Tip en ven         Bookmark and Share     Sitemap    
 

I studiet med Lucer

Rock 'n' Roll og næsespray

Fredag den 27. februar havde jeg muligheden for at besøge Lucer i Medley Studiet i København, hvor de er i gang med at indspille deres debut fuldlængde album. Jeg har fulgt bandet siden de udgav deres første EP ”Straight To The Bone”. Dengang hed bandet L.A. Collection.
 

Lucer med producer Søren Andersen - Foto af Calle
 
Først lige en forhistorie om bandet. Lucer består af tre unge mænd, hvoraf to af dem er brødre. Det er Lasse Bøgemark Christiansen på vokal og bas, Anders Bøgemark Christiansen på guitar og så er det Jonathan Nørgaard på trommer. Jeg er blevet fortalt at L'et og A'et i bandets første navn står for Lasse og Anders. Som sagt udgav de deres første EP for godt to år siden. Dengang havde jeg kun rosende ord at sige om EP'ens syv sange. I min anmeldelse her på siden skrev jeg bl.a.:

”Bandet sprudler af ægte spilleglæde og de spiller rock uden så meget pis. Det er knaldhamrerne fedt og albummet er spækket med rock attitude af den bedste skuffe. Hold kæft hvor jeg synes det er skønt med et dansk rock band, der bare spiller hvad de føler, uden at skele til hvad der er oppe i tiden”. Jeg afsluttede min anmeldelse med disse ord: Det er dansk rock i særklasse!!!”

Dagen efter min anmeldelse spillede bandet release koncert på Sin City i København og jeg kan forsikre Jer om, at køen var lang den aften. Alle ville se og opleve giraffen. Klubejeren af Sin City, Martin Jensen, kommenterede min førnævnte anmeldelse med orderene: ”Du mener, at de ligefrem er dansk rock i særklasse?”. Til det kunne jeg jo kun svare JA! Siden har bandet spillet flere gange på hans nye, og førende, rock klub i København, nemlig High Voltage. Senest spillede de et brag af en koncert på selve nytårsaften.
 

Lucer (Anders, Jonathan og Lasse) - foto af Calle

Siden debut EP'en har bandet også skrevet kontrakt med Mighty Music/Target Group, som i første omgang udsendte en 7” single med to sange. Denne single anmeldte jeg også her på siden og igen fik de pæne ord med på vejen. Jeg skrev bl.a.:

"De to sange på EP’en er bandets egen kreation ”Working In The Moonshine” samt en super fed coverversion af det gamle Cliff Richard hit ”Devil Woman” (Ja du læste rigtig!!). Begge sange er af en virkelig høj standard og du vil helt sikkert trykke repeat, når du har lyttet til dem første gang, anden gang og tredje gang”.

Og ikke nok med det, så er bandet også det eneste band der skal spille for tredje gang på den københavnske to-dages festival Nordic Noise. Og festivalen har kun eksisteret i tre år (inkl. 2015). Første gang var under navnet L.A. Collection og anden gang som Lucer. Bandet skiftede faktisk navn i den forbindelse og Jonathan har senere fortalt mig at Lucer-navnet er inspireret af et skilt han så i sin knallert klub. Skiltet var logoet fra et fransk knallertmærke. Så måske har de igen noget sjovt i ærmet, når de spiller på festivalen til maj. De skriver ihverfald på deres Facebook side, at de har en speciel gæst med på scenen til denne aften. Læs mere om Nordic Noise, som finder sted den 22. og 23. maj, via dette link.
 

Anders og Jonathan - Foto af Calle

Well tilbage til selve besøget. Jeg ankom til studiet klokken lidt over ti og blev budt velkommen af produceren Søren Andersen. Bandet var i fuld gang med at indspille i studiets store lokale og de gav den max gas. De var i gang med at indspille sangen ”Bring Me Good News”. De kørte sangen igennem et par gange mens Søren optog og samtidig kom med gode råd. Bandet bød også selv ind med små rettelser. Efter et par take mere var sangen i hus (stort set) og bandet kom ud og bød mig pænt velkommen. Jeg blev tilbudt en kop kaffe og sagde pænt ja tak. Nu skulle der lige indspilles lidt tromme, bas og guitar rettelser. Jonathan fortalte mig, at det var den første af de allerede indspillede sange, hvor han ikke havde nailet den i første huk.

Søren viser Anders hvordan man finjusterer en guitar - foto af Calle

Mens Jonathan var godt i gang fik jeg en lille snak med Lasse, som bl.a. fortalte mig lidt om den kommende udgivelse og samtidig informerede han mig om, at både Anders og ham selv var blevet forkølet dagen før mit besøg. Og bordet flød da også med diverse halsbolcher og en enkelt næsespray. Samtidig fortalte han mig, at han også var begyndt på sangundervisning, for første gang i sit liv. Grunden er, at det kommende album ikke bliver så meget hard rock, men også lidt andre stilarter inden for rocken. Det fandt jeg også ud af, da jeg fik lov til at lytte til den sang ,bandet havde indspillet dagen før. Den hedder ”Shooting Star” og minder lidt mere om Oasis og den generelle brit-rock bølge. Hvor bandet tidligere var meget AC/DC-inspireret rock, prøver de på det kommende album også kræfter med andre stilarter. Bl.a. har de også hentet lidt inspiration fra Rolling Stones og Foo Fighters.

Nu var Jonathan færdig med trommerettelserne og det var tid til lidt ekstra guitaroptagelser med Anders. Søren var ikke helt tilfreds med lyden, eller rettere den måde guitaren var stemt på, så han fandt værktøjskassen frem og begyndte at rode lidt med Anders' guitar. Anders kiggede med og sagde stolt, at nu kunne han prale med, at Søren Andersen havde vist ham, hvordan man finjusterer en guitar.
 
Efter et par take mere på den elektriske guitar, var det tid til at Lasse skulle indspille akustisk guitar og han blev derfor smidt ind i ”boksen”. Der blev snakket lidt om, om det passede til sangen eller det ikke gjorde. Så det bliver spændende at se, om det kommer med eller ej.

Mens Lasse indspillede akustisk guitar fortalte Jonathan mig, at de indtil videre havde indspillet fire af de ti sange. ”Bring Me Good News” var den femte. De havde derfor kun tre dage til at indspille de sidste fem sange, så det blev hårdt de næste par dage. Jeg har efterfølgende læst mig frem til, at de nåede det inden for den aftalte tid.

Nu var besøget ved at være forbi og jeg skulle lige havde taget nogle billeder inden jeg begav mig hjemad.
 
Jonathan skulle også ud og handle lidt ind til frokost og Lasse skulle indspille vokal inden band og Søren kunne fortære den velfortjente frokost. Det havde været et super hyggeligt besøg og jeg følte mig virkelig velkommen. De tre unge mænd i Lucer er nogle utrolig søde mennesker og Søren er Søren. Altid venlig og imødekommende. Hvis de to sange jeg har hørt er standarden for hele det kommende album, så lover det virkelig godt. Derfor ser med stor spænding frem til at lægge ører til hele albummet og jeg tror og håber virkelig de kan få ram på den bredere del af det danske rock publikum. For mig er de helt sikkert et af de bedste bands, på den danske rock scene. The hardest rockin' trio in Scandinavia, som bandet selv skriver, på deres Facebook side.
 
Albummet udkommer via Mighty Music/Target Group efter sommeren.
 

Søren giver Lasse næsespray - foto af Calle
 
 
Klik på logoet for at besøge Lucer på Facebook
CallesRockCorner  | callerock@gmail.com