Burning Rain - Epic Obsession

Vi har at gøre med et band som er startet tilbage i 1998 og dette er deres 3. studie album, så man kan vel næppe kalde dem for ”tyndslidt”. (de to forrige album "Burning Rain fra 1999 og "Pleasure To Burn fra 2000, er begge genudgivet ligeledes via Frontiers Records). Bandet tæller tidligere Whitesnake og DIO medlemmer, så det er tydeligt hvor energien kommer fra. Til gengæld synes jeg at stilen minder mig om Thunder fra midt 90’erne.  

Bandet består af: Doug Aldrich (lead & rhythm guitar), Keith St. John (vocal), Ian Mayo (bas) og Alex Makarovich (trimmer). 

Stilen er klassisk rock, men dog med en ualmindelig veloplagt guitar fra Doug. Det var også Doug som i sin tid startede bandet, og det er tydeligvis hans guitar og Keith's vokal som bærer denne udgivelse frem. Skiven byder på både de hårde / tunge numre og de mere stille. Jeg synes personligt at de er sluppet bedst fra de hårde numre, men måske skal man bare give de stille en chance mere.

Udover åbningsnummeret synes jeg at ”Till You Die” og ”Pray Out Loud” er de absolut bedste numre på denne skive. Resten af skiven er også OK og ganske lytbar, men falder dog mere ind i kategorien af numre som ikke decideret skiller sig ud. Jeg giver skiven 4 ud af 6.

Epic Obsession er ude via Frontiers Records.

Lyt til Burning Rain: http://www.reverbnation.com/burningrain
_________________________________________________________________

Anmeldt af René Bo Nielsen: 20- 05 – 2013

Så er tiden kommet til, en anmeldelse af Voodoo Circles nye cd More Than One Way Come. Bandet består af tyske og britiske musikere, som Alex Beyrodt der spiller guitar, og tidligere har en fortid i tyske Primal Fear. Ligeledes er vokalisten David Readman, også at finde i Voodoo Circle. Han er også med i hard rock bandet Pink Cream 69. Så vi har også gøre med erfarne og yderst kompetente musikere i Voodoo Circle, hvilket selvfølgelig også afspejler sig i skivens 14 skæringer.

More Than One Way Come, er gruppens 3 cd og hvad har vi så egentligt at gøre med rent musikalsk? Jo, fra første nummer "Graveyard City", er det MEGET tydeligt at bands og ikoner som Whitesnake, Rainbow, og Deep Purple, ikke har levet forgæves! Der er ærlig talt ikke den store orginalitet, at spore i Voodoo Circles musik, så hvis det er det man ønske som lytter, så bør man måske nok kigge et andet sted, for mig er det et rent rip off af førnævnte grupper, som alle havde deres storhedstid i de gyldne 70ere og 80ere. Desværre....

MEN er man til medrivende, og teknisk veludført hardrock og heavyrock af den gamle skole, så hop endelig med på vognen her. For mig som lytter og fan af denne slags musik, så er det at blive underholdt, langt vigtigere som et band forsøger at gøre noget de måske ikke helt evner. Voodoo Circle er professionelle til fingerspidserne, og mange af numrene rummer virkelig flot guitarspil, og fantastisk vokal fra David Readman, som har en vokal der minder om Whitesnakes David Coverdale, da hans stemme stadig var yderst kraftfuld. Jeg har egentligt svært med at pege nogle favorit numre ud, da ALLE holder en ret så høj standard. Er man til god gammeldags old fashion hardrock og heavyrock, så tøv endelig ikke med at tjecke More Than One Way Come ud. Jeg er i hvert fald sjældent blevet SÅ godt underholdt, og det er ærlig talt en fornøjelse.

More Than One Way Come er udkommet på AFM Records.

     (5 ud af 6)

Lyt til Voodoo Circle: http://www.voodoocircle.de/
____________________________________________________

Anmeldt af Peter Letting: 14-05-2013

Som ”gammel” D-A-D fan har jeg jo praktisk taget fulgt dem hele deres karriere, fra det første album i 1986 ”Call of the Wild”. Jeg ved godt at de startede allerede i 1982, men jeg mindes ikke at have hørt dem før de udkom på ”vinyl”. Jeg er stadig pjattet med det gamle ”cow-punk” fra de tidlige år, og jeg har også oplevet dem live (ganske vist kun en enkelt gang, i Ballerup Super Arena). Jeg må sige at de lever op til navnet som ”Danmarks bedste live band”.  

Jeg har allerede DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK albummet i samlingen, og må blankt erkende at det aldrig rigtig er blevet mit favorit album. Jeg kan godt lide nummeret ”I Wan’t What She’s Got”, men resten af numrene synes jeg ikke rigtig træder i karakter. Man skal ikke hænge sig i fortiden, og det er da rart at D-A-D har flyttet sig fra fortidens bedrifter, men jeg mangler altså noget på den seneste udgivelse. Jeg synes på en eller anden måde at det er lidt FOR mainstream til D-A-D.  

CD 2 i dette sæt lægger ud med accoustic versioner af 5 numre fra CD 1. Jeg er og bliver ikke tilhænger af akustiske versioner af rock numre. Jeg synes bare man tager livet ud af numrene når man tager strømmen fra dem. På den anden side giver det jo en anden og anderledes indlevelse, men jeg falder ikke for det, heller ikke denne gang. De sidste numre på CD 2 er taget fra en Live koncert i Falconer salen, og hvis der er noget D-A-D kan, så er det at starte en fest på en scene. Når man lige falder i den rigtige Live stemning, så fungerer den del af sættet faktisk ret godt. Det er super at genhøre noget af det ”gamle” materiale, og stemningen siver heldigvis ud gennem højttalerne.  

Jeg vil konkludere at det er en lidt blandet følelse jeg har til denne udgivelse og jeg ender med at give dem. 

DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK (Deluxe Edition) udkom 22. marts via AFM-Records.  

   (3 ud af 6)

Lyt til D-A-D: http://www.d-a-d.dk/
____________________________________________________

Anmeldt af Peter Letting: 13-05-2013 

Divided Multitude er ude med nyt album, udgivet 19 april. Titlen er Feed On Your Misery. Besætningen består af : Christer Harøy (guitar), Sindre Antonsen (vokal), Anders Vinje (trommer), Rayner Harøy (bas) og Eskild Kløften (keyboard).  

Divided Multitude er fra Norge og grundlagt tilbage i 1995. De har tidligere turneret i Danmark, men er helt nye for mig. Albummet lægger ud med et lille minuts intro i spansk guitar stil, som så glider over i anden skæring, som også er titel nummeret ”Feed On Your Misery”. Super fed start på albummet, da de 2 numre på trods af deres meget uens genre, glider over i hinanden.  

”Feed On Your Misery”, er et nummer lige efter mit hoved. Det er tungt, hurtigt og progressivt på en gang. Jeg har hørt masser af progressiv metal, og til tider bliver det sq en anelse FOR eksperimenterende, og så ryger min kæde af, men jeg synes Divided Multitude holder sig på stien og leverer varen. Det er tilpas skævt og alligevel ”straight forward” i god, klassisk heavy metal stil.  

Når jeg falder over et album, som starter så fedt som dette, så håber jeg altid at vokalen følger med, og det gør den her. Dejlig rå og rock’et heavy stemme med masser af variation.  

Hele albummet er gennemsyret af lækre guitar harmonier, keyboard spil i særklasse, og en rytme sektion i konstant søgen efter variation, og alligevel med taktfast styring af sagerne.  

Jeg kan virkelig kun anbefale at lægge øre til dette album, med al dets mangfoldighed. Jeg giver albummet 5 ud af 6, hvilket gør det til et af de 2 bedste albums i 2013 efter min mening. 

Feed On Your Misery udkom 19. april via Nightmare Records.

Lyt til Divided Multitude: http://www.myspace.com/dividedmultitude
____________________________________________________

Anmeldt af Peter Letting: 07-05-2013 

Bandet er startet af Allan Cotterill a.k.a. Jeremy Thirteenth i 2007, men i 2011, havde resten af bandet forladt ham og han var igen alene. Han har dog formået at samle endnu et komplet band under samme mundrette navn. 

Coveret og titlen i sig selv, skriger jo nærmest af ”horror”, og det er da også den vare man får ud igennem højttalerne. Introen er med knirkende døre, kirke-orgel og skræmmende latter og skrig, så det kunne ikke starte meget ”værre”. Faktisk er introen et sjovt lille nummer, der leder tanken hen på noget artisteri,
eller noget teater forestilling af en art, og allerede her fornemmer man at bandet har en rød tråd igennem numrene. 

Det er bestemt ikke kedeligt at sætte gang i denne skive. Dr. Gruesome har så sandelig en meget markant og gennemtrængende vokal, som heldigvis har mange facetter. 

Skæring 2 ”The Gruesome Gory Horror Show” er mere heavy end introen, og der bliver gået til vaflerne. Det er underholdende og velspillet. Betegnelsen ”The Horror Crew” bliver flittigt brugt om dem selv, og med titler som ”Will You Meet Me In The Graveyard” og ”Halloween Means Death”, så tror jeg de mener det. 

Det meste af skiven kan vel gå under betegnelsen Heavy Metal, men der er masser af andre genrer blandet ind over i en skøn blanding, uden at det bliver underligt. 

Med starten på skæring 8 ”Zombie Romance” , sættes man pludselig tilbage til noget Beach Boys eller lignende fra den tid, men der skiftes markant spor efter ca. 2 min. og resten af nummeret har noget mere fart på. Hvis er til heavy med et twist af ”Finsk underlighed”, så er Snow Whites Poison Bite sikkert lige noget der kan bruges.

Besøg Snow White's Poison Bite på facebook her.
___________________________________________________

Anmeldt af Calle: 25-04-2013 

HeyWire er et dansk heavy metal band fra Fredericia, som har spillet sammen i ca. 20 år. Bandet består på Woven In Metal Core af Anders Mandrup (bas og sang), Jørgen Hansen (keybeards), Jay Jayson (guitar), Taz plummer (trommer).  

Stilen bandet spiller er klassisk melodisk heavy metal med symfoniske elementer. Der er tunge rytmer, stemningsfulde guitarer, karismatisk vokal og dertil skal lægges lidt keyboard. Sangene, musikken og vokalen er efter min mening meget varierende på de fire sange, der er at finde på EP’en. Min personlige favorit er helt klart sang nr. 2 ”Love”. Det er efter min mening den sang der har den bedste melodi og samtidig har den et rigtig godt omkvæd. ”Mad Dog 20-20” er også en god sang, som ligeledes har en god melodi og et fængende omkvæd. Eneste negative ved denne sang er keyboardet, som lyder meget ”discount” agtigt. Overordnet set er det i omkvædene bandet efter min mening virker bedst og selve opbygningen af sangene fungere også godt. Dog virker EP’ens sidste to sange ”This Way” og ”Look N’ Learn” forholdsvis middelmådige i mine ører.  

På et fuld længde album kan der godt være et par sange, som falder lidt ved siden af, men når man udgiver en EP med fire sange, så bør de samlet set ramme et højere niveau. Derfor synes jeg HeyWire mangler lidt for at ramme helt plet. Men jeg vil helt sikkert se frem til en evt. fuld længde udgivelse fra bandet. 

Woven In Metal Core er indspillet i Jailhouse studios I Horsens og det er mixet og masteret i Lioncave studiosi Århus. 

HeyWire skulle efter signet være et rigtig godt live band og de har da også spillet opvarmning for bl.a. Deep Purple og Dio. Selv har jeg endnu ikke oplevet dem live, men får jeg muligheden, så skal jeg nok dukke op.  

Woven In Metal Core er ude. 

   (3 ud af 6)

Lyt til HeyWire: http://www.reverbnation.com/heywirerock
___________________________________________________

Anmeldt af Peter Letting: 25-04-2013 

Første skæring er meget massiv og tung, men har samtidig meget luftige passager. Musikken virker en anelse mekanisk og nærmest tekno agtig, men samtidig tung og metallisk. Underlig blanding. Selv kalder de deres genre for ”Electropop” eller ”Experimental Rock” 

På toppen ligger 2 vokaler. Den ene blid, klar og mild. Den anden råbende, larmende og voldsom. Egentlig kan jeg godt se ideen med de 2 vokal typer, blandet ind i hinanden, som en slags ”nat og dag”, men det virker ikke rigtig for mit følelses register. Jeg tager mig selv i at vente på den ”råbende” vokal og hade den.

Efter første nummer går der lidt af det heavy, og mere over i noget maskinelt tekno pop. De næste numre minder utroligt meget om hinanden, med en mekanisk og kedelig bund, og samme vokal ”duel” på toppen, så det bliver i længden temmelig kedeligt. Jeg HAR rent faktisk hørt albummet til ende, men jeg synes ikke rigtig at jeg kan fremhæve nogle højdepunkter. 

Jeg læste den oprindelige beskrivelse af albummet, og havde måske lidt for høje forventninger. Bandet er fra USA og består så vidt jeg har kunnet finde frem til kun af 2 medlemmer: Matthew ”The Bunny” Tybor – Screaming vocals. 

Stories udkom 16. april via Victory Records. 

  (2 ud af 6)

Besøg The Bunny The Bear på Facebook her.
___________________________________________________

Anmeldt af Peter Letting: 18-04-2013 

Det svenske band Cult Of The Fox er ude med endnu et album med titlen Angelsbane. Albummet udkommer 19 april 2013, på Rock It Up Records. Bandet er grundlagt i 2007 og består ud over en del special guests af: Daniel Fritze (trommer), Peter Svensson (bas og backing vocals), Erika Wallberg (guitar) og Magnus Hultman (lead vocals).  

Der kommer rigtig meget god og lækker heavy metal ud af Sverige, men Cult Of The Fox er desværre ikke iblandt mine favoritter fra den kant. 

For det første bryder jeg mig ikke rigtig om vokalen, som på en eller anden måde bliver kunstigt dyb uden rigtig at kunne bære det. Det skal dog siges at vokalen også skifter stil igennem albummet, så der findes da også passager hvor jeg kan være med. Nogle trækker paralleller til King Diamond, men det eneste sted jeg kan se den sammenligning er i titel nummeret ”Angelsbane”, hvor der lige er en ret høj vokal ind over. 

Numrene og stilen er ”skæve” på en eller anden forkert måde. Jeg er normalt ellers meget begejstret for de lidt skæve eksistenser indenfor heavy genren, men her rammer de på en eller anden måde helt forbi min smag. Jeg synes til tider det virker falsk og ude af sync, men det kan naturligvis være et bevidst valg, som jeg bare ikke synes om. 

Jeg kan som sådan godt lide at stilen er holdt i 90’er heavy stil, men jeg må nok erkende at jeg finder numrene en anelse kedelige. Så alt i alt en lidt flad oplevelse, som jeg vil give 1½ ud af 6. 

Angelsbane udkommer den 19. april via Rock It Up Records.

Lyt til Cult Of The Fox: http://www.cultofthefox.com/index.html
____________________________________________________

Blacklist Union - Til Death Do Us Part 

Anmeldt af Peter Letting: 18-04-2013 

Samtlige numre er velskrevet, og hænger godt sammen. Vokalen er ren og behagelig, men samtidig tilstrækkelig afvekslende. Bandet kommer fra Los Angeles og har eksisteret siden 2004 og blev startet af frontmand og sanger Tony West. På denne skive er det mit indtryk at besætningen er sammensat af mange forskellige kunstnere, men hovedparten af sangene er indspillet sammen med tidligere medlemmer fra bandet Saliva. 

Jeg synes at vokalen og nogle af stroferne til tider minder mig om noget Black Sabbath / Ozzy Osbourne. Bandet sættes ofte i samme kategori som Alice in Chains, og det er da muligt, at der er visse ligheder. 

Der er ikke så meget andet at sige udover at, i skal tjekke Blacklist Union ud, OG at jeg har læst i et andet interview med Tony West, at bandet har tænkt sig at drage på Europa turné, men jeg har ikke kunnet finde nogen konkrete informationer eller datoer.

Til Death Do Us Part er ude via Blu Records/Head First Entertainment.

    (4 ud af 6)

Lyt til Blacklist Union: http://www.reverbnation.com/blacklistunion
____________________________________________________

Nico har en fed energi som sanger, en rå energi som kræver sin mand (sorry tøser... ikke alle kan være som Angela Gossow fra Arch Enemy) Andreas Koll og Josh på guitar er en ren fryd at lytte til og Morten på bas samt Andreas på trommer leverer en solid bund.

Jeg ville så gerne kunne være så go' at jeg kunne finde noget de kunne gå hjem at øve sig på til næste udgivelse - men det kan jeg ikke..

Der er variation og flot produktion, og det er meget svært ikke at være stolt over at vi kan fostre bands som Contrition her i vores lille land. Jeg ved godt at vi i METALsammenhænge er et kæmpe land - og har været det siden 1980'erne, men alligevel....

OPLEV CONTRITION HVIS DU KAN... i mellemtiden er Reflections et godt plaster på ventesåret.

Mindfeeder - Endless Storm

Leonel Silva, som synger, leder tit tanken hen på Paul Stanley (KISS) når denne er bedst - og det er et kæmpe plus i min verden. Men han lyder også "som sig selv".   

Mindfeeder spiller som sagt Heavy Power Metal og det er ægte uforfalsket spilleglæde man får æren af at lægge lyttebøffer til. Man kan ikke undgå at blive lidt hyper når man hører dem. Jeg kan levende forestille mig en fed dobbeltkoncert med Forcentury og Mindfeeder... det ville være en win-win aften.  

Nuno Carranca spiller den ene guitar og synger backing og Nuno “Piri” Serrador spiller den anden guitar. Der er et solidt samarbejde mellem de to Nuno'er, som behersker instrument og genre til perfektion. Sérgio Themudo straffer med bassen og synger også backing, Ricardo Martins er Mindfeeders keyboard wizzard og Henrique Sobral holder det hele sammen med kæmpe energi på trommerne. Mindfeeder har lavet en EP i 2006, men Endless Storm er deres første "rigtige" album.  

Der er et par gæster der blander sig. Det er Piet Sielck, der har en fed stemme som også står for noget af produktionen. Hugo Soares, Artur Almeida og Célia Ramos synger også med som gæster.  

Selve produktionen er flot og fyldig og er i god ballance. Jeg kan kun anbefale at købe denne CD, som har 8 numre. ”Memories (suite in 4 parts” lægger beslag på næsten 10 minutter af éns tid, men det er værd at bruge tiden på lytningen. Der er stor variation fra det typisk tempofyldte til stille og meget smukke og med flotte guitarriffs. 

Endless Storm udkom i marts 2013.

Anmeldt af Calle: 18-04-2013 

Bound By Wire er en dansk rock trio fra Viborg. Bandet blev dannet i 2009 og har siden udgivet tre EP’er, hvoraf Revolution er den ene af dem, og så udgav de sidste år deres debut fuldlængde album ”Bound By Wire”. Denne nye EP er mit første bekendtskab med bandet. Bandet består af Erwin Turcinhodzic (guitar og sang), Christian Nørgaard (bas) og Erik Storm (trommer). 

Bandet spiller hård rock med noget af inspirationen hentet fra 90’ernes ”grunge”, dog med en nyere og opdateret sound. Jeg vil sammenligne dem lidt med andre danske bands som f.eks. Bullet Train Blast, St. Prostitute og Shotgun Revolution, uden dog at opnå helt samme niveau. Jeg har ikke hørt deres tidligere udgivelser og kan kun tale for denne EP.  

Revolution består som sagt af tre sange ”Sugardaddy”, ”Revolution” og ”See Me Falling”, hvor sidst nævnte er min klare favorit. Den har en god melodi og et fængende omkvæd. De andre to sange er ikke dårlige, men bare ikke helt så fængende i mine ører. Det musikalske niveau er på sin vis i orden, men der skal efter min mening arbejdes lidt med vokalen.  

Det er altid svært at vurdere et band på kun tre sange, men Bound By Wire virker som et meget dedikeret band og jeg er sikker på at de vil fremad på den danske rockscene. Jeg vil helt sikkert tjekke deres debut album ud og samtidig vil jeg holde øje med dem i fremtiden. Du kan i skrivende stund lytte til alle tre sange via nedenstående link. 

Revolution er ude. 

    (3½ ud af 6)

Lyt til Bound By Wire: http://www.reverbnation.com/boundbywire
____________________________________________________

Anmeldt af Calle: 17-04-2013 

Jeg har tidligere anmeldt svenske Killer Clan Of F.U.N.’s debut album ”Killer Clan Of F.U.N.” og siden har de udgivet endnu et fuldlængde album ”The World Of Voodoo”. Med denne nye udgivelse har bandet valgt at gå nye veje. I stedet for at udgive et helt album, så har bandet valgt at udgive tre EP’er med titlerne ”Ballin’ The Jack – I, II og III”, som hver vil bestå af fem sange. Og for at det ikke skal være løgn, så har bandet ydermere valgt at udsende sangene enkeltvis og når først alle fem er udsendt, så bliver EP’en lagt på iTunes, Spotify, Amazon m.m. Men nok om det, nu til de fem sange på Ballin’ The Jack – I. 

Bandet spiller en god blanding af hard rock, punk og sleaze rock med en lille snært country. Tænk en god blanding af Motörhead, D.A.D, Ramones , Aerosmith og Hank Williams. Bandet har helt sikkert rykket sig en del fra deres første album i 2009 og kvaliteten er blevet meget bedre. Både musikalsk og produktions mæssigt. De fem sange er overordnet set velskrevet og samspillet fungerer rigtig godt. Mine personlige favoritter på EP’en er de to første sange ”Hocus Pocus” og ”Dead In Love”, som begge rocker fedt. Den mere downtempo ”Blood Runs Hot” fungerer faktisk også rigtig godt. Jeg er dog ikke helt vild med fjerde skæring ”Mad Dog”, som jeg på en eller anden måde, synes falder lidt ved siden af. Sidste sang er ”Heart Set On You”, som er på et meget jævnt middel niveau. Dermed ikke sagt at sangen er dårlig, men jeg synes bare ikke den er på højde med de tre første sange. 

Killer Clan of F.U.N. består af de to oprindelige medlemmer Maniac og Bedlam, som deles om vokalen og så spiller Maniac samtidig harmonica og Bedlam spiller guitar. Derudover har de The Rock (ikke at forveksle med skuespilleren) på bas. Der er Christian Wallin (Bedlam) som har stået for indspilning, mens Jan Åkesson har mixed og masteret sangene.  

Med Ballin’ The Jack – I, synes jeg Killer Clan Of F.U.N. har fået et dejlig frisk pust. Samtidig synes jeg de har fået en mere melodiøs tilgang til musikken, hvilket falder godt i min smag. Min anbefaling er altså – Tjek dem ud!!!!! (hør alle fem sange via nedenstående link) 

Ballin' The Jack udkom 31. januar 2013. 

Anmeldt af Calle: 16-04-2013 

Collateral Damage er et metal band Italien, som startede i 2004 og besætningen blev fuldendt i 2006. Bandet består af Matteo Lannaioli (sang), Alex Damage (guitar), Blade Silestri (guitar), Steve Jordan (bas) og Slam Cage (trommer). Dette album blev allerede indspillet i 2009, men dengang blev det kun udgivet i Italien. Jeg er kommet i besiddelse af albummet gennem bandets danske manager. 

Collateral Damage består af 8 sange, som er kraftigt inspireret af 80’er/90’ernes heavy/power metal. Hvis du tænker bands son Anvil, Iron Maiden, Fates Warning, Iced Earth og Metal Church, så får du måske en ide om stilen. Der er fuld knald på lige fra starten af og på syv af de otte sange ”fræser” bandet bare afsted. Kun i næstsidste sang ”Light In The Dark Side” sættes tempoet lidt ned. Albummet er sat sammen af noget solidt guitararbejde, samt en bas og nogle trommer, der bare tordner derudaf. Dertil skal lægges Matteo’s stemme, som passer fint til denne genre inden for heavy rocken. Især på førnævnte ”Light In The Dark Side” kan man høre hans gode variation i stemmen. Her kommer han både ned i den mere dybe vokal, men også helt op i de høje toner. Mine personlige favorit sange på albummet er ”Man Of Brain”, ”Night Holiday” samt den meget Iron Maiden inspirede ”Drunk In A Bloody Rain”. Men alt i alt er det otte gode sange – ikke fremragende, heller ikke dårlige, men bestemt over middel. 

På det produktionsmæssige plan kan man heller ikke sætte en finger på noget. Bandet har, sammen med Alberto ”Skizzo” Bonardi, gjort et godt stykke arbejde. Instrumenterne lægger godt i forhold til hindanden og de er godt tilpasset vokalen. Trommerne kunne måske godt ligge en lille smule højere i lydbilledet, men det er nok bare mig. 

Bandet er ikke helt på højde med de tidligere nævnte bands, men jeg synes bestemt, at du som læser af denne anmeldelse, bør give Collateral Damage en lyt. Ifølge presseskrivelsen er der planer om en mindre tour i Skandinavien i løbet af foråret, så man kan måske også få muligheden for at se bandet live.

Collateral Damage er ude.

Dance With Dirt - We Are Dance With Dirt 

Anmeldt af Peter Letting: 13-03-2013 

Stilen er rendyrket rock. De vil gerne ind i samme kategori som Led Zeppelin og The Who. Jeg ved nu ikke helt om jeg hørte den slags sammenligninger da jeg lyttede til albummet, men ambitionerne fejler da ikke noget.  

Man kan tydeligt høre at de 4 drenge har styr på deres instrumenter. Der er også rigtig mange rytme og stilskift undervejs, så skiven er bestemt ikke ensformig. Forsanger Magnus lægger hele sin sjæl i vokalen, og han har en rigtig god rock stemme.  

På trods af de mange pæne ord der er skrevet og sagt om Dance With Dirt, og det faktum at de virkelig ER dygtige musikere, så fanger repertoiret desværre ikke rigtig mig. Der er masser af nerve og indlevelse, men jeg mangler altså den totale begejstring, selvom jeg har gennemlyttet skiven flere gange. 

Jeg er sikker på at de 4 drenge nok skal få startet en fest, når de skal ud og spille til diverse festivaler, og hvor man ellers vil høre dem, og de skal nok få mange fans ude i landet, selvom de ikke lige rammer min ”nerve”.

We Are Dance With Dirtudkom 18. februar via Target Distribution. 

   (3 ud af 6)    

Lyt til Dance With Dirt her
______________________________________________________________________

Broken – Eternal Fallout  (EP)

Anmeldt af Calle: 11-03-2013  

Broken er en dansk rock band fra Randers, som består af de fem unge gutter Jonas Sperrild (sang), Mathias Grønkjær Madsen (lead guitar), Morten Rishøj Søndergaard (guitar), Søren Molbech Madsen (bas) og Søren Rishøj Søndergaard (trommer). Bandet blev dannet i 2010 og har lige udgivet deres første EP Eternal Fallout.  

Bandets stil er melodisk hard rock og Eternal Fallout består af 3 sange ”The Cross”, ”Rain” og ”Coming Home”. Der både er blevet plads til de mere stille hard rock ballade elementer, samt det lidt mere hårde guitar udtryk og sidst nævnte er den mest stille af de tre sange. Min personlige favorit er “Rain”, som jeg finder den mest velskrevne af sangene. Der er samtidig god variation i sangen. Men overordnet set, så har alle tre sange nogle fine melodier.  

Bandet nævner selv Alter Bridge, Shinedown og Metallica som deres inspirationskilder, hvilket jeg har lidt svært ved at høre. Måske lidt Shinedown, men ikke noget Metallica.  

Man kan godt høre det er et ungt band og de mangler lidt musikalsk for at de virker helt overbevisende på mig. Og Jonas’ stemme skal nok have en lille smule mere træning. Men når dette er på plads, så tror jeg godt Broken kan finde vej til flere rock-elskende ører.  

Bandet har spillet en del koncerter rundt omkring i Jylland og der er flere koncerter på programmet i løbet af foråret. Så giv de unge gutter et lyt på live-scenen og via nedenstående link.

Eternal Fallout (EP) er ude.

Anmeldt af Peter Letting: 11-03-2013 

Jeg anede ikke hvad jeg kastede mig ud i, da jeg satte skiven i spilledåsen. Jeg brugte derfor det meste af første gennemlyt på at overveje hvilket sprog jeg havde med at gøre. Det faldt mig overhovedet ikke ind at det kunne være japansk, og det var først efter en søgning på Google, at jeg fandt lidt sparsomme oplysninger om bandet.  

Skiven starter med en stille intro af klassisk musik. Derefter hører stilheden så også op, og der fyres op under alle kedler. Og selvom tempoet på hele skiven, på nær nogle få undtagelser, er hæsblæsende, så er der så mange nuancer og rytmeskift gemt under turbinerne. Det er ret imponerende at fokusere på trommespillet, som på en gang er monster hurtigt, men samtidig skiftende, nærmest for hver fjerde takt. I nummer 7 ”Destiny Of The Sacred World”, går trommeslageren da helt over gevind, og har nogle maskingeværlignende rytmer, som jeg ikke har hørt magen til før.  

På guitar siden bliver der ligeledes leveret salver af ”skala-ræs”. Det går pænt hurtigt, og det skal det jo også til den her genre. Vokalen er som beskrevet på japansk, hvilket er ret specielt, men udover det så er den faktisk ret god. Den er ”clean” og ren, hvilket tiltaler mig.  

Som et ekstra tvist på denne lidt sjove musikalske oplevelse, er der blandet en del klassiske passager, og instrumenter ind forskellige steder. Nu er det jo svært helt at skelne imellem ”rigtige” instrumenter og stemmer lavet på keyboard, men umiddelbart er der både strygere, cembalo og mange andre instrumenter med.  

Desværre er det meget sparsomt med oplysninger jeg har kunnet finde om Dragon Guardian, men det har været en god oplevelse.

Destiny Of The Sacred Kingdom er ude via IceWarriorRecords.

Anmeldt af Peter Letting: 07-03-2013 

Jeg har hørt albummet og jeg synes at genren minder om en fusion af rock og punk. Faster Pussycat har den der aggressive monotone lydmur, som man tit oplever i punk musikken, men det er jo rock vi har med at gøre.  

Jeg synes lynhurtigt at lydbilledet bliver mudret og kedeligt. Det tiltaler mig heller ikke, den måde som vokalen er sat op. Det er som om den drukner i resten af lydbilledet. Måske hvis jeg havde været fan af Sex Pistols i min tidlige ungdom, kunne jeg måske have fundet denne skive interessant, men jeg har svært ved at finde frem til noget jeg kan fremhæve som værende ”lækkert”.  

Jeg kan jo ikke komme med udtalelser om hvorvidt bandet har udviklet sig i den ene eller den anden retning, eftersom jeg ikke kendte dem tidligere, men hvis stilen på dette album, er den som de har kørt igennem hele deres karriere, så undrer det mig ikke, at jeg først hører om dem nu.

The Power & The Glory Hole udkom 22. februar via City Of Lights Records.

Anmeldt af Peter Letting: 04-03-2013 

Toxic Rose spiller nok det jeg vil kalde moderne glam heavy. Der er fuld tryk på kedlerne i bedste heavy stil, men produktionen og numrene er meget velpoleret. Kigger man på ToxicRose hjemmeside (link) kan man se at de ikke kun gør noget ud af musikken, men også deres fremtoning. Make-up, hår og garderobe lyser langt væk af vildskab.  

De første 2 numre ”A Song For The Weak” og ”Set Me Free”, er super fede. God energi, masser af lækre detaljer, og ikke mindst en rigtig god vokal præstation. Andy leverer en ret speciel vokal, som på samme tid er rå, men også ”clean”. Det er rart med en destinkt vokal som skiller sig ud fra mængden, og når han tilmed kan gå helt op i de høje toner, så synes jeg det er fantastisk.  

Det kan godt være at der kun er 5 numre på skiven, men jeg føler at man får meget mere. Jeg synes ToxicRose forstår at lave nogle numre som på en måde følger den samme stil, men på den anden side er så forskellige. Tit oplever jeg, at et helt album godt kan gå hen og blive lidt ensformigt, men ikke her.  

I 3. nummer kommer der tilmed en del synth ind over. Jeg har forsøgt at finde ud af hvem der leverer denne, men er ikke rigtig blevet klogere. Ikke desto mindre passer en synthesizer rigtig godt ind i universet med den polerede glam heavy. Første gang jeg lyttede til nummer 3, fik jeg en kort association til Rammstein, men den var kortvarig…

Mit helt klare favorit nummer er dog nummer 5 ”Fear Lingers On”. Jeg synes der er mange kvaliteter og gode små detaljer, som måske ikke er så teknisk vanskelige, men som bare har en god effekt. Jeg er begejstret…De får 5 ud af 6.

Anmeldt af Dianna: 03-03-2013 

Det meget produktive Århusianske band Illdisposed's album nummer 12, er mest af alt, en rocker-tung, bundsolid omgang groove metal som jeg hører det, naturligvis stærkt krydret med dejlig, djævelsk, dundrende døds metal, det er mere benhårdt og brutalt end jeg har oplevet dem på de sidste par albums.... 

Den karakteristiske Illdisposed-lyd, den der særegne og helt unikke signatur, efterlader ikke lytteren, undertegnede inkluderet, i tvivl om hvem vi har med at gøre her. Albummet i sin helhed, er måske en form for familiær affære om man vil, men ikke nødvendigvis på en negativ måde. Det de kan, det de gør, det gør de så jo fucking godt, og med en teknisk dygtighed man absolut MÅ anerkende og gi respekt. Og hvorfor da også begynde at ændre på noget der har fungeret for Illdisposed i snart 20 år!? Det gi'r vel i virkeligheden ikke rigtig nogen mening.. Der ér bestemt et lydmæssigt 'up to date-præg på skiven, man kan, på trods af alt det der med'genkendelighed' og deslige, fornemme der ér sket en udvikling, lyden er nutidig.  

Der er de nasty-tunge  riffs, der er imponerende vokal, Bo Summer, som uden tvivl er en af mine all-time forsanger-favoritter inden for genren, nationalt som internationalt. Min  personlige mening er at han kan måle sig med de bedste...Bo kan growle så vidunderligt, et vanvids-intenst og 'voldeligt udtryk', han mestrer det, og han leverer igen varen så nakkehårene rejser sig. 

Mit favorit nummer:  "Eyes Popping Out", jeg elsker det nummer, interessant lyd på vokalen, fee guitar solo, tak for det - det er ind til benet, 'tilbage til rødderne'-agtigt, og er måske nok det nummer, der for mig løfter albummet fra 4, og helt op på 5 dødningehoveder. Godt stykke arbejde!!! 

Sense Of Darkness udkom 24. September 2012 via Massacre Records/Target Distribution

W.E.T. - Rise Up 

Anmeldt af Peter Letting: 01-03-2013 

Jeg er fuldstændig fan af Eclipse, og her får man jo næsten hele pakken, og med Jeff Scott Soto’s vokal på toppen, så kan det nærmest ikke gå galt.  

Vi er i den bløde ende af rock’en, men på en god måde. Allerede i første nummer ”Walk Away” lires der afsted med lækre guitar detaljer, og det er bestemt ikke kedeligt, som ”melodisk rock” nogle gange bliver. Selvom stilen ikke er helt så aggressiv som med Eclipse, så er der god energi som fortsætter i nummer 2 ”Learn To Live Again”, og selvom teksterne lægger op til hjertesorger og ”tuderock”, så løfter melodierne helheden, så man ikke falder i søvn. Tempoet daler lidt efter de første 2 numre, og resten af skiven falder en smule af på den, vil jeg sige, men det er stadig nogle gode numre.   

Jeg tror faktisk på at dette album godt kunne gå hen og blive ”Melodic Rock album of the year”, hvilket de stiler efter.

Rise Up udkom 22. februar via Frontiers Records.

    (4 ud af 6)    

Besøg W.E.T. på Facebook her.
_____________________________________________________________________

Bullet For My Valentine - Temper Temper 

Anmeldt af Peter Letting: 13-02-2013 

Jeg har været fan af Bullet For My Valentine i snart mange år, og har set frem til der kom nyt fra deres kant. Mit første møde med bandet var deres "Fever" album fra 2009, som jeg stadig hører ret ofte. Kigger man efter Bullet For My Valentine på Facebook, så er jeg ikke deres eneste fan. Faktisk har de 7.1 mill. Likes…  

Første single udspil fra det nye album var titel nummeret ”Temper Temper”, som var tilgængelig allerede før jul. Nu har jeg så hørt hele albummet og jeg tror faktisk at "Temper Temper" er mit yndlings nummer på skiven, selvom åbningsnummeret ”Breaking Point” også er et glimrende og typisk Bullet For My Valentine nummer. Der er fantastisk tempo på Temper Temper, og en dejlig hård energi.  

Jeg lagde hurtigt mærke til nummer 10 ”Tears Don’t Fall (Part 2)”. Oprindeligt stammer ”Tears Don’t Fall” fra The Poison albummet, hvilket var et super album og Tears Don’t Fall er et super nummer, så det er altid spændende at finde ud af om der kan følges op på det med en ”2’er”. Jeg tror måske lige at jeg skal vænne mig til en ny udgave, men umiddelbart synes jeg ikke at nummeret lever op til forgængeren.  

Faktisk er hele albummet en smule under Bullet For My Valentine standard, synes jeg. Der er helt klart rigtig gode takter fordelt over hele albummet, og det er helt tydeligt et Bullet For My Valentine album, men jeg har svært ved at være ligeså begejstret som jeg har været for de tidligere albums fra bandet. Det er sikkert sådan et album som skal høres 10-15 gange, før det rigtig kommer ind under huden på en, men indtil videre er jeg desværre kun ”semi-” begejstret.

Temper Temper udkom den 12. februar via RCA Records. 

    (4 ud af 6)  

Besøg Bullet For My Valentine på Facebook her.
_____________________________________________________

Bandet består af: Olle Lindahl (guitar/sang), Alexander Strandell (sang,) Efraim Larsson (trommer/sang), Jhonny Göransson (guitar), Mikael Planefeldt (bas) og Niklas Arkbro (keyboards).  

Første tilgængelige single bliver nummeret ”Take Me Higher”, som udkommer digitalt 17 februar. Nummeret er meget repræsentativt for den velpolerede produktion hele vejen igennem albummet. Mine personlige favoritter på albummet må være ”California Rush” og ”Turn It Up”.  

Jeg synes der er en fin balance med denne genre. På den ene side kan der hurtigt gå FOR meget Melodi Grand Prix i den, mens der på den anden side er mulighed for at skabe ægte brede rock klassikere, som kan høres af den brede masse.  

Diamond Dawn har sat sig for at sprede en god og positiv stemning med deres album, og jeg synes det er rart med noget glad energi. Alt for mange rock bands forbinder vrede og ”grimhed” med deres tekster og musik. Men på grund af det glade budskab, så bliver skiven også mere glat og poleret. Det skinner dog tydeligt igennem at de 6 band medlemmer har brugt rigtig mange timer i ”øveren” med deres respektive instrumenter, og hele vejen igennem er der masser af dejlige guitar / keyboard rifs, og lækre vokale præstationer.  

Jeg håber for Diamond Dawn at de når ud til det brede publikum og ikke drukner i mængden.

Overdrive udkommer den 22. februar via Frontiers Records.

    (4 ud af 6)  

Besøg Diamond Dawn på Facebook her.
______________________________________________________

Anmeldt af René Bo Nielsen: 12-02-2013  

Empire Drowns er et dansk band, der tidligere har udgivet en 3 numres EP. Her er de så på banen, med et mini album indeholdende 4 spændende og fængende numre. Udgivelsen starter med skæringen Bridges, som virkelig giver et godt billede af, hvad hvilket band Empire Drowns er og hvilke musikalske kvaliteter de indeholder. Nummeret er flot og storladent, men på samme vis også ret så dystert, og genremæssigt er vi ovre i en blanding af doom og metal. Jeg syntes jeg kan høre Saturnus, My Dying Bride, og faktisk også Paradise Lost, som værende en del af inspirationen bag denne flotte og gennemførte skæring.  

Både andet og tredje nummer, med titlerne ”Stumble Undefined”, og ”Glamourous”, er mere gotisk rockede i deres lyd og udtryk, så der skiller de sig ud fra titelnummeret, og fra 4 og sidste nummer ”Rats”. Som udgangspunkt syntes jeg, det er fint at Empire Drowns, skifter i mellem at spille både rock og metal, da dette gør dem mere spændende og alsidige at lytte til. Dette er et stort plus, og jeg er sikker på at dette er med til, at kunne skaffe dem et endnu større publikum til deres musik.  

Empire Drowns er sammensat af dygtige og yderst kompetente musikere, som tidligere har spillet i de danske bands Aurora, Urkraft, og Withering Surface.

I det hele taget, har jeg ikke meget at udsætte på Bridges. Det er et fint lille album, der vil kunne tilfredsstille lyttere der er til denne slags musik. Empire Drowns er måske ikke, synderligt orginale i deres lyd og udtryk, men dette kan der jo arbejdes på, og man bør også tænke på at Bridges kun er deres anden udgivelse, så med tiden skal de nok finde deres helt egen stil.   

Bridges udkommer den 11. marts via Mighty Music/Target.

    (4 ud af 6)  

Besøg Empire Drowns på Facebook her.
______________________________________________________

Great White - 30 Years - Live From Sunset Strip

Anmeldt af Peter Letting: 08-02-2013 

Great White udgiver live album i anledning af deres 30 års jubilæum. 30 years – Live From the Sunset Strip udkommer 22. februar 2013 på Frontiers Records.  

Det virker nærmest som en tradition, at bands udgiver et live album i anledning af et 30 års jubilæum. Pretty Maids gjorde det samme sidste år. Man må dertil sige at det da også er et skarpt hjørne som er værd at markere. Det er jo ikke mange bands forundt at ”holde ud” i så mange år.   

Jeg har i mange år holdt af Great White. Desværre må jeg sige at dette live album skuffer mig. For det første har de skiftet den faste forsanger igennem mange år, Jack Russell ud med Terry Ilous, som tidligere har sunget i XYZ. Det er jo ikke fordi at Terry er en dårlig forsanger, og man kan sagtens høre på albummet at han er en garvet performer som får publikum med, men jeg kan altså bedre lide Jack Russell.   

Når det så er sagt, så virker det samtidig en anelse underligt at Terry understreger at bandet har holdt sammen i 30 år, når nu det er Jack som har været med næsten hele vejen. Bare en personlig betragtning.   

Bandet er sammensat af følgende medlemmer på denne skive: Terry Ilous (sang), Mark Kendall (lead Guitar), Michael Lardie (guitar og keyboards), Scott Snyder (bas) og Audie Desbrow (trimmer).    

Albummet starter lidt kedeligt. Desværre er der lidt for meget blues/rock ”stangvare” over præstationen efter min mening. Men nummeret ”Mista Bone” er til gengæld et super Blues nummer med sjæl og indlevelse. Der blev jeg virkelig revet med af både indledningen og fremførelsen af resten af nummeret. Men ét nummer kan jo ikke bære en hel skive.   

Normalt er jeg ret begejstret for blues / rock, også i den lettere genre, men albummet her kan desværre ikke få mig op ad stolen. Måske er det også fordi det er et live album. Det bedste ved et live album er når man selv har været der, og det kan jeg ikke prale med.   

Albummet får 2½ ud af 6, men det er næsten udelukkende på grund af Mista Bone

30 Years - Live From Sunset Strip udkommer den 22. februar via Frontiers Records.

Anmeldt af Calle: 07-02-2013 

L.A. Collection er et ROCK band fra København, som består af de to brødre Lasse B. Christiansen (sang og bas), Anders B. Christiansen (guitar og sang) samt Jonathan Nørgaard (trommer og sang). Bandet spiller hard rock i bedste AC/DC stil. 

Straight To The Bone består af 7 hæsblæsende rock numre med fede guitar riffs, velskrevede sange med catchy omkvæd og tekster der handler om biler, damer og rock ’n’ roll. Bandet lægger i hvert fald ikke skjul på, hvor de har hentet hovedparten af deres inspiration fra – nemlig AC/DC. Selv Lasse’s stemme er ligeså karakteristisk som både Brian Johnson’s og Bon Scott’s. 

Når jeg anmelder et album plejer jeg at udvælge de sange jeg synes bedst om, men i dette tilfælde vil jeg fremhæve alle syv sange. Intet mindre kan gøre det. Fra enden til anden er det: ”Dead Man’s Walk”, ”Who Are You To Judge”, ”Dirty Job” (som kan høres på Calles Rock Corner via nedenstående link), ”Straight To The Bone”, ”Stabbed In The Kneecap”, ”Mind Over Money” og ”Out Of Touch”. Alle syv sange går rent ind hos mig. 

Bandet sprudler af ægte spilleglæde og de spiller rock uden så meget pis. Det er knaldhamrerne fedt og albummet er spækket med rock attitude af den bedste skuffe. Hold kæft hvor jeg synes det er skønt med et dansk rock band, der bare spiller hvad de føler, uden at skele til hvad der er oppe i tiden. 

Jeg har endnu til gode at opleve bandet live, men det kommer jeg til, når de i morgen (8. Februar) holder er releasekoncert på Sin City i København. Og jeg GLÆDER mig rigtig meget, som min 4-årig datter gjorde det juleaften!!! 

Som læseren nok allerede har bemærket, så er jeg yderst glad for dette album fra de unge fyre i L.A. Collection og jeg anbefaler klart enhver rock fan med respekt for gode guitar riffs og catchy sange, at tjekke dette band ud. Du vil ikke blive skuffet!!!! Eneste lille minus er, at der godt måtte have været 3-4 sange mere på albummet og at jeg var alt for lang tid om at opdage bandet. Det er dansk rock i særklasse!!!!

Straight To The Bone udkommer 8. februar.

     (5 ud af 6)  

Lyt til L.A. Collection: http://callesrockcorner.dk/exclusive
________________________________________________________________

Pretty Maids – Motherland 

Anmeldt af Peter Letting: 07-02-2013 

Danske Pretty Maids udgiver nyt album Motherland 22. marts 2013 på Frontiers Records. Dette er deres 14. studie album og det må da siges at være lidt af en bedrift. 

Jeg er jo nærmest vokset op sammen med Pretty Maids, eller i hvert fald deres musik, og derfor var jeg da også ret spændt på at høre hvad de har præsteret denne gang. Pretty Maids består af: Ronnie Atkins (vokal), Ken Hammer (guitar), Morten Sandager (keyboard), Allan Tschicaja (trommer) og Rene Shades (bas). 

Der er ingen tvivl om at det er et Pretty Maids album. Ronnies stemme er ret unik og bærer en stor del af Pretty Maids sound, som gør dem let genkendelige. Men også den storladne lyd som Pretty Maids altid har haft, er umiskendelig. De forstår på en måde at gøre numrene symfoniske og teatralske, hvilket løfter dem ud af grøden af utallige rock bands som lyder ens.

Jeg synes faktisk at skiven her er fornuftigt skruet sammen. En god blanding af hård rock, uden at være FOR hårdt, og så de typiske Pretty Maids ballader som skæring 5 ”Sad to See You Suffer”, og skæring 11 ”Bullet for You”. Skæring 3 ”Confession” er en hyggelig lille intro til skæring 4 ”The Iceman”, hvor man trækkes ind i et lidt spooky film univers, som kunne stamme fra en trailer til en horror film. Men så starter ”The Iceman” og man er straks tilbage i godt selskab og herligt tempo på musikken. 

Titel nummeret ”Motherland” har fuld fart på fra starten og hele vejen. En god blanding af tempo,keyboard akkompagnement og guitar lækkerier. Sammen med ”The Iceman” må det være mine favoritnumre på skiven. 

Men jeg synes at samtlige numre er gode, og der er rigeligt med detaljer til at man bliver mere og mere begejstret efter flere gennemlyt. 

Pretty Maids har gjort det igen og produceret et meget vellykket album, som jeg KUN kan anbefale!!

Motherland udkommer den 22. marts via Frontiers Records.

Dear Delusion - Imprisonment

Danske Dear Delusion udkom med deres debutalbum Imprisonment den 4. februar 2013 på Target Distribution. Bandet har eksisteret siden 2008 og består af Simon Roland (vokal og guitar), Martin Lind (bas) og Rasmus Riise (trommer). 

Den slagfaste indledning til første nummer ”Level Of Instinct”, giver mig en dejlig fornemmelse af, at der venter mig en god oplevelse. Og jeg bliver da heller ikke skuffet. Jeg synes at ”Level Of Instinct” er et fremragende nummer og klart mit yndlings nummer på skiven.  

Bandet har en dejlig tung lyd. Rytme sektionen har et fantastisk greb om numrene og flere gange fordelt over hele albummet bliver jeg fanget af lækre rytmiske detaljer fra maskinrummet. Vokalen fra Simon er dejlig ren og frisk, men samtidig grov når det er nødvendigt, og den giver en fin kontrast til den tunge heavy/grunge stil.   

Stilen og sounden minder mig til tider om Nirvana, og andet minder mig om Volbeat, men Dear Delusion er trods alt helt deres egne. En bastant men samtidig let tilgængelig form for heavy stil. Jeg var flere gange i tvivl om der fandtes et ord som ”Indie-heavy”, hvilket jeg synes ville passe fint på Dear Delusion.  

Der er god energi hele vejen igennem albummet, og bandet har helt klart noget på hjertet, som de formår at trykke helt ud igennem mine bashøjttalere. Men ikke mindst teksterne betyder meget for Dear Delusion. Der er dybde bagved ordene, som handler om vores interaktion med hinanden, og om hvordan vi ehandler hinanden, ofte på en uforklarlig og knapt så medmenneskelig vis.

Imprisonment udkom 4. februar via Target Distribution.

Anmeldt af Peter Letting: 31-01-2013 

Jeg har altid været imponeret og fascineret over progressive rock musikere. Der er så mange tempo og rytmeskift, så mange små finesser og så mange skjulte detaljer at jeg må bøje mig i støvet når de kan lire det ene nummer af efter det andet, og stadig huske samtlige detaljer. Det er sq imponerende.   

Jeg synes at Aeon Zen vokser på mig, jo mere jeg hører dem. Der dukker hele tiden nye detaljer op. Jeg oplever med dette album, det samme som jeg ofte oplever med progressiv rock, at jeg forsvinder i musikken. Jeg tænker kortvarigt over en bestemt passage i nummeret, som jeg måske ikke lige er helt pjattet med, men pludselig skifter nummeret totalt karakter og jeg bliver igen revet med og synes at det er mega fedt.  

Aeon Zen består af følgende band medlemmer: Rich Hinks (guitar, bas og sang), Andi Kravljaca (sang), Matt Shepherd (guitar), Shaz (keyboards) og Steve Burton (trommer). Udover det har de på albummet en del gæsteoptræden, bl.a. på vokal siden. Apropos vokalerne på skiven, så spænder det fra den ene ydelighed til den anden. Der er både den rene sang og growl, hvilket jeg finder meget tiltalende. Jeg synes growl passer fint til nogen numre, mens de bands som ikke leverer andet end growl som vokal præstation, ikke rigtig kan fange min opmærksomhed.   

Mit yndlingsnummer på skiven må være ”Divinity”, men der er ikke noget dårligt på albummet, og man keder sig bestemt ikke. Det er konstant spændende hele vejen igennem, og jeg kan kun anbefale at lægge øre til de dygtige drenge…

Enigma udkom 22. januar via Nightmare Records.

Anmeldt af Peter Letting: 22-01-2013 

Texas Hippie Coalition er grundlagt i 2008, og hvis teksterne og band navnet ikke er tilstrækkelig ”Redneck”, så skal man blot se et par billeder af de 4 i bandet: Big Dad Ritch, John Exall, Wes Wallace og Gunnar Molton. Som de selv synger i skæring nummer 3 ”Outlaw”, så passer de perfekt ned i den kasse.

Der er masser af drive og overskud på denne nye skive. Tung og bastant sydstats rock. Måske endda lidt tungere end man er vant til, men stadig på den der lidt ”blues” agtige svingende måde, og Big Dad Ritch (fantastisk navn) krydrer numrene med en skræmmende rå vokal, som man kun kan holde af.

Peacemaker er bandets 3. album, og der bliver talt lige ud af posen. De her drenge går vist under betegnelsen ”Dem som de andre ikke må lege med”, og det kunne da være interessant at se dem live, hvis de fandt vejen forbi DK.

Alt i alt synes jeg det er et glimrende album, men skæring 10, hvor de forsøger sig med en mere stille ballade ”Think of Me”, passer ikke rigtig til hverken stil eller vokal, men Hey, det skal jo ikke ødelægge den gode stemning. 

Peacemaker udkommer 14. august 2012   

Pink Cream 69 - Ceremonial

Anmeldt af Peter Letting: 16-01-2013

Det tyske band Pink Cream 69 udgiver nyt album Ceremonial den 25 januar 2013 på Frontiers records. 

Første gennemlyt var egentlig ikke specielt spændende, men jeg har nu givet dem en chance eller 2 mere, og det lader til at være en af de skiver der ”vokser” på en, når man får hørt lidt mere. Jeg synes at stilen er en blanding af Big Fat Snake, Chickenfoot og Guns ’n Roses. Altså melodiøs rock ’n roll uden alt for mange vilde stilskift, og med en behagelig vokal på toppen.  

Indledningen til første nummer ”Land Of Confusion” er dejlig bastant og kontant, og det var helt klart det fedeste nummer da jeg hørte skiven første gang. Nummer 6 ”Big Machine”, er nok det nummer jeg synes der minder mest om Guns ’n Roses, men det skyldes nok primært en guitar rundgang, som minder UTROLIGT meget om noget fra et GNR nummer.   

Nummer 7 ”Let the Thunder Roll” har en indledning som minder mig lidt om de glade drenge fra Rush, og deres lidt skæve tilgang til rytmerne, hvilket tiltaler mig. Nummer 9 ”Passage Of Time” er et helt stille og roligt nummer til bare at lade sig flyde med, og det er meget hyggeligt.  

Bandet Pink Cream 69 har følgende medlemmer på denne skive: David Readman (sang), Alfred Koffler (guitar), Uwe Reitenauer (guitar), Dennis Ward (bas) og Chris Schmidt (trommer).  

Jeg synes absolut det er værd at lytte lidt til Pink Cream 69, hvis man er til den lidt blødere del af rock ’n roll. De får 3½ ud af 6. 

Ceremonial udkommer 25. januar via Frontiers Records. 

    (3½ ud af 6)    

Lyt til Pink Cream 69: http://www.pinkcream69.com/
_________________________________________________________________

Anmeldt af Calle: 16-01-2013  

Lick er fem unge gutter fra Holland, som for et par år siden sad sammen i Groen-brødrernes hus og lyttede til lp’er med alle deres store rock helte og derfor besluttede sig for at starte deres eget band. De fik hurtigt indspillet en EP som gav dem flere spillejobs i både Holland, Tyskland og Belgien. Herefter besluttede de sig for at indspille et album, som blev til Mount Rock. Bandet består af brødrene Nolle Groen (sang/guitar) og Beinte Groen (trommer) samt Richell Overink (guitar), Max Augustijin (guitar) og Stijn Hovens (bas).  

Bandet spiller klassisk hard rock med inspirationen hentet fra 80’erne og de nævner selv bands som Guns ’n’ Roses, Aerosmith, AC/DC, Y&T, Whitesnake, UFO og Keel som deres inspirationskilder. Med de navne har man jo noget at leve op til!!!  

Albummet består af 9 sange, hvoraf to af dem er ”live” sange. Så lad mig starte med de syv studieindspilninger. Første skæring er titelnummeret og første singlen ”Mount Rock”. Et rigtig godt nummer, hvor bandet allerede fra start viser hvad de kan og jeg er især imponeret over Nolle’s stemme. Resten af sangene forsætter i samme gode stil og især ”Rock Dog”, ”White Lion” og ”Rock City” træder efter min mening frem. Guitarerne fungere godt henover hele albummet og der er flere gode soloer, hvor især guitarsoloen i ”Rock City” sprudler. De to ”live” sange ”Bad As Luck” og ”Turn Off The Light” er begge helt udmærkede sange. De er dog ikke indspillet “live” foran et publikum, men derimod i et studie, så lyden er stort set på højde med resten af sangene, dog med en lidt mere ”rå” feeling.   

Alt i alt synes jeg det er et rigtig godt album Lick har fået skruet sammen og jeg er rimelig imponeret over disse unge fyre. De har selv optaget, produceret og mixet alle sangene og så er de blevet masteret af Elio Debets (studie sangene) og Pier-Durk Hogeterp (live sangene). Derudover er Elio co-producer på de to live sange.   

Er du til nogle af de førnævnte bands, så tror jeg også du vil synes godt om Lick og deres album Mount Rock. På flere af sangene vil jeg betegne dem som AC/DC light og dermed ikke sagt at de er dårlige, men deres lyd er mere ”pæn” og Nolle’s stemme er ikke hæs, men derimod mere ”poleret” og powerfuld. Jeg synes han er rigtig god sanger og hans ”range” nærmer sig flere steder Miljenko Matijevic (Steelheart). Jeg synes de lever godt op til deres inspirationskilder, men dog uden at være på helt samme niveau som dem, endnu!! Men en varm anbefaling skal der helt sikkert lyde herfra. I skrivende stund kan albummet downloades gratis via nedenstående link.  

Mount Rock udkom 10. november 2012   

Anmeldt af Calle: 15-01-2013 

Barbwire Messiah er et dansk band, som kommer fra Århus. De har spillet sammen siden 2010 og Moonshine Moans er deres anden EP. Bandet består af Mazdak Khosravi (sang/guitar), Henrik Sloth Jensen (bas), Holger Kyhl Nielsen (guitar) og Søren Skovgaard Larsen (trommer). 

EP’en består af fem sange og det er lidt svært at betegne bandets stil. Jeg vil sige, at det er alternativ rock med en god blanding af southern rock, country rock, blues rock og gotisk rock. Musikken er meget dyster og mørk og på sin vis ret tung. Mazdak har en meget hæs og rå stemme, som passer ret godt til bandets musikstil. Der kan så være delte meninger om hvor god hans stemme egentlig er, men det må lytteren selv bedømme. Musikkerne spiller udemærket på deres respektive instrumenter og melodierne er nogenlunde godt skrevet. Jeg synes bare ikke helt et ringer for mig. 

Sange som ”The Bog Of Lydia Mae” og ”Scapegoat Trails” lyder som sange fra Johnny Cash’s ”American Recordings” cd’er både i kraft af den akustiske guitar og Mazdak’s dystre stemme. Førstnævnte sang har en kvindelig gæstevokal, som fremføres godt af Maja Marie Munkholm. De sidste tre sange ”So Long Dr. Jekyll”, ”Cold War Offspring” og ”Cougar Country” er mere rå og rockende end de to førnævnte sange. Især på sidst nævnte bliver der rocket igennem. I netop denne sang kan man godt høre bandets inspiration fra Danzig. Derudover minder musikken mig også lidt om danske Powersolo. Det er i hvert fald et af de bands der dukker op i mine tanker, når jeg hører Barbwire Messiah. 

Som sagt spiller det ikke helt for mig, dertil er musikken en anelse for dyster. Men en man til den slags musik, så kan man roligt give bandet et lyt. De følger i hvert fald ikke tidens trends og holder sig til deres egen stil, hvilket er en meget positiv ting i min bog. 

Moonshine Moans er indspillet i bandet øvelokale og det er Frederik Eberhardt og bandet bassist Henrik, der har stået for produktion, mix og mastering. De har formået at få den rette dystre lyd frem, som jeg tror bandet har sigtet efter. Dermed mener jeg, at det ikke er for pænt og poleret, men derimod beskidt whisky-dryppende rock i den mørke og dystre ende. 

Moonshine Moans udkom 13. Oktober 2012.

Otep - Hydra 

Anmeldt af Peter Letting: 10-01-2012 

Ingen tvivl om at Otep er en kvinde med noget på hjertet. Hun er noget så sjældent som, hvad jeg vil kalde ”Progressiv-metal-kvinde” og dem er jeg sq ikke stødt på ret mange af igennem tiden. Og man må sige at hun udlever rollen til fulde. Det fandt jeg ud af ved lige at Google hende og se lidt billeder. 

Denne skive, eller Opus som hun selv siger, er lavet på baggrund af en roman som hun er ved at skrive, om en kvinde som vist nok har en del dæmoner at slås med. Og det skinner tydeligt igennem på skiven, at der skal kæmpes med nogle indre dæmoner. Hvis man kunne konvertere en gyserfilm af den værste skuffe med Zombier og dæmoner til musik, så må det være Hydra. Hele skiven er gennemsyret af en form for ondskab og dystre tanker som er sjældent set. 

Første møde med musikken er tung metal med forvrænget vokal i front og ultra dyb, tung rytme sektion i baggrunden. Det er nok lige en tand for meget for min smag. Lidt for meget larm og skrig, og lidt for lidt melodi. Jeg sidder undervejs, som jeg tygger mig igennem skiven og får en fornemmelse af at den her ”Opus” er meget introvert og man skal vist besidde en ret speciel sindsstemning for at kunne værdsætte værket. Men underligt er det sq. 

Albummet er mystisk. Det er vist det mest dækkende ord jeg kan finde. Det er i hvert fald det mest mystiske og ekstreme jeg har hørt meget længe. Måske var det de samme følelser der blev vakt til live dengang Pink Floyd kom ud med The Wall. Jeg tror næppe at dette album bliver ligeså episk og klassisk anerkendt som The Wall, men jeg kan alligevel ikke undgå at sammenligne den tilstand af kampen med de indre dæmoner. 

Skæring 8 ”Voyeur” kan ikke rigtig betegnes som musik. Det er nærmere en samtale med Otep selv. Men historien er på en måde dragende, og jeg fik nogle heftige billeder på min indre nethinde. Så om man kan lide det eller ej, så har Otep en indlevende måde at fortælle en historie. 

Otep er en slags multikunstner og udover den roman hun er i gang med, så maler hun. Jeg ad faktisk godt se nogle af de malerier efter at have hørt ”Hydra”. Der må virkelig være knald på dem 

Jeg giver albummet 2½ ud af 6. Jeg kommer aldrig til at høre det igen, men det var trods alt en oplevelse…. 

Jorn - Symphonic 

Anmeldt af Peter Letting: 09-01-2013 

Albummet er en samling Jorn sange udsat for symfoni orkester, så i princippet er det en genindspilning af tidligere numre, men denne gang akkompagneret af Lasse Jensen, i front for et helt symfoni orkester. Jorn siger selv at det ikke nødvendigvis er de mest kendte og spillede Jorn numre, som er med på skiven, så den skal ikke betragtes som en ”Best of…”, men det gør jo ikke så meget hvis man ikke er så hjemmevandt i Jorn.  

Man kan vel ikke sige at det er nytænkning, eftersom både Metallica, Scorpions og flere andre allerede har været omkring indspilninger med symfoni orkester. Eftersom numrene er tidligere udgivelser fra Jorn, så kan man jo heller ikke sige at det er nyt, og heavy sounden som vi kender den, er præcis som vi kender den, og alligevel er der noget forfriskende spændende ved den her skive, som kan være lidt uforklarlig. For hvad er der af nyt, hvis det hele er velkendt…  

Måske er det fordi jeg aldrig har nærlyttet Jorn tidligere, og på den måde får jeg ikke spoleret min barnelærdom mht. hvad jeg måtte have hørt tidligere.  

Hvis man er til bands som Judas Priest og Iron Maiden, og ikke er totalt klassisk forskrækket, så tror jeg faktisk at dette album kan falde i god smag.  

Det er lækkert med de harmonier et symfoni orkester kan præstere, krydret med klassiske heavy guitar rifs i hobetal, og dertil Jorn’s heftige hæse rock stemme. Til tider er det som at høre strofer taget fra en musical og andre gange er det et monumentalt heavy monster der møder ens højttalere.  

Sådan er det i hvert fald med de første 5-6 numre. Så er det som om at albummet taber lidt pusten til sidst. Men jeg var trods alt ret nysgerrig efter sidste nummer på skiven ”The Mob Rules”, som jo ellers er et ”all time favorite” Black Sabbath nummer. Jeg synes faktisk at Jorn slipper godt af sted med dette afskedsnummer, på et langt hen ad vejen, fremragende album, som godt kan tåle at blive spillet igen.

Symphonic udkommer 25. januar via Frontiers Records.

Anmeldt af Peter Letting: 09-01-2013 

Nu skal man jo ikke nødvendigvis sammenligne hver gang man hører noget nyt, men det er svært når hovedkræfterne i Snakecharmer kommer fra det legendariske Whitesnake, som jeg altid har været STOR fan af. Det er muligt at der stadig er lidt Whitesnake tilbage i drengene, men der er også lidt Thin Lizzy og Great White inde over.  

Første nummer ”My Angel” er et udmærket nummer med en dejlig guitar, og et kort Thin Lizzy inspireret intermezzo. Herfra sker der ikke rigtig det helt store. Det er nogle fine små numre, uden det helt store spræld i. Fra tid til anden dukker der små perler op, hvor jeg lige bliver revet med i 5-10 sekunder, men så forsvinder magien ligesom igen.  

Hvor gerne jeg end ville, kræfterne taget i betragtning, så kan jeg kun skrue mig op til at blive moderat begejstret for det jeg har hørt af Snakecharmer. Det er ikke en dårlig skive, men den er bare en smule intetsigende, så den får 3 ud 6. 

Anmeldt af Peter Letting: 09-01-2013 

Trods de paralleller man helt tydeligt kan trække tilbage til 80’er rockens store navne, så har Crashdïet helt klart løftet deres musik ind i 2013, og det gør de ret overbevisende. Bandet består af: Martin Sweet (guitar), Peter London (bas), Eric Young (trommer) og Simon Cruz (sang).  

Åbnings nummeret “Change The World” er nok mit favorit nummer, med en super intro og et semi hårdt drive, men generelt synes jeg at Crashdïet holder en god stil hele skiven igennem, og jo flere gange jeg lytter til dem, desto mere holder jeg af det jeg hører.  

Faktisk har de allerede udgivet en single, ”Cocaine Cowboys” som forsmag på albummet. Jeg kom med det samme til at tænke på danske Shotgun Revolution, som har udgivet en sang med samme titel, og selvom man ikke kan sammenligne de 2, så er der måske alligevel visse lighedspunkter. Singlen er dog ikke det bedste nummer på skiven og ikke repræsentativ for resten, efter min mening. Der er ikke så meget variation i tempo og stil, men hvad gør det også, hvis bare det man har det holder.  

Jeg har også været lidt tilbage i nogle af deres tidligere udgivelser, og der må jeg altså sige at den nye skive er væsentligt bedre end det de tidligere har udgivet. De har ellers høstet masser af anmelder roser tidligere, men jeg foretrækker helt klart deres nyeste album. 

The Savage Playground udkommer 25. januar via Frontiers Records. 

Run Over – Feel The Anger 

Anmeldt af Calle: 09-01-2013  

Af en eller anden grund er jeg blevet kontaktet af flere italienske metal bands her på det sidste med henblik på anmeldelse og Run Over er endnu et af disse. Bandet, som blev dannet i 2010, består af Marco Biagioli (sang), Andrea Vitelli (guitar), Lorenzo Michelozzi (trommer) og Stefano Badan (bas). På albummet medvirker Igor Giulani på bas. Bandets stil må betegnes som groove-metal og inspirationen er hentet hos bl.a. Pantera, Down og Black Label Society.   

Feel The Anger er Run Over’s første album og det udkom tilbage i juni 2012, men jeg blev først kontaktet af bandet i starten af december. Nu har jeg så hørt albummet igennem en del gange og jeg må sige det vokser på mig for hver gang. Der er en gennemgående fed groove gennem albummets 10 sange og der findes både sange i den hårdere ende af skalaen og et par mere downtempo af slagsen. Mine personlige favoritter på albummet er første singlen ”On Your Knees” samt ”Nowhere”, ”Your Decision” og de mere stille numre ”Memory’s Gone” og ”Under The Stone”. Først nævnte har bandet lavet en musikvideo til og den kan ses her. Alt i alt er det ti gode sange bandet har kreeret. Et lille minus kan måske være, at man ved de første par gennemlyt har svært ved at skelne mellem sangene, da de godt kan virke lidt ensformige. Men det ændrer sig efterhånden som man får hørt albummet igennem flere gange.   

Albummet er indspillet i Touch Sound Recording Studio og Emme Studio og derefter mixet og masteret i 16th Cellar Studio. Der er bestemt ingenting at sætte en finger på i forhold til produktionen og det overordnede lydbillede er rigtig godt. De har virkelig formået at få den fede groove og metal lyd på albummet og der er en god rød tråd gennem albummets ti sange. Samtidig ligger musikken perfekt i forhold til Marco’s rå stemme.   

Så er du til musik indenfor denne genre og kan du lide ovenstående bands, så synes jeg helt sikkert du bør tjekke bandet ud. Det er ”in-your-face” metal med fed groove og gode melodier. Jeg er i hvert fald faldet for bandet. Viva l’Italia viva in metallo!!!!  

Feel The Anger er ude via War Nerve Records.

Lyt til Run Over: http://www.youtube.com/user/RUNOVERmetal
___________________________________________________

Hell’s Island – Black Painted Circle (EP)  

Anmeldt af Calle: 08-01-2013  

Hell’s Island er et alternativt metal band fra Brecsia, Italien. Bandet blev dannet i 2002 og består af Roberto Negrini (sang/guitar), Michele Grizzi (guitar), Michele Tonoli (trommer) og Tania Vetere (bas). Black Painted Circle er bandets anden EP. Den første EP ”II” udkom i 2009.   

Jeg kendte ikke til Hell’s Island’s eksistens før jeg fik en mail fra bandets trommeslager. Han skrev og spurgte om jeg havde lyst til at anmelde deres EP, selvom den udkom i maj 2012. Og jeg er altid frisk på at lytte på ny musik fra bands jeg ikke kender i forvejen. Nogen gange bliver man positivt overrasket, andre gange tænker man – hvad har de gang i, burde det overhovedet være udgivet. Hell’s Island høre til bands i den første gruppe og jeg synes godt om Black Painted Circle. Bandet har ikke opfundet noget nyt, men de gør det efter min mening rigtig godt.  

De første to sange ”G.O.D. (Guilty Of Dying)” og ”Black Painted Circle” på EP’en er begge nye sange, mens de to sidste sange ”Opaque Solo” og ”Down Again” er remixede versioner af sange fra deres første EP ”II”. De sange jeg synes bedst om er titelnummeret og afslutningsnummeret ”Down Again”. Alle fire sange har fået et mere progressivt præg end sangene på ”II”. Alt i alt er det fire gode sange og fans af progressiv-alternativ metal kan sagtens give bandet et lyt (via linket nedenfor).  

Black Painted Circle er indspillet i Phoenix Studios i Castelmella, Italien med Emilio Rossi bag knapperne. Det er mixet af Simone Mularoni i Domination Studio i Firenze, Italien. Bandet står selv som producer på EP’en. Mit helhedsindtryk af de fire sange er overvejende god og lyden i top. Sangene er godt opbygget og der er en god variation idenfor hver enkelt sang, med gode temposkift og solide musikalske egenskaber. Hell’s Island kan måske være et band man bør holde øje med. Men på den anden side, så er to EP’er på 10 år ikke meget, så de skal nok ”fange” de rette øre, hvis de vil have et fuld længde album på gaden.  

Tjek dem ud!!  

Black Painted Circle udkom 18. maj 2012 

     (4 ud af 6)  

Lyt til Hell's Island: http://hellsisland.bandcamp.com/album/black-painted-circle
____________________________________________________ 

Man kan vist roligt sige at Fall City Fall er et niche band. Deres stil er hård rock, men der er samtidig noget eksperimenterende ”punk”, og nogle meget skæve toner og rytmer, som kunne være taget fra jazz’en. Men nu er det jo ikke alt der er godt, bare fordi det er anderledes. Hvis man kan se sig igennem den altoverdøvende råbe vokal, som ret hurtigt bare bliver til belastende ensformig støj, så ligger der en del spændende eksperimenterende numre nedenunder. 

Skæring nummer 7 ”Many Lives”, er således et dejligt lille instrumentalt afbræk, hvor man lige kan hvile ørerne fra den meget dominerende skrigeballon med mikrofonen. Desværre er nummeret kun 2 minutter og 13 sekunder ud af hvad jeg vil kalde ”en pine for ørerne”, for resten af albummet. 

Faktisk har bandet 2 vokalister, men da de i mine ører lyder fuldstændig ens, så giver det ikke meget afveksling. Bandet høster en del anerkendelse for at være nyskabende og anderledes, og hvis de kunne producere lidt flere instrumentale numre, kunne jeg måske hoppe med på den galaj. 

Fall City Fall får 2 ud 6, da de trods alt er anderledes, men jeg kommer ikke til at høre skiven igen… 

Victus udkommer 22. januar via Victory Records