013

Danske Mythery udkommer med debut album med titlen The Awakening Of The Beast 10. august 2013. Mythery er på mange måder en sammensat størrelse. De fleste af band medlemmerne har mødt hinanden på det rytmiske musik konservatorium, men med vidt forskellig baggrund. F.eks. er Michala Høj, klassisk violinist mens Tobias Dall og Mikkel Rosenbeck kommer fra jazz musikken, og Laurits Emanuel’s vokal er mere indie inspireret end egentlig rock-agtig.  

Tilsammen har de fået skabt et progressivt metal univers med masser af violin og symfoniske passager, men samtidig med plads til masser af lækre metal rytmer og guitar lir. 

Jeg kan godt lide koblingen imellem det klassiske / symfoniske og det metal progressive, men man skal kunne lide violinen, for den er der meget af. 

Albummet er ligesom delt op i 2 halvdele. De 4 første numre er enkeltstående numre, mens de sidste 5 er titel nummeret ”The Awakening Of The Beast”, delt op i 5 episoder. Det er nu meget typisk for de progressive metal skiver at der bliver fortalt en historie over flere numre, og det er netop det som sker på de sidste 5 numre. 

Stilen er ikke så hård og rå som så mange andre metal albums. Jeg synes at både violinen samt Laurits vokal er med til at holde stilen i den blidere ende af metal skalaen. Til gengæld byder skiven på masser af finesser og lytte venlige strofer, som gør godt for det indre øre.  

Albummet er et ret imponerende debut album, og det er tydeligt at der er lagt masser af energi og tid i at finde den helt perfekte sound og sammensætning. Individuelt er de 6 medlemmer tydeligvis rigtig dygtige på hver deres instrument, men de forstår så sandelig også at spille sammen som en helhed, og det er jo en fornøjelse.  

Hele bandet består af følgende 6 medlemmer: Nikolaj Holger – Drums, Laurits Emanuel – Vocals, Simon Rabenhøj – Guitars, Tobias Dall – Bass, Mikkel Rosenbeck – Keys, Michala Høj – Violin.

The Awakening Of The Beast udkommer 10. august via Mighty Music/Target Distribution.

     (4½ ud af 6)

Lyt til Mythery: https://soundcloud.com/mythery
 

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com