Nye indlæg

Siamese Fighting Fish - We Are The Sound

Skrevet af Lars
06-02-2011

Siamese Fighting Fish... herefter kaldet SIFIFI er et Københavnsk band med nosser, nogle gange pakket ind i silke, andre gange pakket ind i brændenælder. 

Tag en ½ flaske pop-rock, en stemme alá Dúné, en dusk folkemusik-violin, en håndfuld heavy rock og rør det godt sammen, tilsæt derefter thrash med let hånd og put det i en velproduceret ovn i 35 min. ved 256 grader, men IKKE med varmluft, så har du en SIFIFI. 

Jeg var lettere forvirret efter at have hørt We Are The Sound. Den starter med "Chronicles Of Lovers" i pæn pop-rock stil med en nydelig violin der smyger sig diskret ind, og en Dúné-agtig stemme der synger og går efter 1 min og 44 sekunder over i thrash/scream og derefter tilbage til det pæææne igen... sådan fortsætter det hele sangen igennem. Næste nummer "K.I.T.T And The Heroic Villians" starter thrash-agtigt og går over i det blødere og tilbage igen, og sådan frem og tilbage hele tiden.... og sådan fortsætter det som sagt gennem hele We Are The Sound. 

Det er enormt flot og velspillet, hvadenten det er det bløde eller det hårde, så bliver det gjort med en overbevisning jeg gerne tager kasketten af for. Jeg var jo som sagt forvirret over dette konstante skift mellem genrene igennem næsten hvert nummer, men det tændte også en interesse fordi det var overbevisende og gennemført.

Skyclad har jo også violin og heavy blandet sammen, men det er ikke på samme måde, selvom der er enkelte sammefald, netop fordi begge grupper  bruger folkemusikstilen til violinen. SIFIFI har en flottere violinlyd synes jeg. Deres guitarlyd er også helt igennem flot. 

Der er ét nummer der er kørt i én stil - "For You", der er slutnummeret. En flot ballade hvor man faktisk forventer en velsmurt thrash-guitar skal komme på besøg, fordi det har været konceptet gennem hele albummet. 

Jeg vil tro at de kommer til at blive spillet en del i radioen fordi de har den meget DR-venlige sound og sanger, og det kan jo være at der er flere der begynder at lytte til thrash og heavy efter det. 

Jeg må indrømme at jeg stadig ikke er overbevist om at det er verdens bedste idé at cykle ind og ud af genrene hele tiden, men kunne godt tænke mig at opleve en koncert med dem, for at se/mærke/høre hvordan det virker live. De har pirret min nysgerrighed og pillet ved nogle begreber, hvilket høster stor respekt hos mig - og jeg er stadig forvirret. 

We Are The Sound udkommer via Target Records den 31. januar 2011.

    
(4 ud af 6) 

Lyt til Siamese Fighting Fish: http://www.myspace.com/siamesefightingfishdk


Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com