Tip en ven         Bookmark and Share     Sitemap    
 
 
 
--------------------------------------------------------------------------
Spiller du i et rock/metal band
og vil du have din musik anmeldt 
så skriv til denne mail:
og hør nærmere.
--------------------------------------------------------------------------
Grumpynators - City Of Sin
 
Anmeldt af Peter Letting: 10-02-2017
 
Danske Grumpynators er ude med deres andet album som har fået titlen ”City Of Sin”. Albummet lander 24 marts 2017.

Jeg har hørt om Grumpynators, men aldrig hørt dem, så det var ret nyt for mig. De spiller en underholdende form for rock / rockabilly, med masser af swing og fede passager. Jeg har som sagt hørt om Grumpynators før, og har altid oversat det med ”Sure Gamle Mænd”, men der er bestemt ikke noget surt over musikken, nærmest tværtimod.

Albummet som helhed er bare til at blive glad i låget af, og faktisk lidt svært at slippe igen. Der er sådan lidt old-school ”happy-go-lucky” over stilen, og selvom man ind imellem får lidt associationer til andre bands, så har Grumpynators deres helt egen sound. Grumpynators holder stilen igennem hele albummet, men på trods af det, så har hver enkelt skæring alligevel sit helt eget udtryk, hvilket gør albummet meget interessant.

Der er faktisk allerede sluppet en single fra det nye album. Det er nummeret ”Take The Last Dance With Me”, og den tilhørende video er også til at finde on-line. Der er dels lidt optagelser fra en bar, en sen nattetime, samt optagelser af bandet selv, der spiller. At dømme ud fra valget af instrumenter og ikke mindst mikrofon, så er det nok ikke helt forkert at kalde Grumpynators for old-school …

Jeg er specielt tosset med skæring 2 ”Hotel 2nd Age”. Nummeret indledes med guitar alene, og når trommerne sætter ind, bruges der lige godt 30 sekunder på at køre tempoet op. Super start. Når toget kører breakes et par gange med udelukkende vokal og gulvbas. Fed detalje.

Grumpynators tæller 4 medlemmer: Christian Nørgaard på guitar, Jakob Øelund på bas (kontrabas), Emil Øelund på vokal og guitar samt Per Fisker på trommer.

Man skal altså en tur til Hamburg, hvis man vil støtte op om release party for den nye CD, men hey, det er jo også lige rundt om hjørnet. Der er så vidt jeg kan se, planlagt 2 koncerter mere til april. En i Randers og en i Viborg. Jeg glæder mig til bandet finder over broen og besøger djævleøen. Så må det vist være på sin plads at indfinde sig ved scenekanten, stikke en næve og evt. dele en øl…Jeg giver Grumpynators 5,5 ud af 6. Den sidder sq lige i skabet…
 
City Of Sin udkommer 24. marts via Mighty Music/Target Group.
 
    (5½ ud af 6)
 
Besøg Grumpynators på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Pectora – Redemption (EP)


Anmeldt af Calle: 04-02-2017

Pectora er et heavy metal band fra København og Roskilde og så vidt jeg har læst mig frem til, så er Redemption deres anden EP. Det er dog første gang jeg lægger ører til bandet, som består af Kenneth Steen Jacobsen (vokal), Morten S. Nielsen (guitar), Søren Weiss Kristiansen (guitar), Laurids Münier (bas) og Nicolas Kraunsøe Frandsen (trommer).

Bandet spiller som sagt heavy metal, med en lille smule thrash metal og en god portion hard rock indover, og inspirationen er da også hentet fra bands som f.eks. Judas Priest, Saxon, Black Sabbath, Kadavar, Iron Maiden, Guns n Roses, Accept, Candlemass og Airbourne. Det er en bred vifte af bands indenfor diverse rock og heavy genre, hvilket også kan høres i bandets musik. Vi kommer både omkring lidt NWOBHM i åbningsnummret ”Democracy In Disguise” hvor der gives los med twin guitarar samt hurtige og energiske guitar riffs. Efterfølgende bevæger vi os lidt mere over i hard rock genren på EP'ens anden sang ”Going Through Hell”. Denne sang har en lidt mere rå lyd. Herefter kommer der en lille akustisk guitar intermezzo i form af ”Lights Out”, som går over i EP'ens mest downtempo sang ”Valley Of Dreams”. Jeg vil betegne dette som EP'ens metal ballade, men dog en tung en af slagsen. Indledningsvis ledte sangen mine tanker i retning af noget ”Load/Re-Load” era Metallica, men efterfølgende synes jeg også der kommer lidt Iron Maiden-inspiration indover. Et helt udmærket nummer i mine ører, som også giver EP'en en god variation. Redemtion sluttes af med ”Son Of The Four”, som er endnu en riff-orienteret heavy sang, hvor bandet rammer både det meget heavy men også den hårde rock. Sangen har et ”syng-med-os” omkvæd og melodien fungere rigtig godt. Dette er efter min mening den bedste sang på EP'en.

Alt i alt er det fire solide sange (plus en flot intermezzo) bandet har indspillet. Det er heavy metal med skarpe riffs og store flotte melodier. Samtdig bliver musikken spillet rigtig godt og vokalen passer fint til genren. Bandet har arbejdet målrettet på Redemption, som blev produceret i vinteren 2016 af Patrick Fragtrup (Barricade) i Wolf Rider Sound Production. Jeg synes generelt der er en god lyd og produktion på denne EP.

Pectora er som sagt et nyt, men rigtig godt bekendskab for mig og jeg spår dem en god fremtid på den danske rock og metal scene. De har i hvert fald sangene til det. Du kan også opleve dem live flere steder i løbet af vinteren og foråret. Bl.a. på Gimle den 24. februar, hvor de spiller sammen med danske Iron Fire og på Beta den 13. april, hvor de spiller opvarming for de amerikanske thrash-legender Flotsam & Jetsam. Er du fan af heavy metal med gode melodier og fede guitar riffs, så vil jeg klart anbefale at du tjekker dette band ud.
 
Redemption udkom 14. januar.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Pectora på Facebook her.
______________________________________________________________________________________________
Ranger - Speed & Violence
 
Anmeldt af Peter Letting: 31-01-2017
 
Det finske speed metal band Ranger er ude med nyt album, som er deres andet fuld længde album, og bærer titlen Speed & Violence. Albummet var ude 2 december 2016.

Titlen på det nye album beskriver meget præcist indholdet. Det går hurtigt og det er voldsomt. Jeg får altid et lidt skævt smil på læben, når der dukker nyt op fra Finland. De der Finner kan et eller andet, der bare er lidt mere skævt og underligt end hvad man ellers hører. Og Ranger er da heller ingen undtagelse.

Efter en kort lille intro, er der fuld smadder på fra starten med titelnummeret og udover det heftige tempo, så opdager man ret hurtigt at der ligger en vanvittig vokal på skiven. Forsanger Dimi kan forcere de sygeste høje toner og der er ingen tvivl om at hans vokal tegner en stor del af lydbilledet på albummet. Titelnummeret er nok det nummer jeg synes bedst om på skiven.

Stilen er bevist trukket tilbage til det vi kender som den oprindelige speed metal, med et twist af thrash. Jeg har tidligere hørt en del speed metal og jeg anerkender at Ranger gør et super arbejde for genren, men personligt bliver jeg faktisk en smule træt af stilen sådan ca. halvvejs inde i albummet. Men er man til speed metal er jeg sikker på at Ranger vil være værd at lægge øre til. Der er masser af tromme arbejde i vanvittigt tempo, og med 2 guitarister er der også godt fyldt op med riffs. Men selvom Dimi styrer vokalen, så har han også rigtig godt fat om bassen, og specielt indledningen til skæring 2 ”Without Warning” er meget bas orienteret

Ranger består af 4 medlemmer: Miko på trommer og Dimi på vokal og bas. De 2 startede bandet tilbage i 2009. Hertil er kommet Mikael Haavisto og Ville Valtonen begge på guitar. Jeg giver Ranger 4 ud af 6
 
Speed & Violence udkom 2. december 2016 via Spinefarm Records.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Ranger på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Tyketto - Reach
 
Anmeldt af Peter Letting: 30-01-2017
 
Det amerikanske band Tyketto er ude med et nyt album med titlen Reach. Albummet var tilgængeligt 14 oktober 2016. 

Tyketto’s nye album skulle lige ligge og modne et par måneder hos mig før jeg fik taget ordentligt hul på det. Første gang jeg lavede et gennemlyt var jeg lidt skuffet, men da albummet havde ligget et par måneder, fik jeg sat det på igen, og det var pludselig en helt anden fornemmelse.

Genren er melodisk rock i stil med Journey og Great White, så man bliver ikke skræmt eller blæst bagover. Til gengæld mødes man af nogle fine melodier, gode tekster og masser af fine detaljer og finesser. Det er sådan et album som man bare bliver godt tilpas af at lytte til, og man bliver ikke rigtig træt af det.

Tyketto har eksisteret on and off siden 1987 og Reach er så vidt jeg kan finde frem til deres 7. studie album. Medlemmerne på denne skive er: Danny Vaughn på vokal og guitar, Chris Green på guitar, Chris Childs på bas, Michael Clayton på trommer og Ged Rylands på keyboards.

På skiven er et nummer med titlen ”Letting Go”. Det synes jeg naturligvis var lidt morsomt. Til gengæld havde jeg forestillet mig, at en sang med mit navn i titlen havde noget mere punch, men denne sang er så en af de stille på albummet, og det må jeg jo så tage med.

Mit favorit nummer på skiven må være ”Kick Like A Mule”. Det stikker en smule af fra resten af skiven, og måske er det netop derfor jeg falder for det. Jeg kan godt lide de der numre der ligesom hænger fast i ørerne når man har hørt hele skiven igennem. Jeg giver Tyketto 4 ud af 6 for Reach.
 
Reach udkom 14. oktober 2016 via Frontiers Music s.r.l.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Tyketto på Facebook her.
______________________________________________________________________

Aaron Keylock – Cut Against The Grain


Anmeldt af Calle: 28-01-2017

Aaron Keylock er en ung britisk blues rock guitarist og sanger. Han er stadigvæk teenager (kun 18 år), hvilket først gik op for mig, da jeg læste presseskrivelsen, efter jeg havde lyttet til Cut Against The Grain et par gange. På mig virkede både hans spillestil og hans stemme, som om han var en del ældre. Ja som om han havde en hel del år og en masse erfasring bag sig. Aaron's inspiriationskilder tæller da også old-timers som f.eks. Johnny Winter, Black Crowes, The Allman Brothers, The Faces, The Rolling Stones, The Grateful Dead og Humble Pie. Derudover synes jeg også eg kan høre lidt Gary Moore, Izzy Stradlin, Georgia Satellites og Rory Gallagher i hans musik.

Cut Against The Grain er unge Keylock's debut album. Men flere af sangene har han spillet live siden han var 13 år gammel. Allerede den gang spillede han på klubber og venues i sin hjemby Oxford, hvis altså dørmændende ville lukke ham ind. Og han har spillet på Alexander Palace og Jazz Café i London, samt flere bikerstævner rundt om i England. Han har allerede været på tour med bl.a. Blackberry Smoke, SIMO, Federal Charm og Joanne Shaw Taylor og han har fået gode råd af selveste Joe Bonamassa.

Albummet består af 11 sange, som er skrevet af Keylock selv. De er skrevet gennem de sidste 5 år og en sang som den Gary Moore-inspirerede ”Just One Question” skrev han allerede som 13 årig. En rigtig fed down-tempo blues rock sang. Derudover er albummet spækket med den ene sprøde blues rock sang efter den anden. Lyt bl.a. til publikums live favoritten ”Medicine Man” eller åbningsnummeret ”All The Right Moves” eller slideguitar-nummeret ”Sun's Gonna Shine”. Og man kommer bestemt heller ikke udenom en sang som ”Against The Grain”. Alt i alt er det 11 super fede sange Aaron Keylock har indspillet. Og det gælder både for de stille down-tempo sange og de mere up-tempo sange. Melodierne er godt skruet sammen og guitararbejdet er helt i top. Derudover passer hans vokal perfekt til genren.

Cut Against The Grain er indspillet i L.A. med Fabrizio Grossi som producer. Han har tidligere arbejdet med folk som Slash, Alice Cooper, George Clinton og Zakk Wylde for abre at nævne et par stykker. Albummet er godt produceret og musikken er yderst velspillet. Udover Aaron på guitar og vokal, så er det Jordan Maycock på bas og Sonny Miller på trommer.

Allerede ved første gennemlyt af albummet, var jeg fanget af musikken. Og så er albummet ellers bare vokset sig større og større efter hvert gennemlyt. Jeg vil helt klart anbefale folk at tjekke dette album ud. Aaron Keylock er en ung mand med et kæmpe talent. Jeg er sikker på, at han vil sætte sit præg på blues rock scenen i de kommende år.
 
Cut Against The Grain udkom 20. januar via Provogue/Mascot Label Group.
 
    (5½ ud af 6)
 
Besøg Aaron Keylock på Facebook her.
___________________________________________________________________________

As It Is – Okay.


Anmeldt af Calle: 23-01-2017

As It Is er et band med base i Brighton, UK. De blev dannet i 2012 og udgav deres debut album ”Never Happy, Ever After” i 2015. Albummet blev godt modtaget i deres hjemland og de var i toppen af ”best british newcomer” listen samme år. Nu er de så klar med deres andet album, som har fået titlen Okay. Det er første gang jeg lægger ører til bandet, som besårt af Patty Walters (vokal), Benjamin Biss (vokal/guitar), Andy Westhead (guitar), Patrick Foley (trommer) og Alistair Testo (bas).

Bandet spiller pop-punk i stil med bands som bl.a. Good Charlotte, Simple Plan, Blink 182, American Hi-Fi, Taking Back Sunday og The All American Rejects. En stil jeg ikke har fulgt særlig meget med i siden starten og midten af 00'erne, men jeg har da lyttet til flere af de nævnte bands (og set dem live). Jeg synes dog As It Is læner sig mest hen imod den poppede del og knap så meget i den punkede del. Der er dog et par up-tempo numre som f.eks. ”No Way Out”, ”Austen” og ”The Coast Is Where Home Is”.

Ved første gennemlyt synes jeg umiddelbart at albummet var en anelse kedeligt, men efter flere gennemlytninger blev det lidt mere interessant. Flere af sangene, som f.eks. ”Pretty Little Distance” og ”Curtains Close”, er faktisk rimelig fængede og de har nogle catchy omkvæd. Melodierne fungere godt i de fleste af sangene, uden dog at være top-klasse. Musikken bliver spillet helt fint og selve produktionen kan man heller ikke sætte en finger på.

Alt i alt er Okay. et okay album, som dog ikke vil finde vej til min afspiller særlig tit. Dertil er sangene for enslydende og genren er simpelthen ikke helt mig mere (det har aldrig været min foretrukne genre). Er du derimod til glad pop-punk og finder du nogle af ovennævnte bands på din top ti liste, så tror jeg godt du vil synes om dette album. Giv albummet et lyt!!
 
Okay. udkom 20. januar via Fearless Records.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg As It Is på Facebook her.
______________________________________________________________________

Junkyard Drive – Sin & Tonic


Anmeldt af Calle: 21-01-2017

For lidt over to år siden anmeldte jeg Junkyard Drive's ”Junkyard Luxury” EP. Jeg var ret glad for bandets musik og sluttede min anmeldelse af med at skrive: Jeg vil helt sikkert følge bandet fremover! Det har jeg gjort og nu her to år efter har de skrevet kontrakt med Mighty Music og de er klar med deres debut album Sin & Tonic. Bandet, som kommer fra Roskilde, er stadigvæk det samme og består af Kris (vokal), Birk (lead guitar), Benjamin (rytme guitar), Mikkel (bas) og Claus (trommer).

Det nye album består af 10 sange og stilen er ganske enkelt straight ahead hard rock. Inspirationen er da også hentet hos bands som f.eks. AC/DC, Guns 'n' Roses og Airbourne. Altså 80'er-inspireret hard rock, som dog er tilføjet en moderne lyd.

Sin & Tonic indledes med party rockeren ”If You Wanna Rock”, og den sætter godt gang i albummet. De to næste sange ”Bone Dry Jessie” og ”Drama Queen” forsætter i samme fede stil. Sidst nævnte høre til blandt mine favoritter. I næste sang ”Natural High” sættes tempoet en anelse ned og bliver lidt mere bluesrock-inspieret. Her gør bandet det også rigtig godt. De næste fire sange ”Take It All”, ”B.A.D.”, ”Danger Zone” og ”Stone Cold Lady” forsætter i samme fede rock 'n' roll stil, som der blev lagt for land med. I næstsidste sang bliver lyden en anden. Du har sikkert hørt sangen på myRock eller Madsen på P4, hvor den har været i heavy rotation. Det var også den sang jeg først bed mærke i, da jeg lyttede til albummet første gang. I første omgang troede jeg det var en cover version af Gasolin nummeret ”Langebro”, men bare omskrevet til engelsk. Jeg undersøgte sagen og fandt så ud af, at ”Geordie” (som sangen hedder) er en gammel engelsk folkesang, som Gasolin i sin tid omskrev til dansk (efter at have hørt Joan Baez' version). Det er en rigtig rigtig fed version som Junkyard Drive har indspillet. Albummet afsluttes med endnu en hard rocker i form af ”Slave To Technology”. Generelt synes jeg bandet har skrevet nogle rigtig fede rock sange med gode melodier og mange fede riffs. Omkvædene er til at synge med på og man kan ikke undgå at rocke med. Derudover spiller bandet godt og Kris' vokal passer rigtig godt til genren.

Albummet er indspillet live i Medley Studiet med selveste Søren Andersen (Glenn Hughes, Mike Tramp og Electric Guitars) bag knapperne. Lyd og produktion fejler bestemt ikke noget!!

Udover at være gode på plade, så er bandet også yderst velspillende live. De har da også allerede fået en del erfaring på det område og har spillet i både Letland, Holland, Mexico, USA og Tyskland og selvfølgelig flere steder i Danmark. Får du muligheden, så bør du opleve dem live.

Junkard Drive er efger min mening MEGET mere end ”Geordie” og det håber jeg folk derude også vil finde ud af. Giv albummet et lyt. Det er kræs for øregangene. Sin & Tonic får de varmeste anbeflainger herfra.
 
Sin & Tonic udkommer 17. februar via Mighty Music/Target Group.
 
   (5 ud af 6)
 
Besøg Junkyard Drive på Facebook her.
_________________________________________________________________________________________________
Ronnie Baker Brooks – Times Have Changed

Anmeldt af Calle: 18-01-2017

Ronnie Baker Brooks (RBB) er søn af blues sangeren og guitaristen Lonnie Brooks. Han er 49 år og så er han født i Chicago. Han er gået i sin fars fodspor og valgt at gå musikkens vej. Han startede med at spille guitar som 6 årig og udgav sit første album ”Golddigger” i 1998. Herefter har han udgivet yderligere to albums, nemlig ”Take Me Witcha” i 2001 og ”The Torch” i 2006. Det er altså over ti år siden han sidst udagv et album.

Times Have Changed består af 11 sange, hvor Ronnie selv har skrevet de 5 af sangene. Resten er cover versioner af nogle af hans egne favoritter. Heriblandt sange fra Joe Tex, Curtis Mayfield, Eric Clapton, Robert Cray og Alvin Cash. Jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke kender de originale sange. Sangene er skrevet og indspillet gennem de sidste 10 år.

Stilen på Times Have Changed er blues med en stor portion soul og en smule jazz indover. Ja der er sågar lidt rap i titelnummeret ”Times Have Changed”. Her har han fået rapperen Al Kapone med på vokal. Udover ham medvirker også guitaristen Steve Crooper, soul sangerinden Angie Stone, sanger og guitarist Todd Mohr samt blues/soul sangeren Bobby ”Blue” Bland, for bare at nævne et par gæster. Sidst nævnte døde i 2013, men han nåede at levere lead vokal på Clapton/Cray nummeret ”Old Love”. Derudover medvirker RBB's far Lonnie Brooks på det meget groovy nummer ”Twine Time”.

Albummet er indspillet i henholdsvis Memphis og Nashville i samarbejde med den grammyvindende producer Steve Jordan. Han har tidligere arbejdet med bl.a. Eric Clapton, Keith Richards, Stevie Wonder og John Mayer, så det er en yderst kompetent herre vi har med at gøre. Albummet er der også rigtig flot produceret.

Normalt er dette ikke en stil jeg lytter mest til. Hvis jeg skal høre blues, så er jeg mere ovre i blues-rocken. Men jeg synes faktisk dette album er en meget behagelig oplevelse. Gode og velskrevne sange og med rigtig flot guitarspil. Ja alle instrumenterne bliver spillet med stor kvalitet og gæstevokalerne passer bare perfekt. Det kan godt være at ”tiderne er skiftet”, men bluesen lever stadigvæk i RBB's sjæl og i hans musik.
 
Times Have Changed udkommer 20. januar via mascot Label Group.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Ronnie Baker Brooks på Facebook her.
________________________________________________________________________

Electric Guitars – Rock 'n' Roll Radio


Anmeldt af Calle: 16-01-2017

De fleste rock kendere i Danmark burde på nuværende tidspunkt have hørt om Electric Guitars. Men skulle der være en enkelt person eller to derude, som ikke kender bandet, så kan jeg fortælle, at det består af de to guitarister Mika Vandborg og Søren Andersen. Begge guitarister er meget anerkendte på den danske (og udenlandske) rockscene. Derudover har de Morten Hellborn med på trommer og Peter Kjøbsted med på bas. Rock 'n' Roll Radio er bandets tredje album. Titlen forklare bandet sådan her: ”Man skal skrue meget lang tid på knapperne for at finde rocknumre i kommerciel radio og det har vi brugt en del tid på at gå og undre os over, og titelnummeret er derfor en hyldest til alle dem, der også savner ”hegn” i deres radio”.

Og ”hegn” kan man roligt sige der findes på dette album. Der bliver spillet guitar til den helt store guldmedalje. Masser af guitarlir, masser af attitude og ingen bullshit. Albummet består af 10 numre, hvor de fleste af sangene lægger sig op af stilen fra de foregående to albums. Men der er dog et par sange som skiller sig lidt mere ud. Først og fremmest anden singlen ”Headless Chicken”, som har Jesper Binzer på leadvokal samt Jacob Binzer på guitar. Sangen er også skrevet i samarbejde med de to D-A-D brødre og det kan man godt høre. Derudover er der en sang som ”Swagman” som har et mega tungt Black Sabbath lydende indlednings riff og sangen fortsætter i den mere tunge stil. Den mere tunge, og samtidig ret så dystre stil, finder man også i en sang som ”Homewrecking Woman”. Udover disse numre, så vil jeg også fremhæve sange som titelnummeret ”Rock 'n' Roll Radio” og den glad-i-låget sang ”Bambi On Ice” eller den svingede ”Splinter” (og her mener jeg ikke svingende i kvalitet, men boogie rock svingende i stil med bands som f.eks. Georgia Satelliets, ZZ Top og Canned Heat). Alt i alt er det, igen fristes man til at sige, 10 super sprøde sange Vandborg og Søgge har skrevet og indspillet.

Rock 'n' Roll Radio er indspillet, mixet og masteret i Medley Studiet af Søren Andersen, men denne gang er det blevet produceret af Jacob Binzer. Jeg synes musikken er mindre ”poleret” end tidligere og jeg fornemmer at det netop skyldes samarbejdet med Jacob Binzer. Ihverfald er musikken blevet en anelse mere rå og tung i flere af sangene.

Var du glad for de to første albums med Electric Guitars, så kan du roligt invistere i dette album. Det har samme høje kvalitet som forgængerne. Og man går aldrig galt i byen med super fed guitar rock!!! Derudover vil jeg også lige sige - får du mulighed for at opleve bandet live, så skal du gøre det. Du vil blive blæst omkuld.
 
Rock 'n' Roll Radio udkommer 10. februar via Mighty Music/Target Group.
 
   (5 ud af 6)
 
Besøg Electric Guitars på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Inferno – Genética Humana


Anmeldt af Calle: 16-01-2017

Inferno er et spansk metal band, som blev dannet i 2009. Bandet består af Juan Manuel Leуn (vokal), Angel Bermúdez "Koto" (guitar), Antonio González (guitar), Carlos Bermejo (bas) og Miguel Osuna (trommer). Bandet startede ud som et coverband, men i 2011 begyndte de at skrive egne sange og de udgav deres første EP i 2014. Genética Humana er bandets debut fuld længde album.

Bandet skriver selv at de spiller thrash metal og nævner bl.a. Trauma, Overkill, Anthrax, Testament og Onslaught, som nogle af deres inspirationskilder. Nuvel....i mine ører er det da også en afskygning af thrash metal, men i den hårdeste ende af genren.

Genética Humana består af 10 sange, hvor teksterne er på spansk. Så jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke forstår teksterne, da mine spansk kundskaber strækker sig til ”dos cervezas por favor”. Men havde jeg kunne forstå spansk, så havde jeg ikke kunne høre teskterne alligevel. Både fordi vokalen er rimelig ringe og så ligger den samtidig ret lavt i forhold til instrumenterne. Og musikken i sig selv, ja den finder jeg faktisk også ret ringe. F.eks. er en sang som ”Muérete” bare to et halvt minuts ”smadder” og larm. Det virker lidt som om bandet har sagt – hvor hurtigt kan vi spille på trommerne og guitarerne og så skrige indover samtidig. Dette gør sig gældende i de fleste af sangene. Der er nærmest ingen temposkift og de 10 sange virker stort set bare som én laaaaaang sang. Skal jeg fremhæve et par numre, så må det være det instrumentale indledningsnummer ”Avaricia” og til nøds sangen ”Millones de Tatas”. Den starter ud i et lidt mere stille tempo og sangen har faktisk også lidt variation.

Produktionsmæssigt synes jeg også der mangler noget. Som nævnt overfor, så ligger vokalen ret lavt i forhold til musikken. Og derudover synes jeg også, at lyden er lidt for ”tam”. Jeg tror faktisk godt sangene kunne have virket mere indbydende, hvis de havde fået en bedre produktion.

Som du kvikke læser nok har fornemmet, så er dette album ikke noget for undertegnet. Jeg har i hvert fald hørt mange andre thrash metal albums, hvor både lyd og kvalitet er en del bedre end tilfældet er på dette album. Mine anbefalinger kan ihvertfald ligge på et meget lille sted.
 
Genética Humana udkom 12. januar via Necromance Records.
 
  (2 ud af 6)
 
Besøg Inferno på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Mike Tramp - Maybe Tomorrow
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 16-01-2017
 
Mike Tramp er en særdeles aktiv herre. På 3 år udgav han de tre albums ”Cobblestone Street”, ”Museum” og ”Nomad” som en semi-akustisk trilogi. Nu er han allerede klar med endnu et sprit-nyt album, som har fået titlen Maybe Tomorrow. Albummet er som de sidste fem fra ham, blevet produceret i samarbejde med Søren Andersen, som nogle måske kender fra den danske guitar-duo Electric Guitars. Hele holder bag dette album er desuden identisk med holdet bag forgængeren ”Nomad”.

Lad det være sagt med det samme.. Dette album byder ikke på mange overraskelser! Det er dog helle ikke hensigten, hvilket Tramp selv har udtalt i pressematerialet til pladen. Det er 100% Mike Tramp som man kender det med velskrevne sange, god lyd og den karakteriske vokal. Albumåbneren ”Coming Home” er en god indikator for hvordan pladen lyder og den er også valgt som single. Der er generelt et højt gennemsnit, når det kommer til kvaliteten af de 10 numre på pladen. Det er ikke noget som blæser mig totalt omkuld, men derimod en meget behagelig lytteroplevelse og de fleste kan være med, uden at blive skræmt væk. Hvis man skal have de kritiske briller på, kan det hele godt fremstå lidt for ”sikkert”, da der ikke bliver taget mange chancer og der er ikke meget der skiller sig ud fra mængden - men der er tale om et relativt højt bundniveau.

Hvis jeg skal prøve at fremhæve nogle sange, må det være ”Would I Lie To You” som er særdeles fængende, ”Time And Place” som er en dybfølt ballade og afslutningsnummeret og titelnummeret ”Maybe Tomorrow” hvor Mike Tramp leverer nogle stærke vokalmelodier. Guitar-soloen i ”Coming Home” fortjener også at blive nævnt! Produktionsarbejdet sidder lige i skabet, så lyden kan der ikke sættes en finger på. Der er tale om endnu et solidt håndværk fra en af de mest hårdarbejdende mænd i rock-branchen. Hvis man er tilhænger af Mike Tramps solo-karriere, er dette album et must-have. Jeg vil også anbefale den til alle der har en svaghed for en omgang straight-forward singer-songwriter rock.
 
Maybe Tomorrow udkommer 24. Februar via Mighty Music/Target Group.
 
    (4½ ud af 6)
 
Besøg Mike Tramp på Facebook her.
________________________________________________________________________________
Black Sites – In Monochrome

Anmeldt af Calle: 14-01-2017

Black Sites er et metal band fra Chicago, som blev dannet i 2015. Bandet består af Mark Sugar (guitar og Vokal), Chris Avgerin (trommer) og John Picillo (bas). Mark, som er manden bag dette band, har tidligere spillet i cult metal bandet Trials, mens Chris har spillet i Nequient og Autonomy og John har tidligere spillet i Without Waves og Immortal Bird. Alle disse band er ukendte for mig, men de har også gjort sig som undergrunds bands i Chicago og omegn. Derudover har de den tidligere Trials guitraist Ryan Bruchert med når de spiller live.

In Monochrome er bandets debut album og stilen vil jeg betegne som alternativ metal. Bandet henter inspiration fra både old schoool metal, prog rock og hard rock og nævner bl.a. Black Sabbath, Fates Warning, Queensryche og Deep Purple som nogle af deres inspirationskilder.

Albummet indledes med ”M Fisto Waltz”, som er en stille piano intro. Herefter kommer der mere ”skub” i tingene og det næste nummer ”Dead Languages” hører helt klart til blandt mine favoritter. Sangen har et rigtig fedt riff og er generelt bare bygget godt op. Den næste sang ”Monochrome” starter lidt langsommere, men her sættes tempoet også op. Og det forsætter i højt tempo i næste sang ”Burning Away The Day”, som også hører til mine favoritter. Den leder mine tanker i retning af 70'ernes hard rock ala Deep Purple og Thin Lizzy. ”Hunter Gatherer”, som er albummets næste sang, er delt op i to. Første halvdel er nede i tempo og spilles med akustisk guitar, mens resten af sangen er rendyrket rock. Herefter følger ”Watching You Fall”, som er en sang i mellem tempo. Ikke den mest iørefaldende sang på albummet. Næste sang er den thrash-inspirerede ”Locked Out – Shut Down”. Her finder vi albummets mest hårde sang, hvor vokalen også bliver mere rå. Sangen sættes dog lidt ned i tempo midtvejs, for derefter at blive sat op i tempo igen. Det gør sangen til albummets mest variede sang. Faktisk en rigtig god sang, hvis du spørger mig. Næstsidste sang er ”In The Woods”. Det er albummets mest dystre sang. Sidste sang på In Monochrome er ”The Tides”. Denne sang minder en del om ”Hunter Gatherer”, fordi den også bliver spillet med akustisk guitar i den første halvdel for derefter at blive til en metal rock sang.

Alt i alt er det 9 rigtig gode sange bandet har indspillet. Der er gode melodier, fede riffs og så synes jeg generelt at sangene er rimelig fængende. Derudover spiller bandet godt og Mark har en rigtig god vokal, der passer perfekt til musikken. Og så mestre han både den clean vokal og den mere rå og growlende vokal.

In Monochrome er indspillet af Sugar og Avgerin i Gunpoint Recording Studios i samarbejde med Quentin Poynter. Albummet er flot produceret og har efter min mening den helt rette lyd i forhold til genren (alternativ metal).

Jeg kendte intet til Black Sites før jeg modtog denne CD, men jeg er faldet for deres musik og jeg vil helt sikekrt sætte dette album på igen i fremtiden. Jeg kan derfor også kun anbefale at du tjekker bandet ud. Det er velskrevet og velproduceret metal!!!

In Monochrome udkommer 17. Februar via Mascot Label Group.
 
    (4½ ud af 6)
 
Besøg Black Sites på Facebook her.
__________________________________________________________________

Thorbjørn Risager & The Black Tornado - Change My Game
 
Anmeldt af Peter Letting: 09-01-2017
 
Thorbjørn Risager & The Black Tornado udkommer med nyt album 20 januar 2017. Albummet har fået titlen Change My Game.

Jeg synes selv at jeg kender Thorbjørn Risager ret godt. Igennem en del år nu, har jeg lyttet til deres udgivelser og været til små 10 koncerter med bandet, og det er jo ikke uden grund at jeg bliver ved at komme tilbage. Thorbjørn og hans Black Tornados er leveringsdygtige i et fantastisk show, hvad enten de spiller i Ishøj eller Hamborg, og jeg glæder mig allerede til release party i Amager Bio 27 januar.

Når de så vælger at kalde deres nye album for Change My Game, så kan jeg da godt frygte at de har skiftet spor, men efter at have lyttet til skiven, så er det heldigvis ikke det musikalske ”Game” som er ændret. Jeg var dog ikke rystende nervøs, for jeg havde hørt at par af numrene live allerede sidste år, så derfor var jeg en smule forberedt.

Det swinger bare når Thorbjørn og band lægger fra land. Det starter i den stille ende med nummeret "I Used To Love You", og det er en af den slags stille numre som giver lidt gåsehud på armene. Historien er sørgelig, men da det er blues, så passer det jo fint sammen, og man bliver bare blues-glad i låget.

Stilen skifter lidt karakter undervejs. Titelnummeret "Change My Game" er mere i sådan 80’er funky stil imens "Hold My Lover Tight" er en del mere rock’et, og igen er et nummer som "Train" temmelig country inspireret, men det er jo typisk Thorbjørn og hans Tornadoer at de mestrer rigtig mange stilarter.

Heldigvis er bandet intakt og består stadig af: Thorbjørn Risag
er på vokal og guitar, Emil Balsgaard på piano/orgel, Peter Skjerning på guitar, Kasper Wagner på saxofon, Hans Nybo på saxofon, Peter Kehl på trompet, Søren Bøjgaard på bas og Martin Seidelin på trommer.
 
Jeg synes det er en dejlig skive som Thorbjørn Risager & The Black Tornado har fået skåret, og den vil helt sikkert blive en del af min spilleliste i det næste lange stykke tid. Jeg skal jo gerne lige have lært teksterne, så jeg kan skråle med ved scenekanten næste gang vi ses…Jeg giver Change My Game 5 ud af 6
 
Change My Game udkommer 20. januar via Ruf Records.
 
   (5 ud af 6)
 
Besøg Thorbjørn Risager & The Black Tornado på Facebook her.
____________________________________________________________________________

TraumeR – Avalon

Anmeldt af Calle: 06-01-2017

TraumeR er et brasiliansk power metal band, som blev dannet i 2009. Bandet består af Guilherme Hirose (vocal), Fábio Polato (guitar), Nelson Hamada (keyboard), Regis Lima (bas) og Felipe Santos (trommer). Bandet udag deres debut album “The Graet Metal Strom” I 2014 og er nu ude med deres andet album Avalon. Jeghavde ikke kendskab til bandet før jeg modtog dette album.

Bandet spiller som sagt power metal, hvilket man allerede for en lille ide om når man tager et kig på coveret. Albummet, som består af 11 numre, indledes med et instrumentalt nummer i for af ”Tempus Est”. En udmærket måde at starte albummet på. Herefter følger de tre klassiske power metal numre ”Avalon”, ”Forever Starts Tomorrow” og ”TraumeR”. Melodierne er bygget op med power guitar riffs, hurtige soloer, temposkift og keyboard og dertil skal så lægges en traditionel power metal vokal. Herefter følger albummet første en eneste stille sang ”Changes”. Og af en power metal ballade at være, så synes jeg ikke helt denne sang fænger. I de to næste sange ”Let You Go” og ”Angel Of The Night” er bandet tilbage med fuld power. Jeg synes godt om begge disse sange og især først nævnte, som indledes med noget panfløjte (eller lignende instrument), rammer noget fedt. Sang otte ”The Song Of Broken Hearts” og sang ni ”Don’t Believe Their Lies” er de sange på albummet som er mest afvekslende i tempoet. I de sidste to sange ”Symphony” og ”Our Spirit Never Dies” er vi tilbage hvor vi startede. Altså klassiske power metal sange.

Alt i alt er Avalon en anelse for ensformig i mine ører, dog med lidt udsving, som nævnt overfor. Produktionsmæssigt kan man ikke sætte en finger på noget. Albummet har en flot ren lyd, uden at være alt for poleret. Instrumenterne og vokalen ligger perfekt i forhold til hinanden. Albummet er indspillet, produceret og mixet af bandets sanger og bassist og det er gjort i Hirose’s Place i Sao Paulo, Brasilien. Herefter er det blevet masteret i Finland af Mika Jussila, som tidligere har arbejdet med bl.a. Nightwish og Stratovarius.

Er du til klassisk power metal, som er velspillet og velproduceret, så kan du roligt tjekke dette album ud. Nu kender jeg ikke så meget til brasiliansk metal, men det lader til at de har mere at byde på end Sepultura, Cavalera Conspiracy of Dragonheart.  
 
 
Avalon udkom 11. november via fastball Music.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg TraumeR på Facebook her.
_____________________________________________________________________

Kee Marcello - Scaling Up
 
Anmeldt af Peter Letting: 30-12-2016
 
Svenske Kee Marcello, nok bedst kendt fra Europe, er ude med et nyt solo album som har fået titlen Scaling Up. Albummet er ude 14 oktober 2016.

Stilen på skiven er for det meste en forholdsvis blød version af rock’ens væsen, med enkelte afstikkere til både ballade genren, og den lidt tungere afdeling. Uden at have dybt kendskab til Europe’s bagkatalog (udover naturligvis The Final Countdown), så vil jeg tro at stilen lægger sig op ad det som blev produceret med Europe, men jeg synes også at det til tider swinger lidt Van Halen agtigt, som i skæring 2 ”On The Radio”.

Der er mange små lækre detaljer på skiven. I skæring 12, ”Blow By Blow” stikker tromme arrangementet helt af, og det minder nærmest om den måde numre normalt trækkes ud ved live performance. Nummeret strækker sig da også over næsten 7 minutter, så der er plads til at lege lidt. Skivens bedste down tempo nummer synes jeg er nummer 11, ”Don’t Know How To love No More”.

På skiven spiller Kee Marcello selv guitar og keyboard, samt leverer vokalen. Med sig har han Ken Sandin på bas og Darby Todd på trommer. På ”Good Men Gone Bad” er der gæsteoptræden af Mattias Eklundh på guitar, og på ”Wild Child” spiller Michele Luppi på keyboard.

Overordnet er det en udmærket skive, som er lækkert produceret og musikaliteten fejler bestemt heller ikke noget, men jeg mangler nok personligt lidt mere bid. Jeg giver skiven 4 ud af 6
 
Scaling Up udkom 14. okber på Frontiers Music s.r.l
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Kee Marcello på Facebook her.
___________________________________________________________________________________________
Pretty Maids – Kingmaker
 
Anmeldt af Michael Knudsen: 06-12-2016

Lad mig først pointerer at jeg altid har haft et ”sweet spot” for Pretty Maids. Jeg ved godt det er et band der deler vandende, men i og med de var et af de bands der åbnede mine øjne for heavy metal og alle dens undergenre, så har de bare en speciel plads i mit rock hjerte. Dette skal dog på ingen måde farve min anmeldelse af deres nye udspil Kingmaker!

Første nummer ”When God Took A Day Off” starter pladen, stor og pompøs, dog en smule til den lange side, der kunne sagtens have været skåret et minut eller to af. Dette gør dog ikke det første indtryk dårligt, men man sidder dog med en ”hmmmm...” følelse da nummeret er færdigt. De første strofer: ”Let me invite you to the show, that somehow never seems to be..” opsummerer meget godt hele mit indtryk af Kingmaker. Dermed ikke sagt at det er en dårlig plade, men det peaker aldrig rigtig for mig, udover et enkelt nummer eller to.

Det er de store følsomme ballader, som med tiden nok desværre er blevet bandets kendemærke, da det mere eller mindre er de numre der fokuseres på fra mediernes side, specielt af den nationale radio. Det er så ærgerligt, i og med Pretty Maids har så meget andet godt at byde på end lytter venlig pop rock. Men jeg er sikker på at deres faste fanskare udmærket ved hvad drengene i Pretty Maids kan levere og det gør de også på Kingmaker. Det skal dog tilføjes at ”Last Beauty On Earth” er en lækker ballade.

Pretty Maids har så mange kvaliteter, specielt Ronnie Atkins, som i min verden er den bedste rock sanger Danmark har opfostret og hele bandet skuffer på ingen måder. Synes dog der bliver trukket lidt for meget på tidligere dyder og klichere, og så er der til tider et lidt for ”corny” tekst univers, specielt i balladerne og de mindre tunge skærringer. Til gengæld blev jeg sparket omkuld og tilbage til 80'erne og 90'erne i nummeret ”King Of The Right Here And Now”, det er sgu et lækkert nummer, mere af den slags tak!

Jeg sætter engang i mellem en Pretty Maids plade på afspilleren, elsker deres gamle mesterværker ”Future World”, ”Sin Decade”, ”Scream” og ”Red Hot And Heavy”. Nu skal Kingmaker ikke sammenlignes med disse tidligere udgivelser, da de på ingen måde kan sammenlignes, men man kan alligevel ikke lade være. Dengang var der en attitude over Pretty Maids. Måske det bare var tiden, den produktion der nu en gang blev brugt den gang, men det ramte bare. På deres foregående par album har jeg siddet med en tanke om hvordan de ville lyde uden den pompøse produktion der har været brugt på Kingmaker, ”Motherland” osv. Lidt kant ville ikke gøre noget, måske kunne det endda give Pretty Maids et lidt mere personligt præg, bare min mening.
 
Kingmaker er produceret af Jacob Hansen og produktionen fejler bestemt ikke noget, og det er nok der problemet ligger for mig. Det hele er for perfekt. Jeg savner at kunne hører bandet og ikke en produktion af dem. Men igen, ville en mere kantet produktion passe til Pretty Maids? - Jeg ved det ikke men det kunne være spændende at høre en gang.

For at opsummerer det hele så synes jeg Kingmaker er en fed Pretty Maids plade, men man har ligesom bare hørt det før. Om det så er godt eller dårligt, det må deres fans vurdere. Jeg giver ”Kingmaker” 4/6

Kingmaker udkom 4 november på Frontiers Music s.r.l
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Pretty Maids på Facebook her.
______________________________________________________________________________

The Devil's Rejects - The Blood Feast Demo Tape
 
Anmeldt af Peter Letting: 06-12-2016
 
Norske The Devil’s Rejects (som også er titlen på en gyser film fra 2005, som jeg ikke har set…) er ude med et ”demo-tape” med titlen The Blood Feast Demo Tape, og jeg har givet det et lyt.

Stilen er ifølge dem selv Horror Metal, og det skal såmænd nok være rigtigt. Produktionen er meget ”garage-rock” agtig, men det passer nok meget godt til selve spillestilen.

Jeg er ret sikker på at bandet nok skal fange et publikum derude, med deres horror attitude og losseplads-agtige lyd, men i mine ører virker det en smule FOR larmende og usammenhængende. Jeg kan nok trods alt bedre lide at det også er en smule melodisk og lækkert produceret. Det er desværre en af den slags skiver som jeg ikke magter at høre mere end en enkelt gang, så hvis mine læsere mener at jeg mangler detaljer i min anmeldelse, så skyldes det nok mangel på interesse for genren, og det beklager jeg.

Jeg har forsøgt at finde nogle flere informationer om bandet, The Devil’s Rejects, men det er ikke det nemmeste. Som sagt findes der en film af samme navn, men udover det har jeg fundet 2 andre bands (hvoraf det ene stadig eksisterer), med samme navn, så søgningen på dette band gav 0 resultater, og dermed ikke rigtigt flere detaljer til beskrivelsen. Jeg giver skiven 2½ ud af 6
 
The Blood Feast Demo Tape er udkommmet.
 
  (2½ ud af 6)
 
Besøg The Devil's Rejects på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Lightning Strikes - Lightning Strikes
 
Anmeldt af Peter Letting: 05-12-2016
 
Californiske Lightning Strikes ude med et album som blot hedder Lightning Strikes. Albummet er ude 18 november 2016. Lightning Strikes blev oprindelig startet tilbage i 1985, men har så vidt jeg har kunnet grave frem, kun udgivet en enkelt ”single” og dette er dermed deres debut full-length album.

Stilen minder rigtig meget om de gode gamle dage med stærke referencer til bl.a. Rainbow, Deep Purple og Black Sabbath. Lightning Strikes består af 4 medlemmer. Trommeslageren Karpis Maksudian var med til at grundlægge bandet tilbage i 1985, bl.a. sammen med bassisten Cat Tate. Med sig har de fået Rob Math på guitar og Nando Fernandes på vokal. Derudover er der gæste optræden fra Derek Sherinian (Dream Theater) på keyboard, Tony Martin (Black Sabbath) på vokal samt Noah (Avantchick) også på vokal.

Selvom stilarten faktisk falder i min smag, så bølger det lidt frem og tilbage med min entusiasme for bandet. Første nummer "Victim" er faktisk et ret fedt nummer, ligesom "Fear", og "Can’t Cross The Rainbow". Resten er lidt en blandet fornøjelse, specielt de øst inspirerede numre, hvor Noah er med på vokal, er ikke særlig attraktive.

En ting som jeg har lagt mærke til er den meget bas fikserede produktion. Jeg lægger meget mere mærke til bassen og dens rundgange end jeg plejer, og det er da helt klart et plus i bogen, og et træk som gør at Ligthning Strikes trods alt gør et indtryk på mig.Jeg giver skiven 3½ ud af 6
 
Lightning Strikes udkom d. 18 november via Pure Legend Records.
 
  (3½ ud af 6)
 
Besøg Lightning Strikes på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Montage – Metamorphosis

Anmeldt af Calle: 30-11-2016

Montage er et finsk band, som blev dannet i 2011. Bandet består af Vesa Paavonen (vokal), Roni Seppänen (guitar), Jukka Parkas (keys), Taneli Tulkki (bas) og Kim Etelävuori (trommer). Bandetb udgav deres debut album i 2014 og Metamorphosis er dermed deres andet fuld længde album.

Bandet spiller ifølge dem selv melodisk hard rock med progressive elementer. Efter kin mening er der dog ikke så meget hard rock over musikken. Måske lidt inspiration hentet fra den klassiske rock og 70’er prog rock, men hovedparten af sangene bevæger sig mest ovre i den mere ”moderne” progressive rock.

Metamorphosis består af 9 sange, som efter min mening ligger på et rimelig jævnt niveau. Flere af sangene tendensere faktisk til det kedelige. De er rimelig monotone og der er ikke særlig meget variation i sangene. Kun afslutningsnummeret – den akustiske ”Carved In Stone” – bevæger sig lidt væk fra resten af albummet. Samtidig er vokalen også ret monoton og den virker lidt irriterende i mine ører. Når det så er sagt, så synes jeg bandet spiller udmærket og der er også et par gode guitar soloer hist og her. Men sangene mangler simpelthen noget for virkelig at ramme plet hos mig. Skal jeg fremhæve et par sange, så må det være ”Nature’s Child” samt åbningsnummeret ”Age Of Innocence”. De har efter min mening lige lidt mere at byde på i forhold til resten af sangene.

Albummet er indspillet og mixet i Helsinki’s Taajuusvarjostin Studios. Lyd og produktion fejler på sin vis ikke noget. Måske er lyden lidt ”flad”, men det hænger måske sammen med de lidt kedelige numre.

Dette album vil rimelig hurtigt gå i glemslen for mit vedkommende, men er du til progressiv rock, så kan du godt give albummet et lyt. Måske vil dine ører høre noget andet end mine!!!
 
Metamorphosis udkom d. 25 november via Fastball-Music.
 
  (3 ud af 6)
 
Besøg Montage på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Beth Hart – Fire On The Floor

Anmeldt af Calle: 30-11-2016

Amerikanske Beth Hart har gennem de sidste 20 år spillet med mange prominente folk og selv udgivet flere albums. Fire On The Floor er det nyeste udspil fra damen med den fantastiske stemme. Jeg har lyttet en del til Beth Hart, både som solo artist og når hun har udgivet albums sammen med Joe Bonamassa (som jeg tidligere har anmeldt her på siden). Så jeg var lidt spændt på hvad jeg kunne forvente på dette album.

Beth bevæger sig lidt rundt i både jazz, soul, blues og rock, så der er måske lidt uden for hvad vi normalt anmelder her på siden. Fire On The Floor består af 12 sange, hvor hovedparten af sangene er i den mere downtempo ende af skalaen. Der er dog et par sange, hvor der er lidt mere gang i den. De sange er ”Fat Man” og ”Baby Shot Me Down”. Dermed ikke sagt at resten af albummet er dårligt….tværtimod!! Jeg synes bestemt Beth har skrevet nogle rigtig gode og flotte sange og så har hun efter min mening en rigtig sprød stemme. Derudover bliver musikken spillet til perfektion. Udover de to ovennævnte sange, så vil jeg også fremhæve sange som blues rockeren ”Love Is A Lie”, den smukke ”Picture In A Frame” samt åbningsnummeret ”Jazz Man”. Og man kommer heller ikke uden om titelnummeret ”Fire On The Floor”. Så alt i alt synes jeg det er 12 gode sange man finder på dette album.

Albummet er indspillet og produceret af Oliver Leiber i hans hjemmestudie i Toluca Lake. Han har samlet de musikkere som er på albummet og de er Michael Landau (guitar), Waddy Wachtel (guitar), Brian Allen (bas), Rick Marotta (trommer), Jim Cox (piano) og Dean Parks (B3 og organ). Det er kun mr Landau jeg har hørt om tidligere, men alle musikkerne gør det som sagt rigtig godt. Selve produktionen fejler bestemt heller ikke noget.

Er du i forvejen fan af Beth Hart, så vil du helt sikkert finde dette album rigtig godt. Og kan du ellers bare godt lide et album som er velskrevet, velspillet og velproduceret, så synes jeg du skal give Fire On The Floor et lyt. Og det er uanset om du er til rock, pop, blues eller soul.
 
Fire On The Floor udkom d. 14 oktober via Mascot Label Group/Provogue.
 
   (5 ud af 6)
 
Besøg Beth hart på Facebook her.
______________________________________________________________________________
Glenn Hughes - Resonate
 
Anmeldt af Michael Knudsen: 26-11-2016
 
Glenn Hughes er klar med sit nyeste udspil, Resonate og det skuffer ikke, det står lysende klart fra første nummer! Med 11 solo udspil i ryggen og samarbejde med nogle af rockens mest prominente herre og bands, Gary Moore, Tony Iommi og Deep Purple bare for at nævne et par stykker, så er der vidst ingen tvivl om hvad vi her har med at gøre: God, solid, lækker, tung rock n roll blandet med Hr hughes’ eminente blanding af Soul, funk og hard rock stemme. Et perfekt match!

Sjældent har jeg oplevet så fed og så groovy en starter som “Heavy”. De simple riff, tonstunge trommer (leveret af Chad Smith fra Red Hot Chili Peppers, som også spiller med på sidste nummer “Long Time Gone”) danner bare en fed “Yeah” oplevelse lige fra start og virker lidt som en appetitvækker til resten af pladen. Hele pladen oser af kvalitet, det er simpelt men på ingen måde kedeligt. Det er tydeligt at Glenn Hughes og band har fokuseret mere på kvalitet frem for kvantitet. Dermed mener jeg at de her har fundet en simpel, men lækker opskrift der bare virker, faktisk på alle 11 skæringer på pladen.

Selve produktionen er helt i top og passer perfekt til Glenn Hughes. Guitar, bas og Keys vrider sig rundt om vokalen som er dejlig varieret, fra groovy/heavy til følelsesladet i numre som “When I Fall” (hvilket i øvrigt er mit favorit track på pladen  og “Long Time Gone” som behørigt slutter festen af.

Hvis jeg skal fremhæve et par numre fra pladen udover ”When I Fall” , ”Long Time Gone” og ”Heavy”, så må det være ”Flow” som nærmest tangerer Stoner Rock og den funky ”Landmines” med det lækre Hendrix-ish vers riff . Disse numre viser meget godt det brede spektre af musikalske universer der arbejdes i på Resonate.

Søren “alt mulig mand” Andersen har ikke kun lagt sine guitar kundskaber på pladen, men også været producer sammen men Glenn Hughes selv og det hele er indspillet i Medley i København. Det makkerskab de to har gang i er genialt! Trommerne håndteres yderst kompetent af Pontus Enborg og keyboards af nyeste medlem Lachy Doley.

Hvis der skal nævnes lidt kritik, så synes jeg, i og med der her er tale om yderst kompetente musikere, at der sagtens kan skrues op for den individuelle ”ego faktor”. Der er på Resonate lagt op til blær på hele linjen men det kommer aldrig helt derop, det er som om bandet stopper inden det bliver rigtig fedt. Men som beskrevet tidligere, så virker det bare pisse godt som det er. Så manglen på ”ego faktor” er nok bare min personlige præference.

Hvis du har trang til en rock plade som ikke kræver det store af lytteren, men som til gengæld er skruet rigtig godt sammen, så skal du uden tvivl få fat i Resonate!

Resonate udkom d. 4 november på Frontiers Music s.r.l.
 
    (5½ ud af 6)
 
Besøg Glenn Hughes på Facebook her.
________________________________________________________________________

End My Sorrow - Of Ghostly Echoes
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 24-11-2016
 
End My Sorrow fra Grenaa har lavet en meget flot debut cd; Of Ghostly Echoes, hvor der bliver spillet METAL i forskellige familier, but who cares, så længe at det lyder fedt og giver én lyst til at spille luftguitar, lufttrummer og headbange, og dét har man.... og jeg gør i hvert fald, så det har set sjovt ud for dem der er gået forbi mine vinduer.

Der er mange rytmeskift som er arrangeret flot. Jeg er blevet mere og mere forelsket i denne cd som gennemlytningerne er gået. Jeg synes at startnummeret Wither Away giver én en god forsmag på resten af albummet, melodisk goth death....agtig.

Selve produktionen er flot og klar med en meget fin ballance mellem de forskellige instrumenter og vokalerne. 
Der er både up-tempo og down-tempo numre samt en ballade-ting - et MEGET stemningsfuldt og smukt nummer - og man keder sig ikke synes jeg.
 
Næste gang End My Sorrow laver en cd vil jeg gerne have nogle flere numre med Christians growl... ikke fordi jeg ikke vil høre Anne-Mettes sang, for den er ret flot, og passer godt ind i den mixede METAL-stil bandet har, men fordi jeg ikke synes at 11 numre er nok :)

Christian H. B. Jensen spiller guitar og growler, Snade spiller guitar, Jens Kruse Andersen spiller bas, Jesper Skousen på trommer og Anne-Mette Nielsen synger.

Der er et meget fint sammenspil mellem alle medlemmerne. Jeg vil egentlig gerne fremhæve Jesper på trommerne, som virkelig er på overarbejde, men igen.... ingen ligger under andre i dette, nærmest mesterværkagtige opus. Kan man godt li' METAL bør man anskaffe sig dette album efter min mening.
 
Of Ghostly Echoes udkommer 25. november via Art Gate Records.
 
   (6 ud af 6)
 
Besøg End My Sorrow på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Loudguns – Broken Highway (re-release)

Anmeldt af Calle: 23-11-2016

Det finske band Loudguns blev dannet i 2009 og består dags dato af Sami Pilve (guitar), Henri Saarinen (guitar), Markus Sirén (bas), Toni Lehmusoksa (trommer) og Akseli Kaasalainen (keyboards). Bandet udgav selv deres debut album Broken Highway tilbage i 2012 og har sidenhen udgivet endnu et album med titlen ”Sunset Runaway”. Efterspørgslen på debutalbummet har ifølge bandet været stigende, så i samarbejde med deres pladeselskab har de udsendt 300 nummererede CD’er. I den forbindelse fik jeg tilsendt albummet digitalt. På det originale album bestod besætningen af Sami Pilve (guitar), Lassi Vääränen (vokal), Heikki Kokko (guitar), Markus Sirén (bas), Jussi Kallava (trommer) og Akseli Kaasalainen (keyboards).

Broken Highway består af 10 sange og stilen vil jeg betegne som melodisk hard rock. Bandet er inspireret af bands som Bon Jovi, Whitesnake, Danger Danger og Dio. Derudover hører jeg også lidt Pretty Maids i en sang som ”Heartache Game”. Sangen minder lidt om deres ”Savage Heart”, især indledningen af sangen. Og en sang som ”Let Your Fire Burn” minder enormt meget som Poison’s ”Fallen Angel”.

Jeg er normalt ret stor fan af melodisk hard rock og har lyttet meget til både nye og ”gamle” bands inden for genren. Men jeg har lidt svært ved at komme helt op og ringe over Loudguns. Og det er ikke fordi jeg har noget imod meget keyboard i musikken eller fordi jeg synes de spiller decideret dårligt. Men sangene mangler bare noget kvalitet for virkelig at få mig til at rocke med. Samtidig synes jeg heller ikke vokalen er i top. Hvis jeg alligevel skal fremhæve et par sange, så må det være ”Dreams On The Line” og ”Jenny’s On The Run” og til dels også titelnummeret ”Broken Highway” samt ”Distant Dreams”. Der findes en enkelt ballade på albummet og det er sangen ”Bye Bye Bye”. Heller ikke denne sang synes jeg rammer plet. Normalt synes jeg en ballade passer godt ind på et rock album og mange bands inden for genren formår da også at skrive rigtig gode ballader. Dette er bare ikke tilfældet med denne sang. Så alt i alt synes jeg Broken Highway er det et meget middelmådigt album.

Er du til nogen af ovennævnte bands eller bands som Europe (det tidlige), Houston, H.E.A.T. eller Firehouse, så vil du måske finde dette album interessant. Personligt synes jeg dog ikke, at Loudguns rammer de samme højder som inspirationskilderne eller mine sammenligninger.
 
Broken Highway (Re-release) udkom 4. november via City Of Light Records.
 
(3 ud af 6)
 
Besøg Loudguns på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Black Oak County - Black Oak County
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 23-11-2016
 
Black Oak County er et nyt skud på stammen på den danske rock scene. Bandet blev dannet i Esbjerg tilbage i 2012 og har allerede spillet på flere danske festivaler og været support act for D-A-D. Musikken kan beskrives som en omgang kompromisløs sydstatslignende tungrock med fængede omkvæd, saftige soloer og rå vokal. De forsøger ikke at opfinde den dybe musikalske tallerken – men skaber derimod en sand rock n’ roll fest. Debutpladen er klar til udgivelse og jeg har været så heldig at smuglytte til den.

Der skydes med skarpt fra allerførste skæring ”Someone Else”. En hidsig åbner der sørger for at stilen bliver lagt fra første sekund. Det bliver også til en lækker guitarsolo hen mod slutningen af sangen og albummet er hermed sparket fornemt i gang. Stilen fortsættes på de næste par numre ”Enough On My Plate” og ”The Bogeyman”. Den første single fra albummet er ”Mad Dog” og man forstår hvorfor. Den er lige en tand ekstra fængede og medrivende. Et andet nummer der skiller sig positivt ud er ”Save Me”, hvor tempoet bliver skruet et par hak ned, for at fokusere på et tonstungt riff. Det samme er gældende for ”Rated R For Redneck” der også besidder et riff så tungt at den vil gå gennem en betonmur, så nemt som ingenting. Vi skal hen til albumemts 8. skæring, for at finde den store power-ballade ”If You Only Knew”, hvilket de slipper forbavsende godt fra. Efter en halv time med 100% tonserrock, havde jeg en fornemmelse af at det var den eneste stil de kunne byde på. Der tog jeg fejl! Et flot nummer med hjerte, sjæl og en stærk vokal. Pladen lukkes med to solide rockere og spilletiden på 42 minutter er fløjet afsted.

Som det måske antydes af ovenstående, er jeg svært tilfreds med denne debut fra den jyske hardrock gruppe. Pladen er blevet indspillet i Hansen Studios der er ejet af Jacob Hansen. Producer Jonas Haagensen har sikret at lyden er super sprød og det giver en særdeles behagelig lytteoplevelse.
 
Kritikerne af denne plade vil sikkert sige at der mangler varation og opfindsomhed – men det er ikke et postulat jeg vil tilslutte mig. Jeg synes derimod at Black Oak County har en evne til at skrive medrivende rocksange, der sætter sig fast allerede efter første gennemlytning. Det er ukompliceret – men det virker! Jeg giver albummet 5 dødningehoveder og mine varmeste anbefalinger.
 
Black Oak County udkommer 13. januar 2017 via Mighty Music/Target Group.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Black Oak County på Facebook her.
__________________________________________________________________________

The End Of Rosalina – Black Smoke


Anmeldt af Calle: 19-11-2016

For snart halvandet år siden anmeldte jeg The End Of Rosalina's første EP. Dengang var jeg ret glad for bandet musik. Det var derfor med stor spænding, da jeg første gang satte mig ned for at lytte til deres debut album. Og lad det være sagt med det samme – jeg er bestemt ikke blevet skuffet.

The End Of Rosalina spiller 70'er-inspireret rock men samtidig er musikken tilsat en meget moderne sound. Guitarharmonierne læner sig flere steder op af Thin Lizzy, mens sangopbygningen minder mig lidt om et band som Foo Fighters. Derudover er bandet også inspieret af bands som f.eks. Audioslave, Clutch og Wolfmother.

De fire sange der var på den føromtalte EP er også at finde på Black Smoke. Det er sangene ”Fixed By Her”, ”Settling Down”, ”Rosalina” og ”Seven O”. Dengang var de to sidst nævnte mine favoritter og de høre stadigvæk til blandt mine favoritter. Derudover synes jeg også ret godt om sange som første singlen ”No Suit Is Suitable” samt ”Tiny Black Dress” og titlenummeret ”Black Smoke”. Men overordnet set er det 11 gode sange bandet har indspillet. Melodierne er fængende og sangene bliver samtidig spillet med en stor intensitet og energi.

Albummet er indspillet i bandets eget hjemmestudie, som er den ombyggede garage i bassist Steffan Edwardsen og trommeslager Simon Edwardsen barndomshjem. Herefter er det ingen ringere end Søren Andersen der har mixet albummet i Medley Studiet i København og så er det blevet masteret af Emil Thomsen. Lyd og produktion er superb. Udover de to Edwardsen brødre, så består bandet af sanger Jakob Riis og guitarist Michael Knudsen.

Er du, som undertegnet, til velskrevet, velspillet og velproduceret rock, så SKAL du tjekke dette album ud. The End Of Rosalina er dansk rock med international klasse og Black Smoke vil stadigvæk ”runge” i dine ører længe efter du har lyttet til albummet. Rigtig godt gået af de velklædte unge mænd fra Kolding og Odense.
 
Black Smoke udkom 21. oktober via Mighty Music/Target Group.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg The End Of Rosalina på Facebook her.
______________________________________________________________________________________
Redeem – Awake

Anmeldt af Calle: 19-11-2016

Redeem er et rock band fra Schweiz. Bandet, som blev dannet i 2003, består af Stefano ”Saint” Paolucci (sang, guitar, piano og synths), Alessio Piazza (bas) og Simon Steiner (trommer). Awake er bandets tredje fuld længde album, men dog mit første bekendtskab med dem.

Stilen på dette album må betegnes som alternativ rock med en del synth-pop elementer. Awake består af 12 sange, hvor den ene sang er et bonus track. Det er en akustisk version af sangen ”The Last Goodbye”, som også findes på albummet i en mere poppet udgave. Jeg er personligt mest til den akustiske version, hvor der også gøres brug af cello.
 
De bedste sange på albummet er efter min mening åbningsnummeret ”Insanity” samt sangen ”Judgement Day”. Begge sange høre til i den merer rockede del af albummet. Overordnet set er der en anelse for mange synth-pop sange på albummet, i forhold til min personlige smag. Jeg synes dog, at bandet har skrevet nogle gode melodier og sangene fungere ret godt. Der er samtidig en god rød tråd gennem albummet, som samtidig er rimelig varieret. De tre musikkerer spiller godt og Stefano's vokal passer fint til genren. Især den poppede del af sangene.

Awake er indspillet og produceret af bandet selv og det er foregået i Train Station Studios 1, 2, 3. Vokalen er indspillet Nachklang Studio. Produktion og lyd er helt i top.

Bandets to første album ”Eleven” fra 2006 og ”999” fra 2011 har givet dem support tjans i Europa for bands som 3 Doors Down og Daughtry. Derudover har de spillet på flere større Europæsike festivaler. Redeem har ry for at være et godt og meget energisk live band.

Er du til alternativ rock med en god portion synth-pop, så kan du roligt tjekke dette album ud!!
 
Awake udkom den 23. september via Fastball Music.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Redeem på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Pagandom - Hurt As A Shadow
 
Anmeldt af Peter Letting: 03-11-2016
 
Svenske Pagandom er ude med en ny skive 28/10-2016. Titlen er, Hurt As A Shadow. Albummet er deres andet studie album. Første album blev udgivet tilbage i 1994, og kort efter i 1996 gik bandet i opløsning. Før 1994 har Pagandom også udgivet et par demo’er.

Bandet stammer fra Göteborg og består af 4 medlemmer, hvoraf de 2 også var med i den oprindelige besætning: Martin Carlsson på guitar og Christian Jansson på vokal og bas, var med fra starten tilbage i 1987, imens Sören Fardvik på trommer og Martin Meyerman på guitar er kommet til efter gendannelsen.

Tilbage da de startede, blev de kaldt ”De lokale Metallica” og de havde pænt meget succes. Den succes vil de nu prøve at følge op, her 20 år efter at de brød op. Genren er Thrash Metal og man kan tydeligt høre rødderne fra dengang i 90’erne, og det er faktisk ret fedt. Der er ikke så meget pis, bare fuld hammer fra start af. Tungt og forholdsvis hårdt. Christian har en rå og kraftig vokal. Han ligger temmelig meget i samme toneleje, men han KAN godt komme ”op” og ”ned” til tider…

Jeg er pjattet med alle de fede guitar riffs, og samspillet imellem de 2 guitarister, imens Sören holder fast i tømmerne og styrer rytme og tempo i gryderne. Udover lige skæring 7 ”Breather”, som er et lille stille instrumental nummer på 2.30 minut, så er der pænt fart på resten, og man keder sig bestemt ikke. Jeg kan godt lide ”Breather”. Den er lidt hyggelig, sådan der halvvejs inde i albummet, velspillet og rar. Jeg tror mit favorit nummer er skæring 9 ”Bridges Burn”, eller måske nummer 10 ”Terminal Narcissist”. Begge har et højt tempo, fede riffs og gode tempo skift.

Pagandom er godt og velspillet thrash metal, uden dog at være noget exceptionelt. Det specielle ved dem er nok, at de har fundet sammen igen efter 20 år, og hermed formået at spille videre på de takter som blev dannet dengang. Jeg giver skiven 4 ud af 6
 
Hurt As A Shadow udkommer den 28. oktober via Gain Music Entertainment.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Pagandom på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Hardline – Human Nature

Anmeldt af Calle: 01-11-2016

Det amerikanske band Hardline blev dannet tilbage i 1991 af brødrene Johnny Gioeli (sang) og Joey Gioeli (guitar) og de udgav deres debut album ”Double Eclipse” i 1992. Dengang (og stadigvæk!!) et rigtig godt rock album. Der skulle gå 10 år før deres næste album ”II” udkom og det er sidenhen blevet til yderligere tre studie albums (inkl. dette). Det er dog kun Johnny som stadigvæk er aktiv i bandet og han er eneste originale medlem. De andre bandmedlemmer tæller nu keyboardspiller og med-sangskriver Alessandro Del Vecchio (Rated X, Resurrection Kings, Revolution Saints), guitarist Josh Ramos (The Storm), bassist Anna Portalupi (Tarja) og trommeslager Francesco Jovino (Primal Fear, Jorn).

Bandet spiller melodisk hard rock og det gør de virkelig godt. Bandet, og især Johnny, har virkelig formået at skrive nogle fænomenale sang. Og når bandet samtidig levere i topklasse, så kan det kun blive et godt album. Samtlige 11 sange på Human Nature er efter min mening gode. Melodierne er fængende og sætter sig hurtigt fast på hjernen. Det ene gode riff efterfølges at det næste og når Johnny’s vokal samtidig passer perfekt til genren, så kan man ikke undgå at rocke med.

Som sagt synes jeg ikke der er nogen dårlige sange blandt de 11 på albummet, men skal jeg fremhæve et par stykker, så må det være åbningsnummeret ”Where Will We Go From Here”, hard rockeren ”Running On Empty” samt power balladen og titelnummeret ”Human Nature”. Og man kommer bestemt heller ikke uden om den midt-tempo og blues rock inspirerede ”Trapped In Muddy Waters” eller albummets anden ballade ”Take You Home”. Men alt i alt er det 11 mindeværdige sange man finder på Human Nature. Og der er som sagt blevet plads til både de stille ballader og de hårde rockere, hvilket efter min mening gør et album dejlig varieret.

Hvad angår produktionen, så er den helt i top. Flot lyd og yderst velproduceret. Og det er Alessandro Del Vecchio der har stået for den del. Det virker som om han virkelig har fået det bedste frem i bandet under indspilningen.

Kan du lide Hardline i forvejen, så vil du elske dette album. Kender du derimod ikke Hardline, men synes du godt om f.eks. Pretty Maids, Treat, Tyketto, Jeff Scott Soto, Axel Rudi Pell eller Joe Lynn Turner, så bør du også tjekke dette album ud. Jeg er næsten 100% sikker på at du vil kunne lide det. Det er melodisk hard rock i topklasse!!!!
 
Human Nature udkom den 14. oktober via Frontiers Records.
 
    (5½ ud af 6)
 
Besøg Hardline på Facebook her.
_______________________________________________________________________

Amaranthe - Maximalism
 
Anmeldt af Peter Letting: 01-11-2016
 
Svenske Amaranthe er ude med deres fjerde tudie album 21 oktober. Titlen er Maximalism. Ved første lyt, tænker man: ”Hvad fanden var det, der skete ..?”. Min første tanke omkring genren var ”Aqua på metal steroider”. De kalder det selv for Power Metal, men der er bare så meget mere i det.

Man behøver kun at lægge øre til det første minut af første nummer, for at blive forvirret. Det starter som et pop / dance nummer, men så kommer der guitar og trommer på i bedste metal stil, og efter at den kvindelige vokal har lagt tonen an, dukker en grov mandlig vokal op og supplerer, efterfulgt af en clean mandlig vokal, så der er nok af stil arter iblandt. Men i modsætning til andre mash-ups, eller hvad man nu kalder en sådan stil sammenblanding, så fungerer Amaranthe faktisk helt uovertruffent.

Bandet består af 6 medlemmer, hvoraf de 3 som sagt er ”forsanger”: Elize Ryd, Jake E og Andreas Solveström alle på vokal, Olof Mörck på guitar og keyboard, Morten Løwe Sørensen på trommer og Johan Andreassen på bas

Skiven indeholder 12 numre, og de har alle sammen deres særegne sammensætning af noget hårdt og noget blødt. Når Elize synger i de stille passager tænker man på pop-sild som Rihanna eller Lady Gaga, men hun har også en pænt rå side af sin stemme, og hun synger bare pisse fedt ( og HOT er hun også.

Første nummer ”Maximize” indeholder mange af de facetter som Amaranthe arbejder med. Jeg har brugt nummeret til en spinning time, og vi har danset til det, til min søns 18 års dag, så af et metal nummer at være, så har det mange muligheder… Skæring nummer 6 ”Limitless” indeholder pludselig nogle Dubstep takter, og skæring 7 ”Fury” kører helt af sporet og skruer tempoet helt i vejret. Pænt fedt nummer i øvrigt.

Så hvis man er til pop inspireret power metal er det klart værd at lytte til. Jeg hører mange bands som kan være svære at huske bagefter, fordi det bare minder om alt det andet, men sådan er det ikke med Amaranthe. De vil helt klart blive husket længe efter denne anmeldelse er skrevet, og helt klart bliver hevet frem engang imellem. Faktisk er Amaranthe på tour, men de går desværre udenom Danmark, hvilket jeg synes er en smule ærgerligt. Jeg giver Amaranthe 5,5 ud af 6 for en rigtig god oplevelse.
 
Maximalism udkom den 21. oktober via Spinefarm Records.
 
    (5½ ud af 6)
 
Besøg Amaranthe på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Poltergeist - Back To Haunt
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 31-10-2016
 
Poltergeist blev dannet helt tilbage i 1985 i Schweiz. De spiller power metal / trash metal og er nu klar med deres 5. studieplade Back To Haunt. Deres sidste album blev udgivet i 1993 og efter udgivelsen gik bandet fra hinanden. I 2013 startede de op igen, hvilket har resulteret i denne comeback-plade, som har været 23 år undervejs. Jeg har intet kendskab til bandet, før jeg fik tilsendt deres nye album – men kunne læse mig til at der er tale om et trash metal album.

Første nummer er titelnummeret ”Back To Haunt” og den buldrer derudaf’ fra første sekund. En klassisk trash sang med alt hvad der hører til. Hurtige trommer, aggresive guitarriffs, solid vokal og fin produktion. Selvom nummeret indeholder flere kvaliteter, synes jeg alligevel at der lige mangler det sidste. Den bider sig ikke helt fast og fanger mig ikke helt så godt. Det viser sig desværre at være et gentagende problem gennem det meste af pladen. Det er OK, uden på nogen måde at være fantastisk. Det balancerer for det meste på det middelmådige og det gør at pladens spilletid på 52 minutter, kommer til at føles lidt lang. Af samme årsag har jeg også svært ved ar fremhæve nogle specifikke numre. Jeg må alligevel nævne albummets sidste sang ” Beyond The Realms Of Time”. Et nummer der starter afdæmpet ud, for derefter at bygge sig op til en hidsig omgang trash. Flot måde at lukke albummet på! Der skal lyde en stor ros til bandets to guitarister, der gør det rigtig godt. Der er flere gode soloer henover pladen og de er for det meste veludførte.

Dette er ikke et album jeg kommer til at vende tilbage til. Jeg skal dog også skynde mig at nævne at trash metal ikke er den genre jeg lytter mest til i det daglige. Men når jeg gør, kan jeg nemt finde bedre alternativer end Poltergeist. Jeg har dog læst andre anmeldelser af albummet på nettet og nogle af dem er meget positive – så er man stor tilhænger af genren, synes jeg bestemt at man skal give den en chance. Jeg smider 3 dødningehoveder efter den.
 
Back To Haunt udkom 21. oktober via Pure Steel Records.
 
(3 ud af 6)
 
Besøg Poltergeist på Facebook her.
________________________________________________________________________________
Roxy Jules – Roxy Jules III

Anmeldt af Calle: 30-10-2016

Roxy Jules er et helt nyt bekendtskab for mig, selvom dette album er hendes tredje solo udgivelse. Bag kunstnernavnet Roxy Jules, finder man komponist, musiker og sangerinde Julie Runa. Den talentfulde sangerinde har, lige fra barnsben af, haft en stor interesse for musikken, som hun også selv begyndte at praktisere allerede fra seksårsalderen af. Julie har selv skrevet alle sangene på albummet og udover at synge spiller hun også guitar og keys. Med sig på albummet har hun produceren/musikkeren Valentin Kruse som udover at producere albummet også spiller guitar og keys.

Hvad er Roxy Jules så for en størrelse? Hun spiller hvad jeg vil kalde alternativ og meget dystert tilbagelænet rock. Sangene er i den stille ende af rock skalaen, men der gøres brug af forvrængede guitarer og rimelig tunge beats. Samtidig har Julie en meget forførende vokal, som mange lyttere helt sikkert vil finde spændende. Jeg har ikke hørt de to forrige albums fra Roxy Jules, men ifølge presseskrivelsen skulle dette album være en anelse mere melodiøst i forgængerne.

Der er måske en grund til, at jeg ikke har hørt om Roxy Jules tidligere. For det første, så har hun sunget/spillet i et par bands som jeg ikke kender (SPEkTRE, KiM LAS og Marybell Katastrophy) og for det andet, så er stilen ikke helt mig. Personligt synes jeg at musikken er lidt for alternativ, dyster og ”skramlet”. Derudover er der lidt for meget synth indover sangene. Især i en sang som ”Fireflies”. Derudover så må der godt være lidt mere ”gang-i-den” for mit vedkommende.

Når det så er sagt, så kan jeg godt forstå, hvis folk kan lide denne slags musik. For Roxy Jules' musik bevæger sig bestemt i et meget interessant univers. Og jeg vil da også fremhæve sange som ”When Massive Stars Explode” og første singlen ”Rubies & Blood”. Der er i alt 8 sange på albummet.

Er du til ”støvet og rå” musik med forvrængede guitarer og tunge beats, så bør du helt sikkert tjekke dette album ud. Roxy Jules er bestemt et interessant bekendtskab.
 
Roxy Jules III udkom 21. oktober via Nordic Music Society/NMS.
 
(3½ ud af 6)
 
Besøg Roxy Jules på Facebook her.
________________________________________________________________________

Eilera – Face Your Demons


Anmeldt af Calle: 24-10-2016

Fransk fødste Eilera er med Face Your Demons ude med sit fjerde fuld længde album. Efter udgivelsen af sine tre første albums, har hun fundet andre himmelstrøg og er nu bosiddende i Finland, hvor også albummet er indspillet. Med sig på albummet har hun musikkerne Roni Seppänen (guitar), Lauri Salomaa (keyboards), Jan Sormo (bas) og Toni Paananen (trommer) samt Emilia Laujunen (violin).

Stilen på Face Your Demons er gothic metal. Og i kraft af den kvindelige vokal og genren, så fristes man hurtigt til at sammenligne Eilera med bands som f.eks. Evanescence og Within Temptation, men hun har alligevel fundet sin egen genre, da hun også tager nogle celtic-folk elementer med i musikken. Derudover nævner hun også folk som Tori Amos og Björk som nogle af sine inspirationskilder og det kan også godt høres i musikken.

Albummet består af 10 numre, plus to bonus tracks, som er anderledes versioner af to af sangene fra selve pladen. Det er sangene ”Frozen Path” og ”Into The Sea” og personligt kan jeg ikke høre den helt store forskel på versionerne. Der er dog lidt mere violin i de to bonus tracks. De fleste sange fungere ret godt efter min mening, men der er en anelse for meget elektroniske elementer indover en sang som ”Cure”. Mine favoritter blandt de 10 sange er titelnummeret ”Face Your Demons” samt ”Your Way” og førnævnte ”Frozen Path”.

Face Your Demons er som sagt indspillet i Finland, nærmere betegnet i Artlab Studios i Helsinki. Det er produceret af Tero Kinnunen (Nightwish) i samarbejde med Eilera selv. Herefter er det blevet masteret af Mika Jussila (Nightwish, Avantasia og Amorphis) i Finnvox Studios. Musikken bliver spillet godt og selve produktionen er flot. Jeg synes Eilera har skrevet nogle flotte sange og selvom jeg ikke lytter specielt meget til gothic metal, så synes jeg faktisk dette album er rimelig godt. Samtidig passer hendes stemme godt til genren.

Er du til gothic metal og kan du lide nogle af ovennævnte bands, så bør du tjekke dette album ud. Eilera er en fransk kvinde, bosat i Finland og med internationalt niveau.
 
Face Your Demons udkom 30. september via Echozone.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Eilera's Facebook side her.
__________________________________________________________________________

C.T.P. – Now & Then

Anmeldt af Calle: 17-10-2016

C.T.P. står for Christian Tolle Project. Christian er en tysk guitarist, sangskriver og producer, som udover at være producer på flere albums, også selv har udgivet fire albums (inkl. dette). Now & Then er et album der består af nye indspilninger af tidligere udgivet sange, samt flere nye kompositioner.

Albummet består af 13 numre og stilen må betegnes som en blanding af AOR og Classic Rock. Sangene er rimelig varierede i tempo og stil og man kan både finde de lidt hårdere rock numre som åbningsnummeret ”Dumped”, de mere blues rock-inspirerede numre som ”Magic Pudding” samt de mere west-coast lydende sange som f.eks. ”Taking A Risk” og ”Hard To Find”. Det er efter min mening 13 rigtig gode sange Tolle har skrevet. Han formår at skrive nogle fængende og behagelige rock sange, som i hvert fald får mig til at rocke med. Mine personlige favoritter blandt de 13 sange er ”Enemy” samt førnævnte ”Taking A Risk”.

Christian har besøg af mange gode sangere og musikkere på dette album. De tæller bl.a. David Reece, Michael Voss og John Cuijpers på vokal og som medtekstforfattere. De levere alle nogle gode vokalpræstationer. Og som guitarister kan bl.a. nævnes folk som Steve Lukather, Michael Landau og Doug Aldridge, mens der på bas kan nævnes Chuck Wright og Lauren Scheff. Så det er nogle erfarne folk han har fået med indover projektet. Der er flere fede guitar riffs og guitar soloer på albummet. Bare lyt til en sang som det instrumentale nummer ”87 99”. Musikken bliver spillet til perfektion og selve produktionen fungere også rigtig godt. Det er Tolle selv der har produceret albummet.

Jeg kendte ikke til C.T.P. inden jeg modtog dette album, men jeg vil helt sikkert tjekke hans tidligere udgivelser ud. Er du til god sangskrivning med dejlig power og energi og fængende melodier, som samtidig er velspillet og velproduceret, så bør du helt sikkert tjekke dette album ud. Now & Then er efter min mening et ”timeless” rock album.
 
Now & Then udkom 7. oktober via Fastball Music.
 
(4½ ud af 6)
 
Besøg Christian Tolle's website her.
______________________________________________________________________________

Sky Of Forever – Sky Of Forever

Anmeldt af Calle: 17-10-2016

Sky Of Forever er et finsk band, som blev dannet i 2014. Bandet består af Lauri Hannola (vocal og sangskriver), Roni Seppänen (guitar), Rolf Pilve (trommer), Risto Kupiainen (piano og orkestreringer) og Tuomas Yli-Jaskari (bas). Flere af medlemmerne er også med i det finske band Tracedawn og trommeslageren har spillet med i Stratovarius. Sky Of Forever er bandets debut album.

Bandet spiller melodisk rock og er inspireret af 80’ernes hårde rock samt flere større film-musik kunstnere. Jeg har lidt svært ved at høre det hårde rock i bandets musik, men måske nogle af de lidt blødede 80’er rock navne som eksempelvis Bon Jovi og Europe. Derudover lyder musikken meget i retning af det finske band HIM. Dette er i kraft af piano delen samt den meget cinematiske orkester lyd der er meget gennemgående i de fleste af sangene.

Sangene og teksterne er alle sammen skrevet af sanger Lauri. De er bygget meget over den samme skabelon og lyder i mine øre rimelig ens. Der er dog et par enkelte numre som skiller sig lidt ud og det er f.eks. albummets mest heavy sang ”Divine” eller albummets mest stille sang ”Under Everlasting Sun”. Mine favoritter blandt de 9 sange på albummet er åbningsnummeret ”Carry On”, hvor Bruce Kulick gæster på guitar, samt titlennummeret ”Sky Of Forever” og sangen ”Summer Rain”. Sidst nævnte har en indledning der minder mig om Bon Jovi, men den går herefter over og lyder som HIM. Generelt synes jeg sangene på dette album ligger på det jævne. Indledningen på de fleste af sangene starter godt, men går så over og bliver lidt kedelige i versene. Det skal dog siges, at flere af omkvædene rimelig fængende.

Produktionsmæssigt fejler Sky Of Forever ikke noget. Det er flot produceret og lyden er flot og ren og meget poleret, hvilket passer godt til stilen. Albummet er indspillet og produceret af Tuomas Yli-Jaskari, som også har lagt bas på sangene. Det er indspillet i Sonic Pump Studio og East Sound Studio.

Som sagt er jeg er ikke helt solgt i forhold til dette album. Men er du til melodisk og velproduceret rock ala HIM, så kan du sagtens tjekke dette album ud.
 
Sky Of Forever udkom 14. oktober via Might Music/Target Group.
 
(3½ ud af 6)
 
Besøg Sky Of Forever på Facebook her.
__________________________________________________________________________
 
Feral Burn - Cage Of Time (EP)
 
Anmeldt af Calle: 13-10-2016
 
Feral Burn er et finsk hard rock trio, som blev dannet i 2007. Bandet består af Mark Tuomela (vokal og guitar), Pasi Yli-Paavola (bas) og Jouni Pehkonen (trommer). De har tidligere udgivet 3 EP’er: ”Backstage” fra 2007, ”Blind Date With The Dueller” fra 2010 og ”Spirit Is Strong” fra 2012. Og Cage Of Time er dermed deres fjerde EP.

Bandet kalder selv deres musik for ”American Hard Rock” og nævner AC/DC, Van Halen, Motörhead, Led Zeppelin og The Cult som nogle af deres inspirationskilder. Og der er jo kun lidt amerikansk at finde der, men stilmæssigt passer det nu meget godt på bandet.

Cage Of Time består af fire sange, hvor de tre af dem, ”Ain’t Dead Yet”, ”Beyond Forever” og ”Memories”, er rigtige hard rockere og den sidste ”Cage Of Times” er en decideret powerballade. Melodierne er fængende og sangene er godt skruet sammen. Samtidig er der nogle fede guitarsoloer på EP’en. Alle sangene er efter min mening rigtig gode og jeg er faktisk lidt ærgerlig over, at der ”kun” er sange på EP’en. Derudover så synes jeg bandet spiller godt og Mark har en god vokal, som passer rigtig godt til genren. Vokal melodierne sidder også lige i skabet.

Det undrer mig faktisk lidt, at bandet endnu ikke har fundet et pladeselskab. De har efter min mening international klasse og kunne sagtens gøre sig bemærket på det europæiske marked, hvor rock inden for denne genre gør mere og mere fremskridt. De har spillet live mange gange i deres hjemland og har været på en mindre tour i Kina og skulle ifølge dem selv (og liveanmeldelser jeg har fundet på nettet) være et rigtig tight og energifyldt live band.

Er du til en god omgang catchy hard rock med power og energi, så bør du tjekke bandet ud. Jeg er i hvert fald blevet fan. Desværre kan man kun finde den forrige EP på Spotify, så jeg har ikke hørt de to første EP’er. Skal jeg sige noget "dårligt" om EP'en, så må det være coveret. Tre barske rock 'n' roll fyre der sidder op af et træ med flotte grønne blade mens solen skinner flot. Det er sku lidt fesent, når vi taler et hard rock band. Men det er bare min personlige mening.
 
Cage Of Time udkom 2. september.
 
(4½ ud af 6)
 
Besøg Feral Burn på Facebook her.
____________________________________________________________________________________
Halcyon Hope – Onward To Fracture Town

Anmeldt af Calle: 13-10-2016

Halcyon Hope er et rock band fra Odense. Bandet blev dannet i 2012 og består af Nicolaj Rosander (bas og vokal), Jacob Meldgaard (guitars og vokal), Miki Petersen (guitar og vokal) og Thomas Thøger Barlach (trommer). De har tidligere udgivet en EP med titlen ”Northern Lights” (som udkom i 2014), men Onward To Fracture Town er bandet debut fuld længde album.

Halcyon Hope er et alternativt rock band, som bevæger sig rundt indenfor post-punk og emo genren. Inspirationskilderne tæller da også Blink 182 og Green Day, men også bands som Brand New, Taking Back Sunday, Foo Fighters og Biffy Clyro. Derudover synes jeg også jeg kan høre lidt Fall Out Boy, All Time Low og Yellowcard i bandets musik. I og med at de bevæger sig rundt i forskellige genre, så formår bandet at ramme deres eget musikalske udtryk, hvilket jeg finder ret fedt. Når det så er sagt, så kan sangene godt have en lille tendens til at lyde lidt ensformige. Dog sættes tempoet lidt ned i sange som ”Clandestine”, ”Mono In Stereo” og afslutningsnummeret ”Tomorrow”. Ellers kører det bare derudaf.

De numre jeg vil fremhæve på Onward To Fracture Town er ”Wear Me Like A Crown”, ”Fawn” og ”Against The Wall” samt min personlige favorit ”Marshland”. (Efter jeg valgte de sange jeg ville fremhæve fandt jeg ud af, at de tre førstnævnte også er de tre første singler fra albummet. Så kunne det jo være sjovt hvis ”Marshland” bliver den fjerde single).

Alt i alt er det 12 gode sange bandet har skrevet. Melodierne er rimelig fængende og der er en god variation. Derudover så spiller bandet godt og de forskellige vokaler passer godt sammen. I flere af sangene bliver der sunget to forskellige ting oveni hinanden. Dette var for mig lidt forvirrende i starten, men jeg blev hurtig vænnet til det.

Onward To Fracture Town er blevet til I samarbejde med Alan Douches fra West Side Musician i New York. Han har stået for mastering og har tidligere arbejdet med bl.a. førnævnte Brand New og Fall Out Boy samt A Day To Remember, Mastodon og Every Time I Die. Mixing engineer på albummet er Peter Lehman, som tidligere har arbejdet med flere danske bands, bl.a. Turboweekend og Rock Hard Power Spray for bare at nævne et par stykker.

Er du til alternativ rock og synes du godt om post-punk og emo, så synes jeg du skal tjekke dette album ud. Det er ikke en genre man hører særlig tit inden for landets grænser, så det er ret forfriskende og et frisk pust på den danske rock scene. Bandet har da også gjort sig bemærket uden for landets grænser med en del koncerter. Tjek dem ud!!
 
Onward To Fracture Town udkom 7. oktober via Prime Collective.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Halcyon Hope på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Alter Bridge - The Last Hero
 
Anmeldt af Peter Letting: 07-10-2016
 
Amerikanske Alter Bridge udkommer 7 oktober 2016 med deres 5. album. Titlen er The Last Hero. Der er gået 3 år siden Alter Bridge udgav albummet ”Fortress”, hvilket var min indgangsvinkel til Alter Bridge, og som jeg er meget begejstret for, selv den dag i dag, så det var en meget stor fornøjelse at skulle lægge øre til deres nyeste udspil.

Alter Bridge består fortsat af resterne fra hedengangne Creed med Mark Tremonti på guitar, Brian Marshall på bas og Scott Phillips på trommer. Dertil er kommet Myles Kennedy på vokal og guitar, og det er bestemt ikke dumt, for han har en FED vokal. De fleste af band medlemmerne har sideløbende med Alter Bridge haft andre projekter kørende.

Første nummer ”Show Me A Leader” kører allerede i rotation på MyRock, så jeg havde allerede en lille fornemmelse af hvad jeg kunne forvente. Der er ingen tvivl om at dette er Alter Bridge. Myles Kennedy’s stemme er helt unik og ikke til at tage fejl af, og med Mark Tremonti’s guitar nedenunder er man slet ikke i tvivl. ”Show Me A Leader” er et udmærket nummer med en god bund af solide riffs, og nogle lækre breaks.

De næste numre er såmænd også ”udmærket”, men ikke helt så fængende som jeg havde forventet, men måske skal det blot skamlyttes noget mere. Sådan er det jo en gang imellem. Første ved skæring 8 ”This Side Of Fate”, synes jeg der kommer lidt mere kød på. Tempoet bliver taget lidt ud, men til gengæld synes jeg at der skrues mere op for intensiteten, og der leges mere med tempo skift, og et super fedt mellemspil, der fik min opmærksomhed tilbage på sporet. Det var lidt rart, for på nuværende tidspunkt var jeg faktisk tæt på at være en smule skuffet.

De næste numre løfter albummet lidt synes jeg, og sidste skæring ”The Last Hero”, er igen et nummer som trækker i den rigtige retning. Som sagt er det umiskendeligt Alter Bridge ”sound” på hele albummet, men jeg fik ikke helt den super oplevelse, som jeg nok havde sat næsen op efter.

Jeg har allerede nævnt mine 3 yndlingsnumre, og jeg glæder mig stadig vildt til koncerten d. 21. november (som nu er flyttet fra Vega til Falkoner salen), og jeg kan så bare håbe på at de også spiller en håndfuld numre fra ”Fortress” albummet…Jeg giver albummet 4 ud af 6
 
The Last Hero udkom 7. oktober via Napalm Records.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Alter Bridge på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

Cruzh - Cruzh
 
Anmelædt af Lasse Skytte: 05-10-2016
 
Det selvbetitlede debutalbum fra svenske Cruzh, lyder som et album der nemt kunne være udgivet for 30 år siden. Der er tale om keyboard-drevet 80’er inspireret AOR glam rock. Musikken er ikke hård, men derimod særdeles melodisk, ganske iørefaldende og harmløs.

Albumåbneren ”In N’ Out Of Love” kan betegnes som et guitar-drevet popnummer med en god melodi. ”First Cruzh” sender mine tanker i retning af Bryan Adams, samt en masse af de klassiske 80’er glam bands. ”Aim For The Head” er hittet fra albumet og den fungerer også ganske fint. Der er lidt mere energi i dette nummer, end de to første skæringer fra pladen. ”Anything For You” er en piano-ballade, der er så sukkersød at den næsten giver huller i tænderne. ”Survive” åbner derimod med et godt riff og fortsætter i en god rytme – hvilket også er tilfældet med ”Set Me Free”. Pladen lukkes med ”Straight From My Heart” på hele 7,5 minutter. De første 3,5 minutter er der tale om en akustisk ballade – men derefter kommer der mere gang i den og tempoet går op og ned. Flot nummer at slutte på!

Hvis man er fan af bands som Journey, Toto, Def Leppard, Bryan Adams og generelt bare er glad for melodisk blød-rock, kan man roligt springe ombord i denne plade. Hvis man derimod er tilhænger af tung-rock og metal, vil dette album ikke falde i god smag. Personligt er det nok sådan et album, hvor jeg vil håndplukke et par sange og smide over i en playliste – mens jeg glemmer resten. Mange numre på denne udgivelse er for alt tamme og gør ikke meget væsen af sig. Det er fint nok mens det står på, men det meste er lynhurtigt glemt igen. Pladeselskabet Frontiers spytter bands som Cruzh ud på samlebånd og jeg må bare sige at der er mange af dem, der producerer mere mindeværdig materiale.
 
Cruzh udkom 26. august via Frontiers Records.
 
 (3 ud af 6)
 
Besøg Cruzh på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

Tygers Of Pan Tang - Tygers Of Pan Tang
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 05-10-2016
 
Bandet Tygers Of Pan Tang blev dannet i 1978 og var en del af NWOBHM (New Wave Of British Heavy Metal) ligesom bands som Saxon, Diamond Head og Iron Maiden. Selvom de nu er klar til at udgive deres 12. album, har jeg faktisk ikke det store kendskab til dem. Den britiske gruppe spiller god gammeldags heavy metal, med alt hvad det indebærer. Eneste originale medlem fra 1978 er guitarist Robb Weir – de andre er først kommet med efter årtusindskiftet.

Første nummer på dette selvbetitlede album hedder ”Only The Brave” og er en perfekt indikator for hvad der venter lytteren. Et klassisk metalriff åbner balet og derefter går det derudaf’ efter heavy metal-musikkens A-B-C. Vokalen er skrædersyet til genren og det samme er guitaren. Omkvædet er særdeles iørefaldende og en dejlig solo bliver det også til. Selvom der ikke er noget revolutionerende eller nyskabende, så fungerer det sgu! Man bliver sulten efter mere og ”Dust” byder netop på mere af samme skuffe. Endnu et catchy nummer der fanger min opmærksomhed fra start. Luftguitaren bliver atter luftet, hvilket også er tilfældet på ”Glad Rags”. Et sindssygt medrivende nummer, med et fantastisk beat. Det er umuligt at undgå at nikke i takt med musikken og volumen får lige et ekstra hak til højre, når der trykkes på repeat efter nummerets afslutning. Albummet har lagt ud med et nærmest perfekt trekløver. Det bliver svært at holde niveauet hele vejen igennem og nummeret ”Never Give In” besidder ikke helt den samme kvalitet, selvom der bestemt ikke er tale om et dårligt nummer. ”The Reason Why” byder lytteren velkommen til ballade-land, hvilket de slipper meget heldigt fra. Omkvædet fungerer rigtig godt og vokalist Jacopo Meille imponerer! ”Do It Again” skruer igen op for tempoet, mens ”Praying For A Miracle” og ”Angel In Disguise” er albummets to øvrige ballader. ”The Devil You Know” er sidste nummer på pladen og det sidste skud metal bliver skudt af med attitude og et tigerbrøl lukker hele molevitten.

Er man til klassisk heavy metal, vil jeg beskrive dette album som en ”must-hear”. Jeg er virkelig imponeret over dette udspil fra det britiske band. Tygers Of Pan Tang har en evne til at skrive medrivende sange, der sætter sig fast på nethinden, hvilket er alfa og omega, når man arbejder i en genre der på mange områder er temmelig fortærsket. Man kan nemt blive glemt i mængden, fordi materialet ikke er stærkt nok, selvom håndværket ikke fejler noget. Dette er ikke tilfældet her, men i stedet er der tale om en seriøs kandidat, når årets bedste heavy metal album skal kåres.
 
Tygers Of Pan Tang udkommer den 21. oktober via Mighty Music/Target Group.
 
    (5½ ud af 6)
 
Besøg Tygers Of Pan Tang på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Fake Idols - Witness
 
Anmeldt af Peter Letting: 28-09-2016
 
Italienske Fake Idols er ude med deres skive nummer 2, med titlen Witness. Skiven er udgivet 16 september 2016.

Stilen er melodisk hård rock, og stilen minder mig til tider om Shotgun Revolution, men måske alligevel lige en tand hårdere. Det er en af den slags plader hvor man med det samme føler sig hjemme og godt tilpas. Det der flyder ud af højttaleren er gennemtænkt, iørefaldende og nemt at gå til, uden at være kedeligt. Det er en fornøjelse når melodi, tekst og vokal hænger sammen. Claudios vokal er tilpas rå til stilen og virker ikke anstrengt, men flyder fint med og har en god indlevelse og variation.

Åbningsnummeret ”Out Of Gear” kører bare derudaf i et godt tempo og så er man ligesom i gang. På anden skæring ”Mad Fall” bliver der lige skruet lidt op for tempo og nerve. Måske er det fordi Phil Campbell fra Motorhead er gæst på nummeret, men årsagen er egentlig også mindre vigtig, for det er også et fedt nummer, som bare blæser derudaf.

Det virker lidt som om Fake Idols lever for bare at komme ud over stepperne, men så pludselig kommer skæring 6 ”Silence”. Et lille instrumental nummer på kun 1 minut, som lige trækker tempoet ud af skiven, her ca. halvvejs igennem. Det skal man dog ikke lade sig narre af, for energien kommer straks tilbage i ”I’m A Fake” og derefter kommer et cover nummer af Chemical Brothers ”Go” (den måtte jeg så også lige høre i originalen, og jeg kan bedre lide Fake Idols version).

Fake Idols har følgende Line-Up: Claudio Coassin på vokal, Ivan Odorico på guitar, Cristian Tavano også på guitar, Ivo Boscariol på bas og Enrico Fabris på trommer

Igen er det svært at finde et yndlingsnummer, når det er 11 gode numre, men ”Sail” kunne godt være et bud. Det er et af de numre som jeg synes har mest variation i dynamikken, og med nogle fede guitar riffs. Jeg smider 4½ ud af 6 efter Fake Idols.
 
Witness udkom 16. september via Scarlet Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Fake Idols på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Saint Roch – OC/DC (EP)


Anmeldt af Calle: 27-09-2016

Saint Roch er et sleazy blues punk rock band fra New Orleans. Bandet består af Sickboy Todd Bishop (guitar og vokal), Derek Dufresne (bas) og Andy Baker (trommer). Denne EP er bandets første udgivelse, men bandet har en hel del liveerfaring. Derfor har de samtidig med udgivelsen af OC/DC også udgivet et live album.

OC/DC består af 4 sange med titlerne ”OC/DC”, ”I Know You Know” og ”Revelator”. Derudover er sidste sang på EP'en en akustisk version af ”OC/DC”. Når jeg hører Saint Roch's musik, så er min første tanke: tidlig AC/DC, dog med en anelse mere blues indover. Men grundrytmen ligger tæt op af AC/DC's kendetegnende lyd. Især i sangen ”Revelator”.

Da jeg lyttede til EP'en første gang tænkte jeg: hvad er det her for noget? Men efter anden og tredje gennemlyt, så blev sangene faktisk mere og mere fængende. Det var svært ikke at rocke lidt med. Bandet gør det helt udmærket og Todd's vokal er tilpas rå og hæs og passer derfor godt til blues rock genren.

Jeg har valgt kun at anmelde EP'en, men har dog lyttet live albummet igennem en enkelt gang. Og der kan man roligt sige, at bandet har en lidt mere rå lyd og de lyder faktisk helt ok live. Lyt til live albummet ”PBR Live” via dette link.

Når alt dette er sagt, så tror jeg ikke det her er et band der vil slå igennem og få det helt store gennembrud ude i den store verden. Dertil er sangene ikke stærke nok og genren er på den ene eller anden måde rimelig gennemtæsket. Men er du til beskidt sleazy blues rock med punk attitude, så bør du tjekke Saint Roch ud. Lyt til OC/DC via dette link.
 
OC/DC (EP) og PRB Live udkommer 28. september.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Saint Roch på Facebook her.
_________________________________________________________________________________________
Bulletrain – What You Fear The Most

Anmeldt af Calle: 27-09-2016

Jeg ar fulgt svenske Bulletrain siden de udagv deres første EP tilbage i 2008. Bandet blev dannet i 2006 i Helsingborg af Mattias Persson (guitar) og Jonas Tillheden (trommer) og der har sidenhen været et par udskiftninger i bandet. På dette album består bandet, udover Mattias og Jonas, af Robin Bengtson (guitar) og de to nyeste medlemmer Sebastian Sundberg (vokal) og Niklas Månsson (bas). Bandet var en del af den svenske sleazerock bølge, som også bestod af bands som bl.a. CrashDïet og Crazy Lizz, men jeg har altid synes Bulletrain var en anelse ”hårdere” og mere hard rock end mange af de andre bands. What You Fear The Most er bandets andet fuld længde album. Jeg var meget glad for bandets debut album ”Start Talking” fra 2014, så det var med en vis spænding jeg første gang lyttede til dette album.

Albummet består af 10 sange, hvor de gode guitar riffs og de fængende melodier er i højsædet. Melodierne er godt skruet sammen og sangene er rimelig fængende. Derudover passer Sebastians vokal rigtig godt til musikken og genren i al almindelighed. Hans stemme er tilpas rå, hvilket især kan høres på de mere hårde sange. Lyt eksempelvis til sange som ”Fight With Me” eller ”Feed The Fire”. I den mere stille og downtempo ende kan nævnes sange som ”Old Lighthouse”, ”We Salute You” og afslutningsnummeret ”Far Away”. Og taler vi rock anthems, så bliver man nød til at nævne sange som "memory Lane" og ”Wet, Tired, And Lonely”. Disse sange har begge et mindeværdigt omkvæd, som hurtigt sætter sig på nethinden (flere af de andre sange har også mindeværdige omkvæd). Alt i alt er det 10 gode sange bandet har skrevet, men jeg synes ikke albummet lever helt op til forgængeren.

What You Fear The Most er indspillet i Sound Division Studios i Riga i Letland. Vokalen er herefter indspillet i RamPacs studios i Stockholm. Albummet er mixet af den Grammy Award winning producer Tobias Lindell som tidligere har arbejdet med bl.a. Hardcore Superstar, Europe og H.e.a.t for bar at nævnte et par stykker. Han introducerede bandet til engineer Vlado Meller, som har masteret albummet. Han har bl.a. arbejdet med bands som f.eks. SlipKnot, Metallica, Michael Jackson og Pink Floyd. Lyd og produktion fejler bestemt ikke noget.

Er du til 80'er hard rock med en moderne lyd og kan du nikke ok til bands som f.eks. Guns N Roses, Skid Row, Crazy Lixx, Firehouse, Bon Jovi, Mötley Crüe og Steel Panther, så er jeg sikker på at Bulletrain er noget for dig. Personligt er jeg i hvert fald fan. Keep Up The Good Work guys!!!!
 
What You Fear The Most udkom 23. september via AOR Heaven.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Bulletrain på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Evergrey - The Storm Within
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 24-09-2016
 
Svenske Evergrey blev dannet i 1995 og har været meget aktive lige fra begyndelsen.De har netop udgivet deres 10. studieplade The Storm Within. Jeg har flere gange stødt på bandnavnet, men har aldrig gået på opdagelse i deres bagkatalog eller udforsket deres musik i særlig høj grad. Jeg ved dog at de spiller progressiv power metal og at de har haft moderat succes i både Sverige og worldwide. Der har været en del udskiftninger i bandet gennem årene og pt. tæller bandet 11 tidligere medlemmer. Eneste oprindelige medlem er forsanger og guitarist Tom S. Englund.

Deres nye album The Storm Within består af 11 numre, fordelt på en lille times tid. De fleste numre har en varighed på mellem 5 og 6 minutter, mens den længste sang varer 7 minutter præcist. Det første nummer ”Distance” er også valgt som den første single, hvilket er forståeligt. Nummeret starter med lidt stille klaverspil, inden et knusende riff sparker det hele i gang. Der bydes på et tungt midtempo nummer med gode hooks og et iørefaldende omkvæd. Der er en atmosfærisk stemning over sangen og det kan generelt siges om hele pladen. Tempoet bliver skruet op på næste nummer ”Passing Through” – men ellers står den på mere af samme skuffe. Et catchy omkvæd, solid vokal, tungt guitarspil og blankpoleret produktion. ”Someday” er en af mine personlige favoritter på albummet. Der er igen skruet en anelse ned for tempoet og både vers og omkvæd fanger mit øre og jeg får lyst til at trykke repeat, når nummeret er slut. Et rigtigt smukt nummer, der besidder mange kvaliteter! ”The Impossible” er et meget afdæmpet nummer, der fungerer som et pusterum til lytteren. Tom Englund får plads til at imponerer med hans vokal, hvilket desuden lykkes ret godt. Han er en dygtig metal-sanger og hans stil er skræddersyet til denne genre. Hvis man sidder og længes efter en aggresiv og hidsig sang, behøver man ikke lede længere end ”My Allied Ocean” – der er fuld fart over feltet og musikken buldrer derud af!

Hen mod slutninger af albummet er der to gæsteoptrædener. Floor Jansen er med på numrene ”In Orbit” & ”Disconnect”. Carina Englund (forsangerens hustru) er med på ”The Paradox Of The Flame”. Floor Jansen vil mange sikkert kende fra bandet Nightwish, hvor hun har leveret vokalen siden 2013. Hun gør det rigtig godt på de to numre hun er med på og der er en vellykket dynamik mellem hende og Tom Englund. Det sammen kan siges om ”The Paradox Of The Flame” som er albummets helt store ballade og uden tvivl det smukkeste øjeblik. Albummet lukkes flot med det episke titelnummer ”The Storm Within”.

Evergrey har leveret et rigtig solidt album! Et til tider dystert album, der indeholder lyrik om ulykkelig kærlighed og personlige kampe. Jeg vil helst sikker vende tilbage til dette album igen, samt finde ud af om deres tidligere materiale har samme niveau. Jeg anbefaler klart The Storm Within til alle fans af progessiv power metal.

The Storm Within udkom 9. september via AFM-Records.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Evergrey på Facebook her.
________________________________________________________________________

Absolution – Blues Power

Anmeldt af Calle: 23-09-2016

Absolution er en blues rock power trio fra East Anglia i det sydlige England. Bandet blev dannet i 2010 og består af Joe Fawcett (guitar og vokal), Andy Palmer (bas) og Doug Lang (trommer). Blues Power er Absolutions tredje album, men mit første bekendtskab med bandet.

Album titlen er meget sigende for denne plade. For det er blues og der er god power i hovedparten af sangene. Selvfølgelig er der også et par mere stille sange, som f.eks. ”Nothing But A Broken Heart” og afslutningsnummeret ”Sleeping In The Silence”. Begge sange hører til blandt mine favoritter. Af de mere rockede numre vil jeg fremhæve sange som åbningsnummeret ”Fear” samt ”Price I Gotta Pay” og ”Walk With Me”. Sidst nævnte leder mine tanker i retning af danske Electric Guitars med Søren Andersen og Mika Vandborg. Derudover vil jeg også nævne ”You Just Got Screwed”, som har en af de bedste soloer på albummet. Og der er flere gode soloer spredt ud over dette album. Samtlige 12 sange på Blues Power er godt skrevet og melodierne er fængende. Og samtidig er der en rigtig god variation i sangene. De bliver spillet med en god power og energi og man kan ikke undgå at rocke med, når albummet spinner.

I og med at Absolution er en blues rock power trio, så kan man ikke undgå at sammenligne dem med et band som Cream. Men de er mere end det og de har også hentet inspiration andre steder fra som f.eks. hos Jimi Hendrix, Free og The Beatles samt bands som Soundgarden og Oasis. De sidste to nævnte er måske lidt sværere at høre i musikken. Alle tre bandmedlemmer spiller super godt og Joe’s vokal passer perfekt til genren.

Blues Power er indspillet i One Cat Studios i Brixton, London. Der er rigtig flot produceret og det er Fawcett og Lang, i samarbejde med Jon Clayton, som har stået for det. Herefter er det blevet masteret af Pete Masher (U2, Paul Weller og The Rolling Stones).

Selvom bandet er inspireret af traditionel blues rock, så formår de alligevel at finde en nyere og mere unik og dynamisk lyd frem. Så det er også et plus i min karakterbog. Jeg kan derfor varmt anbefale dette album til fans af en god omgang blues rock.
 
Blues Power udkommer 30. september via Target records/Target Group.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Absolution på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Piledriver – Brothers In Boogie

Anmeldt af Calle: 23-09-2016

Piledriver er et tysk rock band, som gennem de sidste 20 år har spillet rundt omkring i Europa, som et meget anerkendt Status Quo tribute band. Men indimellem har de også udgivet eget materiale. Brothers In Boogie er bandets tredje album med egne sange.

Brothers In Boogie består af 15 sange, hvor to af dem er bonus tracks. Ja faktisk er det ”bare” single versioner af to af sangene fra albummet, så man får ikke så meget bonus ud af det. Bandet spiller en blanding af klassisk rock, boogie rock og hard rock og man kan tydeligt høre deres inspiration fra bl.a. Status Quo (mest deres gamle materiale). Men også andre bands som f.eks. Scorpions og Deep Purple. Og det er igen ikke det nye fra disse bands, men mere det de spillede i 70’erne og 80’erne. Hovedsangskriveren i bandet er sanger og guitarist Michael Sommerhoff. Han formår at skrive nogle fængende sange, hvor både guitar-riffet og omkvædet er let genkendeligt og man har svært ved ikke at rocke lidt med med sin fod. Udover ham består bandet af Peter Wagner (guitar), Hans in ’t Zandt (trommer), Rudi Peeters (keyboard) og Marc Herrmann (bas).

Rock-klicheerne står næsten i kø på dette album. Dette læser og hører man tydeligt i sangtitlerne og sangteksterne. Bare lyt til sange som åbningsnummeret ”One Way To Rock” eller ”Natural Born Rockers” eller ”Rock In A Crossfire-Hurricane”, som alle omhandler livet som rockstar. Eller du kan lytte til sange som ”Lollipop Lolita” og ”Queen Obscene”, som omhandler damer. Så alt i alt er der dømt party og sex, drugs and rock ’n’ roll. Samtidig er der blevet plads til både de hårde og de stille sange, så variationen er rimelig god. Lyt bl.a. til førnævnte ”Natural Born Rockers”, som er albummets tungeste og mest hårde nummer eller afslutningsnummeret ”Last Words”, som starter meget stille ud og langsomt stiger i tempo. Indledningen på denne sang får mig af en eller anden grund til at tænke på Tenacious D. Dog med en mere seriøs tekst end de to herrer i Tenacious D har for vane at skrive.

Blandt de 13 sange på albummet, hvoraf de fleste som sagt var skrevet af Sommerhoff, så er der også to Status Quo covers. Begge sange fra bandets tidligere plader. De to sange er ”Don’t Think It Matters” og ”Drifting Away” og Piledriver udfører dem rigtig godt (jeg måtte lige dykke tilbage i tiden og lytte til originalversionerne). Alt i alt synes jeg godt om dette album og er du ligesom mig glad for sange med god energi og power og som samtidig er fængende og har gode guitar riffs og soloer, så bør du give Brothers In Boogie et lyt.
 
Brothers In Boogie udkommer 14. oktober via Rockwall-Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Piledriver på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Killer Bee – Eye In The Sky

Anmeldt af Calle: 22-09-2016

Killer Bee er et svensk rockband der blev dannet tilbage i starten af 90’erne. De har udgivet 8 albums (inkl. dette). Der har gennem tiden været lidt udskiftninger i bandet, men på dette album er medlemmerne Brian Frank (vokal), Anders LA Rönnblom (bas), Morgan Evans (trommer), Paul Chapman (guitar), André Hägglund (guitar) og Denny DeMarchi (keys). Vi har tidligere anmeldt bandet her på siden, men det er første gang jeg rigtig lytter til dem.

Eye In The Sky er som sagt Killer Bee’s 8’ende album. Det består af 10 sange og stilen er klassisk hard rock og heavy metal. Hvis du forestiller dig en kombination af Deep Purple, Accept, Scorpions og Alice Cooper, så får du måske en ide. Der er flere hard rockere, et par downtempo rockere samt to ballader på albummet. Ballederne hedder ”The Fight” og ”By My Side”. Begge er efter min mening på det jævne i forhold til andre ballader inden for genren. Ud af de 8 andre sange vil jeg fremhæve ”Shout It Out”, ”Higher And Higher” og titelnummeret ”Eye In The Sky”. Sangene er godt skruet sammen og de er bygget op som en rigtig hard rock sang skal bygges op. Gode guitar riffs, fine soloer og genkendelige omkvæd. Derudover gør bandet brug af den klassiske hammond sound flere steder. Men jeg synes alligevel sangene mangler det sidste lille touch for at komme helt op på højde med andre bands inden for genren. Men alt i alt er det 10 udemærkede sange bandet har indspillet på dette album.

Musikken bliver spillet godt og vokalen passer godt til genren. Brian’s stemme minder flere steder lidt om Alice Cooper’s vokal. Derudover er albummet godt produceret og lyden er i orden. Det er indspillet flere forskellige steder i både Sverige og Canada og så er det produceret af bandets egen sanger i samarbejde med Paul Milner og Kim Zolis.

Er du til klassisk hard rock og kan du nikke ok til nogle af ovennævnte bands, så tror jeg helt sikkert du vil finde dette album lytteværdigt. Der er en tilpas variation i sangene og Eye In The Sky er efter min mening et udmærket album.
 
Eye In The Sky udkommer 14. oktober via Mighty Music/Target Group.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Killer Bee på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Cunning Mantrap – Hazmat

Anmeldt af Calle: 19-09-2016

Cunning Mantrap er et rock and fra Cologne, Tyskland, som blev dannet tilbage i 2011. Bandet består af Phry McDunstan (vokal og guitar), Tobi Schmidt (bas) og Alex Klose (trommer). Bandet har tidligere udgivet et par EP’er, men Hazmat er deres debut fuld længde album. Det er også mit første bekendtskab med bandet.

Det kan tit være spændende, at få tilsendt CD’er med bands man ikke kender. Nogen gange er musikken super fed, nogen gange rigtig god og andre gange virkelig dårligt. I forhold til Cunning Mantrap, så vil jeg læne mig i retning af sidst nævnte. Dette album rammer nærmest intet i mig. Sangene er på ingen måde fængende i mine ører og vi bevæger os rundt i et stort virvar af genre. I mange tilfælde kan det være godt at hente inspiration fra forskellige genre og så lave sin egen stil. Men i tilfældet her, så fungere det bare ikke. Jeg vil uden tvivl betegne Cunning Mantrap som et alternativt rock band, hvor inspirationen er hentet fra bl.a. hard rock, prog-rock, funk rock og ikke mindst grunge.

Hazmat består af 12 sange, hvor jeg har meget svært ved at finde den røde tråd. Samtidig synes jeg bandet har visse mangler i sin sangskrivning og melodierne er på ingen måde fængende. Ud af de 12 sange er der enkelte down-tempo sange, en enkelt ballade (kalder bandet den i hvert fald) og resten er mere eller mindre forsøg på at lave gode rock sange. Det lykkes bare ikke helt og jeg har derfor ret svært ved at fremhæve enkelte sange. Musikken bliver sådan set spillet ok og vokalen er flere steder i orden. Den passer i hvert fald godt til genren (hvis man betegner det som grunge), men den er bare en anelse for ujævn.

Albummet er indspillet i Budapest med Kálmán Bogi bag knapperne. Skal jeg være helt ærlig, så synes jeg ikke der er blevet skruet helt rigtigt på knapperne. Lyden er i hvert fald ikke i top.

Normalt vil jeg godt anbefale bands og albums til folk der lytter til en bestemt genre. I dette tilfælde ville det nok være grunge-folket. Men jeg tror bare ikke Cunning Mantrap’s sange vil falde i deres smag. Men du kan jo alligevel prøve at give dem et lyt og så bedømme selv.
 
Hazmat udkommer 9. september via Fastball Music.
 
  (2½ ud af 6)
 
Besøg Cunning Mantrap på Facebook her.
_______________________________________________________________________

Meridian – Breaking The Surface

Anmeldt af Calle: 20-09-2016

Grundstenen til det danske band Meridian blev støbt i Esbjerg tilbage i 2005. Bandet består af Lars Märker (vokal), Martin J. Andersen (guitar), Marco Angioni (guitar), Klaus Agerbo (trommer) og Peter Bruun (bas). På albummet er det dog Steffan Pedersen der spiller rhythm guitar, da Angioni først er kommet til efter indspilningen. Breaking The Surface er bandets andet fuld længde album, men det er det første jeg har lagt ører til.

Bandet spiller melodisk metal og det gør de rigtig godt. Nærmest til perfektion. Albummet består af 8 numre, hvor første skæring ”Rumors Of War” er en flot instrumental intro. Herefter skydes albummet i gang med fuld power i nummeret ”Hero Forever”. Dette nummer variere godt i tempo og hører til blandt mine personlige favoritter. Udover dette nummer, så synes jeg også rigtig godt om ”The Bravest Face” og ”City Of Holy War” samt det mere downtempo afslutningsnummer ”The Meaningless Wrong”. Men samtlige sange har rigtig gode melodier og de variere godt i tempo. Så alt i alt er det 8 rigtig gode numre bandet har indspillet på Breaking The Surface. Musikken er virkelig velspillet og Märker’s vokal passer perfekt til denne genre. Han er efter min mening en af de bedste danske metal sangere, i hvert fald af dem jeg har hørt. Derudover er der flere flotte og mindeværdige guitarsoloer på dette album.

Breaking The Surface er indspillet, produceret, mixet og masteret i Hansen Studios med Jacob Hansen bag knapperne. Og valget af producer er perfekt, da lyden på dette album er helt i top. Instrumenterne ligger perfekt til hinanden og vokalen er klar og tydelig.

Dette album kan helt klart anbefales til enhver fan af melodisk metal eller hvis du bare godt kan lide et flot og velproduceret album. Meridian har efter min mening international klasse. Jeg spår dem en god fremtid. Tjek dem ud!!
 
Breaking The Surface udkom 16. september via Mighty Music/Target Group.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Meridian på Facebook her.
__________________________________________________________________________________
Lorraine Cross – Army Of Shadows

Anmeldt af Calle: 19-09-2016

Lorraine Cross er et fransk heavy metal band, som blev dannet i 2012. Bandet består af Tony Van Hagen (vokal), D.K. (guitar), Florent Mouton (guitar), Guillaume Lefebvre (bas) og Thomas Feuga (trommer). Army Of Shadows er bandets debut album.

Som sagt spiller Lorraine Cross metal og de har uden tvivl hentet deres inspiration flere steder fra. Bl.a. fra NWOBHM og tysk speed metal. Dette kan godt høres i bandets musik. Der er hurtige fræseringer, tunge basrundgange og flere passager med twin-guitar ala Iron Maiden. Så overordnet set synes jeg ideen og musikken virker ok. Men for mig mangler der bare sangen/sangene der skiller sig lidt ud fra resten. Jeg mangler ”hittet” eller den sang man synger med på eller bare ikke kan lade være med at rocke med til.

Army Of Shadows består af 12 sange, som for mig er bygget nogenlunde over samme list, lige med undtagelse af sangen ”Die In Your Arms”, hvor tempoet sættes betydeligt ned. Ellers er sangene ret enslydende i mine ører, men skal jeg fremhæve et par af sangene, så må det være ”At Close Range”, ”One Bullet For Me” og åbningsnummeret ”Sharpshooter”. Musikken bliver spillet godt og bandet kan sit kram, men jeg er bare ikke helt vild med vokalen. Det virker lidt som om Tony anstrenger sig for meget for at få en powerfuld vokal.

Som bandnavnet, album titlen og de fleste sangtitler antyder, så omhandler mange af teksterne ”de frie franske styrker” under anden verdenskrig. De brugte netop det kors (Lorraine Cross), som er vist på albumcoveret i bandets logo.

Albummet er indspillet med Francois Merle bag knapperne. Han er ukendt for mig, men han har uden tvivl gjort et godt arbejde. Det er Tommy Hansen som har stået for mastering af albummet og han behøver vist ikke en nærmere introduktion.

Alt i alt er det et udmærket album Lorraine Cross har udgivet, men det mangler bare lidt for virkelig at fange mig. Men er du til musik inden for denne genre, så kan du sagtens tjekke albummet ud.
 
Army Of Shadows udkom 26. august via Mighty Music/Target Group.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Lorraine Cross på Facebook her.
______________________________________________________________________

Brainstorm - Memorial Roots (Re-Rooted)
 
Anmeldt af Peter Letting: 19-09-2016
 
Det tyske power metal band Brainstorm udgiver en makeover af deres album fra 2009 ”Memorial Roots”. I 2016 udgaven hedder albummet Memorial Roots (Re-Rooted). Albummet er på gaden den 16 september 2016

Brainstorm har eksisteret siden 1989 med lidt forskellig line-up. I 2016 består bandet af: Andy B. Franck på vokal, Torsten Ihlenfeld på guitar, Milan Loncaric også på guitar, Antonio Ieva på bas, og Dieter Bernert på trommer.

Der er som sagt tale om Power Metal, og rødderne fra dengang de startede med tydelig påvirkning fra bl.a. Accept og Judas Priest fornægter sig ikke, men da jeg selv er vokset op med netop den type metal musik, så fanger det bestemt min interesse. Der er mange bands som laver (eller forsøger…) netop denne type af metal, men næsten ligeså mange falder igennem på manglende originalitet og nerve. Brainstorm har den der nerve, og den der lidt udefinerbare ”ting”, der gør at musikken bliver god, og ikke bare ordinær. Samtidig er Andy’s vokal iblandt de bedre i denne kategori, og i mine ører er vokalen temmelig vigtig for helheden.

Skiven er meget afvekslende, og spænder over de hurtige som ”Cross The Line”, over de mere stille som ”Nailed Down Dreams”, over de storladne som ”The Final Stages Of Decay” med strygere og til tider nærmest militær march stemning. Det gør albummet ret lytte venligt og man bliver ikke træt af det, Samtidig er guitar riff og vokal dejlig melodisk

Svært at vælge et yndlings nummer, men energien i ”Cross The Line” tiltaler mig, selvom jeg også godt kan lide samtlige andre numre på skiven (og der er 16 i alt, så der er lidt at vælge imellem). Skiven får 4½ ud af 6
 
Memorial Roots (Re-Rooted) udkom 16. september via AFM-Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Brainstorm på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Meshiaak – Alliance Of Thieves

Anmeldt af Calle: 19-09-2016

Meshiaak er et metal band fra Melbourne, Australien. Bandet består af nogle erfarne folk indenfor metal verdenen. Medlemmerne tæller nemlig sanger og guitarist Danny Camilleri (tidligere 4Arm), guitarist Dean Wells (fra Teramaze), bassist Nick Walker (fra Bane of Bedlam) og trommeslager Jon Dette (som har spillet med bl.a. Testament, Slayer, Anthrax og Iced Earth).

Alliance Of Thieves er bandets debut album. Det består af 9 numre og stilen er thrash metal med lidt elementer hentet fra bl.a. prog-metal. Inspirationskilderne tæller bands som Megadeth, Metallica, Machinehead og Slayer. Derudover synes jeg også jeg kan høre lidt Dream Theater og Slipknot hist og her.

Albummet åbnes hårdt ud med ”Chronicles Of The Dead”, ”It Burns At Both Ends” og ”I Am Among You”. Alle tre gode metal numre. Herefter kommer “Drowning, Fading, Falling”, som indledes mere stille for derefter at blive bygget op og nærme sig de foregående tre sange. Næste skæring er det mest prog-metal lydende af de ni numre. Sangen hedder ”At The Edge Of The World” og den er ligeledes lidt mere nede i tempo. Et rigtig fedt nummer efter min mening. Det efterfølges af yderligere tre hårde numre i form af ”Last Breath Taken”, ”Maniacal” og ”titelnummeret ”Alliance Of Thives”, hvor ”Maniacal” er det mest thrash-lydende nummer. Det er det hårdeste og mest aggressive nummer på albummet. Sidste sang er ”Death Of An Anthem”, som derimod er albummets mest down-tempo sang. En god måde at afslutte et ellers meget metal album af på.

Musikken bliver spillet med god power og speed og musikerne er teknisk rigtig gode. Samtidig passer Danny’s stemme godt til genren. Som det høre sig genren til, så er der flere rigtig fede guitar soloer på albummet. Bandet har selv indspillet og produceret albummet og så er det blevet mixet af Jacob Hansen. Lyd og kvalitet er helt i top. Det er thrash metal med en moderne lyd.

Er du til velspillet og velproduceret metal med aggressiv riffs og god power, så er jeg næsten sikker på at Meshiaak er noget for dig. Personligt synes jeg i hvert fald det er et rigtig fedt debut album Meshiaak har udgivet.
 
Alliance Of Thieves udkom 19. august via Mascot Label Group.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Meshiaak på Facebook her.
_________________________________________________________________________

VOLA – Inmazes

Anmeldt af Calle: 08-09-2016

Dette album fra danske VOLA har en lidt sjov historie bag sig. Uden et pladeselskab i ryggen udgav bandet selv albummet digitalt tilbage i foråret 2015. Herefter fik Mascot Label Group øje på bandet og signede dem. Og nu udgives albummet så for anden gang og det er både på CD og LP.

Bandet var ukendt for mig, da jeg fik albummet tilsendt. Det hænger nok mest sammen med at stilen/genren ikke lige er min spids kompetence. VOLA er fra København og bandet besår af Asger Mygind (guitar & vokal), Martin Werner (keys & programming), Nicolai Mogensen (bas) og Felix Ewert (trommer). Bandet har tidligere udgivet to EP’er, men Inmazes er som sagt deres debut album.

På VOLA’s Facebook side står der: ’’Imagine the classic Pink Floyd sound mixed with Rammstein and a touch of Meshuggah!’’. Denne betegnelse rammer bandets stil meget godt. Vi taler progressive rock blandet med lidt industrial, lidt pop og smule metal. Jeg kan godt lide de poppede elementer, som minder mig lidt om Mew. Og deres metal-elementer er også ret gode. Men der er lidt for meget programming til min personlige smag. Jeg formoder at bandet har mange forskellige inspirationskilder.

Inmazes er mixet af Asger Mygind og mastereret af Jens Bogren fra Fascination Street Studio. Det består af 10 velskrevne numre. Melodierne er gode og samtidig meget varierede. Mine favoritter blandt sangene er ”Feed The Creatures” og ”Stray The Skies” samt de to første singler ”Gutter Moon” og ”Starburn”.

Inmazes er et rigtig godt album. Flot produceret og meget velspillet og alsidigt. Genren er dog ikke helt lige mig, men derfor kan musikken jo sagtens være god. Er du til progrock, så bør du helt sikkert tjekke dette band ud. VOLA er efter min mening et dansk band med international klasse!!
 
Inmazes udkommer 16. september via Mascot Label Group.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg VOLA på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Temperance - The Earth Embraces Us All
 
Anmeldt af Peter Letting: 02-09-2016
 
Italienske Temperance er ude med nyt album 16 september 2016. Album titlen er The Earth Embraces Us AllTemperance blev startet i 2013 og dette er deres 3. studie album. Temperance betyder ”mådehold”, og jeg ved ikke hvad det er for en slags mådehold de dyrker i bandet, men det er da ikke på lydsiden. Genren er power / symphonisk metal, og dermed temmelig storladen og udtryksfuld, og man tænker ikke umiddelbart ”mådehold” når man hører dem. Bandet består af 4 medlemmer: Luca Negro på bas, Giulio Capone på trommer og keyboard, Marco Pastorino på guitar og mandlig vokal samt Chiara Tricario på female vokal.

Der er rigtig mange aspekter i Temperance musik. Der er elementer af klassisk med strygere og symfoni orkester. Der er også passager som får én til at tænke på skotsk højland eller Irsk folkemusik. Men der er også elementer af den mere jazz’ede del af musikken, og nogle gange er det helt ”melodi GrandPrix”, eller musical stemning. Men overliggende er det metal musik med masser af hurtige trommer og dobbelt pedal anno 2016, og tunge guitar riffs til at ”spiffe” det hele op. På toppen ligger dels en clean female vokal samt en mandlig vokal, som skifter imellem at være nogenlunde clean og over i den lidt grovere afdeling, uden at være growl. I nummeret ”Maschere” bliver der sunget på italiensk, men ellers er resten af teksterne på engelsk

Som sagt er der rigtig mange nuancer i Temperance, og jeg tror man kan høre albummet en del gange og stadig få masser af nuancer med. Specielt afslutnings nummeret (som er 12:43 minutter langt) spænder over hele spektret. Det er et nummer som skifter stil og genre så mange gange undervejs, så man tror at der er skiftet nummer, men nej, det er stadig den samme skæring.

Albummet er vel produceret, godt udført, og som nævnt MEGET afvekslende. Der er masser af erfaring i bandet, og det er bestemt ikke ”simpel” musik. Jeg giver det 4½ ud af 6
 
The Earth Embraces Us All udkommer 16. september via Scarlet Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Temperance på Facebook her.
___________________________________________________________________________
The Minor Collective – The Minor Collective

Anmeldt af Calle: 31-08-2016

For nogle uger siden fik jeg en mail fra Dan Østerby, som er sanger og guitarist i det danske band The Minor Collective. Han spurgte om jeg ville anmelde deres mini album, da han mente jeg havde lidt kendskab til hvad der rørte sig på den danske rockscene. Jeg kendte ikke til bandet, men sagde selvfølgelig ja til at anmelde dem. Udover Dan består bandet af Rune Werner (bas/synth) og Morten Urhøj (trommer).

Stilen ligger lidt ved siden af det jeg normalt anmelder. Vi taler elektro pop/rock, som ikke er den genre jeg lytter mest til. Albummet, som har været længe undervejs, består af syv numre. Allerede for 3-4 år siden lå singlen ”Batteries” i rotation på P3, men af personlige årsager holdt bandet en pause og albummet endte til bandets store ærgrelse ”i en skuffe”. Bandet har nu pudset de syv bedste numre af og udgivet albummet.

Ovennævnte ”Batteries” høre efter min mening til blandt de bedste numre. Derudover synes jeg også godt om ”Dead Stream” og ”Sceptic”. Sangene er generelt godt skrevet og melodierne er rimelig fængende. Altså godt musikalsk håndværk. Personligt er stilen dog lidt for meget elektro til min smag. Dermed ikke sagt at sangene er dårlige, men de rammer bare ikke helt plet hos mig.

Albummet er produceret i samarbejde med Jacob Hansen (Volbeat, Dizzy Mizz Lizzy m.fl), Noah Rosanes og Steffen Breum og man kan bestemt ikke sætte en finger på hverken lyd eller produktion. Musikken bliver spillet godt og Dan’s stemme passer perfekt til genren. I øjeblikket er Dan i gang med et soloprojekt, så indspilning af nyt The Minor Collective materiale ventes at gå i gang senere (formentlig i start 2017).

Er du til elektro pop/rock og kan du lide et band som f.eks. Carpark North, så tror jeg bestemt du ville synes godt om The Minor Collective. Med lidt held og god omtale, så tror jeg bestemt at bandets musik er noget for de danske radiostationer og deres lyttere.
 
The Minor Collective udkom i juli 2016.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg The Minor Collective på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Airbourne - Breakin' Outta Hell
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 28-08-2016
 
Airbourne er et band jeg har kendt lige siden de udgav deres debutalbum ”Runnin’ Wild” i 2007. De australske gutter spiller en type hård rock, der nærmest lyder identisk med AC/DC. Der er altså tale om svedig hard-rock med sprudlende guitar-riffs, store sing-a-long omkvæd, svedige soloer og lyrik der handler om ”sex, drugs and rock n’ roll”. Når Airbourne udgiver en ny plade, ved man hvad man kan forvente - præcis på samme måde som med AC/DC. De har 3 plader på CV’et og er nu klar med et nyt udspil der har fået titlen Breakin' Outta Hell.

Det hele starter med titelnummeret der buldrer derudaf’ med 120 km/t. Et klassisk Airbourne nummer!! ”Rivalry” er et af albummets højepunkter og jeg kan godt forstå den er valgt som single. Jeg har altid været vild med når tempoet lige er skruet en anelse ned og der så i stedet bliver lagt ekstra stor vægt på et knusende tungt riff, hvilket er tilfældet i denne sang. ”Thin The Blood” er derimod en hidsig sag med højt tempo og masser attitude. Hvis man har behov for at få støvet luftguitaren af, så er ”I’m Going To Hell For This” og ”Down On You” glimrende numre at gøre det til. Hvis man elsker et straight-forward riff, vil man nærmest sidde med fråde om munden efter at have lyttet til disse skæringer! Stilen bliver fulgt på de efterfølgende numre og det bliver aldrig kedeligt, selvom den samme opskrift bliver brugt igen og igen. Pladen bliver lukket af med en hyldessang til rock n’ roll.. Ja selvfølgelig, fristes man til at sige. ”It’s all for one and one for all. It’s all for rock n’ roll” bliver der sunget. Ikke just vildt opfindsomt, men Airbourne er ikke et band der er revolutionerende eller nyskabende og de er heller ikke kendt for at opfinde den musikalske dybe tallerken. De er derimod i stand til at skabe en medrivende rock-fest, der ikke skuffer. Det her er et perfect soundtrack til en grillaften med gutterne eller en tur på landevejen på en sommerdag.

Er man allerede fan af Airbourne, vil man med garanti ikke bliver skuffet over deres nye album. Kender man ikke til bandet, men kan lide ukompliceret og kompromisløs rock n’ roll i samme stil som AC/DC, så er dette et album man ikke må snyde sig selv for. Knap en øl op og skru ekstra op for volumen!! Airbourne har flere gange været forbi Danmark, men jeg har desværre ikke haft mulighed for at se dem endnu, men det ændrer sig om et par måneder, når de sprænger Jyske Bank Boxen (og Forum) i luften i samarbejde med Crobot og Volbeat! Jeg ser frem til at høre nogle af de nye sange live, sammen med nogle af de game hits. Breakin Outta Hell får 5 store dødningehoveder fra mig.
 
Breakin' Outta Hell udkommer 23. september via Spinefarm Records.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Airbourne på Facebook her.
_________________________________________________________________________

King Company - One For The Road
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 28-08-2016
 
En supergruppe bliver dannet når medlemmer fra forskellige eksisterende bands slår pjalterne sammen og dannet et nyt band. King Company er en ny supergruppe der har base i Finland. De startede samarbejdet i 2014 og er nu klar til at udgive debutalbumet One For The Road. Pladen er udgivet af Frontiers og de er altid leveringsdygtige i bands der spiller melodisk rock, hvilket også er tilfældet med King Company. De laver en klassisk omgang AOR hard rock med en blankpoleret produktion.Gruppen består af 5 medlemmer i alt, som altså har spiller andre bands som f.eks. Thunderstorm, Warmen, Enfarce og Kotipelto.

Første nummer er titelnummeret ”One For The Road” og der startes ikke overraskende med en energisk rocker, så stilen ligesom er lagt fra start. Forsanger Pasi Rantanen har en stemme der er skræddersyet til denne slags melodiske rock og hans tilstedeværelse er måske gruppen største styrke. De andre medlememer præseterer også godt, ingen tvivl om det. Der er både guitarsoloer, men også keyboardsolo som blandt andet kan høres i nummeret ”Coming Back To Life”. ”Wings Of Love” er en af mine personlige favoritter. Et tung melodisk midt-tempo rocker med et catchy omkvæd. Min kritik af dette album er at der ikke er nok sange der skiller sig ud. De kører den sikkert hjem hver gang, men for mig bliver det aldrig vildt spændende eller interessant, hvilket er en skam, da der er tale om dygtige musikere. Det er den slags plade, hvor man begynder at få svært ved at skille sangene fra hinanden, da næste nummer lyder som en du lige har hørt. Dette skyldes også den lange spilletid på 57 minutter, hvis man tæler bonusnummeret med. Albummet var ved at tabe mig et par gange undervejs, men heldigvis dukker der så pludselig en sang eller to op, der er bedre udført end de andre. Her kan jeg fremhæve føromtalte ”Wings Of Love” og den bidske angrebshund ”Desire”. Afslutningsnummeret er den 7 minutter lange rocker ”One Heart”, hvilket er en stærk kandidat, når pladens bedste sang skal kåres. Dejlig måde at slutte på!

Er Dokken, Lynch Mob eller Whitesnake noget man tit har på anlægget, vil man sandsynligvis føle sig ganske godt underholdt når man lytter sig i gennem ”One For The Road”. Personligt vil jeg nok vælge at håndplukke de bedste sange, fremfor at vende tilbage til hele molevitten igen. Sangene er simpelthen bare ikke stærke nok, til at bære den timelange spilletid. Der er dog ikke decideret dårlige sange på og når alt kommer til alt, vælger jeg at smide 4 dødningehoveder efter denne debutplade.
 
One For The Road udkom 26. august via Frontiers Records.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg King Company på Facebook her.
________________________________________________________________________

Suicide By Tigers - Suicide By Tigers
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 28-08-2016
 
Vores naboland Sverige har gennem årerne produceret en masse god rock musik og der dukker jævnligt nye spændende navne op derfra. Gruppen Suicide By Tigers er dannet i Malmø og er aktuelle med deres selvbetitlede debutplade. Bandet består af forsanger Nils Lindström, guitarist Petter Rudnert, bassist Peter Broch og trommeslager Johan Helgesson. De spiller 70’er inspireret klassisk hard rock med et kraftigt blues twist. Deres debutplade består af 8 sange og hvis man køber albummet i fysisk format, får man et bonusnummer med.

Albumåbneren ”Death On Your Trail” starter med et saftigt blues-riff og Nils Lindström imponerer med vokalen fra start. Nummeret er medrivende, rockende og starter albummet på et højt niveau. Selvom der er tale om et nyt band, lyder disse svenske gutter som nogle musikerer der har mange år på bagen, da de spiler super godt sammen og gør det med høj kvalitet. Deres rytmesektion sidder lige i skabet! På ”Beautiful Nights” bliver tempoet skruet lidt ned og igen er det blues der præger lydbilledet. Man bliver også forkælet med en veludført guitarsolo, hvilket er tilfældet ved mange af albummets sange. Bassen kommer for alvor til udtryk i ”Pack Of Wolves” og førstesingle ”Vicious Malicious” byder på en omgang beskidt hårdrock! Et af højdepunkterne er det stemningsfyldte nummer ”Fox In A Hole”, hvor bandet igen får det hele til at smelte godt sammen. Energiniveauet er igen i top under ”True Believers” som er pladens længste nummer på godt fem og et halvt minut. Som tidligere nævnt får man et bonusnummer med, hvis man køber albummet i fysisk format. Dette nummer hedder ”Karma” og starter med et minuts guitarlir, inden der bydes på vellydende klassisk tungrock. Et stærkt nummer, som helt sikkert vil friste nogle til at finde pungen frem, i stedet for blot at lyttet til pladen på streamingtjenesterne.

Jeg er meget imponeret over dette nye band fra Sverige. Hvis man bedømmer ud fra deres sociale medier, så har de ikke rigtigt slået igennem endnu. På deres Facebook-side har de kun godt 700 likes og på streamingtjenesten Spotify (som endda er svensk) har de ikke fået en sang over 1000 afspilninger endnu. Jeg håber at dette slyldes at bandet først lige er startet, for de har altså fat i noget af det helt rigtige her. Jeg krydser fingre for at de slår igennem både i Sverige, men også internationalt. Jeg vil anbefale denne CD til alle der er tilhænger af god gammeldags blues-rock’n’roll.
 
Suicide By Tigers udkommer 2. september via Smilodon Records.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Suicide By Tigers på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Sorte Fugle – Sorte Fugle

Anmeldt af Calle: 25-08-2016

En sommeraften i 2015 mødtes to gamle venner over en flaske rødvin på en gård på Falster. Dennis Bengtson og Flemming Walther havde begge været i Tyskland ”på flugt” fra deres virkelighed på Falster, men de er nu vendt tilbage til udgangspunktet. Langsomt gik det op for dem at de delte den samme skæbne og udlængsel ¬ og at de som erfarne musikere og sangskrivere kunne bruge deres oplevelser til at skabe noget stort. Inden aftenen var omme, havde de nemlig skrevet sangen “Nyt Liv”, om at genfinde sit ståsted i livet. Nogenlunde sådan startede den danske folkrock duo Sorte Fugle.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg var lidt i tvivl om jeg overhovedet skulle anmelde dette album, da det ligger langt fra den hårde rock og metal jeg normalt anmelder. Men efter at have lyttet albummet igennem et par gange, så synes jeg alligevel jeg ville gøre et forsøg. Stilen er som sagt dansksproget folkrock og i presseskrivelsen bliver de sammenlignet med bl.a. C.V. Jørgensen, Steppeulvene og en nyere kunstner som Peter Sommer. Derudover hører jeg også en vis lighed med et band som Spids Nøgenhat.

Musikken er for de fleste sanges vedkommende rimelig stille, men tempoet bliver også sat lidt ekstra op i et par af sangene, hvor den elektriske guitar bliver omdrejningspunktet. Lyt bl.a. til sangene ”Alting Er” og ”Kontrolleret I Forfald”. Begge sange hører efter min mening til de bedste på pladen. Men også sange som åbningsnummeret og ovennævnte ”Nyt Liv” samt ”Illusioner” og ”Våde Drømme” lyder godt i mine ører. Alt i alt er det 11 poetiske og sjælfyldte numre de to herrer har skrevet og indspillet.

Sangene er indspillet på en 8¬sporsmaskine hjemme hos Flemming. Dette gør at alle sangene er blevet indspillet i hele takes – uden stop. Albummet er mixet og produceret i Rumble Room Studiet af Rune René Hansen ( Freddy and the Phantoms, A Hound Emsemble, m.fl.).

Sorte Fugle er et interessant bekendtskab og jeg vil helt sikkert finde albummet frem igen hvis jeg får en stille stund. Er du til behagelig og tilbagelænet folkrock med sjæl, så synes jeg du skal give denne duo et lyt.
 
Sorte Fugle udkommer 9. september via Nyt Liv Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Sorte Fugle på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Libido Overdrive – Nymph (EP)

Anmeldt af Calle: 25-08-2016

For snart to år siden anmeldte jeg debut EP’en fra danske Libido Overdrive. Dengang var jeg godt tilfreds med deres musik, men mente de godt kunne bruge en lidt bedre produktion. Nu har bandet fået to år mere i baggagen, spillet en del live shows og samtidig fået en ny bassist. Han hedder Nic Jensen. Resten af bandet er det samme og består af Mikkel Løkke (sang), Rasmus Løndal (guitar) og Anders Olesen (trommer).

Nymph består af fire sange og stilen er stadigvæk ”beskidt” hard rock. Man kan godt høre, at bandet er blevet endnu mere sammenspillet og sangskrivningen har også fået et nyk op. De fire sange har fængende melodier og gode catchy omkvæd. Sangene er ”Common Black”, ”Chase” samt den stille ”Memory Lane” og min personlige favorit ”Liquid Fire”. Selvom der ”kun” er fire numre på EP’en, så synes jeg det er godt at smide en ballade ind mellem de hårde rockere, så man får et varieret udtryk.

Musikken bliver spillet godt og med en stor energi. Mikkel har en rå vokal, som passer godt til musikstilen. Den passer dog bedst til de hårdere sange. Musikken er indspillet i Lobster Studio hos Rune Stilling Buck, som også har stået for mix og mastering. Produktionsmæssigt fungerer det meget bedre denne gang.

Er du til iørefaldende hard rock med rå power og god energi, så synes jeg helt sikkert du skal tjekke disse unge fyre ud. Det kan godt være bandet endnu ikke har fået kontrakt med et pladeselskab, men hvis de forsætter den gode stil, så bør det ske på et tidspunkt. Godt gået ”drenge”!!
 
Nymph (EP) udkom 22. juli.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Libido Overdrive på Facebook her.
___________________________________________________________________________
Narnia - Narnia
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 25-08-2016
 
Narnia er et neoklassisk power metal band fra Sverige. Gruppen blev dannet i 1996 og har udgivet 7 albums, hvis man inkluderer deres nyeste udspil, som jeg vil skrive lidt om. Jeg havde ikke kendskab til bandet, inden jeg begyndte med deres nye sebetitlede album og jeg har endnu ikke hørt noget af deres tidligere materiale, hvorfor jeg ikke kan sammenligne den nye plade med det. Narnia valgte at holde en pause fra 2010 til 2014 og dette er deres første album efter de er begyndt at spille igen. Albummet består af 9 sange med en spilletid på 39 minutter.

Det første nummer hedder ”Reaching For The Top”. Et nummer der både er udgivet som den første single og også er det bedste nummer på skiven, efter min mening. Der startes med fuld fart og der møder lytteren en gedigen omgang power metal som lyder godt! En af de første tanker jeg fik efter at have lyttet til et halvt minut af nummeret er at forsanger Christian Liljegren lyder som en ung udgave af Ronnie James Dio. Det er bestemt ikke en dårlig ting, da vokalen passer super godt ind i dette metal-univers. Sangen er catchy med store hooks og sprød guitar. God start!! ”I Still Believe” byder på mere af samme skuffe – men bliver aldrig lige så mindeværdig som albumåbneren. ”On The Highest Mountain” er en mid-tempo rocker og her beviser Narnia at deres musik også fungerer når der bliver skruet et hak ned for tempoet. Det mest atypiske nummer på pladen er ”Thank You” som har en atmosfærisk og rolig start. Vi skal over 3 minutter hen i sangen før guitaren for alvor tages i brug og den sidste del af nummeret bruges på én lang solo. Resten af pladen bevæger sig i samme boldgade som albummets tre første skæringer. ”Messengers” er en sang der har hitpotentiale og det er nok også årsagen til at den er valgt som den anden single.

Narnia har lavet et solidt comeback-album der uden tvivl vil tilfredsstille langt de fleste fans af power metal. Jeg havde ikke de store forventninger, da jeg startede på denne skive, men jeg synes der er en håndfuld gode sange på dette udspil. Niveauet holdes ikke helt over alle 39 minutter, men alt i alt kan jeg med ro i sindet anbefale alle metal-elskere at give Narnia en chance.
 
Narnia udkommer 16. september via Narnia Songs.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Narnia på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Blackbird Syndicate – Meconium (EP)

Anmeldt af Calle: 23-08-2016

YES…hård rocken lever i Danmark. Københavnske Blackbird Syndicate blev så småt startet tilbage i slutningen af 2014, hvor den tidligere Phonomik trommeslager Rune Gravengaard og guitaristen Simon Teisen fandt sammen i en kold og mørk øve container på Nørrebro. Hurtigt herefter blev guitaristen Morten Jensen og den tidligere Greiff og Third Eye sanger Casper Greiff tilføjet til bandet. Efter længere tids søgen fandt bandet bassisten Thomas Vaucanson, og han kom til i foråret 2016. Meconium er bandets første EP.

Bandet skriver i deres presseskrivelse, at de nærer en stor forkærlighed for klassisk hård rock, grunge og trusseballader, tilsat støvede cowboyundertoner. Og dette er en perfekt beskrivelse af deres musik. EP’en består af fem sange, hvor de fire første er deciderede hård rockere, hvor der flås godt i strengene og spilles med en god portion power, mens afslutningsnummeret ”Without You” må betegnes som en ballade. Det skal dog også lige nævnes at sangen ”Sanguinarium” starter stille ud, men men midt i nummeret stiger tempoet. Alt i alt synes jeg at der er en god variation i de fem sange. Melodierne er fængende og sangene er rimelig catchy. Jeg synes især godt om åbningsnummeret ”Drive Me Crazy” og fjerde skæring ”Dead By Now”. Men alle fem sange lyder godt i mine ører.

Meconium blev indspillet i Carpark North's Apparat Studio i slutningen af 2015. Det er Kristian ”Krenne” Pedersen (Mads Björn) der har tracket og mixet sangene og herefter er de blevet masteret af den prisvindende og Grammy-nominerede producer Rune Rask (Suspekt). Lyden på denne EP er helt i top. Samtidig spiller bandet godt og Casper’s vokal ligger godt til stilen.

Er du til en ordentlig omgang hård rock med solide guitar soloer, god vokal, stor energi og rå power, så bør du tjekke Blackbird Syndicate ud. Personligt er jeg i hvert fald blevet fan. Bandet booker i øjeblikket koncerter i det danske land og hvis de rammer i spillested nær mig, så vil jeg være at finde blandt publikum.
 
Meconium udkom 8. august via Gateway Music.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Balckbird Syndicate på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Souls Of Tide – Join The Circus


Anmeldt af Calle: 21-08-2016

Sould Of Tide er et norsk hard rock band, som består af Vegar Larsen (vokal), Anders Langberg (guitar), Ole Kristian Østby (guitar), Øjvind Stönen Johannesen (bas), Tommy Kristiansen (trommer) og Kjetil Banken (hammond). Bandet har eksisteret siden 2014 og Join The Circus er deres debut fuld længde album.

Stilen er som sagt hard rock med kraftig inspiration hentet i 70'ernes rock bands som f.eks. Deep Purple, Black Sabbath og The Doors. De seks bandmedlemmer spiller alle i andre bands og har derfor tilført lidt hver især fra deres forskellige baggrunde. Dette gør at musikken bliver rimelig varieret. Join The Circus består af 9 numre, hvor musikken er autentisk, melodierne er fængende og sangene er generelt godt skruet sammen. Mine favoritter blandt de 9 sange er åbningsnummeret ”She's Dead” samt ”Once Again” og ”Spray-Tan Magic”. Og man kommer bestemt heller ikke uden om afslutningsnummeret "Prisoners. Men alt i alt er alle numrene gode. Der er bestemt ingen fyldstof at finde på dette album. Musikken er velspillet og vokalen fungere samtidig rigtig godt til musikstilen.

Albummet er indspillet på en uge i en lille hytte i nord Norge. Bandet har indspillet sangene i samarbejde med den erfarne norske producer Endre Kirkesola. Det eneste bandet havde under indspilningen var den barske natur, deres rock 'n' roll og lidt kolde øl. Lyd og produktion fungerer godt og jeg synes bandet og produceren har formået at ramme en lyd der bringer minder tilbage til 70'erne, men samtidig pakket ind i en nyere formel.

Sould Of Tide er uden tvivl et interessant bekendtskab. Jeg synes ihverftald deres form for rock rammer mig. Så er du til hard rock og kan du nikke OK til ovennævnte bands, så kan du roligt tjekke disse nordmænd ud.
 
Join The Circus udkommer 26. august via Mighty Music/Target Group.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Sould Of Tide på Facebook her.
____________________________________________________________________________

The Apocalypse Blues Revue – The Apocalypse Blues Revue


Anmeldt af Calle: 21-08-2016

The Apocalypse Blues Revue er et amerikansk blues rock band, som blev startet af de to Godsmack medlemmer Shannon Larkin (trommer) og Tony Rombola (guitar). Det skete en dag i bandets øvelokale, hvor Larkin pludselig fandt ud af at Rombola var en fænomonal blues guitarist. De fik hurtig kontakt til Ray ”Rafer John” Cerbone (vokal) og Brian Carpenter (bas) og bandet var en realitet. Dette album er bandets debut og samtidig mit første bekendtskab med dem.

Stilen er som sagt blues rock. Dog er musikken er lille smule mere heavy og mørk end man normalt forbinder med blues rock. Og teksterne bevæger sig lidt mere i en punket retning. Musikken bliver spillet med stor præcision og feeling og Ray's stemme en som skabt til en god gang dyster blues rock.

Albummet består af 12 sange, som alle er velskrevet og hvor guitaren er i fokus. De første tre sange ”Evil Is As Evil Does”, ”Junkie Hell” og ”Devil Plays The Strat” har alle en meget tung og dyster feeling. Sidst nævnte hører til blandt mine personlige favoritter. Herfter kommer den mere traditionelle blues rocker ”I Think Not”, som med det samme får foden til at rocke med. Herefter følger ”Whiskey In My Coffee”, som sender mine tanker lidt i retning af The Doors. De næste fire sange følger i samme spor som albummets tre første numre. Dog har ”Blues Are Fallin' From The Sky” et mere down-tempo midter stykke. Den efterfølges af den mere heavy blues rocker ”Work In Progres”, som igen efterfølges af ”The Devil In Me”. Begge sange høre ligeledes til blandt mine favoritter. De sidste to sang er ”Blue Cross” og bonus tracket ”When The Music's Over”, som er en cover version af The Doors. Alle sange på albummet har sin charme og jeg finder derfor ingen af dem dårlige. Musikken indbyder til en hyggelig aften med dæmpet belysning og en whiskey i hånden.

Er man til blues rock, som bevæger sig lidt udover den traditionelle blues rock, og som samtidig er utrolig velspillet og hvor guitar arbejdet er i topklasse, så kan man roligt tjekke dette album ud. The Apocalypse Blues Revue er en super fed blues kvartet og jeg vil give Larkin ret i, at Tony er en super blues guitarist. Det er helt sikkert et album jeg vil vende tilbage til igen og igen.
 
The Apocalypse Blues Revue udkommer 26. august via Mascot Label Group.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg The Apocalypse Blues Revue på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Pastiche – It Feels Like (EP)

Anmeldt af Calle: 18-08-2016

For en måneds tid siden fik jeg tilsendt debut EP’en It Feels Like fra det århusianske band Pastiche. Jeg kendte ikke til bandet i forvejen og så er det jo altid lidt spændende hvad man skal lytte til. Bandet består af de fire unge gutter Erik Klintø Laursen (trommer), Thomas Klintø Laursen (bas), Ari Knoph (guitar) og Casper Dons (vokal og guitar).

It Feels Like består af tre numre og jeg vil betegne stilen som funky rock. Første nummer er ”Old Bones”. Denne sang har et spændende og iørefaldende guitar riff og sangen er ret fængende. Den bedste sang på EP’en efter min mening. Næste nummer er ”Sketches”, som forsætter i samme spor, men denne gang bare med en groovy bas i forgrunden. Sidste nummer er ”False Memories”. Denne sang er lidt mere stille og ikke helt så fængende som de andre to numre. Dog har den et rimelig catchy omkvæd. Samlet set er det tre gode sange bandet har indspillet, hvor der især er en enorm energi i de to første sange. Melodierne er samtidig godt skruet sammen.

De fire unge fyre spiller godt og Casper’s vokal passer godt til musikken. De er gode på CD og jeg tror også de kommer godt udover scenen når de spiller live. De skriver da også i ”presseskrivelsen” at de er blevet godt modtaget rundt omkring på de danske live scener.

Denne EP er en helt udmærket debut og bandet er et spændende bekendtskab. Jeg ser frem til at høre hvad de kan drive det til fremover. Pastiche er frisk pust på den danske rock scene. Så er du til funky rock med fede grooves, så bør du tjekke bandet ud!!
 
It Feels Like (EP) udkom i juni 2016.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Pastiche på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Black Swamp Water – Chapter One

Anmeldt af Calle: 17-08-2016

For snart 2 år siden anmeldte jeg debut EP’en “Hellride” fra Silkeborg bandet Black Swamp Water. Dengang var jeg ret glad for det jeg hørte og jeg skrev ydermere, at jeg ville holde et vågent øje med bandet fremover. Nu har de så skrevet kontrakt med Mighty Music og samtidig udsendt deres debut fuld længe album Chapter One. Bandet er næsten det samme som på EP’en og består af Bjørn Bølling Nyholm (vokal), Jan Geert (guitar), Jeppe Birch Friis (bas) og Kim Langkjær Jensen (trommer) samt den nye guitarist Martin Lykke Hansen.

Bandet spiller hard rock og heavy metal med tydelige inspirationer hentet i southern metal. Inspirationskilderne tæller da også navne som f.eks. Black Sabbath, Down, Corrosion Of Conformity, Black Label Society, Zakk Wylde, Alabama Thunderpussy, Monster Magnet og Pantera.

Chapter One består af 11 numre, hvoraf det ene nummer er en stille interlude. Der er rigtig god variation i numrene og tempoet skifter en del. Der er både de hårde og tunge numre som ”World On Fire” og ”Life Is Pain” samt åbningsnummeret ”Leave Nothing Behind”, men også flere sange hvor tempoet er sat lidt ned. Her kan bl.a. nævnes ”Into The Fire”, ”The Only Road” og ”Run”. Sidst nævnte leder mine tanker i retning af Zakk Wylde’s første band Pride And Glory. Southern metal inspirationen kan især høres i en sang som ”Black Swamp Water”, hvor guitaren minder en del om Zakk Wylde’s guitarspil. Alt i alt er det 11 sprøde numre bandet har indspillet.

Man kan sagtens høre bandets erfaring og gennemsnitsalderen har da også passeret de 35 år. Musikken bliver spillet rigtig godt og Bjørn’s stemme passer perfekt til denne genre. Der er mange fede riffs og guitar soloerne sidder lige i skabet. Albummet er produceret og mixed af Tue Madsen (Raunchy, Moonspell, Sick Of It All).

Band navnet passer perfekt til bandets stil. Jeg kommer ihvertfald til at tænke på sumpene i det sydlige USA. Bandet har efter min mening rykket sig siden den føromtalte EP og jeg synes helt bestemt at dette album har international klasse. Jeg kan helt sikkert anbefale at du tjekker bandet ud!!
 
Chapter One udkommer 26. august via Mighty Music/Target Group.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Black Swamp Water på Facebook her.
__________________________________________________________________________________
Lowrider Betty – New Generation (EP)

Anmeldt af Calle: 11-08-2016

Vejle rock bandet Lowrider Betty, som består af de fem unge mænd Patrick Christensen (vokal), Simon Pape (bas), Lennart Bahnsen (guitar), Kasper Dalgaard (guitar) og Jesper Mols (trommer) har netop udsendt deres debut EP, som de har givet den meget passende titel New Generation.

EP’en er indspillet i 2015 i Hansens Studios med Jacob Hansen (Volbeat, The Storm, Duné etc.) bag knapperne. Jacob har ifølge presseskrivelsen udtalt følgende om bandet: “Det er ikke så tit at et ungt band fuldstændigt overrumpler mig. De her gutter gjorde lige det. De trådte ind med den rette attitude og en tilgang til sangskrivning og performance der virkede naturlig og som noget de er født til at gøre". Og det er også den følelse man får når man lytter til sangene.

Der er fire sange på New Generation. Første nummer er ”Going On”, som bandet også har lavet en musikvideo til. Det er en frisk sang med gang i den. Den har en meget fængende melodi og det samme gør sig gældende for omkvædet. Næste nummer er ”Spin It”. Denne sang minder mig om en sang fra et andet dansk band der var aktive i 90’erne, men jeg kan bare ikke komme på hvilket band det er. Igen en meget glad og tilpas up-tempo sang. Tredje nummer er ”Together Alone”, som er den mest down-tempo og samtidig den mest poppede sang på EP’en. Den falder ikke helt i min smag. Sidste nummer er ”Crawling Back To Life”, som igen sætter gang i bølgerne. Så alt i alt synes jeg det er tre rigtig gode rock sange samt en mindre god pop/rock sang.

Bandet skulle efter signet være en oplevelse live. De har da også spillet på flere danske festivaler, samt flere koncerter i både Skandinavien og Tyskland og så har de været opvarmning for bl.a. Magtens Korridorer og Pretty Maids på deres respektive Danmarks turneer. Sidstnævnte har for dansk musiks vedkommende, en forbindelse i og med at bandets forsanger Patrick er søn til legendariske Ronnie Atkins fra Pretty Maids.

Når alt dette er sagt, så synes jeg helt bestemt at Lowrider Betty er et frisk pust på den danske rock scene. Tjek dem ud – både på CD, på nettet eller en scene nær dig!!
 
New Generation (EP) udkom 26. juni via Bassstadt.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Lowrider Betty på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Franklin Zoo – Red Skies

Anmeldt af Calle: 11-08-2016

Jeg har syntes godt om danske Franklin Zoo siden jeg lyttede til dem første gang tilbage i 2012. Det var derfor med stor spænding, da jeg for et par uger siden satte mig ned for at lytte til deres nye album Red Skies. Nu har jeg lyttet albummet igennem nogle gange og lad det være sagt med det samme. Jeg er bestemt ikke skuffet!!

Albummet består af 8 rigtig gode og veludførte sange med fede riffs og fængende melodier. Bandet har virkelig skrevet nogle sprøde rock sange og musikken bliver spillet med stor kvalitet. Og når man samtidig har en sanger som Rasmus Revsbech, som efter min mening helt på højde med folk som Chris Cornell (hvis stemme Rasmus' er meget tæt på) og Eddie Vedder, så kan det kun blive et fedt album. Udover Rasmus består bandet af guitaristerne Søren Dabros og Daniel Hecht, bassisten Anders Rune Hansen og trommeslager Lars Bahr.

Ingen af de 8 sange falder på nogen måde ved siden af. De kommer som perler på en snor og den ene gode sang afløser den anden. Det er derfor svært at fremhæve enkelte sange, men skal jeg vælge mine personlige favoritter, så må det være åbningsnummeret ”Burning Man” samt "Red Skies", ”Never Caught” og første singlen ”It’s Not Me”. Men som sagt – ALLE sange er super fede. Stilmæssigt vil jeg beskrive Franklin Zoo som et post-grunge band.

Red Skies er indspillet i Vibe Factory Studios i København i samarbejde med Jacob Bredahl (HateSphere og The Kandidate). Bandet og Jacob har indspillet på John Paul Jones’ gamle Neve Desk. Lyd og produktion kan man ikke sætter en finger på. Instrumenterne ligger i lydbilledet perfekt til hinanden og vokalen går klart og tydeligt igennem.

Franklin Zoo har efter min mening international klasse og jeg kan varmt anbefale, at du går ud og køber dette album. Red Skies er bandets bedste udspil til dato!!
 
Red Skies udkommer 26. august via Mighty Music/Target Group.
 
  (5½ ud af 6)
 
Besøg Franklin Zoo på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Kissin Dynamite - Generation Goodbye
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 03-08-2016
 
I 2006 blev bandet Kissin Dynamite dannet i Tyskland. På deres sociale medier beskriver de sig selv som et band der spiller moderne hårdrock – andre skriver at det er en slags heavy-glam metal. De er nu aktuelle med deres 4. studieudspil Generation Goodbye som består af 11 numre.

Første nummer "Generation Goodbye" er både pladens titelnummer og første single. Musikken der møder mig er præcis som jeg forventede, nemlig europæisk glam metal som man har hørt det så mange gange før. Der er ikke tale om et dårligt nummer, men derimod et stykke forudsigeligt musik uden overraskelser. Næste nummer ”Hashtag Your Life” har en interessant tekst, hvor bandet forholder sig kritisk til benyttelsen af sociale medier. Selve musikken fortsætter i nogenlunde samme stil som åbningsnummeret. På tredje skæring ”If Clock Were Running Backwards” bliver tempoet skruet en anelse ned, hvilket klæder bandet ret godt. Den største musikalske overraskelse skal findes på albummets 5. nummer ”She Came, She Saw”. Der er tale om et midt-tempo nummer med tung trommerytme. Omkvædet er særdeledes fængende og minder mig personligt om noget man kan høre fra et skandinavisk AOR-band. Et forfriskende nummer, som er min personlige favorit på skiven. Fra næste nummer og i løbet af den sidste halvdel af pladen bliver der budt på mere af det musik albummet startede med. Kvaliteten af musikken fejler bestemt ikke noget – jeg finder bare ikke så meget der sætter sig fast på nethinden. Med andre ord begynder jeg at kede mig lidt og miste fokus, hvilket ikke er et godt tegn. Afslutningsnummet ”Utopia” er albummets længste sang med en spilletid på godt 6 minutter. Gruppen forsøger at afslutte med et storslået nummer med langsom opbygning og temposkift, hvilket lykkes udemærket for dem.

Som det måske fremgår ovenfor, så er dette ikke et album der væltede mig bagover i stolen. Jeg har alligevel ikke rigtigt nogle konkrete kritikpunkter. Bandet spiller fint, lyden er god, vokalisten gør det godt – men jeg finder det bare ikke så vanvittigt spændende. Albummet bliver dog kørt sikkert i mål og er man stor fan af glam-metal vil man sikkert føle sig godt underholdt i de 47 minutter dette album varer.
 
Generation Goodbye udkom 8. juli via AFM-Records Records.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Kissin Dynamite på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Switchfoot - When The Light Shines Through
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 28-07-2016
 
Jeg er kommet på lidt af en opgave med denne anmeldelse. Her på siden arbejder vi mest med hård rock og metal – men jeg har fået tilsendt et album som bedst kan beskrives som pop-rock. Bandet er amerikanske Switchfoot, hvilket er et succesfuldt band fra USA. De har i deres 20 år lange karriere lavet 10 studieplader og den mest kendte er uden tvivl ”The Beautiful Letdown” fra 2003. Det album blev solgt i små 3 millioner eksemplarer i USA alene og gav bandet nogle store radio-hits, som f.eks. ”Meant To Live” og ”Dare To Move”. Switchfoot er netop nu aktuelle med deres 10. album When The Light Shines Through. Albummet består af 12 numre med en spilletid på 49 minutter.

I min research har jeg læst mig til at pladen har fået en del rosende ord med på vejen – men mange skriver at den normale power fra bandet mangler og at der er tale om nogle mere afdæmpede og poppede sange. Hmm.. Spændende.. Der er ikke andet for end at springe ud i det! Første nummer er singlen ”Holy Water” og er vel nok det nummer på pladen med mest power. Næste nummer ”Float” er en happy-go-lucky popsang og titelnummeret derefter er en mellemting – dog med mest fokus på de poppede toner. ”I Won’t Let You Go” er en meget afdæmpet sag, hvor forsanger Jon Foreman får masser plads til at imponere. Et fint nummer som bygger sig op til en god finale. Nummeret minder mig om noget man har hørt fra Coldplay. Switchfoot har altid været kendt for at være kristne og det kommer bl.a. til udtryk i sangen ”The Day I Found God”. ”Bull In A China Shop” er albummets mest eksperimenterende sang, hvor der pludelig bydes på rap-lignende vokal. ”Live It Well” har også været udgivet som single og der er tale om en ganske god pop-rock sang, som ikke gør nogle fortræd. Det er måske pladens største ørehænger med et catchy omkvæd og god melodi. Afslutningsnummeret ”Hope Is The Anthem” lukker med masser af sjæl og god energi.

Det er svært at komme frem til en god konklusion på denne anmeldelse. Switchfoot har leveret en ganske udemærket plade med forfriskende sange – men forventer man et skud hård rock skal man kigge i en anden retning. Der er flere sange jeg vil vende tilbage til på et senere tidspunkt og det er mere end jeg troede inden jeg startede med at lytte til dette udspil. Er du frisk på en omgang pop-rock, så synes jeg bestemt du skal springe på When The Light Shines Through. Jeg ender med at smide 4 dødningehoveder efter den (selvom det føles en anelse forkert at smide dødningehoveder efter et kristent band).
 
When The Lights Shines Through udkom 8. juli via Spinefarm/Vanguard Records.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Switchfoot på Facebook her.
________________________________________________________________________

Nonpoint - The Poison Red
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 28-07-2016
 
Det amerikanske hard-rock/metal band Nonpoint kan i 2017 holde 20 år jubilæum. Det er efterhånden mange år siden jeg stødte på dem for første gang, men alligevel har det ikke været et band jeg har lyttet meget til. Deres mest populære sang er en cover-version af Phil Collins nummeret ”In The Air Tonight”. Nonpoint har haft moderat succes i hjemlandet USA og er nu aktuelle med deres 9. studieplade The Poison Red.

Albummet åbner med 1. singlen ”Generation Idiot”. Stilen er typsik amerikansk nu-metal, som man har hørt så mange gange før. For mig har Nonpoint altid været et band som konstant bevæger sig på det middelmådige niveau, forstået på den måde at deres musik er ganske udemærket i sin grundessens, men der er ikke rigtig noget der skiller sig ud. Jeg sider derfor ofte med en fornemmelse af at jeg kender mange bands, der bevæger sig i samme musikalske boldgade, men bare producerer stærkere og bedre materiale. ”Generation Idiot” er et fint nummer og de efterfølgende par sange følger efter i samme stil – de gør bare ikke så meget for mig. Vi skal hen til pladens 5. nummer før der kommer noget der fanger min opmærksom. Der er tale om ”Chasing White Rabbits” som er et herligt tungt nummer med saft og kraft! ”Divided.. Conquer Them” er et anderledes nummer, der bryder stilen en smule, da musikken er mere afdæmpet i versene. Afslutningsnummer ”My Last Dying Breath” er albummets længste nummer med en spilletid på godt 6 og et halvt minut. Selve nummeret tager dog kun godt 4 minutter – resten bliver brugt på et mindre heldig forsøg på at lave noget sjovt snak. Den samlede spilletid for pladen er 48 minutter.

Efter at have hørt dette album igennem fra ende til anden, kan jeg sige at jeg er større tilhænger af musikken end af vokalen. Forsanger Elias Soriano synger udemærket, men hans monotone brøleri bliver en smule trættende i længden. Størstedelen af pladen vil blive glemt ret hurtigt, mens jeg gemmer et par numre på min playliste. Som nævnt tidligere findes der bedre alternativer, hvis man har lyst til at lyttet til denne slags musik. Her kan jeg på det varmeste anbefalde det amerikanske band Sevendust. Min karakter for The Poison Red vil ligge på samme niveau som musikken.. På det jævne!
 
The Poison Red udkom 8. juli via Spinefarm Records.
 
(3½ ud af 6)
 
Besøg Nonpoint på Facebook her.
______________________________________________________________________________________
The Last Vegas - Eat Me
 
Anmeldt af Peter Letting: 07-07-2016
 
Chicago bandet The Last Vegas er ude med nyt album 18 marts 2016. Albummet har titlen Eat Me, og er deres syvende studie album, siden de blev dannet i 2003.

Bandet betegner selv sin stil som ”Hard Rock” og det er vel ikke helt skævt. Genre mæssigt ligger de et sted imellem Aerosmith, Great White og Shotgun Revolution. Nogle af deres riffs og opbygningen i sangene minder mig til tider om enten Aerosmith eller Shotgun Revolution, imens referencen til Great White kommer fra forsangeren, som jeg til tider synes minder mig om Great Whites tidligere forsanger Jack Russell.

Bandet tæller hele 6 medlemmer: Chad Cherry på vokal, Adam Arling på guitar, Johnny Wator på guitar, Bryan Wilkinsom også på guitar, Danny Smash på bas og Nathan Arling på trommer. Det er godt nok mange guitarister i det samme band, men på de fleste band fotos er der da også kun 5 medlemmer, så mon ikke den ene af dem blot er med i studiet, eller noget. Den historie har jeg ikke lige kunnet opklare…

Selvom genren og stilarten er den samme på hele albummet, så er der faktisk pænt meget variation i numrene, både i tempo og intensitet, fra ”Bloodthirsty” med godt gang i den til ”Universe & You”, som nærmest er en sydstats ballade, over til ”From Hell”, som er et dybt og dystert nummer. Mit favorit nummer er nok ”Bloodthirsty”, som også er åbningsnummeret. Videoen til nummeret ligger på deres hjemmeside, og at dømme deraf, så er der vist pænt meget fart på bandet når de optræder. Der er noget HillBilly / sydstats mentalitet over bandet, selvom de altså er fra Chicago, men de amerikanske rødder fornægter sig bestemt ikke.

Skulle man få lyst til at opleve The Last Vegas live, så tager de på en tysklands tourne til november. Jeg giver The Last Vegas 4 ud af 6
 
Eat Me udkom 18. marts via AFM-Records.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg The Last Vegas på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Scandic Tribe - Made In Scandinavia (EP)
 
Anmeldt af Peter Letting: 07-07-2016
 
Et amerikansk baseret band med dansk islæt er ude med en EP på 4 numre 29 april 2016. Bandet hedder Scandic Tribe, og deres EP har titlen Made in Scandinavia. Ifølge deres eget udsagn skal der udkomme et fuldt album senere på året.

Stilen er ret tilbagelænet / afslappet rock. Lyden og produktionen er af glimrende kvalitet, og forsangeren har faktisk en meget fed stemme, men det fanger mig ikke rigtig. Jeg synes det virker lidt gammeldags i opsætningen, og det er muligt at det er med vilje. Jeg kommer til at tænke lidt på gode gamle Styx, som jeg hørte en del tilbage i 80’erne.

I min optik er det bedste af de 4 numre ”Revolution Of Confusion”. Her får vi lige et halvt minuts tempo skift, men ellers sker der ikke det helt store. Som sagt er forsangeren nok det mest positive / oplivende på denne EP.

Bandet består af danske Morten G.P og norske Thomas Økland, men alt er produceret i USA, hvor de 2 nu er bosat. Musikken er produceret i samarbejde med Roy Z, som har produceret for bl.a. Judas Priest og Bruce Dickinson.

Er man til rolige rock riffs, uden det store fart og tempo, er Scandic Tribe måske det der skal til. Jeg giver Scandic Tribe 3 ud af 6
 
Made In Scandinavia (EP) udkom 29. april.
 
(3 ud af 6)
 
Besøg Scandic Tribe på Facebook her.
__________________________________________________________________________________

Stöj Snak – ScreamerSongwriter

Anmeldt af Calle: 06-07-2016

Jeg har tidligere anmeldt to EP’er med Stöj Snak og begge gange har jeg synes om musikken. Manden bag Stöj Snak er Niels H. Sørensen, som også spiller i punk bandet Mighty Midgets. Nu er han så ude med sit første fuld længde album, som har fået titlen ScreamerSongwriter. Denne betegnelse bruger han selv om sin musik, så titlen er meget signende.

Albummet er stort set et DIY-projekt, som har været to år undervejs. Niels står selv for sangskrivning, guitar, vokal, indspilning, mixing, coverartwork o.s.v. Han har dog fået et par gæster med på albummet, som levere lidt backing vokal, melotron, vaskebræt, shakers, harmonika m.m. Men ellers står han som sagt for alt selv.

Betegnelsen ScreamerSongwriter dækker fint over musikken. Det er en blanding af singer-songwriter stilen ala Neil Young og Bob Dylen, men med en punk rock attitude. Og det afspejler sig tydeligt i sangene. Alle sange er akustisk-præget, men der er både hurtige og stille sange. Af sidst nævnte kan bl.a. nævnes ”Lullaby” og ”Old Friends And Irish Coffee". Og den mere akustisk-punkede ende finder man i sange som titelnummeret ”ScreamerSongwriter” samt ”Fuck” og sangen med verdens længste titel ”Laughter Brings People Together But No One Wants To Fuck The Funny Guy”. :o)

Personligt finder jeg det forfriskende med en musikker der finder sin egen stil og brænder for det han laver. Og jeg synes faktisk han har skrevet 12 gode sange til dette debut fuld længde album. Udover de gode melodier og den rå energi, så får Niels også en god portion humor indover i sine tekster.

Hvis du har lyst til at lytte til noget anderledes musik og lyder ScreamerSongwriter-stilen interessant for dig, så tjek albummet ud. Jeg bliver i hvert fald i godt humør, når jeg lytter til Stöj Snak.
 
ScreamerSongwriter udkom 9. juni.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Stöj Snak på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Gary Hoey – Dust & Bones

Anmeldt af Calle: 06-07-2016

Gary Hoey er en amerikansk blues rock guitarist, som har udgivet hele 20 albums (inkl. dette). Et af disse albums var med hard rock gruppen Heavy Bones tilbage i 1992, men resten af dem er solo studie albums og live albums. Han udgav sit første album ”Get A Grip” tilbage i 1991, men inden da, i 1988 hvor han var 28 år gammel, var han til audition hos selveste Ozzy Osbourne. The Prince Of Darkness valgte dog Zakk Wylde som guitarist og erstatning for Jake E. Lee. På trods af den lange karriere, så er dette mit første bekendtskab med Gary. Desværre!!

Jeg har læst mig frem til, at Gary har udgivet både deciderede blues albums og deciderede rock albums, men i tilfældet Dust & Bones, så er der tale om en god omgang blues-rock. Og det er tilmed en RIGTIG god omgang blues-rock. Gary’s guitarspil er sublimt og han levere flere flotte guitar soloer henover hele albummet. Samtidig er sangene godt skrevet og melodierne er meget fængende. Jeg var allerede solgt efter albummets første nummer ”Boxcar Blues”. Et perfekt nummer at starte albummet med. Herefter følger yderligere fire blues-rock numre af høj standard. I skæring nummer seks sættes tempoet for første gang ned. Det er i blues balladen ”Coming Home”, hvor Gary synger duet med Lita Ford. Dette er ligeledes et rigtig flot nummer. Blandt de sidste fem sange på albummet er der yderligere en stille sang i form af ”This Time Tomorrow”. Og afslutningsnummeret er et instrumentalt nummer, som varierer op og ned i tempo. Mine favoritter blandt de 11 sange er ”Who’s Your Daddy”, ”Back Up Against The Wall”, ”Born To Love You” samt ovennævnte ”Boxcar Blues”. Men alle sange på albummet er gode.

Dust & Bones har en rigtig flot lyd og produktion. Alt lige fra guitaren til vokalen til rytme sektionen fungerer bare godt. Udover Gary selv på guitar og vokal, så har han allieret sig med Matt Scurfield på trommer og AJ Pappas på bas. Ikke folk der siger mig noget, men de gør det i hvert fald godt.

Er du til folk som Joe Bonamassa, Robin Trower og Johnny Winter, så er jeg næsten 100% sikker på, at du også vil finde Gary Hoey’s musik yderst interessant. Så giv Dust & Bones et lyt!!!!
 
Dust & Bones udkommer 29. juli via Mascot Label Group/Provogue.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Gary Hoey på Facebook her.
_______________________________________________________________________________
Zakk Wylde – Book Of Shadows II

Anmeldt af Calle: 06-07-2016

Zakk Wylde, tidligere guitarist i Ozzy Osbourne’s band og nuværende frontmand i Black Label Society, er ude med sit andet solo album. Det har fået titlen Book Of Shadows II og kommer 20 år efter hans første solo album ”Book Of Shadows”.

Zakk Wylde er nok mest kendt for at vride i guitarstrengene og spille heavy rock, men på dette album bevæger han sig mere i retning af southern rock, country, blues og americana. Han er ikke bange for at vise en mere ”mellow” side af sig selv, som det også gjorde sig gældende på det føromtalte solo album. Og til dels også på Pride And Glory albummet af samme navn fra 1994. Det var det første band han selv stod i front for. De spillede mest southern rock/metal, men bevægede sig også ind på de mere stille områder. Og man skal bestemt ikke lade sig snyde af mandens udseende, for der ligner han mest af alt en ”real bad-ass heavy rocker”. Langt hår, stort skæg, store overarme og lædervest.

Albummet består af 16 sange, heraf to europæiske bonus tracks, som er andre versioner af to af numrene, som ligger blandt de 14 første. Det er sangene ”Tears Of December” og ”Lost Prayer”. De to bonus tracks er piano-orienteret versioner af sangene. De 14 sange er bygget over samme skitse, hvilket måske gør at de kunne komme til at lyde rimelig ens. Men det gør faktisk ikke så meget, da de bliver udført virkelig godt. Zakk har en rigtig fed stemme til denne form for musik og så spiller han jo en rigtig god guitar. Der er også flere veludførte guitar soloer spredt over albummet.

Mine favoritter på Book Of Shadows II er den blues-inspirerede ”Lost Prayer” samt ”Yesterdays Tears”, ”Sleeping Dogs” og afslutningsnummeret ”The King”. Men jeg synes ikke der er nogen dårlige numre på albummet. Zakk har skrevet og indspillet et rigtig godt album. Sang rækkefølgen på albummet virker til at være meget velovervejet, da en blues-lydende sang bliver aflyst af en southern rock sang som igen bliver aflyst af en country-inspireret sang. Alt i alt er det et meget tilbagelænet og behageligt album at lytte til.

Så er du til stille rock sange og kunne du lide "Book Of Shadows", så vil du helt sikkert kunne lide dette album. Efter min mening er dette album bedre end debut albummet. Men der er jo også gået 20 år siden det blev udgivet og Mr. Wylde har fået en del mere erfaring og er blevet en endnu bedre sangskriver. Tjek albummet ud!!!
 
Book Of Shadows II udkom 8. april via Spinefarm Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Zakk Wylde på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

Hendirx Society – Kiss The Sky – A Tribute To Jimi, His Music And Beyond

Anmeldt af Calle: 05-07-2016

Som titlen antyder, så er dette et album der hylder the mighty Jimi Hendrix. En lang række danske musikkere har indspillet 11 Hendrix sange, som de har valgt at udgive under navnet Hendrix Society. Den gennemgående musikker på hele albummet er guitaristen Kasper Damgaard. Jeg kender ham bedst fra hans tid i Mike Tramp’s band tilbage i start 00’erne. Men han har også spillet guitar i bl.a. Cornerstone og Zauce og spiller nu i Kings Of Rock. Udover Damgaard på guitar, så medvirker bl.a. Ditlev Ulriksen (vokal), Thomas Carlsen (vokal og percussion), Bjane Holm (trommer), Flemming Muus (bas), Lars Bouttrup (keyborad), Kim Hagemann (trommer) og Nils Krøyer (bas). Derudover er der flere sangere, som jeg ikke rigtig kender til, men som gør et rigtig godt job.

Nogle bands indspiller måske et Hendrix nummer på deres album og jeg har til dato hørt flere både gode og dårlige af slagsen. Skal man så rode sig ud i at lave et helt album kun med Jimi Hendrix numre? Er det klogt gjort, når mange kritikere ALTID siger – man skal ikke rode med Hendrix’s sange og den originale er meget bedre end cover versionen. Men i tilfældet Hendrix Society, så synes jeg helt bestemt de har indspillet nogle yderst kompetente versioner af de gamle Hendrix klassikere. De enkelte musikkere giver i hvert fald deres ypperste og hr. Damgaard levere et rigtig godt guitar arbejde på de 10 af sangene. Eneste sang han ikke selv medvirker på er ”Red House”. Her er det ingen ringere end Mikkel Nordsø der spiller guitaren. Udover ”Red House”, så er det stort set en samling af mine personlige Hendrix favoritter. Jeg nævner i flæng ”Foxy Lady”, ”Spanish Castle Magic”, ”Purple Haze”, ”Voodoo Child”, ”Stone Free” og balladen ”Angel”. Den eneste sang jeg ikke helt kan lide deres version af er “Little Wing”.

Albummet er produceret og mixet af Kasper Damgaard og Nils Krøyer og så er det blevet masteret af Jan Eliasson. Lyd og produktion er i top. Indspilningen er foregået i Nonsense Studio.

Hvis du ligesom undertegnet ikke har noget imod et helt album med covernumre, så synes jeg helt sikkert du skal tjekke dette album ud. For det er UDEN TVIVL en stor tribute/hyldest til guitarmasteren himself.
 
Kiss The Sky - A Tribute To Jimi, His Music And Beyond udkom 16. november 2015 via gateway Music.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Hendrix Society på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Darker Half – Classified (EP)

Anmeldt af Calle: 05-07-2016

Tilbage i slutningen af januar anmeldte jeg australske Darker Half’s tredje album ”Never Surrender”. Efter en længere Europa tour er bandet nu ude med en ny EP, som har fået titlen Classified. ”Never Surrender” fik pæne ord med på vejen, så jeg så frem til at give denne EP et lyt.

Bandet spiller melodisk power metal, så der er godt gang i twin-guitarerne og de dobbelte stortrommer. Samtidig er der flere lynhurtige guitar soloer, som hører sig genren til. Musikken bliver spillet godt og sanger Vo’s vokal passer godt til genren. Han har en meget ren vokal, som går tydeligt igennem. Classified er godt produceret og lyden er som den skal være inden for denne genre. Klar og tydelig og alle instrumenter samt vokalen kommer til sin ret. Bandet er stadigvæk det samme og udover ovennævnte Vo Simpson (vokal/guitar) består bandet af Simon Hamilton (bass), Dominic Simpson (trommer) og Jimmy Lardner-Brown (guitar).

Der er fem sange på EP’en. Melodierne er i og for sig godt skruet sammen og der er god power i sangene, men de lyder en lille smule ens i mine ører. Jeg synes ikke de er helt på højde med føromtalte album. Her var sangene mere varierede og der var lidt flere temposkift. Men jeg vil dog fremhæve to af sangene på EP’en og det er ”Voice Of The Dead” samt åbningsnummeret ”Aliens Exist”.

Er du til melodisk power metal, så kan du roligt tjekke dette band ud. Men så synes jeg du skal starte med ”Never Surrender”, hvor du får et større indblik i bandets kunnen og deres musikalske univers.
 
Classified (EP) udkom 3. juni via Fasball-Music.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Darker Half på Facebook her.
________________________________________________________________________________

Dead Man Lee – Hiraeth

Anmeldt af Calle: 05-07-2016

Dead Man Lee er et københavnsk rock band, som blev dannet i 2013. Bandet opstod efter opløsningen af forsanger og guitarist Boris’ forhenværende band Rated R og består også af medlemmer fra andre københavnske bands som Machine og Lima Lima. De andre medlemmer i bandet er Peter Ravn på bas og Ulf Hove Olsen på trommer. Hiraeth er bandets anden udgivelse, men desværre mit første kendskab til bandet. Deres første album ”Wounds & Scars udkom i 2013.

Hiraeth består af 7 numre og stilen vil jeg betegne som alternativ hard rock og post-grunge. Numrene er rimelig dystre og det overordnede tema i sangene er tab, vrede og frustration. Boris, som har skrevet alle sangene, fortæller da også følgende i presseskrivelsen: ”Jeg sad alene og hamrede løs på min guitar. Det eneste jeg tænkte på var: Sangene skal laves på den måde at hvis jeg forestiller mig at al den musik jeg spiller lige nu bliver hamret med et baseball bat - fordi jeg var så sur og bare havde lyst til at smadre ting. På en eller anden vis, så kom det ud og jeg tog alt mit had og lavede det om til den musik jeg sidder med i dag.”

Melodierne er godt skruet sammen og rytmen er tilpas tung. Musikken bliver spillet rigtig godt og Boris’ stemme passer perfekt til genren. Alle 7 sange er rigtig gode og det er svært for mig at fremhæve enkelte sange. Men skal jeg nævne et par stykker, så må det være ”Not Gone”, ”Running On Fumes” og første singlen ”Mine”. Og så kommer man heller ikke udenom albummets sidste sang ”Nightmare”, som skiller sig lidt ud fra de andre numre. Den er mere down-tempo og minder mig lidt om et band som Black City, dog med lidt mere dystre undertoner.

Albummet er indspillet, produceret og mixet af Peter Hove Olsen og så er det mastereret af Jan Eliasson, som tidligere har arbejdet med flere andre danske kunstnere, som eksempelvis Pretty Maids, Psyched Up Janis, Royal Hunt, Shades & Peters, SuperCharger og Lukas Graham for bare at nævne et par stykker. Lyd og produktion fungerer rigtig godt og man mærker virkelig vreden og frustrationen i musikken.

Er du til alternativ hard rock og post-grunge, så bør du helt sikkert tjekke dette album ud. Jeg ved godt genren ikke er den mest populære i lille Danmark, men jeg håber virkelig Dead Man Lee får en pladekontrakt og kommer ud og spille i det danske land. De har i hvert fald sangene og kvaliteten til det!!
 
Hiraeth udkom 16. maj via Gateway Music.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Dead Man Lee på Facebook her.
________________________________________________________________________

The Jelly Jam – Profit

Anmeldt af Calle: 04-07-2016

The Jelly Jam er et tre-mands band, som består af nogle rimelig prominente navne indenfor rock verdenen. Medlemmerne er nemlig guitarist og sanger Ty Tabor (King’s X), bassist John Myung (Dream Theater) og trommeslager Rod Morgenstein (The Dixie Dregs og Winger). Profit er bandets fjerde album, men det er det første jeg har hørt med dem.

Jeg vil betegne stilen som progressiv rock, hvor hovedparten af sangene høre til en den mere down- og midtempo ende af skalaen. Dog med lidt ”hårdere” rock elementer hist og her. Albummet består af 12 sange, som er velskrevne og hvor melodierne varierer godt. Samtidig bliver musikken spillet godt og vokalen passer perfekt til genren. Flere steder minder Ty’s stemme mig lidt om ”vores egen” Tim Christensen og flere af sangene lyder faktisk lidt i retning af noget Tim kunne have skrevet til ham selv eller et Dizzy Mizz Lizzy album. Lyt bl.a. til sangene ”Water”, ”Fallen” og ”Ghost Town”.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg fandt albummet en anels
e kedeligt ved første gennemlyt. Sangene flyd sammen i mine ører. Men efter anden og tredje gennemlyt begyndte sangene at lyde mere interessante og jeg fandt faktisk flere favoritter blandt de 12 sange. Her kan jeg f.eks. nævne åbningsnummeret ”Care” og ”Mr. Man” samt ovennævnte ”Water” og ”Ghost Town”, men også sange som ”Memphis” og den meget stille ”Heaven”. Alt i alt er det 12 gode sange bandet har skrevet og indspillet. 
 
Profit er flot produceret og lyden er helt i top. Det er Ty der har fungeret som producer. Og som sagt er musikken yderst velspillet og især Ty’s flotte guitarspil finder vej frem i lydbilledet. Men selvfølgelig spiller John og Rod også godt. De lægger ikke ”bare” baggrundsrytmen, men viser flere steder deres enorme kunnen og erfaring.

Jeg vil klart anbefale at man tjekker dette album ud. Hvis du er til velspillet og velproduceret rock og kan du i forvejen lide musik fra disse tre heavyweights indenfor rockverdenen, så går du ikke galt i byen med dette album. Osgå selvom stilen jo ikke er helt den samme som deres respektive bands.
 
Profit udkom 27. maj via Music Theories Recordings/Mascot Label Group.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg The Jelly Jam på Facebook her.
_________________________________________________________________________

PJ Farley – Boutique Sound Frames

Anmeldt af Calle: 04-07-2016

PJ Farley startede sin karriere i det amerikanske band Trixter, som han blev medlem af tilbage i 1987. De udsendte 3 albums i start 90’erne (hvor de også havde flere Mtv hit videoer)og havde derefter en længere pause på ca. 13 år. I den periode har PJ været medlem af flere andre bands som f.eks. 40Ft Ringo, Ra, Deepfield og så har han også turneret som bassist for Lita Ford. Boutique Sound Frames er PJ’s debut solo album.

Sangene på albummet er skrevet og indspillet over en længere periode. Det er sange som PJ har skrevet, men som han ikke syntes passede ind i de band og projekter han har været en del. Derfor har han nu samlet dem på dette album. Han spiller selv alle instrumenter og synger selv alle sangene. Stilen er melodisk rock i stil med bands som Lifehouse og The Calling.

Boutique Sound Frames består af 11 sange, som varierer fint i tempo og hvor melodierne er godt skruet sammen. Mine favoritter blandt de 11 sange er ”Things We Hold On To” samt åbningsnummeret ”Take It Straight” og første singlen ”You’d Stick Out”, men også en sang som ”Ain’t No Good”. Sidst nævnte minder mig faktisk lidt om noget fra Søren Andersen’s solo album ”Constant Replay”. Ikke at de to herre har noget med hinanden at gøre. Udover disse numre, så synes jeg også godt om de mere stille sange som ”A Place In The Sun” og ”What You Do”.

Albummet er produceret af PJ selv med Steve Brown som co-producer. Engineering og mixing er ligeledes foretaget af Steve Brown. Han er PJ’s bandmate og guitarist i førnævnte Trixter. Han har også spillet et par guitar soloer og lagt backing vokal på flere af numrene på albummet. Alt i alt er det et flot produceret album.

Er du til bands som ovennævnte Lifehouse og The Calling eller Søren Andersen for den sags skyld, så tror jeg helt sikkert du vil kunne lide dette album. Eller hvis du bare godt kan lide en god omgang melodisk rock med gode melodier, så bør du tjekke dette album ud. Som en lille ekstra info, så kan jeg nævne, at jeg for lidt over et år siden lavede et interview med PJ Farley her på siden. Det kan du læse via dette link.
 
Boutique Sound Frames udkom 20. maj via MelodicRock Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg PJ Farley på Facebook her.
_________________________________________________________________________________________
Flotsam And Jetsam - Flotsam And Jetsam
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 29-06-2016
 
Flotsam And Jetsam er navnet på et band jeg er faldet over mange gange i løbet af de sidste mange år, men jeg har aldrig fået lyttet til dem før nu. Bandet blev dannet tilbage i 1981 og det kan nævnes at den oprindelige bassist hed Jason Newsted, som senere blev bassist i Metallica. Flotsam And Jetsam spiller thrash metal af den gamle skole. Tænk samme stil som f.eks. Anthrax, Megadeth og førnævnte Metallica inden de blev blødere i starten af 90’erne. Der bliver budt på aggresive riffs, dobbeltpedaler på trommerne og masser af energi. Jeg havde ikke de store forventninger, da jeg som sagt ikke havde hørt dem før – men deres nye plade er alligevel den 12. studieplade fra gruppen, så der er tale om nogle erfarne herrer.

Åbningsnummeret ”Seventh Seal” lægger godt fra land og lover godt for resten af albummet. Et godt guitarriff, tung og fængende rytme samt solid vokal.. De næste numre fortsætter i nogenlunde samme stil, dog bliver tempoet ofte skruet lidt i vejret. Nummeret ”Iron Maiden” lyder som bandet af samme navn, hvilket næppe er en tilfældighed. Flotsam And Jetsam har den der klassiske heavy metal lyd over sig og det fungerer for det meste af tiden. Der er dog visse svipsere hist og her, hvor niveauet falder i forhold til gennemsnittet. Pladen har en samlet spilletid på 55 minutter med flere numre varer mellem 5 og 6 minutter. Hen mod slutningen kunne jeg personligt godt savne lidt variation, for at bevare den fulde koncentration. Man kan dog ikke komme uden om at der leveres et bundsolidt stykke metal-håndværk!

Bandet har et bedre sammenspil end jeg havde forventet og lyden er også virkelig god, hvilket betyder godt produktionsarbejde. Afslutningsnummeret er den episke ”Forbidden Terrotories” på næsten 7 minutter, hvor albummet lukkes med uptempo metal med guitarsolo og gode temposkift.

Hvis man er fan af klassisk heavy metal og thrash metal, tør jeg godt vove den påstand at man ikke går helt galt i byen med dette album. Næsten gang du overvejer at smide "Master Of Puppets" med Metallica eller "Rust In Peace" med Megadeth på anlægget, så stop op og prøv denne i stedet. Helt sikkert et godkendt udspil, efter min mening!
 
Flotsam And Jetsam udkom 20. maj via AFM-Records.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Flotsam And Jetsam på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Blended Brew – Laughing At Your Feet (EP)
 
Anmeldt af Calle: 16-06-2016

For næsten 1½ år siden anmeldte jeg debut albummet ”Hand Patrones” fra Glumsø bandet Blended Brew. Dengang var jeg ovenud tilfreds med hvad jeg hørte og erhvervede mig straks vinyludgaven af albummet. Nu har bandet skrevet kontrakt med Mighty Music/Target Group og har samtidig udsendt en ny EP, som har fået titlen Laughing At Your Feet. Bandet er stadigvæk det samme og udgør Sebastian Beck Groset (hammond orgel), Mathias Møller Jørgensen (bas), Jimmy Linder Månsson (vokal), Mads Bunch Johansen (trommer) og Mikkel Toustrup Hansen (guitar).

Stilen er, som det også gjorde sig gældende på debut albummet, stadigvæk 70’er inspireret hard rock. Især hammond orgelet, som er meget fremtrædende i musikken, gør at musikken lyder i den retning. EP’en består desværre kun af fire sange. Når jeg skriver desværre, så er det fordi jeg godt kunne have brugt flere numre. De fire sange svinger enormt godt og melodierne er godt skruet sammen. Der er en overordnet fed groove i sangene og man kan ikke undgå at rocke med, når man sætter sig ned og lytter til musikken. Mine favoritter blandt de fire sange er åbningsnummeret og titelnummeret ”Laughing At Your Feet” samt første singleudspil ”Open Ocean”. Sidst nævnte har bandet også udsendt en musikvideo til.

Laughing At Your Feet er indspillet i Vibe Factory med Jakob Winther bag knapperne. Han har gjort et rigtig godt stykke arbejde og har sammen med bandet fundet den rette lyd, som giver EP’en en super fed feeling. De unge musikkere spiller rigtig godt og Jimmy’s vokal fungerer perfekt til bandets stil og musikalske univers.

Bandet er måske ikke så kendte herhjemme i lille Danmark, men de har spillet flere shows i USA, hvor de har været ovre hele tre gange. Derudover har de spillet i Kina og Markedonien og var for nylig opvarmning for Hollywood Vampires med Joe Perry, Alice Cooper og skuespillere/musikeren Johnny Depp. Jeg har selv kun haft fornøjelsen af at oplevet bandet live engang og det kan jeg varmt anbefale. Det samme gør sig gældende for deres nye EP. Tjek den ud!!!
 
Laughing At Your Feet (EP) udkom 27. maj via Mighty Music.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Blended Brew på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Pierce The Veil – Misadventures

Anmeldt af Calle: 16-06-2016

Pierce The Veil er et amerikansk band, der blev dannet i San Diego tilbage i 2006. Bandet består af de to brødre Vic Fuentes (vokal og guitar) og Mike Fuentes (trommer) samt Tony Perry (guitar) og Jamie Preciado (bas). Misadventures er bandets fjerde fuld længde album. Men selvom det er fjerde album er det første gang jeg rigtig lytter til bandet. Ellers har jeg kun kendt dem af navn og hørt en enkelt sang hist og her.

Peirce The Veil spiller en blanding af post-hardcore og emo og jeg vil sammenligne dem med bands som eksempelvis Bring Me The Horizon, Fall Out Boy, All Time Low og My Chemical Romance. Der er tilpas god variation i sangene og tempoet variere også godt. Der findes både de ”hårde” og hurtigere sange som ”The Divine Zero”, "Sambuka" og ”Today”, men også sange i den mere stille ende som f.eks.”Floral & Fading” og ”Bedless”.

Albummet er indspillet på Long Island i producer, mixer og engineer Dan Korneff’s studie. Han var også co-producer på bandets tredje album ”Collide With The Sky” fra 2012, som dags dato har solgti over 400.000 eksemplarer alene i USA. Udover samarbejdet med Pierce The Veil, så har han tidligere arbejdet med bands som f.eks. Ill Niño, Breaking Benjamin, Papa Roach, Drowning Poll og førnævnte My Chemical Romance. Så han er en erfaren mand inden for denne og nærliggende genre. Misadventures er godt produceret og lyden er som den skal være. Derudover spiller bandet godt og Vic’s stemme passer til genren. Han kan både synge og ”skrige”.

Alt i alt er det et godt album bandet har indspillet og er man til musik inden for denne genre, så kan man roligt give dette album et lyt. Personligt vil jeg gå tilbage og give deres forrige albums et lyt eller to.
 
Misadventures udkom 13. maj via Fearless Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Pierce The Veil på Facebook her.
________________________________________________________________________

No Sinner – Old Habits Die Hard


Anmeldt af Calle: 14-06-2016

For to et halvt år siden anmeldte jeg debut albummet ”Boo Hoo Hoo” fra det canadiske band No Sinner. Dengang kendte jeg ikke bandet, men jeg blev blæst omkuld af bandets musik og forsanger Colleen's sprøde og sexede stemme. Nu er bandet så klar med deres andet album, som har fået titlen Old Habits Die Hard.

Albummet består af 12 numre og stilen er stadigvæk blues rock. Dog er tendensen i flere af sangene kommet endnu nærmere rocken. Bare lyt til sange som ”Saturday Night”, ”One More Time” og ”Leadfoot”. Sidst nævnte er, sammen med ”Friend Of Mine” og afslutningsnummeret ”Mandy Lee”, blandt mine favoritter på albummet. Men der er også stille sange som ”Hollow” og ”Lines On The Highway”. Og så kommer man heller ikke udenom ”Get It Up”, som leder mine tanker i retning af No Doubt.

Old Habits Die Hard er velspillet, velskrevet, velproduceret og helt på højde med bandets debut album. Musikken bliver spillet til UG+ og Colleen's stemme mestre bare det hele. Up-tempo og down-tempo, blues, soul og rock. Som nævnt i min anmeldese af debut albummet, så kan man ikke undgå at blive forelsket i hendes stemme. Hvis du tænker en blanding af Janis Joplin, Beth Hart og Etta James, så får du måske en ide.

Alt i alt er Old Habits Die Hard er rigtig fedt album og det er ikke uden grund, at undertegnet har det blandt sine anbefalinger her på siden i denne måned. Så jeg kan kun anbefale enhver blues rock fan med respekt for god musik, at tjekke dette album ud. Jeg ser allerede frem til bandets tredje album og så ville jeg ønske de en dag gæstede lille Danmark, så jeg kunne opleve dem live.
 
Old Habits Die Hard udkom 20. maj via Mascot Label Group/Provouge.
 
   (5½ ud af 6)
 
Besøg No Sinner på Facebook her.
____________________________________________________________________________

The Silent Low - Under (EP)
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 14-06-2016
 
I 2012 blev det århusianske band The Silent Low dannet. To år efter blev EP’en ”EP 2014” udgivet og fik rosende ord med på vejen. Siden er der sket en lille ændring i bandet i form af ny trommeslager og deres stil skulle eftersignende også have ændret sig en smule. Bandet består af vokalist Mikkel Ottosen, bassist Morten Olesen, guitarist Rasmus Normand og trommeslager Tobias Høst. De betegner selv deres musik som nordisik melodisk rock. Jeg har ikke haft fornøjelsen af at lytte til deres første EP endnu, så jeg ved ikke helt hvad jeg skal forvente. Jeg sidder dog med en kopi af deres nye EP som har fået titlen Under. Jeg har lavet lidt baggrundsresearch om bandet i forbindelse med min anmeldelse. Det lyder alt sammen meget spændende, så jeg glæder jeg mig bare til komme i gang med musikken.

Det første nummer på EP’en er ”Snake Tongue” og der bydes på en omgang riff-baseret tungrock. Musikken fanger mig med det samme og jeg kan lide hvad jeg hører. Bandet formår at benytte mange forskellige genre i deres musik.. Klassisk rock, stoner, grunge og de lyver ikke når de siger at de også er melodiske. Det hele smelter sammen på en velfungerende måde og det færdige resultat står stærkt. Det er tale om nogle gutter der kan deres håndværk, hvilket gør at den musikalske kvalitet er i højsædet. Den gode stil fortsætter på det næste nummer ”Bite The Bullets” hvor bassist Morten Olesen får god plads til at imponere. Jeg må også nævne forsanger Mikkel Ottosen som har en vokal som passer glimrende ind i lydbilledet. ”Among The Damaged” startes også med et medrivende guitar-riff, hvorefter resten af sangen leveres med masser af energi og attitude. Selvom denne udgivelse kun byder på 4 sange, har jeg faktisk svært ved at vælge min favorit. Men afslutningsnummer ”Invisible Hands” er måske det bedste bud jeg kan komme med. Et fængende nummer med en god tung rytme og dejlig guitar-lir. Der er smæk på drengen og det er svært ikke at lade sig rive med.

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er meget imponeret over denne udgivelse fra The Silent Low. EP’en er indspillet hos Jacob Bredahl i Dead Rat Studio og produktionsarbejdet fejler ikke noget overhovedet. The Silent Low har efter min mening fortjent alt den succes de kan komme i nærheden af. Jeg fornemmer spilleglæde og gå-på mod i deres musik og fortsætter de denne stil, burde de blive et veletableret navn på den danske rock scene.
 
Under (EP) udkommer 2. juli.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg The Silent Low på Facebook her.
___________________________________________________________________________
Balflare – Downpour

Anmeldt af Calle: 14-06-2016

Blaflare er et japansk melodic power metal band, som består af Shoota Hashimoto (guitar og synthesizers), Takashi Odaira (bas), Eijin Kawazaki (vokal), Isao Matsuzaki (trommer), Leo Yabumoto (guitar) og Tommy (Keyboards). Downpour er bandets fjerde album, men det er mit første bekendtskab med bandet.

Stilen er som sagt melodic power metal og jeg vil sammenligne bandet med bl.a. Blind Guardian, Rhapsody Of Fire og Stratovarius. Sidst nævnte er da også en af grundlægger Shoota's personlige favoritter og inspirationskilder.

Downpour består af 12 numre, hvor skæring nr ét er en instrumental intro. Herefter kører det bare med 180 i timen i de næste fem numre, både hvad angår trommerne og guitaren. Først i sang nr. 7 ”I'm Your Shadow” sættes tempoet ned, for derefter at blive sat i vejret igen med endnu et instrumental nummer ”Rain's Realm”. Og tempoet forbliver højt på resten af albummet, lige med undtagelse af midt tempo sangen ”Syzygy”. Mine favoritter blandt de 12 numre er ”Unite”og ”Before The Dawn” samt titelnummeret ”Downpour”. Albummet er produceret af Shoota. Lyd og produktion fejler bestemt ikke noget. Musikken går rent igennem og lyden er poleret, som det skal være inden for denne genre. Derudover spiller bandets medlemmer deres instrumenter godt og Eijin's vokal passer godt til denne genre.

Alt i alt er det et helt udmærket album og jeg er sikker på folk der kan lide denne genre, vil finde albummet rigtig godt. Personligt er det dog en smule for ensformig til mig. Sangene lyder forholdsvis ens i mine ører. Dermed ikke sagt at musikken er dårlig. Bestemt ikke. Det er velspillet og jeg kan sagtens anbefale folk derude til at tjekke albummet og bandet ud.
 
Downpour udkom 20. maj via Fastball-Music.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Balflare på Facebook her.
________________________________________________________________________

ToxicRose - Total Tranquility
 
Anmeldt af Peter Letting: 13-06-2016
 
Svenske ToxicRose er ude med deres første fulde album, som bærer titlen Total Tranquility. Albummet er tilgængeligt 16 maj 2016. Jeg anmeldte en EP som ToxicRose udgav for et par år siden, og var rimelig begejstret for den, så derfor var jeg da også spændt på at høre om buen stadig var spændt, i det svenske band, og det må jeg sige at den er.

Stilen er glam metal, på den fede måde. Det er poleret og storladent, men samtidig rafineret og detaljeret. Desto mere jeg hører skiven, des bedre kan jeg lide den, og nu har jeg faktisk hørt den næsten uafbrudt i en måneds tid, så den har fået godt fat i mit system. Faktisk sidder flere af omkvædene fast, og kører rundt i hjernen, når den ikke lige bruges til andre gøremål…

Bandet består fortsat af de samme 4 medlemmer. Andy på en meget overbevisende vokal, Tom på en sublim guitar, Goran på en hamrende tight bas, og ikke mindst Michael på de fedeste trommer. Der er også en del keyboard / synthesizer ind over diverse numre, og det er bare en lækker detalje, som cremen i en god kage.

Mit favorit nummer må være titel nummeret ”Total Tranquility”. Top fed rytme, og forholdsvis rolig indledning, men efter 3.30 tager fanden ved dem, og tempoet bankes i vejret, og så er jeg solgt. Det er det fedeste metal nummer jeg har hørt længe, og jeg kan høre det igen og igen. Men resten af skiven er også pænt fed. Numre som, ”We All Fall Down”, “Recless Society” og “World Of Confusion” er også blandt kandidaterne til en favorit titel.

Jeg gad godt opleve ToxicRose live, så jeg håber de vil tage imod en opfordring, og kigge en tur over sundet… Naturligvis vil jeg gerne høre deres super lækre musik, men jeg vil også gerne opleve bandet, med deres meget markante tøj stil… Jeg giver skiven 5½ ud af 6
 
Total Tranquility udkom 16. maj via City Of Lights Records.
 
   (5½ ud af 6)
 
Besøg ToxicRose på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Jens Jepsen – Fool


Anmeldt af Calle: 08-06-2016

Jens Jepsen er en musikker og sangskriver, som er vokset op i Hjørring. Han har optrådt på flere værtshuse i det nordlige Jylland siden han var 16 år. Dette band/projekt startede i hans sidste år af gymnasiet hvor han mødte den ligesindede bassisten Albert Reinholdt. Udover de to unge mænd består bandet af Mikkel Zakariasen (el-guitar og lap steel), Bertil Bille (trommer) og Jakob 'Falafel' Jensen (percussion). Bandets medlemmer, som går under navnet The Pouches, kommer fra forskellige baggrunde og bevæger sig i alt fra jazz/latin til rock/world og country-folk. Stilen på dette album er mest i retning af sidst nævnte. Jeg vil nok betegne stilen som singer/songwriter/folk/rock.

Fool består af 9 sange, som fortæller om hvordan det er at vokse op i modstand og måden at håndtere denne på. Historierne er inspireret fra Jens eget liv i Vendsyssel. I presseskrivelsen står der, at Jens altid har været klassens særling, altid haft en anden indfaldsvinkel, og han altid har været meget trodsig, og når folk og tilværelsen har været imod ham, er han aldrig bakket ud, men fortsat endnu stærkere. Dette kommer meget godt til udtryk i teksterne. Han er en enormt god historiefortæller.

Mine favoritter blandt de 9 sange er ”Banjo Man”, hvor lapsteel guitaren virkelig kommer til sin ret. Derudover synes jeg også ret godt om åbningsnummeret ”Jimmy” og ”Moving On” samt ”I Was Dead”. Men alt i alt er det 9 rigtig gode sange Jens har skrevet. Mine tanker ledes lidt i retning af folk som Ryan Adams og Whiskeytown samt Josh Rouse og Drive-By Truckers, men også legender som Bob Dylan og Johnny Cash.

Albummet er indspillet, mixet og mastereret i Mørkværk Studio. Lyd og produktion fungere godt og man bliver på en eller anden måde i rigtig godt humør når man lytter til albummet. Jens og The Pouches virker som et band der virkelig brænder for det de spiller og så spiller de samtidig rigtig godt!! Og når man dertil lægger Jens' stemme, så får man et flot slut produkt.

Jeg kan varmt anbefale dette album, hvis du er til stille og rolig tilbagelænet singer/songwriter/folk/rock. Jeg har fået musikken sendt digitalt, men overvejer kraftigt at erhverve mig vinyludgaven af albummet. Giv Jens Jepsen og hans band et lyt.
 
Fool udkom 4. maj.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Jens Jepsen på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Andy Black – The Shadow Side

Anmeldt af Calle: 08-06-2016

Andy Black, med fødenavnet Andrew Dennis Biersack (nok bedre kendt som Andy Biersack), er til daglig frontmand i rock bandet Black Veil Brides. Men nu prøver han kræfter med sit første soloalbum, som har fået titlen The Shadow Side. Jeg har synes ret godt om Black Veil Brides siden jeg hørte deres andet album ”Set The World On Fire” fra 2011, så det var med en vis spænding, da jeg satte mig ned for at lytte til dette album første gang. Nogle musikkere og sangere har en tendens til at lave et album i en helt anden genre end den de normalt spiller og det er også tilfældet med dette album. Vi bevæger os kun en lille smule i rock genren, og jeg vil nærmere betegne musikken som pop med få afstikkere til pop-punken.

På albummet medvirker bl.a. sanger og guitarist Patrick Stump (Fall Out Boy), trommesalger Ashton Irwin (5 Seconds Of Summer), trommeslager Rian Dawson (All Time Low), guitarist Quinn Allman (The Used) og sanger og guitarist Joel Madden (Good Charlotte) samt sanger, guitarist og bassist Matt Skiba (Alkaline Trio og Blink 182). Sidst nævnte medvirker på anden singlen ”Stay Alive”, som efter min mening er et af de bedre numre på albummet. Derudover vil jeg også fremhæve sange som ”Louder Than Your Love”, som er albummets mest rockende sang samt ”Drown” og første singlen ”We Don’t Have To Dance”, som faktisk har en dansevenlig rytme.

Albummet er blevet til i samarbejde med producer John Feldman, som tidligere har arbejdet med bl.a. Panic! At The Disco samt ovennævnte 5 Seconds Of Summer og All Time Low. Albummet er flot produceret og Andy’s stemme og musik kommer til sin ret. Og musikalsk kan man heller ikke sætte en finger på noget. Alle de medvirkende musikkere levere varen.

Overordnet set er jeg lidt skuffet over The Shadow Side. Det er en smule for poppet til mig og sangene er en anelse for kedelige, samtidig med at de er rimelig enslydende. Der er kun få afbrækkere, som bl.a. ovennævnte ”Louder Than Your Love”. Jeg tror ikke det er et album jeg vil lytte synderlig meget til i fremtiden. Men er du til musik i den lidt blødere ende af skalaen og elsker du de stille sange fra Good Charlotte, Fall Out Boy og Sugarcult, så kan du godt tjekke dette album ud.
 
The Shadow Side udkom 6. maj via Spinefarm Records.
 
(3½ ud af 6)
 
Besøg Andy Black på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Bound By Wire – 4 (EP)

Anmeldt af Calle: 02-06-2016

Så har jeg igen haft fornøjelsen af, at skulle anmelde nyt musik fra Viborg bandet Bound By Wire. Jeg har tidligere anmeldt deres tredje EP ”Revolution” og deres debut fuld længde album ”Bound By Wire”, men nu er turen kommet til deres fjerde EP, som har fået den meget signende titel 4. Sanger og guitarist Erwin Turcinhodzic + bassist Christian Nørgaard var også med på debut albummet, men der er kommet ny trommeslager i bandet samt en ekstra guitarist. De hedder henholdsvis Søren Rask og Dan Silas.

EP’en består af 4 sange og stilen er hard rock i stil med andre danske bands som f.eks. St. Prostitute, Bullet Train Blast, Superdirt og Suckerpunch. Alle fire sange rammer plet hos undertegnet. Jeg synes bandet har formået at skrive og indspille fire rigtig gode sange. Melodierne sidder lige i skabet og de er samtidig enormt fængende.

Første skæring på EP’en er ”Woman”, som også var første single udspil. En rigtig god rock sang, som bandet har lavet en musikvideo til. Herefter følger yderligere tre gode rock sange i form af ”Out Of Time”, ”Fight For What Is Right” og ”I’m To Blame”. Der er flere gode guitar riffs og soloer på de fire sange og resten af musikken bliver også spillet på fornemmeste vis. Derudover er musikken fanden-i-voldsk og bandet virker faktisk ret sammenspillet, på trods af to nye medlemmer. Kort sagt, så får du en kæmpe, koncentreret rock n´roll – indsprøjtning, hvis du lytter til denne EP. Sangene er flot produceret og lyden er som den skal være. Og som sagt spiller de fire bandmedlemmer godt og tight.

Er du til nogen af ovennævnte bands og kan du bare godt lide en god omgang vaskeægte hard rock, så vil jeg anbefale at du tjekker denne EP ud. Bound By Wire har noget de gerne vil fortælle!! P.S. Jeg synes også coveret passer rigtig godt til bandets musik. 
 
4 (EP'en) udkom 9. maj.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Bound By Wire på Facebook her.
__________________________________________________________________________________________
Sons Of Sounds – In The Circle Of The Universe

Anmeldt af Calle: 02-06-2016

Sons Of Sounds er et tysk band, som består af tre brødre – Roman (vokal og bas), Wayne (guitar) og H (trommer). Bandet blev dannet i Karlsruhe i 2007 og In The Circle Of The Universe er bandets tredje fuld længde album. Derudover har de udsendt en EP.

Bandet bevæger sig rundt i diverse rock og metal genre og man kan høre inspiration hentet fra både NWOBHM, progressiv rock/metal og ikke mindst traditionel heavy metal. Dette gør at sangene bliver rimelig varierede og samtidig bliver tempoet i de enkelte sange sat op og ned. Bandet kalder det selv for free-metal, hvilket faktisk beskriver deres musik ret godt.

In The Circle Of The Universe har en spilletid på 74 minutter, men på intet tidspunkt bliver man træt af at lytte til bandets sange. For hver gennemlyt af albummet finder man nye finesser og lækre detaljer. Melodierne er samtidig meget fængende og bandets musikalske univers indfanger hurtigt lytteren. Selvom alle tretten sange på albummet er gode, så vil jeg alligevel fremhæve sange som åbningsnummeret ”Magic” samt ”Rock ’N’ Roll Monster” og ”My Star” plus første singlen ”The Change”. Bandet har også lavet en musikvideo til sidst nævnte. In The Circle Of The Universe er et koncept album der, som titlen passende beskriver, handler om vores allesammens univers.

Albummet er indspillet i Studio Gernhart og så er det produceret af Martin Buchwalter. Han har gjort et rigtig godt stykke arbejde og han rammer virkelig en lyd der passer perfekt til bandets musik. Derudover så spiller bandet rigtig godt og vokalen passer ligeledes godt til musikken. Der er flere rigtig gode guitar soloer og bassen lyder flere steder hen i retning af Steve Harris fra Iron Maiden.

Overordnet set er det et rigtig godt album bandet har indspillet og jeg vil uden tvivl tjekke deres to tidligere udgivelser ud. Er du til velspillet og velproduceret metal, så synes jeg helt sikkert du skal tjekke disse tyskere ud.
 
In The Circle Of The Universe udkom 13. maj via Fastball-Music.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Sons Of Sounds på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Soulimage – The Whole Universe

Anmeldt af Calle: 02-06-2016

Soulimage er et tysk band, som består af Robert Eberl (vokal, sangskriver og komponist), Stefan Siegl (keyboards og vokal), Burbn Rabenherz (guitar), Jürgen Igl (bas) og Luck Willecke (trommer). Frontmand Robert var oprindelig et en-mands elektro projekt, men har på dette album samlet nogle musikkere og prøver så lykken indenfor synth-rock genren. The Whole Universe er dermed bandets debut album.

Lad mig starte med at sige, at jeg aldrig har lyttet specielt meget til synth-rock og det er der måske en grund til. Stilen er simpelthen langt fra den rock jeg er mest til og jeg synes ofte musikken er en anelse for kedeligt. Og i tilfældet Soulimage, så er deres album gabende kedeligt i mine ører. Albummets tretten sange smelter sammen i en stor masse og lyder meget monotont og jeg kan ikke adskille det ene nummer fra det andet. Det skulle måske lige være synth-balladen ”Raining Blood”. I kraft af at det er en ballade, så er tempoet sat endnu mere ned. Jeg har meget svært ved at fremhæve enkelte numre, men skulle jeg nævne et enkelt eller to, så må det være ”Angel Heart” og ”Isolation”.

Selve produktionen på The Whole Universe fungerer udmærket. Det er bandets keyboard spiller der er nævnt som producer og samtidig har han stået for mixing og mastering. Han har gjort et godt stykke arbejde.

Som rock og metal fan ligger dette album en pæn længde fra det jeg normalt hører og da jeg samtidig synes sangene, melodierne og vokalen er decideret kedelige, så kan jeg ikke give dette album top karakter. Er du normalt til synth-rock, så kan du godt tjekke albummet ud. Jeg tror dog du også vil finde det en anelse for kedeligt. For mig er det et album der vil gå hurtigt i glemmebogen. Umiddelbart tror jeg ikke The Whole Universe nogensinde vil finde vej til min cd-afspiller igen.
  
The Whole Universe udkom 20.majl via Echozone.
 
(3 ud af 6)
 
Besøg Soulimage på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Torpedohead - III
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 01-06-2016
 
Torpedohead er et rock n’ roll band fra Tyskland. Deres stil læner sig op af punk n’ roll, lidt i samme stil som Backyard Babies og The Hellacopters. Gruppen består af 3 tyskere som har 2 studieplader og en EP på CV’et. Deres nyeste udspil har fået titlen ”III” og består af 11 skæringer på i alt 36 minutter.

Man bliver mødt med en punket garage-rock allerede fra albummets første nummer ”Get Of My Back”. Der er skruet op for både tempo, guitar og attitude. Det næste nummer ”Wildfire” er min personlige favorit. Intro-riffet lyder som noget der er taget fra AC/DC’s bagkatalog og sangen indeholder et sing-a- long omkvæd og har en vis catchiness over sig. Det er ikke så mærkeligt at det netop er denne sang der er lavet en musikvideo til. De efterfølgende par numre forsætter i samme stil, bare ikke helt så effektfuld. Vi skal frem til pladens 6. sang før tempoet bliver sat gevaldigt ned og den akustiske guitar bliver fundet frem. Der er tale om nummeret ”Peace Of Mind” som faktisk fungerer som et fint pusterum godt halvejs gennem gennemlytningen. I den sidste halvdel af sangen bliver el-guitaren igen taget i brug og der leveres en rocket afslutning. Der er masser af svedige guitar-riffs og store hooks at finde, hvilket blandt andet er tilfældet på numre som ”Not Too Late” og ”Drunk On Sunday”. Nummeret ”Sweet Mystery” har en sydstats-feeling over sig mens afslutningsnummeret ”Cesspool Dremas” er en kompromisløs up-tempo rocker.

Tyske Torpedohead har lavet en fin punk n’ roll plade, som helt sikkert vil tilfredsstille tilhængere af genren. Trioen ved hvordan man skriver iørefaldende sange med god energi og frontmanden Spacebrain har desuden en vokal der passer godt til genren. Det når aldrig at blive fantastisk og kvaliteten på nogle af numrerne balancerer på det jævne – dog vil jeg samtidig sige at der er flere lyspunkter på albummet, så når alt kommer til alt, vælger jeg at smide 4 dødningehoveder efter den.
 
III udkom 28.april via Woodhouse Records.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Torpedohead på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Human Zoo – My Own God

Anmeldt af Calle: 25-05-2016

Human Zoo er et tysk rock band, som blev dannet i 2004. Siden har de udgivet fire albums (inkl. dette). Bandet består af Thomas Seeburger (vokal), Kevin Klimesch (trommer), Ingolf Engler (guitar), Ralf Grespan (bas), Boris Matakovic (saxofon) og Zarko Mestrovic (keyboards). Som sagt er My Own God bandets fjerde studie album.

Human Zoo spiller melodisk hard rock og jeg vil sammenligne dem med bands som eksempelvis Maxxwell, Gotthard, Firehouse, Devil’s Train og Bangalore Choir. Der er dog én stor forskel fra Human Zoo og de nævnte bands, og det er brugen af saxofon. Jeg har i og for sig ikke noget imod saxofonen, men den passer efter min mening bare ikke helt til musik denne genre. Det eneste band/kunstner inden for hard rock genren der efter min mening må gøre brug af saxofonen er Michael Monroe fra Hanoi Rocks. Når det så er sagt, så synes jeg Human Zoo spiller rigtig godt og deres sange er rimelig fængende. Melodierne er godt skruet sammen og sangene er bygget fint op. Og Boris er ikke en dårlig saxofonist!!

Mine favoritter blandt albummets 11 sange er ”Solitaire”, ”Love Train” og åbningsnummeret ”One Direction”. I sidst nævnte minder indledningsriffet og omkvædet mig en hel del om Scorpions. Derudover synes jeg også ret godt om den mere ”symfonisk”-metal lydende ”NSA”. Den kan på en eller anden måde godt lede tankerne lidt i retning af finske Lordi. Men alt i alt er det 11 gode sange bandet har indspillet.

My Own God er produceret af Zarko Mestrovic og Chris Lausman, som tidligere har arbejdet med bands som Bonfire og Jaded Heart. Albummet er flot produceret med en dejlig ”ren” lyd.

Overordnet set synes jeg det er et godt album bandet har udsendt, men jeg kunne som sagt godt have undværet saxofonen. Giv Human Zoo et lyt og tjek også deres tidligere albums ud, hvis du får muligheden.
 
My Own God udkom 6.maj via Fastball-Music.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Human Zoo på Facebook her.
________________________________________________________________________

Shiraz Lane – For Crying Out Loud

Anmeldt af Calle: 19-05-2016

Shiraz Lane er et finsk rock band, som blev dannet i 2011. Bandet består af fem unge mænd med stor kærlighed for 80’er inspireret hard rock. De fem mænd er Hannes Kett (vokal), Jani Laine (lead guitar), Miki Kalske (rhythm guitar), Joel Alex (bas) og Ana Willman (trommer). Bandet har længe været en hot undergrunds navn i deres hjemland, og har tidligere udgivet en to-track single og en EP, men nu er de så endelig klar med deres debut album.

Bandet nævner selv Guns N' Roses, Aerosmith, The Darkness, Hardcore Superstar og Skid Row som nogle af deres inspirationskilder og det kan man godt høre i deres musik. Der er skruet godt op for guitarerne, som bliver spillet med en vis snilde af Jani og Miki. Dertil skal man lægge den solide grundrytme, som Joel og Ana lægger for dagen. Oven i det bliver vokalen leveret flot af Hannes. Hans stemme er meget ”skinger” og kan til tider minde lidt om Mark Slaughter’s stemme. Han rammer de høje toner godt og så passer den rigtig godt til musik inden for netop denne genre. Dog kunne hans accent godt være lidt bedre, men efter flere gennemlyt lægger man ikke så meget mærke til det.

Som sagt er For Crying Out Loud bandets debut album. Det består af 10 velskrevne sange, hvor melodierne er velkomponerede og tilpas catchy. Samtidig er produktionen god og lyden passer som fod i hose til musik inden for genren. Samtlige ti sange er gode, men jeg vil specielt fremhæve sange som åbningsnummeret ”Wake Up”, ”House Of Cards” og titelnummeret ”For Crying Out Loud” samt den mere stille og downtempo sang ”Same Ol Blues”.
Er du til nogle af ovennævnte bands og er du generelt til skandinavisk hard rock, så bør du uden tvivl tjekke disse unge fyre ud. Det er velproduceret og velskrevet rock og jeg spår bandet en god fremtid. Jeg er i hvert fald blevet fan.
 
For Crying Out Loud udkom 15. april via Frontiers Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Shiraz Lane på Facebook her.
______________________________________________________________________

Knock Out Kaine - Cruel Britannia (EP)
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 19-05-2016
 
Knock Out Kaine er et rock n’ roll band fra Storbritanien og de spiller højenergisk rockmusik. Jeg kendte personligt ikke til bandet før jeg fik tilsendt deres nyeste EP – men ud fra hvad jeg kan læse, har de en del tilhængere. De er et band der spiller 80’er inspireret rock n’ roll og deres lyd er blevet sammenlignet med bl.a. LA Guns, Cinderella og Motley Crue. Deres debutplade ”House Of Sins” blev udgivet i 2012 og fik rosende ord med på vejen fra mange anmeldere og desuden også fra denne side.
 
Deres seneste udspil er en EP på 4 numre som har fået titlen Cruel BritanniaEP’en består af 2 nye numre, 1 genindspilning af et af deres gamle numre og 1 covernummer. Den samlede spilletid er 14 minutter, så en gennemlytning tager ikke lang tid. Første nummer er titelnummeret ”Cruel Britannia” og her er der fuld fart over feltet - et uptempo rocknummer med politisk lyrik. ”Love The Way You Hate” er en catchy sang, som nok skal skabe fællessang til bandets koncerter. Sangen har et godt beat og fanger lytterens øre allerede efter første lyt og guitarsoloen er også lækker. ”Going Down” er en genindspilning af en sang med samme titel fra deres 2012 album ”House Of Sins”. Jeg har lyttet til begge sange og den nye er en mere bluesy uptembo udgave, hvorimod den originale er mere ligetil. Umiddelbart foretrækker jeg den originale udgave, men der er stadig tale om en solid sang og det lyder som om bandet har haft en fest under indspilningen til sangen. Sidste sang på EP’en er en cover-udgave af Steve Earle nummeret ”Copperhead Road”. Det har tilsyneladende været et nummer de har spillet live i et par år og nu har de endelig fået indspillet en studieversion. Begyndelsen af sangen lyder som en omgang country-rock, hvilket jeg altid har fundet tiltalende. De skruer op for tempoet i den sidste halvdel af nummeret og slutter af som de startede.. Med fuld fart!!

Der er her tale om en bundsolid EP fra Knock Out Kaine. Det er et hurtigt lyt, men det har givet mig blod på tanden til at dukke ned i deres bagkatalog og gå på opdagelse. De har to studieplader på CV’et og dette er et superfint udspil til samlingen. Er man til sleazy 80’er rock n’ roll a la Motley Crue, så kan jeg kun anbefale at tjekke disse britiske gutter ud!
 
Cruel Britannia udkom 4. april Rocksector Records.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Knock Out Kaine på Facebook her.
____________________________________________________________________________________
Black Absinthe - Early Signs Of Denial
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 16-05-2016
 
Black Absinthe fra Toronto, Canada sparker røv på deres album Early Signs of Denial.
 
Med god Heavy Rock/Heavy Metal hiver Jack Cerre - Guitar/Sang, Kyle Scarlett - Bas og Austin Henderson - trommer dig rundt i stuerne, ud på gader og stræder og baggårde ved kønshårene og slipper først når du har headbanget og spillet luftguitar til det bløder ud af øjnene......eller sagt på en anden måde. Black Absinthe giver den fuld skrue på deres nye album.
 
Der er noget Black Label Society/Cult over energi og intensiteten og spillestilen, og Mastodon ligger også lige på tungen. 6 numre med fed lyd og energi. Fra første gang jeg satte cd'en på har jeg været meget begejstret for den ægte rå spilleglæde og energi der kærtegner sjælen.....
 
Early Signs Of Denial udkom 13. maj som self-release/ Asher Media.
 
   (5½ ud af 6)
 
Besøg Black Absinthe på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Artillery - Penalty By Perception
 
Anmeldt af Peter Letting: 16-05-2016
 
Danske Artillery er ude med nyt album 25 marts 2016. Albummet har titlen Penalty By Perception og er så vidt jeg ved deres 8. studio album. Artillery er som sagt danske, og har eksisteret siden 1982, og de spiller præcis min type musik, og det til trods har jeg aldrig tidligere stiftet bekendtskab med dem. Men som man siger ”Bedre sent, end aldrig”, og nu er de kommet på min lystavle også.
Om Artillery ”stadig” spiller Thrash Metal eller bare Metal, gør ikke den store forskel for mig, da jeg jo ikke kender deres bagkatalog og har derfor ingen mening om bandet på forhånd.

Jeg er faktisk helt pjattet med denne nye skive. Jeg synes den taler lige direkte til min musik smag. Den er fantastisk produceret, enormt velspillet og meget medrivende. Den er næsten ikke til at få ud af cd afspilleren igen…

Jeg kan lide alle numrene, men Jeg tror de 3 jeg bedst kan lide er ”In Defiance Of Conformity”, ”Rites Of War” og Cosmic Brain”. Nerven og energien i numrene er bare slet ikke til at stå for, og jeg bliver revet med hver gang. Stilen er holdt tilpas hård, men alligevel ikke så vanvittigt, så man bliver ”træt” af at høre på det. Der er masser af lækre detaljer og skift i tempo og intensitet.

Samtlige numre indeholder de fedeste riffs og guitar harmonier, som der hører til i denne genre, og ikke mindst Josua på trommerne er jeg ret begejstret for. Han har altså pænt travlt i gryderne, det meste af tiden. Jeg vil også lige fremhæve en behagelig og forholdsvis ”clean” vokal hos Michael Dahl, som udstråler overskud hele vejen igennem. Nice….! Selv i en Metal ballade som ”When The Magic Is Gone”, bliver der alligevel sat tryk på, og selvom tempoet er skruet en smule ned, er det bestemt ikke kedeligt eller ensformigt.

Artillery består i dag af: Michael Stützer på guitar, Morten Stützer også på guitar, Peter Thorslund på bas, Josua Madsen på trommer og Michael Bastholm Dahl på vokal. 

Jeg kan på det varmeste anbefale Artillery og deres nyeste skive, og mon ikke jeg er at finde ved scenekanten, når de engang drager ud for at spille lidt ”Live”…
Jeg giver Artillery 5,5 ud af 6… Det er BARE fedt…
 
Penalty By Perception udkom 25. marts via Metal Blade Records.
 
   (5½ ud af 6)
 
Besøg Artillery på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

Inside Groove – Shout It Out! (EP)

Anmeldt af Calle: 12-05-2016

Jeg ved ikke så meget om Inside Groove. Kun at det er et dansk band, som er en samling af danske musikere fra flere forskellige bands med det formål, at spille fed rock. Oplysningerne på deres hjemmeside og facebook er meget sparsomme. Jeg ved dog, at denne EP er sammensat af fire singler + et bonus track. Og så er det bandets første EP.

Shout It Out består som sagt af fem sange og stilen er ROCK med lidt tråde over i stoner rock genren. Sangene er fint skruet sammen og hver for sig er de rimelig varieret i tempo. Men overordnet set synes jeg sangene har en tendens til at lyde lidt for ens. Opbygningen af sangene er bygget over samme skabelon. Jeg vil dog fremhæve to af sangene og det er åbningsnummeret ”Shout”, som bandet også har lavet en musikvideo til (se den her), samt EP’ens mest ”rå” nummer ”Can’t Get Enough”. I sidst nævnte bydes der på en udmærket guitar solo.

Musikerne spiller godt, men vokalen kræver lidt tilvænning (for mit vedkommende). Produktionsmæssigt er der intet at sætte en finger på. Men det er der vel sjældent nu til dags, hvor du stort set kan indspille et album hjemme i din egen stue.

Skal jeg sammenligne Inside Groove med andre nyere danske rock bands, så vil jeg nævne Black Book Lodge, Whores And Thieves, SEA og Blanded Brew. Jeg synes dog ikke Inside Groove er helt på højde med disse bands. Men er du til musik inden for denne genre, så kan du roligt tjekke bandet ud.
 
Shout It Out! (EP) udkom 18. Januar via Gateway Music.
 
(3½ ud af 6)
 
Besøg Inside Groove på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Dissector - Planetary Cancer
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 09-05-2016
 
Dissector fra Sankt Petersborg i Rusland, der spiller Melodic Death/Thrash Metal har begået et nyt album, Planetary Cancer, som byder på masser af lækker lyd. Det er utrolig meget power der bliver sluppet løs lige fra første nummer. 
 
Denne gang har Dissector en række gæstemusikere med som falder helt naturligt ind. Der er arbejdet godt med indspilningerne og resultatet er bestemt flot. Guitarlyden er meget lækker synes jeg, bred, heavy og rå. Masser af fede riffs. Trommerne er sat på "overload".... der er så meget tryk på og ligger lige hvor de skal i lydbilledet. Det samme går for bassen, super flot arbejde. Sangen er tydelig og har man hørt Dissector før er man ikke i tvivl, hvem man lytter til. Keyboards er der også brugt, men minimalt.

Der er 12 numre hvoraf det sidste skiller sig ud på flere måder. Invisible lives er ikke så heavy (til at starte med) og der er en kvindelig gæstesanger; Rachel Grech (Blind Saviour). Det er meget smukt i både udførsel og arrangement.

Selve produktionen er gennemtænkt og flot som helhed med fin ballance mellem de forskellige instrumenter og vokalen. Jeg kunne godt have tænkt mig at høre en duet mellem Yan og Rachel, men det kommer måske en anden gang? Er man til Thrash bør man ikke snyde sig selv for dette album

Dissector består af Oleg Aleshin på bas, Andrey Glukhov på trommer og Yan Fedyaev på guitare og sang Derudover er der gæsteoptræden af: Max Delmar på keyboards, Rachel Grech (Blind Saviour) Marios Iliopoulos (Nightrage), Lauri Tuohimaa (Tuohimaa, ex-Charon), Jorn Nord (Nordjevel), Igor Arbuzov (Circle Story & Blazing Rust) samt Randy Gerritse og Gramie Dee (The Autopsy Report Metal Radio Show).

Planetary Cancer er et album der finder vej til hovedtelefonerne igen og igen hos mig.
 
Planetary Cancer udkommer 6. juni via Mazzar Records.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Dissector på Facebook her.
_______________________________________________________________________

Reject The Sickness - Chains Of Solitude
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 09-05-2016
 
Reject The Sickness kommer fra Belgien og spiller Melodic Death Metal. De har deres egen måde at fortolke genren på og jeg har brugt nogle gode timer på gennemlytningerne. Der er lidt Melodic Black Metal ind over også.

Chains Of Solitude er velproduceret og velspillet. Der er en masse fede riffs og stemningen er tung. Intronummeret er jeg ikke vild med. lidt over et minut ambient lydeffekter... det holder ikke synes jeg.... ikke som startnummer, men nummer to starter godt "Chains Of Solitude" og der bliver sparket numse på flere af numrene. Der er et stille...sååån da... nummer Alone, med klaver og vinyl skrat... det ved jeg heller ikke helt om hvad jeg skal synes om, men ni numre ud af elleve er da heller ikke så dårligt. Der er en gennemgående fed lyd på Chains Of Solitude.
 
Reject the Sickness består af Guy Vercruysse på sang, Pepijn Desmet på leadguitar, Ruben Van der Beken på rytmeguitar, Jannick Govaert på trommer og Floris Desmet på bas.
 
Chains Of Solitude udkom 13. november 2015 via Mighty Music.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Reject The Sickness på Facebook her.
_________________________________________________________________________________________
Rising - Oceans Into Their Graves
 
Anmeldt af lasse Skytte: 02-05-2016
 
Rising er et dansk band der spiller en form for sludge og doom-inspireret metal. De er netop nu aktuelle med deres 3. studieplade Oceans Into Their Graves. Jeg kendte ikke bandet før jeg fik tilsendt denne CD og det hænger sammen med at jeg har ikke lyttet meget til denne form for metal-musik. Sludge og doom plejer at være en stor mundfuld, hvor jeg er mere til den hårde rock eller klassiske heavy metal. Jeg var derfor lidt bekymret da jeg trykkede play, men mine fordomme blev hurtig gjort til skamme.

Albummet består af 10 sange med en spilletid på 43 minutter. Første nummer er ”All Dirt” som de siden har lavet en musikvideo til, da den er blevet valgt til albummets 2. single. Der startes med tonstung guitar og så er stilen ligesom lagt. Det jeg godt kan lide ved dette band er at der er fokus på den gode melodi, hvilket er en meget afgørende faktor, når jeg lytter til musik. Det kan være alt lige fra pop til dødsmetal.. Bare at der er en god melodi. Det gør at musikken fremstår mere struktureret og ikke bare er uorganiseret støj. ”All Dirt” var den første sang jeg nogensinde hørte med Rising og den fangede min interesse. Den er super tung og kraftfuld samtidig med at der leveres gode melodier og ikke mindst bundsolid vokalarbejde. Morten Grønnegaard er bandets nye forsanger og han har en vokal, som passer formidabelt ind i lydbilledet. Den første single fra pladen er ”Old Jealousy”, hvilket er endnu en stærk skæring. Her må jeg fremhæve den lækre guitarsolo, hvor tempoet lige bliver sat en anelse ned for at give ekstra plads til guitaren. ”The Anger” er med sine små 8 minutter albummets længste sang og der er tale om en gedigen metal-mastodont. Den er tung, groovy og slagkraftig, ind til den sluttes af med et par minutters fingerspil på den akustiske guitar.

Min eneste kritik af dette album er at der mangler en smule variation, men ellers må jeg sige jeg er godt tilfreds med det jeg hører. Selvom jeg ikke er en erfaren lytter i denne genre, så har det været en fornøjelse at stifte bekendtskab med endnu et godt dansk band. Hvis man er til sludge og doom inspiretet metal som indeholder solide melodier, så køb det album hurtigst muligt. Tommeltotten vender opad herfra!
 
Oceans Into Their Graves udkom 29. april via Indisciplinarian.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Rising på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Jeff Healey – Heal My Soul


Anmeldt af Calle: 30-04-2016

Første gang jeg stiftede bekendtskab med canadiske Jeff Healey var tilbage i 1989, da jeg så filmen Roadhouse med Patrick Swayze i hovedrollen. Jeg kan huske at han sad på scenen bag et gitter hegn og spillede med guitaren på skødet. Hmmm....hvorfor gør han det sådan tænkte jeg. Jeg fandt hurtig ud af at han var blind og havde tilegnet sig den måde at spille på, hvilket gjorde hans guitarspil endnu mere imponerende på mig. Året efter købte jeg hans album ”Hell To Pay”, som jeg høret en hel del og senere også ”Feel This”. Siden da har jeg ikke lyttet så meget til ham. Healey døde i 2008, kun 41 år gammel. Han døde efter tre års kamp med sarkomer kræft. Nu her otte år efter sin død udkommer  det nye album Heal My Soul.

Heal My Soul er 12 originale og ikke tidligere udgivet sange med blues rock guitaristen. The Jeff Healey Estate har længe haft et ønske om at udsende disse sange, som de mener er indbegrebet af hans mest kreative rock periode. Og det vil jeg give dem ret i. Der er flere rigtig gode blues rock sange på dette album, bl.a. sange som ”Please”, ”Moodswing” samt åbningsnummeret ”Daze Of The Night”. Der er dog også blevet plads til de mere stille sange, som f.eks. balladen ”Baby Blue” og afslutningsnummeret ”It's The Last Time”. Overordnet set er det nogle gode sange Healey har skrevet og indspillet, men jeg synes dog at der er et par sange, som ligger på det jævne i forhold til resten af albummet. F.eks. sange som ”Kiss The Ground You Walk On” eller ”Under A Stone”. Men manden kan uden tvivl spille guitar og han er efter min mening helt på højde med nogen af hans egne forbilleder, som bl.a. inkludere Eric Clapton, B.B. King og Stevie Ray Vaughan.

Jeg er ikke helt klar over hvem musikkerne på Heal My Soul er, men de gør det i hvert fald ret godt. Der er en rimelig god power og energi i de fleste sange og en overordnet fed blues rock feeling. Albummet er produceret af Roger Costa og Peter Piasecki og så er det blevet mixet af Neil McDonald.

På trods af flere rigtig gode sange blandt de 12 numre, så synes jeg ikke helt det er det bedste jeg har hørt fra Healey. Men er du til en god omgang velspillet og velproduceret blues rock, så bør du alligevel tjekke dette album ud.
 
Heal My Soul udkom 25. marts via Mascot Laberl Group/Provouge.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Jeff Healey på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Treat – Ghost Of Graceland

Anmeldt af Calle: 28-04-2016

Første gang jeg stødte på svenske Treat var for snart 30 år siden. Dengang så jeg musikvideoen til sangen ”World Of Promises” på Headbangers Ball og jeg var solgt med det samme. De mindede mig meget om Europe, Bon Jovi og White Lion, som jeg allerede var fan af på det tidspunkt. De havde ”looket” og der medvirkede en flot let påklædt dame i musikvideoen (hey jeg var en ung teenager). Bandet nåede at udgive 5 albums inden de blev opløst i 1993. I 2010 gjorde de comeback og udgav albummet ”Coup De Grace” og nu er de så tilbage med deres syvende album, som har fået titlen Ghost Of Graceland. Bandet består af Robert Ernlund (vokal), Anders Wikström (guitar), Patrick Appelgren (keyboards, guitar), Jamie Borger (trommer) og Pontus Egberg (bas).

Bandet er tro mod deres fortids gøren og de spiller stadigvæk melodisk hard rock. Albummet består af 12 velskrevne sange. Melodierne er virkelig godt skruet sammen og sangene er utrolig fængende. Wikström er efter min mening en rigtig god sangskriver. Ghost Of Graceland er spækket med sprøde rock sange og mine favoritter blandt disse er ”Better The Devil You Know”, ”House Of Fire” og titelnummeret ”Ghost Of Graceland” samt ”Too Late To Die Young”. Sidst nævnte er et rigtig rock anthem i bedste Treat stil. Man kommer heller ikke uden om de to Europe-lydende sange ”Inferno” og ”I Don’t Miss The Misery”. Derudover er der også blevet plads til de mere stille sange som ”Do Your Own Stunts” og ”Together Alone”. I sidst nævnte er det Wikström der synger lead vokal og denne sang er en rigtig ballade. Alt er alt er det 12 super fede sange bandet har skrevet og indspillet.

Ghost Of Graceland er produceret af Peter Mansson med Wikström som co-producer. De har ramt en lyd som passer perfekt til denne genre. Instrumenterne og vokalen ligger godt i forhold til hinanden. Så musik og produktion er bare som det skal være.

Er du til melodisk hard rock i stil med Europe, Bonfire, Hardline og Winger og kan du lide en god og velskrevet rock sang med sjæl, så bør du helt sikkert tjekke dette album ud. Som det også var tilfældet med ovennævnte ”Coup De Grace”, så synes jeg også bandet denne gang har ramt plet. Giv albummet et lyt!!!
 
Ghost Of Graceland udkom 15. april via Frontiers Records.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Treat på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Dominanz – Noxious

Anmeldt af Calle: 26-04-2016

Norske Dominanz, med base i den skandinaviske black metal hovedstad Bergen, er ude med deres andet album Noxious. Bandet består af Roy (vokal, bas og synth), Jørn (guitar) og Frode (trommer). Bandet, hvis medlemmer alle har en baggrund i black metal genren, spiller på dette album en blanding af extreme metal og industrial metal. Ikke en genre jeg har lyttet specielt meget til, det må jeg ærligt indrømme. Jeg har selvfølgelig lyttet til industrial bandet Rammstein, men Dominanz spiller mere mørk og extrem metal.

Noxious består af 9 numre, som i mine ører lyder en anelse for ensformig. Men det kan måske hænge sammen med, at jeg ikke har lyttet særlig meget til musik indenfor netop denne genre. Udover de ensformige melodier, så bliver den growlende vokal simpelthen for trættende i mine ører. Musikken bliver i og for sig spillet godt og der er da også lidt variation hist og her. Bl.a. i et nummer som ”You Shall Sire”. Men set over hele albummet bliver det for enslydende. Men førnævnte Rammstein har da ikke levet forgæves og de sange som lyder mest hen i den retning er ”Devoured By The Black Hole” og ”Servile Lackeys”. Resten af sangene er som sagt mere extreme end de nævnte to.

Albummet er indspillet i Conclave Studio og Earshot Studio og det er med Bjørner E. Nielsen, Roy Mathiesen og Herbrand Larsen bag knapperne. Lyd og produktion er der bestemt intet at sætte en finger på. På albummet er der også gæstevokaler fra Abbath (Immortal), Olav Iversen (Sagh) og Doro Korsvold (Fairy).

Er du til extreme metal med en god portion industrial metal indover, så tror jeg helt sikkert du vil finde dette album godt. Personligt er jeg bare ikke blevet fanget i deres mørke univers.
 
Noxious udkom 15. april via Fastball-Music.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Dominanz på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

Joe Bonamassa – Blues Of Desperation

Anmeldt af Calle: 26-04-2016

For ca. halvandet år siden anmeldte jeg Bonamassa’s forrige solo album ”Different Shades Of Blue”. Dengang var jeg rigtig glad for hans eminente guitar spil og hans tilgang til bluesen. Nu er han så tilbage med sit 12 solo album og som det også var tilfældet på forrige album, så er alle 11 sange skrevet af Bonamassa selv i samarbejde med nogle gode sangskrivere i form af James House, Tom Hambridge, Jeffrey Steele, Gary Nicholson og Jerry Flowers. Altså er der ingen covernumre på albummet.

Blues Of Desperation består som sagt af 11 numre og der er blevet plads til de solide blues rock sange, som Bonamassa mestre rigtig godt, men også de mere stille og down tempo sange. I først nævnte kategori kan nævnes sange som ”Mountain Climbing” og titlenummeret ”Blues Of Desperation” samt åbningsnummeret ”This Train”. Og i den mere stille ende kan nævnes sange som ”No Good Place For The Lonely” og ”Drive” samt den americana-inspirede ”The Valley Runs Low”. I denne sang synger Joe duet med de tre kvindelige sangere Mahalia Barnes, Jade McRae og Juanita Tippins. Det giver næsten omkvædet en gospel-agtig feeling. Og så er der den deciderede ballade ”What I’ve Known For A Very Long Time”, som afslutter endnu et rigtig godt album fra blues rock mesterens hånd.

I forhold til førnævnte album, så synes jeg virkelig Bonamassa slipper sit guitar spil endnu mere løs på dette album. De 11 numre er indspillet på blot fem dage og igen er det med Kevin Shirley bag knapperne. De to mænd har et rigtig godt samarbejde og jeg tror virkelig de har tillid til hinanden. Bonamassa har udtalt, at skal han beskrive deres samarbejde med et ord, så er det ”trust”. Albummet er indspillet i Grand Victor Sound Studios. Musikkerne som medvirker på albummet er Anton Fig (trommer), Greg Morrow (trommer), Michael Rhodes (bas), Reese Wynans (keyboard), Lee Thornburg (horns), Paulie Cerra (horns) og Mark Douthit (horns). Alle musikerne udfører deres arbejde til topkarakter.

Personligt bliver jeg aldrig træt af Bonamassa’s bund solide guitar spil. Han skriver og spiller nogle rigtig gode melodier og så kan han fyre nogle super fede soloer af. Bonamassa fans vil ikke blive skuffet over dette album. Det samme gælder for blues rock fans. Men høre man til sidst nævnte, så er jeg næsten sikker på man også kan lide Mr. Bonamassa. Giv albummet et lyt.
 
Blues Of Desperation udkom 25. marts via Provouge/Mascot Laberl Group.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Joe Bonamassa på Facebook her.
____________________________________________________________________________
Prophets Of Addiction - Reunite The Sinners
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 26-04-2016
 
Prophets Of Addiction er et band der spiller en slags sleazy rock n’ roll, som nemt kan sende tankerne i retning af bands som Motley Crue, Guns N’ Roses, New York Dolls og The Ramones. Der møder lytteren en kombination mellem glam, rock og punk. Debutalbummet ”Babylon Boulevard” blev udgivet i 2011 og nu er det nye album Reunite The Sinners netop blevet udgivet. Prophets Of Addiction består af Lesli Sanders på vokal og bass, G.G. på guitar, Brandon Barger på guitar og Jimmy Mess på trommer.

Jeg havde ikke hørt om Prophets Of Addiction, før jeg sad med deres nye album og jeg var derfor ikke klar over hvad jeg kunne forvente. Første nummer på pladen er ”As We Fall” og den fangede mig ikke. Musikken er udemærket, men jeg bryder mig ikke om vokalen i denne sang. Det gør mig lidt bekymret i forhold til pladens sidste 9 sange. En smule bedre bliver det dog på pladens anden sang ”Welcome To The Show” som har et bedre flow, men igen hæmmer vokalen helhedsindtrykket. Pladen svinger generelt noget i niveau, men det bliver aldrig godt. Enten er det under middel eller også balanceres der på det middelmådige.

Prophets Of Addiction spiller en slags musik, som rigtig mange bands gør. Jeg kan dog ikke finde noget, som gør at man vælger dette band. Der findes simpelthen bare et hav af bedre alternativer, hvis man vil høre denne form for sleazy rock n’ roll. Den samlede spilletid på Reunite The Sinners er 34 minutter og selvom det derfor kan betegnes som et forholdsvis kort album, så er det rigeligt for mig. Produktionsarbejdet er fint, musikken er OK (men kedelig) og ikke mindst er vokalen noget juks.

Om Prophets Of Addiction har en lys fremtid, skal jeg ikke kunne sige. For mit vedkomne er det ikke et band jeg kommer til at beskæftige mig mere med og jeg vil heller ikke anbefale albummet til mine venner og bekendte. Smid i stedet en Motley Crue plade på anlægget og skru op! Jeg garanterer at de vil give en mere tilfredsstillende lytteoplevelse.
 
Reunite The Sinners udkom 15. april via Mighty Music/Target Group.
 
(2 ud af 6)
 
Besøg Prophets Of Addiction på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Black Stone Cherry – Kentucky


Anmeldt af Calle: 24-04-2016

1. april udkom det nye album fra amerikanske Black Stone Cherry. Det har fået titlen Kentucky og det er bandets femte studie album. Jeg har fulgt dem siden deres selvbetitlede debut album fra 2006. Et fremragende album hvis du spørger mig. Siden da har bandet udgivet det ene fede album efter det andet og det nye album er bestemt ingen undtagelse. Bandets medlemmer er stadigvæk de samme som for 10 år siden og det er Chris Robertson (vokal og guitar), Ben Wells (guitar), Jon Lawhon (bas) og John Fred Young (trommer).

Kentucky består af 13 velskrevne numre, hvor samtlige melodier er enormt fængende. Stilen er måske blevet en anelse hårdere og lidt mere dystert på dette album, i hvert fald på en del af numrene. Her kan bl.a. nævnes åbningsnummeret ”The Way Of The Future” samt ”Hangman” og ”Shakin' My Cage”. Men der er også blevet plads til de mere stille sange ”Long Ride” og afslutningsnummeret ”The Rambler”. Sidst nævnte sang bliver fremført med kun akustisk guitar og sang, hvilket også er tilfældet når bandet spiller live. Og da bandet spillede sangen i Århus tilbage i februar måned fik forsanger Chris en person blandt publikum smidt ud, da han viste en meget upassende opførsel midt under sangen.

Nå tilbage til det det hele handler om, selve albummet. Udover de nævnte numre, så vil jeg også fremhæve ”In Our Dreams”, som er skrevet i samarbejde med Bob Marlette, der tidligere har arbejdet med bl.a. Alice Cooper, Saliva og Seether. Og man kommer heller uden om det meget melodiske og fængende nummer ”Born To Die” eller den groovy ”Cheaper To Drink Alone”. Derudover har bandet også indspillet en coverversion af den gamle soul klassiker ”War”, som Bruce Springsteen gjorde kendt tilbage i midt firserne. Jeg synes Black Stone Cherry ”nailer” denne sang meget godt. Alt i alt er det et super fedt album bandet har udgivet. Musikken er velspillet, vokalen er i top og bandet smider om sig med super fede riffs og sprudlende guitarsoloer.

Albummet er indspillet og produceret af bandet selv, hvilket har givet dem endnu mere frit spil i forhold til musikken. Om dette har guitarist Ben i et interview her på siden udtalt: ”After having released 4 albums, we felt like it was time to take our own stand. We have always been very hands on with everything we do, but this time we wanted to be even more so. We owed it to ourselves musically, and mostly to our fans!” Læs hele interviewet via dette link.

Kan man lide deres fire forgående album, så bliver man bestemt ikke skuffet over dette album. Det er solidt håndværk. Det er rock i topklasse!!!
 
Kentucky udkom 1. april via Mascot Laberl Group.
 
   (5½ ud af 6)
 
Besøg Black Stone Cherry på Facebook her.
______________________________________________________________________

Lady-Like – What's Not To Like (EP)

Anmeldt af Calle: 24-04-2016

For lidt over to år siden anmeldte jeg Viborg bandet Lady-Like's debut EP her på siden og den fik et par rosende ord med på vejen. Nu har jeg så modtaget bandets anden EP What's Not To Like. Egentlig er det lidt mærkeligt, at skulle anmelde denne EP, da bandet er på pause og det endnu ikke vides om de genopstår. Og normalt er det jo lidt ”sjovere” at anmelde et band der på vej frem. Men når nu bandet har sendt mig ey fysisk eksemplar af EP'en, så skal de helt sikkert have et par ord med på vejen. Bandets besætning er den samme som på debut EP'en og mecdlemmerne er Jens Agerbo (vokal), Martin "John Rock" Jørgensen (guitar), Asger Ottesen (guitar), Christian Stenrøjl (bas) og Kian Mejdal (trommer).

What's Not To Like består af 5 sange, som bandet har indspillet i løbet af 2015. Stilen er ”beskidt” rock, med inspiration hentet i slut 80'erne og start 90'erne. Jeg vil sammenligne Lady-Like med andre danske bands som eksempelvis SuperCharger, St. Prostitute, Kings In Exhile og TurboChild.

Alle instrumenter, undtagen trommer og vokal, er ifølge bandet indspillet i et ”cheap ass reheasal studio”. Trommerne og vokalen er optaget i Tapetown Studio med Rasmus Bredvig bag knapperne. Overordnet set er lyden fin nok. Bandet og Rasmus har efter min mening formået at ramme en lyd der matcher musikken og stilen helt perfekt. Bl.a. leder en sang som ”Forgive And Forget” mine tanker i retning af The Doors. Det gælder både i melodi og tempo. En rigtig god sang, hvis du spørger mig. Derudover kan jeg også godt lide åbningsnummeret ”King With No Crown” samt afslutningsnummeret ”Punx”. Men alt i alt er det fem gode sange bandet har skrevet og indspillet. Derudover spiller bandet godt og Jens' vokal passer godt til musik indenfor denne genre.

Er du til dansk rock med god energi og kan du nikke ja til nogle af overnnævnte bands, så bør du tjekke denne EP ud. Personligt er jeg da lidt ked af, at bandet har vlagt at holde pause/stoppe. Jeg ville godt have set hvad de kunne drive det til rent musikalsk.
 
What's Not To Like udkom i februar 2016.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Lady Like på Facebook her.
______________________________________________________________________________________________

Lody Kong – Dreams And Visions

Anmeldt af Calle: 13-04-2016

Lody Kong er et nyt ungt band, som ifølge deres facebook side, har base i Phoenix, Arizona. Men i hvert fald to af medlemmerne har brasilianske rødder, da de er sønner af Max Cavalera fra Sepultura og Soulfly m.fl.. De to unge mænd hedder henholdsvis Igor Cavalera (guitar og vokal) og Zyon Cavalera (trommer). Udover dem består bandet af Shanks (bas) og John Bauer (guitar). Dreams And Visions er bandets debut album.

Stilen på Dreams And Visions vil jeg betegne som en blanding af thrash metal, grunge, punk og post-hardcore. Så man kan roligt sige, at der bliver ”larmet” en hel del. Flere af sangene bringer mig minder tilbage til start 90’erne, hvor jeg lyttede til Sepultura’s ”Arise” og ”Chaos A.D.” albums første gang. Albummet består af 10 numre, som i mine øre er en lille smule ensformig. Jeg skulle lytte albummet igennem flere gange for at finde/udvælge mine favoritter blandt numrene. Men de numre som har fanget min opmærksomhed mest er åbningsnummeret ”Chillin’, Killin’” og ”The Dangerous Quest” samt titelnummeret ”Dreams And Visions”.

Musikken bliver spillet godt og tempoet er højt hele vejen igennem albummet. Vokalen passer i og for sig godt til genren, men den er dog ikke helt min kop the. Produktionsmæssigt fungerer albummet helt fint og lyden er som den skal være i forhold til genren.

Alt i alt er det et udmærket debut album Lody Kong har udsendt, men jeg er ikke helt oppe og ringe. Men man kan dog roligt sige, at Cavalera familiens musikalske arv lever videre. Keep up the god work guys!!
 
Dreams And Visions udkom 25. marts via Mascot Label Group/Provouge.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Lody Kong på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Wonderworld – II

Anmeldt af Calle: 12-04-2016

For ca. to år siden anmeldte jeg det første album fra powertrioen Wonderworld. Dengang var jeg rigtig glad for debut albummet. Nu har 2’eren, som bare har fået navnet II, ramt gaden og hvad synes jeg så om det album. Det er godt!!! Bandet forsætter i samme gode stil som på det første album. Sangene og melodierne er utrolig godt skruet sammen. Man kan derfor roligt sige, at sangskriver makkerparret Roberto Tiranti (Labyrinth) og Ken Ingwersen (Street Legal), har fundet en formel der virker. Udover de to herre på henholdsvis vokal/bas og guitar, så består bandet af trommeslager Tom Fossheim (Live Fire).

Albummet består af 10 sange, som er blevet til i løbet af 2015, mens de tre medlemmer var på tour med Ken Hensley & Live Fire. Herefter er det meste af albummet blevet indspillet over en periode på tre dage i Urban Sound Studio i Oslo med Jock Loveband bag knapperne. Sangene er stort set indspillet live i studiet og herefter er der blevet tilføjet vokal, lidt guitar soloer samt noget keyboard. Dette synes jeg giver albummet en live feeling, hvilket giver sangene en rigtig god energi. Der er selvfølgelig blevet plads til de mere rockede sange, men også de mere stille sange som ”It’s Not Over Yet”, ”Echo Of My Thoughts”, ”Memories” og afslutningsnummeret ”Down The Line”. Alle fire er nogle yderst stemningsfulde sange. Derudover er mine favoritter på albummet ”Forever Is A Lie”, ”Evil In Disguise” samt min absolutte favorit ”In The End”. Men alt i alt er det et rigtig godt album og ingen af sangene falder på nogen måde ved siden af.

Jeg er især meget imponeret over det flotte guitar arbejde, som Ken levere på dette album. Hans lyd passer perfekt til denne form for rock, som jeg vil betegne som melodisk hard rock. Inspirationskilderne tæller bl.a. Led Zeppelin, Deep Purple, Rush og AC/DC. Derudover levere han også nogle flotte soloer. Oven i det kommer det gode trommespil fra Tom og den powerfulde vokal fra Roberto.

Er du til velskrevne rock sange, flotte ballader og flot produceret musik, så vil jeg anbefale at du tjekker dette album ud. Sidst jeg anmeldte Wonderworld smed jeg 5 dødningehoveder efter dem og det samme vil jeg gøre med dette album.
 
II udkom den 1. marts.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Wonderworld på Facebook her.
__________________________________________________________________________________
Piss Vortex - Future Cancer (EP)
 
Anmeldt af Peter Letting: 08-04-2016
 
Danske Piss Vortex er ude med nyt album (EP med 6 numre), som er tilgængeligt efter 1. April. Titlen på albummet er Future Cancer. Stilen er GrindCore, og det skal jeg da love for at det er. Jeg har aldrig og lærer sq nok aldrig at forstå denne genre, eller sagt på en anden måde, jeg forstår det jo egentlig godt, men det er sq mest af alt bare larm i mine ører.

Ingen tvivl om at der er en mening med galskaben og jeg kan se at andre medier, er ret vilde med det nyeste udspil fra Piss Vortex, men jeg kan sq ikke rigtig se charmen, og jeg bliver altså ret hurtigt mæt af dette lyd inferno. Det er skævt og larmende og ”In-Your-Face”, og som sådan vel sagtens en god repræsentant for genren, men jeg kommer altså kun til at høre albummet denne ene gang, for at give dem min uforbeholdne karakter.

Bandet består af: Christian Bonnesen på guitar, Simon Stenbæk på vokal, Rasmus Moesby på bas og Niclas Sauffaus på trommer.

For mit forholdsvis utrænede GrindCore øre, lyder numrene pænt meget ens, men jeg kan dog sagtens skelne de små forskelle og nuancer der trods alt ligger til grund for ideen med at have flere forskellige numre. Jeg vil tro at folk med hang til denne type musik, vil være pænt begejstret, men så er de sikkert også 20 måske 30 år yngre end mig, og har en masse aggressioner og andet indebrændthed, som de skal have afløb for, og til lige netop DET formål tror jeg faktisk at Piss Vortex er ganske glimrende. Jeg giver dem trods alt 3 ud af 6
 
Future Cancer udkom den 1. april via Indisciplinarian.
 
(3 ud af 6)
 
Besøg Piss Vortex på Facebook her.
________________________________________________________________________

Game Over - Crimes Against Reality
 
Anmeldt af Peter Letting: 06-04--2016
 
Italienske Game Over udkommer med deres tredje album 15 april 2016. Albummet har fået titlen Crimes Against Reality. Game Over spiller thrash metal, og de gør det godt og grundigt. Jeg har nok hørt albummet 30 gange, og det bliver det altså ikke dårligere af. Alt er fedt. Thrash metal er lige min stil, og har været det siden midten af 80’erne, så jeg har hørt lidt af hvert. Men der er kæmpe stor kvalitets forskel på det thrash som bliver udgivet. Game Over er helt klart i den positive ende af kvalitets skalaen. Jeg er specielt begejstret for den måde numrene er skruet sammen. De rammer bare de rigtige harmonier og tempo/rytme skift undervejs, som gør at det bliver en fryd for øret.

Game Over består af 4 medlemmer. Reno på bas og vokal, Ziro på guitar og backing vokal, Sanso også på guitar og backing vokal samt Vender på trommer. Kigger man på deres hjemmeside og ser billederne af dem, så er det sq svært at bedømme om de er fra 2016, eller fra 1985. Udseendet i thrash metal har ikke ændret sig nævneværdigt…

Jeg synes faktisk at samtlige numre på skiven fortjener at blive fremhævet, men så bliver denne anmeldelse jo nærmere en roman, og det gider ingen jo læse, så jeg vil nøjes med at uddybe det nummer som jeg nok mener er mit favorit nummer, nemlig titel nummeret ”Crimes Against Reality”. Nummeret lægger godt fra land, i et mægtigt tempo, og med en fed bas rundgang i bunden. Nummeret er forholdsvis langt. 7.29 minutter, og det skyldes primært et næsten 3.30 minutter langt mellemstykke uden vokal, men hvor tempo og rytme bare skifter i et væk, og de fede guitar riffs afløser bare hinanden. Til sidst ender vi tilbage i selve hovednummeret, som man nærmest har skubbet fra sig, men fedt er det. Nummeret rundes pænt af med en lille bas ”snas”.

Jeg tror at det der fanger mig ved Game Over er deres legende tilgang til musikken. F.eks er deres absolut hårdeste passage på skiven ca. 25 sekunder af sang nummer 6 ”Fugue in D Minor”, som slutter med 20 sekunder strofer med Cemballo. Morsomt og uventet. Og så skal jeg da også lige sende en hilsen til vokalen, som jeg synes passer fremragende til stilen. I sidste nummer ”Fix Your Brain” er teksten i omkvædet nærmest en ”stammen”, hvilket jeg finder ret underholdende.

Alt i alt kan Game Over KUN anbefales, og det er endnu et af de bands, som gerne snarest må finde vej til et spillested i DK et sted. Jeg giver Game Over 5,5 ud af 6
 
Crimes Against Reality udkommer den 15. april via Scarlet Records.
 
   (5½ ud af 6)
 
Besøg Game Over på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Agaze - Bullshit Drama Social Media
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 05-04-2016
 
Agaze er et svensk band som er klar til at udgive deres debutalbum, der har fået titlen Bullshit Drama Social Media. Der er tale om et band som blev dannet i 2010 og har været gennem en del udskiftninger, før de nu har lavet deres første album. De spiller en blanding mellem rock og metal med rå vokal. I pressematerialet står der at det er for fans af Hardcore Superstar, Avenged Sevenfold og Rob Zombie.

Albummet indeholder ni numre fordelt på en god halv times tid. ”Rock Bottom” er den første single og første sang på pladen og bandet har også lavet en musikvideo til netop denne sang. Der er masser af energi, vokalen er sikker, omkvædet er effektiv og guitarsoloen er veludført. En ganske fint start! De efterfølgende sange er opbygget efter samme opskrift. Det gør dog at man begynder at kede sig undervejs, da der ikke er nok som skiller sig ud. Det er OK uden på noget tidspunkt at blive fantastisk. Der bliver skruet ekstra op på numrerne ”Hunt You Down” og ”BDSM” som befinder sig på den sidste del af albummet. Vokalen bliver mere trashy og der vises flere tænder. Albumlukkeren ”Last Caress” er et godt nummer, da den er mere varieret end gennemsnittet. Der er temposkift, melodiøse momenter og opbygning til den sidste energiudladning, i slutningen af nummeret, er vellykket. Desuden sender dette nummer mine tanker i retning af danske Superloader, hvilket er en god ting.

Agaze har haft nogle prominente navne med i studiet. De har hyret producer Jacob Hermann som har arbejdet sammen med Machine Head og Tony Lindgren har hjulpet med at mixe musikken og han har tidligere arbejdet sammen med Opeth, Soilwork og Opeth Amarth. Lyden fejler derfor ikke noget på Bullshit Drama Social Media. Agaze har lavet en fin debut og det bliver spændende at følge dem på deres videre færd. For mig kommer albummet aldrig helt op at ringe, så selvom der er gode øjeblikke og der holdes et fint niveau, så kan jeg ikke give mere end tre og et halvt dødningehoved. Er man fan af nogle af de bands der blev nævnt i starten af anmeldesen, vil jeg anbefale at give Agaze en chance.
 
Bullshit Drama Social Media udkom den 25. marts via Mighty Music/Target Group.
 
(3½ ud af 6)
 
Besøg Agazepå Facebook her.
______________________________________________________________________________

Alien Ken – Change Is Constant

Anmeldt af Calle: 30-03-2016

Jeg har tidligere anmeldt EP’en ”Son Extraordinary” samt debut albummet ”Contact” fra norske Alien Ken. I begge tilfælde har jeg syntes rigtig godt om musikken. Og denne gang har de overgået sig selv. Change Is Constant er efter min mening den bedste udgivelse fra bandet. Nå ja, inden jeg kommer for godt i gang, så må jeg hellere starte med at fortælle hvem bandets medlemmer er. Det er grundlægger og sangskriver Alien Ken (guitar og programming), Roy Egeland (vokal), Magnus Møining (bas) og Morten Skogen (trommer). Stilen er stadigvæk en blanding af alternativ hard rock og heavy metal.

Albummet består af 8 numre, som alle er godt skruet sammen. Melodierne sidder lige i skabet og jeg finder ingen dårlige sange på albummet. Ken har virkelig fundet formlen på Change Is Constant. Derudover har stort set alle sangene et mindeværdigt omkvæd, som sætter sig på nethinden. Vokalen minder mange steder en del om Whitfield Crane’s fra Ugly Kid Joe. Og flere af sangene lyder også lidt i retning af netop Ugly Kid Joe. Lyt bl.a. til ”Concrete Plastic”, ”Third” og ”Dualstar”. Først nævnte er, samen med ”Veni Vidi Vici”, ”Pasient Of A Pasient” og titelnummeret ”Change Is Constant”, blandt mine favoritter på albummet.

Change Is Constant er indspillet i Frog Leap Studios i Norge. Det er blevet mixet og masteret af Arvid Tjelta. Som nævnt tidligere er alle sange skrevet af Ken selv, mens teksterne er skrevet af Roy Egeland. Lyd og produktion sidder, ligesom sangene, også lige i skabet. Og så må man sige, at Ken har fået samlet nogle yderst kompetente musikkere omkring sig.

Jeg kan på det varmeste anbefale, at enhver rock fan med respekt for god, velskrevet og velproduceret musik, tjekker dette album ud. Har du tidligere lyttet til Alien Ken og synes du godt om deres musik, så er jeg næsten 100% sikker på, at du vil finde dette album yderst lytteværdigt. Jeg er meget tæt på at smide seks dødningehoveder efter albummet, men jeg nøjes med fem et halvt. Man skulle næsten tro, at Alien Ken kom fra en anden planet!!!
 
Change Is Constant udkom den 21. marts.
 
   (5½ ud af 6)
 
Besøg Alien Ken på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

Panda Cash – Cheap Tricks (EP)

Anmeldt af Calle: 30-03-2016

Panda Cash er et rock band med base i København. Bandet blev dannet i 2011 hvor tre tidligere studiekammerater fandt sammen i en mørk musikkælder, drevet ud fra deres fælles interesse for punk, hård rock og lumre Valby-kioskøl. Bandet blev en mand højere via entreen af en permanent sanger/rytmeguitarist. De fire medlemmer i bandet er Mads Mundt (vokal og guitar), Markus Drag (bas), Thomas Lund (lead guitar) og Troels Siggaard (trommer). Cheap Tricks er bandets første EP.

Stilen er en blanding af alternativ post-punk, indie rock og garage rock og et par af inspirationskilderne tæller bl.a. Queens Of The Stone Age og Arctic Monkeys. Cheap Tricks består af 6 numre + én kort intro. Efter den korte intro lægges der ud med den rå og beskidte ”Reptile Curtains”. Dette er en fin sang at starte EP’en med. Herefter følger ”Alone On The Platform”, som er bandets ældste nummer, samt mit favorit nummer ”Fashion Shop”. Sidst nævnte har en fed melodi og en god guitar solo. Omkvædet kunne godt minde en lille smule om noget D-A-D kunne finde på at lave. De næste to sange er ”Touchdown” og ”Crime”, som begge lægger sig en fin tråd med de første tre sange sange. Sidste sang på Cheap Tricks er den stille ”Never Over”, som afslutter EP’en fint.

Alt i alt er det nogle udemærkede sange bandet har indspillet. Men jeg kunne godt have ønsket mig en lidt bedre produktion og så synes jeg godt vokalen kunne være en lille smule stærkere. Bandet spiller godt og vokalen passer i og for sig godt til genren, men den skulle som sagt bare være lidt stærkere. Udover det er der et par gode guitar soloer på EP’en og jeg synes rigtig godt om bassen på ”Alone On The Platform”.

Er du til alternativ rock og synes du (ligesom mig) at det er interessant, at tjekke nye bands ud, så kan du roligt give Panda Cash et lyt. Det er i hvert fald et band jeg vil holde øje med i fremtiden.
 
Cheap Tricks udkom den 1. marts.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Panda Cash på Facebook her.
________________________________________________________________________________________
Genus Ordinis Dei - The Middle
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 28-03-2016
 
Genus Ordinis Dei (GOD) kommer fra Italien og spiller symfonisk dødsmetal.Der er elementer af Goth-Metal og Power-Metal og det lyder faktisk rigtig godt.

GOD's cd; The Middle indeholder 10 numre, hvoraf det første "And then..." og nummer 5 "Thoughts" er en slags ambient symfoniske mellemstykker der minder lidt om Dark Sanctuary fra Frankrig. Det ville have været rigtig fedt, hvis de havde brugt rigtige musikere (som Dark Sanctuary) til symfonidelen i stedet for synthesizere. Keyboardet bliver brugt en del, og det er nogle gange ved at blive for dominerende, men generelt lyder det fedt.

Der arbejdes godt over hele linien med Nick K som synger/growler og spiller guitar, Tommy Mastermind der spiller guitar og synth, Steven F. Olda der spiller bas og Richard Meiz der spiller trommer. Der er et godt samarbejde og en god ballance (bortset fra for meget keyboard nu og da) i produktionen - flot lyd.

Hvis man er die hard dødsmetalfan skal man lige være forberedt på det med synthesizerne, ellers tror jeg at alle der kan lide metal i den tungere ende godt kan nyde The Middle, da der er masser af lækkerier at lytte til.
 
The Middle udkom 22. januar via Mighty Music/Target Group.
 
  (4½ ud af 6)
  
Besøg Genus Ordinis Dei på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

Silhouette - Die The Fire
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 26-03-2016
 
Silhouette er fra Danmark og spiller en 70'er inspireret rock. Bands jeg kommer i tanke om, når jeg hører Silhouette's cd Die The Fire er; Black Sabbath, Pink Floyd, Ozzy og Uriah Heep, med et skud Blues.

Stilen er ramt 100% og jeg er blevet mere og mere vild med dem efterhånden jeg har hørt cd'en igen og igen. Der er kun et sted jeg synes falder komisk ud, det er i sidste nummer, "Autolatrist", hvor der kommer et brøl der skal lægge op til et temposkift og noget growl-agtigt. For mig virker det komisk og ødelægger den fede stemning lidt. Men bortset fra denne ene ting er det 6 numre med et fedt lydtæppe fra 70'erne og lidt 80'er Ozzy.

Numrene er varieret med flotte soli og temposkift. Der bliver brugt et hammondorgel og en lap-steel så den perfekte lyd er autentisk. Der grooves godt på numrene så man enten sidder eller står og gynger med. 
Jeg vil tro at de kommer til at gøre sig godt på scenen i både ind og udland, og jeg ville frytelig gerne opleve dem live.
 
Silhouette består af Tobie der synger og spiller bas, Tommie der spiller trommer og synger, Stefan der spiller guitar, lapsteel og synger og Eric der spiller orgel/keyboards, guitar og synger.
 
Die The Fire udkom 13. november 2015.
 
  (5 ud af 6)
  
Besøg Silhouette på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Hoaxbane - Messengers Of Change
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 26-03-2016
 
Hoaxbane er en duo fra Berlin, Tyskland spiller Extreme-Metal/Black-Metal. Deres lyd er flot, fyldig, tæt og intensiv. Misanthrop som den vokale forgrund minder til tider om Hugin fra Blodarv, hvilket er et stort plus (for mig i hvert fald). Tantrum Mezcalar spiller guitar, bas og har programmeret trommerne, der lyder super. Jeg blev ret overrasket over at det var Mr. Laptop himself p mit spørgsmÂl til dem om hvem der spiller trommer på albummet.

Selve melodilinierne i guitarspillet er gennemarbejdet og har en evne til at bringe en i "luft guitar" mode. Jeg ville egentlig gerne have haft at det var et levende menneske der sad bag trommerne....sådan rent musik-etisk, men når det så er sagt vil jeg gerne rose dem for en flot programmering....men vil stadig gerne opfordre til brug af levende, ægte musikere.

Der er 9 numre på cd'en. Man føler at man får noget for pengene, og det er jo ikke den værste følelse.
 
Messengers Of Change udkom 27. november 2015 via Mighty Music.
 
  (4½ ud af 6)
  
Besøg Hoaxbane på Facebook her.
____________________________________________________________________________

NitroVille - Cheating The Hangman
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 24-03-2016
 
Nitroville er et britisk band som spiller klassisk hard rock med masser af energi. Deres debutalbum "Can’t Stop What’s Comin’" blev udgivet i 2011 og fik mange rosende ord med på vejen. Den anerkendte producer Bob Marlette, som har arbejdet med bands som Seether, Shinedown, Black Stone Cherry og Airbourne har udtalt følgende om bandet: ”This sounds just great!”. Mange fremhæver bandets kvindelige forsanger Tola Lamont, som bidrager med en stærk vokal. Der er nu gået 5 år siden debutpladen blev udgivet og de er nu klar med opfølgeren Cheating The Hangman.

Der bliver spillet klassisk rock n’ roll fra første sekund. "Motorlover" er et energisk up-tempo nummer, som skyder pladen fint i gang. Det næste nummer er "Louisiana Bone" og der er her tale om pladens bedste nummer. Et tungt nummer nummer med en god rytme og et riff der har en sydstats lyd over sig. Ikke overraskende er netop denne sang valgt som den første single. Jeg synes det klæder bandet bedre når de laver midtempo numre, som har nogle godt riffs og solide hooks. Det er gældende på "Louisiana Bone", "Let It Roll", "Apophis 2029" og "Trophy Hunter". Disse numre fanger med mere end dem hvor tempoet er skruet i vejret, men det er en smagssag. Nitroville formår at levere et flot niveau hele vejen i gennem og der er som sådan ingen dårlige sange. Jeg kunne dog godt savne lidt variation, da numrene har det med at flyde lidt ind i hinanden, da de lyder mere eller mindre ens. Jeg savner lidt flere sange der skiller sig ud og det ville hellere ikke have gjort noget, hvis de havde smidt en power-ballade ind midt i pladen. Trætheden begynder derfor at sætte ind, når man nærmer sig afslutningen. Den samlede spilletid er på 47 minutter.

Nitroville består af 4 medlemmer der alle kan deres håndværk og det fungerer fint med en kvindelig forsanger. Der er ikke tale om en revolutionerende udgivelse indenfor genren, men skal man på roadtrip til sommer og mangler et soundtrack, kan man roligt tage denne CD med i bilen.

Cheating The Hangman udkommer 25. marts via Mighty Music/Target Group.
 
 (4 ud af 6)
  
Besøg NitroVille på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Monster Truck – Sittin' Heavy


Anmeldt af Calle: 19-03-2016

Hold kæft det er fedt!!! Med denne indledning kan du nok allerede gætte hvad jeg synes om dette album. Det er fedt!!! Sittin' Heavy er andet album fra canadiske Monster Truck, men dog mit første kendskab til bandet (desværre fristes man til at sige). De blev dannet i 2009 og består af Jon (bas og vokal), Brandon (keys og vokal), Steve (trommer og vokal) og Jer (guitar og vokal).

Stilen er en blanding af klassisk rock, stoner rock og blues rock og inspirationskilderne tæller da også bands som Grand Funk Railroad, Led Zeppelin, Neil Young, Clutch, Deep Purple, The Grateful Dead, Queens of the Stone Age, Rival Sons, Bob Seger og AC/DC for bare at nævne et par stykker.
 
Albummet består af 11 sprøde rock sange, hvor der er blevet plads til de sprøde rockere, men også de mere stille sange. Det er svært at fremhæve enkelte sange, da jeg synes det ene fede nummer overtager det andet. Men skal jeg nævne et par stykker må det være ”Don't Tell Me How To Live”, ”For The People”, åbningsnummeret ”Why Are You Not Rockin?” samt den stille ”Black Forrest”. Men som sagt er der ingen dårlige eller halvdårlige sange på dette album. Det er den ene perle efter den anden.

Sittin' Heavy er blevet til i samarbejde med Eric Ratz, som har fungeret som bandets studio guru og co-producer. Han har tidligere arbejdet med bl.a. Three Days Grace, Billy Talent og Cancer Bats. Albummet er fedt produceret og lyden er perfekt.

Jeg vil slutte denne anmeldelse af med en kommentar fra selveste Slash. Han har udtalt om bandet: “Monster Truck is one of the few really great down to earth rock ‘n’ roll bands…..they’re hard, soulful and heavy”. Og det kan man kun give ham ret i. Tjek Monster Truck og deres Sittin' Heavy album ud!!!
 
Sittin' Heavy udkom 19. februar via Mascot Label Group.
 
   (5½ ud af 6)
  
Besøg Monster Truck på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Bob Sacamano – If Only We Stay Like This


Anmeldt af Calle: 19-03-2016

Bob Sacamano er et dansk rock band, som blev dannet i 2011. Bandet har base i København og består af de fem medlemmer Peter Thielst Jessen (vokal/guitar), Martin Niedziella Nørgaard (lead guitar), Thomas Bjerregaard Bonde (trommer), Stephan Niedziella Nørgaard (bas) og Morten Grønnegaard (akustisk guitar). Dette album er mit første bekendtskab med bandet.

If Only We Stay Like This er et mini album, som består af syv numre. Stilen er tilbagelænet melodisk rock i stil med bands som The National og Band Of Horses. Disse to bands udgør, sammen med bl.a. Neil Young, Johnny Cash og Black Rebel Motorcycle Club, da også bandets inspirationskilder. Ved første gennemlyt af albummets åbningsnummer og tidligere udgivet single ”Take It Out On Me” tænkte jeg – det lyder lidt i retning af Sort Sol det her (hvis man lige ser bort fra den indlagte guitar solo). Det er en rigtig god sang, som er en perfekt åbner på skiven. Herefter kommer ”Hands Down”, som ligeledes har været ude som single. Også denne sang fungere rigtig godt og den har en god fængende melodi. Dette gør sig faktisk også gældende for de resterende fem sange. Alle sangene er godt skrevet og melodierne er tilpas fængende. Eneste lille minus er måske, at sangene godt kan lyde en lille smule ensformige. Mine favoritter blandt de syv sange er ”Open Road”, det stille titelnummer ”If Only We Stay Like This” samt førnævnte ”Take It Out On Me”. Men alt i alt er det et godt album bandet har lavet.

Albummet er et DIY album all the way. Bandet har selv indspillet og produceret sangene i deres øvelokale på Amager. Selv coverartworket og fotos er lavet/taget af bandet selv. Og så er albummet også udgivet på bandets eget label 808 Records. Jeg synes bandet har formået at ramme en rigtig fed lyd, som giver lytteren en dejlig behagelig følelse. Og man fornemmer virkelig bandets tilstedeværelse i musikken.

Er du til nogle af ovennævnte bands, så bør du tjekke dette album ud. Personligt synes jeg Bob Sacamano gør det rigtig godt og de er helt sikkert et band man bør holde øje med.
 
If Only We Stay Like This udkom 2. november 2015 via 808 Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Bob Sacamano på Facebook .her
________________________________________________________________________________________________
Shotgun Revolution - All This Could Be Yours
 
Anmeldt af Peter Letting: 12-03-2016
 
Danske Shotgun Revolution (SR) udkommer med nyt album 27 maj 2016, men man kan allerede nu købe albummet til deres koncerter rundt omkring i Danmark. Albummet bærer titlen All This Could Be Yours. Alle jer som elsker Shotgun Revolution, kan godt glæde jer, for dette er endnu et sandt Shotgun Revolution album, og til alle jer som endnu ikke har stiftet bekendtskab med dette danske svar på AC/DC, kan i så se at få lettet røven og komme i gang. Fra jeg hørte SR første gang og tilmed oplevede dem live i Amager Bio, var jeg solgt. Jeg er vild med musikken, men jeg elsker også deres ligefremhed –venlighed –uhøjtidelighed –professionalisme –engagement –drive og humor. Ligegyldigt om de fylder Amager Bio, eller spiller en torsdag aften i Hillerød, så mærker man som publikum ingen forskel, og det er sq sand Rock ’n Roll sjæl…

Det nye album indeholder 10 numre. Åbningsnummeret ”Don’t Stop the Grind”, har en super lækker intro, som jeg i mit stille sind forestillede mig kunne være et super åbningsnummer til en koncert, og ganske som ”ønsket”, var det første nummer på sætlisten den torsdag aften i Hillerød… Nummeret går fantastisk hånd i hånd med nummer 2 ”Rise To Power”, som nok er albummets hårdeste, og måske også mit favorit nummer. Jeg er specielt vild med slutningen, hvor TEX og Kasper lige sætter den HELT i kælderen . Men det er sq lidt svært med SR, for de numre der ikke rigtig fanger ved første lyt, vokser på én, og måske ved 5. 6. eller 20. gennemlyt, så er den der bare. Tag nu et nummer som ”SOB”, som jo har været ude som single et stykke tid. Det har ikke rigtig fanget mig før nu, da det pludselig dukker op her på albummet. Nu er jeg sq helt pjattet med nummeret, og det fungerer også rigtig godt live.

Lige nu kører nyeste single ”City Of Fire” i rotation på MyRock. Nummeret er skrevet sammen med SR’s gode venner i bandet Black Stone Cherry, men det blev altså SR som ”vandt” nummeret. Endnu et dejligt energisk nummer i sand SR stil.

Når jeg nu nævner den her SR stil, så passer det sq. Shotgun Revolution har deres helt egen unikke form til deres numre, og det kan de ”heldigvis” ikke løbe fra. Selvom deres numre er vidt forskellige og meget varierede og svinger fra de tungeste numre som ”Rise To Power” og til et nummer som ”Gods Damned Poetry”, med stryger arrangement og hele balladen, så ER det bare Shotgun Revolution og det VED man bare.

Shotgun Revolution består i dag af: Ditlev Ulriksen på vokal, Martin Frank på guitar, Michael ”TEX” Venneberg på bas og Kasper Lund på trommer, og eftersom Henrik Berger med nummer 2 guitar har valgt at forlade bandet, har SR ”lånt” Rene Shades fra Pretty Maids til at turnere sammen med dem. Jeg siger bare tak for et godt album og giver det 6 ud af 6
 
All This Could Be Yours udkommer 27. maj via Mighty Music/Target Group.
 
   (6 ud af 6)
 
Besøg Shotgun Revolution på Faceboo her.
_________________________________________________________________________

The Reptones - Dead Letter Blues
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 06-03-2016
 
Københavnske The Reptones består af 5 medlemmer og deres musik spænder, efter deres eget udsagn, fra ”psykedelisk country og melankolsk indie til tonstung retrorock og melodiske ballader samt alternativ country, new-folk og håndspillet americana”. Det er derfor lidt en anden slags musik end det jeg personligt plejer at beskæftige mig med. Bandet har udgivet 2 studieplader og er nu klar med deres 3. udgivelse som har fået titlen Dead Letter Blues. Den indeholder 10 numre med en samlet spilletid på godt 36 minutter. The Reptones har samarbejdet med den amerikanske producer Paul Kimble fra kultbandet Grant Lee Buffalo og han har sørget for at skabe et ambient udtryk gennem hele albummet.

Musikken på denne plade er anderledes end det vi plejer at anmelde her på siden. Der møder lytteren en harmløs og afdæmpet omgang ambient country. Bandet siger selv at man kan finde tonstung retrorock, men der er ikke meget på dette album som kan betegnes som tonstung. Der er tale om musik som min mormor og morfar sikkert vil mene er super hyggelig – og de er altså godt oppe i 70’erne. Håndværket der bliver leveret er som sådan ganske udemærket. Musikken er fint mixet, det er noget alle kan holde ud til at høre på og der er samtidiig tale om dygtige musikere. For rockfans er der dog tale om en kop the, så tynd at man nærmest skulle tro, det blot er en kop varmt vand. Det eneste nummer som skiller sig en smule ud er ”Candy Coated Lines” da den indeholder en fin melodi i omkvædet.

Som tidligere nævnt er håndværket ganske OK – man skal bare finde den rigtige målgruppe. Det er ikke et band jeg vil anbefale mine kammerater at købe billet til. Dog kunne jeg godt finde på at foreslå det til Seniorklubben på mit arbejde. Det er måske en anelse hårdt sagt, da der sikkert findes mange fans af denne type musik, i alle aldre. Jeg tror bare ikke der findes mange af dem, som samtidig regelmæssigt besøger CallesRockCorner. Hvis man regner med at få et skud højoktans rock n’ roll, vil dette album svare til at få serveret en skålfuld salatblade, når man har sat næsen op efter bøf og kartofler. Jeg kan ikke hive mere end 2 dødningehoveder op af tasken.
 
Dead Letter Blues udkommer 11. marts.
 
(2 ud af 6)
 
Besøg The Reptones på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Bridgeville – Aftershock


Anmeldt af Calle: 06-03-2016

Bridgeville er et hard rock band fra Skien i Norge, som blev dannet i 2013. Bandet består af danske Martin Steene (Iron Fire, Force Of Evil m.fl.) samt medlemmer fra det norske band Absinth. De tæller Erik Norheim (guitar), Thomas Furuvald (trommer), Roger Svenkesen (bas) og Kenneth Jacobsen (guitar). Bandet udgav deres første single ”Absinthia” i 2014 og hereter spillede de flere live shows i Norge, mens de brugte to år på at indspille deres debut album, som har fået titlen Aftershock.

Som nævnt ovenfor er stilen klassisk hard rock og inspirationskilderne tæller bl.a. Bon Jovi, Whitesnake og Def Leppard, hvilket tydeligt kan høres i musikken. Det er straight-ahead hard rock, som var på sit højeste i midt og slut firserne. Men Bridgeville har formået, at få en nyere og mere moderne sound indover musikken.

Albummet består af 11 veldrejede sange, med gode og fængende melodier, let genkendelige omkvæd og mange catchy riffs. Og der er både blevet plads til de store rock anthems og den traditionelle powerballade. Mine favoritter blandt de 11 sange er ”Mystic River”, ”Black Rain” og powerballaden ”Bridge To A Broken Heart” samt titlenummeret ”Aftershock”. Men der er efter min mening ingen dårlige sange på albummet.

Bandet spiller godt og Martin's stemme passer godt til hard rock. Aftershock er indspillet i Jailhouse Studios og Hellfire Studios i løbet af 2014 0g 2015 og så er det mixet af selveste Jacob Hansen og Tommy Hansen, som begge vist ikke behøver en større præsentation. I hvert fald ikke hvis man er bare en lille smule med på beatet i forhold til danske producere (+ mix og mastering). Albummet er flot produceret og lyden er som den skal være.

Jeg er ikke helt klar over hvilken musik genre der er mest oppe i tiden i Norge i øjeblikket, men jeg tror godt Bridgeville kan blive det næste store rock band derfra. De har efter min mening sangene til det. Og så ved jeg godt at der ikke er meget nyt over deres musik, men når det er så veludført, som det er tilfældet med dette album, så gør det bestemt ikke noget. Dette er et yderst tiltalende debut album fra Steene og de norske musikkere. Er du til klassisk hard rock og har du, ligesom mig, gennemlyttet de store albums fra ovennævnte inspirationskilder, så kan du roligt tjekke dette album ud.
 
Aftershock udkommer 18. marts via Crime Records.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Bridgeville på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Supersonic Blues Machine – West Of Flushing, South Of Frisco

Anmeldt af Calle: 03-03-2016

Endnu engang har jeg fået tilsendt et blues rock album fra Mascot Label Group. Denne gang er der tale om debut albummet West Of Flushing, South Of Frisco fra blues rock trioen Fabrizio Grossi (bas), Lance Lopez (guitar/vokal) og Kenny Aronoff (trommer). Alle tre har spillet med gud og hver mand inden for rocken og bluesen. Det inkluderer navne som Lucky Peterson, John Mellemcamp, Eric Clapton, Bonnie Raitt, John Fogerty, Jack White og B.B. King for bare at nævne et par stykker. Så det er bestemt ikke uerfarne musikkere vi har med at gøre.

Albummet består af 13 sange og har en spilletid på godt og vel én time. Det er efter min mening 13 rigtig gode sange og jeg finder intet fyldstof blandt sangene. Melodierne er godt skrevet og musikken svinger virkelig. Det er efter min mening blues rock i top klasse, som bliver spillet af nogle yderst kompetente musikkere. Og for det ikke skal være nok, så er der flere prominente gæster på albummet. Bl.a. medvirker Billy Gibbons på ”Running Whisky”, Warren Haynes på ”Remedy”, Robben Ford på ”Let’s Call It A Day”, Eric Gales på ”Nightmares And Dreams”, Chris Quarte på ”That’s My Way” og ikke mindst Walter Trout på “Can’t Take It No More”. Alle sammen rigtig gode sange. Derudover vil jeg også fremhæve sange som “Bone Bucket Blues” og “I Ain’t Fallin’ Again”. Men som sagt er der ingen dårlige numre.

Udover at sangene er godt skruet sammen, så er der også flotte soloer spredt udover hele albummet og sangene variere godt i tempo. Jeg bliver underholdt hele vejen igennem albummet. Og man skal heller ikke glemme de resterende musikkere på albummet: Jimmy Zavala (harmonica), Serge Simic (akustisk guitar), Garrett Holbrook (lap steel), Sam Lusting (keyboards), Paolo Verdone (guitar), Sykes (guitar) og Phil Parlapiano (organ).

West Of Flushing, South Of Frisco er produceret og mixet af Grossi, som har spillet og produceret i både sit hjemland Italien, men også steder som London, New York og i Canada, før han flyttede teltpælene til Los Angeles. Albummet er flot produceret og lyden sidder lige i skabet.

Jeg er, som den kvikke læser nok har bemærket, ret glad for dette album. Det er blues rock fra øverste skuffe. Dette album vil helt sikkert finde vej til min afspiller igen. Så er du til blues rock med feeling og som er spillet i topklasse, så bør du helt sikkert tjekke dette album ud.
 
West Of Flushing, South Of Frisco udkom 26. januar via Mascot label Group.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Supersonic Blues Machine på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Stonebird – Thunderstorm/City Calling (7” single)

Anmeldt af Calle: 01-03-2016

Det jyske band Stonebird, som nu har base i København, består af Andreas Gajhede (sang/guitar), Laurits S. Pedersen (guitar), Sean Leavy (keyboard/guitar), Victor Simon (bas) og Steffen Møller (trommer). Jeg har tidligere anmeldt to EP’er fra dette band og begge gange har jeg været ret glad for bandets musik og stil. Nu er de så ude med en ny 7” single.

Singlen består af to sange, som hedder henholdsvis ”Thunderstorm” og ”City Calling”. Normalt kan det godt være lidt svært at ”bedømme” et band ud fra kun to sange, men jeg vil alligevel gøre et forsøg. A-siden ”Thunderstorm” indledes med en rimelig dyster intro, hvorefter den bevæger sig over i lige så dyster The Doors inspireret sang. Et rigtig godt nummer som er perfekt skruet sammen. Derudover har den et meget fængende omkvæd. B-siden ”City Calling” bevæger sig også i den 70’er inspirerede rock, men denne sang er dog mere afdæmpet og så har den en lidt lysere ”feeling”. Den giver et andet syn på dagligdagens tilværelse. Sangen leder mine tanker i retning af det danske band Freddy And The Phantoms. Dermed ikke sagt at de har lyttet til dem, men noget af inspirationen er sikkert hentet samme sted.

Sangene er indspillet i Black Tornado Studios på Refshaleøen og de er blevet produceret og mixet af Mathias Bang Madsen. Begge sange er flot produceret og jeg synes bestemt der er ramt en rigtig fed lyd. Singlen emmer af sjæl og ægte spilleglæde og man fornemmer samtidig at bandet har en stor nydelse ved musikken.

Ligesom det var tilfældet med de to førnævnte EP’er, så synes jeg igen bandet har formået at ramme noget i mig. Deres sange fanger min opmærksomhed og jeg indfanges let i bandets musikalske univers. Så er du til 70’er inspireret rock med feeling, så bør du helt sikkert tjekke Stonebird og deres nye single ud. Jeg håber de udgiver et fuld længde album på et tidspunkt.
 
Thunderstorm/City Calling 7" singlen udkommer 04. marts.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Stonebird på Facebook .her
____________________________________________________________________________________