Nye indlæg

Cold Night For Alligators – Course of Events

Skrevet af Asger Felby Sørensen
16-01-2016
Jeg har begejstret fuldt Cold Night for Alligators (CNFA) fra sidelinjen i en del år nu og jeg har ventet længe på deres debutalbum. Endelig sidder jeg med Course of Events på anlægget og den skuffer bestemt ikke. Bandet spiller noget af det mest avancerede, fantastiske og bizarre djent denne planet har at tilbyde. Man bliver på en og samme tid rundtosset, forelsket, forvirret og forundret. Der bliver simpelthen leveret, især guitarspil, der sætter de fleste godt og grundigt til vægs og så er der stadig lige overskud til at smide lidt jazz ind hist og her. Kort sagt er de nogle skide irriterende typer, der kan alt det vi andre kun drømmer om... Jeg har fundet bedetæppet frem og falder på knæ for deres tekniske kunnen.

Lyden på skiven er som man ofte høre det i denne genre... super tight, fyldt med synth flader til at løsne lidt op og guitar og trommer helt i front. Det fungerer efter hensigten, for man får lyst til at bange med hovedet. Eneste kritikpunkt jeg har er, at trommerne og måske især bækner og lilletromme er meget digitale. Når de står alene eller er meget fremme i lydbilledet bliver det simpelthen en anelse for meget for mig.

CNFA føles uspolerede og som et band der aldrig er blevet fortalt hvordan tingene skal gøres ”rigtigt”. Derfor laver de musik på deres helt egne præmisser og fuldstændig kompromisløst. Det ku man godt frygte ville resultere i en værre rodebutik af stilarter, men det er slet ikke tilfældet på Course of Events. Sangene hænger fint sammen og der er samtidig tilpas med afveksling til numrene ikke flyder sammen.

Første single ”Followers” er et virkelig fedt nummer, der indeholder både groove stykker, brutale breakdowns og skønsang i en perfekt blanding. Opbygningen op til omkvædet og selve omkvædet er jeg helt vild med. Det er ikke svært at se hvorfor den blev valgt til single. Pladen fortsætte i høj kvalitet med ”Calculated Accident”. Det er en mere groove drevet sang, med mange små mærkelige guitartricks, som hver gang forløses af stykker med lidt mere regulær melodi på. Stykkerne spiller godt op imod hinanden og det gør det til et spændende lyt og klart et af højdepunkterne.

Kronen på værket: ”Querencia”, giver virkelig sanger Johan mulighed for at udfolde sine talenter, og han skinner også virkelig igennem. Sangen er som en opdagelsesrejse igennem en mur af lyd. I dette 9 minutter og 22 sekunders monster af en sang, er der noget for enhver smag. Lange smukke drømmende passager, kantede guitarriffs, et storladent omkvæd, bjørnebrøl og inderlig sang. Man skal være kold og grå indeni for ikke at ku li ”Querencia”!

Det her er musik for dig der elsker at blive udfordret og som ikke vil nøjes med normen, med stadig elsker en god melodi og et godt groove. Tænk Textures hvor medlemmerne har glemt at tage deres Ritalin.
 
Course Of Events udkom 11. januar via Prime Collective.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Cold Night For Alligators på Facebook her.

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com