Nye indlæg

Kenny Wayne Shepherd Band - Lay It On Down

Skrevet af Calle
31-08-2017
Kenny Wayne Shepherd er en blues guitarist fra Shreveport, Louisiana. Han udgav sit første album ”Ledbetter Heights” i 1993. Dengang var han kun var 18 år gammel. Nu her 24 år efter er han ude med sit ottende studie album, som har fået titlen Lay It On Down. Udover Kenny selv på guitar, så består hans band af Noah Hunt (vokal), Chris Layton (trommer), Kevin McCormick (bas) og Joe Krown (keyborad og B-3 hammond organ).

I januar i år tog Shepherd og bandet i Echophone Studios i Kenny’s hjemby med det formål, at indspille hans bedste album til dato. Om det er sket kan jeg desværre ikke svare på, da jeg kun har lyttet til dette album, samt hans forrige album ”Goin’ Home” fra 2014. Men en ting er sikkert – Kenny kan finde ud af at spille guitar!! Derudover virker bandet sammenspillet og Noah’s vokal passer perfekt til genren.

Lay It On Down består af 11 gode blues numre. Et par af dem kan vel betegnes som blues-rock numre, mens resten er deciderede blues sange. Af de mere rockede sange kan bl.a. nævnes ”How Low Can You Go” og ”Ride For Your Life”. Derudover er der sange som f.eks. ”Diamonds & Gold”, som bevæger sig lidt mere over i noget soul-baseret blues. Og vi får da også et par blues-ballader på albummet i form af ”Hard Lesson Learned” og ”Louisiana Rain”. Så der er en god variation i sangene og dermed bliver albummet ikke ensformigt. Sidste sang på pladen er en akustisk version af titelnummeret. Sangen fungerer som et bonus track og jeg synes ikke der er den helt store forskel på de to versioner, men lidt forskel er der da. Udover de ovennævnte sange, så vil jeg også lige fremhæve to af mine favoritter. Det er ”Down For Love”, som har noget super fedt guitarspil og ”She’s $$$”, hvor alle musikerne (inkl. Krown) virkelig får vist hvad de kan.

Alt i alt synes jeg det er et godt og velproduceret album, med nogle gode velskrevne sange og iørefaldende melodier. Som sagt virker bandet sammenspillet og de levere samtidig noget godt og solidt håndværk. Er du i forvejen fan af Kenny Wayne Shepherd, så kan du roligt investere i dette album. Eller er du bare til en god omgang blues med lækkert guitarspil, så giv dette album et lyt.
 
Lay It On Down udkom 21. juli via Mascot Label Group/Provogue.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Kenny Wayne Shepherd på Facebook her.

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com