Anmeldelser / Tidligere anmeldelser / Anmeldelser 2014

Anmeldelser 2014

Shredhead - Death Is Righteous
 
Anmeldt af Peter Letting: 31-12-2014
 
Shredhead er ude med nyt album Death Is Righteous. Albummet lander i handlen 12 januar 2015, så jeg er for en gangs skyld forud…Bandet kommer fra Israel, og har eksisteret siden 2009. I 2012 var de på Wacken, så måske findes der rent faktisk enkelte danskere derude, som har været så heldige at opleve dem live. Det gad jeg godt…

Bandet består af fire medlemmer: Yotam Nagor på guitar, Aharon Ragoza på vokal, Lee Lavy på bas og ikke mindst Roee Kahana på trommer. Her kan man tale om et ordentligt israelsk los i bollerne. Der er virkelig fart på det her band, men det er samtidig ufattelig ”rent”, hvis man kan sige det. Jeg synes ofte at metal i den tunge ende af skalaen kan have tendens til at blive FOR larmende, og FOR meget ”VI SKAL BARE LARME MERE END DE ANDRE” agtigt.. Her synes jeg at Shredhead formår at finde den der hårfine linje, hvor det er RIGTIG hårdt, men det er ikke FOR hårdt og tungt.

Det er muligt at Shredhead for det meste hamrer derudaf, men der er også plads til at komme ned i det tunge ”slæbe-gear”. Det giver bare en utrolig god dynamik og variation på skiven. Trommerne er helt fantastisk fede, og leverer de sygeste overgange og hæsblæsende rytmer. Samtidig har Shredhead ramt nogle helt utroligt fede riffs, som heldigvis spilles med så rene linjer, at man sagtens kan høre alle detaljerne. Vokalen er rå og meget råbende, hvilket passer til stilen.
 
Jeg tror mit favorit nummer på skiven er nummer 2 ”LPBZ”, men nummer 3 ”The Lie”, er også super fedt, og så er der lige alle de andre. Jeg kan kun anbefale at give Shredhead en chance, for det er da for fedt. Death Is Righteous får 5 ud af 6 af mig.
 
Death Is Righteous udkommer 12. januar via Mighty Music/Target.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Shredhead på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Sister Sin – Black Lotus

Anmeldt af Calle: 18-12-2014

For 2 år siden anmeldte jeg svenske Sister Sin’s tredje album ”Now And Forever”. Jeg gav albummet fem dødningehoveder. Nu har jeg så lyttet bandets nyeste udspil Black Lotus igennem nogle gange og kan dette album så leve op til forgængeren (eller deres to første album for den sags skyld)? Ja det kan det!!!!

Sister Sin spiller stadigvæk klassisk heavy metal og de spiller stadigvæk med en enorm power og energi. De skriver stadigvæk nogle super fede sange med gode melodier, sprøde riffs og en super vokal. Tænk at sådan en lille kvinde kan synge med så meget power. Denne vokal kommer fra Liv, som efter min mening er en af de bedste kvindelige metal sangere derude. Udover hende består bandet af de tre kompetente musikkere Jimmy (guitar), Dave (trommer) og Strandh (bas).

Albummet består af 9 sange, heraf 8 rene metal sange og en power ballade. Balladen hedder ”The Jinx” og den rammer bare plet hos mig (og sikkert mange andre). Derudover synes jeg også rigtig godt om sangene ”Chaos Royale”, ”Desert Queen”, ”Food For Worms” og ”Count Me Out”. Ja faktisk består hele albummet af pletskud. Den ene gode sang efter den anden og intet fyldstof!!! Man kan måske sige at bandet ikke har udviklet sig det store, men hvad gør det, når de har været gode og skrevet gode sange fra starten af. Black Lotus er samtidig også utrolig godt produceret, så heller ikke der kan man sige noget negativt.

Køb Black Lotus (og bandets tre andre albums) og find din bedste luftguitar frem. Sagt med andre ord ”pump your fists and bang your head”!!! I 2012 var “Now And Forever” at finde på min personlige top 10 over metal albums udgivet det år. Det samme gør sig gældende her i 2014 med Black Lotus. Og som en lille sidenote kan jeg da nævne, at får du muligheden for at opleve bandet live – så gør det!!!

Black Lotus udkom 28. oktober via Victory Records.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Sister Sin på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Luke Gasser – Flicker

Anmeldt af Calle: 18-12-2014

For ca. 1½ år siden anmeldte Peter solo debut albummet ”Retribution” fra den schweiziske sanger, sangskriver og guitarist Luke Gasser. Albummet fik en middel karakter. Nu er Luke så tilbage med opfølgeren, som har fået titlen Flicker. Det har jeg fået æren af at anmelde. Udover Luke på guitar og vokal, så medvirker også Oli Häller på trommer og Thomi Imhof på bas.

Flicker består af 12 sange og stilen vil jeg betegne som almindelig plain and simple der-ud-af rock. Inspirationskilderne tæller bl.a. AC/DC, Bruce Springsteen og Status Quo og det kan man godt høre i musikken. Udover de nævnte inspirationskilder, så synes jeg også musikken minder lidt om f.eks. Georgia Satellites og Izzy Stradlin And The Ju-Ju Hounds.

Der er en meget god energi i de rockende sange som f.eks. åbningsnummeret ”Not A Long Way Down” samt ”Ceremony Man”, ”Cold Hearted Woman” og titelnummeret ”Flicker”. Derudover er der også et par stille sange, som dog ikke helt falder i min smag. Normalt har jeg ikke noget imod et par stille sange på et album, men i dette tilfælde rammer de bare ikke noget i mig. Disse sange er bl.a. ”My Sweet Angel”, ”Sister Sorrow” og ”Fire On My Mind”. I sidst nævnte medvirker en tyske sangerinde Doro. Musikkerne spiller godt og Luke’s guitararbejde er også udemærket, men hans stemme kræver en del tilvænning. Den er lidt speciel og minder mig lidt om en ”blid” Lemmy Kilmister.

Flicker er fint produceret, hvilket Luke selv har stået for i samarbejde med Deezl Imhof. Albummet er indspillet, mixet og masteret i Foolpark Studios i Schweiz.

Dette album er efter min mening et middelmådigt rock album, men er man til nogen af ovennævnte bands kan man godt tjekke Luke Gasser ud. Han når dog ikke samme niveau som disse.
 
 
Flicker udkom 10. oktober via Fastball Music.
 
(3½ ud af 6)
 
Besøg Luke Gasser på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Within Temptation - Let Us Burn - Elements & Hydra Live in Concert
 
Anmeldt af Peter Letting: 11-12-2014
 
Det hollandske Goth-metal band Within Temptation har udgivet en dobbelt live DVD, med titlen Let Us Burn - Elements & Hydra Live in ConcertDVD udgivelsen består af 2 koncerter. Elements optaget i Antwerpen og Hydra optaget i Amsterdam. Oven i hatten får man også lige 2 live CD skiver med de 2 koncerter, hvis man ikke lige har en DVD afspiller til rådighed.

Jeg så Elements først, og jeg må sige at der er lagt i kakkelovnen til et voldsomt og storslået show. På scenen består backing gruppen af en fuldt symfoni orkester med tilhørende kor, og der kører film sekvenser på en monster storskærm. Der er også gjort noget ved scene showet generelt. En kæmpe kasse, formet som en trekant, sænkes fra loftet, og fra den dukker forsangeren Sharon frem. Lidt senere kører kassen op igen, denne gang med guitaristen på toppen, så der mangler ikke indtryk og performance.

Jeg kender faktisk ikke Within Temptation og deres musik, selvom de har eksisteret siden 1996. Men det virker faktisk temmelig godt og meget velspillet. Sharon har en super klar og clean stemme. Det passer rigtig godt til symfoni orkestret og Within Temptation har da også en god blanding af stille og hurtige numre, måske med en lille overvægt til de stille. Det ene nummer banker derudaf, og når det næste starter er det med blid piano intro.

Jeg tror det må have været en storslået oplevelse at være der live. Lyd, scene og kostumer er af utrolig høj kvalitet og der sker hele tiden noget nyt, som for eksempel 3 meter høje dansere med monster store vifter. Der er dansere, kæmpestore scene udsmykninger, fyrværkeri, og det største lys show jeg længe har set. Under nummeret ”Angel” har forsangeren et sæt kæmpe engle vinger på, og jeg kommer til at trække en parallel til da jeg så Rammstein fremføre ”Engel”. Her var der dog ikke ild i vingerne…I det hele taget sidder kjolerne / kostumerne temmelig løst på forsangeren. De bliver i hvert fald skiftet tit. Nærmest hvert andet nummer er der en ny kjole, eller i hvert fald en ændring.

Hydra koncerten er uden symfoni orkester og starter med titel nummeret ”Let Us Burn”. De lægger da også ud med ild nok til at blive forbrændt, men festligt er det..Selvom Elements var storslået og mægtig, så er jeg nok mere til Hydra. Jeg synes der er mere ”punch” og kontant afregning i den noget mindre opsætning. Det virker også som om de har fundet nogle af de mere hårdtslående numre frem til denne koncert, og det til trods for at en del af numrene går igen i begge koncerter.

Jeg giver samlingen 5 ud af 6, fordi det er super vel produceret og fremført. Der er virkelig brugt tid og kræfter på at få stablet et par fede koncerter på benene, og det fortjener en applaus.
 
Let Us Burn - Elements & Hydra Live in Concert udkom 14. november.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Within Temptation på Facebook her.
_________________________________________________________________________________
LSD on CIA – LSD on CIA

Anmeldt af Calle: 09-12-2014

Før jeg modtog dette album til anmeldelse, havde jeg kun hørt om LSD on CIA, men aldrig lagt ører til deres musik. Bandet er fra København og de tre unge mænd i bandet er Fronklo (bas), Troels Dankert (trommer) og Mikkel Konyher (guitar og vocals). Det er lidt svært for mig at betegne LSD on CIA’s musik, da det er en god blanding af punk, garage rock, almindelig rock, pop … ja faktisk et væld af genrer. Så måske jeg bare skal kalde det for alternativ garage rock. Det er i hvert fald en rimelig ”skramlet” lyd bandet lægger for dagen.

Det selvbetitlede album består af 14 sange, heraf to numre på under et minut. Der er forholdsvis god variation i sangene og tempoet er både højt, som f.eks. i sangene ”The Compressor” og ”Dumpster Diving”, men også mere down-tempo som i ”Anal Sunshine” og ”60”. Mine personlige favoritter blandt de 14 sange er åbningsnummeret ”Guns Blazing” og første singlen ”Dive Into The Dark” samt albummets længste nummer ”Part Of The Monster”. Musikken er meget in-your-face og bandet har en enorm energi og power. Derudover udviser de en stor f**k you punk attitude.

Albummet er produceret godt og man får den rette garage punk rock feeling. Og det er uden tvivl det bandet er gået efter. De tre musikkere er unikke på hver deres måde og de virker utrolig godt sammenspillet. Og de skulle eftersignede være en utrolig fed liveoplevelse, men jeg har endnu ikke haft oplevelsen af at se dem udfolde sig på en scene.

Man kan jo sige at bandets navn og sangtitlerne, som førnævnte ”Anal Sunshine” eller ”The Supermarket Is Not Super” eller ”Young Dumb & Full Of Cum””, er lidt ovre i den humoristiske side. Men udover det humoristiske ved dette band, så er musikken ikke lige mig. Jeg tror derimod folk med hang til alternativ garage punk rock vil elske dette album. Og de har da også fået flotte ord med på vejen i både ind- og udland. Giv dem et lyt – måske vil du blive fanget i deres lidt ”mystiske” univers.
 
LSD on CIA udkom 3. november.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg LSD on CIA på Facebook her.
________________________________________________________________________________

Pretty Maids + Chainfist - Amager Bio den 4. december 2014
 
Anmeldt af Peter Letting: 05-12-2014
 
Man kan vel ikke sige at jeg har ”fulgt” Pretty Maids igennem de sidste 30 år, men jeg var da med fra starten med ”Red, Hot and Heavy”, og de har da haft en fast plads på min pladetallerken i mange år. Til gengæld er det aldrig lykkedes mig at se dem live, og det er en stor fejl fra min side, det ved jeg godt. Jeg har været meget tæt på et par gange de sidste par år, og jeg havde da også opdaget at de skulle optræde i Amager Bio 4 dec. Men så skete miraklet, og Chainfist blev annonceret som ”support” til koncerten, og så var min billet købt. 2 SÅ FEDE bands på samme aften, var bare et ”Must-See”.

Jeg havde den absolut store fornøjelse, at anmelde Pretty Maids album ”Motherland” fra 2013, hvilket jeg mener er det album hvor Pretty Maids genopfinder sig selv, og det er i sig selv en fantastisk præstation efter 30 år. Det er et super fedt album, med nogle sublime numre imellem. Oveni hatten har jeg sørme også været så privilegeret at få lov til at anmelde Chainfist seneste album ”Scarred”, hvilket jeg til dato mener må være ”Årets metal udgivelse 2014” i DK. Pyha, jeg kan da næsten ikke få vejret i bare begejstring inden aftenens koncert. Bring it on, guys……

Jeg har altid været stor tilhænger af bands som ikke er super kendte endnu. Det er enormt fedt at man inden koncerten lige kan få en sludder og få taget et selfie med guitaristen, Michael Kopietz i merch shoppen. Det er skide hyggeligt.

Men tiden kom, og Chainfist kom på scenen. Jeg havde lidt på fornemmelsen at starten var en smule nervøs, men det gjorde bare oplevelsen endnu mere autentisk og levende. Jeg fik et eksemplar af set-listen, og på nær et enkelt nummer ”Free Me”, så var alle numre fra det nye album ”Scarred”, som jeg efterhånden har slidt op, så mange gange har jeg hørt det og skrålet med. Så stemmebåndet blev ikke sparet fra min side, og der blev head-banget i stor stil til de tunge riffs, og mange temposkift. Sættet bestod i alt af 11 numre, hvilket vil sige HELE det nye album. Sådan, lige hvad vi kom efter.

Der er så meget dynamik og drive i den musik som Chainfist leverer, så man slet ikke kan stå stille. En gut ved siden af mig kendte ikke Chainfist inden koncerten, men efterfølgende var han helt oppe at ringe, og MÅTTE eje deres album. Han sagde noget i stil med ”Det er jo som at høre Metallica, dengang de var nystartet, og stadig lavede fede numre…”. Jeg kan jo kun give ham ret, og det er bestemt ikke sidste gang jeg møder op til en Chainfist koncert.
 

Men aftenens hovednavn var jo Pretty Maids, og jeg må nok starte med en undskyldning overfor Pretty Maids, for at være lidt af en rookie, i deres ellers så lange karriere. Det er altså ikke helt den samme intense og medrivende oplevelse, hvis man ikke kender numrene. Sorry. My bad….Det skal så siges at jeg trods alt kendte nogle stykker. Bl.a. deres julesang ”In Santa’s Claws”, som man jo ikke kommer udenom, hvis man har bare en lille smule rock i blodet. Men de spillede da også ”Mother of All Lies”, ”Back to Back” og ”We Came to Rock”. Specielt Back to Back gik da rent ind hos mig. Tak for den…

Til anledningen havde Pretty Maids inviteret en special guest star i skikkelse af Søren Andersen, som gav den MAX gas på 4-5 numre. Det var en dejlig lille julegave til publikum.

Pretty Maids har jo både den hårde side og den bløde side, og de 2 går jo pænt hånd i hånd. Jeg synes Pretty Maids har en fed sound, og et lækkert lyd univers og man må give dem, at når de rykker på de tunge numre, SÅ rykker de HELT frem i bussen. Specielt bemærkede jeg hvor dybt og gennemtrængende bassen hamrede på et af de sidste numre inden pausen. Helt fantastisk.

Pretty Maids er bare et super sammensat og sammenspillet hold, med god vokal, fedt guitar lir, en trommeslager i den absolut hårdtslående ende af skalaen, lækkert og veltilpasset keyboard og ikke mindst en heftig bas på bunden.
 

Der kan vist ikke herske tvivl om at det var en FED aften i Amager Bio, og derfor skal der da heller ikke spares på roserne herfra til de 2 bands. 6 ud af 6 for den tur, og så rigtig GOD JUL.
 
   (6 ud af 6)
 
Besøg Pretty Maids på Facebook her og Chainfist på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Lordi - Scare Force One
 
Anmeldt af Peter Letting: 05-12-2014
 
Så er finske Lordi på banen igen med nyt album. Titlen er Scare Force One og albummet var på gaden 31. oktober 2014. Det er kun 1½ år siden Lordi sidst var på banen med et album, så man kan ikke sige at de spilder tiden.

Universet omkring Lordi er det samme som det plejer, med voldsomme og skræmmende kostumer, og på den front må man sige at Lordi går ”All-In” og tilhører den absolutte elite. Det må tage timer at iføre sig disse kostumer, men det er da noget man husker.

Musikken er også som man kender Lordi. Det er heavy metal med et tvist af humor og gøgl. Der er lidt markedsplads stemning over den nye plade. Jeg tror at Lordi vil tage os med på en rejse i deres Scare Force One flyvemaskine. Jeg har set den tilhørende video på Youtube og det er umiddelbart ikke et flyselskab som jeg ville ønske at benytte. Flyveturen styres umiddelbart af en lille knægt der leger med sine små figurer og flyvemaskinen, men inden i flyveren, hersker en helt anden verden, som styres af de onde dæmon stewardesser. Det er som taget ud af en bedre horror-movie..

Musikken er på sin vis rimelig underholdende og der er masser af riffs og omkvæd, som sætter sig fast. Min favorit på albummet er dog den lidt skæve ”She’s A Demon”, men det skyldes ligeså meget teksten. Han skriver hjem til sin mor, at han har fundet sit livs kærlighed. Desværre er hun en dæmon, men han elsker hende. I det næste brev skriver han igen om sin store kærlighed. Men denne gang bor han så på et afsides sted i en skov, og hendes øjne er blevet røde. Han skriver at han stadig elsker hende, men han ved ikke om det bliver sidste gang moderen hører fra ham… Det er da historien om vedholdende, men ulykkelig / fatal kærlighed..

Lordi har samme besætning på Scare Force One som på sidste album: Mr. Lordi – Vocals, Amen – Guitars, Ox- Bass, Hella – Keyboards, Mana – Drums

Jeg giver Lordi 4 ud af 6 for Scare Force One.
 
Scare Force One udkom 31. oktober via AFM-Records.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Lordi på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Maxxwell – Tabula Rasa

Anmeldt af Calle: 01-12-2014

For snart 4 år siden anmeldte jeg schweiziske Maxxwell’s andet album ”All In”. Dengang var jeg ret begejstret. Imellem tiden har bandet fået ny sanger, så det var med stor spænding jeg satte dette album på første gang. Nu har jeg lyttet albummet igennem flere gange og lad det være sagt med det samme – jeg er også rigtig begejstret for dette album og ikke mindst bandets nye sanger Gilberto Meléndez. Han lever fuldt ud op til den tidligere sanger Nobi Suppiger. Dog er Gilberto’s stemme mindre ”hæs”. Udover Gilberto består bandet af Hef Häfliger (lead guitar), Cyril Montavon (guitar), Oli Häller (trommer) og Kusi Durrer (bas).

Tabula Rasa består af 12 velskrevne sange, hvor melodierne er yderst fængende. Og så er jeg især ret imponeret over det gode guitararbejde der bliver leveret. Der er mange fede riffs og guitarsoloerne sidder lige i skabet. Resten af musikken bliver også leveret af nogle yderst kompetente musikkere og som sagt er Gilberto’s vokal også i top.

De 12 sange er godt varieret og der er blevet plads til både up-tempo og down-tempo sange. Så man bliver på intet tidspunkt træt af at lytte til albummet. Af up-tempo numre kan jeg bl.a. fremhæve ”On Your Face”, ”Fuck It!” og ”Man Of Steel”. I den mere stille ende vil jeg gerne fremhæve første singlen ”Gone Forever” samt ”Never Let You Go” og afslutningsnummeret ”Run Or Hide”. Sidst nævnte kommer dog meget op i tempo i selve omkvædet. Den eneste af de 12 sange som skiller sig væsentligt ud er ”Backstabber”. Dette er fordi bandet har gæstevokal fra rapperen Polemikk fra det schweiziske hip hop band Nefew.

Alt er alt er det 12 rigtig gode sange Maxxwell har fået skruet sammen og jeg kan derfor varmt anbefale dette album til folk med hang til energisk og powerfuld hard rock, med gode melodier, fede riffs og solide guitar soloer. Skal jeg sammenligne Maxxwell med andre europæiske bands, så kan jeg da nævne bands som f.eks. Miracle Master (med Oliver Weers), Gotthard, Twenty Dark Seven og Bangalore Choir. Tjek Maxxwell ud og giv Tabula Rasa et lyt!!!!
 
 
Tabula Rasa udkom 3. oktober via Fastball Music.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Maxxwell på Facebook her.
________________________________________________________________________________

Electric Earth – Leaving For Freedom

Anmeldt af Calle: 01-12-2014

Electric Earth er et svensk rock band, som blev dannet i 2001. Bandet består af Peter Gottlieb (vokal og rytme guitar), Tommy Scalisi (lead guitar), Lyris Karlson (bas) og Draken (trommer). Leaving For Freedom er bandets fjerde album.

Electric Earth spiller hard rock tilsat lidt ”grunge” og metal. Tænk en blanding af Stone Temple Pilots, Black Stone Cherry, Kiss og Soundgarden. Altså tilpas tunge grooves, aggressive rytmer og fede riffs. Albummet består af 10 sange med gode og catchy melodier. Mine favoritter blandt de 10 sange er ”Bad Motor Alive”, ”Devoid”, ”Missing Pieces” og titelnummeret ”Leaving For Freedom”. Eneste lille minus, for mit vedkommende, vedrørende dette album er nok, at sangene måske er en smule for ensformig. Jeg kunne godt ønske mig lidt flere temposkift og lidt mere variation.

Musikken bliver spillet godt og Gottlieb’s vokal passer godt til denne genre. Ikke den bedste vokal jeg har hørt, men langt fra den dårligste. Bandet har selv produceret albummet i samarbejde med Marko Tervonen og Jonas Beijer. Tervonen har også stået for indspilning og mixing i N3 Studio A i Trollhättan, Sverige. Jeg synes de har formået at få den rette stemning og feeling, som der skal til, når man spiller denne genre inden for rocken.

Alt i alt er Leaving For Freedom et udmærket album, som jeg sagtens kan anbefale folk at tjekke ud. Især hvis du lytter til nogen af ovennævnte bands. Albummet er udgivet på bandets eget selskab TYSS Music. Dette har bandet gjort, fordi de var trætte af at blive fortalt, hvad de skulle gøre og hvordan deres lyd skulle være. Om det er et klogt træk skal jeg ikke kunne sige, for jeg har ikke hørt bandets tre forrige udgivelser. Men som sagt synes jeg helt sikkert dette album er et lyt værd!!!
 
Leaving For Freedom udkom den 3. oktober via TYSS Music.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Electric Earth på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Estate - Fantasia
 
Anmeldt af Peter Letting: 26-11-2014
 
Nyt russisk band med navnet Estate er ude med deres debut album 1 december 2014. Albummet har fået titlen Fantasia. 
 
Estate lægger ude med en kort intro i klassisk symfoni orkester stil, hvorefter tempoet bliver skruet en del i vejret. Det er en sjov version af metal genren. Første nummer ”Hero”, minder mig om noget Pokemon / Manga univers. Jeg vidste umiddelbart ikke at Estate kom fra Rusland, og i min verden kunne det ligeså godt have været japansk. Estate har den der meget hurtige rytme sektion, som nogle japanere også praktiserer. Det hele er krydret med keyboard riffs, og en udtalt accent på den engelske udtale.

I det hele taget kommer Estate vidt omkring i deres univers. Der er vist ikke noget at sige til at titlen faldt på Fantasia. På coveret, danser en Satyr (halv menneske, halv ged) mens den spiller på pan-fløjte. Denne pan-fløjte går igen i indledningen på andet nummer ”Tarantella”. Det er vist første gang jeg har hørt panfløjte på et metal album, men så er det også prøvet. Men Estate stopper ikke her. Undervejs i nummeret lyder det også som en harpe, og en del af vokalen får mig til at tænke på noget Kosak dans. Meget alsidigt.

Jeg tror dog at mit favorit nummer må være det syvende ”Absolutely True”. Det er et nummer som swinger, lidt som nogle af de gode gamle Van Halen numre med David Lee Roth i spidsen, eller måske er vi ovre i noget Aerosmith. Det er ikke specielt tungt, eller hårdt, men som sagt, så swinger det og der er noget fedt piano spil undervejs.

Skæring 8 ”Holy Land” minder mest af alt om en melodi grand prix sang på steroider. Jeg synes bare det viser at Estate skyder i alle retninger, men slipper alligevel hæderligt afsted med at gøre det.

De skriver selv på deres hjemmeside at stilen hedder ”Light ’n Dance Metal”. Jeg tror mest af alt at Estate hygger sig og har det sjovt med det de laver, uden at tænke for meget om de rammer som ”nogen” vil putte dem i, og hatten af for det.

Estate tæller 4 medlemmer: Dmitriy Efimov på vokal, Andrey Krylov på guitar, Vadim Lalayan på bas og Nikolai Pihurov på trommer. Udover det er der også Alexander Chumakov på vokal som gæste optræden. Estate får 4 ud af 6.
 
Fantasia udkommer den 1. december via Mighty Music/Target Group.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Estate på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Kevlar Bikini – Hi-Fi Or Die

Anmeldt af Calle: 25-11-2014

Det er ikke hver dag man bliver kontaktet af et punk rock band fra Kroatien med henblik på anmeldelse af deres nye album. Men det er altså tilfældet med Kevlar Bikini. Bandet, med det lidt sjove navn, blev dannet i 2010 og Hi-Fi Or Die er deres andet album.

Stilen er som sagt punk rock, men der er også hentet inspiration fra flere andre genre, som eksempelvis hard-core, rockabilly og metal. Albummet består af 10 sange hvor energi niveauet er ret højt. Samtidig er der en god variation i sangene og en masse temposkift. Mine favoritter blandt de 10 sange er ”Wow”, ”Hoax Revolution” og ”Summer Of Hate”, men ”Climax” er også værd at tjekke ud. Faktisk er der ”kun” 8 deciderede sange på albummet, da det ene nummer ”Death To All That Is Anti Rock” er en kort indledning til nummeret ”Anti Rock”. Og afslutningsnummeret ”Doom Mood” er et lidt mærkeligt instrumental nummer.

Hi-Fi Or Die er blevet mixet i Sunlight Studio af Tomas Skogsberg (som tidligere har arbejdet sammen med bl.a. Entombed, Backyard babies og At The Gates) og det er blevet masteret i Tonteknik Recording af Pelle Henricsson (som tidligere har arbejdet sammen med bl.a. Refused, Meshuggah og In Flames).

Jeg må indrømme at jeg ikke er blevet decideret fan af bandet, men jeg synes det er et sjovt og udmærket album de har smidt på gaden. Og er man fan af finurlig og energispækket punk musik, så bør man uden tvivl tjekke Kevlar Bikini ud. 
 
Hi-Fi Or Die udkom digitalt den 1. oktober og på vinyl den 3. november via OverDubRecordings/WormHoleDeath.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Kevlar Bikini på Facebook her.
____________________________________________________________________________
Black Swamp Water – Hellride (EP)

Anmeldt af Calle: 25-11-2014

Jeg har modtaget Hellride, som er debut EP’en fra det danske band Black Swamp Water. Den har jeg nu lyttet igennem nogle gange og lad det være sagt med det samme - jeg kan lide hvad jeg hører. Bandet er fra Silkeborg og består af Bjørn Bølling Nyholm (vokal), Jan Geert (guitar), Jeppe Birch Friis (bas) og Kim Langkjær Jensen (trommer). Der er tale om erfarne folk, da gennemsnits-alderen har passeret de 35 og samtidig har de som sagt Kim Langkjær Jensen (ex-Dawn of Demise og Illdisposed) som det stabile fundament bag trommerne.

Bandet spiller rock med kraftig inspiration hentet tilbage i ’70-er, ’80-er og ’90-er-hard rock og heavy metal og de nævner bl.a. Down, Black Sabbath, COC og Pride and Glory (med Zakk Wylde) som nogle af deres inspirationskilder. Altså er der tale om rock i den lidt tungere ende af skalaen.

EP’en består af fire velkomponerede sange med en fed, tung og groovy feeling. Jeg synes bandet har skrevet nogle gode sange med catchy melodier og mine favoritter blandt de fire sange er ”Drink ’Em Way Down”, som har et meget fængende riff i omkvædet samt titelsangen ”Hellride”. Sidst nævnte kan i skrivende stund bl.a. høres på Calles Rock Corner via dette link. Variationen på EP’en er måske ikke så stor, men musikkerne spiller godt og stabilt. Samtidig har Bjørn en god stemme, som passer perfekt til denne musik inden for denne genre.

Hellride er indspillet i Silkeborg og så er det mixet/masteret af selveste Jacob Bredahl i hans Dead Rat Studios i Horsens. Den overordnede lyd og produktion er i orden og instrumenterne og stemmen ligger rigtig godt i forhold til hinanden.

Jeg kan på det varmeste anbefale at du tjekker Black Swamp Water ud. I mine øjne er dette endnu et dansk ”undergrunds” rock/metal band” man bør holde øje med. Jeg vil i hvert fald følge dem fremover.
 
 
Hellride udkom 13. oktober.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Black Swamp Water på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Junkyard Drive – Junkyard Luxury (EP)

Anmeldt af Calle: 25-11-2014

Junkyard Drive er et rock band fra Roskilde, som består af fem unge fyre med en gennemsnitsalder på 21 år. De fem unge mænd i bandet er Kris (vokal), Birk (lead guitar), Benjamin (rytme guitar), Mikkel (bas) og Claus (trommer). Bandet har fornylig udsendt deres debut EP Junkyard Luxury.

Junkyard Drive spiller AC/DC-inspireret rock og deres inspirationskilder tæller da også AC/DC samt Guns ’n’ Roses og Airbourne. Bandet udtaler også, at de ikke er til for at opfinde den dybe tallerken, men i bund og grund bare gerne vil spille noget gammeldags rock ’n’ roll der får folk til at råbe og drikke øl! Personligt er jeg glad for denne genre og disse unge fyre gør det ret godt.

Junkyard Luxury består af fire sange, som er forholdsvis ens lydende. Men hey – AC/DC’s sange lyder jo også ret ens – så det gør efter min mening ikke så meget. Hvis bare man formår at skrive nogle fængende melodier med catchy guitar riffs og samtidig tilsætter nogle ”syng-med-omkvæd”, så fungerer det for mig. Og det synes jeg Junkyard Drive har gjort på denne EP. De fire sange er ”Pauline”, ”Golden Lady”, ”Low On Bucks” og ”Devils Boogie Woogie”. Jeg kan ikke fremhæve enkelte sange som mine favoritter, men jeg synes derimod de fungere godt som en samlet enhed.

Produktionen på Junkyard Luxury er god og jeg er især glad for guitararbejdet. Der er mange fede riffs på EP’en. Vokalen kunne efter min mening godt være lidt bedre, men det kommer måske med tiden. Bandet skal bare tage alle de live jobs de kan og få alt den erfaring de kan, så tror jeg på, at de nok skal komme frem på det danske marked. Så er du til AC/DC, Airbourne, Bullet eller danske Lucer, så kan du roligt tjekke Junkyard Drive ud. Jeg vil helt sikkert følge bandet fremover.
 
Junkyard Luxury udkom 9. november.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Junkyard Drive på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Five Dollar Justice – Broken Hearst 'n' Bottles (EP)


Anmeldt af Calle: 22-11-2014

Five Dolar Justcie er et fem mands hard rock band fra Aarhus, som består af Christian Ørting Therkelsen (trommer), Daniel Gleerup Christensen (bas), Jan Yeoman (guitar), Kristian Ehlers (guitar) og Thomas Wittenburg (vokal). Bandet blev dannet i starten af 2013 og Broken Hearts 'n' Bottles er bandets første EP.

EP'en består af fem old school hard rock sange, og man kan roligt sige, at sex, drugs & rock 'n' roll klicheerne står i kø. Bandet er bl.a. inspireret af Danzig, Airbourne og Led Zeppelin, hvilket godt kan høres i deres stil. Vi taler altså beskidt rock 'n' roll. Der er fuld knald på på alle fem sange, og skal jeg nævne mine favoritter, så må det være ”Woman” og det tungeste af numrene ”My Lover” samt afslutningsnummeret ”Instant Love Machine”.

Lyden på Broken Hearst 'n' Bottles er lidt ”skramlet” og selve produktionen kunne godt have været lidt bedre. Men jeg synes helt sikkert man får en god fornemmelse af hvad det er disse fem unge mænd gerne vil med deres musik. Og så synes jeg det er dejligt at se, at den danske rock scene ikke er død. Derudover synes jeg, at musikkerne hver især spiller deres instrument godt (dog ikke til perfektion) og samtidig har Thomas en meget rå vokal.

Så er du til old school hard rock med tunge rytmer, sprøde riffs og en rå vokal, så bør du tjekke dette band ud. Det er støvet, det er beskidt, det er råt og så er det dansk!!
 
Broken Hearts 'n' Bottles udkom 11. november.
 
(3½ ud af 6)
 
Besøg Five Dollar Justice på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Jaded Heart – Fight The System


Anmeldt af Calle: 22-11-2014

Det tysk/svenske band Jaded Heart har med Fight The System udgivet deres 12. studie album. Bandet blev dannet for ca. 22 år siden og består i dag af Johan Fahlberg (vokal), Peter Östros (guitar), Michael Müller (bas), Bodo Stricker (trommer) og Masa Eto (guitar). På albummet medvirker også den oprindelige trommeslager Axel Kruse, som dog har forladt bandet inden udgivelsen.

Jaded Heart spiller melodisk metal/hard rock og det gør de rigtig godt. Albummet består af 11 velskrevne og velkomponerede sange med catchy melodier. Vokalen og guitaren er en stor del af bandets sange, men også keyboardet kommer tydeligt til udtryk i flere af sangene. Egentlig er der ikke nogen af sangene der virkelig træder frem, men alle sangene fungerer godt som en samlet enhed. Det skulle måske lige være ”Never Free”, som var den sang jeg bed mest mærke i ved både første og anden gennemlyt af albummet. Rick Altzi fra Masterplan medvirker som gæstesanger på nummeret ”Control”. Han stemme passer godt sammen med Johan's.

Jaded Heart spiller ikke musik der er banebrydende eller som man ikke har hørt før, så man skal ikke forvente noget nyt. Men til gengæld er musikkerne yderst kompetente og Johan's vokal er perfekt til musik inden for denne genre. Samtidig er Fight The System rigtig flot produceret. Bandet har selv produceret albummet med Jan Vacik og Mario Lochert som co-producere. Albummet er blevet til i Dreamsound Studios i München.

Er du fan af melodisk metal/hard rock med fede riffs, catchy melodier og en super god vokal, så kan du roligt investere i dette album. Jeg har ikke alle Jaded Hearts' 12. albums, men har flere af dem i min samling. Og Fight The System hører helt sikkert til blandt de bedre af dem.
 
Fight The System udkom 26. september via Fastball Music.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Jaded Heart på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Ten – Albion


Anmeldt af René Bo Nielsen: 21-11-2014

Så er engelske Ten ude med deres cd nr 11, som har titlen Albion. Jeg er en af dem som har været med siden den spæde start, og som var virkelig begejstret for den første udgivelse "X", fra 1996 og "The Name Of The Rose" fra 1997, og sidst men ikke mindst "The Robe" fra 1998. Tre fantastiske udgivelser der er en gennemført cocktail af aor, hard rock, og heavy rock. Udgivelser som her så mange år efter, stadig væk er gennemførte og tidløse mesterværker. Flot og velspillet musik, med masser af flotte omkvæd, melodier, og udført af et band af dygtige og virkelig kompetente musikere. Blandt andet var super guitarristen Vinny Burns, og finde i blandt gruppens 6 medlemmer.

Nu skriver vi så 2014, og der er kun 3 medlemmer af gruppens oprindelige besætning med. Blandt andet sanger og sangskriver Gary Hughes, som stiftede Ten i 1995, og som har været primus motor i gruppen i både i de gode og dårlige tider. Det var lidt historie, lad os nu fokusere på Albion, som jo omdrejningspunket for denne anmeldelse. Cd'en starter ud med nummeret ”Alone In The Dark Tonight”, som er en fed og gennemført rocker som lover godt for resten af Albion. Albummet består af 10 numre i vanlig Ten stil, altså melodisk hard rock/heavy rock. Faktisk meget ala tidligere udgivelser som "Heresy And Creed" fra 2012. Det er velspillet og veludført, og lydmæssigt er der heller ikke noget at udsætte på Albion, hellere ikke cover og artwork. Så ALT er som det plejer med Ten, og det er faktisk det jeg anser som værende lidt af et problem.

For tager man og kigger tilbage på Tens udgivelser, faktisk helt tilbage til "Babylon" som udkom i år 2000, så er det samme spille stil de har praktiseret helt op til her nu i 2014! Der er INTET nyt og komme efter OVERHOVEDET. Personligt savner jeg at de tager nogle chancer, og tilføre deres musik nogle nye inputs, og måske vælger at bygge musikken op på en anden måde, i det hele taget tilføre den en form for udvikling. Det er desværre på INGEN måde tilfældet. Jeg har dog alligevel valgt at give Albion en fin karakter. For som udgivelse er den gennemført, det er udviklingen af Ten og deres musik, jeg er kritisk overfor og sætter spørgsmålstegn ved. Men specielt nye og kommende fans af Tens musik, kan uden problemer købe Albion. Hvor i mod vi der har været med hele vejen, må gøre op med os selv om vi fortsat vil købe Tens musik.

Albion udkommer 24. november via Rocktopia Records.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Ten på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

Midnight Sin - Sex First
 
Anmeldt af Peter Letting: 21-11-2014
 
Italienske Midnight Sin har udgivet deres debut album Sex First. Albummet var på gaden 13. oktober 2014. Da jeg så titlen på albummet tænkte jeg, at enten bliver det super svedigt, eller også falder det til jorden.

Jeg vil sige så meget, at nu har jeg hørt albummet et par gange, og der er sq ikke det helt store at komme efter. Stilen er ”Sleaze Rock” eller ”Glam Metal”, men efter min mening lidt for meget til AOR segmentet. Hvis jeg skal være flink, kan jeg måske spore lidt inspiration fra Def Leppard, men det er næsten synd for Def Leppard.

Det er jo ikke fordi musikken er dårlig, den er bare lidt kedelig. Jeg synes jeg har hørt det hele før, og der er ikke rigtig nogen overraskelser. Der SKAL nødvendigvis heller ikke være nogle overraskelser, men så skal der til gengæld være en nerve der brænder igennem, og den finder jeg ikke.

Bandet består af Albert Fish på vokal, LeStar på lead guitar, Maurice Flee på rytme guitar, Acey Guns på bas og Dany Rake på trommer.

Måske er det bare ikke min dag i dag, men det meste ved dette band irriterer mig faktisk. De påtagede kunstner navne, den italienske accent på den engelske sang, og det gennemgående kedelige tema. Der er ikke rigtig noget ved denne produktion der rykker i mig, og min umiddelbare holdning er, at det kunne anvendes som baggrundsmusik i Kvickly, på sådan en mørk og kedelig vinter fredag.
 
Det eneste nummer som jeg synes træder en smule ved siden af den kedsommelige række af numre er nummer 7 ”Rise & Yell”, men det ene nummer kan desværre ikke løfte min begejstring for hele skiven som helhed.
Jeg må skrabe bunden med sølle 2½ ud af 6 for bedriften
 
Sex First udkom 13. oktober via Bakerteam Records.
 
(2½ ud af 6)
 
Besøg Midnight Sin på Facebook her.
____________________________________________________________________________________

Tantal - Expectancy
 
Anmeldt af Peter Letting: 20-11-2014
 
Russiske Tantal er på gaden med deres andet album Expectancy 27 oktober 2014. Det er ikke meget russisk musik, jeg har hørt igennem tiderne, men måske det kommer til at ændre sig nu. Jeg synes i hvert fald at Tantal er et frisk pust derovre øst fra.

Tantal spiller spændende, varieret og progressivt, død- og thrash metal. Det er hårdtslående dødsmetal agtigt det ene øjeblik og let og luftigt det andet. En af de ting der gør Tantal til ”noget andet”, er de 2 vokaler. Den ene ført af Milana Solovitskaya, som også er nævnt som vokalist i bandet. En klar og høj kvindestemme med en bestemt kant, og slet ikke kedelig. Den anden vokal er en growlende råbe vokal, som jeg forventer leveres af en af de mandlige medlemmer, men jeg har ikke kunnet spore hvem af de 4, som præsterer den.

Bandet består af Mikhail Krivulets på bas, Vyacheslav Gyrovoy på trommer, Alexandr Strelnikov på guitar, Dmitriy Ignatiev også på guitar, samt Milana Solovitskays på vokal.

Albummet er indspillet med ret høj volumen og dynamik, i hvert fald i forhold til den forrige skive jeg havde i anlægget, så jeg blev nærmest blæst ud af indledningen, som er lige på og hård. Det første nummer ”Through The Years” hamrer derudaf, og lægger en god bund for resten af skiven. Skæring 3 ”Echoes Of Failures” har en formidabel lækker start, som til tider er helt skæv, men super godt lavet. ”Echoes Of Failures”, må udnævnes til mit favorit nummer på skiven, da det bare udvikler sig og vokser i takt med at jeg hører det flere gange.

Der er 2 klassiske skæringer på albummet. Den ene nummer 4 ”In Times Of Solitude” er helt instrumental med spansk guitar og strygere. Det er jo en himmelråbende kontrast til de øvrige skæringer, men guitarspillet er godt, og det er et fint lille nummer. For at det ikke skal være løgn, er nummer 9 ”In The End Pt.2) også helt klassisk spansk guitar spil, men denne gang med Milanas vokal på toppen. Endnu engang noget helt andet, men igen et meget fint lille nummer.

Skæring 10, som runder skiven af, hedder ”V Moih Glazah (In My Eyes)”, hvilket jeg forventer er russisk. Sangen bliver også sunget på russisk, hvilket igen er en sjov drejning i stilen, men det viser jo blot at Tantal er mægtig alsidige. Jeg giver Tantal 4½ ud af 6
 
Expectancy udkom 27. oktober via Bakerteam Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Tantal på Facebook her.
________________________________________________________________________________
Emergency Gate – Infected

Anmeldt af Calle: 11-11-2014

Emergency Gate er et tysk metal band, som blev dannet helt tilbage i 1996. Der har dog været en del udskiftninger i bandet gennem årerne og det eneste oprindelige medlem i dag er bassisten Mario Lockert. Udover ham består bandet nu af Matthias Kupka (vokal), Udo Simon (guitar), Roman Lutz (trommer) og Daniel Scmidle (synth).

Infected er bandets femte fuld længde album, men det første jeg har lagt ører til. Stilen er melodic death metal med elementer fra både metalcore og elektronisk musik. Albummet består af 12 sange, hvor der er fuld knald på fra start til slut (næsten). Bassen er trommerne er tons tunge og guitaren skærer igennem med hurtige riffs. Vokalen, som er en god blanding af barske skrig, en ren vokal og lidt death metal growls, fungerer rigtig godt til musikken. Derudover er der en hel del programming og synth i musikken, hvilket jo hører sig denne genre til.

Musikken er for mig en anelse ensformig, men der er dog et par sange der skiller sig lidt ud. Det er bl.a. ”We Wanna Party”, hvor der også er lidt rap (ala Beastie Boys) elementer indover musikken og sangen. Eller en sang som afslutningsnummeret ”Peace Of Mind”, hvor tempoet sættes MEGET ned. Jeg vil næsten gå så langt som at kalde nummeret en death metal ballade.

Albummet er indspillet og produceret af Mario og Udo og så er det blevet mixet af Mario i Dreamsound Studios i München. Mastering er foretaget af Jan Vacik i selvsamme Dreamsound Studios. Albummet er godt produceret og instrumenterne og vokalen ligger godt i forhold til hinanden og det overordnede lydbillede er godt.

Infected er et moderne metal album og jeg kunne sagtens forestille mig, at fans af denne genre inden for metalmusikken vil kunne lide Emergency Gate. Som den trofaste læser af mine anmeldelser (hvis der er nogen) ved, så er denne genre ikke min foretrukne, men jeg synes helt bestemt man skal tjekke dette band ud.
 
Infected udkom 26. september via Fastball Music.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Emergency Gate på Facebook her.
________________________________________________________________________________

Mäbe – Mot Ingenstans Och Överallt


Anmeldt af Calle: 11-11-2014

Dette er vist første gang jeg skal anmelde et album her på siden, hvor der bliver sunget på svensk. Men Mäbe Johansson, som sangeren, guitaristen og sangskriveren i Mäbe hedder, kommer fra Strömstad, som ligger tæt på den norske grænse. Og han synger altså på svensk. Dette er hans tredje album.

Mot Ingenstans Och Överallt består af 11 sange, hvor vi befinder os i den melankolske og alternative pop-rock. Hvis man tager de tre danske kunstnere Søren Huss, Rasmus Walter og Mads Langer og blander dem rigtig godt sammen + giver sangene svenske tekster, så får du måske en ide om hvor vi befinder os genremæssigt. Den overordnede stemning på albummet er meget dyster og mørk.

Personligt synes jeg sangene bliver en anelse for ensformige og jeg kunne godt ønske mig lidt mere variation. Der er dog et par sange som skiller sig en lille smule ud og det er min personlige favorit ”Electric City Blues”, hvor tempoet er lidt hurtigere. Eller det country-rock inspirerede nummer ”Maskerad”. Derudover synes jeg også åbningsnummeret ”Norrskensskimmer Och Solnedgång” og den stemningsfyldte ”För Dem Som Blöder” fungere ret godt. Der er en god rød tråd gennem hele albummet.

Udover Mäbe selv på sang og guitar, så medvirker også Jonas Beijer på trommer, bas, keyboard og guitar og Kent Andréasson på bas. Alle tre virker som kompetente musikkere. Produktionen på albummet er også god og producer er førnævnte Jonas Beijer, mens mastering og mixing er foretaget af Valle Adzic.

Er du til melankolsk og stemningsfyldt alternativ rock, så kan du helt sikkert godt tjekke Mäbe ud. Mot Ingenstans Och Överallt passer rigtig godt til en mørk og kold efterårs eller vinter aften, hvor man har tændt lidt stearinlys og tændt op i pejsen (hvis man har sådan en).
 
Mot Ingenstans Och Överallt udkom 3. oktober via Twoface Productions/Sound Polution.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Mäbe på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Unfaithful - Streetfighter
 
Anmeldt af Peter Letting: 11-11-2014
 
Svenske Unfaithful udgiver deres debut album 10. November 2014 og de har givet det titlen Streetfighter. Nogle gange føler jeg mig bare ekstremt heldig og privilegeret, når jeg falder over et album som bare sparker røv. Og det gør Unfaithful på deres debut album.

Unfaithful består af 4 medlemmer: Marcus Karregard på vokal, Sammy Kela på guitar, Robin Ingemansson på bas og Jimi Lexe på trommer.

De lægger hårdt ud med ”Vegas Baby”. Nummeret er lækkert skruet sammen, og der er flere heftige passager, hvor man bare tænker ”det lyder fandme godt”. Som det ofte sker, så tog det lige lidt tid at kommer forbi det første nummer. Dels fordi det er sådan et nummer som jeg bare gerne vil høre igen, men også fordi jeg lidt på forhånd frygter at blive en smule skuffet af resten af skiven. Men sådan går det heldigvis ikke altid.

Titel nummeret er den anden skæring og det er også et super godt nummer. Der er virkelig gang i gryderne i rytme sektionen, og diverse guitar riffs er tydelige og velspillede, og ikke bare en gang støj. Så der bliver kælet for min øregang, og jeg kan lide det jeg hører. Samtidig har forsangeren Marcus, en af de mest rå og varierede stemmer jeg har hørt længe. Han brænder virkelig igennem, og det er bare en sand fornøjelse.

Bedst som jeg er godt igennem hvad jeg efterhånden godt vil kalde for et brag af et debut album, så starter skæring 6 ”Medicated For Your Protection”, med en super intro, og niveauet løftes lige et hak mere. Men til min store overraskelse, så skruer Unfaithful lige bissen på i de sidste 3 numre. Først ”Busted”, med en fed og rå metal rock attitude, efterfulgt af ”Flawless Life”, som går en tand længere og bliver endnu tungere, og endnu mere voldsom, for til sidst at brænde HELT igennem på ”Unrestrained”, hvor elastikken bliver strammet ekstra hårdt, og speederen ryger helt i bund. 
De sidste 3 numre kører bare på repeat, og det er fuldstændig umuligt at holde hovedet i ro, når Unfaithful brager ud af højttalerne..

Det har været en helt fantastisk rejse igennem 9 super fede numre på hver deres måde. Jeg kan sq ikke rigtig udsætte noget på albummet. Det kører præcis til grænsen for hvad jeg mener jeg kan byde mine gamle ører, uden at det kammer over og bliver rendyrket larm.

De her drenge SKAL jeg bare opleve Live, så de står nu øverst på ønskelisten, og jeg håber VIRKELIG de kommer en tur til lille Danmark på et tidspunkt, please….
Albummet skal have 5,5 ud af 6 herfra.
 
Streetfighter udkom 10. november via Mighty Music/Target.
 
  (5½ ud af 6)
 
Besøg Unfaithful på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Ruinside - 10 Forms Of Dominion
 
Anmeldt af Peter Letting: 06-11-2014
 
Finske Ruinside har udgivet deres andet album 10 Forms of Dominion og albummet var i handlen 20. oktober 2014. Ruinside kommer fra Tampere i Finland og har eksisteret siden 2005. Efter deres debut album udgivelse, var de faktisk på tourne bl.a. i DK, så måske nogen har oplevet dem et sted på deres vej rundt i DK.

Ruinside består af 5 medlemmer: Timo Anttonen på trommer, Kimmo Jankkari på guitar og growl, Toni Salminen på vokal, Erno Tarvainin på lead guitar og Pirkka Birkstedt på bas Det hele starter med en kort intro, hvor ”man” bliver bedt om bare at læne sig tilbage og slappe af, og så skal der nok blive passet godt på én, hvorefter ”man” får besked på at nu skal ”man” bare dø… Så er stilen vist ligesom lagt, og ”man” føler sig velkommen indenfor.

Stilen er forholdsvis hårdtslående melodisk thrash metal, med både de tunge og de lette passager. Vokalen er for det meste clean, (med lidt growl som backing) og Ruinside lægger sig dermed i sådan et mellemleje i denne genre. Det er ikke fuldstændig hårdt, men det er heller ikke for blødt.

Jeg har set videoen til singlen ”In The Arms of Bitterness”, som handler om en mand der bliver nedgjort og trådt på hele tiden. Men til sidst flyder bægeret over og han har fået nok, hvorefter han spurter efter en gut som vil stjæle hans bil. Det virker som om, både i musikken og deres video, at Ruinside er helt nede på jorden. Det virker lidt råt og underproduceret hele vejen igennem, men det er også med til at give Ruinside lidt kant.

Hvis jeg skal vælge et yndlingsnummer, så må det næsten blive skæring 1 ”The Sickness” eller måske ”Dethroned to Be Thriven”. Selvom der flere gange på albummet er mange lækre detaljer, og Ruinside har også masser af energi, så bliver det ikke sådan et band eller album som jeg kommer til at vende tilbage til. Ruinside får 3½ ud af 6 for denne skive
 
10 Forms of Dominion udkom 20. oktober via Mighty Music/Target.
 
(3½ ud af 6)
 
Besøg Ruinside på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

Shaman’s Harvest – Smokin’ Hearts & Broken Guns

Anmeldt af Calle: 03-11-2014

Shaman’s Harvest er fra Jefferson City i Missouri, USA og bandet består af Nathan Hunt (vocal), Josh Hamler (guitar), Matt Fisher (bas), Joe Harrington (trommer) og Derrick Shipp (guitar). Bandet spiller moderne hard rock ala Black Stone Cherry, Theory Of A Deadman, Stereoside og Pop Evil.

Smokin’ Hearts & Broken Guns er Shaman’s Harvest’s femte album, men bandet er et helt nyt bekendtskab for mig, hvilket er en skam. Albummet er spækket med det ene fede nummer efter det andet og samtidig er der rigtig god variation over hele skiven. Der er både de sprøde up-tempo hard rock sange som eksempelvis åbningsnummeret ”Dangerous”, ”Here It Comes”, ”Country As F*ck” og et af mine favoritnummer ”Ten Million Voices”, men også de mere stille sange som ”The End Of Me” og ”Silent Voice”. I sidstnævnte pianodrevede sang finder man også en Slash-lignende guitar solo, inden sangen igen går hen i stemningsfuld og stille pianoafslutning. Derudover er der også en udmærket coverversion af Michael Jackson’s ”Dirty Diana” samt en akustisk version af bandets eget hit ”Dragonfly”, hvor den oprindelige version er at finde på bandets forrige album ”Shine”.

Jeg kan ikke sætte en finger på noget skidt ved dette album. Tværtimod så er Smokin’ Hearts & Broken Guns et utrolig velskrevet, velspillet og velproduceret album med en god kombination af musikkere og samtidig en super vokal fra Nathan. Alt klikker bare på det her album. Fede sange, gode melodier, super vokal, sprøde guitarer og som sagt også yderst velproduceret. Dette album har uden tvivl overrasket mig. Jeg havde ikke de store forventninger, da jeg som sagt ikke kendte bandet i forvejen. Men jeg er helt sikkert blevet fan nu!!!

Smokin’ Hearts & Broken Guns vil uden tvivl befinde sig i min top 10 af albums der er udgivet i 2014. Er du til nogle af ovennævnte bands, så vil du helt sikkert også kunne lide Shaman’s Harvest. Så gør dig selv den tjeneste og tjek bandet ud!!
 
 
Smokin' Hearts & Broken Guns udkom 16. september via Mascot Label Group.
 
  (5½ ud af 6)
 
Besøg Shaman's Harvest på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

Savage Machine – Through The Iron Forest (EP)

Anmeldt af Calle: 03-11-2014

For præcis to år siden (minus to dage) skamroste jeg det danske metal band Momentum’s anden EP ”A World In Ruins”. Det band har nu skiftet navn til Savage Machine og samtidig har de fået ny bassist. Han hedder Nils Petersen og ellers er bandet det samme og består af Troels Rasmussen (sang), Jacob Druedahl Bruun (guitar), Simon Kalmar Poulsen (guitar), Martin Helbo (trommer). På indspilningen er det dog stadigvæk bandets gamle bassist Benjamin Andreassen som medvirker. Through The Iron Forest er den første EP under det nye navn.

Er der så sket noget nyt med hensyn til musikken? Ikke sønderligt. Bandet spiller stadigvæk traditionel 80’er inspireret heavy metal. Men det gør de til gengæld også ret godt. EP’en består af 6 numre, hvoraf det første nummer ”Dawn” er en instrumental intro. Herefter følger 5 solide metal numre med twin-guitarer, hurtige riffs og en vokal der passer perfekt til musik i denne genre. Mine favorit sange på Through The Iron Forest er ”Prisoners Of War” og afslutningsnummeret ”The Final March”. Og man kommer heller ikke uden om det mere down-tempo nummer “The Easy Way Out”.

Through The Iron Forest er en stilsikker og velspillet EP. Men set i forhold til den førnævnte Momentum EP, så synes jeg selve produktionen på denne EP er en anelse ”flad”. Bassen ligger efter min mening for lavt i forhold til resten af instrumenterne og vokalen kunne også godt ligge en anelse højere. Indspilning og mixing er foretaget i Dead Rat Studios med Jacob Bredahl bag knapperne og så er det blevet mastereret af Brad Boatright i Audiosiege.

Afslutningsvis kan jeg kun sige – er du til traditionel heavy metal, så kan du roligt, uden den store betænkningstid, tjekke Savage Machine ud. Det er fedt med et dansk band, der gør hvad de kan for at holde liv i den traditionelle heavy metal. Skru op på 11, slå håret ud (hvis du har langt hår) og knap en bajer op. And let the Savage Machine roll!!!!!
 
Through The Iron Forest udkom 6. september.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Savage Machine på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Bulletrain – Start Talking

Anmeldt af Calle: 29-10-2014

Tilbage i 2008 og 2009 anmeldte jeg to EP’er med Helsingborg bandet Bulletrain. Nu er de så ENDELIG klar med deres debut fuld længde album. Der har været et par udskiftninger i bandet siden dengang og bandet består i dag af de to oprindelige medlemmer Mattias Persson (guitar) og Jonas Tillheden (trommer) samt Robin Bengtson (guitar) og de to nyeste medlemmer Sebastian Sundberg (vokal) og Niklas Månsson (bas).

Debut albummet, som har fået titlen Start Talking, er et vaskeægte hard rock album med fede rock anthems og powerballader. Albummet består af 12 melodiske og velskrevne sange med lækre guitar riffs, fede soloer, god vokal, solid grundrytme og powerfulde ”synge-med” omkvæd. Der er 8 nye sange samt 4 nyindspilninger af tidligere sange fra de to førnævnte EP’er, nemlig ”Johnny Gonebad” fra 2007 og ”Turn It Up” fra 2009. De sange er ”Bad Blood” og ”Joanna’s Secret” fra ”Johnny Gonebad” samt mit favorit nummer ”Even With My Eyes Closed” fra ”Turn It Up”. Denne sang blev senere genindspillet som en single med Chris Laney som producer. B-siden på denne single var ”Take Me To The Sun”, som også er at finde på dette album. Singlen gjorde at bandet fik en pladekontrakt med Metal Heaven, men kort før bandet skulle til Stockholm og indspille albummet og underskrive kontrakten, så forlad den oprindelige sanger bandet og de mistede derfor kontrakten. Heldigvis gav Georg Siegl fra Metal Heaven bandet en ny chance, hvilket har resulteret i Start Talking.

Jeg finder ingen dårlige sange på dette album. Det er det ene fede rock nummer efter det andet og jeg kunne nævne alle sangene som mine favoritter, men skal jeg fremhæve nogle stykker må det være ”Bad Blood”, den powerfulde første single ”Out Of Control” samt ”Dicing With Death”, ”Phamtom Pain” og titelnummeret ”Start Talking” plus mit førnævnte favorit nummer powerballaden ”Even With My Eyes Closed”.

Bandet har selv indspillet og produceret musikken på albummet mens vokalen er indspillet og produceret af duoen RamPac i Stockholm, som tidligere har arbejdet med bl.a. CrashDïet. Buster Odeholm har stået for mixning af albummet. Alt i alt er det er super velproduceret album bandet har udsendt og de kan efter min mening være yderst stolte af det.

Jeg har som sagt ventet på et fuld længde album fra Bulletrain siden 2007 og nu er det endelig her. Og har det så været hele ventetiden værd? Helt bestemt!! Og er du til hard rock bands som eksempelvis Guns N Roses, Skid Row, Crazy Lixx, CrashDïet, Firehouse, Bon Jovi og Mötley Crüe, så vil du helt sikkert også kunne lide dette album. Tjek det ud!!!!! 
 
Start Talking udkom 26. oktober via Metal Heaven.
 
  (5½ ud af 6)
 
Besøg Bulletrain på Facebook her.
___________________________________________________________________________________
9000 John Doe - Redneck Is The New Black
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 28-10-2014
 
FEDT.....9000 John Doe fra Aalborg har kastet et nyt album af sig Redneck Is the New Black kalder de det og deres spillestil kalder de selv for Hillbilly Hardcore, en blanding af punk og metal og Rock (ikke at forveksle med Rock'n'Roll som mange faktisk gør) med masser af power i. Jeg blev i rigtig godt humør første gang jeg hørte cd'en igennem - og den effekt blev ved at gentage sig hver gang jeg har lyttet albummet igennem.

De tager ikke sig selv højtideligt, hvilket er et klart plus da man efterhånden er stopfodret med bands der er meget selvhøjtidelige. Selvom det meste er på engelsk sniger der sig nogle danske ord ind... 1-2-3-4-5-6-6-6-7-8-9...0-0-0 man kan ikke lade være med at smile for det er jo egentlig ganske genialt.

Der er 11 rå numre og det hele bliver spillet med en ægthed og intensitet der minder mig om hvad Punken startede med i slut 70'erne ENERGI og bare trykke den af for sin egen fornøjelses skyld. Der er lidt tidlig D*A*D og AC/DC over noget af det - og det er vel egentlig ikke så mærkeligt for det handler om rå Rock. Så simpelt kan vel barberes ned til.

9000 John Doe er et band jeg meget gerne vil opleve live, da det kun kan blive en fest med ondt i nakken flere dage efter. Tommy Knøs skriger sig gennem hele cd'en, Mikkel R. Clausen spiller bas, Morten Larsen straffer trommerne og Thomas Gajhede står for guitarfræs og lir, og så er rapperen Jonny Hefty gæst på Country zombie, hvilket lyder super godt.
 
Redneck Is The New Black udkom 6. oktober via Mighty Music/Target Group.
 
  (5½ ud af 6)
 
Besøg 9000 John Doe på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Three Lions - Three Lions
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 27-10-2014
 
Engelske Three Lions spiller Melodic Hard Rock og har lavet en god debut cd ved navn: Three Lions...

Stilen er meget sen 80'er start 90'er i stil med Whitesnake's mere poppede numre. Trioen som består af guitarist/keyboard Vinny Burns (Dare, Ten, Asia), trommeslageren Greg Morgan (Dare, Ten) og bassist/sanger Nigel Bailey.

I første omgang blev jeg meget betaget af den helt igennem flotte produktion. Ikke noget som helst kan man sætte en finger på. Det er en meget tydelig og flot stemme Nigel Bailey har og passer rigtig godt til stilen. Jeg var overbevist om at det var en retro cd pga. den gennemførte stil, men den er fra 2014.

Der er en del ørehængere og deriblandt et enkelt instrumentalnummer "Sicilian Kiss" på cd'en hvor Vinni Burns rigtig får lov at være i front. For mit vedkommende kan det godt blive for pænt i det lange løb. En hel cd så er jeg mæt, men der er helt sikkert en masse der absolut ikke har det på samme måde.

Hvis man er til den melodiske hard rock fra 90'erne bør man ikke snyde sig selv for denne perle, der er et mesterværk i sin genre.
 
Three Lions udkom 18. april via Frontiers Records.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Three Lions på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Vanir - The Glorious Dead
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 26-10-2014
 
Vanir fra Danmark spiller Viking-Metal...eller Folk-Metal , På deres 3. fuld længde cd; The Glorious Dead er de blevet mere hardcore Death Metal end før. Deres stil er en pæn blanding af Death, Thrash, Black og Viking-Metal. De er ikke så "Viking" i deres musik som før, men det gør ikke noget som sådan.

Cd'en The Glorious Dead starter direkte med en kærlig knytnæve lige midt i ansigtet. Det er en dejlig frisk start og jeg anbefaler at ha' skruet op for anlæget. De er som sagt blevet mere hardcore end før, og stemningen er blevet tungere. Der er ikke så meget "mjød" over den, hvilket jeg synes er lidt synd, da det var et af Vanirs' varemærker. De har stadig sækkepibe med og den ligger helt perfekt i mixet. Der er brugt god tid til at lave et godt mix og vokalen ligger også, hvor den skal.

Der er 9 gennemarbejdet numre der hver især har nogle gode kvaliteter og det er meget svært at vælge et ynglingsnummer og jeg har 3-4 stykker "Written In Blood", "The Glorious Dead", "Overlord" og "The Flames Of Lindisfarne" men igen så er der jo også de andre som absolut ikke er ringere.
 
Den har vundet ved flere gennemlytninger. Jeg var meget begejstret for deres forrige cd og denneher skuffer ikke, men er anderledes - mere hård og kontant end det jeg ellers har hørt.

Daniel Kronskov gør et fantastisk flot trommearbejde som sammen med Lars Bundvad på bas giver en rigtig god bund og rytme. Phillip Kaaber håndterer rytmeguitaren sikkert og præcist og sammen med leadguitaristen Lasse Guldbæk sørger de for den hårde guitarlyd som er super. Sara Oddershede håndterer sækkepiben stilsikkert og flot og Martin Holmsgaard Håkan growler sig igennem alle 9 numre på overbevisende og flot måde.

Jeg synes at det er en flot og gennemført produktion man sidder med som Vanir kun kan være stolte af, selvom de har smidt lidt af vikinge/folk genren fra sig.
 
The Glorious Dead udkom 20. oktober via Mighty Music/Target Group.
 
  (5½ ud af 6)
 
Besøg Vanirpå Facebook her.
___________________________________________________________________________

Bernie Marsden – Shine


Anmeldt af Calle: 22-10-2014

Bernie Marsden behøver vel ikke en nærmere introduktion, hvis man bare har lyttet lidt til blues, rock og hard rock gennem de sidste 40 år. Marsden har medvirket på over 100 albums og han har bl.a. været med i Whitesnake, hvor han medvirkede på 8 albums og skrev kæmpehittet ”Here I Go Again” sammen med David Coverdale. Nu har han så udgivet sit nye solo album, som har fået titlen Shine.

Shine består af 13 sange, hvor vi kredser omkring blues-rocken og der er både blevet plads til de stille sange og sange med mere knald på. Af de mere stille sange kan jeg nævne ”Ladyfriend”, ”Dragonfly” og det instrumentale afslutningsnummer ”NW8”, mens de mere up-tempo sange bl.a. inkluderer ”Linin' Track”, ”Trouble”, ”You Better Run” og titelnummeret ”Shine”. Ikke nok med at Marsden selv spiller godt guitar og har en god stemme, så har han også fået Joe Bonamassa med som gæst på førnævnte ”Shine”. Og udover ham medvirker andre stjerner, som hans tidligere ”chef” i Whitesnake, nemlig David Coverdale (på ”Trouble”) og blues sangerinden Cherry Lee Mewis (på ”Bad Blood”) samt Ian Paice og Don Airey fra Deep Purple. Alt i alt er det 13 gode sange Marsden har indspillet på dette glimrende album.

Albummet er indspillet, produceret og mixet i Abbey Road Studios i London med Rob Kass som producer. Og netop i Abbey Road føler Marsden, at der er en rigtig god atmosfære, hvorfor han har givet det førnævnte afslutningsnummer titlen ”NW8”. Dette er nemlig postnummeret for netop Abbey Road. På albummet medvirker, udover de førnævnte gæster, også Jimmy Copley (Jeff Beck band) på trommer og Mark Feltham (Nine Below Zeroes) på bas.

Jeg synes virkelig Marsden ”skinner” på dette album og jeg kan varmt anbefale det til de danske blues-rock fans derude. Det er et urolig velspillet og velproduceret album og samtidig er der en rigtig god variation gennem hele albummet. Dette er for mig et super godt album til en hyggelig aften med stearinlys, ild i pejsen og en god flaske rødvin. Men tjek det selv ud!!!!
 
Shine udkom 28. august via Mascot Label Group/Provogue.
 
(4½ ud af 6)
 
Besøg Bernie Marsden på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Annominus - End Of Atonement
 
Anmeldt af Peter Letting: 22-10-2014
 
Jeg har lyttet til Annominus debut album, som udkommer 17 november 2014. Titlen på albummet er End Of Atonement. 
 
Bandet Annominus opstod i 2009, kommer fra Odense, og er et af den slags bands med et finurligt touch. Efter første gennemlyt, synes jeg de lyder som en blanding af Foo Fighters, Nirvana og Dizzy Mizz Lizzy, men det er i virkeligheden slet ikke nok til at dække over de mange musikalske retninger der udvikles når de 5 drenge mødes.

Der er lidt for enhver smag, som man siger. Vokalen er for det meste ren og velklingende, men der skrues også op for aggressiviteten fra tid til anden, med råbe vokal og distortion. Det klæder det samlede lydbillede med den varierede vokal, eftersom musikken ligeledes favner bredt fra melodisk, traditionel rock til de tungeste heavy riffs, krydret med diverse utraditionelle rytmer.

Det fedeste ved mit job som anmelder, er helt klart at støde på musikalske mesterværker som dem Annominus leverer. Jeg bliver sq så stolt i mit danske hjerte, når jeg opdager hvor FED lyd vi kan præstere. Oveni hatten har Annominus udfordret mine sproglige færdigheder. Allerede i titlen måtte jeg have fat i ordbogen, for at finde ud af betydningen af ”Atonement”, og jeg har også fundet ud af hvad der gemmer sig bag titlen på skæring 8 ”Lysergic Acid Diethylamide”. Så blev jeg så klog. Det må helt klart afspejle en vis nørdet tilgang til lyrik og sangskrivning, at Annominus kommer op med sådanne titler, og jeg er sikker på at dykker man dybere i deres sangtekster, vil der dukke flere af den slags ”fund” op.

Mine 2 favoritter på albummet er skæring 4 ”Reverie” og skæring 9 ”Best Laid Plans of Mice”. ”Reverie” rummer efter min opfattelse, alle elementer af Annominus. Der er forholdsvis godt smæk på fra starten, og undervejs er der stille passager og skæve rytmer, som krydrer nummeret helt perfekt. Jeg er vild med det. ”Best Laid Plans of Mice”…. Ja titlen siger jo det hele…. Eller gør den? Nummeret er i hvert fald klart det tungeste nummer på skiven, og jeg synes det klæder bandet. For selvom de spiller tungt og voldsomt, så er der stadig plads til at lege med skæve rytmer og lydudtryk. Jeg er specielt vild med guitar stykket ca. 2 min inde i nummeret, som suppleres af en dyb vokal, og fortsætter i fed rock stil, samt slutningen på nummeret, som bare hamrer derudaf.

Bandet består af 5 medlemmer: Jacob Zinn på vokal, Peter Sandvig på bas, Mathias Wahl på trommer og backing vokaler, Morten Fahnøe på lead guitar og Martin Hansen-Nord på rytme guitar. Annominus får 5 ud af 6 herfra
 
End Of Atonement udkommer 17. november via Mighty Music/Target Group. 

   (5 ud af 6)

Besøg Annominus på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Friisnæs – Ud Over Kanten

Anmeldt af Calle: 22-10-2014

Normalt anmelder vi ikke så meget pop på denne side, men jeg kan huske Peter Friisnæs fra sin tid i det danske band Fastland og jeg har begge deres album ”Vennerne Og Jeg” fra 2004 og ”Ørehænger” fra 2006. Så da han kontaktede mig med henblik på anmeldelse af sit første solo album, så blev jeg nød til at se hvad han havde brugt tiden på siden Fastland gik hver til sit.

Som sagt er Ud Over Kanten et pop album, men der er også lidt elektro-pop og blid rock spredt ud over sangene. Teksterne på albummet er meget personlige og poetiske og jeg ser en del inspiration hentet fra især C.V. Jørgensen. Men jeg synes også jeg kan høre lidt Sebastian, Poul Krebs og Michael Falck i nogle af sangene. Eksempelvis ”Landevej, Landevej”, ”Dem Vi Altid Har Været” og ”Okay Nu”. Alle tre er gode sange. Derudover kan jeg også godt lide åbningsnummeret ”Julie” samt up-temponummeret ”Ud Over Kanten”.

Albummet er blevet til i samarbejde med Troels Alsted, som både har fungeret som producer, bassist og sparringspartner. Ifølge presseskrivelsen var der flere konfrontationer under indspilningsprocessen, men hver gang landede de på et sted hvor begge to tænkte – det er fandeme fedt det her. Albummet er godt produceret og sangene er velskrevet. Jeg synes Friisnæs har næse for at skrive gode popsange.

Alt i alt er Ud Over Kanten et behageligt album at lytte til, men der er dog en anelse for meget elektro-pop til min personlige smag. Dermed ikke sagt at albummet er dårligt, tværtimod så synes jeg det er et flot og gennemtænkt album Friisnæs har udsendt. Tjek det ud!!
 
Ud Over Kanten udkom 8. september via Target Records.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Friisnæs på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Frank Lauridsen – How It Feels To Be Frank


Anmeldt af Calle: 20-10-2014

De unge læsere af anmeldelser på denne side vil sikkert sige – hvem fanden er Frank Lauridsen? Og de ”ældre” læsere vil sikkert tænke – The Baronets og Midnigt Sun. Jeg er nok et sted midt imellem, for jeg kender godt de to nævnte bands (i kraft af en god ven, som er meget musikinteresseret og samtidig er 20 år ældre end mig), men jeg kender/kendte ikke de enkelte bandmedlemmer fra de bands. Men Frank var som sagt en sanger i de to førnævnte bands tilbage i 60'erne og 70'erne. Nu har han så begået sit første reelle solo album.

Stilen på albummet er rhythm & blues med elementer fra bl.a. soul, country, west-cost-rock og sågar lidt gospel. Albummet består af 12 sange, hvoraf 2 af dem er coverversioner af Stephen Stills ”For What It's Worth” og Curtis Mayfield's ”People Get Ready”. I sidst nævnte har Frank sågar tilføjet sit eget b-stykke. Begge sange er gode coverversioner og de ligger rigtig godt til Frank's stemme. Der er blevet plads til både up-tempo og down-tempo sange på albummet. Lyt blot til åbningsnummeret ”Shake That Rhytm” samt ”Wheeling And Dealing” og ”Don't Call Home”, som hører til blandt up-tempo sangene. Eller ”If I Had A Dollar” og afslutningsnummeret ”Burn My Bridges” som hører til blandt de mere stille sange. Alt i alt er det 12 gode sange med velskrevne melodier, som fanger lytteren i et fast greb. Selv en hard rocker som mig!!!

How It Feels To Be Frank er indspillet af Louise Nipper i Soundscape Studio på Frederiksberg (alle pånær sang nr. 4 og 7) og JB Studio i Hillerød (sang nr. 4 og 7). Albummet er mixet af Lars H. Nissen i Sund Sound Recording Studio i Fredensborg. Musikkerne på albummet inkludere bl.a. Allan Bo Larsen (guitar), Jakob Olsne (guitar på én sang, men også medskribent på flere af sangene), René Vork (bas), Frede Christensen (trommer) og Lasse Storgaard (keys). Derudover medvirker der en del kendte danske sangere på backing vokaler. De tæller bl.a. Allan Mortensen, Ivan Pedersen, Lone Selmer, Niels H.P. og Veronica Mortensen. How It Feels To Be Frank er et velproduceret og velspillet album.

How It Feels To Be Frank er et dejligt behageligt, velspillet, ærligt og bundsolidt album med rigtig gode sange. Og Frank har stadigvæk stemmen, der kan få ethvert kvindehjerte til at smelte (selv min egen kone spurgte ”hvem er det du hører, han synger godt”, mens jeg sad og anmeldte pladen). Hans stemme er bl.a. blevet sammenlignet med Steve Winwood's. Jeg synes også den til tider kan inde lidt om Anders Blichfeldt's stemme.

Dette album er for fans af en god omgang rhythm & blues og samtidig folk der bare godt kan lide en god melodi, som samtidig er tilført en fantastisk stemme. Tak til Giant Sheep Music for at kontakte mig med henblik på anmeldelse af albummet.
 
How It Feels To Be Frank udkom 20. marts via Giant Sheep Music.
 
(4½ ud af 6)
 
Besøg Frank Lauridsen på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Joe Bonamassa – Different Shades Of Blue

Anmeldt af Calle: 16-10-2014

Lad det være sagt med det samme – jeg er pjattet med 37 årige Joe Bonamassa og hans eminente guitarspil. Og jeg har de fleste af hans solo albums samt albums med Black Country Communion og de to han har lavet sammen med Beth Hart. Men dette album er Joe’s ellevte solo studiealbum. På trods af 11 solo albums er Different Shades Of Blue det første album hvor Bonamassa selv har skrevet alle sangene med hjælp fra Jonathan Cain (Journey), James House (Diamond Rio, Dwight Yoakam, Martina McBride) og Jerry Flowers (Keith Urban). Altså ingen covernumre.

Albummet består af 11 sange, hvor blues’en er i højsæde (selvfølgelig fristes man til at sige), men der er også elementer fra både jazz’en og funk’en, hvilket bare gør albummet endnu mere varieret. Efter den ét minut og 20 sekunder lange instrumentale intro ”Hey Baby (New Risisng Sun)” skydes albummet i gang med den vokal og guitar-drevede ”Oh Beautiful!”. Herefter følger det ene gode nummer efter det andet og der bliver fyret godt op for guitarsoloerne. Selv i de mere stille sange som eksempelvis titelnummeret ”Different Shades Of Blue” og afslutningsnummeret ”So, What Would I Do”. Mine personlige favoritter på albummet er ”I Gave Up Everything For You, ´Cept The Blues”, ”Love Ain’t A Love Song” og ”Trouble Town”.

Different Shades Of Blue er blevet til i samarbejde med producer Kevin Shirley (The Black Crowes, Black Country Communion, Aerosmith og Led Zeppelin m.fl.) i Studio At The Palms i Las Vegas. Musikkerne på albummet er udover Joe: Reese Wynans (organ, piano), Carmine Rojas (bas), Michael Rhodes (bas), Anton Fig (trommer, percussion), Lenny Castro (percussion), Lee Thornburg (trumpet, trombone), Ron Dziubla (saxofon), the Bovaland Orchestra (strings) og Doug Henthorn og Melanie Williams (background vokaler).

Jeg kan kun sige det igen og igen. Hr. Bonamassa er efter min mening en af sin tids bedste blues guitarister og dette album er endnu er perle i rækken af Bonamassa udgivelser. Er du, ligesom mig, fan af hans guitarspil, så kan du roligt investere i Different Shades Of Blue. Og jeg garanterer dig, du vil ikke blive skuffet!!!
 
Different Shades Of Blue udkom 22. september via Mascot Label Group. 

   (5 ud af 6)

Besøg Joe Bonamassa på Facebook her.
_____________________________________________________________________

TwentyDarkSeven – Roar

Anmeldt af Calle: 16-10-2014

Det tysk/hollandske band TwentyDarkSeven (20Dark7) blev dannet af sanger Marcus Jürgens (ex- Pump og ex- Brainstorm) og guitarist Peter Wagner (ex- Wicked Temptation) i starten af 2013 efter Marcus forlod Pump. I starten var der to andre tidligere Pump medlemmer med i bandet, men de blev senere skiftet ud med de to hollændere, nemlig bassisten Alex Jansen (Fox og ex- Mennen) og trommeslageren Hans in’t Zandt (Praying Mantis og ex- Vengeanace og ex- Bangalore Choir). Jeg har ”kendt” Marcus siden han var sanger i Pump og har derfor spændt fulgt med på sidelinjen i forbindelse med tilblivelsen af dette album. Derfor var det med STOR spænding da jeg lyttede albummet igennem første gang.

Bandet spiller straight-ahead hard rock og inspirationen er uden tvivl hentet fra bands som eksempelvis Dokken, Dio, Ratt, Skid Row, Ozzy Osbourne og Zakk Wylde’s Black Label Society.

Roar består af 10 sange med en enorm energi og power, sprudlende og hvinende guitarer samt en super fed vokal. Sangene er godt skruet sammen og man bliver på intet tidspunkt lullet i søvn. Der er fuld knald på fra start til slut og der er ikke blevet plads til den traditionelle hard rock power ballade. Som den trofaste læser af mine anmeldelser (hvis der er nogen) nok vil kunne huske, så er jeg ikke bleg for en enkelt ballade på et hard rock album, men i dette tilfælde gør det sku ikke noget at den mangler. Ikke når bandet i den grad sparker røv!! Mine favoritsange på albummet er ”Edge Of A Knife”, ”Do You Like The Dark”, ”Back In The Dirt” samt første singlen ”Heart Of A Lion”. Men resten af sangene ligger sku tæt på.

Roar er blevet mixet og masteret af Achim Köhler i Indiscret Audio. Han har tidligere arbejdet med bands som Edguy, Sinner, Brainstorm og Primal Fear. Lyden er tilpas massiv og det passer virkelig godt til denne genre.

Kan du lide et hard rock album der er spækket med fede riffs, catchy melodier, powerfulde grooves og en super vokal, så er dette album uden tvivl noget for dig. Det er klassisk hard rock uden de store dikkedarer, men udført til perfektion. Dette album vil helt sikkert være at finde på min personlige top 10 af albums udgivet i 2014. Min sidste kommentar er – tjek bandet ud!!!!
 
Roar udkommer 31. oktober via Metalapolis Records. 

   (5 ud af 6)

Besøg 20Dark7 på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Wonderworld – Wonderworld

Anmeldt af Calle: 15-10-2014

Hvad får man hvis man tager to vikinger (fraOslo og Gjøvik i Norge) og en romer (fra Genoa i Italien)? Man får såmænd en powertrio ved navn Wonderworld. Bandet blev til under indspilningerne af Ken Hensley’s (Uriah Heep) seneste album ”Trouble”, hvor de tre herrer fik et nært venskab og der var en god musikalsk kemi mellem dem. De spiller til daglig i Ken Hensley’s Live Fire band og de tre mænd er: Roberto Tiranti (Labyrinth) på vokal og bas, Ken Ingwersen (Street Legal) på guitar og Tom Fossheim (Live Fire) på trommer.

Wonderworld består af 10 velskrevne sange, som fanger lytteren allerede ved første gennemlyt. Samtlige ti sange er gode, melodierne er godt skrevet og guitarsoloerne er virkelig sprøde og sidder lige i skabet. Mine personlige favoritter blandt de ti sange er åbningsnummeret ”Wonderworld” samt ”Every Now And Then”, ”Hero Without Stains” og den mere stille sang ”No One Knows”.

Albummet er utrolig gennemført og yderst velspillet. Man kan godt høre de tre musikkere har flere års erfaring. Samtidig har Roberto en virkelig powerfuld stemme der passer godt til denne form for musik og Ken’s guitararbejde sider som sagt lige i skabet. Ken har også produceret og mixet albummet, som efter min mening er rigtig flot produceret og lyden er helt i top.

Wonderworld er et yderst anbefalelsesværdigt album og jeg er personligt glad for at Ken Ingwersen kontaktede mig med henblik på anmeldelse. Ellers havde jeg måske ikke fået øje på dette band. Jeg er i hvert fald blevet fan og jeg håber de fremover får tid til at indspiller flere albums.
 
Wonderworld udkom 1. oktober. 

   (5 ud af 6)

Besøg Wonderworld på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Evolution Of Me – Evolution OF Me (EP)

Anmeldt af Calle: 15-10-2014

Evolution Of Me er en ung københavnsk duo, som består af to 16 årige drenge, der har spillet sammen siden de gik i fjerde klasse. De to unge mænd er Simon Tofft (vokal og guitar) og Lucas Olierook (trommer). På EP’en er bassen spillet af Steve Satori, som også har mixet og mastereret de fire numre. Simon og Lucas mødte Steve ved et lykketræf, og det er ved hans hjælp, de har fået muligheden for at komme i et DIY studie i Aalborg, hvor Steve kommer fra.

Bandet nævner bl.a. Dizzy Mizz Lizzy, Foo Fighters, Them Crooked Vultures og Jimi Hendrix som nogle af deres inspirationskilder. Derudover hører jeg også lidt tidlig Kashmir i bandets musik. Dette er nok mest i kraft af bandets funky tilgang til musikken, som jeg ellers vil betegne som alternativ funk pop-rock med et lille strejf af grunge.

Som sagt består EP’en af fire sange, hvor der lægges ud med up-tempo nummeret ”Zobre Marching”. Den efterfølges af den mere stille sang ”Outstanding”, som har en meget fed feeling over sig. Herefter kommer endnu et up-tempo nummer i form af ”Groove In Charge”. EP’en afsluttes med ”One By One”, som efter min mening er det bedste og mest varierede nummer på skiven.

De to unge mænd spiller godt og jeg er især imponeret over guitararbejdet. På trods af deres unge alder, så kan man godt høre de har spillet musik i flere år. Man kan dog godt høre på Simon’s vokal, at han ”kun” er 16 år. EP’en er indspillet i Playgood Studios og Nonphysical Studios og på det produktionsmæssige plan har Steve gjort et godt arbejde.

Evolution Of Me er en duo/band med gå-på-mod og noget på hjertet. Og så har de efter min mening udsendt en helt udmærket EP. Tjek dem ud!!!
 
Evolution Of Me EP udkom 13. juni via Nonphysical Records
 
(4 ud af 6)
 
Besøg Evolution Of Me på Facebook her.
_____________________________________________________________________

Spoil – Let It All Burn (EP)

Anmeldt af Calle: 15-10-2014

Spoil er et københavnsk band, som blev dannet i 2013. Bandet består af Tobias Larsen (vokal og guitar), Martin Skovgaard (trommer), Jorge Rivera (guitar) og Esben Rasmussen (bas). Bandet spiller en blanding af hard rock, stoner og post-grunge.

Let It All Burn består af 6 sange, hvor bandet som sagt prøver kræfter med den lidt tungere ende af rock skalaen. Der er blevet plads til både de mere up-tempo numre som f.eks. titelnummeret ”Let It All Burn” og mine personlige favoritter ”The World Caves In” og ”Flies In My Room” samt afslutningsnummeret ”Something’s Gone”. Men også de mere dystre sange som EP’en to tilbageværende sange ”Smoke And Embers” og ”Bring On The Clowns”. Altså en tilpas variation efter in mening. Især ”Something’s Gone” har gode temposkift og en udmærket guitarsolo.

EP’en er indspillet på tre dage i Subversive Studios i København med Morten Bjerregaard bag knapperne og så er det blevet masteret af Lasse Nyborg. Lyden er lidt ”skramlet”, men det passer nu meget godt til musikstilen. Om det så er bevist eller et tilfælde, det ved jeg ikke. Jeg synes godt om guitararbejdet og der er et par gode soloer i et par af sangene. Bl.a. førnævnte ”Something’s Gone”, men også i anden halvdel af ”Flies In My Room”. Derudover fungerer den tunge basrytme rigtig godt til musikken. Så musikalsk set er jeg overordnet set rimelig tilfreds med hvad jeg hører, men jeg har dog lidt svært ved at vænne mig til vokalen.

Når alt det så er sagt, så synes jeg helt sikkert, at du som læser af denne anmeldelse bør tjekke bandet ud. Jeg vil helt sikkert følge deres bedrifter fremover.
 
Let It All Burn udkom 11. oktober
 
(4 ud af 6)
 
Besøg Spoil på Facebook her.
__________________________________________________________________

Shades & Peters – Let The Record Spin
 
Anmeldt af Calle: 14-10-2014

René Shades og Martie Peters er to barndomsvenner, som startede deres første band sammen og siden hen har spillet sammen i flere sammenhænge. Nu er de så klar med albummet Let The Record Spin. På albummet medvirker en del af de to herres musikalske forbilleder og jeg nævner i flæng Jim Cregan (guitar), Kevin Savigar (keyboards), Jimmy Z (saxofon og mundharpe), Tony Brock (trommer) – alle fra Rod Stewarts legendariske band fra 70’erne og 80’erne. Derudover medvirker også Mickey Curry (trommer) og Keith Scott (guitar), som begge er fra Bryan Adams’ band. Og sidst men ikke mindst Paul Bushnell (bas) fra Sugarland, Faith Hill, Elton John, Miley Cyrus m.fl. og Paul Robinson (trommer), som bl.a. har spillet med Nina Simone, Rod Stewart og Van Morrison.

For snart tre år siden anmeldte jeg Shades & Peters’ første EP ”Comin’ Around”, som bestod af 5 sange. Disse fem sange er også at finde på Let The Record Spin og derudover er der yderligere 8 sange på albummet. Stilen er pop/rock og det store sammenligningspunkt for mig er helt klart Bryan Adams. Dette er både i kraft af melodierne og musikken generelt, men også med hensyn til vokalen. Derudover har bandet hentet inspiration hos bl.a. Bruce Springsteen, Rod Stewart, Goo Goo Dolls, Sugarland og Keith Urban.

Let The Record Spin er der både blevet plads til de stille sange som f.eks. ”Back To Me” og det flotte instrumental nummer ”Belfast Boy”, men også de mere glade up-tempo sange som f.eks. første singlen ”Comin’ Around”, titelnummeret ”Let The Record Spin” og ”What’s It Gonna Be” (som er en coverversion af et Bryan Adams nummer). Alt i alt synes jeg det er 13 velskrevne og velkomponerede sange Mr. Shades og Mr. Peters har indspillet.

Shades har selv produceret albummet med Peters som co-producer. Lydbilledet er flot og poleret og instrumenterne ligger godt i forhold til hinanden. Udover guitar, bas og trommer bliver der også brugt saxofon, piano, sitar, banjo og B3 organ.

Jeg kender bedst Shades og Peters fra de mere hard og heavy rock orienterede bands som Pretty Maids (Shades) og Push (Peters), men derfor synes jeg også godt om dette mere pop/rock prægede album. Det er et album man bliver i godt humør af at lytte til og så rammer det efter min mening et bredt publikum (det burde det i hvert fald). Køb det før din nabo!!
 
Let The Record Spin udkom 13. oktober via Target Records.
 
(4½ ud af 6)
 
Besøg Shades & Peters på Facebook her.
________________________________________________________________________

Kattah - Lapis Lazuli
 
Anmeldt af Peter Letting: 11-10-2014
 
Et brasiliansk band med navnet Kattah udkommer med deres andet album Lapis Lazuli 27. oktober 2014. Jeg er ikke særlig bekendt med Brasiliansk musik, og da slet ikke Brasiliansk progressiv heavy metal, men her er det så, og det har faktisk været en fornøjelse langt hen ad vejen.

Bandet har en fantastisk tilgang til opgaven, med nogle kolossale arrangementer, og et sjovt mix af en masse forskellige stilarter, og rytme brug. Oven på det hele ligger en helt utrolig varieret vokal, som jeg er meget begejstret for. Igennem hele skiven sker der konstant et eller andet uventet. Et rytmeskift, som ligger fjernt fra den grundrytme nummeret ellers anvender. En vokal føring som stikker helt af i den ene eller anden retning. Til tider er der lidt stamme-sang og rytmer, nærmest Tribal stemning, og der bliver tilmed (på titel nummeret, ”Lapis Lazuli”) sunget på modersmålet, Portugisisk, hvilket vist heller ikke er så almindeligt i denne genre.

Jeg synes umiddelbart at den første halvdel af skiven er den mest spændende. Hen imod de sidste numre er det som om, der bliver skruet lidt ned for tempoet, og dog sker der uventede ting her. I nummeret ”You Will Never Be Dead” starter det ganske stille ud i ”ballade” stemning, men så stemmes der i med riffs og rytmeføring, som minder mig ufatteligt meget om et gammelt Metallica nummer, som jeg desværre ikke lige kan huske titlen på. Men spændende er det.

Bandet består af Roni Sauaf på vokal, Victor Brachard på guitar, Christian Alex på trommer og Cicero Chagas på bas.

Jeg anede ikke hvad jeg gik ind til da jeg satte skiven på, men jeg må sige at jeg blev positivt overrasket, og det viste sig at blive et spændende bendtskab. Det gør jo heller ikke noget at produceren hedder Roy Z, som også har produceret navne som Rob Halford, Bruce Dickinson, Sepultura m.fl. Skiven får 5 ud af 6 fra mig
 
Lapis Lazuli udkommer 27. oktober via Bakerteam Records. 

   (5 ud af 6)

Besøg Kattah på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Sing Sing Sing – The Crossover

Anmeldt af Calle: 09-10-2014

The Crossover er debut albummet fra danske Sing Sing Sing. Gruppen består af sangerne Alex Nyborg Madsen, Ivan Pedersen, Sascha Dupont og Lonnie Kjer samt kapelmester Søren Jacobsen. Ingen af disse behøver vist nærmere introduktion, hvis man bare har en lille smule kendskab til den danske musikscene gennem de sidste 30 år. Her er et par stikord – Laban, The Savage Affair, Hit Med Sangen, Backseat og Melodi Grand Prix (her tænker jeg især på Lonnie Kjer, som vandt det danske melodi grandprix i 1990 med sangen ”Hallo Hallo”. Dengang under navnet Lonnie Devantier).

Albummet består af 13 velskrevne pop/rock sange, hvoraf 9 af dem er nye sange skrevet af kunstnerne selv, mens de sidste 4 sange er coverversioner af Bob Dylan’s ”My Back Pages”, Lone Justice & Maria McKee’s ”I Found Love”, Neil Young’s ”Comes a Time” og Richard Thompson’s ”Dry My Tears And Move On”. Udover disse fire helt udemærkede coverversioner, så kan jeg også godt lide ”Waters Rising”, ”Sunny Days”, ”Over Under Sideways Down” og ”Young At Heart”. Men alt i alt er der tale om 13 iørefaldende sange.

I kraft af at de respektive medlemmer er bosat forskellige steder og har travle kalendere, så er albummet indspillet i et væld af lokationer: I Penthouse Studio København, i et Studio på Møn, i studiet Østerby på Samsø, i soveværelset på Gl. Kongevej Frederiksberg, i køkken og børne -værelse i Besser Samsø, i studier i USA, i et bondehus på Mejerivej i Brundby Samsø, i Tune-lab Rentemestervej København samt i Millfactory Rentemestervej København fra 2010 til 2014.

The Crossover er en dejlig behageligt album at lytte til og så er det jo yderst glimrende sangere vi har med at gøre, som mestrer deres vokaler til perfektion. Og musikkerne kan uden tvivl også deres kram. Albummet er samtidig godt produceret og man kan ikke sætte en finger på noget i den henseende. Normalt ville jeg ikke selv gå ud og investere i denne salgs album, men efter at have lyttet det igennem en del gange nu, så er jeg sku blevet fristet til at gå ud og erhverve mig CD’en. Så er du til pop/rock med en touch af soul og gospel, så bør du helt sikkert også investerer i dette album. Bandet er i skrivende stund på en større Danmarks tour.
 
The Crossover udkom 29. september via Target Group. 

   (5 ud af 6)

Besøg Sing Sing Sing på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Spit Rusty – Tin Foil Hats And Magic

Anmeldt af Calle: 08-10-2014

Jeg har tidligere anmeldt Århus bandet Spit Rusty’s to første EP’er ”Underwhelmed” fra 2011 og ”Be The Lo-Fi Friend” fra 2012. Nu er bandet så endelig klar med deres debut fuld længde album, som de har givet titlen Tin Foil Hats And Magic. Og det har jeg nu fået æren af at anmelde. Bandet på det nye album er Martin Arthur (vokal), Morten Keiser (guitars), Philip Brofelde (guitars), Dionisis Frantzis (bas) og Morten Iversen (trommer).

Tin Foil Hats And Magic består af 11 nye sange + et bonus track som er én akustisk version af ”We Will Be OK”. Den oprindelige version af denne sang var at finde på bandets første EP. Sangen var en af mine favoritter fra dengang og den nye version er bestemt heller ikke dårlig. Derudover synes jeg godt om sangene ”An Uphill Battle”, ”I Don’t Need To, ”The Open Road”” og den mere stille sang ”Maladroit”.

Bandet spiller en blanding af hard rock og post-grunge. Stilen bleven smule mere dyster og tung fra den første til den anden EP og jeg synes bandet er forsat i den retning, hvilket efter min mening passer godt til dem. Alt i alt er det et rigtig godt og velskrevet debut album Spit Rusty har udsendt.

Til tider synes jeg Matin’s stemme kan minde en lille smule som David Bowie’s, men den har alligevel sin egen charme og personlighed. Bandet spiller godt og lyden er rigtig god. Bandet har selv indspillet og produceret albummet i Late Fairytale Studio, Tallman Studio og Big AAmp Stuido med Anders Ruby som engineer. Og så er det Fotis Demertzis der har mixet albummet i Mix Studio Thessaloniki og det er mastereret af Emil Thomsen fra ET Mastering.

Hvis du er til hard rock og post-grunge, så bør du uden tvivl tjekke Spit Rusty’s debut album ud. Jeg har ventet på det siden bandets første EP for lidt over 3 år siden og det har været ventetiden værd.
 
Tin Foil Hats And Magic udkom 16. august.
 
(4½ ud af 6)
 
Besøg Spit Rusty på Facebook her.
________________________________________________________________________

Saint Rebel – Saint Rebel

Anmeldt af Calle: 02-10-2014

For lidt over 2½ år siden anmeldte jeg Saint Rebels debut album ”The Battle Of Sinners And Saints” og dengang var jeg yderst imponeret. Jeg sluttede min anmeldelse af med at sige: ”Saint Rebel er uden tvivl et band man bør holde øje med i fremtiden, hvis bare de kan leve op til dette album. Det gælder både live og en eventuel 2’er. Disse fem fyre har international klasse og jeg er hooked”. Nu er 2’eren så kommet og kan albummet så leve op til mine forventninger? JA, det kan det!!!

Det nye selvbetitlede album forsætter hvor bandet slap på forgængeren. Der er tale om en god gedigen omgang hard rock og metal med en enorm energi og power. Melodierne er godt skruet sammen og de fleste af sangene er fængende. Når man så samtidig har en sanger i Jonas Kaas, der levere bund solidt vokalarbejde gennem hele albummet, så kan man næsten ikke komme galt afsted. Udover ham består bandet af et virkelig velspillende band i form af Lasse Hansen (bas), Jesper Riis (trommer), Jakob Poppelvig (guitar) og Martin Højfeldt (guitar).

Mine favoritter blandt albummets sange er første singlen ”Now You Know”, som er et dejligt varieret nummer, og semi-balladen ”I Give It Up”, samt de mere hårdtslående numre ”Leave A Scar” og åbningsnummeret ”My Patient”. Og man kommer heller ikke uden om midtvejsskærebrænderen ”Mr. Knife” eller næstsidste nummer ”Red Zone”. Men alt i alt er det 12 gode og varierende sange, hvor der er blevet plads til både det hårde og det mere stille og downtempo. Efter min mening er det en god kombination for et perfekt rock/metal album.

Saint Rebel er indspillet med Marcus Toft (D-A-D og Carpark North) bag knapperne. Han var også producer på bandets debut album, og hvorfor skulle man gå på kompromis med noget der fungere godt. Derfor er han et godt valg. Mixning er foretaget af Tue Madsen (HateSphere og Mnemic) og mastering er foretaget af Nikolaj Vinten (Dizzy Mizz Lizzy). Sammensætningen af alt dette har resulteret i et solidt, tungt og kompromisløst rock/metal album.

Som sagt er det et gennemført album Saint Rebel har sendt på gaden og som lytter bliver man rigtig godt underholdt. Saint Rebel er et dansk rock band med international klasse – i hvert fald hvis du spørger denne anmelder. Jeg ser uden tvivl en lys fremtid for dette band.
 
 
Saint Rebel udkom 29. september via Mighty Music/Target. 

   (5 ud af 6)

Besøg Saint Rebel på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Evergrey - Hymns For The Broken
 
Anmeldt af Peter Letting: 22-09-2014
 
Svenske Evergrey udkommer med nyt album Hymns For The Broken den 26. oktober 2014. Jeg kendte intet til Evergrey, da jeg hørte denne skive første gang, men efter en tur på nettet, fandt jeg da ud af at de kommer fra Göteborg og denne skive er deres niende. Så er de jo ikke helt nye, men har åbenbart gået under min radar.

Genren er storladen melodisk power / progressiv metal. Første nummer ”King Of Errors” ligger ligeledes med en musik video på deres egen hjemmeside. Jeg synes nummeret er ret fedt, og videoen er også ret cool. Den er optaget på toppen af en gigantisk container kran, i hvad jeg forestiller mig er Göteborgs industrihavn. Deroppe på toppen står bandet og spiller. Under guitar soloen bliver fokus så drejet over på en Stena Line færge med helikopter platform, og der finder vi guitarristen. Det er sq meget fedt lavet.

Bandet har eksisteret siden 1995 og Tom S. Englund som er forsanger og guitarist har været med siden starten. De andre medlemmer er: Rikard Zander på keyboard og backing vokal, Johan Niemann på bas og backing vokal, Henrik Danhage på guitar og backing vokal samt Jonas Ekdahl på trommer.

Skæring 2 ”A New Dawn” er også et super nummer. God energi, hurtige og langsomme passager, kor og keyboard i en dejlig blanding, og Tom har en god og fyldig stemme, som virker overskudsagtig. Jeg bliver i godt humør af at lytte til Evergrey.

Det er som om de første numre på skiven er mere ”let tilgængelige”, hvor sidste halvdel bliver mere ”avanceret”, og kræver lidt mere af lytteren, men det gør nu heller ikke noget. Specielt nummer 11 ”The Grand Collapse” er typisk progressivt og varer da også 7,47 minut. Jeg giver Evergrey 4,5 ud af 6
 
Hymns For The Broken udkommer 26. oktober via AFM-Records.
 
(4½ ud af 6)
 
Besøg Evergrey på Facebook her.
_______________________________________________________________________
Sedated Angel - Beautyfall
 
Anmeldt af Calle: 18-09-2014
 
Kolding bandet Sedated Angel har netop smidt deres tredje fuld længde album Beautyfall på gaden og det har jeg fået fornøjelsen af at anmelde. Bandet på albummet består af Daniel Kristensen (guitar og vokal), Christian Christensen (guitar og vokal), Tommy Souboe (trommer) og Tommy Iversen (bas og vokal). Sidst nævnte er efterfølgende blevet skiftet ud med Tobias Nefer (The Burning og ex. Essence).

Bandet spiller alternativ rock med udgangspunkt i stoner-baseret psykedelisk garagerock. De levere en omgang tung og til tider dyster rock, hvor jeg især synes guitar arbejdet fungerer rigtig godt. Dog synes jeg sangene har en lille tendens til at flyde en smule sammen og afvekslingen er ikke stor. Der er dog et par sange som skiller sig en lille smule ud og det er eksempelvis den mere stille sang ”Opiation” eller den orientalsk-rock lydende ”Raga 1” (eller ”Black Clouds”, som den hedder på det link jeg har fået). Udover disse to sange er mine favoritter på albummet er det Black Sabbath-inspirerede nummer ”Out Of Reach” (i hvert fald indledningen af nummeret er kraftigt inspireret af Black Sabbath) og ”With You” som får mig til at tænke på Jane’s Addiction, samt ”Open Mind”, der bare suser derudaf i et rasende tempo.

Beautyfall er indspillet henover 14 dage i et sommerhus i Thy og det er bandet selv der har stået for indspilning sammen med Morten Husted og Claus B. Henriksen. De har også selv produceret albummet sammen med Waterpunk Produktions, mens mix og mastering er foretaget af Søren Andersen i medley Studiet i København.

Jeg har Sedated Angels seneste album på vinyl og vil også erhverve mig dette album på samme medie (når det udkommer i den 29. november). Og dette er selvom jeg ikke synes bandet har fornyet sig væsentligt, men de er sku dygtige musikkere og så kan jeg godt lide deres stil. Tag din støvede læderjakke på, kør ud i ørkenen og sæt Beautyfall på anlægget (hvis du har sådan et i din bil) og du vil få en god musikalsk oplevelse.
 
Beautyfall udkom 6. september.
 
(4½ ud af 6)
 
Besøg Sedated Angel på Facebook her. 
________________________________________________________________________

SEA - Sea
 
Anmeldt af Calle: 18-09-2014
 
Ahhhhhh… endnu et fedt dansk rock album har ramt mine øregange. Denne gang er der tale om københavnske SEA (to af medlemmerne er oprindeligt fra Bornholm) og deres selvbetitlede debut album. Bandet består af Anders Brink (vokal og guitar), Maico Thyge (bas), Anders Kargaard (guitar) og Jonas Bangstrup (trommer).

Bandet har en fed tung lyd og samtidig er sangene utrolig melodiske. Der er mange temposkift og god variation i sangene, hvilket gør at man på intet tidspunkt får lyst til at springe videre til næste nummer. Uden at vide hvor SEA har hentet deres inspiration fra, så vil jeg betegne dem som en god blanding af Led Zeppelin, Rival Sons, Black Sabbath, Thin Lizzy og Wolfmother.

Albummet består af 8 sange, hvoraf det ene nummer ”Aeon” er en ca. minutter langt instrumental perle. Samtlige sange lyder godt i mine ører, men skal jeg fremhæve et par stykker må det være ”Eyes Of Sedona”, ”Sorry To Be Sane” og ”House Of Air”. Albummet er spækket med hårde riffs, catchy omkvæd og en sublim vokal, der passer godt til musikken. Det er efter min mening et debut album bandet kan være yderst stolte af (hvilket de jo nok helt sikkert også er). Et velspillet album med gode velskrevne sange, som indfanger lytteren i et skønt musikalsk univers.

Det selvbetitlede debut album er indspillet henover en uge i Dead Rat Studio med Jacob Bredahl (Hatesphere, Helhorse m.fl.) bag knapperne, og så er det mastereret af amerikaneren Brad Boatright. Lyden er ikke overproduceret eller alt for poleret og det passer efter min mening rigtig godt til bandets stil.

Gør dig selv den tjeneste og køb albummet. Jeg har indtil videre ”kun” fået musikken digitalt, men vil helt sikkert erhverve mig albummet på vinyl. Og får jeg muligheden, vil jeg også utrolig gerne opleve bandet på en scene, for jeg har på fornemmelsen, at de kommer godt ud over scenekanten.
 
Sea udkom 15. september via Mighty Music/Target.

(5 ud af 6)

Besøg SEA på Facebook her.
_______________________________________________________________________________
Chainfist - Scarred
 
Anmeldt af Peter Letting: 17-09-2014
 
Danske Chainfist udgiver deres andet album Scarred. Albummet udkommer 6. oktober 2014. Chainfist har sine helt klare musikalske rødder i den gode gamle metal fra dengang far han var knægt. Men de løfter arven ind i vores tidsalder og flere har kaldt dem for de danske ”Bullet for my Valentine”, hvilket jeg kun kan tilslutte mig. Det er rent guf for øregangene at lægge øre til dette album, som kombinerer alle de, efter min mening, bedste ingredienser i både den traditionelle og den moderne metal genre. Chainfist har en fantastisk international lyd, og ved første gennemlyt, gættede jeg faktisk på at de kom fra USA, eftersom jeg ikke kendte dem fra tidligere.

Albummet åbnes med nummeret ”Scars Of Time” og herefter er jeg fanget i nettet. Nummeret definerer Chainfist’s evne til at fusionere ”old-school” metal med nyere værdier helt perfekt. Jeg har 2 eller 3 yndlingsnumre på albummet. ”Another Day In Hell” er nummer 4 og starter helt blidt og roligt, men bedst som jeg tror det er en ballade, kommer der noget mere liv. Nummeret skifter frem og tilbage imellem stille og til tider vildt, og det giver en fantastisk dynamik, som er lige min smag. Skæring 5 ”Poison Moon” starter til gengæld lige på og hårdt i et hæsblæsende tempo, men det er igen sådan et nummer som ikke holder samme intensitet hele vejen. Fed variation.

Skæring 7 ”Know Your Hate” er også et favorit nummer. Jeg synes Chainfist rammer den helt rigtige balance imellem det hårde og det lyttevenlige, som gør albummet til en af den slags jeg vil tage frem engang imellem og nyde.

Chainfist består af følgende medlemmer: Jackie Petersen – Vokal, Michael Kopietz – Guitar, Thomas Hvisel – Guitar, Braca Pedersen – Bas og Jesper Heidelbach – Trommer

Når man taler om ”old-school” metal kan man jo ikke komme udenom Metallica, og jeg vil ikke sammenligne Chainfist med Metallica, men der sniger sig alligevel en lille parallel ind med nummeret ”10.000”. For at det ikke skal være det eneste, så synes jeg faktisk også at Jackie, specielt i dette nummer, i strofer lyder lidt som James Hetfield, og det kan jo ikke være helt skidt...Jeg giver helt klart Chainfist 5 ud af 6 for Scarred albummet.
 
Scarred udkommer 6. oktober via Mighty Music/Target. 

   (5 ud af 6)

Besøg Chainfist på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

Lou Siffer And The Howling Demons – At Your Service

Anmeldt af Calle: 17-09-2014

Lou Siffer And The Howling Demons blev dannet i Uppsala, Sverige i 2008, da en ven af Siffer stod og manglede et band, som skulle spille til en fest. Bandet fortsatte og består udover Lou Siffer (bas) af K. Oz (vokal), Kahn Ibbal (guitar), Gil Yotin (guitar) og Ray Zär (trommer). At Your Service er bandets andet album, men mit først bekendtskab med de ”hylende dæmoner”.

Stilen er en blanding af hard rock og heavy metal tilført en god omgang punk rock’n’roll. Tænk en god blanding af eksempelvis Motörhead, Social Distortion og The Misfits. Albummet består af 13 sange og der er fuld knald på fra første strofe af åbningsnummeret ”Coughin’ In My Cofin” til sidste ”hyl” på afslutningsnummeret ”From Below”. Sangene handler i høj grad om hurtige biler, store motorcykler og bar fights. Men det er ikke så mærkeligt, når alle i bandet er bidt af biler og motorcykler.

Et lille minus ved albummet er måske, at sangene er bygget meget over samme list, så de kan godt gå hen og blive en smule ensformige. Hvis jeg skal fremhæve et par sange, som falder bedst i min smag, må det være ”Coughin’ In My Coffin”, ”Bad Cobra” og ”Gasoline Queen”.

At Your Service er indspillet i Studio maskinrummet i Uppsala med Lawrence Mackrory bag knapperne. Han har tidligere arbejdet med bl.a. F.K.Ü. og Darkane. Det fede coverartwork, som for mig ligner en bilmekaniker i djævlens tjeneste, er lavet af tattoo artist John Green.

Bandet har uden tvivl en attitude der siger ”fuck it, vi spiller rock’n’roll som vi kan li’ det, uanset om der er trendy eller ej” og det kan jeg sku godt li’. Samtidig kan jeg ikke lade være med at vippe foden op og ned mens jeg lytter til musikken. Og hovedet bliver da også rykket lidt frem og tilbage. Er du til musik med fuld knald på, rå energi, power og attitude, så bør du tjekke Lou Siffer og hans Howling Demons ud.
 
 
At Your Service udkom 18. august via Mighty Music/Target.
 
(4½ ud af 6)
 
Besøg Lou Siffer And The Howling Demons på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Tainted Lady – Rock Is Dead (EP)

Anmeldt af Calle: 17-09-2014

Er det bare mig eller vælter det i øjeblikket frem med nye danske rock bands?? Enten er jeg ikke vågen og opmærksom nok eller også har flere af dem bare fået øje på Calles Rock Corner. Jeg bliver i hvert fald kontaktet af flere og flere danske upcoming rockbands med henblik på anmeldelse. Tainted Lady er et af dem og de har sendt mig deres debut EP, som har fået titlen Rock Is Dead. Bandet består af fem unge fyre fra Fredericia, som spiller 70’er inspireret rock tilført en nyere og mere poleret lyd.

Rock Is Dead består af fem velkomponerede sange, hvor der er rigelig med temposkift og fede grooves. Især synes jeg rigtig godt om guitararbejdet og vokalen, men også trommerne og bassen bliver spillet med stor kvalitet. På trods af få års erfaring, så virker bandet virkelig sammenspillet. Mine personlige favoritter blandt de fem sange er ”Barely Legal” og ”Alcoholic By Choise”, men de andre tre sange ”No Offense Usually Means Offense”, ”Suits Me Well” og ”They’ve Got You On Tape”er sku også gode.

Rock Is Dead er helt sikkert en CD der vokser sig større og større ved flere gennemlytninger og personligt er jeg blevet mere og mere glad for skiven. Bandet har ikke opfundet den dybe tallerken (for at benytte et gennembrugt udtryk), men de levere virkelig varen. Samtidig synes jeg helhedsudtrykket er gennemført, da både bandnavn og cover artworket passer perfekt til musikken. Og tjek også musikvideoen til sangen ”Barely Legal” ud via dette link.

EP’en er indspillet live i Dead Rat Studios med Jacob Bredahl som producer. Og dette er efter min mening ikke et dumt valg, da jeg virkelig synes han har fået fat i den rette groove og feeling. Man kan næsten forestille sig sveden dryppe ned af væggene og samtidig fornemmer man duften af de åbne øl og whisky flasker der ligger spredt ud over gulvet rundt om i studiet (lidt ligesom i ovennævnte musikvideo).

Alt i alt er det en super fed debut EP Tainted Lady har indspillet og jeg kan varmt anbefale, at man tjekker bandet ud. Dygtige musikkere med stor kvalitet i sangskrivningen. Rocken er bestemt ikke død. Mere af den slags - ja tak!! Endnu et dansk rock håb har set dagens lys!!! Jeg er i hvert fald blevet fan.
 
 
Rock Is Dead EP udkom 5. september. 

   (5 ud af 6)

Besøg Tainted Lady på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Kristy Majors & The Thrill Kills – Kristy Majors & The Thrill Kills

Anmeldt af Calle: 17-09-2014

Det her bliver nok den “mærkeligste” anmeldelse jeg har skrevet. Den kommer ikke til at handle så meget om selve sangene på albummet, men mere om en mulig ”tyv” og en mulig ”løgner”. Jeg kender Kristy Majors fra hans tid i Pretty Boy Floyd (som han stadigvæk tournéer med) og deres debut album ”Leather Boyz With Electric Toyz”. Nu har han så udsendt et ”nyt” album med titlen Kristy Majors & The Thrill Kills. Problemet er bare, at han ikke selv har skrevet sangene, men at de er tyvstjålet fra en tidligere udgivelse med det amerikanske band Suckerpunch.

Da jeg lyttede CD’en igennem første gang synes jeg, at jeg havde hørt flere af sangene før. Derfor googlede jeg lidt på nettet og fandt ud af, at alle sangene på nær to var at finde på Suckerpuch’s selvbetitlede debut album fra 1996. To af dem har dog fået nye titler, men ellers er resten tro kopier (se billedet med titlerne herunder).
 
 
 
 
Det i sig selv er der måske ikke noget galt i, men når man så udtaler i diverse interviews at han er sangskriveren bag sangene, så går det hen og bliver et ”problem” (læs interview/artikel her og lyt til Majors svar/forsvar her (ca. 10 min inde i interviewet)). De eneste to sange der ikke er kopiereret fra Suckerpunch CD’en er ”Make Up” samt en dårlig coverversion af det gamle The Who nummer ”Teenage Wasteland” (som oprindeligt hedder ”Baba O’Riley”).

Skal jeg kort nævne selve albummet og stilen, så er det punk rock ala The Ramones og New York Dolls blandet med Kristy’s førnævnte band Pretty Boy Floyd. Majors har selv indspillet, mixet og produceret alt i sit Highway To hell Studios. Kun trommerne er indspillet af en anden, nemlig Kari Kane, som er hans band mate fra Pretty Boy Floyd. I sit live band spiller Ben Graves (ex. Murderdolls) trommer, Nick Rozz (Bulletboys) spiller guitar og JK Famous (Pretty Boy Floyd) spiller bas.

Havde det været et album med selvskrevne sange, eller hvis Majors taler sandt, så ville jeg give albummet 3½ dødningehoveder, men hvis historien om "stjålne" sange er sand, så kan jeg kun give albummet ét dødningehoved.
 
 
Kristy Majors & The Thrill Kills udkom 17. juni. 

 (1 ud af 6) (Hvis sangene er "stjålet")

   (3½ ud af 6) (Hvis Majors taler sandt)
 
Besøg Kristy Majors website her.
____________________________________________________________________________

Lucer – Lucer (EP)

Anmeldt af Calle: 16-09-2014

Lucer, som tidligere gik under navnet L.A. Collection, er en københavnsk trio, som består af brødrene Anders (guitar) og Lasse (vokal og bas) Bøgemark Christiansen samt Jonathan Nørgaard (trommer). For ca. halvandet år siden anmeldte jeg bandets album ”Straight To The Bone” (under navnet L.A. Collection) og allerede dengang var jeg virkelig begejstret for disse unge fyre (læs her).
 
 
Nu har de så skrevet kontrakt med Mighty Music/Target og udsendt en EP med to sange. Og kan man så bedømme et band ud fra to sange? Ja, det kan man efter min mening godt, men nok kun i kraft af at jeg har hørt deres tidligere album. De spiller stadigvæk rock bedste ”lad os feste og drikke en kold øl” stil. Lyden lægger sig meget tæt op af AC/DC, hvilket bestemt ikke gør noget. Spilleglæden og energien vælter ud af højtalerne, når man sætter Lucer på anlægget (jeg har selv købt vinyludgaven af EP’en).

De to sange på EP’en er bandets egen kreation ”Working In The Moonshine” samt en super fed coverversion af det gamle Cliff Richard hit ”Devil Woman” (Ja du læste rigtig!!). Begge sange er af en virkelig høj standard og du vil helt sikkert trykke repeat, når du har lyttet til dem første gang, anden gang og tredje gang. Altså, du kan høre sangene igen og igen.

Sangene er indspillet på en aften (den 2. januar 2014) i Medley Studiet i København med Søren Andersen bag knapperne. Han har formået at få den rette feeling og attitude ud af ”drengene”. Et samarbejde man kun kan håbe fører til et fuld længde album på et senere tidspunkt.

Udover at give Lucer et lyt på MP3 eller vinyl, så bør du også tjekke dem ud live, hvis du får muligheden. Det er et af de bedste danske live bands jeg personligt har oplevet. De kommer virkelig ud over scenekanten. Og det har andre prominente danske musikkere/folk inden for branchen også opdaget. Bl.a. har Mike Tramp udtalt: “You can't deny the energy that happens when an unspoiled youthful rock band put the pedal to the metal and crank it up to 11. It almost makes you wanna go back and and re-live it yourself again". Og Ken Anthony udtaler: “These 3 kids rock your sox off!!" Så der er kun én sidste ting at sige – Danmark har fået et nyt lovende ROCK band!!!
 
Lucer EP udkom 1. september via Mighty Music/Target. 

   (5 ud af 6)

Besøg Lucer på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Hole Xpander – You Gonna Scream (EP)

Anmeldt af Calle: 16-09-2014

Hole Xpander er et fransk rock band, som består af Jay (vokal og bas), Edgy (guitar) og Dido (trommer). Bandet blev dannet i 2012 og You Gonna Scream er bandets første EP. Stilen er hard rock og inspirationen er hentet fra bl.a. Hardcore Superstar, Guns ’n’ Roses, CrashDïet, Mötley Crüe og Twisted Sister.

You Gonna Scream består af fire sange, hvor tempoet er højt i de første to sange ”You Gonna Scream” og ”Never Enough”. Herefter sættes tempoet lidt ned i ”Since You Left Me” for derefter at blive sat op igen i EP’ens sidste sang ”All My Tears”. Der er et par gode riffs hist og her, men set over hele skiven, så er min vurdering middelmådig.

Man kan godt høre hvor de har hentet deres inspiration, men de mangler som sagt en del for at ramme samme højder som ovennævnte bands. Dertil er både musikken og vokalen ikke helt deroppe hvor den burde være og selve produktionen mangler også lidt. Intentionen er god og energien og attituden er der, men der mangler som sagt stadigvæk noget kvalitet, før jeg kommer op og ringe.

Men uanset min mening, så kan du tjekke bandet ud via nedenstående link og vurdere selv. 
 
You Gonna Scream udkom 16. november 2013. 

   (3 ud af 6)

Besøg Hole Xpander på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Machine – Dark Birds (EP)

Anmeldt af Calle: 16-09-2014

Jeg har fået fornøjelsen af at anmelde det danske band Machine’s nye EP Dark Birds. Jeg kendte ikke til bandet før, selvom de udgav deres debut album ”Behind The Trees” i 2011. Bandet er fra København og består af Kristoffer Buch (vokal/guitar), Jonas Petersen (bas), Ulf Hove (trommer) og Peter Hove (guitar/vokal).

Hvis jeg ikke viste bedre ville jeg tro at Machine kom fra USA. Dette er i kraft af deres meget internationale lyd. I mine ører lyder bandet som en god blanding af Soundgarden, Fuel og Seether (som dog er fra sydafrika). Altså tung alternativ rock med referencer til både grunge og stoner rock. Dark Birds består, desværre fristes man til at sige, kun af fire sange, som alle er skrevet over nogle tilpas tunge melodier. Der er en fed groove over bandets musik og Kristoffers stemme passer virkelig godt til tonerne og bandets musik i alt almindelighed. Når det kommer til det musikalske er der samtidig tale om et virkeligt solidt håndværk. Machine består uden tvivl af nogle utrolig dygtige musikkere.

Alle fire sange på EP’en er som sagt rigtig gode og det er svært for mig at fremhæve den ene sang frem for den anden. Og selvom der ”kun” er fire sange på Dark Birds, så er der både blevet plads til uptempo sange som ”Black Feathers”, ”Stones In The Head” og ”Dark Birds” samt det mere downtempo nummer ”The One”. Alt i alt er det fire fede sange bandet har indspillet.

Bandet har selv stået for indspilning, mixing og produktion af EP’en og det har de sku gjort godt. Heller ikke på det punkt er der noget ”skidt” at komme efter. Det eneste jeg kunne have ønsket mig var måske, at der havde været lidt flere sange på EP’en. Men jeg skal uden tvivl have fat i bandets førnævnte debut album ”Behind The Trees”.

Hvis du er noget her til i min anmeldelse, så vil du nok ikke blive overrasket over, at jeg varmt kan anbefale at du tjekker Machine ud. Endnu et dansk band med internationalt klasse. Jeg er i hvert fald blevet fan!!!
 
Dark Birds udkom 21. august via Machine Records. 

   (5 ud af 6)

Besøg Machine på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

Deed In Karma - Good Dog
 
Anmeldt af Peter Letting: 13-09-2014
 
Et dansk band ved navn Deed In Karma har set dagens lys og de udkom 1 september med deres debut album som bærer titlen Good Dog. Deed In Karma spiller rock, af den tilbagelænede slags. Det virker ikke som om de herrer har specielt travlt med at komme fra A til B, men undervejs kan de da lige underholde lidt med nogle rock riffs, og lidt skæve tekster.

Første nummer ”I Ain’t Crawling” er faktisk et OK nummer, men det rykker ikke sådan helt vildt i mig. Der er sådan en ”groovie feeling” over det, og jeg balancerer lidt på kanten af om jeg synes det faktisk er rigtig godt, men jeg ender nok alligevel med at synes meget godt om nummeret. Resten af albummet fortsætter lidt i samme rille, hvilket jo er meget naturligt for et band, men jeg synes alligevel at det bliver en lille smule ensformigt, og det kommer ligesom ikke rigtig ud af højttaleren og ind under huden på mig.

Nummeret ”Stray Dog” har tilsyneladende haft sin helt egen lille succes på bl.a. Youtube, og er også kommet i rotation på radiostationen MyRock, og det er jo helt fantastisk for Deed In Karma, at deres musik kommer ud til et bredere publikum. Nu er min holdning jo nødvendigvis heller ikke repræsentativ for den brede danske befolkning, og jeg ønsker da for Deed In Karma at de får en bred fanskare.

Til gengæld kan jeg faktisk godt lide det lille nummer ”Karma Theme”. Det er sådan et lille skævt nummer som træder en lille smule ved siden af resten af albummet, og da jeg hørte det første gang fik jeg sådan lidt associationer til noget Pink Floyd, specielt hen imod slutningen. Deed In Karma består af: Christian O. Nielsen, Jonas Holmberg, Lars S. Holmboe og Lars Vilmar Jensen. Jeg giver albummet 3½ ud af 6
 
Good Dog udkom 1. september via Target Records.
 
   (3½ ud af 6)
 
Besøg Deed In Karma på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Libido Overdrive – Libido Overdrive (EP)

Anmeldt af Calle: 05-09-2014

Libido Overdrive er et nyt københavnsk rock band, som består af fire unge mænd, der brænder for beskidt hård rock. De fire mænd er Mikkel Løkke (sang), Rasmus Løndal (guitar), Anders Olesen (trommer) og Ash Stone (bas). Bandet fandt sammen i efteråret 2013 og har sidenhen spillet flere live shows (bl.a. med SuperCharger og Lucer) og nu også udsendt denne EP.

EP’en består af fire sange, som hører til en den mere beskidte del af rock genren. Hårdtslående trommer, en pumpende basrytme, solidt guitararbejde og en tilpas rå vokal. Det er hvad du får, hvis du lytter til Libido Overdrive. Det er svært at fremhæve en enkelt eller to af sangene, men de tre første sange ”Cowboy Hat”, ”Fuck It (Forget)” og ”Golden” er de tre mest rockede sange, hvor sidste sang ”Stand Your Ground” er lidt mere downtempo (i hvert fald i versene).

Produktionen kunne i mine øre godt være en lille smule bedre, men det gør ikke så meget, når man kan mærke de virkelig brænder for det det laver. Der er tilpas meget energi og attitude i musikken til, at jeg godt kan se bort fra den lidt ”skramlede” lyd. Trommerne, som for mig fungerer ret godt, er produceret af Jakob Gundel i GainFactory Studios. Resten af instrumenterne og vokalen er produceret af bandet selv og så er det mixet og masteret af Rune Stilling Buck.

Giv bandet et lyt og tjek dem ud live, hvis muligheden byder sig. De skulle eftersignet være et yderst godt live band. Jeg har endnu selv til gode at opleve dem på en scene. Når bandet får lidt mere erfaring vil de helt sikkert være en god spiller på den danske rockscene. Er du til rå, beskidt og energifyldt rock med attitude, så bør du tjekke Libido Overdirve ud!!!
 
Libido Overdrive EP er ude. 

   (4 ud af 6)

Besøg Libido Overdrive på Facebook her og lyt/download her.
________________________________________________________________________

Reign – I (EP)

Anmeldt af Calle: 05-09-2014

Reign er et nyt rock band fra Adelaide i Australien, som består af Lee Gabriel (sang), Andy G (guitar), JD (guitar), Yiannis (trommer) og Niko (bas). Bandet har gennem et års tid indspillet deres første EP, som jeg nu har fået fornøjelsen af at anmelde.

EP’en består af syv sange, hvor guitarerne og melodierne er i højsæde og man kan helt klart høre, at bandet er inspireret af de nyere rock bands. Der er blevet plads til både de storladne og powerfulde rocksange, men også de sange der hører til i den mere stille ende af skalaen. Det giver EP’en et meget alsidig og varierende helhedsindtryk.

Samtlige syv sange på EP’en er faktisk ret godt skruet sammen, men mine personlige favoritter er ”Parachute Dreams”, ”Broken Wings” og den mere stille ”Summertime Sadness”. Og så kommer man bestemt ikke uden om bandets coverversion af det gamle The Moody Blues nummer ”Nights In White Satin”. En sang som er blevet indspillet og udsendt i mange versioner, hvor nogle er bedre end andre. Reign’s version hører efter min mening til i den bedre ende (af dem jeg har hørt).

Overordnet set er det en god EP Reign har sendt mig (de venter stadigvæk på at få den officielt udgivet) og jeg synes især guitararbejdet fungerer ret godt. Lee’s stemme er ikke den mest powerfulde, men den fungerer godt til bandets musik. Og det er jo ikke alle der kan hamle op med eksempelvis Myles Kennedy. Produktionen er der heller ikke noget galt med. Lyden er god og instrumenterne ligger godt i forhold til hindanen.

Får du muligheden for at lytte til bandets musik, så gør det. Du kan bl.a høre sangen ”Parachute Dreams” her på Calles Rock Corner (lyt her).
 
 
I (EP) er selvfinansieret og ude via bandet selv. 

   (4 ud af 6)

Besøg Reign på Facebook her.
______________________________________________________________________

Federal Unicorn - Come Again
 
Anmeldt af Peter Letting: 01-09-2014
 
Jeg har lyttet til Federal Unicorn’s cd med titlen Come Again, som er udkommet her i 2014. Bandet tæller kun 3 medlemmer, men mere skal der jo heller ikke til: Robert Jancewicz på vokal, guitar og piano, Kuba Sypniewski på bas og backing vokal samt Kristian K. Nielsen på trommer, percussion og backing vokal.

Det er på flere fronter en ”skæv” produktion, som Federal Unicorn har fået sat sammen her. Dels mener jeg ikke rigtig at man kan sætte en genre på den, udover at der findes elementer af både rock, indie, underground og pop. Det minder mig faktisk en smule om noget af det første engelske undergrunds punk som jeg hørte for snart 30 år siden, men Federal Unicorn er trods alt mere raffineret end datidens punkere, som virkede totalt ligeglade og uden kontrol. Derudover så er produktionen en smule garage agtig, og tonearten er der også ”pillet” ved. Så alt i alt får man her en skive med mange nuancer, og den er bestemt ikke skåret over nogen standard læst.

Jeg tror godt at man kan vænne sig til det noget skæve univers, og der er da også mange steder undervejs, hvor jeg tænker at det faktisk er ret godt, men det bliver nok stadig aldrig rigtig en yndlings plade. Så jeg må nøjes med at give Federal Unicorn 3 ud af 6
 
Come Again er ude via Enough Said Music.

   (3 ud af 6)

Besøg Federal Unicorn på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Sebastian Bach - Give 'em Hell
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 31-08-2014
 
Sebastian Bach har begået en ny cd; Give 'em Hell og den er særdeles vellykket må jeg slå fast med det samme. Der er ikke noget nyt under solen, men han skuffer bestemt heller ikke. Det er en follow up til 2011 albummet "Kicking & Screaming", og den går i samme tråd som denne.

Han har fået banket et godt band sammen til denne cd, nemlig Devin Bronson (Avril Lavigne, Pink) på guitar, Bobby Jarzombek (Rob Halford, Riot) på trommer og Duff McKagan (Velvet Revolver, Guns N' Roses) på bas, samt gæsteguitaristerne, John 5 (John Lowery) (Rob Zombie, Marilyn Manson) på "Temptation" og Steve Stevens (Billy Idol) på "Push Away", "Had Enough" og "Gun To A Knife Fight" så baglandet er i orden.

Sebastians stemme er i topform og cd'ens 12 numre flyver afsted. Et enkelt country-agtigt nummer er der også blevet plads til ( -et April Wine covernummer). Der er ikke noget at udsætte på produktionen som Bob Marlette igen står for. Bob Marlette kender vi fra bl.a. Black Sabbath, Rob Zombie, Alice Cooper, (og et hav af andre siden 1980)

Både vokalarbejdet og selve musikken er der kælet for. Sebastian Bach & Bob Marlette har været med til at skrive alle sangene (på nær "Rock N Roll Is A Vicious Game" som er et April Wine cover)" Stilen er "mid-tempo-Hard-Rock" og jeg kan li' det. Er man til Sebastian Bach er det en "must-have".....
 
Give 'Em Hell udkom 18. april via Frontiers Records. 

   (5 ud af 6)

Besøg Sebastian Bach på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Accept - Blind Rage
 
Anmeldt af Peter Letting: 27-08-2014
 
Gode gamle Accept (det kan man vist godt tillade sig at kalde dem), har udgivet nyt album med titlen Blind Rage. Albummet var i handlen fra 18 august. Hvilket heavy-hoved af samme årgang som mig, har ikke skamlyttet ”Balls to the Wall”, ”Metalheart”, ”Fast As A Shark”, ”Princess of the Dawn”, eller et af de andre utallige og udødelige numre fra deres monster lange karriere, som kan spores så langt tilbage som til 1968, og med udgivelse af første album i 1979. Accept har i den grad været i blandt den håndfuld af bands, som har haft en kæmpe indflydelse på nutidens power – og speed metal. Det er ikke så underligt, at jeg synes Accept har eksisteret ”altid”…

Accept har igennem tiderne haft diverse udskiftninger i besætningen, men på deres seneste album ser den således ud: Mark Tornillo - vokal, Wolf Hoffmann - guitar, Herman Frank – guitar, Peter Baltes – bas og Stefan Scwarzmann - trommer

Det er altid spændende når der kommer nyt fra velkendte bands. Det er aldrig helt til at vide, om de har valgt at køre samme stil som vi fans kender, eller om de vælger at sadle om til nye og anderledes stilarter. Jeg har nu hørt Blind Rage nogle gange, og jeg synes Accept har bibeholdt den velkendte lyd og stil, så selvom materialet er nyt, kan man sagtens genkende Accept.

Første nummer ”Stampede” lægger godt fra land i et hurtigt tempo. Nummeret er godt skruet sammen, har et fængende chorus, og super guitar riffs, som straks sætter sig fast i hukommelsen. Nummeret har været ude på diverse medier et stykke tid inden selve udgivelsen, og jeg vil sige at det var en fornuftig ”teaser”. Nummeret må være mit klare favorit nummer på skiven Nummer 5 ”Trail of Tears” er ligeledes et up-tempo nummer i bedste power metal stil, men ellers bølger numrene lidt frem og tilbage imellem de mere stille og dem med fart på. Det klæder egentlig Accept at have denne her afveksling i tempo og rytme, og det giver albummet tilpas med nuance til at det aldrig bliver kedeligt.

Jeg kan godt lide den måde som guitar stykkerne er sat sammen på. Der er de klassiske harmonier imellem de 2 guitarer, og naturligvis de enkelte soloer. Men Accept har på en måde deres helt egen stil, når det kommer til guitar. Soloerne er spillet i et så tilpas tempo at det ikke bliver forceret, eller én lang ræsen op og ned af skalaer. Det er følt guitar spil, uden det bliver trivielt eller underspillet, og så har Accept de helt typiske klassiske strofer indblandet, og det er jeg helt vild med.

Jeg kan kun anbefale enhver heavy metal fan at lytte til Blind Rage, og så vil jeg personligt blot lytte videre og glæde mig til de sparker deres Europa turne i gang med koncerten i Amager Bio 19 september. En stor 5’er ud af 6 herfra.
 
Blind Rage udkom 18. august via Nuclear Blast. 

   (5 ud af 6)

Besøg Accept på Facebook her.
______________________________________________________________________

Nightmare - The Aftermath
 
Anmeldt Af Lars Frosz Nielsen: 24-08-2014
 
Nightmare fra Frankrig spiller pågående og nervirende power-metal på deres nyeste udspil The Aftermath. Jeg har aldrig hørt om dem selvom de er fra 1979....min fejl for de er rigtig gode. Sangeren Jo Amore har en stemme og sangstil der leder tanken på spor af Ronnie James Dio uden dog at være plat, for det lyder ægte og ikke ment som plagiat.

Intro'en pissede mig lidt af (pardon my french) da en kvindestemme der ikke passer ind i det hele fortæller en lille historie. Selve stemningen i musikken og opbygningen er skam god nok... og selve historien ville have vundet en hel del, hvis det var en dybere stemme med en dyster/dramatisk stemning og ikke en stemme til vaskepulverreklame... hver ting til sin tid... MEN 55 sekunder ud af 51 minutter kan man godt overleve... og man kan altid springe introen over :)

RESTEN af cd'en The Aftermath er som sagt rigtig god. Velspillet og velproduceret og med en ægte spilleglæde der skinner igennem. Foruden Jo Amore på sang er der Franck Milleliri og Matt Asselberghs på guitar, Yves Campion på bas og kor og David Amore på trommer. Jeg savner info ang. keyboards, som bliver brugt i behersket omfang, men på meget velplaceret steder.

Der er 10 fede numre og det er svært at vælge et ynlings da alle har gode kvaliteter, men The Bridge Is Burning skiller sig måske ud som en mulig favorit. 
Jeg kan høre elementer fra Metallica, Dream Theater, Iron Maiden, Dio i en dejlig blanding som jeg synes fungerer godt. Det er det første jeg har hørt fra Nightmare men bestemt ikke det sidste.
 
The Aftermath er ude via AFM-Records. 

   (5 ud af 6)

Besøg Nightmare på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Solbrud - Jærtegn
 
Anmeldt af Peter Letting: 21-08-2014
 
Det danske band Solbrud er ude med nyt album 15. september. Albummet har fået titlen Jærtegn, hvilket betyder noget i retning af et guddommeligt eller overnaturligt varsel om kommende dramatiske hændelser.

Jeg vil sige at det minder meget om en dramatisk hændelse idet jeg sætter første skæring på. Nummeret varer 11:43 minutter, men det føles faktisk væsentligt længere. Lydbilledet er så massivt og ensformigt, med meget få variationer at det nærmest bare virker som en mur. Samtidig er tempoet så højt at jeg konstant føler at nu må rytmen kamme over. Det gør den så ikke.

Jeg har rent faktisk lyttet til samtlige 11:43 minutter, men det giver mig bestemt ikke lyst til at høre de resterende 3 numre, som ligeledes er på mellem 10 og næsten 16 minutter. Faktisk tænker jeg på den talemåde som lyder at: ”Barnet er så grimt, at kun en mor kan holde af det”.

Sådan har jeg det med denne skive. De 4 medlemmer i bandet må være moderen og skiven er deres lille barn, som er så grim at det kun er dem selv som kan holde af det. Solbrud består af: Ole på vokal (growl) og guitar, Adrian på guitar, Tobias på bas og Troels på trommer.

Det lykkedes mig faktisk at komme igennem hele albummet, selvom det holdt hårdt. Jeg kan godt sætte mig ind i Solbrud’s søgen og higen efter det primitive, og deres afstandtagen til vores liv a la 2014 med alle dets underligheder, men måden de præsentere det er altså lige en tand for meget for mig.Måske er jeg bare ved at blive gammel, men den her type musik må altså stadig have en temmelig begrænset fanskare. Solbrud har bestemt ikke gjort skiven særlig populistisk eller radio egnet, og hatten af for det. Jeg giver Solbrud 2 ud af 6
 
Jærtegn udkommer 15. september via Mighty Music/Target.
 
  (2 ud af 6)
 
Besøg Solbrud på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Broken Hand Charity – Violent Verismo (EP)

Anmeldt af Calle: 19-08-2014

Dette er min tredje anmeldelse af en Broken Hand Charity EP. Jeg synes ret godt om de to forgående og lad det være sagt med det samme, jeg er også ret imponeret over Violent Verismo. Stilen er (i mine ører), blevet en anelse hårdere i forhold til de forgående to EP’er ”Simplified Symphony” fra 2011 og ”Democrusade” fra 2012 og jeg vil betegne bandets musik som en god blanding af Metallica, Clutch, In Flames , Lamb Of God og Deftones.

Besætningen er næsten det samme som på de tidligere udgivelser og bandet består af Kasper Ljung (sang), Joachim Sestoft (guitar), Daniel Søndergaard Jakobsen (guitar), Heino Jensen (trommer) og den ny mand Brian Aherne (bas). Musikkerne spiller godt og jeg er især imponeret over guitararbejdet. Samtidig passer Kasper’s stemme godt til musikken. Den er lidt anderledes og atypisk end man normalt høre, men det giver sangene sit eget præg og samtidig får de en vis charme.

Der er en god variation og temposkift i de enkelte sange, hvilket gør at man som lytter på intet tidspunkt bliver lullet i søvn. Alle fem sange er godt skruet sammen og melodierne er velkomponeret. Skal jeg nævne mine personlige favoritter må det være ”Kiss From A Crow” og ”Come To Hell”.

Produktionen kan der ikke sættes en finger på. Lyden er perfekt og instrumenterne og stemmen ligger godt i forhold til hinanden. Violent Verismo er indspillet i Grizzly Sauer Studios med Emil Buus Sauer bag knapperne. Coverartworket er lavet af Mark Bundgaard.

Kender du til Broken Hand Charity og har du hørt deres tidligere udgivelser, så kan du sagtens forsætte her og give Violent Verismo et lyt. Kender du derimod ikke bandet, så kan du med fordel starte her og derefter tjekke de tidligere EP’er ud. Det er dansk metal med international klasse.
 
Violent Verismo er ude.
 
     (4½ ud af 6)
 
Besøg Broken Hand Charity på Facebook her.
__________________________________________________________________________

A Road To Damascus - In Retrospect
 
Anmeldt af Peter Letting: 18-08-2014
 
Et nyere dansk band med navnet A Road To Damascus udkommer med albummet In Retrospect” 25 August 2014. 
 
Bandet består af Mikkel på vokal, Mads på guitar, Jakob på bas og Anders på trommer A Road To Damascus har eksisteret siden 2009 og har tidligere udgivet både en EP og et fuldt album, og uden at have hørt noget af deres foregående materiale, så vil jeg mene at drengene er vokset med deres nye album.

De første strofer og det meste af ”All Said and Done” nummeret, minder mig faktisk en del om noget af det gamle Rush. Jeg er ikke tilhænger af at putte alting i kasser, og derfor er det da også svært lige at vælge om A Road To Damascus er poppet rock, eller rocket pop, eller i virkeligheden noget helt tredje. Min søn på 15 er meget alsidig men hælder til den tunge metal scene, og han kan godt lide A Road To Damascus. Min datter på 13 er også meget alsidig, men hælder mest til 1D, og hun kan også godt lide A Road To Damascus. Jeg lander sikkert et sted midt imellem de 2, med en lidt bredere musik smag, og jeg kan faktisk også godt lide A Road To Damascus, så mon ikke de også vil ramme forholdsvis bredt, når de lander på gaden med In Retrospect.

Jeg synes også at In Retrospect har et helt tydeligt internationalt snit, hvilket passer fint med deres ambitioner om at komme til udlandet, og specielt USA. Selvom albummet godt nok er indspillet i Radionika Studios i Stockholm, kan jeg kan godt blive en smule stolt over vores lille land, når vi trods alt kan levere så internationale produktioner. Efter min mening bør A Road To Damascus ikke få de store problemer med at slå igennem ”derude”.

Resten af albummet byder på flere gode oplevelser. Sang nummer 7 ”In Retrospect” er nok det mest iørefaldende nummer. ”I am lost in your univers” er i hvert fald det omkvæd som hænger fast i min hjerne efter at sidste strofe er spillet. På dette nummer har A Road To Damascus inviteret Harry Radford fra det engelske band Yashin, med som gæste vokalist.

A Road To Damascus tager på Rock’N’Charity tour rundt i Danmark i efteråret 2014, så hvorfor ikke bare forlade sofaen og komme ud i landet og høre noget fed musik. Afsted med jer...A Road To Damascus får 41⁄2 ud af 6 herfra.
 
In Retrospect udkommer 25. august via Mighty Music/Target.
 
     (4½ ud af 6)
 
Besøg A Road To Damascus på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Climb It Baby! - Before Sunrise (EP)


Anmeldt af Calle: 04-08-2014

Climb It baby! er et dansk band der består af to brødre par, som er Kasper og Nikolaj Nørgaard samt Dan og Per Joe. Derudover er der bandets femte medlem Kasper Mandrup. Bandet har eksisteret i fire år og Before Sunrise er bandets debut EP. Skiven består af 5 sange og stilen er 70'er inspireret drone rock, men også en smule inspiration fra 00'ernes indie rock.

Første skæring på EP'en er det instrumentale nummer ”Home”, som for mig er en anelse kedeligt. I næste nummer ”Devil's Misery” bliver tempoet sat lidt op, og det fanger min opmærksomhed lidt mere, men det får mig stadigvæk ikke helt oppe og ringe. Tredje sang på Before Sunrise er den lidt The Doors-inspirerede sang ”Still Want You”, hvor bandet gør brug af et orgel, som træder tydeligt igennem på lydsiden. Dette er helt klart et af mine favorit numre på EP'en. Næstsidste nummer er ”The Moon”, hvor tempoet igen er sat lidt op, men sangen bliver for monoton for mit vedkommende. Afslutningsnummeret ”The Last Despite” er lidt mere varieret og virker derfor bedre for mig. Sammen med førnævnte ”Still Want You” er denne sang et af de bedste numre. Overordnet set er musikken en anelse for ensformig og monoton til, at det virkelig kan fange min opmærksomhed 100%.

Numrene er indspillet live ind på en gammeldags spolebånd i studiet hos Jens ”Benz” Søndergaard, der samtidig har fungeret som tekniker, producer og mixer på pladen sammen med Frederik Valentin. Frederik har desuden været med som musikalsk sparing og hjælp før, under og efter studiet, og han er musikalsk legekammerat på nogle af numrene på EP’en.

Jeg vil betegne bandets stil som en blanding af The Doors og Kasabian og Franz Ferdinand, dog en anelse mere syret end sidst nævnte. Og er du til musik inden for denne genre kan du sagtens tjekke Climb It Baby! ud. Personligt er jeg som sagt ikke helt oppe og ringe over musikken, men derfor behøver den jo ikke være dårlig!!!!
 
Before Sunrise er ude via Target Group.
 
   (3½ ud af 6)
 
Besøg Climb It Baby! på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Mike Tramp – Museum

Anmeldt af Calle: 14-08-2014

For lidt over et år siden udsendte Mike Tramp det meget anmelderroste semi-akustiske album ”Cobblestone Street” og nu er han tilbage med endnu et solo album, som har fået titlen Museum.

Stilen på Museum lægger sig tæt op af forgængeren, og alligevel er der et par sange som skiller sig væsentligt ud. Lyt blot til sangene ”Down South” og ”Slave”, som begge hører til blandt mine favoritter. De har en super fed feel over sig og lyder ikke som noget andet Mike tidligere har indspillet på sine solo albums. Derudover synes jeg også godt om ”Mother”, som er en smuk sang skrevet til hans mor. Og man kommer heller ikke udenom første singlen ”Trust In Yourself” eller den livlige ”Freedom”.

Ligesom på forgængeren har Mike indspillet albummet i samarbejde med Søren Andersen i Medley Studiet i København. Jeg har selv besøgt studiet et par gange under indspilningen og det virker som om de to har et rigtig godt samarbejde, hvilket jeg synes afspejler sig i musikken.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg har været fan af Mike Tramp siden White Lion tiden. Og jeg synes Freak Of Nature var super fede. Men kan jeg så lide hans akustiske/semi-akustiske solo albums? Ja det kan jeg helt sikkert. Mike er en fantastisk sangskriver og på de seneste par albums er teksterne blevet mere og mere personlige. Og ja, Mike Tramp har solgt millioner af albums med White Lion og spillet endnu hårdere rock med Freak Of Nature, men det virker som om han føler sig bedst tilpas i sit nuværende musikalske element. Der er ingen makeup og tryllekunst på mit "Museum", kun sandheden, hjerte og sjæl (citat Mike Tramp).

Alt i alt er det et rigtig godt album Mike har indspillet og det er endnu en ny side i hans dagbog, som han selv udtaler det i presseskrivelsen. Eller som jeg vil betegne det – Museum er endnu smuk stjerne i Mike’s musikalske univers, som startede for mere 35 år siden. Gør dig selv den tjeneste og køb albummet!!! Og er det ikke nok, så tag ud og se ham live. Her får du hits fra hele hans karriere samt historierne bag sangene (se alle datoerne på hans hjemmeside her eller på Facebook via linket herunder).
 
 
Museum udkommer 18. august 2014 via Target Records. 

   (5 ud af 6)

Besøg Mike Tramp på Facebook her eller her.
______________________________________________________________________________

Aphyxion - Earth Entangled
 
Anmeldt af Peter Letting: 13-08-2014
 
Aphyxion er et dansk band som har eksisteret siden 2007, og koncert deltagere på Copenhell samt Wacken, vil sikkert have stiftet bekendtskab med navnet, men først nu er bandet klar med en udgivelse af et fuldt album Earth Entangled, som udkommer 1 september.

Aphyxion er hårdtslående, hurtig metal i dødsmetal enden af skalaen. Dog er det ikke det mest voldsomme jeg har lagt øre til, men det gør nu heller ikke noget. Vokalen er growl, hvilket ikke altid lige er min favorit, men det passer jo godt til stilen og underlægget, om end min personlige holdning er, at det godt kan blive en anelse monotont.

Man kommer ikke til at kede sig i selskab med de 5 drenge i bandet, som består af: Michael Vahl på vokal,

Bertil Rytter på guitar og backing vokal, Jonas Haagensen også på guitar, Jais Jessen på bas og Jakob Jensen  på trommer.

De har bestemt travlt, og det er også temmelig hårdt til tider, men det er samtidig ret melodisk, og med klare referencer til den mere traditionelle heavy metal. Mine yndlingsnumre må være første nummer 1-3 og 5. Første nummer ”Transgress” åbner skiven og skruer mine forventninger til resten af albummet godt i vejret. Nummer 3 ”The Deterioration” er som de andre numre sprængfyldt med energi, men samtidig en del variation i tempo og intensitet. Top nummeret må helt klart være nummer 5 ”Despicable” (ordet ligger også godt i munden...). Her synes jeg de skruer lige en ekstra anelse op for det i forvejen heftige tempo, og giver den liiige en spurt undervejs.

Alt i alt kan jeg kun anbefale at lytte til dette ”nye” band. Og får jeg muligheden for at opleve dem live, så vil jeg da helt klart gribe den. Det her er den type musik som virker fint på en CD, men som egner sig bedst til live koncert. Med den energi kan det kun være underholdende fra en scene. Aphyxion får 41⁄2 ud af 6 herfra.
 
Earth Entangled udkommer 1. september via Mighty Music/Target.
 
     (4½ ud af 6)
 
Besøg Aphyxiont på Facebook her.
_______________________________________________________________________
 
Walter Trout - The Blues Came Callin'
 
Anmeldt af Calle: 23-07-2014
 
Walter Trout har spillet blues rock gennem de sidste næsten 50 år. Han har både været en del af bl.a. Canned Heat og John Mayall's Bluesbreakers, men siden 1989 har han udgivet et hav af solo albums. Dette nye album har fået titlen The Blues Came Callin'. Albummet er indspillet i løbet af 2013 og så har Trout netop gennemgået en levertransplantation (kort før udgivelsen af albummet), som reddede hans liv.

Albummet består af 12 sange, hvoraf 10 af dem er nye Trout kompositioner, en enkelt ”Mayall's Piano Boogie” er skrevet af hans gamle ven John Mayall og så er der et enkelt covernummer af den gamle J.B. Lenoir sang ”The Whale”. Mine favoritter på på skiven er ”Born In The City”, ”Willie” og titlenummeret ”The Blues Came Callin'”. På sidst nævnte medvirker førnævnte John Mayall på Hammond B3 organ. Og så kommer man heller ikke uden om det smukke afslutningsnummer ”Nobody Moves Me Like You Do”, som er skrevet til hans danske kone Marie. Og man må heller ikke glemme det meget Chuck Berry inspirerede nummer ”Take A Little Time”. Men alt i alt er det 12 gode sange Mr. Trout og band har indspillet på The Blues Came Callin'.

Trout kan uden tvivl stadigvæk spille guitar. Ihvertfald på dette album. I et eksklusivt interview til Classic Rock fortæller han, at han efter sin sygdom ikke har nok kræfter i sin forarm til at ”bende” guitarstrengende som han plejede og han ved ikke om han kommer til det igen (læs interviewet her).

Jeg har været fan af Mr. Trout siden jeg så ham live først gang for snart mange år siden. Jeg må indrømme at jeg ikke har købt alle hans albums siden, men jeg har trofast fulgt ham gennem årerne. Og The Blues Came Callin' er endnu et pletskud i rækken af fede blues rock albums fra denne 64 årige guitarist.

Er du til blues rock og kender du til hans tidligere albums, så kan du roligt købe dette album til samlingen. Og har du ikke det store kendskab til hans tidligere udgivelser, så kan du roligt begynde her og så dykke tilbage i tiden efterfølgende. Dette er blues rock når det er bedst. The Blues Came Callin' er et utroligt velspillet og velproduceret album.
 
The Blues Came Callin' udkom 2. juni via Mascot label Group/Provogue Records.
 
(4½ ud af 6)
 
Besøg Walter Trout på Facebook her.
___________________________________________________________________________
Deus Otiosus - Rise
 
Anmeldt af Calle: 23-07-2014
 
Deus Otiosus er et dansk death metal band, som består af Anders Bo Rasmussen (vokal), Henrik Engkjær (guitar), Peter Engkjær (guitar), Jesper Olsen (trommer) og Jesper Holst (bas). Bandet holder til i København. Rise er deres tredje album.

Som den skarpsindige læser af anmeldelser fra undertegnet måske har bemærket, så er death metal ikke min stærkeste side. Jeg er ikke så velbevandret inden for denne genre og har kun hørt få bands ”smadre” sig igennem albums. Heriblandt Morbid Angel, Deicide og Death. Og jeg vil da også sammenligne Deus Otiosus med disse bands. Jeg vil derfor betegne bandets musik som old school death metal. Altså hurtige guitar riffs, tons tunge basgange, tordenede trommer og en yderst tung og rå vokal. Selvom vokalen passer perfekt til denne genre, så er det også en af grundende til at jeg ikke lytter så meget til dødsmetal. Jeg kan simpelthen ikke høre eller forstå hvad de synger. Men så er det jo godt der følger et teksthæfte med.

Rise består af 9 sange og der er selvfølgelig fuld knald på fra start til slut. Åbningsnummeret ”Rising War” lægger godt fra start og sangen hører til blandt mine favoritter. Derudover synes jeg også godt om ”Stand Up And Fight” og ”Vultures”. Sidst nævnte er nok den mest ”stille” af de 9 sange. Jeg har ofte synes sangene indenfor deathmetal har lydt meget ens, men Deus Otiosus spiller faktisk ret varieret. Lyt bl.a. til sangen med det meget flatterende titel ”Don't Fuck With The Dead”. Her hører jeg også en smule thrashmetal-inspiration (hvilket også gør sig gældende i flere andre af de andre sange).

Albummet er indspillet og produceret i henholdsvis Fast Beat Studios (trommerne) af Rasmus Toftlund og Earplug Studio (resten) af Thomas Pedersen og Jens-Chrstian ”Jack” Britze Kijne. Fin produktion og instrumenterne ligger godt i forhold til hinanden. Et album der skal høres på max volume for at få det udtryk.

Uden at være den store deathmetal kender, så kan jeg vist roligt anbefale metal folket derude, at tjekke dette album ud. Et gennemført album med kompetente musikkere og sange + en sanger der gør sig perfekt inden for dødsmetal genren. Deas Otiosus kan helt sikkert være yderst stolte af dette album.
 
Rise udkom 10. juni via Deepsend Records.
 
(4½ ud af 6)
 
Besøg Deus Otiosus på Facebook her.
____________________________________________________________________________
 
Long Line Down - EP
 
Anmeldt af Calle: 11-07-2014
 
Long Line Down er en dansk duo fra Aalborg. De to unge mænd hedder Anders Holm og Martin Christensen. De mødte hinanden i 2013 og startede med at spille cover sange, men skrev ved siden af deres egne kompositioner. Det er nu blevet til en EP med fem sange.

I presseskrivelsen skriver bandet: Vi har hentet inspiration fra den gamle, støvede delta blues såvel som folk og rock – resultatet er rå, tung og beskidt blues! Og det kan jeg hermed kun bekræfte. Der er en super fed feeling over de fem sange. Mens jeg lytter til denne EP forestiller jeg mig, at jeg sidder på en lille støvet og snusket bar i Memphis, hvor de to unge mænd sidder i et hjørne og spiller/synger. Der bliver gjort brug af både mandharmonika og slide guitar, hvilket giver musikken det rette udtryk.

Alt i alt er det fem gode og velskrevne sange der findes på denne EP. Mine favoritter er åbningsnummeret ”Heading This Way”, som er tilpas ”beskidt” og rå, samt ”Talk To Me” og ”Knoking On My Door”, der begge hører til blandt de mest rockede sange på skiven. Især først nævnte rammer noget i mig. Sidste sang ”…When The Night….” er den mest stille af de fem numre og dermed en super afslutning på denne EP. Dermed en tilpas varieret omgang dirty blues rock.

Inspirationskilderne tæller bl.a. Tom Waits, Lincoln Durham, Son House, Lightnin´ Hopkins, Led Zeppelin, Rival Sons og Black Rebel Motorcycle Club. Så det giver måske en indikation på hvilken musik der er tale om. Jeg kan godt anbefale at man tjekker dette band ud. Jeg er i hvert fald blevet enormt positivt overrasket over duo‘ens musik. Jeg vil helt sikkert følge dem fremover. EP’en er selvfinansieret. Tak fordi i kontaktede mig med henblik på anmeldelse. Giv dem et lyt!!!!
 
EP'en er ude.
 
(4½ ud af 6)
 
Besøg Long Line Down på Facebook her.
Lyt til EP'en på YouTube her.
___________________________________________________________________________
 
For I Am King - Revengeance
 
Anmeldt af Peter Letting: 10-07-2014
 
Fra Amsterdam, Holland kommer et nyt og spændende metal band med navnet ”For I Am King”. De har netop udgivet en EP med 4 numre, som de kalder Revengeance, som er tilgængeligt fra 27 maj 2014.

For I Am King er noget så sjældent som et ”female fronted” metal band. OK, det er da set før, men Alma, som her er i front, tager den liiige skridtet videre, med en exceptionelt rå og voldsom vokal. Vokalen skulle jeg lige vænne mig til, men den passer jo fint til stilen. Man forestiller sig næsten at stemmen kommer fra en 10 meter lang slange fra helvede, som skal lige til at sætte tænderne i din strube. En smule skræmmende, men ekstremt effektivt og ”power-fyldt”. Finder man billeder af Alma på nettet, kan det være svært at forestille sig at denne vokal stammer fra hende. For I Am King består af: Alma – Vokal, Wouter – Guitar, Jurgen – Guitar, Joel – Bas og Jaap – Trommer.

Vi er i den absolut hårde ende af min skala. Jeg ved godt at der findes mere ekstreme bands, men så er det også der hvor det overgår min forstand, at der rent faktisk findes lyttere derude. Det er naturligvis vokalen der gør at bandet fremtræder ekstremt voldsomt, for skræller man vokalen af og bare lytter til lydsporet nedenunder, så er det stadig hårdt, men ikke helt i den vilde ende, og det er nok den kombination, som gør det spiseligt i min verden.

For I Am King lægger en super fed musikalsk grund, med masser af tempo og variation, så det netop ikke bare bliver en total lydmur. Lydsporet er faktisk næsten i den ende som jeg vil kalde ”klassisk heavy metal”, med lækre guitar harmonier og super varieret trommespil. Men der er trods alt lige lidt mere fart på, til at man sådan helt kan kalde det ”klassisk”...

Energien hos For I Am King, er ikke til at tage fejl af, og det er svært at lade være med at sidde og ”head-bange” en smule når de er i hovedtelefonerne. Jeg synes For I Am King er et rigtigt spændende bendtskab, og jeg kan kun anbefale at give dem et lyt. Jeg giver skiven 41⁄2 ud af 6.
 
Revengeance udkom 27. maj.
 
(4½ ud af 6)
 
Besøg For I Am King på Facebook her.
______________________________________________________________________________
 
Free Spirit - All Shades Of Darkened Light
 
Anmeldt af Calle: 08-07-2014
 
Free Spirit er et melodisk hard rock band fra Seinäjoki, Finland. Bandet består af Sami Alho (sang), Vesa Yli-Mäenpää (guitar), Marko Haapamäki (guitar), Sami Hämäläinen (bas), Pasi Koivumäki (trommer) og Timo Alho (keyboards). All The Shades Of Darkened Light er bandets andet album, men mit første bekendtskab med dem. Deres første album ”Pale Sister Of Light” udkom i 2009.

Albummet består af 11 smukke rock sange, hvor melodierne (selvfølgelig - fristes man til at sige) og de store powerfulde omkvæd er i højsæde. Derudover er der en del sprøde guitarsoloer og en masse flotte hooklines fordelt henover albummet. Samtidig er keyboardet meget tydelige i lydbilledet. Der findes både de store stadium rockere som f.eks. åbningsnummeret ”Nights Of Paradise” samt ”Fever” og ”Hysteria” (ikke at forveksle med Def Leppards sang) og de flotte melodiske sange som eksempelvis første singlen ”Living Tattoo” og afslutningsnummeret ”Storyline”. Og så er der selvfølgelig den stille ballade i form af ”Turn On The Night”. Så alt i alt et godt varieret album med flotte velskrevne sange.

Bandet har selv stået for alt (indspilning, produktion m.m.) i deres eget studie og det har de klaret rigtig godt. Det er et super velproduceret album med en flot poleret lyd. Instrumenterne og vokalen ligger perfekt i forhold til hinanden. Der er dermed ikke en finger at sætte på noget her. Derudover spiller disse finner rigtig godt og Sami’s vokal passer perfekt til melodisk rock.

All The Shades Of Darkened Light er helt klart et album for fans af eksempelvis Hardline, W.E.T., Reckless Love, Outloud, H.E.A.T. og Treat, for bare at nævne et par stykker. Så er du til melodisk hard rock, så vil du helt sikkert synes godt om Free Spirit. Tjek dem ud nu – hvorfor vente?!?! Jeg er i hvert fald blevet fan.
 
All The Shades Of Darkened Light udkom 28. februar 2014 via Carpel Music OY.

(5 ud af 6)

Besøg Free Spirit på Facebook her.
_____________________________________________________________________________
 
Ciccone Ritchie - Within Our Parameters
 
Anmeldt af Peter Letting: 07-07-2014
 
Det danske band Ciccone Ritchie er ude med deres debut album Within Our Parameters. Albummet er i handlen 21 maj 2014. Ciccone Ritchie kommer fra København, og har tidligere været ude med en EP og 4 numre, men denne gang har de altså begået et fuldt album med 10 numre.

Stilen er rock’et, i den pæne ende, hvis man kan sige det, med enkelte tungere passager. Produktionen sidder lige i skabet og der hersker ingen tvivl om at bandets medlemmer er dygtige musikere. Jeg synes der ind imellem skinner lidt Dizzy Mizz Lizzy inspiration igennem. Ciccone Ritchie har spillet på diverse koncert steder i Kbh. så måske er du stødt på dem derude på rock scenerne.

Jeg er sq lidt i tvivl om bandet rummer 4 eller 5 medlemmer. På deres band foto, er der 5 personer, men på deres Facebook side, står kun listet disse 4: Bjarke Madsbøl på vokal, Peter Hansen på guitar, Lars Hermansen på bas og Philip Hansen på trommer. Jeg undskylder naturligvis hvis jeg har glemt 1.

Der er sådan set ikke noget galt med hverken variation, kreativitet eller musikalitet, men stilen rammer mig

ikke rigtig, helt derind hvor det sidder fast. Jeg har lyttet albummet igennem en del gange, og som det er med masser af musik, så vokser begejstringen efterhånden som melodierne kommer ind under huden på mig. Det er da også sket med dette album, men det bliver aldrig en favorit skive.

Første nummer ”Bang Goes Evil” er nok mit personlige favorit nummer af de 10. Det hænger unægtelig sammen med at det netop ER første nummer. Det er som om, at jeg har hørt det jeg havde brug for, efter skæring 1, og det er bestemt ikke fair over for bandet, men det er nu engang sådan jeg føler..Jeg vil give albummet 3 ud af 6

Within Our Parameters udkom 21. maj.
 
(3 ud af 6)
 
Besøg Ciccone Ritchie på Facebook her.
____________________________________________________________________________
Icon & The Black Roses – Thorns

Anmeldt af Calle: 03-07-2014

Icon & The Black Roses er et gothic rock/metal band fra England. Bandet blev oprindeligt dannet i 1999 under navnet Blue Obsession, men har senere holdt pause og skiftet navn. De har udgivet tre albums, hvoraf Thorns er det tredje i rækken. Bandet består af Johnny Icon (vokal), Lucien Yorg (guitar), Sean Rose (bas), Jax Cairn (trommer) og Antonio Agate (keyborads).

Stilen på Thorns er som sagt gothic rock/metal og jeg vil sammenligne bandet med bl.a. HIM og The 69 Eyes. Da jeg lyttede til albummet første gang ville jeg også have gættet på at de kom fra Finland, men det gør sig altså ikke gældende. Især HIM sammenligningen går igen på en del af sangene. Albummet består af 10 sange, som er drejet over stort set samme skabelon. Som det også høre sig til ved denne genre, så er keyboardspillet meget tydeligt, men det ligger ret godt i lydbilledet i forhold til resten af musikken. Mine personlige favoritter på albummet er åbningsnummeret ”Devil Made You”, samt ”Lost” og det lidt ”hårdere nummer ”The Painter”. Og man kommer heller ikke uden om ”Wings Of A Dreamer”, som efter min mening er det bedste nummer på albummet.

Musikkerne spiller godt og Johnny har en flot stemme, der passer perfekt til denne musikgenre. Hans stemme minder mig en del om Ville Valo’s fra førnævnte HIM. Udover de tydelige keyboards så er der også flere flotte guitar soloer på albummet. Derudover er Thorns også utrolig velproduceret med en flot og poleret lyd.

Nu når alt det positive er sagt, så må jeg da indrømme, at albummet bliver en smule ensformig i længden. Mest i kraft af de meget enslydende sange og melodier. Der er ikke meget afveksling og temposkift i de ti sange. Men er du til gothic rock/metal og kan du lide de tidligere nævnte sammenligningskilder, så er jeg sikker på du også vil kunne lide dette album. Det er helt klart et album for fans af gothic rock/metal.

Thorns udkom 29. marts. (selvudgivet)
 
    (4 ud af 6)
 
Besøg Icon & The Black Roses på Facebook her.
______________________________________________________________________

Heidra – Awaiting Dawn

Anmeldt af Calle: 03-07-2014

Heidra er et nyt dansk metal band, som har base i København. I marts vandt de den fjerde udgave at Mighty Fight Night og dermed fulgte en pladekontrakt med Mighty Music og en optræden på Copenhell. Det seks mand store band består af Morten Bryld (vokal og akustisk guitar), Carlos G.R. (guitar), Martin W. Jensen (guitar), Danny Svendsen (keyborads), Morten Kristiansen (bas og backing vokal) og Mikkel Køster (trommer). Bandet spiller en melodisk blanding af black metal, power metal og folkemusik.

Jeg må indrømme at jeg var en smule skeptisk da jeg læste ordet black metal i pressemeddelelsen. Det er ikke en genre jeg har gjort mig særlig meget i, for ikke at sige, stort set intet har gjort mig i. Men jeg blev positivt overrasket da jeg lyttede albummet igennem den første gang. Om det så er de melodiske aspekter det gør det ved jeg ikke, men Awaiting Dawn er et flot velspillet og gennemført debut album. Jeg kan godt lide kombinationen af det melodiske og folkemusikken. Der er en god rød tråd gennem albummet og jeg har svært ved at fremhæve enkelte numre. De skal efter min mening høres som en helhed. De seks musikkere spiller rigtig godt og jeg kan sagtens forstå de vandt den førnævnte prestigefyldte konkurrence.

Awaiting Dawn er indspillet i Andy La Rocques (King Diamond) Sonic Train Studios med Olof Bergren bag knapperne. Mixing og mastering er foretaget af Andy La Rocque. Man kan selvfølgelig ikke sætte en finger på produktionen, som bare er i top. Og i kombination med den gode musikalitet og de velskrevne melodier, så har et nyt dansk metal håb set dagens lys.

Jeg har kun to små minusser i forhold til dette album. I mine ører (med tyk streg under mine), så er albummet en smule ensformig og jeg bliver en anelse træt af den growlende vokal i længden. Men derunder så synes jeg som sagt, at det er et rigtig godt og velspillet album med gennemgående flotte melodier. Jeg spår Heidra en stor fremtid på både den danske og den internationale metal scene.

Awaiting Dawn udkom 16. juni via Mighty Music/Target Group.
 
 
     (4½ ud af 6)
 
Besøg Heidra på Facebook her.
_______________________________________________________________________

Snakebite – Cut The Crap (EP)

Anmeldt af Calle: 03-07-2014

For lidt over to år siden anmeldte jeg Snakebite’s EP “Jump The Train” og den fik forholdsvis pæne ord med på vejen (læs her). Nu er bandet så ude med en ny EP, som de har givet titlen Cut The Crap. Siden førnævnte EP har der været udskiftning på guitarposten i bandet, som nu består af Snakebite-stifteren Mr. Snakebite (vokal), Niels Von Holck (guitar), Harvest (bas) og Klavsen (trommer).

Snakebite spiller 80’er inspireret hard rock, hvilket ikke er den mest velsete genre i dette land. Men jeg er nu personligt ret glad for denne type musik. Cut The Crap består af 5 sange, hvor de fire første ”Cut The Crap”, ”Get It Done”, ”Teach Her A Lesson” og ”Fire On My Back” er sange i den mere ”beskidte” ende af rockskalaen. Der er fuld knald på og tempoet er højt. Af disse fire sange synes jeg bedst om ”Get It Done”. EP’ens sidste sang er ”Rising” er et mere downtempo country/rock nummer. En rigtig god sang, som er en god afslutning på cd’en. Efter at være blevet blæst igennem på de første fire sange, så kan man slappe lidt mere af på den sidste sang.

Lyden på Cut The Crap er lidt ”skramlet”, hvilket på sin vis passer meget godt til musikstilen, som bandet har valgt at spille. Efter at have lyttet EP’en igennem nogle gange læste jeg på bandets facebook side, at de har indspillet sangene live. Dette var for bedre at kunne fange bandets enorme energi og det må man sige at de har formået. Jeg har set dem live to gange og de udviser stor energi på en scene.

Tidligere i denne anmeldelse skrev jeg, at jeg er ret glad for musik inden for denne genre og Snakebite har da også en stjerne i mit univers, fordi de har valgt at udbrede den 80’er-inspirede hard rock i Danmark. Men når det er sagt, så kommer de ikke helt oppe og ringe. Cut The Crap er en udmærket EP med en rigtig fed energi, men der mangler bare lige det sidste for at jeg vil smide om mig med dødningehovederne. Mr. Snakebite har en tilpas rå og skinger stemme, som minder mig en del om Nico's fra det franske band Aesthesia. Den passer perfekt til bandets musik.

Er du til hard rock med en fed energi og attitude, så kan du sagtens tjekke Snakebite ud. Raise your hands for hard rock!!!

Cut The Crap er ude.

    (4 ud af 6)

Besøg Snakebite på Facebook her.
________________________________________________________________________

Them White Blokes – Them White Blokes (EP)

Anmeldt af Calle: 03-07-2014

Them White Blokes blev dannet i København i 2012. Det hele startede med en hyggelig pladeaften, hvor hver mand skulle medbringe sine 3 favorit vinyler. Her stod det hurtigt klart, at de havde medbragt flere af de samme plader. Næste morgen var Them White Blokes en realitet. Bandet består af Jesper Beyer (vokal), Jens Chuck Jensen (orgel), Simon Normand (guitar) og Christian Matchofsky (trommer).

EP’en består af 3 sange i bedste 70’er-inspireret rock and roll stil med fede guitar riffs, klassisk rock orgel og en tilpas rå vokal. Inspirationskilderne tæller da også bands som The Doors, Deep Purple og Led Zeppelin, samt nyere bands som The Black Crowes og Black Rebel Motorcycle Club.

Første skæring er ”LA Moody”, som er mit favorit nummer på skiven. En rigtig fed rock sang, som virkelig sætter gang i tingene. Den er tilpas varieret og der er et lækkert mellemstykke, hvor rock orgelet rigtig kommer til sin ret. Næste sang er ”Fuzz”, som forsætter i samme spor med lækre guitarriffs og en super god melodi. Sidste sang ”Sleepless” er den mest stille sang på Them White Blokes. Den leder mine tanker i retning af et downtempo sydstats ala Lynyrd Skynyrd rocknummer. Alt i alt er det 3 rigtig gode sange bandet har indspillet. Melodierne er godt sat sammen og musikerne spiller fedt. Og hvis man så lægger Jesper’s sprøde vokal oveni, så får man et super slutprodukt. Them White Blokes er indspillet i CB Studios i samarbejde med producer Christian Bonde (Surfact, Whores and Thieves m.fl.).

Jeg vil helt sikkert følge bandet fremover og håbe på, at de får mulighed for at udgive et fuld længde album på et tidspunkt. I deres presseskrivelse skriver de dog, at de vil udsende 3 EP’er inden for den nære fremtid. Jeg håber på at disse bliver af samme høje standard, hvis ikke endnu bedre. Til sidst vil jeg bare sige – Rocken er IKKE død, tjek dette band ud!!!!

Them White Blokes EP er ude.

     (4½ ud af 6)

Besøg Them White Blokes på Facebook her.
______________________________________________________________________

The Kamshaft – The Kamshaft

Anmeldt af Calle: 30-06-2014

The Kamshaft er noget så sjældent som et dansk grunge-inspireret band. Bandet har base i København og består af Mikkel Larsen (vokal/guitar), Kaspar Petersen (bas), Mick Andersen (guitar) og Jesper Engstrøm (trommer). The Kamshaft er bandets debut album.

Albummet består af 11 hårdkogte rocksange, som er velskrevet og velproduceret. Der er mange fede riffs, stærke hooklines og gode melodier. Og dertil er der tilføjet nogle tilpas tunge rytmer. Man kommer ikke uden om at bandet har lyttet til bands som f.eks. Alice In Chains, Pearl Jam og Soundgarden. Derudover synes jeg også man kan høre lidt Velvet Revolver-inspiration i musikken. Mine personlige favoritnumre blandt de 11 er ”Undertow”, ”Mono”, ”Tricker” og ”Tounge” tæt efterfulgt af ”Shadows” og ”Molotow”. Men alt i alt er det 11 solide rocksange bandet har skruet sammen.

The Kamshaft gør en stor dyd i at gøre publikum opmærksom på, at de selv står for alt. Det være sig indspilning, produktion, promotion, merchandise, coverartwork, booking, website, videoindpilning o.s.v. Og der må man sige de gør et stort og flot stykke arbejde. Det var også bandet selv der kontaktede mig med henblik på anmeldelse. Og det er jeg glad for at de gjorde, for så kom jeg til at kende deres musik hurtigere end jeg måske ellers ville have gjort. Og jeg er så glad for albummet at jeg efterfølgende har købt det på vinyl.

The Kamshaft er flot produceret og har en stor og fyldig lyd. Samtidig formår bandet at bevare det rå udtryk. Musikkerne spiller deres instrumenter godt og Mikkels stemme passer perfekt til musik inden for denne genre. De virker meget sammenspillet og står for mig som en fasttømret enhed.

Gør dig selv den tjeneste og tjek The Kamshaft ud!!! Det er endnu et fedt dansk band med kompetente musikere og så skriver de sku nogle solide rock sange. Derudover er The Kamshaft efter min mening et stærkt og velproduceret debut album med international klasse.
 
The Kamshaft udkom 31. marts 2014. 

   (5 ud af 6)

Besøg The Kamshaft på Facebook her.
______________________________________________________________________

Existance - Steel Alive
 
Anmeldt af Peter Letting: 29-06-2014
 
Franske Existance er ude med deres debut album Steel Alive. Existance har eksisteret siden 2008 og har tidligere udgivet en demo med 8 sange, men her er altså et helt album med 11 numre.

Albummet var på gaden allerede 25. april 2014, og har ligget alt for længe i min ”ToDo” skuffe. Nu da jeg endelig har fået taget hul på albummet, kan jeg da godt undre mig over at det skulle tage SÅ lang tid.

Hvis man mikser Iron Maiden (med albummet ”Killers”), Saxon (med albummet ”Power & the Glory”) og Judas Priest (ca. British Steel eller Screaming for Vengeance) i en stor blender, tilsætter en god portion moderne teknik og lyd kvalitet, og hælder miksturen i halsen på 4 franskmænd, så opstår bandet Existance.

Det er retro metal af den fedeste skuffe. Ikke så meget pis, bare fede numre. Åbningsnummeret ”Legends Never Die” har et dejligt frisk tempo og en lækker intro. Det kunne godt gå hen og blive mit yndlingsnummer. Nummeret har en fed energi og masser af drive. Sådan et nummer man ikke rigtigt kan blive træt af. 
 
De næste 3 numre ”Black Viper”, ”The Siren” og ”Dead Or Alive” fortsætter i samme lækre stil, som tager mig tilbage til en svunden metal tid, men som samtidig løfter denne umiddelbare genre ind i det nye årtusind.  Skæring 5 hedder ”Slaughter”, og her skrues bissen lidt mere på. Der skrues lige lidt op for tempoet og hårdheden, men stilen er fortsat den samme velkendte og det holder hele vejen. 
 
Resten af skiven er tilpas varieret til at det aldrig går hen og bliver ensformigt eller kedeligt. Den her skive beviser bare for mig, at det ikke behøver at være så avanceret eller kompliceret for at være godt. Jeg kan super godt lide rigtig meget af det ”nye” metal, og mange af de nye bands er super fede og helt fantastiske, men den gode traditionelle metal genre holder stadig. Jeg giver Existance 4½ ud af 5

Steel Alive udkom 25. april via Mausoleum Records.

     (4½ ud af 6)

Besøg Existance på Facebook her.
______________________________________________________________________

Fusskalt – Songs For Speedin’ And Crashin’ (vol. 2)

Anmeldt af Calle: 26-06-2014

Fusskalt er et metal band fra Århus, som består af Lars Frederiksen (vokal), Thomas Brandt (guitar), Nick Jensen (guitar), Jonas Emil Nielsen (trommer), Janus Klinke Pedersen (bas). Bandet har udgivet 2 EP’er og en single. Denne anmeldelse omhandler bandets anden EP Songs For Speedin’ And Crashin’ (vol. 2).

Fusskalt spiller en god omgang groovy stoner rock og metal og inspirationen er hentet hos bands som eksempelvis Kyuss, Mustasch, Red Fang, Clutch og Monster Magnet. Bandet er et helt nyt bekendtskab for undertegnet, selvom deres første EP ”Songs For Speedin’ And Crashin’ (vol. 1)” udkom i december 2012. Og jeg synes ellers selv jeg har rimelig godt styr på den danske rock og metal scene. Men Fusskalt havde åbenbart ikke fundet vej forbi mine øregange, hvilket faktisk er ret ærgerligt, for jeg kan li’ det jeg hører. Jeg er derfor ret glad for at kende dem nu.

EP’en består af 3 sange ”Elenor”, ”The Last Ride” og ”Let’s Get Away”. Alle tre sange lyder godt i mine ører og der er en fed groove i numrene. Sangene er velskrevet, tempoet er højt og melodierne fanger mig som lytter. Man får helt lyst til at cruise ned ad an amerikansk landevej med Fusskalt’s musik blæsende ud af højtalerne og mærke solen skinne fra en skyfri himmel og samtidig mærke støvet hvirvle omkring sig.

Songs For Speedin’ And Crashin’ (vol. 2) er optaget og produceret af bandet selv i samarbejde med Henrik Hjortnæs. Sangene har en god lyd og musikerne kan deres kram. Flere af dem har også tidligere spillet i andre bands som f.eks. Frozen Sun, Hells Domain og Barcode.

Alt i alt er Songs For Speedin’ And Crashin’ (vol. 2) en rigtig fed EP. Du kan tjekke den ud på bandets bandcamp side via dette link (her finder du også bandets første EP og deres nyeste single ”Drive”). Der er ikke så meget nyt over bandets musik, men det de gør, det gør de sku godt!!! Tjek dem ud!!!
 
Songs For Speedin' And Crashin' (vol. 2) udkom december 2013.

    (4 ud af 6)

Besøg Fusskalt på Facebook her.
_______________________________________________________________________

The Rambling Vibes – The EP


Anmeldt af Calle: 17-­06-­2014

The Rambling Vibes er et rock band fra Slagelse og The EP er bandets første udgivelse. Bandet består af Nikolaj Kristensen (vokal), Jeppe Elgaard Olsen (trommer), Nikolaj Rene Jensen (guitar), Lars Christian Jakobsen (guitar) og Oliver Søe Kristensen (bas). Bandet spiller klassisk inspireret rock og jeg vil sammenligne dem med et band som eksempelvis Rival Sons. Derudover leder musikken også mine tanker i retning af Led Zeppelin, The Black Crowes og Wolfmother.

Ifølge presseskrivelsen er The EP er indspillet live i studiet, så bandet kunne få den rette groove og energi. Og det har de helt sikkert formået. EP'en oser af energi og man kan næsten mærke svedperlerne komme væltende ud af højtalerne. Bandet spiller virkelig tight og de mestrer hver især deres instrumenter rigtig godt. Dertil skal man så lægge Nikolaj Kristensens sublime vokal.

The EP består af 4 sange, som alle sammen er ligeværdige i forhold til hvilken sang jeg synes bedst om. Alle 4 sange sparker røv og jeg kan ikke fremhæve en sang frem for en anden. De skal høres som en enhed!!!! Altså ”Ain't Getting Younger” + ”Keep Dancing” + ”Boy” + ”Out There” = FED ROCK!!!! Det er et regnestykke jeg kan li'. Så er du til guitarbaseret rock med en solid vokal og sange der holder hele vejen, så bør du helt sikkert tjekke The Rambling Vibes ud. Det er gode sange med super guitar spil og flere lækre riffs og soloer. Og selvom EP'en ”kun” har fire sange, så tror jeg den fanger meget godt hvad bandet står for.

The Rambling Vibes er helt sikkert et band man skal holde øje med. De har efter min mening international klasse. Jeg venter med stor spænding på et debut fuldlængde album fra disse unge mænd fra Slagelse. Det er rock, det er sveddryppende, det er dejligt og så er det DANSK!!!!
 
The EP er ude.

     (4½ ud af 6)

Besøg The Rambling Vibes på Facebook her.
________________________________________________________________________

Queen Cobra – Dirty On The Floor (EP)

Anmeldt af Calle: 17-­06-­2014

Queen Cobra er et rock band fra Vancouver, Canada. Bandet blev så småt dannet i 2012, hvor lead guitarist Brandon Taylor Gordon og sanger Brianne Atkinson mødte hinanden og snakkede om musik og hvordan de mente et rock band skulle lyde. Herefter kom rytme guitarist Colin Budgell ind i billedet og de begyndte at skrive sange. Bassen styres af Drew Carnegie og jeg har ingen info på hvem der spiller trommerne på EP'en.

I blandt bandets inspirationskilder finder man prominente navne som Guns 'n Roses, Aerosmith, Mötley Crüe og Led Zeppelin, så det giver måske en ide om bandets stil. De kommer dog ikke tæt på disse bands, dertil er sangene simpelthen ikke gode nok. Og musikalsk mangler Queen Cobra også lidt. Jeg fornemmer at EP'en er indspillet live i studiet, hvilket giver et ”beskidt” og råt lydbillede. Hvis det er det bandet har ønsket, så har du formået at ramme meget godt plet.

Som sagt synes jeg der mangler lidt på det musikalske plan, men Brianne's stemme passer rigtig godt til denne genre inden for rocken. Hun har en tilpas rå stemme, som efter min mening løfter sangene. Mine favorit sange blandt de fem EP'en består af er ”Whoa Man” og ”Dirty Habit”. Især først nævnte har ef fedt groove over sig og er efter min mening EP'ens bedste sang.

Queen Cobra er ikke et topklasse rockband, men bestemt heller ikke en bundskraber. De spiller en okay omgang klassisk inspireret rock og er man til den slags, så kan man sagtens tjekke bandet ud.

Dirty On The Floor udkom 22. februar.

   (3½ ud af 6)

Besøg Queen Cobra på Facebook her.
________________________________________________________________________

White Trash Presidents – White Trash Presidents


Anmeldt af Calle: 17-06-2014

Hvad får man hvis man tager to danske musikere og to svenske musikere, som alle er opvokset med 80'ernes LA rock scene. Man får såmænd White Trash Presidents. Bandet består af de to tidligere Star*Rats medlemmer Magnus Möller (vokal) og Dennis Post (guitar) samt den tidligere Crazy Lixx mand Loke Rivano (bas) og den tidligere Franklin Zoo mand Brion Wekin (trommer). Det selvbetitlede album er bandets første.

Albummet består af 8 velskrevne sange, hvor sange som ”One Fuse Left”, ”Smack Me Around” og ”Pushin' Daisies” er blandt mine favoritter. Også det stille afslutningsnummer ”Lovesong” falder godt i min smag. I det nummer gæsteoptræder Celina Ree på piano og vokal. Alt i alt er det et godt varieret album og selvom der ”kun” er 8 sange på skiven, så er der blevet plads til både de fede rock sange og de mere downtempo sange.

Man kan godt høre at bandets inspirationskilder inkluderer bands som Guns 'n' Roses, Mötley Crüe, Backyard Babies, Social Distortion og Velvet Revolver, men jeg synes alligevel de formår af finde lidt deres egen stil. Og hvilket band har ikke fundet inspiration et eller andet sted fra?

White Trash Presidents er et rigtig godt album med solidt guitarspil, en god vokal og en velfungerende og sammentømret rytmesektion. Derudover er sangene rigtig godt skruet sammen. Jeg kan derfor kun varmt anbefale at du tjekker dette band ud. Der er ikke tale om et band der har opfundet den dybe tallerken, men der er derimod tale om et band der elsker at spille en god gedigen omgang fed rock!!

Let the campaign begin – I vote for White Trash Presidents!!!

White Trash Presidents er ude.

     (4½ ud af 6)

Besøg White Trash Presidents på Facebook her.
_______________________________________________________________________

The Killerhertz - A Killer Anthem
 
Anmeldt af Peter Letting: 05-06-2014
 
The Killerhertz er et nyt dansk metal band fra København. De er ude med deres debut album A Killer Anthem 26. maj 2014. Bandet består af 4 medlemmer: Thomas Trold Pedersen på vokal og guitar, Kent Rasmussen på trommer, Rune Gregersen på bas samt Tais Pedersen på guitar.

Det starter godt, med en god solid rytme, og det fanger fra første beat, og det bliver bare bedre og bedre. Genren er det som jeg vil kalde super dagligdags metal. Og det er skam ikke ment som værende kedeligt. Næh, jeg mener bare at det er den slags musik som jeg kan blive ved med at høre igen og igen. Det er tilpas hårdt, men ikke så hårdt at jeg bliver træt i skalden. Det er tilpas varieret, uden at være så sofistikeret, så jeg konstant skal forholde mig til alle mulige detaljer. Den her skive rock’er bare derudaf, og er super fed.

Thomas har en dejlig rå stemme, som passer sublimt til den her genre. Faktisk synes jeg at han ind imellem lyder præcis som Dave Mustaine fra Megadeath. 
 
Første nummer ”Rebelheart” og andet nummer ”Let the Game Begin” er nok mine 2 favoritter på albummet.  ”Let the Game Begin” minder mig om noget Dizzy Mizz Lizzy, i hvert fald i starten. Midtvejs i nummeret kommer så en super lækker passage, som går rent ind. Men det stopper ikke ved de 2 første numre. Resten af albummet er spækket med fede numre, og det er svært at blive træt af. Nummer 7 ”Youth Inc.” er også en skæring som skiller sig lidt ud fra mængden. Meget effektiv og catchy.

The Killerhertz fortjener bestemt en stjerne på den danske rock scene, og de kan regne med mig som publikum, hvis de en dag skulle finde på at spille en koncert. Jeg giver The Killerhertz 4½ ud af 6

A Killer Anthem udkom 26. maj via Mighty Music/Target.

     (4½ ud af 6)

Besøg The Killerhertz på Facebook her.
_______________________________________________________________________

The Silent Low – EP 2014

Anmeldt af Calle: 30-05-2014

The Silent Low er et nyere dansk band, som blev dannet i 2012. Men medlemmerne har tidligere spillet i andre bands som f.eks. Bullet Train Blast, The Burning og Second Society. Bandmedlemmerne tæller Mikkel Ottosen (vokal/guitar), Morten Olesen (bas), Søren Borlund (trommer) og Rasmus Normand (guitar).

Bandet kalder selv deres stil for No-Bullshit-Rock og de har bl.a. hentet inspiration fra 70'ernes klassiske rock, 90'ernes grunge, stoner og melodiske rock samt en lille snert metal.

EP 2014 er bandets første og den består af tre sange. Det er altid lidt svært at anmelde et band på ”kun” tre sange, men jeg synes uden tvivl disse fire unge mænd har fat i noget af det rigtige. Der er tale om en solid omgang rock med gode melodier som fanger lytterens opmærksomhed (i hvert fald min opmærksomhed). Alle tre sange er efter min mening på lige fod i forhold til om jeg kan fremhæve et af dem. Men blev der sat en pistolmunding for min pande og nogen bad mig vælge en af sangene, så må det være ”Black Heart Beating”. Den vinder med en knivspids i forhold til de to andre sange ”Dear Devil” og ”The Freak I Am”.

Jeg kendte intet til bandet før de henvendte sig angående en eventuel anmeldelse. Men nu har jeg lyttet EP 2014 igennem en del gange og den vokser mere og mere på mig. Jeg vil helt sikkert følge bandet i fremtiden og se om denne EP (som bandet selv kalder for en demo) kan blive til et fuldlængde album. De har i hvert fald den rette attitude og musikalsk fungerer de også godt.

EP'en er indspillet i Aarhus lydstudie med Kenn H. Eskildsen bag knapperne. Han har formået at få en rå og tilpas tung lyd ud af bandet, dog uden at den bliver for ”beskidt”. Et godt stykke håndværk fra både band og manden bag knapperne.

EP 2014 kan købes via nedenstående link (bandcamp) og jeg synes i hvert fald du bør tjekke bandet ud. Det fortjener de. Endnu et spændende dansk rock band har set dagens lys.  

EP 2014 udkom 29. marts.

     (4½ ud af 6)

Besøg The Silent Low på Facebook her eller på bandcamp her.
_______________________________________________________________________

Honeycomb Love – Sleep When You're Dead (EP)

Anmeldt af Calle: 30-05-2014

Honeycomb Love er et punk metal band fra Leeds, UK. Bandet består af tre medlemmer og det er Ollie Lewis (bas/vokal), Matt Hipkiss (guitar) og Shaun Marsh (trommer). Sleep When You're Dead er bandets seneste EP.

Som sagt spiller bandet punk metal og de er da også inspireret af bands som eksempelvis Motörhead, Misfits, Beastie Boys, Anthrax og Shotgun Messiah. Musikken er tilpas aggressive og der fyres op under kedlerne på samtlige af EP'ens fem sange. Mine personlige favoritter blandt de fem sange er åbningsnummeret og første singlen ”Run For Your Money” (se video her) og ”Gunning For Blood” tæt forfulgt af ”Nightmare”, Psycho” og ”Midnight Subway Train”. Hov det var vist alle fem sange, men det siger bare lidt om kvaliteten på Sleep When You're Dead. Svageste sang (hvis man kan kalde den det) er afslutningsnummeret ”Midnight Subway Train”.

Jeg har tidligere haft Honeycomb Love som Band Of The Week her på siden og det er der en god grund til. De spiller fedt og har en super cool attitude. Derudover er de sprængfyldt med energi og gå-på-mod og de skulle efter sigende være en oplevelse live. Bandet har rykket sig en del siden de var Band Of The Week her på siden og det er til det gode. De er blevet bedre musikkere og de har skrevet nogle bedre sange. Og selvom der er tale on punk, så er melodierne og soloerne stadigvæk godt repræsenteret. Flere steder har musikken sågar lidt sleaze rock/hard rock tendenser. 

Denne EP er for fans af overstående bands eller til dem der bare godt vil lytte til noget nyt og spændende musik fra et upcoming band. Du kan i skrivende stund tjekke dem ud via nedenstående link (BandCamp) og samtidig købe Sleep When You're Dead EP'en, hvis du kan lide hvad du høre. Min anbefaling er - tjek dem ud!!!!

Sleep When You're Dead er ude.

     (4½ ud af 6)

Besøg Honeycomb Love på Facebook her eller på bandCamp her.
_______________________________________________________________________

Black Label Society – Catacombs Of The Black Vatican

Anmeldt af Calle: 30-05-2014

Black Label Society er ude med deres niende album, som har fået titlen Catacombs Of The Black Vatican. Bandet består af hovedmanden Zakk Wylde (guitar, vokal, piano og strings), samt John DeServio (bas) der har været en del af bandet i lang årrække og sidste mand er Chad Szeliga (trommer), som kun har været med i 2011-2012 og 2013-2014. Han har tidligere spillet trommer for Breaking Benjamin og er nu fast trommeslager hos Scott Stapp (Creed).

Black Label Society er et af de bands jeg ikke hører særlig tit, men når jeg gør det tænker jeg altid - hvorfor fanden lytter du ikke til dem noget oftere. Well, der er sku så meget musik jeg gerne ville lytte til, men døgnet har desværre kun 24 timer. Når det så er sagt, så synes jeg ret godt om dette nye album. Der er ikke meget nyt over bandets musik, men hvad gør det, når nu man indspiller fed rock/metal musik.

Catacombs Of The Black Vatican består af 11 sange, hvor der både er blevet plads til de hårde og tunge sange, men også de mere stille af slagsen. Af først nævnte kan bl.a. nævnes ”Heart Of Darkness”, ”I've Gone Away” og ”Damn The Flood”. I den mere stille og downtempo ende af skalaen kan jeg nævne ”Angel Of Mercy”, den akustiske-baserede ”Scars” og det fede afslutningsnummer ”Shades Of Gray”. Mit overordnede favorit nummer på albummet er ”Heart Of Darkness”, som er et typisk Black Label Society nummer, hvor man får lov at lytte til Wylde's karakteristiske guitar lyd. Men alt i alt er det et rigtig godt album med en tilpas god variation og albummet fungerer perfekt som en helhed.

Albummet er indspillet i The Black Vatican i Los Angeles og det er mixet og produceret af Wylde, DeServio og Adam Klumpp. Lyden er selvfølgelig i top og den bærer præg af at være et Zakk Wylde album. Musikkerne spiller til perfektion og Mr. Wylde kan altså noget med en guitar. Hvilket jo også har inspireret en del nyere guitarister.

Er du til Black Label Society kan du uden tøven købe dette album. Er bandet helt nyt for dig (hvilket det ikke burde være), så kan du sagtens starte her og så efterfølgende købe bag kataloget. Det er en omgang solid rock/metal Black label Society leverer på deres niende studie album. 

Catacombs Of The Black Vatican er ude via Mascot Label Group.

   (5 ud af 6)

Besøg Black label Society på Facebook her.
______________________________________________________________________

Electric Hellride - Come Darkness, Come Light (EP)

Anmeldt af Peter Letting: 24-05-2014 

Electric Hellride er et dansk metal band. De har udgivet 4 numre på en EP, som de kalder Come Darkness, Come Light. EP’en er tilgængelig fra 5 maj 2014. Electric Hellride er baseret i København og tæller 4 medlemmer: Brian Olsson på trommer, Casper Villumsen på vokal og bas, Anders Molin på guitar samt Nicklas Adamsson ligeledes på guitar.

Bandet har eksisteret siden 2008 og vandt i 2012 en tur til Wacken Open Air, for at repræsentere Danmark. Det må alligevel være en fed oplevelse. Bandet udgav ligeledes i 2012 deres debut album ”Hate.Control.Manipulate”, og er lige nu i fuld gang med at færdiggøre numre til endnu et album, men synes åbenbart at de havde SÅ meget materiale, at fans’ne da lige kunne få en teaser, i form af denne EP.

Electric Hellride er både hurtigt og hårdt. De kalder det selv for Groove metal. Hvilket jeg ikke helt ved hvad dækker over. Der er elementer af både thrash, dødsmetal, speedmetal og mere traditionel heavy metal, så det tætteste man kommer er vel at DER FAN’ME ER FART PÅ…

Det skinner igennem i de 4 numre, at de her 4 drenge vil frem i verden, og jeg er temmelig overbevist om at de også kan levere en fantastisk live performance.

Jeg kunne godt gå hen og blive fan i Electric Helleride. Jeg synes de har en rigtig fin balance imellem det helt afsindige og det mere tilforladelige, hvilket gør det til en fed oplevelse som helhed. Det ene øjeblik hænger man fast i neglene, for at kunne følge med, og det næste øjeblik står man med begge ben plantet i jorden og føler sig forholdsvis komfortabel.Jeg glæder mig til deres næste udspil…Jeg giver Electric Hellride 4½ ud af 6

Come Darkness, Come Light udkom 5. maj.

     (4½ ud af 6)

Besøg Electric Hellride på Facebook her.
_______________________________________________________________________

Diamond Lane – Terrorizer

Anmeldt af Calle: 22-05-2014

Folk der har fulgt denne side i længere tid vil måske kunne huske, at jeg har anmeldt dette amerikanske band før. Faktisk hele 3 gange. En EP tilbage i 2008 (Save The City), et album i 2011 (World Without Heroes) og senest en EP i 2013 (Sapphire). Alle tre gange har jeg været meget positiv i mine anmeldelser. Gør det sig også gældenede denne gang? Ja det gør det!!!!

Diamond Lane har igen udgivet musik, som falder lige i undertegnedes smag. Der er fuld power på fra starten af og man kan ikke undgå at lægge mærke til den store energiudladning bandet ligger for dagen, når man sætter albummet på. Kun i albummets sidste sang ”Drift” sættes tempoet en anelse ned. Man kan næsten fristes til at kalde sangen for albummets powerballade (uden dog at være en ”ægte” ballade). Ellers er de resterende otte sange spækket med fede guitar riffs, gode melodier, sprøde vokaler og en tilpas tung bas og tromme grundrytme. Sangene er velskrevet og fanger hurtigt lytterens opmærksomhed. Variationen er samtidig god og der er flere temposkift undervejs, så man bliver på intet tidspunkt træt af musikken. Mine personlige favoritter blandt de ni sange er ”The Enemy”, ”Cheating Death”, ”Hopeless Romantic” og ”Favorite Kind Of Victim”. Men ingen af sangene falder efter min mening ved siden af.

Bandet består af Brandon Baumann (vokal), Jarret Reis (guitar), Ray Zhang (bas), Frankie Lindia (guitar) og Dave Vandigitty (trommer). Sidsnævnte er eneste udskiftning i bandet siden deres forrige udgivelse. Og de to førstnævnte har været med lige fra starten. Bandet spiller godt og man kan godt høre, at der er kommet flere shows og et par år mere med i bagagen. Faktisk undrer det mig en del, at bandet endnu ikke har fået en pladekontrakt. Men måske er deres stil og genre bare ikke den ”rigtige”, når man er bosat i Los Angeles.

Terrorizer er indspillet i Red Dog Studios in Montrose, Californien og det er endnu engang produceret af Rev. Tom Chandler. Ham har bandet tidligere arbejdet med og man forstår godt de forsat bruger ham.

Diamond Lane er for fans af bl.a. Avenged Sevenfold, Bullet For My Valentine, Metallica og Hardcore Superstar, men også bands som Mötley Crüe, Ratt og andre 80'er L.A./Hollywood bands. Terrorizer er helt klart anbefalelsesværdigt og jeg kan kun opfordre rock og metal folket derude til at tjekke Diamond Lane ud. 

Terrorizer udkom 10. maj.

   (5½ ud af 6)

Besøg Diamond Lane på Facebook her.
_______________________________________________________________________

Sonic Tool Box – In The Games Of Love

Anmeldt af Calle: 21-05-2014

Sonic Tool Box er et dansk to-mands band, som består af Lars Boutrup (vokal, keyboards, guitar og bas) og Michael Miller (trommer, percusion og keyborads). Både Lars og Michael var en del af det danske band Simcess (fra 1984-1992) og siden hen i Big Bang. Nu er de så sammen igen under navnet Sonic Tool Box og de har udgivet deres nye album In The Games Of Love.

Stilen på In The Games Of Love er pop/rock med en masse instrumentale elementer. Albummet består af 8 numre og der er en god rød tråd gennem sangene. De sange jeg bedst kan lide er titelnummeret ”In The Games Of Love” samt ”You Make Me Feel So Sad” og balladen/første singlen ”Love You”.

Jeg vil betegne bandet som en god blanding af Simcess, David Bowie, 10CC og Pink Floyd. De to musikkere kan uden tvivl spille og de er begge rigtig dygtige på deres instrumenter. Men musikken er lidt for melankolsk og stille til min personlige smag. Jeg har lidt svært ved at blive grebet helt af stemningen. Men er man til musik inden for denne genre, så vil man uden tvivl godt kunne blive fanget i deres musikalske univers.

Det er de to herrer selv der har stået for indspilning og produktion og så er albummet blevet mastereret af Flemming Hansson i Sweep Production. Indspilninger er foregået i Gnu Studios og Yello House Studio. Produktionsmæssigt er albummet rigtig flot.

In The Games Of Love er som sagt et anbefalelsesværdigt album, hvis man er til flot produceret musik, som er spillet af enormt dygtige musikkere.  

In The Games Of Love udkom 19. maj via Excess Records..

    (4 ud af 6)

Besøg Sonic Tool Box's hjemmeside her.
_______________________________________________________________________

Rovers Ahead – Always The Sinner Never The Saint

Anmeldt af Calle: 20-05-2014

Rovers Ahead er et dansk band fra København, som består af Jesper Saxtoft (trommer), Lasse Elmer (guitar), Niels Koch (violin), Benjamin Hansen (mandolin, banjo og vokal), Kasper Madsen (bas), Kaare Grasbøll (accordion), Troels Vanghøj (pennywhislte) og sidst men ikke mindst irsk fødte Nathan Corcoran (vokal). Bandet spiller irsk folk punk eller som de selv kalder det Irish Pub Punk!!

Always The Sinner Never The Saint er bandets debut album og det består af 13 skæringer. Jeg har læst mig frem til, at flere af sangene har medvirket på en tidligere EP, men dette album er mit første bekendtskab med bandet. Og lad mig starte med at sige - man kan ikke undgå at blive grebet af stemningen, når man lytter til dette album. Jeg får en utrolig lyst til at finde den nærmeste irske pub, drikke en kold øl og håbe på Rovers Ahead spiller op til dans. Sangene er utrolig stemningsfyldte og teksterne handler hovedsagligt om at drikke, samt diverse udskejelser, familie tragedier og tabt kærlighed. Bare se på sangtitler som eksempelvis ”One Mad Night At The Pub”, ”Went Out To Get Drunk (But Ended Up In Jail)” og ”Rose Full Og Thorns”. Musikkerne spiller godt og man kan tydeligt høre de har en del erfaring. Derudover har Nathan en perfekt stemme til denne genre og i kraft af hans irske oprindelse og dermed accent, så giver det teksterne den rette stemning.

Med inspirationskilder der bl.a. inkluderer The Pogues, Flogging Molly, The Dubliners og Dropkick Murphys, så kan man sikkert selv tænke sig til musikstilen. Der er klare punk indflydelser i sangene og sammen med de traditionelle irske folk instrumenter som violin, accordion og banjo, så får musikken prædikatet irsk folk punk. Sangene har energien fra punk og sjælen fra den irske folke musik. Efter min mening er det er rigtig god blanding.

Albummet er indspillet i Subversive Studios med Adam Schwartz bag knapperne og så er det mixet og masteret af Göran Frid og Erik Dahlqvist i DFM Studios. Overordnet set har albummet en fed lyd og cool feeling, som giver lytteren en følelse af at man er til stede.

Alt i alt er det er rigtig godt album Rovers Ahead har smidt på gaden. Jeg er ihvertfald blevet grebet af deres stil, attitude og energi. Og jeg kunne rigtig godt tænke mig at opleve bandet live, da jeg virkelig tror de kan skabe en stemning og fest. Skål eller burde jeg sige sláinte!!!!

Always The Sinner never The Saint er ude.

     (4½ ud af 6)

Besøg Rovers Ahead på Facebook her.
___________________________________________________________________

I Love Rich – Respect The Rich

Anmeldt af Calle: 08-05-2014

For fire år siden anmeldte jeg I Love Rich's EP ”Season Of The Rich”, som var bandets tredje udgivelse. Dengang kendte jeg ikke bandet og var ikke helt glad for EP'en. Nu har jeg så fået tilsendt bandets nyeste album Respect The Rich og hvad kan jeg så sige om denne.

Sangene oser stadigvæk af sex, drugs & rock 'n' roll og der er en del humor i teksterne. Bare se på sangtitlerne ”(You're So Hot) I'm Gonna Fuck You With The Lights On” og ”If You Don't Take Your Clothes Off, Tonight's Gonna Suck”. Først nævnte sang findes i hele tre versioner på albummet. I en ”beskidt” version, i en spansk version og i en radiovenlig version, hvor ordet Fuck er skiftet ud med Love. Så det udgør tre af de otte sange der er på Respect The Rich. Af andre sange kan nævnes den AC/DC-inspirerede ”Wake Up, Let me Rock You”, hvor især guitar riffet sender tankerne i retning af AC/DC. Eller andre rockere som ”We're Here To save Rock And Roll” og ”You Can't) Fight Fire”. Overordnet set minder I Love Rich's musik mest af alt om KISS (især det gamle KISS). Selv sanger Rich's stemme minder en del om Paul Stanley's.

Med I Love Rich er der uden tvivl tale om party rock. Og jeg tror uden tvivl Rich og de andre musikkere gør det her for deres egen skyld. Jeg er næsten 100% sikker på, at de ELSKER rock 'n roll. Udover Rich (sang/bas) består bandet Chuck E. Sleaze (guitar), Full Throttle (guitar) og Drewblood (trommer).

Respect The Rich er indspillet i Million Yen Studios med Andy Gerber bag knapperne og så er det blevet mastereret af Collin Jordan i Boiler Room. Lyden er tilpas ”dirty” og man forestiller sig næsten at bandet står i et beskidt studio og rocker derudaf, mens de hygger sig med en masse øl og whiskey.

Dette album er helt sikkert for fans af KISS, men også hvis du kan lide AC/DC, Motörhead, Turbonegro og Ted Nugent. Rock 'n Roll Is Still Alive - Let The Party Begin!!!! Jeg er i hvert fald blevet godt underholdt og jeg synes helt sikkert dette album er bedre end den EP jeg anmeldte for fire år siden.  

Respect The Rich er ude.

   (4 ud af 6)

Besøg I Love Rich på Facebook her.
_______________________________________________________________________

Forever Still – Breaking Free (EP)

Anmeldt af Calle: 08-05-2014

Første gang jeg stiftede bekendtskab med københavnske Forever Still var til Hard Rock Rising konkurrencen på Hard Rock Cafe i København i 2012. De blev slået af århusianske Six Barrel Syndicate, men allerede dengang gjorde de et stort indtryk på mig. De viste en stor energi, god musikalitet og så havde de en super god sangerinde. Bandet startede tilbage i 2009, hvor Mikkel Haastrup (bas/guitar/keyboard) mødte Maja Schønning (sang). I 2011 kom Chad T. Charlton (trommer) til og bandet blev fuldendt af Carsten Christensen (guitar). På EP'en medvirker også Anders Bo (guitar).

Breaking Free er Forever Still's debut EP og den består af 4 sange. Det er ca. et år siden EP'en udkom, men det er først nu jeg har fået tilsendt et eksemplar til anmeldelse. Bandets spiller gothic metal og i kraft af den kvindelige vokal vil jeg sammenligne dem med eksempelvis Lacuna Coil, Epica, Evanescence, Leaves' Eyes og Within Temptation for bare at nævne et par bands.

EP'ens tre første sange ”The Key”, ”The Last Day” og ”Towards The Edge” er alle flotte sange, med gode melodier og så er de rigtig godt skrevet. Især anden skæring ”The Last Day” falder godt i min smag. Det er den mest varierede af de tre sange og det er også den sang der afslutter EP'en, men bare i en akustisk live version. Også her fungerer sangen rigtig godt.

Eneste lille minus ved Breaking Free er, at det ”kun” er en EP. Jeg kunne godt have ønsket mig et fuld længde album, så man havde noget mere at vurdere bandet på. Men dermed ikke sagt at EP'en er dårlig - tværtimod så synes jeg rigtig godt om den. Flot velspillet og velproduceret musik med international klasse. Og så har Maja en utrolig flot stemme, der ligger rigtig godt til denne genre.

Det er Mikkel Haastrup der har produceret og mixet EP'en i samarbejde med Flemming Rasmussen (som engineer). Mastering er foretaget af Troy Glessner. EP'en er indspillet i Winding Road Recording Studios. Jeg ser med stor spænding frem til et fuld længde album fra dette band. Det er dejligt, de er danske og de har helt sikkert international klasse!!! Tjek Forever Still ud!!!!

Breaking Free er ude.

   (5 ud af 6)

Lyt til og/eller køb EP'en her.
_______________________________________________________________________

Anubis Gate - Horizons

Anmeldt af Peter Letting: 06-05-2014

Anubis Gate er et dansk Progressivt power metal band, som er ude med endnu et album med titlen Horizons. Albummet er i handlen 15/4-2014. Jeg kan til stadighed overraskes over mangfoldigheden af bands. Som f.eks. Anubis Gate her. Det er dansk og har eksisteret siden 2003, men jeg har aldrig hørt om dem før nu. Efter at have lagt øre til deres seneste udgivelse Horizons, er det da åbenlyst, at her er det mig der virkelig er gået glip af noget.

Der er umiddelbart ikke meget dansk over Anubis Gate. De har international lyd og karakter. Dermed er absolut ikke sagt at danske bands ikke har internationalt format, for det er der ”saftsusemig” mange danske bands som har, men det kommer bare til stadighed bag på mig hvor fantastisk lyd der kan komme ud af vores lille bitte land…

Anubis Gate består af 4 medlemmer: Kim Olesen på guitar og keyboard, Henrik Fevre på bas og vokal, Michael Bodin på guitar og Morten Gade Sørensen på trommer. Horizons er det 6. studie album på 10 år. Stilen er progressiv power metal og det er super fedt. Progressiv metal har den der evne til at starte ét sted, for derefter at føre mig ud af en anden tangent, så jeg helt glemmer hvor jeg kom fra, indtil jeg pludselig er tilbage igen, for måske at forsvinde hen et helt tredje sted. Sådan virker det i hvert fald på mig..

Power metal elementet kommer til udtryk sådan drypvis henover hele skiven, og det klæder den virkelig med de store udsving i intensitet, råhed og tempo. Specielt skæring 5 ”Revolution Come Undone” er virkelig rå og powerfuld. Jeg må nok krybe til bekendelse og erklære nummeret for mit yndlingsnummer på skiven. Der er så intenst og har så meget nerve at jeg nærmest ikke kan rumme det. Når det så er sagt, så er der absolut ingen udfald på skiven. Anubis Gate holder et fænomenalt højt niveau på samtlige 10 numre, og jeg kommer kun til at holde mere af det, desto mere jeg lytter. Jeg er vildt imponeret over så dygtige musikere der her er samlet. Trommer og bas danner den ondeste bund og rytme sektion, som aldrig bliver kedelig eller forudsigelig. Guitar og keyboard er lækkert og medfølt, samtidig med at det er hurtigt og råt på én gang. Det kan man kun elske. Vokalen er ligeledes i særklasse. For det meste rimelig clean, men til tider så rå, som det kræves, og eksekveret i alle niveauer.

Nu er der bare at håbe på en koncert med Anubis Gate, men der var desværre ikke umiddelbart planlagte koncerter at spore. Horizons får 5½ ud af 6

Horizons udkom 15. april via Nightmare Records.

   (5½ ud af 6)

Besøg Anubis Gate på Facebook her.
_______________________________________________________________________

Superdirt – Rock N Roll Train 

Anmeldt af Calle: 05-05-2014 

For lidt over 3 år siden anmeldte jeg Superdirt’s debut album ”Superdirt”, og dengang var jeg rimelig positiv over bandets musik. Nu skriver vi 2014 og de har netop udsendt et mini album med titlen Rock N Roll Train. Det var med stor spænding jeg satte albummet på første gang og nu har jeg lyttet til albummet flere gange og jeg kan lide hvad jeg hører. Superdirt spiller stadigvæk beskidt rock ’n’ roll med god energi og en attitude, der kan få selv en garvet rock elsker som mig til at måbe. 

Rock N Roll Train består af 6 sprudlende rock sange og der er fuld knald på fra start til slut. Albummet indledes med titel nummeret ”Rock N Roll Train”, hvor Superdirt har fået selveste Michael Denner til at levere en guitarsolo (se video til sangen her). Denne sang er en af mine personlige favoritter på albummet. Derudover synes jeg også godt om det D-A-D-inspirerede nummer ”I”, samt ”Horsin’ Around” og det hurtige nummer ”Heroes”.   

Der er dømt fest-og-farver-og-gang-i-gaden, når man lytter til Superdirt. Hver gang jeg har sat albummet på afspilleren, har jeg fået en enorm træng til at åbne en kold øl og feste. Men af frygt for at blive alkoholiker eller ikke at kunne passe mit arbejde, så har jeg nøjedes med at lytte til musikken og tænke mig til resten. 

Udover den førnævnte inspirationskilde i form af D-A-D, så kan man roligt tjekke Superdirt ud, hvis man er til udenlandske bands som Motörhead, AC/DC, Airbourne og The Cult eller andre danske bands som eksempelvis St. Prostitute, Kings In Exile, Bullet Train Blast og Powderhog. 

Albummet er produceret af bandet selv og så har Thomas Blok stået for mixning (sammen med bandet) og mastering. Superdirt består af Frederik Presley (sang), Jacob Grønvall (guitar), Thomas Johansen (bas) og Andreas Nauta (trommer).

Rock N Roll Train er et udmærket album med gode sange, god power og en super energi. Samtidig er det et dejligt friskt pust på den danske rockscene. Gør dig selv en tjeneste og tjek bandet ud!!!!  

Rock N Roll Train er ude.

     (4½ ud af 6)

Besøg Superdirt på facebook her.
_____________________________________________________________________

E-Force - The Curse

Anmeldt af Peter Letting: 02-05-2014 

E-Force er oprindeligt et Canadisk band, men har nu base i Frankrig. De er ude med deres 3. album The Curse, som er i handlen fra 11 april 2014. Bandet består af 3 medlemmer: Eric Forrest, som er grundlægger af bandet spiller bas og tager sig af vokalen. Krof er på trommer og Jérôme Point spiller guitar. 

Der skal tilsyneladende ikke mere end 3 musikere til at producere tungmetal. E-Force er klart i den tunge ende af heavy genren, og de 3 herrer forstår at levere et heftigt indtryk. Skiven indledes med lyden af en meget kælen / legesyg kvindestemme, med lidt ”spooky” underlæg og titlen ”Invitation”. Man kan vist ikke være i tvivl om hvad det er hun inviterer til…Men så tager det fart. Masser af tempo og råbevokal direkte fra starten. Jeg tror faktisk at det første nummer ”Perverse Media”, er det nummer jeg bedst kan lide på skiven. Problemet med en vokal af den her type, opstår efter jeg har hørt 3-4 numre. Så bliver mine ører (eller også er det min hjerne…) trætte af den ”forholdsvis” monotone stemmeføring. Et enkelt nummer eller 2 er helt fint, og man kan ikke sætte en ”clean” vokal i stedet. Det ville være helt tosset. 

Når man kigger på titlerne på numrene såsom ”Perverse Media”, ”Infexxxous” og ”The Curse Of The Cunt”, så kan man godt gennemskue hvad det er for en ”Curse”, som albummets titel hentyder til. Jeg har ikke læst teksterne til numrene, men jeg kan levende forestille mig at de kunne indeholde saftige / slibrige udtryk og vendinger, og der slipper da også enkelte forståelige ord og sætninger ud af mine højttalere. 

Jeg synes at E-Force har forstået at lave et album, som både er tungt, hurtigt og varieret, og det kan kun anbefales at give det et lyt. Jeg giver E-Force 4½ ud af 6. 

The Curse udkom 11. april via Mausoleum Records.

     (4½ ud af 6)

Besøg E-Force på facebook her.
___________________________________________________________________
 
Whipping Princess – Birth Of Rage 

Anmeldt af Calle: 30-04-2014 

Birth Of Rage er debut albummet fra svenske Whipping Princess. Bandet består af Jenny Jonasson (vokal), Karl Hinterleithner (bas), Simon Söderberg (guitar) og nyeste medlem Behzad M Heidari (trommer). Whipping Princess er et hard rock/metal band, som blev dannet i 2010. Dengang mødte Karl sangerinden Jenny, som havde en blues baggrund, og de fandt en god kemi. Senere kom Simon og trommeslager nr. 1 til. Der har siden været et par trommeslagere gennem bandet. 

Som sagt er Birth Of Rage bandets debut album. De har tidligere udsendt en EP, som fik en middel anmeldelse her på siden, mest i kraft af en lidt dårlig produktion. Har bandet så fået forbedret det område på dette album? Ja det synes jeg helt sikkert de har!!  Albummet består af 11 sange, hvor de fleste er ovre i den lidt tungere ende af heavy genren. Inspirationskilderne tæller da også bands som Metallica, AC/DC og Motörhead. Der er dog også blevet plads til de mere downtempo nummer i form af sangene ”Hello Hey, How Are You” og ”Who We Are”. De sange jeg vil fremhæve på Birth Of Rage er ”Stick In Your Wheel”, ”She’s Your Ho” og titelnummeret ”Birth Of Rage”. Derudover synes jeg også ret godt om afslutningsnummeret, det førnævnte ”Who We Are”. 

Sangene på albummet er godt skrevet og musikken er tilpas tung og heavy. Det fungerer godt sammen med Jenny’s vokal, som både kan være rå, men også ”følsom”. Det sidste gør sig bl.a. gældende i sangen ”Hello Hey, How Are You”, hvor hun godt kan lyde lidt hen af en ung Bonnie Tyler. Jeg er ikke helt glad for guitar arbejdet. Det fungere fint i versene og i de tunge passager, men flere af guitarsoloerne er lidt for ”tamme”. 

Birth Of Rage er indspillet og mixet i Studio Old Pharmacy i Ullared, Sverige. Manden bag knapperne er Mikael Magnusson og så har bandet selv produceret albummet. Alt i alt er det et udmærket debut album bandet har udgivet og er du til hard rock/heavy metal med kvindelig vokal, så kan du sagtens tjekke Whipping Princess ud!! 

Birth Of Rage er ude via Blackstream Records.

    (4 ud af 6)

Besøg bandet på Facebook her.
____________________________________________________________________

L.R.S. - Down To The Core

Anmeldt af Peter Letting: 24-04-2014

Amerika har fostret endnu et rock band med navnet L.R.S (La Verdi, Ramos, Shotton). De har udgivet deres debut album med titlen Down To The Core 21. marts 2014. L.R.S består af følgende medlemmer: Tommy La Verdi - lead vocals, Josh Ramos - guitar, Michael Shotton – trommer, backing vocals. Sammen med dem på albummet har de yderligere: Alessandro Del Vecchio keyboards, Hammond orgel, backing vocals, Nicola Mazzucconi bas, Anna Portalupi bas, Jamie Browne bas.

Vi er definitivt i den radio venlige del af rock genren, med referencer til Journey og Triumph, og tidligere 21 Guns. Der er faktisk dele af denne blødere del af rock musikken som jeg godt kan lide. Dog skal det siges at der er langt imellem de rigtig lækre udgivelser.

Albummet fra L.R.S er rigtig godt produceret, og det er nogle rigtig fine melodier, men det bliver altså lige poppet nok til mig, selvom nogle af numrene indledes med en gang trommer, som godt kunne lægge op til mere end hvad det faktisk bliver til. La Verdi har en rigtig god stemme, og Ramos spiller også fremragende på sin spade, så albummet skal helt sikkert nok få en god modtagelse iblandt det blide rock publikum.

Jeg synes det minder mig rigtig meget om Journey, som jeg faktisk holder rigtig meget af, men det fanger mig alligevel ikke på samme måde som Journey. Måske skal jeg bare høre albummet nogle flere gange, men jeg tvivler på at jeg når dertil. Jeg giver LRS 3½ ud af 6, mest fordi det keder mig lidt

Down To The Core udkom 21. marts via Frontiers Records.

   (3½ ud af 6)

Læs mere om L.R.S. på Frontiers Records side her.
____________________________________________________________________

Brainstorm - Firesoul 

Anmeldt af Peter Letting: 24-04-2014 

Tyske Brainstorm er ude med nyt album med titlen Firesoul. Albummet landede 4/4-2014. Bandet består af: Andy B. Franck på vokal, Torsten Ihlenfeld på guitar, Milan Loncaric også på guitar, Antonio Leva på bas og Dieter Bernert på trommer.
 
Det første man hører er hvad der lyder som en lighter der tændes, efterfulgt af en meget kort lunte, og så eksploderer første nummer. Fin lille detalje. Genren er melodisk metal, med lækre guitar harmonier, fed rytme sektion og til tider lidt strygere. Det kan godt være at denne genre efterhånden tæller rigtig mange bands, hvoraf nogle selvfølgelig er bedre og mere hørbare end andre, men det er nok ikke en genre jeg nogensinde bliver træt af. Den her slags metal trækker jo tråde tilbage til de gode gamle dage med Ronnie James Dio, Judas Priest, Iron Maiden og Megadeath. Og så er der alligevel lige lagt lidt ekstra på, så man kan høre at vi trods alt befinder os i 2014.

På denne skive er det rigtig svært at beslutte sig for et yndlingsnummer. For selvom genren og stilen er den samme hele vejen, så formår Brainstorm trods alt at lave et eller andet ved hvert enkelt nummer, som gør det til helt sit eget. Men hvis jeg skal nævne et par stykker til yndlingskategorien må det være nummer 1 "Erased By The Dark", titelnummeret ”Firesoul” og nummer 8 ”What Grows Inside”. Jeg bliver aldrig træt af guitar passager som den man finder ca. 2.40 inde i ”What Grows Inside” Det er bare ren guitar guf. Andys vokal er også ret svær at blive træt af. Rå men alligevel clean, og lækker i alle registre. Jeg synes han til tider minder mig lidt om Rob Halford.

Alt i alt et lækkert album i den melodiske ende af metal genren. Et af den slags albums som jeg sikkert aldrig rigtig bliver træt af at høre. Brainstorm får 5 ud af 6

Firesoul udkom 4. april via AFM-Records.

     (5 ud af 6)

Besøg bandet på Facebook her.
____________________________________________________________________
 
Saints Of Rebellion - New American Dream 

Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 22-04-2014 

Jeg vil ha en Harley Davidson og en flaske Jack D NU!! Hive min kvinde til mig og sammen drøne afsted med vindes kærtegn i hoved, krop og sjæl..stoppe op..drikke..og tage min kvinde hen over tanken..Det er den følelse jeg fik første gang jeg gennemlyttede Saint of Rebellion's nye cd New American Dream. Jeg har aldrig før hørt dem, men det kommer ikke til at være et engangs knald...

Cd'en starer med skridtprygl af bedste skuffe... positivt ment. New American Dream som er startnummer er rå, beskidt og lækker rock... Hard Rock the Southern way. En blanding af Black Label Society og Cult flænser dit søndagsskoletøj af og du står kun iført læderbukser og langt hår og snakeskin boots og spiller luftguitar... kan ikke lade være.. ikke nogen ringe start, specielt ikke når man ikke forventer sig noget særligt.

10 numre og 40 minutter senere trykker man på start igen....og igen.... vil bare ha mer. Der er også Lighternummeret "Alone" der starter med et Hammond B3 og et klaver og så noget G'n'R fræs... så stille sang, mens lighteren bliver varmere og varmere og her bliver rock'et hæftigt med hovedet, for selvom det er et stille... forholdsvis stille ... er det bestemt ikke kedeligt. Der er så meget power i forsangerens stemme at der kæmpes en vild kamp mellem guitar og vokal om hvem der har den mest rockede sound... sådan er hele cd'en.

Selve produktionen er utroelig vellykket og musikerne er velspillende og sammenspillet. Coby DeShazo har som sagt en meget autentisk rockstemme der er misundelsesværdig flot. Guitaristen John Adams har total kontrol over sit intrument. Det er en meget flot, kraftfuld og mættet lyd han har. Basist/keyboardspilleren Jay Hitaffer lægger en god bund sammen med trommeslageren Ryche Green. En helstøbt cd der kun fortjener skamros fra mig.

New American Dream udkommer 4. juni via HighVol Music.

      (6 ud af 6)

Besøg bandet på Facebook her.
____________________________________________________________________
 
Scream Arena - Scream Arena

Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 21-04-2014

Scream Arena fra England tog mig på en tidsrejse tilbage til Hair Glam Stadium Metal 90'erne med deres debut cd med samme navn som bandet selv. Jeg vil gerne sige at jeg i første omgang ikke var helt vild med cd'en, men efter et par gennemlytninger vinder den faktisk en hel del. De er meget velspillende og kan deres bagkatalog.

Navne som Alice Cooper, Quierboys, Poison, Guns'n'Roses og Bon Jovi flyver gennem tankerne når man lytter til Scream Arena cd'en - ikke plagiat, men inspireret hedder det vist.

CD'en skydes igang med ordene "Gentlemen, start your engine" og så er "Born Ready" i fuld gang. Der er ikke nogen direkte ballader på cd'en men et par roligere numre er der da. Et meget stemningsfyldt nummer er "Queen of Dreams" hvor man nynner med på omkvadet rimelig hurtigt.

En lille overraskelse er det gamle Elvis nummer "Heartbreak Hotel" som er blevet peppet op til 90'er metal udgave. Ellers er de andre numre selvskrevet. Det er udmærket arbejde der er lagt for dagen og stilen er holdt i gennem hele cd'en hvilket gør den helstøbt og autentisk.

Et enkelt nummer der virker som om der ikke var mere studietid tilbage er "Goodnight L.A." Lige midt i nummeret kommer der en hurtig afslutning. Det undrer mig hver gang jeg lytter til det.

Sangeren Andy Paul har en god stemme der passer rigtig godt til stilen. Hvis man er til 90'er Metal/Hard Rock så vil jeg gerne anbefale Scream Arena og giv dem et par gennemlytninger - det fortjener de.

Scream Arena er ude via Mighty Music/Target.

    (4 ud af 6)

Besøg bandet på Facebook her.
_________________________________________________________________

Haltefanden – Glubsk (EP)

Anmeldt af Calle: 18-04-2014

Haltefanden er et københavnsk metal band, som består af Anti-Chris (guitar/vokal), Hell-Jes (vokal/guitar), Mårdon Lou Seffer (bas) og KL Stendöd (trommer). Bandet blev dannet i 2008, men har siden skiftet lidt ud i besætningen. Glubsk er bandets tredje udspil.

EP'en består af fire sange og stilen er som sagt metal, med lidt musik hentet fra både hard core punken og heavy rocken. Der synges på dansk i alle fire sange og teksterne omhandler: sex, død, mord, jalousi, satan og folkedrab. Jeg må indrømme at jeg har lidt svært ved at tage bandet helt seriøst og tekstuniverset er lidt langt fra det jeg normalt lytter til. Musikken i sig selv, synes jeg faktisk meget godt om og der er god variation med flere temposkift i alle sangene.

Ideen med at synge på dansk synes jeg fungerer meget godt. Både fordi det er anderledes, men også fordi det gør det mere tydeligt hvad der bliver sunget om. Og det tror jeg bandet går meget op i. EP'en er i hvert fald kommet i en flot og sjov lille folder, hvor teksterne er skrevet ind i.

Mit favoritnummer på Glubsk er helt klart ”Syg Geometri”, hvor teksten er bygget op som en ”samtale” mellem to mænd og en kvinde. Ret godt fundet på hvis du spørger mig. Samtidig er det et fedt metal nummer med gode temposkift. Derudover er titelnummeret ”Glubsk” også en udmærket sang. Den mest ”stille” og melodiske sang på EP'en er afslutningsnummeret ”Djævlens Vuggevise”.

Glubsk er indspillet i Earplug Studio med Thomas ”Pede” Pedersen, som også sad bag pulten på bandets to forrige udgivelser. Derudover er mixningen foretaget i Sphere Studio og det er blevet gjort af Kim Olesen, som bandet kalder for troldmandens lærling.

Giv bandet et lyt og køb Glubsk på bandets bandcamp side (brug linket herunder). Som sagt har jeg lidt svært ved at tage bandet helt seriøst, men musikken fungerer egentlig meget godt, så de får 3 dødningehoveder for selve musikken. Og så giver jeg dem et ekstra dødningehoved for indpakningen af cd'en (flere billeder kan i skrivende stund ses på førnævnte bandcamp side).  

Glubsk er ude via bandet selv.

    (4 ud af 6)

Besøg bandet på BandCamp her.
_________________________________________________________________

J.F.K. (Jesus Fuckin' Krist) – Bring It Back (Demo)

Anmeldt af Calle: 18-04-2014

J.F.K. blev dannet helt tilbage i 90'erne af bandets nuværende guitarist Sjas Jesper Larsen. Og de er så blevet gendannet i 2012 og de øvrige tre medlemmer er Morten Torp Hansen (vokal), Steffen Nielsen (bas) og Nikolaj Torp Hansen (trommer). Bring It Back er en demo bestående af fire hard rock sange.

Jeg har nu hørt de fire sange igennem nogle gange og de er faktisk ret gode. Især når man tænker på, at det ”kun” er en demo jeg har lagt ører til. Der er godt knald på trommerne og bassen og så synes jeg ret godt om guitararbejdet. Morten's stemme er ikke den aller bedste jeg har hørt, men den fungerer nu ret godt til musikken. Det er ikke den dybe tallerken J.F.K. har opfundet og jeg vil betegne deres musik som rendyrket hard rock - 1, 2, 3, 4 og så kører vi derudaf!!!

Sangene i sig selv er bygget godt op med og de har alle letgenkendelige omkvæd. Der er nogle fede guitar riffs og guitar soloer hist og her, hvilket efter min mening hører til i hard rock. Mine favorit sange er ”Cold As Ice” og ”Angel”. Men alle fire sange er gode rock sange!!

Jeg ved ikke noget om hvem der har indspillet og produceret demoen, men mon ikke det er bandet selv. Af en demo at være, så fungerer lyden helt fint. Men demo'er nu til dags er jo heller ikke som demo'er var engang (jeg har selv en del demo cd'er fra 80'er hard rock bands og de er bestemt ikke allesammen af høj standard).

I skrivende stund kan alle fire sange høres og downloades på bandets ReverbNation side (brug linket herunder) og jeg synes bestemt du skal give dem et lyt. Dansk rock uden de store dikkedarer. Jeg giver J.F.K. 4 ud af 6 demo-dødningehoveder.

Bring It Back er ude via bandet selv.

(4 ud af 6)

Besøg bandet på ReverbNation her.
______________________________________________________________________________

Stealth – Shores Of Hope

Anmeldt af Calle: 16-04-2014 

Stealth er et italiensk metal band, som blev dannet i 2007. Bandet består af Enrico Ghirelli (vokal), Luca Occhi (guitar), Matia Catozzi (guitar), Andrea Rambelli (bas) og Marcello Danieli (trommer). Shores Of Hope er bandets debut album. 

Albummet består af 10 sange og inspirationen er hentet i 80’ernes heavy metal. Jeg kan både høre lidt Metallica, Megadeth, Manowar og Scorpions i bandets musik. Som coveret og sangtitlerne antyder, omhandler de fleste af sangene krig. Og det gør teksterne selvfølgelig også. De fleste sange er i den mere ”hårde” ende af skalaen, men der er også sange i den mere stille ende. Af de mere downtempo sange kan bl.a. nævnes ”Godspeed”, ”My Heaven” (som er albummets mest stille sang) og ”Uhlans 1915”. Sidst nævnte hører til blandt mine personlige favoritter på albummet. Derudover synes jeg også første singlen ”Ozone Fades”, ”Pharaoh” og ”Nuclear Warfare” fungerer udemærket.  

Der er ikke meget nyt over bandets musik og sangene mangler lidt ”kraft og power” for virkelig at få mig op af stolen. Musikkerne spiller udmærket og der findes også flere gode guitar soloer på albummet. Derimod er jeg ikke helt glad for Enrico’s stemme. Efter min mening er den ikke powerfuld nok til musik inden for denne genre.  

Bandet har selv indspillet og produceret Shores Of Hope. Personligt er jeg ikke helt oppe og ringe over produktionen. Den er lidt ”flad” og gør at albummet ikke helt fungerer lydmæssigt. Sangene i sig selv er faktisk meget godt skrevet, og med en bedre produktion kunne albummet måske have fungeret endnu bedre end det gør. Som sagt er jeg ikke helt oppe og ringe, men jeg synes stadigvæk godt læseren kan tjekke bandet ud. Måske lytter dine ører anderledes til musikken er mine gør. Jeg giver Stealth og Shores Of Hope en karakter der er lidt over middel.

Shores Of Hope er ude via Atomic Stuff.

   (3½ ud af 6)

Besøg Stealth på Facebook her.
_________________________________________________________________
 
Statement - Monsters

Anmeldt af Peter Letting: 14-04-2014

Et nyt dansk metal band med erfarne kræfter har set dagens lys. Bandet hedder Statement og er ude med deres debut album Monsters 17/3-2014 via Mighty Music. Statement er: Niels Alex på guitar (tidligere Pilgrimz), Jannick Brochdorf på vokal, Peter Thomsen på trommer, Jesper Steen Noachsen også på guitar, og Martin Poulsen på bas. Tilsammen har de 5 herrer en del års erfaring fra diverse bands, og de fleste i den tungere, mere eksperimenterende ende af metal genren.

Stilen på albummet er forholdsvis tung og hård, men stadig melodisk, med masser af guitar riffs, og lækre omkvæd. Vi skal lige have en kort intro med ”Kill The Times”, hvorefter titelnummeret brager igennem. ”Monsters” er god gedigen heavy af den skuffe jeg vil kalde Old-School. Jeg synes der er en bølge af bands for tiden som laver den her slags ”tilbage til rødderne” heavy, og det er super fedt, når det er den genre jeg er vokset op med.

Tempoet på skiven er meget varieret, og i skæring 4 ”Crawling” kommer Statement godt ned i tempo, men det tager såmænd ikke nerven ud af musikken. Det er ikke altid at metal bands kan slippe godt afsted med at komme ned i tempo, men Statement klarer det helt fint. Jeg synes at Statement har lavet en fin skive, dog føler jeg mig mest underholdt i starten. Yndlingsnummeret er klart "Monsters". Jeg giver Statement 4 ud af 6.

Monsters er ude via Mighty Music/Target.

    (4 ud af 6)

Besøg bandet på Facebook her.
_________________________________________________________________

Ronnie James Dio - This Is Your Life (Tribute)

Anmeldt af Peter Letting: 08-04-2014

Når man som jeg er flasket op med metal fra 80’erne og 90’erne, så kommer man ikke uden om et navn som Ronnie James Dio. Manden som har lagt vokal til så store navne som Black Sabbath og Rainbow og ikke mindst hans eget band DIO, men som desværre måtte forlade denne verden allerede i 2010 i en alder af 67 år.

Dio har helt sikkert været inspiration til mange af nutidens metal-mestre, og nu er jeg faldet over et tribute album for Ronnie James Dio, hvor 15 forskellige bands og kunstnere fortolker nogle af Dio’s udødelige numre. Derfor kunne jeg da heller ikke lade være med at købe albummet og genopleve lidt metal historie i en ny indpakning.

Anthrax åbner albummet med en version af ”Neon Knights”. Fedt nummer, som virkelig er den sande Dio, og Anthrax læner sig meget op ad originalen. Det er ren retro heavy. Naturligvis er de med, kunne man fristes til at sige om nummer 2 ”The Last In Line” fra Tenacious D. Har man fulgt en lille smule med i de film og albums der er kommet fra Tenacious D, vil man snart opdage at de 2 herrer er stor fan af Dio. Deres version af ”The Last In Line” har i bedste Tenacious D ånd, et tvist af ”underlighed”, i form af noget fløjte solo, som så udelukkende passer ind i nummeret fordi man ved at det er Tenacious D, som står bag…

3. nummer er endnu en total klassiker ”The Mob Rules”, denne gang opført af Adrenaline Mob. Endnu et super klassisk heavy nummer fra den gang med Black Sabbath. Man kan altid diskutere hvilken forsanger der egentlig tegner Black Sabbath, men vi kan ikke komme udenom, at Dio gjorde det fantastisk da han havde bolden. Jeg må også lige fremhæve ”Holy Diver” fra Killswitch Engage. Det gode gamle nummer får en over nakken og er vildt fedt. Og så er der til sidst, men bestemt ikke mindst et medley på 9 minutter fra Metallica, over diverse Dio numre. Metallica har jo altid været et af mine favorit bands, og det her medley er bare super cool.

Jeg kan kun anbefale Dio fans at give albummet et lyt. Der er en del perler imellem. Jeg giver albummet 4½ ud af 6

Ronnie James Dio - This Is Your Life (Tribute) er ude via Rhino.

     (4½ ud af 6)

Læs mere om albummet på Wikipedia her.
_________________________________________________________________

Electric Religions – The Awakening (EP) 

Anmeldt af Calle: 08-04-2014 

Electric Religions er et nyt svensk band som kommer fra Gävle og Halmstad. Bandet består af Neili Bjerring (vokal), Steven Kautzky Andersson (guitar), Andreas Anden Segemark (bas) og Håkan Åstrand (trommer).

Bandets musik og tekster er inspireret af den asiatiske og især den kinesiske kultur. Sanger Neili har udtalt, at de finder netop denne kultur meget spændende og fascinerende. 

The Awakening er bandets første EP-album og det består af 4 sange + en intro. Stilen er en god blanding af moderne hard rock og heavy metal. Bandet spiller solidt (især Steven’s guitarspil) og musikken fungerer godt med en kvindelig vokal. Jeg har bare lidt svært ved at blive fuldstændig indfanget i deres musikalske univers. Der er en god energi og power i musikken, men der mangler lige det sidste skud adrenalin, før jeg kommer helt op og ringe. Dermed ikke sagt at musikken er dårlig, bestemt ikke, og jeg vil godt fremhæve sange som ”1000 Battles (Know Thy Self)” og især albummets efter min mening bedste skæring ”Good Fortune”. Sidst nævnte har en rigtig flot intro, som minder mig en del om en god blanding af indledningerne til Jimi Hendrix’s ”Little Wing” og ”The Wind Cries Mary”. Selve sangen er ret tung og heavy i bedste Black Sabbath stil.  

Coveret til The Awakening er lavet af Patrik Aronsson og jeg synes det rammer bandets tekst univers meget godt. Albummet er indspillet, mixet og produceret af Jonas Strömberg. Produktionsmæssigt er albummet også godt skruet sammen. Instrumenterne ligger godt i forhold til hinanden og i forhold til Bjerring’s vokal.  

Tjek bandet ud. Jeg kan godt se bandet udgive et par fuld længde albums i fremtiden. Men imellem tiden bør du give The Awakening et lyt!! 

The Awakening er ude.

    (4 ud af 6)

Besøg Electric Religions på Facebook her.
_________________________________________________________________
 
Shadowdance - Future Negative Fantasy

Anmeldt af Peter Letting: 06-04-2014

US powermetal bandet Shadowdance er ude med deres andet album Future Negative Fantasy. Albummet var i handlen 24. februar 2014, og er deres første full-length album siden 2000

De første 2 numre ”Neon Abyss” og ”Branded” kører i absolut højgear, og er total powermetal. Der er elementer af rigtig mange metal genre blandet sammen i et højt tempo, men dog uden at blive mudret. Produktionen og adskillelsen af de enkelte instrumenter er af super høj kvalitet. Jeg må nok udnævne ”Branded” som værende mit yndlingsnummer på denne skive.

Hvis man er til Judas Priest og Iced Earth, vil man sikkert finde Shadowdance yderst interessant. Jeg synes at det er værd at fremhæve rytme sektionen. Faktisk er tromme indspilningerne delt imellem 2 trommeslagere, men der er nu ikke nogen nævneværdig hørbar forskel. Også vokalen er god. Clean og god, men også rå når det gælder. Til tider er der også blandet en smule growl ind over, og det får bare det samlede lydbillede til at virke endnu mere råt.

Shadowdance består af George Eliassen på vokal, Carlos Alvarez på guitar og keyboard samt Jason Fox på bas. Derudover er der som nævnt hele 2 trommeslagere, som deler numrene iblandt sig. Den ene er Jay Horvath og den anden Jason Fraticelli. Jeg er forholdsvis begejstret for albummet. Dog vil jeg sige at det ikke er et album som på den måde skiller sig ud fra mængden, men på mange måder minder om mange af de andre gode powermetal albums der kommer på markedet. Jeg giver Shadowdance 4½ ud af 6

Future Negative Fantasy udkom 24. februar via Rock It Up Records.

     (4½ ud af 6)

Besøg Shadowdance på Facebook her.
_________________________________________________________________

Bruce Bouillet - The Order Of Control

Anmeldt af Peter Letting: 05-04-2014 

Instrumental rock der rykker…

Jeg har fået fingre i Bruce Bouillet’s seneste og tredje solo album som udkom i januar 2014 med titlen The Order Of ControlJeg har aldrig tidligere stiftet bekendtskab med Bruce, og det er da vist lidt ærgerligt. Bruce er amerikaner og har udgivet albums siden 1986 med diverse bands, såsom ”Racer X”, ”The Scream” og ”Paul Gilbert”.

Ud over Bruce selv på guitar, har han med sig Dave Foremann på bas og Glen Sobel på trommer. Man må sige at de tre tydeligt beviser at der ikke kræves mere for at lave fed rock. Albummet er helt igennem instrumentalt, men det bliver det bestemt ikke kedeligt af. Fra første skæring ”Blind as We Watched” lægger de 3 klart fra land. Super fede riffs, overgange, skæve rytmer, og såre simpelt et rigtig fedt ”flow”.

Jeg kan ikke lade være med at tænke i retning af Joe Satriani og Steve Vai, uden det dog skal være en sammenligning, men det er på samme kvalitets niveau. Jeg tror faktisk at dette album vil komme ind på højde med et af mine all time favorite albums fra netop Joe Satriani, nemlig ”Surfing with the Alien”. Jeg synes det rummer mange af de samme elementer af ekseptionelt gode kompositioner, sat sammen i et sublimt lyd univers, som man bare ikke kan blive træt af.

Der er god variation over numrene, og bl.a. nummer 4 ”Giving Up The Ghost” er mere nede i tempo, hvilket giver albummet en lækker karakter og kant. Mit helt klare favorit nummer kommer som nummer 6, ”Defiant”. 8 minutter i guitar himlen, for Søren hvor er det bare godt. Det er velspillet og afmålt, men stadig tilpas tungt og hårdtslående.

Jeg må også lige fremhæve skæring 10 ”The Manipulators” som det tredje yndlingsnummer. Igen en rigtig lækker opsætning med guitaren som ”vokal”. Det er den slags musik jeg aldrig bliver træt af at høre på.

Det er tydeligt at legebarnet har fået frit spil på albummet. Skæring 7, 9 og 11 er på kun ca. 1 minuts længde, og den slags numre (hvis man kan kalde dem det), som aldrig rigtig kommer i gang før de er færdige, og man tænker lidt at de nærmest er opstået i et intermezzo, en kaffepause eller bare som en sjov lille teaser, der bare er puttet ind som fyld.

Jeg kan kun anbefale dette super album til alle rock og guitar elskere. Albummet får 5½ ud af 6.

The Order Of Control er ude via Mascot Label Group.

   (5½ ud af 6)

Besøg Bruce Bouillet på Facebook her.
_________________________________________________________________

Littlefish – The Gordian Knot 

Anmeldt af Calle: 03-04-2014 

Littlefish er et dansk tre-mands orkester, som blev dannet for 20 år siden i Fredericia. Bandet består af Henrik Berger (guitar/vokal), Dennis Andreasen (bas) og Fridi Øster (trommer). På trods af, at det er 20 år siden bandet blev dannet, så er det først nu de udgiver deres debut album, som har fået titlen The Gordian Knot. 

Littlefish spiller melodisk rock der er kraftigt inspireret af bl.a. Tim Christensen og Foo Fighters. Så der er altså tale om sange hvor melodien er i højsædet. På albummet finder man både de mere stille sange, men også storladne rocksange med fræsende guitarer. De tre unge mænd spiller godt og man kan godt høre de har flere års erfaring i diverse bands og mange koncerter og kilometer på landevejen er det da også blevet til. Henrik spiller bl.a. også guitar i Shotgun Revolution. 

Udover at være en super guitarist og sangskriver, så har hr. Berger faktisk også en rigtig god stemme. I de stille passager minder den faktisk en del om Tim Christensen’s stemme. Selvsamme Tim C. har, udover at være inspirationskilde, også fungeret som vokalproducer og kor på flere af sangene (bl.a. første singlen ”Fights We Fight”). Foo Fighters inspirationen kan bl.a. høres i sangene ”Your Embrace” og ”The Wake Up Call”, som efter min mening er to af albummets bedste sange. Derudover kan jeg fremhæve sange som ”Still My Heart”, ”Broken Man” og førnævnte ”Fights We Fight”, samt albummets hårdeste sang ”Out Of Bounds”. Men alle sangene lyder godt i mine ører og jeg kan sagtens lytte til albummet igen og igen. 

Trommer og vokal på fem af sangene er indspillet i de legendariske Medley-studie i samarbejde med Søren Andersen (Electric Guitars, Glenn Hughes, Mike Tramp m.fl.). Bas, guitarer og vokal til en enkelt sang er indspillet i InHouse Studio, mens resten af vokalerne er indspillet i bandets øvelokale med lånt udstyr. Selvom albummet er indspillet flere steder og over flere omgange, så virker det alligevel som et helstøbt album. Som en lille fodnote kan det nævnes at Marcus Wither-John (Inside The Whale) har fungeret som medforfatter på teksterne. 

Alt i alt er The Gordian Knot en rigtig flot og ærligt udspil og et debut album bandet kan være virkelig stolte af. Det er et ualmindeligt velspillet album og sangene er kanon godt skruet sammen. Dette album kan nemt indfinde sig på min personlige top 10 liste over danske udgivelser i 2014 (og vi er kun 1/4-del gennem året). Jeg smider uden tøven 5 dødningehoveder efter denne skive. 

The Gordian Knot udkommer 18. april via Tutl.

     (5 ud af 6) 

Besøg Littlefish på Facebook her.
__________________________________________________________________
 
Celestial Decay – Quantum X

Anmeldt af Calle: 03-04-2014

Svenske Celestial Decay er ude med deres andet album, som har fået titlen Quantum X. Bandet består af to hovedmænd i form af Hobbe Houshmand (guitar og composer) og Freddy Olofsson (guitar og composer) samt en masse gæstemusikkere. Disse inkluderer bl.a. Andi Kravljaca (sang), Andreas Solveström (growl), Tomas Reinerson (bas), Anders Janfalk (bas), William Seidl (trommer), Christian Wirtl (trommer) og Lisa Börtner (“female speech”). Celestial Decay spiller symfonisk melodisk metal.

Jeg havde fornøjelsen af at anmelde bandets debut album ”Contradictum” fra 2010 og dengang var jeg rimelig positiv over bandets musik. Jeg var derfor ret spændt på at lytte dette album igennem og se hvad bandet havde brugt de sidste fire år på. Det er blevet til et næsten 80 minutter langt album bestående af hele 15 sange (heraf et par introer og indlagte ”spoken word”) og et enkelt covernummer. Quantum X er en lang episk fortælling om en verden og dens langsomt rådnende fremskridt, magtmisbrug, krig og miljøødelæggelse”, hvilket også var tilfældet på bandets første album.

Jeg har nu lyttet til albummet nogle gange og det er svært at fremhæve enkelte sange, da de som sagt høre sammen i en lang fortælling. Numrene fungerer bedst som en helhed og skal derfor høres som en helhed. Når det er sagt, så er Quantum X et meget varieret album med en masse temposkift. Der er alt fra de stille og smukke passager til de mere hurtige og heavy passager og bandet gør samtidig meget brug af orkester arrangementer. Melodierne er flot skrevet og alle musikkere og sangere er virkelig dygtige. Bassen ligger måske lidt lavt i lydbilledet, men ellers fungerer det ret godt.

Det førnævnte covernummer er en noget anderledes, men udmærket version af Bonnie Tyler’s store hit ”Total Eclipse Of The Heart” fra 1983. Nummeret fungerer ret godt som en melodisk metal sang og jeg synes det er et godt valg af sang, hvis man skal lave et covernummer.

Quantum X er indspillet i Göteborg mellem 2011-2013 og det er produceret af Hobbe. Mixning og mastering er foretaget af henholdsvis Niklas Harju og danske Jacob Hansen, som vist ikke behøver en nærmere præsentation.

Alt i alt er Quantum X en helstøbt og flot album, som får lytteren med på en melodisk rejse gennem krig og ødelagte landskaber (bare se på det flot illustrerede cover, som er lavet af Jack Moik. Klik på coveret herover for at se det i større format). Så er du til melodisk metal bør du uden tøven tjekke Celestial Decay ud. For fire år siden gav jeg debut albummet 4½ ud af 6 og dette album er efter min mening endnu bedre, så det får 5 dødningehoveder.

Quantum X er ude via The Music Alliance. 

     (5 ud af 6)
 
Besøg Celestial Decay på Facebook her.
__________________________________________________________________
 
Don Airey - Keyed Up

Anmeldt af Peter Letting: 28-03-2014 

Jeg har haft fornøjelsen at lægge øre til Don Airey’s 4. solo album, som udkom i februar 2014, med titlen Keyed Up. Og hvem er så Don Airey? Jeg må erkende, at da jeg samlede cd’en op og kiggede på coveret, var jeg faktisk en smule i tvivl om hvem og hvad der ville ramme mig. Men naturligvis kender jeg Don, eller i hvert fald kender jeg hans musik, for han har da vist nærmest spillet med samtlige rock / heavy rock bands siden start 70’erne. Rainbow, Whitesnake, Ozzy Osbourne, Gary Moore og sågar Judas Priest, samt et hav af andre store navne. 

Man skal ind imellem prøve noget nyt og anderledes, og jeg vil sige at denne skive ER anderledes. For det første er samtlige skæringer mere eller mindre indspillet live i studie, uden særlig mange ”re-takes”, og det bærer musikken også tydeligt præg af. De første 2 numre ”3 In The Morning” og ”Beat The Retreat” er meget Blues Jam-session inspireret. Selvfølgelig er der en rød tråd og en linje i numrene, men det virker som om de nærmest improviserer sig igennem, meget af tiden. Det skal dog siges at udførslen er utrolig stram og uden slinger, så på den front er der ingen ”jam-session” over det. Stilen skifter imellem blues, jazz, rock og til tider cirkus inspirerede rytmer, hvilket er ret underholdende, og gør albummet til en ener på sit felt. 

Bandet fortsætter med at svinge og imponere, men ved skæring 8 ”Difficult To Cure 2013”, kom jeg da for alvor frem i stolen. Rainbow’s udødelige nummer fra skiven med samme navn (1981), som jeg har hørt til hudløshed i min spæde musik barndom og teenage år. Hvilket genhør. Det tør nok siges at der er blevet skruet lidt på kompositionen, men for fanden hvor er det fedt. 

Sidste skæring, som jeg lige vil nævne er nummer 10 ”Adagio”, som jo oprindeligt er et klassisk stykke musik skrevet af Tomaso Albinoni. Det er meget fedt når rock musikere hiver fat i old-gamle riffs.. (det kan man vel godt kalde det, selvom de oprindeligt er spillet på Cembalo, eller noget i den stil…) og pepper det op med nutidens instrumenter og teknologi. Det giver en fornemmelse af at være nyt men samtidig glæden ved at være genkendeligt… 

Don spiller naturligvis selv på keyboard, og har følgende musikere med på albummet: Darrin Mooney på trommer, Laurence Cottle på bas, Rob Harris på guitar og Carl Sentance på vokal. Jeg skal skynde mig at rose vokalen, som er sprød og lækker, og meget tiltalende, men så sandelig også resten af bandet, for at være 100% ”tight”. Don kalder selv konstallationen for ”Bandet som aldrig blev…” Don og Co. Får 4 ud af 6 fra mig

Keyed Up er ude via Mascot Label Group.

    (4 ud af 6)
 
Besøg Don Airey's website her.
_________________________________________________________________

Asia - Gravitas

Anmeldt af Peter Letting: 27-03-2014 

Asia udkom med nyt album 21. marts 2014. Albummet hedder Gravitas. Jeg har hørt en del Asia for rigtig mange år siden. Det var dengang de lagde verden ned med albummet Asia, hvorfra deres kæmpe hit ”Heat Of The Moment” kommer. Det var tilbage i 1982… Derfor er det da også med en vis spænding at jeg tager hul på deres nye skive. 

Efter at have hørt albummet et par gange, er jeg ikke helt overbevist om at det falder i min smag. Jeg synes nok at stilen er blevet lige lovlig ”radio-venlig”, hvilket i min verden ofte er lig med kedelig og alt for mainstream musik. Jeg vil nu ikke kalde Asia for mainstream, men sjovt nok hørte jeg faktisk P4 på vej hjem fra arbejde i dag, og der spillede Alex Nyborg Madsen præcis første nummer ”Valkyrie”. Så det er nok ikke helt forkert at definere genren som radio-venlig.. Alex sagde, at "Valkyrie" oprindeligt skulle have lagt navn til albummet, men at folk omkring produktionen mente, at det blev lige feminint nok, og derfor valgte man skæring 2, "Gravitas". Nummeret "Valkyrie" er som sagt åbningsnummeret, og det er faktisk et fint nummer. Det er i ”ballade” genren, ligesom resten af skiven, og det skal ikke undre mig om det får fat i et bredt udsnit af det modne musik publikum. 

Asia har gennem årene oplevet en hel del udskiftning i besætningen, hvilket sikkert er helt naturligt for et band som har eksisteret i over 30 år. Men faktisk er Asia nu tilbage i næsten oprindelig opstilling, på nær guitaristen, Sam Coulson, som samtidig er det unge islæt i den nye opsætning. John Welton på vokal og bas, Geoff Downes på keyboard og Carl Palmer på trommer, er derimod de samme som dengang i starten af 80’erne hvor Asia for alvor slog igennem, og blev kæmpe store verden over. 

Man skal tage fat på Gravitas hvis man har brug for lyttevenlige melodier og dejlig vokal, samt hvis man måske som jeg, har lyttet til Asia, dengang i 80’erne. Selvfølgelig har de udviklet sig med årene, men jeg synes stadig man kan fornemme den samme Asia klang, som de havde i starten. Jeg giver Asia 4 ud af 6.

Gravitas udkom 21. marts via Frontiers Records.

    (4 ud af 6)
 
Besøg Asia's website her.
_________________________________________________________________
 
Sleezy – Sleezy EP 

Anmeldt af Calle: 26-03-2014 

Første gang jeg stødte på Sleezy var på Rockhimlen Festival i 2007 i Helsingborg, hvor han spillede med sit band Stripped. Derudover har jeg stødt på ham ved flere lejligheder. Bl.a. til Rock The Night på The Rock og andre rock arrangementer på High Voltage i København samt på Rockmässan i Malmö. Han er en er super flink fyr. Udover at være musikker er han også DJ. Nu er han så ude med sin første solo EP. 

EP’en består af 4 sange og stilen er sleazy hard rock. Første sang er ”Trampqueen”, som er en sleaze rock sang i bedste ”svensker stil”. Med det mener jeg, at lyden er meget kendetegnet indenfor den svenske sleaze rock scene gennem de sidste 5-10 år. En rigtig god sang at starte EP’en med. Næste sang er ”Chickenrace”, som har et hurtigt guitar riff i bedste Van Halen stil. Det er EP’ens mest energiske sang og den fungerer ret godt efter min mening. Den efterfølges af ”Hollow Man”, hvor stilen igen er tilbage i den svenske sleaze rock. EP’en afsluttes med den festlige sang ”Bapshuba (All Night Long)”, hvor der bliver brugt et kvinde ”bapshuba-bapshuba-kor” i omkvædet, hvilket giver sangen en fed soul-rock feeling. Alt i alt er det fire gode sange med en god variation. Man bliver nemt fænget af de gode riffs og melodierne er samtidig ret catchy. Så det er efter min mening er ret vellykket EP Sleezy har udgivet. 

Udover Sleezy på vokal, så består bandet af Stu-Roxx på bas, Pat Hellzing på guitar og Rikki Dahl på trommer. Sidst nævnte kender jeg bl.a. fra det svenske band Nasty Idols. Sleezy EP’en er indspillet og produceret af Sleezy selv sammen med Robert Ahrling og Mikael Fässberg (ex Bonafide) i Flatpig Studio i Malmö. Det er også Robert Ahrling der har mixet albummet. 

Som sagt synes jeg det er en god EP Sleezy har udgivet og er du til sleazy hard rock, så bør du tjekke hans debut EP ud. Den er udkommet digitalt via Record Heaven og fysisk via RAHW Productions. Støt en ung hårdtarbejdende musikker og køb EP’en. Jeg vil forsat følge ham og forhåbentlig kan det blive til et helt album en dag. 

Sleezy EP'en udkom 1. marts.

    (4 ud af 6)
 
Besøg Sleezy på Facebook her.
_________________________________________________________________

Lady-Like – Lady-Like EP

Anmeldt af Calle: 26-03-2014

Lady-Like er et helt nyt bekendtskab for undertegnet, men når et (for mig) ukendt dansk band kontakter mig med henblik på anmeldelse, så er jeg altid meget spændt. Lady-Like kommer fra Viborg og består af Jens Agerbo (vokal), Martin "John Rock" Jørgensen (guitar), Asger Ottesen (guitar), Christian Stenrøjl (bas) og Kian Mejdal (trommer). Denne EP er bandets debut.

Lady-Like spiller slut 80’er/start 90’er inspireret ROCK og jeg vil sammenligne dem med andre danske bands som eksempelvis SuperCharger, Kings In Exhile og St. Prostitute. Der er tale om hårdtslående rock med god energi, power og den rette ”her-kommer-vi” attitude.

Lady-Like EP’en består af 4 sange, som har en varighed på blot 18 minutter. Men der er fuld knald på fra start til slut og man bliver næsten helt forpustet bare af at lytte til sangene. Alle fire sange er efter min mening rigtig godt skrevet og melodierne er fængende. Jeg har derfor sat EP’en på repeat flere gange uden at blive træt af sangene. EP’en indledes med ”Hey Man”, som er en god åbner. Herefter kommer det SuperCharger-lydende nummer ”8 Ball”, som virkelig sparker røv. Næste skæring er ”Night Queens”, som er EP’ens længste sang. Den er en lille smule mere nede i tempo, men rocker stadigvæk godt. Her minder Jens’ stemme lidt som en god blanding af Jim Morrison og Ian Astbury. Sidste sang er ”Lady-Like”, som afslutter et rigtig god EP. Alt i alt fire gode sange.

Lady-Like EP’en er blevet til henover sidste halvår af 2013 i henholdsvis CB Studios og Tape Town Studio med kyndig vejledning af producer Christian Bonde Sørensen (sanger i Whores & Thieves).

Er du til fræsende guitarer, hårdtpumpede basgange, tordnende trommer og en sprød rock vokal, så vil jeg klart anbefale at du tjekker Lady-Like ud. Jeg vil klart selv følge bandet fremover og ser med stor spænding frem til et fuldlængde album (forhåbentlig). Og får jeg chancen for at opleve dem live, så vil jeg være at finde blandt publikum. Jeg er sikker på de kan levere varen live. Jeg er hermed blevet Lady-Like fan!!!! 

Lady-Like EP'en udkom 21. marts.

(4½ ud af 6)
 
Besøg Lady-Like på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Pretty Maids - Louder Than Ever

Anmeldt af Peter Letting: 20-03-2014

Pretty Maids er atter på banen med et nyt album, som udkommer 21 marts 2014. Albummet hedder Louder Than Ever og udkommer næsten på datoen, et år efter deres seneste album. Dermed er de danske metal mastodonter oppe på 15. studie albums.

Pretty Maids er for mig i kategori med Iron Maiden, Judas Priest og Metallica, forstået på den måde at de altid er garant for god kvalitet, super lyd og top underholdning. Ikke fordi de 4 bands nødvendigvis lyder ens, men i mit hoved ligger de 4 bands på en måde i samme skuffe.

Sidste år var jeg ovenud begejstret for udgivelsen ”Motherland”. Jeg mener seriøst at Pretty Maids havde genopfundet sig selv, og albummet var klart i min top 5 over super albums i 2013. Derfor er jeg da også ret spændt på hvordan Pretty Maids lyder anno 2014.

Louder Than Ever består af 12 numre. Bandet har genindspillet 8 numre fra tidligere albums, og toppet det op med 4 nye numre. Samtidig udgiver de en DVD med foto og film materiale fra hele karrieren, og der må alligevel være en del at tage af, efter 30 år i branchen.

Jeg har hørt Louder Than Ever flere gange, og det kan godt anbefales. Stilen er melodisk metal, som Pretty Maids plejer at lave det. I modsætning til Motherland, som jeg syntes stak lidt ud i forhold til sædvanlig Pretty Maids stil, så er vi her tilbage i vanlig Pretty Maids stil. Det er trygt og godt, og man er slet ikke i tvivl om, at det er Pretty Maids. Bandet har en helt karakteristisk sound, hvilket for en stor dels vedkommende skyldes Ronnie Atkins vokal.

Yndlingsnummeret på Louder Than Ever, må være ”Playing God”, som er skæring 2. Det er ikke et af de nye numre, men stammer fra ”Planet Panic” fra 2002. Når det er sagt, så er alle numrene gode, uden at stikke helt af i noget euforisk. Albummet får 4 ud af 6

Louder Than Ever udkommer 21. marts via Frontiers Records.

    (4 ud af 6)
 
Besøg Pretty Maids på Facebook her.
_______________________________________________________________________

Neckbreak Nation - Stroke Of The Devil's Hour 

Anmeldt af Peter Letting: 14-03-2014 

Hollandske Neckbreak Nation er etableret i 2010 og udkommer nu med deres første album Stroke Of The Devil’s Hour. Albummet lander 7 april 2014 og i kan godt begynde at glæde jer… De har tidligere lanceret en EP, som jeg dog ikke har hørt.

Neckbreak Nation går lige til stålet. Det er tungt og hårdt og der er fuld fart på. Men der er ikke mere fart over feltet, end at der er mange fine detaljer flettet ind. Jeg synes at Neckbreak Nation har fundet en rigtig hårfin balance, lige der hvor det ”næsten” kammer over og bliver FOR meget larm. Jeg er normalt ikke vild med RÅBEvokal, men Sander som forsangeren hedder, er så overbevisende i sin præstation, at jeg må overgive mig og bare RÅBE med.

Der er så meget dynamik og fart på det her album, at det næsten er trafik skadeligt at høre det i bilen (hvilket er det sted jeg for det meste hører den slags musik…) Skal jeg nævne 2 favorit numre må det være åbningsnummeret ”Endless” og nummer 6 ”Evolve To Six”. ”Endless” åbner ballet på skiven og sætter forventningerne til resten af albummet tårnhøjt. Heldigvis skuffer Neckbreak Nation ikke, men fortsætter samme energi udladning hele vejen igennem.

”Evolve To Six” er blevet DET nummer som jeg suverænt vender tilbage til. Det har så meget mere at byde på end blot tempo og tyngde. Det rummer så mange suveræne rytmer og skift, kombineret med top-dollar riffs. Til slut bliver nummeret lige så fint rundet af med lidt klaver og strygere, hvilket måske virker en smule underligt, men fungere perfekt i mine ører.

Ud over forsanger Sander, består Neckbreak Nation af Jelle på guitar, Pascal på guitar, Ivo på trommer og Angus på bas.

Jeg glæder mig til Neckbreak Nation finder vej til lille Danmark, så jeg kan opleve dem live også. Albummet får 5 af 6 fra mig

Stroke Of The Devil's Hour udkommer 7. april via Mighty Music/Target
 
     (5 ud af 6)
 
Besøg Neckbreak Nation på Facebook her.
_________________________________________________________________
 
Blood Label - Skeletons
 
Anmeldt af Krede: 13-03-2014
 
Da jeg satte mig ned for at lytte til dette album fra danske Blood Label, sad jeg til at starte med, med en bange anelse om at det "bare" var endnu et metalband i rækken af middelmådige bands....Der tog jeg så grueligt fejl!!! Blood Label means big business, og jeg blev bogstaveligt talt revet rundt.
 
Tonsertunge riffs banker afsted på fuld skrue, og både guitarerne og trommerne kører helt fantastisk individuelt og sammen. Der er absolut ingen tvivl om, hvor disse gutter vil hen... Til helvedet og tilbage. Åbningsnummeret "Deliver Me From Evil" er helt igennem fantastisk, og giver bare en lyst til at høre mere.
 
I min verden er dette et af de bedste debutalbums, jeg personligt har lyttet til, og der er ingen tvivl om, at navnet Blood Label nok skal printe sig ind på skærmen hos ethvert metalhoved.
 
Albummet er produceret af Tue Madsen( The Haunted, Aborted ), og det kan klart høres på lyden. Tusind tak for at smide mig rundt i stuen og rundt omkring på alle bordene. Jeg ser frem til at høre jer live, for det kan kun blive vildt.
 
Skeletons udkommer den 17. marts via Mighty Music/Target
 
     (5 ud af 6)
 
Besøg Blood Label på Facebook her.
___________________________________________________________________
 
Bastardogs – No Pain, No Gain

Anmeldt af Calle: 11-03-2014

Bastardogs er et italiansk sleaze rock/metal band, som startede i 2010, men tog sin nuværende form i 2012. Bandet består af Bonne (sang/guitar), Andy (guitar), Atta (trommer) og Cosme (bas). No Pain, No Gain er bandets debut album.

Inspirationen er hentet fra bands som L.A. Guns, Motörhead, W.A.S.P. og svenske Sister. Så man kan roligt sige at stilen er 80’er inspireret sleaze rock/metal.

Albummet består af 11 sange, som omhandler sex, sjov og ballade og fester, så de rammer meget godt alle klichéerne indenfor denne genre. Der er fuld knald på fra starten af og sangene drøner bare derudaf med 180 i timen. Jeg synes bare ikke bandet har skrevet sange, som helt formår at fange mig. Musikken er lidt ”tam” og vokalen er samtidig lidt ”svag”. Efter min mening burde de have arbejdet lidt mere med sangene inden de indspillede dem. Sangene lyder også en smule for ens. Jeg kan godt fornemme i hvilken retning de vil med deres musik, og de har også den rette attitude, men de mangler bare lidt for at nå i mål. Jeg vil dog fremhæve tre af sangene, som fængede mig mest efter et par gennemlyt og det er ”Bite You Down”, ”Sex Machine” og ”Edge Of Youth”.

Produktionen kunne efter min mening godt have været lidt bedre. Flere steder ramler instrumenterne for meget sammen i selve lydbilledet og det bliver lidt for ”gnidret”. Det er godt nok sleaze rock/metal vi her taler om, men derfor burde lyden stadigvæk være mindre skramlet.

Nok er jeg glad for sleaze rock, men Bastardogs rammer som sagt ikke ikke helt plet hos mig. Dertil er sangene bare ikke stærke nok. Men bandet viser som sagt en god energi og man fornemmer de brænder for det de laver. Så jeg vil da følge dem fremover og lytte med når/hvis de udsender nyt.  

No Pain, No Gain er ude via Strret Symphonies Records.

   (3½ ud af 6)

Besøg Bastardogs på Facebook her.
_________________________________________________________________

Switchblade – Heavy Weapons

Anmeldt af Calle: 11-03-2014

Switchblade er et heavy metal band fra Israel, som blev dannet i 2005. Bandet har siden dannelsen haft en del udskiftninger i besætningen, men på dette album består de af Lior Stein (sang), Federico Taich (guitar), Sascha Latman (bas) og Moshe Sabach (trommer).

Bandet har ifølge presseskrivelsen også hoppet lidt rundt i forskellige stilarter inden for heavy musikken, men har nu fastlagt sig på heavy metal i stil med især Iron Maiden men også Accept. Heavy Weapons er Switchblade’s debut album.

Albummet består af 9 sange hvor der er fuld knald på. Og det er lige fra indledningsriffet i titelnummeret ”Heavy Weapons” til slutstrofen i afslutnings nummeret ”Endless War”. Kun sangen ”Lost Lovers Unite” variere lidt i tempo og det er samtidig albummets mest stille sang. Stilen er som sagt heavy metal med god power og hurtige guitar riffs. Derudover lyder Lior's vokal meget i retning af Bruce Dickinson (Iron Maiden). Mine favorit sange på albummet er ”Infernal Paradise”, som indledes med et fedt guitar riff samt sangene ”Into The Unknown” og det førnævnte titelnummer ”Heavy Weapons”. En lille svaghed ved albummet er, hvis jeg skal nævne en, at de 9 sange går hen og lyder en smule ens. Men det gør f.eks. Iron Maidens og AC/DC's musik på sin vis også.

Produktionsmæssigt fungere Heavy Weapons godt. Instrumenterne og vokalen ligger godt i forhold til hinanden og lyden er flot, uden at være alt for poleret. Bandet spiller fedt og vokalen passer perfekt til deres stil.

Det er ikke så tit man hører om metal bands fra Israel og jeg er da også rimelig overrasket over at de har fundet frem til Calles Rock Corner og forhørt sig om evt. anmeldelse. Kan du lide Iron Maiden, Judas Priest og Accept, og er du til godt guitarspil med fede riffs og en god vokal, så vil jeg helt klart anbefale dig at tjekker Switchblade ud.  

Heavy Weapons er ude via Killer Records. 

     (5 ud af 6)
 
Besøg Switchblade på Facebook her.
_________________________________________________________________

Malfunction – The Debt We All Must pay

Anmeldt af Calle: 09-03-2014

Malfunction er et dansk band fra nordjylland, nærmere betegnet Nykøbing Mors. Bandet startede tilbage i 2008 og består nu af Michael Krogh (sang/guitar), Simon Thorup Krabbesmark (guitar), Rasmus Lindegård Hovde (bas) og Thomas Tolberg (trommer). Der er 14 års forskel på bandet ældste og yngste medlem og dermed har de en bred vifte af inspirationskilder. Men overordnet set vil jeg betegne bandets musik som meget amerikansk inspireret og jeg tror (uden at vide det) at Malfunction har lyttet en del til bands som eksempelvis Creed, Alter Bridge, 3 Doors Down, Staind og Our Lady Peace. Altså en god omgang tung hård rock.

The Debt We All Must Pay består af 13 sange, heraf 8 nye samt 5 tidligere demo sange fra 2011. Albummet har både de hårde sange og de mere stille power ballader. Af først nævnte kan bl.a. nævnes sangene ”Omen”, ”3 Codes”, ”Humanized” og ”Trust”. Og af de mere downtempo sange kan nævnes ”The Battle” og ”Your Beliefs”. Alle disse sange er blandt de 8 første og dermed nye sange. Blandt de 5 tidligere demo sange synes jeg bedst om "The Other Side" og ”Soul Searching”. Sidst nævnte minder faktisk lidt om Volbeat (også på vokalesiden). Man kan godt høre at bandet har rykket sig på de to år der er imellem sangene. Men alt i alt er det et godt varieret album med rigtig god energi og gå-på-mod.

Albummet kunne måske godt have fået lidt mere ”kant” med en bedre producer, men jeg har stor respekt for et band, der tør gå sine egne veje og udgive et album med musik inden for netop denne genre. Udover Malfunction tror jeg kun jeg kender et dansk band der har gjort det og det er Drivenfield, som jeg anmeldte meget positivt for ca. en måned siden. Malfunction er ikke helt oppe på samme niveau (hvis du spørger mig), men de er ikke langt efter.

Men jeg kan, uden tøven i stemmen, sagtens anbefale at man tjekker Malfunction ud. De har indspillet et rigtig godt rock album. Melodierne og sangene er overordnet set ret gode og musikalsk set gør bandet det også ret godt. Stor respekt herfra!!!!  

The Debt We All Must pay er ude.

(4½ ud af 6)

Besøg Malfunction på Facebook her.
_________________________________________________________________

Love Cream – First Taste

Anmeldt af Calle: 09-03-2014

Love Cream er et australsk band med base i Adelaide. Bandet blev dannet i 2011 med det formål at bringe ”den rigtige rock” tilbage. Bandet består af Vinnie Dynamo (sang), Mick Gallo (sang7trommer), Nick Robinson (guitar) og Phil Parker (bas).

Bandet skriver selv at de er inspireret af musik fra 70'erne og 80'erne og de nævner bands som The Rolling Stones, Led Zeppelin og Aerosmith som nogle af deres inspirationskilder. Derudover hører jeg også lidt The Darkness, Thin Lizzy, Poison og Van Halen i bandets musik.

First Taste, som er bandets debut album, indeholder 10 sange. Albummet er meget alsidigt og tempoet varierer godt. Der er party rock sange som f.eks. ”Open For Business”, ”B.D.L. (Back Door Lover)”, ”Why Not Me?”, ”Love Train” samt den Poison-lydende ”She's A Smokin' Bitch”. Og så er der ballader i form af ”Sweet May” og den meget Thin Lizzy inspirerede semi-ballade ”Hot In The Dark”. Derudover har bandet også skrevet en blues sang ala The Doors. Det er sangen med det lidt sjove titel ”Woman (I'm Gay For Your Lovin')”. Overordnet set skriver Love Cream sange med gode hooklines, catchy guitar riffs og gode melodier. Og som coveret og flere af sangtitlerne antyder, så omhandler de fleste af sangene sex!!

Albummet er produceret af Matthew Hills og Casey Jones. Sidst nævnte er tidligere medlem af det australske band De La Cruz. Produktionsmæssigt lyder albummet meget ”80'er agtigt” med flot ren og poleret lyd. Instrumenterne ligger godt til hinanden i lydbilledet og de er tilpasset godt til vokalen.

First Taste er et udmærket album, men jeg er ikke helt oppe og ringe. Sangene er ikke dårlige og jeg kan godt fornemme hvor bandet vil hen i forhold til den førnævnte ”rigtige rock”, men jeg mangler alligevel lidt. Men er du til ROCK med gode riffs, gode soloer, god vokal og velskrevne melodier, så bør du uden tvivl tjekke Love Cream ud.

First Taste udkom 20. december og kan bla. købes her.

   (4½ ud af 6)

Besøg Love Cream på Facebook her.
_______________________________________________________________________

Factor Hate - The Watcher

Anmeldt af Peter Letting: 09-03-2014

Factor Hate er et band fra Frankrig som har udgivet 4 numre på en EP med titlen The Watcher i 2013. 

Bandet er startet i 2011 og består af 5 medlemmer. Kevin Obron på bas, Pascal Landais på trommer, Olivier Landais på guitar, Hubert Treynel på guitar og Thierry Grumiaux på vokal.

Inspirationen for Factor Hate er tydeligvis bands som Judas Priest og Accept. Genremæssigt falder de lige ned i min smagslomme, og jeg synes faktisk at de 4 numre er gode.

De er tilpas hårdtslående og lige ud af landevejen, som man kan forvente sig af et band i denne genre. Det virker som en usleben diamant, grundet indspilningen, som er lidt underproduceret, hvis man kan bruge det ord. Men det gør faktisk ikke spor, for det passer godt til numrene, og det giver hele EP’en et mere autentisk og naturligt præg.

Favorit nummeret ud af de 4 må være ”The Watcher”. Der er en smule mere power på The Watcher end på de 3 andre og det klæder bandet at komme lidt op i tempo. De andre 3 numre er også rigtig gode, og hurtigt tempo er jo ikke nødvendigvis lig med et bedre nummer, men i det her tilfælde er det nu blot min mening.

Dejlig lille EP fra et up-coming band, som absolut fortjener et lyt, så bare se at komme i gang derude. Jeg giver EP’en 4½ ud af 6.

The Watcher udkom 19. oktober via bandet selv/Rock N Growl Promotion.

   (4½ ud af 6)
 
Besøg Factor Hate på Facebook her.
_________________________________________________________________

Vanishing Point - Distant Is The Sun

Anmeldt af Peter Letting: 09-03-2014

Vanishing Point kommer fra Melbourne, Australien og de er ude med nyt album, Distant Is The Sun. Albummet udkom 21. februar 2014 og er bandets 5. studie album. Jeg synes der er kommet rigtig meget god musik ud af Melbourne det seneste stykke tid. Jeg vidste ikke at Vanishing Point kom fra Melbourne, men Damnations Day, som jeg også har anmeldt, samt Elm Street som jeg har oplevet live, kommer begge derfra, og det rykker alt sammen pænt vildt.

Vanishing Point spiller melodisk metal, grænsende til det progressive power metal og det er rigtig lækkert. Skiven rummer 14 numre, i varierende tempo og hårdhed, men jeg kan lide det hele. Faktisk er det et af de albums, som jeg ikke kan lægge fra mig igen. Og jeg kan næsten ikke beslutte mig for et yndlingsnummer, for de er faktisk alle sammen ret fede på hver deres egen måde.

Efter en kort intro er vi på.  Første rigtige nummer ”King Of Empty Promises” er et rigtig tempo fyldt nummer, og der bliver ikke kigget til siderne. Samtidig med at der er rigtig god fart på, så er det fremragende produceret og rigtig lækkert pakket ind. Nummeret er klart et af mine favoritter på albummet.

Selvom tempoet bliver taget lidt af, igennem de næste numre, så er der rigtig taget hånd om detaljerne. Nogle heavy bands elsker at lyde som ”thrash”, men Vanishing Point er nærmest det modsatte. Det er råt uden at være Thrashet, og det er blidt uden at være sukkersødt.

Selvom det er svært at vælge en absolut favorit på denne skive, tror jeg nu alligevel at jeg lander på skæring 5 ”Circle Of Fire”. Det starter med lidt piano strofer, hvorefter strygere, guitar og rytmesektion går op i en højere enhed. Det er svært at beskrive hvordan musik påvirker ens humør, men det her nummer får mig op i et højere gear. Det sparker røv, for at sige det mildt…

Hele albummet er en rigtig dejlig blanding af hurtigt og langsomt, hårdt og blidt. Uanset hvilken ende af heavy skalaen man er til, så vil jeg tro at man kan finde noget lækkert på dette album.

Jeg er specielt begejstret for trommerne der arbejder ubønhørligt hele vejen igennem, med nogle super detaljer og skift i rytmen, som jeg ikke ville påtage mig. Men det er ikke kun trommerne. Guitar harmonierne er bare super lækre, sammen med strygere, kor og piano, og vokalen er lige så veldisponeret, rå, klar og lækker som resten af produktionen.

Sidste skæring 14 ”April” er en stille afslutning på en fantastisk fest. En sød og blid guitar ”hymne”, som sætter et eftertrykkeligt punktum på en fed oplevelse. Tak for den.Jeg bliver nødt til at give 6 ud af 6, ellers ved jeg sq ikke hvornår jeg skulle gøre det…

Distant Is The Sun er ude via AFM-Records.

       (6 ud af 6)
 
Besøg Vanishing Point på Facebook her.
_______________________________________________________________________

Steel Inferno - Demo 2014

Anmeldt af Peter Letting: 05-02-2014

Steel Inferno er et nyt band på den Københavnske musik scene, men medlemmerne af bandet kommer fra Polen, Grækenland, Frankrig og Danmark. De har produceret en demo Demo 2014 med 5 numre, og jeg har haft fornøjelsen at lytte med. 

Steel Inferno har en kvinde i front. Hun hedder Karen og har en ret distinkt stemme. Jeg har for nyligt anmeldt Benedictum og jeg synes der er visse ligheder i vokalen. De resterende medlemmer er Thierry på bas, Krzysztof på trommer samt Patrick og Lars, begge på guitar. 

Det er nogle fede numre de 5 har flækket sammen på denne demo. Der er forholdsvis godt smæk på, og jeg følte mig sq godt underholdt. Jeg har hørt numrene nogle gange. Det tager trods alt ikke så lang tid at løbe 5 numre igennem, og jeg synes det hænger godt sammen. Stilen er forholdsvis enkel og ligetil, uden at være kedelig og monoton. Der er som skrevet ret godt smæk på tempo og intensitet, og vokalen er tilpas genkendelig. 

Der er en form for ”garage-rock” stemning omkring numrene. Det minder mig lidt om noget tidlig Metallica eller Megadeth, og det er sq en fed stil. Hvis jeg skal vælge et favorit nummer må det nok blive skæring 5 ”Merciful Slayer”. Det kører bare i 5. gear det meste af vejen, men med gode variationer undervejs. 

Jeg synes det er prisværdigt og spændende med nye initiativer og konstellationer. Det er fedt at nogle mennesker brænder så meget for deres musik at de bare ikke KAN lade være med at udgive den, til glæde for os der modtager den. Jeg giver Steel Inferno 4½ ud af 6, og siger tak for en god oplevelse…

Demo 2014 er ude på kassettebånd via Wargame Records eller digitalt via bandcamp her.

   (4½ ud af 6)
 
Besøg Steel Inferno på Facebook her.
_________________________________________________________________
 
Artillery - Legions 

Anmeldt af Dianna: 05-03-2014 

Det er dansk kultur-arv - thrash metal superstars - bandet Artillery er intet mindre end legendarisk! Den 22/11 2013, udkom Artillery´s 7. album med titlen Legions. Dette er albummet hvor der er to nye drenge i klassen, den ene er Michael Bastholm Dahl (Ripe), og nøøøj, jeg tror da nok lige at han er indbegrebet af en fucking fænomenal fabelagtig frontfigur! Imponerende i vildskab!! Hold nu da helt op en voldfed vokal, fuld af energi, fuld af saft og kraft, en vokal med et 'power-metal'-twist om man vil, han gi'r den saftsusemig én over nakken, og uden tvivl, han er bestemt et aktiv for Artillery..

Det samme kan man også sige om relativ ny knægt nr 2, trommeslager Josua Madsen (Ex-Club Hell) som viser stor autoritet på trommerne, og det glæder mig enormt på bandets vegne, hvor vanvittig dygtige de alle er hver og én, hver især, og hvor vanvittig godt deres samspil er - det går op i en højere enhed på Legions. 

Der er høj kvalitet i musikken, tydeligt at drengene har stor lidenskab og kærlighed til det de gør, i det hele taget, samspillet musikerne imellem,virker ganske enkelt til at være enestående på albummet her, brødrene Michael og Morten Stützer leverer varen, teknisk begavede,intet nyt i det, samspillet med manden på bas, Peter T, jamen det er bare sådan det skal smøres, og naturligvis, gi'r han sig, som resten, ligeledes fuldt ud... 

Alle numrene, og der er 10 numre på albummet, er virkelig klasse numre, nogle er ovenikøbet i særklasse, bl.a "Chill My Bones" som er det nummer der benhårdt og bulrende, åbner ballet, og derudover vil jeg øgså nævne "Wardrum Heartbeat" som et af de numre der er i en klasse for sig, men sikkert er det, at jeg ærlig talt er ret pjattet med alle numrene, og jeg kan kun gi thumbs up for en super sej solid og storartet metal-skive, jeg kan kun se en lysende fremtid for nuværende konstellation..

Ydermere må der nævnes at der er lavet et ualmindelig formidabelt arbejde på producer-siden - Legions er et ypperligt velproduceret album, lækker, forførende lyd, et lækkert, forførende album; 

Jeg smider 5 ½ ud af 6 efter Legions, det er et 'mega-meget-must-have' album, stort tillykke med et sublimt album til Artillery drengene

Legions er ude via Metal Blade Records.

   (5½ ud af 6)
 
Besøg Artillery på Facebook her.
_________________________________________________________________
 
Miracle Master - Tattooed Woman 

Anmeldt af Peter Letting: 03-03-2014 

Det dansk/tyske band Miracle Master udkommer med deres debut album Tattooed Woman den 7. marts 2014. Miracle Master er: Oliver Weers – vokal, Aki Reissmann –guitar, Selly Bernhardt – guitar, Michael Vetter –bas og Andy Minich – Trommer

Miracle Master spiller solid tung rock. Jeg ved ikke helt hvor grænsen går imellem tung rock og heavy metal, men jeg vil tro at Miracle Master lægger sig et sted lige der hvor det skiller, med en fod i hver lejr. Stilen minder mig temmelig meget om danske Shotgun Revolution.

Numrene er godt skrevet og velproduceret. Oliver Weers har en super lækker rock stemme, som passerfedt til de lækre riffs og super rytmer. Det hele passer bare så godt sammen og der er rigeligt med detaljertil flere gennemlyt, uden at blive mæt eller komme til at kede sig. Jeg har efterhånden nået at hørealbummet igennem en del gange, og det bliver bare bedre og bedre.

Mit yndlingsnummer på skiven må være skæring 5 ”Miracle Masters”. Starten minder mig lidt om noget Alter Bridge, og der er fart på fra første færd. Det er helt klart det nummer med allermest fart på, men det tiltaler mig også i den grad.

Titel nummeret ”Tattooed Woman” er også et super nummer. Der ligger en officiel video til nummeret pånettet, som man kan kaste sig over hvis man har lyst til mere end blot lyden.Albummet er, overordnet set, en alsidig rock skive. Når jeg først begynder at få nogle af omkvædene ogenkelte strofer på hjernen, som jeg kan gå og småhygge mig med, så er det fordi det fanger min interesse.

Jeg glæder mig som et lille barn til Miracle Master skal ud og spille nogle koncerter, så står jeg da forrest ikøen for at skaffe billetter, for det SKAL opleves live…Jeg giver Miracle Master 5 ud af 6

Tattooed Woman udkommer 7. marts via Golden Core Records/ZYX Music.

  (5 ud af 6)
 
Besøg Miracle Master på Facebook her.
_________________________________________________________________

Reverend Horton Heat - REV

Anmeldt af Peter Letting: 25-02-2014

Amerikanske Reverend Horton Heat har udgivet nyt album som ganske kort hedder REV. Albummet er på gaden 21. januar 2014. Allerede ved synet af coveret, samt band navnet, lugter det langt væk af at være amerikansk. Køleren fra et stort ”dollargrin” pryder coveret, flankeret af 2 tanks og ovenover et bombefly, som lige har tabt en bombe. Hvad der skal være symbolikken i det, ved jeg ikke, men voldsomt ser det ud.

Genren er Rockabilly i en opdateret udgave, med referencer til at hav af andre genrer. Man kan tydeligt mærke inspirationen fra de glade 50’ere og 60’ere. Jeg kommer til at tænke på dengang jeg selv lyttede til The Ventures og The Shadows.

Bandet besidder et decideret fremadrettet ”drive” og der er fuld fart på hele vejen. De skulle efter sigende være et fremragende live band, og det kan jeg da kun forestille mig er rigtigt. Om de nogensinde har været i Europa, har jeg ikke kunnet opspore.

Åbningsnummeret ”Victory Lap” er et instrumental nummer, som mere eller mindre fortsætter over i anden skæring ”Smell Of Gasoline”. ”Smell Of Gasoline” handler om en pige han mødte da han var 17, og som kunne lide ”The Smell Of Gasoline”. Jeg kunne godt forestille mig at de herrer i bandet også godt kan lide ”The Smell Of Gasoline” og roder lidt med nogle benzinslugere når de ikke står på scenen.

Man bliver på en eller anden vis bare glad i låget af den her type musik. Det er sorgløst inspirerende og giver smil på læben. Det er nemt at forestille sig et klassisk amerikansk afdansningsbal, med jitterbug, små miniskørt og slikhår. Der er på en måde noget evig ungdom og teenager over genren, og på den vis er det jo flot at bandet har holdt fast i så mange år.

Skæring 4 ”Zombie Dumb” er et sjovt og anderledes nummer, med nærmest jungle agtige trommer. Nummeret er ikke instrumental, men vokalen består mest af diverse lyde, som giver det et meget primitivt udtryk. Herligt.

Bandet, som har hjemme i Californien, har eksisteret og turneret i USA siden 1985. Reverend Horton består af Jim ”Reverend Horton” Heath på vokal og guitar, Jimbo Wallace på gulvbas og Scott Churilla på trommer.

Hvis der skal lidt fest i gaden og man trænger til et lille smil, så bare smid Reverend Horton Heat i spilledåsen, så skal de nok få startet en fest. De får 4½ ud af 6

REV udkom 21. januar via Victory Records.

  (4½ ud af 6)
 
Besøg Reverend Horton Heat på Facebook her.
_________________________________________________________________

Kirk - Masquerade

Anmeldt af Peter Letting: 19-02-2014

Bandet Kirk, som er baseret i Schweiz, udkommer med nyt melodisk metal album 7. marts 2014. Albummet har fået navnet Masquerade. Bandet har tidligere udgivet et enkelt album for mere end 10 år siden, og jeg kendte dem ikke umiddelbart i forvejen.

Stilen er som skrevet poleret melodisk metal. Albummet er fantastisk godt produceret, og er næsten FOR pænt. Jeg synes der mangler lidt vildskab. Problemet med den her type musik, er for mit vedkommende, at jeg sagtens kan høre at det er super talentfulde musikere, at det er fænomenalt produceret og meget velspillet, men det mangler noget. Der mangler noget der stikker ud, noget jeg kan huske, noget der skiller det ud fra alt det andet metal der bliver produceret. Efter at have hørt skiven et par gange, har jeg det som om jeg har hørt en tilfældig intetsigende pop-skive. Der er ikke et enkelt riff, omkvæd, eller nummer som hænger fast og skiller sig ud. Så Kirk ryger i skuffen med udmærket musik, jeg egentlig ikke gider høre.

Kirk består af følgende medlemmer: Thomi Rauch - sang (Decent Disaster), Sammy Lasagni - guitar (Godiva, Granit), Daniel Pfister - bas, Bruno Berger - keyboards (In Your Face) og Philipp Eichenberger - trommer (Legenda Aurea).

Jeg runder hurtigt af med at give Kirk 3 ud af 6, men giv det et lyt og bedøm det selv. Måske er det lige dig…

Masquerade udkommer 7. marts via Mausoleum Records.

  (3 ud af 6)
 
Besøg Kirk på Facebook her.
_________________________________________________________________

Red Dragon Cartel - Red Dragon Cartel 

Anmeldt af Peter Letting: 17-02-2014 

Red Dragon Cartel er et nyopstået band som er ude med en ny skive med samme navn 24 januar 2014. Selvom Red Dragon Cartel er et nyt band, så er det bestemt ikke nybegyndere som er med i opstillingen: Jake E. Lee (tidligere Ozzy Osbourne) på guitar, Ronnie Mancuso på bas, D.J Smith på vokal og Jonas Fairley på trommer.

Det starter i gedigen rock ’n roll stil, måske i den tungere ende med åbningsnummeret ”Deceived”. Et rigtig fint nummer med god energi, et catchy omkvæd, og et grund riff som ikke er til at tage fejl af. Minder mig lidt i stilen om bl.a. vores egne Shotgun Revolution.

Nummer 2 ”Shout It Out” skifter lidt retning, og er ikke så ”lige til” som første nummer. Det er også et godt og spændende nummer med lidt mere kant. Der sker så et eller andet med stilen i de næste 3 numre. Jeg sidder lidt og overvejer om jeg synes det er FOR underligt, eller om det i virkeligheden er fantastisk godt. Men så starter nummer 6 ”Slave” og jeg er med et tilbage i det ”geniale” spor, for det er da et absolut suverænt nummer. Åbner med en skæv start, afløst af et gennemtrængende riff, suppleret af en rytme sektion i højgear. Vokalen falder ind og virker helt overbevisende. Det bølger lidt imellem det mere afdæmpede og hurtige / larmende. Fantastisk.

Nummer 7 ”Big Mouth” har gæstevokal præstation af Maria Brink, som jeg ikke umiddelbart kendte, men jeg skal da love for at hun har en fantastisk spændende vokal. Vi er helt nede i tempo på nummeret, men hvad det ikke har i fart, opvejes så til fulde af den intensitet, som Maria Brink leverer.

Jeg må også lige nævne nummer 8 ”War Machine”, som i sin indledning sagtens kunne være et Black Sabbath nummer i den tunge ende. Det er dog hverken en efterligning eller en genindspilning, men Red Dragon Cartels helt eget bud på en tung og langsom rock skæring.

Ud over Maria Brink er der gæsteoptræden af en hel del andre stjerner fra metal himlen, fra bl.a. Five Finger Death Punch, Iron Maiden og Pantera. Red Dragon Cartel får 4½ ud af 6. 

Red Dragon Cartel udkom 24. januar via Frontiers Records.

  (4½ ud af 6)
 
Besøg Red Dragon Cartel på Facebook her.
_________________________________________________________________
 
Iced Earth + Warbringer + Elm Street - Vega, København den 16-02-2014 

Anmeldt af Peter Letting: 17-02-2014 

Det var søndag aften og jeg har vendt snuden mod Vega sammen med en kammerat for at høre Iced Earth. Det var min kammerat som havde fået ideen. Jeg kender intet til Iced Earth, men tænkte at det da ikke kunne skade med lidt ”ny” musik… Og efter at have læst lidt om deres historie på nettet, og hørt et par numre via Youtube, så kunne det vel ikke gå helt galt. Undrer mig blot endnu engang over at jeg ikke kendte dem, men hvad, man kan jo ikke vide alt.

Som sædvanlig til den slags koncerter, bliver der aldrig skiltet alverden med dagens opvarmning, men vi var mødt op i god tid, og skulle have det hele med. På et skilt i indgangen stod at, ”Warbringer” skulle være opvarmning. Hverken min kammerat eller jeg havde hørt om dem tidligere…

Første indslag på scenen viste sig at være fra ”Deep Down Under, Melbourne Australia”. Bandet hed Elm Street og leverede energisk power metal med super lækre trommer, leveret fra et imponerende trommesetup for et ”warm-up” band. Og bag ved trommerne regerede en ”hår-tot” som mindede mig om Animal fra ”The Muppet Show”. Han har nu altid været min helt store helt, men ham her spillede dog en del bedre. Oveni de imponerende trommer leverede de 2 guitarister en lind strøm af guitar harmonier, så det var en fryd. Forsangeren, som også styrede den ene spade, havde rigtig godt tag i dem som trods alt var dukket op i Vega før aftenens hovednavn. Og det kunne godt betale sig, efter min mening. 

 Efter en kort pause var der igen liv på scenen. Denne gang med det annoncerede warm-up band, ”Warbringer”, fra USA. Warbringer har en meget indtrængende og dragende forsanger, med et til tider manisk udtryk, hvilket fungerer rigtig godt, sammen med hans hæse stemme. Normalt er jeg ikke rigtig god til den type vokal, og går da også gerne udenom ved studie indspilninger, men det virker sq fantastisk, leveret fra en scene, og ”backed up” af yderst veloplagte 4 band medlemmer. Jeg må sige at rytme sektionen på bas og trommer var super tight, og de leverede nogle fede tempo skift og overgange. Der var dog primært dømt 120% på tempoet, det meste af vejen…. Men igen et super fedt og lidt overraskende bekendtskab, som da skal dyrkes nærmere. 

Hovednavnet Iced Earth, indtog scenen som 3. band denne søndag aften, og Vega var da også ved at være mere eller mindre fyldt. Desværre synes jeg at lyden blev markant ringere med Iced Earth. Trommerne var ikke nær så fremtrædende, som de havde været under opvarmningen, og det var som om vokal og guitar riffs, druknede i hinanden. Jeg skulle nok have dyrket Iced Earth lidt mere intenst inden koncerten, så jeg havde fået et par oplevelser af, at være med. Det var tydeligt at det var inkarnerede Iced Earth fans, som var dukket op, for der blev sunget og head banget i stor stil. Ingen tvivl om at Iced Earth har en bagage med masser af fede numre og erfaring fra masser af år i branchen, men jeg synes bare ikke de levede op til at være hovednavnet, rent lydmæssigt. 

Jeg må sige, at jeg ingen forudsætninger havde, da jeg dukkede op til koncerten, eftersom jeg ikke kendte nogen af aftenens bands, men efter min mening var Elm Street, klart den bedste oplevelse, dernæst Warbringer og til sidst Iced Earth. Jeg vil godt give hele koncerten 4 ud af 6, fordi de 2 ”Warm-Up’s” var en fed oplevelse.
 
  (4 ud af 6) 
_________________________________________________________________

Mustasch – Thank You For The Demon

Anmeldt af Calle: 14-02-2014

Svenske Mustasch er ude med deres ottende album, som de har givet titlen Thank You For The Demon. Bandet, som blev dannet i Göteborg i 1998, består af Ralf Gyllenhammar (vokal/guitar), Mats Stam Johansson (bas), David Johannesson (guitar) og nyeste medlem Jejo Perkovic (trommer). Til dem der ikke kender Mustasch i forvejen, så kan jeg fortælle at de spiller en god blanding af hard rock, heavy metal og stoner metal. Tænk en blanding af Metallica, Danzig, Monster Magnet og Spiritual Beggars.

Thank You For The Demon består af 9 sange og bandet levere stort set hvad man kan forvente af dem. I hvert fald i forhold til deres seneste tre udgivelser, som er de eneste jeg har med dem/kender til. Altså en god omgang rock ’n’ metal med fede riffs, gode melodier og god vokal præstation

Thank You For The Demon bliver ikke ”album of the year” hos mig, men dermed ikke sagt at albummet er dårligt. Der er flere lyspunkter blandt de 9 sange. Jeg synes bl.a. rigtig godt om ”From Euphoria To Dystopia”, samt titelnummeret ”Thank You For The Demon”og skæring nr. 5 ”Borderline”. Sidst nævnte har et indledningsriff der leder tankerne i retning af Rammstein. Derudover kan man også sagtens falde for det tunge og dystre nummer ”The Mauler” og det gode åbningsnummer ”Feared And Hated” plus albummets mest varierede sang ”All My Life”. Denne sang har en flot melodisk indledning for derefter at gå over i en god omgang metal. Til gengæld så ”dør” albummet efter min mening på albummets sidste tre sange. Skæring 7 ”Lowlife Highlights” efter min mening lidt ”middle of the road” og ”I Hate To Dance” er albummets dårligste sang, mens det stille afslutningsnummer ”Don’t Want To Be Who I Am” simpelthen er lidt for kedeligt. Så alt i alt er det en lidt blandet følelse jeg sidder tilbage med. Der er nogle super fede sange på albummet, men også et par stykker der ikke helt virker på mig.

Men er du til Mustasch, eller musik inden for denne genre, så bør du uden tvivl tjekke Thank You For The Demon ud. Bandet spiller jo rigtig godt og Ralf’s vokal er perfekt til denne genre. Og som sagt er der flere gode sange, gode melodier og fede riffs at komme efter.

Thank You For The Demon udkom 15. januar via Gain/Sony Music.

  (4 ud af 6)
 
Besøg Mustasch på Facebook her.
_________________________________________________________________
 
Alien Ken – Contact

Anmeldt af Calle: 12-02-2014

For to år siden anmeldte jeg en EP’en ”Son Extraordinary” fra norske Alien Ken og jeg har tidligere anmeldt et album med bandet Moth Circus, som Ken var en del af. Nu har han (Ken Ove Johansson) så udgivet sit debut fuld længde album Contact under navnet Alien Ken. Stilen er alternativ hard rock og heavy metal.

Contact er et meget alsidigt album, som består af 9 sange. Ken formår at skrive nogle gode sange, som nemt fanger lytterens opmærksomhed. Melodierne er gode og sangene er spænende, interessante og godt varieret, hvilket giver et flot musikalsk billede. Nogle af sangene minder mig lidt om Ugly Kid Joe og Ken’s stemme kan til tider også godt minde lidt om Whitfield Crane’s. Ikke at jeg tror det er hans hensigt, men det var bare et indtryk jeg fik allerede ved første gennemlyt af albummet. Lyt bl.a. til sangene ”Glitter Rambo” og ”The Drifter”. I sidst nævnte er det især omkvædet jeg hentyder til. Ken har sikkert hentet sine inspirationer mange andre steder end netop Ugly Kid Joe :)

Alle 9 sange på albummet fungerer godt og det gælder både de lidt hårdere numre som eksempelvis ”Wrath Of Noro” eller første singlen ”Cleanse My Claws” eller den mere melodiske ”Too Bad” eller de fede hard rockere som ”She”, ”Content The King” og førnævnte ”Glitter Rambo”. Derudover synes jeg også rigtig godt om ovennævnte ”The Drifter”. En lidt anderledes sang, fordi Ken ”snakker” sig igennem versene i bedste Convoy stil for derefter at bryde ud i pladens nok mest genkendelige omkvæd. Et andet lyspunkt er sangen ”Mirrored”, som varierer rigtig godt i tempo. Sangen har et rigtig flot guitar mellemspil. Alt i alt er det 9 rigtig gode sange man får på dette album.

Ken står selv for alt musikken og samtidig har han også selv produceret albummet. Det er indspillet i Area 51, Dreamlab og Loco Studios. Det er blevet mixet og masteret af Arvid Tjalte fra RealNoise Productions. Alle tekster er skrevet af Roy Egeland (som er ukendt for mig) undtagen ”Glitter Rambo”, som er skrevet af Egeland og Ken. Contact er flot produceret og instrumenterne og den gode vokal ligger rigtig godt i forhold til hinanden. Samtidig ser jeg en flot rød tråd gennem hele albummet.

Contact er et fedt album som helt klart er anbefalelsesværdig. Gode sange, godt guitarspil, super vokal og fængende melodier. Hvad mere kan man ønske sig af et rock album? Albummet kan købes billigt via Alien Ken’s hjemmeside via dette link.

Contact udkom 27. januar.

  (5 ud af 6)
 
Besøg Alien Ken på Facebook her.
_________________________________________________________________
 
Octophuzz - Spreading The Phuzz (EP)

Anmeldt af Peter Letting: 11-02-2014 

Nyt band på den danske rock scene Octophuzz, har udgivet en EP med 4 numre. Spreading The Phuzz er ude 28 januar 2014. 

Jeg har haft den store fornøjelse at opleve disse 4 energiske drenge live i 2 omgange, hvor de var opvarmning for Shotgun Revolution. Super energi på scenen. Den første gang i Rødovre, hvor jeg godt nok var dårligt placeret i forhold til lydbilledet, men deres energi og musik kommer sq over scenekanten alligevel. Anden gang var i Amager Bio, hvor de hev ”en kanin” op ad hatten” i form af en ældre herre (vis navn jeg desværre ikke husker), som kom på scenen og ”jammede” til de heftigste heavy metal riffs jeg nogensinde har oplevet, på mundharpe. Det var en total surrealistisk oplevelse, men super skægt og ret fedt. 

Så de 4 drenge i bandet her må jo alt andet lige besidde en fantastisk humor og en evne til at følge en indskydelse og følge den til dørs. Hatten af for det. Nu sidder jeg så spændt og skal lytte til dette mere officielle udspil fra bandet. 

Første skæring ”Liquid”, er instrumental, og jeg husker det tydeligt fra de 2 koncerter, hvor det så vidt jeg husker var med som åbningsnummer. Som til koncerterne kan jeg ikke lade være med at trække paralleller til U2, specielt på guitar siden. Som helhed er nummeret langt tungere end jeg kunne forestille mig noget U2 nummer, men der er noget ved den guitar. Men et super fedt instrumental track, uden de helt store dikkedarer, men masser af nerve. 

Skæring 2 ”Meantime” har jeg også hørt før. Det forekommer mig at numrene er tungere / hårdere spillet live. Men det skyldes nok i høj grad den entusiasme, som specielt bassist og trommeslager udviser på scenen. Det er sq en fornøjelse. Jeg er glad for at der er kommet bedre styr på vokalen her på den lille EP, for det var ikke den bedste til koncerterne. 

Skæring 3 ”19”, lægger sig stilmæssigt et sted imellem et tungt Black Sabbath nummer og et hardcore Dizzy Mizz Lizzy nummer. Ikke værst. Jeg kan faktisk godt lide det. 

Sidste skæring ”Out Of Your Way”, er knapt så tungt, men med god plads til leg, for både trommer og bas, men så sandelig også guitar. 

Bandet består af disse 4 energiske unge mænd: Fabian Harlang på guitar og vokal, Kristoffer Kindler på trommer, Kasper Bruhn Nielsen på guitar og backing vokal samt ikke mindst Theis Thorgersen på bas. 

Fedt at stifte bekendtskab med dette ny danske band. Keep On Rocking…Octophuzz får 4½ ud af 6

Spreading The Phuzz udkom 28. januar.  

  (4½ ud af 6)
 
Besøg Octophuzz på Facebook her.
_________________________________________________________________
 
Drivenfield – Road To Perception

Anmeldt af Calle: 10-02-2014

Drivenfield er et dansk rock band med base i Horsens. Bandet består af Jacob Sejr Christensen (vokal), Martin Winther (guitar), Kim Sørensen (guitar), Mads Vetterlain (trommer) og Søren Kammer (bas). Road To Perception er bandets debut album og det udkom kort før jul 2013. Drivenfield lægger ikke skjul på hvem deres inspirationskilder er, hvilket måske er lidt modigt. Jeg hører en del Nickelback og Creed inspirationer i musikken og netop disse to bands er ikke de mest elskede her i lille Dannevang. Personligt har jeg intet imod disse bands, og jeg har endnu ikke fundet ud af hvorfor de er så forhadte!! Andre inspirationskilder, som bandet også selv nævner på deres facebook side, er Pearl Jam, Alter Bridge, Breaking Benjamin og Black Stone Cherry, så der er altså tale om god amerikansk-inspireret ROCK!!!!

Som sagt har jeg intet imod denne musikstil og jeg er da også faldet for Drivenfield. Det gjorde jeg allerede ved første gennemlyt af skiven. Bandet skriver storladne rocksange med gode melodier og omkvæd der er nemme at huske. En rigtig god opskrift, hvis du spørger mig. Derudover har Jacob en fantastisk stemme til denne genre. Han prøver ikke at lyde som Eddie Vedder eller Myles Kennedy, men synger med sin egen flotte stemme. Trods de åbenlyse inspirationskilder, så har bandet alligevel formået at finde deres egen stil, også selvom et par af sangene lyder tæt på forbillederne. F.eks. de meget Creed-lydende sange ”The Written Word” og ”Silent Angel”. Men Drivenfield kan også spille sange i den lidt hårdere ende af skalaen, som de f.eks. gør det i ”Proelium” og ”Fake”. Så variationen er rigtig god på dette album og man får både de lidt hårdere sange, men også de mere radiovenlige rock ballader. Jeg kan lide samtlige sange på albummet, men skal jeg fremhæve et par stykker, så kunne det være førnævnte ”Silent Angel” eller åbningsnummeret ”Song For Life” eller de stemningsfyldte ”Stand By You” og ”The Written Word” eller de flotte ballader ”Not The Right One” og især ”Always Remember”. Ja jeg kunne blive ved med at nævne sange!!!

Road To Perception er efter min mening et gennemført album. Sangene er godt skrevet og melodierne sidder lige i skabet. Og udover Jacob’s gode vokal, så levere bandet et rigtig godt stykke veludført arbejde, hvor især Kim’s guitar soloer giver et ekstra løft til sangene. Albummet er indspillet i samarbejde med Christian Bonde i CB Studios i Holsted og det er masteret af Jacob Hansen. De  har gjort det rigtig godt i forhold til at få den storladne lyd frem. Så han har været et rigtig godt valg.

Jeg kan uden rysten i stemmen klart anbefale at man tjekker Drivenfield ud. OGSÅ selvom man ikke er til Nickelback eller Creed!!! Og er du i forvejen til storladen radiovenlig ROCK, så vil du uden tvivl synes rigtig godt om dette band. De fem horsens drenge har indspillet og udsendt et super fedt album, der bestemt ikke går i glemslen hos undertegnet. Og når man samtidig ”tør” udsende et album inden for denne genre, så har man sku nosser og det giver et ekstra plus i min bog. Drivenfield er, så vidt jeg husker, det eneste danske band jeg kender, som spiller rock inden for denne genre. Road To Perception er et dejligt frisk pust til den danske rock scene og så synes jeg helt sikkert bandet har international klasse!! 

Road To Perception er ude.

  (5 ud af 6)
 
Besøg Drivenfield på Facebook her.
_________________________________________________________________
 
Ring Of Fire - Battle Of Leningrad

Anmeldt af Peter Letting: 08-02-2014

Ring Of Fire er ude med deres 4. studie album med titlen Battle Of Leningrad, som er i handlen fra 24 januar. Ring Of Fire er sådan set et amerikansk band, men er en sammensat størrelse med aner tilbage til Sverige og Finland. Bandet har eksisteret siden 2000, men har også haft andre projekter på sidelinjen. Faktisk ret imponerende projekter. Forsanger Mark Boals har også været forsanger i Royal Hunt (som jeg også lige har anmeldt), Vitalij Kuprij har spillet keyboard med Trans Siberian Orchestra (som også er ret fedt) og Tony MacAlpine har turneret med selveste Steve Vai. Imponerende.

Det starter godt med første skæring ”Mother Russia”, men fra skæring 2 (som også er mit yndlingsnummer) ”They’re Calling Your Name”, tager det virkelig fart. Faktisk kunne det ligeså godt have været starten på et af de rigtig gode gamle Yngwie Malmsteen numre. Men det er nu nok ikke så underligt, eftersom Ring Of Fire har turneret med Yngwie tidligere og forsanger Mark Boals har haft en del samarbejde med Yngwie.

Battle Of Leningrad er ikke en typisk ”hoved-under-armen” heavy metal skive. Det er et velovervejet og velafbalanceret mesterværk i progressiv metal stil, med både de hårde og de bløde passager. Det er super fedt som sådan et album kan skifte stil og karakter fra det ene nummer til det andet, og sågar flere gange i løbet af et nummer.

Bandet består af følgende kræfter (og jeg mener virkelig KRÆFTER): Mark Boals – vocals, Tony MacAlpine – guitars, Vitalij Kuprij – keyboards,Timo Tolkki – bass, Jami Huovinen- drums.

Jeg er vildt begejstret og kan kun give min uforbeholdne anbefaling af Battle Of LeningradLyt og lær. Der venter masser af finesser og fine detaljer på denne udgivelse. Jeg giver 5 ud af 6

Battle Of Leningrad er ude via Frontiers Records.

  (5 ud af 6)
 
Lyt til samples fra albummet her.
_________________________________________________________________

Royal Hunt - A Life To Die For 

Anmeldt af Peter Letting: 05.02-2014 

Danske Royal Hunt er ude med nyt abum A Life To Die For. Albummet udkom 29 november 2013. Royal Hunt spiller progressiv, symfonisk metal, som dog er i den blødere ende. Numrene og opsætningen er godt sat sammen, og meget iørefaldende.
 
Bandet består af 5 medlemmer: Andre Andersen på Keyboard, DC Cooper på Vokal, Allan Sørensen på trommer, Andreas Passmark på bas og Jonas Larsen på guitar. Ud over denne opstilling er der rig brug af symfoni orkester med strygere, blæsere og hele programmet.

Jeg kan personligt godt lide en hel del klassiske kompositioner og derfor er det da også dejligt når klassisk og metal på en måde smelter sammen. Jeg synes Royal Hunt får det til at lyde som om det var planen fra starten at de 2 genrer skulle mødes en dag. Tilmed er DC Coopers klare vokal en glimrende fryd for øret, og runder det hele af til en behagelig oplevelse.

Måske kunne jeg til tider godt have ønsket mig en smule mere brutal metal, bl.a. i ”Running Out Of Tears”, som bliver temmelig poppet, men som stadig er et mægtig velskrevet og veludført nummer, så det tager jeg med. Alsidighed er trods alt en dyd jeg ynder at sætte på min musikopfattelse.

Albummet rummer kun 7 numre, men de er til gengæld også en del længere end de sædvanlige 3.30, som f.eks. ”Hell Comes Down From Heaven” på 9.28 og titelnummeret på 8.38. Typisk progressive musikere…De kan ikke fatte sig i korthed HaHa. Jeg giver albummet 4 ud af 6.

A Life To Die For er ude via Frontiers Records.

   (4 ud af 6)
 
Besøg Royal Hunt på Facebook her.
___________________________________________________________________
 
Rhapsody Of Fire - Dark Wings Of Steel

Anmeldt af Peter Letting: 03-02-2014 

Italienske Rhapsody Of Fire har udgivet et nyt album med titlen Dark Wings Of Steel. Albummet udkom 22 november 2013. Rhapsody Of Fire er det jeg vil kalde for fusions heavy. Det er heavy metal blandet med symfoni orkester, og en næsten opera værdig vokal og kor. Det er storladent og mægtigt, eller som de selv kalder det ”Italian Symphonic Power Metal”… Det er trods alt ikke hver dag man hører Heavy Metal sunget på Italiensk, men det er nu også kun det ene nummer ”Custode Di Pace”. Resten af teksterne er på engelsk.

Bandet har i princippet eksisteret siden 1993, så man kan ikke sige at de er helt nye i faget. Jeg synes altid det er lidt en balance gang, når man laver ”Symfonisk Metal”. Jeg kan sagtens se lighederne i metal og det klassiske symfoniske univers, men det kræver trods alt den rigtige balance at få det til at fungere.

Rhapsody Of fire har som sagt øvet sig på denne genre i mange år, og jeg synes da også de slipper ret godt afsted med projektet på dette nye album. På trods af det, og jeg ved udmærket at det ikke er fair, kan jeg ikke undlade at tænke på det, der engang hed ”Hooked On Classics”, som var en stribe klassiske kompositioner, man havde ”strøm og rytmeboks” til… Det er slet ingen sammenligning med dette album, men blot en tankestrøm der opstod.

Jeg synes desværre ikke rigtig at Rhapsody Of Fire slipper afsted med at overbevise mig. På trods af en mastodont opsætning af harmonier, guitar- og tromme ræs samt vokaler i flere registre, så fanger det mig ikke rigtig, og der er ikke et decideret nummer som jeg kan plukke ud og kalde et yndlingsnummer. På den måde bliver skiven for mig at se en smule intetsigende, og blot en del af mængden.

Jeg kan bestemt ikke påstå at Rhapsody Of Fire mangler entusiasme, evner eller udstyr, men de rammer bare ikke mine nervebaner, og på den måde kommer vi aldrig på bølgelængde. Jeg vil give Rhapsody Of Fire 3 ud af 6

Dark Wings Of Steel er ude via AFM-Records.

  (3 ud af 6)
 
Besøg Rhapsody Of Fire på Facebook her.
___________________________________________________________________
 
Conquest - The War We Rage

Anmeldt af Peter Letting: 30-01-2014

Amerikanske Conquest udkom 30 april 2013 med albummet The War We Rage. Ikke at forveksle med et Finsk band som også hedder Conquest, og som da lige et øjeblik var ved at forvirre mig, da jeg ledte efter bandet på nettet.

De første 4 strofer får mig næsten til at tro at jeg har fået startet et album af Judas Priest. Conquest spiller rimelig klassisk heavy metal i stil med netop Judas Priest, Megadeath eller Iced Earth, og det kan jeg jo godt lide. Det er forholdsvis lige ud af landevejen, og dog alligevel med nogle rytmiske krøller og finurligheder som spiffer det hele lidt op og gør det interessant.

Man kan tydeligt høre på teksterne at de 4 herrer kommer fra guds eget land, og det hylder de i stor grad, specielt i nummeret ”Never Forget”, som indledes med en lille pige der sværger troskab til det amerikanske flag. I nummeret ”Long Haired Country Boy”, beskriver de livet som Hill Billy, og hvis ”man” ikke er enig kan man bare lade ham være. Det må også siges at være meget amerikansk.

Der er god fart og energi over albummet, men specielt de første numre er rigtig gode. Mit yndlingsnummer må være ”Tyrant Of The New World”. Nummeret er kun 3.34 langt, men jeg synes det rummer en del finesse og tempo i samme skæring. ”Live Free Or Die” indledes med et historisk citat, af Ronald Reagan fra 1964, som omhandler krigen i Vietnam. ”The War We Rage” indledes med et citat af Winston Churchill, fra 1940 hvori han retfærdiggør sine krigshandlinger over for Frankrig. På mange planer, må man sige, at titel og tekster på denne skive handler meget om krig i forskellige afskygninger. Både den krig som føres over for et andet land, men også den krig, som den enkelte kæmper imod systemet og fordomme.

Conquest består af følgende medlemmer: Tim Fleetwood på trommer, Rob Boyer på bas, Mike Crook på guitar og vokal, samt Derrick Brumley ligeledes på guitar og vokal. Jeg giver albummet 4½ ud af 6

The War We Rage er ude via Head First Entertainment.

  (4½ ud af 6)
 
Besøg Conquest på Facebook her.
_________________________________________________________________

Cold Black – In Motion (EP)

Anmeldt af Calle: 27-01-2014

Danske Cold Black har netop udsendt deres nye EP In Motion. Jeg har fulgt bandet siden 2012 hvor de udgav deres første EP ”From Scratch”. Den EP synes jeg ret godt om og lad det være sagt med det samme – det gør sig også gældende denne gang.

Siden den førnævnte debut EP, har bandet fået tilføjet en ny bassist i Jeff Polsen. Derudover består bandet af Victor Rimpler (vokal), Alex Rimpler (guitar), Martin Dupont (guitar) og Jamal Aaron Gordon (trommer).

De unge musikkere har rykket sig musikalsk siden ”From Scratch” og de levere efter min mening en rigtig god omgang metal. Der er fem sange på EP’en og alle fem er flot udført. Sangene er velskrevet, melodierne er gode og samtidig er der god variation i numrene. Bandets stil vil jeg betegne som metalcore, hvor der er hentet elementer fra både emo, hard rock og nu-metal. Man kan sammenligne Cold Black med eksempelvis Asking Alexandria, Avenged Sevenfold, Trivium, All That Remians og Black Tide. Nogle af disse bands er også nogle af dem de selv nævner som inspirationskilder. Victor synger både med en ren vokal og en skrigende vokal, hvilket han gør rigtig godt. Og dette, sat sammen med det flotte musikalske udtryk, giver et super godt helhedsindtryk.

In Motion består som sagt af fem sange og blandt disse er mine personlige favoritter første singlen ”These Lips Will Go Blue”, samt ”Constellations” og titelsangen ”In Motion”. Men som sagt er alle fem sange gode!!

Denne EP er en tand hårdere end forgængeren, hvilket bestemt ikke gør den dårligere. Med In Motion har Cold Black leveret en rigtig god EP, som jeg klart vil anbefale folk at tjekke ud. Efter min mening har bandet international klasse og jeg forstår ikke hvorfor de ikke allerede har fået en pladekontrakt. Men jeg er sikker på at det nok skal komme. 

In Motion udkom 15. januar 2014.

  (5 ud af 6)
 
Besøg Cold Black på Facebook her.
_________________________________________________________________
 
Primal Fear - Delivering The Black

Anmeldt af Peter Letting: 25-01-2014

Tyske Primal Fear er udkommet med nyt album Delivering The Black 24 januar 2014. Bom, ikke så meget pjat, så kører Primal Fear. Det her er heavy metal af den fine klassiske skuffe. 

Åbningsnummeret ”King For A Day” sætter en god standard for resten af albummet, men specielt skæring 2 ”Rebel Faction” samt nummer 10 ”Inseminoid” har fanget min interesse. De 2 numre rummer super høj intensitet, fart over feltet, lækre guitar harmonier, og fantastisk trommespil, og så har jeg slet ikke nævnt stemmen som bærer det hele hjem. Alt sammen blandet til en rigtig lækker cocktail, som jeg bare ikke kan blive træt af, og jeg har da også hørt skiven nærmest uafbrudt de sidste 14 dage, for at få det hele med. 

Primal Fear er jo heller ikke ligefrem nye på metal scenen. Dannet tilbage i 1997, og siden har de ikke rigtig kigget sig tilbage, med 9 studie albums, et par live albums og nu også en DVD. Det kan undre mig at de aldrig rigtig har fanget min interesse noget tidligere. Jeg har da som sådan godt kendt til deres eksistens, men har aldrig rigtig hørt noget af deres materiale. Det må jeg vist have rettet op på…. 

Primal Fear består af 5 medlemmer: Ralf Scheepers – Vokal, Alex Beyrodt – Guitar, Magnus Karlsson – Guitar og Keyboard, Randy Black – Trommer, Matt Sinner – Bas og Vokal.  

Album udgivelsen følges op af en turne i 2014, som bringer dem rundt i det meste af Europa og en tur til Nord Amerika, men desværre har jeg ikke set nogle koncert planer i DK..  

Jeg er i den grad positivt stemt efter at have hørt Primal Fear, og hvis musik året 2014 fortsætter på et så højt niveau, så kan det kun blive godt. Jeg giver albummet 5 ud af 6

Delivering The Black er ude via Frontiers Records.

  (5 ud af 6)
 
Besøg Primal Fear på Facebook her.
_________________________________________________________________

Angelica - Thrive 

Anmeldt af Peter Letting: 16-01-2014 

Angelica (Rylin) har udgivet sit debut solo album med navnet Thrive. Jeg plejer at være ret ligeglad med hvordan en kunstner ser ud, men da det nu er en kvindelig kunstner, har jeg lige været en tur på nettet og fundet lidt billeder. Og man må sige at hun er ret vel-drejet, den svenske flicka…

Skiven er også utrolig vel-drejet. Både vel-skrevet, vel-spillet og vel-produceret. Foruden Angelica selv, har der været en del gode kræfter indover at skrive numrene, og hun har også mange dygtige musikere på gæstevisit.

Genren er vist det man kalder for AOR, hvilket vel egentlig mest er en masse betegnelse for radio- og lyttevenlig rock musik, så vidt jeg har forstået det. Det er vist mest en genre man anvender i USA, hvor den også er opfundet.

Ingen tvivl om at Thrive er en lyttevenlig rock skive, men om det er en POP’et rock plade, eller en ROCK’et pop plade, ved jeg sq ikke helt. Efter min mening er den lige lovlig poppet og kommerciel, og skrevet lidt for meget efter de traditionelle Sing-and-Song writer principper, uden nogen former for overraskelser eller stil skift. Som sådan er skiven meget stilren og den egner sig helt sikkert til at blive spillet på de store anerkendte radio stationer, men det er så også her min entusiasme stopper.

Jeg har hørt skiven igennem 2 gange, og det bliver nok også det sidste jeg hører til Angelica i denne omgang, på trods af hendes vel-drejede ydre, og hendes smukke stemme, for hun synger godt. Jeg giver Thrive 2½ ud af 6

Thrive er ude via Frontiers Records. 

  (2½ ud af 6) 

Besøg Angelica på Facebook her.
__________________________________________________________________

Now Or Never - Now Or Never

Anmeldt af Peter Letting: 15-01-2014

Now Or Never er et nyt navn på metal scenen og de er ude med albummet Now Or NeverBandet består af 4 medlemmer hvoraf de 2 er tidligere medlemmer i Pretty Maids, nemlig guitarist Ricky Marx og bassist Kenn Jackson og sammen med tidligere Nightmare forsanger Jo Amore og trommeslager Ranzo er de nu Now Or Never.

Det starter rigtig godt ud med åbningsnummeret ”Reach Out For The”. Det er helt klassisk heavy Metal af den gode skuffe, og jeg synes godt man kan ane lidt paralleller til Pretty Maids, uden at jeg dog vil sammenligne de 2 bands yderligere. 

Jo Amore har en super lækker heavy metal stemme, som man aldrig går galt i byen med. Det er helt tydeligt at det er erfarne kræfter vi har med at gøre her. Lyd billedet er meget massivt, med tunge guitar riffs og til tider nærmest monumental. 

I skæring 4 ”Brothers” sker der en lille ændring i stilen. Der bliver lagt nogle keyboard effekter ind over, og nummeret bliver lidt en blanding af Heavy og Industrial, men det er bare underholdende. Herfra svinger numrene en smule i tempo og udformning. Jeg synes det er et herligt alsidigt album, med lidt for enhver smag. 

De vælger at slutte med skæring 12 ”Weirdo Lullaby” på 40 sekunder. Og det tør siges at den er lidt underlig. Sjov måde at slutte et metal album, men det viser jo bare at de herrer indeholder en god portion humor. Herligt. Jeg følte mig godt underholdt og giver albummet 4 ud af 6

Now Or Never er ude via Mausoleum Records.

  (4 ud af 6)
 
Besøg Now Or Never på Facebook her.
_________________________________________________________________

Supercharger – Broken Hearts And Fallaparts 

Anmeldt af Calle: 15-01-2014 

Danske Supercharger er klar med deres tredje fuldlængde album Broken Hearts And Fallaparts. Siden udgivelsen af forgængeren ”That’s How We Roll” fra 2011 er der skiftet to mand ud i bandet. De to nye fyre er Dennis Samaras (guitar) og Karsten Dines (bas). Begge har begået sig på den danske rock scene i bands som bl.a. tæller Strawberry Slaughterhouse, Horrorpops, The New Heartaches og The State. Derudover består bandet af Mikkel Neperus (sang), Benjamin Funk (trommer), Thomas Buckwald (guitar) og Lars Rysgaard (keyboard). 

Personligt har jeg været ret glad for bandets to forrige albums, så jeg var meget spændt på at lytte til dette album. Kunne de leve op til mine forventninger eller ville de skuffe mig? Og lad det være sagt med det samme – de har IKKE skuffet mig!! Tværtimod synes jeg de har rykket sig endnu mere. Broken Hearts And Fallaparts er et endnu mere alsidigt og helstøbt album end forgængeren. Det er rock ’n’ roll når det er bedst. 

Der er en rigtig god variation på albummet. Der er selvfølgelig de klassiske rock sange, som er hovedparten af albummet, men også de mere stille sange som f.eks. afslutningsnummeret ”Goodbye Copenhagen” og det southern/country lydende ”Hungover In Hamburg”. Mine favoritsange er første singlen ”Blood Red Lips”, samt ”The Crash” og ikke mindst ”Suzi The Uzi”, hvor bandet gør brug af et "cheerleader-tøse-kor" bestående af Cecilie Marie (Taras) og Maria Berg (Patjanka). Men også sange som ”Like A Pit Bull” og ”Five Hours Of Nothing”. I sidstnævnte er der en prominent gæst i form af Nicke Borg (ex. Backyard Babies). Og så kommer man heller ikke uden om ”Hold On Buddy”, som er en genindspilning af en sang fra bandets første EP ”Junkyard Spectacles”. Andre gæster på albummet inkluderer Ralf Gyllenhammar og David Johannesson fra det svenske band Mustasch. De medvirker på ”Blood Red Lips”. 

Flere steder gør bandet brug af mundharmonika, som f.eks. i sangene ”Hung Over In Hamburg” og ”Yeah Yeah Yeah”. Det fungere ret godt og det giver lige sangene et ekstra pift. Derudover levere alle et yderst godt stykke arbejde. Ikke mindst Mikkel’s vokal, som er tilpas ”hæs” og fungere perfekt til rock ’n’ roll ala Supercharger. 

Som sagt er Broken Hearts And Fallaparts er helstøbt album med rigtig gode sange. Og så har bandet samtidig en stor energi og attitude, som strømmer ud gennem højtalerne. Er du fan af Supercharger i forvejen vil du elske dette album og hvis ikke du kender dem, så bør du tjekke dem ud. Det er dansk rock når det er bedst!!!! 

Broken Hearts And Fallaparts udkommer 29. januar via GAIN Music Entertainment.

  (5 ud af 6)
 
Besøg Supercharger på Facebook her.
_________________________________________________________________

Bloodlit – Dead On 

Anmeldt af Calle: 15-01-2014 

Bloodlit er et svenske metal band, som så småt blev startet i 2006, men bandet blev først fuldendt i 2009. De fem musikere i Bloodlit er Mladen Milojkovic (vokal), Marcus Rudenvall (trommer), Andreas Larsson (bas), Tord Ottergren (guitar) og Dennis Carlsson (guitar). Bandet har tidligere udgivet EP’en ”Take What’s Mine”, men Dead On er bandets debut album. Det er samtidig mit første bekendtskab med bandet. 

Bloodlit spiller en blanding af 70’er groove metal i stil med Black Sabbath og en mere moderne form for metal. Det er faktisk en ret god kombination. Albummet er spækket med fede grooves og hurtige guitar passager. Musikken er samtidig tilpas tung og hård og jeg kan personligt godt lide denne form for metal. Jeg har læst flere steder på nettet, at bandet lød meget som Mustasch på deres førnævnte EP, men det synes jeg ikke de gør på dette album. De må betyde at de har fundet deres egen sound. 

Mine favoritsange på Dead On er åbningsnummeret ”Freedom”, ”God Of Glay”, ”Life Is Proceeding”, ”Earth” og ”Enlightened”. Sidst nævnte har gæsteoptræden fra Mikael Andersson, som spiller guitar i det svenske band The Bjorn. Alle sangene er faktisk ret gode, men et lille minus er måske, at de lyder en smule ens. Kun albummets sidste sang ”Memories” adskiller sig fra de andre, fordi den er mere stille og tempoet er sat ned. Også sangen ”Earth” har et mellemspil, hvor tempoet bliver sat lidt ned. 

De fire musikere gør det godt og Mladen har en stemme, som passer fint til musikstilen. Produktionsmæssigt lyder albummet også godt. Det er en fyr ved navn Christian Svedin som har produceret og mixet albummet. Han er ikke en person jeg har hørt om før, ellers har jeg i hvert fald ikke bidt mærke i det. 

Alt i alt er det et godt metal album Bloodlit har udsendt og jeg kan sagtens anbefale at man tjekker bandet ud. Bloodlit er endnu et svensk band med international klasse. 

Dead On er ude og det er udgivet af bandet selv.

  (4 ud af 6)
 
Besøg Bloodlit's website her.
_________________________________________________________________

Defy Tolerance - Stop The Bleeding 

Anmeldt af Peter Letting: 13-01-2014 

Defy Tolerance er et nyt amerikansk band, som udgav deres debut album Stop The Bleeding i 2013. Jeg kan rigtig godt lide hvad jeg hører på den nye skive. Specielt de første 2 skæringer ”Ball And Chain” og Empty Bottle” er svære at komme udenom.

Stilen er hård melodisk velspillet rock / heavy med masser af power. De lægger sig et sted imellem Volbeat, Metallica og Creed. Vokalen er hård og grov men stadig clean, med masser af overskud og power. Herligt. Det er en meget lytte venlig skive Defy Tolerance har produceret, og jeg er ret sikker på at de nok skal finde mange fans ude i verden. Det er ikke sådan en skive jeg bliver træt af. Tværtimod kravler omkvæd og melodier længere og længere ind under huden på én, og snart synes jeg at jeg har kendt bandet altid.

Bandet består af 4 medlemmer: Freddy Kilo – Lead vokal og guitar, Brian Miller – Guitar og vokal, Donny Rosko – Bas og vokal, Garin Wolfe – Trommer og percussion

Defy Tolerance kan også lave de mere stille numre, som ”Live For Today” og ”No Compliants”. Det klæder et heavy band, når de også kan tage den mere stille side alvorligt, og det synes jeg de kan. Det er faktisk et par meget fine ballader de har fået skruet sammen her. Tit er balladerne på den her slags albums ikke rigtig taget seriøst, men her går det godt. Jeg kan kun anbefale at give Defy Tolerance et lyt. De får 4½ ud af 6

Stop The Bleeding er ude via Head Firts Entertainment.

  (4½ ud af 6)
 
Besøg Defy Tolerance på Facebook her.
_________________________________________________________________
 
No Sinner – Boo Hoo Hoo 

Anmeldt af Calle: 05-01-2014 

Nogen gange bliver man bare positivt overrasket, når man sætter en CD på anlægget, som man intet kender til. Og dette var tilfældet med No Sinner. Efter at have lyttet til de første par sange, så blev jeg bare nød til at finde ud af mere om bandet via nettet. De er fra Vancouver, Canada og blev dannet i 2011 af den karismatiske sanger Colleen Rennison, som begyndte af skrive sange sammen med Parker Bossley (ex. Hot Hot Heat). Samtidig begyndte hun at spille på en nyåbnet klub i Vancouver sammen med Eric Campell (guitar/piano) og Ian Browne (trommer). Udover Bossley på bas, så medvirker også M. Camirand og B. Ferguson på bas. I april 2012 udgav de EP’en ”Boo Hoo Hoo”, som blev positivt modtaget. Nu har de så fjernet en sang og puttet tre nye sange på og udsendt albummet Boo Hoo Hoo. Og netop på de tre nye sange medvirker Camirand på to og Ferguson på én. 

Bandet spiller blues rock med elementer hentet fra både soul og jazz. Jeg kan lide samtlige ni sange på albummet, men især rock nummeret ”Devil On My Back” sparker røv. Sangen indledes med en guitar riff i bedste Wolfmother stil, for derefter at gå over og blive en super fed down tempo rock sang. Men også titel nummeret ”Boo Hoo Hoo” svinger rigtig godt. Og så er der nyfortolkningen af Nina Simone’s version af Cannonball Adderley’s ”Work Song”. Igen er der ikke et øje tørt. Går vi så lidt ned i tempo, så kommer man ikke uden om sangene ”That’d Be The Day” og ”Rise Up”. Som sagt er alle ni sange rigtig gode og albummet er virkelig stemningsfyldt. Jeg forestiller mig to scenarier, hvoraf jeg selv har prøvet det ene. Sluk alt lyset, tænd et par stearinlys og læn dig godt tilbage i en lænestol med en kold øl og sæt så albummet på fuld volume. Det andet scenarium jeg forestiller mig, foregår på en lille bar, hvor bandet spiller live. Ikke en stor hal eller arena, men en lille hyggelig bar, hvor stemningen er rolig og tilbagelænet. 

Boo Hoo Hoo er velspillet, velskrevet, velproduceret og bare totalt gennemført. Man bliver nærmest forelsket i Colleen’s stemme og hun er efter min mening en af de bedste nulevende blues-rock/soul sangerinder. Hun er på lige fod med Beth Hart, som jeg anmeldte i efteråret på albummet ”See Saw”, som hun indspillede sammen med Joe Bonamassa. Boo Hoo Hoo er efter min mening på højde med netop ”See Saw”. 

Den kvikke læser har nok opdaget, at jeg er meget positiv over dette album og derfor behøver jeg vel næppe sige, at jeg anbefaler at man tjekker albummet ud. Just Do It!!! Du vil blive grebet af stemningen. 

Boo Hoo Hoo udkommer 20. januar via Warner Music Denmark/Mascot Label Group/Provogue Records. 

  (5½ ud af 6)
 
Besøg No Sinner på Facebook her.
_________________________________________________________________

Antillectual – Perspectives & Objectives 

Anmeldt af Calle: 05-01-2014 

For tre år siden anmeldte jeg hollandske Antillectual’s tredje album ”Start From Scratch” og siden da har de udsendt en EP med titlen ”Future History”. Perspectives & Objectives er derfor bandets fjerde fuld længde album. Bandet er en trio og består af sanger og guitarist Willem og trommeslager Riekus samt den nye bassist Glen. 

Antillectual spiller punk rock med elementer fra både ska, emo og en lille smule hardcore (dog noget mindre end på forgængeren). Dette gør at musikken er rimelig varieret og der er både downtempo sange en sange med mere knald på. Teksterne er stadigvæk meget personlige og politiske. På mig virker det som om bandet er blevet mere modent og mere seriøse siden jeg sidst anmeldte dem for tre år siden. 

Der er ti sange på albummet, som dog kun har en varighed på lige over 30 minutter. Så kan du selv regne gennemsnitslængden pr. sang ud. Mine favoritter blandt de ti sange er åbningsnummeret ”Soundtrack”, ”Work Horses vs. Snow Ponies” og afslutningsnummeret ”Books”. Men som sagt er variationen på albummet god og de andre sange har hver sin charme, hvad enten det er de stille sange eller de mere uptempo sange. Alt i alt et rigtig godt album. 

Perspectives & Objectives er indspillet i Erock Studios, XPZ Studios og Van Halenstreet Studios i Holland med Nico Van Montfort og bandet selv bag knapperne. Nico har også mixet og masteret albummet. 

Bandet nævner selv Rentokill, Strike Anywhere, Twisted Minds, Rise Against og Propagandhi som bands de selv kan lide. Personligt kender jeg kun de sidste to, men vil samtidig sammenligne dem lidt med eksempelvis Bad Religion og NOFX. Men er du til musik inden for denne genre, så kan og bør du tjekke Antillectual ud. 

Perspectives & Objectives er ude i Danmark via 5FeetUnder Records. 

  (4½ ud af 6)
 
Besøg Antillectual på Facebook her.
_________________________________________________________________

Lucid Dreams – Lucid Dreams 

Anmeldt af Calle: 04-01-2014 

Lucid Dreams er et norsk band, som blev dannet i 2007. Bandet består af Rune Gutuen (guitar), Randy Jefferson (guitar), Freddy Vain (vokal), Thorleif Østmoe (keyboard), Jan-Erik Lyså (bas) og Rune Hagen (trommer). Det selvbetitlede album er bandets debut. 

Bandet nævner selv Dream Theater, Van Halen og Metallica, som deres inspirations kilder, men efter at have lyttet til albummet er jeg er mere ovre i Pretty Maids, Fate, Forcentury, Jorn, Halloween, TNT og andre bands i den stil. Måske også lidt Dream Theatre og til dels Van Halen, men ikke Metallica. 

Albummet består af 12 numre, heraf en intro på lidt under et minut. Sangene er godt skrevet og flot bygget op. De er spækket med catchy riffs, gode melodier, powerful vokal og 80’er inspireret keyboardspil. Der er både uptempo metal sange, midtempo hard rock sange og de stille ballader. Derudover er der en del instrumentale passager, hvilket giver albummet en god rigtig god variation. Mine personlige favoritter på albummet er ”Take Me Away”, ”Light In The Sky”, powerballaden ”Lucid Dream” og især første singlen ”Daisy Dukes”. Men efter min mening er der ingen fyldstof eller dårlige sange på albummet. 

Lucid Dreams er produceret af bandets ene guitarist Rune Gutuen og så er det mixet og masteret af Tommy Hansen i Jailhouse Studios i Danmark. Tommy har tidligere arbejdet med bl.a. Pretty Maids, TNT og Halloween og bandet har netop valgt Tommy pga hans legendariske sound og hans tidligere arbejde med netop disse bands. 

Det er solidt håndværk Lucid Dreams har udgivet og de kan uden tvivl være stolte af deres debut album. Og er du til melodisk metal med powerfuld vokal, fede riffs og virkelig tight sammespil, så er jeg næsten sikker på at du vil kunne lide Lucid Dreams. Jeg er i hvert fald blevet fan!!!

Lucid Dreams er ude via Rockworks Records.

   (5 ud af 6) 
 
Besøg Lucid Dreams på Facebook her.
________________________________________________________________

Terex Titan – The Tempest 

Anmeldt af Calle: 04-01-2014 

Terex Titan er et metal band fra Aalborg, som blev dannet i 2012. Bandet består af Johnny Gregersen (vokal), Kasper Hagel Madsen (guitar), Frederik Højland (trommer) og Jeppe Nørgaard (bas). The Tempest er bandet debut album. 

The Tempest består af 8 sange og musikstilen er en blanding af doom metal, sludge metal, death metal og hardcore metal. Bassen er virkelig tung og sammen med trommerne lægger den en god og solid bund. Tager man så de hurtige guitar riffs, så får musikken en meget tung og hefty groove. Dertil kommer så en hæs og til tider råbende vokal, som ikke helt falder i min personlige smag. Det skal dog siges, at denne genre ikke er den jeg høre oftest og jeg bliver derfor en smule ”træt” af den råbende vokal, hvis den er gennemgåede igennem et helt album. Dermed ikke sagt at Johnny gør det dårligt!! 

Mine favorit sange på albummet er ”Armageddon”, ”Towards The Sun” og afslutningsnummeret ”Shadows Of The Lost”. Sidst nævnte har en smule southern metal over sig, hvilket adskiller sig en smule fra de andre sange. En anden lille adskillelse finder man efter 2:29 i sangen ”Terex Tempest”. Her kommer der er lille afbræk i form af et mellemspil på akustisk guitar. 

The Tempest er efter min mening et godt debut album, som dog ikke er helt oppe og ringe for undertegnet, men er man til musik inden for denne genre, så bør man helt sikkert tjekke bandet ud. 

The Tempest er ude via 5FeetUnder Records. 

  (3½ ud af 6) 

Besøg Terex Titan på Facebook her.
CallesRockCorner logoet er designet af Joachim Friberg