Tip en ven         Bookmark and Share     Sitemap    
 

The Supervisors -  Supervising The Industry 

Anmeldt af Calle: 24-12-2011 

The Supervisors er et norsk skate punk band, som blev dannet i Oslo i 2009. Bandet blev dannet af fire gutter, som havde det samme formål med musikken og det var at skabe en melodisk punk som var hurtig oprigtig. Bandet består af Stian Nilsen (sang/guitar), Thomas Hansen (guitar), Johan Larsson (sang) og Simen Stensland (trommer). 

The Supervisors var et ukendt band for undertegnet, men nu har jeg hørt deres debut albummet igennem nogle gange, og jeg synes faktisk de er gode til det de gør. Normalt hører jeg ikke så meget skate punk, men jeg må sige at disse fire fyre har fået mig til at lytte mere til denne genre. Supervising The Industry består af 11 sange og albummet har en varighed på bare 22 minutter. Altså en gennemsnitsvarighed på bare 2 minutter. Mine personlige favoritter på albummet er åbneren ”Strike The Match”, som sætter en god standard for resten af pladen og ”Roughshod United Faction”. Derudover kan jeg godt lide ”Machines” og ”Line Of Fathers”. Mit eneste problem er nok, at sangene godt kan virke lidt ensformige, men det er nok bare mine utrænede skate punk ører. Som sagt synes jeg Supervising The Industry er et godt album!!!

Musikkerne er gode til deres kram og det virker rigtig godt med to guitarer. Der er et fedt flow i musikken og det virker som om trommeslageren og bassisten fungere rigtig godt sammen og supplere hinanden godt. Samtidig har Johan en fed stemme, som virker perfekt til denne genre. 

Bandet har selv produceret albummet og det er Johan der har mixet det. De har indspillet pladen i Jalla Studios i Oslo, på nær trommerne som er indspillet i Cantus Studios ligeledes i Oslo. 

Supervising The Industry er udkommet via danske 5FeetUnder Records. 

     (4½ ud af 6)  

Lyt til The Supervisors: http://www.reverbnation.com/thesupervisors
______________________________________________________

Stains – Far Away From Paradise 

Anmeldt af Calle: 24-12-2011 

Stains er et nyt band fra Stockholm, Sverige. Bandet blev dannet i 2010 og består af Danny (sang), Rim Jälminger (trommer), Sheriff Stanzy (guitar), Freddie Cougar (bas) og Pata (guitar). Far Away From Paradise er bandets anden EP. Stilen er sleazy hard rock med punk elementer og inspirationen er hentet fra bl.a. Guns ’n’ Roses, Backyard Babies, Faster Pussycat, Ratt og Mötley Crüe. 

EP’en består af fem sange og der lægges hårdt ud med den rå punk-inspirede sang ”Bloodlights”. Tempoet er hurtigt og man får hurtigt en fornemmelse af hvor bandet vil hen med deres musik. Den efterfølges af ”Dirty Little Secret”, som forsætter i samme stil og samtidig er det min favorit på EP’en. Herefter sættes tempoet lidt ned i ”I Wanna Show You” for derefter at blive sat op igen i ”Cockblock”, som er den mest ”beskidte” sang på Far Away From Paradise. Den sidste sang er ”Bear Your Cross”, som er en udmærket sang, men efter min mening den svageste af de fem sange. Man kan godt høre, at det er et ungt band både i forhold til alder og spillemæssigt. Der er udmærket guitarspil og soloer på EP’en, men der mangler alligevel lidt. Der er mange, især svenske bands, der spiller denne musikstil og Stains er bestemt ikke i den dårlige ende af de bands. Og jeg har hørt en del!!! Med lidt mere erfaring, så tror jeg bandet vil blive mere tight og sammenspillet og dermed få et endnu bedre resultat. De ved i hvert fald hvad de vil og de har den rette attitude og gå-på-mod. 

På det lydmæssige plan så formår de, at få den sleazy punkede råhed som jeg tror de gerne vil have. Jeg har desværre ingen informationer om studie, producer og den slags, så det kan jeg desværre ikke informere om her. 

Dar Away From Paradise udkom 15. september 2011. 

    (4 ud af 6) 

Lyt til Stains: http://www.myspace.com/StainsOnline
______________________________________________________

Bullet Train Blast – Nothing Remains 

Anmeldt af Calle: 23-12-2011 

For 2½ år siden anmeldte jeg Bullet Train Blast’s debut album “Second Chance”. Og jeg gav albummet rosende ord med på vejen. Siden dengang har der været udskiftninger i bandet, hvilket bestemt ikke har gjort bandet dårligere. Bandet består nu af Martin Larsen (sang), Steff Gunn (guitar), Morten Olesen (bas) samt de to “gamle” bandmedlemmer fra bandets første album Niels Hyttel (guitar) og Simon Brøchner (trommer). Bullet Train Blast har skrevet kontrakt med Target Records og deres andet album Nothing Remains udkommer den 16. januar. 

Som sagt var jeg rigtig godt tilfreds med bandets debut, så kan det nye album leve op til mine forventninger? Ja det kan det helt sikkert. Der er dømt rendyrket rock ’n’ roll hele vejen igennem albummet, hvilket jo falder godt i min smag.  Albummet sprudler af energi og spilleglæde og samtidig er sangene godt skruet sammen og der bliver ikke sparet på krudtet. Der er knald på både guitaren, bassen, trommerne og Martin’s ”rå” stemme. Jeg finder ikke nogle dårlige sange på albummet, men mine personlige favoritter er ”All The Girls”, ”Bang Bang Bang”, som er albummets første single, ”From The Underground”, hvor tempoet sættes lidt ned og sidst men ikke mindst titelnummeret ”Nothing Remains”. Bullet Train Blast har virkelig formået at skrive og indspille et super fedt rock album, som helt sikekrt vil finde vej til min afspiller mere end de gange jeg allerede har hørt det!!! 

På Second Chance brugte Bullet Train Blast Tommy Hansen som producer og denne gang har de gjort brug af en lige så fornem herre, nemlig Jacob Hansen. Som jeg hører det, så har han virkelig formået at få det bedste frem i bandet og givet dem en lyd der fungere rigtig godt til deres musik. 

Mine forventninger til Bullet Train Blast og Nothing Remains er helt sikkert blevet indfriet og albummet kan nemt komme i betragtning til min personlige top 10 for albums udgivet i 2012 (selvom det udkommer så kort inde i året). Bandet er et dejligt frisk pust på den danske rockscene og jeg spår dem en god fremtid, hvis de får det held der skal til. Musikken fejler i hvert fald ikke noget!!! Det eneste minus jeg kan se har ikke noget med selve bandet at gøre, men derimod den danske befolkning, som er mere til Medina og Rasmus Seebach end de er til rendyrket ROCK!!!! 

Nothing Remains udkommer via Target Records den 16. januar. 

      (5½ ud af 6)   

Lyt til Bullet Train Blast: http://www.facebook.com/bullettrainblast
______________________________________________________

Dennis Develin – Tip Of The Tongue 

Anmeldt af Calle: 23-12-2011 

For ca. 2 år siden anmeldte jeg Dennis Develin’s best of cd ”Ten Years”, som var en samling sange fra hans tre solo albums. Nu har han så udsendt en helt nyt album, som  har fået titlen Tip Of The Tongue.

Udover at synge spiller Develin også bas. Guitaren styres af Jonas Roxx, som Develin tidligere har spillet med i bl.a. Sticky Sweet og Club Hell. C.S. Hermansson står for trommerne og så er det Tommy Hansen der står for keyboards og hammond organ. 

Tip Of The Tongue består af 10 sange. Heraf er det ene nummer ”2805” et 40 sekunders mellemspil og to af sangene er tidligere udgivet. Det drejer sig om 80’er party sangen ”Ladies Of The Eighties”, som jeg synes rigtig godt om. Det er dog en nyindspilning af sangen på dette album. Den anden genganger er ”Birds Of Fire”, som var et nyt nummer på den førnævnte opsamlings cd. Denne sang hører til en af de lidt tungere på albummet sammen med ”M.F. Man”. Stilen på Tip Of The Tongue er lidt blandet og Develin bevæger sig imellem 80’er inspireret hard rock, som i ”Never Let You Go”, ”Afraid” og førnævnte ”Ladies Of The Eighties” over i mere moderne rock/metal, som i ”Can’t Die Fast Enough”, ”Pussy As A Friend” og ”Birds Of Fire”.  Er man til begge genre, og det er jeg, så vil man synes godt om dette album. Trods den stilmæssige forskel, så kan sangene godt virke lidt ensformige ved førstee gennemlyt. Men efter flere gennemlytninger, så fungere det faktisk rigtig godt. Og sangene er godt skrevet samtidig med at de er godt bygget op. De fleste omkvæd er til at synge med på og de hænger godt ved. Teksterne omhandler rock klicheen med sex, drugs & rock n’ roll. Især det første!!! 

Lydmæssigt kan man ikke sætte en finger på noget. Kvaliteten er i top. Det er Jonas Roxx der har indspilet og produceret albummet i Soundbox Studios og Develin fungere selv som co-producer. Albummet er mixet og masteret af Tommy Hansen, men Jonas Roxx, i Jailhouse Studios i Horsens, på nær ”Birds Of Fire” som er mixet af Jacob Hansen i Hansen Stuidos i Ribe. Så det er prominente folk Develin har gjort brug af. 

Alt i alt er Tip Of The Tongue et godt rock album med gode sange og fede Zakk Wylde – inspirerede guitar soloer. Så køb albummet, sæt det på anlægget og skru volumen op på max og du vil uden tvivl blive revet med. 

Tip Of The Tongue er selvudgivet (indtil videre). 

     (4½ ud af 6)   

Lyt til Dennis Develin: http://www.myspace.com/dennisdevelin

Albummet kan købes via Dennis selv på hans Facebook side her.
_______________________________________________________

Shades & Peters – Comin’ Around 

Anmeldt af Calle: 07-12-2011 

Shades & Peters er en dansk rock/pop duo. De to herrer hedder Rene Shades og Martie Peters og de har kendt hinanden siden barndommen og spillet i flere bands og projekter gennem årerne. På denne EP har de fundet sammen om deres passion for rock og pop  bands som Bryan Adams, Bruce Springsteen, Rod Stewart, Thin Lizzy, Gary Moore, men også folk/bands som Keith Urban og Rascal Flats. 

Comin' Around består af 5 sange og skal fremstå som en forløber for et kommende fuldlængde album. Stilen er som sagt rock/pop med gode melodier, hvor der udover guitar, bas og trommer også gøres brug af bl.a. saxofon, piano, sitar, banjo og B3 organ. Den mest rockede sang er åbningsnummeret ”I’m Coming Around”, som efter min mening også er EP’ens bedste. De 4 andre sange høre til i den mere stille ende af skalaen, dermed ikke sagt at sangene er dårlige. The Balcony er et andet godt nummer, som er bygget flot op med et udmærket omkvæd. Derudover er der også en coverversion af Bryan Adams sangen ”What’s It Gonna Be”, som bandet fortolker strålende på deres egen måde med banjo, sitar og harmonica. De sidste to sange hedder ”Back To Me” og ”The Flame” og de er begge regulære popsange i bedste Bryan Adams stil. 

Der medvirker flere prominente gæster på EP’en. Shades og Peters har bl.a. haft besøg af Mickey Curry som er trommesalger i Bryan Adams’ band, Paul Bushnell som bl.a. har spillet bas for Elton John og sidst men ikke mindst Jimmy Z, Kevin Savigar, Jim Cregan og Tony Brock som alle har spille i Rod Stewart’s band i 70’erne og 80’erne. 

Albummet er indspillet flere steder og det er Shades der har produceret og mixet. Mastering står den danske musikker, producer og engineer Jan Eliasson for. EP’en har en god lyd og sangene er godt sammensat. 

I øjeblikket kan man på bandets facebook side (link) få sendt en gratis eksemplar af Comin' Around, hvis man får sine venner til at ”synes om” bandet. 

Personligt hørte jeg rigtig meget Springsteen og Bryan Adams dengang jeg blev konfirmeret og jeg lytter stadigvæk til dem idag, også selvom den stil jeg hører mest nu til dags er i den lidt hårdere ende. Derfor synes jeg også godt om de to herrers - Shades og Peters - musik. 

Et fuldlængde album forventes færdig og udsendt i løbet af 2012. 

     (4½ ud af 6)   

Lyt til Shades & Peters: http://www.facebook.com/pages/Shades-Peters-Official
______________________________________________________

Fate – Ghost From The Past 

Anmeldt af Calle: 30-11-2011 

Fate er et dansk band som blev dannet tilbage i start 80’erne. Der har været en del udskiftninger i bandet gennem årerne og eneste originale medlem er bassisten Peter Steincke. Udover ham består bandet på dette album af Jens Berglid (trommer), Mikkel Henderson (keyboard), færøske Dagfinn Joensen (sang) og den sidst tilkomne Torben Enevoldsen (guitar). Og lad mig sige det med det samme – denne konstellation holder efter min mening. 

Ghost From The Past består af 13 sange og stilen er melodisk hard rock. Der er plads til både de ”hårdere” sange og de smukke ballader på albummet, hvilket gør det fuldendt efter min smag. Mine favoritsange på albummet er ”Children Of The Night”, ”At The End OF The Day”, ”Murder” og ”I Believe In Rock ’n’ Roll”. Men hele albummet er spækket med gode sange og jeg finder ikke et dårligt eller kedeligt nummer. 

Melodierne er velskrevet og bandet gør det rigtig godt. Jeg er især vild med Dagfinn’s vokal, som er klar og tydelig og passer perfekt til musikstilen. Mikkel’s keyboard er samtidig i højsædet, hvilket giver melodierne den rette ”klang”. Sidst men ikke mindst, så har Enevoldsen sat sit præg med sit helt udmærkede og flotte guitarspil. 

Albummet er indspillet i henholdsvis Earplug Studio (trommer og sang), Funny Farm Studio (bas og guitar) og Fat Cat Studio (keyboard) og producer på albummet er Fate og Thomas Pedersen, som umiddelbart er et ukendt blad for mig. Jacob Hansen har mixet albummet. 

Alt i alt så synes jeg helt klart, at Ghost From The Past er et anbefalelsesværdigt album. Hvis du er til velspillet melodisk hard rock, hvor melodierne og fremførelsen er i top, så bør du helt sikkert eje dette album. Det er uden tvivl et af de bedste album inden for genren i år, hvis du spørger undertegnet. Som bandet selv udtrykker det i skæring 12 på albummet - I Believe In Rock ’n’ Roll. Fate er tilbage med stil og tilmed har de med Ghost From The Past leveret et eminent album!!!! 

Ghost From The Past udkom den 25. November via AOR Heaven. 

     (5 ud af 6) 

Lyt til Fate: http://www.facebook.com/Fatetheband eller på Spotify og se videoen til første singlen "Children Of The Night" på YouTube her.
______________________________________________________

Heartless - Five Bullets In Your Heart 

Anmeldt Af Calle: 29-11-2011 

Heartless er et italiensk band der blev dannet i 2009. Bandet består af Rob (sang), Alfa (bas), Ste (trommer), Simo (guitar). Bandet spiller en blanding af hard rock og glam rock tilsat en anelse punk rock.  

Det er altid spændende at modtage cd’er og promoer med bands man ikke kender. Ofte bliver man positivt overrasket og andre gange er det lige modsat. I det her tilfælde må jeg erkende, at det sidste gør sig gældende. Five Bullets In Your Heart er en EP som består af 5 sange, som alle efter min mening mangler saft og kraft og fængende melodier. Der er fire ”rockere” og et enkelt forsøg på en powerballede. Men ingen af delene fungerer, selvom jeg vitterlig tror bandet gør et forsøg.  

Og taler vi produktion, så rammer de heller ikke plet her. Lydbilledet er langt fra godt og musik niveauet stemmer ikke overens med sangerens stemme. Dertil skal lægges, at hans stemme ikke er den bedste jeg har hørt. Nuvel, der er andre sangere derude, hvis stemme ikke er perfekt, men når musikken så er i top, så kan man leve med det. Her fungere det bare ikke.  

Hvis Heartless på et tidspunkt har i sinde at indspille et fuld længde album, så skal de oppe sig lidt og samtidig finde en god producer. Og vil man gerne sammenligne sig selv med bands som Mötley Crüe, Poison, Van Halen, Iron Maiden, Queen og Metallica, så skal der andre boller på suppen.  

Når alt det er sagt, så må jeg konkludere at denne EP ikke kommer til at have flere omdrejninger på mit anlæg eller iPod. Lad mig slutte med at sige bedre held næste gang. 

Five Bullets In Your Heart er ude.  

 (1 ud af 6)  

Lyt til Heartless: http://www.myspace.com/weareheartless
______________________________________________________ 

Sinner - One Bullet Left
 
Anmeldt af Lars: 25-11-2011
 
Det tyske 80'er metalband Sinner er tilbage i fin stil med et nyt album One Bullet Left. Cd'en bliver skudt igang..bogstavlig talt med ... et pistolskud... og så kunne man frygte at det var dét, men efter første gennemlytning kunne jeg konstatere at det var falsk reklame. Der var ikke kun et skud tilbage, men 12 gode skud, hvoraf mange er direkte bulls eye. Det der overraskede mig mest må være deres hyldest til Phil Lynott "Back On Trail". Det kunne rent faktisk godt ha været et Thin Lizzy-nummer - og efterfølgende har jeg været på youtube og set videoen. og der spilles der selvfølgelig på en sort Fender bas med spejl-slagplade på bedste Phil Lynott måde.

Stilen er gennemført 80'er - 90'er Metal/Hard Rock, hvilket jo ikke er så underligt, men det jeg mener er at det lyder gennemsolidt og ægte. De prøver ikke at lyde retro - de er bare Sinner...

Der er 3 guitarer med, men de kan sagtens finde ud af ikke at snuble over hinanden eller at ha den altødelæggende "mig mig mig" attitude - de har formået at få en god og fyldig guitar-sound ud af det. Vokalen er rå og stærk, som den bør være i sådan et band og back-up vokaler og harmoni-vokalerne ligger lige i skabet og man kan godt høre at Sinner's musiske kærlighed må ligge hos Thin Lizzy dog uden at det lyder som plat efterligning. Der er en god ballance mellem instumenterne og sangen er tydelig gennem hele cd'en.

Der er selvfølgelig en ballade med, men det er ok, for den er flot og vedkommende med god power på stemme og guitar, og så slutter albummet også af med en halv-ballade - en ganske pæn afslutning og det hele føles som en helhed synes jeg. Hvis man skulle gå hen og blive filosofisk kunne man sammenligne albummet med et livsforløb. Der startes med knald, så fuld power på alle sanser, lidt stille midtlivskrise, så gang i den igen og så en rolig afslutning... men det er nok at overfortolke... ;O)

Hver gang jeg har gennemlyttet albummet har jeg haft følelsen af at det var tilpas med de 12 numre. Man når ikke at blive overmæt og man føler sig heller ikke snydt, hvilket faktisk er en kunst i sig selv. Jeg har dog heller ikke haft lyst til at trykke på repeat, men ventet et par timer eller en dags tid før næste gennemlytning.

Alt i alt et flot stykke arbejde - Horns up
 
One Bullet Left er udkommet via AFF-Records

     (5 ud af 6) 

Lyt til Sinner: www.myspace.com/sinnerofficial
______________________________________________________________________

Diretone – Diretone 

Anmeldt af Calle: 20-11-2011 

Diretone er et dansk band, som blev ”født” i 2010, men tidligere gik under navnet Threadfin. Efter et par udskiftninger i bandet og med et album klar i bagagen, så valgte bandet at starte på på en frisk og derfor navneskiftet. Bandet består af Lars Hørning (sang og bas), Henrik Glass (trommer), Jacob Nielsen (guitar) og Peter Kondrup (guitar). 

Diretone er som sagt bandet debut album og det består af 10 sange. Stilen er metal med klare referencer til både thrash metal, groove/stoner metal og southern metal. Man kan tydeligt høre inspiration fra bands som Metallica, Pantera, Black Label Society og Down. Så med de navne i tankerne kan man ikke sige at Diretone er nyopfindende, men det de gør, det gør de sku godt. Der er en fed groove i musikken og melodierne er godt stykket sammen. Der udføres både godt guitar og bas spil på dette album og trommerne er tunge og lægger en god solid bund.  Lars’ stemme minder meget om James Hethfield’s og til tider også som ”vores egen” Michael Poulsen. 

De bedste sange på albummet er efter min mening ”Nerve”, ”It Never Ends”, ”Got To Believe” og ”Antidote”, men dermed ikke sagt at de andre sange er dårlige. Dog synes jeg at flere passager lyder meget som noget man har hørt før og jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere variation. Diretone består af sange fra Threadfin’s demo/EP ”Carpet Crawler” fra 2007, samt nye sange. Jeg må indrømme at jeg ikke kender til den nævnte EP, men synes alligevel jeg kan høre en lille udvikling i sangskrivningen. Dette er nok kva en del mere live erfaring og rutine. 

Albummet er indspillet  i Earplug Studios med Lasse Fjord Ebbesen som producer. Master på albummet er ingen ringere end Jacob Hansen, som vist ikke behøver nogen yderligere præsentation. Lydmæssigt kan man ikke sætte en finder på dette album. 

Når alt det er sagt, så vil jeg klart sige at Diretone’s debut album helt sikkert er et lyt værd. Især hvis du har hang til groovy metal med gode melodier. Så inviter dine venner på en flok kolde øl og sæt dette album på afspilleren. Eller gå ud og oplev dem live!!! 

Diretone udkommer via Gateay Music den 25. november.

     (4½ ud af 6)   

Lyt til Diretone: http://www.facebook.com/diretone.dk

______________________________________________________________________

Godass – Fast Lane (EP) 

Anmeldt af Calle: 20-11-2011 

Godass er et svensk band , som startede i 2002. Bandet kommer fra Malmö og består af Kim Berkström (sang), Johanne Dellamore (bas), Henrik Nilsson (trommer), Christian Lingberg (guitar) og Fredrik Krig (guitar). Der har været flere udskiftninger i bandet siden starten og Fast Lane er bandets sjette indspilning/EP. 

EP’en består af fire sange og stilen er rock/metal med hurtige guitar riffs og en forholdsvis tung grundrytme. Fast Lane åbnes med titel sangen, som efter min menig er den bedste af de fire sange. Den har en god melodi og den giver mig lyst til at høre mere fra bandet. Den efterfølges af ”What You’ve Become” og ”Fallen”, hvor sidst nævnte af er den bedste af de to. Igen har den en god melodi og sangen er samtidig bygget godt op med et fedt omkvæd og en god guitar solo. EP’en afsluttes med ”Make Believe”, som følger følger godt i trit med de andre tre sange. Alt i alt udmærkede sange, men jeg kunne godt tænke mig en lille smule mere variation. 

Musikkerne gør et godt stykke arbejde og Kim har en rigtig god stemme, som passer godt til denne genre. Og er man til kvinde-vokal i rock/metal, så kan man roligt give denne EP en chance. Sangene kan bl.a. høres på Spotify eller via linket nederst. 

Skal jeg sammenligne Godass med andre bands, så kan jeg bl.a. nævne Crucified Barbara og Drain STH. eller Famoüs Jameson, som jeg tidligere har anmeldt her på siden. 

Bandet har spillet en del koncerter, bl.a. på The Rock i København, men også på Sweden Rock, Harry B. James i Stockholm og Rockbåtan i Helsingborg. Jeg har endnu ikke oplevet bandet live, men de skulle eftersigne give den gas på scenen. 

Fast Lane er udkommet.

    (3½ ud af 6)   

Lyt til Godass: http://www.myspace.com/godassweden

______________________________________________________________________

What Worms Inherit – An Ounce Of Mud 

Anmeldt af Calle: 08-11-2011 

What Worms Inherit er nyt dansk band, nærmere betegnet fra københavn, der spiller progressiv groove metal. Bandet blev dannet i 2010 og består af Lasse Skov (sang), Kenneth Nielsen (guitar), Simon Nedenskov Madsen (bas) og Asbjørn Hougaard (trommer).  

An Oucne Of Mud er bandets første EP og den består af 5 sange. Musikken har en god portion energi og drive og selvom det til tider er dystert, så er der gode harmonier og spændende melodier. Det er tilpas tungt og der bliver både sunget og growlet gennem de fem sange. Et lille minus er efter min mening, at sangene bliver en lille smule ensformige, hvilket sikkert vil ændre sig, hvis bandet får muligheden for at indspille et fuld-længde album. De har helt sikkert potentialet til det og de virker meget seriøse med deres musik. Mine favorit sange på EP’en er ”Gynocide (I Kill Sluts For Fun)” og ”Socially Transferred Diseases (STD)”. Sidst nænte er efter min mening den sang der har flest tempo skift og det virker rigtig godt. 

Musikmæssigt vil jeg sammenligne ”mudder-orme-drengene” med bands som Machine Head, God Forbid, Meshuggah og Mastodon. Så er du til musik inden for denne/disse genre, så bør du tjekke What Worms Inherit ud. Et frisk pust på den danske metal scene hvis du spørger undertegnet. 

EP’en er indspillet i Gone Fishin’ Studios med Jørgen Andbæk Madsen som producer. Han er et ukendt blad for mig, men lyd og kvalitet fejler ikke noget. 

På trods af bandets unge alder, så har du fået en vis opmærksomhed på den danske metal scene og de har sågar haft den fede tjans at varme op for selveste Napalm Death på The Rock i København. Afslutningsvis vil jeg citere bandets egen beskrivelse af sig selv: ”What Worms Inherit, the shit that makes other turds look like crap”. Tjek dem ud!!! 

An Ounce Of Mud er udkommet. 

    (4 ud af 6)

Lyt til What Worms Inheirt: http://www.bandbase.dk/WhatWormsInheritTheOfficial/

_____________________________________________________________________

Kings In Exile – Here’s To The Future 

Anmeldt af Calle: 01-11-2011 

Kings In Exile blev dannet i 2004, dengang under navnet Fast Gallows. Bandet blev opdaget af Jacob "Cobber" Binzer (D-A-D) som dengang var A&R mand for Kick Music. Fast Gallows udgav deres debut ”High On The Mainline” i 2006 via Kick Music.

Nu er bandet så klar med deres første album under det nye band navn og det har fået titlen Here’s To The Future. Bandet består i disse dage af Rasmus (sang), Mikkel (guitar), Dennis (bas), Micha (trommer) og Niels (guitar). 

Albummet består af 13 sange, hvor bandet spiller med en stor drive, energi, attitude og ikke mindst spilleglæde. Og det er lige fra åbningsnummeret ”Who The Fuck” til sidste strofe i ”You Wish”. Det eneste downtempo nummer på albummet er ”What Does It Take”, som ikke helt lever op til undertegnets ”powerballade”-standard. Havde den gjort det var det blevet til 5 dødningehoveder, for når det så er sagt, så kan jeg kun sige, at man får lyst til at synge med og spille luftguitar hele vejen igennem albummet. De bedste numre er efter min mening førnævnte ”Who The Fuck” samt ”For Everyone”, ”Going Under”, ”Crown Of Thorns” og ”Sailor”. 

Jeg må indrømme at jeg i første omgang ikke faldt for Fast Gallows’ albummet ”High On The Mainline” dengang jeg hørte det første gang. Og det blev faktisk ikke spillet ret tit på mit anlæg. Efter modtagelsen af Here’s To The Future, fandt jeg albummet frem igen og har nu givet det endnu et par gennemlyt. Og jeg må sige at bandet har rykket sig en del siden dengang. På dette nye album er både vokalen og guitaren bedre, så de fem år der er gået, bl.a. med en del koncerter, har helt sikkert gjort bandet bedre og mere tight. 

Kings In Exile spiller rock i stil med andre danske bands som f.eks. SuperCharger, St. Prostitute, Six Barrell Syndicate, Superdirt og ikke mindst D-A-D. Så er du til disse bands, så er jeg sikker på at du også vil synes godt om dette band.  Kings In Exile har ikke opfundet den dybe tallerken, men det de gør – gør de sku rigtig godt!! 

Here’s To The Future er produceret af Anders Ruby i Late Fairytale Studios og selveste Jan Eliasson har stået for mastering. Lydmæssigt fejler albummet heller ikke noget. Kings In Exile er helt sikkert et band man skal holde øje med!!! 

Here’s To The Future er udkommet via Warner Music. 

     (4½ ud af 6)   

Lyt til Kings In Exile: http://www.callesrockcorner.dk/mp3s (her kan du lytte til sangen ”For Everyone”). Ellers kan du lytte på Spotify

______________________________________________________________________

Fate – 25 Years The Best Of Fate

Anmeldt af René: 20-10-2011

Fate er et dansk band, der efterhånden har en del år på bagen. De startede i de tidlige 80ere, og det første album blev udgivet i 1985. De har udgivet 5 albums, og her i november, kommer så det 6. Bandet har igennem tiden, haft mange udskiftninger og har haft en del kendte medlemmer, som har sat et stort aftryk på den hårde rock og metal. Her kan blandt andet nævnes Hank Sherman som jo har været med i Mercyful Fate, Zoser Mez, Gutrix, og Force Of Evil. Mattias Eklundh der er guitarist og sanger i Freak Kitchen, har også som Hank Sherman spillet guitar i Fate. Men for at vende tilbage til denne her cd, så er det som titlen tydeligt antyder en Best Of. Der er 19 numre på cden, og de spænder lige fra numre fra den første udgivelse, også til nogle nye skæringer, som er indspillet i 2010.

For dem der ikke ved det, så spiller Fate melodisk hardrock. Og det er tydeligt at høre, at en del af musikken er fra firserne. Der er brugt meget keyboard, og sangene er meget tidstypiske i deres opbygning. Guitarspillet er også rigtig fedt, og der er mange fede riffs og soloer. Hvilket er meget logisk, da de 2 førnævnte herrer spiller spade på en god del af de 19 skæringer. Musikken er generelt yderst velspillet og ligeledes velkomponeret. 

Jeg har faktisk kun godt, at sige om denne her cd. Dem jeg tror, der vil købe denne her cd, kunne være kommende nye fans. De får fuld valuta for pengene, da der som sagt er 19 numre på cden, og den vil for dem være et godt køb. Dem der har alt med Fate, og har fulgt med i deres gøren og laden, vil næppe købe 25 Years The Best Of Fate. De har jo alt med bandet i forvejen? Men for nye lyttere, er den så absolut relevant. Alt i alt en god udgivelse, som kun kan få mine varmeste anbefalinger.

25 Years The Best Of Fate er udkommet via EMI Music Denmark  

    (4 ud af 6)  

Lyt til Fate: http://www.myspace.com/fatedk
______________________________________________________________________

The New Black – II: Better In Black 

Anmeldt af Calle: 20-10-2011 

The New Black er et tysk band, som består af Fludid (sang), Christof Leim (guitar), Fabian Schwarz (guitar), Chris Weiss (trommer) og Günt Auschrat (bas). Bandet spiller klassisk heavyrock/metal tilføjet en god portion southern metal. II: Better In Black er banet andet album. 

Dette album er mit første bekendtskab med The New Black, så jeg viste ikke helt hvad jeg kunne forvente. Men jeg må sige, at jeg blev meget positivt overrasket. II: Better In Black er er rigtig fedt album, med gode melodier, fede riffs, catchy hooklines og masser af rå energi. Hvis du tænker Black Label Society og Pantra blandet med lidt Soil, Black Stone Cherry og Nickelback, så har du måske en ide om musikstilen. 

Bandet spiller godt og Fludid har en fed stemme, som passer rigtig godt til bandets rå og powerfulde musik. Hans stemme fungere godt til de hårde sange, men også til de mere stille sange som f.eks. ”Happy Zombies” og ”When It All Ends”. Udover disse to sange synes jeg også godt om ”Better In Black”, ”The King I Was”, "Batteries & Dust" og afslutningsnummeret ”Sun Cries Moon”. Men min favorit på albummet er helt sikkert ”Alter Boys”, hvor stilen variere godt. Den rocker fedt og samtidig gøres der brug af slide guitar og mundharmonika. Super fedt nummer. Men overordnet set er det et rigtig godt og vellykket udspil, som tyskerne her har udgivet. Helt sikkert et lyt vørd, hvis du spørger mig. 

II: Better In Black er produceret af bandet selv og det er mixet af Michael Dotzler sammen med bandets ene guitarist Fabian Schwarz. Mastering af albummet har Achim Köhler stået for. Han har tidligere arbejdet med bl.a. Primal Fear og Armon Amarth. Albummet har en fed rå lyd, så der kan ikke sættes en finger på noget i den retning. 

Er du til nogen af de ovennævnte bands, så bør du tjekke The New Black ud. Du vil ikke fortryde det. Det er ægte, energisk og rå heavy rock/metal med southern metal elementer. 

II: Better In Black er udkommet via AFM-Records 

     (5 ud af 6) 

Lyt til The New Black: http://www.facebook.com/thenewblackofficial
______________________________________________________________________

Sebastian Bach – Kicking & Screaming 

Anmeldt af Calle: 20-10-2011 

Sebastian Bach er tilbage med sit andet solo udspil, som bærer titlen Kicking & Screaming. Udover Bach selv, så består hans band af den unge guitarist Nick Sterling, bassisten Rob DeLuca, guitaristen Johnny Chromatic og sidst med ikke mindst trommslager Bobby Jarzombek (Riot, Halford og Iced Earth). 

Kicking & Screaming består af 13 sange, hvor der både skrues op for tempoet i flere sange og sættes ned i andre. Så albummet er efter min mening bygget godt op med både stille og ”hårde” sange. Albummet åbnes med første singlen og titlesangen ”Kicking & Screaming”, som sætter festen rigtig godt i gang. Jeg var meget spændt på dette album, da jeg var lidt skuffet over hans ”Angel Down” album fra 2007. Men allerede efter første gennemlyt af det nye album, så var jeg meget positiv. Det virker som om der er kommet ny energi i Mr. Bach og det kan måske skyldes den unge Nick, som Sebastian har rost i flere interview. Udover førnævnte sang, så synes jeg også rigtig godt om ”Tunnelvision”, ”Caught In A Dream”, ”Dirty Power” og de mere stille sange ”I’m Alive” og ”Dream Forever”. Men alt i alt er det 13 gode sange man lægger ører til på Kicking & Screaming. 

Lydmessigt er der referencer til Bach’s tidligere karriere, men samtidig har lyden fået en mere moderne sound. Det skyldes nok producer Bob Marlette, som tidligere har arbejdet med bl.a. Shinedown, Filter og Atreyu. Lyden er helt i top og sangene det virker som om Marlette har fået det bedste frem i bandet. De ”hårde” sange er rå og powerfulde og de stille sange er ”smukke”. Melodierne er rigtig gode og Bach’s stemme er i top. Forhåbentlig er den også det, når bandet spiller live. Jeg har set flere live-klip på bl.a. YouTube, hvor hans stemme ikke når de samme højder som tidligere. 

Alt i alt er det et rigtig godt rock album fra Sebastian Bach, som helt klart er et lyt værd. Bach is Back – Kicking & Screaming!! Og forhåbentlig vil han blive her længe endnu. 

Kicking & Screaming er ude via Frontiers Records. 

     (5 ud af 6) 

Lyt til Sebastian Bach: http://www.facebook.com/sebastianbach

______________________________________________________________________

Isis Child - Strange Days

Anmeldt af Lars: 17-10-2011

Første gang jeg lagde ører til Isis Child's seneste udspil, Strange Days troede jeg et splitsekund at det var Gary Moore, men det var det selvfølgelig ikke, men starten på Moore's "You Gonna Break My Heart Again" fra "Corridors Of Power" og Isis Child's "Let's Take A Walk" er helt ens, bortset fra et lille up-tempo hos sidstnævnte. Jeg anklager IKKE nogen for at stjæle - jeg synes at det er fedt og lidt frækt at starte på samme måde. Isis Child består af Freddy Mazzucco på guitar, Nathalie Pellissier på sang, Alain Rinallo, Hugo Adam & Mathias Lechartier deles om bassen, David Zecca & Chris Drouin deles om trommerne og Robert Geoffroy, Julien Spreutels deler trommerne.

Freddy Mazzucco kommer oprindeligt fra den Franske Riviera, har tilbragt 12 år i USA, men er hjemvendt til Rivieraen og mødte her Nathalie Pellissier. De indspillede så denne cd i Belgien og fik den mixet i Sverige. De er faktisk blevet ret glade for Sverige, hvilket forhåbentlig kan afkaste nogle Danmarksbesøg. Grunden til al den snak om baggrund osv er fordi jeg er blevet mere og mere glad for denne cd. Der er for det første nogle ret gode numre og for det andet er det rigtig flot spillet, smukt og charmerende sunget og flot flot produceret.

Det er svært at vælge et ynlingsnummer fordi der er spå meget godt - så det må blive stort set hele Strange Days.

Stilen er pop-rock af bedste skuffe, med en sang der minder lidt om Doro. Der er en tydelig 80'er rock feeling og lyd, men ved ikke om det er med vilje. Der er som sagt noget Gary Moore over noget af det og noget Doro og også noget Heart... ikke nogen ringe blanding, når man har fået det til at lykkes så godt som tilfældet er her. I stilen pop-rock ligger den i den absolutte top, synes jeg. Der er nogle flotte basgange der skiller sig ud hist og her. Lyden er generelt meget flot og på Someone, erotisk drømmende.

Der er 12 perler på denne cd. Selvom den har titlen Strange Days har den intet med The Doors at gøre, skylder jeg måske at sige.

Strange Days er udkommet via Yesterrock

      (6 ud af 6) 

Lyt til Isis Child: www.myspace.com/isischild

______________________________________________________

Pet The Preacher – Meet The Creature (EP)

Anmeldt af Calle: 10-10-2011 

Da jeg modtog en mail med tre sange fra det danske band Pet The Preacher kendte jeg intet til dem eller deres musik. Men det gør jeg nu!!! Bandet blev dannet i efteråret 2010 og består af Christian Hede (sang og guitar), Torben Wæver Pedersen (bas) og Christian Von Larsen (trommer). 

Jeg vil betegne bandets musik som bluesbaseret stoner-rock tilført en smule modern rock/metal. Noget af inspirationen er hentet hos Black Sabbath og Led Zeppelin og jeg vil sammenligne bandet med f.eks. svenske Graveyard, amerikanske The Sword og canadiske Priestess. Der er tre sange på Meet The Creature, og den indledes med ”Into A Darker Night”, som henleder tankerne på Black Sabbath, men alligevel får sin egen lyd. Musikken er tung og dyster og tempoet variere godt. Næste sang er ”A Part Of Me”, som er min personlige favorit af de tre sange. Den har et fedt riff og hænger godt ved efter sidste strofe. EP’en afsluttes af ”I Wont Let You Go”, som også er tilpas tung. Sangen har flere pasager, der får mig til at tænke på en nyere Metallica lyd ala ”Death Magnetic” albummet. Alt i alt tre virkelig gode sange, som jeg sagtens kan høre igen og igen!! 

Det gør et bestemt heller ikke dårligere, at de tre sange er indspillet i Dead Rat Studiet med selveste Jacob Bredahl (sanger i The Kandidate og ex. sanger i  HateSphere, samt guitarist i The Last Mile) som producer og tekniker. Han har tidligere arbejdet med og  produceret bands som As We Fight, SuperCharger og Koldborn. Senere i år indtager Pet The Preacher igen Dead Rat Studiet sammen med hr. Bredahl for at indspille deres debut album. Ifølge bandet skulle det blive ”et koncept-album med en sammenhængende historie, soloer, blues, kringlede former, metal og god gammeldags rock ’n’ roll”. Det vil jeg se fem til og jeg venter spændt!!! 

Jeg kan klart anbefale at du tjekker Pet The Preacher ud. De mener det alvorligt og man kan virkelig høre, at de kan lide det de laver. Super fed vokal og så er de virkelig dygtige på deres instrumenter. Pet The Preacher er helt sikkert et dansk band med international klasse!!! 

Meet The Creature er selvfinansieret. 

     (5 ud af 6) 

Lyt til Pet The Preacher: http://www.facebook.com/pages/Pet-The-Preacher

______________________________________________________________________

Famoüs Jameson – Demo 

Anmeldt af Calle: 10-10-2011 

Famoüs Jameson er et svensk band fra Helsingborg, der blev dannet for lidt over et år siden. Bandet består af Cazie Star (sang), Oscar Whylde (guitar), Sikk Roxx (bas) og Tommy Heete (trommer). Bandet har endnu ikke indspillet et fuld længde album elelr en promo, men jeg har til gengæld fået en demo med to sange. 

Stilen er rock/metal med en snært sleaze rock. Jeg vil sammenligne dem med med bands som f.eks. Benedictum, Hydrogyn og Girlschool. Dette er selvfølgelig i kraft af den kvindelige sanger. Bandet nævner selv bl.a. Mötley Crüe, Guns ’n’ Roses, Metallica, Skid Row og Accept som nogle af deres inspirationskilder. I demoens første sang ”Twelve Steps To Insanity” kan jeg godt høre lidt tidlig Mötley Crüe i guitarspillet og til dels også lidt Accept. Men der er stadigvæk lang vej op til de nævnte bands. Selvfølgelig er det en demo og bandet har helt sikkert potentiale til mere. Den anden sang hedder ”Without You” og det er efter min mening den bedste af de to sange. Den fænger mig mere end først nævnte sang. 

Cazie har en god stemme, som passer godt til musikken og bandet spiller også godt. Der mangler bare lidt i produktionen for at sangene er helt i top. Men jeg tror nu nok de, at de godt kan få indspillet et helt udmærket album, hvis de får muligheden for det. 

Er du til rock/metal med kvindelig vokal, så bør du tjekke Famoüs Jameson ud. Som sagt er det ”kun” en demo jeg har fået muligheden for at anmelde og det er altid svært at få et fuldstændig indtryk af et band på kun to sange. Giv bandet et lyt via linket herunder.

   (3 ud af 6) 

Lyt til Famoüs Jameson: http://www.myspace.com/famousjamesonmusic

______________________________________________________________________

Whitesnake - Live At Donington 1990

Anmeldt af Lars: 09-10-2011

Whitesnake's Live at Donington 1990 er en dejlig koncert der endelig er til at få på cd og dvd. Foruden David Coverdale på sang er det Steve Vai & Adrian Vandenberg på guitar, Rudy Sarzo på bas og Tommy Aldridge på trommer.

Der er så mange fede numre på dette album og de er spillet rigtig fedt. Adrian Vandenberg & Steve Vai har lagt en hel del af dem selv i de gamle numre, hvilket virker overraskende godt. Jeg var lidt gammelmands snerpet i starten... for det SKULLE jo lyde som det gamle Whitesnake med Moody, Marsden & Sykes, men jeg blev hurtig blødt op igen og accepterede at Zappa's gamle guitarist havde overtaget en af rollerne og viser at han er sig selv og ikke en der bare spiller, hvad andre har gjort. Adrian Vandenberg er jo en af de halvgamle i Whitesnake så han var lissom accepteret ;O).

Der har været store og mange udskiftninger i Whitesnake gennem årene og hver periode har haft deres charme. I denne periode fra 1990 er Whitesnake langt mere Hard Rock end Blues Rock og får Ain't no love in the heart of the city til at lyde meget mindre bluesy end originalen, hvilket jeg personligt synes er lidt synd, men når det så er sagt synes jeg at der er en fantastisk fed stemning på denne indspilning. Coverdale får hele Donington (70.000) til at synge med i "The Whitesnake Choir" og det får myrepatterne frem på armene.

Jeg er sikker på at rigtig mange vil elske dette album, både gamle Whitesnake fans, men også den nye flok af af Hard Rock fans. Der er så meget energi og power at det er en ren fryd at lytte til/ se på.

Det er anbefalelsesværdigt at skrue pænt op for volumen og gerne med lidt ekstra bas på forstærkeren når man nyder denne historiske skive.

Live At Donington 1990 er udkommet via Frontiers Records.

     (5 ud af 6) 

Lyt til Whitesnake: http://www.myspace.com/whitesnake
______________________________________________________________________

Jorn - Live In Black

Anmeldt af Lars: 09-10-2011

Jørn Lande er en norsk sanger med stor stemme og popularitet, blandt andet kendt fra Masterplan og gæstesanger hos Avantasia, og han har et band ved navn Jorn og de har udsendt et dobbeltalbum: Live in Black. Jørn lyder en del som sit forbilled; Ronnie James Dio og han har aldrig lagt skjul på det og har da også indspillet et album der heder Dio i 2010. Jørn er IKKE Dio selvom han så gerne vil være det. Sangene og melodierne kunne lige så godt være lavet af Dio, og det er jo på sæt og vis godt, nu vi ikke har mesteren iblandt os mere.

Live in Black er et flot album med en forrygende live lyd og fed stemning. Jørn Lande: sang, Tore Moren: Guitar, Tor Erik Myhre: Guitar, Nic Angileri: Bas & Willy Bendiksen på trommer leverer en fantastisk flot koncert, både rent teknisk men også  godt sammenspil og nærvær brænder igennem.

Hvis man er heldig at få fat i den udgave med DVD kan man opleve hele koncerten på skærmen også - og mon ikke at lyden også er lige så god som på cd'erne. Det hele er fanget ved Sweden Rock Festival 10.06.2011 og hvor ville jeg dog gerne have været der.

Der er guitarsoloer og trommesolo, men der mangler en bassolo synes jeg. Trommesoloen er flot og har en rigtig god lyd. Den guitarsolo jeg synes bedst om må nok være den fra Tore Moren. Der er lidt Thin Lizzy/Gary Moore stemning over den og der kommer da også et Thin Lizzy cover af Are you ready, som bliver leveret på bedste måde. Det lyder lidt som Thin Lizzy med David Coverdale (Whitesnake) på sang.

Alt ialt et flot album Jorn kan være meget tilfredse med og køberne meget glade for.

Live In Black er udkommet via Frontiers Records.

     (5 ud af 6)  

Lyt til Jorn: http://www.myspace.com/realjorn
______________________________________________________________________

White Wizzard – Flying Tigers 

Anmeldt af Calle: 04-10-2011 

I starten af året anmeldte jeg White Wizzards debut album ”Over The Top”, selvom det faktisk udkom sidste år, men jeg synes det fortjente et par ord med på vejen. Nu sidder jeg så med bandets andet album og der har været lidt udskiftning i bandet siden debuten. Det er stadigvæk Jon Leon (hovedmanden bag bandet) der rykker i bassen. Og det er også stadigvæk Wyatt Anderson der lægger vokal på sangene, men han har siden indspilningen af albummet forladt bandet og blevet erstattet af Michael Gremio (ex. Cellador). Trommeslageren Giovanni Dürst er stadigvæk den samme, men de to guitarister Jake Dreyer og Cory ”The Nagatoshi Nightmare” er begge nye. (sådan ser bandet ud så vidt jeg er orienteret)

Bandet spiller NWOBHM og især Iron Maiden er en stor inspiration. Derudover kan man også høre lidt inspiration fra bands som Judas Priest, Saxon, Dio, UFO og Thin Lizzy, så der er noget at leve op til. Flying Tigers består af 12 sange og har en varighed på godt en time. Man føler på intet tidspunkt, at man har lyst til at skifte videre til næste nummer. Alle sange er velskrevet og melodierne rammer plet. Der er fuld knald på fra åbningsnummeret ”Fight To The Death” til næstsidste sang ”War Of The Worlds”. Det bliver kun afbrudt af den mere stille ”Starchild”, som efter min mening er et af albummets bedste sange. Og afslutningsnummeret ”Starman’s Son” starter stille, men afsluttes med en masse guitarlir og gang i den. Alt i alt tolv gode sange, hvor jeg finder det svært at udvælge nogle bestemte sange som mine favoritter. 

Som nævnt tidligere, så er Iron Maiden og i særdeleshed Steve Harris en stor inspirationskilde og det kan tydeligt høres i Jon’s basspil som træder kraftigt igennem i lydbilledet. Dobbeltguitarerne fungere også rigtig godt, mens trommerne bare drøner derudaf. Et kæmpe plus for White Wizzard er helt sikkert Wyatt Anderson, hvis stemme minder til tider lidt om Bruce Dickinson’s blandet med lidt Dio. Uden at nedgøre Gremio, så er Wyatt et stort tab for bandet. Hans stemme er fænomenal!!! 

White Wizzard har efter min mening ikke ændret sig særlig meget siden ”Over The Top” (som er et godt album), men jeg synes alligevel Flying Tigers har en lille smule mere saft og kraft end forgængeren. Og når man nu har valgt at lade sig kraftigt inspirere af nogle af kongerne indenfor NWOBHM, kan White Wizzard så levere varen. Ja det synes jeg faktisk godt de kan. Det er helt sikkert et album jeg varmt kan anbefale. Især hvis du er til Maiden, Priest o.s.v. 

Flying Tigers udkom den 19. September via Earache Records. 

     (5 ud af 6)  

Lyt til White Wizzard: http://www.facebook.com/WhiteWizzard
_______________________________________________________

Modern Superstar – Under My Skin 

Anmeldt af Calle: 04-10-2011 

Modern Superstar er et amerikansk band, som består af  Ryche Green (ex. Bulletboys) på trommer, Jamie Fletcher (ex. Britny Fox) på vokal og akustisk guitar, Danny Watts på guitar, Jordan Dirty på bas og Bill Carpenter på guitar. Bandets fundament blev startet for nogle år siden, da Ryche og Jamie var på tour sammen i Europa og dermed knyttede et godt venskab. Det resulterede i sangskrivning og hvad der senere skulle ende ud i Modern Superstar og deres debut album Under My Skin. 

Stilen er klassisk hard rock og inspirationen kan bl.a. findes i de to herrers respektive tidligere bands og andre bands fra samme tid. Albummet består af 10 sange, hvor der rockes igennem i sange som ”Hollywood Dirty”, ”Devil’s Playground” og ”Generation Star”, men samtidig er der også en del mere stille sange. Her kan bl.a. nævnes ”Txt U Gud’bye”, ”Grow’n Old” og ”Love/Hate”. Måske er der lidt for mange stille sange i forhold til min smag. Og jeg er ellers glad for en enkelt ballade eller to på et godt rock album. I det her tilfælde er det dog half’n’half med rockere og stille sange. Albummet afsluttes med en udmærket version af ”We All Die Young”, som er skrevet af Milijenko Matijevic (Steelheart). Han havde den med på Steelheart albummet ”Wait” fra 2000, men sangen blev et ”større” hit i filmen Rock Star med Mark Walberg i hovedrollen. I den version er det Milijenko på sang, Zakk Wylde på guitar, Jeff Pilson på bas og Jason Bonham på trommer. Nå tilbage til Modern Superstar. Generelt er Under My Skin et udmærket album, med gode melodier og i en vis grad nogle catchy sange med gode synge-med-omkvæd. Men som sagt er der efter min mening for mange stille sange og produktionen virker indimellem lidt ”tam”. Og så synes jeg samtidig at Jamie’s stemme til tider ikke er helt i top. Dog gør han et udmærket arbejde i førnævnte ”We All Die Young” og det er meget svært af følge Mr. Steelheart på den front.

Når alt det er sagt, så virker bandet godt sammenspillet og jeg kan godt forestille mig dem fyre den max af på scenen og give deres publikum en god oplevelse. Dog tror jeg ikke det er et band vi får at se på disse breddegrader. 

Under My Skin er udkommet via JAMSYNC Music 

    (4 ud af 6)  

Lyt til Modern Superstar: http://www.myspace.com/modernsuperstar
_______________________________________________________

HateSphere – The Great Bludgeoing 

Anmeldt af Dianna: 04-10-2011 

Syvende album fra HateSphere-herrerne med Esse (som også er pladeaktuel med Numbnuts) i forgrunden siden juli 2010) 

Albummet består af 9 numre, små 40 minutters energisk, beskidt og tempofyldt blanding af død og thrash.Vi har med et band at gøre der har sat deres signatur på utallige live-events, medsammensvorne er en del bands af sublim kaliber, såsom Nevermore for hvem de varmede op på deres USA/Canada tour sept/november 2010. Ydermere, hvis vi går lidt længere tilbage, kan nævnes de var på tour som hovednavnet sammen med bl.a Aborted, og listen er lang så det vil jeg ikke bruge mere spalteplads på. Vil dog blot konstatere, at vi ikke har med et hvilket som helst band at gøre her.

Tilbage til The Great Bludgeoing. Det starter ud med nummeret "The Killer" som ligesom får sat standarden for resten af albummet. Gang i fejemøjet, fest i gaden, det er de store knald og kanonskrald der bliver brugt, fart over metal-feltet, tilbage til gammel-skole metal, ja og alt sådan noget dér.

Jeg kan godt li' albummet, synes det pynter gevaldigt, at det er lidt mere beskidt og råt end HateSphere tidligere har begået af albums. Hurtige riffs, næsten bestialsk bankende trommer, en råbevokal af en anden, muligvis en helt tredje verden, dertil en diabolsk backing vokal, growl som growl var ment at skulle gøres. I det hele taget er der ikke meget at udsætte på albummet, det er teknisk dygtige musikere, alle gi'r de den absolut maximum hele vejen igennem.

Der hvor det for mig sniger sig et bittelille minus ind, er at der er for lidt variation, ment på den måde at albummet stort set fra ende til anden, er pumpende, bankende, tempo, tempo, tempo, kunne godt ha' tænkt mig ja..lidt mere variation. Det er muligvis ikke decideret en negativ ting for andre fart-ska'-der-til-metal-dedikerede..men nu er det jo så lige mig der er blevet spurgt om jeg ville anmelde pladen, og sådan er det jo lissom bare min personlige holdning til tingene.

Meeen, jeg skal da lige love for at drengene har gjort et solidt stykke arbejde, det kan ingen ta' fra dem, og jeg vil ihvertfald gerne honorere det med følgende: 4½/6

Go' metal dér!!

The Great Bludgeoning er udkommet via Napalm Records/Target Distribution

     (4½ ud af 6)   

Lyt til HateSphere: http://www.myspace.com/hatesphere
______________________________________________________

New York Dolls - Danicng Backwards In High Heels

Anmeldt af Lars: 02-10-2011

New York Dolls seneste udspil Dancing Backwards in High Heels er en skøn gryderet sammensat af alt det New York Dolls har lavet i tidens løb fra 1971 og frem til idag... der er lidt reggae, lidt rock, lidt motown... alt sammen holdt sammen af David Johansens fantastiske stemme man ikke kan tage fejl af. Han har stort set altid lydt som han lyder idag. Sylvain Sylvain (guitar) er den anden der binder det hele sammen, og netop de to er de eneste to tilbageværende originale N.Y.D. medlemmer. Sylvain har hele tiden et vågent øje med, hvad der foregår så det kommer til at lyde som N.Y.D.
Brian Delaney spiller trommer, Jason Hill (Louis XIV, The Killers) spiller bas og Frank Infante (Blondie) spiller den anden guitar og så er der nogle horn, noget keyboard og mundharpe... mundharpen er sansynligvis David Johansens ejermand.

Dancing Backwards in High Heels er produceret ad Jason Hill, der i producersammenhænge har produceret for bl.a. Louis XIV, Killers, Virgins og David Bowie, så han skulle vel være godkendt.

Den lyd man finder på Dancing Backwards in High Heels er meget 50/60'er agtig og det passer enormt godt til den musik der bliver leveret på cd'en. Man føler næsten at man har fundet en gammel vinyludgivelse der bare aldrig har været udgivet... men den er altså bare lavet i september 2010 i Newcastle i England.

Jeg oplevede New York Dolls for et par år siden på lille Vega i København og var ret overrasket over at David Johansen kunne gennemføre et helt show med fuld knald på. Før koncerten virkede han ret ... stenet, men hold da op for en fest de lavede.. og netop den livsenergi og virkelyst er på forunderlig vis pakket ned i produktionen.

Hvis man er til New York Dolls' amerikaner garage pre-punk motown rock går man ikke galt i byen med denne cd. Der intet revolutionerende over denne cd, ligesom man ved hvad man får med en AC/DC cd ved man også, hvad man får med en New York Dolls cd.

"Round And Round She Goes" og "Funky But Chic" er nok mine to foretrukne numre, men hele cd'en er god.

Dancing Backwards In High Heels er udkommet via 429 Records

      (5½ ud af 6)   

Lyt til New York Dolls: http://www.myspace.com/newyorkdolls

______________________________________________________

Williams/Friestedt - Williams/
Friestedt

Anmeldt af Lars: 02-10-2011

Williams/Friestedt er navnet på et projekt og titlen på en cd bestående af to dygtige voksne mænd. Joseph Williams synger og Peter Friestedt spiller guitar, og så er der nogle gæstemusikere. Joseph Williams er den legendariske sanger i TOTO.

Pladen er meget flot produceret og lever helt op til den standard man vil forvente af en TOTO cd, selvom det ikke er TOTO (men damn, hvor det lyder som dem). Der er en tidsløs stemning over Williams Friestedt med nogle fangearme der griber fat i 80'ernes og 90'ernes store lyd. Stilen er Melodic Rock. Der er 9 numre med radiohitpotentiale. Med andre ord så er det musik som de fleste kan nyde i mere eller mindre grad. Som sagt er der en flot lyd, men den har også faren for at komme til at lyde for steril og kølig - men det er der jo mange der godt kan li. Der kan ikke sættes en finger på instrumenteringen - flot spillet og helt fantastiske sang og harmonistemmer. Det er en cd jeg kunne lide fra første gang jeg satte den på. Den glider let ned i sin helhed og jeg har endnu ikke haft lyst til at spinge numre over.

Selvom det ikke er den stil jeg lytter mest til, så er jeg blevet ret lun på denne cd. Den har alt det en pop-rock cd skal have, og i rigelige mængder.

Williams/Friestedt er udkommet via AOR Heaven

      (6 ud af 6)  

Lyt til Williams/Friestedt: http://http://sv-se.facebook.com/WilliamsFriestedt

______________________________________________________

Rusty Pacemaker - Blackness And White Light
Anmeldt af Lars: 02-10-2011

Rusty Pacemaker kunne godt være navnet på et Death Metal band, men det er det ikke. Derimod gemmer der sig en mand fra Østrig. Mine tanker gled straks hen på Syd Barret (Pink Floyd) og hans syrede demoprojekter. (jeg kan rigtig godt li Syd) og måske også noget tidligt Black Sabbath.

Jeg var bestemt ikke vild med Blackness and White Light i starten fordi det hele virker meget som en demosamling lavet af én mand... og en pige der synger lidt. Det virker ikke som om det er produceret/mixet ordentligt, men jeg er kommet frem til at sådan SKAL det lyde.

Rusty Pacemaker består af...Rusty Pacemaker på sang, guitar og bas og Franz Löchinger på trommer. Lady K synger lidt.

Eksperimenterende Rock er vel den bås jeg kan proppe denne udgivelse ind under. Jo mere jeg så har hørt denne cd er det gået op for mig at det er lidt små-genialt. I al sin primitivitet er det på en sær måde smukt og jeg kan ikke lade være med at synes rigtig godt om det. Det er, eller har i hvert fald for mit vedkommende været, en cd man skal lære at synes om, men så får den også en særlig plads i erindringen og det bliver en cd som man spiller med glæde. Man skal absolut give den en chance...eller fem - det er den absolut værd. 

     (4½ ud af 6)   

Lyt til Rusty Pacemaker: http://www.rustypacemaker.com/music.html
_______________________________________________________

Whipping Princess – Let You And Me Be One
 

Anmeldt af Calle: 27-09-2011 

Så har jeg igen fået tilsendt en EP fra et svensk band. De går under navnet Whipping Princess, kommer fra Malmö og består af Jenny Jonasson (sang), Hinterleithner (bas), Linus Henriksson (trommer) og Simon Söderberg (guitar).  

EP’en består af fem sange og stilen er metal. I kraft af kvindevokalen vil jeg sammenligne bandet en smule med bands som f.eks. Crucified Barbara, Drain og Hydrogyn. Bandet nævner selv Motörhead, Mötley Crüe, AC/DC og Hardcore Superstar som nogle af deres inspirationskilder. Det bedste nummer på Let You And Me Be One er efter min mening åbneren ”State Of Hate”. Den er tilpas tung og heavy og har en god melodi. Jeg synes også godt om ”Theatre Of Pain”, som derimod er mere stille og tempoet sættes lidt ned. Afslutningsnummeret har en mere hard rock touch end de andre sange, som som sagt er mere heavyorienteret. 

Produktionsmæssigt halter Let You And Be One lidt og lyden er ikke helt i top. Bassen er rimelig tung, vokalen er god, men guitaren er til tider lidt ”tam”. Ikke at Simon spiller dårligt, men produktionen gør ikke sit til at han kommer ordentlig frem i lydbilledet. 

Jeg kan godt se en fremtid for Whipping Princess, hvis de får et par år mere i bagagen og samtidig får en lidt bedre prodution næste gang de indspiller en EP eller et helt album. Men er du til metal med kvindelig vokal, så kan du roligt tjekke dette band ud.  

   (3 ud af 6)  

Lyt til Whipping Princess: http://www.facebook.com/whippingprincess

______________________________________________________________________

Athorn - Phobia

Anmeldt af Lars: 18-09-2011

Athorn fra Hannover i Tyskland har indspillet Phobia, som er et lækkert bekendskab. Carsten Frank synger, Stefan Schönebeck spiller lead-guitar, Tobias Liedke spiller rytme-guitar, Thomas Maiwald spiller bas og Sören Becker spiller på trommer. Uden omsvøb må jeg indrømme at jeg er blevet ret vild med dette band efter at have hørt denne cd. Der er fed energi og spilleglæde og et ægte engagement fra gutterne i Athorn. Stilen er Progressiv Power Metal og de gør det fantastisk flot. Der bliver arbejdet godt på alle instrumenter og de er blevet produceret flot. Stemningen er dyster på den fede måde og man fyldes af stor glædesfyldt energi og får virkelig lyst til at hoppe rundt og spille luftguitar og høre cd'en på max.

Numrene er bygget op med "stillezoner" og fuld powerzoner blandet indimellem hinanden på en sådan måde at det lyder naturligt og ikke spor rodet. I de stillezonen bliver der til tider sunget på nærmest David Bowie-agtig måde, men går derfra over til både growl og "almindelig" power-voice sang.

På nummeret "Schizophrenia" er der Black Sabbath tendenser blandet ind. Det er giga-flot og jeg havde et "lille" håb om at Ozzy skulle være med som gæstesanger på den del...men nej.

Athorn er et forholdsvis ungt band - fra 2008, hvor de begyndte at jamme. De har alle spillet i forskellige bands og stilarter, men har altså fundet sammen på metallegepladsen i Hannover. i 2009 udgav de en EP, som vagte stor begejstring. Med denne CD håber jeg at de får et kæmpe publikum - det fortjener de.

Phobia indeholder 10 guldbelagte numre - ja, jeg er blevet temmelig begejstret for denne cd, endda efter første gennemlytning og den vokser i lytteglæde for hver gang (indtil nu ihvertfald. Det er nu 10. gang jeg hører den)

Phobia er udkommet via AFM-Records

      (6 ud af 6)  

Lyt til Athorn: http://www.myspace.com/athornband
______________________________________________________________________

Casablanca – King, Queens & Guillotines 

Anmeldt af Calle: 14-09-2011 

Casablanca er et svensk band, som består af prominente navne inden for rocken (og sportens verden). Sanger i bandet er Anders Ljung som kommer fra bandet Space Age Baby og de to guitarister er Erik Stenemo fra Melody Club og Ryan Roxie, som bl.a. har spillet i Alice Cooper’s band samt Dad’s Porno Mag. Trommeslageren er Josephine Forsman fra det svenske pigeband Sahara Hotnights og bassisten er den tidligere fodboldspiller Mats Rubarth (han spillede bl.a. 154 kampe for AIK og en landskamp for det svenske landshold). 

Kings, Queens & Giullotines er bandets første EP og den består af 6 sange. Den blev kun solgt til bandets koncerter (i 2010) og sendt til diverse anmeldere, som en forsmag på hvad bandet har at byde på. Og det de kan byde på er dejlig ”glad” rock musik, hvor inspirationen er hentet i 70’er og 80’erne. Jeg tror ikke jeg går helt galt i byen hvis jeg nævner bands som Cheap Trick, Thin Lizzy og KISS, som bandets inspirationskilder. (Måske har bandet endna taget deres navn efter det pladeselskab der udgav KISSø plader fra 1974 – 1982).  Melodierne er godt skruet sammen og sangene er flot opbygget. Der er de sædvanlige ”synge-med” omkvæd i alle sangene og guitarsoloerne er tilpasset perfekt til musikken. De bedste sange er efter min mening ”Deliberately Wasted”  ”Beast Of Summer”, ”Rich Girl” og ”Love And Desperation”. Ja faktisk er de sidste to sange også gode, men ikke helt på højde med de andre fire. 

Udover det gode guitarspil som tidligere nævnt, så virker rytmesektionen også godt og Anders har en god stemme. Ikke den bedste rockstemme jeg har hørt, men langt fra den værste. 

Producer på albummet er svenkse Chris Laney, som udover selv at udgive plader også har spillet i Zan Clan og Randy Piper’s Animal og han har produceret (og arbejdet med) bands som f.eks. CrashDïet, Europe, Easy Action og Crucified Barbara. Så lyd –og produktionsmæssigt er denne EP helt i top. 

Jeg håber på, at bandet på et tidspunkt udsender et fuldlængde album, hvor der måske kan være en lille smule mere variation i sangene. Måske en enkelt ballade eller en rigtig ”heavy-rocker”. Men jeg kan kun anbefale at du tjekker bandet ud via linket herunder. 

     (4½ ud af 6)   

Lyt til Casablanca: http://www.myspace.com/casablanca

Læs i øvrigt interview med Ryan Roxie (fra 2009) her på siden via dette link.

______________________________________________________________________

A Road To Damascus – A Road To Damascus 

Anmeldt af Calle: 14-09-2011 

Københavnske A Road To Damascus blev dannet i begyndelsen af 2009 og har siden stormet frem på den danske scene. Bandet består af Mikkel (sang), Mads (guitar), Jakob (guitar), Jakob (bas) og Anders (trommer). I 2010 udgav bandet deres første EP med titlen “So Damn Close”, som fik gode anmeldelser i bade ind- og udland. Nu har bandet så udgivet deres debut album A Road To Damascus. 

Stilen som A Road To Damascus spiller er pop-punk og post-hardcore med en snært Emo. Musikken varierer godt med solide melodier og der er plads til både “smuk-sang” (Mikkel) og skrig (Mads). De sange på albummet der rammer mig bedst er første singlen “New Perspective” (som i øjeblikket kan høres under mp3’s her på siden), “No Wonder”, “What A Waste Of Breath”, den “hårde” “Talk Is Cheap” og den mere stille “The Best Is Yet To Come”. Men alt i alt er hele albummet fyldt med gode sange, som variere godt i tempo og hvor musikken på en eller måde bare rammer plet hos mig. Som nogen ved er jeg mest til hard rock og sleaze rock, men heldigvis er jeg også åben for, og hører, mange andre genre inden for rock og metal. Jeg kendte ikke A Road To Damascus før jeg fik dette album tilsendt, men det gør jeg nu og det er jeg glad for!!! 

A Road To Damascus har international klasse og hvis ikke jeg vidste bedre, så ville jeg tro de kom fra USA. Man kan godt mærke, at de brænder for det de laver og deres ambitioner fejler bestemt ikke noget. Lige pt er bandet uden pladeselskab, men med det rette pladeselskab i ryggen og den rette promotion, så er jeg sikker på, at de vil nå ud over landets grænser. 

Jeg kan varmt anbefale A Road To Damascus og hvis du er til nogle af følgende bands: Black Veil Bides, Pierce The Veil, A Skylite Drive og Asking Alexandria, så er jeg siker på du vil synes om dette band. 

A Road To Damascus udkom den 5. september og kan bla. købes via iTunes her. 

     (5 ud af 6)  

Lyt til A Road To Damascus: http://www.myspace.com/aroadtodamascus

______________________________________________________________________

Numbnuts  - Smokey The Salmon And The Horny Mermaids Of Detention

Anmeldt af Dianna: 13-09-2011

Med Esben Hansen (Hatesphere og ex. As We Fight) i forgrunden for det Odenseanske band Numbnuts, var forventningen, min forventning omkring stilen noget i lighed med netop Hatesphere..meeen det var alligevel noget lidt andet end min lettere forudindtagede forventning havde stillet mig i udsigt. Men det er positivt synes jeg, det er en fin blanding af hardcore, thrash og tung rocket metal. Esben klarer sig da godt som forsanger, frisk og energisk råbevokal der i modsætning til mange andre jeg har hørt i den seneste tid, er til at holde ud at lytte til et helt album igennem, og ovenikøbet holde af også.

Numrene bliver præsenteret med finurlighed og humor og det er dét der gør albummet mere end almindelig spiseligt, og så lige det faktum at det er en flok super dygtige musikere - kan altså godt li'. Teksterne..ja det er historier for sig, der er havfruefisse og andet godt fra havet involveret, det vil nok især vil tiltale drengerøve og ja okay, måske også en stor håndfuld rocktøser..Jo vi kan da godt li' når det bli'r en smule lummert, men så skal det dog siges, det bliver aldrig ”for meget”, synes de har formået at skrue en ”mangfoldighed” indover, kan sagtens lytte til albummet flere gange i træk uden at blive søvnig, tværtimod, bliver i godt humør af musikken.  

Tror vist de er et ”must see live band”..også selvom de, selvironisk, får kommunikeret ud til os, lytterne, at fans vil ha' deres entré tilbage når de har oplevet Numbnuts live, de skulle efter deres eget syngende humoristiske udsagn, ikke være værd at betale éntre penge for at opleve..hmnn, det har jeg selvfølgelig ualmindelig vanskeligt ved at forestille mig, det må komme an på en prøve. Masser af hardcore energi, og der er melodiske numre, der er et cover nummer ”Satans Of Swing” (Dire Straits’ ”Sultans Of Swing”)

En skive værd at købe synes jeg, de kan være pænt tilfredse med en debut som denne!!

Smokey The Salmon And The Horny Mermaids Of Detention er udkommet via Mighty Muisc/Target Distribution. 

    (4 ud af 6)   
 

Lyt til Numbnuts: http://www.myspace.com/numbnutsmetal
______________________________________________________________________

Planet 9 – Planet 9 

Anmeldt af Calle: 12-09-2011 

Planet 9 er et amerikansk band, som blev dannet tilbage i 1999. Siden da har der været et par udskiftninger i bandet, men den nuværende besætning består af Alan ”AK” Kennedy (sang), Ron Zingaro (guitar), Geof Wilson (trommer) og Rich Wilson (bas). Bandet spiller en blanding af southern rock og metal. Tænk Black Label Society møder The Four Horsemen møder Metallica møder AC/DC og så har du måske en ide!! 

 På trods af, at bandet har 12 år i bagagen (med et lille pause i midten af 2000-tallet), så er Planet 9 deres debut album og det består af 11 hæsblæsende sange, hvor den rå vokal og de beskidte guitar riff er i højsæde. Generelt er albummet fyldt med gode melodier og jeg synes bedre og bedre om musikken efter flere gennemlytninger. Det kan dog godt blive lidt ensformigt, uden at det på noget tidspunkt bliver kedeligt. Umiddelbart har jeg svært ved at finde mine personlige favoritter på albummet, men skal jeg nævne et par af sangene, så må det være ”$Money$”, ”40 Days” og ”Velvet Glove”. Derudover afsluttes albummet med en udmærket version af det gamle Don Covay nummer ”Chain Of Fools”, som Aretha Franklin indspillede tilbage i 1967. Andre rock og metal bands som bl.a. britiske Tank og amerikanske Little Cæsar har også indspillet den, men Planet 9’s version er efter min mening den bedste af de tre.  

Planet 9 er produceret af Jack Campitelli, som jeg ikke kender noget til i forvejen, men jeg synes han har gjort et godt stykke arbejde. Han formår at få bandets rå energi og ”beskidte” lyd ud i musikken. Bandet spiller godt og AK har en rå stemme, der til tider godt kan minde lidt om Glenn Danzig’s. Bandet viser som sagt en stor energi til trods for, at deres valg af musikstil ikke rammer den brede masse, og det giver et plus i min bog. Med lidt mere alsidighed, så kunne albummet godt ramme en højere karakter, men jeg vælger at give den lidt over middel. Men er du til nogle af ovennævnte bands og trænger til et frisk pust ROCK i øregangene, så tjek Planet 9 ud!! 

Planet 9 er udkommet via JAMSYNC Music

     (4 ud af 6)   

Lyt til Planet 9: http://www.facebook.com/pages/Planet-9

_____________________________________________________

Bulldog Mack – Stack ’Em Up
 

Anmeldt af Calle: 11-09-2011 

Bulldog Mack er et band fra hinsidas, som blev dannet i 2010 og består af Mack Jones the 1st (sang), Tommy Krieger (bas), Thunderst L. Wheeler (trommer) og Sick Vic Benderbildt (guitar). Bandet spiller 70’er inspireret klassisk rock tilsat lige dele southern rock og motown soul.  

Stack ’Em Up er bandets første EP og den består af 6 sange der alle sprudler af energi og spilleglæde. Der er fuld knald på lige fra åbningsnummeret og titelsangen ”Stack ’Em Up” henover ”Bent To Fly” til afslutningsnummeret ”Ain’t Nothing Wrong (The Smoker)” Sidst nævnte er en af mine personlige favoritter blandt de 6 sange. Personligt er jeg ret vild med guitarspillet, hvor både rytmen og soloerne sidder lige i skabet. Og trommerne og bassen ligger et godt og solidt fundament. Og når man så tilsætter en god vokal, så kan man ikke gå helt galt i byen. Måske er stilen ikke den mest spillede på radiostationer o.s.v., men jeg synes sku det er god musik. Jeg bliver i virkelig godt humør, når jeg sætter denne EP på. Sweet music to my ears!!! 

Bandet nævner selv KISS, Lynyrd Skynyrd og The Who som nogle af deres inspirationskilder og jeg vil sige det passer meget godt til deres musikstil. Derudover vil jeg sammenligne dem med nyere bands som f.eks. The Solution og Maryslim.  

Jeg vil helt sikkert se frem til mere fra Bulldog Mack og så kunne det være fedt at opleve dem live. Jeg tror med garanti, at de kan fyre den max af på en scene, hvad enten det er en lille scene eller på en større klubscene.  

Jeg kan varmt anbefale dette band, så tjek dem ud før de nabo. Du vil ikke fortryde det. Stack 'Em Up and Long live rock ’n’ roll. Hvad mere kan jeg sige!!!   

Stack 'Em Up er udgivet af bandet selv.
 
     (5 ud af 6)  

Lyt til Bulldog Mack: http://www.myspace.com/bulldogmack
______________________________________________________________________

Elevener - Symmetry In Motion 

Anmeldt af Lars: 11-09-2011
  

Sleaze/Pop-Metal/Power-pop bandet Elevener fra Sverige har begået en rigtig god cd, nemlig Symmetry In Motion. Jeg må indrømme at de faktisk fik mig til at vippe med foden fra første numme, og det er jo et godt tegn. Den er måske typisk Svensk - når man tænker over det, men jeg vidste faktisk ikke noget om dem, før jeg Googlede dem, for at finde ud af, hvor de kommer fra. Det er et frisk pust som har meget stor radio-potentiale da de henvender sig til en bred vifte af befolkningen. det er ikke for sukkersødt, men bestemt heller ikke for hårdt.... sådn' lidt 80-90'er agtigt - på den gode måde.

Der de typiske - oblikatoriske ballader og de numre der er gang i. Det hele leveret på en proffesionel måde pakket pænt ind i en nydelig produktion. Det er pop-metal når det nærmer sig det bedste.... husk at jeg sagde POP-METAL for, hvis vi taler om Heavy Metal eller Hard Rock, så er det ikke helt den rigtige gade man er gået ned af.... Husk også at jeg bedømmer udfra genren - bare så I er sikre på hvad jeg mener - når jeg mener noget....tak. Til tider er der en Whitesnake feeling over det - bl.a i numret "Tearing Me Down" - et flot nummer. Rent teknisk er de dygtige - flotte arrangementer og instrumenteringen er også helt iorden.

Pierre Wnsberg har en stemme der passer perfekt til stilen - et godt valg de har gjort. Det hele er i fin ballance og er, som sagt flot produceret og meget radio-venlig.

Der er 11 numre at hygge sig med - og hvis man vil ha' en god pop-metal udgivelse går man ikke galt i byen med Elevener's Symmetry In Motion. ....faren ved denne meget pæne cd KAN være at man bliver lidt træt af den efter at have hørt den i et træk, men så hjælper det at lægge den lidt væk og så fortsætte lidt senere - min mening altså.

Symmetry In Motion er udkommet via AOR Heaven/GerMusica 

      (5½ ud af 6)   

Lyt til Elevener: http://www.myspace.com/elevenelevenagain
______________________________________________________

Sandra Dee – Vision Of Pain 

Anmeldt af Calle: 07-09-2011 

Sandra Dee er et amerikansk band fra Chicago, som blev dannet i 1989. De fik deres bandnavn fra en linie i en Mötley Crüe sang, Too Fast For Love, hvor der bliver sunget ”Electric Love like Sandra Dee”. Bandets levetid varede i kun godt fire år, hvor de nåede at indspille sangene på dette album. I den korte tid nåede bandet at have to forskellige sangere og to trommeslagere, men guitaristerne og bassisten var de samme. Bandet bestod af Lance Thomason (sang), Chris Kamykowski (sang), Gino Buonamici (guitar), Jason Bowman (guitar), Geoff Matson (bas), Erik Youmans (trommer) og Nicky Bernardi (trommer). Det er Lance der har lagt sin vokal på alle sangene på albummet. 

Vision Of Pain består af 10 sange og stilen er til dels glam/hair-metal, men alligevel også tilført lidt mere rå og dyster heavy sound. Nogle af sangene har endda lidt ”grunge-elementer” i stil med f.eks. Alice In Chains. Bedste sang på albummet er efter min mening titelnummeret ”Vision Of Pain”, som har en smule ”grunge-feel”, men også den Mötley Crüe-lydende ”Cassandra” samt det Faster Pussycat inspirede ”Peace, Pot & Politics” og afslutningsnummeret ”Nothing”. Alle 10 sange kan (da denne anmeldelse blev skrevet) høres på bandets Facebook side via linket nedenfor.

Lance har en udmærket stemme og bandet spiller godt. Der er flere gode guitarsoloer og bassen er flere steder tilpas tung og dyster. Men da albummet er en samling af sange der er indspillet forskellige steder over to perioder og derefter samlet på dette album, så er lyden ikke helt i top. De første otte sange er indspillet Hair Bear Studios i hjembyen, mens de sidste to sange er indspillet i Alpha & Omega Studios i Californien, efter bandet rykkede teltpælene op for at prøve lykken der. Producer og engineer på de fleste af sangene er Mark Needman, som også har produceret for bl.a. The Killers og Fleetwood Mac.  

På den ene side kan man godt forstå, at bandet aldrig fik det store gennembrud, fordi de helt sikkert er druknet i band-junglen i Los Angels og San Francisco, hvor der på det tidspunkt var flere bands inden for denne genre. Men på den anden side, så har Sandra Dee alligevel deres egen stil og blander flere genre, hvilket giver deres musiske udtryk et løft. Jeg er ikke helt oppe at ringe, men synes alligevel de gør det godt. 

Vision Of Pain udkom i juni 2011 via Eönian Records.

    (4 ud af 6)   

Lyt til Sandra Dee: http://www.facebook.com/pages/Sandra-Dee
_____________________________________________________

Dear Diary - Dear Diary
 

Anmeldt af Lars: 31-08-2011

Kære Dagbog, idag hørte jeg en Sleaze-Hard Rock cd med flot lyd, ægte 90'er sound, og man kunne hører at de godt kunne li at spille, men noiii, hvor var det  kedeligt, det tændte mig slet ikke.... Bevares de spiller rigtig godt og har en flot lyd og pæn vokal, men lige den stil dér er ikke helt mig. Dear Diary er lidt i stil med Def Leppard. AL ÆRE OG RESPEKT for både Def Leppard og Dear Diary og dem som er vilde med det, men det tænder mig altså ikke, og kommer hurtigt til at kede mig. Jeg kan godt li pop, country, rock i alle dens afskygninger, klassisk, noget jazz og folkemusik fra diverse lande, så det er ikke fordi jeg er snæversynet, rent musikalsk.

Dear Diary har med deres cd Dear Diary lavet et album med flot og velproduceret lyd. Den udkom i start 90'erne og er så genudgivet på cd, som mange af 90'er grupperne fra USA er blevet, hvilket er en super-fed idé, da mange af os i Europa ikke har haft chancen for at høre særlig mange af de forskellige bands, med mindre at det var noget der blev promoveret world-wide.

Jeg må gi' Dear Diary at de spiller godt og de må virkelig have været store dengang i Amerika og sikkert også Canada og ærgerligt at de ikke slog igennem i Danmark og omegn dengang, da de som sagt spiller rigtig godt. Jeg er sikker på at denne cd vil få mange tilhængere.

Selve produktionen er flot. Man kan tydeligt høre de forskellige instrumenter og sangen er tydelig - ikke noget som helst mudder, og skal man holde et 90'er rock party er den nok værd at tage med, specielt et nummer som Tanqueray Tina er godt, efter min smag.

Dear Diary er udkommet via Eönian Records.

    (4 ud af 6)   

Lyt til samples og køb Cd'en her: http://www.cdbaby.com/cd/deardiary2
_____________________________________________________________________

Charing Cross - Promo

Anmeldt af Lars: 29-08-2011

Charing Cross' kommende album Sinspiration lyder lovende. Jeg sidder med en 3 track promo og er ikke skuffet. Det er klassisk Heavy Metal som vor far bryggede den, dog på en lidt tidsløs måde. Charing Cross er fra Schweitz og har sin historiestart tilbage i slut 80'erne, hvilket måske er grunden til at det lyder så ægte Heavy Metal som det gør. Dog er det ældste nuværende medlem Pascal Zwyssig fra gruppens opsætning i '93.

Der er flot lyd og godt sammenspil på de tre numre de har valgt at putte på promo-cd'en. Det er "Twilight Zone", "Handful Of Pain" og "H8". På alle numre er der klar lyd på både sang, kor og instrumenter. Jeg kan specielt godt li' guitarlyden i "Handful Of Pain".

Selvom "H8" er den oblikatoriske ballade er den også et spark i kuglerne på dem der ikke kan li' rock og ikke spiller det i radioen. Med flot kor og indbygget sing-along effekt bliver der skrålet "Go to hell you fucking idiots....... you can't kill Rock and Roll ..."

Jeg er bare ikke heeeelt vild med den til tider for vibrerende sang. Det er kun Bruce Dickinson der kan slippe afsted med det - i mit univers. MEN stemmen er ellers rigtig fed. Det bliver spændende at høre resten af Sinspiration.

     (5 ud af 6)  

Lyt til Charing Cross: http://www.myspace.com/charingcross

______________________________________________________________________

New Discolour - Short Of Ink

Anmeldt af Lars: 28-08-2011

Short of Ink er New Discolour's første CD i fuld lænde. Der er en intensitet og nerve ud over alle grænser. Der lægges ud med tunge rytmer der tigger om at blive headbanget til, og så bliver festen ellers sparket igang.

Progressiv Thrash hvor man bare ikke kan sidde stille. Der er blevet kælet for produktionen, hvilket gør at trommerne ligger perfekt og bassen kan høres uden at være dominerende. Både vokal og kor er nøje afstemt, og guitarene ligger ligeledes godt i mixet. Enkelte numre er bare for korte/ virker uafsluttede, hvor man fader før man egentlig føler at numret er færdigt. Det er enormt synd da det ellers er et mega-flot album. Jeg er imponeret over den kreativitet og kvalitet New Discolour har på Short of Ink, ment på den måde at der er en spilleglæde og en ægthed der er SÅ forførende.

New Discolour består af: Søren Thomsen og Jesper Rasmussen på guitar, Mayu Tharumann på bas, Lasse Mikkelsen på trommer og Artem Kushinrenko på sang.

Det eneste negative der er at sige om nærværende album er den førnævnte uvane med at fade ud i nogle numre før de er færdige. 9 numre er det blevet til, men jeg sidder tilbage med en MER-følelse når CD'en er slut. Det er jo positivt at man ikke er mæt, men jeg ville så gerne ha haft et par numre til.

New Discolour er med til at cementere Danmark som et absolut topland inde for metalgenren!!

Short Of Ink udkom 1. august via Mighty Music/Target Distribution

     (5 ud af 6)   

Lyt til New Discolour: http://www.myspace.com/newdiscolour

______________________________________________________________________

Empire Drowns – EP 

Anmeldt af Calle: 25-08-2011 

Empire Drowns er et nyt dansk band, men musikkerne er gamle kendinge indenfor diverse danske metal bands. Bandet består af Michael Andersen (sang), som bl.a har sunget i Withering Surface og Thorium, Jan Kromann (bas/keyboard) som har spillet i Decorate. Decorate og Anders Vestergaard (guitar) som var en del af bandet Auora. På denne EP har de brugt Jens Berglid (bla. Fate og ex. StarRats) som session-trommeslager. 

EP’en består af tre sange og stilen er melodic- og gothic metal. Ikke den genre jeg hører mest, men der er da et par cd’er indenfor genren i min samling. Et af disse bands er Paradise Lost, som jeg vil sammenligne Empire Drows en smule med. De tre sange er ”Crawl”, ”Abundance” og ”Sharpen My Teeth”, hvor min personlige favorit er åbningsnummeret. Men alle tre sange er gode og de har nogle flotte melodier og stemningen er mørk. Eneste minus er nok, at der kun er tre sange på EP’en og de kan godt lyde lidt ensformige. Og som altid er det svært at anmelde en EP med tre sange og en fuld-længde ville derfor nok have vist bandet lidt bedre. Måske kommer det en dag og man kan da håbe på det!!! 

Sangene er indspillet i Earplug Studios med Pede bag knapperne og Kristian Thomsen har stået for mixing. EP’en er selvfinansieret. Du kan lytte til alle tre sange på bandets facebook side via linket herunder. De er helt sikkert et lyt værd!! 

Som en lille bonus kan det nævnes at bandet spiller opvarmning for Saturnus på Beta i København (Amager) den 3. September 2011.

    (4 ud af 6 

Lyt til Empire Drowns: http://www.facebook.com/empiredrowns

______________________________________________________________________

Enic – Vacuum Spaces 

Anmeldt af Calle: 25-08-2011 

Enic er et dansk band fra Ballerup, som består af Brian Skovgaard (trommer), Hans-Henrik Mejløe (bas). Lars Peters (guitar), Christian Mejløe (keybord) og Marie Therese Seefeldt Stæhr (sang). Efter en anmelderrost 3-track EP i 2006 udgav bandet deres debut album Vacuum Spaces i maj i år. 

Albummet består af 11 sange og stilen er progressiv melodisk rock/metal, som til tider godt kan minde lidt om f.eks. Evanescence. Dette høres tydeligt i sange som ”Painted Pictures” og ”Retroperspective”. Udover disse to sange, så vil jeg gerne fremhæve ”Thoughts”, der starter stille, men får mere knald på midt i nummeret, samt en af de lidt  hårdere sange ”Strenght”. De fleste sange er faktisk gode og jeg finder ikke nogen deciderede dårlige iblandt numrerne. Alle cd’ens 11 sange med en varighed på 52 minutter er et lyt, eller flere, værd!! 

Vacuum Spaces er spækket med masser af solidt guitarspil, gode melodier og en flot vokal. Sangene er velskrevet og bandet udviser en stor energi, som gør at albummet aldrig bliver kedeligt. Produktionsmæssigt kan der ikke sættes en finger og lyden er i topkvalitet. Albummet er indspillet i Ark Studio i Københvan med Kristian Ark Dalsgaard som engineer. Alle sange er produceret af bandet selv om selveste Flemming ”Metallica” Rasmussen har stået for mixing af hovedparten af sangene. Bandet spiler på et højt niveau og deres ambitioner fejler bestemt ikke noget. 

Jeg kendte ikke til Enic før de kontaktede mig med henblik på anmeldelse af dette album og jeg kan varmt anbefale Vacuum Spaces. Især hvis du er til god melodisk rock med skøn kvinde-vokal og flot guitarspil. Efter sigende skulle bandet også være en stor oplevelse live, men dette har jeg selv til gode at opleve.

Vacuum Spaces udkom i maj 2011 via CINE Records.

     (5 ud af 6)   

Lyt til Enic: http://www.myspace.com/enicempire

______________________________________________________________________
 
Symbolizer - Thanatos Unleashed
 
Anmeldt af Lars: 24-08-2011 
 
Symbolizer er fra Danmark og det er jeg stolt af. Deres debut cd Thanatos Unleashed, (hvis man ser bort fra promo tracks) er et rigtig flot visitkort til metalverdenen. Stilen er Thrash og energien er i top. Til tider får man en Metallica-feeling - ment på den positive måde. Ikke fordi de har stjålet fra kagedåsen, men fordi stilen og energien er fanget rigtig flot.

I starten blev jeg lidt træt af måden Rasmus Kjær synger på da den lyder lidt for anstrængt, men jeg har vænnet mig til den nu. Samme Rasmus spiller en fed guitar som er så nærværende og ægte så man ikke kan andet end at elske den. I "Illusive Future" er den dog til tider for langt væk i mixet.

Der er en del temposkift og lange stykker uden sang og det er smukt. Anders Jensens bas ligger en anelse for langt væk i lydbilledet, hvilket er synd - den er der, men bare for langt væk efter min smag. Jacob Bittons trommer ligger perfekt synes jeg. Der er blevet arbejdet hårdt med denne cd vil jeg tro og resultatet er imponerende flot. For mit vedkommende håber jeg at der bliver rig mulighed for at opleve dem live, da Symbolizer kommer fra København.

Thanatos Unleashed er en cd man bør ha i sin Thrash-samling.

     (5 ud af 6)  

_____________________________________________________________________

9000 John Doe – Roll With It Or Get Rolled Over 

Anmeldt af Calle: 23-08-2011 

9000 John Doe kommer fra Aalborg. Bandet består af Tommy Knøs (sang), Morten Højer (guitar), Christian Hald (bas) og Morten Larsen (trommer). I 2009 udgav bandet EP’en ”Dirty Devil Rebel Country Metal” (lyder næsten som en Volbeat album titel) og nu har bandet så udsendt deres debut fuld-længde album Roll With It Or Get Rolled Over

Albummet består af 10 sange, heraf to fra den førnævnte EP (dog i nyindspillet udgave). Stilen er rock ’n’ metal tilsat en anelse punk. Der er fuld knald på fra start til slut og man keder sig ikke i løbet af cd’ens 29 minutter. Da jeg satte cd’en på første gang tænkte jeg – sikken da en larm de gutter kan lave, men efter flere gennemlyt, så er albummet blevet bedre og bedre. Men når det så er sagt, så rammer Roll With It Or Get Rolled Over altså ikke helt toppen. Produktionsmæssigt er albummet bedre end førnævnte EP, men jeg synes alligevel der mangler lidt. De sange der falder bedst i min smag er ”Out Of Control”, ”Sexy Sixtynine” og ”Wanna Roll?”. Teksterne på albummet omhandler udelukkende kliche-emnerne sex, drugs and rock ’n’ roll og der er dømt ”røvballe-rock & party-drinking” for alle pengene (albummet kan købes for 50 kr. Via bandets Facebook side her eller via denne mail: 9000johndoe@gmail.com). 

Roll With It Or Get Rolled Over er produceret og mixet af Rasmus Jakobsen fra Unit1 Lydproduktion og coverartworket er lavet af Daily Wrestler (Kenneth Boris Jensen og Marie-Louise Højer Jensen). 

Jeg er sikker på at 9000 John Doe kan fyre den af live på en scene. De har i hvert fald den attitude der skal til, hvilket også kommer til udtryk på albummet. Men som sagt synes jeg der mangler lidt for at de få dødningehovederne til at ramme helt i top. Men er du til ”skramlet” rock ’n’ metal med attitude, så er dette album sikkert noget for dig. 

   (3 ud af 6)  

Lyt til 9000 John Doe: http://www.myspace.com/9000johndoe
______________________________________________________________________

The Crescent – EP 

Anmeldt af Calle: 19-08-2011  

The Crescent er et dansk rock band fra Hjørring, som består af Lukas Lundholm Kristensen (sang), Kasper Thulesen (bas), Jakob Jensen (guitar), Jacob B. H. (guitar) og Christian Garrido (trommer). Bandet blev dannet i 2008 og de har netop været i København for at indspille nogle nye sange, som er blevet til denne EP/demo. 

The Crescent spiller klassisk hard rock og deres inspirationskilder er bl.a. AC/DC, Airbourne og Led Zeppelin. Derudover hører jeg også lidt D-A-D i deres musik. Jeg synes de gør det helt udmærket, men de mangler stadigvæk lidt, hvis de skal nå op på samme niveau som f.eks. SuperCharger,  Shotgun Revolution og andre nyere danske bands. MEN de er godt på vej!! 

De tre sange på EP’en er den AC/DC-riff-baserede ”Aint Good But Hard”, som efter min mening er den bedste af de tre. Herefter kommer ”Camel Man”, som er den sang der minder mig lidt om førnævnte D-A-D. Afslutningsvis kommer ”What’s Your Name”, som har et catchy omkvæd. Alle tre sange er gode rock-numre. Ikke eminente, men heller ikke dårlige – bare straight-ahead rock ’n’ roll, som det nu engang skal lyde. 

Bandet spiller godt og Lukas’ stemme er rå og beskidt, hvilket passer godt til denne genre inden for rocken. De er stadigvæk et ungt band, så med lidt flere år i bagagen og en masse koncert-jobs, så kan de sagtens udvikle sig til et band, der kan måle sig med andre danske og udenlandske bands. Jeg kan sagtens forestille mig et brag af et fuldlængde album fra disse fyre. Jeg vil helt sikkert købe det. Men indtil da kan du lytte til sangene på bandets MySpace side via linket herunder. 

   (3 ud af 6)  

Lyt til The Crescent: http://www.myspace.com/566378334
______________________________________________________________________

The Sickle - Hung Up To Dry 

Anmeldt af Lars: 19-08-2011 

The Sickle er fra Italien, men synger på et tydeligt Amerikansk dialekt på deres CD Hung Up To Dry. De betegner sig selv som Punk Rock and Roll, og jeg vil til dels give dem ret.... til dels.

Det er "gang-i-den-glad-i-låget-rock" der minder lidt om det tidlige amerikanske punk, altså ikke så "beskidt" og rå som den oprindelige engelske (og danske) punk.

Jeg kunne godt li Hung Up To Dry fra første gennemlytning og den er faktisk blevet bedre for hver gennemlytning. Man kan ikke undgå at blive i godt humør når man lytter til den og den fylder én med god energi. Jeg blev ret overrasket over at finde ud af at the Sickle kommer fra Italien fordi de synger på et perfekt og flot (efter min mening) charmerende amerikansk der passer enormt godt til den musik de spiller.

Der er 12 gode rock numre på cd'en.

Hver ting til sin tid - og med det mener jeg at hvis man har lyst til den lidt mørkere og aggressive rock eller "ægte" punk skal man ikke sætte denne cd på, men hvis man vil ha lidt fest i gaden og noget glad god rock, så vil jeg gerne anbefale denne cd.

Hung Up To Dry er udkommet via New Model Label  

     (5 ud af 6)  

Lyt til The Sickle: http://www.reverbnation.com/thesickle  

Read the English review here.

 
__________________________________________________________________

Helhorse - For Wolves and Vultures

Anmeldt af Dianna: 17-08-2011

Bandet startede ud tilbage i 2006 under navnet Dødning og under samme navn udgav de EP'en "Dødning" i starten af 2008. De valgte dog at skifte det karakteristiske band navn ud med nuvaerende "Helhorse" hvilket efter bandets udsagn, passede mere til det nuvaerende musikalske udtryk, men med en rød tråd tilbage til det kaos navnet "Dødning" gav.

Dette album, deres debut - er indspillet i Dead Rat Studio med den kendte og velrennomerede Jacob Bredahl (HatesPhere/Purified In Blood/As We Fight) som producer, for hvem det er lykkedes at skabe en levende, super cool atmosfaere igennem det 10 numre lange album.

Der er aggressivitet og vildskab i deres numre, og man får indtrykket af de holder en fest, hvilket smitter så man selv får lyst til en fest, den slags fest der sparker røv for vildt, naturligvis indlysende og i saerdeleshed på nummeret "Get Drunk, Get Mad, Get Even" og "Skull Sun" som er #1 på albummet og en af mine personlige favoritter. Dog oplever jeg at der igennem flere af numrene en slags underliggende melankolisk naermest blueslignende snert måske, hvilket kun føjer til en unik og helt igennem interessant kombination og mix af stilarter, varierende fra stoner rock til punk, hardcore og så solid groovy heavy metal. Dette mix er ikke i mine ører noget der får den røde tråd til at blive miste farven, eller give mindre 'tråd' - ja og nu vi taler 'tråd' så er der solid omgang tråd hele vejen igennem, skønne skønne riffs, så er du til dén slags, så får den ikke for lidt her :):)

Kan rigitg godt li' albummet, det er solidt og det sparker røv, lige sådan som det skal gøres - jeg er sikker på bandet går en absolut lys fremtid i møde.

For Wolves And Vultures er udkommet via Mighty Music/Target Distribution

    (4 ud af 6)  

Lyt til Helhorse: http://www.reverbnation.com/helhorseband
______________________________________________________

Six Barrel Syndicate – EP/demo 

Anmeldt af Calle: 22-07-2011 

Six Barrel Syndicate er er dansk rock band som består af Richard Schuster (sang), Jakob Trolle (bas), Adam Løvsø (trommer), Bue Løvsø (guitar), Buster Kristensen (guitar).

Jeg synes ellers jeg har et godt kendskab til den danske rock scene, men jeg må indrømme at jeg ikke kendte til århusianske Six Barrel Syndicate, før de selv kontaktede mig med henblik på en anmeldelse af deres nye (og første) EP/demo. Og det må siges at være en skam, for de her unge gutter kan sku rocke!!!
 

Med inspirationen hentet i midt/slut 80’ernes hard rock scene og med en attitude der sparker røv, så er der dømt rock’n’ roll. EP’en indeholder tre sange med fede soloer, catchy melodier og en rå stemme og derudover har sangene en super energi og masser af drive. Den første sang hedder ”Scream Out” og er min personlige favorit. Den minder mig en del om danske SuperCharger, hvilket bestemt ikke er dårligt. Herefter kommer ”Join The Scene”, som følger i samme spor som åbneren. Godt opbygget med en omkvæd der hænger ved. EP’en afsluttes med ”Fields Of Green”, som er endnu en god rocker. Ingen af disse tre sange er dårlige og mine ører skriger på mere fra samme skuffe. 

Med den attitude, energi og drive, som disse gutter lægger for døren, så bør de nå langt. Jeg håber virkelig at et pladeselskab får øjnene op for dem og giver dem en kontrakt. Gerne NU!!! Det er dejligt med flere og flere danske bands der holder hard rock fanen højt. Vi har SuperCharger, Shotgun Revolution, L.A. Prostitutes, Superdirt m.fl. og nu har vi også Six Barrel Syndicate.  

EP’en er indspillet i Århus med Jacob Horney bag knapperne. Han er en ung producer, som har arbejdet med flere unge upcoming bands. 

Det er selvfølgelig altid svært at anmelde en EP/demo med ”kun” tre sange og jeg ville meget gerne give dem topkarakter, men dertil skal jeg høre lidt mere i form af et fuld længde album. Ambitionen er der i hvert fald og jeg ville som sagt gerne høre meget mere af denne ”beskidte” rock ’n’ roll!!! 

EP/demo’en er ude og kan downloades via linket nedenfor (i hvert fald da denne anmeldelse blev skrevet). 

     (4½ ud af 6)  

Lyt til Six Barrel Syndicate: http://www.facebook.com/pages/Six-Barrel-Syndicate

______________________________________________________________________

Badmouth – Heavy Metal Parking Lot 

Anmeldt af Calle: 18-07-2011 

Svenske Badmouth blev dannet i 2007 og består af Tom Pearson (sang/guitar), Randy Joy (guitar), Chris LeMon (bas), Mike Hill (guitar) og Vinnie Sharpe (trommer). Heavy Metal Parking Lot er bandets andet album. Det første album ”Badmouth” udkom i 2009. 

Når man hører titlen på dette album, så vil mange rockkendere sikkert tænkte på et YouTube klip (se det her), hvor nogle unge fulde amerikanere bliver interviewet på en parkeringsplads foran en arena, hvor de skal til koncert med Judas Priest. Badmouth siger selv, at de ikke kendte til dette klip før de fandt på titlen til albummet. Guitarist Randy Joy er selv opvokset i USA og var ung i 80’erne og har derfor oplevet dette på egen hånd. Bare lyt til teksten i titelsangen. 

Nå nu til musikken. Badmouth spiller en blanding af hard rock og heavy metal. Nok mest det første, men jeg hører lidt Iron Maiden inspiration i f.eks. indledningsriffet til ”Tired”. Heavy Metal Parking Lot består af 11 sange, hvor ”Jake Brakes” er det eneste down tempo nummer. Ellers er der fuld knald på i de resterende sange. Mine favoritter er ”Son Of Sam”, ”Radiator”, ”City Is Burning” og afslutningsnummeret ”Facing My Demons”. 

Bandet spiller godt, dog ikke noget ekstraordinært og Pearson har en udmærket stemme, som passer godt til denne genre. Jeg har også oplevet bandet live et par gange og der gør de det rigtig godt. Lidt mere ”beskidt” og ”heavy” end den polerede lyd der ofte er på  et album. Heavy Metal Parking Lot er produceret af Chips Kiesbye, som  selv er sanger/guitarist i det svenske band Sator. Derudover har han tidligere arbejdet med bl.a. The Hellacopters, Sahara Hotnights, Wilmer X og Millencolin. Så det produktionsmæssige er helt på plads. 

Jeg synes Heavy Metal Parking Lot er et rigtig godt hard rock album, men samtidig synes jeg kun bandet har rykket sig en lille smule i forhold til deres debut album, som jeg også synes var rigtig godt. Men når det er sagt, så vil jeg alligevel sige at albummet rocker og der er flere gode melodier og power henover hele albummet og jeg kan derfor sagtens anbefale dette album. God klassisk hard rock i bedste svensker stil. Som jeg før har skrevet i mine anmeldelser, så kan svenskerne altså det der med rock. Og Badmouth er ingen undtagelse!!! 

Som en lille ekstra detalje kan jeg sige, at album coveret er lavet af Christian Wallin, som også har lavet logoet (ansigtet) til CallesRockCorner. Læs/se mere om ham her. 

Heavy Metal Parking Lot er udkommet via Rambo Music. 

     (4 ud af 6)

Lyt til Badmouth: http://www.myspace.com/badmouthswe (ingen nye sange)

______________________________________________________________________

Dynazty – Knock You Down 

Anmeldt af Calle: 18-07-2011 

Dynazty er et svensk band som består af Nils Molin (sang), Joel Fox Apelgren (bas), ”Rob” Love Magnusson (guitar) og George Egg (trommer). Bandet blev dannet i 2007 og udgav deres første album ”Bring The Thunder” i 2009. Knock You Down er bandets andet album. 

På dette album (ligesom på bandets første) er der tale om vaskeægte hard rock med fede melodier, superb guitarspil og en vokal der ligger oppe blandt de største. Meget imponerende, når man ser på bandmedlemmernes unge alder. Efter deres første album skrev bandet kontrakt med Stormvox Records, som ejes af den svenske skuespiller Peter Stormare (Armageddon, Prison Break, Bad Boys 2, Chocolat m.fl.). Selskabet har tidligere udgivet albums med bl.a. svenske H.E.A.T.  

Knock You Down består af 13 sange (heraf 2 bonus tracks på den skandinaviske udgivelse) som indledes med den powerfulde ”Sleeping With The Enemy” og herefter rockes der igennem lige indtil første bonus track ”This Is My Life”. Denne sang er en coverversion af den svenske vinder sang til Melodifestivalen i 2010, som blev vundet af Anna Bergendahl. (Dynazty optrådte med sangen som gæsteband til Melodifestivalen i 2011). Der er ikke nogle dårlige sange på albummet, men skal jeg nævne mine personlige favoritter må det være det førnævnte åbningsnummer samt ”The Devil’s Playground”, titlenummeret ”Knock You Down”, ”Wild Nights” og ”Throne Of China”. Et lille minus ved albummet er efter min mening det andet bonustrack, som er Dynazty’s version af Edwyn Collins’ ”A Girl Like You”. Selvom jeg synes det er fedt når bands sætter deres eget præg på en sang, når de indspiller en coverversion, så synes jeg ikke Dynazty rammer helt plet på dette nummer. Men alt i alt et fedt album, som jeg sagtens kan anbefale til enhver hard rock fan. 

Knock You Down er indspillet i Los Angeles med Michael Vail Blum som producer. Han har tidligere arbejdet med bl.a. Madonna, Goo Goo Dolls, Suicidal Tendencies og førnævnte H.E.A.T. Albummet er mixet i Sverige af Chris Laney, som tidligere har udgivet albums selv og derudover arbejdet med bl.a. Europe, Zan Clan, Bruce Kulick, Babylon Bombs m.fl. Med disse folk bag knapperne kan man kun sige at lyd og produktion er helt i top. 

Jeg må sige at svenskerne bare kan det der med hard rock og Dynazty er efter min mening et af de bedste nyere bands på den front. Derudover er de også et fedt live band og får du muligheden for at se dem, så gør det!!!! 

Knock You Down er udkommer via Stormvox Records/Playground Music. 

      (5 ud af 6)

Lyt til Dynazty: http://www.facebook.com/dynaztyband

____________________________________________________________________

Wanted – Too Hard To Handle 

Anmeldt af Calle: 14-07-2011 

Dette album er endnu en udgivelse fra Eönian Records, som har specialiseret sig i at udgive cd’er med hair-metal/sleaze-rock bands, der ikke slog igennem i 80’erne. Flere af disse bands nåede aldrig at udgive en reelt album og derfor er Too Hard To Handle en samling af sange, som bandet har indspillet i studie og live på scenen. Wanted stammer fra Indianapolis og består af Bobby Sisk (sang), Eric Saylors (guitar), Tad Wilson (guitar), Erikk D. Lee (bas) og Scott Cole (trommer). Fem talentdflue musikere der aldrig fik det rette gennembrud. 

Det er altid svært at anmelde denne salgs cd’er, da sangene som sagt er en samling af bandets sange (og her menes ikke en best of/greatest hits). På Too Hard To Handle er de syv af sangene indspillet i studiet og de sidste syv er optaget live. Stilen er hard rock med en touch af hair/glam metal og kan sammenlignes med bands som f.eks. Mötley Crüe (det tidlige), Skid Row (det tidlige), Danger Danger, Cats In Boots og Roxy Blue. 

Hvis jeg skal starte med studie delen af albummet, så er det rent faktisk nogle helt udmærkede sange bandet har indspillet og der er en fed feel og skøn groove over alle sangene. Seks rigtige rockere og en power ballade. De bedste af disse sange er efter min mening åbneren ”Whiskey & Women”. Titelnumemret ”Too Hard To Handle” og ”Be Still My Heart”. Sidst nævnte er, sammen med balladen ”Lost In Me Forever”, indspillet i Hollywood, hvor bandet blev hentet til af Vicky Hamilton (tidligere Guns’ n’ Roses manager) og Tom Zutant (som var en del af Geffen Records ledelse). Det samarbejde blev dog ikke til mere end disse to sange. 

Live delen at albummet er optaget ved en Capital Records Showcase i The Ritz Music Hall i Indianapolis. Lyden er ikke den bedste, men man kan stadigvæk godt høre, at bandet kan spille og sangene har stadigvæk gode melodier og rock ’n’ roll sjæl. 

På studie delen ligger Bobby’s stemme ret tæt op af Vince Neil’s (om det så er godt eller skidt, vil jeg lade lytteren selv bestemme) og på live delen minder den til tider om Miljenko Mattijevic’s (Steelheart). Musikkerne er samtidig ret talentfulde og Wanted er et af derfor et af de bedre bands, som jeg har modtaget en cd med fra Eönian Records. 

Var Wanted kommet frem nogle år før (de kom frem i 1989) og havde de haft lidt mere held i sprøjten, så tror jeg godt de kunne have udgivet et par albums, inden rocken blev overtaget af ”grunge-bølgen”. 

Too Hard To Handle udkom i februar 2011 via Eönian Records. 

     (4½ ud af 6)  

Lyt til Wanted: http://www.eonianrecords.com/b-wanted/wanted.html

_____________________________________________________________________

Sanchez – Run The Streets 

Anmeldt af Calle: 11-07-2011 

Sanchez er et 80’er inspireret hard rock band fra Sverige (hvor ellers?). Bandet består af Jose Sanchez (sang), Marc White (bas), Kieven Klevmyr (guitar) og Mr. Drumhead (trommer). Alle musikere har spillet i diverse bands siden 80’erne og har derfor en vis erfaring, men dette viser de umiddelbart ikke på Run The Streets. Det er bandets tredje album, men jeg har ikke hørt de to forgående. 

Albummet består af 10 sange, hvor stilen er hard rock med dertil hørende ballader. Skal jeg være ærlig, og det skal man jo som anmelder, så er dette album ikke det bedste inden for genren. Overhovedet ikke!!! Produktionen er simpelthen for dårlig, musikken er tam og Sanchez’s stemme er for ”tynd”. Når man sammenligner sig selv med bands som Firehouse, White Lion, Dokken og Danger Danger, så skal musikken være en del klasser højere. Selv med en bedre produktion tror jeg ikke bandet ville kunne nå de nævnte bands til sokkeholderne. 

Et par af sangene på Run The Streets har dog, med en bedre produktion, potentiale til at blive en udmærket rock sang eller power ballade. De sange er efter min mening åbningsnummeret ”Stand Up (For Your Rights)”, balladen ”Empty Words” og bandets rock ’n roll anthem ”Rock & Roll Stars”. Sidst nævnte minder godt nok en del om Saxon’s ”Requiem”, men der er mange sange derude, som minder om andre bands sange. Og man skal jo finde sin inspiration et eller andet sted. 

Umiddelbart vil jeg ikke anbefale Run The Streets, men du kan gå ind på bandets MySpace side (brug link nedenfor) og bedømme selv. Jeg gir Sanchez et dødningehoved for at spille den musik de kan lide i stedet for at følge trends og så får de et dødningehoved for at gøre et forsøg på at holde hard rock fanen højt!!! 

Run The Streets udkom 27. maj via 7Hard Records. 

  (2 ud af 6) 

Lyt til Sanchez: http://www.myspace.com/sanchezkicks

______________________________________________________________________

The Suicide Kings – Menticide 

Anmeldt af Calle: 11-07-2011 

The Suicide Kings er et tysk punk rock/metal band fra Hessen, som blev dannet i 2005 og består af Rüdiger (sang), Tober (guitar), Chris (bas) og Markus (trommer). Menticide er bandets tredje fuld længde udgivelse, men mit første bekendtskab med bandet. 

Bandets inspiration kommer fra en bred vifte af bands, som bl.a. inkludere Metallica, Social Distortion, Rancid, NOFX, The Misfits og Bad Religion og dette kan godt høres i bandets musik. Hvis jeg skal sammenligne The Suicide Kings med et andet punk band, så kunne det være hollandske Discipline. Menticide består af 10 sange, hvor punken er i højsæde og der er fuld knald på fra start. Bandmedlemmerne spiller deres instrumenter godt og især bassen er tydelig gennem hele albummet. Rüdiger’s stemme er punket og rå, men den er ikke helt min kop the. Men musikstilen er jo punk, så hva’ fanden!! 

Efter min mening er musikken lidt ensformig, men alligevel er der et par sange der skiller sig en lille smule ud fra resten af albummet. De sange er efter min mening ”Carry My Guilt” og ”Life Of Nancy”, som lige har den ekstra saft og kraft. Med sine kun 29 min. er Menticide et rigtig punk album med korte hurtige sange. Albummet vil ikke gå i glemmebogen hos mig, men på den anden side vil det heller ikke blive sat på ofte. Dertil er sangene efter min mening ikke fængende nok. 

Jeg kan dog sige, at musikken er ”foot-stompin’” punk og ens fod står ikke stille mens man lytter til The Suicide Kings. Jeg kan sagtens forestille mig folk gå helt amok til bandets koncerter og danse lidt pogo/moshpit-dancing. 

Menticide kan anbefales hvis du er fan af punk med attitude og har et eller flere af ovennævnte bands i din musiksamling. 

Menticide udkom i april 2011 via KB Records/Cargo Records. 

    (3½ ud af 6)  

Lyt til The Suicide Kings: http://www.myspace.com/thesuicidekingspunk

______________________________________________________________________

Scarred By Beauty - Sutra
 
Anmeldt af Lars: 10-07-2011
 
Scarred By Beauty fra København er et fantastisk energisk band der forstår at holde én vågen. Deres debut-album Sutra er et meget meget flot album med en overflod af energi. Nu-Metal/Metalcore genren kan rolig være stolte over at Scarred By Beauty har valgt dem som udtryksform. Jeg har oplevet Vira live - og det er stort set den samme energi og lyst til at vise verdenen, hvem de er, som de hér viser. Selve starten på albummet er ægte Rock and Roll... støjen fra en forstærker, hvor en guitar bliver plugget til, som man kender fra øvelokalet, og så går det løs. Man bliver næsten blæst omkuld af lyd og energi - og det er SÅ fedt.
 
Der er blandet meget melodiske guitar-riffs ind hist og her og det passer rigtig godt, uden at det bliver for poppet eller at man føler at de voldtager genren. Det er jo heller ikke uden grund at de vandt "Årets Talent" kategorien ved Danish Metal Awards i 2009 med "We Swim" som man selvfølgelig også finder på dette album. 10 numre med ren energidrik for sjælen er en god start på en ellers sløv søndag, skal jeg lige hilse at sige.
 
Scarred By Beauty består af: Jonathan Albrechtsen - sang (ex Hatesphere), Daniel Leszkowicz - Guitar, Dennis Leszkowicz - Drums, Asser Topp-Mortensen - Guitar & Chris Kreutzfeldt - Bas (ex Mudslide).
 
Jeg kan ikke, i min vildeste fantasi, forestille mig at de ikke bliver giga-store på metalfronten - ikke bare i Danmark, men bestemt også rundt om på kloden. Med den rette promotion har vi endnu et verdensnavn med "made in Denmark" stemplet på coveret. Er du til Nu Metal/Metalcore/Hardcore stilen, så gør dig selv den tjeneste at lytte til dem og bliv glad i låget.
 
Sutra er udkommet via Mighty Music/Target Distribution.
 
      (5½ ud af 6)  
 
Lyt til Scarred By Beauty: http://www.myspace.com/scarredbybeauty

______________________________________________________________________

Kidd Comet - Pop! Rock! Glam! Slam!

Anmeldt af Lars: 07-07-2011

Kidd Comet er fra Indianapolis, Indiana (USA) og har lavet albummet Pop! Rock! Glam! Slam!

Selve titlen tiltaler mig rigtig godt og sætter forventningerne op til den helt store fest, men festen blev aflyst da jeg satte cd'en på. Først troede jeg at det var en dame der sang, men blev enig med mig selv og internettet om at det var en mand ;O)

Jeg synes at selve lydbilledet er noget rodet og usammenhængende og jeg bryder mig ikke så meget om den bræende og anstrængte måde Casey Lee Michels synger på. Tit virker numrene som næsten færdige demoversioner, hvilket nok er med til at give det et lidt rodet billede. Jeg kan godt høre at der er nogle gode idéer men pruktionen er tabt på gulvet. Jeg har virkelig prøvet at lytte med åbent sind igen og igen, men jeg kan altså ikke rigtig synes godt om den.

Det skal dog siges at albummet har sine lysglimt hist og her - selvfølgelig efter min mening, andre vil måske synes at det er vildt fedt. Der er 10 numre at muntre sig med, hvis man vælger at sætte den på afspilleren. 

Kidd Comet består af: Casey Lee Michels; Sang, guitar og keyboards, John Zeps; Guitar og kor, Mark Edward Cutsinger; Trommer og kor, Sean Cruz; Bas og kor samt Dave Lawson Lead guitar og kor.

Pop! Rock! Glam! Slam! er udkommet.

   (2½ ud af 6)  

Lyt til Kidomet: ???
______________________________________________________________________

Subway - Lola's Themes

Anmeldt af Lars: 06-07-2011

Tyske Subway laver en KANON FED start på albummet Lola´s Themes. Flere gange ledes tanken hen på Oliver Weers, hvilket er et stort plus. Der er fede guitar rifs og tunge rytmer. Bassen er lidt tilbagetrukket, men de gange den får lov at knurre er det brutalt og fedt. Stilen er Hard Rock med Progressive undertoner. Den laver ellers et flot stykke arbejde og er efter min mening for langt væk i mixet, eller måske bare lidt for ulden.

Noget der glædede mig rigtig meget er deres fantastiske fortolkning af det gamle Corey Hart pophit "Sunglasses at night" fra 80'erne. Det lyder bare som om det var ment som et Hard Rock nummer fra starten, og ikke et alm. popnummer. Godt nok var der smukke guitarhyl i Corey Hart's udgave, men det var mest mainstreampop som det skulle lyde i 80'erne.

Dette er Subway's 4. udspil og deres første efter 6 års pause. Det er en meget mættet lyd der er på de første fem numre - tæt og heavy og så kommer der den obligatoriske ballade med klaver og harmonistemmer. Det heder Don't Cry og starter med ordene Tal to me smoothly....ahem...har man ikke lånt liiidt for rundhåndet...? Nå, men det er et ret smukt nummer i bedste Heart-stil og ligner slet ikke G'n'R's nummer af samme navn. 

13 numre i alt, flot lyd,  men hver gang jeg satte cd'en på blev jeg lidt træt af den halvvejs igennem. den bliver lidt kedelig i længden - men det er nok bare mig.

Francis Soto har en rigtig fed stemme, specielt til Progressiv Metal. Foruden Francis består Subway af Markus Metzger på Keyboards, Harald Uitz og Sebastian Wittmann på Guitar, Frank Herold på Bas og Bernd Heinig på Trommer.

Jeg vil tro at de er et fantastisk bekendskab live, så vi håber på en europa Tour i det mindste...

Lola's Themes udkom i oktober 2010 via Bob-Media.

    (4 ud af 6)  

Lyt til Subway: http://www.myspace.com/francissotorocks

______________________________________________________________________

Shake City - Shake City

Anmeldt af Lars: 06-07-2011

Shake City fra Hollywood - USA er udkommet på cd.

De spiller bluesbaseret Glam/Sleaze-metal så man ikke kan være sur i længere tid ad gangen, fordi det er noget der giver én lyst til at spille luftguitar og hoppe rundt. Den blev indspillet i slut 80'erne/start-90'erne og er heldigvis blevet udgivet på cd nu. Produktionen står Tommy Thayer (Kiss/Black N'Blue) og Erik Turner (Warrant) for, og de har gjort det godt. Jeg er egentlig kommet over den periode i mit liv, hvor jeg lytter til lige dén form for rock, men må nok indrømme at Shake City kommer på afspilleren med jævne mellemrum fra nu af og langt ud i fremtiden.

Albummet er bygget op på almindelig glam-metal vis med gang-i-den-numre og de obligatoriske ballader. Det undrer mig at de ikke kom frem den gang for 20 år siden for det er et album der i den grad viser vitalitet og styrke. 12 rigtig gode numre er der på cd'en der, som sagt er velproduceret og mixet.

Der er et fint sammenspil og en spilleglæde der brænder igennem og et flot vokalarbejde - både frontsang og kor. Samarbejdet mellem guitaristerne er også velafballanceret og ligefrem smukt. Adam Shore har en rigtig god glam/rock stemme, Don E. Sachs og Michael Blair spiller en god melodisk bluesy metalguitar, Ray Bailey tager sig af bassen på en fed måde og Jaycee Cary straffer trommerne på behørig vis. En ekstra guitarist har fået lov at være med på 3 numre og det er Ethan Gladstone (Taz) som senere overtog Michael Blairs plads. Jeg har ikke kunnet finde oplysninger om, hvem der spiller keyboard på cd'en - hvilket tit har været "hemmeligholdt" på 80'er-90'er metaludgivelser synes jeg. Jeg er ret imponeret over den flotte produktion og specielt bassen har fået lov at komme frem i lyset.

Shake City er udkommet via Eönian Records. 

      (5 ud af 6)

Lyt til Shake City
: http://www.myspace.com/shakecity11
_____________________________________________________________________

Reflection - Advertising Violence

Anmeldt af Lars: 28-06-2011

Reflection kommer fra Tyskland og det må med det samme slås fast med 12" søm - de er fede og mener det seriøst med at spille metal. Advertising Violence er et sandt mesterværk.  Fra start til slut spytter de den fedeste gang guitarlir i hovedet på den sagesløse lytter, hvadenten man er menneske eller kanin!!!! (forklaring følger...)


Kan man li' Slayer vil man elske Reflection. (vil jeg mene)

Ikke noget med stille intro - fuld speed på det hele fra første millisekund, det er SÅ fedt. Til tider er der elementer af Iron Maiden, - energien i guitar, trommer og bassen er fenomenal. Vokalen spytter ren bogstavligt det hele lige i hovedet på én, og man nyder hver en dråbe. Hvis de ikke har været udkørte efter indspilningen af Advertising Violence er der noget galt. De lhar lagt så meget energi og hjerteblod i det hele, så man ikke kan andet end at elske det..... hvis man er til Metal i den lidt tungere ende - som min søn, kanin og jeg selv er til (blandt andet).

Jeg må indrømme at jeg i starten skulle vende mig til hårdheden, da jeg lige havde hørt noget pop, men efter at have hørt cd'en to gange var jeg solgt. Marcus, Timo, Heino & Siggi er overbevisende og losser i den grad røv med deres ærlige spil og sang.

(Kanin-forklaring) Jeg havde læst at kaniner ikke kan tåle/lide høje lyde, men min kanin (Pjuske) har altid stormet ind og lagt sig mellem højtalerne, når der er lagt metal på cd'en - og når det var slut, hoppede hun ud på altanen igen.

Det samme skete mens jeg lyttede til denne cd - Pjuskes sidste - hun lagde sine lange ører i vejret og lyttede med velbehag til Reflection's Advertising Violence og vendte demonstrativt røven til, når jeg hørte radio. Hun døde desværre af alderdom den 20. Juni, men hun havde givet sine "ears-up" til denne cd,. som jeg kun kan tilkende mig. Så denne cd anmeldelse er til Pjuskes ære, og jeg er ligeglad med hvad folk må mene om min blødsødenhed....

Dette er en helstøbt "In-your-face" cd som er som den skal være i mix og det hele. - Tak for alt Pjuske R.I.P, og tak for en fed skive Reflection.

Advertising Violence er udkommet via FastBall Music.

      (6 ud af 6)

Lyt til Reflection: http://www.myspace.com/reflectionmetal
____________________________________________________________________

Draven - Mirror

Anmeldt af Lars: 18-06-2011

NU-Goth Metal drengene fra Draven er fra Schweiz, men synger på engelsk. Jeg satte cd'en på første gang.....hmmmm tjooo, det var da ok... det var faktisk OK efter første gennemlytning. Sidenhen er albummet Mirror bare blevet mere end bare OK. Det er et af den slags albums der vokser i nydelse og respekt. Lige nu er jeg igang med 9. gennemlytning og er rigtig meget begejstret. 

Draven består af to personer: Syn der står for sang, guitar og bas & Tek the machine der står for trommer og programmering. Alle sangene er skrevet af Syn og er arrangeret af Tek. Produktionen har de været fælles om De minder en del om Breaking Benjamin, men har en pænere stemme... eller mere britisk-tydelig stemme, hvis man kan sige sådan. 

I nogle numre går Syn dog over i skrig/growl, hvilket han klarer flot. Det passer rigtig godt ind i helheden, og jeg fik Siamese Fighting Fish ind på nethinden flere gange, så det er ikke noget nyt og fantastisk som Draven har fundet på, men det er FEDT og FLOT. 

Mirror har 11 numre, men man kunne faktisk godt bruge nogle flere, hvilket må siges at være en success, da det er fedt at man stadig er "sulten" efter 11 numre. Det er Dravens 4. album og de har eksisteret i 14 år, så de er ikke helt spæde i branchen, men det er første gang jeg har hørt dem, men bestemt ikke sidste gang. Nu er der jo heldigvis kun 3 andre cd'ere jeg skal opdrive, så det er da til at overkomme. 

Som sagt er Syn's stemme ret lyttevenlig - i starten syntes jeg at den var for pæn, men man vender sig til den. Der er både scratch og guitar-grind, synths og fede trommer. Jeg kan varmt anbefale denne cd til dem der godt kan lide stilen som Breaking Benjamin og  NU-Metal bands har.

Mirror udkom 4. marts via Fastball Music.

      (5 ud af 6)

Lyt til Draven: http://www.myspace.com/dravenscave
______________________________________________________________________

Søren Andersen – Constant Replay 

Anmeldt af Calle: 13-06-2011 

Søren Andersen har gennem flere år medvirket på et hav af udgivelser inden for dansk rock. Dette er såvel som guitarist, producer, sangskriver m.m. Han spiller blandt andet i Mike Tramp’s Rock ’n’ Roll Circuz, har spillet med Oliver Weers og Brinck (Melodi Grand Prix vinder) og er blevet specielt udvalgt som live guitarist i Glenn Hughes’ band. Derudover har han produceret for blandt andet Artillery, Swan Lee, Essence og Karma Cowboys bare for at nævne nogle stykker. Nu har han så ”edelig” fået tid til at udgive sit eget materiale i form af solo debuten Constant Replay. 

Sangene er skrevet over en årrække og Søren bevæger sig indover flere forskellige genre inden for rock-verdenen. Inspirationen spænder især fra 70’ernes rock og lidt henover 80’ernes og 90’ernes rock og frem til den nyere tids rocksound. Jeg hører inspiration fra folk som Lenny Kravitz i sange som ”A Song About You” og ”California Girl” til de mere heavy-riffs alá Ozzy/Zakk Wylde (og Oliver Weers). En sang som ”Black Lady” kunne godt lyde som en melodi der var tiltænkt til Oliver Weers’ album ”Get Ready” (især guitarlyden), som Søren både spillede og var medsangskriver på. Derudover er der den mere funky sang som ”Catch Me If You Can” og den stille bluesbasserede sang ”So Many Faces” (igen lidt Lenny Kravitz inspiration eller lidt hen ad Jimi Hendrix’s ”Little Wing”). Så inspirationen er mangfoldig, hvilket efter min mening giver albummet en god variation og man bliver ikke træt af at lytte til albummet og jeg sætter det gerne på ”Constant Replay”. Udover de ovennævnte sange, så kommer man heller ikke uden om ”Cold Shock” eller "Glitterworld”, som hører til blandt mine personlige favoritter. Der er ingen tvivl om, at Mr. Andersen kan spille guitar (ellers var han nok ikke blevet repræsentant for Marshall, Yamaha Guitars, TC Electronic og D’Addario Strings), men hans stemme fejler bestemt heller ikke noget. 

Constant Replay er indspillet i Medley Studiet, hvor Søren selv er medejer. Han har selv skrevet alle sangene og samtidig produceret og mixet alt. På teksterne har han fået hjælp fra Marcus Winther-John og James Thomas. I og med at Søren har produceret og mixet for mange andre kunstnere og dermed ved hvad han laver, så fejler lyden bestemt ikke noget på dette album. 

Jeg kan varmt anbefale Constant Replay - også selvom du ikke er fan af Mike Tramp eller Brinck – men derimod godt kan lide en god omgang velspillet rock!! Som der står i pressemeddelesen i forbindelse med udgivelsen, så er albummet velegnet til både en tur ned af Sunset Strip i en amerikaner bil eller på iPod’en i Linie 10 ned af Istedgade. ”Eller til anlægget på drenge- eller pigeværelset i Grindsted for den sags skyld”, som Søren selv tilføjer. Dette kan jeg kun give ham ret i. Sæt albummet på, læn dig godt tilbage og nyd musikken. Det gør jeg i hvert fald. 

Constant Replay udkommer den 13. Juni via Target Records. 

      (5 ud af 6)

Lyt til Søren Andersen: http://www.sorenandersen.net/Soren_Andersen

______________________________________________________________________

Defuse – Bangkok Addiction 

Anmeldt af Calle: 30-05-2011 

Defuse er er band fra Finland. De blev dannet i 2000 og har siden hen har et par udskiftninger i bandet. De består nu af Jani Hyvärinen (sang), Jerkko Tapaninen (trommer), Arto Ahonen (guitar), Tero Karjalainen (bas) og Timo Hämäläinen (guitar). Bangkok Addiction er bandets andet album. 

Der er svært præcis at definere Defuse’s stil da de bevæger sig i flere genre. En god beskrivelse kunne være hard rock tilsat en portion stoner rock og en anelse grunge rock. En god blanding af Velvet Revolver, Ozzy Osbourne, Monster Magnet, Stone Temple Pilots, Stonegard, Alice In Chains og Screaming Trees. Hvis ikke dette giver dig en ide om stilen, så lyt selv via linket nederts i anmeldelsen. Jeg bliver ikke 100 % overvundet af musikken og selv efter flere gennemlytninger bliver jeg ikke helt fanget. Der er dog et par lyspunkter på albummet og sange som ”Adrift”, ”Done My Time”, ”On My Blind Side” og min personlige favorit ”Melting Sky” giver alligevel Bangkok Addiction en middel karakter for mit vedkommende.

Musikken er generelt rimelig tung med tilpas meget guitar og musikkerne gør det i og for sig udmærket, men sangene har bare ikke lige det, der får mig helt op af stolen. Og Jani’s stemme kræver lidt tilvænning. Dermed ikke sagt at albummet er dårligt, men det mangler bare lige den sidste gnist. Jeg kan sagtens høre albummet flere gange, men det vil ikke få ”heavy rotation” status. 

Albummet er indspillet i bandets eget studie og producer er Pasi Koskinen, som udover at være producer også selv synger i bl.a. Ajattara og Mannhai og har tidligere har sunget i Amorphis. 

Bangkok Addiction er udkommet via Fastball Music.

    (3½  ud af 6)  

Lyt til Defuse: http://www.myspace.com/defuse666 

_____________________________________________________________________

Hardcore Circus – Wake Up Call 

Anmeldt af Calle: 30-05-2011 

Hardcore Circus er et svensk band, som består af Jorgen ”JOJJE” Bolmstad (sang/guitar), Joakim Bloohm (trommer), Nalley Pahlsson (bas), Mats Leven (sang) og Carl Johan Grimmark (guitar). Med denne besætning, hvor musikkerne har spillet i bands som f.eks. Therion, Treat, Randy Piper’s Animal og Yngwie Malmsteen bare for at nævne nogle, så er forventningerne store. Kan bandet så leve op til disse forventninger på dette debut album? Ja det kan de!!!! 

Bandet spiller hard rock og inspirationen er fundet hos bl.a. Mötley Crüe og Ratt samt nyere bands som f.eks. Papa Roach, Sixx A.M. og Nickelback. Jeg må ærligt indrømme at Wake Up Call ikke fangede min interesse ved første gennemlyt, men efter flere gennemlytninger, så synes jeg faktisk det er et rigtig godt album. Især synes jeg Grimmark’s guitararbejde fungerer rigtig godt. Og sangene er samtidig bygget godt op og flere steder er grundrytmen tilpas tung, hvilket giver albummet en fed groove. Jeg synes det er svært af finde et decideret ”stand-out track” på albummet, men de sange der falder bedst i min smag er titlenummeret ”Wake Up Call” samt ”Under My Skin”, ”Who I Am” og afslutningsnummeret ”Miracle”. Personligt mangler jeg en rigtig ballade på albummet. Godt nok har både ”Pain” og ”Life” deres stille momenter, men deciderede ballader er de ikke. Alt i alt er alle ti sange på Wake Up Call gode og jeg håber da på, at denne ”supergruppe” beriger os med endnu et album. 

Produktionen på Wake Up Call fejler ikke noget og instrumenterne lægger lydmæssigt  rigtig godt i forhold til hinanden og i forhold til stemmen. Albummet er indspillet i Plug Me In og Topz Studios og det er Bolmstad og Bloohm der står for både indspilning, mixing og produktion. 

Hardcore Circus opfinder ikke den dybe tallerken på Wake Up Call, men jeg vil godt anbefale albummet alligevel. Især hvis du er til hard rock med tunge rytmer, gode melodier og fede guitarer. Overordnet set er det er godt album, som vokser på dig efter flere gennemlyt. 

Wake Up Call udkom i december 2010 via  Silveside Records.

     (4½ ud af 6) 

Lyt til Hardcore Circus: http://www.myspace.com/hardcorecircus

_______________________________________________________________________

Rauschhardt - Free Falling  

Anmeldt af Lars: 25-05-2011 

Da jeg første gang satte Rauschhardt's cd Free Falling fra 2010 på, regnede jeg med noget tung tyskermetal, og første nummer skuffede heller ikke.... det var godt nok ikke på tysk, men på engelsk, men det var heavy og det var fedt og smukt... næste nummer...pop-rock...hmmmmm, hva' var nu det... og sådan fortsatte det... med blues-rock, jazzy-rock og en hel del cykling mellem rock-genrene. Ultratungt bliver det dog aldrig. På intet tidspunkt blev jeg tabt, eller mistede interessen, og det var med fornyet interesse at jeg satte den på igen og igen og... De første gange på alm. cd indstilling - som jeg plejer når jeg skal bedømme en ny skive, men så prøvede jeg surround indstilling på anlæget...wow... det holder...

Rob Reynolds, der er sangeren, har en fantastisk fed stemme der har en naturlig fylde og passer SÅ godt til rock og blues. Den ligner til tider  Oliver Weers' stemme... og Stevie Ray Vaughan's, så der er bestemt dømt kvalitet. Trommerne mangler lidt bund, rent produktionsmæsigt, men ellers er det et virkelig godt album man bliver glad af og fylder én med god energi. Jeg fik da både vasket op og gået igang med oprydning!!!!

Der er også en meget personlig sang til Jimi Hendrix - Wild Child. Både tekst og musik er værd at lytte til. De prøver ikke at lyde som Hendrix, men det er smukt.

Tom Rauschhardt, der spiller alle guitar-tracks, har samlet et godt og velfungerende team bestående af - foruden ham selv på guitar og Rob Reynolds på sang, Jacki Reznicek på bas, Christiof van Haniel på keyboards og Sebastian Reznicek på trommer. 

Free Falling består af 11 fede tracks samt en video.  

Jeg kan kun anbefale dette album på det varmeste. 

      (5½ ud af 6)

Lyt til Rauschardt: http://www.rauschhardt.com/
_____________________________________________________________________

Vegas Vampire – Chapter 1 

Anmeldt af Calle: 16-05-2011 

Vegas Vampire er en dansk hard rock duo (sikkert en af de første hard rock duoer) som består af Emil Bendixen (sang og bas) og Rene Shades (guitar). De to fyre mødtes på en Europa tour, hvor de begge var en del af Mike Tramp’s touring band. Herefter dannede de Vegas Vampire og begyndte så at indspille demoer til hvad der nu er endt ud i Chapter 1. Albummet har været længe undervejs, men nu kan det endelig erhverves. På albummet medvirker Bjarne T. Holm (også tidligere del af Tramp’s touring band) og Freddy Bokkenheuser på trommer. 

Stilen på Chapter 1 er moderne hard rock i stil med Nickelback, Hinder, Theory Of A Deadman og Daughtry. Der er altså tale om fængende melodier, solide guitar riffs og stærke hook lines. Albummet består af 12 sange, heraf er der en stille sang ”Sick Of You” og en cover version af Duran Duran’s ”Save A Prayer” ellers er resten at sangene powerfulde rock sange. Jeg må indrømme at jeg aldrig har været den store Duran Duran fan og dermed aldrig har lyttet så meget til dem, men ”Save A Prayer” kender jeg da og jeg synes Vegas Vampire’s version er helt udmærket. Mine favoritter på albummet er ”Love$ick”, “In The Name Of The Father”, “Clash Of Personality” og “My Bad”. Og skal jeg være lidt negativ, så synes jeg måske sangene hen mod slutningen af albummet mister pusten en smule. Dermed ikke sagt at de er dårlige, men de er bare ikke på helt samme niveau, som de første fem sange. Men det er jo bare min mening og måske har du en anden hvis du lytter til albummet.Hvis du er til nogle af de ovennævnte bands og trænger til et dansk band, der spiller denne genre, så kan du roligt købe dette album. Jeg kan i hvert fald varmt anbefale det!!! 

Shades og Bendixen og de to trommesalgere gør det rigtig godt og man kan sagtens høre de har en del erfaring. Jeg er ret vild med Bendixen's stemme og til tider kan den godt minde lidt om Chad Kroeger fra Nickelback (især i sangen ”Love$ick”, som jeg hørte første gang for ca. 2 år siden). Chapter 1 er indspillet i henholdsvis København og Palma De Mallorca i Spanien, hvor de to fyre bor til dagligt. Albummet er produceret og mixet af Niels Poulsen i samarbedje med Bendixen og Shades. Heller ikke lydmæssigt kan an sætte en finger på albummet og jeg synes bandet har en meget international lyd. Hvis jeg ikke viste bedre, så ville jeg ikke tro de var danske. 

Chapter 1 udkom 10. Maj via Supersonic Music Copenhagen og kan bl.a. købes via cdBaby her eller via Shades på bandets Facebook side her. 

     (4½ ud af 6)

Lyt til Vegas Vampire: http://www.myspace.com/vegasvampireworld
______________________________________________________

Diamond Lane – World Without Heroes 

Anmeldt af Calle: 16-05-2011 

For præcis to år siden (på nær et par dage) anmeldte jeg amerikanske Diamond Lane’s ”Save The City” EP og den var jeg godt tilfreds med. Allerede dengang var bandet i gang med at indspille World Without Heroes, men den har været længe undervejs og udkommer altså først nu. Det er faktisk bandets andet fuld længde album. Deres første ”Cut To The Chase” udkom i 2005. Der er sket lidt ændringer i bandet siden disse to udgivelser og bandet består nu af Brandon Baumann (sang), Jarret Reis (guitar), Ray Zhang (bas) og Jonah Nimoy (trommer).  

World Without Heroes består af 10 sange og stilen er 80’er inspireret hard rock blandet med en mere ”moderne” lyd. Tænk Mötley Crüe, Warrant og Guns ’n’ Roses blandet med lidt Hinder, Rev Theory og Stereoside, så har du måske en ide. Der er fuld knald på fra åbningsnummeret ”All Rebels Welcome” og frem til sidste strofe af ”Endgame” som afslutter et super godt hard rock album. Dog ville jeg godt have ønsket mig en lille power ballade et sted på albummet, bare lige for at bryde rytmen en smule. Dermed ikke sagt at jeg synes albummet er ensformigt, for det er det bestemt ikke. Mine favorit sange på albummet er ”I Know Who You Did Last Summer”, ”City Of Sin”, ”Needle Down” og ”Time Bomb”. Indledningsriffet på sidst nævnte lyder måske lidt for meget hen ad de tidlige Mötley Crüe riffs som ”Looks That Kill” og ”Piece Of Your Action”.  Men alt i alt er World Without Heroes et super album, der bør have sin plads i enhver hard rock elskers samling. 

Bandet spiller rigtig godt og Brandon har en god stemme, som faktisk er forbedret en del siden ”Save The City”. Albummet er produceret af en fyr ved navn Thomas Chandler. Ikke en producer jeg kender, men han gør et godt stykke arbejde og lyden på World Without Heroes kan man ikke sætte en finger på. Jeg synes bandet formår at have en fin rød tråd mellem den ”gamle” og den ”moderne” lyd. 

Diamond Lane har efter min mening skrevet nogle rigtig gode sange til dette album og jeg har hørt albummet mange gange og vil helt sikkert høre det mange gange i fremtiden. World Without Heroes vil helt sikkert ikke gå i min glemmebog og med Diamond Lane på rock scenen kan man kun sige - Rock ’n’ Roll is still alive!!! 

World Witout Heroes udkom 13. maj 

      (5 ud af 6)

Lyt til Diamond Lane: http://www.facebook.com/DiamondLane
______________________________________________________

UZI - Madhouse

Anmeldt af Lars: 06-05-2011

Set i lyset af at Uzi udsendte dette album Madhouse i slut 80'erne på vinyl og som nu er genudgivet på cd i 2009, er dette guld fra gemmerne. Jeg må indrømme at jeg i første omgang tænkte... NEJ, ikke endnu et retro hair-metal wanna be band, men nej, ikke et retro, men et ægte 80'er hair metal band.

Selve lyden er fint gengivet så man får den rette stemning med - uden tab af bas og stortrommedybde. det hele står meget klart og fint og man føler sig faktisk sat tilbage til 80'erne. Der er 10 numre på cd'en med saft og kraft og gang i den. der er dømt party fra start til slut.

Man kan næsten se de afblegede store frisurere og det lyserøde/lyselilla læder og mænd i make up som en hver 16 årig tøs ville misunde, for sig når man hører Uzi's cd Madhouse. Det er hverken sagt sarkastisk eller med nedladende toner i stemmen - kun en konstatering. Der kan spores elementer af diverse 80'er top metal ikoner som Kiss, Motley Crue, Skid Row  osv.

Der er sikkert en del som både kan huske, kan li og holder fast ved netop den periode og sikkert også en del nye fans og til dem kan jeg kun sige en ting KØB DETTE ALBUM - DET ER GULD.

Jeg er bare ikke så meget til late 80'es hair metal som jeg var i slut 80'erne. Men man må gi gutterne i Uzi at de leverer varen.

     (4 ud af 6)
 
_______________________________________________________
 
Essence - Lost In Violence
 
Anmeldt af Dianna: 02-05-2011

Jeg ved næsten ikke hvor og hvordan jeg skal begynde på denne specifikke anmeldelse. Essence, ungt dansk FKN fantastisk thrash metal band. Lost In Violence er deres debut album, og hvilken debut. Dygtige musikere der virker til at være yderst disciplinerede, man skal lede længe efter noget der er 'ved siden af på albummet', og når man så har ledt..længe...så finder man alligevel ikke rigtig noget, faktisk ingenting. Deres tekniske kunnen er i mine ører ekstremt imponerende når man tænker på det er så ungt et band. Jeg er imponeret, ingen grund til at dét faktum skal være en hemmelighed. Lasse Skov er både dygtig med en guitar, og i da særdeleshed med hans super fede screamo vocal, er pjattet med den. 

Sprængfyldt med tempofyldte, voldsomme, og høj-energiske numrehvor jeg så lige bliver nødt til at fremhæve de tekniske færdigheder Essence ligger for dagen, man tror det er løgn. Men det er det så bare ikk' lige vel... oh woo hoo damn drenge. Det er en opdateret, moderne slags thrash om man vil, men der er samtidig den skønne velkendte tråd tilbage til old school thrash, og det er i deres album bare gået op i en højere enhed. Jeg får glimtvise associationer tilbage til min spæde ungdom da jeg startede ud med at lytte til Metallicas "Kill 'Em All! Lige på nær den forskel at Essence er som jeg hører det, langt mere disciplinerede på Lost In Violence og produktionen er mere clean og (næsten) nydelig..

Så kan jeg da vist heller ikke skamrose mere når jeg sammenligner deres musik med tidlig Metallica..men ret skal sgu være ret og de fortjener den credit, for de har leveret et suverænt produkt, et album der med deres numre på mange måder hiver 'en rundt uden sådan heeelt at gi' lov til en bette pause - hvilket i øvrigt ikke nødvendigvis skal være et minus, slet ikke. Det er bare for at forklare at hvis du får fat i deres album (og det gør du selvfølgelig og naturligvis for det kan du ikke leve foruden he he) så forbered dig på en tur rundt i thrash-manegen, og hvis du har en tendens til mosh, så er du prisgivet her. ...og det er en fysisk umulighed at sidde stille igennem hele albummet, din krop reagerer og det er uden for din kontrol, og der skal altså bare ske noget, det speeder dig, især med nummeret "Pestilence", og lige bagefter kommer så "Blood Culture", en af mine personlige favoritter, det nummer holder da for vildt. En fantastisk cool bass intro, og jeg kan ikke understrege nok hvor fedt jeg synes det nummer er bygget op. 

Jeg synes faktisk er det er en gennemgående ting ,at bassisten er mere en almindelig god, det er HELE vejen igennem, der er glimt af descideret storhed over de har leveret og jeg fremhæver bare lige bassisten lidt for fine stykke arbejde det han har har leveret på dette album.

Der er ingen grund til at jeg skal vælte mig rundt i flere superlativer nu synes jeg, og i øvrigt tror jeg at i (Calles fantastiske læsere) har fanget 'Essencen' af det jeg har skrevet (undskyld, jeg kunne fanme ikk' la' vær' med at bruge den, nøøøj hvor er det dårlig humor, og beklager lige for at ha' trukket det ned på et plan hvor det bare ikke hører hjemme) 

Jeg vil gerne gi' drengene 5 kranier, 5/6 det er så godt gået. Tillykke med et rigitig godt album til Essence fra Dianna/CallesRockCorner.
 
      (5 ud af 6)
 
_______________________________________________________________________

Trusted Few – And The We Forgot 

Anmeldt af Calle: 27-04-2011 

Trusted Few er et dansk band fra Slagelse der blev dannet i 2004. Bandet består af Johan Jack Pedersen (sang), Andreas Juliussen (bas/sang), Adam Johan Wengel Hansen (trommer) og Philip Vesterager Brage (guitar). De spiller en blanding af metal og post-hardcore og And Then We Forgot er bandets debut album. 

Albummet består af elleve sange, som har mange temposkift og hvis portion aggression. Bandet spiller godt og kombinationen af Johan's rå "growlende" stemme og Andreas der synger ”rensang”, giver et rigtig godt udtryk i sangene. De sange på albummet der efter min mening er bedst er ”Just Another Trench War”, ”Normalized Perfection”, ”The Cold Sea Og Legacy” og ”Creating A Fall’s Hope”. På trods af de mange temposkift, så kan sangene godt virke lidt ensformige, hvilket i min bog ikke kan give topkarakter. Men det skal dog siges, at bandet helt sikkert ligger i toppen af danske metal bands (hvis du spørger mig) og jeg spår dem en god fremtid. Samtidig har de international klasse, hvilket forhåbentlig kan bringe dem ud over landets grænser. 

Hvis jeg skal sammenligne Trusted Few med andre bands må det være en blanding af Poison The Well, Atreyu og Black Cloud Collective, samt danske bands som Diamond Drive, Siamse Fighting Fish, Raunchy og Silence Of September. Så kan du nikke ja til flere af disse bands, så bør du også købe And Then We Forgot (hvis ikke du allerede har gjort det). 

Albummet er blevet til i samarbejde med Christian Bonde (som tidligere har arbejdet med bl.a. Dawn Of Demise, Fall From Grace og The Cleansing) og Jacob Hansen (som bl.a. har arbejdet med Volbeat, The Burning og Raunchy). Så det er promonente folk bag knapperne, hvilket tydeligt kan høres på albummet. Lyd og mixing er helt i top. 

And Then We Forgot udkom 1.oktober 2010 via Trusted Few Records. 

    (4 ud af 6)

Lyt til Trusted Few: http://www.myspace.com/thetrustedfew

______________________________________________________________________

Broken Hand Charity – Simplified Symphony 

Anmeldt af Calle: 26-04-2011 

Broken Hand Charity er et dansk nu-rock/alternativ metal band, som blev dannet 2008. Bandet består af Kasper Ljung (sang), Joachim Sestoft (guitar), Daniel Søndergaard Jakobsen (guitar), Søren Kirckhoff (bas) og Heino Jensen (trommer). Simplified Symphony er bandets første promo cd. 

Der er fem sange på promo cd’en og stilen er som sagt nu-rock og alternativ metal. Jeg vil sammenligne Broken Hand Charity lidt med bands som f.eks. Creed, Alter Bridge, Rev Theory og Three Days Grace. Der er fuld knald på lige fra åbneren ”Fists High” til sidste strofe i ”On The Run”. Sids nævnte er sammen med ”Confess” mine to favorit sange på Simplified Symphony. Alle sangene har rigtig gode melodier og der spilles tunge rytmer på samtlige sange. Dertil skal lægges nogle fede guitar soloer der er cd’en værdig. Alle musikkere gør et godt arbejde og sanger Kasper har en rigtig fed stemme, som passer perfekt til musikstilen. 

På trods af min store passion for 80’er hair/sleaze rock, så røg jeg alligevel med på nu-rock/post grunge bøljen. Og er man til den stil, så kan jeg varmt anbefale Broken Hand Charity. Der er ikke mange af den slags bands i lille Danmark (ikke som jeg kender i hvert fald). Og jeg kendte heller ikke til disse fyre før Simplified Symphony dumpede ned i min postkasse. Og det er jeg rigtig glad for at den gjorde!!! 

Jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke aner hvem der har indspillet, produceret og mixet cd’en, men lyden fejler i hvert fald ikke noget. Jeg ser gerne frem til et fuld længde album fra Broken Hand Charity. Altså en klar anbefaling herfra!! 

Lyt til bandet og find Simplified Symphony!!! For ca. 14 dage siden proklamerede bandet på deres Facebook side, at man gratis kunne hente cd’en i Sex Beat Records i København, men det vides ikke om tilbuddet stadigvæk står ved magt. 

      (5 ud af 6)

Lyt til Broken Hand Charity: http://www.reverbnation.com/brokenhandcharity 

______________________________________________________________________

Colossus – Spiritual Myiasis 

Anmeldt af Calle: 26-04-2011 

Colossus er et metal band fra vores naboland Sverige. Bandet består af Niklas Eriksson (guitar og sang), Thomas Norstedt (trommer) og David Eriksson (bas). Den stil bandet spiller er stoner/doom metal tilført en god portion progressiv rock. 

Spiritual Myisasis er bandets anden EP og den består af tre sange. På trods af ”kun” tre sange, så har EP’en en varighed på hele 18,5 minut. Åbningsnummeret ”Parasite” er den korteste sang med sine 4:23. Sangen har en fed grundrytme og Nikla’s stemme er rå, men samtidig melodisk. Næste skræing er ”The Gnawing”, som er er ren epic sang med gode stilskift og variation. Igen er grundrytmen hård og solid og tankerne ledes hen imod et band som Mastodon. Sidste sang er ”Eternal Returns”, som efter min mening er EP’ens bedste nummer. Der er god variation i sangen og jeg kan til tider høre lidt Tool og Saturnus i nummeret. Alt i alt er det tre rigtig gode sange, men som altid kan det være svært at bedømme et band ud fra ”kun” tre sange. Men det de gør på Spiritual Myasis gør de rigtig godt!! 

Udover de nævnte bands vil jeg også sammenligne Colossus med Baroness, Kyuss og Neurosis. Så er du til bands inen for disse genre, så tror jeg godt du vil kunne lide denne EP. Bandet søger i øjeblikket efter et pladeselskab til at udgive deres debut fuldlængde album og det håber de sker i løbet af efteråret 2011. 

Spiritual Myiasis er indspillet i Grand Recordings og er produceret og mixet af Sven Jensen. Musikken er skrevet af bandet og alle tekster er leveret af sanger Niklas. På EP’en er bassen indspillet af Niklas. 

Spiritual Myiasis er udkommet via Dark Matter Records. 

     (4½ ud af 6)

Lyt til Colossus: http://www.myspace.com/colossusstockholm 
_____________________________________________________________________

Beautiful Beast – Adult Oriented Candy 

Anmeldt af Calle: 25-04-2011 

Beautiful Beast er et tysk band, som blev startet af Julian Angel, der tidligere har udgivet et album i sit eget navn. Det hedder ”Choreography Sucks” og udkom i 2009. Julian spiller selv guitar og synger og sammen med Frank McDouglas (bas) og Ro Lee (trommer) har han udgivet dette debut album under navnet Beautiful Beast. 

Adult Oriented Candy består af 11 sange, hvor inspirationen ligger i 80’ernes hair/glam/sleaze rock og det lægger bandet slet ikke skjul på. De siger selv, at de stadigvæk lever og ånder for den musik de selv købte dengang og derfor er sangene bygget op med gode melodier, catchy hooklines og hurtige guitar soloer. Personligt hørte og hører jeg stadigvæk en del af det musik der udkom i 80’erne og jeg synes derfor dette album er en kærkommen ”gæst” på mit stereoanlæg. Jeg har hørt det en del gange siden jeg modtog det i posten for et par uger siden. De bedste sange på albummer er efter min mening åbneren ”Showdown” samt ”Do You Want It”, ”Ride With The Wild On”, ”Rock All Arenas (Born To Rock)” og ”Wild Tonight”. Og ligesom på en hvilken som helst hair/glam/sleaze udgivelse i 80’erne, så er der også en power ballade på dette album. Den sang hedder ”Save My Heart” og er udmærket, men mangler lige det sidste for at ramme en ”ballade-elsker” som undertegnet (havde den siddet lige i skabet, så havde albummet fået et halvt dødningehoved mere). Men alt i alt vil jeg sige, at Adult Oriented Candy er et rigtig godt album, HVIS man er til musik inden for denne genre. Så er du stadigvæk til tight pants, big hair, cowboy boots og ripped shirts, så er Beautiful Beast og Adult Oriened Candy helt sikkert noget for dig. 

Alle sange og tekster er skrevet af Julian Angel og han står også selv som producer af albummet. Det er blevet mixet og masteret af Rolf Munkes, som tidligere har arbejdet med bl.a. Crash Course, Dragonsfire og Razorback. Begge har gjort et helt udmærket arbejde og lyden fejler bestemt ikke noget. Derudover har Mr. Angel også en rigtig god stemme til denne type rock. 

Vil du have en oplevelse, der vil få dine minder tilbage til 80’erne, så kan du roligt købe dette album. Alt du behøver gøre er at sætte albummet på, lukke øjnene og dagdrømme at du suser ned af Sunset Strip med din car steroe på max volume. Og ved din side sidder en storbarmet blondine iført en meget kort nederdel og en lille Rainbow Bar & Grill top. Bedre kan det næsten ikke blive her i år 2011!!!! 

Adult Oriented Candy udkom 8. April 2011 via Rockload/G.T.O. Entertainment og kan bl.a købes på iTunes, cdBaby og Amazon (find link på bandets hjemmeside her). 

     (4½ ud af 6)

Lyt til Beautiful Beast: http://www.beautifulbeastrock.com/  

______________________________________________________________________

Maxxwell – All In 

Anmeldt af Calle: 21-04-2011 

Maxxwell er et hard rock band fra Schweiz, som består af Nobi Suppiger (sang), Hef Häfliger (lead guitar), Cyril Montavon (guitar), Oli Häller (trommer) og Kusi Durrer (bas). Bandet udgav deres debut album ”Dogz On Dope” i 2009 og All In er deres andet udspil. 

Som sagt spiller bandet hard rock. Det er rock med fede riffs, guitar soloer og tordnende trommer og bas. Inspirationskilderne skal findes i bands som f.eks. Accept, AC/DC, W.A.S.P. og Scorpions bare for at nævne nogle. Altså klassisk hard rock uden at det bliver alt for kompliceret. All In består af elleve sange, hvoraf de ni er powerfulde rocksange og de sidste to er lidt mere down-tempo sange. Lige et album efter min smag. Selvom Maxxwell’s sange varierer godt, så kan et album uden de mere stille sange godt gå hen og blive lidt ensformige. De sange på albummet som efter min mening kommer sig bedst ud er ”Hellride”, ”Trouble”, ”No Pain No Gain”, ”Outlaw” og den mere stille ”Still Alive”. Når det så er sagt, så synes jeg faktisk ikke der er nogle dårlige sange på albummet. 

Bandet virker alle kompetente inden for deres hverv og Nobi’s stemme fungerer godt sammen med musikken. Den er en smule hæs, hvilket passer godt til den lidt rå og sleazy del af musikken. All In er indspillet i Piranha Studios og Dogsound Studios i Schweiz og det er bandets lead guitarist Hef og trommerslager Oli der står som producere på albummet. På denne front kan man heller ikke sætte en finger. 

Der er sikkert ikke mange i Danmark der har hørt om Maxxwell og sikkert mange andre bands inden for denne genre og det er efter min mening meget trist. For der er sku mange super gode bands derude i Europa, som fortjener lidt mere opmærksomhed. Jeg kan varmt anbefale dette album, og bandets debut, til folk med hang til ukompliceret, energisk og powerfuld hard rock, med gode melodier, fede riffs og solide guitar soloer. 

All In udkom 18. Februar via Fastball Music. 

     (5 ud af 6)

Lyt til Maxxwell: http://www.myspace.com/hefhaefliger

______________________________________________________________________

Artillery – My Blood 

Anmeldt af Calle: 06-04-2011 

Lad mig starte med at sige dette. Jeg begyndte først rigtig at høre Artillery i 2009, da de udsendte deres comeback album ”When Death Comes”. Jo jo, jeg kendte godt til bandet inden, men har aldrig rigtig dyrket dem. Det har jeg fået rodet bod på nu og har siden hen købt de gamle albums (eller lånt dem på biblioteket).Bandet på dette sjette album er Michael Stützer (guitar), Morten Stützer (guitar), Peter Thorslund (bas), Carsten Nielsen (trommer) og Søren ”Nico” Adamsen (sang). 

Undertegnet var meget godt tilfreds med førnævnte ”When Death Comes” og var derfor lidt spændt på om bandet kunne følge op på det meget anmelder roste album. Jeg synes helt sikker det lægger sig i god tråd med forrige album, men når efter min mening alligevel ikke helt samme højder. Der er sange som har stor klasse. Blandt andet åbningsnummeret ”Mi Sangre (The Blood Song)”, men også ”Warrior Blood”, ”Monster”, ”Dark Days” og det mere downtempo nummer ””Ain’t Giving In”. Jeg synes dog ”When Death Comes” var et mere helstøbt album. Måske har bandet været for hurtige med at udgive nyt abum efter succesen med comebackalbummet. Når alt dette er sagt, så synes jeg ikke My Blood er et dårligt album. Bestemt ikke!! Det mangler bare lige det sidste lille løft. Artillery spiller stadigvæk teknisk thrash metal og de er uden tvivl kongerne af dansk thrash. Der er mange gode riffs og passager på albummet og man kan tydeligt høre, at det er Stützer/Artillery-lyden. 

Jeg ved at der har været en masse snak om hvilken sanger der er bedst - Flemming Rönsdorf (1984 – 1986 og 1988 – 2004) eller Søren. Som sagt begyndte jeg først rigtig at lytte til bandet for 2 år siden og derfor var Søren den første sanger jeg hørte ”rigtigt”. Jeg vil derfor undlade at give min mening om, hvem af de to der er bedst, men blot sige, at de er to forskellige sangere, som begge gør det godt på hver sin måde (kan man være mere neutral?). Udover Søren, som gør det rigtig godt, så er der heller ikke en finger at sætte på resten af bandet. Ej heller på produktion, som Søren Andersen har stået for i Medley Studiet i København, hvor albummet er indspillet. 

Alt i alt er det et godt album og jeg ser frem til flere udgivelser fra bandet. 

My Blood udkom 21. marts via Metal Mind Productions/Target Distribution. 

     (4½ ud af 6)

Lyt til Artillery:

http://www.myspace.com/artillerythrashmetal

http://www.myspace.com/metalmindproductions

_______________________________________________________

WakeUpCall – WakeUpCall 

Anmeldt af Calle: 05-04-2011 

WakeUpCall er et ungt band fra Italien, som består af Tommy (sang/guitar), Olly (guitar), Dario (bas) og Matt (trommer). Bandet blev dannet i 2010. De tre førstnævnte medlemmer spillede sammen i Knyght, som fik deres EP anmeldt her på siden tilbage i 2009. Dengang var undertegnet ikke synderligt begejstret, så jeg var spændt på at høre denne nye EP.  Og jeg kan da starte med at sige, at de har udviklet sig en del siden dengang. Man kan godt høre, at der er kommet i par år mere i bagagen. WakeUpCall er bandets første EP.

Bandet har en meget bred musiksmag og de nævner bl.a. Bon Jovi, Nickelback, Goo Goo Dolls, Green Day og Foo Fighters som nogle deres inspirationskilder. Og det kan man faktisk godt høre i EP’ens fem sange. Der er et guitar riff eller melodi her og der, som leder tankerne på nogle af de nævnte bands. Når det er sagt, så synes jeg faktisk bandet gør det godt. De har skrevet nogle gode sange, som er bygget op efter opskriften – gode melodier i versene som ender ud i et ”syng-med” omkvæd. Det er rock for det brede publikum. 

De sange på WakeUpCall som falder bedst i min smag og som jeg synes kommer sig bedst ud er første singlen ”Before I Fall”, som bandet også har lavet en video til (se den her), ”Here To Stay” og ”The Devil’s Round”. Dermed ikke sagt, at de sidste to sange er dårlige, men de mangler lidt for at ramme mig.  Olly Riva fra The Fire medvirker som gæste sanger på ”Here’ To Stay”. Da jeg anmeldte Knyght’s EP var jeg lidt ude efter Tommy’s stemme og accent. Hans stemme er blevet bedre, men hans accent mangler stadigvæk lidt. 

Bandet har selv produceret EP’en i samarbejde med Maurizio Baggio, som tidligere har arbejdet med bl.a. Vanilla Sky og The Fire. Derudover er et par af sangene mixet af selveste Beau Hill (Alice Cooper, Europe, Eric Clapton, Warrant og mange flere). Lyden på Ep’er er helt i orden og instrumenterne ligger godt i forhold til hinanden og til Tommy’s stemme. 

Så alt i alt er WakeUpCall en helt ok EP. Det er klassisk rock tilført en lidt nyere sound. 

    (4 ud af 6)

Lyt til WakeUpCall: http://www.myspace.com/wakeupcallmusic

_______________________________________________________

Senes - dE-eVolution oF thEorY

Anmeldt af Lars: 04-04-2011

Steve Senes har udsendt sin første instrumentale solo-cd dE-eVolution oF thEorY. Der er hermed lukket op for godteposen! 

Steve har spillet med en masse gennem tiden, hvilket har gjort ham til en fantastisk guitarist. Han mestrer alle stilarter og det er noget af en bedrift. Albummet indledes med noget der kunne lyde som noget Richie Blackmore kunne have fundet på. Det passer godt da det jo er et instrumental-album, hvor guitaren får lov at tale, råbe, skrige og hviske. Der er masser af fede ideer og stilarter repræsenteret - og det er det der er projektets svage side, efter min mening. Der bliver cyklet ind og ud af stilarterne. Først noget rock, så noget funk, så noget klassisk, så noget country....man mister interessen for, hvad der kunne have været en fed skive. Jeg nævnte at der var lukket op for godteposen - og det er der. i dette tilfælde er chokolade, lakrids, vingummi og bolcher bare smeltet sammen i en stor klump som er rullet ud og lavet til en cd. Jeg ville have nydt det helt vildt, hvis den gode Steve havde holdt sig til en stil pr. album og så have lavet 4 eller 5 i en serie der kunne hede "Introducing the worlds of Steve Senes". Jeg har lyttet til cd'en en million gange (næsten) og glæder mig over hans flotte spil, men hver gang er det en afbrudt fornøjelse, for når jeg hører en cd kan jeg godt lide at der er helhed over det, en stil der bygger noget op i mig gennem hele albummet. Her bliver der trykket på "re-set" hele tiden. 

dE-eVolution oF thEorY ville nemt kunne have scoret 5 - 5½ hos mig, hvis der kun havde været en eller to stilarter reprÊsenteret, men hvis jeg skal kunne se mig selv i øjnene kan jeg kun give 3½ eller.. nej det ER flot spillet..4. 

dE-eVolution oF thEorY er udkommet via Demolition Records.

    (4 ud af 6)

Lyt til Senes: http://www.myspace.com/9yu
_______________________________________________________

SuperCharger – That’s How We Roll 

Anmeldt af Calle: 29-03-2011 

Københavnske SuperCharger har netop udsendt deres andet album That’s How We Roll. Bandet er officielt blevet en sekstet med Lars Rygaard (organ og harmonica). De øvrige medlemmer er de samme som på debuten ”Handgrenade Blues” fra 2009 og det er Mikkel Neperus (sang), Thomas Buchwald (guitar), Thomas Pedersen (guitar), Brian Jensen (bas) og Benjamin Funk (trommer). Jeg har fulgt bandet siden deres EP ”Junkyard Spectacles” fra 2007 og jeg var meget begejstret for debut albummet, så det var med en vis gru, at jeg satte dette nye album på. Kunne de overgå ”Handgrenade Blues” som jeg anmeldte her på siden til 8½ ud af 10? Og lad mig starte med at sige, ja det synes jeg de kunne. 

SuperCharger spiller stadigvæk rock ‘n’ roll med stor energi og jeg vil sammenligne deres musikstil som en blanding af bands som f.eks. Nashville Pussy, D-A-D, Supersuckers og Social Distortion. På That’s How We Roll har SuperCharger udviklet og fornyet sig og det gør musikken endnu mere varieret. Jeg synes bl.a. at høre lidt southern-rock inspiration ala Lynyrd Skynyrd i en sang som “Mrs. Ferguson” og en anelse country/railroad blues i afslutningnummeret “Sunrise Over Reperbahn”. Begge er rigtig gode sange. Derudover er sange som “Are You Satisfied”, “Roll The Dice”, “That’s How We Roll” og “Redemption Song” blandt mine personlige favoritter. Sidst nævnte minder en del om svenske The Hellacopters og i sangen gæsteoptræder Mia Coldheart fra Crucified Barbara. 

Albummet er produceret af Kristian Thomasen, som tiligere har arbejdet med bl.a. Oliver Weers og Black City. Han har gjort et godt stykke arbejde. Bandet spiller også godt og Mikkel’s stemme ligger godt til både de rockede sange og de mere stille af slagsen. Også live gør bandet det rigtig god tog de er helt sikkert en oplevelse værd. De sprudler af energi og oser af spilleglæde, hvilket jeg også synes skinder igennem på That’s How We Roll. 

Efter min mening er SuperCharger et af de bedste danske bands inden for denne genre. Jeg kan varmt anbefale dette album og sætter det gerne på igen og igen når albummets 45 minutter er hørt til ende. Det er dansk rock når det er bedst og så er det samtidig ægte!!! SuperCharger’s stil er genneført og det gør sig gældende i alt lige fra sangene på deres albums, til deres påklædning og liveoptræden, ja sågar i deres videoer (se videoen til “Are You Satisfied” her). Albumtitlen er meget sigende og de her unge mænd mener det sku!!! 

That’s How We Roll udkom den 21. marts via VME.

     (5 ud af 6)

Lyt til SuperCharger: http://www.myspace.com/wearesupercharger
______________________________________________________

Kickhunter – All In

Anmeldt af Mac: 21-03-2011

Tyske Kickhunter smider deres tredje album All In på markedet ovenpå to albums der bl.a. landede dem support for Deep Purple og Lynyrd Skynyrd.

All In er desværre en ret tynd kop the. Der hersker ingen tvivl om at musikerne kan deres kram, men udtrykket er i den grad tamt og kedeligt. Forsangeren er så doven i sit udtryk at man næsten falder sammen af ren træthed. Nummeret ”Revolution” i særdeleshed skiller sig ud for anmelders vedkommende med et ellers fedt rocket musikalsk udtryk, som bliver gjort fuldstændigt til skamme med det sløveste og mest intetsigende omkvæd længe skrevet. Endvidere er brugen af ”Grand Prix” finten (halvtonen op) kvalmende. Og et album med coverversioner er bare et ”no go” i min bog!

Resten af albummets 11 numre er vage og kedelige og minder mest af alt om en efterskoleudgave af Pretty Maids.

Jeg anbefaler på ingen måde at skænke dette album for megen tid.

  (2 ud af 6)

Lyt til Kick Hunter: http://www.myspace.com/kickhunter
______________________________________________________

Helix - Vagabond Bones
 
 
Anmeldt af Lars: 13-03-2011
 
Canadiske Helix, der jo har været med fra starten af, når vi snakker Hard Rock/Heavy Metal (est. 1974) har udsendt et flot nyt album ved navn Vagabond Bones. Omstrejfende kan man bestemt ikke kalde dem, hvad musisk kunnen angår. God gammel ægte Heavy Metal som vor mor strikkede den, fristes man til at sige. Lige som med AC/DC, er der ikke sket den store forandring med lyd og eksperimentering og det kan man kun tage hatten af for. Jeg er ikke imod udvikling og forandring, BETEMT IKKE, men der er visse ting der er smukt som det er.
 
I 1984 lavede de nok deres største hit, "Rock You" - en Rock slagsang for alle os der kan lide Rock. På denne skive har de lavet en (ikke lige så fængende...men alligevel) hyllest til alle os igen; "Go Hard Or Go Home"... men der er en del fede numre der passer godt på alle os...hvem kender ikke til følelsen af "Monday Morning Meltdown"...eller "Hung Over, But Still Hanging In".... det er ren Rock and Roll attitude, eller som Rolling Stones engang sagde det... It's only Rock and Roll but I like it.
 
Sangeren Brian Vollmer er det eneste medlem der har været med fra starten af i 1974 og det er jo også den stemme man kender som Helix' varemærke, ellers har der været stor udskiftning gennem de 37 år der er gået.
 
Der er 9 gode rock-numre på Vagabond Bones, de fleste skrevet som et samarbejde mellem Brian Vollmer og Sean Kelly - Kelly blev desværre nødt til at forlade bandet lige efter at han havde skrevet sangene færdig....(her kunne man jo komme med et Nelly Furtardo citat... why must all good things come to an end...) han skulle tournere med.... Nelly Furtardo. Det virker som et rigtig godt samarbejde de to har haft, og man kan jo bare håbe at han vender tilbage. Denne cd - Vagabond Bones er ihvert fald en rigtig god Rock skive man kan smide på anlæget når man vil ha' en god rock-fest - Alle kan være med.
 
Vagabond Bones er udkommet via Perris Records.
 
     (5 ud af 6)
 
______________________________________________________________________
Whitesnake - Forevermore
 
Anmeldt af Lars: 12-03-2011
 
Det var med en vis ærefrygt at jeg satte Whitesnakes nyeste udspil Forevermore på, og første numm "Steal Your Heart Away" startede også som et Whitesnake-nummer skal lyde, men der var noget der ikke stemte helt... David Coverdale's stemme... jo jo, han synger på præcis samme måde og med samme power som altid, og han har været sygemeldt pga sit stemme nedbrud sidste år, men skulle være helt klar igen, men han lyder anderledes - mere anstrengt end han plejer, ikke så fyldig.
 
Selve musiken er Hard Rock and Bluesy som den skal være når vi taler om Whitesnake og der er 13 numre at glæde sig over. Easier said than done er den typiske Whitesnake ballade med slide-guitar i bedste Moody-stil hvor man har lyst til at tænde en lighter og svinge den på bedste 80'er stil. Tittelnummeret "Forevermore" er et 7:27 langt flot nummer der kører i balladestilen. Der kommer, halvt inde i nummeret mere drøn på og nogle fraseringer der leder tanken hen på Deep Purple's lidt orientalske måde at frasere på.
 
Lyden er rigtig flot og numrene er godt varieret - ikke en cd man bliver træt af at høre på lige med det første. Doug Aldrich – guitar, Reb Beach – guitar, Michael Devin – bas og Briian Tichy - trommer gør et rigtig flot stykke arbejde og det er helt og aldeles et helstøbt Whitesnake album der vil blive værdsat af både gamle og nye fans. Som gæstemusikere har Coverdale fået besøg af sin gamle bandkammerat Timothy Drury på Keyboard og sin egen søn Jasper Coverdale.
 
Som sagt er det Coverdales stemme der ikke lever helt op til mine forventninger (selvom jeg godt ved manden har været syg) men musiken er på plads. Det er en cd man bør anskaffe sig, hvis man er til Whitesnake.
 
Forevermore udkommer den 28. marts på Frontiers Records via Target Distribution.
 
     (5 ud af 6)
 
______________________________________________________________________
 
Third Eye - Recipe For Disaster
 
Anmeldt af Lars: 12-03-2011
 
Danske Third Eye har udsendt et mesterværk ved navn Recipe For Disaster. Det er eminent flot spillet og sunget. Alle ti numre er balsam for sjælen, hvis man kan lide Prog Metal, og det kan jeg. Det er et meget spændende album med gode arrangementer. Der er kælet for produktionen og for hvert enkelt nummer. Der er ikke noget der er overladt til tilfældighederne, men er gennemtænkte genialiteter hele vejen igennem. Der er kun et nummer der er lige under fem minutter, resten er over, og det er jeg meget tilfreds med. Man kan nå at fordybe sig i lyden og arrangementet af hvert nummer, og alligevel trykker man på replay bagefter, for at grave lidt dybere.
 
Det er et album der har været to år under vejs med skiftende besætning og modgang, men selve ideen og projektet var stærkt nok til at klare det og Tommy Hansen førte sine magiske hænder over projektets sidste fase, hvilket kun har gjort et stærkt album om muligt endnu stærkere.
 
Per Johansson har en god stemme til netop Prog Metal, lidt i stil med Bruce Dickinson (Iron Maiden), en virkelig gevindst for Third Eye. Ellers består bandet af Martin Damgaard på trommer, Andreas Schumann på bas, Thomas Kuhlmann på guitar, Simon Krogh på keyboards og Michael Bodin på guitar.
 
Det er virkelig et stærkt album jeg kun kan anbefale på det varmeste.
 
Recipe For Disaster er udkommet via Escape Music.
 
      (6 ud af 6)
 

_____________________________________________________________________

Asphalt Valentine – Strip Rock Roll 

Anmeldt af Calle: 10-03-2011 

Asphalt Valentine er fra Atlanta, USA og de blev dannet i 2003. Siden da har der været lidt udskiftninger i besætningen, men i dag består bandet af Joe Flynt (sang), Scozz (trommer), Evan McKee (guitar), Scott Clark (bas) og Brett Ciaramella (guitar). Strip Rock Roll er bandets debut og blev i første omgang udgivet via Chavis Records i 2009, men bandet fik ikke den rette eksponering trods gode anmeldelser. Nu er albummet så udgivet via JAMSYNC Music. 

Med Strip Rock Roll er der tale om rock ’n’ roll med stort R. Bandet oser af energi og spilleglæde og det samme gør dette album. Jeg vil betegne deres muisk som ”modern-day-rock” i stil med Hinder, Buckcherry og The Last Vegas. Det er straight-ahead sleazy rock ’n’ roll med dertil hørende tekster. Mit helt klare favorit track på abummet er ”Dirty Little Secret”, men også sange som ”Be Your Drug”, ”Strip Rock Roll”, ”On That Line” og ”Love And Gone”. Sidst nævnte kan godt minde lidt om D-A-D i versene. Jeg vil også lige nævne den southern rock inspirerede sang ”Don’t Come Easy”, hvor bandet gør brug af lidt slide-guitar. Alt i alt er der tale om gode sange over hele feltet og bandet har skrevet nogle virkelig catchy sange med omkvæd du hurtigt kan synge med på. 

Strip Rock Roll er produceret af Andy Reilly, som tidligere har arbejdet med bl.a. Moonspell og Praying Mantis og bandet selv. Og det må man sige, at de har gjort helt udmærket. Instrumenterne ligger godt lydmæssigt i forhold til Flynt’s stemme og han levere en solid vokal. 

Så er du til rock med musik med energi og fuld drøn på, så er Asphalt Valentine helt sikkert noget for dig. Og kan du lide nogle af de ovennævnte bands, så bør du også eje et eksemplar af Strip Rock Roll. Her er tale om et album der vokser på dig efter flere gennemlytninger og man bliver aldrig træt af at høre det. Den vil helt sikkert finde vej til mit anlæg igen og igen. Det er solid rock ’n’ roll, som man bliver i godt humør af at høre. Det garanterer jeg!!! 

Strip Rock Roll er udkommet via JAMSYNC Music. 

     (5 ud af 6)

Lyt til Asphalt Valentine: http://www.myspace.com/asphaltvalentine2

______________________________________________________________________

Distorted Wonderland – Distorted Wonderland 

Anmeldt af Calle: 10-03-2011 

Distored Wonderland kommer fra Göteborg, Sverige og består af Olof Lindgren (sang), Axel Karlsson (bas), Petter Karlsson (trommer) og Fredrik Lundstedt (guitar). Bandet blev dannet af Olof og Axel, som begge var medlemmer af Overnight Sensation, men efter de havde sunget back-up vocals på Hardcore Superstar’s fjerde album, blev de inspireret til at bevæge sig i en anden musikalsk retning. Og da Overnight Sensation gik i opløsning i 2009 koncentrede dig sig 100% om Distorted Wonderland. 

Distorted Wonderland er bandets debut album og det består af 11 hard rock sange, hvor inspirationen er hentet i den mere sleazy genre blandet med lidt goth. Man kommer ikke udenom Hardcore Superstar lyden, men alligevel er der også elementer hentet fra Rammstein, Wednesday 13 og Motörhead. Dette kommer sig til udtryk i musikken på bl.a. ”On The Other Horizon” der har en snært industrial lyd over sig og på ”Tangerine” hvor især den hurtige tromme/riff baseret indledningen minder mig om Motörhead. Dog har begge sange Distorted Wonderland lyden over sig. Jeg synes bandet har skrevet nogle rigtig gode sange med gode melodier og nogle virkelig catchy omkvæd. Især sange som ”Raised On Rock ’n’ Roll” (som er første singlen fra albummet), ”Never Had Nothing”, ”Behind The Scenes” og ” Stand And Deliver”, der alle hører til blandt mine favoritter på Distorted Wonderland. 

Udover de velskrevne sange, så kan man heller ikke sætte en finger på musikernes kunden og Olof’s vokal er rigtig god til denne genre inden for rocken. Det lyder lidt som en blanding af Wednesday 13 og Jocke (Hardcore Superstar). Produktions-mæssigt er der heller ikke noget dårligt at sige. Så alt i alt er det et rigtig godt album og jeg kan sagtens anbefale at man tjekker det ud. Især hvis man er fan af førnævnte Hardcore Superstar. Distorted Wonderland burde efter min mening have samme status som netop dem og andre svenske bands inden for genren.  

Distorted Wonderland udkom den 7. December 2010 via JAMSYNC Music. 

     (5 ud af 6)

Lyt til Distorted Wonderland: http://www.myspace.com/distorted.wonderland

_____________________________________________________________________

White Wizzard – Over The Top 

Anmeldt af Calle: 06-03-2011 

White Wizzard kommer fra L.A. og blev dannet i 2007. Der har været en del udskiftninger i bandet, men på dette album bestod besætningen af Jon Leon (bas og guitar), Wyatt Anderson (sang), Chad Bryan (guitar), Erik Kluiber (guitar) og Giovanni Durst (trommer). Det er bandets debut album.

Bandet spiller traditionel heavy metal med stor inspiration fra NWOBHM og man kan tydeligt høre, at de har lyttet en del til især Iron Maiden, men også Saxon, Judas Priest, Dio, UFO og Thin Lizzy. Over The Top består af ni sange, som er spækket med guitar riffs i bedste Maiden stil. Der er fuld fart over feltet i samtlige ni sange og de er bygget over samme list, men alligevel formår bandet at variere musikken. På intet tidspunkt får man lyst til at springe til næste sang. Så jeg ser ingen fyld-numre på Over The Top, men jeg vil dog fremhæve sangene ”Live Free Or Die”, ”High Roller”, ”Over The Top” og ”Strike The Viper”. 

White Wizzard har bestemt ikke opfundet noget nyt, men det de gør, gør de godt. De er alle dygtige musikere og Wyatt’s stemme er den perfekte til denne stil inden for heavy rocken. Det er ikke uden grund, at han bliver kaldt ”The Sreaming Demon”. Selve produktionen kan der heller ikke sættes en finger på og Ralph Patlan har gjort et godt stykke arbejde med at indspille, producere og mixe albummet. Han har tidligere arbejdet med bl.a. Michael Schenker Group, Pete Way (UFO, Waysted og Fastway) og Rick Derringer. 

Over The Top udkom i februar 2010 via Earache Records, men jeg synes alligevel den fortjener en anmeldelse, selvom det er et år siden. Albummet er et godt stykke håndværk og jeg kan sagtens anbefale det til enhver heavy metal fan med respekt for god musik. 

     (4½ ud af 6)

Lyt til White Wizzard: http://www.myspace.com/whitewizzard

______________________________________________________________________

Onslaught - Sounds Of Violence

Anmeldt af Dianna: 27-02-2011

Kan sagtens huske Onslaught tilbage fra midt/sidst firserne, deres musik dengang var lidt i stil med det helt gamle metallica eller Venom, måske ovenikøbet lidt Slayer-agtig i trommerne..en rå og upoleret thrash-stil uden dikkedarer. Der var et strøg af punk rock i deres tidlige musik, men det var dog mørk thrash, et mørkt lyrisk univers, der også dengang kunne omhandle det sataniske element i et delvist omfang.

De har i alt udgivet 5 studio-albums/1 compilation album/1 Live album..så vidt jeg ved. Deres første album fra 85 hed "Power From Hell". Og så er der naturligvis deres '89 album "In Search Of Sanity" (med Steve Grimmett på vokal) Cool album. I 2007 kom de så med albummet "Killing Peace", et ret fedt album synes jeg, så derfor var det da noget spændende om de med Sounds Of Violence kunne levere noget i samme standard og kvalitet, og var naturligvis også spændt på om de kunne spytte i fjæset på Gud med ligeså stor overbevisning som de gjorde det med "Killing Peace" !!!

Dertil må svaret så være: JA!! Det tror jeg vist nok lige, for det kan de da i dén grad! Jeg synes det er en værdig opfølger, og albummet har en væsentligt opdateret og super cool møghamrende moderne lyd, men uden at ha' mistet den rå og thrashede Onslaught lyd....og ja ja, muligvis vil der være nogle hårdnakkede småforstokkede (og det er fanme kærligt ment) oldschool thrash-fans der må skuffes og nogle kunne måske vove den påstand at de sælger lidt ud for at please og følge tidens toner bare for at gøre det, men sådan ser/hører jeg det slet ikke. Jeg synes det er fedt at opleve 'gamle' thrashers (Testament eksempelvis) der ikke er så bange for at ta' lidt af nutiden's thrash/crossover-lyd til sig og gøre den til deres helt egen, blande det op med deres helt egen skønne mavepumper-rå beskidte thrash!!! Der er super præcision og diciplin i deres spil, og ligeså i deres tekster, intet er overladt til tilfældighederne her.

Sy Keelers vokal er så umanerlig fed..brutal, høj-energisk og lige i øjet! Nige Rockett er imponerende i hans måde at levere de hurtige riffs på, og det samme kan man også sagtens beskylde Andy Rosser-Davies (som blev guitarist for bandet i 2008) for. Han kan absolut matche enhver nutidig metal-guitarist, og jeg synes det virker som om han er et aktiv for bandet. Tror også han har haft stor betydning for deres 'nye' lyd,(og stor betydning for den lækre opdaterede lyd, det har danske producer Jacob Hansen da helt bestemt også haft, men det forventer man sig vel også af en af branchens allerbedste) (Vil lige nævne som en slags bonus info, at albummet er indspillet her i landet). Samspillet Rosser-Davies og Rockett imellem er monster godt, den ene overgår den anden, (og omvendt ) i musikalske lækkerheder. Bassist Jeff Wiliams, er no doubt badass talented. Trommneslager Grice har de trommer under fuldstændig og aldeles kontrol, de bliver ganske enkelt domineret i vildskab, så oh my..dét er sgu alt i alt en skøn forening af kompromisløst, hurtigt og ondt, aggressivt og voldsomt energisk thrash/crossover metal, og det må nødvendigvis efterlade de nyere unge thrashmetal-bands med en fornemmelse af åndenød, og de må nok hellere med huske på at de bliver nødt til ta' deres vitaminpille hver dag, hvis de skal ha' en chance/mulighed for at følge med 'tempoet og energien i de gamle' thrashers her, for helt seriøst, det rykker i vildskab hele vejen igennem, og Onslaught har i store træk,vist hvordan den f*****g skive skal skæres!!

Har 5 favorit numre: "Born For War", hurtigt energisk thrash, "Hatebox", skøn thrash/groovemetal, "Code Black", ja og så lidt deathmetal agtigt også :). "Outro:End Of The Storm", melankolsk piano stykke på 1½ minuts tid..det er en fin detalje som gør at albummet ikke bare virker som et laaangt monster tempo-trip :) "Bomber" (featuring Phil Campbell og Tom Angelripper) jo man kan godt fornemme en smule Motörhead her :)

Er vild med det..det er et favorit album allerede.

Sounds Of Violence udkom 29. januar via AFM Records.

5½ af de ondskabsfuldt thrashede dødningehoveder!!

      (5½ ud af 6)

Lyt til Onlsaught: http://www.myspace.com/onslaughtuk

______________________________________________________________________

King Lizard – Viva La Decadence 

Anmeldt af Calle: 23-02-2011 

Med britiske King Lizard er der tale om vaske ægte sleaze rock/metal. Bandet blev dannet i 2002, men den nuværende besætning blev først i realitet i 2006. King Lizard består af Flash Roxx (sang), Niro Knox (guitar), Alice Rain (bas) og Arnoldo Rogano (trommer). 

Viva La Decadence består af 11 hæsblæsende sange og én enkelt ballade. Der er fuld power på lige fra første strofe i titel nummeret ”Viva La Decadence” til sidste trommevirvel i ”Late Nite Dynamite”. Kun afbrudt af den flotte 80’er-inspirerede ballade ”Not For Me”. Udover de tre nævnte sange, som hører til albummets bedste, så vil jeg også fremhæve ”Rain Over You”, ”Kan’t Kill Rock ’n’ Roll”, ”Never Be Mine” og ”Rock ’n’ Roll Me”. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige - der er ingen dårlige sange på dette album. Som albumcoveret (her er vist den censurerede udgave) og sang titlerne antyder, så handler teksterne om sex, drugs and rock ’n’ roll. Fuld power på rocken og en enkelt ballade = lige et album for undertegnet. 

Albummet er produceret af bandet selv i samarbejde med Andy Brook og Chris Tsangarides. Og her er der ikke en finger at sætte på noget. Viva La Decadence er godt produceret og har en rigtig god lyd. Guitarerne og de øvrige instrumenter ligger godt i forhold til Flash’s stemme, som i øvrigt passer rigtig godt til den sleazy stil bandet lægger for døren. Og så skal man ikke glemme de gode guitar soloer, der finder sin rette plads på albummet. 

Viva La Decadence kan helt klart anbefales og burde efter min mening være at finde i en hvilken som helst sleaze-rockers samling. Viva King Lizard, viva la sleaze and you Kan’t kill rock ’n’ roll. Køb albummet!!! 

Viva La Decadence udkom 1. december 2010 via Psycho DeVito Records. 

     (5 ud af 6)

Lyt til King Lizard: http://www.myspace.com/kinglizardmusic

______________________________________________________________________

Hollywood Killerz – Dead On Arrival 

Anmeldt af Calle: 23-02-2011 

Hollywood Killerz er et italiansk glam/sleaze/punk band fra Torino. Bandet består af Harry (sang), Simo (guitar), Juri (guitar), Dome (bas) og Roby (trommer) og de siger selv, at de er inspireret af ”life, sex and death”. 

Dead On Arrival er bandets debut album og består af 13 sange. Skal jeg beskrive stilen, så må det være en god blanding af Faster Pussycat, Pretty Boy Floyd, Hanoi Rocks og en smule Dead Boys og The Lords Of The New Church. Jeg synes godt man kan høre lidt inspiration fra de nævnte bands i de forskellige sange på albummet. Hollywood Killerz formår at blande den old school glam/punk stil med den mere nye lyd og dermed virker albummet tidløst. Dertil skal det dog siges, at de ikke opfinder noget nyt og det tror jeg faktisk heller ikke er deres intention. Jeg tror bare de spiller fordi de elsker det. 

De bedste sange på Dead On Arrival er efter min mening ”Grey Celebrations”, ”Girls R Dead”, ”Our Memories May Be Right” og ”More Than It Hurts You”. Sidst nævnte er et af de mere down tempo numre på albummet. Jeg synes sangene variere rimelig godt og man bliver ikke træt af musikken, selvom der er hele 13 sange. 

Bandet spiller godt og Harry’s stemme er hæs og ”skinger” og det passer godt til denne genre. Han minder mig lidt om Michael Monroe (ex. Hanoi Rocks). Bandet har selv stået for produktionen og det har de gjort godt. De har i hvert fald ramt plet, hvis de prøver at ramme førnævnte stil (sleazy-galm-punk). Konklusion: Et tidløst album, som kan anbefales hvis du kan lide nogle af ovennævnte bands. 

Dead On Arrival udkom 12. november 2010 via logic(il)logic/Street Symphonies Records. 

    (4 ud af 6)

Lyt til Hollywwod Killez: http://www.myspace.com/motorcitymaphia

______________________________________________________________________

Mercenary - Metamorphosis
 
Anmeldt af Dianna: 22-02-2011

Mercenary, dannet tilbage i 1991, har været ramt af mange line-up ændringer og andre vanskeligheder i musikbranchen, og det kan muligvis været delvist skyld i de ikke er nået ud til endnu flere metal-elskere end de (heldigvis ret mange trods alt) der kender dem ret så godt, og det da for noget overvejende positivt. 
Bandet består af René Pedersen (bas/vokal), Jakob Mølbjerg (guitar), Martin Buus (leadguitar/keyboard) og Morten Løwe Sørensen (trommer). Bandet spiller en blanding af melo-death/power metal/metal core/hard rock.

Med deres 6. album Metamorphosis, tager de for alvor hul på et lydmæssigt overlegent og perfektionistisk album, det er bestemt et album som signalerer at de i sandhed 'er tilbage' og er klar til at vise vejen..en ny vej, men dog en vej med familiære takter.

En stor stor ros til Rene, det virker som om han i dén grad mestrer alt, og gør det med sådan en alsidighed, overbevisning, og sådan en intensitet, at man kun kan ha' den allerstørste respekt for hans multitalent, jeg er dybt imponeret. De øvrige medlemmer af bandet skal bestemt ikke forbigås hvad tildeling af ros og respekt angår, og jeg elsker især den tunge stortromme, er begejstret for måden numrene er bygget op på, nærmest lag på lag på lag, på en, i mine 'ikke-musiker-ører', velkomponeret facon...

Det er med melodisk skønhed, blandet op med et til tider voluminøst ydtryk, og yderligere tilsat tilpas med intens aggression, og det er ret gennemført. 

"Memoria"..det fedeste nummer efter min mening, selvom det er vanskeligt at udvælge et enkelt...Få fat i det her album drenge og piger, hvis i kan li' metal (dansk metal ikke mindst) når det er bedst!!!
 
Metamorphosis udkom den 21. februar via NoiseArt Records/Target Distribution.
 
     (5 ud af 6)
____________________________________________________
 
The Mist Of Avalon - Dinya
  
Anmeldt af Lars: 20-02-2011
  
Den svenske Goth pop/rock gruppe, The Mist of Avalon har udsendt albummet Dinya og det er bestemt ikke en uvæsentlig udgivelse. Med en stemme der minder en del om Dave Gahan (Depeche Mode) passer den perfekt til stilen, der går lidt mere ad rock-stien end Depeche Mode gør og rammer en rigtig god stemning til sorte lys i den femarmede og en dyyyb mørkerød vin i glasene... jeg savnede i hvertfald en Gothgirl ved min side da jeg gennemlyttede albummet. Vokalarbejdet er flot, både front og kor. Klar og tydelig med en mørk dybde. Det er så gennemført goth/godt at jeg overvejer at købe en lang sort frakke..... 

Jeg må inrømme at første gang jeg hørte det var jeg lidt skuffet, da jeg havde sat mig op til noget Irsk... Jeg har selv lavet et nummer der har navnet  Mist of Avalon efter Marion Zimmer Bradleys bøger der foregår i det keltiske univers... og det var bestemt IKKE den stemning jeg kom i da jeg gennemlyttede gruppens album første gang, men de næste gange var jeg klar - og det gav en dybere følelse for det flotte arbejde de har lavet.

Bassen laver et godt stykke arbejde, som jo er rigtig vigtig i denneher stil. Guitarene, både de krystalklare og de forvrængede er flot afballanceret. De forvrængede guitare minder til tider om dem der bliver spillet i Broder Daniel et andet godt svensk rockband. Måske bliver der brugt trommemaskine engang imellem, men det er bestemt den ægte vare der er mest af, og de bliver aldrig mekaniske eller trivielle.

Der er 12 gode skærringer på Dinya og det er svært at vælge et frem for et andet. Det nummer der bliver mest rock'et er nok "Loosing Yourself" hvor der bliver skreget flot i baggrunden og der er en masse fed energi der bliver sluppet løs.

Jeg er blevet ret begejstret for The Mist of Avalon og ser frem til at de måske nok kommer til Danmark.
 
Dinya udkom den 15. oktober 2010 via Echozone. 
 
     (4½ ud af 6)

Lyt til The Mist Of Avalon: http://www.myspace.com/mistofavalon
______________________________________________________________________
 
Hydrogyn - Judgement
 
Anmeldt af Lars: 20-02-2011
 
At blive taget med storm er måske en mild underdrivelse når snakken kommer ind på Hydrogyns udspil Judgement. Jeg havde ikke forventet mig det store...cd coveret er ganske pænt med en blondine i rock attitude og out fit, men regnede med at det kun var for at tiltrække opmærksomhed... Hard Rock af bedste skuffe blev hevet ud og kastet lige i ansigtet...sangen startede... lød lidt som Per Gessle (Roxette) men kun i et kort øjeblik. Det var en kvinde der sang... lidt efter kom der en mand og sang med... noget de gerne må ha' noget mere af, for han synger/skriger F******........ sørme godt, men så venter vi jo bare på næste cd, og håber....
 
Hele albummet er rigtig flot produceret af Michael Wagener (bla. Ozzy, Alice Cooper, Skid Row og Metallica) og Jeff Westlake. Der er 10 + 3 bonus tracks, og ud af dem er der ikke noget der ikke burde være med. Nummer 4, "Self Destruct" er nok det nummer der er mit favourit nummer over dem alle. Der er så meget energi, saft og kraft og fede riffs så man bare ikke KAN sidde stille, men også et nummer som "Don't Be My Judge", som er en flot ballade hvor Julie får vist bredden af hendes stemme er værd at bemærke.
 
Blandingen af den pæne stemme som Julie har og den ægte Hard Rock giver albummet en rigtig god chance for at blive spillet i radioen. De kommer fra Kentucky og har den dér ægte Amerikanske bonderøvs "Vi skal sku vise dem hvem der kan" attitude, og det klæder dem helt vildt godt. Julie har en meget trænet stemme der nogle gange kan minde lidt om Madonna's og lidt om Amy Lee's selvom hun ikke kommer op på Amy Lee's niveau - i mine ører, men hun har som sagt en pæn stemme, der også sagtens kan bære at blive "beskidt" uden at miste troværdigheden. Guitaristen Jeff Westlake og sangerinden Julie Westlake startede bandet i 2004 og har udskiftet den gamle besætning så bandet nu, foruden dem selv består af Chris Sammons på bas og råb/skrig og Joe Migs på trommer.
 
Hydrogyn henvender sig til det brede rock publikum, der ikke er bange for at gi Hard Rock'en en bjørnekrammer. 
 
Judgement er bandets tredje album og udkom den 25. oktober via Bad Reputation.
 
     (5 ud af 6)
 
______________________________________________________________________
 
Salute - Heart Of The Machine
 
Anmeldt af Lars: 19-02-2011
 
Salute er et band fra Sverige, hvilket man egentlig godt kan høre... De spiller en god gang pop-metal som enhver radiostation med respekt for sig selv vil spille, og de er helt sikkert et stort hit i Japan og hos en masse teenage piger - og absolut INTET ondt i det udsagn. Jeg har stor respekt for dem der er troværdige mod deres stil, og det er Salute. Selvom jeg ikke er næsegrus begejstret for deres stil, der ligger meget tæt op af Bon Jovis, så må jeg indrømme at de gør det godt. Der er 11 numre på Heart of the Machine som helt sikkert vil få en masse unge pigehjerter til at banke hurtigere.... og hvem vil ikke være skyld i det.... og det bliver gjort med en ærlighed man kun kan beundre.
 
I stil er de tæt på Europe og Bon Jovi og lyden er da også tæt på netop disse to bands, og mned den rette promotion vil de helt sikkert blive rigtig store i den brede pop-metal verden, men uden en agressiv promotion vil de nok drukne i mængden.
 
Noget man bør lægge mærke til ved mine bedømmelser, er at det er ud fra, hvad jeg synes i den ene eller anden kategori - virker det troværdigt... er produktionen i orden... er de sammenspillet... osv osv....
 
Selvom jeg ikke er den store fan - for at sige det MEGET diplomatisk - så er jeg ikke vild med pop-metal stilen mere, men alligevel kan jeg da godt høre om man har lavet et troværdigt produkt - og DET har Salute... pænt og flot.
 
Heart Of The Machine er udkom i septemer 2010 via Escape Music.
 
    (4 ud af 6)
 
Lyt til Salute: http://www.youtube.com
______________________________________________________________________
 
Ross The Boss - Hailstorm
 
Anmeldt af Lars: 17-02-2011
 
AWB (Accept Wannabe Band) eller SMH (Sons of Metal Heart) var det første der sprang frem hos mig da jeg gennemlyttede Ross The Boss' seneste udspil Hailstorm.
 
Bevares, de spiller godt, men for mig virker den ikke troværdig. Den virker nærmest ufrivillig komisk flere steder. Den ville sikkert have virket i starten af 70'erne. Der er elementer af forskellige bands fra Accept over Mercyful Fate til... Leningrad Cowboys... De synger tydeligt nok og meget forståeligt, men også hér kommer det til at virke ufrivilligt komisk fordi det ikke fungerer troværdigt, selvom det sikkert er ment 100%... men på mig virker det ikke. Selvom instrumenteringen er 100% i orden og de spiller som sagt godt - Bassen har den perfekte plads, hvor man kan høre den tydeligt og der bliver spillet nogle flotte løb, og guitaren bliver også spillet flot - hvilket den helst også skulle når det er Ross "the boss" Friedman (tidligere Manowar) der spiller, men også her er selve lyden ikke optimal. Trommerne er for flade i mixet. Der bliver arbejdet godt på dem, men lyden er flad. Keyboardet er der ind i mellem... ikke overdrevent tydeligt, men virker ok. Koret er ganske pænt gennemarbejdet med dybe og høje vokaler. Selve produktionen er ikke særlig spændende... nærmest lidt tynd, og det er måske dét der gør at det virker komisk, hvor det skulle virke popøst og storslået.
 
Det nummer der måske virker bedst er "Burn Alive", da det ikke har brug for at lyde stort... det virker faktisk ok. Det ærger mig virkelig meget at det efterfølgende nummer, "Crom" ikke har den dybde og fede lyd som det fortjener. "Crom" er et pompøst og potentielt fedt metal-opus, men det falder totalt til jorden og virker som sagt komisk.
 
Selvom jeg har hørt albummet igennem flere gange (6 for at være præcis) fænger den ikke hos mig. Der er helt sikkert mange der vil elske den, og dem ville jeg aldrig se skævt til - og jeg er da også villig til at tage en venskablig diskussion over et par øl, og stadig være lige venskablig bagefter, men ændre mening om Ross The Boss' cd Hailstorm gør jeg nok aldrig.
 
Hailstorm udkom 29. oktober 2010 via AFM Records.
 
   (2½ ud af 6)
 
______________________________________________________________________
Whyte Ash – I Will Remain

Anmeldt af Mac: 16-02-2011

Svenske Whyte Ash blev dannet i 2008, som en sammensmeltning af 2 bands. Formålet var Heavy Metal.

I Will Remain er bandets debut, og der er virkelig understreget tung metal fra den gamle skole. Vokalen bærer meget præg af Halford/Adams og musikken i en helhed er meget inspireret af Judas Priest og Manowar. Guitaristerne har da også lyttet en smule til Malmsteen og Batio og smider et par sublime soli på de fleste numre. De sidste 3 numre på albummet tager dog en mere symfonisk og progressiv tilgang til det hele, hvilket overrasker positivt !

Det er virkelig gedigen Heavy Metal med respekt for de gamle drenge i faget, og er man til Manowar, J.P. Maiden osv, kombineret med Malmsteen, Becker, Batio osv på guitar, er Whyte Ash klart et lyt eller 40 værd.

I Will Remain er udkommet via Denomination Records/Record Heaven.

    (4 ud af 6)

Lyt til Whyte Ash: http://www.myspace.com/whyteash
______________________________________________________

Pitchblack - The Devilty

Anmeldt af Dianna: 15-02-2011

Pitchblack blev dannet tilbage i 2003, og de består af Daniel (vokal), Dennis (trommer/vokal), Dag (bas), Pede (guitar) og Jose (guitar).  Efter et par demo-udgivelser fik bandet pladekontrakt med et tysk selskab. Deres debut album "Designed To Dislike" udkom i 2007, hvor albummet samme år, blev kåret til 'årets debut album' ved Danish Metal Awards.

Trods stor hæder og megen ros, har de ikke for alvor fået 'hul igennem' til udlandet, og selvom de har haft en del jobs i uden for Danmark, og fået gode anmeldelser internationalt, har de ikke formået at få det store gennembrud....ikke endnu ihvertfald vil jeg så gerne tilføje, for med The Devilty så MÅ det da ske!!

Det er et album som både fans af mere oldschool thrash + fans af 'up-to-date' thrash skulle ta' at få fingrene i når det udkommer (ja og i øvrigt også melo-death-fans etc ) for udover at kvaliteten er i top, både på produktions-delen, men i sandhed også rent musikalsk, så kan albummet lige 'det der ekstra' der gør man ikke kan få sig selv til at ta' cd'en ud af anlægget, man har lyst til at høre det igen og igen, og for hver gennemlytning stiger begejstringen...

Har lidt svært ved sådan helt at genre-placere dem, men så vidt jeg ved er de ikke så meget for at fastlåse/begrænse sig selv i form af en eller anden 'metal-kasse-kategori' Men det er da ikke sådan at jeg oplever at musikken 'flyver rundt i alle retninger', for for mig 'hænger det sammen' fra start til slut, det er måske bare en (lille smule) progressivt, og hvorfor er det i grunden også så forbandet vigtigt at få ALT metal kategoriseret ned i genrer/sub-genrer osv..

Udover det faktum at bandets medlemmer er åbenlyst dygtige musikere instrumentalt, og at forsangerens og trommeslagerens råbevokal/skrig/growls er hår-rejsende på den der fede måde, så er deres mørke lyriske univers ikke alene mørkt, det er 'ondt' , det er sindsoprivende og tankevækkende , not pretty at all, og det er bare 'not pretty at all' hele vejen igennem albummet, det er gennemsyret af et agressivt udtryk og det er både i selve album covereret og booklet/musikken/teksterne, så den blodrøde tråd den er der bare hele vejen rundt og det fungerer bare, som jeg oplever det, efter den formodede hensigt, for man bliver altså revet med ind i stemningen og universet...hvis musik formår at rykke rundt med nogle helt grundlæggende og primitive følelser, samtidig med at det rykker ved noget intelektuelt, så er det for mig et plus...Hvad der også kan betegnes som et extra lille plus - en bette bonus om man vil, så er det da at Hank Sherman (Mercyful Fate) gæsteoptræder på nummeret "Promise Of A Dead Man".

Jeg vil gi' albummet 5 onde dødningehoveder, så som konlusion: Et ******* godt album, så husk nu..28 februar!!!!!
 
The Devilty udkommer den 28. februar via Mighty Music/Target Distribution.
 
     (5 ud af 6)
 
____________________________________________________________________
 
Dimmz – Still Human? 

Anmeldt af Calle: 14-02-2011 

Dimmz er et svensk band, der spiller en blanding af hard rock og thrash metal og dertil skal lægges en lille smule punk. Bandet består af Sonny Andersson (sang og guitar), Andreas Eriksson (guitar), Andreas Karlsson (trommer) og Jens Åkesson (bas) og Still Human? er bandets anden udgivelse (deres første på Slipstick Records/Warner). 

Med Still Human? har bandet forbedret sig siden deres forrige album ”This Is Life” og jeg kan kun sige, at det nye album har fået en bedre lyd og bedre produktion. Der er god variation på albumet og som sagt bevæger bandet sig ind over flere genre. Åbningsnummeret ”Sweet Dreams” har en anelse punk feel over sig, mens ”Scars” og ”As We Die” har en old school Metallica feeling. Tempoet sættes mærkant ned i nummeret ”Another One”, som viser en helt anden side af bandet. I ”Bye Bye Baby” har bandet inviteret Erika Jansson med som gæstesanger og sammenspillet mellem hende og Sonny fungerer godt. Højdepunkterne på Still Human? er efter min mening ”Roll The Dice”, ”Scars” og ”My Guitar”. 

Still Human? er optaget, produceret, mixet og masteret af Max Lindquist og som sagt er albummet bedre end bandets forrige album. Især guitarerne lægger godt i forhold til vokalen og resten af musikken og soloerne fungere også rigtig godt. Men det kan stadigvæk godt blive en anelse bedre. Og jeg må indrømme, at jeg har svært ved at vænne mig til Sonny’s stemme og dette gør, at jeg ikke vil give albummet topkarakter. Dog fortjener albummet et lyt og er du til gode melodier og skarpe guitar soloer, så giv Dimmz et chance. Jeg vil i hvert fald sætte albummet på flere gange end jeg allerede har gjort i forbindelse med denne anmeldelse. 

    (4 ud af 6) 

Lyt til Dimmz her: http://www.myspace.com/dimmzspace 
___________________________________________________________________

Manu Armata - No Victory Without Strife

Anmeldt af Lars: 14-02-2011 

Hardcore bandet Manu Armata kommer fra Holland og de er fyldt med en rå energi som de gerne deler ud af. Jeg kom til at tænke på min tidlige ungdom i 80'erne, hvor det hed Punk og det var Black Flag, Blut Eisen, Radioactive, Ads, Before, No Chocks osv. selvfølgelig vidreudviklet, men energien og stemningen er der.

No Victory Without Strife´s sange er delt op i to tilstande - kampen og sejren, kampen for at opnå målet og selve indsigten efter sejr.  Der er næsten ingen pause mellem numrene og det har en dobbelt effekt, dels føles det ikke som 7  numre og stemningen bliver meget intens og dels fordi energien og magien derved forbliver ubrudt og man sidder tilbage med et... WOW... bagefter og har lyst til at høre det igen.

Hele ballet starter med introen som består af en guitar der laver feed back (går i hyl) er der så meget gang i den, så man bliver totalt revet med. Det er næsten som første gang jeg hørte Slipknot - hengivelse til noget man føler åbner en ny dør i sig selv, og albummet slutter også af med en guitar der laver feed back... ringen sluttet.

Manu Armata betyder noget i retning af Hånden som våben eller Våbenbesat Hånd (Chainfist om man vil...) og det er en musikalsk knytnæve der rammer lige i mellemgulvet - men på den fede måde.

Noget man også må give Horns up for er at man kan gå ind på deres hjemmeside (http://www.manuarmata.com/) og høre/downloade hele dette album, fordi de gerne vil have deres musik og budskab ud. Det er selvfølgelig tilrådeligt at købe deres ting, så de kan lave endnu mere og komme til Danmark igen - jeg vil i hvert fald godt opleve dem live. 

No Victory Without Strife udkom i Danmark den 23. oktober via 5FeetUnder. 

     (5 ud af 6)

Lyt til Manu Armata: http://www.myspace.com/manuarmata 
(eller via deres hjemmeside (se link oppe)

_____________________________________________________
_

Mike Tramp & The Rock 'n' Roll Circuz - Stand Your Ground

Anmeldt af Lars: 14-02-2011
 

Pay back time!!!! Mike Tramp betaler tilbage på hans seneste udspil Stand Your Ground!

Al den rock han har lyttet til fra sin barndom på Vesterbro over sin ungdom i Stenløse til sit voksne liv ude i den vilde verden, bliver tilbagebetalt med rentes rente. Der er elementer af fra Beatles til AC/DC og Kiss. Ikke noget man kan kalde tyveri, blot noget i måden numrene er skruet sammen på og nerven. Det er ærligt og troværdigt.

Jeg ved godt at det er på mode i nogle kredse at tale ned om Mike Tramp, men den vogn hopper jeg ikke på. Jeg har min egen mening om den musik jeg lytter til - og jeg lytter til meget. Det her er ægte svedig ROCK fra en som har noget på sjælen som gerne vil ud. Det der kommer ud bliver krydret med en ordentlig omgang rå guitar, bas, trommer og lidt keyboard.

Det er kompetente folk han har med sig. Claus Langeskov (bla. Peter Brander, White Lion, Hotel Hunger) på bas, stabil og afvekslende som få. Søren Andersen (bla. Glenn Hughes, Oliver Weers, Marco Mendoza,Tommy Aldridge) på helstøbt rockguitar og keyboards, Morten Hellborn (bla. Oliver Weers, akidhereafter, Nikolaj og Piloterne, Celina Ree) på trommer... er meget kreativ og tight, samt Emily Garriock (sunget i div. sammenhænge i ind og udland, samt datter af Geordie Garriock fra Red Squares) på kor. Hun har en fantastisk god stemme, der klæder Mike's stemme rigtig godt.

De fungerer rigtig godt sammen som band og der er en ægte livestemning over hele albummet. Et nummer som "Wish You Well" går direkte i blodet på én, synes jeg, og slutnummeret "The Soldier Never Started A War" er også virkelig stærkt.  Jeg føler mig underholdt og meget tilfreds efter gennemlytningen af Stand Your Ground... også efter 7. gennemlytning....den holder.

Stand Your Ground udkommer den 28. marts via Target Records.

      (5½ ud af 6)

Lyt til Mike Tramp & The Rock 'n' Roll Circuz: http://www.myspace.com/miketramp
______________________________________________________


______________________________________________________
 
Coldspell - Out From The Cold
 
Anmeldt af Lars: 13-02-2011
 
Coldspell fra Sverige har begået en genistreg i form af Out From The Cold. 12 medrivende numre i ægte Hard Rock stil, det hele mixet af Tommy Hansen, som vi kender fra et utal af gode rockudgivelser gennem de sidste mange år.
 
Selvom genren er gennemtræsket med store støvler på, lyder Coldspell ikke som om de efterligner nogen bestemt, og lyder derfor som sig selv, hvilket er et stort plus. "Save Our Souls" kunne måske lyde lidt som Phonomik i starten af nummeret, men det er bestemt ikke dårligt. Lyden kan der jo ikke klages over, og det kan der bestemt heller ikke over energien og spilleglæden. Niklas Swedentorp har en god og klar stemme der passer godt til genren og den ledsages af Michael Larssons meget flotte guitarspil og lyd. Det er rart med et album, hvor guitarene ligger helt perfekt i niveau. Live kommer de måske til at få en lejesvend på 2. guitar, da Michael spiller alle guitarene på albummet - ellers må Matti Eklund, der spiller keyboards, på overarbejde. Matti Eklund spiller iøvrigt meget afdæmpet, men yderst flot og har sine passager, hvor den får i bedste Jon Lord (Deep Purple) stil. Anders Lindmarks bas er en anelse for lav efter min smag, og det er synd da han leverer et pumpende og særdeles flot basspil. Trommerne bliver straffet på bedste Hard Rock manér af Perra Johanson, med hjælp fra Ian Haugland (Europe).
 
Den oblikatoriske ballade er også med.... sådan da... "The King" er et flot og en rigtig ballade i starten, men får lidt mere gang i den efter 2 minuter. Ikke noget der ødelægger stemningen, bare en naturlig udvikling i det nummer. Er man til Hard Rock og omkringliggende stilarter er Out From The Cold bestemt en cd man bør anskaffe sig. Der er som sagt ikke et eneste dårligt nummer på, og man kan ikke lade være med at spille lidt luft-guitar ind imellem. Åbningsnummeret "Heroes" er et fint valg, da man efter en stille synth-intro får smidt en kanonfed guitar lige i ansigtet og begynder at rokke med på rytmen med det samme.
 
Out From The Cold udkommer den 25. februar via Escape Music.
 
     (5 ud af 6)
 
______________________________________________________________________

Voodoo Circle - Broken Heart Syndrome

Anmeldt af Lars: 06-02-2011 

Fantastiske musikere der spiller med meget stor glæde og dygtighed.

Hele Broken Heart Syndrome er i heavy blues rock stilen som vi kender den fra Whitesnake & Rainbow, og Voodoo Circle er i den grad inspireret af netop disse to bands. Nogle gange er det ikke til at høre om det er Rainbow, Whitesnake eller Voodoo Circle, og det er rigtig synd, synes jeg. Når det så er sagt må jeg lave et stort og dybt buk for Alex Beyrodt, David Readman, Mat Sinner, Mel Gaynor & Jimmy Kresic som tilsammen udgør Voodoo Circle.

Det er et meget flot og velproduceret album de har sat sammen. Der er fin ballance mellem de forskellige instrumenter og sangen er klar og tydelig. "King Of Your Dreams", der er andet nummer på albummet, er i klassisk Rainbow stil med en guitar der laver en masse flotte fill ins. "Devil's Daughter" følger efter, og det er i bedste Whitesnake stil, med elementer fra Deep Purple. Det er utrolig smukt og flot i den velkendte ballade stil. "This Could Be Paradise" kommer lige efter og repræcenterer Voodoo Circle som et selvstændigt band. Et godt og lyttevenligt nummer med en god pumpende rytme, man ikke kan sidde stille til. Synd at der kun er få af den slags numre på.

Er man ligeglad med at de lyder som Blackmore's & Coverdale's projekter er det virkelig en cd man skal ha' i sin samling, og man vil nyde hvert nummer og nikke i takt, hvis man ikke ligefrem hopper op og danser.

Personligt irriterer det mig at de ikke er "sig selv" i højere grad, da de jo som sagt er hamrende dygtige og velsammenspillede.

Havde de kaldt sig Whitebow eller Rainsnake havde det været en mere åbenlyst og "ærlig" tribut, synes jeg - men det er flot... trods alt.

    (4 ud af 6) 

Lyt til Voodoo Circle: http://www.myspace.com/voodoocircleband
______________________________________________________

Siamese Fighting Fish - We Are The Sound 

Anmeldt af Lars: 05-02-2011

Siamese Fighting Fish... herefter kaldet SIFIFI er et Københavnsk band med nosser, nogle gange pakket ind i silke, andre gange pakket ind i brændenælder. 

 Tag en ½ flaske pop-rock, en stemme alá Dúné, en dusk folkemusik-violin, en håndfuld heavy rock og rør det godt sammen, tilsæt derefter thrash med let hånd og put det i en velproduceret ovn i 35 min. ved 256 grader, men IKKE med varmluft, så har du en SIFIFI. 

Jeg var lettere forvirret efter at have hørt We Are The Sound. Den starter med "Chronicles Of Lovers" i pæn pop-rock stil med en nydelig violin der smyger sig diskret ind, og en Dúné-agtig stemme der synger og går efter 1 min og 44 sekunder over i thrash/scream og derefter tilbage til det pæææne igen... sådan fortsætter det hele sangen igennem. Næste nummer "K.I.T.T And The Heroic Villians" starter thrash-agtigt og går over i det blødere og tilbage igen, og sådan frem og tilbage hele tiden.... og sådan fortsætter det som sagt gennem hele We Are The Sound. 

Det er enormt flot og velspillet, hvadenten det er det bløde eller det hårde, så bliver det gjort med en overbevisning jeg gerne tager kasketten af for. Jeg var jo som sagt forvirret over dette konstante skift mellem genrene igennem næsten hvert nummer, men det tændte også en interesse fordi det var overbevisende og gennemført.

Skyclad har jo også violin og heavy blandet sammen, men det er ikke på samme måde, selvom der er enkelte sammefald, netop fordi begge grupper  bruger folkemusikstilen til violinen. SIFIFI har en flottere violinlyd synes jeg. Deres guitarlyd er også helt igennem flot. 

Der er ét nummer der er kørt i én stil - "For You", der er slutnummeret. En flot ballade hvor man faktisk forventer en velsmurt thrash-guitar skal komme på besøg, fordi det har været konceptet gennem hele albummet. 

Jeg vil tro at de kommer til at blive spillet en del i radioen fordi de har den meget DR-venlige sound og sanger, og det kan jo være at der er flere der begynder at lytte til thrash og heavy efter det. 

Jeg må indrømme at jeg stadig ikke er overbevist om at det er verdens bedste idé at cykle ind og ud af genrene hele tiden, men kunne godt tænke mig at opleve en koncert med dem, for at se/mærke/høre hvordan det virker live. De har pirret min nysgerrighed og pillet ved nogle begreber, hvilket høster stor respekt hos mig - og jeg er stadig forvirret. 

We Are The Sound udkommer via Target Records den 31. januar 2011.

    (4 ud af 6) 

Lyt til Siamese Fighting Fish: http://www.myspace.com/siamesefightingfishdk
_______________________________________________________

Oliver Weers - Evil's Back

Anmeldt af Lars: 04-02-2011

Blæst, baglæns tale, torden... enten havde jeg sat en gyser på, eller også var det nok Dio, Iron Maiden eller Alice Cooper jeg havde sat på... men nej - det var Oliver Weers der var kommet med i det elegante selskab.

Det er en tilpas intro - ikke for lang, men lige præcis lang nok til at bygge en god stemning op. Det første der slog mig da jeg hørte albummet  Evil's Back igennem er den rå, men ærlige og smukke produktion næsten uden brug af rumklang og ekko. Jeg blev meget overrasket over det store fravær af netop rumklang og ekko, men det passer rigtig godt til både stemme og instrumenterne. Man er blevet så vant til at pakke specielt stemmerne ind i div. rumklange, men det behøver Oliver Weers ikke. Han har en stærk power-stemme, og hans tone leder nogle gange tanken hen på på Ozzy Osbourne & Paul Stanley (Kiss)

Man har lidt af en "live i min stue" følelse på grund af den nærmest intime og hyggelige stemning - uden overhovedet at nærme sig puttenutte, la-la eller intetsigende følelse, man kan bare mærke at det er et album der er lavet med ægte kærlighed til musik og genre i alle produktionens faser. Der er mange spændende tempo og taktskift og de er alle vellykkede. 

Der er ikke et eneste tvivlsomt eller dårligt/kedeligt track på Evil's Back - 11 stærke numre ud af 11 mulige. + en fed intro og køberen vil føle fuld valuta for pengene selvom 45 min går utroligt stærkt i det her selskab. 

Det er rigtig tæt på at være et perfekt album, men SKAL jeg komme med noget negativt... nej, det er jo et holdnings spørgsmål, men efter min smag er leadguitaren skruet for langt ned i mixet. Resten er på plads.

Stilen er Heavy Rock og det bliver nok en cd man kommer til at høre rigtig meget til, da den henvender sig til både det kræsne, men også til det brede rockpublikum - uden at det går ud over ærligheden - en fantastisk flot ballance.

Evil's Back udkommer via Target Records den 21. februar.
 

      (5½ ud af 6)

______________________________________________________
 
In Viro - Gehorche! Fühle! Glaube!

Anmeldt af Dianna: 03-02-2011

Så er der så endnu et band (SUK) der forsøger sig med at gå i storebrors fodspor, og med 'storebror' mener jeg Rammstein..men må indrømme at det er ikke lykkes dem særlig godt hvis overhovedet, er i slet ikke sikker på de har samme forældre, 'storebror' og 'lillebror' her, for uha hvor er der STOR forskel, trods det de desperat har gjort det de formår for at få det til at høres/se ud som om de er beslægtede. 

Lyden er alt for 'syntetisk', vokalen er svag i det lave leje, det der bliver skrevet om, er de sædvanlige lidt mørke emner for genren som sådan, bare ikke særlig velskrevede.

Men de evner på ingen måde at komme i nærheden af, at få mig overbevist og jo flere gange jeg har lyttet til albummet, jo mere er det gået op for mig at jeg faktisk (næsten) intet positivt har at sige om deres album. Det kan godt plage mig lidt, for jeg vil naturligvis gerne skrive noget godt....men på den anden side, når jeg nu ikke kan li' det, så er den bare ikke længere.

Vil dog alligevel afslutningsvis fremhæve én enkelt positiv ting: De får et enkelt dødningehovede for det brave forsøg..
 
 (1 ud af 6)

______________________________________________________________________

Bangalore Choir – Cadence 

Anmeldt af Calle: 01-02-2011 

Bangalore Choir blev dannet i 1990 af sanger David Reece. Bandet udgav deres debut album ”On Target” i 1991. Trods gode folk bag sig, så fik albummet aldrig den store succes og bandet gik hver til sit.

Nu er de tilbage med deres andet album Cadence og besætninger består af både gamle og nye medlemmer. David Reece synger stadigvæk og med sig har han Curt Mitchell (guitar) og Danny Greenberg (bas), samt de nye medlemmer Andy Susemihl (ex. U.D.O.) på guitar og Hans in’t Zandt på trommer. 

Cadence består af 14 sange og stilen melodisk hard rock. På albummet findes der både de store rock numre med ”syng-med-omkvæd”, men også de mere down-tempo sange. Dette giver en rigtig god variation, hvilket gør at man på intet tidspunkt bliver træt af albummet. Sangene er velskrevet og de bygges rigtig godt op. Melodierne fejler heller ikke noget og guitar soloerne sidder lige i skabet. Trods hele fjorten sange på Cadence, så finder jeg ingen ”fyld-numre” på albummet. Alle sange er gode og skal jeg fremhæve nogen, så må det være ”Living Your Dreams Everyday”, ”Survival Of The Fittest”, ”Heart Attack”, ”Never Say Goodbye” og ”Surrender Your Love”, samt balladen ”Still Have A Song To Sing”. Men alt i alt et super album!! 

Reece har en super stemme og han bærer efter min mening en stor del af albummet. Musikerne er også rigtig gode og man kan ikke sætte en finger på deres kunnen. Heller ikke på Andy Susemhi, som udover at være guitarist også fungerer som producer på albummet. 

Dette album kunne i realiteten godt have været en del af min personlige top 10 for albums udgivet i 2010 og jeg kan derfor varmt anbefale Cadence til enhver rock fan. Når først du har hørt albummet en gang, så vil du ikke fortryde. 

Cadence udkom via AOR Heaven den 24. September 2010 og som en lille bonus kan jeg nævne, at bandets debut ”On Target” er blevet genudgivet i en remeasteret udgave. 

     (5 ud af 6)

Lyt til Bangalore Choir: http://www.reverbnation.com/bangalorechoir
 _________________________________________________________________________

Wacky Vamps – Ready To Use You 

Anmeldt af Calle: 01-02-2011 

Wacky Vamps er et ”all girl band” fra Stockholm, Sverige og bandet består af Pinkie (sang og guitar), Lily (bas), Jarle (trommer) og Lia (guitar). Ready To Use You er bandets anden EP. Den første er ”Pink Obsession” fra 2008. 

Ready To Use You består af fem sange og har en varighed på lidt over 18 minutter. Stilen er klassisk hard rock med en anelse ”punk feel”. Der er god power på fra start af og bandet har skrevet nogle gode melodier. Dog synes jeg godt de fem sange kan virke en smule ensformige. Skal jeg fremhæve et par af sangene, så må det være de tre første sange ”Baby You’ve Got Nothing”, ”Predator” og ”Some Girls”. 

Ready To Use You er optaget i Sweet Studios og har Martin Sweet fra CrashDïet som producer. Han gør et udemærket stykke arbejde og lyden er helt ok. 

Det kunne være spændende med et fuld længde album fra Wacky Vamps, så man kunne høre hvad de mere har at byde på. Jeg tror personligt de har mere i sig end det man får ud af de fem sange på Ready To Use You. Når det så er sagt, så vil jeg godt anbefale denne EP. Wacky Vamps er et moderne svar på The Runaways. De spiller rock og de ser godt ud!!! 

Ready To Use You udkom den 17. december 2010. 

    (3½ ud af 6)

Lyt til Wacky Vamps: http://www.myspace.com/wackyvamps
______________________________________________________________________

 
Circle II Circle - Consequence Of Power
 
Anmeldt af Mac: 30-01-2011

Circle II Circle er et amerikansk progmetal band med Zak Stevens i front. Zak er bedst kendt fra sin tid Savatage hvor han afløste Jon Oliva.

Albummet Consequence Of Power er den 5. udgivelse fra bandet. Der er et tungt og progressivt udtryk, gennem hele skiven, dog længes man efter keys til at løfte hele udtrykket et nyk højere.
 
Tanker ledes henimod Fates Warning og Symphony X i opbygning og det er der skam intet galt i, men det bliver desværre hurtigt en monoton omgang. Kompositorisk er det ganske velskrevet, men igen mangler der lige den sidste smule magi for at gøre dette album virkelig fedt.

Det er klart et stort potentiale her, dog er udførelsen, i mine øjne, tam og kedelig. Der er i den grad for megen fokus på Zaks stemme, og tunge riffs. Dette blandet med, til tider, kedelige guitarsoli gør at jeg ikke lader mig henrykke i progmetallens navn.

   (3 ud af 6)

 Lyt til Circle II Circle: http://www.myspace.com/circleiicircle
______________________________________________________
 
Tunes of Dawn - Goodbye Cruel World

Anmeldt af Dianna: 30-01-2011

Dette er Tunes Of Dawn's 3. album på 11 år, og første gang jeg stifter bekendtskab med de herren fra Berlin, men det har bestemt været ret fornøjeligt lytte til deres nyeste album.

Genren er vel det man kan kalde semi-soft goth rock/metal, og forsanger Hagen Schneevoigt (både på vokal og bas ) minder med hans dybe og bløde vokal noget om afdøde Peter Steeles vokal (RIP) Ikke at jeg vil gå så langt som fuldstændigt at sammenligne de to, men der er dog alligevel en vis lighed, hvilket må siges at være ( i mine ører ) og i dette tilfælde, en positiv ting.

Albummet som helhed ligger et sted imellem let til middel melankolsk, og kan måske til tider godt virke lidt for sødmefyldt til min smag, men der er altså alligevel en rød tråd igennem hele albummet. Der er ikke noget der på dén måde 'stikker ud' eller 'stikker af' om man vil.

Det er et solidt album med dygtige musikere, melodiøse velklingende numre der, om man vil det eller ej, bliver i hovedet og kroppen på én et godt stykke tid efter at ha' lyttet til dem. Det efterlader en med en følelse af 'let dybsindighed', det har helt bestemt en meget udtalt atmosfære af den før omtalte melankoli, og det kan jeg rigtig godt li'.

Der er i særdeleshed ét nummer jeg er utrolig begejstret for, og det er sangen "With The Moon Comes The End". Det er et 8 minutter langt nummer der er opdelt i flere passager. Det har en tung og lidt doom-lignende klaver-del, og så er der den lidt old school guitarsolo og det fungerer altså bare så godt !!

Jeg vil gi' Goodbye Cruel World 4 ½ dødningehoveder, og ville nok også ha' givet en halv mere hvis ikke det havde været for det lidt for 'søde', men alt i alt som konklusion: Utrolig godt og gennemført album !!!

     (4½ ud af 6)

______________________________________________________________________

Tara's Secret - Vertigo 

Anmeldt af Lars: 24-01-2011

Tara's Secret kommer fra midt-england og de spiller "middle of the road heavy rock".  I midt 80'erne og frem i 90'erne kom der stribevis af den slags bands i kølvandet på Heart, Bon Jovi og Van Halen og det er også et mix af de tre bands man skal finde Tara's Secret's musikalske ståsted. 

Vertigo har en god start, der fanger ens ører. Den er rigtig flot i lyden og stemmen er tydelig og alle instrumenterne ligger godt i mixet. Der er virkelig arbejdet meget med lyden og produktionen. 

Klaver/cello balladen "One More Chance" har lighter-potentiale. Den bliver selvfølgelig efterfulgt af et gang-i-den nummer. Det hele er bare så flot. John Trowbridge's stemme er meget lyttevenlig og ligger helt fremme, så man kan høre, hvad han synger. 

Der er helt sikkert mange der vil elske denne skive, men den fænger bare ikke helt hos mig... jeg synes at den hurtigt bliver kedelig og kommer til at virke som "tapet" - måske er det fordi jeg har hørt tonsvis af det op gennem 80'erne - men jeg har jo også, i samme periode, lyttet til mindst dobbelt så meget Sweet, Slade og Kiss.... og dem er jeg ikke blevet trætte af.... måske er det bare for pænt, flot og gennemproduceret... I don't know...... 

Kan man lide stadion rock går man ikke galt i byen af Tara's Secret og deres cd Vertigo.

    (4 ud af 6)  
 

Lyt til Tara’s Secret: http://www.myspace.com/tarassecret
_______________________________________________________

Mystigma - Andagony 

Anmeldt af Lars: 23-01-2011

Det tyske Gothic Metal band Mystigma har begået et mindre mesterværk.
Flotte arrangementer og en flot lyd.

Torsten Bäumer's stemme er behagelig og tydelig, næsten for pæn, men kun næsten. Jeg brugte et par numre på at vende mig til den, men den holder. Den minder lidt om Philip Oakey fra Human League. Jörg Bäumer's leadguitar ligger for langt væk i mixet, specielt i forhold til hvordan rytmeguitaren bliver spillet - den ligger perfekt synes jeg. Det er de to Bäumer're der står for al tekst og musikskrivning

Dem der har hørt David Draiman's (Disturbed) "Forsaken" på sound track'et til filmen Queen of the Damned vil kunne høre en pæn lighed i noget af omkvadet i "Vision Incomplete", men direkte stjålet er det ikke.

Synthesizerne bliver aldrig for dominerende, men bliver på et velafballanceret niveau. Stephan Richter's bas ligger og rumler ondt i baggrunden, men ond på den fede måde, og den ligger lige, hvor den skal, og Jens Meier holder en god rytme med trommerne. En gang imellem er det svært at sige om det er trommemaskine eller Jens Meier, fordi menneskeaktiverede trommer kan lyde ret mekaniske.

Man får 13 numre og en video (Vision Incomplete) for pengene... eller 12 engelsksproget numre og en tysk version af "Until It Ends". Det holder både på engelsk og på tysk.

Som sagt i starten; Andagony er et mindre mesterwerk.   

     (5 ud af 6) 

 Lyt til Mystigma: http://www.myspace.com/mystigmamusic
______________________________________________________


Leichenwetter - Legende  

Anmeldt af Lars: 23-01-2011

Tyske Leichenwetter har udsendt endnu et album, det 5. i rækken, med tekster hentet fra de gamle tyske digtere, og musik inspireret ret kraftigt af Rammstein. Legende starter flot og man tror i første omgang, at det er Rammstein med et re-mix af ”Ich Will”. Men man bliver hurtigt klar over, at det bestemt ikke er Rammstein, når Numen begynder at synge. Han har en måde at synge på som jeg personligt ikke er vild med. Den bævrende vibrato på stemmen er overdrevet, synes jeg, men der er nok mange der godt kan lide det. Der er ret meget halv-opera-agtig bævresang men der er også steder, hvor der bliver sunget dybt, og det lyder fedt. Det store plus er, at de sagtens kan finde ud af at spille og de gør det godt. 

At de har taget en masse gamle tyske tekster og bragt dem til live igen synes jeg er en genial idé. 

Der hvor filmen knækker for mig, er at de lyder alt for meget som Rammstein i deres arrangementer og sequencer/synthesizerlyde. Det er synd at de ikke kun har snuset til dem og lavet deres egne. 

Når alt det er sagt må jeg dog indrømme, at Legende nok er en cd jeg putter i afspilleren fra tid til anden, da de spiller godt og at det er nogle flotte arrangementer.  

   (3 ud af 6) 

Lyt til Leichenwetter: http://www.myspace.com/leichenwetter
______________________________________________________________________
 
 
Symphorce - Unrestricted 

Anmeldt af Lars: 21-01-2011
 
Symphorce er fra Tyskland og leverer en en bundsolid og ægte gang Heavy Metal på deres album Unrestricted. Jeg var solgt fra start af. Flere gange var jeg overbevist om at Bruce Dickinson (Iron Maiden) havde været på vokalt gæstevisit, men det er bare sådan Andy B. Franck lyder.
 
Cd'en starter med et flot dybt klaver og der er keybords med hist og her, men ikke noget overdrevet, men der står ingen steder, hvem det er der spiller keys, hvilket er en mangel, synes jeg. Steffen Theurer er den 3. trommeslager siden starten i 1998 og han gør det godt - man må håbe at han holder længe, da han passer godt ind. Bassen, som bliver håndteret af Dennis Wohlbold, ligger til tider en anelse for lavt i lydbilledet efter min smag - der bliver arbejdet godt og måtte godt være mere fremtrædende, men - smag og behag. Selve guitarlyden og spillet er flot og klassisk Heavy Metal leveret af Cedric "Cede" Dupont og Markus Pohl.
 
Noget der irriterer mig er at to af numrerne bliver faded hurtigt ud midt i en fed solo. Nummrerne er simpelthen ikke færdige og man sidder tilbage med lidt af en amputeret følelse. Selve produktionen er ellers flot. Jeg er ganske begejstret for Unrestricted i sin helhed. 
 
     (5 ud af 6)
 
______________________________________________________________________
 
 
Glyder - Yesterday, Today and Tomorrow
 
Anmeldt af Lars: 20-01-2011
 
Jeg kendte intet til dem, da jeg hørte deres cd Yesterday, Today and Tomorrow. (selvom det er bandets 3. udspil).
 
Flere gange ledes tankerne hen på Thin Lizzy, dog uden at man tænker plagiat, det er bare stemningen og noget af måden numrene er skruet sammen på. Stemmen ligger klart og tydeligt og instrumenterne er ballanceret pænt i lydbilledet.  Selve produktionen er flot og måske en anelse "for pæn" i lyden, men det skal ikke ligge dem til last. Selve cd'en fremstår som en flot helhed med et par ballader og ellers gode rocknumre. Der er 13 i alt...iklusivt 3 bonus tracks.
 
Albummet er mixet af vores egen Peter Brander - og så ved man jo at dén side skulle være i orden - da han jo har været med hele vejen fra midt 60'erne og frem og lavet lyd for en masse kræsne, og spiller en solid guitar.
 
Sangeren Tony Cullen har en god stemme til formålet - ikke rå, men lidt hen efter Phil Lynott "light", og så spiller han også udmærket bas. De to guitarister, Peter Fisher og Bat Kinane klæder hinanden godt og har en traditionel rocklyd. Cullen, Fisher og Kinane er også dem der står for sangskrivningen. Davy Ryan har pænt styr på trommerne, ikke noget blær og "hør lige mig", men ligger stabilt og giver et godt fundament. Cd'en vinder ved genlytning, hvilket er en kvalitet i sig selv.
 
Yesterday, Today and Tomorrow henvender sig fortrinsvis til det rockpublikum der er til Thin Lizzy stilen og har bestemt sin berettigelse.

     (4½ ud af 6)

 
_____________________________________________________________________
CallesRockCorner  | callerock@gmail.com