Nye indlæg

Brainstorm - Firesoul 

Skrevet af Peter Letting
24-04-2014

Tyske Brainstorm er ude med nyt album med titlen Firesoul. Albummet landede 4/4-2014. Bandet består af: Andy B. Franck på vokal, Torsten Ihlenfeld på guitar, Milan Loncaric også på guitar, Antonio Leva på bas og Dieter Bernert på trommer.
 
Det første man hører er hvad der lyder som en lighter der tændes, efterfulgt af en meget kort lunte, og så eksploderer første nummer. Fin lille detalje. Genren er melodisk metal, med lækre guitar harmonier, fed rytme sektion og til tider lidt strygere. Det kan godt være at denne genre efterhånden tæller rigtig mange bands, hvoraf nogle selvfølgelig er bedre og mere hørbare end andre, men det er nok ikke en genre jeg nogensinde bliver træt af. Den her slags metal trækker jo tråde tilbage til de gode gamle dage med Ronnie James Dio, Judas Priest, Iron Maiden og Megadeath. Og så er der alligevel lige lagt lidt ekstra på, så man kan høre at vi trods alt befinder os i 2014.

På denne skive er det rigtig svært at beslutte sig for et yndlingsnummer. For selvom genren og stilen er den samme hele vejen, så formår Brainstorm trods alt at lave et eller andet ved hvert enkelt nummer, som gør det til helt sit eget. Men hvis jeg skal nævne et par stykker til yndlingskategorien må det være nummer 1 "Erased By The Dark", titelnummeret ”Firesoul” og nummer 8 ”What Grows Inside”. Jeg bliver aldrig træt af guitar passager som den man finder ca. 2.40 inde i ”What Grows Inside” Det er bare ren guitar guf. Andys vokal er også ret svær at blive træt af. Rå men alligevel clean, og lækker i alle registre. Jeg synes han til tider minder mig lidt om Rob Halford.

Alt i alt et lækkert album i den melodiske ende af metal genren. Et af den slags albums som jeg sikkert aldrig rigtig bliver træt af at høre. Brainstorm får 5 ud af 6

Firesoul udkom 4. april via AFM-Records.

     (5 ud af 6)

Besøg bandet på Facebook her.

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com