Nye indlæg

The Kamshaft – The Kamshaft

Skrevet af Calle
30-06-2014
The Kamshaft er noget så sjældent som et dansk grunge-inspireret band. Bandet har base i København og består af Mikkel Larsen (vokal/guitar), Kaspar Petersen (bas), Mick Andersen (guitar) og Jesper Engstrøm (trommer). The Kamshaft er bandets debut album.

Albummet består af 11 hårdkogte rocksange, som er velskrevet og velproduceret. Der er mange fede riffs, stærke hooklines og gode melodier. Og dertil er der tilføjet nogle tilpas tunge rytmer. Man kommer ikke uden om at bandet har lyttet til bands som f.eks. Alice In Chains, Pearl Jam og Soundgarden. Derudover synes jeg også man kan høre lidt Velvet Revolver-inspiration i musikken. Mine personlige favoritnumre blandt de 11 er ”Undertow”, ”Mono”, ”Tricker” og ”Tounge” tæt efterfulgt af ”Shadows” og ”Molotow”. Men alt i alt er det 11 solide rocksange bandet har skruet sammen.

The Kamshaft gør en stor dyd i at gøre publikum opmærksom på, at de selv står for alt. Det være sig indspilning, produktion, promotion, merchandise, coverartwork, booking, website, videoindpilning o.s.v. Og der må man sige de gør et stort og flot stykke arbejde. Det var også bandet selv der kontaktede mig med henblik på anmeldelse. Og det er jeg glad for at de gjorde, for så kom jeg til at kende deres musik hurtigere end jeg måske ellers ville have gjort. Og jeg er så glad for albummet at jeg efterfølgende har købt det på vinyl.

The Kamshaft er flot produceret og har en stor og fyldig lyd. Samtidig formår bandet at bevare det rå udtryk. Musikkerne spiller deres instrumenter godt og Mikkels stemme passer perfekt til musik inden for denne genre. De virker meget sammenspillet og står for mig som en fasttømret enhed.

Gør dig selv den tjeneste og tjek The Kamshaft ud!!! Det er endnu et fedt dansk band med kompetente musikere og så skriver de sku nogle solide rock sange. Derudover er The Kamshaft efter min mening et stærkt og velproduceret debut album med international klasse.
 
The Kamshaft udkom 31. marts 2014. 

   (5 ud af 6)

Besøg The Kamshaft på Facebook her.

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com