Nye indlæg

The Minor Collective – The Minor Collective

Skrevet af Calle
31-08-2016
For nogle uger siden fik jeg en mail fra Dan Østerby, som er sanger og guitarist i det danske band The Minor Collective. Han spurgte om jeg ville anmelde deres mini album, da han mente jeg havde lidt kendskab til hvad der rørte sig på den danske rockscene. Jeg kendte ikke til bandet, men sagde selvfølgelig ja til at anmelde dem. Udover Dan består bandet af Rune Werner (bas/synth) og Morten Urhøj (trommer).

Stilen ligger lidt ved siden af det jeg normalt anmelder. Vi taler elektro pop/rock, som ikke er den genre jeg lytter mest til. Albummet, som har været længe undervejs, består af syv numre. Allerede for 3-4 år siden lå singlen ”Batteries” i rotation på P3, men af personlige årsager holdt bandet en pause og albummet endte til bandets store ærgrelse ”i en skuffe”. Bandet har nu pudset de syv bedste numre af og udgivet albummet.

Ovennævnte ”Batteries” høre efter min mening til blandt de bedste numre. Derudover synes jeg også godt om ”Dead Stream” og ”Sceptic”. Sangene er generelt godt skrevet og melodierne er rimelig fængende. Altså godt musikalsk håndværk. Personligt er stilen dog lidt for meget elektro til min smag. Dermed ikke sagt at sangene er dårlige, men de rammer bare ikke helt plet hos mig.

Albummet er produceret i samarbejde med Jacob Hansen (Volbeat, Dizzy Mizz Lizzy m.fl), Noah Rosanes og Steffen Breum og man kan bestemt ikke sætte en finger på hverken lyd eller produktion. Musikken bliver spillet godt og Dan’s stemme passer perfekt til genren. I øjeblikket er Dan i gang med et soloprojekt, så indspilning af nyt The Minor Collective materiale ventes at gå i gang senere (formentlig i start 2017).

Er du til elektro pop/rock og kan du lide et band som f.eks. Carpark North, så tror jeg bestemt du ville synes godt om The Minor Collective. Med lidt held og god omtale, så tror jeg bestemt at bandets musik er noget for de danske radiostationer og deres lyttere.
 
The Minor Collective udkom i juli 2016.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg The Minor Collective på Facebook her.

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com