Nye indlæg

Damn Dice – Wild ’n’ Ready

Skrevet af Calle
01-10-2013

Da jeg modtog mailen fra Damn Dice angående anmeldelse af deres debut EP, så var min første tanke, at det var endnu et svensk band, der spillede New Wave Of Swedish Sleaze Metal (hvis der er noget der hedder det). Men ved nærmere undersøgelser fandt jeg ud af at bandet faktisk kommer fra London. Musikstilen og bandets udseende ligger dog MEGET tæt op af den bølge af svenske sleaze/hair metal bands der har set dagens lys gennem de sidste par år. 

Damn Dice blev dannet i 2011 og bandet består af Alex (sang), Wallis (guitar), Marco (bas) og Fransoa (trommer). Bandets stil er sleaze/hair metal og deres inspirationskilder består da også af navne som Bon Jovi, Guns ’n’ Roses, KISS, Skid Row og Mötley Crüe. 

Wild ’n’ Ready består af 6 sange, hvor der er skruet godt op for vokalen, guitarsoloerne og de powerfulde trommer. Samtidig er omkvædene sammensat med store ”gang”/kor vokaler. Der er fuld knald på fra start til slut på EP’ens 6 sange og teksterne antyder party, rock ’n’ roll og gang i gaden. Bare se på sangtitler som eksempelvis ”Take The Fight” og ”Wild Into The Night”, for bare at nævne et par stykker af dem. Mine favoritsange på EP’en er ”Caught In The Ride”, ”Heart On The Run” og førnævnte ”Take The Fight”. Især sidstnævnte sparker meget godt røv!! 

Damn Dice har ikke opfundet noget nyt og revolutionerede, men det de gør, det gør de sku meget godt. Udmærket vokal, godt guitararbejde og gode velkomponerede sange. Jeg savner dog en enkelt powerballade, hvilket efter min mening hører til denne musikstil. 

Overordnet set synes jeg godt om EP’en, men som sagt er der ikke noget banebrydende i deres musik. Er du fan af bands som Hardcore Superstar, Crazy Lixx, CrashDïet, Babylon Bombs, Vains Of Jenna og amerikanske Dirty Penny, så bør du tjekke disse uge fyre fra London ud!! 

Wild 'n' Ready udkommer den 21. oktober.

  (4 ud af 6)
 

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com