Nye indlæg

Vulture Vibe - Temptation (EP)

Skrevet af Calle
31-01-2018
Vulture Vibe er et rock band fra Århus, som blev dannet i 2016. Bandet består af tre unge og ambitiøse mænd, nemlig Mads Ingemann Bendixen (vokal og bas), Alex Durr Villadsen (guitar) og Kasper Østergaard Hansen (trommer). Temptation er bandets debut EP. Stilen bandet spiller er bluesy hard rock.

EP’en består af fire sange, hvor titelnummeret tidligere har været udgivet som single (tilbage i december 2016). Selvom jeg dengang fandt nummeret interessant, så glemte jeg desværre lidt bandet i mængden af nye danske rock bands. Nu har de så indspillet yderligere tre sange og udgivet dem sammen med ”Temptation”.

Netop titelnummeret åbner EP’en og der er tale om et rigtig fedt rock nummer (det hårdeste af de fire numre). Nummeret har et fedt riff og rytmen er rimelig tung. Et godt nummer at starte ud med. Herefter følger ”Naked Light”, som er et mere downtempo nummer. Dog stadigvæk tungt og melankolsk. Hen mod slutningen af nummeret kommer der en god guitarsolo. Tredje sang er ”Used To Be”. Her sættes tempoet endnu mere ned og det er den mest stille sang på skiven. Sidste sang er ”Wicked Child”, som nok er den mest varierede sang af de fire. Den starter stille ud og skifter tempoet i omkvædet for derefter at stilne af igen. Jeg synes bandet gør sig godt i både de hårdere sange og de mere stille sange.

Overordnet set oser EP’en af fede guitar riffs, en tilpas groovy bas samt noget rimelig tungt trommespil. Dertil kan man så lægge Mads’ sjælfulde vokal, som efter min mening passer godt til musikken. Jeg kan godt lide kombinationen af det enkelte bluesy og klassiske hard rock kombineret med den mere moderne lyd. Jeg synes bandet spiller godt og produktionen fejler bestemt heller ikke noget. EP’en er produceret af Niklas Sonne (sanger i bl.a. Defecto og Theory) i hans Sonne Studios i København.

Personligt kunne jeg godt have ønsket mig, at der var et par sange mere på EP’en eller at bandet havde lavet et helt album. Dette skal forstås positivt, for jeg synes bandet gør det rigtig godt og de har skrevet nogle gode sange. Men et par stykker mere af de rockede sange ville gøre EP’en endnu bedre. Så jeg vil vente med spænding på et helt album fra disse unge fyre.

Er du til en god omgang klassisk bluesy hard rock, så vil jeg anbefale at du tjekker denne EP ud.
 
Temptation (EP) er udkom.
 
(4½ ud af 6)
 
Besøg Vulture Vibe på Facebook her.

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

CallesRockCorner logoet er designet af Joachim Friberg