Bookmark and Share     Sitemap    
 
 
 
--------------------------------------------------------------------------
Spiller du i et rock/metal band
og vil du have din musik anmeldt 
så skriv til denne mail:
og hør nærmere.
--------------------------------------------------------------------------
Running Death – DressAge

Anmeldt af Calle: 07-06-2017

Running Death er et tysk metal band, som består af Simon Bihlmayer (guitar og vokal), Daniel Baar (guitar), Andrej Ramich (bas) og Jakob Weikmann (trommer). DressAge er Running Death’s andet album, men mit første bekendtskab med bandet. Første album ”Overdrive” udkom i 2015 og derudover har de udgivet to EP’er i henholdsvis 2010 og 2012.

Stilen er thrash metal og inspirationskilderne tæller bl.a. bands som Annihilator, Testament og Megadeth. Især sidst nævnte kommer til udtryk i bandets musik. Melodierne ligger meget tæt op af Megadeth og vokalen lyder lidt hen i retning af Mr. Mustaine.

Albummet består af 10 numre, hvor hastigheden bare drøner derudaf. Lyt bl.a. til en sang som ”Delusive Silence”. Her bliver man næsten helt forpustet. Kun i sangen ”Safety Second” sættes tempoet en anelse ned. Generelt er der mange gode temposkift i sangene og melodierne fungere ret godt. Mine personlige favoritter på albummet er ”Heroes Of The Hour”, ”Duty Of Beauty” og åbningsnummeret ”Courageous Minds”. Også instrumentalnummeret “Anthem Of Madness” ligger godt i mine ører. Masser af fed guitar og temposkift. Der findes flere gode riffs og guitarsoloer på dette album. Alt i alt er det nogle helt ok numre bandet har komponeret og indspillet.

DressAge er godt produceret og instrumenterne kommer fint til sin ret. Især guitarerne ligger godt i mixet. Bandet spiller godt og Simon’s vokal passer godt til genren. Han har en tilpas rå og aggressiv stemme.

Er du til traditionel thrash metal og er Megadeth et af dine absolutte favorit bands, så kan du roligt tjekke disse tyskere ud. Jeg kunne sagtens finde på, at tage dette album frem og lytte til det igen på et senere tidspunkt. Det vil i hvert fald ikke gå i glemmebogen!!
 
DressAge udkom 26. maj via Punishment 18 Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Running Death på Facebook her.
_________________________________________________________________________________

HoneyBombs – Wet Girls And Other Funny Tales

Anmeldt af Calle: 02-06-2017

HoneyBombs er et rock band fra Rom, Italien. Bandet blev dannet i 2012, men den nuværende besætning blev først en realitet i 2015. De fem mand i bandet er Andrew "The Eagle" Skid (vokal), Alex Rotten (guitar), Helias Marson (guitar), SteelBlade (bas) og Fabulous Fab (trommer). Ja det hedder de og jeg gætter på at det er kunstner navne. Wet Girls And Other Funny Tales er bandets debut album. Album coveret leder af en eller anden grund mine tanker i retning af Steel Panther.

Albummet består af 11 numre og stilen må betegnes som sleazy hard rock. Inspirationskilderne tæller da også bands som f.eks. Hardcore Superstar, Mötley Crüe, Crazy Lixx, Guns ’n' Roses og Warrant. Med sangtitler som ”Fat Girls Goin’ Mad”, ”BrazzersDotCom” og ”Six Pack On Your Back”, så er der dømt rock ’n’ roll klicheer. Og teksterne følger godt med. Der er dømt rock stort set fra fra start til slut og der bliver vredet godt i guitar strengene. Kun i sangen ”Sweet Little Dummy” sættes tempoet ned og sangen må betegnes som albummets ballade. Og det er ikke den bedste ballade jeg har hørt. Mine favorit sange på albummet er ”´Till The Night Is Over”, ”We Are Gonna Kick Your Ass” og åbningsnummeret ”Radical Shit”. I sidst nævnte kan man tydeligt høre Hardcore Superstar inspirationen.

Når man lige ser bort fra medlemmernes navne og deres humoristiske cover samt sangtitlerne og teksterne, så synes jeg faktisk musikken er udmærket, men uden at være super fed. De virker mere seriøse end de gir udtryk for. Jeg synes dog, at der mangler et par rigtige ørehængere på albummet. Sangene er simpelthen lidt for ensformige i mine ører. Alt i alt er det et middelmådigt album uden de store udsving. Måske lidt over middel. Men jeg kan sagtens forestille mig, at de kan give det fuld gas på en scene.

Wet Girls And Other Funny Tales er udmærket produceret. Lyden er som den skal være, når vi taler musik inden for sleaze rock genren. Bandet spiller fint og Andrew’s vokal passer godt til musikstilen. Den er tilpas rå og hæs.

Hvis du er til sleazy hard rock (især det der kommer fra Sverige), så kan du godt tjekke denne udgivelse ud. Personligt er jeg ikke helt overvundet, men albummet er skam heller ikke dårligt. Bedøm selv !!!
 
Wet Girls And Other Funny Tales udkom 13. april via Sliptrick Records.
 
  (3½ ud af 6)
 
Besøg HoneyBombs på Facebook her.
_______________________________________________________________________________
Alabama Black Snakes – To The Land

Anmeldt af Calle: 31-05-2017

Alabama Black Snakes er et dansk rock band, som har sin base i Roskilde. Bandet består af Mads Østergaard (vokal og guitar), Gustav Pontoppidan (trommer), Jonas Jessen (bas), Rasmus Christian Larsen (guitar) og Hank Lee Tuffer (harmonika). To The Land er bandets tredje album, men faktisk er det mit første bekendskab med bandet.

Bandet spiller deres helt egen form for southern-blues-hilbilly-sump-boogie-rock, eller som de selv kalder det i deres presseskrivelse - ”udkants-rock”. Jeg synes faktisk bandet har ramt en ret fed stil. Samtidig passer bandnavnet perfekt til stilen.

To The Land består af 9 rimelig varierede numre, hvor vi bevæger os rundt i både de rockede numre som ”Eating Out” (mit favorit nummer) og titelnummeret ”To The Land” eller det mere stille og super fede nummer ”Jolisa” eller de ”sumpede” numre som ”Every Night” og ”Oh, Lover” eller country-punk-blues nummeret ”Part Of My Blues”. I den første halvdel af sidst nævnte ser jeg, hvis jeg lukker øjnene, en stor lastbil komme kørende ned af en støvet landevej et sted i USA. Af en eller anden grund ledte sangen (først halvdel) mine tanker tilbage til filmen Convoy. Generelt er musikken rimelig tung. Sangene er velskrevet og der er flere fede riffs, som er ret fængende. Bandet spiller godt og Mads' vokal er som skabt til genren. Alt i alt er det 9 rigtig gode sange bandet har indspillet.

Det er bandet selv der har produceret albummet og det synes jeg de har gjort godt. Lyden er som den skal være, når vi taler southern-blues-boogie-rock. Desværre har albummet kun en spilletid på lidt over 35 minutter. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere musik fra disse Roskilde-fyre.

Jeg kan varmt anbefale, at du tjekker To The Land ud. Jeg synes det er et fedt album. I presseskrivelsen skriver bandet, at albummet har været længe undervejs, fordi de skulle finde deres lyd på ny. Men jeg vil alligevel gå tilbage og finde de forrige udgivelser, så jeg kan se hvor meget bandet har ændret stil. Find et par øl frem, sæt albummet på anlægget og tag hørebøfferne på, læn dig godt tilbage og nyd musikken!!!
 
To The Land udkom 18. marts.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Alabama Black Snakes på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

The Diamond Man Clan – Mediocre


Anmeldt af Calle: 31-05-2017

The Diamond Man Clan (T.D.M.C.) er et svensk band, som blev dannet tilbage i 2012. Bandet består af grundlægger Paul Bäcklin (sang og guitar), Johan Weber (guitar), Felix Hjortstam (trommer), Olof Gadd (bas) og Anton Olofsson (death machine – hvad det så end er). Mediocre er bandets tredje album, men det er deres første udgivelse på GAIN.

Bandet spiller en blanding af almindelig rock, stoner rock, blues, blugrass og classic rock, så musikken er rimelig alsidig. Inspirationen er hentet fra bands som f.eks. Led Zeppelin, Rival Sons, Cake og Bob Dylan. Hovedparten af albummet er indspillet live i studiet og så er de yderligere optagelser foregået i Bäcklin's hus. Lyden er god og bandet virker meget sammenspillet og tight. Det er Bäcklin og Weber der har stået for sangsrivningen og det har de gjort godt. Melodierne er rimelig fængende og variationen er god.

Mine favoritter på Mediocre er ”The Huntsmen And The Hounds” og det stille nummer ”The Blood That I Bleed” samt ”Sweet Carolina” og titelnummeret ”Mediocre”. En sang som ”Help Me Love Again” er jeg dog ikke helt pjattet med. Men overordnet set synes jeg det er et godt album.

Som nævnt ovenfor, så er albummet stort set indspillet live i studiet og det er foregået i Nacksving Studio 1 i Göteborg. Det er førnævnte Bäcklin og Weber der har produceret albummet. Jeg synes de har fundet en rigtig fed lyd, som klæder deres sange rigtig godt.

Er du til musik inden for ovennævnte genre (nok mest i retning af stoner rock), så bør du tjekke dette album ud. Bandet spiller godt og sangene er som sagt velskrevet. Svenskerne er sku gode til at fremavle nogle gode rock bands.
 
Mediocre udkom 28. april via Gain/Sony Music.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg The Diamond Man Clan på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Pyramaze - Contingent
 
Anmeldt af Peter Letting: 30-05-2017
 
Dansk / amerikanske Pyramaze er ude med deres 5 album og det har fået titlen Contingent. Albummet blev frigivet 28 april 2017.

Jeg har hørt om Pyramze, men aldrig rigtig stukket snuden i deres musik før nu. Til gengæld må jeg sige at den nye skive, som jeg sidder med nu, har fået mange rotationer i min spilledåse den sidste måned, og den bliver bare bedre og bedre. Faktisk startede jeg ud med at være en smule skeptisk efter første gennemlyt, men det har bestemt ændret sig.

Stilen er dejlig melodisk og progressiv på den fede måde, med masser af både highs and lows, og det er bestemt ikke kedeligt. Titelnummeret Contingent er delt i 2, og lander som skæring 6 og 10. Lidt sjov fordeling af 2 små lyd bidder (små 2 minutter pr. stk.), som hver især minder om en typisk Intro på en skive, men lidt sjovt lavet at de dukker op langt inde i albummet. De 2 små instrumentaler har så vidt jeg kan gennemskue ikke andet til fælles end titlen, men de er begge et lille mesterværk i sig selv.

Der er så mange lækre små detaljer i stort set samtlige numre på skiven, og jeg byder dem velkommen hver gang jeg lægger mærke til dem. Jeg er vild med blandingen af tunge sekvenser blandet med let keyboard. Mit favorit nummer på skiven er nummer 7 ”20 Second Century”, men jeg har svært ved lige at sætte en årsag på valget. Jeg vurderer at nummeret hører til de tungeste på skiven, og det er måske derfor jeg falder lidt ekstra for netop det nummer.

Skivens ballade ”The Tides That Won’t Change” er faktisk også ret god. Let og luftig melodi med klaver stemme, og de 2 vokaler som supplerer hinanden i skøn harmoni.

Vokalen betyder meget for mig og mit musikøre. Man kan sætte nok så dygtige musikere sammen, men hvis vokalen mangler, så bliver det aldrig godt. Jeg er vild med vokalen, leveret af Terje, samt gæstevokalen på ”The Tides That Won’t Change” fra Kristen Voss. Terje er primært clean, men kan sagtens skrue bissen på og være rå, og det klæder bare musikken at vokalen også kan variere.

Pyramaze line-up er: Terje Harøy på vokal, Jacob Hansen på guitar og bas, Jonah W på keyboard, Toke Skjønnemand på guitar og Morten Gade Sørensen på trommer. Jeg giver Pyramaze 5 ud af 6 og siger tak for en dejlig oplevelse.
 
Contingent udkom 28. april via Innerwound Recordings.
 
   (5 ud af 6)
 
Besøg Pyramaze på Facebook her.
_________________________________________________________________________________

Tainted Lady – How The Mighty Have Fallen

Anmeldt af Calle: 23-05-2017

Tainted Lady er et dansk rock band, som består af de fire unge musikkere Jonatan Shoshan (guitar), Anders Frank (guitar), Daniel Bach (bas) og Fred Over (trommer) samt den unge britiske sanger Michael Catton. Tilbage i 2014 anmeldte jeg bandets debut EP ”Rock Is Dead”. Dengang var jeg rimelig godt tilfreds med hvad jeg hørte. Dengang var det dog med en anden sanger. Sidenhen er det kommet nye boller på suppen og nye kræfter i gruppen. I 2015, kort tid efter Catton var kommet med i bandet, udgav de en single med tre sange (som alle tre er at finde på dette album). Nu har de så indspillet deres debut album, som har fået titlen How The Mighty Have Fallen.

Bandet spiller klassisk hard rock og inspirationen er hentet flere forskellige steder. Bl.a.fra bands som Deep Purple, Skid Row og The Beatles. Sangene er bygget op med mindeværdige melodier, gode riffs, flotte harmonier, fede soloer og en bundsolid grundrytme. Derudover så passer Catton’s lidt særprægede vokal perfekt til genren.

How The Might Have Fallen består af 10 numre, hvor det første nummer er en 30 sekunder lang intro med keltiske undertoner. 8 af de 9 resterende sange sprudler af energi og power og man kan ikke undgå at rocke med. Kun i sangen ”The Best Days” sættes tempoet lidt ned. Også her, altså i de mere downtempo sange, gør bandet det ret godt. Udover de ovennævnte inspirationskilder, så synes jeg også jeg kan høre lidt Aerosmith i bandets musik. Dette gør sig bl.a. gældende i en sang som ”Loverman”. Generelt er det nogle rigtig gode sange bandet har indspillet, men skal jeg fremhæve et par stykker, så må det være ”Ampburner” og ”Set Us Free” (fra den føromtalte single) samt den nyeste single ”Song Of Reconing”.

Albummet er blevet til samarbejde med musiker og producer Søren Andersen (Glenn Hughes, Mike Tramp og Electric Guitars m.fl.). Det er indspillet i Medley Studios i løbet af 2016. Det havde længe været en drøm for bandet at arbejde sammen med Søren og det blev altså en realitet. Og samarbejdet mellem band og Andersen lader til at have fungeret upåklageligt for slutproduktet er i hvert fald rigtig godt. Albummet er velspillet og velproduceret.
 
Er du til klasssik hard rock-inspireret musik, som er velskrevet og velproduceret, så bør du helt sikkert tjekke disse unge mænd ud. Dansk rock lever !!!!
 
How The Mighty Have Fallen udkommer 26. maj via Mighty Music/Target Group.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Tainted Lady på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Mammoth Mammoth – Mount The Mountain

Anmeldt af Calle: 17-05-2017

Jeg stødte på australske Mammoth Mammoth første gang da de for lidt over to år siden udgav deres fjerde album ”Volume IV – Hammered Again”. Dengang fandt jeg bandet ret fedt. For lidt over et år siden anmeldte jeg så bandets 4 track EP ”Mammoth Bloody Mammoth”, som jeg også fandt ret godt. Nu er de så ude med deres femte fuld længde album, som de har givet titlen Mount The Mountain. Bandets stil må betegnes som stoner rock og jeg vil sammenligne dem med bands som f.eks. Orange Goblin, Monster Magnet, Mustasch, The Sword og Clutch. Altså rå og beskidt rock ’n’ roll.

Mount The Mountain består af 11 numre, som ved første gennemlyt måske godt kan lyde lidt ensformige. Men efter et par gennemlyt er der alligevel et par sange der skiller sig ud. De sange er efter min mening især ”Sleepwalker” og ”Spellbound”, men også sange som ”Hole In The Head” og titelnummeret ”Mount The Mountain”. Albummets sidste sang er en cover version af Kylie Minogue’s hit fra 2001 ”Can’t Get You Out Of My Head”. Hvorfor bandet har lavet en coverversion af netop denne sang ved jeg ikke. Mammoth’s version er i hvert fald meget anderledes (hvilket selvfølgelig ikke gør noget). Eneste sammenhæng jeg kan se mellem Kylie og Mammoth er, at begge to kommer fra Australien. Men alt i alt er det et godt velskrevet og velspillet album.

Bandet skulle efter sigende være et vildt live band og de er bl.a. blevet bandlyst fra to spillesteder i deres hjemby Melbourne. Især forsanger Mikey Tucker går til den når bandet spiller live. Så hvis de en dag kommer til disse breddegrader og giver koncert, så tror jeg lige jeg vil smutte forbi og opleve dem. Indtil da må jeg ”nøjes” med deres albums.

Udover Tucker, så består bandet af Ben Couzens (guitar), Frank Trobbiani (trommer) og Pete Bell (bas). Musikken bliver spillet med en enorm energi og med en fanden i voldsk attitude. Samtidig passer Tuckers stemme perfekt til genren. Derudover er albummet produceret som en stoner rock skal produceres. Rå og ”beskidt”.

Er du til stoner rock og høre nogen af ovennævnte bands til blandt dine favoritter, så bør du helt sikkert tjekke dette album ud. Ja - også bandets tidligere albums for den sags skyld.
 
Mount The Mountain udkom 28. april via Napalm Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Mammoth Mammoth på Facebook her.
______________________________________________________________________________
GoatHawkBuffalo – Release The Beast (EP)

Anmeldt af Calle: 16-05-2017

GoatHawkBuffalo er et københavnsk band, som består af Johan Brandt Richardt (vokal), Jacob Laulund (guitar), Asger Abel Sørensen (guitar), Michael Roland Pedersen (bas) og Poul Fabio Bjørnlund Larsen (trommer). Bandet blev dannet tilbage i 2013 og de har tidligere haft deres single ”T-1000” i rotation her på siden. Nu er de så ude med deres debut EP, som har fået titlen Release The Beast.

Bandet spiller sludge rock/metal, som er en genre der kombinere heavy rock med stoner rock, acid rock og doom metal. Det betyder at musikken typisk har stærkt forvrængede instrumenter og samtidig en meget tung og ”skramlende” lyd. Derudover er selve produktionen meget "retro" lydende. Sludge rock går også under betegnelsen desert rock. Kendte bands indenfor denne genre inkludere bl.a. The Sword, Clutch, Kyuss, Queens Of The Stone Age, Monster Magnet og Corrosion of Conformity. Flere af disse bands er også inspirationskilder for GoatHawkBuffalo.

EP’en består af fire numre. Første sang er ”Love Song Lullaby”, som efter min mening er en helt udmærket åbner. Mit hoved og mine ben rocker i hvert fald med når jeg lytter til sangen. Og det gjorde det allerede ved første gennemlyt. Sang nummer to er ”Dirty Filthy Names”, som er EP’ens mest ”larmende” og hurtige nummer. Og her passer selve sangtitlen godt, for sangen er beskidt med beskidt på og man fornemmer nærmest støvet hvirvle rundt i luften. Skæring tre hedder ”Mirror Queens” og den forsætter i samme spor som de forrige to sange. Tempofyldt og energisk. Derimod er EP’ens sidste sang ”Wanted Man” en anelse anderledes i og med at tempoet sættes lidt ned. Overordnet set er det nogle gode sange bandet har indspillet. De groovy melodier og de tunge riffs passer godt sammen.

Release The Beast er indspillet i Medley Studios med producer Johan Jørgensen bag knapperne. Sammen har bandet og Johan fundet en lyd der passer rigtig godt til bandet og deres stil. Samtidig lyder bandet som en sammentømret enhed og det virker som om de virkelig brænder for det de laver.

Er du til musik inden for denne genre, så kan du roligt tjekke GoatHawkBuffalo ud (eller det bør du gøre). Personligt synes jeg ret godt om deres musik. Jeg vil afslutte denne anmeldelse med en sætning fra presseskrivelsen, som passer helt perfekt til bandets musik: Det musikalske udtryk defineres bedst som en muskelbil i fuld smadder ud af en støvet ørkenvej!!
 
Release The Beast (EP) udkom 21. april.
 
   (4 ud af 6)
 
Besøg GoatHawkBuffalo på Facebook her.
__________________________________________________________________________

SEA – The Grip Of Time


Anmeldt af Calle: 05-05-2017

For ca. to et halvt år siden anmeldte jeg debut albummet fra disse fyre. Og dengang var jeg meget glad for bandets musk og jeg har lyttet mange gange til albummet sidenhen. Derfor var jeg meget spændt på hvordan ”den svære to'er” ville lyde i forhold til debuten. Kan bandet leve op til den meget anmelderroste og prisvindende debut? Ja det kan de!!!!

The Grip Of Time består af 10 super gode sange. 9 fede hard rockere og en rigtig flot instrumental afslutning i nummeret ”Sea”. Melodierne er virkelig catchy, riff'ene er sprøde og sangene er utrolig varierede og har samtidig en enorm fed groove. Jeg elsker den måde bandet blander den klassiske rock med deres helt egen stil. Der er 70'er inspiration fra bands som Black Sabbath, Deep Purple og Led Zeppelin og twin-guitar arbejde i stil med Thin Lizzy, men samtidig rammer de også en mere moderne lyd. Der er efter min mening ingen dårlige sange på dette album, men skal jeg fremhæve et par af sangene, så må det være ”Time Will Let You Know”, ”Dust Will Fall” og ikke mindst første singlen ”Once We Were Dead”. Og man kommer heller ikke udenom en sang som ”Sing For Your Right”. Denne sang leder mine tanker lidt i retning af amerikanske Rival Sons.

Som det også gjorde sig gældende på debut albummet, så består bandet af Anders Brink (vokal og guitar), Maico Thyge (bas), Anders Kargaard Jernsen (guitar) og Jonas Bangstrup (trommer). De fire unge mænd spiller rigtig godt og virker enormt sammenspillet og så har de en formidabel energi og power. Derudover har Anders en utrolig sprød vokal, som passer perfekt til musikken.

Albummet er indspillet i Vibe Factory Studios med Jakob Winther bag knapperne. Han har tidligere arbejdet med bl.a. Justin Hawkins (The Darkness), Tina Dickow, Mads Langer og Lukas Graham, så det er en mand der ved hvad han foretager sig. Han har virkelig ramt en kanon god lyd, som passer perfekt til bandets stil. Efterfølgende er albummet bleet masteret i det legendariske Abbet Road Studios af selveste Alex Wharton (The Beatles, My Bloody Valentine, The Pixies, Marvin Gaye og The Chemical Brothers m.fl.).

Som sagt lever The Grip Of Time fuldt ud op til mine forventninger. Jeg gav debut albummet 5 ud af 6 og jeg synes faktisk det nye album er en tand bedre, så det kan kun resultere i mere end fem dødningehoveder. Jeg giver det 5 ½, men det er meget tæt på fuldt udbytte. SEA er, efter min mening, et af de bedste danske rock bands, som er kommet frem gennem de sidste mange år. Og kunne du lide debuten, så vil du helt sikkert også finde dette album rigtig fedt. Kender du ikke bandet, men kan du godt lide et rigtig godt og velspillet rock album, så bør du tjekke The Grip Of Time ud. Bølgerne går højt i ”søen”!!!!

Som en lille bonus info kan det nævnes at bandet holder album release til Nordic Noise i Remisen den 13. maj. Her spiller bandet også live. Læs mere om arrangement via dette link.
 
The Grip Of Time udkommer 12. maj via Mighty Music/Target Group.
 
    (5½ ud af 6)
 
Besøg SEA på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Bite The Bullet - Can Be Anything
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 04-05-2017
 
Bite The Bullet er et dansk band der spiller psykedelisk fuzz-rock. En genre som jeg ikke plejer at bevæge mig meget i. Inden denne anmeldelse har jeg lavet lidt research omkring bandet og deres nye udspil. Jeg kan forstå at deres lyd er blevet en anelse mere poleret end tidligere. Deres nye skive Can Be Anything er deres 3. studiealbum og består af 11 numre med en spilletid på 40 minutter. Jeg har absolut ingen erfaring bandet og ved ikke helt hvad jeg skal forvente ud fra hvad jeg har læst.

Allerede fra første nummer ”More Lover” står det klart at Bite The Bullet befinder sig i den poppede & radiovenlige afdeling. Det er melodisk og indeholde fine rytmer – men der er ikke meget kød på musikken og ikke meget at sætte tænderne i for en inkarneret rockfan. Vokalen er lys og bevæger sig ofte over i falset. Næste nummer ”Sweet Honey” byder på mere fra samme skuffe. Selvom nummeret er valgt som førstesingle, fremstår den for mig ret overfladisk og tynd. Det er tydeligt at den danske trio går efter catchy melodier og solide hooks, men der mangler desværre kant og det hele er alt for pænt poleret. Der er ikke tale om dårligt materiale, men numrerne er glemt, så snart de slutter. Jeg har lyttet albummet igennem et par gange og har svært ved at håndplukke nogle sange som skiller sig ud. Hvis jeg alligevel skal forsøge, må det være ”Any Other Way” som faktisk er ret fængende og har noget at byde på. Et godt valg som andensingle fra albummet.

Som det nok fremgår af ovenstående, er dette ikke en plade som havner på Top 10 listen over mine favoritudgivelser fra 2017. Dertil skal dog siges at jeg nok heller ikke er den rette anmelder til denne genre af musik. Læserne på denne side beskæftiger sig med den hårdere rock og metal og den kategroti bevæger Bite The Bullet sig ikke i. Skulle man alligevel have lyst til at prøve kræfter med en poppet omgang fuzz-rock, så er der her 40 minutter at gå i gang med . Jeg kommer dog ikke til at invistere flere af mine minutter på albummet.
 
Can Be Anything udkom 24. marts via Mighty Music/Target Group
 
  (2 ud af 6)
 
Besøg Bite The Bullet på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Ayreon – The Source


Anmeldt af Calle: 01-05-2017

Ayreon er et prograssiv metal/rock opera projekt som blev startet af den hollandkse musikker Arjen Lucassen tilbage i midt 90'erne. The Source er det niende album i rækken af koncept albums fra hans hånd. Arjen har, som på de foregpående albums, fået en lang række prominente sangere og musikkere til at at medvirke på albummet. Hver sanger har fået ”en rolle”, som de lægger vokal til. Historien, som foregår i The Andromeda Galaxy, er science fiction fortælling, som er delt over fire chronicles. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke har hørt de andre otte albums, som er udgivet under Ayreon navnet, så jeg var ret spændt på hvad jeg kunne forvente.

The Source består af 17 numre, som er fordelt på to albums, som igen er delt op i hver to chronicles. På Cd et er det ”The Frame” og ”The Aligning” og på Cd to er det ”The Transmigration” og ”Into The Ocean”. Der er som sagt tale om progressiv metal, hvilket for mig betyder mange temposkift og dermed rigtig god variation. Og det er der bestemt også på dette dobbelt album. Samtidig er der mange stilskift undervejs. Vi kommer både ind over flere områder i metal genren, men også lidt folk og progressiv rock. Personligt har jeg ikke lyttet specielt meget til denne form for koncept albums, men jeg synes rigtig godt om ideen. Hvis man virkelig har tid til at sætte sig ned og lytte til sådan et dobbelt album fra enden til anden, så får man uden tvivl en rigtig fed oplevelse.

Arjen spiller selv en masse instrumenter på albummet, heriblandt guitar, mandolin, synthersizers, hammond orgel og bas. Men udover ham selv, så består bandet af Ed Warby (trommer), Ben Mathot (violin), Mark Kelly (synthesizer) og Joost van der Broek (piano). Derudover er der gæsteoptrædener fra de tre guitarister Paul Gilbert (Mr. Big), Guthrie Govan (Asia) og Marcel Coenen. Der er i alt 12 sangere på albummet og heriblandt kan bl.a. nævnes James LaBrie (Dream Theater), Floor Jansen (Nightwish), Tobias Sammet (Edguy og Avantasia), Hansi Kürsch (Blind Guardian), Russell Allen (Symphony X) og Tommy Karevik (Kamelot) samt en nyere sanger som Tommy Rogers (Between The Buried And Me). Hvis man vil vide hvilke ”roller” de hver især har, så må man købe albummet eller undersøge nærmere på nette.

Alt i alt er det et utrolig velspillet album med super gode vokalpræstationer. Samtidig er produktionen helt i top. Indspilning og mixing har Arjen selv stået for. Og han er også producer på albummet.

Er du til prograsseiv rock og metal, som bevæger sig over i rock opera genren, og er koncept albums lige dig, så vil du helt sikkert elske dette album. Personligt synes jeg det er et rigtig godt album, som dog kræver god tid, hvis man skal lytte det ordentlig igennem. Hvis man bare bruger det som baggrundsmusik, mens man laver noget andet, så får man ikke den samme oplevelse.
 
The Source udkom 28. april via Mascot Label Group/Music Theoris Recordings.
 
   (5 ud af 6)
 
Besøg Ayreon på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Hayseed Dixie – Free Your Mind...And Your Grass Will Follow


Anmeldt af Calle: 01-05-2017

Første gang jeg stiftede bekendsskab med Hayseed Dixie var tilbage i 2001 da de udgav deres debut album ”A Hillbilly Tribute To AC/DC”. Og to-tre år efter kom ”Kiss My Grass: A Hillbilly Tribute To Kiss” og ”Let There Be Rock Gras”. Sidst nævnte bestod hovedsagligt af AC/DC klassikere, men også cverversioner af Aerosmith, Queen, Motörhead og Bad Company. Dengang synes jeg det var god humor og ret sjovt at lytte til bluegrass versioner af nogle af mine personlige favoritter, men jeg har ikke fulgt bandet siden. Med Free Your Mind...And Your Grass Will Follow er bandet oppe på 15 studie albums.

Albummet består af 14 sange, som både inkludere originale sange skrevet af sanger og frontmand John Wheeler, men også flere coverversioner af især soul/motown klassikere fra The Temptations, Marvin Gaye, Sam Cooke og The O'Jays, men også rock og pop sange fra bl.a. Michael Jackson, Lynyrd Skynyrd, Elvis Costello, Paul McCartney/Stevie Wonder og Bob Marley. Det gennemgående tema i sangene er race, folkeslag og de senere års politiske tendenser i den vestlige verden. Selvom bandet har en meget humoristisk tilgang til musikken, så er temaet jo ret alvorligt. Derfor er jeg lidt splittet i forhold til dette album. For som nævnt overfor, så står bandet for god humor i min hukommelse, men når det så blandes med politik, så har jeg det lidt svært. Derudover kan det godt blive lidt trættende at lytte til 14 sange, hvor banjo'en og mandolinen er de mest gennemtrængene instrumenter.

Udover Wheeler, som både synger og spiller akustisk guitar, violin, mandolin og piano, så består bandet af Hippy Joe Hymas (mandolin og akustisk guitar), Jake "Bakesnake" Byers (akustisk bas) og Tim Carter (banjo). Alle musikkere spiller deres instrumenter godt. Det er der ingen tvivl om.

Free Your Mind.... er indspillet i Chimera Chapel i Cambridge, England og så er det blevet mixet og masteret i Renaissance Recording i Nashville Tennessee. Albummet er indpsillet og produceret af Wheeler selv. Lyd og produktion er som den skal være.

Kunne du tænke dig at høre bluegrass versioner af bl.a. ”Black Or White”, ”Buffalo Soldier”, Ball Of Confusion”, ”The Ballad Of Curtis Lowe” (min personlige favorit på albummet) eller ”What's Going On”, så er dette album lige noget for dig. Men er du ligesom mig en anelse træt af bluegrass coverversioner, så går du ikke glip af særlig meget, hvis ikke du lægger dine ører til dette album. You decide for yourself!!!
 
Free Your Mind...And Your Grass Will Follow udkommer 14. april via Hayseed Dixie Records.
 
   (4 ud af 6)
 
Besøg Hayseed Dixie på Facebook her.
__________________________________________________________________________________
Whitewoods Rock – Whitewoods Rock

Anmeldt af Calle: 30-04-2017

Whitewoods Rock er et københavns rock band, som består af Jonas Abildgaard (vokal og Guitar), Mikkel Schacht-Petersen (guitar), Michael Thorup (bas) og Jacob Abildgaard (trommer). Bandet beskriver sig selv sådan her: ”4 erfarne musikere med en musikalsk baggrund der strækker sig over flere årtier og som er vidt forskellig, men som i Whitewoods Rock forenes i en blanding mellem Woodstock og Copenhell”. Det selvbetitlede album er bandets debut album.

Jeg vil betegne stilen som 70'er inspieret rock, med en lille undertone af folk og country. Inspirationskilderne tæller bl.a. Jeff Buckley, Faith No More og Neil Young. Især sidst nævnte kan man godt høre i bandets musik. Derudover synes jeg også man kan høre lidt Goo Goo Dolls og Foo Fighters. Sidst nævnte kommer især til udtryk i en sang som ”Captain”.

Albummet består i alt af 9 numre hvor der er en rimelig god energi i de fleste af sangene. Måske lige med undtagelse af de to mere downtempo sange ”NightLife” og ”Alexandria”. Jeg synes desværre at sangene godt kan blive en lille smule ensformige i længden. Der er ikke en sang eller to som virkelig skiller sig ud. Hvis jeg skal nævne mine personlige favoritter, så må det være ”Life On The Run” og ”This Is The Day” samt ovennævnte ”Captain”.

Bandet spiller godt og vokalen passer fint til musikken. Men der mangler bare lige lidt for at jeg bliver helt overvundet. Bandet er dog godt på vej frem. De vandt bl.a. Hard Rock Rising i 2016 og de var et af de 6 bands, som Tak Rock/Royal Beer valgte som ”opvarming” for selveste Dizzy Mizz Lizzy og D-A-D da disse to bands spille i Royal Arena tilbage i februar måned. Her spillede Whitewoods Rocks sammen med Violmace på Ørestaden Metro St.

Er du til 70'er inspireret alternativ rock, så kan du godt tjekke disse fire erfarne rockfyre ud.
 
Whitewoods Rock udkommer 11. februar.
 
   (4 ud af 6)
 
Besøg Whitewoods Rock på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Game Over - Blessed Are The Heretics (EP)
 
Anmeldt af Peter Letting: 21-04-2017
 
Italienske Game Over er ude med en EP som indeholder 2 nye numre, et cover nummer, samt 3 live optagelser. EP’en er ude 21 april 2017. Jeg anmeldte Game Over’s seneste album sidste år, og var meget begejstre, så derfor var jeg da også spændt på denne udgivelse.

Som sagt er der 2 nye numre på EP’en. ”Blessed Are The Heretics”, som er titel nummeret, og så ”Mai Piu” som er på italiensk. Et par udmærkede numre i typisk Game Over stil, fristes jeg til at sige. Jeg er måske ikke helt pjattet med metal sunget på italiensk, men kan man se igennem det, så er energien i top, trommerne er imponerende og guitar spillet fejler skam heller ikke noget.

Cover nummeret er af det gamle Dead Or Alive nummer, ”You Spin Me Round (Like a Record)”. Game Over har da fået sparket nyt liv i en gammel skæring fra 1985, og det er som sådan sjovt nok. Det er altid sjovt med cover numre, og nogle er bedre end andre. Den her er i hvert fald mere ”Alive” end ”Dead” 

De 3 sidste skæringer, som er live indspilninger kan jeg jo kun være glad for, eftersom de 2 numre stammer fra den skive jeg var så begejstret for. Dertil kommer så, at jeg synes live musik skal høres ude på scenerne, og det fungerer sq ikke altid lige godt når det bliver indspillet. Og i det her tilfælde er numrene jo ganske gode, men virker lidt som fyld på en EP med kun 2 nye skæringer. Vi kan jo bare håbe på at denne EP blot er en forsmag på næste ”fulde” album fra Game Over…

Game Over består af 4 medlemmer: Alessandro ”Sanso” Sansone på guitar, Luca ”Ziro” Zironi på guitar og vokal, Renato ”Reno” Chiccoli på bas og vokal samt Anthony ”Vender” Dantone på trommer. Jeg giver EP’en 4 ud af 6.
 
Blessed Are The Heretics udkommer 21. april via Scarlet Records.
 
   (4 ud af 6)
 
Besøg Game Over på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Chontaraz - Rondamauh
 
Anmeldt af Peter Letting: 21-04-2017
 
Norske Chontaraz er på banen med deres debut album Rondamauh. Skiven var på gaden 24 marts 2017. Chontaraz blander flere forskellige stilarter og forener dem i, hvad der ender med at være en temmelig blandet og varieret skive, og det kan jo både være godt og skidt.

De første 4 numre er der ret godt smæk på, og specielt nummer 2 ”Plebeians” (ja, det måtte jeg altså lige slå op, og det betyder altså ”folk af en lavere stand” og stammer fra det gamle Rom. Så lærte jeg også det ). Nå, men nummeret er altså ret fedt.

Der ligger lidt undertoner af noget tysk industrial, og med track nummer 5 ”Deciphering The Code”, går Chontaraz da helt i den anden grøft med et nummer som minder mest af alt om noget Kraftwerk. Man tænker lidt, at det er en af de der typiske indledninger, hvor man efter et lille minut får et los i bollerne og kommer videre, men nej. Nummeret ER sådan der hele vejen… Om det er godt eller skidt kan man jo selv vurdere, men jeg finder det en smule underligt…De sidste 4 numre er der igen mere eller mindre fuld fart på, men stadig med de her industrial undertoner, med en snert af lidt Rammstein
.
 
Chontaraz kommer som sagt fra Norge, og sågar fra en by ved navn Hell, og det passer nok meget godt til dem. Bandet består af 5 medlemmer og er opkaldt efter forangeren: Chontaraz på vokal, Ahkon på lead guitar, Arkhan på guitar, Rhimm på bas og Drakh på trommer. Jeg vil tro de 5 har taget sig hver et kunstner navn, og på band billedet kan man også se at forsangeren har en ”maske” på. Apropos vokalen på albummet, så er den pænt varieret. For det meste er den ond og skærebrænder agtig, hvilket passer fantastisk til musikken, men der er faktisk momenter af clean vokal, bl.a. i ”Plebeians”, og så synger han faktisk rigtig godt. Jeg smider 4 ud af 6 efter Chontaraz
 
Rondamauh udkom 24. marts via Mighty Music/Target Group.
 
   (4 ud af 6)
 
Besøg Chontaraz på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Letters From The Fire - Worth The Pain
 
Anmeldt af Claus Munch Hansen: 20-04-2017

Letters From The Fire er et amerikansk (Californien) Hard Rock band der består af, Alexa Kabazie (Vokalist), Mike Keller og Cameron Stucky (Guitar), Clayton Wages (Bass) og Brian Sumwalt (Trommer). Albummet Worth The Pain er bandets debut album. Letters From Fire har dog udgivet en EP, som er navngivet efter bandets navn "Letters Form The Fire".

Letters From The Fire spiller nymoderne hard rock med mange metal baseret guitariffs, men stadig med en ”poppet” klang over sig. Det er tydeligt at høre Letters From The Fire søger ind i familien af hardrock bands med kvindelig frontfigurere, da der kan trækkes mange parraller fra Evanescence og Amaranthe.

Worth The Pain indeholder 13 sange meget ens lydene sange. Der kommer ikke den helt store forandring på albummet. Dog kan man sige at sangene "Bruised" og "At War" er de to knæk albummet har. "Bruised" er albummets ballade, der med garanti for alle til at tænde lighteren til deres koncerter. "At War" er så bandets sjæler, og den er virkelig vel skrevet. Man bliver ramt som en sjæler gør bedst. Resten af sangene skal man nok være en super fan af Letters From The Fire, for at kunne høre forskel på. Dog skal det siges at åbnings nummeret "Perfect Life", fik en til at headbange med det samme.

Da musikken består meget af elektroniske elementer, i form af enten en modstemme til guitarspillet eller et sammenspil med resten af bandet, så er selve indspilningen fra musikkernes sidde utroligt flot. Dog kan det hurtigt blive for poleret, og alt er blevet fluekneppet ned i mindste detalje. Så produktionen er helt i top! Så mangler du albummet der skal stå mellem dine Evanescence plader og Amaranthe plader? Så er Letters From The Fire’s Worth The Pain" et rigtig godt bud.

Worth The Pain udkom 17. marts via Sand Hill Records.
 
    (4½ ud af 6)
 
Besøg Letters From The Fire på Facebook her.
________________________________________________________________________

Freddy And The Phantoms – Decline Of The West

Anmeldt af Calle: 19-04-2017

Danske Freddy And The Phantoms er ude med deres fjerde udspil (heraf en EP). Det nye album har fået titlen Decline Of The West. Bandet, som blev dannet i 2010, består af Frederik Schnoor (vokal, guitar og harp), Rune René Hansen (trommer og tamburines), Morten Rahm (pedalsteel og guitar), Mads Wilken (bas) og Anders Haahr (organ). Jeg lærte først bandet at kende i 2015 da de udgav deres tredje album ”Times Of Division”, men jeg har senere fået fat i de første to udgivelser.

Bandet spiller en god omgang varieret blues rock, hvor hovedparten af inspirationen nok må dateres tilbage til 70’erne. Noget af det der først popper op i mit hoved er et band som The Doors og en kunstner som Neil Young, men inspirationen er uden tvivl også hentet mange andre steder. På albummet er der både stille sange og up-tempo sange. Der er sange som lyder i retning af noget ”swamp-blues” og sange som lyder som noget amerikansk ”desert rock”. Så spændvidden er stor.

Decline Of The West består af 11 sange. Melodierne er gode og tempoet er som sagt rimelig varieret. Blandt de mere stille sange kan nævnes ”The Last Café” og titlenummeret ”Decline Of The West” samt ”City Of Crime”. Sidst nævnte er en af mine personlige favoritter. Andre af mine favoritter tæller sange som ”Brownstone Badlands” og ”NYC 1965” samt den seneste single ”Kentucky Killer”. I ”NYC 1965” er det Billy Cross (bl.a. Bob Dylan, Delta Cross Band og CV. Jørgensen) som svinger leadguitaren.

Ovennævnte Neil Young inspiration finder jeg i sange som ”Transition Blues” og ”Call Me The Creature”. Især melodien i sidst nævnte minder mig meget om ”Downtown” fra Mr. Young’s ”Mirror Ball” album. Som en lille bonus info kan det nævnes at skæring nr. 10 ”The Wild Ones” er en genindspilning af en sang fra bandets første udspil ”Leaving The Landscape” fra 2010. Dengang var sangen bare mere rocket, hvilket jeg faktisk bedre kan lide. Men alt i alt er det 11 rigtig gode sange Freddy og band har indspillet.

Albummet er indspillet i bandets eget studie i Københavns sydhavn og i Rumble Room hos trommeslager Rune René Hansen. Han har også har mixet og produceret albummet. Lyd og produktion er i top. Derudover spiller bandet rigtig fedt og vokalen er god og den passer godt til musik stilen. Og live er de næsten endnu federe, så får du muligheden for at opleve dem, så skal du ikke tøve.

Er du til en god omgang varieret blues rock, som er yderst velspillet og velproduceret, så bør du tjekke dette album ud. Freddy And The Phantoms har efter min mening international klasse.
 
Decline Of The West udkommer 21. april via Mighty Music/Target Group.
 
    (5½ ud af 6)
 
Besøg Freddy And The Phantoms på Facebook her.
_________________________________________________________________________________________________
Mak’Vaerk – Hard Rock Rebel

Anmeldt af Calle: 11-04-2017

Aarhus bandet Mak’Vaerk blev så småt dannet i 2013 af guitarist Martin Kjær og trommeslager Michael Marquart, som begge har en fortid i det legendariske Aarhus band, Kruzial. I løbet af foråret 2014 stødte den tidligere 6-ft Auto Return bassist Kim Jonassen til og i løbet af sommeren 2014 blev bandet fuldtallig med tilføjelsen af 5 Dollar Justice frontmanden Kristian Ehlers.

Hard Rock Rebel er bandets debut album og genren er melodisk hard rock med en del af inspirationen hentet i old school metal. Bandets inspirationskilder tæller bl.a. bands som Pantera, AC/DC, In Flames, Mustasch, Deep Purple og Airbourne. Stilen er rimelig tung og der er en god energi i bandets musik. Sangene er meget riff-baseret og har nogle rimelig fængende melodier. Skal jeg fremhæve et par af albummets 12 sange, så må det være ”The Hunt”, ”Dumb Turkey” og afslutningsnummeret ”Battlefield” samt titelnummeret ”Hard Rock Rebel”. Og så vil jeg da også lige nævne den mere down-tempo sang (i hvert fald den første halvdel af sangen) ”Just Before The End – Ambulance Chasers”. Alt i alt er det 12 gode sange bandet har indspillet. Og når man tager i betragtning, at de er indspillet live på blot fire dage, så synes jeg faktisk resultatet er ret godt. Bandet spiller godt og Kristian’s vokal passer fint til genren.

Albummet er som sagt indspillet live henover fire dage og det er sket i løbet af december 2016. Indspilningen er foregået i Dead Rat Studio med Jacob Bredahl som producer. Han har også stået for mixning og mastering.

Da jeg modtog albummet og så band navnet første gang var min første tanke – hvad er det her? Kan et band være seriøse med sådan et band navn? Og svaret er - ja det kan de. Deres musik er i hvert fald ikke noget bras eller klamphuggeri - ej heller sjusket eller dårligt udført. Kort sagt, så er der ikke noget ”makværk” over dette album. Er du til melodisk hard rock i den tungere ende, så kan du roligt tjekke dette album ud.
 
Hard Rock Rebel udkom 1. februar.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Mak'Vaerk på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Vicinity - Recurrence
 
Anmeldt af Peter Letting: 11-04-2017
 
Det norske band Vicinity er ude med deres andet album. Titlen er Recurrence og albummet lander 21 april 2017.

Genren er progressiv metal og den kommer fra øverste skuffe, leveret af nogle virkelig dygtige musikere. Musikken er så kompleks og indviklet, at den til tider nærmest er uforståelig, men i den sidste ende giver det alligevel mening. Hvert enkelt instrument har sit helt eget indviklede liv, som flettet sammen med de andre instrumenters liv, danner en helhed og dermed giver mening.

Teksterne er ligesom musikken temmelig komplekse og handler om hele vores eksistens grundlag her på jorden og blandt andet, om verden mon ville være bedre tjent, hvis vi som mennesker IKKE fandtes.

Sammensætningen af de meget eftertænksomme og dybe tekster, med den meget komplekse musik, gør albummet til et overflødigheds horn af oplevelser og opdagelser. Der er hele tiden en detalje eller en dimension, som man ikke lige fik med i første omgang, og derfor er albummet da bestemt også værd at lytte til flere gange for at få det hele med.

Som altid når det gælder progressiv metal, er der ligesom ikke rigtig nogen bagkant på numrene, og de har det med at trække ud i mange flere minutter end med traditionel rock og metal. Sidste nummer af de 6 på dette album er dog en højdespringer, selv i denne genre. Nummeret har titlen ”The Long Goodbye”, og det skal jeg da love for er en sandhed som nummeret lever op til. Hele 21,50 minutter bliver det til, men længden til trods, bliver det aldrig ensformigt. En sjov lille detalje, hvis man hører skiven til ende og starter den forfra med det samme er, at de afsluttende guitar strofer i sidste nummer, er de samme som indleder det første nummer ”The Unwritten Manifest”. Dermed har albummet på en måde sin egen lille uendelige løkke, hvor en slutning ikke bare forsvinder i ingenting, men netop bliver starten på noget nyt. Godt tænkt…

Vicinity består af 5 medlemmer: Alexander K. Lykke på vokal, Kim-Marius H. Olsen på guitar, Frode Lillevold på trommer, Pierre H. Schmidt-Melbye på bas og Ivar Nyland på keyboard og synths

Er man til progressiv metal, så tror jeg ikke man kommer udenom Vicinity. Jeg giver skiven 5 ud af 6
 
Recurrence udkommer 21. april via Mighty Muisic/Target Group.
 
   (5 ud af 6)
 
Besøg Vicinity på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Jack In The Middle – Jack In The Middle (EP)


Anmeldt af Calle: 01-04-2017

For lidt over et år siden anmeldte jeg debut albummet ”Swing And A Miss” fra Roskilde bandet Jack In The Middle. Nu er bandet så ude med deres nye EP, som de har givet titlen Jack In The Middle. Bandet blev dannet i 2012 og består af Mathias Peitersen (bas), Sebastian Bækbo (guitar), Thor Svensson (vokal) og Funder Jensen (trommer).

Bandet spiller 70’er inspireret rock med en bluesy og syret tilgang. Inspirationskilderne tæller da også bands som Led Zeppelin og Black Sabbath. Derudover synes jeg også man kan høre lidt The Doors i bandets musik. Dette gør sig især gældende i EP'ens sidste sang ”Please”, som samtidig er den mest downtempo af numrene. Udover den sang består EP'en af yderligere to sange i form af ”She's A Killer” og ”White Lady”. Sidst nævnte har bandet også lavet en musikvideo til og den kan ses via dette link. Alt i alt er det tre gode sange bandet har indspillet. Musikken bliver spillet godt og der er nogle gode riffs og guitar soloer på EP'en. Derudover passer Thor's vokal godt til genren.

Jack In The Middle er indspillet i august 2016 i Biking Bear Sound med Christoffer Emil Hørbo som producer og så er den blevet masteret af Nikolaj Vinten. EP’en udgives gennem Village Studio og distribueres gennem Gateway Music. Lyd og produktion passer perfekt til bandets musik. Den er rå, beskidt og tilpas syret.

Er du til retro-rock og kan du nikke ok til nogle af ovennævnte bands, så bør du uden tvivl tjekke denen EP ud. Vi taler om musik med gode melodier og fængende hooks. Personligt synes jeg de har rykket sig lidt i forhold til debut albummet og jeg ser frem til mere musik fra disse fire Roskilde fyre.
 
 
Jack In The Middle (EP) udkom 26. januar via Gateway Music.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Jack In The Middle på Facebook her.
________________________________________________________________________________

TwentyDarkSeven – Momentum


Anmeldt af Calle: 25-03-2017

Tilbage i 2014 anmeldte jeg debut albummet ”Roar” fra tyske TwentyDarkSeven og dengang var jeg godt tilfreds med det jeg hørte. Nu er de så klar med deres andet album, som har fået titlen Momentum. Siden debut albummet har der været lidt udskiftning i bandet. Ind er kommet en ny bassist Christoph Renner samt en ny trommeslager Markus Herzog og så har bandet tilføjet endnu en guitarist i form af Marcel ”Selly” Bernhardt. Han har tidligere spillet sammen med forsanger Marcus Jürgens i PUMP. Sidste mand i bandet er guitaristen Peter Wagner, som har været med siden bandets start.

Bandet spiller straight-ahead hard rock og inspirationskilderne tæller bl.a. Dokken, Dio, Ratt, Skid Row, Ozzy Osbourne og Black Label Society. Musikken er tidsløs og du kan forvente store hooklines, monster guitar riffs tilføjet en super sprød vokal. Ingen af albummets 10 sange skuffer. Melodierne er velskrevet og musikken er utrolig velspillet. De første fire sange drøner bare derudaf med fuld power, men i sang nummer fem ”Heaven In Black” sættes tempoet lidt ned. Dette giver albummet en god variation. Herefter følger endnu tre gode hard rock sange i form af ”Coming Home” og første singlen ”Shotgun Herat” samt ”Spoke In The Wheel”. Især de to første sange høre til blandt mine favoritter. Anden sidste sang ”This Side Of Hell” er en medium tempo rocker, som også fungere rigtig godt og giver god adspredlese i musikken. Albummet afsluttes med et rigtig rock anthem i form af ”Through Hell And Back”. Denne sang sender mine tanker tilbage til slut 80'ernes monster hits fra diverse hard rock bands. Alt i alt er det 10 rigtig fede sange bandet har indspillet. Som en lille bonus info kan det nævnes at ovennævnte ”Shotgun Heart” er med på soundtracket til Hollywwod filmen ”Diary Of A Fatman” og den blev nøje udvalgt af instruktøren Steve Ravic.

Momentum er blevet mixet og masteret af Alexander Brusencev (V8 Wankers og Gloomball) og jeg kan kun sige at lyd og produktion er i top. Bandet spiller som sagt rigtig godt og jeg synes det har givet ekstra power med tilføjelsen af en ekstra guitarist.

Hvis du kan lide guitarorienteret hard rock med gode melodier, lækre hooklines, fede riffs og en sprød vokal, så bør du helt sikkert tjekke dette band ud. Personligt er jeg bestemt ikke skuffet over dette album og det er helt på højde med debut albummet. Long Live Rock 'n' Roll !!!
 
Momentum udkom 10. marts via Metalpolis Records.
 
   (5 ud af 6)
 
Besøg TwentyDarkSeven på Facebook her.
________________________________________________________________________

Impalers - Styx Demon: The Master Of Death (EP)
 
Anmeldt af Peter Letting: 20-03-2017
 
Danske Impalers (fra Haderslev) er ude med en ny EP med 4 numre, 2 nye samt 2 cover numre. EP’en har fået titlen Styx Demon: The Master Of Death.

Impalers har nu 10 år på bagen, og har udgivet 2 albums , og denne EP er ligeledes deres anden. Stilen er thrash metal af den hurtige slags.

Jeg havde også fornøjelsen, at anmelde deres album fra 2013 ”Power Behind The Throne” og der er sket lidt udskiftning i bemandingen. Impalers består nu af disse 4 medlemmer: Søren Crawack på vokal og guitar, Rasmus Kjær på trommer, Thomas Carnell på guitar og Kenneth Frandsen på bas

EP’en er hurtigt gennemlyttet. Det tager kun 12 minutter… men det er heftige 12 minutter. Specielt de 2 nye numre ”Megalodon”, og ”Styx Demon” er der fuld smadder på, og det er ret fedt. Jeg synes Impalers holder stilen fra tidligere med de 2 nye numre. Heftig guitar ræs, hurtige trommer og en meget markant vokal kendetegner Impalers udlægning af thrash metal genren. Jeg kan godt lide de 2 numre, men de får mig altså helt op ad stolen i begejstring.

Af de 2 cover numre, kender jeg kun ”Prowler” fra Iron Maiden, men det nummer var til gengæld også at finde på en af mine allerførste heavy metal LP’er overhovedet. Jeg synes Impalers lægger sig rigtig tæt op ad originalen, måske endda FOR tæt efter min mening. Prowler er et fantastisk nummer, men der kunne godt lægges lidt mere Impalers i et sådant cover. Jeg giver Impalers 4 ud af 6
 
Styx Demon: The Master Of Death (EP) udkom 16. januar via Evil Eye Records.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Impalers på Facebook her.
_________________________________________________________________________
Wolfheart – Tyhjyys

Anmeldt af Calle: 18-03-2017

Wolfheart er et finsk metal band, som blev dannet i 2012. Manden bag bandet er Tuomas Saukkonen (vokal og guitar). Han har været en del af det finske metal scene gennem en årrække, men i 2012 besluttede han sig for kun at beskæftige sig med Wolfheart. Med i bandet er Mika Lammassaari (lead guitar), Joonas Kauppinen (trommer) og Lauri Silvonen (bas og backing vokal). Tyhjyys er bandets tredje fuld længde album, men dog mit første bekendsskab.

Og der er nok en grund til, at jeg ikke har hørt bandet tidligere. De spiller nemlig black/death metal, som er en genre jeg ikke har lyttet særlig meget til. Jeg har altid synes selve musikken var ok, men vokalen har jeg altid haft det svært ved. Og det er af den simple grund, at man kan ikke høre hvad de synger. Det gør sig også gældende for Wolfheart. Musikken er tilpas varieret og der er både de stille momenter og de totalt aggresive elementer. Udfover black/death metal er der også en lille smule doom-metal indover, hvilket giver albummet og sangene et lidt anderledes udtryk.

Tyhjyys består af 8 numre, hvor det første nummer er en instrumental intro, der indledes med akustisk guitar for derefter at bevæge sig over i noget traditionel metal. Faktisk en helt udmærket måde at starte albummet på. Herefter følger ”Boneyard” og ”World On Fire”, som begge bare tordner derudaf. De efterfølges så af den doom-inspirerede ”The Flood”. Her bliver tempoet sat ned og melodien passer bedre til mig. Og 2/3 inde i sangen kommer der en god guitar solo. I næste sang ”The Rift” er vi tilbage i ”smadrekassen”. Men den efterfølges af to numre, hvor tempoet igen er sat lidt ned og melodierne kommer mere til deres ret. De to sange er ”Call Of The Winter” og ”Dead White” og de hører begge til blandt mine personlige favoritter på albummet. Især sidst nævnte. Albummet afsluttes med titelnummeret ”Tyhjyys”, som ligeledes er et mere melodisk nummer.

Som sagt er black/death metal ikke lige min foretrukne genre, men jeg synes nu alliegvel dette album har et eller andet over sig. Når der ikke ”smadres” igennem og tempoet sættes en anelse ned, så synes jeg faktisk bandet har skrevet nogle gode sange. Og så er musikken rimelig varieret og der er flere temposkift i de enkelte sange.

Så er du til black/death metal (eller winter-metal, som bandet selv kalder det) så kan du roligt tjekke dette album ud.
 
Tyhjyys udkom 3. marts via Spinefarm Records.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Wolfheart på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Blood Region – For All The Fallen Heroes (EP)


Anmeldt af Calle: 18-03-2017

Blood Region er et finsk metal band, som allerede blev dannet tilbage i 2002. Bandet har haft en del udskiftninger i deres line-up og først i 2011 fandt de den ”rigtige” besætning. Bandet består af Mika Minkkinen (guitar og vokal), Ari Ahonen (guitar og vokal), Sami Vertanen (trommer) og Aleksi Möksy (guitar). For All The Fallen Heroes er bandet anden EP.

Da jeg modtog albummet i min mailbox og læste band navnet og så coveret, så var min første tanke - death metal. Men faktisk vil jeg betegne bandet som melodic metal og bandet har hentet inspiration fra en god blanding af metal genre. De kalder selv deres musik for korpi-metal, hvilket er et helt nyt begreb for mig. Og jeg har trods alt lagt ører til mange metal albums gennem tiden. Men så vidt jeg har kunne læse mig frem til, så er det fordi bandet kommer fra et skovområde i det nordlige Finland og så har de lidt gothic og keltiske undertoner indover noget af deres musik.

For All The Fallen Heroes består af fem numnre, hvor skæring et er en instrumental intro. Herefter kommer sangen ”Heroes” som er et rigtig fedt nummers der bevæger sit et sted mellem power og thrash metal. Sangen har en god melodi og noget flot guitararbejde. Vokalen er hæs og ”grynet”, men den passer godt til musikken. Næste sang er ”New Rising”, som indledes med lidt akustisk guitar men bevæger sig herefter over i noget mere traditionel metal. Også et udmærket nummer. Dette gør sig også gældende for næste nummer ”In My Fathers Room”, som er EP'ens længste sang med sine 5:35 minutter. I dette nummer er der ingen ”almindelig” vokal, men kun noget spoken word. Men der er derimod nogle fede duel guitar harmonies. EP'en afsluttes med ”balladen” i form af ”Across The Dark River”. Her er vokalen mere ren og stilen bevæger sig mere i retning af noget goth-metal.

Alt i alt er det fem gode sange/melodier bandet har indspillet og jeg må indrømme at jeg er meget positivt overrasket. Især når man tager høje for mit første indtryk, da jeg så band navn og coverartwork. Derudover så spiller bandet godt og produktionen er også i top.

Så er du til velspillet metal med tilpas god variation, så bør du tjekke denne EP ud. Personligt kunne jeg sagtens finde på at finde For All The Fallen Heroes frem igen i nær fremtid.
 
For All The Fallen Heroes udkom 26. januar via Inverse Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Blood Region på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Sawthis - Babhell
 
Anmeldt af Peter Letting: 11-03-2017
 
Sawthis er et italiensk band, som nu er ude med deres 4. studie album, og det har fået titlen Babhell. Skiven lander 24 marts 2017. 

Sawthis ligger et sted imellem thrash metal og melodisk death metal. Jeg vil nok sige, at de er en lidt tungere udgave af Bullet For My Valentine. Der er dømt speederen i bund fra første skæring, og hvis man lige ser bort fra ”Never Alone”, så er der mere eller mindre fuld fart på hele vejen, og ikke meget plads til at hvile ørerne, men hvem gider også det…

Jeg er meget begejstret for den variation, som der trods alt er i både musikken og vokalen. Vokalen skifter imellem råbe og clean, og det giver en rigtig god afveksling. Jeg synes også at numrene er rigtig godt skruet sammen, med masser af lækre temposkift og breaks, som giver specielt trommerne plads til at udfolde sig i al sin magt. Det er ikke mange takter som kører 1-2-3-4, før der skiftes til et andet mønster. Og ind imellem trommer og vokal ligger sprøde, lækre og detaljerede guitar riffs og soloer. Jeg synes guitar spillet er tilpasset præcis så det ikke bliver FOR meget ræs, men netop velspillet og tydeligt arrangeret.

Sawthis har eksisteret siden 2000 og frem til 2009 hed de Sothis, men da blev de tvunget til at skifte navn, grundet et amerikansk black metal band med samme navn. Deres første album fra 2006 er således udgivet i Sothis navnet.

Bandet består af 5 medlemmer: Alessandro Falà på vokal, Marco Di Carlo på lead guitar, Janos Murri på rhythm guitar, Geetano Ettorre på bas og ikke mindst Michele Melchiorre på trommer.

Hvis man er til larm i gaden, og det gerne må være en smule højt, så bør man tage et lyt til Sawthis. Det kan klart anbefales. Jeg giver Sawthis 4,5 ud af 6
 
Babhell udkommer 24. marts via Mighty Music/Target Group.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Sawthis på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Razzmattazz – Diggin' For Gold


Anmeldt af Calle: 06-03-2017

Razzmattazz (udtales Räsmatäs) er et tysk rock band, som blev dannet i 2010. Bandet består af Tom Schaupp (vokal og guitar), Bad Mike Bösinger (trommer), Tommy Wiegand (bas) og Wolle Heieck (guitar). Diggin' For Gold er bandets tredje album, men det er første gang jeg har lyttet til dem. Deres to første albums ”Rock And Roll Hero” og ”Sons Of Guns” udkom i henholdsvis 2012 og 2014.

Bandet spiller klassisk hard rock og et band som AC/DC har ihverfald ikke levet forgæves. Man kan tydeligt høre, at meget af inspirationen er hentet derfra. Derudover kan man også høre bands som ZZ Top og Accept i nogle af sangene. Ja der er sågar lidt prog-rock inspiration ala Pink Floyd i en sang som ”Back To You”. Ihvertfald i den musikalske del af sangen. Ikke vokal mæssigt.

Diggin' For Gold består af 12 sange, som er bygget stort set over den samme list. Der er ikke specielt meget variation i sangene, hvis man lige ser bort fra ovennævnte ”Back To You” og til dels en sang som ”All Lights On Me”. Sidst nævnte kan vel betegnes som albummets ballade, uden dog at være en powerballade i den forstand. Men den er lidt mere nede i tempo. Ellers høres den førnævnte AC/DC-inspiration tydeligt i resten af albummets 10 sange. Skal jeg fremhæve et par af sangene så mådet være ”Yes I Like It” og ”Bad Girls Good Loving” samt åbningsnummeret ”Diggin' For Gold”. Derudover så kan jeg nævne, at sangen ”Older Than Dirt” minder mig utrolig meget om ”Zack's Song” fra Jack Black filmen ”School Of Rock”. Altså den sang de spiller til koncerten hen imod slutningen af filmen.

Musikken bliver spillet godt og Schaupp's vokal passer godt til stilen. Derudover er albummet fint produceret og man kan bestemt ikke sætte en finger på lyd og produktion. Så alt i alt er det et udmærket album Razzmattazz har udgivet, dog uden at være noget ekstraordinært. Det er klassisk hard rock fra den miderste skuffe. Er du til musik inden for denne genre, så kan du roligt tjekke bandet og deres nye album ud.
 
Diggin' For Gold udkom 24. februar via Fastball Music.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Razzmattaz på Facebook her.
_______________________________________________________________________________________________
Art Nation - Liberation
 
Anmeldt af Lase Skytte: 05-03-2017
 
Første gang jeg stødte på bandet Art Nation var i 2015, da de udgav deres debutalbum ”Revolution”. Den svenske gruppe spiller melodisk hard-rock med poppede undertoner. På debutskiven var der flere ørehænger og albumåbneren ”Need You To Understand” blev hurtigt en af mine favoritter. I 2016 udkom sangen ”We Are Better Together” der blev den officielle sang til årets Gothia Cup, som en verdens største og mest internationale ungdoms fodboldturnering. Der var tale om endnu en stærk sang og siden har jeg fulgt bandet på de sociale medier. De er nu klar med deres 2. studieudspil og titlen er Liberation.

Albummet åbner med ”Ghost Town”, hvilket er et godt valg. En sprudlende rocker med store hooks og et fængende omkvæd. Samme beskrivelse kan bruges til mange numre på denne udgivelser. ”Maniac” byder nemlig på mere fra samme skuffe. Omkvædet sætter sig fast, allerede efter første gennemlytning. Den første single fra albummet er ”The Real Me” og den er mere uptempo og viser tænder – mens omkvædet lyder som noget der er lånt fra et Eurovision-nummer (skal ikke tolkes negativt). Albummets måske mest catchy omkvæd skal findes på nummeret ”Kiss Up & Kick Down”. Dette udspil byder naturligvis også på et par ballader, hvilket gøres med stil. ”When Stars Align” og ”Take Me Home” er to gode skæringer og især sidstnævnte er en af mine personlige favoritter fra hele albummet. Et nummer der leveres med sjæl, nerve og inderlighed. Forsanger Alexander Strandell gør det super godt og guitarsoloen på nummeret fortjener også at blive nævnt. ”I’m Alive” er en bundsolid rock-skæring der holder det høje gennemsnit intakt. Art Nation er et band med et højt bundniveau og jeg synes ikke der er nogle dårlige numre på albummet. Et par sange er en smule mere anonyme end andre, men ellers har jeg ikke nogen kritik.

Liberation er et særdeles stærkt udspil fra Art Nation! Der er ikke tale om noget nyskabende eller revolutionerende musik – men er man til melodisk radiovenlig hard-rock, går man altså ikke galt i byen her. Albummet er spækket med ørehængere, sprøde riffs, stærk vokal, krystal-klar produktion og omkvæd der suger sig fast på nethinden. Sverige er gode til at producere bands som Art Nation. Eclipse og H.E.A.T bevæger sig i samme musikalske boldgade og generelt er der bare et hav af bands der laver denne slags musik. Kunsten er derfor at skille sig ud fra mængden og sikre at lytteren vælger dem, i stedet for de mange andre alternativer. Den opgave har Art Nation løst til fulde og jeg kommer helt sikkert til at vende tilbage til denne skive adskillige gange i fremtiden. De varmeste anbefalinger herfra!
 
Liberation udkommer 28. april via Gain Music Entertainment.
 
   (5 ud af 6)
 
Besøg Art Nation på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

Social Stain – Social Stain


Anmeldt af Calle: 25-02-2017

Social Stain er et hard rock band fra Lahti i Finland. Bandet blev dannet i slutningen af 2014 og består af Teemu Kokkonen (vokal), Antti Kokkonen (guitar), Toni Broman (bas) og Mika Tanttu (trommer). Alle fire medlemmer har en del erfaring fra andre bands som f.eks. Disformed, Kill The Romance, Before The Dawn og Profane Omen. Sammen har de også en del live erfaring, men dette album er bandets debut. Det er samtidig mit første bekendtskab med bandet.

Som sagt spiller bandet hard rock med en tvist af metal og deres inspirationer er da også hentet fra bands som Guns 'n' Roses, Theraphy?, Alice In Chains, Skid Row, Misfits, Foo Fighters og Metallica. Så det må siges at være en god blanding.

Social Stain består af 12 rigtig sprøde sange, hvor den gode melodi er i fokus. Sangene er ikke noget udover det vanlige, men ”bare” straight-ahead-hard-rock som undertegnet rigtig godt kan lide. Velspillet musik med gode og energifyldte guitar riffs. Og så passer vokalen, som er hæs og rå, godt til genren. De første seks sange er plain hard rock, men i skæring syv ”Possessed” kommer vi mere over i Metallica-inspirationen. Denne sang bliver en anelse hårdere og tungere end de første seks sange. Den efterfølges så af albummets mest stille sang ”At Peace”. Det er ikke den bedste ”ballade” jeg har lagt ører til, men det er en udmærket sang. De næste tre sange er igen ovre i hard rock genren og så afsluttes albummet med en mere punk-rocket sang i form af ”Backstabber”. Alt i alt er det 12 gode sange bandet har indspillet og skal jeg fremhæve et par stykker, så må det være ”Ain't Got Time To Bleed”, ”Walls” og ”Good Old Days” samt første singlen ”Dead Man Talking”.

Albummet er blevet til i samarbejde med Mika Ojala (Viikate, Mörbid Vomit) og så er det produceret af bandets bassist Toni. Overordnet set er både lyd og produktion helt fin. De har ramt præcis den lyd et album inden for denne genre skal have. Derudover spiller bandet solidt.

Er du til hard rockin' metal, så kan du roligt tjekke Social Stain ud. Eller rettere – du bør tjekke dem ud. Det er god og velspillet musik med en super energi og punky attitude. Ingen pis her – bare straight ahead rock.
 
Social Stain udkom 13. januar via bandets eget label.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Social Stain på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Grumpynators - City Of Sin
 
Anmeldt af Peter Letting: 10-02-2017
 
Danske Grumpynators er ude med deres andet album som har fået titlen ”City Of Sin”. Albummet lander 24 marts 2017.

Jeg har hørt om Grumpynators, men aldrig hørt dem, så det var ret nyt for mig. De spiller en underholdende form for rock / rockabilly, med masser af swing og fede passager. Jeg har som sagt hørt om Grumpynators før, og har altid oversat det med ”Sure Gamle Mænd”, men der er bestemt ikke noget surt over musikken, nærmest tværtimod.

Albummet som helhed er bare til at blive glad i låget af, og faktisk lidt svært at slippe igen. Der er sådan lidt old-school ”happy-go-lucky” over stilen, og selvom man ind imellem får lidt associationer til andre bands, så har Grumpynators deres helt egen sound. Grumpynators holder stilen igennem hele albummet, men på trods af det, så har hver enkelt skæring alligevel sit helt eget udtryk, hvilket gør albummet meget interessant.

Der er faktisk allerede sluppet en single fra det nye album. Det er nummeret ”Take The Last Dance With Me”, og den tilhørende video er også til at finde on-line. Der er dels lidt optagelser fra en bar, en sen nattetime, samt optagelser af bandet selv, der spiller. At dømme ud fra valget af instrumenter og ikke mindst mikrofon, så er det nok ikke helt forkert at kalde Grumpynators for old-school …

Jeg er specielt tosset med skæring 2 ”Hotel 2nd Age”. Nummeret indledes med guitar alene, og når trommerne sætter ind, bruges der lige godt 30 sekunder på at køre tempoet op. Super start. Når toget kører breakes et par gange med udelukkende vokal og gulvbas. Fed detalje.

Grumpynators tæller 4 medlemmer: Christian Nørgaard på guitar, Jakob Øelund på bas (kontrabas), Emil Øelund på vokal og guitar samt Per Fisker på trommer.

Man skal altså en tur til Hamburg, hvis man vil støtte op om release party for den nye CD, men hey, det er jo også lige rundt om hjørnet. Der er så vidt jeg kan se, planlagt 2 koncerter mere til april. En i Randers og en i Viborg. Jeg glæder mig til bandet finder over broen og besøger djævleøen. Så må det vist være på sin plads at indfinde sig ved scenekanten, stikke en næve og evt. dele en øl…Jeg giver Grumpynators 5,5 ud af 6. Den sidder sq lige i skabet…
 
City Of Sin udkommer 24. marts via Mighty Music/Target Group.
 
    (5½ ud af 6)
 
Besøg Grumpynators på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Pectora – Redemption (EP)


Anmeldt af Calle: 04-02-2017

Pectora er et heavy metal band fra København og Roskilde og så vidt jeg har læst mig frem til, så er Redemption deres anden EP. Det er dog første gang jeg lægger ører til bandet, som består af Kenneth Steen Jacobsen (vokal), Morten S. Nielsen (guitar), Søren Weiss Kristiansen (guitar), Laurids Münier (bas) og Nicolas Kraunsøe Frandsen (trommer).

Bandet spiller som sagt heavy metal, med en lille smule thrash metal og en god portion hard rock indover, og inspirationen er da også hentet fra bands som f.eks. Judas Priest, Saxon, Black Sabbath, Kadavar, Iron Maiden, Guns n Roses, Accept, Candlemass og Airbourne. Det er en bred vifte af bands indenfor diverse rock og heavy genre, hvilket også kan høres i bandets musik. Vi kommer både omkring lidt NWOBHM i åbningsnummret ”Democracy In Disguise” hvor der gives los med twin guitarar samt hurtige og energiske guitar riffs. Efterfølgende bevæger vi os lidt mere over i hard rock genren på EP'ens anden sang ”Going Through Hell”. Denne sang har en lidt mere rå lyd. Herefter kommer der en lille akustisk guitar intermezzo i form af ”Lights Out”, som går over i EP'ens mest downtempo sang ”Valley Of Dreams”. Jeg vil betegne dette som EP'ens metal ballade, men dog en tung en af slagsen. Indledningsvis ledte sangen mine tanker i retning af noget ”Load/Re-Load” era Metallica, men efterfølgende synes jeg også der kommer lidt Iron Maiden-inspiration indover. Et helt udmærket nummer i mine ører, som også giver EP'en en god variation. Redemtion sluttes af med ”Son Of The Four”, som er endnu en riff-orienteret heavy sang, hvor bandet rammer både det meget heavy men også den hårde rock. Sangen har et ”syng-med-os” omkvæd og melodien fungere rigtig godt. Dette er efter min mening den bedste sang på EP'en.

Alt i alt er det fire solide sange (plus en flot intermezzo) bandet har indspillet. Det er heavy metal med skarpe riffs og store flotte melodier. Samtdig bliver musikken spillet rigtig godt og vokalen passer fint til genren. Bandet har arbejdet målrettet på Redemption, som blev produceret i vinteren 2016 af Patrick Fragtrup (Barricade) i Wolf Rider Sound Production. Jeg synes generelt der er en god lyd og produktion på denne EP.

Pectora er som sagt et nyt, men rigtig godt bekendskab for mig og jeg spår dem en god fremtid på den danske rock og metal scene. De har i hvert fald sangene til det. Du kan også opleve dem live flere steder i løbet af vinteren og foråret. Bl.a. på Gimle den 24. februar, hvor de spiller sammen med danske Iron Fire og på Beta den 13. april, hvor de spiller opvarming for de amerikanske thrash-legender Flotsam & Jetsam. Er du fan af heavy metal med gode melodier og fede guitar riffs, så vil jeg klart anbefale at du tjekker dette band ud.
 
Redemption udkom 14. januar.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Pectora på Facebook her.
______________________________________________________________________________________________
Ranger - Speed & Violence
 
Anmeldt af Peter Letting: 31-01-2017
 
Det finske speed metal band Ranger er ude med nyt album, som er deres andet fuld længde album, og bærer titlen Speed & Violence. Albummet var ude 2 december 2016.

Titlen på det nye album beskriver meget præcist indholdet. Det går hurtigt og det er voldsomt. Jeg får altid et lidt skævt smil på læben, når der dukker nyt op fra Finland. De der Finner kan et eller andet, der bare er lidt mere skævt og underligt end hvad man ellers hører. Og Ranger er da heller ingen undtagelse.

Efter en kort lille intro, er der fuld smadder på fra starten med titelnummeret og udover det heftige tempo, så opdager man ret hurtigt at der ligger en vanvittig vokal på skiven. Forsanger Dimi kan forcere de sygeste høje toner og der er ingen tvivl om at hans vokal tegner en stor del af lydbilledet på albummet. Titelnummeret er nok det nummer jeg synes bedst om på skiven.

Stilen er bevist trukket tilbage til det vi kender som den oprindelige speed metal, med et twist af thrash. Jeg har tidligere hørt en del speed metal og jeg anerkender at Ranger gør et super arbejde for genren, men personligt bliver jeg faktisk en smule træt af stilen sådan ca. halvvejs inde i albummet. Men er man til speed metal er jeg sikker på at Ranger vil være værd at lægge øre til. Der er masser af tromme arbejde i vanvittigt tempo, og med 2 guitarister er der også godt fyldt op med riffs. Men selvom Dimi styrer vokalen, så har han også rigtig godt fat om bassen, og specielt indledningen til skæring 2 ”Without Warning” er meget bas orienteret

Ranger består af 4 medlemmer: Miko på trommer og Dimi på vokal og bas. De 2 startede bandet tilbage i 2009. Hertil er kommet Mikael Haavisto og Ville Valtonen begge på guitar. Jeg giver Ranger 4 ud af 6
 
Speed & Violence udkom 2. december 2016 via Spinefarm Records.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Ranger på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Tyketto - Reach
 
Anmeldt af Peter Letting: 30-01-2017
 
Det amerikanske band Tyketto er ude med et nyt album med titlen Reach. Albummet var tilgængeligt 14 oktober 2016. 

Tyketto’s nye album skulle lige ligge og modne et par måneder hos mig før jeg fik taget ordentligt hul på det. Første gang jeg lavede et gennemlyt var jeg lidt skuffet, men da albummet havde ligget et par måneder, fik jeg sat det på igen, og det var pludselig en helt anden fornemmelse.

Genren er melodisk rock i stil med Journey og Great White, så man bliver ikke skræmt eller blæst bagover. Til gengæld mødes man af nogle fine melodier, gode tekster og masser af fine detaljer og finesser. Det er sådan et album som man bare bliver godt tilpas af at lytte til, og man bliver ikke rigtig træt af det.

Tyketto har eksisteret on and off siden 1987 og Reach er så vidt jeg kan finde frem til deres 7. studie album. Medlemmerne på denne skive er: Danny Vaughn på vokal og guitar, Chris Green på guitar, Chris Childs på bas, Michael Clayton på trommer og Ged Rylands på keyboards.

På skiven er et nummer med titlen ”Letting Go”. Det synes jeg naturligvis var lidt morsomt. Til gengæld havde jeg forestillet mig, at en sang med mit navn i titlen havde noget mere punch, men denne sang er så en af de stille på albummet, og det må jeg jo så tage med.

Mit favorit nummer på skiven må være ”Kick Like A Mule”. Det stikker en smule af fra resten af skiven, og måske er det netop derfor jeg falder for det. Jeg kan godt lide de der numre der ligesom hænger fast i ørerne når man har hørt hele skiven igennem. Jeg giver Tyketto 4 ud af 6 for Reach.
 
Reach udkom 14. oktober 2016 via Frontiers Music s.r.l.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Tyketto på Facebook her.
______________________________________________________________________

Aaron Keylock – Cut Against The Grain


Anmeldt af Calle: 28-01-2017

Aaron Keylock er en ung britisk blues rock guitarist og sanger. Han er stadigvæk teenager (kun 18 år), hvilket først gik op for mig, da jeg læste presseskrivelsen, efter jeg havde lyttet til Cut Against The Grain et par gange. På mig virkede både hans spillestil og hans stemme, som om han var en del ældre. Ja som om han havde en hel del år og en masse erfasring bag sig. Aaron's inspiriationskilder tæller da også old-timers som f.eks. Johnny Winter, Black Crowes, The Allman Brothers, The Faces, The Rolling Stones, The Grateful Dead og Humble Pie. Derudover synes jeg også eg kan høre lidt Gary Moore, Izzy Stradlin, Georgia Satellites og Rory Gallagher i hans musik.

Cut Against The Grain er unge Keylock's debut album. Men flere af sangene har han spillet live siden han var 13 år gammel. Allerede den gang spillede han på klubber og venues i sin hjemby Oxford, hvis altså dørmændende ville lukke ham ind. Og han har spillet på Alexander Palace og Jazz Café i London, samt flere bikerstævner rundt om i England. Han har allerede været på tour med bl.a. Blackberry Smoke, SIMO, Federal Charm og Joanne Shaw Taylor og han har fået gode råd af selveste Joe Bonamassa.

Albummet består af 11 sange, som er skrevet af Keylock selv. De er skrevet gennem de sidste 5 år og en sang som den Gary Moore-inspirerede ”Just One Question” skrev han allerede som 13 årig. En rigtig fed down-tempo blues rock sang. Derudover er albummet spækket med den ene sprøde blues rock sang efter den anden. Lyt bl.a. til publikums live favoritten ”Medicine Man” eller åbningsnummeret ”All The Right Moves” eller slideguitar-nummeret ”Sun's Gonna Shine”. Og man kommer bestemt heller ikke udenom en sang som ”Against The Grain”. Alt i alt er det 11 super fede sange Aaron Keylock har indspillet. Og det gælder både for de stille down-tempo sange og de mere up-tempo sange. Melodierne er godt skruet sammen og guitararbejdet er helt i top. Derudover passer hans vokal perfekt til genren.

Cut Against The Grain er indspillet i L.A. med Fabrizio Grossi som producer. Han har tidligere arbejdet med folk som Slash, Alice Cooper, George Clinton og Zakk Wylde for abre at nævne et par stykker. Albummet er godt produceret og musikken er yderst velspillet. Udover Aaron på guitar og vokal, så er det Jordan Maycock på bas og Sonny Miller på trommer.

Allerede ved første gennemlyt af albummet, var jeg fanget af musikken. Og så er albummet ellers bare vokset sig større og større efter hvert gennemlyt. Jeg vil helt klart anbefale folk at tjekke dette album ud. Aaron Keylock er en ung mand med et kæmpe talent. Jeg er sikker på, at han vil sætte sit præg på blues rock scenen i de kommende år.
 
Cut Against The Grain udkom 20. januar via Provogue/Mascot Label Group.
 
    (5½ ud af 6)
 
Besøg Aaron Keylock på Facebook her.
___________________________________________________________________________

As It Is – Okay.


Anmeldt af Calle: 23-01-2017

As It Is er et band med base i Brighton, UK. De blev dannet i 2012 og udgav deres debut album ”Never Happy, Ever After” i 2015. Albummet blev godt modtaget i deres hjemland og de var i toppen af ”best british newcomer” listen samme år. Nu er de så klar med deres andet album, som har fået titlen Okay. Det er første gang jeg lægger ører til bandet, som besårt af Patty Walters (vokal), Benjamin Biss (vokal/guitar), Andy Westhead (guitar), Patrick Foley (trommer) og Alistair Testo (bas).

Bandet spiller pop-punk i stil med bands som bl.a. Good Charlotte, Simple Plan, Blink 182, American Hi-Fi, Taking Back Sunday og The All American Rejects. En stil jeg ikke har fulgt særlig meget med i siden starten og midten af 00'erne, men jeg har da lyttet til flere af de nævnte bands (og set dem live). Jeg synes dog As It Is læner sig mest hen imod den poppede del og knap så meget i den punkede del. Der er dog et par up-tempo numre som f.eks. ”No Way Out”, ”Austen” og ”The Coast Is Where Home Is”.

Ved første gennemlyt synes jeg umiddelbart at albummet var en anelse kedeligt, men efter flere gennemlytninger blev det lidt mere interessant. Flere af sangene, som f.eks. ”Pretty Little Distance” og ”Curtains Close”, er faktisk rimelig fængede og de har nogle catchy omkvæd. Melodierne fungere godt i de fleste af sangene, uden dog at være top-klasse. Musikken bliver spillet helt fint og selve produktionen kan man heller ikke sætte en finger på.

Alt i alt er Okay. et okay album, som dog ikke vil finde vej til min afspiller særlig tit. Dertil er sangene for enslydende og genren er simpelthen ikke helt mig mere (det har aldrig været min foretrukne genre). Er du derimod til glad pop-punk og finder du nogle af ovennævnte bands på din top ti liste, så tror jeg godt du vil synes om dette album. Giv albummet et lyt!!
 
Okay. udkom 20. januar via Fearless Records.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg As It Is på Facebook her.
______________________________________________________________________

Junkyard Drive – Sin & Tonic


Anmeldt af Calle: 21-01-2017

For lidt over to år siden anmeldte jeg Junkyard Drive's ”Junkyard Luxury” EP. Jeg var ret glad for bandets musik og sluttede min anmeldelse af med at skrive: Jeg vil helt sikkert følge bandet fremover! Det har jeg gjort og nu her to år efter har de skrevet kontrakt med Mighty Music og de er klar med deres debut album Sin & Tonic. Bandet, som kommer fra Roskilde, er stadigvæk det samme og består af Kris (vokal), Birk (lead guitar), Benjamin (rytme guitar), Mikkel (bas) og Claus (trommer).

Det nye album består af 10 sange og stilen er ganske enkelt straight ahead hard rock. Inspirationen er da også hentet hos bands som f.eks. AC/DC, Guns 'n' Roses og Airbourne. Altså 80'er-inspireret hard rock, som dog er tilføjet en moderne lyd.

Sin & Tonic indledes med party rockeren ”If You Wanna Rock”, og den sætter godt gang i albummet. De to næste sange ”Bone Dry Jessie” og ”Drama Queen” forsætter i samme fede stil. Sidst nævnte høre til blandt mine favoritter. I næste sang ”Natural High” sættes tempoet en anelse ned og bliver lidt mere bluesrock-inspieret. Her gør bandet det også rigtig godt. De næste fire sange ”Take It All”, ”B.A.D.”, ”Danger Zone” og ”Stone Cold Lady” forsætter i samme fede rock 'n' roll stil, som der blev lagt for land med. I næstsidste sang bliver lyden en anden. Du har sikkert hørt sangen på myRock eller Madsen på P4, hvor den har været i heavy rotation. Det var også den sang jeg først bed mærke i, da jeg lyttede til albummet første gang. I første omgang troede jeg det var en cover version af Gasolin nummeret ”Langebro”, men bare omskrevet til engelsk. Jeg undersøgte sagen og fandt så ud af, at ”Geordie” (som sangen hedder) er en gammel engelsk folkesang, som Gasolin i sin tid omskrev til dansk (efter at have hørt Joan Baez' version). Det er en rigtig rigtig fed version som Junkyard Drive har indspillet. Albummet afsluttes med endnu en hard rocker i form af ”Slave To Technology”. Generelt synes jeg bandet har skrevet nogle rigtig fede rock sange med gode melodier og mange fede riffs. Omkvædene er til at synge med på og man kan ikke undgå at rocke med. Derudover spiller bandet godt og Kris' vokal passer rigtig godt til genren.

Albummet er indspillet live i Medley Studiet med selveste Søren Andersen (Glenn Hughes, Mike Tramp og Electric Guitars) bag knapperne. Lyd og produktion fejler bestemt ikke noget!!

Udover at være gode på plade, så er bandet også yderst velspillende live. De har da også allerede fået en del erfaring på det område og har spillet i både Letland, Holland, Mexico, USA og Tyskland og selvfølgelig flere steder i Danmark. Får du muligheden, så bør du opleve dem live.

Junkard Drive er efger min mening MEGET mere end ”Geordie” og det håber jeg folk derude også vil finde ud af. Giv albummet et lyt. Det er kræs for øregangene. Sin & Tonic får de varmeste anbeflainger herfra.
 
Sin & Tonic udkommer 17. februar via Mighty Music/Target Group.
 
   (5 ud af 6)
 
Besøg Junkyard Drive på Facebook her.
_________________________________________________________________________________________________
Ronnie Baker Brooks – Times Have Changed

Anmeldt af Calle: 18-01-2017

Ronnie Baker Brooks (RBB) er søn af blues sangeren og guitaristen Lonnie Brooks. Han er 49 år og så er han født i Chicago. Han er gået i sin fars fodspor og valgt at gå musikkens vej. Han startede med at spille guitar som 6 årig og udgav sit første album ”Golddigger” i 1998. Herefter har han udgivet yderligere to albums, nemlig ”Take Me Witcha” i 2001 og ”The Torch” i 2006. Det er altså over ti år siden han sidst udagv et album.

Times Have Changed består af 11 sange, hvor Ronnie selv har skrevet de 5 af sangene. Resten er cover versioner af nogle af hans egne favoritter. Heriblandt sange fra Joe Tex, Curtis Mayfield, Eric Clapton, Robert Cray og Alvin Cash. Jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke kender de originale sange. Sangene er skrevet og indspillet gennem de sidste 10 år.

Stilen på Times Have Changed er blues med en stor portion soul og en smule jazz indover. Ja der er sågar lidt rap i titelnummeret ”Times Have Changed”. Her har han fået rapperen Al Kapone med på vokal. Udover ham medvirker også guitaristen Steve Crooper, soul sangerinden Angie Stone, sanger og guitarist Todd Mohr samt blues/soul sangeren Bobby ”Blue” Bland, for bare at nævne et par gæster. Sidst nævnte døde i 2013, men han nåede at levere lead vokal på Clapton/Cray nummeret ”Old Love”. Derudover medvirker RBB's far Lonnie Brooks på det meget groovy nummer ”Twine Time”.

Albummet er indspillet i henholdsvis Memphis og Nashville i samarbejde med den grammyvindende producer Steve Jordan. Han har tidligere arbejdet med bl.a. Eric Clapton, Keith Richards, Stevie Wonder og John Mayer, så det er en yderst kompetent herre vi har med at gøre. Albummet er der også rigtig flot produceret.

Normalt er dette ikke en stil jeg lytter mest til. Hvis jeg skal høre blues, så er jeg mere ovre i blues-rocken. Men jeg synes faktisk dette album er en meget behagelig oplevelse. Gode og velskrevne sange og med rigtig flot guitarspil. Ja alle instrumenterne bliver spillet med stor kvalitet og gæstevokalerne passer bare perfekt. Det kan godt være at ”tiderne er skiftet”, men bluesen lever stadigvæk i RBB's sjæl og i hans musik.
 
Times Have Changed udkommer 20. januar via mascot Label Group.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Ronnie Baker Brooks på Facebook her.
________________________________________________________________________

Electric Guitars – Rock 'n' Roll Radio


Anmeldt af Calle: 16-01-2017

De fleste rock kendere i Danmark burde på nuværende tidspunkt have hørt om Electric Guitars. Men skulle der være en enkelt person eller to derude, som ikke kender bandet, så kan jeg fortælle, at det består af de to guitarister Mika Vandborg og Søren Andersen. Begge guitarister er meget anerkendte på den danske (og udenlandske) rockscene. Derudover har de Morten Hellborn med på trommer og Peter Kjøbsted med på bas. Rock 'n' Roll Radio er bandets tredje album. Titlen forklare bandet sådan her: ”Man skal skrue meget lang tid på knapperne for at finde rocknumre i kommerciel radio og det har vi brugt en del tid på at gå og undre os over, og titelnummeret er derfor en hyldest til alle dem, der også savner ”hegn” i deres radio”.

Og ”hegn” kan man roligt sige der findes på dette album. Der bliver spillet guitar til den helt store guldmedalje. Masser af guitarlir, masser af attitude og ingen bullshit. Albummet består af 10 numre, hvor de fleste af sangene lægger sig op af stilen fra de foregående to albums. Men der er dog et par sange som skiller sig lidt mere ud. Først og fremmest anden singlen ”Headless Chicken”, som har Jesper Binzer på leadvokal samt Jacob Binzer på guitar. Sangen er også skrevet i samarbejde med de to D-A-D brødre og det kan man godt høre. Derudover er der en sang som ”Swagman” som har et mega tungt Black Sabbath lydende indlednings riff og sangen fortsætter i den mere tunge stil. Den mere tunge, og samtidig ret så dystre stil, finder man også i en sang som ”Homewrecking Woman”. Udover disse numre, så vil jeg også fremhæve sange som titelnummeret ”Rock 'n' Roll Radio” og den glad-i-låget sang ”Bambi On Ice” eller den svingede ”Splinter” (og her mener jeg ikke svingende i kvalitet, men boogie rock svingende i stil med bands som f.eks. Georgia Satelliets, ZZ Top og Canned Heat). Alt i alt er det, igen fristes man til at sige, 10 super sprøde sange Vandborg og Søgge har skrevet og indspillet.

Rock 'n' Roll Radio er indspillet, mixet og masteret i Medley Studiet af Søren Andersen, men denne gang er det blevet produceret af Jacob Binzer. Jeg synes musikken er mindre ”poleret” end tidligere og jeg fornemmer at det netop skyldes samarbejdet med Jacob Binzer. Ihverfald er musikken blevet en anelse mere rå og tung i flere af sangene.

Var du glad for de to første albums med Electric Guitars, så kan du roligt invistere i dette album. Det har samme høje kvalitet som forgængerne. Og man går aldrig galt i byen med super fed guitar rock!!! Derudover vil jeg også lige sige - får du mulighed for at opleve bandet live, så skal du gøre det. Du vil blive blæst omkuld.
 
Rock 'n' Roll Radio udkommer 10. februar via Mighty Music/Target Group.
 
   (5 ud af 6)
 
Besøg Electric Guitars på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Inferno – Genética Humana


Anmeldt af Calle: 16-01-2017

Inferno er et spansk metal band, som blev dannet i 2009. Bandet består af Juan Manuel Leуn (vokal), Angel Bermúdez "Koto" (guitar), Antonio González (guitar), Carlos Bermejo (bas) og Miguel Osuna (trommer). Bandet startede ud som et coverband, men i 2011 begyndte de at skrive egne sange og de udgav deres første EP i 2014. Genética Humana er bandets debut fuld længde album.

Bandet skriver selv at de spiller thrash metal og nævner bl.a. Trauma, Overkill, Anthrax, Testament og Onslaught, som nogle af deres inspirationskilder. Nuvel....i mine ører er det da også en afskygning af thrash metal, men i den hårdeste ende af genren.

Genética Humana består af 10 sange, hvor teksterne er på spansk. Så jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke forstår teksterne, da mine spansk kundskaber strækker sig til ”dos cervezas por favor”. Men havde jeg kunne forstå spansk, så havde jeg ikke kunne høre teskterne alligevel. Både fordi vokalen er rimelig ringe og så ligger den samtidig ret lavt i forhold til instrumenterne. Og musikken i sig selv, ja den finder jeg faktisk også ret ringe. F.eks. er en sang som ”Muérete” bare to et halvt minuts ”smadder” og larm. Det virker lidt som om bandet har sagt – hvor hurtigt kan vi spille på trommerne og guitarerne og så skrige indover samtidig. Dette gør sig gældende i de fleste af sangene. Der er nærmest ingen temposkift og de 10 sange virker stort set bare som én laaaaaang sang. Skal jeg fremhæve et par numre, så må det være det instrumentale indledningsnummer ”Avaricia” og til nøds sangen ”Millones de Tatas”. Den starter ud i et lidt mere stille tempo og sangen har faktisk også lidt variation.

Produktionsmæssigt synes jeg også der mangler noget. Som nævnt overfor, så ligger vokalen ret lavt i forhold til musikken. Og derudover synes jeg også, at lyden er lidt for ”tam”. Jeg tror faktisk godt sangene kunne have virket mere indbydende, hvis de havde fået en bedre produktion.

Som du kvikke læser nok har fornemmet, så er dette album ikke noget for undertegnet. Jeg har i hvert fald hørt mange andre thrash metal albums, hvor både lyd og kvalitet er en del bedre end tilfældet er på dette album. Mine anbefalinger kan ihvertfald ligge på et meget lille sted.
 
Genética Humana udkom 12. januar via Necromance Records.
 
  (2 ud af 6)
 
Besøg Inferno på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Mike Tramp - Maybe Tomorrow
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 16-01-2017
 
Mike Tramp er en særdeles aktiv herre. På 3 år udgav han de tre albums ”Cobblestone Street”, ”Museum” og ”Nomad” som en semi-akustisk trilogi. Nu er han allerede klar med endnu et sprit-nyt album, som har fået titlen Maybe Tomorrow. Albummet er som de sidste fem fra ham, blevet produceret i samarbejde med Søren Andersen, som nogle måske kender fra den danske guitar-duo Electric Guitars. Hele holder bag dette album er desuden identisk med holdet bag forgængeren ”Nomad”.

Lad det være sagt med det samme.. Dette album byder ikke på mange overraskelser! Det er dog helle ikke hensigten, hvilket Tramp selv har udtalt i pressematerialet til pladen. Det er 100% Mike Tramp som man kender det med velskrevne sange, god lyd og den karakteriske vokal. Albumåbneren ”Coming Home” er en god indikator for hvordan pladen lyder og den er også valgt som single. Der er generelt et højt gennemsnit, når det kommer til kvaliteten af de 10 numre på pladen. Det er ikke noget som blæser mig totalt omkuld, men derimod en meget behagelig lytteroplevelse og de fleste kan være med, uden at blive skræmt væk. Hvis man skal have de kritiske briller på, kan det hele godt fremstå lidt for ”sikkert”, da der ikke bliver taget mange chancer og der er ikke meget der skiller sig ud fra mængden - men der er tale om et relativt højt bundniveau.

Hvis jeg skal prøve at fremhæve nogle sange, må det være ”Would I Lie To You” som er særdeles fængende, ”Time And Place” som er en dybfølt ballade og afslutningsnummeret og titelnummeret ”Maybe Tomorrow” hvor Mike Tramp leverer nogle stærke vokalmelodier. Guitar-soloen i ”Coming Home” fortjener også at blive nævnt! Produktionsarbejdet sidder lige i skabet, så lyden kan der ikke sættes en finger på. Der er tale om endnu et solidt håndværk fra en af de mest hårdarbejdende mænd i rock-branchen. Hvis man er tilhænger af Mike Tramps solo-karriere, er dette album et must-have. Jeg vil også anbefale den til alle der har en svaghed for en omgang straight-forward singer-songwriter rock.
 
Maybe Tomorrow udkommer 24. Februar via Mighty Music/Target Group.
 
    (4½ ud af 6)
 
Besøg Mike Tramp på Facebook her.
________________________________________________________________________________
Black Sites – In Monochrome

Anmeldt af Calle: 14-01-2017

Black Sites er et metal band fra Chicago, som blev dannet i 2015. Bandet består af Mark Sugar (guitar og Vokal), Chris Avgerin (trommer) og John Picillo (bas). Mark, som er manden bag dette band, har tidligere spillet i cult metal bandet Trials, mens Chris har spillet i Nequient og Autonomy og John har tidligere spillet i Without Waves og Immortal Bird. Alle disse band er ukendte for mig, men de har også gjort sig som undergrunds bands i Chicago og omegn. Derudover har de den tidligere Trials guitraist Ryan Bruchert med når de spiller live.

In Monochrome er bandets debut album og stilen vil jeg betegne som alternativ metal. Bandet henter inspiration fra både old schoool metal, prog rock og hard rock og nævner bl.a. Black Sabbath, Fates Warning, Queensryche og Deep Purple som nogle af deres inspirationskilder.

Albummet indledes med ”M Fisto Waltz”, som er en stille piano intro. Herefter kommer der mere ”skub” i tingene og det næste nummer ”Dead Languages” hører helt klart til blandt mine favoritter. Sangen har et rigtig fedt riff og er generelt bare bygget godt op. Den næste sang ”Monochrome” starter lidt langsommere, men her sættes tempoet også op. Og det forsætter i højt tempo i næste sang ”Burning Away The Day”, som også hører til mine favoritter. Den leder mine tanker i retning af 70'ernes hard rock ala Deep Purple og Thin Lizzy. ”Hunter Gatherer”, som er albummets næste sang, er delt op i to. Første halvdel er nede i tempo og spilles med akustisk guitar, mens resten af sangen er rendyrket rock. Herefter følger ”Watching You Fall”, som er en sang i mellem tempo. Ikke den mest iørefaldende sang på albummet. Næste sang er den thrash-inspirerede ”Locked Out – Shut Down”. Her finder vi albummets mest hårde sang, hvor vokalen også bliver mere rå. Sangen sættes dog lidt ned i tempo midtvejs, for derefter at blive sat op i tempo igen. Det gør sangen til albummets mest variede sang. Faktisk en rigtig god sang, hvis du spørger mig. Næstsidste sang er ”In The Woods”. Det er albummets mest dystre sang. Sidste sang på In Monochrome er ”The Tides”. Denne sang minder en del om ”Hunter Gatherer”, fordi den også bliver spillet med akustisk guitar i den første halvdel for derefter at blive til en metal rock sang.

Alt i alt er det 9 rigtig gode sange bandet har indspillet. Der er gode melodier, fede riffs og så synes jeg generelt at sangene er rimelig fængende. Derudover spiller bandet godt og Mark har en rigtig god vokal, der passer perfekt til musikken. Og så mestre han både den clean vokal og den mere rå og growlende vokal.

In Monochrome er indspillet af Sugar og Avgerin i Gunpoint Recording Studios i samarbejde med Quentin Poynter. Albummet er flot produceret og har efter min mening den helt rette lyd i forhold til genren (alternativ metal).

Jeg kendte intet til Black Sites før jeg modtog denne CD, men jeg er faldet for deres musik og jeg vil helt sikekrt sætte dette album på igen i fremtiden. Jeg kan derfor også kun anbefale at du tjekker bandet ud. Det er velskrevet og velproduceret metal!!!

In Monochrome udkommer 17. Februar via Mascot Label Group.
 
    (4½ ud af 6)
 
Besøg Black Sites på Facebook her.
__________________________________________________________________

Thorbjørn Risager & The Black Tornado - Change My Game
 
Anmeldt af Peter Letting: 09-01-2017
 
Thorbjørn Risager & The Black Tornado udkommer med nyt album 20 januar 2017. Albummet har fået titlen Change My Game.

Jeg synes selv at jeg kender Thorbjørn Risager ret godt. Igennem en del år nu, har jeg lyttet til deres udgivelser og været til små 10 koncerter med bandet, og det er jo ikke uden grund at jeg bliver ved at komme tilbage. Thorbjørn og hans Black Tornados er leveringsdygtige i et fantastisk show, hvad enten de spiller i Ishøj eller Hamborg, og jeg glæder mig allerede til release party i Amager Bio 27 januar.

Når de så vælger at kalde deres nye album for Change My Game, så kan jeg da godt frygte at de har skiftet spor, men efter at have lyttet til skiven, så er det heldigvis ikke det musikalske ”Game” som er ændret. Jeg var dog ikke rystende nervøs, for jeg havde hørt at par af numrene live allerede sidste år, så derfor var jeg en smule forberedt.

Det swinger bare når Thorbjørn og band lægger fra land. Det starter i den stille ende med nummeret "I Used To Love You", og det er en af den slags stille numre som giver lidt gåsehud på armene. Historien er sørgelig, men da det er blues, så passer det jo fint sammen, og man bliver bare blues-glad i låget.

Stilen skifter lidt karakter undervejs. Titelnummeret "Change My Game" er mere i sådan 80’er funky stil imens "Hold My Lover Tight" er en del mere rock’et, og igen er et nummer som "Train" temmelig country inspireret, men det er jo typisk Thorbjørn og hans Tornadoer at de mestrer rigtig mange stilarter.

Heldigvis er bandet intakt og består stadig af: Thorbjørn Risag
er på vokal og guitar, Emil Balsgaard på piano/orgel, Peter Skjerning på guitar, Kasper Wagner på saxofon, Hans Nybo på saxofon, Peter Kehl på trompet, Søren Bøjgaard på bas og Martin Seidelin på trommer.
 
Jeg synes det er en dejlig skive som Thorbjørn Risager & The Black Tornado har fået skåret, og den vil helt sikkert blive en del af min spilleliste i det næste lange stykke tid. Jeg skal jo gerne lige have lært teksterne, så jeg kan skråle med ved scenekanten næste gang vi ses…Jeg giver Change My Game 5 ud af 6
 
Change My Game udkommer 20. januar via Ruf Records.
 
   (5 ud af 6)
 
Besøg Thorbjørn Risager & The Black Tornado på Facebook her.
____________________________________________________________________________

TraumeR – Avalon

Anmeldt af Calle: 06-01-2017

TraumeR er et brasiliansk power metal band, som blev dannet i 2009. Bandet består af Guilherme Hirose (vocal), Fábio Polato (guitar), Nelson Hamada (keyboard), Regis Lima (bas) og Felipe Santos (trommer). Bandet udag deres debut album “The Graet Metal Strom” I 2014 og er nu ude med deres andet album Avalon. Jeghavde ikke kendskab til bandet før jeg modtog dette album.

Bandet spiller som sagt power metal, hvilket man allerede for en lille ide om når man tager et kig på coveret. Albummet, som består af 11 numre, indledes med et instrumentalt nummer i for af ”Tempus Est”. En udmærket måde at starte albummet på. Herefter følger de tre klassiske power metal numre ”Avalon”, ”Forever Starts Tomorrow” og ”TraumeR”. Melodierne er bygget op med power guitar riffs, hurtige soloer, temposkift og keyboard og dertil skal så lægges en traditionel power metal vokal. Herefter følger albummet første en eneste stille sang ”Changes”. Og af en power metal ballade at være, så synes jeg ikke helt denne sang fænger. I de to næste sange ”Let You Go” og ”Angel Of The Night” er bandet tilbage med fuld power. Jeg synes godt om begge disse sange og især først nævnte, som indledes med noget panfløjte (eller lignende instrument), rammer noget fedt. Sang otte ”The Song Of Broken Hearts” og sang ni ”Don’t Believe Their Lies” er de sange på albummet som er mest afvekslende i tempoet. I de sidste to sange ”Symphony” og ”Our Spirit Never Dies” er vi tilbage hvor vi startede. Altså klassiske power metal sange.

Alt i alt er Avalon en anelse for ensformig i mine ører, dog med lidt udsving, som nævnt overfor. Produktionsmæssigt kan man ikke sætte en finger på noget. Albummet har en flot ren lyd, uden at være alt for poleret. Instrumenterne og vokalen ligger perfekt i forhold til hinanden. Albummet er indspillet, produceret og mixet af bandets sanger og bassist og det er gjort i Hirose’s Place i Sao Paulo, Brasilien. Herefter er det blevet masteret i Finland af Mika Jussila, som tidligere har arbejdet med bl.a. Nightwish og Stratovarius.

Er du til klassisk power metal, som er velspillet og velproduceret, så kan du roligt tjekke dette album ud. Nu kender jeg ikke så meget til brasiliansk metal, men det lader til at de har mere at byde på end Sepultura, Cavalera Conspiracy of Dragonheart.  
 
 
Avalon udkom 11. november via fastball Music.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg TraumeR på Facebook her.
_____________________________________________________________________

Kee Marcello - Scaling Up
 
Anmeldt af Peter Letting: 30-12-2016
 
Svenske Kee Marcello, nok bedst kendt fra Europe, er ude med et nyt solo album som har fået titlen Scaling Up. Albummet er ude 14 oktober 2016.

Stilen på skiven er for det meste en forholdsvis blød version af rock’ens væsen, med enkelte afstikkere til både ballade genren, og den lidt tungere afdeling. Uden at have dybt kendskab til Europe’s bagkatalog (udover naturligvis The Final Countdown), så vil jeg tro at stilen lægger sig op ad det som blev produceret med Europe, men jeg synes også at det til tider swinger lidt Van Halen agtigt, som i skæring 2 ”On The Radio”.

Der er mange små lækre detaljer på skiven. I skæring 12, ”Blow By Blow” stikker tromme arrangementet helt af, og det minder nærmest om den måde numre normalt trækkes ud ved live performance. Nummeret strækker sig da også over næsten 7 minutter, så der er plads til at lege lidt. Skivens bedste down tempo nummer synes jeg er nummer 11, ”Don’t Know How To love No More”.

På skiven spiller Kee Marcello selv guitar og keyboard, samt leverer vokalen. Med sig har han Ken Sandin på bas og Darby Todd på trommer. På ”Good Men Gone Bad” er der gæsteoptræden af Mattias Eklundh på guitar, og på ”Wild Child” spiller Michele Luppi på keyboard.

Overordnet er det en udmærket skive, som er lækkert produceret og musikaliteten fejler bestemt heller ikke noget, men jeg mangler nok personligt lidt mere bid. Jeg giver skiven 4 ud af 6
 
Scaling Up udkom 14. okber på Frontiers Music s.r.l
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Kee Marcello på Facebook her.
___________________________________________________________________________________________
Pretty Maids – Kingmaker
 
Anmeldt af Michael Knudsen: 06-12-2016

Lad mig først pointerer at jeg altid har haft et ”sweet spot” for Pretty Maids. Jeg ved godt det er et band der deler vandende, men i og med de var et af de bands der åbnede mine øjne for heavy metal og alle dens undergenre, så har de bare en speciel plads i mit rock hjerte. Dette skal dog på ingen måde farve min anmeldelse af deres nye udspil Kingmaker!

Første nummer ”When God Took A Day Off” starter pladen, stor og pompøs, dog en smule til den lange side, der kunne sagtens have været skåret et minut eller to af. Dette gør dog ikke det første indtryk dårligt, men man sidder dog med en ”hmmmm...” følelse da nummeret er færdigt. De første strofer: ”Let me invite you to the show, that somehow never seems to be..” opsummerer meget godt hele mit indtryk af Kingmaker. Dermed ikke sagt at det er en dårlig plade, men det peaker aldrig rigtig for mig, udover et enkelt nummer eller to.

Det er de store følsomme ballader, som med tiden nok desværre er blevet bandets kendemærke, da det mere eller mindre er de numre der fokuseres på fra mediernes side, specielt af den nationale radio. Det er så ærgerligt, i og med Pretty Maids har så meget andet godt at byde på end lytter venlig pop rock. Men jeg er sikker på at deres faste fanskare udmærket ved hvad drengene i Pretty Maids kan levere og det gør de også på Kingmaker. Det skal dog tilføjes at ”Last Beauty On Earth” er en lækker ballade.

Pretty Maids har så mange kvaliteter, specielt Ronnie Atkins, som i min verden er den bedste rock sanger Danmark har opfostret og hele bandet skuffer på ingen måder. Synes dog der bliver trukket lidt for meget på tidligere dyder og klichere, og så er der til tider et lidt for ”corny” tekst univers, specielt i balladerne og de mindre tunge skærringer. Til gengæld blev jeg sparket omkuld og tilbage til 80'erne og 90'erne i nummeret ”King Of The Right Here And Now”, det er sgu et lækkert nummer, mere af den slags tak!

Jeg sætter engang i mellem en Pretty Maids plade på afspilleren, elsker deres gamle mesterværker ”Future World”, ”Sin Decade”, ”Scream” og ”Red Hot And Heavy”. Nu skal Kingmaker ikke sammenlignes med disse tidligere udgivelser, da de på ingen måde kan sammenlignes, men man kan alligevel ikke lade være. Dengang var der en attitude over Pretty Maids. Måske det bare var tiden, den produktion der nu en gang blev brugt den gang, men det ramte bare. På deres foregående par album har jeg siddet med en tanke om hvordan de ville lyde uden den pompøse produktion der har været brugt på Kingmaker, ”Motherland” osv. Lidt kant ville ikke gøre noget, måske kunne det endda give Pretty Maids et lidt mere personligt præg, bare min mening.
 
Kingmaker er produceret af Jacob Hansen og produktionen fejler bestemt ikke noget, og det er nok der problemet ligger for mig. Det hele er for perfekt. Jeg savner at kunne hører bandet og ikke en produktion af dem. Men igen, ville en mere kantet produktion passe til Pretty Maids? - Jeg ved det ikke men det kunne være spændende at høre en gang.

For at opsummerer det hele så synes jeg Kingmaker er en fed Pretty Maids plade, men man har ligesom bare hørt det før. Om det så er godt eller dårligt, det må deres fans vurdere. Jeg giver ”Kingmaker” 4/6

Kingmaker udkom 4 november på Frontiers Music s.r.l
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Pretty Maids på Facebook her.
______________________________________________________________________________

The Devil's Rejects - The Blood Feast Demo Tape
 
Anmeldt af Peter Letting: 06-12-2016
 
Norske The Devil’s Rejects (som også er titlen på en gyser film fra 2005, som jeg ikke har set…) er ude med et ”demo-tape” med titlen The Blood Feast Demo Tape, og jeg har givet det et lyt.

Stilen er ifølge dem selv Horror Metal, og det skal såmænd nok være rigtigt. Produktionen er meget ”garage-rock” agtig, men det passer nok meget godt til selve spillestilen.

Jeg er ret sikker på at bandet nok skal fange et publikum derude, med deres horror attitude og losseplads-agtige lyd, men i mine ører virker det en smule FOR larmende og usammenhængende. Jeg kan nok trods alt bedre lide at det også er en smule melodisk og lækkert produceret. Det er desværre en af den slags skiver som jeg ikke magter at høre mere end en enkelt gang, så hvis mine læsere mener at jeg mangler detaljer i min anmeldelse, så skyldes det nok mangel på interesse for genren, og det beklager jeg.

Jeg har forsøgt at finde nogle flere informationer om bandet, The Devil’s Rejects, men det er ikke det nemmeste. Som sagt findes der en film af samme navn, men udover det har jeg fundet 2 andre bands (hvoraf det ene stadig eksisterer), med samme navn, så søgningen på dette band gav 0 resultater, og dermed ikke rigtigt flere detaljer til beskrivelsen. Jeg giver skiven 2½ ud af 6
 
The Blood Feast Demo Tape er udkommmet.
 
  (2½ ud af 6)
 
Besøg The Devil's Rejects på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Lightning Strikes - Lightning Strikes
 
Anmeldt af Peter Letting: 05-12-2016
 
Californiske Lightning Strikes ude med et album som blot hedder Lightning Strikes. Albummet er ude 18 november 2016. Lightning Strikes blev oprindelig startet tilbage i 1985, men har så vidt jeg har kunnet grave frem, kun udgivet en enkelt ”single” og dette er dermed deres debut full-length album.

Stilen minder rigtig meget om de gode gamle dage med stærke referencer til bl.a. Rainbow, Deep Purple og Black Sabbath. Lightning Strikes består af 4 medlemmer. Trommeslageren Karpis Maksudian var med til at grundlægge bandet tilbage i 1985, bl.a. sammen med bassisten Cat Tate. Med sig har de fået Rob Math på guitar og Nando Fernandes på vokal. Derudover er der gæste optræden fra Derek Sherinian (Dream Theater) på keyboard, Tony Martin (Black Sabbath) på vokal samt Noah (Avantchick) også på vokal.

Selvom stilarten faktisk falder i min smag, så bølger det lidt frem og tilbage med min entusiasme for bandet. Første nummer "Victim" er faktisk et ret fedt nummer, ligesom "Fear", og "Can’t Cross The Rainbow". Resten er lidt en blandet fornøjelse, specielt de øst inspirerede numre, hvor Noah er med på vokal, er ikke særlig attraktive.

En ting som jeg har lagt mærke til er den meget bas fikserede produktion. Jeg lægger meget mere mærke til bassen og dens rundgange end jeg plejer, og det er da helt klart et plus i bogen, og et træk som gør at Ligthning Strikes trods alt gør et indtryk på mig.Jeg giver skiven 3½ ud af 6
 
Lightning Strikes udkom d. 18 november via Pure Legend Records.
 
  (3½ ud af 6)
 
Besøg Lightning Strikes på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Montage – Metamorphosis

Anmeldt af Calle: 30-11-2016

Montage er et finsk band, som blev dannet i 2011. Bandet består af Vesa Paavonen (vokal), Roni Seppänen (guitar), Jukka Parkas (keys), Taneli Tulkki (bas) og Kim Etelävuori (trommer). Bandetb udgav deres debut album i 2014 og Metamorphosis er dermed deres andet fuld længde album.

Bandet spiller ifølge dem selv melodisk hard rock med progressive elementer. Efter kin mening er der dog ikke så meget hard rock over musikken. Måske lidt inspiration hentet fra den klassiske rock og 70’er prog rock, men hovedparten af sangene bevæger sig mest ovre i den mere ”moderne” progressive rock.

Metamorphosis består af 9 sange, som efter min mening ligger på et rimelig jævnt niveau. Flere af sangene tendensere faktisk til det kedelige. De er rimelig monotone og der er ikke særlig meget variation i sangene. Kun afslutningsnummeret – den akustiske ”Carved In Stone” – bevæger sig lidt væk fra resten af albummet. Samtidig er vokalen også ret monoton og den virker lidt irriterende i mine ører. Når det så er sagt, så synes jeg bandet spiller udmærket og der er også et par gode guitar soloer hist og her. Men sangene mangler simpelthen noget for virkelig at ramme plet hos mig. Skal jeg fremhæve et par sange, så må det være ”Nature’s Child” samt åbningsnummeret ”Age Of Innocence”. De har efter min mening lige lidt mere at byde på i forhold til resten af sangene.

Albummet er indspillet og mixet i Helsinki’s Taajuusvarjostin Studios. Lyd og produktion fejler på sin vis ikke noget. Måske er lyden lidt ”flad”, men det hænger måske sammen med de lidt kedelige numre.

Dette album vil rimelig hurtigt gå i glemslen for mit vedkommende, men er du til progressiv rock, så kan du godt give albummet et lyt. Måske vil dine ører høre noget andet end mine!!!
 
Metamorphosis udkom d. 25 november via Fastball-Music.
 
  (3 ud af 6)
 
Besøg Montage på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Beth Hart – Fire On The Floor

Anmeldt af Calle: 30-11-2016

Amerikanske Beth Hart har gennem de sidste 20 år spillet med mange prominente folk og selv udgivet flere albums. Fire On The Floor er det nyeste udspil fra damen med den fantastiske stemme. Jeg har lyttet en del til Beth Hart, både som solo artist og når hun har udgivet albums sammen med Joe Bonamassa (som jeg tidligere har anmeldt her på siden). Så jeg var lidt spændt på hvad jeg kunne forvente på dette album.

Beth bevæger sig lidt rundt i både jazz, soul, blues og rock, så der er måske lidt uden for hvad vi normalt anmelder her på siden. Fire On The Floor består af 12 sange, hvor hovedparten af sangene er i den mere downtempo ende af skalaen. Der er dog et par sange, hvor der er lidt mere gang i den. De sange er ”Fat Man” og ”Baby Shot Me Down”. Dermed ikke sagt at resten af albummet er dårligt….tværtimod!! Jeg synes bestemt Beth har skrevet nogle rigtig gode og flotte sange og så har hun efter min mening en rigtig sprød stemme. Derudover bliver musikken spillet til perfektion. Udover de to ovennævnte sange, så vil jeg også fremhæve sange som blues rockeren ”Love Is A Lie”, den smukke ”Picture In A Frame” samt åbningsnummeret ”Jazz Man”. Og man kommer heller ikke uden om titelnummeret ”Fire On The Floor”. Så alt i alt synes jeg det er 12 gode sange man finder på dette album.

Albummet er indspillet og produceret af Oliver Leiber i hans hjemmestudie i Toluca Lake. Han har samlet de musikkere som er på albummet og de er Michael Landau (guitar), Waddy Wachtel (guitar), Brian Allen (bas), Rick Marotta (trommer), Jim Cox (piano) og Dean Parks (B3 og organ). Det er kun mr Landau jeg har hørt om tidligere, men alle musikkerne gør det som sagt rigtig godt. Selve produktionen fejler bestemt heller ikke noget.

Er du i forvejen fan af Beth Hart, så vil du helt sikkert finde dette album rigtig godt. Og kan du ellers bare godt lide et album som er velskrevet, velspillet og velproduceret, så synes jeg du skal give Fire On The Floor et lyt. Og det er uanset om du er til rock, pop, blues eller soul.
 
Fire On The Floor udkom d. 14 oktober via Mascot Label Group/Provogue.
 
   (5 ud af 6)
 
Besøg Beth hart på Facebook her.
______________________________________________________________________________
Glenn Hughes - Resonate
 
Anmeldt af Michael Knudsen: 26-11-2016
 
Glenn Hughes er klar med sit nyeste udspil, Resonate og det skuffer ikke, det står lysende klart fra første nummer! Med 11 solo udspil i ryggen og samarbejde med nogle af rockens mest prominente herre og bands, Gary Moore, Tony Iommi og Deep Purple bare for at nævne et par stykker, så er der vidst ingen tvivl om hvad vi her har med at gøre: God, solid, lækker, tung rock n roll blandet med Hr hughes’ eminente blanding af Soul, funk og hard rock stemme. Et perfekt match!

Sjældent har jeg oplevet så fed og så groovy en starter som “Heavy”. De simple riff, tonstunge trommer (leveret af Chad Smith fra Red Hot Chili Peppers, som også spiller med på sidste nummer “Long Time Gone”) danner bare en fed “Yeah” oplevelse lige fra start og virker lidt som en appetitvækker til resten af pladen. Hele pladen oser af kvalitet, det er simpelt men på ingen måde kedeligt. Det er tydeligt at Glenn Hughes og band har fokuseret mere på kvalitet frem for kvantitet. Dermed mener jeg at de her har fundet en simpel, men lækker opskrift der bare virker, faktisk på alle 11 skæringer på pladen.

Selve produktionen er helt i top og passer perfekt til Glenn Hughes. Guitar, bas og Keys vrider sig rundt om vokalen som er dejlig varieret, fra groovy/heavy til følelsesladet i numre som “When I Fall” (hvilket i øvrigt er mit favorit track på pladen  og “Long Time Gone” som behørigt slutter festen af.

Hvis jeg skal fremhæve et par numre fra pladen udover ”When I Fall” , ”Long Time Gone” og ”Heavy”, så må det være ”Flow” som nærmest tangerer Stoner Rock og den funky ”Landmines” med det lækre Hendrix-ish vers riff . Disse numre viser meget godt det brede spektre af musikalske universer der arbejdes i på Resonate.

Søren “alt mulig mand” Andersen har ikke kun lagt sine guitar kundskaber på pladen, men også været producer sammen men Glenn Hughes selv og det hele er indspillet i Medley i København. Det makkerskab de to har gang i er genialt! Trommerne håndteres yderst kompetent af Pontus Enborg og keyboards af nyeste medlem Lachy Doley.

Hvis der skal nævnes lidt kritik, så synes jeg, i og med der her er tale om yderst kompetente musikere, at der sagtens kan skrues op for den individuelle ”ego faktor”. Der er på Resonate lagt op til blær på hele linjen men det kommer aldrig helt derop, det er som om bandet stopper inden det bliver rigtig fedt. Men som beskrevet tidligere, så virker det bare pisse godt som det er. Så manglen på ”ego faktor” er nok bare min personlige præference.

Hvis du har trang til en rock plade som ikke kræver det store af lytteren, men som til gengæld er skruet rigtig godt sammen, så skal du uden tvivl få fat i Resonate!

Resonate udkom d. 4 november på Frontiers Music s.r.l.
 
    (5½ ud af 6)
 
Besøg Glenn Hughes på Facebook her.
________________________________________________________________________

End My Sorrow - Of Ghostly Echoes
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 24-11-2016
 
End My Sorrow fra Grenaa har lavet en meget flot debut cd; Of Ghostly Echoes, hvor der bliver spillet METAL i forskellige familier, but who cares, så længe at det lyder fedt og giver én lyst til at spille luftguitar, lufttrummer og headbange, og dét har man.... og jeg gør i hvert fald, så det har set sjovt ud for dem der er gået forbi mine vinduer.

Der er mange rytmeskift som er arrangeret flot. Jeg er blevet mere og mere forelsket i denne cd som gennemlytningerne er gået. Jeg synes at startnummeret Wither Away giver én en god forsmag på resten af albummet, melodisk goth death....agtig.

Selve produktionen er flot og klar med en meget fin ballance mellem de forskellige instrumenter og vokalerne. 
Der er både up-tempo og down-tempo numre samt en ballade-ting - et MEGET stemningsfuldt og smukt nummer - og man keder sig ikke synes jeg.
 
Næste gang End My Sorrow laver en cd vil jeg gerne have nogle flere numre med Christians growl... ikke fordi jeg ikke vil høre Anne-Mettes sang, for den er ret flot, og passer godt ind i den mixede METAL-stil bandet har, men fordi jeg ikke synes at 11 numre er nok :)

Christian H. B. Jensen spiller guitar og growler, Snade spiller guitar, Jens Kruse Andersen spiller bas, Jesper Skousen på trommer og Anne-Mette Nielsen synger.

Der er et meget fint sammenspil mellem alle medlemmerne. Jeg vil egentlig gerne fremhæve Jesper på trommerne, som virkelig er på overarbejde, men igen.... ingen ligger under andre i dette, nærmest mesterværkagtige opus. Kan man godt li' METAL bør man anskaffe sig dette album efter min mening.
 
Of Ghostly Echoes udkommer 25. november via Art Gate Records.
 
   (6 ud af 6)
 
Besøg End My Sorrow på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Loudguns – Broken Highway (re-release)

Anmeldt af Calle: 23-11-2016

Det finske band Loudguns blev dannet i 2009 og består dags dato af Sami Pilve (guitar), Henri Saarinen (guitar), Markus Sirén (bas), Toni Lehmusoksa (trommer) og Akseli Kaasalainen (keyboards). Bandet udgav selv deres debut album Broken Highway tilbage i 2012 og har sidenhen udgivet endnu et album med titlen ”Sunset Runaway”. Efterspørgslen på debutalbummet har ifølge bandet været stigende, så i samarbejde med deres pladeselskab har de udsendt 300 nummererede CD’er. I den forbindelse fik jeg tilsendt albummet digitalt. På det originale album bestod besætningen af Sami Pilve (guitar), Lassi Vääränen (vokal), Heikki Kokko (guitar), Markus Sirén (bas), Jussi Kallava (trommer) og Akseli Kaasalainen (keyboards).

Broken Highway består af 10 sange og stilen vil jeg betegne som melodisk hard rock. Bandet er inspireret af bands som Bon Jovi, Whitesnake, Danger Danger og Dio. Derudover hører jeg også lidt Pretty Maids i en sang som ”Heartache Game”. Sangen minder lidt om deres ”Savage Heart”, især indledningen af sangen. Og en sang som ”Let Your Fire Burn” minder enormt meget som Poison’s ”Fallen Angel”.

Jeg er normalt ret stor fan af melodisk hard rock og har lyttet meget til både nye og ”gamle” bands inden for genren. Men jeg har lidt svært ved at komme helt op og ringe over Loudguns. Og det er ikke fordi jeg har noget imod meget keyboard i musikken eller fordi jeg synes de spiller decideret dårligt. Men sangene mangler bare noget kvalitet for virkelig at få mig til at rocke med. Samtidig synes jeg heller ikke vokalen er i top. Hvis jeg alligevel skal fremhæve et par sange, så må det være ”Dreams On The Line” og ”Jenny’s On The Run” og til dels også titelnummeret ”Broken Highway” samt ”Distant Dreams”. Der findes en enkelt ballade på albummet og det er sangen ”Bye Bye Bye”. Heller ikke denne sang synes jeg rammer plet. Normalt synes jeg en ballade passer godt ind på et rock album og mange bands inden for genren formår da også at skrive rigtig gode ballader. Dette er bare ikke tilfældet med denne sang. Så alt i alt synes jeg Broken Highway er det et meget middelmådigt album.

Er du til nogen af ovennævnte bands eller bands som Europe (det tidlige), Houston, H.E.A.T. eller Firehouse, så vil du måske finde dette album interessant. Personligt synes jeg dog ikke, at Loudguns rammer de samme højder som inspirationskilderne eller mine sammenligninger.
 
Broken Highway (Re-release) udkom 4. november via City Of Light Records.
 
(3 ud af 6)
 
Besøg Loudguns på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Black Oak County - Black Oak County
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 23-11-2016
 
Black Oak County er et nyt skud på stammen på den danske rock scene. Bandet blev dannet i Esbjerg tilbage i 2012 og har allerede spillet på flere danske festivaler og været support act for D-A-D. Musikken kan beskrives som en omgang kompromisløs sydstatslignende tungrock med fængede omkvæd, saftige soloer og rå vokal. De forsøger ikke at opfinde den dybe musikalske tallerken – men skaber derimod en sand rock n’ roll fest. Debutpladen er klar til udgivelse og jeg har været så heldig at smuglytte til den.

Der skydes med skarpt fra allerførste skæring ”Someone Else”. En hidsig åbner der sørger for at stilen bliver lagt fra første sekund. Det bliver også til en lækker guitarsolo hen mod slutningen af sangen og albummet er hermed sparket fornemt i gang. Stilen fortsættes på de næste par numre ”Enough On My Plate” og ”The Bogeyman”. Den første single fra albummet er ”Mad Dog” og man forstår hvorfor. Den er lige en tand ekstra fængede og medrivende. Et andet nummer der skiller sig positivt ud er ”Save Me”, hvor tempoet bliver skruet et par hak ned, for at fokusere på et tonstungt riff. Det samme er gældende for ”Rated R For Redneck” der også besidder et riff så tungt at den vil gå gennem en betonmur, så nemt som ingenting. Vi skal hen til albumemts 8. skæring, for at finde den store power-ballade ”If You Only Knew”, hvilket de slipper forbavsende godt fra. Efter en halv time med 100% tonserrock, havde jeg en fornemmelse af at det var den eneste stil de kunne byde på. Der tog jeg fejl! Et flot nummer med hjerte, sjæl og en stærk vokal. Pladen lukkes med to solide rockere og spilletiden på 42 minutter er fløjet afsted.

Som det måske antydes af ovenstående, er jeg svært tilfreds med denne debut fra den jyske hardrock gruppe. Pladen er blevet indspillet i Hansen Studios der er ejet af Jacob Hansen. Producer Jonas Haagensen har sikret at lyden er super sprød og det giver en særdeles behagelig lytteoplevelse.
 
Kritikerne af denne plade vil sikkert sige at der mangler varation og opfindsomhed – men det er ikke et postulat jeg vil tilslutte mig. Jeg synes derimod at Black Oak County har en evne til at skrive medrivende rocksange, der sætter sig fast allerede efter første gennemlytning. Det er ukompliceret – men det virker! Jeg giver albummet 5 dødningehoveder og mine varmeste anbefalinger.
 
Black Oak County udkommer 13. januar 2017 via Mighty Music/Target Group.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Black Oak County på Facebook her.
__________________________________________________________________________

The End Of Rosalina – Black Smoke


Anmeldt af Calle: 19-11-2016

For snart halvandet år siden anmeldte jeg The End Of Rosalina's første EP. Dengang var jeg ret glad for bandet musik. Det var derfor med stor spænding, da jeg første gang satte mig ned for at lytte til deres debut album. Og lad det være sagt med det samme – jeg er bestemt ikke blevet skuffet.

The End Of Rosalina spiller 70'er-inspireret rock men samtidig er musikken tilsat en meget moderne sound. Guitarharmonierne læner sig flere steder op af Thin Lizzy, mens sangopbygningen minder mig lidt om et band som Foo Fighters. Derudover er bandet også inspieret af bands som f.eks. Audioslave, Clutch og Wolfmother.

De fire sange der var på den føromtalte EP er også at finde på Black Smoke. Det er sangene ”Fixed By Her”, ”Settling Down”, ”Rosalina” og ”Seven O”. Dengang var de to sidst nævnte mine favoritter og de høre stadigvæk til blandt mine favoritter. Derudover synes jeg også ret godt om sange som første singlen ”No Suit Is Suitable” samt ”Tiny Black Dress” og titlenummeret ”Black Smoke”. Men overordnet set er det 11 gode sange bandet har indspillet. Melodierne er fængende og sangene bliver samtidig spillet med en stor intensitet og energi.

Albummet er indspillet i bandets eget hjemmestudie, som er den ombyggede garage i bassist Steffan Edwardsen og trommeslager Simon Edwardsen barndomshjem. Herefter er det ingen ringere end Søren Andersen der har mixet albummet i Medley Studiet i København og så er det blevet masteret af Emil Thomsen. Lyd og produktion er superb. Udover de to Edwardsen brødre, så består bandet af sanger Jakob Riis og guitarist Michael Knudsen.

Er du, som undertegnet, til velskrevet, velspillet og velproduceret rock, så SKAL du tjekke dette album ud. The End Of Rosalina er dansk rock med international klasse og Black Smoke vil stadigvæk ”runge” i dine ører længe efter du har lyttet til albummet. Rigtig godt gået af de velklædte unge mænd fra Kolding og Odense.
 
Black Smoke udkom 21. oktober via Mighty Music/Target Group.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg The End Of Rosalina på Facebook her.
______________________________________________________________________________________
Redeem – Awake

Anmeldt af Calle: 19-11-2016

Redeem er et rock band fra Schweiz. Bandet, som blev dannet i 2003, består af Stefano ”Saint” Paolucci (sang, guitar, piano og synths), Alessio Piazza (bas) og Simon Steiner (trommer). Awake er bandets tredje fuld længde album, men dog mit første bekendtskab med dem.

Stilen på dette album må betegnes som alternativ rock med en del synth-pop elementer. Awake består af 12 sange, hvor den ene sang er et bonus track. Det er en akustisk version af sangen ”The Last Goodbye”, som også findes på albummet i en mere poppet udgave. Jeg er personligt mest til den akustiske version, hvor der også gøres brug af cello.
 
De bedste sange på albummet er efter min mening åbningsnummeret ”Insanity” samt sangen ”Judgement Day”. Begge sange høre til i den merer rockede del af albummet. Overordnet set er der en anelse for mange synth-pop sange på albummet, i forhold til min personlige smag. Jeg synes dog, at bandet har skrevet nogle gode melodier og sangene fungere ret godt. Der er samtidig en god rød tråd gennem albummet, som samtidig er rimelig varieret. De tre musikkerer spiller godt og Stefano's vokal passer fint til genren. Især den poppede del af sangene.

Awake er indspillet og produceret af bandet selv og det er foregået i Train Station Studios 1, 2, 3. Vokalen er indspillet Nachklang Studio. Produktion og lyd er helt i top.

Bandets to første album ”Eleven” fra 2006 og ”999” fra 2011 har givet dem support tjans i Europa for bands som 3 Doors Down og Daughtry. Derudover har de spillet på flere større Europæsike festivaler. Redeem har ry for at være et godt og meget energisk live band.

Er du til alternativ rock med en god portion synth-pop, så kan du roligt tjekke dette album ud!!
 
Awake udkom den 23. september via Fastball Music.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Redeem på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Pagandom - Hurt As A Shadow
 
Anmeldt af Peter Letting: 03-11-2016
 
Svenske Pagandom er ude med en ny skive 28/10-2016. Titlen er, Hurt As A Shadow. Albummet er deres andet studie album. Første album blev udgivet tilbage i 1994, og kort efter i 1996 gik bandet i opløsning. Før 1994 har Pagandom også udgivet et par demo’er.

Bandet stammer fra Göteborg og består af 4 medlemmer, hvoraf de 2 også var med i den oprindelige besætning: Martin Carlsson på guitar og Christian Jansson på vokal og bas, var med fra starten tilbage i 1987, imens Sören Fardvik på trommer og Martin Meyerman på guitar er kommet til efter gendannelsen.

Tilbage da de startede, blev de kaldt ”De lokale Metallica” og de havde pænt meget succes. Den succes vil de nu prøve at følge op, her 20 år efter at de brød op. Genren er Thrash Metal og man kan tydeligt høre rødderne fra dengang i 90’erne, og det er faktisk ret fedt. Der er ikke så meget pis, bare fuld hammer fra start af. Tungt og forholdsvis hårdt. Christian har en rå og kraftig vokal. Han ligger temmelig meget i samme toneleje, men han KAN godt komme ”op” og ”ned” til tider…

Jeg er pjattet med alle de fede guitar riffs, og samspillet imellem de 2 guitarister, imens Sören holder fast i tømmerne og styrer rytme og tempo i gryderne. Udover lige skæring 7 ”Breather”, som er et lille stille instrumental nummer på 2.30 minut, så er der pænt fart på resten, og man keder sig bestemt ikke. Jeg kan godt lide ”Breather”. Den er lidt hyggelig, sådan der halvvejs inde i albummet, velspillet og rar. Jeg tror mit favorit nummer er skæring 9 ”Bridges Burn”, eller måske nummer 10 ”Terminal Narcissist”. Begge har et højt tempo, fede riffs og gode tempo skift.

Pagandom er godt og velspillet thrash metal, uden dog at være noget exceptionelt. Det specielle ved dem er nok, at de har fundet sammen igen efter 20 år, og hermed formået at spille videre på de takter som blev dannet dengang. Jeg giver skiven 4 ud af 6
 
Hurt As A Shadow udkommer den 28. oktober via Gain Music Entertainment.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Pagandom på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Hardline – Human Nature

Anmeldt af Calle: 01-11-2016

Det amerikanske band Hardline blev dannet tilbage i 1991 af brødrene Johnny Gioeli (sang) og Joey Gioeli (guitar) og de udgav deres debut album ”Double Eclipse” i 1992. Dengang (og stadigvæk!!) et rigtig godt rock album. Der skulle gå 10 år før deres næste album ”II” udkom og det er sidenhen blevet til yderligere tre studie albums (inkl. dette). Det er dog kun Johnny som stadigvæk er aktiv i bandet og han er eneste originale medlem. De andre bandmedlemmer tæller nu keyboardspiller og med-sangskriver Alessandro Del Vecchio (Rated X, Resurrection Kings, Revolution Saints), guitarist Josh Ramos (The Storm), bassist Anna Portalupi (Tarja) og trommeslager Francesco Jovino (Primal Fear, Jorn).

Bandet spiller melodisk hard rock og det gør de virkelig godt. Bandet, og især Johnny, har virkelig formået at skrive nogle fænomenale sang. Og når bandet samtidig levere i topklasse, så kan det kun blive et godt album. Samtlige 11 sange på Human Nature er efter min mening gode. Melodierne er fængende og sætter sig hurtigt fast på hjernen. Det ene gode riff efterfølges at det næste og når Johnny’s vokal samtidig passer perfekt til genren, så kan man ikke undgå at rocke med.

Som sagt synes jeg ikke der er nogen dårlige sange blandt de 11 på albummet, men skal jeg fremhæve et par stykker, så må det være åbningsnummeret ”Where Will We Go From Here”, hard rockeren ”Running On Empty” samt power balladen og titelnummeret ”Human Nature”. Og man kommer bestemt heller ikke uden om den midt-tempo og blues rock inspirerede ”Trapped In Muddy Waters” eller albummets anden ballade ”Take You Home”. Men alt i alt er det 11 mindeværdige sange man finder på Human Nature. Og der er som sagt blevet plads til både de stille ballader og de hårde rockere, hvilket efter min mening gør et album dejlig varieret.

Hvad angår produktionen, så er den helt i top. Flot lyd og yderst velproduceret. Og det er Alessandro Del Vecchio der har stået for den del. Det virker som om han virkelig har fået det bedste frem i bandet under indspilningen.

Kan du lide Hardline i forvejen, så vil du elske dette album. Kender du derimod ikke Hardline, men synes du godt om f.eks. Pretty Maids, Treat, Tyketto, Jeff Scott Soto, Axel Rudi Pell eller Joe Lynn Turner, så bør du også tjekke dette album ud. Jeg er næsten 100% sikker på at du vil kunne lide det. Det er melodisk hard rock i topklasse!!!!
 
Human Nature udkom den 14. oktober via Frontiers Records.
 
    (5½ ud af 6)
 
Besøg Hardline på Facebook her.
_______________________________________________________________________

Amaranthe - Maximalism
 
Anmeldt af Peter Letting: 01-11-2016
 
Svenske Amaranthe er ude med deres fjerde tudie album 21 oktober. Titlen er Maximalism. Ved første lyt, tænker man: ”Hvad fanden var det, der skete ..?”. Min første tanke omkring genren var ”Aqua på metal steroider”. De kalder det selv for Power Metal, men der er bare så meget mere i det.

Man behøver kun at lægge øre til det første minut af første nummer, for at blive forvirret. Det starter som et pop / dance nummer, men så kommer der guitar og trommer på i bedste metal stil, og efter at den kvindelige vokal har lagt tonen an, dukker en grov mandlig vokal op og supplerer, efterfulgt af en clean mandlig vokal, så der er nok af stil arter iblandt. Men i modsætning til andre mash-ups, eller hvad man nu kalder en sådan stil sammenblanding, så fungerer Amaranthe faktisk helt uovertruffent.

Bandet består af 6 medlemmer, hvoraf de 3 som sagt er ”forsanger”: Elize Ryd, Jake E og Andreas Solveström alle på vokal, Olof Mörck på guitar og keyboard, Morten Løwe Sørensen på trommer og Johan Andreassen på bas

Skiven indeholder 12 numre, og de har alle sammen deres særegne sammensætning af noget hårdt og noget blødt. Når Elize synger i de stille passager tænker man på pop-sild som Rihanna eller Lady Gaga, men hun har også en pænt rå side af sin stemme, og hun synger bare pisse fedt ( og HOT er hun også.

Første nummer ”Maximize” indeholder mange af de facetter som Amaranthe arbejder med. Jeg har brugt nummeret til en spinning time, og vi har danset til det, til min søns 18 års dag, så af et metal nummer at være, så har det mange muligheder… Skæring nummer 6 ”Limitless” indeholder pludselig nogle Dubstep takter, og skæring 7 ”Fury” kører helt af sporet og skruer tempoet helt i vejret. Pænt fedt nummer i øvrigt.

Så hvis man er til pop inspireret power metal er det klart værd at lytte til. Jeg hører mange bands som kan være svære at huske bagefter, fordi det bare minder om alt det andet, men sådan er det ikke med Amaranthe. De vil helt klart blive husket længe efter denne anmeldelse er skrevet, og helt klart bliver hevet frem engang imellem. Faktisk er Amaranthe på tour, men de går desværre udenom Danmark, hvilket jeg synes er en smule ærgerligt. Jeg giver Amaranthe 5,5 ud af 6 for en rigtig god oplevelse.
 
Maximalism udkom den 21. oktober via Spinefarm Records.
 
    (5½ ud af 6)
 
Besøg Amaranthe på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Poltergeist - Back To Haunt
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 31-10-2016
 
Poltergeist blev dannet helt tilbage i 1985 i Schweiz. De spiller power metal / trash metal og er nu klar med deres 5. studieplade Back To Haunt. Deres sidste album blev udgivet i 1993 og efter udgivelsen gik bandet fra hinanden. I 2013 startede de op igen, hvilket har resulteret i denne comeback-plade, som har været 23 år undervejs. Jeg har intet kendskab til bandet, før jeg fik tilsendt deres nye album – men kunne læse mig til at der er tale om et trash metal album.

Første nummer er titelnummeret ”Back To Haunt” og den buldrer derudaf’ fra første sekund. En klassisk trash sang med alt hvad der hører til. Hurtige trommer, aggresive guitarriffs, solid vokal og fin produktion. Selvom nummeret indeholder flere kvaliteter, synes jeg alligevel at der lige mangler det sidste. Den bider sig ikke helt fast og fanger mig ikke helt så godt. Det viser sig desværre at være et gentagende problem gennem det meste af pladen. Det er OK, uden på nogen måde at være fantastisk. Det balancerer for det meste på det middelmådige og det gør at pladens spilletid på 52 minutter, kommer til at føles lidt lang. Af samme årsag har jeg også svært ved ar fremhæve nogle specifikke numre. Jeg må alligevel nævne albummets sidste sang ” Beyond The Realms Of Time”. Et nummer der starter afdæmpet ud, for derefter at bygge sig op til en hidsig omgang trash. Flot måde at lukke albummet på! Der skal lyde en stor ros til bandets to guitarister, der gør det rigtig godt. Der er flere gode soloer henover pladen og de er for det meste veludførte.

Dette er ikke et album jeg kommer til at vende tilbage til. Jeg skal dog også skynde mig at nævne at trash metal ikke er den genre jeg lytter mest til i det daglige. Men når jeg gør, kan jeg nemt finde bedre alternativer end Poltergeist. Jeg har dog læst andre anmeldelser af albummet på nettet og nogle af dem er meget positive – så er man stor tilhænger af genren, synes jeg bestemt at man skal give den en chance. Jeg smider 3 dødningehoveder efter den.
 
Back To Haunt udkom 21. oktober via Pure Steel Records.
 
(3 ud af 6)
 
Besøg Poltergeist på Facebook her.
________________________________________________________________________________
Roxy Jules – Roxy Jules III

Anmeldt af Calle: 30-10-2016

Roxy Jules er et helt nyt bekendtskab for mig, selvom dette album er hendes tredje solo udgivelse. Bag kunstnernavnet Roxy Jules, finder man komponist, musiker og sangerinde Julie Runa. Den talentfulde sangerinde har, lige fra barnsben af, haft en stor interesse for musikken, som hun også selv begyndte at praktisere allerede fra seksårsalderen af. Julie har selv skrevet alle sangene på albummet og udover at synge spiller hun også guitar og keys. Med sig på albummet har hun produceren/musikkeren Valentin Kruse som udover at producere albummet også spiller guitar og keys.

Hvad er Roxy Jules så for en størrelse? Hun spiller hvad jeg vil kalde alternativ og meget dystert tilbagelænet rock. Sangene er i den stille ende af rock skalaen, men der gøres brug af forvrængede guitarer og rimelig tunge beats. Samtidig har Julie en meget forførende vokal, som mange lyttere helt sikkert vil finde spændende. Jeg har ikke hørt de to forrige albums fra Roxy Jules, men ifølge presseskrivelsen skulle dette album være en anelse mere melodiøst i forgængerne.

Der er måske en grund til, at jeg ikke har hørt om Roxy Jules tidligere. For det første, så har hun sunget/spillet i et par bands som jeg ikke kender (SPEkTRE, KiM LAS og Marybell Katastrophy) og for det andet, så er stilen ikke helt mig. Personligt synes jeg at musikken er lidt for alternativ, dyster og ”skramlet”. Derudover er der lidt for meget synth indover sangene. Især i en sang som ”Fireflies”. Derudover så må der godt være lidt mere ”gang-i-den” for mit vedkommende.

Når det så er sagt, så kan jeg godt forstå, hvis folk kan lide denne slags musik. For Roxy Jules' musik bevæger sig bestemt i et meget interessant univers. Og jeg vil da også fremhæve sange som ”When Massive Stars Explode” og første singlen ”Rubies & Blood”. Der er i alt 8 sange på albummet.

Er du til ”støvet og rå” musik med forvrængede guitarer og tunge beats, så bør du helt sikkert tjekke dette album ud. Roxy Jules er bestemt et interessant bekendtskab.
 
Roxy Jules III udkom 21. oktober via Nordic Music Society/NMS.
 
(3½ ud af 6)
 
Besøg Roxy Jules på Facebook her.
________________________________________________________________________

Eilera – Face Your Demons


Anmeldt af Calle: 24-10-2016

Fransk fødste Eilera er med Face Your Demons ude med sit fjerde fuld længde album. Efter udgivelsen af sine tre første albums, har hun fundet andre himmelstrøg og er nu bosiddende i Finland, hvor også albummet er indspillet. Med sig på albummet har hun musikkerne Roni Seppänen (guitar), Lauri Salomaa (keyboards), Jan Sormo (bas) og Toni Paananen (trommer) samt Emilia Laujunen (violin).

Stilen på Face Your Demons er gothic metal. Og i kraft af den kvindelige vokal og genren, så fristes man hurtigt til at sammenligne Eilera med bands som f.eks. Evanescence og Within Temptation, men hun har alligevel fundet sin egen genre, da hun også tager nogle celtic-folk elementer med i musikken. Derudover nævner hun også folk som Tori Amos og Björk som nogle af sine inspirationskilder og det kan også godt høres i musikken.

Albummet består af 10 numre, plus to bonus tracks, som er anderledes versioner af to af sangene fra selve pladen. Det er sangene ”Frozen Path” og ”Into The Sea” og personligt kan jeg ikke høre den helt store forskel på versionerne. Der er dog lidt mere violin i de to bonus tracks. De fleste sange fungere ret godt efter min mening, men der er en anelse for meget elektroniske elementer indover en sang som ”Cure”. Mine favoritter blandt de 10 sange er titelnummeret ”Face Your Demons” samt ”Your Way” og førnævnte ”Frozen Path”.

Face Your Demons er som sagt indspillet i Finland, nærmere betegnet i Artlab Studios i Helsinki. Det er produceret af Tero Kinnunen (Nightwish) i samarbejde med Eilera selv. Herefter er det blevet masteret af Mika Jussila (Nightwish, Avantasia og Amorphis) i Finnvox Studios. Musikken bliver spillet godt og selve produktionen er flot. Jeg synes Eilera har skrevet nogle flotte sange og selvom jeg ikke lytter specielt meget til gothic metal, så synes jeg faktisk dette album er rimelig godt. Samtidig passer hendes stemme godt til genren.

Er du til gothic metal og kan du lide nogle af ovennævnte bands, så bør du tjekke dette album ud. Eilera er en fransk kvinde, bosat i Finland og med internationalt niveau.
 
Face Your Demons udkom 30. september via Echozone.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Eilera's Facebook side her.
__________________________________________________________________________

C.T.P. – Now & Then

Anmeldt af Calle: 17-10-2016

C.T.P. står for Christian Tolle Project. Christian er en tysk guitarist, sangskriver og producer, som udover at være producer på flere albums, også selv har udgivet fire albums (inkl. dette). Now & Then er et album der består af nye indspilninger af tidligere udgivet sange, samt flere nye kompositioner.

Albummet består af 13 numre og stilen må betegnes som en blanding af AOR og Classic Rock. Sangene er rimelig varierede i tempo og stil og man kan både finde de lidt hårdere rock numre som åbningsnummeret ”Dumped”, de mere blues rock-inspirerede numre som ”Magic Pudding” samt de mere west-coast lydende sange som f.eks. ”Taking A Risk” og ”Hard To Find”. Det er efter min mening 13 rigtig gode sange Tolle har skrevet. Han formår at skrive nogle fængende og behagelige rock sange, som i hvert fald får mig til at rocke med. Mine personlige favoritter blandt de 13 sange er ”Enemy” samt førnævnte ”Taking A Risk”.

Christian har besøg af mange gode sangere og musikkere på dette album. De tæller bl.a. David Reece, Michael Voss og John Cuijpers på vokal og som medtekstforfattere. De levere alle nogle gode vokalpræstationer. Og som guitarister kan bl.a. nævnes folk som Steve Lukather, Michael Landau og Doug Aldridge, mens der på bas kan nævnes Chuck Wright og Lauren Scheff. Så det er nogle erfarne folk han har fået med indover projektet. Der er flere fede guitar riffs og guitar soloer på albummet. Bare lyt til en sang som det instrumentale nummer ”87 99”. Musikken bliver spillet til perfektion og selve produktionen fungere også rigtig godt. Det er Tolle selv der har produceret albummet.

Jeg kendte ikke til C.T.P. inden jeg modtog dette album, men jeg vil helt sikkert tjekke hans tidligere udgivelser ud. Er du til god sangskrivning med dejlig power og energi og fængende melodier, som samtidig er velspillet og velproduceret, så bør du helt sikkert tjekke dette album ud. Now & Then er efter min mening et ”timeless” rock album.
 
Now & Then udkom 7. oktober via Fastball Music.
 
(4½ ud af 6)
 
Besøg Christian Tolle's website her.
______________________________________________________________________________

Sky Of Forever – Sky Of Forever

Anmeldt af Calle: 17-10-2016

Sky Of Forever er et finsk band, som blev dannet i 2014. Bandet består af Lauri Hannola (vocal og sangskriver), Roni Seppänen (guitar), Rolf Pilve (trommer), Risto Kupiainen (piano og orkestreringer) og Tuomas Yli-Jaskari (bas). Flere af medlemmerne er også med i det finske band Tracedawn og trommeslageren har spillet med i Stratovarius. Sky Of Forever er bandets debut album.

Bandet spiller melodisk rock og er inspireret af 80’ernes hårde rock samt flere større film-musik kunstnere. Jeg har lidt svært ved at høre det hårde rock i bandets musik, men måske nogle af de lidt blødede 80’er rock navne som eksempelvis Bon Jovi og Europe. Derudover lyder musikken meget i retning af det finske band HIM. Dette er i kraft af piano delen samt den meget cinematiske orkester lyd der er meget gennemgående i de fleste af sangene.

Sangene og teksterne er alle sammen skrevet af sanger Lauri. De er bygget meget over den samme skabelon og lyder i mine øre rimelig ens. Der er dog et par enkelte numre som skiller sig lidt ud og det er f.eks. albummets mest heavy sang ”Divine” eller albummets mest stille sang ”Under Everlasting Sun”. Mine favoritter blandt de 9 sange på albummet er åbningsnummeret ”Carry On”, hvor Bruce Kulick gæster på guitar, samt titlennummeret ”Sky Of Forever” og sangen ”Summer Rain”. Sidst nævnte har en indledning der minder mig om Bon Jovi, men den går herefter over og lyder som HIM. Generelt synes jeg sangene på dette album ligger på det jævne. Indledningen på de fleste af sangene starter godt, men går så over og bliver lidt kedelige i versene. Det skal dog siges, at flere af omkvædene rimelig fængende.

Produktionsmæssigt fejler Sky Of Forever ikke noget. Det er flot produceret og lyden er flot og ren og meget poleret, hvilket passer godt til stilen. Albummet er indspillet og produceret af Tuomas Yli-Jaskari, som også har lagt bas på sangene. Det er indspillet i Sonic Pump Studio og East Sound Studio.

Som sagt er jeg er ikke helt solgt i forhold til dette album. Men er du til melodisk og velproduceret rock ala HIM, så kan du sagtens tjekke dette album ud.
 
Sky Of Forever udkom 14. oktober via Might Music/Target Group.
 
(3½ ud af 6)
 
Besøg Sky Of Forever på Facebook her.
__________________________________________________________________________
 
Feral Burn - Cage Of Time (EP)
 
Anmeldt af Calle: 13-10-2016
 
Feral Burn er et finsk hard rock trio, som blev dannet i 2007. Bandet består af Mark Tuomela (vokal og guitar), Pasi Yli-Paavola (bas) og Jouni Pehkonen (trommer). De har tidligere udgivet 3 EP’er: ”Backstage” fra 2007, ”Blind Date With The Dueller” fra 2010 og ”Spirit Is Strong” fra 2012. Og Cage Of Time er dermed deres fjerde EP.

Bandet kalder selv deres musik for ”American Hard Rock” og nævner AC/DC, Van Halen, Motörhead, Led Zeppelin og The Cult som nogle af deres inspirationskilder. Og der er jo kun lidt amerikansk at finde der, men stilmæssigt passer det nu meget godt på bandet.

Cage Of Time består af fire sange, hvor de tre af dem, ”Ain’t Dead Yet”, ”Beyond Forever” og ”Memories”, er rigtige hard rockere og den sidste ”Cage Of Times” er en decideret powerballade. Melodierne er fængende og sangene er godt skruet sammen. Samtidig er der nogle fede guitarsoloer på EP’en. Alle sangene er efter min mening rigtig gode og jeg er faktisk lidt ærgerlig over, at der ”kun” er sange på EP’en. Derudover så synes jeg bandet spiller godt og Mark har en god vokal, som passer rigtig godt til genren. Vokal melodierne sidder også lige i skabet.

Det undrer mig faktisk lidt, at bandet endnu ikke har fundet et pladeselskab. De har efter min mening international klasse og kunne sagtens gøre sig bemærket på det europæiske marked, hvor rock inden for denne genre gør mere og mere fremskridt. De har spillet live mange gange i deres hjemland og har været på en mindre tour i Kina og skulle ifølge dem selv (og liveanmeldelser jeg har fundet på nettet) være et rigtig tight og energifyldt live band.

Er du til en god omgang catchy hard rock med power og energi, så bør du tjekke bandet ud. Jeg er i hvert fald blevet fan. Desværre kan man kun finde den forrige EP på Spotify, så jeg har ikke hørt de to første EP’er. Skal jeg sige noget "dårligt" om EP'en, så må det være coveret. Tre barske rock 'n' roll fyre der sidder op af et træ med flotte grønne blade mens solen skinner flot. Det er sku lidt fesent, når vi taler et hard rock band. Men det er bare min personlige mening.
 
Cage Of Time udkom 2. september.
 
(4½ ud af 6)
 
Besøg Feral Burn på Facebook her.
____________________________________________________________________________________
Halcyon Hope – Onward To Fracture Town

Anmeldt af Calle: 13-10-2016

Halcyon Hope er et rock band fra Odense. Bandet blev dannet i 2012 og består af Nicolaj Rosander (bas og vokal), Jacob Meldgaard (guitars og vokal), Miki Petersen (guitar og vokal) og Thomas Thøger Barlach (trommer). De har tidligere udgivet en EP med titlen ”Northern Lights” (som udkom i 2014), men Onward To Fracture Town er bandet debut fuld længde album.

Halcyon Hope er et alternativt rock band, som bevæger sig rundt indenfor post-punk og emo genren. Inspirationskilderne tæller da også Blink 182 og Green Day, men også bands som Brand New, Taking Back Sunday, Foo Fighters og Biffy Clyro. Derudover synes jeg også jeg kan høre lidt Fall Out Boy, All Time Low og Yellowcard i bandets musik. I og med at de bevæger sig rundt i forskellige genre, så formår bandet at ramme deres eget musikalske udtryk, hvilket jeg finder ret fedt. Når det så er sagt, så kan sangene godt have en lille tendens til at lyde lidt ensformige. Dog sættes tempoet lidt ned i sange som ”Clandestine”, ”Mono In Stereo” og afslutningsnummeret ”Tomorrow”. Ellers kører det bare derudaf.

De numre jeg vil fremhæve på Onward To Fracture Town er ”Wear Me Like A Crown”, ”Fawn” og ”Against The Wall” samt min personlige favorit ”Marshland”. (Efter jeg valgte de sange jeg ville fremhæve fandt jeg ud af, at de tre førstnævnte også er de tre første singler fra albummet. Så kunne det jo være sjovt hvis ”Marshland” bliver den fjerde single).

Alt i alt er det 12 gode sange bandet har skrevet. Melodierne er rimelig fængende og der er en god variation. Derudover så spiller bandet godt og de forskellige vokaler passer godt sammen. I flere af sangene bliver der sunget to forskellige ting oveni hinanden. Dette var for mig lidt forvirrende i starten, men jeg blev hurtig vænnet til det.

Onward To Fracture Town er blevet til I samarbejde med Alan Douches fra West Side Musician i New York. Han har stået for mastering og har tidligere arbejdet med bl.a. førnævnte Brand New og Fall Out Boy samt A Day To Remember, Mastodon og Every Time I Die. Mixing engineer på albummet er Peter Lehman, som tidligere har arbejdet med flere danske bands, bl.a. Turboweekend og Rock Hard Power Spray for bare at nævne et par stykker.

Er du til alternativ rock og synes du godt om post-punk og emo, så synes jeg du skal tjekke dette album ud. Det er ikke en genre man hører særlig tit inden for landets grænser, så det er ret forfriskende og et frisk pust på den danske rock scene. Bandet har da også gjort sig bemærket uden for landets grænser med en del koncerter. Tjek dem ud!!
 
Onward To Fracture Town udkom 7. oktober via Prime Collective.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Halcyon Hope på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Alter Bridge - The Last Hero
 
Anmeldt af Peter Letting: 07-10-2016
 
Amerikanske Alter Bridge udkommer 7 oktober 2016 med deres 5. album. Titlen er The Last Hero. Der er gået 3 år siden Alter Bridge udgav albummet ”Fortress”, hvilket var min indgangsvinkel til Alter Bridge, og som jeg er meget begejstret for, selv den dag i dag, så det var en meget stor fornøjelse at skulle lægge øre til deres nyeste udspil.

Alter Bridge består fortsat af resterne fra hedengangne Creed med Mark Tremonti på guitar, Brian Marshall på bas og Scott Phillips på trommer. Dertil er kommet Myles Kennedy på vokal og guitar, og det er bestemt ikke dumt, for han har en FED vokal. De fleste af band medlemmerne har sideløbende med Alter Bridge haft andre projekter kørende.

Første nummer ”Show Me A Leader” kører allerede i rotation på MyRock, så jeg havde allerede en lille fornemmelse af hvad jeg kunne forvente. Der er ingen tvivl om at dette er Alter Bridge. Myles Kennedy’s stemme er helt unik og ikke til at tage fejl af, og med Mark Tremonti’s guitar nedenunder er man slet ikke i tvivl. ”Show Me A Leader” er et udmærket nummer med en god bund af solide riffs, og nogle lækre breaks.

De næste numre er såmænd også ”udmærket”, men ikke helt så fængende som jeg havde forventet, men måske skal det blot skamlyttes noget mere. Sådan er det jo en gang imellem. Første ved skæring 8 ”This Side Of Fate”, synes jeg der kommer lidt mere kød på. Tempoet bliver taget lidt ud, men til gengæld synes jeg at der skrues mere op for intensiteten, og der leges mere med tempo skift, og et super fedt mellemspil, der fik min opmærksomhed tilbage på sporet. Det var lidt rart, for på nuværende tidspunkt var jeg faktisk tæt på at være en smule skuffet.

De næste numre løfter albummet lidt synes jeg, og sidste skæring ”The Last Hero”, er igen et nummer som trækker i den rigtige retning. Som sagt er det umiskendeligt Alter Bridge ”sound” på hele albummet, men jeg fik ikke helt den super oplevelse, som jeg nok havde sat næsen op efter.

Jeg har allerede nævnt mine 3 yndlingsnumre, og jeg glæder mig stadig vildt til koncerten d. 21. november (som nu er flyttet fra Vega til Falkoner salen), og jeg kan så bare håbe på at de også spiller en håndfuld numre fra ”Fortress” albummet…Jeg giver albummet 4 ud af 6
 
The Last Hero udkom 7. oktober via Napalm Records.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Alter Bridge på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

Cruzh - Cruzh
 
Anmelædt af Lasse Skytte: 05-10-2016
 
Det selvbetitlede debutalbum fra svenske Cruzh, lyder som et album der nemt kunne være udgivet for 30 år siden. Der er tale om keyboard-drevet 80’er inspireret AOR glam rock. Musikken er ikke hård, men derimod særdeles melodisk, ganske iørefaldende og harmløs.

Albumåbneren ”In N’ Out Of Love” kan betegnes som et guitar-drevet popnummer med en god melodi. ”First Cruzh” sender mine tanker i retning af Bryan Adams, samt en masse af de klassiske 80’er glam bands. ”Aim For The Head” er hittet fra albumet og den fungerer også ganske fint. Der er lidt mere energi i dette nummer, end de to første skæringer fra pladen. ”Anything For You” er en piano-ballade, der er så sukkersød at den næsten giver huller i tænderne. ”Survive” åbner derimod med et godt riff og fortsætter i en god rytme – hvilket også er tilfældet med ”Set Me Free”. Pladen lukkes med ”Straight From My Heart” på hele 7,5 minutter. De første 3,5 minutter er der tale om en akustisk ballade – men derefter kommer der mere gang i den og tempoet går op og ned. Flot nummer at slutte på!

Hvis man er fan af bands som Journey, Toto, Def Leppard, Bryan Adams og generelt bare er glad for melodisk blød-rock, kan man roligt springe ombord i denne plade. Hvis man derimod er tilhænger af tung-rock og metal, vil dette album ikke falde i god smag. Personligt er det nok sådan et album, hvor jeg vil håndplukke et par sange og smide over i en playliste – mens jeg glemmer resten. Mange numre på denne udgivelse er for alt tamme og gør ikke meget væsen af sig. Det er fint nok mens det står på, men det meste er lynhurtigt glemt igen. Pladeselskabet Frontiers spytter bands som Cruzh ud på samlebånd og jeg må bare sige at der er mange af dem, der producerer mere mindeværdig materiale.
 
Cruzh udkom 26. august via Frontiers Records.
 
 (3 ud af 6)
 
Besøg Cruzh på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

Tygers Of Pan Tang - Tygers Of Pan Tang
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 05-10-2016
 
Bandet Tygers Of Pan Tang blev dannet i 1978 og var en del af NWOBHM (New Wave Of British Heavy Metal) ligesom bands som Saxon, Diamond Head og Iron Maiden. Selvom de nu er klar til at udgive deres 12. album, har jeg faktisk ikke det store kendskab til dem. Den britiske gruppe spiller god gammeldags heavy metal, med alt hvad det indebærer. Eneste originale medlem fra 1978 er guitarist Robb Weir – de andre er først kommet med efter årtusindskiftet.

Første nummer på dette selvbetitlede album hedder ”Only The Brave” og er en perfekt indikator for hvad der venter lytteren. Et klassisk metalriff åbner balet og derefter går det derudaf’ efter heavy metal-musikkens A-B-C. Vokalen er skrædersyet til genren og det samme er guitaren. Omkvædet er særdeles iørefaldende og en dejlig solo bliver det også til. Selvom der ikke er noget revolutionerende eller nyskabende, så fungerer det sgu! Man bliver sulten efter mere og ”Dust” byder netop på mere af samme skuffe. Endnu et catchy nummer der fanger min opmærksomhed fra start. Luftguitaren bliver atter luftet, hvilket også er tilfældet på ”Glad Rags”. Et sindssygt medrivende nummer, med et fantastisk beat. Det er umuligt at undgå at nikke i takt med musikken og volumen får lige et ekstra hak til højre, når der trykkes på repeat efter nummerets afslutning. Albummet har lagt ud med et nærmest perfekt trekløver. Det bliver svært at holde niveauet hele vejen igennem og nummeret ”Never Give In” besidder ikke helt den samme kvalitet, selvom der bestemt ikke er tale om et dårligt nummer. ”The Reason Why” byder lytteren velkommen til ballade-land, hvilket de slipper meget heldigt fra. Omkvædet fungerer rigtig godt og vokalist Jacopo Meille imponerer! ”Do It Again” skruer igen op for tempoet, mens ”Praying For A Miracle” og ”Angel In Disguise” er albummets to øvrige ballader. ”The Devil You Know” er sidste nummer på pladen og det sidste skud metal bliver skudt af med attitude og et tigerbrøl lukker hele molevitten.

Er man til klassisk heavy metal, vil jeg beskrive dette album som en ”must-hear”. Jeg er virkelig imponeret over dette udspil fra det britiske band. Tygers Of Pan Tang har en evne til at skrive medrivende sange, der sætter sig fast på nethinden, hvilket er alfa og omega, når man arbejder i en genre der på mange områder er temmelig fortærsket. Man kan nemt blive glemt i mængden, fordi materialet ikke er stærkt nok, selvom håndværket ikke fejler noget. Dette er ikke tilfældet her, men i stedet er der tale om en seriøs kandidat, når årets bedste heavy metal album skal kåres.
 
Tygers Of Pan Tang udkommer den 21. oktober via Mighty Music/Target Group.
 
    (5½ ud af 6)
 
Besøg Tygers Of Pan Tang på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Fake Idols - Witness
 
Anmeldt af Peter Letting: 28-09-2016
 
Italienske Fake Idols er ude med deres skive nummer 2, med titlen Witness. Skiven er udgivet 16 september 2016.

Stilen er melodisk hård rock, og stilen minder mig til tider om Shotgun Revolution, men måske alligevel lige en tand hårdere. Det er en af den slags plader hvor man med det samme føler sig hjemme og godt tilpas. Det der flyder ud af højttaleren er gennemtænkt, iørefaldende og nemt at gå til, uden at være kedeligt. Det er en fornøjelse når melodi, tekst og vokal hænger sammen. Claudios vokal er tilpas rå til stilen og virker ikke anstrengt, men flyder fint med og har en god indlevelse og variation.

Åbningsnummeret ”Out Of Gear” kører bare derudaf i et godt tempo og så er man ligesom i gang. På anden skæring ”Mad Fall” bliver der lige skruet lidt op for tempo og nerve. Måske er det fordi Phil Campbell fra Motorhead er gæst på nummeret, men årsagen er egentlig også mindre vigtig, for det er også et fedt nummer, som bare blæser derudaf.

Det virker lidt som om Fake Idols lever for bare at komme ud over stepperne, men så pludselig kommer skæring 6 ”Silence”. Et lille instrumental nummer på kun 1 minut, som lige trækker tempoet ud af skiven, her ca. halvvejs igennem. Det skal man dog ikke lade sig narre af, for energien kommer straks tilbage i ”I’m A Fake” og derefter kommer et cover nummer af Chemical Brothers ”Go” (den måtte jeg så også lige høre i originalen, og jeg kan bedre lide Fake Idols version).

Fake Idols har følgende Line-Up: Claudio Coassin på vokal, Ivan Odorico på guitar, Cristian Tavano også på guitar, Ivo Boscariol på bas og Enrico Fabris på trommer

Igen er det svært at finde et yndlingsnummer, når det er 11 gode numre, men ”Sail” kunne godt være et bud. Det er et af de numre som jeg synes har mest variation i dynamikken, og med nogle fede guitar riffs. Jeg smider 4½ ud af 6 efter Fake Idols.
 
Witness udkom 16. september via Scarlet Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Fake Idols på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Saint Roch – OC/DC (EP)


Anmeldt af Calle: 27-09-2016

Saint Roch er et sleazy blues punk rock band fra New Orleans. Bandet består af Sickboy Todd Bishop (guitar og vokal), Derek Dufresne (bas) og Andy Baker (trommer). Denne EP er bandets første udgivelse, men bandet har en hel del liveerfaring. Derfor har de samtidig med udgivelsen af OC/DC også udgivet et live album.

OC/DC består af 4 sange med titlerne ”OC/DC”, ”I Know You Know” og ”Revelator”. Derudover er sidste sang på EP'en en akustisk version af ”OC/DC”. Når jeg hører Saint Roch's musik, så er min første tanke: tidlig AC/DC, dog med en anelse mere blues indover. Men grundrytmen ligger tæt op af AC/DC's kendetegnende lyd. Især i sangen ”Revelator”.

Da jeg lyttede til EP'en første gang tænkte jeg: hvad er det her for noget? Men efter anden og tredje gennemlyt, så blev sangene faktisk mere og mere fængende. Det var svært ikke at rocke lidt med. Bandet gør det helt udmærket og Todd's vokal er tilpas rå og hæs og passer derfor godt til blues rock genren.

Jeg har valgt kun at anmelde EP'en, men har dog lyttet live albummet igennem en enkelt gang. Og der kan man roligt sige, at bandet har en lidt mere rå lyd og de lyder faktisk helt ok live. Lyt til live albummet ”PBR Live” via dette link.

Når alt dette er sagt, så tror jeg ikke det her er et band der vil slå igennem og få det helt store gennembrud ude i den store verden. Dertil er sangene ikke stærke nok og genren er på den ene eller anden måde rimelig gennemtæsket. Men er du til beskidt sleazy blues rock med punk attitude, så bør du tjekke Saint Roch ud. Lyt til OC/DC via dette link.
 
OC/DC (EP) og PRB Live udkommer 28. september.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Saint Roch på Facebook her.
_________________________________________________________________________________________
Bulletrain – What You Fear The Most

Anmeldt af Calle: 27-09-2016

Jeg ar fulgt svenske Bulletrain siden de udagv deres første EP tilbage i 2008. Bandet blev dannet i 2006 i Helsingborg af Mattias Persson (guitar) og Jonas Tillheden (trommer) og der har sidenhen været et par udskiftninger i bandet. På dette album består bandet, udover Mattias og Jonas, af Robin Bengtson (guitar) og de to nyeste medlemmer Sebastian Sundberg (vokal) og Niklas Månsson (bas). Bandet var en del af den svenske sleazerock bølge, som også bestod af bands som bl.a. CrashDïet og Crazy Lizz, men jeg har altid synes Bulletrain var en anelse ”hårdere” og mere hard rock end mange af de andre bands. What You Fear The Most er bandets andet fuld længde album. Jeg var meget glad for bandets debut album ”Start Talking” fra 2014, så det var med en vis spænding jeg første gang lyttede til dette album.

Albummet består af 10 sange, hvor de gode guitar riffs og de fængende melodier er i højsædet. Melodierne er godt skruet sammen og sangene er rimelig fængende. Derudover passer Sebastians vokal rigtig godt til musikken og genren i al almindelighed. Hans stemme er tilpas rå, hvilket især kan høres på de mere hårde sange. Lyt eksempelvis til sange som ”Fight With Me” eller ”Feed The Fire”. I den mere stille og downtempo ende kan nævnes sange som ”Old Lighthouse”, ”We Salute You” og afslutningsnummeret ”Far Away”. Og taler vi rock anthems, så bliver man nød til at nævne sange som "memory Lane" og ”Wet, Tired, And Lonely”. Disse sange har begge et mindeværdigt omkvæd, som hurtigt sætter sig på nethinden (flere af de andre sange har også mindeværdige omkvæd). Alt i alt er det 10 gode sange bandet har skrevet, men jeg synes ikke albummet lever helt op til forgængeren.

What You Fear The Most er indspillet i Sound Division Studios i Riga i Letland. Vokalen er herefter indspillet i RamPacs studios i Stockholm. Albummet er mixet af den Grammy Award winning producer Tobias Lindell som tidligere har arbejdet med bl.a. Hardcore Superstar, Europe og H.e.a.t for bar at nævnte et par stykker. Han introducerede bandet til engineer Vlado Meller, som har masteret albummet. Han har bl.a. arbejdet med bands som f.eks. SlipKnot, Metallica, Michael Jackson og Pink Floyd. Lyd og produktion fejler bestemt ikke noget.

Er du til 80'er hard rock med en moderne lyd og kan du nikke ok til bands som f.eks. Guns N Roses, Skid Row, Crazy Lixx, Firehouse, Bon Jovi, Mötley Crüe og Steel Panther, så er jeg sikker på at Bulletrain er noget for dig. Personligt er jeg i hvert fald fan. Keep Up The Good Work guys!!!!
 
What You Fear The Most udkom 23. september via AOR Heaven.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Bulletrain på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Evergrey - The Storm Within
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 24-09-2016
 
Svenske Evergrey blev dannet i 1995 og har været meget aktive lige fra begyndelsen.De har netop udgivet deres 10. studieplade The Storm Within. Jeg har flere gange stødt på bandnavnet, men har aldrig gået på opdagelse i deres bagkatalog eller udforsket deres musik i særlig høj grad. Jeg ved dog at de spiller progressiv power metal og at de har haft moderat succes i både Sverige og worldwide. Der har været en del udskiftninger i bandet gennem årene og pt. tæller bandet 11 tidligere medlemmer. Eneste oprindelige medlem er forsanger og guitarist Tom S. Englund.

Deres nye album The Storm Within består af 11 numre, fordelt på en lille times tid. De fleste numre har en varighed på mellem 5 og 6 minutter, mens den længste sang varer 7 minutter præcist. Det første nummer ”Distance” er også valgt som den første single, hvilket er forståeligt. Nummeret starter med lidt stille klaverspil, inden et knusende riff sparker det hele i gang. Der bydes på et tungt midtempo nummer med gode hooks og et iørefaldende omkvæd. Der er en atmosfærisk stemning over sangen og det kan generelt siges om hele pladen. Tempoet bliver skruet op på næste nummer ”Passing Through” – men ellers står den på mere af samme skuffe. Et catchy omkvæd, solid vokal, tungt guitarspil og blankpoleret produktion. ”Someday” er en af mine personlige favoritter på albummet. Der er igen skruet en anelse ned for tempoet og både vers og omkvæd fanger mit øre og jeg får lyst til at trykke repeat, når nummeret er slut. Et rigtigt smukt nummer, der besidder mange kvaliteter! ”The Impossible” er et meget afdæmpet nummer, der fungerer som et pusterum til lytteren. Tom Englund får plads til at imponerer med hans vokal, hvilket desuden lykkes ret godt. Han er en dygtig metal-sanger og hans stil er skræddersyet til denne genre. Hvis man sidder og længes efter en aggresiv og hidsig sang, behøver man ikke lede længere end ”My Allied Ocean” – der er fuld fart over feltet og musikken buldrer derud af!

Hen mod slutninger af albummet er der to gæsteoptrædener. Floor Jansen er med på numrene ”In Orbit” & ”Disconnect”. Carina Englund (forsangerens hustru) er med på ”The Paradox Of The Flame”. Floor Jansen vil mange sikkert kende fra bandet Nightwish, hvor hun har leveret vokalen siden 2013. Hun gør det rigtig godt på de to numre hun er med på og der er en vellykket dynamik mellem hende og Tom Englund. Det sammen kan siges om ”The Paradox Of The Flame” som er albummets helt store ballade og uden tvivl det smukkeste øjeblik. Albummet lukkes flot med det episke titelnummer ”The Storm Within”.

Evergrey har leveret et rigtig solidt album! Et til tider dystert album, der indeholder lyrik om ulykkelig kærlighed og personlige kampe. Jeg vil helst sikker vende tilbage til dette album igen, samt finde ud af om deres tidligere materiale har samme niveau. Jeg anbefaler klart The Storm Within til alle fans af progessiv power metal.

The Storm Within udkom 9. september via AFM-Records.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Evergrey på Facebook her.
________________________________________________________________________

Absolution – Blues Power

Anmeldt af Calle: 23-09-2016

Absolution er en blues rock power trio fra East Anglia i det sydlige England. Bandet blev dannet i 2010 og består af Joe Fawcett (guitar og vokal), Andy Palmer (bas) og Doug Lang (trommer). Blues Power er Absolutions tredje album, men mit første bekendtskab med bandet.

Album titlen er meget sigende for denne plade. For det er blues og der er god power i hovedparten af sangene. Selvfølgelig er der også et par mere stille sange, som f.eks. ”Nothing But A Broken Heart” og afslutningsnummeret ”Sleeping In The Silence”. Begge sange hører til blandt mine favoritter. Af de mere rockede numre vil jeg fremhæve sange som åbningsnummeret ”Fear” samt ”Price I Gotta Pay” og ”Walk With Me”. Sidst nævnte leder mine tanker i retning af danske Electric Guitars med Søren Andersen og Mika Vandborg. Derudover vil jeg også nævne ”You Just Got Screwed”, som har en af de bedste soloer på albummet. Og der er flere gode soloer spredt ud over dette album. Samtlige 12 sange på Blues Power er godt skrevet og melodierne er fængende. Og samtidig er der en rigtig god variation i sangene. De bliver spillet med en god power og energi og man kan ikke undgå at rocke med, når albummet spinner.

I og med at Absolution er en blues rock power trio, så kan man ikke undgå at sammenligne dem med et band som Cream. Men de er mere end det og de har også hentet inspiration andre steder fra som f.eks. hos Jimi Hendrix, Free og The Beatles samt bands som Soundgarden og Oasis. De sidste to nævnte er måske lidt sværere at høre i musikken. Alle tre bandmedlemmer spiller super godt og Joe’s vokal passer perfekt til genren.

Blues Power er indspillet i One Cat Studios i Brixton, London. Der er rigtig flot produceret og det er Fawcett og Lang, i samarbejde med Jon Clayton, som har stået for det. Herefter er det blevet masteret af Pete Masher (U2, Paul Weller og The Rolling Stones).

Selvom bandet er inspireret af traditionel blues rock, så formår de alligevel at finde en nyere og mere unik og dynamisk lyd frem. Så det er også et plus i min karakterbog. Jeg kan derfor varmt anbefale dette album til fans af en god omgang blues rock.
 
Blues Power udkommer 30. september via Target records/Target Group.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Absolution på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Piledriver – Brothers In Boogie

Anmeldt af Calle: 23-09-2016

Piledriver er et tysk rock band, som gennem de sidste 20 år har spillet rundt omkring i Europa, som et meget anerkendt Status Quo tribute band. Men indimellem har de også udgivet eget materiale. Brothers In Boogie er bandets tredje album med egne sange.

Brothers In Boogie består af 15 sange, hvor to af dem er bonus tracks. Ja faktisk er det ”bare” single versioner af to af sangene fra albummet, så man får ikke så meget bonus ud af det. Bandet spiller en blanding af klassisk rock, boogie rock og hard rock og man kan tydeligt høre deres inspiration fra bl.a. Status Quo (mest deres gamle materiale). Men også andre bands som f.eks. Scorpions og Deep Purple. Og det er igen ikke det nye fra disse bands, men mere det de spillede i 70’erne og 80’erne. Hovedsangskriveren i bandet er sanger og guitarist Michael Sommerhoff. Han formår at skrive nogle fængende sange, hvor både guitar-riffet og omkvædet er let genkendeligt og man har svært ved ikke at rocke lidt med med sin fod. Udover ham består bandet af Peter Wagner (guitar), Hans in ’t Zandt (trommer), Rudi Peeters (keyboard) og Marc Herrmann (bas).

Rock-klicheerne står næsten i kø på dette album. Dette læser og hører man tydeligt i sangtitlerne og sangteksterne. Bare lyt til sange som åbningsnummeret ”One Way To Rock” eller ”Natural Born Rockers” eller ”Rock In A Crossfire-Hurricane”, som alle omhandler livet som rockstar. Eller du kan lytte til sange som ”Lollipop Lolita” og ”Queen Obscene”, som omhandler damer. Så alt i alt er der dømt party og sex, drugs and rock ’n’ roll. Samtidig er der blevet plads til både de hårde og de stille sange, så variationen er rimelig god. Lyt bl.a. til førnævnte ”Natural Born Rockers”, som er albummets tungeste og mest hårde nummer eller afslutningsnummeret ”Last Words”, som starter meget stille ud og langsomt stiger i tempo. Indledningen på denne sang får mig af en eller anden grund til at tænke på Tenacious D. Dog med en mere seriøs tekst end de to herrer i Tenacious D har for vane at skrive.

Blandt de 13 sange på albummet, hvoraf de fleste som sagt var skrevet af Sommerhoff, så er der også to Status Quo covers. Begge sange fra bandets tidligere plader. De to sange er ”Don’t Think It Matters” og ”Drifting Away” og Piledriver udfører dem rigtig godt (jeg måtte lige dykke tilbage i tiden og lytte til originalversionerne). Alt i alt synes jeg godt om dette album og er du ligesom mig glad for sange med god energi og power og som samtidig er fængende og har gode guitar riffs og soloer, så bør du give Brothers In Boogie et lyt.
 
Brothers In Boogie udkommer 14. oktober via Rockwall-Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Piledriver på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Killer Bee – Eye In The Sky

Anmeldt af Calle: 22-09-2016

Killer Bee er et svensk rockband der blev dannet tilbage i starten af 90’erne. De har udgivet 8 albums (inkl. dette). Der har gennem tiden været lidt udskiftninger i bandet, men på dette album er medlemmerne Brian Frank (vokal), Anders LA Rönnblom (bas), Morgan Evans (trommer), Paul Chapman (guitar), André Hägglund (guitar) og Denny DeMarchi (keys). Vi har tidligere anmeldt bandet her på siden, men det er første gang jeg rigtig lytter til dem.

Eye In The Sky er som sagt Killer Bee’s 8’ende album. Det består af 10 sange og stilen er klassisk hard rock og heavy metal. Hvis du forestiller dig en kombination af Deep Purple, Accept, Scorpions og Alice Cooper, så får du måske en ide. Der er flere hard rockere, et par downtempo rockere samt to ballader på albummet. Ballederne hedder ”The Fight” og ”By My Side”. Begge er efter min mening på det jævne i forhold til andre ballader inden for genren. Ud af de 8 andre sange vil jeg fremhæve ”Shout It Out”, ”Higher And Higher” og titelnummeret ”Eye In The Sky”. Sangene er godt skruet sammen og de er bygget op som en rigtig hard rock sang skal bygges op. Gode guitar riffs, fine soloer og genkendelige omkvæd. Derudover gør bandet brug af den klassiske hammond sound flere steder. Men jeg synes alligevel sangene mangler det sidste lille touch for at komme helt op på højde med andre bands inden for genren. Men alt i alt er det 10 udemærkede sange bandet har indspillet på dette album.

Musikken bliver spillet godt og vokalen passer godt til genren. Brian’s stemme minder flere steder lidt om Alice Cooper’s vokal. Derudover er albummet godt produceret og lyden er i orden. Det er indspillet flere forskellige steder i både Sverige og Canada og så er det produceret af bandets egen sanger i samarbejde med Paul Milner og Kim Zolis.

Er du til klassisk hard rock og kan du nikke ok til nogle af ovennævnte bands, så tror jeg helt sikkert du vil finde dette album lytteværdigt. Der er en tilpas variation i sangene og Eye In The Sky er efter min mening et udmærket album.
 
Eye In The Sky udkommer 14. oktober via Mighty Music/Target Group.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Killer Bee på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Cunning Mantrap – Hazmat

Anmeldt af Calle: 19-09-2016

Cunning Mantrap er et rock and fra Cologne, Tyskland, som blev dannet tilbage i 2011. Bandet består af Phry McDunstan (vokal og guitar), Tobi Schmidt (bas) og Alex Klose (trommer). Bandet har tidligere udgivet et par EP’er, men Hazmat er deres debut fuld længde album. Det er også mit første bekendtskab med bandet.

Det kan tit være spændende, at få tilsendt CD’er med bands man ikke kender. Nogen gange er musikken super fed, nogen gange rigtig god og andre gange virkelig dårligt. I forhold til Cunning Mantrap, så vil jeg læne mig i retning af sidst nævnte. Dette album rammer nærmest intet i mig. Sangene er på ingen måde fængende i mine ører og vi bevæger os rundt i et stort virvar af genre. I mange tilfælde kan det være godt at hente inspiration fra forskellige genre og så lave sin egen stil. Men i tilfældet her, så fungere det bare ikke. Jeg vil uden tvivl betegne Cunning Mantrap som et alternativt rock band, hvor inspirationen er hentet fra bl.a. hard rock, prog-rock, funk rock og ikke mindst grunge.

Hazmat består af 12 sange, hvor jeg har meget svært ved at finde den røde tråd. Samtidig synes jeg bandet har visse mangler i sin sangskrivning og melodierne er på ingen måde fængende. Ud af de 12 sange er der enkelte down-tempo sange, en enkelt ballade (kalder bandet den i hvert fald) og resten er mere eller mindre forsøg på at lave gode rock sange. Det lykkes bare ikke helt og jeg har derfor ret svært ved at fremhæve enkelte sange. Musikken bliver sådan set spillet ok og vokalen er flere steder i orden. Den passer i hvert fald godt til genren (hvis man betegner det som grunge), men den er bare en anelse for ujævn.

Albummet er indspillet i Budapest med Kálmán Bogi bag knapperne. Skal jeg være helt ærlig, så synes jeg ikke der er blevet skruet helt rigtigt på knapperne. Lyden er i hvert fald ikke i top.

Normalt vil jeg godt anbefale bands og albums til folk der lytter til en bestemt genre. I dette tilfælde ville det nok være grunge-folket. Men jeg tror bare ikke Cunning Mantrap’s sange vil falde i deres smag. Men du kan jo alligevel prøve at give dem et lyt og så bedømme selv.
 
Hazmat udkommer 9. september via Fastball Music.
 
  (2½ ud af 6)
 
Besøg Cunning Mantrap på Facebook her.
_______________________________________________________________________

Meridian – Breaking The Surface

Anmeldt af Calle: 20-09-2016

Grundstenen til det danske band Meridian blev støbt i Esbjerg tilbage i 2005. Bandet består af Lars Märker (vokal), Martin J. Andersen (guitar), Marco Angioni (guitar), Klaus Agerbo (trommer) og Peter Bruun (bas). På albummet er det dog Steffan Pedersen der spiller rhythm guitar, da Angioni først er kommet til efter indspilningen. Breaking The Surface er bandets andet fuld længde album, men det er det første jeg har lagt ører til.

Bandet spiller melodisk metal og det gør de rigtig godt. Nærmest til perfektion. Albummet består af 8 numre, hvor første skæring ”Rumors Of War” er en flot instrumental intro. Herefter skydes albummet i gang med fuld power i nummeret ”Hero Forever”. Dette nummer variere godt i tempo og hører til blandt mine personlige favoritter. Udover dette nummer, så synes jeg også rigtig godt om ”The Bravest Face” og ”City Of Holy War” samt det mere downtempo afslutningsnummer ”The Meaningless Wrong”. Men samtlige sange har rigtig gode melodier og de variere godt i tempo. Så alt i alt er det 8 rigtig gode numre bandet har indspillet på Breaking The Surface. Musikken er virkelig velspillet og Märker’s vokal passer perfekt til denne genre. Han er efter min mening en af de bedste danske metal sangere, i hvert fald af dem jeg har hørt. Derudover er der flere flotte og mindeværdige guitarsoloer på dette album.

Breaking The Surface er indspillet, produceret, mixet og masteret i Hansen Studios med Jacob Hansen bag knapperne. Og valget af producer er perfekt, da lyden på dette album er helt i top. Instrumenterne ligger perfekt til hinanden og vokalen er klar og tydelig.

Dette album kan helt klart anbefales til enhver fan af melodisk metal eller hvis du bare godt kan lide et flot og velproduceret album. Meridian har efter min mening international klasse. Jeg spår dem en god fremtid. Tjek dem ud!!
 
Breaking The Surface udkom 16. september via Mighty Music/Target Group.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Meridian på Facebook her.
__________________________________________________________________________________
Lorraine Cross – Army Of Shadows

Anmeldt af Calle: 19-09-2016

Lorraine Cross er et fransk heavy metal band, som blev dannet i 2012. Bandet består af Tony Van Hagen (vokal), D.K. (guitar), Florent Mouton (guitar), Guillaume Lefebvre (bas) og Thomas Feuga (trommer). Army Of Shadows er bandets debut album.

Som sagt spiller Lorraine Cross metal og de har uden tvivl hentet deres inspiration flere steder fra. Bl.a. fra NWOBHM og tysk speed metal. Dette kan godt høres i bandets musik. Der er hurtige fræseringer, tunge basrundgange og flere passager med twin-guitar ala Iron Maiden. Så overordnet set synes jeg ideen og musikken virker ok. Men for mig mangler der bare sangen/sangene der skiller sig lidt ud fra resten. Jeg mangler ”hittet” eller den sang man synger med på eller bare ikke kan lade være med at rocke med til.

Army Of Shadows består af 12 sange, som for mig er bygget nogenlunde over samme list, lige med undtagelse af sangen ”Die In Your Arms”, hvor tempoet sættes betydeligt ned. Ellers er sangene ret enslydende i mine ører, men skal jeg fremhæve et par af sangene, så må det være ”At Close Range”, ”One Bullet For Me” og åbningsnummeret ”Sharpshooter”. Musikken bliver spillet godt og bandet kan sit kram, men jeg er bare ikke helt vild med vokalen. Det virker lidt som om Tony anstrenger sig for meget for at få en powerfuld vokal.

Som bandnavnet, album titlen og de fleste sangtitler antyder, så omhandler mange af teksterne ”de frie franske styrker” under anden verdenskrig. De brugte netop det kors (Lorraine Cross), som er vist på albumcoveret i bandets logo.

Albummet er indspillet med Francois Merle bag knapperne. Han er ukendt for mig, men han har uden tvivl gjort et godt arbejde. Det er Tommy Hansen som har stået for mastering af albummet og han behøver vist ikke en nærmere introduktion.

Alt i alt er det et udmærket album Lorraine Cross har udgivet, men det mangler bare lidt for virkelig at fange mig. Men er du til musik inden for denne genre, så kan du sagtens tjekke albummet ud.
 
Army Of Shadows udkom 26. august via Mighty Music/Target Group.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Lorraine Cross på Facebook her.
______________________________________________________________________

Brainstorm - Memorial Roots (Re-Rooted)
 
Anmeldt af Peter Letting: 19-09-2016
 
Det tyske power metal band Brainstorm udgiver en makeover af deres album fra 2009 ”Memorial Roots”. I 2016 udgaven hedder albummet Memorial Roots (Re-Rooted). Albummet er på gaden den 16 september 2016

Brainstorm har eksisteret siden 1989 med lidt forskellig line-up. I 2016 består bandet af: Andy B. Franck på vokal, Torsten Ihlenfeld på guitar, Milan Loncaric også på guitar, Antonio Ieva på bas, og Dieter Bernert på trommer.

Der er som sagt tale om Power Metal, og rødderne fra dengang de startede med tydelig påvirkning fra bl.a. Accept og Judas Priest fornægter sig ikke, men da jeg selv er vokset op med netop den type metal musik, så fanger det bestemt min interesse. Der er mange bands som laver (eller forsøger…) netop denne type af metal, men næsten ligeså mange falder igennem på manglende originalitet og nerve. Brainstorm har den der nerve, og den der lidt udefinerbare ”ting”, der gør at musikken bliver god, og ikke bare ordinær. Samtidig er Andy’s vokal iblandt de bedre i denne kategori, og i mine ører er vokalen temmelig vigtig for helheden.

Skiven er meget afvekslende, og spænder over de hurtige som ”Cross The Line”, over de mere stille som ”Nailed Down Dreams”, over de storladne som ”The Final Stages Of Decay” med strygere og til tider nærmest militær march stemning. Det gør albummet ret lytte venligt og man bliver ikke træt af det, Samtidig er guitar riff og vokal dejlig melodisk

Svært at vælge et yndlings nummer, men energien i ”Cross The Line” tiltaler mig, selvom jeg også godt kan lide samtlige andre numre på skiven (og der er 16 i alt, så der er lidt at vælge imellem). Skiven får 4½ ud af 6
 
Memorial Roots (Re-Rooted) udkom 16. september via AFM-Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Brainstorm på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Meshiaak – Alliance Of Thieves

Anmeldt af Calle: 19-09-2016

Meshiaak er et metal band fra Melbourne, Australien. Bandet består af nogle erfarne folk indenfor metal verdenen. Medlemmerne tæller nemlig sanger og guitarist Danny Camilleri (tidligere 4Arm), guitarist Dean Wells (fra Teramaze), bassist Nick Walker (fra Bane of Bedlam) og trommeslager Jon Dette (som har spillet med bl.a. Testament, Slayer, Anthrax og Iced Earth).

Alliance Of Thieves er bandets debut album. Det består af 9 numre og stilen er thrash metal med lidt elementer hentet fra bl.a. prog-metal. Inspirationskilderne tæller bands som Megadeth, Metallica, Machinehead og Slayer. Derudover synes jeg også jeg kan høre lidt Dream Theater og Slipknot hist og her.

Albummet åbnes hårdt ud med ”Chronicles Of The Dead”, ”It Burns At Both Ends” og ”I Am Among You”. Alle tre gode metal numre. Herefter kommer “Drowning, Fading, Falling”, som indledes mere stille for derefter at blive bygget op og nærme sig de foregående tre sange. Næste skæring er det mest prog-metal lydende af de ni numre. Sangen hedder ”At The Edge Of The World” og den er ligeledes lidt mere nede i tempo. Et rigtig fedt nummer efter min mening. Det efterfølges af yderligere tre hårde numre i form af ”Last Breath Taken”, ”Maniacal” og ”titelnummeret ”Alliance Of Thives”, hvor ”Maniacal” er det mest thrash-lydende nummer. Det er det hårdeste og mest aggressive nummer på albummet. Sidste sang er ”Death Of An Anthem”, som derimod er albummets mest down-tempo sang. En god måde at afslutte et ellers meget metal album af på.

Musikken bliver spillet med god power og speed og musikerne er teknisk rigtig gode. Samtidig passer Danny’s stemme godt til genren. Som det høre sig genren til, så er der flere rigtig fede guitar soloer på albummet. Bandet har selv indspillet og produceret albummet og så er det blevet mixet af Jacob Hansen. Lyd og kvalitet er helt i top. Det er thrash metal med en moderne lyd.

Er du til velspillet og velproduceret metal med aggressiv riffs og god power, så er jeg næsten sikker på at Meshiaak er noget for dig. Personligt synes jeg i hvert fald det er et rigtig fedt debut album Meshiaak har udgivet.
 
Alliance Of Thieves udkom 19. august via Mascot Label Group.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Meshiaak på Facebook her.
_________________________________________________________________________

VOLA – Inmazes

Anmeldt af Calle: 08-09-2016

Dette album fra danske VOLA har en lidt sjov historie bag sig. Uden et pladeselskab i ryggen udgav bandet selv albummet digitalt tilbage i foråret 2015. Herefter fik Mascot Label Group øje på bandet og signede dem. Og nu udgives albummet så for anden gang og det er både på CD og LP.

Bandet var ukendt for mig, da jeg fik albummet tilsendt. Det hænger nok mest sammen med at stilen/genren ikke lige er min spids kompetence. VOLA er fra København og bandet besår af Asger Mygind (guitar & vokal), Martin Werner (keys & programming), Nicolai Mogensen (bas) og Felix Ewert (trommer). Bandet har tidligere udgivet to EP’er, men Inmazes er som sagt deres debut album.

På VOLA’s Facebook side står der: ’’Imagine the classic Pink Floyd sound mixed with Rammstein and a touch of Meshuggah!’’. Denne betegnelse rammer bandets stil meget godt. Vi taler progressive rock blandet med lidt industrial, lidt pop og smule metal. Jeg kan godt lide de poppede elementer, som minder mig lidt om Mew. Og deres metal-elementer er også ret gode. Men der er lidt for meget programming til min personlige smag. Jeg formoder at bandet har mange forskellige inspirationskilder.

Inmazes er mixet af Asger Mygind og mastereret af Jens Bogren fra Fascination Street Studio. Det består af 10 velskrevne numre. Melodierne er gode og samtidig meget varierede. Mine favoritter blandt sangene er ”Feed The Creatures” og ”Stray The Skies” samt de to første singler ”Gutter Moon” og ”Starburn”.

Inmazes er et rigtig godt album. Flot produceret og meget velspillet og alsidigt. Genren er dog ikke helt lige mig, men derfor kan musikken jo sagtens være god. Er du til progrock, så bør du helt sikkert tjekke dette band ud. VOLA er efter min mening et dansk band med international klasse!!
 
Inmazes udkommer 16. september via Mascot Label Group.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg VOLA på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Temperance - The Earth Embraces Us All
 
Anmeldt af Peter Letting: 02-09-2016
 
Italienske Temperance er ude med nyt album 16 september 2016. Album titlen er The Earth Embraces Us AllTemperance blev startet i 2013 og dette er deres 3. studie album. Temperance betyder ”mådehold”, og jeg ved ikke hvad det er for en slags mådehold de dyrker i bandet, men det er da ikke på lydsiden. Genren er power / symphonisk metal, og dermed temmelig storladen og udtryksfuld, og man tænker ikke umiddelbart ”mådehold” når man hører dem. Bandet består af 4 medlemmer: Luca Negro på bas, Giulio Capone på trommer og keyboard, Marco Pastorino på guitar og mandlig vokal samt Chiara Tricario på female vokal.

Der er rigtig mange aspekter i Temperance musik. Der er elementer af klassisk med strygere og symfoni orkester. Der er også passager som får én til at tænke på skotsk højland eller Irsk folkemusik. Men der er også elementer af den mere jazz’ede del af musikken, og nogle gange er det helt ”melodi GrandPrix”, eller musical stemning. Men overliggende er det metal musik med masser af hurtige trommer og dobbelt pedal anno 2016, og tunge guitar riffs til at ”spiffe” det hele op. På toppen ligger dels en clean female vokal samt en mandlig vokal, som skifter imellem at være nogenlunde clean og over i den lidt grovere afdeling, uden at være growl. I nummeret ”Maschere” bliver der sunget på italiensk, men ellers er resten af teksterne på engelsk

Som sagt er der rigtig mange nuancer i Temperance, og jeg tror man kan høre albummet en del gange og stadig få masser af nuancer med. Specielt afslutnings nummeret (som er 12:43 minutter langt) spænder over hele spektret. Det er et nummer som skifter stil og genre så mange gange undervejs, så man tror at der er skiftet nummer, men nej, det er stadig den samme skæring.

Albummet er vel produceret, godt udført, og som nævnt MEGET afvekslende. Der er masser af erfaring i bandet, og det er bestemt ikke ”simpel” musik. Jeg giver det 4½ ud af 6
 
The Earth Embraces Us All udkommer 16. september via Scarlet Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Temperance på Facebook her.
___________________________________________________________________________
The Minor Collective – The Minor Collective

Anmeldt af Calle: 31-08-2016

For nogle uger siden fik jeg en mail fra Dan Østerby, som er sanger og guitarist i det danske band The Minor Collective. Han spurgte om jeg ville anmelde deres mini album, da han mente jeg havde lidt kendskab til hvad der rørte sig på den danske rockscene. Jeg kendte ikke til bandet, men sagde selvfølgelig ja til at anmelde dem. Udover Dan består bandet af Rune Werner (bas/synth) og Morten Urhøj (trommer).

Stilen ligger lidt ved siden af det jeg normalt anmelder. Vi taler elektro pop/rock, som ikke er den genre jeg lytter mest til. Albummet, som har været længe undervejs, består af syv numre. Allerede for 3-4 år siden lå singlen ”Batteries” i rotation på P3, men af personlige årsager holdt bandet en pause og albummet endte til bandets store ærgrelse ”i en skuffe”. Bandet har nu pudset de syv bedste numre af og udgivet albummet.

Ovennævnte ”Batteries” høre efter min mening til blandt de bedste numre. Derudover synes jeg også godt om ”Dead Stream” og ”Sceptic”. Sangene er generelt godt skrevet og melodierne er rimelig fængende. Altså godt musikalsk håndværk. Personligt er stilen dog lidt for meget elektro til min smag. Dermed ikke sagt at sangene er dårlige, men de rammer bare ikke helt plet hos mig.

Albummet er produceret i samarbejde med Jacob Hansen (Volbeat, Dizzy Mizz Lizzy m.fl), Noah Rosanes og Steffen Breum og man kan bestemt ikke sætte en finger på hverken lyd eller produktion. Musikken bliver spillet godt og Dan’s stemme passer perfekt til genren. I øjeblikket er Dan i gang med et soloprojekt, så indspilning af nyt The Minor Collective materiale ventes at gå i gang senere (formentlig i start 2017).

Er du til elektro pop/rock og kan du lide et band som f.eks. Carpark North, så tror jeg bestemt du ville synes godt om The Minor Collective. Med lidt held og god omtale, så tror jeg bestemt at bandets musik er noget for de danske radiostationer og deres lyttere.
 
The Minor Collective udkom i juli 2016.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg The Minor Collective på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Airbourne - Breakin' Outta Hell
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 28-08-2016
 
Airbourne er et band jeg har kendt lige siden de udgav deres debutalbum ”Runnin’ Wild” i 2007. De australske gutter spiller en type hård rock, der nærmest lyder identisk med AC/DC. Der er altså tale om svedig hard-rock med sprudlende guitar-riffs, store sing-a-long omkvæd, svedige soloer og lyrik der handler om ”sex, drugs and rock n’ roll”. Når Airbourne udgiver en ny plade, ved man hvad man kan forvente - præcis på samme måde som med AC/DC. De har 3 plader på CV’et og er nu klar med et nyt udspil der har fået titlen Breakin' Outta Hell.

Det hele starter med titelnummeret der buldrer derudaf’ med 120 km/t. Et klassisk Airbourne nummer!! ”Rivalry” er et af albummets højepunkter og jeg kan godt forstå den er valgt som single. Jeg har altid været vild med når tempoet lige er skruet en anelse ned og der så i stedet bliver lagt ekstra stor vægt på et knusende tungt riff, hvilket er tilfældet i denne sang. ”Thin The Blood” er derimod en hidsig sag med højt tempo og masser attitude. Hvis man har behov for at få støvet luftguitaren af, så er ”I’m Going To Hell For This” og ”Down On You” glimrende numre at gøre det til. Hvis man elsker et straight-forward riff, vil man nærmest sidde med fråde om munden efter at have lyttet til disse skæringer! Stilen bliver fulgt på de efterfølgende numre og det bliver aldrig kedeligt, selvom den samme opskrift bliver brugt igen og igen. Pladen bliver lukket af med en hyldessang til rock n’ roll.. Ja selvfølgelig, fristes man til at sige. ”It’s all for one and one for all. It’s all for rock n’ roll” bliver der sunget. Ikke just vildt opfindsomt, men Airbourne er ikke et band der er revolutionerende eller nyskabende og de er heller ikke kendt for at opfinde den musikalske dybe tallerken. De er derimod i stand til at skabe en medrivende rock-fest, der ikke skuffer. Det her er et perfect soundtrack til en grillaften med gutterne eller en tur på landevejen på en sommerdag.

Er man allerede fan af Airbourne, vil man med garanti ikke bliver skuffet over deres nye album. Kender man ikke til bandet, men kan lide ukompliceret og kompromisløs rock n’ roll i samme stil som AC/DC, så er dette et album man ikke må snyde sig selv for. Knap en øl op og skru ekstra op for volumen!! Airbourne har flere gange været forbi Danmark, men jeg har desværre ikke haft mulighed for at se dem endnu, men det ændrer sig om et par måneder, når de sprænger Jyske Bank Boxen (og Forum) i luften i samarbejde med Crobot og Volbeat! Jeg ser frem til at høre nogle af de nye sange live, sammen med nogle af de game hits. Breakin Outta Hell får 5 store dødningehoveder fra mig.
 
Breakin' Outta Hell udkommer 23. september via Spinefarm Records.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Airbourne på Facebook her.
_________________________________________________________________________

King Company - One For The Road
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 28-08-2016
 
En supergruppe bliver dannet når medlemmer fra forskellige eksisterende bands slår pjalterne sammen og dannet et nyt band. King Company er en ny supergruppe der har base i Finland. De startede samarbejdet i 2014 og er nu klar til at udgive debutalbumet One For The Road. Pladen er udgivet af Frontiers og de er altid leveringsdygtige i bands der spiller melodisk rock, hvilket også er tilfældet med King Company. De laver en klassisk omgang AOR hard rock med en blankpoleret produktion.Gruppen består af 5 medlemmer i alt, som altså har spiller andre bands som f.eks. Thunderstorm, Warmen, Enfarce og Kotipelto.

Første nummer er titelnummeret ”One For The Road” og der startes ikke overraskende med en energisk rocker, så stilen ligesom er lagt fra start. Forsanger Pasi Rantanen har en stemme der er skræddersyet til denne slags melodiske rock og hans tilstedeværelse er måske gruppen største styrke. De andre medlememer præseterer også godt, ingen tvivl om det. Der er både guitarsoloer, men også keyboardsolo som blandt andet kan høres i nummeret ”Coming Back To Life”. ”Wings Of Love” er en af mine personlige favoritter. Et tung melodisk midt-tempo rocker med et catchy omkvæd. Min kritik af dette album er at der ikke er nok sange der skiller sig ud. De kører den sikkert hjem hver gang, men for mig bliver det aldrig vildt spændende eller interessant, hvilket er en skam, da der er tale om dygtige musikere. Det er den slags plade, hvor man begynder at få svært ved at skille sangene fra hinanden, da næste nummer lyder som en du lige har hørt. Dette skyldes også den lange spilletid på 57 minutter, hvis man tæler bonusnummeret med. Albummet var ved at tabe mig et par gange undervejs, men heldigvis dukker der så pludselig en sang eller to op, der er bedre udført end de andre. Her kan jeg fremhæve føromtalte ”Wings Of Love” og den bidske angrebshund ”Desire”. Afslutningsnummeret er den 7 minutter lange rocker ”One Heart”, hvilket er en stærk kandidat, når pladens bedste sang skal kåres. Dejlig måde at slutte på!

Er Dokken, Lynch Mob eller Whitesnake noget man tit har på anlægget, vil man sandsynligvis føle sig ganske godt underholdt når man lytter sig i gennem ”One For The Road”. Personligt vil jeg nok vælge at håndplukke de bedste sange, fremfor at vende tilbage til hele molevitten igen. Sangene er simpelthen bare ikke stærke nok, til at bære den timelange spilletid. Der er dog ikke decideret dårlige sange på og når alt kommer til alt, vælger jeg at smide 4 dødningehoveder efter denne debutplade.
 
One For The Road udkom 26. august via Frontiers Records.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg King Company på Facebook her.
________________________________________________________________________

Suicide By Tigers - Suicide By Tigers
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 28-08-2016
 
Vores naboland Sverige har gennem årerne produceret en masse god rock musik og der dukker jævnligt nye spændende navne op derfra. Gruppen Suicide By Tigers er dannet i Malmø og er aktuelle med deres selvbetitlede debutplade. Bandet består af forsanger Nils Lindström, guitarist Petter Rudnert, bassist Peter Broch og trommeslager Johan Helgesson. De spiller 70’er inspireret klassisk hard rock med et kraftigt blues twist. Deres debutplade består af 8 sange og hvis man køber albummet i fysisk format, får man et bonusnummer med.

Albumåbneren ”Death On Your Trail” starter med et saftigt blues-riff og Nils Lindström imponerer med vokalen fra start. Nummeret er medrivende, rockende og starter albummet på et højt niveau. Selvom der er tale om et nyt band, lyder disse svenske gutter som nogle musikerer der har mange år på bagen, da de spiler super godt sammen og gør det med høj kvalitet. Deres rytmesektion sidder lige i skabet! På ”Beautiful Nights” bliver tempoet skruet lidt ned og igen er det blues der præger lydbilledet. Man bliver også forkælet med en veludført guitarsolo, hvilket er tilfældet ved mange af albummets sange. Bassen kommer for alvor til udtryk i ”Pack Of Wolves” og førstesingle ”Vicious Malicious” byder på en omgang beskidt hårdrock! Et af højdepunkterne er det stemningsfyldte nummer ”Fox In A Hole”, hvor bandet igen får det hele til at smelte godt sammen. Energiniveauet er igen i top under ”True Believers” som er pladens længste nummer på godt fem og et halvt minut. Som tidligere nævnt får man et bonusnummer med, hvis man køber albummet i fysisk format. Dette nummer hedder ”Karma” og starter med et minuts guitarlir, inden der bydes på vellydende klassisk tungrock. Et stærkt nummer, som helt sikkert vil friste nogle til at finde pungen frem, i stedet for blot at lyttet til pladen på streamingtjenesterne.

Jeg er meget imponeret over dette nye band fra Sverige. Hvis man bedømmer ud fra deres sociale medier, så har de ikke rigtigt slået igennem endnu. På deres Facebook-side har de kun godt 700 likes og på streamingtjenesten Spotify (som endda er svensk) har de ikke fået en sang over 1000 afspilninger endnu. Jeg håber at dette slyldes at bandet først lige er startet, for de har altså fat i noget af det helt rigtige her. Jeg krydser fingre for at de slår igennem både i Sverige, men også internationalt. Jeg vil anbefale denne CD til alle der er tilhænger af god gammeldags blues-rock’n’roll.
 
Suicide By Tigers udkommer 2. september via Smilodon Records.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Suicide By Tigers på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Sorte Fugle – Sorte Fugle

Anmeldt af Calle: 25-08-2016

En sommeraften i 2015 mødtes to gamle venner over en flaske rødvin på en gård på Falster. Dennis Bengtson og Flemming Walther havde begge været i Tyskland ”på flugt” fra deres virkelighed på Falster, men de er nu vendt tilbage til udgangspunktet. Langsomt gik det op for dem at de delte den samme skæbne og udlængsel ¬ og at de som erfarne musikere og sangskrivere kunne bruge deres oplevelser til at skabe noget stort. Inden aftenen var omme, havde de nemlig skrevet sangen “Nyt Liv”, om at genfinde sit ståsted i livet. Nogenlunde sådan startede den danske folkrock duo Sorte Fugle.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg var lidt i tvivl om jeg overhovedet skulle anmelde dette album, da det ligger langt fra den hårde rock og metal jeg normalt anmelder. Men efter at have lyttet albummet igennem et par gange, så synes jeg alligevel jeg ville gøre et forsøg. Stilen er som sagt dansksproget folkrock og i presseskrivelsen bliver de sammenlignet med bl.a. C.V. Jørgensen, Steppeulvene og en nyere kunstner som Peter Sommer. Derudover hører jeg også en vis lighed med et band som Spids Nøgenhat.

Musikken er for de fleste sanges vedkommende rimelig stille, men tempoet bliver også sat lidt ekstra op i et par af sangene, hvor den elektriske guitar bliver omdrejningspunktet. Lyt bl.a. til sangene ”Alting Er” og ”Kontrolleret I Forfald”. Begge sange hører efter min mening til de bedste på pladen. Men også sange som åbningsnummeret og ovennævnte ”Nyt Liv” samt ”Illusioner” og ”Våde Drømme” lyder godt i mine ører. Alt i alt er det 11 poetiske og sjælfyldte numre de to herrer har skrevet og indspillet.

Sangene er indspillet på en 8¬sporsmaskine hjemme hos Flemming. Dette gør at alle sangene er blevet indspillet i hele takes – uden stop. Albummet er mixet og produceret i Rumble Room Studiet af Rune René Hansen ( Freddy and the Phantoms, A Hound Emsemble, m.fl.).

Sorte Fugle er et interessant bekendtskab og jeg vil helt sikkert finde albummet frem igen hvis jeg får en stille stund. Er du til behagelig og tilbagelænet folkrock med sjæl, så synes jeg du skal give denne duo et lyt.
 
Sorte Fugle udkommer 9. september via Nyt Liv Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Sorte Fugle på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Libido Overdrive – Nymph (EP)

Anmeldt af Calle: 25-08-2016

For snart to år siden anmeldte jeg debut EP’en fra danske Libido Overdrive. Dengang var jeg godt tilfreds med deres musik, men mente de godt kunne bruge en lidt bedre produktion. Nu har bandet fået to år mere i baggagen, spillet en del live shows og samtidig fået en ny bassist. Han hedder Nic Jensen. Resten af bandet er det samme og består af Mikkel Løkke (sang), Rasmus Løndal (guitar) og Anders Olesen (trommer).

Nymph består af fire sange og stilen er stadigvæk ”beskidt” hard rock. Man kan godt høre, at bandet er blevet endnu mere sammenspillet og sangskrivningen har også fået et nyk op. De fire sange har fængende melodier og gode catchy omkvæd. Sangene er ”Common Black”, ”Chase” samt den stille ”Memory Lane” og min personlige favorit ”Liquid Fire”. Selvom der ”kun” er fire numre på EP’en, så synes jeg det er godt at smide en ballade ind mellem de hårde rockere, så man får et varieret udtryk.

Musikken bliver spillet godt og med en stor energi. Mikkel har en rå vokal, som passer godt til musikstilen. Den passer dog bedst til de hårdere sange. Musikken er indspillet i Lobster Studio hos Rune Stilling Buck, som også har stået for mix og mastering. Produktionsmæssigt fungerer det meget bedre denne gang.

Er du til iørefaldende hard rock med rå power og god energi, så synes jeg helt sikkert du skal tjekke disse unge fyre ud. Det kan godt være bandet endnu ikke har fået kontrakt med et pladeselskab, men hvis de forsætter den gode stil, så bør det ske på et tidspunkt. Godt gået ”drenge”!!
 
Nymph (EP) udkom 22. juli.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Libido Overdrive på Facebook her.
___________________________________________________________________________
Narnia - Narnia
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 25-08-2016
 
Narnia er et neoklassisk power metal band fra Sverige. Gruppen blev dannet i 1996 og har udgivet 7 albums, hvis man inkluderer deres nyeste udspil, som jeg vil skrive lidt om. Jeg havde ikke kendskab til bandet, inden jeg begyndte med deres nye sebetitlede album og jeg har endnu ikke hørt noget af deres tidligere materiale, hvorfor jeg ikke kan sammenligne den nye plade med det. Narnia valgte at holde en pause fra 2010 til 2014 og dette er deres første album efter de er begyndt at spille igen. Albummet består af 9 sange med en spilletid på 39 minutter.

Det første nummer hedder ”Reaching For The Top”. Et nummer der både er udgivet som den første single og også er det bedste nummer på skiven, efter min mening. Der startes med fuld fart og der møder lytteren en gedigen omgang power metal som lyder godt! En af de første tanker jeg fik efter at have lyttet til et halvt minut af nummeret er at forsanger Christian Liljegren lyder som en ung udgave af Ronnie James Dio. Det er bestemt ikke en dårlig ting, da vokalen passer super godt ind i dette metal-univers. Sangen er catchy med store hooks og sprød guitar. God start!! ”I Still Believe” byder på mere af samme skuffe – men bliver aldrig lige så mindeværdig som albumåbneren. ”On The Highest Mountain” er en mid-tempo rocker og her beviser Narnia at deres musik også fungerer når der bliver skruet et hak ned for tempoet. Det mest atypiske nummer på pladen er ”Thank You” som har en atmosfærisk og rolig start. Vi skal over 3 minutter hen i sangen før guitaren for alvor tages i brug og den sidste del af nummeret bruges på én lang solo. Resten af pladen bevæger sig i samme boldgade som albummets tre første skæringer. ”Messengers” er en sang der har hitpotentiale og det er nok også årsagen til at den er valgt som den anden single.

Narnia har lavet et solidt comeback-album der uden tvivl vil tilfredsstille langt de fleste fans af power metal. Jeg havde ikke de store forventninger, da jeg startede på denne skive, men jeg synes der er en håndfuld gode sange på dette udspil. Niveauet holdes ikke helt over alle 39 minutter, men alt i alt kan jeg med ro i sindet anbefale alle metal-elskere at give Narnia en chance.
 
Narnia udkommer 16. september via Narnia Songs.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Narnia på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Blackbird Syndicate – Meconium (EP)

Anmeldt af Calle: 23-08-2016

YES…hård rocken lever i Danmark. Københavnske Blackbird Syndicate blev så småt startet tilbage i slutningen af 2014, hvor den tidligere Phonomik trommeslager Rune Gravengaard og guitaristen Simon Teisen fandt sammen i en kold og mørk øve container på Nørrebro. Hurtigt herefter blev guitaristen Morten Jensen og den tidligere Greiff og Third Eye sanger Casper Greiff tilføjet til bandet. Efter længere tids søgen fandt bandet bassisten Thomas Vaucanson, og han kom til i foråret 2016. Meconium er bandets første EP.

Bandet skriver i deres presseskrivelse, at de nærer en stor forkærlighed for klassisk hård rock, grunge og trusseballader, tilsat støvede cowboyundertoner. Og dette er en perfekt beskrivelse af deres musik. EP’en består af fem sange, hvor de fire første er deciderede hård rockere, hvor der flås godt i strengene og spilles med en god portion power, mens afslutningsnummeret ”Without You” må betegnes som en ballade. Det skal dog også lige nævnes at sangen ”Sanguinarium” starter stille ud, men men midt i nummeret stiger tempoet. Alt i alt synes jeg at der er en god variation i de fem sange. Melodierne er fængende og sangene er rimelig catchy. Jeg synes især godt om åbningsnummeret ”Drive Me Crazy” og fjerde skæring ”Dead By Now”. Men alle fem sange lyder godt i mine ører.

Meconium blev indspillet i Carpark North's Apparat Studio i slutningen af 2015. Det er Kristian ”Krenne” Pedersen (Mads Björn) der har tracket og mixet sangene og herefter er de blevet masteret af den prisvindende og Grammy-nominerede producer Rune Rask (Suspekt). Lyden på denne EP er helt i top. Samtidig spiller bandet godt og Casper’s vokal ligger godt til stilen.

Er du til en ordentlig omgang hård rock med solide guitar soloer, god vokal, stor energi og rå power, så bør du tjekke Blackbird Syndicate ud. Personligt er jeg i hvert fald blevet fan. Bandet booker i øjeblikket koncerter i det danske land og hvis de rammer i spillested nær mig, så vil jeg være at finde blandt publikum.
 
Meconium udkom 8. august via Gateway Music.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Balckbird Syndicate på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Souls Of Tide – Join The Circus


Anmeldt af Calle: 21-08-2016

Sould Of Tide er et norsk hard rock band, som består af Vegar Larsen (vokal), Anders Langberg (guitar), Ole Kristian Østby (guitar), Øjvind Stönen Johannesen (bas), Tommy Kristiansen (trommer) og Kjetil Banken (hammond). Bandet har eksisteret siden 2014 og Join The Circus er deres debut fuld længde album.

Stilen er som sagt hard rock med kraftig inspiration hentet i 70'ernes rock bands som f.eks. Deep Purple, Black Sabbath og The Doors. De seks bandmedlemmer spiller alle i andre bands og har derfor tilført lidt hver især fra deres forskellige baggrunde. Dette gør at musikken bliver rimelig varieret. Join The Circus består af 9 numre, hvor musikken er autentisk, melodierne er fængende og sangene er generelt godt skruet sammen. Mine favoritter blandt de 9 sange er åbningsnummeret ”She's Dead” samt ”Once Again” og ”Spray-Tan Magic”. Og man kommer bestemt heller ikke uden om afslutningsnummeret "Prisoners. Men alt i alt er alle numrene gode. Der er bestemt ingen fyldstof at finde på dette album. Musikken er velspillet og vokalen fungere samtidig rigtig godt til musikstilen.

Albummet er indspillet på en uge i en lille hytte i nord Norge. Bandet har indspillet sangene i samarbejde med den erfarne norske producer Endre Kirkesola. Det eneste bandet havde under indspilningen var den barske natur, deres rock 'n' roll og lidt kolde øl. Lyd og produktion fungerer godt og jeg synes bandet og produceren har formået at ramme en lyd der bringer minder tilbage til 70'erne, men samtidig pakket ind i en nyere formel.

Sould Of Tide er uden tvivl et interessant bekendtskab. Jeg synes ihverftald deres form for rock rammer mig. Så er du til hard rock og kan du nikke OK til ovennævnte bands, så kan du roligt tjekke disse nordmænd ud.
 
Join The Circus udkommer 26. august via Mighty Music/Target Group.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Sould Of Tide på Facebook her.
____________________________________________________________________________

The Apocalypse Blues Revue – The Apocalypse Blues Revue


Anmeldt af Calle: 21-08-2016

The Apocalypse Blues Revue er et amerikansk blues rock band, som blev startet af de to Godsmack medlemmer Shannon Larkin (trommer) og Tony Rombola (guitar). Det skete en dag i bandets øvelokale, hvor Larkin pludselig fandt ud af at Rombola var en fænomonal blues guitarist. De fik hurtig kontakt til Ray ”Rafer John” Cerbone (vokal) og Brian Carpenter (bas) og bandet var en realitet. Dette album er bandets debut og samtidig mit første bekendtskab med dem.

Stilen er som sagt blues rock. Dog er musikken er lille smule mere heavy og mørk end man normalt forbinder med blues rock. Og teksterne bevæger sig lidt mere i en punket retning. Musikken bliver spillet med stor præcision og feeling og Ray's stemme en som skabt til en god gang dyster blues rock.

Albummet består af 12 sange, som alle er velskrevet og hvor guitaren er i fokus. De første tre sange ”Evil Is As Evil Does”, ”Junkie Hell” og ”Devil Plays The Strat” har alle en meget tung og dyster feeling. Sidst nævnte hører til blandt mine personlige favoritter. Herfter kommer den mere traditionelle blues rocker ”I Think Not”, som med det samme får foden til at rocke med. Herefter følger ”Whiskey In My Coffee”, som sender mine tanker lidt i retning af The Doors. De næste fire sange følger i samme spor som albummets tre første numre. Dog har ”Blues Are Fallin' From The Sky” et mere down-tempo midter stykke. Den efterfølges af den mere heavy blues rocker ”Work In Progres”, som igen efterfølges af ”The Devil In Me”. Begge sange høre ligeledes til blandt mine favoritter. De sidste to sang er ”Blue Cross” og bonus tracket ”When The Music's Over”, som er en cover version af The Doors. Alle sange på albummet har sin charme og jeg finder derfor ingen af dem dårlige. Musikken indbyder til en hyggelig aften med dæmpet belysning og en whiskey i hånden.

Er man til blues rock, som bevæger sig lidt udover den traditionelle blues rock, og som samtidig er utrolig velspillet og hvor guitar arbejdet er i topklasse, så kan man roligt tjekke dette album ud. The Apocalypse Blues Revue er en super fed blues kvartet og jeg vil give Larkin ret i, at Tony er en super blues guitarist. Det er helt sikkert et album jeg vil vende tilbage til igen og igen.
 
The Apocalypse Blues Revue udkommer 26. august via Mascot Label Group.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg The Apocalypse Blues Revue på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Pastiche – It Feels Like (EP)

Anmeldt af Calle: 18-08-2016

For en måneds tid siden fik jeg tilsendt debut EP’en It Feels Like fra det århusianske band Pastiche. Jeg kendte ikke til bandet i forvejen og så er det jo altid lidt spændende hvad man skal lytte til. Bandet består af de fire unge gutter Erik Klintø Laursen (trommer), Thomas Klintø Laursen (bas), Ari Knoph (guitar) og Casper Dons (vokal og guitar).

It Feels Like består af tre numre og jeg vil betegne stilen som funky rock. Første nummer er ”Old Bones”. Denne sang har et spændende og iørefaldende guitar riff og sangen er ret fængende. Den bedste sang på EP’en efter min mening. Næste nummer er ”Sketches”, som forsætter i samme spor, men denne gang bare med en groovy bas i forgrunden. Sidste nummer er ”False Memories”. Denne sang er lidt mere stille og ikke helt så fængende som de andre to numre. Dog har den et rimelig catchy omkvæd. Samlet set er det tre gode sange bandet har indspillet, hvor der især er en enorm energi i de to første sange. Melodierne er samtidig godt skruet sammen.

De fire unge fyre spiller godt og Casper’s vokal passer godt til musikken. De er gode på CD og jeg tror også de kommer godt udover scenen når de spiller live. De skriver da også i ”presseskrivelsen” at de er blevet godt modtaget rundt omkring på de danske live scener.

Denne EP er en helt udmærket debut og bandet er et spændende bekendtskab. Jeg ser frem til at høre hvad de kan drive det til fremover. Pastiche er frisk pust på den danske rock scene. Så er du til funky rock med fede grooves, så bør du tjekke bandet ud!!
 
It Feels Like (EP) udkom i juni 2016.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Pastiche på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Black Swamp Water – Chapter One

Anmeldt af Calle: 17-08-2016

For snart 2 år siden anmeldte jeg debut EP’en “Hellride” fra Silkeborg bandet Black Swamp Water. Dengang var jeg ret glad for det jeg hørte og jeg skrev ydermere, at jeg ville holde et vågent øje med bandet fremover. Nu har de så skrevet kontrakt med Mighty Music og samtidig udsendt deres debut fuld længe album Chapter One. Bandet er næsten det samme som på EP’en og består af Bjørn Bølling Nyholm (vokal), Jan Geert (guitar), Jeppe Birch Friis (bas) og Kim Langkjær Jensen (trommer) samt den nye guitarist Martin Lykke Hansen.

Bandet spiller hard rock og heavy metal med tydelige inspirationer hentet i southern metal. Inspirationskilderne tæller da også navne som f.eks. Black Sabbath, Down, Corrosion Of Conformity, Black Label Society, Zakk Wylde, Alabama Thunderpussy, Monster Magnet og Pantera.

Chapter One består af 11 numre, hvoraf det ene nummer er en stille interlude. Der er rigtig god variation i numrene og tempoet skifter en del. Der er både de hårde og tunge numre som ”World On Fire” og ”Life Is Pain” samt åbningsnummeret ”Leave Nothing Behind”, men også flere sange hvor tempoet er sat lidt ned. Her kan bl.a. nævnes ”Into The Fire”, ”The Only Road” og ”Run”. Sidst nævnte leder mine tanker i retning af Zakk Wylde’s første band Pride And Glory. Southern metal inspirationen kan især høres i en sang som ”Black Swamp Water”, hvor guitaren minder en del om Zakk Wylde’s guitarspil. Alt i alt er det 11 sprøde numre bandet har indspillet.

Man kan sagtens høre bandets erfaring og gennemsnitsalderen har da også passeret de 35 år. Musikken bliver spillet rigtig godt og Bjørn’s stemme passer perfekt til denne genre. Der er mange fede riffs og guitar soloerne sidder lige i skabet. Albummet er produceret og mixed af Tue Madsen (Raunchy, Moonspell, Sick Of It All).

Band navnet passer perfekt til bandets stil. Jeg kommer ihvertfald til at tænke på sumpene i det sydlige USA. Bandet har efter min mening rykket sig siden den føromtalte EP og jeg synes helt bestemt at dette album har international klasse. Jeg kan helt sikkert anbefale at du tjekker bandet ud!!
 
Chapter One udkommer 26. august via Mighty Music/Target Group.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Black Swamp Water på Facebook her.
__________________________________________________________________________________
CallesRockCorner  | callerock@gmail.com