Nye indlæg

Loyal Spine - Loyal Spine (EP)

Skrevet af calle
25-10-2017
Det københavnske band Loyal Spine består af de tre tidligere Kamshaft medlemmer Jesper Engstrøm (trommer/backing vokal), Kaspar Jungbloot Petersen (bas/effects) og Rasmus Vinther Rosenfeldt (guitar/backing vokal) samt den tidligere Saint Rebel sanger Jonas Bay Kaas. Faktisk tror jeg at Jonas kom med som sanger i Kamshaft, men at bandet senere skiftede navn til Loyal Spine. Dette er bandets debut EP.

Man kan godt høre lidt af lyden fra de to tidligere bands, både i kraft af stilen og selvfølgelig også på grund af Jonas’ vokal. Men bandet har alligevel ramt en lidt mere progressiv lyd i deres nye musik i forhold til den lidt mere grunge-prægede lyd som Saint Rebel og Kamshaft stod for. Dog er der stadigvæk nogle ”afstikkere” ind i grunge-verdenen.

EP’en består af fem rigtig gode sange, som bliver spillet med stor kvalitet. Man kan godt høre, at bandmedlemmerne har en vis erfaring. Og Jonas’ lidt rå og hæse vokal passer perfekt til musikstilen. Man kan godt høre at bandet lægger stor vægt på vokalharmonier og arbejder flere steder med 3-stemmige passager. Og når man dertil tilføjer de gode melodier, så kan slutproduktet kun blive godt. Der er generelt en god energi og nerve i musikken og man får hurtigt en følelse af, at bandet virkelig brænder for det det laver.

Jeg har svært ved at fremhæve enkelte sange, da jeg synes de passer godt sammen som en enhed. Men skal jeg nævne en enkelt eller to af sangene, så må det være ”Wires” og åbningsnummeret ”Container”. Men som sagt er det fem rigtig gode sange bandet har skrevet og indspillet.

Sangene er godt produceret og lyden er i top. Bandet har selv stået for indspilning og produktion. Dog er EP’en mixet af Niklas Sonne fra Defecto. Generelt er Loyal Spine et DIY band, som også selv står for alt markedsføring, booking og merchandise.

Er du til alternativ/progressiv rock, så vil jeg helt klart anbefale, at man tjekker dette band ud. De har noget på hjertet, som de formår at få godt ud af højtalerne. Og umiddelbart tror jeg også de vil gøre sig godt på scene, så forhåbentlig får jeg mulighed for at opleve dem live en dag i fremtiden. Loyal Spine er dansk musik med international klasse og efter min mening, så er det et af de band man skal holde øje med fremover. Giv dem et lyt !!!!
 
Loyal Spine (EP) udkom 1. september via Loyal Productions.
 
(5 ud af 6)
 
Besøg Loyal Spine på Facebook her.

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com