Anmeldelser / Tidligere anmeldelser / Anmeldelser 2012

Anmeldelser 2012

King Lizard – A Nightmare Livin’ The Dream 

Anmeldt af Calle: 18-12-2012 

King Lizard kommer fra London, UK. Bandet består af Flash Roxx Sawyer (sang), Niro Knox (guitar), Moyano El Buffalo (trommer) og Lee Benz (bas). A Nightmare Livin’ The Dream er bandets andet album og det er kun Flash og Niro, som også var med på bandets første album ”Viva La Decadence”. 

Albummet er spækket med elleve sleazy hard rock sange og en enkelt hard rock ballade. Sangene og melodierne er godt skrevet og alle rock ’n’ roll klicheerne er at finde i bandets tekster. Guns ’n’ Roses har ikke levet forgæves og inspirationen derfra høres tydeligt. Derudover nævner bandet selv Megadeth, AC/DC, KISS, Skid Row og Whitesnake som nogle af deres inspirationskilder. Så har du måske en ide om hvad du kan forvente dig, hvis du skulle få fingrerne i A Nightmare Livin’ The Dream. 

Som sagt så er A Nightmare Livin’ The Dream spækket med elleve sprøde sleazy hard rock sange og deriblandt er mine personlige favoritter ”I Can’t Be Your Lover”, ”If It’s A Sin”, ”Down” og den Alice Cooper-lydende ”I Want You To Want Me”. Derudover synes jeg også godt om ”Hair Of The Dog”, som ikke skal forveksles med Nazareth’s sang med samme navn og balladen ”Just To Hear You Say It”. På albummets sidste nummer ”Waterloo Rats” kommer der også en smule punk-feeling indover. Alt i alt er det et super fedt album og lige efter min smag. Jeg elsker et fedt hard rock album med en enkelt ballade. 

Flash har en lidt ”skinger” stemme, som til tider minder mig en smule om Axl Rose’s og på andre tidspunkter en lille smule om Alice Cooper’s. Ja måske endda en blanding af disse to. Uanset hvad, så passer hans stemme rigtig godt til King Lizard’s musik. Og når man så tilføjer Niro’s guitararbejde, så kan man ikke undgå at få et godt album ud af det. Niro levere det ene fede guitar riff efter det andet og han smider om sig med gode soloer. 

Albummet er produceret og mixet af Pedro Ferreira, som tidligere har arbejdet sammen med bl.a. The Darkness, Tokyo Dragons og Theraphy? 

Så er du til sleazy hard rock, så vil du uden tvivl elske King Lizard.!!! Jeg har læst flere steder at bandet er super på en scene og jeg mødte faktisk Niro på City Of Sin i København for nogle uger siden, hvor han sagde de ville elske at komme og spille i Danmark og jeg tror også han fik en snak med nogle af folkene derinde. Så man har jo lov at håbe. 

A Nightmare Livin’ The Dream udkom 19. November via Bad Reputation Records.

     (5 ud af 6)  

Lyt til King Lizard på Spotify eller: http://www.kinglizard.co.uk/
________________________________________________________________

Sister Sin – Now And Forever 

Anmeldt af Calle: 18-12-2012 

Svenske Sister Sin har udgivet deres tredje album i form af Now And Forever. Göteborg bandet består af Liv (sang), Jimmy (guitar), Strandh (bas) og Dave (trommer). Jeg har alle tre albums og jeg synes rigtig godt om de to tidligere albums. Og lad det hermed være sagt med det samme, det gør jeg også med det nye album. 

Bandet spiller klassisk heavy metal og deres inspiration er hentet hos bands som f.eks. W.A.S.P., Judas Priest, Mötley Crüe, Motörhead og Accept. Albummet består af 11 sange hvor første nummer ”MMXII” er en instrumental intro. Herefter følger ni hæsblæsende heavy metal sange, som giver lytteren det ene mavepuster efter den anden. Det er først på albummets sidste sang ”Morning After”, at tempoet sættes ned. Og her er der tale om en rigtig metal ballade i bedste Doro stil. Af de ni rendyrkede heavy metal sange kan jeg fremhæve ”Hearts Of Gold”, ”Fight Song”, ”Chosen Few”, ”Shades Of Black” og ”End Of The Line”. Sidst nævnte er min favorit på albummet, men sangen er skarpt forfulgt af de andre fire sange jeg nævner. Det skal dog siges, at man på intet tidspunkt føler, at en sang ”bare” er fyldstof. Så der er efter min mening tale om et rigtig godt og fuldendt album. 

De tre gutter i bandet spiller godt og Liv’s stemme er perfekt til denne stil. Sammen med Lzzy fra Halestorm, så synes jeg faktisk at hun er en af de bedste kvindelige metalsangere derude i øjeblikket. Og når man tænker på hvor lille hun er (jeg har haft lejlighed til at møde hende et par gange), så har hun en ret stor stemme. 

Now And Forever er indspillet i Standstraight Studios i Stockholm og det er produceret af Chris Snyder. Mixing er foretaget af Cameron Webb, som tidligere har arbejdet sammen med bl.a. Danzig, Motörhead og Social Distortion. Så bandet har fundet nogle kompetente folk til at gøre jobbet og det er der som sagt også kommet et godt produkt ud af. Heavy Metal med en flot ren lyd, som samtidig har fået et råt udtryk. Det er uden tvivl et af de bedste heavy metal albums, som er udgivet i 2012. 

Now And Forever udkom 19. November via Victory Records.

     (5 ud af 6)  

Lyt til Sister Sin på Spotify eller: https://www.facebook.com/SisterSin/
_________________________________________________________________

Luley - Today's Tomorrow

Anmeldt af Peter Letting: 17-12-2012

Klaus Luley har begået et nyt album med titlen Today’s Tomorrow, som udkom 27 april 2012. Klaus Luley har været med i en del år, og er kendt fra bands som Craaft og Tokyo, som jeg dog personligt ikke har nogen erfaring med. 

Genren er easy listening rock ’n roll, så hvis man er til Bands som Journey og Boston vil dette album sikkert være værd at lytte til. 

Mit yndlings nummer på skiven er nummer 3 ”Slippin’ Away”. Det er også det nummer der har mest fart over feltet, og jeg synes der er en god energi. 

Hvis man kender til Klaus Luley fra hans tidligere bedrifter, som umiddelbart er mange, så har han på dette album genindspillet et tidligere hit ”Tokyo”. Jeg mindes ikke at have hørt nummeret før, så jeg kan ikke vurdere om det har hjulpet med en ansigtsløftning, men nøgternt betragtet er nummeret ret banalt. 

Resten af numrene må siges at være i rock ballade genren. Der er godt med bløde underlægnings guitar rifs, og masser af storladen vokal, men jeg synes ikke rigtig at budskabet kommer ud over køledisken, og det kunne såmænd køre som baggrundsmusik, en ganske almindelig indkøbsdag i Kvickly. 

Jeg ville gerne begejstres yderligere, men jeg må nøjes med 3 ud af 6, og det er primært på grund af nummeret "Slippin’ Away".

Today's Tomorrow er ude via AOR Heaven.

   (3 ud af 6)  

Læs mere om Luley: https://www.facebook.com/klaus.luley
________________________________________________________________

Ripe – The Eloquence Of Silence 

Anmeldt af Calle: 17-12-2012 

Københavnske Ripe har eksisteret siden 2002, men ingen af de oprindelige medlemmer er med i bandet mere. Bandet består i dag af Michael Bastholm Dahl (sang), Jakob Højgård Olsen (guitar), Jeppe Høiby (guitar), Peter Egtved Christensen (trommer) og nyeste mand i bandet er Lars Byskov Madsen (bas). The Eloquence Of Silence er bandets tredje album og andet med Bastholm som sanger. Det var Oliver Weers som medvirkede på bandets første album ”At The End Of Time” fra 2008, som dog er et album bandet selv finansierede og udgav. Begge de tidligere albums er blevet anmeldt her på siden. 

Det nye album er efter min mening bandets bedste og jeg synes virkelig de har fundet deres egen stil og lyd. Samtidig er albummet velproduceret og der er en rød tråd gennem de 12 sange. Selvom Ripe har fundet deres egen lyd, så kan man selvfølgelig ikke undgå at høre nogle af deres inspirationskilder, som eksempelvis Iron Maiden, Edguy, Hammerfall og Pretty Maids samt andre bands i samme stil fra 80’er/90’erne. Derudover minder nogle af sangene mig også en smule som det nyere materiale fra Scorpions. Jeg vil betegne bandets stil som klassisk heavy metal tilføjet lidt powermetal. 

Ripe tager lytteren med gennem en sand stormflod af gode melodier med fede guitar riffs tilføjet en super vokal, som drager lytteren med ind i et skønt metal univers. Jeg føler mig i hvert fald draget. 

Mine favorit sange blandt de 12 er ”Porcelain Goddess”, ”Fade To Rise” og ”Ghost Of A Rose” samt den mere stille ”Song For A Shadow”. Men alt i alt er det faktisk 12 rigtig gode sange bandet har indspillet på The Eloquence Of Silence. Der er efter min mening ingen ”fyld-numre” på albummet og man bliver på intet tidspunkt træt af at lytte til det. 

Så Ripe kan godt være stolte af resultatet og jeg vil godt anbefale metalhovederne derude om at tjekke dem ud. Jeg synes godt man kan mærke at der banker et metalhjerte hos de fem bandmedlemmer. Det er dansk metal når det er bedst!!!! 

The Eloquence Of Silence udkom 26. November via Mighty Music/Target Distribution.

     (5 ud af 6)  

Lyt til Ripe: http://www.reverbnation.com/riperocks
_________________________________________________________________

Sparzanza – Death Is Certain, Life Is Not 

Anmeldt af Calle: 14-12-2012 

Svenske Sparzanza har eksisteret siden 1996, men dette er det første album jeg hører med dem. Tidligere har jeg kun kendt bandet af navn, men ikke hørt deres musik, hvilket jeg nu har fundet ud af er MEGET ærgerligt. For lad det hermed være sagt, Death Is Certain, Life Is Not, er et super fedt album!! 

Bandet har haft et par udskiftninger siden starten, men består i dag af Fredrik Weileby (sang), Calle Johannesson (guitar), Anders Åberg (trommer), Johan Carlsson (bas) og Magnus Eronen (guitar). Death Is Certain, Life Is Not er bandets sjette album. 

Albummet består af 11 sange og har en spilletid på godt 42 minutter. Bandet formår efter min mening at blande old school metal med moderne metal og det gør de rigtig godt. De har fundet en stil der passer rigtig godt til min smag, uden der er for meget ”smadder” og growl, men heller ikke bliver for blødt. Som sagt har jeg ikke hørt bandets tidligere albums, så jeg kan kun bedømme ud fra dette album. De blander den hårde powerfulde metal med en meget melodiøs tilgang i sangskrivningen, hvilket giver musikken en virkelig god mulighed for at ramme et bredt publikum. De har i hvert fald fanget min opmærksomhed!! 

Mine favoritsange på Death Is Certain, Life Is Not er ”The Fallen Ones”, ”Dead Inside”, ”Walk Into The Fire”, titlenummeret ”Death Is Certain, Life Is Not” og det mere stille afslutningsnummer ”When Death Comes”. Derudover synes jeg også rigtig godt om ”When The World Is Gone”, ”I Am Your God” og ”Endeavor The Dark”. Indledningen på sidst nævnte minder meget om Foo Fighters’ ”Best Of You”. Nu har jeg jo snart nævnt alle 11 sange, hvilket tydeligt viser, at jeg synes rigtig godt om hele albummet. Rigtig fedt og super velspillet metal fra hinsidan. Jeg har tidligere sagt det og jeg gør det gerne igen: De må have noget i drikkevandet derovre!! 

Death Is Certain, Life Is Not er indspillet, produceret, mixet og mastereret i Leon Studios i Sverige med Rikard Löfgren bag knapperne. Han har tidligere arbejdet med bl.a. Deathstars, Mustasch, MamaKin, Hellfuled, Steelwing og The Scams. Så det er en erfaren herre Sparzanza har valgt til jobbet. Og det må siges at være et veludført job!!! 

Er du til en blanding af Stone Sour, Mustasch, Foo Fighters og The Haunted, så vil du sikkert også kunne lægge dine metal-lyttende ører til Sparzanza. Hvis du som undertegnet kun kender bandet af navn, så bør du helt sikkert tjekke dem ud. Jeg skal i hvert fald ud og have fat i deres tidligere albums. 

Death Is Certain, Life Is Not er ude via Spinefarm Records.

     (5 ud af 6)  

Lyt til Sparzanza på Spotify eller: http://www.myspace.com/sparzanza
_______________________________________________________________

Dead Smiling Pirates – Harvest On A Hype 

Anmeldt af Calle: 14-12-2012 

Dead Smiling Pirates er en dansk trio, der blev dannet i 2006. Bandet består af Kim Burmeister (sang/guitar), Erik Aaberg (trommer) og Rasmus Christensen (bas/sang), som er nyeste mand ombord. På trods af at Harvest On A Hype er bandets andet album, så er Dead Smiling Pirates et nyt bekendtskab for mig. Og selvom dette album udkom i starten af 2012, så skal de have et par ord med på vejen fra undertegnet. 

Jeg vil betegne bandets stil som alternativ pop-punk/rock og bandets 11 sange spænder vidt og jeg synes der er god adspredelse på albummet. Der er blevet plads til de mere ”hårde” rock sange, som eksempelvis åbningsnummeret ”Dandruff Killer Punch”, henover de mere punkede sange, som f.eks. ”Concrte Getto”, til en mere alternativ stil med en smule reggae/ska rytmer, som f.eks. mellemstykket i ”Autopilot Guide”. Albummet starter ud med fuld kraft og power i de tre første sange ”Dandruff Killer Punch”, ”Harvest On A Hype” og mit favorit nummer på albummet ”By The End Of”. Sidst nævnte har en god portion Foo Fighters over sig, især på guitararbejdet og omkvædet. Herefter sættes tempoet lidt ned i ”What You’ve Done”, som ligeledes er en god sang. De næste tre sange mister efter min mening gnisten lidt, selvom der er godt ”knald” på sangen ”December”. Herefter er resten af sangene i den bedre ende og de følger godt i trop med albummets første tre sange. Især førnævnte ”Autopilot Guide” og ”Blunder And Polish” falder godt i min smag. Overordnet set er Harvest On A Hype et rigtig godt album med gode sange, hvor de velskrævede melodier er i fokus. 

Musikken på albummet er yderst velspillet og Kim’s stemme fungere rigtig godt til bandets stil. Hans stemme minder til tider som en blanding af Kurt Cobain og Wes Scantlin fra Puddle Of Mudd. 

Harvest On A Hype er indspillet i Bad Coffee Studio og det er produceret af Mattis Jacobsen sammen med bandet selv. Jeg synes albummet er virkelig godt produceret og der er en god ligevægt mellem instrumenterne og Kim’s stemme. Det hele ligger rigtig godt i forhold til hinanden og der er et overordnet flot lydbillede. Virkelig velproduceret!!! 

Efter at have hørt dette album en del gange nu, så tror jeg lige jeg skal have fat i hr. Burmeister, som sendte mig dette album, og høre ham hvordan jeg kan få fingre i debut albummet ”Dead Smiling Pirates”. 

Dead Smiling Pirates er helt sikkert et dansk band med international klasse!!!

Harvest On A Hype er ude via Warner Music Denmark.

     (4½ ud af 6)    

Lyt til Dead Smiling Pirates: http://www.reverbnation.com/deadsmilingpirates
___________________________________________________

Riot Horse – EP 

Anmeldt af Calle: 12-12-2012 

Riot Horse er et dansk/svensk band, som har base i Skåne. De blev dannet i 2006 og den nuværende besætning består af Nille ”Neil” Schüttman (Sons Of Tomorrow - guitar), Jonas Langebro (Bai Bang - trommer), Andreas Sydow (Darkane - sang) og Anders Johansson (Dr. Weird - bas). EP’en er bandets første og den består af fire sange. 

Stilen er klassisk bluesy hard rock og inspirationskilderne er Led Zeppelin, Black Sabbath og Mountain. Dette høres tydeligt på de bluesbaserede guitar-riffs og den tunge grundrytme fra bas og trommer. Sangene differentiere godt fra hinanden og der er en vis variation i hver enkel sang, selvom sangene er bygget over den samme list. De fire sange hedder ”Medicine Man”, ”Torn”, ”Starlight” og ”Miss Mississippi” og jeg synes faktisk, at alle sangene er rigtig gode. Skal jeg fremhæve et par af dem, så må det være ”Torn” og ”Medicine Man”. Men alt i alt er det nogle gode sange med skønne melodier og solidt guitarspil. Udover det sublime guitarspil og den tunge og stabile grundrytme, så synes jeg Sydow’s stemme passer rigtig godt til denne genre, som er noget anderledes end Darkane’s death/thrash metal. Jeg er i hvert fald solgt og ser med stor forventning frem til et evt. fuld længde album fra disse fyre. 

Selve produktionen på de fire sange fejler intet og der er et gennemgående flot lydbillede gennem hele EP’en. Når de fire sange er slut, så får jeg lyst til at lytte til dem igen. Så det må jo siges at være et godt tegn. 

Hvis du er til bands som førnævnte Led Zeppelin og Black Sabbath samt nyere bands i stil med f.eks. Black Country Communion, Wolfmother og The Graveyeard, så tror jeg også godt du vil kunne lide Riot Horse. Du bør i hvert fald tjekke dem ud.

Selvfølgelig er det altid svært at bedømme et band 100% ud fra ”kun” fire sange, så jeg kan ikke give dem maksimum dødningehoveder, men jeg er ovenud godt tilfreds med hvad jeg hører og jeg kan derfor varmt anbefale Riot Horse i denne kolde vintertid. For mig er det dejligt med et nyt bekendtskab indenfor rocken. Tak for det Nille!!! 

EP’en er ude og du kan lytte til alle fire sange via nedenstående link.

     (4½ ud af 6)    

Lyt til Riot Horse: http://www.reverbnation.com/riothorsedanmark
___________________________________________________

Soleil Moon - On The Way To Everything

Anmeldt af Peter Letting: 11-12-2012

Soleil Moon har udgivet albummet On the Way to Everything 2. Nov 2012 på Frontiers Records og jeg har lyttet til det. Måske er jeg bare svær at imponere, men den her melodiske radio rock genre, virker en anelse kedelig i mine ører. Sang nummer 3, som også er titel nummeret ”On the Way to Everything”, virker bekendt, og så alligevel ikke. Det er et udmærket nummer, og ingen tvivl om at Larry King er en dygtig sanger, og han har nogle rigtig professionelle musikere med. 

Nummer 4 ”Blackbird” kunne jeg godt have undværet. Jeg har aldrig været den store The Beatles fan, og selvom det da er et udmærket nummer, så HAR det ligesom været der. Det virker måske som en sikker vinder at hive sådan et nummer med på skiven, men ikke for mig. 

Men så i sang nummer 5 ”Goodnight Irene”, skete der noget da jeg hørte den første gang. Det er nærmest en vuggevise, men jeg kom til at lytte til teksten. En sang om en far, som synger en sang til sin lille pige. Men pigen bliver syg da hun vokser op, og faderen skal så synge sangen igen efter at hans lille pige har forladt denne verden. Jeg må bøje mig og erkende at det trak en lille tåre frem i øjenhulen, naturligvis fordi jeg selv har en lille prinsesse derhjemme, og tanken om at jeg skulle synge den sidste sang for hende på den måde, rørte mig dybt. Pyha…. 

Nummer 7 ”Burn” er et dejligt lille instrumental nummer, som jeg godt kunne tænke mig havde været lidt længere; trukket lidt mere ud i en mere progressiv stil. 

Resten af albummet har tendens til at blive en smule ”Fame” musical-agtigt, og det tiltaler mig ikke rigtigt. 

Der er nogle gode kræfter med ind over albummet og de 2 herrer som tegner Soleil Moon, Larry King og hans makker John Blasucci, er fremragende musikere. 

Desværre synes jeg at albummet er en lidt blandet fornøjelse, og derfor får det kun 3 ud af 6.

On The Way To Everything er ude via Frontiers Records.

   (3 ud af 6)    

Lyt til Soleil Moon: http://www.reverbnation.com/soleilmoon
___________________________________________________

WakeUpCall – Batteries Are Not Included 

Anmeldt af Calle: 11-12-2012 

Jeg har kendt dette italienske band siden 2010, hvor de startede under navnet Knyght. Dengang var jeg ikke helt begejstret for dem, men da de senere skiftede navn til WakeUpCall og udgav en ny EP, så fik piben en anden lyd. Bandet havde rykket sig en del og jeg var derfor meget spændt på denne skive, som er bandets debut fuld længde album. Bandet består stadigvæk af brødrene og sangskriverne Tommy og Olly på henholdsvis sang/guitar og guitar. Derudover er bassisten den samme og han hedder Dario. Trommeslageren er ny siden deres selvbetitlede EP fra starten af 2011 og han hedder Giocomo. 

Bandets stil er melodisk hard rock med et poppet præg. Deres inspirationskilder spænder vidt og tæller bands som f.eks. Bon Jovi, Nickelback, Foo Fighters, Green Day, Simple Plan, Goo Goo Dolls og Papa Roach. 

Og har de så rykket sig endnu mere siden den før nævnte EP? Ja det synes jeg de har og man kan godt høre der er kommet et år mere i bagagen, som bl.a. er blevet brugt på diverse koncerter i Italien og flere andre europæiske lande, hvor de bl.a. har spillet med Winger og Heaven’s Basement. Bandet virker mere modent og musikken er mere velspillet. Melodierne er skåret over samme list som på EP’en, men de fungere bare bedre på dette album. 

Der er 11 sange på Batteries Are Not Included og der er blevet plads til både de rockende sange og de mere stille. Mine favoritter blandt de elleve sange er ”Not Like You”, ”To Be”, som bandet også har udsendt en musikvideo til, samt ”Kill Your Dream”, hvor bandet rammer det lidt hårdere udtryk, især på guitaren. 

Bandet har selv produceret albummet og så er det mixet og masteret af Maurizio Baggio, som også havde en hånd med på EP’en. Selve produktionen og lydbilledet virker måske en anelse for ”pæn” og det er det der giver albummet det poppede præg. Jeg tror måske bandet gerne vil være mere ”hårde” end det de får ud på albummet. Dermed ikke sagt at Batteries Are Not Included er et dårligt album, men jeg kunne godt have ønsket mere lidt mere råhed. 

Giv bandet et lyt via nedenstående link. Det fortjener de!!!

Batteries Are Not Included er ude via Hit Bit Records.

    (4 ud af 6)    

Lyt til WakeUpCall: https://www.facebook.com/WakeUpCallrock
___________________________________________________

Saturnus – Saturn In Ascension 

Anmeldt af Claus Skytte: 07-12-2012  

Saturnus er et efterhånden gammelt band, da de har eksisteret i 20 år. I den tid er det dog kun blevet til 4 fuldlængder, hvoraf denne er nyeste skud på stammen. Saturnus har sine rødder i 90’ernes døds-scene, men har trukket tempoet ud af deres ting, så de nu kalder sig gothic metal og doom metal med både growl og ren sang.  

Musikerne er dygtige, sangeren er ok, og konceptet er gennemført. Stemningen er mørk og dyster, og rent musikalsk er det klaver og guitar, der står for ”lyspunkterne” i mørket. Dog brydes det hele af akustiske passager, bl.a. med cello og tværfløjter (!) og kor- og kvindesang. 

Numrene er mellem 5 og 11½ minut lange. Men modsat Forcentury, som jeg tidligere har anmeldt (link), der putter så meget tempo og så mange ideer ind på den tid, holder Saturnus sig til få ideer og et lavt tempo.  

Nu er doom jo en smagssag, og nogen kan li’ moderen, andre er mere til sønnen. Min smag er bl.a.Candlemass, Altar Of Oblivion, men også andre ”sorte” bands som Neurosis og Nadja. Det er fedt at tage farten ud af musikken og gøre den tungere end tung og sortere end sort. Men faren er at numrene nemt kan komme til at ligne hinanden for meget. Man skal være meget opfindsom for at variere uden at miste hovedideen i værket. Og når jeg har fornemmelsen af, at jeg kan gå et andet sted hen i 5 minutters tid uden at miste overblikket, så er det i mine øjne ikke godt. Hvis jeg ville i så trygge hænder kunne jeg jo lige så godt høre Rasmus Seebach…  

Saturnus falder i den grøft på nogen af numrene, mens andre virkelig fanger mig og får mig til at holde opmærksomheden hele vejen. Det er især et nummer som ”A Lonely Passage”, der fanger mig og får mig til at lytte til de lyriske passager og de overraskelser, der er bygget ind, mens ”A Fathers Providence” er et hurtigere nummer, der fungerer rigtig godt, og er både smukt og tungt. 

Saturn In Ascension udkom 3. december via Cyclone Empire/Target Distribution

    (3½ ud af 6)

Lyt til Saturnus: http://www.myspace.com/saturnus
___________________________________________________
 
Siamese Fighting Fish – Breathe:See:Move 

Anmeldt af Calle: 04-12-2012 

Københavnske Siamese Fighting Fish udgav dette, deres andet album, tilbage i august måned, men selvom det har nogle måneder på bagen, så synes jeg alligevel det fortjener et par ord med på vejen. Bandet består af Mirza Radonjica (sang) ,Villads E. Berg (trommer), Morten B. Jakobsen (bas), Andreas Krüger (guitar), Rasmus Krøjer (guitar) og Christian Hjort Lauritzen (violin). 

Siamese Fighting Fish (SIFIFI) spiller alternativ rock/metal med progressive tendenser. Som sagt er Breathe:See:Move bandets andet album og jeg synes albummet er en smule hårdere end forgængeren ”We Are The Sound”, hvilket efter min mening bestemt ikke gør noget. Skal jeg være ærlig, så lyttede jeg kun til det forrige album nogle få gange, men det her album har roteret en del på mit anlæg og min iPod. De sange på albummet der falder bedst i min smag er åbningsnummeret ”H.A.U.T.”, ”Scarred By Omens”, ”Crap Is The New Black” og ikke mindst ”A Liar Cried Wolf”. Generelt fungere violinen rigtig godt til SIFIF’s musikstil og det gør sig især gældende på sidst nævnte sang. Grundrytmen ligger en god ”bund” på albummet og guitar-arbejdet kan der heller ikke sættes en finger på. Overordnet set synes jeg at bandet har skrevet nogle gode sange med flotte melodier, som ligger rigtig godt til Mirza’s stemme. 

Breathe:See.Move er indspillet i Vibe Factory og det er mixet af Kristian Thomsen, som tidligere har arbejdet med bl.a. The Storm og Blacj City. Lyden og produktionen på albummet er poleret og flot og der er en god rød tråd gennem hele albummet. 

Kender du ikke bandet, så bør du helt sikkert tjekke dem ud. Med deres først album kom de op fra undergrunden og med det nye album er de klar til at erobre den danske og europæiske rock scene. De har ihvertfald international klasse!!!

Breathe:See:Move er udkommet via Mighty Music/Target Distribution. 

     (4½ ud af 6)    

Lyt til Siamese Fighting Fish: http://www.facebook.com/sififi/
___________________________________________________

I’ll Be Damned – The First Coming (EP) 

Anmeldt af Calle: 04-12-2012 

I’ll Be Damned er et nyere band fra Århus, som består af Stig G (sang), Theis (trommer), Boris (guitar), Bon (guitar) og Anders L. Ond (bas). Jeg vil betegne bandets musikstil som rock ’n’ metal. The First Coming er, som titlen på sin vis indikerer, bandets første EP. 

EP’en består af fem sange, som sprudler af energi og power og det virker som om bandet virkelig har det sjovt med det de laver, samtidig med at de mener det seriøst. En flok ”drengerøve” der vil frem over stepperne og sætte deres præg på rock landkortet. 

Første sang er ”All Be Damned”, som er en frisk rock ’n’ roll sang, der leder mine tanker i retning af danske SuperCharger. Efter min mening er det den bedste sang på EP’en. De næste tre sange ”Fever”, ”A Hanging Job” og ”Right For The Money” hører til i den mere hårde og tunge ende af skalaen og disse sange har en fed groove. Stilen på sangene er mere metalpræget og har en vis southern metal feeling over sig, dog stadigvæk med det beskidte rock ’n’ roll udtryk som i åbningsnummeret. Sidste sang på The First Coming hedder ”Shopping With A Shotgun” og den minder i stil mere om åbningsnummeret. Alt i alt er det fem gode sange med god energi, solide guitar riffs og fuld power. Samtidig er sangene ret catchy og bandet kan efter min mening være meget stolte af denne EP. Udover det gode guitararbejde, så fungere rytmesektionen også rigtig godt og Stig’s stemme passer perfekt til den beskidte rock ’n’ metal genre. 

The First Coming er indspillet af bandet selv i kunstnerkollektivet Papagallo samt i Late Fairytale Studio med Anders Ruby bag knapperne. Sidst nævnte, som tidligere har arbejdet med bl.a. Lis Er Stille og Puppet Arms, har også stået for mixing og masterering. 

Efter min mening er det en rigtig god EP I’ll Be damned har udsendt. Det er ukompliceret rock ’n’ metal, eller som bandet selv kalder det god damned rock ’n’ roll !!!! EP’en kan bl.a. høres og downloades via bandets facebook side og SoundCloud (se link herunder). Jeg kendte ikke til bandet inden de kontaktede mig via mail med henblik på anmeldelse, men jeg vil helt sikkert følge dem fremover. Man kan jo håbe på at bandets second coming bliver et fuld længde album. 

The First Coming er ude.

    (4 ud af 6)  

Lyt til I'll Be Damned: http://soundcloud.com/illbedamned/sets
_______________________________________________________________

Shotgun Revolution i Amager Bio 24. november 2012  

Anmeldt af Peter Letting: 24-11-2012 

Jeg hørte Shotgun Revolution for første i Amager Bio for snart 2 år siden, og jeg var solgt fra starten. 

I dag d. 24/11-2012 var jeg så til min 5. Shotgun Revolution koncert, hvoraf de 3 var et hattrick i foråret, som startede i Helsingør, dernæst Hillerød og sluttede med en live optagelse i Vega, på 3 uger. Det var festligt og heldigvis er de 5 drenge i Shotgun Revolution helt nede på jorden, så man kommer hurtigt til at kende dem. 

Jeg var spændt på om de kunne hive den samme fantastiske energi op af tasken, som jeg havde set til de foregående koncerter. Og jeg bliver aldrig skuffet af Shotgun Revolution. Endnu engang forvandlede de Amager Bio til et festfyrværkeri af lyd, lys og tilmed ild. Det er meget forståeligt at de har været i både Berlin og Los Angeles på denne tour, for resten af verden har også brug for at høre Shotgun Revolution.  


Foto: Kasper Løjtved - Løjtved Foto (http://www.lojtvedfoto.dk/) 

For snart 2 år siden var vi ca. 2-300 begejstrede og lettere forbløffede tilskuere. Forbløffede fordi de 5 drenge kommer så langt ud over scenekanten, at man næsten kan smage dem, og allerede dengang tænkte jeg, at vi var en underlig lille skare af mennesker, for dette band fortjente da et langt større publikum. Det har de så fået med årene, og jeg vil tro at der har været omkring 6-800 publikummer tilstede på denne aften i Amager Bio. 

Der var rimelig godt gang i festen allerede fra starten, og Shotgun Revolution havde i aften valgt at undlade opvarmningsband, hvilket for mig personligt, ikke gjorde noget. Jeg var jo kommet for at høre Shotgun Revolution, og det fik jeg lov til. Masser af nerve og indlevelse, intensitet og gedigen rock. Shotgun Revolution leverer sku varen. 

En 4-5 numre inde i sættet, blev tempoet sat gevaldigt ned, og der blev leveret et par af bandets ballader, som efter sigende skulle være til damerne. Selvom de fleste mænd i salen, inklusiv undertegnede, nok hellere havde fortsat ad den mere hårdtslående sti, så blev der ikke desto mindre skrålet igennem og klappet med på ”The Legacy of Childhood Dreams” og Blessed be my Child”.


Foto: Kasper Løjtved - Løjtved Foto (http://www.lojtvedfoto.dk/

Der kom efterhånden mere og mere kog under gryderne, og da der første gang blev sagt tak for i aften, så var publikum vist ikke helt klar til at det var slut. Det blev da også til yderligere 3 numre, deriblandt ”Constantly" som er et af mine favorit numre. Jeg blev nærmest skrækslagen, da tempoet blev taget helt ud af nummeret, og startede frygtelig langsomt, men heldigvis blev der taget revanche, og med vanligt energi niveau blev resten af nummeret leveret, så man slet ikke kunne stå stille på gulvet.

Sidste nummer blev ”I don’t care”, som også er et TOP nummer, og måske var det i virkeligheden der jeg mistede stemmen.. Der blev i hvert fald givet ALT hvad den kunne trække fra scenen, og salen kogte over og havde en fest.

Jeg synes, og det har jeg syntes hver gang, at Shotgun Revolution sparker røv, og de er et friskt ROCK indslag på den danske musik scene. De KAN rent faktisk spille, og de har en forsanger i Ditlev, som rent faktisk KAN synge, og hvor må vi være mange som er lykkelige over at han valgte at droppe Melodi Grand Prix, til fordel for ROCK’en.


Foto: Kasper Løjtved - Løjtved Foto (http://www.lojtvedfoto.dk/)

Aftenens koncert sætter 2 fede streger under min opfattelse af, at Shotgun Revolution er det mest autentiske danske rock band siden DAD, og jeg glæder mig allerede til næste gang de skal på tour. Så er jeg sku ikke sikker på at jeg kan nøjes med én koncert

Jeg giver 6 fede rock stjerner til SHOTGUN REVOLUTION

(6ud af 6)____________________________________________________________________

Electric Hellride – Hate . Control . Manipulate  

Anmeldt af Claus Skytte: 21-11-2012 

Electric Hellride er et lille dansk band, der har nået en del i de 4 år, de har eksisteret. De har udgivet en EP, vundet W:O:A Metal Battle, og kommer nu med deres første fuldlængde-album.  

Musikken er en blanding af alt muligt, lidt død her, lidt Heavy her, lidt Thrash og hvad de ellers kan finde på. Det giver en god lyd, der både er fed og passende beskidt. Det har også noget at gøre med at Jacob Bredahl har produceret.  

Melodierne er bandets styrke. Soloerne er korte og præcise, men det er det generelle riff-arbejde, der står frem som den store styrke på albummet. Og så synes jeg, at det er fedt at man faktisk kan høre, hvad der bliver sagt. Vokalisten er tydelig og det passer godt til udtrykket uden at blive for rent.  

Hvis man skal fremhæve numre er ”Hate Propaganda” og ”Exhale Chaos” gode bud, men alle sangene er godt og gedigent arbejde. Det er godt håndværk, gode ideer og god produktion. Men der mangler lidt i at komme helt op i skyerne. Det bliver dog spændende at følge bandet fremover, og at se dem live, hvor de nok har deres største force. 

Hate.Control.Manipulate udkommer 26. november via Mighty Music/Target Distribution

     (4½ ud af 6)    

Lyt til Electric Hellride: http://www.reverbnation.com/electrichellride
___________________________________________________

Addiction For Destruction – Neon Light Resurrection 

Anmeldt af Calle: 20-11-2012 

Addiction For Destruction er noget så sjældent som et russisk sleaze rock band. Bandet blev dannet i Moskva i 2010. Der har siden været et par udskiftninger i bandet, som i dag består af Tom Spice (sang), D. McKay (bas), Krock (trommer) og danske Henning N. Nielsen (guitar). Henning er ikke med på selve albummet, men han blev rekrutteret henover over sommeren 2012, hvor han var til audition mens der var hedebølge i Moskva. (Læs hans historie her på siden via dette link). 

Neon Light Resurrection er bandets debut album og det består af 10 sange. Inspirationen er hentet fra L.A. bands som Guns ’n’ Roses, Faster Pussycat og Vain og skandinaviske bands som f.eks. Backyard Babies og Shotgun Messiah. Altså en god omgang sleazy hard rock tilføjet en god portion punk attitude. Jeg synes bandet spiller godt og især guitarens sound falder godt i min smag. Så man kan jo kun håbe på, at Henning kan ramme den samme lyd. Bandet har skrevet 10 gode rock sange med nogle gode fængende melodier. Ingen af sangene falder helt ved siden af, men samtidig er der heller ikke nogle sange, der virkelig træder ud fra de andre. Så overordnet set er det en god omgang rock uden de store dikkedarer. Der er otte sange i den hårde ende som f.eks. ”Rock ’n’ Roll To You”, ”Feelin’ Fine” og titelnummeret ”Neon Light Resurrection” samt to mere stille sange i form af ”Jaded Heart” og ”(I Don’t Care) You’re Nothing”. Musikken i sig selv er der ikke det store nye i, men man føler virkelig, at bandet mener det seriøst. Jeg kan rigtig godt lide dette album og kan derfor varmt anbefale rockelskere at tjekke albummet og bandet ud. Forhåbentlig vil de, i kraft af det danske islæt, komme forbi Danmark en dag og give den max gas live.     

Albummet er indspillet og mixet i Parametrika Studios i Moskva og det er bandets bassist D. McKay, der står som producer. Jeg synes virkelig de har formået, at få den rette lyd på albummet og musikken ligger rigtig godt i forhold til sangerens stemme. 

Man kan som sagt godt høre hvor inspirationen kommer fra og det er de førnævnte bands. Også selve album coveret er inspireret af Backyard Babies’ ”Stockholm Syndrome”. Billederne i coveret er taget i bl.a. Sverige og Danmark. Som ordspillet lyder, så skal man ikke bedømme en bog (CD) ud fra coveret, men i det her tilfælde passer coveret rigtig godt til musikstilen. 

Neon Light Resurrection er udkommet via R.W.A. Music Company

     (4½ ud af 6)    

Lyt til Addiction For Destruction: http://soundcloud.com/r-w-a-music-company-ltd/addiction-for-destruction-neon
___________________________________________________

Stöj Snak – Songs About Beliefs (EP)  

Anmeldt af Calle: 19-11-2012  

Stöj Snak er et side projekt fra Mighty Midgets manden Niels Sørensen. Han står som både sangskriver og producer + en hulens masse instrumenter. Derudover har han inviteret en flok gæstemusikere med på pladen. Han beskriver selv bandet som et folk-punk-screamer-songwriter projekt og ydermere beskrives bandet, som hvis Bob Dylan spillede i Green Day. Jeg kendte intet til Stöj Snak, før jeg var så heldig at modtage Songs About Beliefs på en limited orange vinyl EP fra manden selv. Det gjorde selvfølgelig, at jeg straks måtte tjekke musikken ud.  

EP’en består af fem sange og beskrivelsen af ”genren” passer meget godt. Jeg har lyttet til den orange vinyl en del gange, faktisk så mange gange, at andre nye indkøb har måtte vie pladsen. Og jeg er faktisk meget imponeret over sangskrivningen og den skønne tilgang til musikken Niels ligger for dagen. Jeg synes han har formået at indspille nogle unikke sange indenfor en genre, som jeg i hvert fald ikke hørt før. Så allerede det giver en stjerne i min bog.   

Ep’en starter med første singlen ”Collateral Damage”, som er en perfekt åbner. Herefter sættes tempoet lidt ned på ”State Of Mine”, som virkelig lyder som Bob Dylan møder Green Day. Der gøres brug af mundharpe og selve melodien kunne sagtens være at finde på et Green Day album. Næste sang er ”Party On The Hillside”, som leder mine tanker i retning af lidt ska. Tempoet sættes igen lidt ned på EP’ens fjerde sang ”Great Ideas Need Landing Gear”. Sidste sang hedder ”No Refunds” og den er, sammen med ”Collateral Damage” mine personlige favoritter på Songs About Beliefs. Alt i alt er det fem gode sange, hvor der er en tilpas god variation. Melodierne er rigtig godt skrevet og man bliver i godt humør af at lytte til Niels’ sange.   

Derudover synes jeg at sangene har energien og attituden fra punken, selvom der bruges både akustiske guitarer, banjo, tamburin og hvad har vi. Mundharpen giver den rette singer-songwriter feeling til musikken og samlet set giver det et overordnet flot helhedsindtryk. Jeg synes Niels har fat i noget specielt og den musik han laver med Stöj Snak er ikke noget man hører hver dag. Jeg tror godt han kan komme langt, hvis bare musikken kommer for de rigtige ører. Jeg er i hvert fald imponeret!!!  

Køber du EP’en via nedenstående link, så medfølger der et bonus track.   

Songs About Beliefs er udkommet via 5FeetUnder Records.  

     (5 ud af 6)    

Lyt til Stöj Snak: http://stojsnak.bandcamp.com/album/songs-about-beliefs
___________________________________________________

Bloodbound - In The Name Of Metal

Anmeldt af Lars Frosz: 11-11-2012

Svenske Bloodbound har begået en ægte perle indefor traditionel Heavy Metal med cd'en In The Name Of Metal.

Cd'en starter med titelnummeret "In The Name Of Metal", og er en blanding af Lordi og Iron Maiden. Første gang jeg satte skiven på vidste jeg ikke om de gjorde grin med metalgenren fordi de bruger alle "klicherne" fra start 80'erne, men efterhånden som jeg hørte cd'en igennem fandt jeg ud af at de mener det og lad mig slå det fast; DE GØR DET GODT.

Som sagt er der elementer fra Lordi og Iron Maiden, men også fra Accept og Judas Priest og Rising Force (Yngwie Malmsteen) og alle de andre. Jeg er ret glad for den sound de har, som er klar og autentisk med en god ballance som passer godt til den form for Metal de spiller.

Patrik Johansson var en rigtig god stemme der til tider minder om Bruce Dickinson (Iron Maiden) men har en stor del egen styrke og er bestemt ikke en kopi af før omtalte. Det er specielt når Patrik kommer op i de høje og lange toner han har Dickinson-tonen.

Der er 12 numre på og ikke et af dem er under middel - alle numrene er let tilgængelige, hvilket jeg frygtede lidt i starten så ville betyde at man hurtigt ville blive træt af den, men det er faktisk ikke sket. "King Of Fallen Grace" er et rigtig Power Metal nummer som dét skal lyde.

Den tunge "Metalheads Unite" kunne godt blive en ny slagsang for genren, hvor man i fællesskab skråler M-E-T-A-L for Metal. Skal man fortælle andre, hvad Heavy Metal er kort fortalt med én cd, er denne cd et godt bud.

In The Name Of Metal udkom 9. november via AFM-Records

      (5½ ud af 6)    

Lyt til Bloodbound: http://www.myspace.com/bloodboundonline
___________________________________________________

Into Century – Nobody’s Slave 

Anmeldt af Calle: 007-12-2012 

Into Century har eksisteret i fem år, men de var et helt nyt bekendtskab for mig, da jeg tilfældigt læste om dem på nettet en dag for kort tid siden. Det jeg læste lyd interessant og jeg tjekkede to af deres musikvideoer ud på YouTube. Jeg faldt straks for deres meget direkte stil og deres måde at tilgå den moderne rock på. Og for et par uger siden dukkede der så en mail op i min indbakke fra Target med link til bandets nye album Nobody’s Slave. Og jeg skulle selvfølgelig straks lytte til hele albummet. Det har nu roteret en del på mine forskellige musikafspillere og jeg er bestemt ikke blevet skuffet, snare tværtimod. 

Bandet, som kommer fra København, består af Jon Century (sang), Christian Warburg (guitar), Jeppe Bruno (trommer) og Morten Schrøder (bas). De fire fyre har efter min mening formået at skabe et dansk rock produkt, som efter min bedste overbevisning burde kunne klare sig godt uden for landets grænser. Albummet er da også indspillet i Californien og bandet har givet koncerter på bl.a. Whiskey a Go Go og The Key Club. Derudover har de spillet til en privat showcase på Mtv’s hovedkontor i englenes by og de to førnævnte videoer har også haft stor rotation på musikkanalens webbasserede kanaler. 

Nobody’s Slave består af elleve sange og stilen er som sagt moderne hard rock, hvor inspirationen er hente hos bands som f.eks. Nickelback, Daughtry, 3 Doors Down og Foo Fighters. Derudover hører jeg også lidt Alice In Chains og Soundgarden deres musik. Mine helt klare favoritter blandt de elleve sange er ”Dare”, ”Man Of God” og titelnummeret ”Nobody’s Slave”. Disse tre sange er skarpt efterfulgt af ”Sweet Surrender” samt det meget Foo Figthers inspirede nummer ”Hold On”. Det eneste downtempo nummer på albummet er ”OMG”, som måske falder lidt udenfor. Men alt i alt er det et rigtig fedt album og jeg er glad for, at jeg har lært Into Century at kende. Jeg skal uden tvivl tjekke deres første album ”Into Your Sun” ud, hvis det vel og mærket er til at finde et eller andet sted. 

Albummet er produceret og mixet af Tore Nissen og Johan Wohlert, som bl.a. har arbejdet sammen om The Storm’s succesalbum ”Black Luck. Med den perfekte produktion og lyd, tilsat Jon’s sprøde rockstemme og den fede guitar i fokus, så går man bestemt ikke galt i byen ved at investere i dette album. 

Må der findes flere danske rock bands af denne kaliber derude, som af en eller anden årsag er gået min næse forbi eller af den ene eller grund er godt ”gemt” for mig. Into Century og Nobody’s Slave er på min top 10 liste over albums udgivet i 2012.

Nobody's Slave udkommer den 12. november via Target Distribution.

      (5½ ud af 6)    

Lyt til Into Century: http://www.reverbnation.com/intocentury

Se de førnævte videoer her: http://www.youtube.com/user/intocenturyband
___________________________________________________

Soulline – We Curse, We Trust 

Anmeldt af Calle: 07-11-2012 

Soulline er et metal band fra Schweiz, som blev dannet i 2000. Bandet består af Lore (guitar), Marco (guitar), Klod (sang/growl), Yuvi (trommer) og Miles (bas). We Curse, We Trust er bandets tredje album, men dog mit første møde med dem. 

Soulline spiller melodic death metal, som ikke er min stærkeste side. Men efter flere gennemlyt af dette album, så må jeg sige, at jeg faktisk synes meget godt om musikken. Albummet består kun af 8 sange, hvoraf det ene nummer ”Dreaming Change” er et stille melodisk mellemstykke på lige over ét minut. Hele cd’en har en varighed på næsten 40 minutter. Mine favorit sange på albummet er ”Sleepers Statement” og afslutningsnummeret ”Face In”. Sidst nævnte starter lidt mere downtempo end resten af albummet og samtidig får nummeret en smule doom præg ca. midt i sangen. Set over hele albummet, så synes jeg godt det kan gå hen og blive en smule ensformigt, hvor især trommerne kører meget i samme spor. Når det så er sagt, så findes der flere gode melodier gennem hele albummet og der er et par gode guitar soloer hist og her. Men helhedsindtrykket er på det jævne. 

We Curse, We Trust er mixet af Peter Tagtgren, som tidligere har arbejdet med bl.a. Children Of Bodom, Imoortal og Pain. Mastering er foretaget af Jonas Kjellgren, som bl.a. har arbejdet med Sonic Syndicate, Katatonia og Scar Symmetry. Produktionen på albummet er yderst veludført. 

Jeg er sikker på at fans af denne stil vil synes godt om albummet og jeg anbefaler at man tjekker dem ud. Schweiz er andet end Gottard, Krokus, knive og ost. Det er også METAL!!!! 

We Curse, We Trust er ude via Mighty Music/Target Distribution

    (4 ud af 6)  

Lyt til Soulline: http://www.myspace.com/soulline
________________________________________________________________

Forcentury - Revelant 

Anmeldt af Claus Skytte: 07-11-2012 

Lad det være sagt med det samme: Jeg har været fan siden "Vanguard" kom for 3 år siden. Jeg har fulgt dem siden, ventet spændt på nyt, hørt snippets på nettet, og set, hvad der var på vej. Nu er pladen endelig kommet så langt, og jeg har glædet mig! 

Forcentury er et københavnsk band, der har spillet siden ’08. Det er en flok unge danske musikere, der har fået Johnn Thunder til at håndtere vokalen. Han er fra England, gammel nok til at få efterløn, og kunne være far til de fleste. Men hans stemme er fed, så skidt med det! 

Forcentury er et band, der breder sig over genrerne. De mixer det storladne, det symfoniske, det brutale og det lyriske. De siger selv, de er power-prog metal, og trækker på både Maiden og Symphony X. Men de er nu mere deres egne herrer. De mixer både den klassiske Heavy Metal-lyd med en til tider Thrashet lyd. Der er dog altid god gang i den. 

Produktionen af den slags musik skal være ren og lige i skabet, og Søren Andersens hænder er det blevet til lige den lyd, jeg synes musikken fortjener. De er jo blændende musikere, og hvert medlems evner skinner virkelig på dette album. 

Kompleksiteten af sangene har også fået en finjustering, og hvor "Vanguard" nogen gange flyder lidt og er lidt for lidt eller for meget, har Revelant virkelig ramt mærket. Der er god sammenhæng mellem de forskellige elementer, og de er i mine ører tilpasset hinanden rigtig godt. Teksterne er meget typisk for bandet mest om den inhumane verden, vi lever i, og de fremskridt, der virker som tilbageskridt, og de passer også ind i stilen. Albummets artwork tager også dette syn på verdenen op. Især "Outcast" og "Repercussions Of Terror" gør et godt indtryk, men alle numre på albummet er fremragende. 

Er jeg så blevet belønnet for min venten? Er jeg skuffet eller glad? Forcentury leverer mere, end jeg havde regnet med i forhold til Vanguard, det hele er faldet på plads. Hen mod enden af pladen falder intensiteten en smule, men det skulle da også være den eneste fejl, jeg kan få øje på. 

Revelant udkommer den 3. december via Migthy Music/Target Distribution. 

      (5½ ud af 6)    

Lyt til Forcentury: http://www.myspace.com/forcentury
___________________________________________________

Trivium: Live i Amager Bio 6/11-12
Support: As I Lay Dying, Caliban & Upon A Burning Body
 

Anmeldt af Peter Letting: 07-11-2012 

Jeg skal ærligt erkende, at jeg havde glædet mig som et lille barn til denne koncert. Jeg har hørt Trivium i snart 3-4 år, men aldrig hørt dem live.

Til min overraskelse opdager jeg et der er ikke mindre end 3 opvarmnings bands til denne event, hvilket måske ikke lige var det jeg havde forventet på en tirsdag aften i november. Nå, men da vi dukker op i Amager Bio ca. 19.45 er første band (hvis navn desværre har fortabt sig i glemslen) i gang med at afslutte deres optræden.

Et hurtigt scene skift og ind kommer det tyske band ved navn ”Caliban”, og det var så her vi første gang ramte lydmuren. Jeg kender intet til bandet, men jeg må sige at de leverede en absolut overbevisende scene optræden. Forsangeren var noget så ond at se på, som han stod der ligbleg og tynd med kulsort hår i en slags hanekam. Og publikums tække må man sige, at den gæve tysker har. De forreste rækker var som marionetter i hans hænder, og det var et helt teater at se på, sådan betragtet lidt fra baglinjen. Der findes bare nogle mennesker som er født til at så på en scene og levere ”varen” og her var en af dem. Musikken var af den ondeste skuffe, med trommer i svimlende tempo og guitar ræs fra ende til anden. Alt i alt en ret fed oplevelse, for en som normalt ikke bryder sig synderligt om at se opvarmnings bands, men Hey, man kan jo blive overrasket. 


Caliban

Sceneskift igen og til en infernalsk indledning i endnu en lydmur, dukker amerikanske ”As I Lay Dying” frem på scenen. Og som frontfigur for bandet, kommer der frem af tågerne en skarpt skåret He-Man, som mest af alt mindede om en temmelig hårdt pumpet hulemand i en tank top. Det var en ret syret oplevelse, og man havde virkelig fornemmelsen af, at han kommunikerede på et 4000 år gammelt hulemands sprog, som vi alle i salen, på mærkværdig vis forstod. 


As I Lay Dying

Men vi havde stadig aftenens længe ventede højdepunkt til gode, og selvom de andre bands var ret fede, så var vi kommet for at høre ”Trivium”, og det er nu også meget rart at kunne genkende nogle numre undervejs. Som det har været en vane på denne tour, kom ”Trivium” på scenen til ”In Waves” fra deres nyeste album med titlen ”In Waves”. Det er et super nummer, som man skulle tro var skrevet netop med henblik på at åbne en koncert af denne kaliber, for er der noget de kan med det nummer, så er det da at åbne ballet og sparke røv. Jeg vil nok gå så langt, at jeg vil kalde ”In Waves” nummeret for et ”hit” indenfor Metal genren.

Faktisk havde jeg haft mine tvivl om hvor meget lyd der rent faktisk KAN presses ind i stakkels lille Amager Bio, og jeg må sige at jeg blev overrasket. Vi mente ellers at vi havde mødt lydmuren mere end én gang allerede, men ”Trivium” formåede trods alt at presse citronen endnu mere, og få salen til at gå fuldstændig bersærk. Blandt publikum blev der både lavet ”The Wall” og ”The Circle”, hvilket (for en mand i min alder ) virkede fuldstændig vildt. Jeg er ret sikker på at havde jeg været til den her type koncert da jeg var 20 år yngre, så havde jeg været at finde midt i den heksekeddel som der blev brygget, midt på gulvet. 


Trivium

Jeg synes virkelig at Trivium leverede en fantastisk vare denne aften i Amager Bio, og publikum holdt sig da heller ikke tilbage for at give Trivium noget den anden vej. Matt Heafy (forsanger) gjorde virkelig sit til at fyre op under publikum, og for at få os til at larme MERE end de havde gjort i Paris. Det var nu heller ikke nogen stor udfordring at få gang i salen med numre som ”Into the Mouth of Hell We March”, ”Black”, ”Watch the World Burn”, ”Built to Fall”, og ikke mindst, som afslutnings nummer ”Throes og Perdition”, som må siges at være et af mine absolut favorit ”Trivium” numre. Jeg er meget imponeret over den koordination i temposkift, som de fire gutter besidder, og jeg har sindssyg stor respekt for Nick Augusto bag trommerne, hvor der virkelig bliver sat et hæsblæsende tempo fra start til slut med en variation og præcision i absolut topklasse. Jeg var vildt begejstret for deres tidligere trommeslager Travis Smith, men jeg synes bestemt ikke at Nick står i skyggen af ham. Alt i alt spillede Trivium ca. 1 time og 45 minutter og leverede på den tid omkring 15 numre.

Det er min absolut hårdeste koncert til dato, og jeg har trods alt været til en del, men dette her fik jo nærmest Metallica til at ligne en ”Åh Abe” koncert eller en aften med DR’s pigekor. 

      (6 ud af 6)  
_________________________________________________________________

Bombay Black – Bullets And Booze 

Anmeldt af Calle: 05-11-2012 

Bombay Black er et amerikansk band, som blev dannet i 2003. Bandet består af Erik Johnson (sang/guitar), Ty Sims (bas), Rob McCauley (trommer) og Justin Velte (guitar). Bullets And Booze er bandets femte album, så de har været produktive i de ni år de har eksisteret. Dette er mit første møde med bandet. 

Stilen er klassisk guitarbaseret hard rock med et moderne præg. Selv nævner de bands som Mötley Crüe, AC/DC, Def Leppard og KISS, som nogle af deres inspirationskilder, og det kan man godt høre i deres musik. Altså har de ikke opfundet den dybe tallerken, men jeg synes faktisk de formår at skrive nogle gode sange. Ikke noget ud over det sædvanlige, men alligevel fanger de lytteren (mig) på flere af sangene. Bl.a. ”Love Like This”, ”Helluva Time”, ”No Room For Emotion”, ”Bad Boy” og afslutningsnummeret ”One Single Drop” falder godt i min smag. I sidst nævnte gør bandet også brug af lidt horns og keyboards, som fremføres af Eric Ragno. som tidligere har arbejdet med bl.a. Jeff Scott Soto, Trixter, Graham Bonnet og Ted Poley. Men alt i alt synes jeg faktisk at alle femten sange på Bullets And Booze vokser på en for hver gennemlyt. 

Som dem der har læst mine anmeldelser før sikkert ved, så kan jeg godt lide en enkelt powerballade eller to på et rock album og her synes jeg Bombay Black halter lidt efter. De gør et forsøg med den Ozzy Osbourne-inspirede ”Let Me Be”, men den rammer ikke lige i hjertet efter min mening. 

Albummet er indspillet i The Recovery Room i Conway, Arkansas. Producer er bandets egne folk Erik og Ty og Ty har samtidig også stået for mixing og mastering. Lyd og produktionsmæssigt fejler Bullets And Booze ikke noget. 

Er du til hard rock og luftguitar, så kan du roligt give disse voksne mænd et lyt. Jeg vil i hvert fald tjekke bandets tidligere albums ud. 

Bullets And Booze er udkommet via Triage Music Firm.

     (4½ ud af 6)   

Lyt til Bombay Black: http://www.reverbnation.com/bombayblack
___________________________________________________

Momentum – A World In Ruins (EP) 

Anmeldt af Calle: 05-11-2012

Momentum er et fem mands band fra Århus, som består af Troels Rasmussen (sang), Jacob Druedahl Bruun (guitar), Simon Kalmar Poulsen (guitar), Martin Helbo (trommer) og Benjamin Andreasen (bas). A World In Ruins er bandets anden EP. 

Ja, Momentum er intet mindre end et dansk metal band, som spiller traditionel heavy metal med hovedvægten af inspirationen hentet fra NWOBHM. Tænk Iron Maiden, Judas Priest, Motörhead, Venom, Accept og Anvil og du har måske en idé. Hvordan de er gået min næse forbi ved jeg simpelthen ikke, men jeg er sku glad for at de har sendt mig denne EP. Der er fuld knald på de fire sange, som EP’en består af, hvis man lige ser bort fra introen ”Mad As Hell”. Som titlen beskriver handler teksterne om krig og ødelæggelse, hvilket på sin vis høre sig til musik inden for denne genre. Mine to favoritter på EP’en er ”Soldier” og ”Nothing Worth Saving”, men de resterende sange er også af høj standard. 

A World In Ruins er optaget, mixet og mastereret i Dead Rat Studios af selveste metal manden himself Jacob Bredahl. Og han har, som vanen tro, gjort et yderst godt stykke arbejde. Musik og vokal lægger sig rigtig godt op af hinanden og lyden kan man selvfølgelig ikke sætte en finger på. Med en solidt lagt grundsten i bassen og trommerne, samt sublimt guitararbejde og en vokal der er musikstilen værdig, så har Momentum lavet en særdeles fremragende EP. Jeg ser med stor forventning frem til en forhåbentlig fuld længde CD fra disse fyre. 

Momentum er beviset på, at old school metal bestemt ikke er dødt og at det lever i bedste velgående i den danske undergrund. Må Momentum og andre bands i af denne kaliber komme frem i dagens lys og glæde endnu flere danske metal hjerter. A World In Ruins, og Momentum, er noget af det bedste danske METAL jeg har hørt længe!!!!

A World In Ruins er udkommet.

      (5½ ud af 6)   

Lyt til Momentum: http://www.reverbnation.com/momentummetal
___________________________________________________

Jimi Jamison - Never Too Late

Anmeldt af Peter Letting: 30-10-2012

Jimi Jamison er snart ude med et nyt album med titlen Never Too Late. Jamison er tidligere forsanger i bands som Target, Cobra og Survivor, og har sunget på flere numre af ZZ Top, udover at han har produceret masser af solo materiale igennem snart 4 årtier. 

Første indtryk af den nye skive er klart positiv. Der er tale om rock i mellemklassen, selvom det formentlig er det hårdeste rock som Jamison har været involveret i siden sin tid i Cobra. Når det så er sagt, så er der på ingen måde tale et hårdt album. Der er rigeligt af ballader, så man bliver ikke bange for det.  

Jeg sidder umiddelbart og drager lidt paralleller til bands som Journey og Boston, men det er langt fra fyldestgørende for variationerne henover skiven. Jeg har læst mig frem til at Jamison er en stor fan af Deep Purple, og at han rent faktisk en gang i starten af 90’erne var i spil som den nye forsanger i netop Deep Purple, som afløser for den ”fyrede” Ian Gillian. Til tider kan man godt fornemme denne passion, men det gør bestemt ikke noget. Især i skæring nummer 5 ”Street Survivor”, som nok er mit favorit nummer.  

Jeg synes bestemt at der var noget bekendt over band besætningen: Jimi Jamison (sang), Erik Mårtensson (guitar, bas, keyboards), Magnus Ulfstedt (trommer), Jonas Öijvall (hammond B3, piano og synthesizers) og Magnus Henriksson (lead guitar på "Street Survivor" & "Heaven Call Your Name"). Det viser sig jo også at Erik Mårtensson er sangskriver og band medlem i det svenske heavy band ”Eclipse”, som jeg tidligere har anmeldt, og som jeg er blevet kæmpe fan af. 

Der er ingen tvivl om at Jimi har en rigtig god stemme, og det er nogle solide kræfter der ligger bagved sang skrivningen på albummet, men jeg synes desværre at der mangler lidt kant, når man ser ud over hele albummet, og jeg tvivler på at det bliver en skive som jeg vil sætte på med jævne mellerum.

Never Too Late udkommer den 3. november via Frontiers Records.

   (3 ud af 6)  

Lyt til Jimi Jamison: http://www.reverbnation.com/jimijamison
___________________________________________________

The Brimstone Days – On A Monday To Early To Tell  

Anmeldt af Calle: 26-10-2012  

Malmö bandet The Brimstone Days er tilbage med deres andet album On A Monday Too Early To Tell. Bandet er det same som på debuten “We Are The Brimstone Days” fra 2010 og besætningen består derfor af Håkan Lanz (sang/guitar), Johannes Malmqvist (trommer) og Hampus Hallgard (bas). De gæve svenskere er inspireret af bands som Jimi Hendrix Experience, Led Zeppelin og Free og spiller en god blanding af rock, funk, soul og blues. Andre nyere bands jeg vil sammenligne dem med er f.eks. Bulldog Mack, Dollhouse, The Soulshake Express og The Solution.   

Det nye album er en smule mere ”rå” i lyden i forhold til forgængeren, som jeg anmeldte her på siden for et par år siden. Dette giver efter min mening en stemning og en følelse af, at man lytter til musik fra inspirationsperioden der lægger tilbage i 60’erne og 70’erne. Så man kan uden tvivl sige, at de på den lyd og produktionsmæssige side, har ramt plet.   

Der er 14 sange på On A Monday To Early To Tell og de sange der efter min mening er bedst er ”I Need Soul”, ”Close The Door”, ”Give Me A Reason” og titelnummert ”On A Monday Too Early To Tell”. Et lille minus, hvis man skal finde det, er måske at sangene godt kan blive en lille smule ensformige. Men igen, hvad gør det, når man ikke kan lade være med at rocke med.   

On A Monday Too Early To Tell er et helstøbt album og efter min mening er det en naturlig fremgang fra bandets debut. Jeg bliver i rigtig godt humør hver gang jeg sætter The Brimstone Days på anlægget og min fod kan som sagt ikke lade være med at rocke med. Bandet skriver nogle gode melodier og de tre musikerne spiller godt og man kan ikke undgå at komme i fest stemning, når man lytter til dem. De sprudler af energi og spilleglæde, så herfra skal de have en varm anbefaling med på vejen!!!  

Kunne du tænke dig at opleve bandet live, så spiller de på Drop Inn i København den 16. november.   

Albummet er udkommet via Transubstans Records. 

     (4½ ud af 6)  

Lyt til The Brimstone Days: http://www.thebrimstonedays.com/
___________________________________________________

Kasper Damgaard – When Everything Falls  

Anmeldt af Calle: 25-10-2012  

Personligt kender jeg Kasper Damgaard fra sin tid sammen med Mike Tramp, hvor han medvirker på flere af Mike’s albums, bl.a. “Recovering The Wasted Years”, “More To Life Than This” og “Songs I Left Behind”. Derudover har han spillet i Cornerstone og Zauce og han spiller i Big Black Bug og til dagligt også med Kings Of Rock. When Everything Falls er Kasper’s tredje solo album.  

Stilen på albummet er melodisk hard rock, hvor der både spilles de mere rå rock sange, men der er også blevet plads til de mere stille af slagsen. Hvis man er til de mere hårde sange, så skal man lytte til ”Let Me Through”, ”What Kind Of World” og det instrumentale åbningsnummer ”Luftwaffe”. I sidst nævnte viser Kasper virkelig sin guitar kunnen. I den mere stille ende af skalaen findes de bluesinspirerede sange ”It’s All Up To You” og ”I Do Hide”. Sidst nævnte minder mig en del om noget der kunne passe godt ind på en Richie Sambora solo-udgivelse. Der er i alt 8 sange på When Everything Falls og efter min mening er der en god variation gennem hele albummet. Mine favorit sange på albummet er ”When Everthing Falls”, ”What Kind Of World” og afslutningsnummeret “Need To See You Know”.  

Kasper har ikke den største stemme i rock historien, men den fungere godt til hans sange. Tilgengæld spiller han rigtig godt guitar og der er flere gode guitar soloer henover albummet og mange flotte melodier. Alt i alt synes jeg det er et solidt rock album, som jeg varmt kan anbefale, at man tjekker ud. Der er dejligt med en dansk rock guitarist, der tør stå på egne ben og udgive sine egne sange, selvom det store publikum for den slags musik, måske ikke lige findes her i lille Danmark.  

Kasper har selv skrevet alle sangene på albummet og spiller selv guitar og synger. Derudover fungerer han også selv som producer. Udover ham medvirker Kim Hagemann og Jørgen Lang på albummet.   

When Everything Falls er udkommet via Mass Relay Records og er tilgængeligt på både iTunes, Amazon, TDC/Yousee-play og eMusic.   

     (4½ ud af 6) 

Lyt til Kasper Damgaard: https://www.myspace.com/591215134 eller på YouTube her og her.
___________________________________________________

Dirty Passion – In Wonderland 

Anmeldt af Calle: 24-10-2012  

Dirty Passion er et svensk band fra Malmö og de har eksisteret siden 2006. Dog er der kommet to nye folk med på dette album i forhold til bandets anmelderroste debut album ”Different Tomorrow” fra 2010. De to nye mænd er bassisten Nasty Laine og sangeren Kriss Lohikoski Svensson. Derudover er det stadigvæk Christopher Olsson der styrer guitaren og Markus Winberg der banker på trommerne.   

In Wonderland er bandets andet album og man kan godt høre de har fået endnu mere erfaring siden debuten. De har også været på tour med bl.a. L.A. Guns, Faster Pussycat, Enuff Z’ Nuff, Loudness og så har de spillet med bl.a. Saxon og Y&T. Stilen er stadigvæk 70’er og 80’er-inspieret hard rock, men bandet har samtidig givet musikken en lidt nyere sound. Derudover er lyden blevet en anelse mere hård og ”beskidt”. Dette kan bl.a. høres i sangene ”Into The Wild”, ”Shadowland”, ”Sinner” og ”Dead End”. Men der er også de ”klassiske” Dirty Passion sange ”Lovers Lane”, ”Addicted” og ”Light Of The Candle”, som har en mere 80’er heavy rock sound. Og så findes der hele tre power ballader på In Wonderland, nemlig ”When Darkness Falls”, ”Stay With Me” og ”Make It Last”. Så alt i alt er det en god blanding af hard rock sange og de mere stille elementer og det er lige efter undertegnets smag!!  

Når dette så er sagt, så må jeg indrømme, at trods den ”nye” lyd, så bliver jeg ikke ligeså godt fanget af dette album, som eg blev af debuten. Og samtidig så kunne jeg bedre lide den tidligere sanger Emil Ekbladh’s stemme. Dermed ikke sagt at Kriss’ stemme er dårlig. Den er bare lidt mere rå og passer faktisk rigtig godt til de førnævnte lidt mere ”beskidte” sange. Christopher fyrer stadigvæk nogle fede guitar soloer af og grundrytmen lægges godt af Markus og Nasty. In Wonderland er indspillet i fire forskellige studier og så er det mixet i Roasting House Studios. Produktionsmæssigt kan man ikke sætte en finger på albummet og der er en god rød tråd gennem hele albummet. Det er en vellykket og robust album fra disse unge svenskere.   

Er du til bands som f.eks. Faster Pussycat, Mötley Crüe, Poison, White Lion, og kunne du lide Dirty Passion’s første album, så kan du sagtens investere i dette album også. Det er klassisk hard rock med en frisk pust og bandet sprudler af energi og spilleglæde.   

In Wonderland udkommer 7. november på Smilodon Records via Transubstans/Record Heaven.

     (4½ ud af 6)    

Lyt til Dirty Passion: http://www.dirtypassion.com/ (gå ind under "Tube" og så kan man høre to sange i spalten til højre - ihvertfald da denne anmeldelse blev skrevet). Eller gå på YouTube her.
___________________________________________________

Rick Sprinfield - Songs For The End Of The World

Anmeldt af Peter: 23-10-2012

Selvom Rick Springfield har været med i en menneskealder, må jeg nok erkende at han aldrig har fundet vej til min pladesamling. Men med den erkendelse på plads, så kan jeg kaste mig over hans nyeste album Songs For The End Of The World med åbne ører og uden at være forudindtaget. 

Første nummer på albummet er super fedt, og det sætter automatisk mine forventninger til resten af albummet temmelig højt. Nummeret hedder ”Wide Awake” og det må man da sige at han er. Der er fuld fart på, og man kommer virkelig op i omdrejninger. 

Andet nummer ”Our Ship’s Sinking” fortsætter til dels, hvor første nummer slap, og der er stadig et højt energi niveau, og de kommer ud over stepperne. 

Men nu er livet jo ikke udelukkende fart og tempo, og det kan man tydeligt høre på de næste numre, som kommer lidt ned i tempo. Resten af albummet svinger lidt i tempo og intensitet, med nogle gode rock numre som til tider får mig til at tænke tilbage på nogle af Bryan Adams numrene fra en svunden tid. 

Der er ingen tvivl om at Rick Springfield har sammensat nogle nutidige, samfundsrealistiske tekster til sine rock numre. Nogle af teksterne handler om ”vores” fælles tilstand på jordkloden, hvor han reflekterer over den måde, hvorpå vi behandler hinanden og moder jord. Andre tekster er skrevet for at behandle hans egne dæmoner, og afspejler nok mest af alt en række sindstilstande. Teksterne er bestemt meningsfyldte og har dybde, og jeg vil tro de er et nærstudie værd. 

Den faste besætning på albummet er: Rick Springfield (guitar/sang), Matt Bissonette (bas og keyboards), George Bernhardt (guitar) og Rodger Carter (trommer). Udover det er der også en del gæste musikere (additional guitars: George Nastos, Dan Strain og Tim Pierce (additional guitars), Ronnie Grinel (additional percussion) og Richard Page og John Page (kor). 

Man må sige at Rick Springfield har været med i mange år, og at han i en alder af 63 producerer et album er bestemt prisværdigt. Jeg må sige at jeg blev positivt overrasket over energien i musikken og dybden i teksterne. Jeg ved nu ikke om jeg på baggrund af dette, bliver omvendt til at være Rick Springfield fan, men jeg synes det er et godt album.

Songs For The End Of The World udkommer 2. November via Frontiers Records. 

     (4½ ud af 6)   

Lyt til Rick Springfield: http://www.youtube.com/rsadmin
___________________________________________________
 
Issa - Can't Stop
Anmeldt af Peter: 18-10-2012
 
Norske Issa (Isabell Oversveen) udgiver nyt album med titlen Can’t Stop 2. November 2012 på Frontiers Records.

Albummet er en samling af tidligere udgivelser fra diverse kunstnere, som Issa fortolker, bl.a. Mark Free, Aviator, 21 Guns, Atlantic, Regatta, Worrall, Blvd, TowerCityand

Måske kender jeg bare ikke genren AOR (Album-Oriented Rock) godt nok, men jeg synes umiddelbart ikke at jeg kunne genkende nogle af sangene. At dømme ud fra de kunstnere som Issa her fortolker, så ligner det også lidt nogle kunstnere som primært har huseret i USA, og måske ikke rigtigt er nået over atlanten.

Godt nok sad jeg undervejs og havde fornemmelsen af at kunne genkende en ”sound”, og på et tidspunkt blev jeg også sporet ind på Alannah Myles, men jeg havde ikke fornemmelsen af at dette var et album af ”gen-indspilninger”. Det fandt jeg først ud af, da jeg læste beskrivelsen af albummet .

Issa har en fantastisk stemme, så hun VIRKELIG kan synge igennem. Det er virkelig en fornøjelse at høre på hende.

Albummet ligger i den bløde ende af ”Rock-Ballade” genren, men det gør det ikke nødvendigvis kedeligt. Teksterne er måske nok en smule forudsigelige, og handler mest om den eneste ene, som man enten ikke kan få, eller som ikke lige var det man havde regnet med, men sådan er det nu engang.

De fleste skæringer er krydret med en dejlig lead guitar, som bestemt ikke hører til de monotone af slagsen, og selvom vi befinder os i den bløde ende af skalaen, så er der da meget god fart på en del af numrene.

Jeg synes albummet skaber en god stemning, og man får lyst til at høre det igen, og hvis man kigger lidt på plade coveret og nogle af de billeder der ligger på nettet, så gør det jo heller ikke noget at hun ser lidt godt ud

Bandet består af: Issa (Isabell Oversveen) (sang), Alessandro Del Vecchio (keyboards), Mario Percudani (guitar), Anna Portaluppi (bas) og Alessandro Mori (trommer). 

Can't Stop udkommer den 2. november via Frontiers Records.
 
    (4 ud af 6)  
 
__________________________________________________________________

Cold Black – From Scratch (EP)

Anmeldt af Calle: 14-10-2012

Danske Cold Black er et nyt ungt band, som blev dannet i slutningen af 2011. Bandet består af brødrene Victor og Alex Rimpler på henholdsvis sang/bas og guitar. Derudover er det Martin Dupont på guitar og Jamal Gordon på trommer. From Scratch er bandets debut EP. 

Stilen på EP’en er nu-rock/metal med elementer hentet fra både den klassiske hard rock og den mere rå metalcore. Der er både ”skøn-sang” og screamo på sangene og der er flere gode guitar riffs. Man kan sammenligne Cold Black med bands som f.eks. Avenged Sevenfold, Black Veil Brides og Asking Alexandria. 

EP’ens fire sange hedder ”A Song Unsung”, ”Sirens”, ”A Thousand Words” og ”The Vision”. Jeg synes alle fire sange er gode og ingen af dem falder på nogen måde igennem. Der er fuld knald på fra start til slut og man kan virkelig mærke at disse fire unge fyre vil frem i verden med deres musik. Det er professionelt lavet, godt indspillet/produceret og sangene fungere rigtig godt. Melodierne sidder lige i skabet og sangene er rigtig godt skruet sammen. Mine favorit sange på From Scratch er ”A Song Unsung” og ”A Thousand Words”, men som sagt er alle fire sange gode. 

Generelt set er det svært at sætte en finger på noget på denne EP, men jeg kan ikke rigtig give fuld ”point”, når der ”kun” er fire sange at bedømme ud fra. Men jeg ser uden tvivl frem til et fuld længde album fra dette band. Jeg er sikker på det vil falde i god smag hos mange, også uden for landets grænser. Cold Black har efter min mening international klasse. Derfor synes jeg du skal tjekke dem ud. 

Jeg har desværre ikke selv oplevet bandet live ENDNU, men de skulle efter sigende yde maksimum og være sprængfyldte af energi, når de står på scenen. Dermed kan jeg kun anbefale, at man udover at købe deres EP på iTunes (link), også tjekker dem ud live. 

Min sidste kommentar må i denne sammenhæng være: Det er dansk og det er rigtig godt!!!!

From Scratch er udkommet.

     (5 ud af 6)  
 
___________________________________________________

Enemynside – Whatever Comes 

Anmeldt af Calle: 14-10-2012 
 
Enemynside er et metalband fra Rom, Italien, som blev dannet i 1999. Bandet består af Francesco Cremisini (sang/bas), Matteo Bellezza (guitar), Francesco De Honestis (guitar) og Danilo Menna (trommer). Bandet indspillede to demo EP’er tilbage i 1999 og 2001 og har siden udgivet to fuld længde albums på små indie selskaber. Nu er bandet så ude med deres tredje album Whatever Comes via danske Mighty Music/Target Distribution. 
 
Jeg har ikke selv hørt bandets to første albums, men ifølge presseskrivelsen har bandet bevæget sig i en mere ”nutidig” sound på dette album. Og det må man sige de har ramt meget godt. De formår at blande elementer fra diverse metal-genre, som for musikken til at lyde både hård, men samtidig også meget melodiøst. Jeg vil betegne stilen som groovy-melodic-thrash-metal tilført lidt keyboards, som giver lydbilledet en smule elektronisk præg. Men mest af alt er musikken meget aggressiv og der er fuld power på både guitar og trommer og bassen er tilpas tung. 
 
Mine favorit sange på albummet er åbningsnummeret ”Pitch Black”, det mere down-tempo nummer ”Misleaded”, det hårde ”No One Of A Kind”, afslutningsnummeret ”Withering” samt ”Too Many Times”. Sidst nævnte har Richie Kotzen med som gæste guitarist. Han har bl.a. været med i hair-metal bandet Poison og Mr. Big samt sit eget band Forty Deuce. Derudover har han selv udgivet flere solo albums. 
 
Whatever Comes er velspillet og velproduceret og de fire musikere kan deres kram. Melodierne er velskrevet og sangene er tilpas varieret og man kan godt se de har flere år i bagagen. Samtidig er der en rød tråd gennem hele albummet, som giver det et fuldendt udtryk. Producer på albummet er Christian Ice (Temple Of Noise). 
 
Som sagt kendte jeg ikke til Enemynside før jeg modtog dette album, men jeg må sige jeg er positivt overrasket. Albummet vil helt sikkert blive spillet flere gange frem i tiden og jeg kan godt anbefale at man tjekker bandet ud. 
 
Whatever Comes udkom 10. September via Mighty Music/Target Distribution.

     (4½ ud af 6)   

___________________________________________________

Forgotten Souls - Sirius 12 

Anmeldt af Peter: 04-10-2012 

Forgotten Souls er et polsk metal band, som nu er ude med deres 4. album med titlen Sirius 12. Som en indledning kan jeg med det samme sige, at det ikke er meget polsk musik jeg har hørt igennem tiderne. Bandet består af 5 medlemmer: Krzysztof Wójcik (guitar), Piotr Wójcik (trommer), Paweł Grobler (synths og clarinet), Mateusz Zachorowski (bas) og Olaf Różański (sang).  

De startede allerede tilbage i 1998, og med deres 4. album er deres oprindelige forsanger Olaf tilbage. Man kan sige meget om dette polske band, men de laver en form for fusions heavy metal, som jeg aldrig har hørt før. Grundlaget er sort metal, men de blander forskellige klassiske instrumenter ind i numrene, samtidig med at de til tider anvender stumper af jazz, elektronisk synthesizer pop og diverse andre underlige indslag. Derfor synes jeg at ordet ”fusions heavy metal” passer meget godt på det jeg hører. 

Der er ingen tvivl om at de har en helt egen stil. Desværre synes jeg at detaljerne drukner i overdrevent råb, skrig, growl og generelt bare larm, hvilket
gør albummet til lidt af en prøvelse. Som en yderligere anke af den samme skuffe, så synes jeg ikke at produktionen af albummet er helt vellykket, og det gør desværre ikke den samlede oplevelse bedre. 

Jeg tror umiddelbart at bandet henvender sig til en smal skare af tilhængere, med deres helt egen niche, indenfor en genre som samlet set har masser af tilbud og udgivelser, men jeg må nok erkende at jeg ikke bliver fan af deres stil og musik. 

Sirius 12 udkommer 29. oktober 2012 via Mighty Music/Target Distribution.

   (2½ ud af 6)   

Lyt til Forgotten Souls: http://www.myspace.com/forgottensoulsmetalband

___________________________________________________

Citizen Scream – Demo EP  

Anmeldt af Calle: 04-10-2012  

Citizen Scream er et svensk band, som blev dannet i 2007, men efter deres første koncert gik bandet fra hinanden. I 2011 flyttede bandets to grundsten guitarist/sanger Chris Hjelte og bassist Tobbe Engdahl til Göteborg og her samlede de bandet igen og udover de to består bandet af trommeslager Johnny Swede og guitarist Willy Dick.

Bandet spiller punkinspireret rock ’n’ roll og de har bl.a. Backyard Babies, Supersuckers, The Hellacopters og Ramones som deres inspirationskilder.  

De fem demoer man i skrivende stund kan høre på deres ReverbNation side (brug link nederst i anmeldelsen) er ”Born Alive”, ”Like Hell”, ”Quit You Girl”, ”SL” og ”Red Riding”. Man kan sagtens høre at det er demoer, men det giver på sin vis sangene den rette punk-feeling. Mine favoritter blandt de fem sange er ”Like Hell” og ”Quit You Girl”, men de resterende sange får mig også til at rocke lidt med.   

Bandet spiller udmærket og sangene er godt skrevet. Derudover viser de fire unge svenskere en enorm energi og giver den fuld power på samtlige fem sange. De spiller godt i både up-tempo numrerne og de mere nedskruede melodier. Men nu er der jo tale om demoer, så jeg kan selvfølgelig ikke give anmeldelsen top karakter. Men jeg kan god godt forestille mig selv købe Citizen Scream’s debut album, hvis de får indspillet et lyd - og produktionsmæssigt godt album.   

Så hvis bandet bare klør på, så tror jeg godt de kan få en fremtid på den svenske rockscene og med lidt held også uden for landets grænser. Min afsluttende kommentar må være - Giv bandet et lyt!!

   (3 ud af 6) 

Lyt til Citizen Scream: https://www.reverbnation.com/citizenscream

___________________________________________________

Dirty Diamonds – Leaving Town (EP)  

Anmeldt af Calle: 04-10-2012  

Dirty Diamonds er et rock band fra Irland, som blev dannet i 2009. Bandet består af Phil Toft (sang), Jimmy Q (guitar), Alan Ranahan (guitar), Shane Moloney (bas), Jonathan Ryan (trommer). Leaving Town er bandets debut EP, og de arbejder i øjeblikket på deres første fuld længde album ”Let’s Get Loud”, som forventes at udkomme i starten af 2013.  

Bandet beskriver selv deres stil som Balls Out Rock ’n’ Roll og de nævner bands som Mötley Crüe, Skid Row, The Answer, Buckcherry og CrashDïet som nogle af deres inspirationskilder. Så på godt gammeldags dansk vil jeg kalde stilen for hård rock og man kan godt høre de nævnte bands i Dirty Diamonds musik. EP’en består af fire sange, hvoraf den første skæring ”Let’s Get Loud” og den sidste skæring ”Leaving Town” efter min mening er de to bedste sange. De er skarpt efterfulgt af ”Goin’ Down”, mens EP’ens sidste sang ”Last Chance For Love” falder lidt ved siden af.   

Sangene har de rette Sex, Drugs and Rock ’n’ Roll klicheer og stemningen passer godt til de førnævnte inspirationskilder. Samtidig udviser bandet stor energi og spilleglæde og især guitar-arbejdet fungerer godt. Sangene er rimelig catchy med ”synge-med-venlige”-omkvæd og så er der et par gode soloer hist og her. Lydmæssigt halter Leaving Town dog en smule og man kan kun håbe på en bedre produktion på deres kommende album.   

Så alt i alt er det en lidt blandet følelse jeg sidder med og jeg giver derfor bandet en middel karakter. Man kan mærke de vil det og et par af sangene har rigtig godt potentiale, men som sagt halter lyden/produktionen lidt.   

Leaving Town udkom i august 2012 og alle fire sange kan i skrivende stund høres/downloades via nedenstående link.

   (3 ud af 6) 

Lyt til Dirty Diamonds: http://www.reverbnation.com/dirtydiamondsrock
__________________________________________________________________

Red Tide Rising - Inferno (EP)

Anmeldt af Peter: 12-09-2012 
Red Tide Rising er et meget ungt heavy metal band fra USA, som har udgivet albummet Inferno, med 6 numre. Band medlemmerne er brødrene Andrew Whiteman og Matthew Whiteman, sammen med Laura Myers, Matt Guerin og Sean Verity.

Ved indspilningerne til albummet var det bl.a. den kun 19-årige Andrew Whiteman (guitarist i bandet), som var med til hele processen omkring at producere albummet, og han syntes ikke engang det var særlig besværligt. Måske er han bare et naturtalent

Jeg synes ikke umiddelbart at det skinner igennem at band medlemmerne er så unge som de er. Til gengæld synes jeg at albummet virker meget dystert og helt klart i den mørke ende af metal genren.

Jeg kan faktisk godt lide alle 6 numre. De er ret godt skruet sammen, og skulle jeg sammenligne dem med noget overhovedet, så minder de faktisk en smule om Motorhead, fra tid til anden, og primært på ”Welcome to Zombietown”. Måske skyldes det primært den meget hæse vokal.

Det er værd at bemærke at de har en kvindelig bassist, hvilket trods alt ikke er SÅ normalt i et metal band. Hvis de kan finde ud af at hænge sammen, tror jeg de har en lysende fremtid på metal scenen, og det bliver spændende at følge med i.

Inferno er ude via Spat! Records.

    (4 ud af 6) 

Lyt til Red Tide Rising: http://www.reverbnation.com/redtiderising
__________________________________________________________________

Zeroking - Kings Of Self-Destruction
 
Anmeldt af Peter: 12-09-2012 

USA bandet Zeroking er ude med et album med titlen ”Kings of Self-Destruction”, som også er deres debut album. Bandet består af de 4 medlemmer: Andy Haught: Vocals, Shane Day: Guitar, Paul First: Bass, Chris Webb: Drums.

Genren er Rock til hård rock, men med elementer af et utal af andre genre, som gør bandet til en størrelse som virker helt som sin egen. Det tog mig vel 8-10 gennemlyt, før jeg havde dannet mig en mening om bandet og deres første album.

Første nummer ”Dead Rock Star” er lige ud af landevejen rock, som faktisk kunne have radio single potentiale. Nummeret er glimrende, og kunne sagtens starte en lille fest.

Nummer 2 ”Forget Vegas” starter med en, i denne sammenhæng lidt pudsig blæsersektion, som jeg vil påstå er lidt aparte i forhold til resten af albummet. På den anden side er det blot ét af en række underlige påfund, som jeg tror i bund og grund blot fortæller noget om bandets mangfoldighed, og evne til at have det sjovt og eksperimentere.

Når vi så hen til nummer 5 ”Southern Lady, Ex-Godiva”, kan drengene ikke benægte deres sydstats baggrund, og nummeret indledes med et blues inspireret klaver, for derefter at fortsætte i den mere ”mundrette” rock attitude. Selvom der til tider skrues op for den tungere og hårdere tone, så bevarer bandet en lethed over numrene som gør at de ikke ryger over i den helt tunge ende.

Nummer 9 ”Girls Of California”, er igen et nummer som har hit potentiale, selvom de vedholdende fortsætter med tunge guitar rytmer, og et pænt tempo. En lidt sjov blanding, som jeg mener har et ben i hver lejr, og ikke fornærmer nogen.

Desværre prøver Zeroking kræfter med nogle lidt kedelige ballader, samt et enkelt akustisk – Live nummer, hvilket efter min mening aldrig skulle have fundet vej til albummet , så de sidste 5 skæringer kunne godt være blevet i studiet.

Kings Of Self-Destruction er ude via Vanity Music Group.

    (4 ud af 6) 

Lyt til Zeroking: http://www.reverbnation.com/zeroking
__________________________________________________________________

Snew – What’s It To Ya 

Anmeldt af Calle: 04-09-2012 

For ca. halandet år siden anmeldte jeg Snew’s andet album ”We Do What We Want” og det album var jeg ret glad for. Nu har bandet så udsendt deres tredje fuld længde album What’s It To Ya og de forsætter bare derudaf med fuld knald på deres AC/DC-inspirerede hard rock. Bandet består af Curtis Don Vito (sang), Andy Lux (guitar), Mark Ohrenberger (trommer) samt bandets nye bassist Willie Basse, som tidligere var fronmand I Black Sheep. 

Som sagt er stilen på albummet rendyrket hard rock i bedste AC/DC stil, men der er også hentet inspiration fra bands som eksempelvis Motörhead, Rhino Bucket og Jackyl. Og i kraft af Curtis’ vokal, som er rå og hæs, kan man ikke undgå denne sammenligning. Men når det er sagt, så synes jeg Snew gør det rigtig godt. Jeg synes især man skal lægge ører til første singlen ”Pull My Singer” og åbningsnummeret ”Release The Beast”. Men også sange som ”I Got A Rocket”, ”Clever Girl” og titelnummeret ”What’s It To Ya”. Bandets forrige album var hard rock fra start til slut, men på dette album har de faktisk lavet et nummer, som tenderer til at være en ballade. Det er sangen ”Bad Words”, som er en helt udmærket sang. Som titlerne måske antyder, så handler teksterne om sex og rock ’n’ roll. 

What’s It To Ya er indspillet i Total Access Recordings i Los Angeles med Ken Scott (Beatles, David Bowie og Supertramp) bag knapperne. Producer på albummet er Bobby Owsinski, som også producerede bandets to første albums. 

Det nye album lever efter min mening ikke helt op til forgængeren, men det er sku tæt på!! Jeg synes bare lige det mangler det sidste skud adrenalin for at sprudle lige så meget som ”We Do What We Want”. Men albummet kan stadigvæk varmt anbefales til alle AC/DC, Jackyl og Rhino Bucket fans derude. Snew udviser stor attitude og energi og de skider på hvad der er hot. Det her er ”beskidt” hard rock når det er bedst!!!! 

What’s It To Ya udkom 7. august

     (4½ ud af 6)   

___________________________________________________

Love Stricken Demise – Psychotrip (EP)

Anmeldt af Mortor: 28-08-2012

Love Stricken Demise er et band fra Dallas/USA, som består af Nikki Mckibben (vokal), Billy Blair (guitar), Holly Wood (bas), Rico (trommer). Psychotrip er bandets første EP.

Det første nummer er et nummer der hedder "Psychotrip", og der er nogle fine elementer i det, men alt i alt synes jeg det er lidt kedeligt. Trommeslageren er meget simpel i sin stil og det kan da også være fint nok, men man skal fremhæve musikken når der er brug for det, og det synes jeg ikke han gør. Guitarsoloen er også pænt ringe med en omgang lir uden opbygning, men alt er jo en smags sag.

Nummer to er også ret letkøbt, der er 3 kedelige guitar riffs der bliver gentaget gang på gang, så må indrømme at jeg bestemt har hørt bedre. Jeg syntes egentlig det er en skam, for Nikki Mckibbins stemme/vokal er ret fed.. Hvis hun havde et bedre band til at bakke hende op så tror jeg hun ville stryge helt til tops!!

Nummer 3 som hedder ”This Life” er klart det fedeste nummer af de fire der er på, EP'en og jeg synes alle gør det de skal og jeg kan kun sige rigtig pæne ting om det nummer, det er en dejlig tung, lidt bluesy ting, der gynger ret fedt.

Sang nummer 4 er et nummer der heder ”Love and Hate” og det er et rimeligt okay nummer, det lyder en smule som A.I.C. og det er bestemt ikke en dårlig ting i min bog, ret gode omkvæd og godt c-stykke.

Psychotrip er ude via Down Boys Records

   (2½ ud af 6)

Lyt til Love Stricken Demise: http://www.reverbnation.com/lovestrickendemise
___________________________________________________
 
Hess - Living In Yesterday 
Anmeldt af Peter Letting: 23-08-2012

Canadiske Harry Hess, tidligere forsanger i Harem Scarem, er ude med et solo album under navnet ”Hess” og med titlen Living in Yesterday, som udkommer 24 august 2012. 

Hess har selv skrevet og produceret det meste af albummet, og han leverer selv vokalen, samt en del af det instrumentale. Udover det har han et flok af musikere ind over diverse numre, så det er nærmest lidt af et sammenskudsgilde. Hele besætningen er som følger: Peter Lesperance (guitar og bas), Creighton Doane (trimmer), Howie Simon (guitars soloer på “ What If “ & “ It’s Over“), Magnus Karlsson (guitar solo på “ Living In Yesterday“), Chris Green (guitar solo på “ Where To Run“), Tommy Denander (guitar og keyboards på “I Don’t Wanna Want You“), strings på “What If “ & “It’s Over“ arrangeret af Pete Whitfield, performed af Pete Whitfield, Sarah Brandwood-Spencer, Paulette Bayley (violins) Simon Turner og Nick Trygstad (cellos), Marcie Free (backing vocals på sang 1,2 og 3), samt Darren Smith (backing vocals på sang 4 – 10). 

Personligt vil jeg gerne høre musik som jeg kommer i godt humør af. Desværre synes jeg at dette album hælder til den negative side på tekst fronten, som mest handler om brudte løfter og ulykkelig kærlighed. Det er nok den type rock / pop som klæder Hess’s vokal , og er man til rock ballader af den lidt melankolske slags, vil dette album sikkert være en lækkerbisken. 

Men jeg må erkende at mit humør faldt i takt med at numrene blev afviklet. Det er simpelthen for kedeligt og almindeligt til at fange min opmærksomhed, og jeg sad flere gange og tænkte på hvordan en del af sangene kunne have været skrevet til Melodi Grand Prix, hvilket ikke lige var den genre jeg havde forventet mig. 

Måske er det en lidt hård dom at fælde. Jeg er ret overbevist om at de involverede musikere, samt Harry Hess ”himself” er ganske kompetente folk på deres område, og de har sikkert masser af fans som har fulgt dem igennem en lang karriere. Jeg synes bare ikke rigtigt at det kommer til udtryk på Living in Yesterday, og jeg keder mig lidt i selskabet.

Living In Yesterday udkommer 24. august via Frontiers Records

   (2½ ud af 6)
___________________________________________________

Loverboy - Rock 'n' Roll Revival

Anmeldt af Peter: 22-08-2012

Canadiske Loverboy er ude med et nyt album med titlen Rock ’n Roll Revival. Udover, at titlen også
dække over titlen på 1. skæring, så ligger der nok også i ordet Revival, at dette er en opsamling af deres største hits igennem tiden + de 3 første numre som er nye, og for resten produceret i samarbejde med Bob Rock.  

Jeg har aldrig rigtig bidt mærke i Loverboy, selvom de har eksisteret siden 80’erne. Derfor kan jeg heller ikke helt beslutte mig for, om jeg skal tage deres seneste album som en nyhed, eller som den opsamling det jo er.  

Ved første gennemlyt var det faktisk kun skæring nummer 5 ”Working for the Weekend”, som mindede mig om noget jeg havde hørt engang, men havde du spurgt mig hvem der havde produceret den i tidernes morgen, havde jeg sikkert svaret noget i retning af Foreigner eller måske Journey. Og selvom jeg lige kom i tanke om disse 2 bands, så minder resten af numrene ikke specielt om hverken Foreigner eller Journey, men det er nok mere den 80’er stemning i nummeret, som gjorde udfaldet.  

Albummet er for det meste vel produceret. Nummeret ”Rock ’n Roll Revival”, har derimod en High-hat/bækken lyd som skærer mig helt ind i hjernen, hver gang jeg hører nummeret. Dette er heldigvis nedtonet på resten af albummet, så hvad der lige gik galt der, må guderne vide.  

Det er et rock album i den absolut lette kaliber, med hvad jeg vil kalde en samling rock ballader. Jeg kan godt fornemme at der sikkert har været hit potentiale over en del af disse numre tilbage i 80’erne, men jeg synes ikke rigtig at det er noget nævneværdigt i dagens musik billede.   

Loverboy har følgende besætning: Mike Reno (sang), Paul Dean (guitars), Doug Johnson (keyboards), Matt Frenette (trommer) og Ken “Spider” Sinnaeve (bas). Så vidt jeg har kunnet finde frem til er dette stort set den originale besætning som Loverboy har kørt med siden 1979, hvilket må siges at være lidt af en præstation i sig selv. 
 
Rock 'n' Roll Revival udkommer 24. august via Frontiers Records.
 
   (2½ ud af 6)
 
___________________________________________________
 
Aloop – Dead End/New Deal

Anmeldt af Claus Skytte: 21-08-2012

Jeg har denne gang valgt at lave en dobbeltanmeldelse af flere grunde: De to albums kommer på gaden samme dag, fra samme label, genren er den samme, og så lyder de stort set ens.   

Aloop er et band fra Aalborg, de har eksisteret siden 2002, og det er deres anden album. Den er også produceret af ingen ringere end Jacob Hansen (Invocator, Anubis Gate, og producer for bl.a. Volbeat og The Storm). Ingen er i tvivl om, at så er håndværket i orden. 

Stilen er nærmest melo-død, en genre, som Danmark har stolte traditioner for, i form af bl.a. Mercenary og Mnemic. Samtidig er det også en genre, der nok kan være svær at lave noget nyt i.  

Albummet starter som lyn og torden, og det er tydeligt, at de VIL det her. Musikerne er dygtige, og sangeren Bo Larsen har en stil, der er en blanding af noget, der ligner råb/growl og ren sang. Problemet for mig er at den rene sang nogen gange lyder forkert… da han pletvis lyder ligesom ham fra Mew… 

Der er fede riffs, og gode melodier, men det ender i det samme igen og igen. Samme tempo, samme sound. ”Plot To Kill” går lidt ned i tempo, og vinder derfor på det. ”Django” har et blueset slide-guitar-intro (der minder lidt om introen på Volbeat’s ”Guitar Gangsters”-album), og nummeret er også skiftende i tempo. Det er albummets bedste nummer. ”Heaven On Earth 2” part 1 og 2 er også rigtig dygtigt lavet. 

Generelt lyder Aloop rimelig ens, selv om der er højdepunkter, der trækker op. De nævnte numre er i mine ører de bedste. Produktionen er god, lyden er ren og klar, som genren kræver. Men det hele er ligesom hørt før, og der var ikke mange steder, hvor jeg tænkte: ”WOW, det her er sq så fedt, jeg vil købe den plade!”  

Doppler – Apophenia: Type I Error  
 
Doppler er et spansk band, der har eksisteret siden 2003, dog i den nuværende form siden 2008, men alligevel er det deres debut-album, vi har med at gøre. Denne plade har Jacob Hansen også haft fingrene i, i det han har masteret den.   

Doppler blander elementer fra industrial ind i deres musik, siger pressematerialet. De starter da også med et intro, der får mig til at tænke på Fear Factory, men det holder ikke så længe. Der er dog drysset noget keyboard ud over pladen, men det er ikke på niveau med fx førnævnte Fear Factory eller Ministry. 

De har også ladet sig inspirere af især Fear Factory, men er ikke ligeså tight og iderige som dem. Musikerne er dygtige, vokalen er igen råb/growl, produktionen og lyden er ren og klar. Tempoet er lavere end hos Aloop, men det er nogenlunde ligeså ens udtryk. Der er gode ideer med breaks og pauser, keyboard-passager og soli. Jeg synes bare, der mangler noget. 

De bedste numre kommer til sidst. ”Falling” part 1-3 er klart de numre, hvor deres ideer bliver bedst gennemført. Men de hæver sig ikke højt over niveauet fra resten af pladen. Så generelt ender det i en jævn omgang.   

Samlet set er det meget det samme publikum, de to bands appellerer til. De har begge gode ideer, der dog er bedst udført og gennemført hos Aloop. De skal nok begge to få solgt nogen plader til fans af genren, men jeg synes jeg har hørt noget, der rykker mere end de to bands forsøg. Jeg håber dog at fremtiden giver dem modet til at prøve at gennemføre noget, der er mere deres eget. De har ideerne, så jeg håber de finder en måde at realisere dem på. 
 
Begge album udkommer den 27. august via Mighty Music/Target Distribution.
 
Aloop:
   (3 ud af 6)  
 
Doppler:
   (2½ ud af 6)
 
___________________________________________________
 
Broken Hand Charity – Democrusade 

Anmeldt af Calle: 16-08-2012 

Sidste år anmeldte jeg danske Broken Hand Charity’s første EP ”Simplified Symphony” og den EP var jeg meget godt tilfreds med. Så jeg var lidt spændt på at høre bandets nye EP Democrusade. Det har jeg nu gjort, op til flere gange, og her er mine tanker om deres nye EP. 

Bandet er stadigvæk det samme og består af Kasper Ljung (sang), Joachim Sestoft (guitar), Daniel Søndergaard Jakobsen (guitar), Søren Kirckhoff (bas) og Heino Jensen (trommer). Musikstilen er ligeledes den samme og jeg vil placere Broken Hand Charity under alternativ/nu-metal fanen. Jeg vil gå så langt som til at sige, at de spiller en musik, der er en god blanding af bl.a. Rev Theory, Metallica, Clutch og Three Days Grace. Måske giver det dig en ide!?! 

Democrusade lever efter min mening ikke helt op til forgængeren, men det er tæt på. Bandet levere stadigvæk nogle fede sange, med fængende melodier og aggressive riffs. Dertil skal lægges en bund solid grundrytme, som får mig til at rocke med, både med foden og hovedet. Så på en eller anden måde rammer Broken Hand Charity et eller andet i undertegnet. 

Alle fem sange på denne EP er gode, men efter flere gennemlyt vil jeg betegne ”When You Fear”, ”Power Off” og ”For Religion” som mine personlige favoritter. De har lige det ekstra gear, som en fed rock sang skal have. 

Næste gang må bandet godt udsende et fuld længde album. Og hvis ikke de så selv sender det til mig, så vil jeg være en af de første i køen i min lokale musikbutik. Så her er mit råd til jer derude. Giv Broken Hand Charity et lyt - du vil ikke fortryde det!!! 

Democrusade er selfinansieret og er ude nu.

     (4½ ud af 6)   

Lyt til Broken Hand Charity: http://www.reverbnation.com/brokenhandcharity
___________________________________________________

PentEffect – For The Record 

Anmeldt af Calle: 16-08-2012 

PentEffect er et dansk band fra Århus/Horsens, som blev dannet i 2009. Bandet består af Mads Jull (vocals), Andreas Petersen (guitar), Søren Thorgaard (guitar), Emil Nielsen (bass) og Jeppe Kobbelgaard (trommer). For The Record er bandets selvfinansierede debut EP. 

PentEffect spiller alternativ hard rock med referencer til både blues og metal. Mine tanker bliver ind imellem ledt i retning af bl.a. Kashmir og Led Zeppelin. Melodierne virker godt og der er tilpas variation i sangene, dog uden de store udspring. Der er i alt fem sange på EP’en og mine favoritter er ”One Day” og ”Bombshell”, men de andre sange er skam også helt udmærkede. Sangene er godt opbygget og der er nogle fede riffs og guitar soloer gennem de i alt 21 minutter. For The Record er ikke specielt nytænkende, men de unge gutter gør det ret godt. 

EP’en er produceret, mixet og masteret af selve Tommy Hansen (Pretty Maids og Halloween for bare at nævne et par stykker). Så lyd og produktion kan der i hvert fald ikke sættes en finger på. 

På trods af ”kun” fem sange, så synes jeg PentEffect får vist hvad de kan og jeg spår dem en god fremtid, hvis bare de har den rette portion held med sig. De har da også været med i flere konkurrencer som f.eks. Emergenza og de har også spillet flere live jobs, som jeg tror er vejen frem, HVIS bare de danske spillesteder turde satse mere på rock!! 

For The Record er tilgængelig via iTunes, Amazon-Mp3 og Spotify, så jeg synes du skal give bandet en chance. 

For The Record udkom den 13. Juni. 

   (3 ud af 6)  
 
_________________________________________________________________

Eclipse - Bleed and Scream 

Anmeldt af Peter: 13-08-2012

Besætningen er, som de selv beskriver den: Erik Mårtenssom - Bleeding vocals, guitar & bass, Magnus Henriksson - Screaming lead guitar, Robban Bäck - Roaring drums, Johan Berlin- Epic synthesisers.  

Albummet fænger fra første skæring, med fantastisk lyd og masser af fart, og jeg er helt sikker på at det er et album som jeg vil høre ofte i den kommende fremtid. Jeg tænker flere gange undervejs, at dette album kunne have været produceret i 90’erne, og så alligevel ikke, for produktionen og lyden er trods alt meget opdateret, set i forhold til den fra 90’erne. Men er man til 90’er heavy, måske lidt i den bløde ende, så er dette album med Eclipse klart værd at lægge øre til. Der er undervejs strofer som leder mine tanker hen på bl.a. Gary Moore, men selve albummet minder ikke i sin helhed om noget som helst som Gary Moore har lavet.  

Jeg sætter personligt stor pris på en stor stemme, og det må man sige at Erik Mårtenssom har. En dejlig klar stemme, som nogen måske vil mene er næsten FOR ren til et heavy album, men jeg synes at den klæder albummet helt fantastisk.  

Alle numrene er godt skruet sammen, med masser af musikalsk kvalitet, lækre guitar detaljer og slag fast tromme sektion, med en god del variation.  

Alt i alt et rigtig velspillet og vel produceret svensk album, og jeg er næsten 100% sikker på at Eclipse også vil være et attraktivt live band, som vi nok må holde udkig efter. 
 
Bleed and Scream udkommer 28. august via Frontiers Records.
 
     (5 ud af 6)  
 
Lyt til Eclipse her. ______________________________________________________
 
Scarlet Valve – Struck By Bottle 

Anmeldt af Calle: 08-08-2012 

Scarlet Valve er et dansk rock band fra Århus, som startede i 2005 som en duo, men senere tog form som et fem mands (fire mænd og en kvinde) rockband. Bandet består af Camilla Wedel Olsen (sang), Martin Kielland-Brandt (bas), Johan Mikkel Schmidt (guitar), Søren Skovgaard (guitar) og Mikkel Wedel Olsen (trommer). 

Struck By Bottle er bandets debut album og det består af 11 hårdtslående sange. Der er godt knald på fra start til slut. Guitarerne dryner bare derudaf, bassen er sat i sving og trommerne hamrer af sted. Dertil skal lægges Camilla’s rå rockstemme, som passer rigtig godt til musikken. Mit favorit nummer på albummet er ”Bagage”, men derudover synes jeg også godt om ”No Way In Hell”, det mere funky ”Borderline” med et guitarriff Mick Mars kunne have skrevet og til sidst afslutningsnummeret ”Fleur de Lys”. 

Skal jeg sammenligne Scarlet Valve med andre bands, så kan jeg da nævne Velvet Revolver (som bandet også selv nævner som inspiration), men også klassisk rock i stil med Led Zeppelin og selvfølgelig også dansek Stella Blackrose. Sidst nævnte nok lidt i kraft af den fede kvindelige vokal. 

Bandet har skrevet nogle gode melodier med fede hooklines og helt udmærkede guitarriffs. De har dog ikke opfundet den dybe tallerken, men hvad gør det, når man elsker det man laver. Og det virker det som om Scarlet Valve gør. De er dygtige musikere og de har stor gå-på-mod og en god omgang fandenivoldskhed. Jeg savner dog en sang i den mere stille ende. 

Struck By Bottle er indspillet i Århus Lydstudie med Kenn H. Eskildsen og bandet selv som producere. Mastering af albummet er foretaget af Tue Madsen i Antfarm Studio. 

Har man hang til en stærk omgang rock med stort R, så bør man tjekke dette band ud. De sparker en gedigent omgang røv og med lidt held i sprøjten kan de godt få et lille break på den danske rock scene. Selvom rock ikke lige er det, som de danske spillesteder og radioer giver den store chance. Kun meget få udvalgte bliver hørt på den måde. Så her er mit råd til de danske spillesteder og radiostationer – giv bands som Scarlet Valve en chance!!! 

Struck By Bottle er udkommet.

     (4½ ud af 6)  
 
Lyt til Scarlet Valve: http://www.facebook.com/scarletvalve
___________________________________________________

Christoffer Mariegaard – Heartshine 

Anmeldt af Calle: 08-08-2012 

Christoffer Mariegaard er en dansk musiker og sangskriver fra Aalborg. Han har tidligere sunget i Aalborg bandet Den Røde Løber, men valgte efter nogle år, at nu ville hav indspille et solo album. Det blev midlertidigt sat lidt på stand-by, da han valgte at være med i Niarn’s All-Star kor på TV2. Efter det sluttede færdiggjorde han så sit solo album, som har fået titlen Heartshine. Udover Mariegaard selv, så består bandet af Morten Grandahl (trommer), Peter Clement Lund (guitar), samt to af hans venner fra Den Røde Løber, nemlig Jacob Møller (guitar) og Olafur Dan Snorrason (bas). 

Musikstilen på albummet er melankolsk garagerock, hvor der bruges både elektriske og akustiske guitarer. Derudover gøres der også brug af banjo-guitar i f.eks. åbningsnummeret ”Silent Leather Boots”. Der er en god variation gennem hele albummet, da blandingen af stille og mere rockede sange er rigtig god. Jeg kan rigtig godt lide de mere rockede sange som eksempelvis titelsangen ”Heartshine”, den lidt Psyched Up Janis-lydende ”Loosing Winners” og ”Last Day On Earth”. Sidst nævnte leder tankerne i retning af Smahing Pumpkins. I den mere stille ende af skalaen, så kan synes jeg godt om bl.a. ”Shiver” og ”All To Waste”. 

Jeg skal da være ærlig at sige, at hvis ikke Christoffer selv havde sendt mig albummet, så havde jeg nok ikke kendt til ham og hans musik. Men når det er sagt, så synes jeg faktisk det er et rigtig godt album han har udgivet. Jeg har i hvert fald sat det på anlægget flere gange og jeg er blevet grebet mere og mere af musikken for hvert gennemlyt. Så man kan vel sige, at musikken vokser på en. 

Heartshine er indspillet i Pleasurehouse Recordings og albummet er produceret af Dennis Nielsen, Ronni Strøm og Christoffer selv. Det er blevet mastereret af Jan Eliasson, som vist ikke behøver en nærmere præsentation. 

Overordnet set er det et godt og velproduceret album, som jeg varmt kan anbefale. Især hvis du er til alternativ rock med gode melodier. 

Heartshine er udkommet.

     (4½ ud af 6)  
 
Lyt til Christoffer Mariegaard: http://soundcloud.com/christoffer-mariegaard/sets
___________________________________________________

Vanir - Onwards Into Battle

Anmeldt af Lars: 06-08-2012

Vanir er fra Danmark og spiller Viking-Metal. Deres andet udspil Onwards Into Battle er et sandt mesterværk inde for genren. Deres første cd var god, men med en lang arbejdstid til dette album og udvidelsen af bandet har givet dem den styrke der skulle til for at få det hele til at komme op at ringe. 

13 numre - nogle engelske andre danske, har så meget fat i mjød-hornet at man ikke ka lade være med at tjekke køleskabet for mere øl.  

Det er velproduceret og har en meget bedre lyd end deres første cd "Særimners Kød". Selvom førnævnte er en god cd har denne mange flere kvaliteter, bl.a er lyden gået fra god amatør til top professionel. Der er kommet en særdeles habil guitarist med der giver det hele et tvist i den hårdere retning, hvilket igen giver dem plads på min heavy-rotation hylde. Deres growl er flot, men engang imellem er sangen for langt væk i mixet. Bortset fra det er det en fed fed cd som jeg har nydt igen og igen.  

Der er god ballance mellem instrumenterne, men som før nævnt er sangen enkelte gange for langt væk. Håndværket hos musikerne er godt. De er bestemt værd at bruge tid og penge på. 

Onwards Into Battle udkommer den 10. september via Mighty Music

      (5½ ud af 6)  
 
______________________________________________________
 
Knock Out Kaine – House Of Sins 

Anmeldt af Calle: 22-07-2012 

Knock Out Kaine er en nyt britisk band, som består af Dean Foxx (sang), Jimmy Bohemian (guitar), Lee Byrne (bas) og Danny Krash (trommer). Bandet spiller 80’er inspireret sleazy hard rock. House Of Sins er bandets debut album.

House Of Sins er et album lige efter min personlige smag. Der er en god blanding af solide hard rock sange med gode melodier, fede guitar soloer og synge med omkvæd og dertil selvfølgelig en over the top power ballade. Sidst nævnte sang hedder ”Coming Home” og det er en af de bedste ballader jeg har hørt i den seneste tid. Derudover synes jeg også rigtig godt om ”Save Me” (som kan høres her på siden under ”mp3”), ”House Of Sins”, "Little Crystal", ”Time” og ”Going Down”. Men alt i alt er det tolv gode sange som har fundet vej til albummet og ingen af disse falder udenfor. Der er en god sammenhæng og rød tråd gennem hele albummet. 

Bandet nævner bl.a. Van Halen, Steelheart, Mötley Crüe, Cheap Trick og Shotgun Messiah, som nogle af deres inspirationskilder. Derudover hører jeg også lidt Def Leppard, White Lion og Little Angles i deres musik. Så kan du forestille dig en kombination af alle de nævnte bands, så er jeg sikker på du vil kunne lide Knock Out Kaine. 

Albummet er indspillet i Chapel Studios i England og det er bandet selv der har stået for indspilning og de står også som producere. Co-producer er Ewan Davies som tidligere har arbejdet med bl.a. The Darkness og The Wildhearts. Mastering er foretaget af Ray Staff, som tidligere har arbejdet med bl.a. Led Zeppelin, Rolling Stones og Black Sabbath. Man kan ikke sætte en finger på lyd og kvalitet af dette album. Cover artwork er lavet af Duncan Gray. 

Jeg er meget imponeret over dette debut album og jeg ser Knock Out Kaine, som et af de bedste britiske bands, der er kommet inden for de sidste par år. Jeg spår dem en god fremtid, selvom deres musikstil ikke lige er tidens trend. Min anbeafling skal helt sikkert lyde: Køb House Of Sins og du vil ikke fortryde det!!! Jeg har snart hørt albummet så meget at cd’en er slidt og jeg er ikke blevet træt af det. Tværtimod!!! Længe leve rock ’n’ roll!!!

House Of Sins er ude via Dust On The Tracks Records.

     (5 ud af 6)   
 
Lyt til Knock Out Kaine: http://www.myspace.com/knockoutkaine
_________________________________________________________________
Circus Maximus - Nine
 
Anmeldt af Peter: 11-07-2012
 
Norske Circus Maximus har udgivet deres nye album NineJeg må sige at jeg er imponeret over deres musikalitet. Som stor fan af den progressive rock scene, er det virkelig en fornøjelse at lytte til dette, deres 3. studie album.
 
Gruppen består af: Michael Eriksen – Vocals, Lasse Finbråten – Keyboards, Mats Haugen – Guitars, Truls Haugen – Drums, Glen Cato Møllen - Bass
 
Der er virkelig lagt i ovnen til et monster af et album her. Efter en kort intro er første nummer på mere end 10 minutter ”Architect Of Fortune”, og allerede her demonstreres bandets formåen.
 
Igennem resten af albummet kan jeg godt tage mig selv i at tænke, at de godt lige må skrue lidt op for intensiteten, men det varer kun få øjeblikke, så kommer der helt automatisk et skift i musikken, og på den måde når det aldrig at blive ensformigt. Herligt!!
 
Det er så velspillet, og specielt de lidt tungere passager er fremragende, og man kan kun se frem til resten af numrene. Jeg synes til tider at deres sound og harmonier, leder tankerne hen på Dream Theater, som er et af mine absolutte yndlings bands.
 
Vokalen, leveret af Michael Eriksen falder i min smag. Jeg synes han lægger en god og stemningsfyldt klang til et super velspillet album.
 
Nummer 5 ”Reach Within” ligger lidt udenfor den progressive genre, og lyder til tider som Carpark North nummeret ”Save Me From Myself”. Men det bliver det jo ikke nødvendigvis dårligere af.
 
Jeg kan godt forstå at de er blevet eftertragtede gæster på diverse progressive festivaler rundt omkring i verden. Jeg kan kun anbefale at lægge øre til de 5 nordmænd

Nine er ude Frontiers Records

     (4½ ud af 6)   

Lyt til Circus Maximus: http://www.myspace.com/officialcm
___________________________________________________
 
Bulldog Mack – Love In Reverse 

Anmeldt af Calle: 27-06-2012  

I efteråret 2011 anmeldte jeg Bulldog Mack’s første EP ”Stack ’Em Up” og i den forbindelse skrev jeg bl.a. at jeg håbede på mere musik fra dem. Det er der så kommet nu i form af endnu en EP, som har fået titlen Love In Reverse. Bandet er stadigvæk det samme og består af Mack Jones the 1st (sang), Tommy Krieger (bas), Thunderst L. Wheeler (trommer) og Sick Vic Benderbildt (guitar). Stilen har de heldigvis heller ikke ændret på, så der er fuld knald på den 70’er inspirerede rock tilføjet lidt motown soul.   

Love In Reverse består af seks sange (ligesom forgængeren) og igen sidder jeg med et stort smil på læben, når jeg lytter til sangene. Bulldog Mack’s musik får mig bare i godt humør, så de rammer åbenbart et eller andet i mig. Tænk KISS, Lynyrd Skynyrd og The Solution og bland disse bands godt, så får du måske en ide om stilen. Der er en god rytme i numrene og sangene er velskrevet. Derudover udstråler bandet stor spilleglæde og samspillet virker bare perfekt. Det virker som om de bare hygger sig, når de spiller. Jeg ville ønske jeg kunne opleve dem live, for jeg er sikker på de kommer ud over scenen.   

Alle sangene rammer stort set plet hos mig, men skal jeg udvælge et par stykker af dem, så må det være åbningsnummeret ”You Hung Me Over”, samt ”-93” og det meget KISS-inspirerede titlenummer ”Love In Reverse”. Men ingen af sangene falder efter min mening ikke igennem, måske med undtagelse af afslutningsnummeret ”Crotch Rocket”, som er lidt ved siden af de andre sange, men uden at falde helt igennem. Men det er jo en smagssag. EP’en er velproduceret og musikken ligger godt i forhold til Mack Jones’ stemme.   

Nogle vil måske mene, at bandet ikke har rykket sig fra deres forrige udspil, men det gør efter min mening ikke spor. For det de gør – det gør de sku godt. Og man behøver jo ikke røre ved noget der allerede fungerer. Min anbefaling er – lyt til Bulldog Mack!!!!!  

Love In Reverse er ude.  

     (4½ ud af 6)   

___________________________________________________
 
Jorn – Bring Heavy Rock To The Land

Anmeldt af Claus Skytte: 24-06-2012 

Jorn er kendt af en del, både for Masterplan og for sit soloarbejde. Han er en fremragende Heavy Rock-sanger med en god rå stemme. 

Hans nyeste plade har titlen ”Bring Heavy Rock To The Land”, og det må man sige, han gør. Der er god gang i det, enkelte fede sange, fx titelsangen, og der er alt det, man kræver af en Heavy Rock-plade (Jeg tror Calle vil kunne li’ den).

Der er dog også en del filler-numre på pladen, og så står referencerne i kø! Lidt Accept her, lidt Manowar der, alt garneret med en god håndfuld Dio og generel 80’er stadion-heavy. Det hele er rigtig godt og dygtigt udført, men originalt er det sq ikke! Man har hørt det hele før, og for en hel del af numrene, også bedre. 

Men som sagt er der lyspunkter, fx titelnummeret og ”Chains Around You”, en god hurtig rocker. 

Hvis du kunne li’ Jorns andre plader, er der nok købsgaranti, men nye lyttere skal nok starte et andet sted i hans repertoire. 

Bring Heavy Rock To The Land er ude via Frontiers Records.

   (3 ud af 6)   
 
___________________________________________________

Curt Shaw – Silent Assassin

Anmeldt af Claus Skytte: 24-06-2012 

Curt Shaw er en amerikansk guitarist, der på sin anden plade i eget navn spiller alle instrumenter, bortset fra trommer. De varetages af Allen Lind. Det er en ren instrumentalplade. Curt Shaw har tidligere udgivet plader med Black Aggie og Kryptic. Jeg kender ikke disse bands, men det kan være andre gør. 

Han er en teknisk dygtig guitarist, der kan spille mange stilarter, og både mestrer det hurtige Malmsteen-agtige, og det mere kontrollerede. Han er inspireret af Malmsteen, men det er ikke bare riffing og soloer på 12 minutter. 

Men… Jeg har hørt en del af de her instrumentalplader. Og som det af og til sker med den slags, så bliver det til baggrundsmusik, og man begynder at kigge ud af vinduet når man lytter. Så ved man godt, den er gal. Jeg mangler i den grad noget vokal til at lette det hele. Mit bedste råd til Curt er at begynde at synge, for hvis hans niveau er ligeså højt som med en guitar, skal det nok gå. 

Mit råd til jer: Hvis I synes at instrumentalmusik med både ok riffs og soloer er lige jer, så køb den! Alle andre: Der er fare for at det bliver en af de plader, man bare har stående.

Silent Assassin er ude.

  (2 ud af 6)   
 
___________________________________________________

Stonebird – When Darkness Falls (EP) 

Anmeldt af Calle: 20-06-2012 

Stonebird er et dansk band fra Hjørring, som blev dannet i 2010. Bandet består af Andreas Gajhede (sang/guitar), Laurits Svarrer Pedersen (guitar), Sean Leavy (keyboard/guitar), Steffen Møller Jensen (trommer) og Victor Simon Holm Simonsen (bas). 

Bandets musik tager udgangspunkt i en omgang tung bluesrock og deres inspiration kommer fra 60’er og 70’erne. Stonebird er et af de danske bands jeg ville ønske, jeg havde kendt lidt til, inden jeg modtog denne EP. De startede godt nok først i 2010 og har derfor ikke så mange år på bagen, men hold kæft det er fed musik de spiller. Der er fede guitar soloer, flot arrangerede sange med skønne melodier og generelt et flot lydunivers. Jeg er virkelig positivt overrasket over denne EP, som har roteret en del gange på anlægget og på min iPod. Bandet har både tunge blues rock riffs og de mere stille akustiske passager, som gør at sangene ikke bliver for ensformige. Rigtig godt gået, når man tænker på at der ”kun” er seks sange på When Darkness Falls. 

Efter min mening er der ingen dårlige sange på EP’en, men skal jeg udvælge et par stykker der virkelig får mig til at rocke med, så må det være ”With The Wind In My Back Pt. 1 & 2”, ”Hope For The Hopeless” og ”Lost”. Derudover afsluttes EP’en med det flotte instrumentale nummer ”When The Birds Fly To The Gallows”. Men som sagt, jeg synes ikke der er nogle sange der falder igennem. 

When Darkness Falls er indspillet, produceret og mixet i Unit 1 Lydproduktion i København i november 2011. Lydmæssigt er der heller meget at komme efter, hvilket betyder at lyden og kvaliteten er i top. 

Jeg ser meget frem til et fuld længde album fra disse fyre og sender de ikke en promo til mig, så skal jeg helt sikkert nok købe albummet, hvor det er muligt (sikkert ikke i min lokale musikforhandler, som kun hjemtager de ”sikre” albums). 

Er du til fed blues rock i den tungere ende, så kontakt bandet for nærmere info om hvor EP’en kan erhverves. Du vil ikke fortryde det!!! Godt nok er det ”kun” en EP, men den fortjener alligevel 5 dødningehoveder fra mig. 

When Darkness Falls er ude og distribueres af bandet selv.

     (5 ud af 6)   

___________________________________________________

Pretty Maids - It Comes Alive - Maid In Switzerland

Anmeldt af Peter Letting: 20-06-2012 

Pretty Maids har i anledning af deres 30 års jubilæum begået et live album It Comes Alive, som også er deres tredje live album og det skinner tydeligt igennem at det bestemt ikke er deres første live optræden, og produktionen oser langt væk af professionalisme og engagement på scenen. Optagelsen stammer fra en koncert afholdt i Schweiz. Om det skyldes at de har et specielt dedikeret publikum i Schweiz, det aner jeg ikke noget om, men jeg havde da synes det var Cool, hvis undertitlen havde været ”Made in Denmark” i stedet for Maid in Switzerland, men sådan blev det ikke. 

Personligt har jeg hørt Pretty Maids siden de udgav deres første album tilbage i 1983, som bare hed ”Pretty Maids”, men jeg må indrømme at jeg ikke har hørt alle deres nyeste udgivelser, og derfor byder dette live album også på en del nyheder for mit vedkommende. 

Min personlige holdning til live albums er, at de er ret fede hvis man selv har været til koncert med det pågældende band. Udover det, er det primært genkendelsens glæde som vækkes til live ved at høre sine yndlings bands på live udgivelser. Der er naturligvis også en vis overraskelse ved at høre velkendte numre med langstrakte soloer og anden form for eksperimenterende kunstnerisk udfoldelse, som på dette album hvor afslutningsnummeret ”Red Hot and Heavy” udsættes for guitar soloer, fælles sang med publikum samt de velkendte ”Smoke on the Water” riff, hvilket jo altid passer til en koncert oplevelse. 

Jeg vil nok mene at dette live album er et af de bedre, på trods af at jeg desværre ikke selv var til stede blandt publikum. Pretty Maids holder stadig, her 30 år efter de startede deres karriere, og om ikke andet, så har jeg da fået mod på at kaste mig over nogle af deres nyere udgivelser, for ligesom at følge oplevelsen til dørs. Jeg synes at Pretty Maids formår at skabe melodisk, hård rock, som fænger og hænger fast. Der findes masser af udgivelser i denne genre, men det meste passerer lige igennem, uden rigtig at bundfældes.

På baggrund af dette album, gad jeg godt at høre Pretty Maids live.

It Comes Alive - Maid In Switzerland er ude via Frontiers Records. 

     (4½ ud af 6)   

Lyt til Pretty Maids: http://www.myspace.com/pmaids
___________________________________________________

Jeff Scott Soto - Damage Control

Anmeldt af Peter Letting: 20-06-2012

OK, Jeff Scott Soto har en frygtindgydende, imponerende karriere at se tilbage på. Han har optrådt med nogle af mine all-time favorites, bl.a. Yngwie Malmsteen og Journey, for bare at nævne et par stykker, om end de befinder sig i hver sin ende af rock genren. 

Men det beviser jo blot at den gode mand spænder vidt, hvilket jo ikke nødvendigvis er en ulempe. Jeg må indrømme, at jeg keder mig lidt i selskab med hans nye solo album Damage Control. Jeg ved ikke helt hvad det er for en skade han forsøger at kontrollere, for albummet er da i sig selv forholdsvis harmløst. 

Indtil jeg nåede til track nr. 8, ”Krazy World” synes jeg mest af alt det mindede mig om en lidt tungere udgave af Foreigner. Ikke fordi jeg har det mindste imod Foreigner, men jeg må erkende at jeg havde forventet mig noget mere af en kunstner med en så fremragende baggrund. Så udover ”Krazy World”, og måske et par af de andre numre, så taler dette album ikke rigtig til mig, på trods af at det er nogle stærke kræfter som er samlet. 

Genren er melodisk hård rock, og det passer meget godt. Desværre suser de fleste numre bare ind ad det ene øre og ud af det andet, uden at gøre et særligt indtryk, så det bliver en kort anmeldelse…

Damage Control er ude via Frontiers Records.

   (3 ud af 6)   

___________________________________________________

Estrella – Come Out To Play  

Anmeldt af Calle: 20-06-2012 

Estrella er et debuterende rock band fra Skotland, som består af de tre brødre Paul Gunn (sang), Luke Gunn (guitar) og Nathan Thomas Gunn (bas) samt Leo McPherson (trommer). Bandet har allerede fået et ry som et godt live band i både deres hjemland og i England og nu har de så udgivet deres debut album Come Out To Play. 

Bandet har fundet deres inspiration i 70/80’ernes rock bands og man kan tydelig høre hvilke bands de har lyttet meget til. Heriblandt kan nævnes Def Leppard, Aerosmith og Bon Jovi som de største inspirationskilder. Estrella formår at skrive nogle gode og fængende melodier med ”store” omkvæd og stilfulde riffs. Bandet har ikke opfundet noget nyt, men det de gør – det gør de rigtig godt. Det er ”poppet” rock når det er bedst. Der er udmærket guitarspil og en perfekt grundrytme i bas og trommer. Og hvis man dertil lægger Paul’s tilpas rå stemme, så får man et meget lytte venligt album. 

De sange der falder bedst i min smag er først singlen ”Shout”, samt den meget Def Leppard-inspirede ”Mona Lisa Smile”. Derudover kan jeg også godt lide ”Whatever It Is” og titelsangen ”Come Out To Play”. Der er en ballade på albummet i form af ”Don’t Forget Me”, men den rammer efter min mening ikke helt plet. Og dem der har læst mine tidligere anmeldelser ved at jeg er en ”sucker” for en god ballade på et hvert rock album. Det hører sig efter min mening til. 

Come Out To Play er flot produceret, faktisk på grænsen til at det bliver alt for pænt. Men de har også arbejdet sammen med John T Sinclair, som tidligere har spillet keyboard i bl.a. Ozzy Osbourne’s band, Uriah Heep og The Cult. Derudover har de også arbejdet med sound engineer Ashley Howe, som tidligere har arbejdet med bl.a. Queen og Led Zeppelin. Så det er promonente folk de har haft bag knapperne. 

Så alt i alt er det et helt udmærket rock album med gode sange og et band der kan deres kram. Jeg kan uden at blinke anbefale Come Out To Play til enhver rock fan, der kan lide de tidligere nævnte bands. 

Come Out To Play udkom 21. maj. 

     (4½ ud af 6)   

___________________________________________________

The Sunpilots - King Of The Sugarcoated Tongues 

Anmeldt af Peter Letting: 19-06-2012

The Sunpilots kommer fra Australien og King of the Sugarcoated Tongues er deres andet album, som i øvrigt er gratis til download fra deres hjemmeside www.thesunpilots.com

Den type af musik som The Sunpilots laver, er svær at kategorisere, men én ting kan man med sikkerhed sige: ”Det er ikke kedeligt”… Om det klassificeres som rock…ja det gør det vel, men det er ikke på nogen måde heavy.

Når et nummer indledes, er man ikke sikker på i hvad retning man føres. Utallige rytme og temposkift, præger hele albummet, og er med til at gøre det spændende. Jeg sad fra tid til anden og tænkte tilbage på Dizzy Miss Lizzy og deres første album, uden at jeg dog vil sammenligne de 2 bands, generelt.

Til tider undervejs er der også elementer af progressiv rock, og i det hele taget blandes en masse stilarter sammen til en helhed, som gør at man opdager nye finesser de første mange gange man lytter albummet igennem.

Det er helt sikkert ikke en hyldevare, som vil være at finde på de danske populær musik radio kanaler, og alene det faktum tiltaler mig. Drengene i bandet har tilsyneladende også noget på hjertet og hele albummet er en fortælling om samfundets kollaps, og om de konsekvenser det har for menneskets frihed og de omkostninger, som vi er villige til at betale, for at få den frihed tilbage. Jeg kan ikke påstå at jeg har forstået, eller læst samtlige tekster på dette album, men jeg tror det er underholdende at sætte sig ind i.

Det er uden tvivl nogle dygtige og meget musikalske drenge, der her er gået sammen, og de har også fået RIGTIG gode anmeldelser for deres live performance, efter deres turné i Tyskland, med base i Berlin. Jeg vil dog fremhæve vokal præstationen, som værende lidt ud over det sædvanlige. Manden lyder til tider som om han har en hvis legemsdel i klemme, men han gør det rent og uden de store anstrengelser, og alene det kræver en anerkendelse.

Titel nummeret, som er andet track på albummet, er mit favorit nummer , men samtlige numre har på sin egen forunderlige vis en evne til at få mig til at glemme hvor langt jeg er nået på albummet.

King of the Sugarcoated Tongues er ude via Honeytrap /Rough Trade

 
   (4 ud af 6)   

Lyt til The Sunpilots: http://thesunpilots.com/sugarcoated
_________________________________________________________________

Million $ Reload – A Sinner’s Saint 

Anmeldt af Steffen "Stiw" Weber: 19-06-2012 

Hvis du er til Buckcherry - Så er du til Million $ Reload. De fem irske mænd fra Belfast har fundet ud af at det eneste rock der formår at overleve, er af den gamle skole. 

A Sinner’s Saint er en flot produceret plade med lækre hits og en ballade der får pigerne til at smide kyskhedsbæltet. Pladen starter godt ud med nummeret "Fight The System" et nummer som bliver kastet med 100 km/t ned ad en bowling bane og eksplodere i et kæmpe fyrværkeri. Det er et nummer med gang i og der er ingen tvivl hvor de vil hen. Da jeg hørte dette nummer kom jeg til at tænke på det amerikanske rockband Buckcherry, og det undrede mig. Lige indtil pladens andet nummer går rigtig i gang ’Bullets In The Sky’. I dette nummer kan man tydelig høre at Million $ Reload’s forsanger Phil Conlon drager stor inspiration fra Josh Todd som er forsanger i Buckcherry. Heldigvis fungerer dette problemfrit og resten af bandmedlemmerne følger med. 

"Broken" som er pladens store ballade er smuk og velskrevet. Den ligger godt placeret som nummer fem på cd’en. Personligt er jeg ikke den store fan af ballader, men jeg begynder at folde ørene ud undervejs da Phil Colon (fosangeren) åbner munden og styre nummeret med hans vokal. Pladen slutter smukt af med nummeret "It Ain’t Over". For mig har det nummer den rigtige effekt, der er gang i det og det er rock n roll. "It Ain’t Over" er en god titel på det sidste nummer, da det fik mig til at starte cd’en forfra. 

A Sinner’s Saint er bestemt pengene værd. Pladen er ikke inspirerende eller fuld af nytænkning, men den finder din indre rockstjerne frem og giver dig lyst til at knappe en bajer op. Derfor syntes jeg at denne plade fortjener 4 hard-rocking skulls.

A Sinner's Saint udkommer den 29. juni via Frontiers Records.

    (4 ud af 6)   

_________________________________________________________________

Nightmare - The Burden Of God

Anmeldt af Peter Letting: 15-06-2012 

Man skal lære noget nyt hver dag. Da jeg først hørte Nightmare albummet The Burden of God var det helt nyt for mig. Nysgerrig som jeg er, finder jeg ud af, at Nightmare har udgivet albums siden 1984, og så undres jeg over hvordan vi har kunnet undgå hinanden i alle de år . Måske har jeg blot ikke været omkring den franske rock scene… 

Jeg synes faktisk rigtig godt om Nightmares univers. Intro nummeret er nærmest klassisk, symfonisk og man bæres intetanende over i første nummer: ”Sunrise in Hell”, som er et fedt nummer. Jeg er specielt begejstret for trommeslagerens arbejde i ”gryderne”. Det skal dog ikke gå ud over guitaristens præstationer, som absolut er godkendt.De næste par numre fortsætter i velkendt heavy rock, nærmest monumental sound, tilsat diverse guitar harmonier og breaks. 

Der tilsættes undervejs en del mere stille passager, men det passer faktisk fint ind i en sammenhæng. I ”The Dominion Gate (Part III) bliver der endnu engang tilsat symfoni orkester. Det er jo som bekendt prøvet af mange heavy bands igennem tiden, men jeg synes faktisk at Nightmare formår at dosere mængden af ”strygere” i en perfekt dosis. Eftersom nummeret hedder Part III, og de 2 første dele ikke findes på denne skive, må jeg nok hellere grave tilbage i deres discography og finde forgængerne frem ved lejlighed, for at få sluttet ringen, og for at få stillet min egen nysgerrighed for, hvorfor jeg dog aldrig er stødt på dette band før. Titel nummeret ”The Burden of God”, vil jeg nok udnævne til mit favorit nummer på dette album.

Albummet er velproduceret, velspillet, og absolut hørbart. Som de fleste andre albums, bliver det bedre og bedre efter flere ture i maskinen, og jeg kan kun anbefale at give ”de gamle” rockere en chance.

The Burden Of God er ude via AFM-Records

     (4½ ud af 6)   

___________________________________________________

U.D.O. - Celebrator (Rare Tracks)

Anmeldt af Peter Letting: 12-06-2012 

Det føles som om jeg har lyttet til Accept altid, og eftersom deres første album udkom i 1979, og jeg startede med ”heavy” lige i starten af ’80’erne, så er det nok ikke helt ved siden af. Jeg husker, og hører stadig numre som ”Ball’s to the Wall”, ”Metal Heart” og ”Fast as a shark”, og når de holder her 30 år efter de var nye, så må de jo kunne et eller andet. 

Har man sagt Accept, siger man samtidig Udo Dirkschneider, som efter min mening har en af de mest destinkte stemmer i heavy rock’en gennem tiden, og derfor var det da også med en vis ”forventningens glæde”, at jeg satte hans 25 numre lange dobbelt album i cd spileren. 

Nu er Udo’s stemme som sagt temmelig let genkendelig, men den er jo samtidig definitionen på den perfekte skæve, skærebrænder stemme til heavy metal, og derfor er den også svær at blive træt af. 

Albummet rummer en del for mig ukendte numre, men samtidig en del gengangere. Jeg synes det er ret underholdende at han eksempelvis laver et nummer sammen med Finske Lordi. Til gengæld synes jeg det sidste nummer ”Born to be Wild” kører en smule af sporet, men det er da en anderledes version af et kendt nummer. 

Den gode gamle ”Ball’s to the Wall” i en piano version er på en måde helt syret. Man finder sig selv synge med på et nummer, som lyder helt forkert (læs: Ikke som det plejer), bare fordi man har sunget teksten 1000 gange, men der mangler ligesom de sædvanlige ”ball’s” i nummeret. 

Jeg er ikke helt begejstret for Udo’s evner indenfor ”ballade” genren. Jeg synes hans stemme passer bedre til de rigtige heavy numre, hvor han skruer den velkendte ”sound” på. Desværre er der 4-5 stille numre, som jeg mener, falder lidt igennem. Ud af de 25 numre er der 4-5 stykker som virkelig rykker. Resten af albummet er god gedigen heavy rock, med tunge rødder tilbage i Accept 

Jeg giver det 4½ ud af 6, ligeså meget fordi jeg trak lidt på smilebåndet over gode gamle Udo, som stadig gør det godt.

Celebrator (Rare Tracks) er ude via AFM-Records

     (4½ ud af 6)   

__________________________________________________

Diamond Plate - Generation Why

Anmeldt af Lars: 11-06-2012

Chicago thrash-bandet Diamond Plate's debut fuld længde cd er et "in-your-face" mesterværk.. (de har tidligere udgivet et par ep'er) 

Cd'en Generation Why er det ene fede nummer der afløser det andet...rene energibomber, bortset fra intro'en. Jeg er ikke så meget for den halvlange "vi skruer på radioen og hører os selv" intro....selvom det riff de kommer frem til er ret fedt...smag og behag... 

Diamond Plate formår at hive en tilbage til da Thrash var ung. Det er ægte thrash spillegløde direkte fra nosserne (sorry girls). 

Alle instrumenterne er nøje afstemt og ikke overproduceret. Bassen er ret blød/mørk i lyden, men bliver spillet ekvilibristiskt og knivskarpt. Jo mere man lytter til Generation Why, jo mere elsker man den bas. Guitar, trommer og sang er bestemt værd at lægge mærke til. "The hidden track" er et pænt lille guitarnummer med nålestøj, så man rigtig kommer i "vinyl-mode" 

Produceren er heller ikke nybegynder...Neil Kernon som vi kender fra produktioner af bl.a Cannibal Corpse, Nile, Nevermore, Deicide og Judas Priest har gjort sit arbejde til et rungende 12-tal. 

Der er 11 guldklumper og så lige en intro (radio der bliver scannet igennem programmer for at ende med et pænt fedt riff)

Generation Why er ude via Earache Records

     (5 ud af 6)   

Lyt til Diamond Plate: http://www.facebook.com/diamondplate
___________________________________________________

Furyon - Gravitas

Anmeldt af Peter Letting: 11-06-2012

Furyon er et band fra Brighton, som efter sigende har haft stor succes med deres live optrædender, men nu er de altså ude med deres debut album GravitasDer er ingen tvivl om at de 5 drenge i bandet er teknisk rigtig dygtige, og man løftes fra første lyt af dejlige guitar riff og soloer, som bekræfter mig i rygtet om, at de må være værd at opleve live.

Albummet er med garanti godt produceret, og kvaliteten kan man ikke sige noget til. Genren er hård uden at være for meget, melodisk uden at være kedelig og tenderer i perioder til det progressive. Jeg synes de tunge og hurtigere numre er rigtig gode bl.a. "Disappear Again" og "Wasted on You", hvorimod deres mere stille numre ikke rigtig siger mig noget.

Albummet er særdeles lyttevenligt, men jeg mangler måske lidt et overraskelses moment, og efter at have lyttet albummet igennem et par gange eller 3, så er det stadig et OK album, som dog næppe går over i historien, som et skelsættende album. Der findes en del andre anmeldere på nettet, som er vildt begejstrede, hvor jeg nok må nøjes med at være tilfreds med det jeg har hørt.

Men skulle de komme til DK, kunne jeg da godt finde på at tage ind og høre dem live!!!!

Gravitas er ude via Frontiers Records

    (4 ud af 6)   

_________________________________________________________________

Solitude – Brave the Storm

Anmeldt af Claus Skytte: 11-06-2012 

Solitude er et for mig ukendt japansk band, dannet i 1996 af to tidligere medlemmer af Sacrifice, et thrash/underground-band der udgave 3 albums fra 1987 – 1992. 

Brave The Storm er bandets anden plade, som udkom i Japan i 2009, men det er stadig deres seneste udspil. 

Mit kendskab til japansk metal går ca. 25 år tilbage, hvor jeg for første gang hørte Loudness. Siden har jeg hørt en del, bl.a E-Z-O, Anthem (Solitudes trommeslager er forresten ingen ringere end ”MAD” Ohuchi fra Anthem. ) og Bow Vow/Vow Vow. Alle disse bands ligger i nogenlunde samme stil, nemlig teknisk god traditionel Heavy Metal i stil med NWOBHM. Og trods Solitudes rødder i thrash er det også her, dette band er endt. 

Typisk for den stil er enormt dygtige musikere, hurtige riffs og en god melodi. Ligeså typisk er en sanger, der ikke vil score højt ved en engelsk-eksamen. Udtalen er elendig, og teksterne er sprogligt ikke fremragende, selv om deres emner er nok så vigtige. I tilfældet Solitude passer det hele! Musikerne er rigtig gode, og sangeren Akira Sugiuchi er middelmådig. Stemmen passer nok bedre til moderne thrash end Heavy, men det går an. Kan man se ud over det er det en rigtig god lille plade, som indeholder fedt guitararbejde, også akustiske elementer er der blevet plads til. Guitaristen Shingo Ida er helt klart oppe i liga med Akira Takasaki fra Loudness, uden dog at nå dette niveau. 

Teksterne handler om generelle problemer i livet, USA som fjender og lidt kærlighed. Dog er der en del mere tale om Gud i deres tekster, end man er vant til i japansk Metal. Det er dog på ingen måde i liga med Stryper eller Jerusalem! 

Mit bud er, at hvis man er til japansk Metal skal denne plade ikke mangle i din samling. Hvis man bare godt kan li’ en god Metal-plade, er der en del andre på samme niveau, men det er absolut ingen dårlig plade.

Brave The Storm er ude via Fastball Music

    (4 ud af 6)  
 
_________________________________________________________________

Jack Blades -  Rock 'n' Roll Ride

Anmeldt af Peter Letting: 11-06-2012

Jack Blades andet soloalbum Rock ´n’ Roll Ride, er et gedigent rock album fra start til slut. Der kommer undervejs forskellige refleksioner til bl.a. Great White og Journey, men det er jo ikke så underligt eftersom Jack Blades igennem tiden (de sidste 20 år) har arbejdet sammen med, og skrevet sange til eksempelvis disse 2 grupper, men også talrige andre store navne. 

Titlen Rock ´n’ Rolle Ride, dækker rigtig fint over indholdet af albummet. Det indeholder både numre i genren sydstatsrock for MC folket, samt de lidt mere polerede og stille numre, som er velegnet til et glas kølig hvidvin på terrassen, en sommeraften i juli. 

Det tog mig et par gennemlyt før jeg kunne værdsætte den fremragende guitar, som ligger under i stort set samtlige numre, uden at være alt for fremtrædende og dominerende. 

Det er absolut et solidt rock album, som fortjener at blive hørt mere end en enkelt gang.

Rock 'n' Roll Ride er ude via Frontiers Records

     (4½ ud af 6)  

Lyt til Jack Blades: http://www.myspace.com/jackblades

 ________________________________________________________________

Ura-Kia - Ura-Kia

Anmeldt af Lars: 04-06-2012 

Tag noget 80'er Kiss (de hårdeste numre) og bland en stor håndfuld Zakk Wylde i...rør godt og drys Blues med let hånd, varm det hele op til hot og server retten på en Metaltallerken, så har man Sydstatsbandet URA-KIA's debut cd Ura-Kia... 

Der er 11 numre - både ballader og losserøvrock. Intro'en; "New World Soldier" er en lille lydkollage af gevær- og Tie fighter kamp afsluttet med instrumental guitarfanfare. Andet nummer; "Sea Of Lies", er SÅ fedt, men ret kort desværre, men heldigvis er der mere af samme skuffe. 

Lyden er godt afstemt og sounden er dejlig tung. Vokalen er tydelig og fyldig. Specielt kan jeg godt li guitarlyden - tung og fyldig. Vokalen passer rigtig godt sammen med den tunge lyd og teksterne. Instrumentalnummeret "Prime Evil Brigade" holder hele vejen. Dejligt at der stadig bliver lavet instrumentalnumre. 

Jeg kunne godt ha' tænkt mig en længere cd da det er en stor nydelse at lytte til Ura-Kia. Det er hårdt rock som man kan lytte til any-time.

Ura-Kia er ude va JAMSYNC Music 

     (5 ud af 6)  
 
___________________________________________________

Dirty Old Town – The Road (EP) 

Anmeldt af Calle: 21-05-2012 

Dirty Old Town blev startet af Morten Christensen, som tidligere slog sine folder i Wrong Side Of Vegas. Sammen med Paw Eriksen (guitar/vokal), Torben Guldager (keys/vokal), Christian Norup (bas) og Andreas Henriksen (trommer) har han indspillet denne EP. 

The Road består af fem sange, hvor stilen er psykedelisk western-inspireret 70’er rock. Jeg forestiller mig en flok gutter i en stor amerikaner bil, der kører ud af landevejen i den amerikanske desert, hvor de stopper og drikker en whisky på en landevejs bar og overnatter under åben himmel ved et bål, hvor de hver især sidder med en guitar. 

Jeg må indrømmer, at der skulle et par gennemlyt til, før jeg kunne leve mig ind i musikken. Men nu hvor musikken har fået lov til at please mine øregange, så synes jeg faktisk det er en rigtig fed EP. De fem sange rummer en god portion syrede guitarer hvor stilen bevæger sig både i singer-songwriter og contry-western retningen. Der er helt sikkert også blevet lyttet en del til en mad som Bob Dylan og måske lidt Ryan Adams. De sange der tager sig bedst ud er efter min mening ”Devil Calls” og især ”This Time”, som efter min mening er det bedste nummer på The Road. 

Sangene på The Road er indspillet i Red Carpet Studios i København og så er de blevet mixet og mastereret i Black Tornado Studios ligeledes i København. Producer på albummet er Paw Eriksen, som tidligere spillede i Highway Child. 

Jeg synes virkelig bandet har formået at få et fuldendt lydbillede frem på de fem sange og man danner sig let et billede inde i sit hoved. Som nævnt tidligere, så er det for mig en støvet amerikansk landevej midt ude i ørkenen. Jeg ser gerne, at Dirty Old Town får indspillet et fuldlængde album i den nærmeste fremtid og så vil jeg med glæde lytte til det og anmelde flere sange i denne skønne og dystre stil. Godt gået!! 

The Road uskom den 14. Maj og kan på nuværende tidspunkt downloades gratis via dette link

     (4½ ud af 6)  
 
___________________________________________________

Stella Blackrose – Death & Forever 

Anmeldt af Calle: 21-05-2012 

Jeg havde rimelig store forventninger til Death & Forever, som er andet udspil fra danske Stella Blackrose. Jeg var ret imponeret over bandets debut ”Kiss The Dirt” fra 2010 og albummet fik også en fin anmeldelse af Dianna her på siden. Nu, efter en del gennemlyt, er jeg faktisk en lille smule skuffet, for jeg synes ikke helt det nye album lever op til debuten. Måske skyldes det lidt at bandet har skiftet en smule. Hvor debuten var mere bluesbaseret hard rock, så er det nye album mere tungt og dystert, hvilket sikkert er det udtryk bandet har ønsket. Det fungerer bare ikke helt på samme måde for mig. Jeg savner sange i stil med ”Beautiful Thing Called Rock” og ”Break Me”, som er mine favoritter på ”Kiss The Dirt”. Dermed ikke sagt, at de skulle skrive de samme sange en gang til, men bare sange i samme stil. 

Nå alt det er sagt, så kan man ikke komme uden om, at bandet spiller rigtig godt og Rebecca Lou Armstrong har en fantastisk stemme. Hun er efter min mening en af de bedste kvindelige rock-stemmer herhjemme. Så musikalsk set fejler albummet bestemt ikke noget og mange vil sikkert finde dette album bedre end forgængeren. Men debuten fangede altså min personlige smag bedre. 

Mine favorit sange på Death & Forever er den hardrockende ”Guts”, som har en fed guitar solo og er knap så tung og dyster som de andre sange, ”Vultures Pt. 2”, som var første single fra albummet og sidst men ikke mindst ”Mad Sky”, som er en lidt mere down-tempo sang med en god melodi. Overordnet set er sangene ikke dårlige og bandet har skrevet nogle fængende melodier. Dog kan albummet har en lille tendens til at blive en smule ensformig. 

Jeg ser stadigvæk Stella Blackrose som et af de nye store håb på den danske rock scene og med to gode albums i bagagen, så tror jeg nok de skal nå langt, også i udlandet, hvis bare de får det rette break. Er du til moderne rock i den lidt mere dystre og tunge ende og kan du lide en god kvindevokal, så vil dette album helt sikkert være noget for dig. 

Death & Forever udkom 7. maj via Target Records

    (4 ud af 6)  
 
___________________________________________________

Bangalore Choir – Metaphor 

Anmeldt af Calle: 23-04-2012 

Bangalore Chor er et amerikansk/tysk band, som blev dannet i 1991, da sanger David Reece flyttede tilbage til USA efter sin tid som sanger i Accept. Her dannede han bandet sammen med bl.a. Curtis Mitchell (guitar) og Danny Greenberg (bas), som begge er med i bandet som det ser ud anno 2012. Derudover består bandet af Andy Susemihl (guitar) (tidligere U.D.O) og Mike Johnson (trommer). Bandet nåede kun at udgive et album ”On Target” tilbage i 1992 og her medvirkede bl.a. Jon Bon Jovi og Aldo Nova til sangskrivningen. Trods god opbakning fra pladeselskabet Giant Records fik bandet aldrig den store succes, da grungen for alvor slog igennem samme år. I 2010 udgav bandet deres andet album ”Cadence” via AOR Heaven og nu er de tilbage med deres tredje album Metaphor (ligeledes udgivet via AOR Heaven). 

Før nævnte ”Cadence” fik en super anmeldelse her på siden af undertegnet, så kan Metaphor leve op til mine forventninger. Ja det kan det helt bestemt!!!! Stilen er stadigvæk melodisk hard rock og sangene er rigtig godt skruet sammen. De sange der falder bedst i min smag er ”Catch An Angel Falling”, ”Fools Gold”, ”All The Damage Done” og titelnummeret ”Metaphor”. Faktisk er der ikke et dårligt nummer på dette album. Det er efter min mening tæt på at være fuldendt. Jeg mangler bare den helt store powerballade, som ”Hold On To You” fra ”On Target” albummet. Havde den været der, så tror jeg sku dette album havde fået seks dødningehoveder fra mig. Men den vil helt sikkert indfinde sig på min personlige top 10 af albums udgivet i 2012. 

Bandet spiller rigtig godt og Mr. Reece har efter min mening en af de bedste rock stemmer i nyere tid og han er efter min mening en overset sanger. Han holder standarden fra forrige album og giver albummet et professionelt og gennemført præg. Albummet er indspillet flere steder i både USA og Tyskland, men det sidste præg kommer fra Andy’s hånd. Han står som den endelige producer og samtidig har han også stået for mixing og mastering af albummet. Lydmæssigt fjler Metaphor bestemt heller ikke noget. 

Som du kloge læser nok allerede har opdaget, så er jeg yderst tilfreds med dette album og jeg kan derfor kun varmt anbefale enhver rock fan med hang til kvalitets rock om at erhverve sig en af årets skiver (selv om vi kun er i april måned). Gode velskrevede sange med flotte melodier og en super vokalpræstation. 

Metaphor udkommer den 27. April via AOR Heaven 

      (5½ ud af 6)  
 
______________________________________________________

Snakebite – Jump The Train (EP) 

Anmeldt af Calle: 23-04-2012 

Snakebite er et dansk band fra København som oprindelig startede som et soloprojekt tilbage i 2004, men nu er der kommet fire mand mere med i bandet. Det er stadigvæk Mr. Snakebite på sang, mundharmonika og marchtrommer. Derudover består bandet af Stoopid Niels (guitar), Tommi Lommi (guitar), Anders Harvest (bas) og Michael The Beast (trommer). Med disse navne forledes man til at tro, at bandet ikke mener det seriøst med deres musik. Og jeg er faktisk stadigvæk i tvivl om de virkelig mener det. Dermed ikke sagt, at de fire sange på EP’en er dårlige. Tværtimod så bliver der virkelig rocket igennem og der er fuld knald på fra start til slut. 

Stilen kan bedst betegnes som hard rock med stor energi og fuld power. Det bedste nummer er efter min mening titelnummeret ”Jump The Train” som indleder denne eksplosive bombe af fræsende guitarer, fede riffs, gode soloer, tordnende bas og hurtige trommer. Mr. Snakebite har en stemme, som er tilpas sleazy og rå til denne genre. Han skiftevis synger og ”skriger” hvilket efter min mening giver sangene det rette udtryk. 

Jeg oplevede bandet live for et par uger siden og man kan kun sige, at de gav den fuld gas. Men samtidig virkede det også lidt som om de bare spillede rock’n’roll for sjov – derfor min tvivl om de virkelig mener det. Bandet har den rette attitude og især Mr. Snakebite giver den fuld skrue. 

Jump The Train er indspillet i Stoopid Monkey Music palace og det er produceret af Nalle. Alt musik og alle tekster er skrevet af Mr. Snakebite. Lydmæssigt fejler EP’en ikke noget. Jeg håber bandet en dag får indspillet et helt album, så man kan se hvad de virkelig kan og om de mener det alvorligt!!! 

Er man til hard rock sprængfyldt med energi, så bør man tjekke Snakebite ud. I skrivende stund kan EP’en downloades via linket herunder (hvor længe den ligger der vides ikke). 

Jump The Train er ude.

     (4 ud af 6) 

Download EP'en her: http://snakebite.dk/
____________________________________________________________________

Egonaut – Electric 

Anmeldt af Calle: 23-04-2012 

Egonaut er et svensk band, som blev dannet i 2005. Bandet består af Frederik Jordanius (sang/guitar), Dennis Zielinski (organ), Markus Johansson (trommer) og Nikael Bielinski (bas). Jeg må indrømme, at jeg ikke kendte til bandet før jeg modtog Electric med posten. De har tidligere udgivet et par EP’er, men dette album er bandets debut fuld længde. 

Electric består af ni sange og har en varighed på lige over 40 minutter. Stilen på albummet er hard rock med elementer fra både punk og stoner rock. Tænk Gluecifer, Offspring, Mustasch og Wolfmother. Hvis du blander disse bands så har du måske en ide om Egonaut’s stil. Til at starte med havde jeg lidt svært ved at blive klog på denne skive, men efter flere gennemlyt fik jeg en bedre ide om hvor jeg tror bandet vil hen. De kalder selv stilen for bastard rock og det betegner det faktisk ret godt. 

Mine favoritsange på Electric er bl.a. åbningsnummeret ”Back Home” som lægger en meget god linie og standard for resten af albummet. Derudover synes jeg også godt om ”The Hurt”, ”The Goner” og ”I Don’t Wanna Be Me”. Selvom inspirationen er hentet i flere genre, så synes jeg alligevel godt albummet kan have en tendens til at blive en smule ensformigt. Nuvel, bandet spiller godt og Frederiks stemme passer godt til stilen. Der er et par fede guitar soloer og nogle tilpas tunge riffs og de har også skrevet nogle gode melodier, men der mangler bare lidt efter min smag. 

Bandet har selv stået for hele produktionen af albummet og det er indspillet i deres eget studie Bastard Rock Recordings. Det er blevet masteret af Jens Bogren i Street Recording Studios. Lyden er god nok og bandet har formået at få en tung stoner rock sound, hvilket fungere rigtig godt. 

Jeg vil ikke skamrose albummet, men vil alligevel godt anbefale at man tjekker bandet ud. Bandet viser gode takter og der er nogle gode elementer og flere udmærkede sange på albummet. 

Electric er ude via Bastard Rock Records/Rambo Music

     (4 ud af 6) 

Lyt til Egonaut: http://www.myspace.com/egonaut
____________________________________________________________________

Shotgun Revolution – The Legacy Of Childhood Dreams 

Anmeldt af Calle: 15-04-2012 

Det er ”kun” halvandet år siden Shotgun Revolution udgav deres debut album ”Join The Revolution”, så man må sige de er ret produktive. Derfor var jeg meget spændt på om de nye sange kunne holde samme standard som på debuten. Det korte svar er: Ja det kan de!!! Bandet er stadigvæk det samme, hvilket vil sige Martin Frank (guitar), Ditlev Ulriksen (sang), Henrik Berger (guitar), Kasper Lund (trommer) og Michael V. Carlsen (bas). Stilen er også den samme og det betyder en god omgang klassisk hård rock med fede soloer, sublim vokal og fængende melodier. 

The Legacy Of Childhood Dreams består af elleve sange, men har ”kun” varighed på knap 39 minutter. Personligt kunne jeg godt have brugt et album med længere varighed, isør når man tænker på at forgængeren har en varighed på over ti minutter mere. Nå men det er jo musikken der tæller og her kan man kun glædes. Det er ægte rock og bandet udviser stor spilleglæde. Albummet oser af energi og sangene bæres frem af det solide guitar spil, Ditlev’s fantastiske rock stemme og Lund og Carlsen’s velfungerende sammenspil. Der er en rigtig god variation i sangene og man får både de hårde rocksange og de skønne power ballader. Personligt synes jeg de hårde sange er blevet mere rå end på debut albummet. Lyt f.eks. til numrerne ”Backstabber”, No Good Bastard” og åbningsnummeret ”Hustled And Played”. På debutalbummet havde bandet skrevet to super ballader i form af ”Hopefully” og ”Flipside”. På det nye album har de ligeledes skrevet et par power ballader med titlerne ”Run Daddy Run” og titelnummeret ”The Legacy Of Childhood Dreams”. Udover de nævnte sange, som jeg finder rigtig gode, så synes jeg også godt om første singlen ”Just Getting High”, ”Driving Without Brakes” og den nye version af ”Give Me More” (findes også i en lidt anden version på bandet selvbetitlede EP fra 2009). Nu er det jo lige før jeg har nævnt alle elleve sange, men det er fordi der ikke er noget fyldstof på The Legacy Of Childhood Dreams og alle sangene finder sig godt tilrette i mine øregange. 

Albummet er mixet af Flemming Rasmussen, som også var med indover det første album og så er det blevet mastereret i det legendariske Sterling Sound i New York. Lyden er i top på dette album (som det også var tilfældet på forgængeren) og bandet spiller solidt. Man kan tydeligt høre på Martin’s guitarspil, at han har fundet lidt inspiration i Slash’s guitarlyd, som bl.a. kan høres i outtroen på ”Blessed By My Child”. 

Shotgun Revolution er efter min mening placeret i toppen af den danske rockelite og jeg kan varmt anbefale enhver rockfan at erhverve sig The Legacy Of Childhood Dreams. Køb albummet og gå ud og oplev bandet live. De er netop startet på deres DK tour som løber hele vejen gennem april og maj måned (se datoerne på deres facebook side her). 

The Legacy Of Childhood Dreams udkommer den 16. April via Target Records.

      (5 ud af 6) 

Lyt til Shotgun Revolution: http://www.facebook.com/shotgunrevolution
_________________________________________________________________

Road To Manila – Waiting For Goddeau (EP)

Anmeldt af Calle: 11-04-2012 

Road To Manila er et post-metal/hardcore band fra Fredericia, som blev dannet i 2007. Bandet består af Nicolai Lindegaard (vokal), Allan Kristensen (guitar), Jonas Frausing (guitar), Niclas Facius (trommer) og Jeppe Frausing (bas). Waiting For Goddeau er en EP med tre sange. 

Bandet var oprindeligt et deathcore band og det kan tydeligt høres, især i EP’ens første sang ”Weigh One’s Actions” og den sidste sang ”Of Importance”. Derfor synes jeg personligt bedst om ”Waiting For Goddeau”, som klart er mit favorit nummer på EP’en og især det sidste minuts tid, hvor bandet virkelig viser hvad de kan inden for det melodiske. Nicolai er helt sikkert god på vokal inden for denne genre, men personligt er jeg ikke så meget til denne form for sang. Det er lidt for meget ”skrig/growl” til mig. Men hver sin smag. 

EP’en er helt udmærket indspillet og bandet gør det rigtig godt. Indspilningen er foregået i Ungdommenshus i Fredricia henover sommeren 2011. Manden bag knapperne hedder Rasmus Misá Hodap Hansen og sammen med bandet har han gjort en udmærket EP. Hvis bandet forsætter den gode stil, så spår jeg dem en stor fremtid på den danske (og måske udenlandske) metalscene. Bandet har allerede en del live erfaring og har spillet med bl.a. Hatesphere, By The Patient, As We Fight og Scarred By Beauty. 

Det bliver spændene at høre et fuld længde album fra Road To Manila. Måske med lidt mere downtempo numre og lidt mere melodisk metal. Men ien, det er jo kun min personlige smag. Og det er jo tit svært at bedømme et band på ”kun” tre sange. 

Waiting For Goddeau er selvfinansieret og udkom i oktober 2011.

    (4 ud af 6)   

Lyt til Road To Manila: http://www.facebook.com/roadtomanila
______________________________________________________

All Trays For Venom – Burned By Blackened Sun 

Anmeldt af Calle: 11-04-2012 

All Trays For Venom kommer fra Århus og bandet blev dannet i 2008. Band medlemmerne tæller Rasmus Godsk (vokal), Jesper Grud (guitar), Jesper Jakobsen (guitar), Simon Ranjan Buje (bas) og Troles Nissen (trommer). Bandet skrev for nylig kontrakt med Mighty Music/Target Distribution og Burned By Blackened Sun er deres debut album. 

Stilen på Burned By Blackened Sun er metalcore, hvilket for mig betyder energiske og aggressive sange med tons tunge rytmer. Som nogen måske vil vide, så er denne stil ikke min foretrukne, MEN jeg må nu sige, at dette album har fanget min interesse. Der er tale om tolv benhårde skæringer, hvor stilen lægger godt for land i åbningsnummeret ”Learn To Bleed”. Herfter forsætter albummet i samme stil med fede trommer (der ifølge presseskrivelsen er indspillet på bunden af en swimmingpool), en tung bas, intense guitar riffs og soloer samt Rasmus’ hårde og rå vokal. 

Mine favoritsange på Burned By Blackened Sun er ”A Viciuos Circle”, One World For The Wicked”, ”Scars Of You” og den satiriske ”The Revenge Of Dr. Phil”. Et par af sangene går lige en anelse udover min smag, som f.eks. ”Until The End”, hvor der ca. midt i nummeret går lidt for meget ”smadderkasse” i den. Men alt i alt er det et gennemført godt debut album og en klar tilkendegivelse på, at All Trays For Venom er født på den danske metalscene og helt sikkert her for at blive. 

Albummet er indspillet i Dead Rat Studios med Jacob Bredahl bag knapperne. Han behøver vel ingen nærmere præsentation?? Sammen med bandet har han formået at lave et super fedt metalcore album, som jeg varmt kan anbefale til metalfans derude i det gange land. 

Burned Bt Blackened Sun udkommer den 16. April via Mighty Music/Target Distribution

     (4½ ud af 6)   

Lyt til All Trays For Venom: http://www.facebook.com/AllTraysForVenom
______________________________________________________

Shotgun Alley – Shotgun Alley
 
Anmeldt af Calle: 06-04-2012
 
Jeg kendte intet til New Zealandske Shotgun Alley før jeg blev kontaktet af bandets sanger Mark Falcon i forbindelse med denne hjemmeside. Til at starte med fik bandet en sang i rotation på siden, mens de var godt i gang med at indspille deres debut album. Senere har de haft endnu en sang på afspilleren og nu sidder jeg så med debut albummet Shotgun Alley. Udover Falcon består bandet af Jimmy Wong (keyboard), Davie Love (guitar), Bahador Borhani (guitar), Josh Grant Betty (bas) og Scotty Rocker (trommer). Sidst nævnte har siden forladt bandet og flytter til Sverige i starten af juni, hvor han søger nyt band. Så er du svensker og læser du dette, så kontakt ham via facebook eller gennem undertegnet. Nå tilbage til musikken på albummet. Stilen er modern hard rock med inspiration hentet i slut 80’ernes sleaze/hard rock, men også nyere bands som Alter Bridge, 3 Doors Down og Foo Figthers.

Shotgun Alley består af 12 sange, eller rettere 11, da det første nummer er en instrumental intro. Der er blevet plads til både de store rock sange og de stille ballader, hvilket efter min mening gør albummet meget lyttevenligt og alsidigt. Bandet skriver nogle gode melodier med guitar soloer og alt hvad der hører til et godt rock album. Musikkerne spiller godt og Mark har en god ren vokal. Der er flere af sangene, hvor bandet gør brug af kor vokal i omkvædene, hvilket giver sangene et pompøst udtryk og helt sikkert fungerer godt live. Faktisk synes jeg ikke der er noget fyldstof på dette album, men mine favorit sange er ”Give It All Up For Rock”, ”Look At Me Now”, ”Can’t Stop The Rock”, ”Walk Away” og den fede powerbalade ”Eventually”. Sidst nævnte har helt sikkert radiopotentiale.

Alle sange er skrevet af bandet selv og det er Jimmy Wong der har stået for produktion, mixing og mastering. Han har gjort et godt stykke arbejde. Skal jeg være lidt kritisk, så er det måske lige før lyden er blevet for pæn og poleret. Men hvad gør det, når sangene er rigtig gode.

Så er du til moderne hard rock med store melodier, god vokal og ”synge-med-omkvæd”, så er dette album helt sikkert noget for dig. Jeg sætter det i hvert fald på igen og igen og jeg er yderst taknemmelig for at Mark kontaktede mig. Ellers var denne musik”skat” aldrig kommet i kontakt med mine rockglade øregange. Jeg sender hermed min varmeste anbefaling til jer derude. Dette er et fuldendt album og ROCK ’n’ ROLL når det er bedst!!!!

Shotgun Alley er ude via Hark Music

      (5 ud af 6) 

Lyt til Shotgun Alley: http://www.shotgunalleyrock.com/fr_home.cfm
_____________________________________________________________________

Deadend In Venice - See You On The Ground

Anmeldt af Lars: 05-04-2012

Tyske Deadend in Venice spiller melodic death metal, og de gør det godt. De er en god indgang til death metal universet, hvis man ikke er så vant til den stil, men gerne vil afprøve den i en light udgave. Der er en god portion velkendt goth metal henover, som jo er blevet meget populært de sidste mange år.( mon ikke de har lyttet lidt til Nightwish... det tror jeg)

Der er et godt samarbejde mellem Christian Litzba den mandlige growl/screamer og den kvindelige goth sangerinde Annabell Klein.

Selvom der er 9 numre på cd'en er den irriterende kort, godt 33 minutter. Nogle af numrene kunne sagtens have tålt at blive forlænget, da de stopper lige når de er godt i gang, hvilket også virker en smule negativt, når nu det ellers er så godt. Selve musiken bliver spillet med nerve og energi som fortjener at blive spillet højt. Man bliver i godt humør og får lyst til at hoppe rundt.

Startnummeret "Hate Sweet Hate" starter ligepå og hårdt og er en god repræsentant for, hvad man vil opleve den næste halve time i deres selskab. Som sagt er cd'en meget kort og man forbavses hver gang at den allerede er slut, hvilket har fået mig til at trykke på repeat-knappen hver gang jeg sætter Deadend in Venice på. Det er et band jeg gerne vil opleve live og håber at de finder vej nord på. Jeg er sikker på at de godt kunne gå hen at blive internationalt store inde for de næste par år.

Selve produktionen er lykkedes godt, specielt trommerne har en fed lyd. Der er en god ballance mellem de enkelte instrumenter og sangen står tydeligt frem.

Foruden Christian og Annabell består Deadend in Venice af Tim Schmidtke på rytmeguitar, Kevin Klein på leadguitar, Andreas Ackermann på bas og Frank Koppe på trommer.

See You On The Ground er ude via Rock 'n' Growl

      (5 ud af 6) 

Lyt til Deadend In Venice: http://www.reverbnation.com/deadendinvenice

_____________________________________________________________________

Vain - Enough Rope

Anmeldt af Jakob: 04-04-2012

Jeg har altid lidt forbehold overfor opløste 80er koryfæer, der beslutter, at det nu er tid til at indtage musikscenen på ny. I mine øjne kræver det satme et godt produkt, før en gendannelse er berettiget, og et godt produkt er satme, hvad man får på Vain’s Enough Rope.

Stilen er lagt fra start til slut, og hele pladen er et glædeligt gensyn med 80’ernes hard/glam rock scene. Pladen byder på en række velskrevne sange spækket med hooks, der typisk leveres af forsanger Davy Vain, der med sin lettere nasale vokal giver pladen et catchy og melodiøst flow hele vejen igennem.

Pladen starter stærkt med den omkvædstærke "Greener" og den energifyldte "Trible X", og formår at holde både tempo og kvalitet på pladens første del. Desværre følger Vain ikke op på pladen sidste seks skæringer, hvor kun "Solid Gold" minder en om pladens kvaliteter.

Man kommer ikke uden om, at pladen sagtens kunne klare en ekstra omgang skæren ind til benet. Med en spille tid på næsten en time, kunne Vain sagtens have kasseret de ”svage” skæringer og fået en endnu federe plade. Dette understreges absolut af numrene "Greener" og "Vain", hvor bandet simpelthen bruger det samme riff i to forskellige sange!

Produktion er holdt autentisk, hvilket fungerer til UG. Alle instrumenterne står klart frem, uden at lugte af moderne, overproduceret lyd, og selvom det også gør det klart, at Davy Vain ikke altid rammer sine toner helt rent, gør produktion, sammen med bandet, at man uden problem drømmer sig tilbage til de glamrockende 80’ere.

Og det er lige præcist hvad Enough Rope er. Et uforpligtende, og absolut velfungerende, tilbageblik på en genre, der for længst er dømt færdig af musikindustrien. Det er langt mere autentisk en Steel Panther’s ”gør grin med en genre, der i forvejen gør grin med sig selv” metal, og Enough Rope kan absolut anbefales.

Enough Rope er ude via Jackie Rainbow Records.
 
     (4½ ud af 6)  
 
______________________________________________________

Airrace - Back To The Start

Anmeldt af Lars: 04-04-2012

Airrace spiller en god gang melodisk hard rock i stil med Aviator, Thunder, lidt Whitesnake, lidt Van Halen og lidt 80'er Gary Moore. Det er meget forfriskende og behageligt at lytte til. Back To The Start er et helstøbt og fedt album med masser af god massiv guitarlyd. Sammenspillet er gennemført og vokalen er som den skal være. Jeg kunne måske godt have tænkt mig at bassen lå lidt længere fremme og var tydligere, men ellers er der ingen klagepunkter :)

Airrace startede tilbage i 1982 og udsendte første album i 1984, så det er nogle stil-vante drenge vi har med at gøre. De har holdt en lang pause, men gik sammen igen og indspillede dette album, og det tror jeg vi er mange der er glade for. Hvis man kun er til total tung metal skal man nok ikke kaste sine penge efter denne cd, men er man til melodisk rock er denne cd et must.

Der er 12 velskrevne numre på Back To The Start og alle er i samme stil, men er meget forskellige alligevel. Man kan høre at de mener det alvorligt. Jeg tror at de er fede live på grund af den meget smittende stemning der strømmer ud af højtalerne.

Jason Bonham startede med at spille trommer i Airrace, men har holdt en pause fra bandet. Efter sigende skulle han have sagt ja til en reunion, det kunne da være nice.

Airrace består på denne cd af: Keith Murrrell på sang, Laurie Mansworth på lead guitar, Simon Dawson på trommer, Dean Howard på rytmeguitar, David Boyce på bas og Toby Sadler på keyboards.

Back To The Start er ude via Frontiers Records

      (5 ud af 6) 

Lyt til Airrace: http://www.myspace.com/airraceband

____________________________________________________________________

Fatal Force – Unholy Rites

Anmeldt af Calle: 29-03-2012

Fatal Force blev dannet i 2005 af danske guitarist/producer Torben Enevoldsen (Fate), som efter at have færdiggjort det andet Section A album, begyndte at skrive nye sange, som resulterede i Fatal Force’s første album ”Fatal Force” fra 2006. På det album medvirkede sanger Marts Levén (ex. Yngwie Malmsteen) og trommeslager Daniel Flores (Mind’s Eye). Nu er vi i 2012 og Fatal Force har netop udsendt deres andet album Unholy Rites. Denne gang medvirker, udover Enevoldsen, sangeren Michael Vescera (ex. Loudness og ex. Yngwie Malmsteen) og trommerslager Dennis Hansen.

Stilen på albummet er melodisk hard rock tilsat en god portion metal. Melodierne er velskrevet og sangene sprudler af energi og power. Dertil skal lægges lækkert guitarspil, gode soloer og Vescera’s powerfulde stemme. Grundrytmen er tilpas tung og det passer perfekt til Enevoldsen’s guitarspil.

Sangene fungere rigtig godt sammen og der er en tydelig rød tråd gennem hele albummet. De sange der falder bedste i min smag er titlesangen ”Unholy Rites” samt ”Lessons In Evil”, ”Higher Ground” og ”House Of Pain”. Men jeg kan, uden tøven og med ro i stemmen, sige at ingen af sangene på Unholy Rites falder igennem. Alt i alt er det et gennemført album og jeg kan varmt anbefale det til fans af melodisk hard rock/metal.

Guitar, bas, trommer og keyboard er indspillet i Funny Farm Studios i Danmark og vokalen er optaget i The Toyroom iNashville, USA. Producer på albummet er Mr. Enevoldsen selv. Lyden på albummet kan man heller ikke sætte en finger på. Så du får et super album, med gode sange, solide guitarsoloer og hårde rytmer, hvis du erhverver dig Unholy Rites. Just Buy It!!!

Unholy Rites udkom 21. Marts via Proude Records.

      (5 ud af 6) 

Lyt til Fatal Force: http://www.facebook.com/fatalforcetheband
_____________________________________________________________________

Malrun - The Empty Frame
 
Anmeldt af Jakob Slyngborg Trolle: 13-03-2012
 
På Malrun’s andet album, The Empty Frame, fremvises både store vokal præstationer, kirugrisk præcision og frem for alt super groovy sangskrivning. Malrun spiller moderne hardrock/metal med både skrig, dybe growls og masser af ren vokal. Stilen er allerede lagt fra andet nummer ”Shadowborn”, hvor forsanger Jacob Løbner åbner albummet med sangens super catchy omkvæd. Efter omkvædet skiftes der til en mere skrigende metalcore vokal, hvilket jeg synes, er synd. Selvom Jacob Løbner bestemt også mestrer denne slags vokal, kommer bandet ikke udover den gængse metalcore skabelon, som er hørt hundrede gange før. Albummet fortsætter i en mere rock’et retning, hvor ren og hård vokal veksler langt mere kreativt mellem hinanden, hvilket absolut klæder bandet.
 
Som tidligere nævnt, kan Malrun i den grad håndtere deres instrumenter. Hele albummet fremstår vanvitigt tight, og selvom albummet er spækket med tekniske passager, mister sangene aldrig deres groove. Selvom alle absolut leverer, bliver jeg simpelthen nødt til at fremhæve trommeslager Mikkel Johnson. Hans vekslen mellem røv tighte metaltrommer og groovy innovative strukturer i de melodiske stykker sidder lige i skabet på The Empty Frame.
 
Bandet har på albummet skabt en så homogen lyd, at den desværre også bliver dets Achilles hæl. De 13 sange på albummet ligger for tæt op af hinanden, hvilket er synd. Malrun viser med den intet mindre end eminente ”Iron March”, at de sagtens kan eksperimentere mere med deres lydbillede, hvilket jeg vil sætte min lid til, at de gør i fremtiden. 
 
Albummet er produceret af Jacob Hansen, der har skabt et knivskarpt lydbillede, hvor samtlige instrumenter kommer til deres ret. Min anke har altid været, at Hansens produktioner var lidt for velpolerede, men til den musik som Malrun spiller, må jeg indrømme, at produktionen sidder lige i skabet. 
 
Overordnet set er The Empty Frame absolut et album, som lever op til de forventninger, der er til et moderne metal band Anno 2012. Velspillet, velkomponeret og velproduceret. Jeg håber dog, at Malrun vil turde bevæge sig lidt længere væk fra den forholdsvis faste skabelon, som kendetegner The Empty Frame, på deres næste udgivelse.
 
The Empty Frame er udkommet via Mighty Music/Target Distribution
 
     (4½ ud af 6)  
 

______________________________________________________
 
St. Prostitute – Here Come The Prostitutes
 
Anmeldt af Calle: 09-03-2012
 
Jeg har ventet spændt på dette album fra danske St. Prostitute. Hvorfor? Jo fordi jeg har fulgt tilblivelsen af albummet, bl.a. med et par besøg i studiet under indspilningen (læs mere her) og et interview med guitarist Morten Korsholm (læs her). Udover ham består bandet af sanger/guitarist Fussy Korsholm, bassist Kim Mikkelmann og trommeslager Jack Andy. Bandet blev dannet i 2007, dengang under navnet L.A. Prostitutes, og de har tidligere udgivet en EP med titlen ”Get Drunk Or Die Trying”.
 
Men nu til selve albummet. Det består af 10 sange, hvoraf de tre er ny-indspilninger af sangene fra bandets EP samt syv nye sange. Stilen er hard rock med inspirationen hentet i 80’ernes/90’ernes L.A. musikscene og dertil tilføjet lidt punk attitude. Efter min smag er Here Come The Prostitutes sammensat rigtig godt. Der er både blevet plads til de fede rock sange, som f.eks. Here Come The Prostitues” og ”Schizophrenia” men også de mere ”bløde” power ballader, som første singlen ”Dreaming Of You” og ”A Bitter Man’s Lullaby”. Derudover synes jeg rigtig godt om ”Say When It’s Over” og ”I’m Not Falling”. I sidst nævnte synger Fussy duet med Line Krogholm og det fungere rigtig godt. Alt i alt er det ti gode sange, hvor lytteren for et album med tilpas variation i musikken og et band der viser hvordan man skriver en god melodi/sang. Bandet gør det samtidig rigtig godt og Fussy’s stemme passer godt til musikstilen. Han har efter min mening udviklet sig siden EP’en fra 2009.
 
Here Come The Prostitutes er indspillet i Medley Studios i København med Søren Andersen bag knapperne. Søren har tidligere produceret andre danske bands og spiller selv guitar for bl.a. Glenn Hughes og Mike Tramp. Lyden på albummet er pæn, men IKKE poleret og Søren formår at få den rette råhed og attitude indover albummet. Derudover leverer han også keys på et par af sangene.
 
St. Prostitute er helt sikkert et band man bør holde øje med i fremtiden. Jeg tror de har hvad der skal til for at begå sig på den danske rock scene. De viser i hvert fald hvordan man skal skære et godt rock album. De har brugt et par år på at få albummet klar, samt et navneskift, og nu skal det ud til folket. Og jeg kan kun sige, at det har været ventetiden værd. Sammen med bl.a. Shotgun Revolution, Bullet Train Blast og Kings In Exile skal de få ROCKEN er tilbage i dansk musik. Jeg har sagt det før og jeg siger der gerne igen. Jeg tror måske dette bliver året hvor danskr rock for alvor slår igennem. Horn’s Up!!!!
 
Here Come The Prostites udkommer den 12. Marts via Gateway Music
 
     (4½ ud af 6)  
 

______________________________________________________________________

Lillian Axe - XI: The Days Before Tomorrow

Anmeldt af Jakob: 01-03-2012

Jeg må indrømme, at inden jeg modtog XI: The Days Before Tomorrow, kendte jeg absolut intet til Lillian Axe. XI: The Days Before Tomorrow, består af ti skæringer med melodiøse guitar passager og storladne omkvæd, som stort set alle er sovset ind i synth. Lilian Axe giver uden tvivl deres bud på, hvordan halv-progressiv hardrock skal lyde, men i min bog skyder de totalt forbi målet. Der skal ikke herske tvivl om, at de fem gutter leverer varen på deres respektive instrumenter, ikke desto mindre, har de formåede at lave en plade, hvor de fede sange simpelthen udebliver. Bevares, i numre som ”Take a Bullet” møder man da ganske fede riffs , men hver gang formår en vanvittigt irriterende og idéforladt leadguitar at ødelægge lydbilledet. Helt skidt bliver det på pladens næste skæring ”Bow Your Head”, hvor den akustiske guitar findes frem. Nummeret lyder mest af alt som noget brødrene Olsen ville have skrevet, hvis de besluttede at give Melodi grand prix et skud mere.  Afveksling er et ”must ” på alle velskrevne plader, men Lilian Axe mister simpelthen deres røde tråd
for ofte.

Som tidligere nævnt, er vokalen centreret omkring en række store episke omkvæd. Dette kan simpelthen høres på kvaliteten i versene. Vokalen fremstår kedelig, og selvom stemmen er der, går den tabt i nogle intetsigende melodier.  Som et af pladens sidste kommer nummeret ”Caged In”. Her fyres der sgu op for noget gedigen hardrock af den gamle skuffe. Det er helt tydeligt, at det er her Lillian Axe er bedst og udover en lidt for ”moderne” tilgang til vokalen, er nummeret et klart lyspunkt på en ellers ligegyldig plade.  

XI: The Days Before Tomorrow udkom 7. februar via AFM-Records
 
  (1½ ud af 6)  
 
______________________________________________________________________

Pushing Daisy – Everlasting (EP) 

Anmeldt af Calle: 26-02-2012 

Pushing Daisy er et københavnsk band som blev dannet i 200o under et andet navn og de har haft lidt udskiftning i besætningen. Bandet består i dag af Roelof Witmans (sang og guitar), Christian Ebert (trommer), Daniel Brandorff (bas) og seneste medlem Troels Hadberg (guitar), som joinede bandet i 2012. Everlasting er bandets anden EP. 

Everlasting består af 6 sange og stilen er hard rock med en stor portion post grunge og inspirationen er da også hentet fra bands som bl.a. Soundgarden , Alice In Chains, Black Water Rising og Tool. Jeg hører også lidt Velvet Revolver i sange som ”Times Of Relieve” (især midvejs i nummeret) og flere steder i ”One Soul In This”. Derudover synes jeg rigtig godt om åbningsnummeret ”Everlasting” samt  min personlige favorit ”Wasting Away” og sidst men ikke mindst ”Give Me More”, som afslutter EP’ens 29 hæsblæsende minutter. Det er ”kun” i sangen ”Hollow” at tempoet sættes lidt ned. Alt i alt er det seks gode sange, som dog kan have en LILLE tendens til at lyde lidt ens (bemærk at lille er skrevet med stor skrift). Et fuldlængde album med 10-12 sange ville helt sikkert gøre underværker og det vil jeg med glæde se frem til!! 

Witmans har en god stemme og til tider lyder han en smule som Chris Cornell. Hans stemme passer rigtig godt til denne genre. Musikken er velspillet og bandet har da  også gjort sig bemærket ved bl.a. at nå Emergenza finalen i  Store Vega i 2011. 

EP’en er indspillet i ALT Studio og Grapehouse Studios med Emil Buus Sauer og bandet selv bag knapperne. Lyden er god og musikken er godt skruet sammen. Der er en god atmosføre over musikken og de får helt sikkert udtrykt hvad hvad Pushing Daisy står for og jeg ser en god fremtid for bandet. Giv bandet et lyt via linket herunder og støt op om dem. Det er dansk og de fortjener et godt ord med på vejen. Spread the word!!!! 

Everlasting udkom i 2011. 

     (4½ ud af 6)  

Lyt til Pushing Daisy: http://www.reverbnation.com/pushingdaisy

_____________________________________________________________________

Drone – Doors Of Perception 

Anmeldt af Calle: 26-02-2012 

Drone er et dansk band fra Århus, som består af Rasmus Sjøgren (sang og guitar), Rasmus Cederlund (trommer), Morten Nygaard (bas) og Asbjørn Jensen (guitar – live). I 2007 udgav bandet deres første EP ”Misanthropia” og har siden hen gjort sig bemærket med deltagelse i bl.a. DR’s Karrierekanonen og Spot Festivalen 2011. Doors Of Perception er bandets debut fuld længde album. 

Stilen på albummet er progressiv post grunge rock og inspirationen er hentet fra bands som f.eks. Alice In Chains, Tool, King Crimson og Nine Inch Nails. Musikken på albummet er top professionelt og bandet viser stor musikalsk kvalitet. Normalt er det ikke den stil jeg selv lytter mest til og der er da også et par af sangene på Doors Of Perception jeg lige skal vænne mig til. F.eks. sange som ”The Minx” og ”Elevate Freedom”. De sange der falder bedst i min smag er ”Divide And Conquer” (som helt klart min personlige favorit), ”Intuition” og ”Elysian Vision”. Overordnet set er der god variation i sangene og man bliver på intet tidspunkt træt af musikken gennem albummets 66 minutter. 

Det er bandets sanger og guitarist Rasmus Sjøgren der har skrevet alt musikken samt teksterne og albummet er produceret af mixet af Anders Ruby sammen med Sjøgren. Og man kan da kun sige, at de har gjort et yderst godt stykke arbejde. 

Doors Of Perception er et meget kompetent debut udspil fra et dansk band, der efter min mening har international klasse.  Bandet er da også flyttet til Hamborg for at markere sig mere på det internationale marked. Jeg vil da også anbefale rock-elskere med bred musiksmag, at lytte til dette album. Det er dansk og det er kvalitet!!!!! Albummet kan bl.a. købes via bandets online-shop her. 

Doors Of Perception udkom 2. December 2011 via Gateway Music. 

     (4½ ud af 6)  

Lyt til Drone: http://www.facebook.com/pages/Drone

______________________________________________________________________

Saint Rebel – The Battle Of Sinners And Saints 

Anmeldt af Calle: 21-02-2012 

Hvor har Saint Rebel gemt sig? Hvorfor har jeg ikke hørt om dette danske band før nu? Godt nok er The Battle Of Sinners And Saints bandets debut album, men jeg kender snart en hel del andre danske bands, som endnu ikke har et album på gaden. Men nu kender jeg til Saint Rebel og det er et yderst godt bekendtskab. Bandet blev dannet i 2006 og gik tidligere under navnet KoLeN’, men valgte i 2009 at skifte navn til deres nuværende, hvilket efter min mening var et godt valg, da det ligger bedre i munden. Bandet består af Allan Blumesen (guitar), Jonas Kaas (sang), Martin Højfeldt (guitar), Lasse Hansen (bas) og Jesper Riis (trommer). 

Albummet er spækket med gode rock sange og stilen er inspireret af nyere amerikansk rock. Sangene er bygget over nogle fængende melodier, med solide riffs og tilpas tung grundrytme og dertil krydret med en yderst kompetent vokal. Albummet består af 10 sange og dem der falder bedst i min smag er ”Always Alone”, ”Once We Were Two”, ”I’d Rather Be A Narcissist” og den mere stille og melodiske ”The Dying Child”. Alt i alt er det gode sange hele vejen igennem, dog er jeg ikke helt vild med ”Earthquake Shakes Me Down”, som godt nok har noget fedt guitar spil midtvejs i sangen. 

Selvom musikken er inspireret af den nyere amerikanske rock, så synes jeg alligevel bandet formår at få deres egen lyd. The Battle Of Sinners And Saints er produceret af Marcus Toft, som tidligere har arbejdet med bl.a. D-A-D og Carpark North og så er det mixet af selveste Jacob Hansen. 

Sangene holder og det er efter min mening et brag af en debut. Helt klart et anbefalelsesværdigt album, hvis du er til velskrevet og velproduceret rock fra den bedste skuffe. Saint Rebel er uden tvivl et band man bør holde øje med i fremtiden, hvis bare de kan leve op til dette album. Det gælder både live og en eventuelt 2’er. Disse fem fyre har international klasse. Jeg er hooked!!!! 

The Battle Of Sinners And Saints udkommer den 5. Marts via Mighty Music/Target Distribution

      (5 ud af 6) 

Lyt til Saint Rebel: http://www.myspace.com/saintrebelmusic

______________________________________________________________________
 
Devil’s Train – Devil’s Train
 
Anmeldt af Calle: 14-02-2012
 
Devil’s Train er en ”supergruppe” i den forstand, at bandet er sammensat af nogle promonente folk inden for rockens verden. Bandet består nemlig af sanger R.D. Liapakis (Mystic Prophecy), guitaristen Laki Ragazas (Oliver Weers band), trommeslager Jörg Michael (Stratovarius) og bassisten Jari Kainulainen (ex. Stratovarius og ex. Evergrey). Så med disse navne under Devil’s Train navnet, så havde jeg ret høje forventninger til bandets debut album. Og lad mig sige det med det samme – jeg er ikke skuffet!!!
 
Devil’s Train spiller hard rock og det er i den gode ende af skalaen. Det er ren kræs for øregangene. Lyt blot til Laki’s fede guitar riffs og R.D.’s perfekte vokal, som fuldendes med den bund solide grundrytme fra Jari og Jörg. Man kan sagtens høre at de fire herre har en vis erfaring med i bagagen, som de på Devil’s Train føre sammen og dermed har de indspillet en klasse album.
 
Der er 12 sange på Devil’s Train og ikke et af disse numre virker som fyldstof. Der er knald på fra mundharmonikaen i åbningsnummeret ”Fire And Water” til albummet afsluttes af The Guess Who klassikeren fra 1969 ”American Woman”, som bandet også har udsendt en musikvideo til. Se den her. Sidst nævnte  er klart den bedste version jeg har hørt af netop denne sang. Derudover synes jeg også rigtig godt om ”Yellow Blaze”, ”Devil’s Train”, ”Sweet Devil’s Kiss” og ”Room 66-64”. Også de mere downtempo nummre som ”Forever” og "The Answers" falder godt i min smag. Sammensætningen af sangene virker perfekt og man bliver på intet tidspunkt træt af tempoet eller rytmen.
 
Albummet er indspillet i Prophecy And Music Factory Studios og det er produceret af Liapakis og hans Mystic Prophecy band mate Christian Schmid. Lyd og produktions-messigt kan man heller ikke sætte en finger på noget.
 
Rock ’n’ Roll is alive and it goes by the name Devil’s Train!!!! Køb albummet og du vil med sikkerhed ikke blive skuffet og du vil helt sikkert lytte til det MANGE gange. Det har jeg gjort og det vil forsat gøre det. Devil’s Train vil med næsten 100 % sikkerhed være at finde på min personlige top 10 liste over albums udgivet i 2012. Altså en klokkeklar anbefaling herfra!!!! Der skal noget til før jeg giver 6 dødningehoveder, men Devil's Train har sku fortjnet det.
 
Devils’ Train udkommer den 17. februar via Edel/Ear Music/Sony.
 
      (6 ud af 6) 
 
Lyt til Devil’s Train: På nuværende tidspunkt kan man ikke lytte til bandet online (udover videoen i linket ovenfor i teksten).

_____________________________________________________________________

Slow Death Factory - From The Gutter To Your Ears

Anmeldt af Dianna: 12-02-2012

Det danske band Slow Death Factory udgav From The Gutter To Your Ears i 2008. Genren er groovy death metal. Bandets nuværende Line Up er: Nikolaj Borg (trommer), Kasper Kirkegaard (guitar), Martin Rosendahl (bas) og Morten Gilsted (guitar). Line-up’et anno 2008 er: Morten Gilsted (ex-Illdisposed, ex-Furious Trauma) på guitar, Rolf Rognvard-Hansen (ex-Illdisposed, ex-Caustic) på trommer, Lasse Bak ( Panzerchrist, ex-Illdisposed) på guitar, Søren Kirkegaard (Demolition Inc.) på vokal og Rasmus Henriksen (Demolition Inc., Panzerchrist, Ofring, Die) på bas.

Har haft den udsøgte fornøjelse at få lov at anmelde bandets første og indtil videre eneste fuld-længde album From The Gutter To Your Ears. Bandet blev dannet tilbage i 2005, så et forholdsvist 'ungt' band kan man vel godt konstatere, dermed ikke sagt at det er heeelt unge musikere vi taler om, ej heller er det 'grønne' musikere, hvilket også fremgår af deres tilknytning til andre mere eller mindre veletablerede danske metal bands..

Kendte i forvejen ikke noget særligt til deres eksistens, lige pånær deres nummer "Small Men" - men hvilket nummer! Er meget begejstret for nummeret som også er det første nummer på albummet, og så er festen da lissom også sparket godt og grundigt igang! Det er utvivlsomt en af mine favoritter, sammen med nummeret "All Form, No Content", men der er ikke ét eneste nummer jeg ikke kan li', sådan virkelig li' :)

Albummet består af 10 numre, 45 minutters dertilindrettet røvsparkende, energisk, velskrevet og veludført groovy, semi-melodisk dødsmetal.  Ingen tvivl omkring det faktum at det alle er dygtige musikere, og jeg kan kun anbefale albummet på det kraftigste. Rygterne siger at der kan være nyt materiale på vej, og det vil jeg bestemt glæde mig til.. Takker for fornøjelsen!!!!
 
From The Gutter To Your Ears er selvfinansieret.
 
     (5 ud af 6) 
 
Lyt til Slow Death Factory: http://www.myspace.com/slowdeathfactory
_____________________________________________________________________

Alien Ken – Son Extraordinary

Anmeldt af Calle: 03-02-2012 

Alien Ken, eller Ken Ove Johansson som er hans borgerlige navn, er en norsk sanger/musikker, som tidligere har spillet i blandt andet Moth Circus (bandet er tidligere blevet anmeldt her på siden). Nu har Alien Ken så indspillet sin første solo EP og den udkommer i starten af marts via diverse elektroniske medier. Jeg har været så heldig at modtage en af de limited edition cd’er. 

Stilen på Son Extraordinary er hard rock, hvor der især lægges vægt på det rå og beskidte udtryk. Der udføres et godt stykke guitar arbejde på denne EP og sangene er godt skruet sammen. Mine favoritter på albummet er ”Riley Carlson”, som har kunnet høres her på siden i en længere periode og stadigvæk kan. Lyt her. Derudover synes jeg rigtig godt om ”Guilty As Charged” og ”Glitter Rambo”. Begge har gode melodier og sprudlende temposkift. Men alt i alt er det fem gode sange der er inkluderet på denne EP. 

Alien Ken har skrevet, indspillet og produceret det hele selv, men han har dog et live band, hvor musikkernes navne er ”beskyttet af sikkerhedsmæssige grunde”. EP’en er dog mixet af Andy LaRocque i Train Studios, Sverige. Andy er bl.a. kendt for sin tid i King Diamonds band. 

Mit helhedsindtryk af denne EP er overordnet set rigtig godt. Sangene er gode og tilpas varierende efter min smag. Jeg ser gerne en fuld-længde cd fra Alien Ken i den nære fremtid. Hvis ikke det var for Facebook og Calles Rock Corner, så havde jeg nok aldrig kendt til Alien Ken, men det er jeg glad for at jeg gør. Tak Ken!!! 

Son Extraordinary udkommer den 6. marts 

    (4 ud af 6) 

Lyt til Alien Ken: http://www.facebook.com/alienken
 
______________________________________________________

Spit Rusty – Underwhelmed

Anmeldt af Calle: 03-02-2012 

Spit Rusty er et dansk rock band som kommer fra Horsens og Århus. Bandet blev dannet i foråret 2011 og består af Martin Arthur (sang), Stefan Gregersen (guitar), Philip Brofelde (guitar), Morten Iversen (trommer) og Kasper Fenger (bas). Underwhelmed er bandet debut EP. 

Trods bandets korte levetid, så synes jeg de har formået at lave en EP, hvor det virker som om bandet har spillet sammen i flere år. Sangene er godt varieret, selv på trods af at der ”kun” er fire numre på EP’en men en samlet varighed på mindre end 14 minutter. Stilen på Underwhelmed er 90’er-inspireret hard rock og ”grunge” i den lidt hårdere ende af skalaen. Bandet spiller godt og de formår at finde deres egen stil med både hurtige og hårde riffs blandet med en vis portion groovy rytmer. Trommerne og bassen ligger en solid bund og guitaristerne spiller ligeledes solidt. Der mangler måske en decideret guitar solo, men det er jo smag og behag. Det kræver lidt tilvænning at vænne sig til Martin’s stemme. Han levere en god blanding af ”skrig” og sang. Men efter flere gennemlyt fungere det faktisk godt sammen med musikken. Ud af de fire sange vil jeg betegne ”Drift Alone ” og ”We Will Be OK” som mine to favoritter. 

Underwhelmed er indspillet i OP Studio & Big AAmp Studio i Århus i oktober 2011 og det er mixet og masteret af Anders Ruby i Late Fairytale Studios.  

Spit Rusty er efter min mening et af de nye bands man bør holde øje med fremover. Hvis de forsætter med deres egen stil og på et tidspunkt får indspillet et fuld-længde album, så tror jeg godt de kan nå frem over stepperne – ikke kun i lille Danmark, men også uden for landets grænser. 

Underwhelmed er udkommet via Creative CommonsLicens. 

    (4 ud af 6) 

Lyt til Spit Rusty: http://www.facebook.com/spitrusty
______________________________________________________

Work Of Art - In Progress 

Anmeldt af Lars: 30-01-2012

Den svenske tre-mands gruppe Work Of Art har formået at lave en cd i 2011 der sparkede mig tilbage til 90'ernes stor-rock i tankerne. For det første er lyden meget 90'er agtig og melodierne og spillestilen er også 90'er agtig. Jeg troede at det var en cd-udgivelse af en vinylplade netop fra den tid. Toto, Journey, Giant og Chicago springer direkte frem på tungespidsen...hopper et par gange... og bliver der for at lytte. Det kunne lige så godt have været et side-kick projekt fra disse bands (og sandsynligvis også andre) hvor de havde gemt en masse iørefaldende numre...og så var samlet til én plade.

Lars Säfsund's stemme er rigtig god til Melodic Rock, som er Work Of Art's spillestil. Meget lig Toto i klarhed og korarbejde. Robert Sall står for al guitar og keyboard arbejdet (og sandsynligvis også bas... ingen info) og det virker ret overbevisende. Det er brugt en del overspilninger "lagkageproduktion" om man vil, for at få alle guitar og keyboardspor indspillet, men som sagt virker det ikke kunstigt, og der er både flotte guitar soli og lige so flotte synth soli og rytme guitaren ligger også lige hvor den skal. Herman Furin's trommespil er stabilt og godt. Bassen lyder perfekt, rigtig godt spillet med gode løb og god lyd.

Produktion og mix er yderst vellykket. Der er masser af drive energi på In Progress, som forhåbentlig får solgt en masse, så produktionsomkostningerne bliver hentet hjem, for det kan ikke have været helt billigt at lave så flot en cd. 

Jeg må indrømme at turen tilbage til 90'erne har været dejlig ( mens jeg har hørt cd'en igennem 6-7 gange) men er dog også glad for at komme tilbage til fremtiden - til den mere beskidte rock. Masser af folk kan helt sikkert godt lide den form for rock idag og de vil ELSKE denne cd - en sand perle i denne genre. som sagt er jeg kommet vidre i livet og min musiksmag er blevet ret bred - og favner selvfølgelig også 90'er melodic-rock'en, bare ikke i så stor grad som tidligere.

In Progress udkom august 2011 via Frontiers Records 
 
     (5 ud af 6) 

Lyt til Work Of Art: http://sv-se.facebook.com/musicofworkofart
______________________________________________________

Lyriel - Leverage

Anmeldt af Lars: 30-01-2012 
Den Tyske Goth Folk Metalgruppe Lyriel har indspillet en flot cd som de kalder Leverage. Den er delvis på engelsk, delvis på tysk. Jeg kan bedst li når de synger på engelsk, men det holder bestemt også på modersmålet. Intro'en på cd'en kunne jeg dog godt undvære...1½ minuts nedtælling på tysk synes jeg ikke om og det har ikke den spændende effekt, som de nok havde regnet med. Havde de startet med det næste nummer - tittelnumeret "Leverage" havde cd'en haft en KANON start og havde vundet mit hjerte fra starten af.

Sangstemmen tilhører selvfølgelig en kvinde, eller rettere to, som der næsten er lov om i den gengre. Der er også noget godt violinspil på der passer rigtig godt. Det er meget melodiøse numre med nogle fede tunge guitarriffs, cello, klaver og violinspil. Produktionen er vellykket og flot.

Der bliver budt på flotte arrangementer med temposkift hist og her, der passer godt ind. Selvom  man har hørt det hele før med de andre Goth Metal bands, har Lyriel bestemt sin berettigelse da de netop har folk-delen med der gør at de skiller sig ud. De har styr på begge stilarter, som de mixer ganske pænt. Desværre var der ikke bonusnumre med på den cd jeg fik... jeg havde ellers glædet mig til to af de bonusnumre der åbenbart er på nogle udgivelser. Det ene nummer er et af minefavoritnumre i den irske folkemusik, Star of County Down, og det andet er det gamle Black nummer "Everything Is Coming Up Roses", som jeg også altid har været ret glad for. Men så jeg noget at glæde mig til. Balladen "The Road Not Taken", med akkustisk guitar, cello og violin går fra stille lighterballade til fuld instrumentering dog uden at ændre tempo, og det har en god effekt.

Jessica Thierjung - sang & Linda Laukamp - cello og sang har nogle flotte stemmer der harmonerer hinanden flot og passer 100% til stilen og lyder næsten som Nathalie fra Isis Child - jeg troede i første omgang at det var Nathalie, men efter et stykke tid kunne jeg godt høre at det ikke var hende. Joon Laukamp's violin bliver brugt fornuftigt og ikke overdrevent. Oliver Thierjung & Tim Sonnenstuhl's guitarspil er superflot og har en fed power. Steffen Feldmann's bas ligger en smule for langt væk og er en smule ulden og jeg kunne godt ha tænkt mig at den var lidt mere markant i lyden for det er et godt stykke arbejde der bliver lagt for dagen. Marcus Fidorra på trommer & slagtøj har den rette ballance og lyd på sin side, og det betyder rigtig meget for pladens helhedsindtryk. Der er ikke info omkring klaver/keyboards, men det bliver spillet på den flotte måde og er ikke brugt for meget, men helt tilpas.

Foruden det, efter min mening, uinteressante nummer 1 (intro) består cd'en af 9 iørefaldende og flotte numre der er varieret og giver en god helhed. Folk med forkærlighed til pop/Goth Metal går ikke galt i byen med denne cd, men vil blive rigtig glade for den.

Leverage er udkommet via Femme Metal records.
 

     (5 ud af 6) 

Lyt til Lyriel: http://www.myspace.com/lyrielband
____________________________________________________
 
Bombshelter - Future Ego Minds (EP)
 
Anmeldt af Lars: 23-01-2012

Danske Bombshelter har udgivet deres debut EP,  FUTURE EGO MINDS med fire numre på. Det første jeg tænkte på da cd'en startede var...synth-techno-pop...så kom der noget 70-80'er Bowie..med Suede og Muse ind over... og så kom de rigtig igang og så lød de selvfølgelig som Bombshelter selv, og dét må man ikke glemme.

Gennem hele cd'en bliver man som lytter, underholdt og udfordret til at følge med, for der sker hele tiden noget... rytmerne..breaks... lyde.. og spændende arrangementer. Der bliver leget meget med synth-lyde, men det passer helt perfekt ind og bliver aldrig "for meget". Jeg har været så heldig at opleve Bombshelter live, hvor jeg tænkte; "Damn, hvor ville jeg gerne høre en cd med dem" for det holder 100% live og jeg er ikke blevet skuffet.....jo på et område er jeg... der er kun 4 numre på cd'en...for jeg kunne sagtens bruge mange flere.

De fire numre passer godt sammen og er et godt visitkort for gruppen. Der er en rigtig god sound og ballance mellem instrumenterne og stemmerne. Til tider fornemmer jeg noget Beatles'k ...noget med arrangeringen og sounden nogle steder at gøre. Der er en del Brit-pop over det, ment på den positive måde... Brit-pop blev jo en meget slidt og gennemvoldtaget genre i en periode, men det er uden de elementer... heldigvis. Der er nogle fede rytmeskift og breaks der gør det rigtig spændende at udforske hvert nummer. Guitaren bliver spillet flot - ja det gør alle instrumenterne, men der sker noget rigtig spændende med guitaren der skifter rytme og går fra rå til clean til rå på en fed måde. Sangen er klar, tydelig og passer SÅ godt til hele lydbilledet. Der er ikke noget der får én til at tænke.."Nååå, det er bare nogle danske drenge der prøver at synge engelsk". Bassen laver nogle fede løb og bliver aldrig påtrængende, men heller ikke anonym. Trommerne er som sagt en ren fornøjelse, da der er mange fede rytmeskift og breaks. Der er en del Muse stemning over albummet, så hvis man godt kan li Muse kan man sikkert også li Bombshelter.

Emil Balle står for sang, guitar, programmering af synth-lyde og sangskrivningen samt mixning og produktion af cd'en. Kaare Bjørn spiller lead guitar, Hasse Petersen pumper bassen og har stået for indspilningen og Nicolaj Sejer spiller trommerne. Det hele er masteret af Jan Eliasson, som er en legende på dét område (har stået for masteringen af næsten alt fra Etta Cameron over D-A-D til Clapton... og alt derimellem).

Personligt kunne jeg godt ha' tænkt mig at tittelnumeret "Future Ego Minds" skulle starte cd'en med sin synth der skifter fra side til side - da det er en fed opmærksomhedskrævende start...

Det er ikke rock i den tunge ende, men cirka midt i, og det betyder at de henvender sig til en ret bred del af befolkningen, der kan li rock.

De kalder selv genren for Synthphonic Movie Rock  og det kalder jo på en lidt storladen lyd inde i hovedet på én, og der rammer de faktisk ganske godt. Med den teknik man har idag glæder jeg mig til en måske endnu bredere lyd fra Bombshelter's full cd... måske en 5.1 surround version????  

     (5 ud af 6) 
 

______________________________________________________
 
 
Black Messiah - The Final Journey
 
Anmeldt af Lars: 23-01-2012
 
Black Messiah fra Tyskland spiller Pagan-Metal. Vikinge-Metal så bølgerne skummer ud af højtalerne. Der er fuld fart på fra starten af på deres seneste udspil The Final Journey. Lyden er stor og den er bred. Halv-growlende på tysk kaster de sig ud på en behagelig, men hektisk rejse med nogle fede temposkift. Meget melodiske guitarriffs og violinsoloer bugter sig ind og ud af sangene som en meget aktiv Midgårdsorm. Trommerne har de lagt rigtig godt. De laver rigtig meget og har det perfekte lydniveau i forhold til de andre instrumenter. Sangen måtte måske gerne ha været skruet en anelse op, men det er i småtingsafdelingen.
Det hele virker meget pompøst og heldigvis har de haft produktionen med sig, da det ellers hurtigt ville komme til at virke lidt komisk - og komme til at passe til cd'ens cover, som jeg ikke kunne lade være med at grine lidt af - men heldigvis er cd'en yderst vellykket. Der er lange instrumentalstykker og man kan forestille sig at der er lagt op til dans og druk og forplantningsøvelser til vikingefesterne, som deres koncerter må hede. De har taget en instrumental-version af Candlemass-numret; "Into The Unfathomed Tower", med som en hyldest til de gamle gutter. Den giver de ganske godt.
 
 Black Messiah består af;  Zagan (sang, guitar, violin) Frangus (guitar) Meldric (guitar) Garm (bas) Agnar (keys) Brööh (trommer). Hvert medlem kommer til sin ret på The Final Journey. Dog er der steder hvor Zagan ikke rammer tonen, hvilket måske er tiltænkt, men på mig virker det lidt irriterende, og trækker ned i min vurdering af albummet.
 
Anden halvdel af cd'en byder på en sammenhængende historie de kalder for "The Naglfar Saga" og består af cd'ens 4 sidste numre og er på engelsk.  (Naglfar, eller negleskibet, består af de dødes negle i den nordiske mytologi).
 
Det er en flot cd med god lyd og en god produktion som giver én lyst til at opleve Black Messiah live. Selvom den er over 50 min. lang føles den ikke for lang og man får faktisk meget for pengene, hvis man beslutter sig for at købe den.
 
The Final Journey udkommer den 24. februar via AFM-Records
 
    (4 ud af 6) 
 
_____________________________________________________________________
CallesRockCorner logoet er designet af Joachim Friberg