Nye indlæg

Walter Trout - We're All In This Together

Skrevet af Calle
01-11-2017
We’re All In This Together er Trout’s tredje studie album på bare 3 år. Først kom ”The Blues Came Callin’” i 2014 og så ”Battle Scars” i 2015 og nu dette album. Jeg anmeldte også de to nævnte albums og i begge tilfælde var jeg godt tilfreds med hvad jeg hørte. Da jeg fik det nye album tilsendt var jeg derfor ret spændt på om han kunne følge op på forgængerne. Men så så jeg perlerækken af gæster, som der er på albummet og jeg var sikker på at det nok skulle blive fedt. Og det er det!!!

Albummet består af 14 sprøde blues rock sange, hvor der er en gæst på hvert eneste nummer. Heriblandt finder man folk som Joe Bonamassa, Robben Ford, Warren Hays, John Mayall, Edgar Winter og Kenny Wayne Shephred for bare at nævne et par stykker. Og det må siges at være noget af eliten indenfor blues og blues rock.

Trout indspillede alle sangene i studiet med et fast band bestående af Sammy Avila (keys), Mike Leasure (trommer) og Johnny Griparic (bas). Herefter sendte alle gæstemusikerne deres input, som så blev tilføjet. Det er første gang Trout har lavet et album på den måde og han udtaler: det er svært at høre, at vi ikke står sammen i studiet. Og han fremhæver bl.a. ”The Sky Is Crying”, som er det nummer han har lavet med Warren Haynes. Om den sang siger: det lyder næsten som om vi står ”face-to-face i studiet når man høre det nummer. Generelt er ”We’re All In This Together flot produceret og lyden er perfekt. Producer på albummet er Eric Corne. Han har tidligere arbejdet med kunstnere som f.eks. John Mayall, Nancy Wilson, Joe Bonamassa og Lucinda Williams.

Bandet spiller godt og Trout har skrevet nogle rigtig gode sange. Der er mange fede melodier i blandt sangene og så bliver der leveret guitar arbejde i topklasse. Fede riffs og lækre soloer er spredt ud over hele albummet. Skal jeg fremhæve mine favoritter blandt de 14 sange, så må det være ”Do You Still See Me At All” (med sønnen Jon Trout), ”Crash And Burn” (med Joe Louis Walker), titelnummeret ”We’re All In This Together” (med Joe Bonamassa) og åbningsnummeret ”Gonna Hurt Like Hell” (med Kenny Wayne Shepherd) samt det instrumentale nummer ”Mr Davis” (med Robben Ford). Og så kommer man bestemt heller ikke uden om ovennævnte nummer med Warren Haynes. Her taler vi om 7 minutter og 20 sekunders blues i topklasse.

Jeg har lyttet til Walter Trout siden jeg så ham live i Hillerød for 22 år siden. Dengang blev jeg opslugt af hans fænomenale guitarspil og det er bestemt ikke blevet dårligere siden dengang. We’re All In This Together er helt klart et album jeg varmt kan anbefale.
 
We're All In This Together udkom 25. august via Provogue/Mascot Label Group.
 
(5 ud af 6)
 
Besøg Walter Trout på Facebook her.

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

:

CAPTCHA Image

CallesRockCorner logoet er designet af Joachim Friberg