|
|
|
|
|
|
|
| |
|
|
--------------------------------------------------------------------------
Spiller du i et rock/metal band
og vil du have din musik anmeldt
så skriv til denne mail:
og hør nærmere.
--------------------------------------------------------------------------
|
|
| |
|
| |
|
|
 Bangalore Choir – Metaphor
Anmeldt af Calle: 23-04-2012
Bangalore Chor er et amerikansk/tysk band, som blev dannet i 1991, da sanger David Reece flyttede tilbage til USA efter sin tid som sanger i Accept. Her dannede han bandet sammen med bl.a. Curtis Mitchell (guitar) og Danny Greenberg (bas), som begge er med i bandet som det ser ud anno 2012. Derudover består bandet af Andy Susemihl (guitar) (tidligere U.D.O) og Mike Johnson (trommer). Bandet nåede kun at udgive et album ”On Target” tilbage i 1992 og her medvirkede bl.a. Jon Bon Jovi og Aldo Nova til sangskrivningen. Trods god opbakning fra pladeselskabet Giant Records fik bandet aldrig den store succes, da grungen for alvor slog igennem samme år. I 2010 udgav bandet deres andet album ”Cadence” via AOR Heaven og nu er de tilbage med deres tredje album Metaphor (ligeledes udgivet via AOR Heaven).
Før nævnte ”Cadence” fik en super anmeldelse her på siden af undertegnet, så kan Metaphor leve op til mine forventninger. Ja det kan det helt bestemt!!!! Stilen er stadigvæk melodisk hard rock og sangene er rigtig godt skruet sammen. De sange der falder bedst i min smag er ”Catch An Angel Falling”, ”Fools Gold”, ”All The Damage Done” og titelnummeret ”Metaphor”. Faktisk er der ikke et dårligt nummer på dette album. Det er efter min mening tæt på at være fuldendt. Jeg mangler bare den helt store powerballade, som ”Hold On To You” fra ”On Target” albummet. Havde den været der, så tror jeg sku dette album havde fået seks dødningehoveder fra mig. Men den vil helt sikkert indfinde sig på min personlige top 10 af albums udgivet i 2012.
Bandet spiller rigtig godt og Mr. Reece har efter min mening en af de bedste rock stemmer i nyere tid og han er efter min mening en overset sanger. Han holder standarden fra forrige album og giver albummet et professionelt og gennemført præg. Albummet er indspillet flere steder i både USA og Tyskland, men det sidste præg kommer fra Andy’s hånd. Han står som den endelige producer og samtidig har han også stået for mixing og mastering af albummet. Lydmæssigt fjler Metaphor bestemt heller ikke noget.
Som du kloge læser nok allerede har opdaget, så er jeg yderst tilfreds med dette album og jeg kan derfor kun varmt anbefale enhver rock fan med hang til kvalitets rock om at erhverve sig en af årets skiver (selv om vi kun er i april måned). Gode velskrevede sange med flotte melodier og en super vokalpræstation.
Metaphor udkommer den 27. April via AOR Heaven
______________________________________________________
 Snakebite – Jump The Train (EP)
Anmeldt af Calle: 23-04-2012
Snakebite er et dansk band fra København som oprindelig startede som et soloprojekt tilbage i 2004, men nu er der kommet fire mand mere med i bandet. Det er stadigvæk Mr. Snakebite på sang, mundharmonika og marchtrommer. Derudover består bandet af Stoopid Niels (guitar), Tommi Lommi (guitar), Anders Harvest (bas) og Michael The Beast (trommer). Med disse navne forledes man til at tro, at bandet ikke mener det seriøst med deres musik. Og jeg er faktisk stadigvæk i tvivl om de virkelig mener det. Dermed ikke sagt, at de fire sange på EP’en er dårlige. Tværtimod så bliver der virkelig rocket igennem og der er fuld knald på fra start til slut.
Stilen kan bedst betegnes som hard rock med stor energi og fuld power. Det bedste nummer er efter min mening titelnummeret ”Jump The Train” som indleder denne eksplosive bombe af fræsende guitarer, fede riffs, gode soloer, tordnende bas og hurtige trommer. Mr. Snakebite har en stemme, som er tilpas sleazy og rå til denne genre. Han skiftevis synger og ”skriger” hvilket efter min mening giver sangene det rette udtryk.
Jeg oplevede bandet live for et par uger siden og man kan kun sige, at de gav den fuld gas. Men samtidig virkede det også lidt som om de bare spillede rock’n’roll for sjov – derfor min tvivl om de virkelig mener det. Bandet har den rette attitude og især Mr. Snakebite giver den fuld skrue.
Jump The Train er indspillet i Stoopid Monkey Music palace og det er produceret af Nalle. Alt musik og alle tekster er skrevet af Mr. Snakebite. Lydmæssigt fejler EP’en ikke noget. Jeg håber bandet en dag får indspillet et helt album, så man kan se hvad de virkelig kan og om de mener det alvorligt!!!
Er man til hard rock sprængfyldt med energi, så bør man tjekke Snakebite ud. I skrivende stund kan EP’en downloades via linket herunder (hvor længe den ligger der vides ikke).
Jump The Train er ude.
Download EP'en her: http://snakebite.dk/
____________________________________________________________________
 Egonaut – Electric
Anmeldt af Calle: 23-04-2012
Egonaut er et svensk band, som blev dannet i 2005. Bandet består af Frederik Jordanius (sang/guitar), Dennis Zielinski (organ), Markus Johansson (trommer) og Nikael Bielinski (bas). Jeg må indrømme, at jeg ikke kendte til bandet før jeg modtog Electric med posten. De har tidligere udgivet et par EP’er, men dette album er bandets debut fuld længde.
Electric består af ni sange og har en varighed på lige over 40 minutter. Stilen på albummet er hard rock med elementer fra både punk og stoner rock. Tænk Gluecifer, Offspring, Mustasch og Wolfmother. Hvis du blander disse bands så har du måske en ide om Egonaut’s stil. Til at starte med havde jeg lidt svært ved at blive klog på denne skive, men efter flere gennemlyt fik jeg en bedre ide om hvor jeg tror bandet vil hen. De kalder selv stilen for bastard rock og det betegner det faktisk ret godt.
Mine favoritsange på Electric er bl.a. åbningsnummeret ”Back Home” som lægger en meget god linie og standard for resten af albummet. Derudover synes jeg også godt om ”The Hurt”, ”The Goner” og ”I Don’t Wanna Be Me”. Selvom inspirationen er hentet i flere genre, så synes jeg alligevel godt albummet kan have en tendens til at blive en smule ensformigt. Nuvel, bandet spiller godt og Frederiks stemme passer godt til stilen. Der er et par fede guitar soloer og nogle tilpas tunge riffs og de har også skrevet nogle gode melodier, men der mangler bare lidt efter min smag.
Bandet har selv stået for hele produktionen af albummet og det er indspillet i deres eget studie Bastard Rock Recordings. Det er blevet masteret af Jens Bogren i Street Recording Studios. Lyden er god nok og bandet har formået at få en tung stoner rock sound, hvilket fungere rigtig godt.
Jeg vil ikke skamrose albummet, men vil alligevel godt anbefale at man tjekker bandet ud. Bandet viser gode takter og der er nogle gode elementer og flere udmærkede sange på albummet.
Electric er ude via Bastard Rock Records/Rambo Music
Lyt til Egonaut: http://www.myspace.com/egonaut
____________________________________________________________________
 Shotgun Revolution – The Legacy Of Childhood Dreams
Anmeldt af Calle: 15-04-2012
Det er ”kun” halvandet år siden Shotgun Revolution udgav deres debut album ”Join The Revolution”, så man må sige de er ret produktive. Derfor var jeg meget spændt på om de nye sange kunne holde samme standard som på debuten. Det korte svar er: Ja det kan de!!! Bandet er stadigvæk det samme, hvilket vil sige Martin Frank (guitar), Ditlev Ulriksen (sang), Henrik Berger (guitar), Kasper Lund (trommer) og Michael V. Carlsen (bas). Stilen er også den samme og det betyder en god omgang klassisk hård rock med fede soloer, sublim vokal og fængende melodier.
The Legacy Of Childhood Dreams består af elleve sange, men har ”kun” varighed på knap 39 minutter. Personligt kunne jeg godt have brugt et album med længere varighed, isør når man tænker på at forgængeren har en varighed på over ti minutter mere. Nå men det er jo musikken der tæller og her kan man kun glædes. Det er ægte rock og bandet udviser stor spilleglæde. Albummet oser af energi og sangene bæres frem af det solide guitar spil, Ditlev’s fantastiske rock stemme og Lund og Carlsen’s velfungerende sammenspil. Der er en rigtig god variation i sangene og man får både de hårde rocksange og de skønne power ballader. Personligt synes jeg de hårde sange er blevet mere rå end på debut albummet. Lyt f.eks. til numrerne ”Backstabber”, No Good Bastard” og åbningsnummeret ”Hustled And Played”. På debutalbummet havde bandet skrevet to super ballader i form af ”Hopefully” og ”Flipside”. På det nye album har de ligeledes skrevet et par power ballader med titlerne ”Run Daddy Run” og titelnummeret ”The Legacy Of Childhood Dreams”. Udover de nævnte sange, som jeg finder rigtig gode, så synes jeg også godt om første singlen ”Just Getting High”, ”Driving Without Brakes” og den nye version af ”Give Me More” (findes også i en lidt anden version på bandet selvbetitlede EP fra 2009). Nu er det jo lige før jeg har nævnt alle elleve sange, men det er fordi der ikke er noget fyldstof på The Legacy Of Childhood Dreams og alle sangene finder sig godt tilrette i mine øregange.
Albummet er mixet af Flemming Rasmussen, som også var med indover det første album og så er det blevet mastereret i det legendariske Sterling Sound i New York. Lyden er i top på dette album (som det også var tilfældet på forgængeren) og bandet spiller solidt. Man kan tydeligt høre på Martin’s guitarspil, at han har fundet lidt inspiration i Slash’s guitarlyd, som bl.a. kan høres i outtroen på ”Blessed By My Child”.
Shotgun Revolution er efter min mening placeret i toppen af den danske rockelite og jeg kan varmt anbefale enhver rockfan at erhverve sig The Legacy Of Childhood Dreams. Køb albummet og gå ud og oplev bandet live. De er netop startet på deres DK tour som løber hele vejen gennem april og maj måned (se datoerne på deres facebook side her).
The Legacy Of Childhood Dreams udkommer den 16. April via Target Records.
Lyt til Shotgun Revolution: http://www.facebook.com/shotgunrevolution
_________________________________________________________________
 Road To Manila – Waiting For Goddeau (EP)
Anmeldt af Calle: 11-04-2012
Road To Manila er et post-metal/hardcore band fra Fredericia, som blev dannet i 2007. Bandet består af Nicolai Lindegaard (vokal), Allan Kristensen (guitar), Jonas Frausing (guitar), Niclas Facius (trommer) og Jeppe Frausing (bas). Waiting For Goddeau er en EP med tre sange.
Bandet var oprindeligt et deathcore band og det kan tydeligt høres, især i EP’ens første sang ”Weigh One’s Actions” og den sidste sang ”Of Importance”. Derfor synes jeg personligt bedst om ”Waiting For Goddeau”, som klart er mit favorit nummer på EP’en og især det sidste minuts tid, hvor bandet virkelig viser hvad de kan inden for det melodiske. Nicolai er helt sikkert god på vokal inden for denne genre, men personligt er jeg ikke så meget til denne form for sang. Det er lidt for meget ”skrig/growl” til mig. Men hver sin smag.
EP’en er helt udmærket indspillet og bandet gør det rigtig godt. Indspilningen er foregået i Ungdommenshus i Fredricia henover sommeren 2011. Manden bag knapperne hedder Rasmus Misá Hodap Hansen og sammen med bandet har han gjort en udmærket EP. Hvis bandet forsætter den gode stil, så spår jeg dem en stor fremtid på den danske (og måske udenlandske) metalscene. Bandet har allerede en del live erfaring og har spillet med bl.a. Hatesphere, By The Patient, As We Fight og Scarred By Beauty.
Det bliver spændene at høre et fuld længde album fra Road To Manila. Måske med lidt mere downtempo numre og lidt mere melodisk metal. Men ien, det er jo kun min personlige smag. Og det er jo tit svært at bedømme et band på ”kun” tre sange.
Waiting For Goddeau er selvfinansieret og udkom i oktober 2011.
 (4 ud af 6)
______________________________________________________
 All Trays For Venom – Burned By Blackened Sun
Anmeldt af Calle: 11-04-2012
All Trays For Venom kommer fra Århus og bandet blev dannet i 2008. Band medlemmerne tæller Rasmus Godsk (vokal), Jesper Grud (guitar), Jesper Jakobsen (guitar), Simon Ranjan Buje (bas) og Troles Nissen (trommer). Bandet skrev for nylig kontrakt med Mighty Music/Target Distribution og Burned By Blackened Sun er deres debut album.
Stilen på Burned By Blackened Sun er metalcore, hvilket for mig betyder energiske og aggressive sange med tons tunge rytmer. Som nogen måske vil vide, så er denne stil ikke min foretrukne, MEN jeg må nu sige, at dette album har fanget min interesse. Der er tale om tolv benhårde skæringer, hvor stilen lægger godt for land i åbningsnummeret ”Learn To Bleed”. Herfter forsætter albummet i samme stil med fede trommer (der ifølge presseskrivelsen er indspillet på bunden af en swimmingpool), en tung bas, intense guitar riffs og soloer samt Rasmus’ hårde og rå vokal.
Mine favoritsange på Burned By Blackened Sun er ”A Viciuos Circle”, One World For The Wicked”, ”Scars Of You” og den satiriske ”The Revenge Of Dr. Phil”. Et par af sangene går lige en anelse udover min smag, som f.eks. ”Until The End”, hvor der ca. midt i nummeret går lidt for meget ”smadderkasse” i den. Men alt i alt er det et gennemført godt debut album og en klar tilkendegivelse på, at All Trays For Venom er født på den danske metalscene og helt sikkert her for at blive.
Albummet er indspillet i Dead Rat Studios med Jacob Bredahl bag knapperne. Han behøver vel ingen nærmere præsentation?? Sammen med bandet har han formået at lave et super fedt metalcore album, som jeg varmt kan anbefale til metalfans derude i det gange land.
Burned Bt Blackened Sun udkommer den 16. April via Mighty Music/Target Distribution
(4½ ud af 6)
______________________________________________________
 Shotgun Alley – Shotgun Alley
Anmeldt af Calle: 06-04-2012
Jeg kendte intet til New Zealandske Shotgun Alley før jeg blev kontaktet af bandets sanger Mark Falcon i forbindelse med denne hjemmeside. Til at starte med fik bandet en sang i rotation på siden, mens de var godt i gang med at indspille deres debut album. Senere har de haft endnu en sang på afspilleren og nu sidder jeg så med debut albummet Shotgun Alley. Udover Falcon består bandet af Jimmy Wong (keyboard), Davie Love (guitar), Bahador Borhani (guitar), Josh Grant Betty (bas) og Scotty Rocker (trommer). Sidst nævnte har siden forladt bandet og flytter til Sverige i starten af juni, hvor han søger nyt band. Så er du svensker og læser du dette, så kontakt ham via facebook eller gennem undertegnet. Nå tilbage til musikken på albummet. Stilen er modern hard rock med inspiration hentet i slut 80’ernes sleaze/hard rock, men også nyere bands som Alter Bridge, 3 Doors Down og Foo Figthers.
Shotgun Alley består af 12 sange, eller rettere 11, da det første nummer er en instrumental intro. Der er blevet plads til både de store rock sange og de stille ballader, hvilket efter min mening gør albummet meget lyttevenligt og alsidigt. Bandet skriver nogle gode melodier med guitar soloer og alt hvad der hører til et godt rock album. Musikkerne spiller godt og Mark har en god ren vokal. Der er flere af sangene, hvor bandet gør brug af kor vokal i omkvædene, hvilket giver sangene et pompøst udtryk og helt sikkert fungerer godt live. Faktisk synes jeg ikke der er noget fyldstof på dette album, men mine favorit sange er ”Give It All Up For Rock”, ”Look At Me Now”, ”Can’t Stop The Rock”, ”Walk Away” og den fede powerbalade ”Eventually”. Sidst nævnte har helt sikkert radiopotentiale.
Alle sange er skrevet af bandet selv og det er Jimmy Wong der har stået for produktion, mixing og mastering. Han har gjort et godt stykke arbejde. Skal jeg være lidt kritisk, så er det måske lige før lyden er blevet for pæn og poleret. Men hvad gør det, når sangene er rigtig gode.
Så er du til moderne hard rock med store melodier, god vokal og ”synge-med-omkvæd”, så er dette album helt sikkert noget for dig. Jeg sætter det i hvert fald på igen og igen og jeg er yderst taknemmelig for at Mark kontaktede mig. Ellers var denne musik”skat” aldrig kommet i kontakt med mine rockglade øregange. Jeg sender hermed min varmeste anbefaling til jer derude. Dette er et fuldendt album og ROCK ’n’ ROLL når det er bedst!!!!
Shotgun Alley er ude via Hark Music
 Deadend In Venice - See You On The Ground
Anmeldt af Lars: 05-04-2012
Tyske Deadend in Venice spiller melodic death metal, og de gør det godt. De er en god indgang til death metal universet, hvis man ikke er så vant til den stil, men gerne vil afprøve den i en light udgave. Der er en god portion velkendt goth metal henover, som jo er blevet meget populært de sidste mange år.( mon ikke de har lyttet lidt til Nightwish... det tror jeg)
Der er et godt samarbejde mellem Christian Litzba den mandlige growl/screamer og den kvindelige goth sangerinde Annabell Klein.
Selvom der er 9 numre på cd'en er den irriterende kort, godt 33 minutter. Nogle af numrene kunne sagtens have tålt at blive forlænget, da de stopper lige når de er godt i gang, hvilket også virker en smule negativt, når nu det ellers er så godt. Selve musiken bliver spillet med nerve og energi som fortjener at blive spillet højt. Man bliver i godt humør og får lyst til at hoppe rundt.
Startnummeret "Hate Sweet Hate" starter ligepå og hårdt og er en god repræsentant for, hvad man vil opleve den næste halve time i deres selskab. Som sagt er cd'en meget kort og man forbavses hver gang at den allerede er slut, hvilket har fået mig til at trykke på repeat-knappen hver gang jeg sætter Deadend in Venice på. Det er et band jeg gerne vil opleve live og håber at de finder vej nord på. Jeg er sikker på at de godt kunne gå hen at blive internationalt store inde for de næste par år.
Selve produktionen er lykkedes godt, specielt trommerne har en fed lyd. Der er en god ballance mellem de enkelte instrumenter og sangen står tydeligt frem.
Foruden Christian og Annabell består Deadend in Venice af Tim Schmidtke på rytmeguitar, Kevin Klein på leadguitar, Andreas Ackermann på bas og Frank Koppe på trommer.
See You On The Ground er ude via Rock 'n' Growl
(5 ud af 6)
Lyt til Deadend In Venice: http://www.reverbnation.com/deadendinvenice
_____________________________________________________________________
|
|
| |
|
| |
|
|
 Vain - Enough Rope
Anmeldt af Jakob: 04-04-2012
Jeg har altid lidt forbehold overfor opløste 80er koryfæer, der beslutter, at det nu er tid til at indtage musikscenen på ny. I mine øjne kræver det satme et godt produkt, før en gendannelse er berettiget, og et godt produkt er satme, hvad man får på Vain’s Enough Rope.
Stilen er lagt fra start til slut, og hele pladen er et glædeligt gensyn med 80’ernes hard/glam rock scene. Pladen byder på en række velskrevne sange spækket med hooks, der typisk leveres af forsanger Davy Vain, der med sin lettere nasale vokal giver pladen et catchy og melodiøst flow hele vejen igennem.
Pladen starter stærkt med den omkvædstærke "Greener" og den energifyldte "Trible X", og formår at holde både tempo og kvalitet på pladens første del. Desværre følger Vain ikke op på pladen sidste seks skæringer, hvor kun "Solid Gold" minder en om pladens kvaliteter.
Man kommer ikke uden om, at pladen sagtens kunne klare en ekstra omgang skæren ind til benet. Med en spille tid på næsten en time, kunne Vain sagtens have kasseret de ”svage” skæringer og fået en endnu federe plade. Dette understreges absolut af numrene "Greener" og "Vain", hvor bandet simpelthen bruger det samme riff i to forskellige sange!
Produktion er holdt autentisk, hvilket fungerer til UG. Alle instrumenterne står klart frem, uden at lugte af moderne, overproduceret lyd, og selvom det også gør det klart, at Davy Vain ikke altid rammer sine toner helt rent, gør produktion, sammen med bandet, at man uden problem drømmer sig tilbage til de glamrockende 80’ere.
Og det er lige præcist hvad Enough Rope er. Et uforpligtende, og absolut velfungerende, tilbageblik på en genre, der for længst er dømt færdig af musikindustrien. Det er langt mere autentisk en Steel Panther’s ”gør grin med en genre, der i forvejen gør grin med sig selv” metal, og Enough Rope kan absolut anbefales.
Enough Rope er ude via Jackie Rainbow Records.
______________________________________________________
Airrace - Back To The Start
Anmeldt af Lars: 04-04-2012
Airrace spiller en god gang melodisk hard rock i stil med Aviator, Thunder, lidt Whitesnake, lidt Van Halen og lidt 80'er Gary Moore. Det er meget forfriskende og behageligt at lytte til. Back To The Start er et helstøbt og fedt album med masser af god massiv guitarlyd. Sammenspillet er gennemført og vokalen er som den skal være. Jeg kunne måske godt have tænkt mig at bassen lå lidt længere fremme og var tydligere, men ellers er der ingen klagepunkter :)
Airrace startede tilbage i 1982 og udsendte første album i 1984, så det er nogle stil-vante drenge vi har med at gøre. De har holdt en lang pause, men gik sammen igen og indspillede dette album, og det tror jeg vi er mange der er glade for. Hvis man kun er til total tung metal skal man nok ikke kaste sine penge efter denne cd, men er man til melodisk rock er denne cd et must.
Der er 12 velskrevne numre på Back To The Start og alle er i samme stil, men er meget forskellige alligevel. Man kan høre at de mener det alvorligt. Jeg tror at de er fede live på grund af den meget smittende stemning der strømmer ud af højtalerne.
Jason Bonham startede med at spille trommer i Airrace, men har holdt en pause fra bandet. Efter sigende skulle han have sagt ja til en reunion, det kunne da være nice.
Airrace består på denne cd af: Keith Murrrell på sang, Laurie Mansworth på lead guitar, Simon Dawson på trommer, Dean Howard på rytmeguitar, David Boyce på bas og Toby Sadler på keyboards.
Back To The Start er ude via Frontiers Records
(5 ud af 6)
Lyt til Airrace: http://www.myspace.com/airraceband
____________________________________________________________________
 Fatal Force – Unholy Rites
Anmeldt af Calle: 29-03-2012
Fatal Force blev dannet i 2005 af danske guitarist/producer Torben Enevoldsen (Fate), som efter at have færdiggjort det andet Section A album, begyndte at skrive nye sange, som resulterede i Fatal Force’s første album ”Fatal Force” fra 2006. På det album medvirkede sanger Marts Levén (ex. Yngwie Malmsteen) og trommeslager Daniel Flores (Mind’s Eye). Nu er vi i 2012 og Fatal Force har netop udsendt deres andet album Unholy Rites. Denne gang medvirker, udover Enevoldsen, sangeren Michael Vescera (ex. Loudness og ex. Yngwie Malmsteen) og trommerslager Dennis Hansen.
Stilen på albummet er melodisk hard rock tilsat en god portion metal. Melodierne er velskrevet og sangene sprudler af energi og power. Dertil skal lægges lækkert guitarspil, gode soloer og Vescera’s powerfulde stemme. Grundrytmen er tilpas tung og det passer perfekt til Enevoldsen’s guitarspil.
Sangene fungere rigtig godt sammen og der er en tydelig rød tråd gennem hele albummet. De sange der falder bedste i min smag er titlesangen ”Unholy Rites” samt ”Lessons In Evil”, ”Higher Ground” og ”House Of Pain”. Men jeg kan, uden tøven og med ro i stemmen, sige at ingen af sangene på Unholy Rites falder igennem. Alt i alt er det et gennemført album og jeg kan varmt anbefale det til fans af melodisk hard rock/metal.
Guitar, bas, trommer og keyboard er indspillet i Funny Farm Studios i Danmark og vokalen er optaget i The Toyroom iNashville, USA. Producer på albummet er Mr. Enevoldsen selv. Lyden på albummet kan man heller ikke sætte en finger på. Så du får et super album, med gode sange, solide guitarsoloer og hårde rytmer, hvis du erhverver dig Unholy Rites. Just Buy It!!!
Unholy Rites udkom 21. Marts via Proude Records.
(5 ud af 6)
Lyt til Fatal Force: http://www.facebook.com/fatalforcetheband
_____________________________________________________________________
 Malrun - The Empty Frame
Anmeldt af Jakob Slyngborg Trolle: 13-03-2012
På Malrun’s andet album, The Empty Frame, fremvises både store vokal præstationer, kirugrisk præcision og frem for alt super groovy sangskrivning. Malrun spiller moderne hardrock/metal med både skrig, dybe growls og masser af ren vokal. Stilen er allerede lagt fra andet nummer ”Shadowborn”, hvor forsanger Jacob Løbner åbner albummet med sangens super catchy omkvæd. Efter omkvædet skiftes der til en mere skrigende metalcore vokal, hvilket jeg synes, er synd. Selvom Jacob Løbner bestemt også mestrer denne slags vokal, kommer bandet ikke udover den gængse metalcore skabelon, som er hørt hundrede gange før. Albummet fortsætter i en mere rock’et retning, hvor ren og hård vokal veksler langt mere kreativt mellem hinanden, hvilket absolut klæder bandet.
Som tidligere nævnt, kan Malrun i den grad håndtere deres instrumenter. Hele albummet fremstår vanvitigt tight, og selvom albummet er spækket med tekniske passager, mister sangene aldrig deres groove. Selvom alle absolut leverer, bliver jeg simpelthen nødt til at fremhæve trommeslager Mikkel Johnson. Hans vekslen mellem røv tighte metaltrommer og groovy innovative strukturer i de melodiske stykker sidder lige i skabet på The Empty Frame.
Bandet har på albummet skabt en så homogen lyd, at den desværre også bliver dets Achilles hæl. De 13 sange på albummet ligger for tæt op af hinanden, hvilket er synd. Malrun viser med den intet mindre end eminente ”Iron March”, at de sagtens kan eksperimentere mere med deres lydbillede, hvilket jeg vil sætte min lid til, at de gør i fremtiden.
Albummet er produceret af Jacob Hansen, der har skabt et knivskarpt lydbillede, hvor samtlige instrumenter kommer til deres ret. Min anke har altid været, at Hansens produktioner var lidt for velpolerede, men til den musik som Malrun spiller, må jeg indrømme, at produktionen sidder lige i skabet.
Overordnet set er The Empty Frame absolut et album, som lever op til de forventninger, der er til et moderne metal band Anno 2012. Velspillet, velkomponeret og velproduceret. Jeg håber dog, at Malrun vil turde bevæge sig lidt længere væk fra den forholdsvis faste skabelon, som kendetegner The Empty Frame, på deres næste udgivelse.
The Empty Frame er udkommet via Mighty Music/Target Distribution
______________________________________________________
 St. Prostitute – Here Come The Prostitutes
Anmeldt af Calle: 09-03-2012
Jeg har ventet spændt på dette album fra danske St. Prostitute. Hvorfor? Jo fordi jeg har fulgt tilblivelsen af albummet, bl.a. med et par besøg i studiet under indspilningen (læs mere her) og et interview med guitarist Morten Korsholm (læs her). Udover ham består bandet af sanger/guitarist Fussy Korsholm, bassist Kim Mikkelmann og trommeslager Jack Andy. Bandet blev dannet i 2007, dengang under navnet L.A. Prostitutes, og de har tidligere udgivet en EP med titlen ”Get Drunk Or Die Trying”.
Men nu til selve albummet. Det består af 10 sange, hvoraf de tre er ny-indspilninger af sangene fra bandets EP samt syv nye sange. Stilen er hard rock med inspirationen hentet i 80’ernes/90’ernes L.A. musikscene og dertil tilføjet lidt punk attitude. Efter min smag er Here Come The Prostitutes sammensat rigtig godt. Der er både blevet plads til de fede rock sange, som f.eks. Here Come The Prostitues” og ”Schizophrenia” men også de mere ”bløde” power ballader, som første singlen ”Dreaming Of You” og ”A Bitter Man’s Lullaby”. Derudover synes jeg rigtig godt om ”Say When It’s Over” og ”I’m Not Falling”. I sidst nævnte synger Fussy duet med Line Krogholm og det fungere rigtig godt. Alt i alt er det ti gode sange, hvor lytteren for et album med tilpas variation i musikken og et band der viser hvordan man skriver en god melodi/sang. Bandet gør det samtidig rigtig godt og Fussy’s stemme passer godt til musikstilen. Han har efter min mening udviklet sig siden EP’en fra 2009.
Here Come The Prostitutes er indspillet i Medley Studios i København med Søren Andersen bag knapperne. Søren har tidligere produceret andre danske bands og spiller selv guitar for bl.a. Glenn Hughes og Mike Tramp. Lyden på albummet er pæn, men IKKE poleret og Søren formår at få den rette råhed og attitude indover albummet. Derudover leverer han også keys på et par af sangene.
St. Prostitute er helt sikkert et band man bør holde øje med i fremtiden. Jeg tror de har hvad der skal til for at begå sig på den danske rock scene. De viser i hvert fald hvordan man skal skære et godt rock album. De har brugt et par år på at få albummet klar, samt et navneskift, og nu skal det ud til folket. Og jeg kan kun sige, at det har været ventetiden værd. Sammen med bl.a. Shotgun Revolution, Bullet Train Blast og Kings In Exile skal de få ROCKEN er tilbage i dansk musik. Jeg har sagt det før og jeg siger der gerne igen. Jeg tror måske dette bliver året hvor danskr rock for alvor slår igennem. Horn’s Up!!!!
Here Come The Prostites udkommer den 12. Marts via Gateway Music
______________________________________________________________________
 Lillian Axe - XI: The Days Before Tomorrow
Anmeldt af Jakob: 01-03-2012
Jeg må indrømme, at inden jeg modtog XI: The Days Before Tomorrow, kendte jeg absolut intet til Lillian Axe. XI: The Days Before Tomorrow, består af ti skæringer med melodiøse guitar passager og storladne omkvæd, som stort set alle er sovset ind i synth. Lilian Axe giver uden tvivl deres bud på, hvordan halv-progressiv hardrock skal lyde, men i min bog skyder de totalt forbi målet. Der skal ikke herske tvivl om, at de fem gutter leverer varen på deres respektive instrumenter, ikke desto mindre, har de formåede at lave en plade, hvor de fede sange simpelthen udebliver. Bevares, i numre som ”Take a Bullet” møder man da ganske fede riffs , men hver gang formår en vanvittigt irriterende og idéforladt leadguitar at ødelægge lydbilledet. Helt skidt bliver det på pladens næste skæring ”Bow Your Head”, hvor den akustiske guitar findes frem. Nummeret lyder mest af alt som noget brødrene Olsen ville have skrevet, hvis de besluttede at give Melodi grand prix et skud mere. Afveksling er et ”must ” på alle velskrevne plader, men Lilian Axe mister simpelthen deres røde tråd
for ofte.
Som tidligere nævnt, er vokalen centreret omkring en række store episke omkvæd. Dette kan simpelthen høres på kvaliteten i versene. Vokalen fremstår kedelig, og selvom stemmen er der, går den tabt i nogle intetsigende melodier. Som et af pladens sidste kommer nummeret ”Caged In”. Her fyres der sgu op for noget gedigen hardrock af den gamle skuffe. Det er helt tydeligt, at det er her Lillian Axe er bedst og udover en lidt for ”moderne” tilgang til vokalen, er nummeret et klart lyspunkt på en ellers ligegyldig plade.
XI: The Days Before Tomorrow udkom 7. februar via AFM-Records
(1½ ud af 6)
______________________________________________________________________
|
|
| |
|
| |
|
|
 Pushing Daisy – Everlasting (EP)
Anmeldt af Calle: 26-02-2012
Pushing Daisy er et københavnsk band som blev dannet i 200o under et andet navn og de har haft lidt udskiftning i besætningen. Bandet består i dag af Roelof Witmans (sang og guitar), Christian Ebert (trommer), Daniel Brandorff (bas) og seneste medlem Troels Hadberg (guitar), som joinede bandet i 2012. Everlasting er bandets anden EP.
Everlasting består af 6 sange og stilen er hard rock med en stor portion post grunge og inspirationen er da også hentet fra bands som bl.a. Soundgarden , Alice In Chains, Black Water Rising og Tool. Jeg hører også lidt Velvet Revolver i sange som ”Times Of Relieve” (især midvejs i nummeret) og flere steder i ”One Soul In This”. Derudover synes jeg rigtig godt om åbningsnummeret ”Everlasting” samt min personlige favorit ”Wasting Away” og sidst men ikke mindst ”Give Me More”, som afslutter EP’ens 29 hæsblæsende minutter. Det er ”kun” i sangen ”Hollow” at tempoet sættes lidt ned. Alt i alt er det seks gode sange, som dog kan have en LILLE tendens til at lyde lidt ens (bemærk at lille er skrevet med stor skrift). Et fuldlængde album med 10-12 sange ville helt sikkert gøre underværker og det vil jeg med glæde se frem til!!
Witmans har en god stemme og til tider lyder han en smule som Chris Cornell. Hans stemme passer rigtig godt til denne genre. Musikken er velspillet og bandet har da også gjort sig bemærket ved bl.a. at nå Emergenza finalen i Store Vega i 2011.
EP’en er indspillet i ALT Studio og Grapehouse Studios med Emil Buus Sauer og bandet selv bag knapperne. Lyden er god og musikken er godt skruet sammen. Der er en god atmosføre over musikken og de får helt sikkert udtrykt hvad hvad Pushing Daisy står for og jeg ser en god fremtid for bandet. Giv bandet et lyt via linket herunder og støt op om dem. Det er dansk og de fortjener et godt ord med på vejen. Spread the word!!!!
Everlasting udkom i 2011.
(4½ ud af 6)
Lyt til Pushing Daisy: http://www.reverbnation.com/pushingdaisy
_____________________________________________________________________
 Drone – Doors Of Perception
Anmeldt af Calle: 26-02-2012
Drone er et dansk band fra Århus, som består af Rasmus Sjøgren (sang og guitar), Rasmus Cederlund (trommer), Morten Nygaard (bas) og Asbjørn Jensen (guitar – live). I 2007 udgav bandet deres første EP ”Misanthropia” og har siden hen gjort sig bemærket med deltagelse i bl.a. DR’s Karrierekanonen og Spot Festivalen 2011. Doors Of Perception er bandets debut fuld længde album.
Stilen på albummet er progressiv post grunge rock og inspirationen er hentet fra bands som f.eks. Alice In Chains, Tool, King Crimson og Nine Inch Nails. Musikken på albummet er top professionelt og bandet viser stor musikalsk kvalitet. Normalt er det ikke den stil jeg selv lytter mest til og der er da også et par af sangene på Doors Of Perception jeg lige skal vænne mig til. F.eks. sange som ”The Minx” og ”Elevate Freedom”. De sange der falder bedst i min smag er ”Divide And Conquer” (som helt klart min personlige favorit), ”Intuition” og ”Elysian Vision”. Overordnet set er der god variation i sangene og man bliver på intet tidspunkt træt af musikken gennem albummets 66 minutter.
Det er bandets sanger og guitarist Rasmus Sjøgren der har skrevet alt musikken samt teksterne og albummet er produceret af mixet af Anders Ruby sammen med Sjøgren. Og man kan da kun sige, at de har gjort et yderst godt stykke arbejde.
Doors Of Perception er et meget kompetent debut udspil fra et dansk band, der efter min mening har international klasse. Bandet er da også flyttet til Hamborg for at markere sig mere på det internationale marked. Jeg vil da også anbefale rock-elskere med bred musiksmag, at lytte til dette album. Det er dansk og det er kvalitet!!!!! Albummet kan bl.a. købes via bandets online-shop her.
Doors Of Perception udkom 2. December 2011 via Gateway Music.
(4½ ud af 6)
Lyt til Drone: http://www.facebook.com/pages/Drone
______________________________________________________________________
 Saint Rebel – The Battle Of Sinners And Saints
Anmeldt af Calle: 21-02-2012
Hvor har Saint Rebel gemt sig? Hvorfor har jeg ikke hørt om dette danske band før nu? Godt nok er The Battle Of Sinners And Saints bandets debut album, men jeg kender snart en hel del andre danske bands, som endnu ikke har et album på gaden. Men nu kender jeg til Saint Rebel og det er et yderst godt bekendtskab. Bandet blev dannet i 2006 og gik tidligere under navnet KoLeN’, men valgte i 2009 at skifte navn til deres nuværende, hvilket efter min mening var et godt valg, da det ligger bedre i munden. Bandet består af Allan Blumesen (guitar), Jonas Kaas (sang), Martin Højfeldt (guitar), Lasse Hansen (bas) og Jesper Riis (trommer).
Albummet er spækket med gode rock sange og stilen er inspireret af nyere amerikansk rock. Sangene er bygget over nogle fængende melodier, med solide riffs og tilpas tung grundrytme og dertil krydret med en yderst kompetent vokal. Albummet består af 10 sange og dem der falder bedst i min smag er ”Always Alone”, ”Once We Were Two”, ”I’d Rather Be A Narcissist” og den mere stille og melodiske ”The Dying Child”. Alt i alt er det gode sange hele vejen igennem, dog er jeg ikke helt vild med ”Earthquake Shakes Me Down”, som godt nok har noget fedt guitar spil midtvejs i sangen.
Selvom musikken er inspireret af den nyere amerikanske rock, så synes jeg alligevel bandet formår at få deres egen lyd. The Battle Of Sinners And Saints er produceret af Marcus Toft, som tidligere har arbejdet med bl.a. D-A-D og Carpark North og så er det mixet af selveste Jacob Hansen.
Sangene holder og det er efter min mening et brag af en debut. Helt klart et anbefalelsesværdigt album, hvis du er til velskrevet og velproduceret rock fra den bedste skuffe. Saint Rebel er uden tvivl et band man bør holde øje med i fremtiden, hvis bare de kan leve op til dette album. Det gælder både live og en eventuelt 2’er. Disse fem fyre har international klasse. Jeg er hooked!!!!
The Battle Of Sinners And Saints udkommer den 5. Marts via Mighty Music/Target Distribution
(5 ud af 6)
Lyt til Saint Rebel: http://www.myspace.com/saintrebelmusic
______________________________________________________________________
 Devil’s Train – Devil’s Train
Anmeldt af Calle: 14-02-2012
Devil’s Train er en ”supergruppe” i den forstand, at bandet er sammensat af nogle promonente folk inden for rockens verden. Bandet består nemlig af sanger R.D. Liapakis (Mystic Prophecy), guitaristen Laki Ragazas (Oliver Weers band), trommeslager Jörg Michael (Stratovarius) og bassisten Jari Kainulainen (ex. Stratovarius og ex. Evergrey). Så med disse navne under Devil’s Train navnet, så havde jeg ret høje forventninger til bandets debut album. Og lad mig sige det med det samme – jeg er ikke skuffet!!!
Devil’s Train spiller hard rock og det er i den gode ende af skalaen. Det er ren kræs for øregangene. Lyt blot til Laki’s fede guitar riffs og R.D.’s perfekte vokal, som fuldendes med den bund solide grundrytme fra Jari og Jörg. Man kan sagtens høre at de fire herre har en vis erfaring med i bagagen, som de på Devil’s Train føre sammen og dermed har de indspillet en klasse album.
Der er 12 sange på Devil’s Train og ikke et af disse numre virker som fyldstof. Der er knald på fra mundharmonikaen i åbningsnummeret ”Fire And Water” til albummet afsluttes af The Guess Who klassikeren fra 1969 ”American Woman”, som bandet også har udsendt en musikvideo til. Se den her. Sidst nævnte er klart den bedste version jeg har hørt af netop denne sang. Derudover synes jeg også rigtig godt om ”Yellow Blaze”, ”Devil’s Train”, ”Sweet Devil’s Kiss” og ”Room 66-64”. Også de mere downtempo nummre som ”Forever” og "The Answers" falder godt i min smag. Sammensætningen af sangene virker perfekt og man bliver på intet tidspunkt træt af tempoet eller rytmen.
Albummet er indspillet i Prophecy And Music Factory Studios og det er produceret af Liapakis og hans Mystic Prophecy band mate Christian Schmid. Lyd og produktions-messigt kan man heller ikke sætte en finger på noget.
Rock ’n’ Roll is alive and it goes by the name Devil’s Train!!!! Køb albummet og du vil med sikkerhed ikke blive skuffet og du vil helt sikkert lytte til det MANGE gange. Det har jeg gjort og det vil forsat gøre det. Devil’s Train vil med næsten 100 % sikkerhed være at finde på min personlige top 10 liste over albums udgivet i 2012. Altså en klokkeklar anbefaling herfra!!!! Der skal noget til før jeg giver 6 dødningehoveder, men Devil's Train har sku fortjnet det.
Devils’ Train udkommer den 17. februar via Edel/Ear Music/Sony.
Lyt til Devil’s Train: På nuværende tidspunkt kan man ikke lytte til bandet online (udover videoen i linket ovenfor i teksten).
_____________________________________________________________________
 Slow Death Factory - From The Gutter To Your Ears
Anmeldt af Dianna: 12-02-2012
Det danske band Slow Death Factory udgav From The Gutter To Your Ears i 2008. Genren er groovy death metal. Bandets nuværende Line Up er: Nikolaj Borg (trommer), Kasper Kirkegaard (guitar), Martin Rosendahl (bas) og Morten Gilsted (guitar). Line-up’et anno 2008 er: Morten Gilsted (ex-Illdisposed, ex-Furious Trauma) på guitar, Rolf Rognvard-Hansen (ex-Illdisposed, ex-Caustic) på trommer, Lasse Bak ( Panzerchrist, ex-Illdisposed) på guitar, Søren Kirkegaard (Demolition Inc.) på vokal og Rasmus Henriksen (Demolition Inc., Panzerchrist, Ofring, Die) på bas.
Har haft den udsøgte fornøjelse at få lov at anmelde bandets første og indtil videre eneste fuld-længde album From The Gutter To Your Ears. Bandet blev dannet tilbage i 2005, så et forholdsvist 'ungt' band kan man vel godt konstatere, dermed ikke sagt at det er heeelt unge musikere vi taler om, ej heller er det 'grønne' musikere, hvilket også fremgår af deres tilknytning til andre mere eller mindre veletablerede danske metal bands..
Kendte i forvejen ikke noget særligt til deres eksistens, lige pånær deres nummer "Small Men" - men hvilket nummer! Er meget begejstret for nummeret som også er det første nummer på albummet, og så er festen da lissom også sparket godt og grundigt igang! Det er utvivlsomt en af mine favoritter, sammen med nummeret "All Form, No Content", men der er ikke ét eneste nummer jeg ikke kan li', sådan virkelig li' :)
Albummet består af 10 numre, 45 minutters dertilindrettet røvsparkende, energisk, velskrevet og veludført groovy, semi-melodisk dødsmetal. Ingen tvivl omkring det faktum at det alle er dygtige musikere, og jeg kan kun anbefale albummet på det kraftigste. Rygterne siger at der kan være nyt materiale på vej, og det vil jeg bestemt glæde mig til.. Takker for fornøjelsen!!!!
From The Gutter To Your Ears er selvfinansieret.
_____________________________________________________________________
|
|
| |
|
| |
|
|
 Alien Ken – Son Extraordinary
Anmeldt af Calle: 03-02-2012
Alien Ken, eller Ken Ove Johansson som er hans borgerlige navn, er en norsk sanger/musikker, som tidligere har spillet i blandt andet Moth Circus (bandet er tidligere blevet anmeldt her på siden). Nu har Alien Ken så indspillet sin første solo EP og den udkommer i starten af marts via diverse elektroniske medier. Jeg har været så heldig at modtage en af de limited edition cd’er.
Stilen på Son Extraordinary er hard rock, hvor der især lægges vægt på det rå og beskidte udtryk. Der udføres et godt stykke guitar arbejde på denne EP og sangene er godt skruet sammen. Mine favoritter på albummet er ”Riley Carlson”, som har kunnet høres her på siden i en længere periode og stadigvæk kan. Lyt her. Derudover synes jeg rigtig godt om ”Guilty As Charged” og ”Glitter Rambo”. Begge har gode melodier og sprudlende temposkift. Men alt i alt er det fem gode sange der er inkluderet på denne EP.
Alien Ken har skrevet, indspillet og produceret det hele selv, men han har dog et live band, hvor musikkernes navne er ”beskyttet af sikkerhedsmæssige grunde”. EP’en er dog mixet af Andy LaRocque i Train Studios, Sverige. Andy er bl.a. kendt for sin tid i King Diamonds band.
Mit helhedsindtryk af denne EP er overordnet set rigtig godt. Sangene er gode og tilpas varierende efter min smag. Jeg ser gerne en fuld-længde cd fra Alien Ken i den nære fremtid. Hvis ikke det var for Facebook og Calles Rock Corner, så havde jeg nok aldrig kendt til Alien Ken, men det er jeg glad for at jeg gør. Tak Ken!!!
Son Extraordinary udkommer den 6. marts
(4 ud af 6)
Lyt til Alien Ken: http://www.facebook.com/alienken
______________________________________________________
 Spit Rusty – Underwhelmed
Anmeldt af Calle: 03-02-2012
Spit Rusty er et dansk rock band som kommer fra Horsens og Århus. Bandet blev dannet i foråret 2011 og består af Martin Arthur (sang), Stefan Gregersen (guitar), Philip Brofelde (guitar), Morten Iversen (trommer) og Kasper Fenger (bas). Underwhelmed er bandet debut EP.
Trods bandets korte levetid, så synes jeg de har formået at lave en EP, hvor det virker som om bandet har spillet sammen i flere år. Sangene er godt varieret, selv på trods af at der ”kun” er fire numre på EP’en men en samlet varighed på mindre end 14 minutter. Stilen på Underwhelmed er 90’er-inspireret hard rock og ”grunge” i den lidt hårdere ende af skalaen. Bandet spiller godt og de formår at finde deres egen stil med både hurtige og hårde riffs blandet med en vis portion groovy rytmer. Trommerne og bassen ligger en solid bund og guitaristerne spiller ligeledes solidt. Der mangler måske en decideret guitar solo, men det er jo smag og behag. Det kræver lidt tilvænning at vænne sig til Martin’s stemme. Han levere en god blanding af ”skrig” og sang. Men efter flere gennemlyt fungere det faktisk godt sammen med musikken. Ud af de fire sange vil jeg betegne ”Drift Alone ” og ”We Will Be OK” som mine to favoritter.
Underwhelmed er indspillet i OP Studio & Big AAmp Studio i Århus i oktober 2011 og det er mixet og masteret af Anders Ruby i Late Fairytale Studios.
Spit Rusty er efter min mening et af de nye bands man bør holde øje med fremover. Hvis de forsætter med deres egen stil og på et tidspunkt får indspillet et fuld-længde album, så tror jeg godt de kan nå frem over stepperne – ikke kun i lille Danmark, men også uden for landets grænser.
Underwhelmed er udkommet via Creative CommonsLicens.
(4 ud af 6)
Lyt til Spit Rusty: http://www.facebook.com/spitrusty
______________________________________________________
Work Of Art - In Progress
Anmeldt af Lars: 30-01-2012
Den svenske tre-mands gruppe Work Of Art har formået at lave en cd i 2011 der sparkede mig tilbage til 90'ernes stor-rock i tankerne. For det første er lyden meget 90'er agtig og melodierne og spillestilen er også 90'er agtig. Jeg troede at det var en cd-udgivelse af en vinylplade netop fra den tid. Toto, Journey, Giant og Chicago springer direkte frem på tungespidsen...hopper et par gange... og bliver der for at lytte. Det kunne lige så godt have været et side-kick projekt fra disse bands (og sandsynligvis også andre) hvor de havde gemt en masse iørefaldende numre...og så var samlet til én plade.
Lars Säfsund's stemme er rigtig god til Melodic Rock, som er Work Of Art's spillestil. Meget lig Toto i klarhed og korarbejde. Robert Sall står for al guitar og keyboard arbejdet (og sandsynligvis også bas... ingen info) og det virker ret overbevisende. Det er brugt en del overspilninger "lagkageproduktion" om man vil, for at få alle guitar og keyboardspor indspillet, men som sagt virker det ikke kunstigt, og der er både flotte guitar soli og lige so flotte synth soli og rytme guitaren ligger også lige hvor den skal. Herman Furin's trommespil er stabilt og godt. Bassen lyder perfekt, rigtig godt spillet med gode løb og god lyd.
Produktion og mix er yderst vellykket. Der er masser af drive energi på In Progress, som forhåbentlig får solgt en masse, så produktionsomkostningerne bliver hentet hjem, for det kan ikke have været helt billigt at lave så flot en cd.
Jeg må indrømme at turen tilbage til 90'erne har været dejlig ( mens jeg har hørt cd'en igennem 6-7 gange) men er dog også glad for at komme tilbage til fremtiden - til den mere beskidte rock. Masser af folk kan helt sikkert godt lide den form for rock idag og de vil ELSKE denne cd - en sand perle i denne genre. som sagt er jeg kommet vidre i livet og min musiksmag er blevet ret bred - og favner selvfølgelig også 90'er melodic-rock'en, bare ikke i så stor grad som tidligere.
In Progress udkom august 2011 via Frontiers Records
Lyt til Work Of Art: http://sv-se.facebook.com/musicofworkofart
______________________________________________________
 Lyriel - Leverage
Anmeldt af Lars: 30-01-2012 Den Tyske Goth Folk Metalgruppe Lyriel har indspillet en flot cd som de kalder Leverage. Den er delvis på engelsk, delvis på tysk. Jeg kan bedst li når de synger på engelsk, men det holder bestemt også på modersmålet. Intro'en på cd'en kunne jeg dog godt undvære...1½ minuts nedtælling på tysk synes jeg ikke om og det har ikke den spændende effekt, som de nok havde regnet med. Havde de startet med det næste nummer - tittelnumeret "Leverage" havde cd'en haft en KANON start og havde vundet mit hjerte fra starten af.
Sangstemmen tilhører selvfølgelig en kvinde, eller rettere to, som der næsten er lov om i den gengre. Der er også noget godt violinspil på der passer rigtig godt. Det er meget melodiøse numre med nogle fede tunge guitarriffs, cello, klaver og violinspil. Produktionen er vellykket og flot.
Der bliver budt på flotte arrangementer med temposkift hist og her, der passer godt ind. Selvom man har hørt det hele før med de andre Goth Metal bands, har Lyriel bestemt sin berettigelse da de netop har folk-delen med der gør at de skiller sig ud. De har styr på begge stilarter, som de mixer ganske pænt. Desværre var der ikke bonusnumre med på den cd jeg fik... jeg havde ellers glædet mig til to af de bonusnumre der åbenbart er på nogle udgivelser. Det ene nummer er et af minefavoritnumre i den irske folkemusik, Star of County Down, og det andet er det gamle Black nummer "Everything Is Coming Up Roses", som jeg også altid har været ret glad for. Men så jeg noget at glæde mig til. Balladen "The Road Not Taken", med akkustisk guitar, cello og violin går fra stille lighterballade til fuld instrumentering dog uden at ændre tempo, og det har en god effekt.
Jessica Thierjung - sang & Linda Laukamp - cello og sang har nogle flotte stemmer der harmonerer hinanden flot og passer 100% til stilen og lyder næsten som Nathalie fra Isis Child - jeg troede i første omgang at det var Nathalie, men efter et stykke tid kunne jeg godt høre at det ikke var hende. Joon Laukamp's violin bliver brugt fornuftigt og ikke overdrevent. Oliver Thierjung & Tim Sonnenstuhl's guitarspil er superflot og har en fed power. Steffen Feldmann's bas ligger en smule for langt væk og er en smule ulden og jeg kunne godt ha tænkt mig at den var lidt mere markant i lyden for det er et godt stykke arbejde der bliver lagt for dagen. Marcus Fidorra på trommer & slagtøj har den rette ballance og lyd på sin side, og det betyder rigtig meget for pladens helhedsindtryk. Der er ikke info omkring klaver/keyboards, men det bliver spillet på den flotte måde og er ikke brugt for meget, men helt tilpas.
Foruden det, efter min mening, uinteressante nummer 1 (intro) består cd'en af 9 iørefaldende og flotte numre der er varieret og giver en god helhed. Folk med forkærlighed til pop/Goth Metal går ikke galt i byen med denne cd, men vil blive rigtig glade for den.
Leverage er udkommet via Femme Metal records.
 Bombshelter - Future Ego Minds (EP)
Anmeldt af Lars: 23-01-2012
Danske Bombshelter har udgivet deres debut EP, FUTURE EGO MINDS med fire numre på. Det første jeg tænkte på da cd'en startede var...synth-techno-pop...så kom der noget 70-80'er Bowie..med Suede og Muse ind over... og så kom de rigtig igang og så lød de selvfølgelig som Bombshelter selv, og dét må man ikke glemme.
Gennem hele cd'en bliver man som lytter, underholdt og udfordret til at følge med, for der sker hele tiden noget... rytmerne..breaks... lyde.. og spændende arrangementer. Der bliver leget meget med synth-lyde, men det passer helt perfekt ind og bliver aldrig "for meget". Jeg har været så heldig at opleve Bombshelter live, hvor jeg tænkte; "Damn, hvor ville jeg gerne høre en cd med dem" for det holder 100% live og jeg er ikke blevet skuffet.....jo på et område er jeg... der er kun 4 numre på cd'en...for jeg kunne sagtens bruge mange flere.
De fire numre passer godt sammen og er et godt visitkort for gruppen. Der er en rigtig god sound og ballance mellem instrumenterne og stemmerne. Til tider fornemmer jeg noget Beatles'k ...noget med arrangeringen og sounden nogle steder at gøre. Der er en del Brit-pop over det, ment på den positive måde... Brit-pop blev jo en meget slidt og gennemvoldtaget genre i en periode, men det er uden de elementer... heldigvis. Der er nogle fede rytmeskift og breaks der gør det rigtig spændende at udforske hvert nummer. Guitaren bliver spillet flot - ja det gør alle instrumenterne, men der sker noget rigtig spændende med guitaren der skifter rytme og går fra rå til clean til rå på en fed måde. Sangen er klar, tydelig og passer SÅ godt til hele lydbilledet. Der er ikke noget der får én til at tænke.."Nååå, det er bare nogle danske drenge der prøver at synge engelsk". Bassen laver nogle fede løb og bliver aldrig påtrængende, men heller ikke anonym. Trommerne er som sagt en ren fornøjelse, da der er mange fede rytmeskift og breaks. Der er en del Muse stemning over albummet, så hvis man godt kan li Muse kan man sikkert også li Bombshelter.
Emil Balle står for sang, guitar, programmering af synth-lyde og sangskrivningen samt mixning og produktion af cd'en. Kaare Bjørn spiller lead guitar, Hasse Petersen pumper bassen og har stået for indspilningen og Nicolaj Sejer spiller trommerne. Det hele er masteret af Jan Eliasson, som er en legende på dét område (har stået for masteringen af næsten alt fra Etta Cameron over D-A-D til Clapton... og alt derimellem).
Personligt kunne jeg godt ha' tænkt mig at tittelnumeret "Future Ego Minds" skulle starte cd'en med sin synth der skifter fra side til side - da det er en fed opmærksomhedskrævende start...
Det er ikke rock i den tunge ende, men cirka midt i, og det betyder at de henvender sig til en ret bred del af befolkningen, der kan li rock.
De kalder selv genren for Synthphonic Movie Rock og det kalder jo på en lidt storladen lyd inde i hovedet på én, og der rammer de faktisk ganske godt. Med den teknik man har idag glæder jeg mig til en måske endnu bredere lyd fra Bombshelter's full cd... måske en 5.1 surround version????
______________________________________________________
 Black Messiah - The Final Journey
Anmeldt af Lars: 23-01-2012
Black Messiah fra Tyskland spiller Pagan-Metal. Vikinge-Metal så bølgerne skummer ud af højtalerne. Der er fuld fart på fra starten af på deres seneste udspil The Final Journey. Lyden er stor og den er bred. Halv-growlende på tysk kaster de sig ud på en behagelig, men hektisk rejse med nogle fede temposkift. Meget melodiske guitarriffs og violinsoloer bugter sig ind og ud af sangene som en meget aktiv Midgårdsorm. Trommerne har de lagt rigtig godt. De laver rigtig meget og har det perfekte lydniveau i forhold til de andre instrumenter. Sangen måtte måske gerne ha været skruet en anelse op, men det er i småtingsafdelingen.
Det hele virker meget pompøst og heldigvis har de haft produktionen med sig, da det ellers hurtigt ville komme til at virke lidt komisk - og komme til at passe til cd'ens cover, som jeg ikke kunne lade være med at grine lidt af - men heldigvis er cd'en yderst vellykket. Der er lange instrumentalstykker og man kan forestille sig at der er lagt op til dans og druk og forplantningsøvelser til vikingefesterne, som deres koncerter må hede. De har taget en instrumental-version af Candlemass-numret; "Into The Unfathomed Tower", med som en hyldest til de gamle gutter. Den giver de ganske godt.
Black Messiah består af; Zagan (sang, guitar, violin) Frangus (guitar) Meldric (guitar) Garm (bas) Agnar (keys) Brööh (trommer). Hvert medlem kommer til sin ret på The Final Journey. Dog er der steder hvor Zagan ikke rammer tonen, hvilket måske er tiltænkt, men på mig virker det lidt irriterende, og trækker ned i min vurdering af albummet.
Anden halvdel af cd'en byder på en sammenhængende historie de kalder for "The Naglfar Saga" og består af cd'ens 4 sidste numre og er på engelsk. (Naglfar, eller negleskibet, består af de dødes negle i den nordiske mytologi).
Det er en flot cd med god lyd og en god produktion som giver én lyst til at opleve Black Messiah live. Selvom den er over 50 min. lang føles den ikke for lang og man får faktisk meget for pengene, hvis man beslutter sig for at købe den.
The Final Journey udkommer den 24. februar via AFM-Records
_____________________________________________________________________
|
|
| |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
