Nye indlæg

Public Buffalo - The Dam (EP)

Skrevet af Calle
22-07-2021
Public Buffalo er et dansk band, som blev dannet i slutningen af 2010’erne et sted i det vestlige Jylland. Bandet består af fem medlemmer som tæller forsanger og guitarist Oskar, guitarist Simon, bassist Andreas, saxofonist/pianist Sigurd og trommeslager/backup sanger Konrad. Jeg kendte ikke bandet før de sendte en anmodning om at få deres EP anmeldt.

Bandet kalder selv deres musik for post-grunge, men jeg synes nu de bevæger sig noget bredere ud. Jeg vil nok nærmere betegne bandets musik som alternativ rock med afstikkere til post-grunge og indie-rock.

The Dam er bandets første EP og den udkom tidligere i år. To af sangene ”Floodgate” og ”Orchard Of Ache” har været udsendt som singler. Først nævnte, som er den sang der åbner EP’en, hører til blandt mine favoritter. I den sang er vi ovre i post-grunge genren og tempoet er fint og sangen har en god melodi. Herefter følger den mere stille sang ”Doors Closed”. Her synes jeg bandet bevæger sig mere over i noget melankolsk indie-rock. Også her gør bandet det udmærket. I tredje sang, som er ovennævnte single ”Orchard Of Ache”, sættes tempoet igen op. Sangen er efter min mening ikke helt på højde med åbneren, men stadigvæk et godt nummer. Næst sidste sang hedder ”Gloom” og der er EP’ens mest alsidige sang. Den starter ret ”heavy” ud med et tungt og ”beskidt” riff, for derefter halvvejs igennem sangen, at gå ned i tempo og der bliver tilmed tilføjet lidt saxofon. Hen mod slutningen sættes tempoet atter op og indledningsriffet gentages. Efter min mening er det den bedste sang på EP’en og den viser virkelig hvad bandet kan. The Dam sluttes af med ”Tidal Wave”. Her sættes tempoet for alvor ned. Stille og roligt klaverspil og smagfuld vokal. Et ret smukt nummer at slutte EP’en af med.

Sangenes tekster kredser alle om de samme temaer: tvivl, ensomhed, vrede, angst, modsætninger og forvirring. Emner som alle fem bandmedlemmer har været i berøring med på et eller andet tidspunkt og som derfor er blevet grundstenen i deres tekstunivers.

Generelt synes jeg bandet spiller rigtig fint og musikken bliver leveret super godt. Det lyder som om de har spillet sammen længe og at de har en del års erfaring bag sig. Derudover er musikken og melodierne godt skruet sammen og der er samtidig en rigtig god variation i sangene. De varierer meget i tempo og intensitet. De fem sange vokser på en for hvert gennemlyt.

Hvis du er til alternativ rock og godt kunne tænke dig at lytte til noget ny musik, så kan jeg varmt anbefale at du tjekker Public Buffalo ud. Jeg synes helt klart bandet har en international lyd og det bliver spændende at se om de kan gøre sig på den store rockscene i fremtiden. Hvis ikke her i landet, så måske uden for landets grænser.
 
The Dam udkom 16. april 2021.
 

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com