Tip en ven         Bookmark and Share     Sitemap    
 
Lowrider Betty – New Generation (EP)

Anmeldt af Calle: 11-08-2016

Vejle rock bandet Lowrider Betty, som består af de fem unge mænd Patrick Christensen (vokal), Simon Pape (bas), Lennart Bahnsen (guitar), Kasper Dalgaard (guitar) og Jesper Mols (trommer) har netop udsendt deres debut EP, som de har givet den meget passende titel New Generation.

EP’en er indspillet i 2015 i Hansens Studios med Jacob Hansen (Volbeat, The Storm, Duné etc.) bag knapperne. Jacob har ifølge presseskrivelsen udtalt følgende om bandet: “Det er ikke så tit at et ungt band fuldstændigt overrumpler mig. De her gutter gjorde lige det. De trådte ind med den rette attitude og en tilgang til sangskrivning og performance der virkede naturlig og som noget de er født til at gøre". Og det er også den følelse man får når man lytter til sangene.

Der er fire sange på New Generation. Første nummer er ”Going On”, som bandet også har lavet en musikvideo til. Det er en frisk sang med gang i den. Den har en meget fængende melodi og det samme gør sig gældende for omkvædet. Næste nummer er ”Spin It”. Denne sang minder mig om en sang fra et andet dansk band der var aktive i 90’erne, men jeg kan bare ikke komme på hvilket band det er. Igen en meget glad og tilpas up-tempo sang. Tredje nummer er ”Together Alone”, som er den mest down-tempo og samtidig den mest poppede sang på EP’en. Den falder ikke helt i min smag. Sidste nummer er ”Crawling Back To Life”, som igen sætter gang i bølgerne. Så alt i alt synes jeg det er tre rigtig gode rock sange samt en mindre god pop/rock sang.

Bandet skulle efter signet være en oplevelse live. De har da også spillet på flere danske festivaler, samt flere koncerter i både Skandinavien og Tyskland og så har de været opvarmning for bl.a. Magtens Korridorer og Pretty Maids på deres respektive Danmarks turneer. Sidstnævnte har for dansk musiks vedkommende, en forbindelse i og med at bandets forsanger Patrick er søn til legendariske Ronnie Atkins fra Pretty Maids.

Når alt dette er sagt, så synes jeg helt bestemt at Lowrider Betty er et frisk pust på den danske rock scene. Tjek dem ud – både på CD, på nettet eller en scene nær dig!!
 
New Generation (EP) udkom 26. juni via Bassstadt.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Lowrider Betty på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Franklin Zoo – Red Skies

Anmeldt af Calle: 11-08-2016

Jeg har syntes godt om danske Franklin Zoo siden jeg lyttede til dem første gang tilbage i 2012. Det var derfor med stor spænding, da jeg for et par uger siden satte mig ned for at lytte til deres nye album Red Skies. Nu har jeg lyttet albummet igennem nogle gange og lad det være sagt med det samme. Jeg er bestemt ikke skuffet!!

Albummet består af 8 rigtig gode og veludførte sange med fede riffs og fængende melodier. Bandet har virkelig skrevet nogle sprøde rock sange og musikken bliver spillet med stor kvalitet. Og når man samtidig har en sanger som Rasmus Revsbech, som efter min mening helt på højde med folk som Chris Cornell (hvis stemme Rasmus' er meget tæt på) og Eddie Vedder, så kan det kun blive et fedt album. Udover Rasmus består bandet af guitaristerne Søren Dabros og Daniel Hecht, bassisten Anders Rune Hansen og trommeslager Lars Bahr.

Ingen af de 8 sange falder på nogen måde ved siden af. De kommer som perler på en snor og den ene gode sang afløser den anden. Det er derfor svært at fremhæve enkelte sange, men skal jeg vælge mine personlige favoritter, så må det være åbningsnummeret ”Burning Man” samt "Red Skies", ”Never Caught” og første singlen ”It’s Not Me”. Men som sagt – ALLE sange er super fede. Stilmæssigt vil jeg beskrive Franklin Zoo som et post-grunge band.

Red Skies er indspillet i Vibe Factory Studios i København i samarbejde med Jacob Bredahl (HateSphere og The Kandidate). Bandet og Jacob har indspillet på John Paul Jones’ gamle Neve Desk. Lyd og produktion kan man ikke sætter en finger på. Instrumenterne ligger i lydbilledet perfekt til hinanden og vokalen går klart og tydeligt igennem.

Franklin Zoo har efter min mening international klasse og jeg kan varmt anbefale, at du går ud og køber dette album. Red Skies er bandets bedste udspil til dato!!
 
Red Skies udkommer 26. august via Mighty Music/Target Group.
 
  (5½ ud af 6)
 
Besøg Franklin Zoo på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Kissin Dynamite - Generation Goodbye
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 03-08-2016
 
I 2006 blev bandet Kissin Dynamite dannet i Tyskland. På deres sociale medier beskriver de sig selv som et band der spiller moderne hårdrock – andre skriver at det er en slags heavy-glam metal. De er nu aktuelle med deres 4. studieudspil Generation Goodbye som består af 11 numre.

Første nummer "Generation Goodbye" er både pladens titelnummer og første single. Musikken der møder mig er præcis som jeg forventede, nemlig europæisk glam metal som man har hørt det så mange gange før. Der er ikke tale om et dårligt nummer, men derimod et stykke forudsigeligt musik uden overraskelser. Næste nummer ”Hashtag Your Life” har en interessant tekst, hvor bandet forholder sig kritisk til benyttelsen af sociale medier. Selve musikken fortsætter i nogenlunde samme stil som åbningsnummeret. På tredje skæring ”If Clock Were Running Backwards” bliver tempoet skruet en anelse ned, hvilket klæder bandet ret godt. Den største musikalske overraskelse skal findes på albummets 5. nummer ”She Came, She Saw”. Der er tale om et midt-tempo nummer med tung trommerytme. Omkvædet er særdeledes fængende og minder mig personligt om noget man kan høre fra et skandinavisk AOR-band. Et forfriskende nummer, som er min personlige favorit på skiven. Fra næste nummer og i løbet af den sidste halvdel af pladen bliver der budt på mere af det musik albummet startede med. Kvaliteten af musikken fejler bestemt ikke noget – jeg finder bare ikke så meget der sætter sig fast på nethinden. Med andre ord begynder jeg at kede mig lidt og miste fokus, hvilket ikke er et godt tegn. Afslutningsnummet ”Utopia” er albummets længste sang med en spilletid på godt 6 minutter. Gruppen forsøger at afslutte med et storslået nummer med langsom opbygning og temposkift, hvilket lykkes udemærket for dem.

Som det måske fremgår ovenfor, så er dette ikke et album der væltede mig bagover i stolen. Jeg har alligevel ikke rigtigt nogle konkrete kritikpunkter. Bandet spiller fint, lyden er god, vokalisten gør det godt – men jeg finder det bare ikke så vanvittigt spændende. Albummet bliver dog kørt sikkert i mål og er man stor fan af glam-metal vil man sikkert føle sig godt underholdt i de 47 minutter dette album varer.
 
Generation Goodbye udkom 8. juli via AFM-Records Records.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Kissin Dynamite på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Switchfoot - When The Light Shines Through
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 28-07-2016
 
Jeg er kommet på lidt af en opgave med denne anmeldelse. Her på siden arbejder vi mest med hård rock og metal – men jeg har fået tilsendt et album som bedst kan beskrives som pop-rock. Bandet er amerikanske Switchfoot, hvilket er et succesfuldt band fra USA. De har i deres 20 år lange karriere lavet 10 studieplader og den mest kendte er uden tvivl ”The Beautiful Letdown” fra 2003. Det album blev solgt i små 3 millioner eksemplarer i USA alene og gav bandet nogle store radio-hits, som f.eks. ”Meant To Live” og ”Dare To Move”. Switchfoot er netop nu aktuelle med deres 10. album When The Light Shines Through. Albummet består af 12 numre med en spilletid på 49 minutter.

I min research har jeg læst mig til at pladen har fået en del rosende ord med på vejen – men mange skriver at den normale power fra bandet mangler og at der er tale om nogle mere afdæmpede og poppede sange. Hmm.. Spændende.. Der er ikke andet for end at springe ud i det! Første nummer er singlen ”Holy Water” og er vel nok det nummer på pladen med mest power. Næste nummer ”Float” er en happy-go-lucky popsang og titelnummeret derefter er en mellemting – dog med mest fokus på de poppede toner. ”I Won’t Let You Go” er en meget afdæmpet sag, hvor forsanger Jon Foreman får masser plads til at imponere. Et fint nummer som bygger sig op til en god finale. Nummeret minder mig om noget man har hørt fra Coldplay. Switchfoot har altid været kendt for at være kristne og det kommer bl.a. til udtryk i sangen ”The Day I Found God”. ”Bull In A China Shop” er albummets mest eksperimenterende sang, hvor der pludelig bydes på rap-lignende vokal. ”Live It Well” har også været udgivet som single og der er tale om en ganske god pop-rock sang, som ikke gør nogle fortræd. Det er måske pladens største ørehænger med et catchy omkvæd og god melodi. Afslutningsnummeret ”Hope Is The Anthem” lukker med masser af sjæl og god energi.

Det er svært at komme frem til en god konklusion på denne anmeldelse. Switchfoot har leveret en ganske udemærket plade med forfriskende sange – men forventer man et skud hård rock skal man kigge i en anden retning. Der er flere sange jeg vil vende tilbage til på et senere tidspunkt og det er mere end jeg troede inden jeg startede med at lytte til dette udspil. Er du frisk på en omgang pop-rock, så synes jeg bestemt du skal springe på When The Light Shines Through. Jeg ender med at smide 4 dødningehoveder efter den (selvom det føles en anelse forkert at smide dødningehoveder efter et kristent band).
 
When The Lights Shines Through udkom 8. juli via Spinefarm/Vanguard Records.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Switchfoot på Facebook her.
________________________________________________________________________

Nonpoint - The Poison Red
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 28-07-2016
 
Det amerikanske hard-rock/metal band Nonpoint kan i 2017 holde 20 år jubilæum. Det er efterhånden mange år siden jeg stødte på dem for første gang, men alligevel har det ikke været et band jeg har lyttet meget til. Deres mest populære sang er en cover-version af Phil Collins nummeret ”In The Air Tonight”. Nonpoint har haft moderat succes i hjemlandet USA og er nu aktuelle med deres 9. studieplade The Poison Red.

Albummet åbner med 1. singlen ”Generation Idiot”. Stilen er typsik amerikansk nu-metal, som man har hørt så mange gange før. For mig har Nonpoint altid været et band som konstant bevæger sig på det middelmådige niveau, forstået på den måde at deres musik er ganske udemærket i sin grundessens, men der er ikke rigtig noget der skiller sig ud. Jeg sider derfor ofte med en fornemmelse af at jeg kender mange bands, der bevæger sig i samme musikalske boldgade, men bare producerer stærkere og bedre materiale. ”Generation Idiot” er et fint nummer og de efterfølgende par sange følger efter i samme stil – de gør bare ikke så meget for mig. Vi skal hen til pladens 5. nummer før der kommer noget der fanger min opmærksom. Der er tale om ”Chasing White Rabbits” som er et herligt tungt nummer med saft og kraft! ”Divided.. Conquer Them” er et anderledes nummer, der bryder stilen en smule, da musikken er mere afdæmpet i versene. Afslutningsnummer ”My Last Dying Breath” er albummets længste nummer med en spilletid på godt 6 og et halvt minut. Selve nummeret tager dog kun godt 4 minutter – resten bliver brugt på et mindre heldig forsøg på at lave noget sjovt snak. Den samlede spilletid for pladen er 48 minutter.

Efter at have hørt dette album igennem fra ende til anden, kan jeg sige at jeg er større tilhænger af musikken end af vokalen. Forsanger Elias Soriano synger udemærket, men hans monotone brøleri bliver en smule trættende i længden. Størstedelen af pladen vil blive glemt ret hurtigt, mens jeg gemmer et par numre på min playliste. Som nævnt tidligere findes der bedre alternativer, hvis man har lyst til at lyttet til denne slags musik. Her kan jeg på det varmeste anbefalde det amerikanske band Sevendust. Min karakter for The Poison Red vil ligge på samme niveau som musikken.. På det jævne!
 
The Poison Red udkom 8. juli via Spinefarm Records.
 
(3½ ud af 6)
 
Besøg Nonpoint på Facebook her.
______________________________________________________________________________________
The Last Vegas - Eat Me
 
Anmeldt af Peter Letting: 07-07-2016
 
Chicago bandet The Last Vegas er ude med nyt album 18 marts 2016. Albummet har titlen Eat Me, og er deres syvende studie album, siden de blev dannet i 2003.

Bandet betegner selv sin stil som ”Hard Rock” og det er vel ikke helt skævt. Genre mæssigt ligger de et sted imellem Aerosmith, Great White og Shotgun Revolution. Nogle af deres riffs og opbygningen i sangene minder mig til tider om enten Aerosmith eller Shotgun Revolution, imens referencen til Great White kommer fra forsangeren, som jeg til tider synes minder mig om Great Whites tidligere forsanger Jack Russell.

Bandet tæller hele 6 medlemmer: Chad Cherry på vokal, Adam Arling på guitar, Johnny Wator på guitar, Bryan Wilkinsom også på guitar, Danny Smash på bas og Nathan Arling på trommer. Det er godt nok mange guitarister i det samme band, men på de fleste band fotos er der da også kun 5 medlemmer, så mon ikke den ene af dem blot er med i studiet, eller noget. Den historie har jeg ikke lige kunnet opklare…

Selvom genren og stilarten er den samme på hele albummet, så er der faktisk pænt meget variation i numrene, både i tempo og intensitet, fra ”Bloodthirsty” med godt gang i den til ”Universe & You”, som nærmest er en sydstats ballade, over til ”From Hell”, som er et dybt og dystert nummer. Mit favorit nummer er nok ”Bloodthirsty”, som også er åbningsnummeret. Videoen til nummeret ligger på deres hjemmeside, og at dømme deraf, så er der vist pænt meget fart på bandet når de optræder. Der er noget HillBilly / sydstats mentalitet over bandet, selvom de altså er fra Chicago, men de amerikanske rødder fornægter sig bestemt ikke.

Skulle man få lyst til at opleve The Last Vegas live, så tager de på en tysklands tourne til november. Jeg giver The Last Vegas 4 ud af 6
 
Eat Me udkom 18. marts via AFM-Records.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg The Last Vegas på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Scandic Tribe - Made In Scandinavia (EP)
 
Anmeldt af Peter Letting: 07-07-2016
 
Et amerikansk baseret band med dansk islæt er ude med en EP på 4 numre 29 april 2016. Bandet hedder Scandic Tribe, og deres EP har titlen Made in Scandinavia. Ifølge deres eget udsagn skal der udkomme et fuldt album senere på året.

Stilen er ret tilbagelænet / afslappet rock. Lyden og produktionen er af glimrende kvalitet, og forsangeren har faktisk en meget fed stemme, men det fanger mig ikke rigtig. Jeg synes det virker lidt gammeldags i opsætningen, og det er muligt at det er med vilje. Jeg kommer til at tænke lidt på gode gamle Styx, som jeg hørte en del tilbage i 80’erne.

I min optik er det bedste af de 4 numre ”Revolution Of Confusion”. Her får vi lige et halvt minuts tempo skift, men ellers sker der ikke det helt store. Som sagt er forsangeren nok det mest positive / oplivende på denne EP.

Bandet består af danske Morten G.P og norske Thomas Økland, men alt er produceret i USA, hvor de 2 nu er bosat. Musikken er produceret i samarbejde med Roy Z, som har produceret for bl.a. Judas Priest og Bruce Dickinson.

Er man til rolige rock riffs, uden det store fart og tempo, er Scandic Tribe måske det der skal til. Jeg giver Scandic Tribe 3 ud af 6
 
Made In Scandinavia (EP) udkom 29. april.
 
(3 ud af 6)
 
Besøg Scandic Tribe på Facebook her.
__________________________________________________________________________________

Stöj Snak – ScreamerSongwriter

Anmeldt af Calle: 06-07-2016

Jeg har tidligere anmeldt to EP’er med Stöj Snak og begge gange har jeg synes om musikken. Manden bag Stöj Snak er Niels H. Sørensen, som også spiller i punk bandet Mighty Midgets. Nu er han så ude med sit første fuld længde album, som har fået titlen ScreamerSongwriter. Denne betegnelse bruger han selv om sin musik, så titlen er meget signende.

Albummet er stort set et DIY-projekt, som har været to år undervejs. Niels står selv for sangskrivning, guitar, vokal, indspilning, mixing, coverartwork o.s.v. Han har dog fået et par gæster med på albummet, som levere lidt backing vokal, melotron, vaskebræt, shakers, harmonika m.m. Men ellers står han som sagt for alt selv.

Betegnelsen ScreamerSongwriter dækker fint over musikken. Det er en blanding af singer-songwriter stilen ala Neil Young og Bob Dylen, men med en punk rock attitude. Og det afspejler sig tydeligt i sangene. Alle sange er akustisk-præget, men der er både hurtige og stille sange. Af sidst nævnte kan bl.a. nævnes ”Lullaby” og ”Old Friends And Irish Coffee". Og den mere akustisk-punkede ende finder man i sange som titelnummeret ”ScreamerSongwriter” samt ”Fuck” og sangen med verdens længste titel ”Laughter Brings People Together But No One Wants To Fuck The Funny Guy”. :o)

Personligt finder jeg det forfriskende med en musikker der finder sin egen stil og brænder for det han laver. Og jeg synes faktisk han har skrevet 12 gode sange til dette debut fuld længde album. Udover de gode melodier og den rå energi, så får Niels også en god portion humor indover i sine tekster.

Hvis du har lyst til at lytte til noget anderledes musik og lyder ScreamerSongwriter-stilen interessant for dig, så tjek albummet ud. Jeg bliver i hvert fald i godt humør, når jeg lytter til Stöj Snak.
 
ScreamerSongwriter udkom 9. juni.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Stöj Snak på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Gary Hoey – Dust & Bones

Anmeldt af Calle: 06-07-2016

Gary Hoey er en amerikansk blues rock guitarist, som har udgivet hele 20 albums (inkl. dette). Et af disse albums var med hard rock gruppen Heavy Bones tilbage i 1992, men resten af dem er solo studie albums og live albums. Han udgav sit første album ”Get A Grip” tilbage i 1991, men inden da, i 1988 hvor han var 28 år gammel, var han til audition hos selveste Ozzy Osbourne. The Prince Of Darkness valgte dog Zakk Wylde som guitarist og erstatning for Jake E. Lee. På trods af den lange karriere, så er dette mit første bekendtskab med Gary. Desværre!!

Jeg har læst mig frem til, at Gary har udgivet både deciderede blues albums og deciderede rock albums, men i tilfældet Dust & Bones, så er der tale om en god omgang blues-rock. Og det er tilmed en RIGTIG god omgang blues-rock. Gary’s guitarspil er sublimt og han levere flere flotte guitar soloer henover hele albummet. Samtidig er sangene godt skrevet og melodierne er meget fængende. Jeg var allerede solgt efter albummets første nummer ”Boxcar Blues”. Et perfekt nummer at starte albummet med. Herefter følger yderligere fire blues-rock numre af høj standard. I skæring nummer seks sættes tempoet for første gang ned. Det er i blues balladen ”Coming Home”, hvor Gary synger duet med Lita Ford. Dette er ligeledes et rigtig flot nummer. Blandt de sidste fem sange på albummet er der yderligere en stille sang i form af ”This Time Tomorrow”. Og afslutningsnummeret er et instrumentalt nummer, som varierer op og ned i tempo. Mine favoritter blandt de 11 sange er ”Who’s Your Daddy”, ”Back Up Against The Wall”, ”Born To Love You” samt ovennævnte ”Boxcar Blues”. Men alle sange på albummet er gode.

Dust & Bones har en rigtig flot lyd og produktion. Alt lige fra guitaren til vokalen til rytme sektionen fungerer bare godt. Udover Gary selv på guitar og vokal, så har han allieret sig med Matt Scurfield på trommer og AJ Pappas på bas. Ikke folk der siger mig noget, men de gør det i hvert fald godt.

Er du til folk som Joe Bonamassa, Robin Trower og Johnny Winter, så er jeg næsten 100% sikker på, at du også vil finde Gary Hoey’s musik yderst interessant. Så giv Dust & Bones et lyt!!!!
 
Dust & Bones udkommer 29. juli via Mascot Label Group/Provogue.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Gary Hoey på Facebook her.
_______________________________________________________________________________
Zakk Wylde – Book Of Shadows II

Anmeldt af Calle: 06-07-2016

Zakk Wylde, tidligere guitarist i Ozzy Osbourne’s band og nuværende frontmand i Black Label Society, er ude med sit andet solo album. Det har fået titlen Book Of Shadows II og kommer 20 år efter hans første solo album ”Book Of Shadows”.

Zakk Wylde er nok mest kendt for at vride i guitarstrengene og spille heavy rock, men på dette album bevæger han sig mere i retning af southern rock, country, blues og americana. Han er ikke bange for at vise en mere ”mellow” side af sig selv, som det også gjorde sig gældende på det føromtalte solo album. Og til dels også på Pride And Glory albummet af samme navn fra 1994. Det var det første band han selv stod i front for. De spillede mest southern rock/metal, men bevægede sig også ind på de mere stille områder. Og man skal bestemt ikke lade sig snyde af mandens udseende, for der ligner han mest af alt en ”real bad-ass heavy rocker”. Langt hår, stort skæg, store overarme og lædervest.

Albummet består af 16 sange, heraf to europæiske bonus tracks, som er andre versioner af to af numrene, som ligger blandt de 14 første. Det er sangene ”Tears Of December” og ”Lost Prayer”. De to bonus tracks er piano-orienteret versioner af sangene. De 14 sange er bygget over samme skitse, hvilket måske gør at de kunne komme til at lyde rimelig ens. Men det gør faktisk ikke så meget, da de bliver udført virkelig godt. Zakk har en rigtig fed stemme til denne form for musik og så spiller han jo en rigtig god guitar. Der er også flere veludførte guitar soloer spredt over albummet.

Mine favoritter på Book Of Shadows II er den blues-inspirerede ”Lost Prayer” samt ”Yesterdays Tears”, ”Sleeping Dogs” og afslutningsnummeret ”The King”. Men jeg synes ikke der er nogen dårlige numre på albummet. Zakk har skrevet og indspillet et rigtig godt album. Sang rækkefølgen på albummet virker til at være meget velovervejet, da en blues-lydende sang bliver aflyst af en southern rock sang som igen bliver aflyst af en country-inspireret sang. Alt i alt er det et meget tilbagelænet og behageligt album at lytte til.

Så er du til stille rock sange og kunne du lide "Book Of Shadows", så vil du helt sikkert kunne lide dette album. Efter min mening er dette album bedre end debut albummet. Men der er jo også gået 20 år siden det blev udgivet og Mr. Wylde har fået en del mere erfaring og er blevet en endnu bedre sangskriver. Tjek albummet ud!!!
 
Book Of Shadows II udkom 8. april via Spinefarm Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Zakk Wylde på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

Hendirx Society – Kiss The Sky – A Tribute To Jimi, His Music And Beyond

Anmeldt af Calle: 05-07-2016

Som titlen antyder, så er dette et album der hylder the mighty Jimi Hendrix. En lang række danske musikkere har indspillet 11 Hendrix sange, som de har valgt at udgive under navnet Hendrix Society. Den gennemgående musikker på hele albummet er guitaristen Kasper Damgaard. Jeg kender ham bedst fra hans tid i Mike Tramp’s band tilbage i start 00’erne. Men han har også spillet guitar i bl.a. Cornerstone og Zauce og spiller nu i Kings Of Rock. Udover Damgaard på guitar, så medvirker bl.a. Ditlev Ulriksen (vokal), Thomas Carlsen (vokal og percussion), Bjane Holm (trommer), Flemming Muus (bas), Lars Bouttrup (keyborad), Kim Hagemann (trommer) og Nils Krøyer (bas). Derudover er der flere sangere, som jeg ikke rigtig kender til, men som gør et rigtig godt job.

Nogle bands indspiller måske et Hendrix nummer på deres album og jeg har til dato hørt flere både gode og dårlige af slagsen. Skal man så rode sig ud i at lave et helt album kun med Jimi Hendrix numre? Er det klogt gjort, når mange kritikere ALTID siger – man skal ikke rode med Hendrix’s sange og den originale er meget bedre end cover versionen. Men i tilfældet Hendrix Society, så synes jeg helt bestemt de har indspillet nogle yderst kompetente versioner af de gamle Hendrix klassikere. De enkelte musikkere giver i hvert fald deres ypperste og hr. Damgaard levere et rigtig godt guitar arbejde på de 10 af sangene. Eneste sang han ikke selv medvirker på er ”Red House”. Her er det ingen ringere end Mikkel Nordsø der spiller guitaren. Udover ”Red House”, så er det stort set en samling af mine personlige Hendrix favoritter. Jeg nævner i flæng ”Foxy Lady”, ”Spanish Castle Magic”, ”Purple Haze”, ”Voodoo Child”, ”Stone Free” og balladen ”Angel”. Den eneste sang jeg ikke helt kan lide deres version af er “Little Wing”.

Albummet er produceret og mixet af Kasper Damgaard og Nils Krøyer og så er det blevet masteret af Jan Eliasson. Lyd og produktion er i top. Indspilningen er foregået i Nonsense Studio.

Hvis du ligesom undertegnet ikke har noget imod et helt album med covernumre, så synes jeg helt sikkert du skal tjekke dette album ud. For det er UDEN TVIVL en stor tribute/hyldest til guitarmasteren himself.
 
Kiss The Sky - A Tribute To Jimi, His Music And Beyond udkom 16. november 2015 via gateway Music.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Hendrix Society på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Darker Half – Classified (EP)

Anmeldt af Calle: 05-07-2016

Tilbage i slutningen af januar anmeldte jeg australske Darker Half’s tredje album ”Never Surrender”. Efter en længere Europa tour er bandet nu ude med en ny EP, som har fået titlen Classified. ”Never Surrender” fik pæne ord med på vejen, så jeg så frem til at give denne EP et lyt.

Bandet spiller melodisk power metal, så der er godt gang i twin-guitarerne og de dobbelte stortrommer. Samtidig er der flere lynhurtige guitar soloer, som hører sig genren til. Musikken bliver spillet godt og sanger Vo’s vokal passer godt til genren. Han har en meget ren vokal, som går tydeligt igennem. Classified er godt produceret og lyden er som den skal være inden for denne genre. Klar og tydelig og alle instrumenter samt vokalen kommer til sin ret. Bandet er stadigvæk det samme og udover ovennævnte Vo Simpson (vokal/guitar) består bandet af Simon Hamilton (bass), Dominic Simpson (trommer) og Jimmy Lardner-Brown (guitar).

Der er fem sange på EP’en. Melodierne er i og for sig godt skruet sammen og der er god power i sangene, men de lyder en lille smule ens i mine ører. Jeg synes ikke de er helt på højde med føromtalte album. Her var sangene mere varierede og der var lidt flere temposkift. Men jeg vil dog fremhæve to af sangene på EP’en og det er ”Voice Of The Dead” samt åbningsnummeret ”Aliens Exist”.

Er du til melodisk power metal, så kan du roligt tjekke dette band ud. Men så synes jeg du skal starte med ”Never Surrender”, hvor du får et større indblik i bandets kunnen og deres musikalske univers.
 
Classified (EP) udkom 3. juni via Fasball-Music.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Darker Half på Facebook her.
________________________________________________________________________________

Dead Man Lee – Hiraeth

Anmeldt af Calle: 05-07-2016

Dead Man Lee er et københavnsk rock band, som blev dannet i 2013. Bandet opstod efter opløsningen af forsanger og guitarist Boris’ forhenværende band Rated R og består også af medlemmer fra andre københavnske bands som Machine og Lima Lima. De andre medlemmer i bandet er Peter Ravn på bas og Ulf Hove Olsen på trommer. Hiraeth er bandets anden udgivelse, men desværre mit første kendskab til bandet. Deres første album ”Wounds & Scars udkom i 2013.

Hiraeth består af 7 numre og stilen vil jeg betegne som alternativ hard rock og post-grunge. Numrene er rimelig dystre og det overordnede tema i sangene er tab, vrede og frustration. Boris, som har skrevet alle sangene, fortæller da også følgende i presseskrivelsen: ”Jeg sad alene og hamrede løs på min guitar. Det eneste jeg tænkte på var: Sangene skal laves på den måde at hvis jeg forestiller mig at al den musik jeg spiller lige nu bliver hamret med et baseball bat - fordi jeg var så sur og bare havde lyst til at smadre ting. På en eller anden vis, så kom det ud og jeg tog alt mit had og lavede det om til den musik jeg sidder med i dag.”

Melodierne er godt skruet sammen og rytmen er tilpas tung. Musikken bliver spillet rigtig godt og Boris’ stemme passer perfekt til genren. Alle 7 sange er rigtig gode og det er svært for mig at fremhæve enkelte sange. Men skal jeg nævne et par stykker, så må det være ”Not Gone”, ”Running On Fumes” og første singlen ”Mine”. Og så kommer man heller ikke udenom albummets sidste sang ”Nightmare”, som skiller sig lidt ud fra de andre numre. Den er mere down-tempo og minder mig lidt om et band som Black City, dog med lidt mere dystre undertoner.

Albummet er indspillet, produceret og mixet af Peter Hove Olsen og så er det mastereret af Jan Eliasson, som tidligere har arbejdet med flere andre danske kunstnere, som eksempelvis Pretty Maids, Psyched Up Janis, Royal Hunt, Shades & Peters, SuperCharger og Lukas Graham for bare at nævne et par stykker. Lyd og produktion fungerer rigtig godt og man mærker virkelig vreden og frustrationen i musikken.

Er du til alternativ hard rock og post-grunge, så bør du helt sikkert tjekke dette album ud. Jeg ved godt genren ikke er den mest populære i lille Danmark, men jeg håber virkelig Dead Man Lee får en pladekontrakt og kommer ud og spille i det danske land. De har i hvert fald sangene og kvaliteten til det!!
 
Hiraeth udkom 16. maj via Gateway Music.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Dead Man Lee på Facebook her.
________________________________________________________________________

The Jelly Jam – Profit

Anmeldt af Calle: 04-07-2016

The Jelly Jam er et tre-mands band, som består af nogle rimelig prominente navne indenfor rock verdenen. Medlemmerne er nemlig guitarist og sanger Ty Tabor (King’s X), bassist John Myung (Dream Theater) og trommeslager Rod Morgenstein (The Dixie Dregs og Winger). Profit er bandets fjerde album, men det er det første jeg har hørt med dem.

Jeg vil betegne stilen som progressiv rock, hvor hovedparten af sangene høre til en den mere down- og midtempo ende af skalaen. Dog med lidt ”hårdere” rock elementer hist og her. Albummet består af 12 sange, som er velskrevne og hvor melodierne varierer godt. Samtidig bliver musikken spillet godt og vokalen passer perfekt til genren. Flere steder minder Ty’s stemme mig lidt om ”vores egen” Tim Christensen og flere af sangene lyder faktisk lidt i retning af noget Tim kunne have skrevet til ham selv eller et Dizzy Mizz Lizzy album. Lyt bl.a. til sangene ”Water”, ”Fallen” og ”Ghost Town”.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg fandt albummet en anels
e kedeligt ved første gennemlyt. Sangene flyd sammen i mine ører. Men efter anden og tredje gennemlyt begyndte sangene at lyde mere interessante og jeg fandt faktisk flere favoritter blandt de 12 sange. Her kan jeg f.eks. nævne åbningsnummeret ”Care” og ”Mr. Man” samt ovennævnte ”Water” og ”Ghost Town”, men også sange som ”Memphis” og den meget stille ”Heaven”. Alt i alt er det 12 gode sange bandet har skrevet og indspillet. 
 
Profit er flot produceret og lyden er helt i top. Det er Ty der har fungeret som producer. Og som sagt er musikken yderst velspillet og især Ty’s flotte guitarspil finder vej frem i lydbilledet. Men selvfølgelig spiller John og Rod også godt. De lægger ikke ”bare” baggrundsrytmen, men viser flere steder deres enorme kunnen og erfaring.

Jeg vil klart anbefale at man tjekker dette album ud. Hvis du er til velspillet og velproduceret rock og kan du i forvejen lide musik fra disse tre heavyweights indenfor rockverdenen, så går du ikke galt i byen med dette album. Osgå selvom stilen jo ikke er helt den samme som deres respektive bands.
 
Profit udkom 27. maj via Music Theories Recordings/Mascot Label Group.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg The Jelly Jam på Facebook her.
_________________________________________________________________________

PJ Farley – Boutique Sound Frames

Anmeldt af Calle: 04-07-2016

PJ Farley startede sin karriere i det amerikanske band Trixter, som han blev medlem af tilbage i 1987. De udsendte 3 albums i start 90’erne (hvor de også havde flere Mtv hit videoer)og havde derefter en længere pause på ca. 13 år. I den periode har PJ været medlem af flere andre bands som f.eks. 40Ft Ringo, Ra, Deepfield og så har han også turneret som bassist for Lita Ford. Boutique Sound Frames er PJ’s debut solo album.

Sangene på albummet er skrevet og indspillet over en længere periode. Det er sange som PJ har skrevet, men som han ikke syntes passede ind i de band og projekter han har været en del. Derfor har han nu samlet dem på dette album. Han spiller selv alle instrumenter og synger selv alle sangene. Stilen er melodisk rock i stil med bands som Lifehouse og The Calling.

Boutique Sound Frames består af 11 sange, som varierer fint i tempo og hvor melodierne er godt skruet sammen. Mine favoritter blandt de 11 sange er ”Things We Hold On To” samt åbningsnummeret ”Take It Straight” og første singlen ”You’d Stick Out”, men også en sang som ”Ain’t No Good”. Sidst nævnte minder mig faktisk lidt om noget fra Søren Andersen’s solo album ”Constant Replay”. Ikke at de to herre har noget med hinanden at gøre. Udover disse numre, så synes jeg også godt om de mere stille sange som ”A Place In The Sun” og ”What You Do”.

Albummet er produceret af PJ selv med Steve Brown som co-producer. Engineering og mixing er ligeledes foretaget af Steve Brown. Han er PJ’s bandmate og guitarist i førnævnte Trixter. Han har også spillet et par guitar soloer og lagt backing vokal på flere af numrene på albummet. Alt i alt er det et flot produceret album.

Er du til bands som ovennævnte Lifehouse og The Calling eller Søren Andersen for den sags skyld, så tror jeg helt sikkert du vil kunne lide dette album. Eller hvis du bare godt kan lide en god omgang melodisk rock med gode melodier, så bør du tjekke dette album ud. Som en lille ekstra info, så kan jeg nævne, at jeg for lidt over et år siden lavede et interview med PJ Farley her på siden. Det kan du læse via dette link.
 
Boutique Sound Frames udkom 20. maj via MelodicRock Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg PJ Farley på Facebook her.
_________________________________________________________________________________________
Flotsam And Jetsam - Flotsam And Jetsam
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 29-06-2016
 
Flotsam And Jetsam er navnet på et band jeg er faldet over mange gange i løbet af de sidste mange år, men jeg har aldrig fået lyttet til dem før nu. Bandet blev dannet tilbage i 1981 og det kan nævnes at den oprindelige bassist hed Jason Newsted, som senere blev bassist i Metallica. Flotsam And Jetsam spiller thrash metal af den gamle skole. Tænk samme stil som f.eks. Anthrax, Megadeth og førnævnte Metallica inden de blev blødere i starten af 90’erne. Der bliver budt på aggresive riffs, dobbeltpedaler på trommerne og masser af energi. Jeg havde ikke de store forventninger, da jeg som sagt ikke havde hørt dem før – men deres nye plade er alligevel den 12. studieplade fra gruppen, så der er tale om nogle erfarne herrer.

Åbningsnummeret ”Seventh Seal” lægger godt fra land og lover godt for resten af albummet. Et godt guitarriff, tung og fængende rytme samt solid vokal.. De næste numre fortsætter i nogenlunde samme stil, dog bliver tempoet ofte skruet lidt i vejret. Nummeret ”Iron Maiden” lyder som bandet af samme navn, hvilket næppe er en tilfældighed. Flotsam And Jetsam har den der klassiske heavy metal lyd over sig og det fungerer for det meste af tiden. Der er dog visse svipsere hist og her, hvor niveauet falder i forhold til gennemsnittet. Pladen har en samlet spilletid på 55 minutter med flere numre varer mellem 5 og 6 minutter. Hen mod slutningen kunne jeg personligt godt savne lidt variation, for at bevare den fulde koncentration. Man kan dog ikke komme uden om at der leveres et bundsolidt stykke metal-håndværk!

Bandet har et bedre sammenspil end jeg havde forventet og lyden er også virkelig god, hvilket betyder godt produktionsarbejde. Afslutningsnummeret er den episke ”Forbidden Terrotories” på næsten 7 minutter, hvor albummet lukkes med uptempo metal med guitarsolo og gode temposkift.

Hvis man er fan af klassisk heavy metal og thrash metal, tør jeg godt vove den påstand at man ikke går helt galt i byen med dette album. Næsten gang du overvejer at smide "Master Of Puppets" med Metallica eller "Rust In Peace" med Megadeth på anlægget, så stop op og prøv denne i stedet. Helt sikkert et godkendt udspil, efter min mening!
 
Flotsam And Jetsam udkom 20. maj via AFM-Records.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Flotsam And Jetsam på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Blended Brew – Laughing At Your Feet (EP)
 
Anmeldt af Calle: 16-06-2016

For næsten 1½ år siden anmeldte jeg debut albummet ”Hand Patrones” fra Glumsø bandet Blended Brew. Dengang var jeg ovenud tilfreds med hvad jeg hørte og erhvervede mig straks vinyludgaven af albummet. Nu har bandet skrevet kontrakt med Mighty Music/Target Group og har samtidig udsendt en ny EP, som har fået titlen Laughing At Your Feet. Bandet er stadigvæk det samme og udgør Sebastian Beck Groset (hammond orgel), Mathias Møller Jørgensen (bas), Jimmy Linder Månsson (vokal), Mads Bunch Johansen (trommer) og Mikkel Toustrup Hansen (guitar).

Stilen er, som det også gjorde sig gældende på debut albummet, stadigvæk 70’er inspireret hard rock. Især hammond orgelet, som er meget fremtrædende i musikken, gør at musikken lyder i den retning. EP’en består desværre kun af fire sange. Når jeg skriver desværre, så er det fordi jeg godt kunne have brugt flere numre. De fire sange svinger enormt godt og melodierne er godt skruet sammen. Der er en overordnet fed groove i sangene og man kan ikke undgå at rocke med, når man sætter sig ned og lytter til musikken. Mine favoritter blandt de fire sange er åbningsnummeret og titelnummeret ”Laughing At Your Feet” samt første singleudspil ”Open Ocean”. Sidst nævnte har bandet også udsendt en musikvideo til.

Laughing At Your Feet er indspillet i Vibe Factory med Jakob Winther bag knapperne. Han har gjort et rigtig godt stykke arbejde og har sammen med bandet fundet den rette lyd, som giver EP’en en super fed feeling. De unge musikkere spiller rigtig godt og Jimmy’s vokal fungerer perfekt til bandets stil og musikalske univers.

Bandet er måske ikke så kendte herhjemme i lille Danmark, men de har spillet flere shows i USA, hvor de har været ovre hele tre gange. Derudover har de spillet i Kina og Markedonien og var for nylig opvarmning for Hollywood Vampires med Joe Perry, Alice Cooper og skuespillere/musikeren Johnny Depp. Jeg har selv kun haft fornøjelsen af at oplevet bandet live engang og det kan jeg varmt anbefale. Det samme gør sig gældende for deres nye EP. Tjek den ud!!!
 
Laughing At Your Feet (EP) udkom 27. maj via Mighty Music.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Blended Brew på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Pierce The Veil – Misadventures

Anmeldt af Calle: 16-06-2016

Pierce The Veil er et amerikansk band, der blev dannet i San Diego tilbage i 2006. Bandet består af de to brødre Vic Fuentes (vokal og guitar) og Mike Fuentes (trommer) samt Tony Perry (guitar) og Jamie Preciado (bas). Misadventures er bandets fjerde fuld længde album. Men selvom det er fjerde album er det første gang jeg rigtig lytter til bandet. Ellers har jeg kun kendt dem af navn og hørt en enkelt sang hist og her.

Peirce The Veil spiller en blanding af post-hardcore og emo og jeg vil sammenligne dem med bands som eksempelvis Bring Me The Horizon, Fall Out Boy, All Time Low og My Chemical Romance. Der er tilpas god variation i sangene og tempoet variere også godt. Der findes både de ”hårde” og hurtigere sange som ”The Divine Zero”, "Sambuka" og ”Today”, men også sange i den mere stille ende som f.eks.”Floral & Fading” og ”Bedless”.

Albummet er indspillet på Long Island i producer, mixer og engineer Dan Korneff’s studie. Han var også co-producer på bandets tredje album ”Collide With The Sky” fra 2012, som dags dato har solgti over 400.000 eksemplarer alene i USA. Udover samarbejdet med Pierce The Veil, så har han tidligere arbejdet med bands som f.eks. Ill Niño, Breaking Benjamin, Papa Roach, Drowning Poll og førnævnte My Chemical Romance. Så han er en erfaren mand inden for denne og nærliggende genre. Misadventures er godt produceret og lyden er som den skal være. Derudover spiller bandet godt og Vic’s stemme passer til genren. Han kan både synge og ”skrige”.

Alt i alt er det et godt album bandet har indspillet og er man til musik inden for denne genre, så kan man roligt give dette album et lyt. Personligt vil jeg gå tilbage og give deres forrige albums et lyt eller to.
 
Misadventures udkom 13. maj via Fearless Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Pierce The Veil på Facebook her.
________________________________________________________________________

No Sinner – Old Habits Die Hard


Anmeldt af Calle: 14-06-2016

For to et halvt år siden anmeldte jeg debut albummet ”Boo Hoo Hoo” fra det canadiske band No Sinner. Dengang kendte jeg ikke bandet, men jeg blev blæst omkuld af bandets musik og forsanger Colleen's sprøde og sexede stemme. Nu er bandet så klar med deres andet album, som har fået titlen Old Habits Die Hard.

Albummet består af 12 numre og stilen er stadigvæk blues rock. Dog er tendensen i flere af sangene kommet endnu nærmere rocken. Bare lyt til sange som ”Saturday Night”, ”One More Time” og ”Leadfoot”. Sidst nævnte er, sammen med ”Friend Of Mine” og afslutningsnummeret ”Mandy Lee”, blandt mine favoritter på albummet. Men der er også stille sange som ”Hollow” og ”Lines On The Highway”. Og så kommer man heller ikke udenom ”Get It Up”, som leder mine tanker i retning af No Doubt.

Old Habits Die Hard er velspillet, velskrevet, velproduceret og helt på højde med bandets debut album. Musikken bliver spillet til UG+ og Colleen's stemme mestre bare det hele. Up-tempo og down-tempo, blues, soul og rock. Som nævnt i min anmeldese af debut albummet, så kan man ikke undgå at blive forelsket i hendes stemme. Hvis du tænker en blanding af Janis Joplin, Beth Hart og Etta James, så får du måske en ide.

Alt i alt er Old Habits Die Hard er rigtig fedt album og det er ikke uden grund, at undertegnet har det blandt sine anbefalinger her på siden i denne måned. Så jeg kan kun anbefale enhver blues rock fan med respekt for god musik, at tjekke dette album ud. Jeg ser allerede frem til bandets tredje album og så ville jeg ønske de en dag gæstede lille Danmark, så jeg kunne opleve dem live.
 
Old Habits Die Hard udkom 20. maj via Mascot Label Group/Provouge.
 
   (5½ ud af 6)
 
Besøg No Sinner på Facebook her.
____________________________________________________________________________

The Silent Low - Under (EP)
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 14-06-2016
 
I 2012 blev det århusianske band The Silent Low dannet. To år efter blev EP’en ”EP 2014” udgivet og fik rosende ord med på vejen. Siden er der sket en lille ændring i bandet i form af ny trommeslager og deres stil skulle eftersignende også have ændret sig en smule. Bandet består af vokalist Mikkel Ottosen, bassist Morten Olesen, guitarist Rasmus Normand og trommeslager Tobias Høst. De betegner selv deres musik som nordisik melodisk rock. Jeg har ikke haft fornøjelsen af at lytte til deres første EP endnu, så jeg ved ikke helt hvad jeg skal forvente. Jeg sidder dog med en kopi af deres nye EP som har fået titlen Under. Jeg har lavet lidt baggrundsresearch om bandet i forbindelse med min anmeldelse. Det lyder alt sammen meget spændende, så jeg glæder jeg mig bare til komme i gang med musikken.

Det første nummer på EP’en er ”Snake Tongue” og der bydes på en omgang riff-baseret tungrock. Musikken fanger mig med det samme og jeg kan lide hvad jeg hører. Bandet formår at benytte mange forskellige genre i deres musik.. Klassisk rock, stoner, grunge og de lyver ikke når de siger at de også er melodiske. Det hele smelter sammen på en velfungerende måde og det færdige resultat står stærkt. Det er tale om nogle gutter der kan deres håndværk, hvilket gør at den musikalske kvalitet er i højsædet. Den gode stil fortsætter på det næste nummer ”Bite The Bullets” hvor bassist Morten Olesen får god plads til at imponere. Jeg må også nævne forsanger Mikkel Ottosen som har en vokal som passer glimrende ind i lydbilledet. ”Among The Damaged” startes også med et medrivende guitar-riff, hvorefter resten af sangen leveres med masser af energi og attitude. Selvom denne udgivelse kun byder på 4 sange, har jeg faktisk svært ved at vælge min favorit. Men afslutningsnummer ”Invisible Hands” er måske det bedste bud jeg kan komme med. Et fængende nummer med en god tung rytme og dejlig guitar-lir. Der er smæk på drengen og det er svært ikke at lade sig rive med.

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er meget imponeret over denne udgivelse fra The Silent Low. EP’en er indspillet hos Jacob Bredahl i Dead Rat Studio og produktionsarbejdet fejler ikke noget overhovedet. The Silent Low har efter min mening fortjent alt den succes de kan komme i nærheden af. Jeg fornemmer spilleglæde og gå-på mod i deres musik og fortsætter de denne stil, burde de blive et veletableret navn på den danske rock scene.
 
Under (EP) udkommer 2. juli.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg The Silent Low på Facebook her.
___________________________________________________________________________
Balflare – Downpour

Anmeldt af Calle: 14-06-2016

Blaflare er et japansk melodic power metal band, som består af Shoota Hashimoto (guitar og synthesizers), Takashi Odaira (bas), Eijin Kawazaki (vokal), Isao Matsuzaki (trommer), Leo Yabumoto (guitar) og Tommy (Keyboards). Downpour er bandets fjerde album, men det er mit første bekendtskab med bandet.

Stilen er som sagt melodic power metal og jeg vil sammenligne bandet med bl.a. Blind Guardian, Rhapsody Of Fire og Stratovarius. Sidst nævnte er da også en af grundlægger Shoota's personlige favoritter og inspirationskilder.

Downpour består af 12 numre, hvor skæring nr ét er en instrumental intro. Herefter kører det bare med 180 i timen i de næste fem numre, både hvad angår trommerne og guitaren. Først i sang nr. 7 ”I'm Your Shadow” sættes tempoet ned, for derefter at blive sat i vejret igen med endnu et instrumental nummer ”Rain's Realm”. Og tempoet forbliver højt på resten af albummet, lige med undtagelse af midt tempo sangen ”Syzygy”. Mine favoritter blandt de 12 numre er ”Unite”og ”Before The Dawn” samt titelnummeret ”Downpour”. Albummet er produceret af Shoota. Lyd og produktion fejler bestemt ikke noget. Musikken går rent igennem og lyden er poleret, som det skal være inden for denne genre. Derudover spiller bandets medlemmer deres instrumenter godt og Eijin's vokal passer godt til denne genre.

Alt i alt er det et helt udmærket album og jeg er sikker på folk der kan lide denne genre, vil finde albummet rigtig godt. Personligt er det dog en smule for ensformig til mig. Sangene lyder forholdsvis ens i mine ører. Dermed ikke sagt at musikken er dårlig. Bestemt ikke. Det er velspillet og jeg kan sagtens anbefale folk derude til at tjekke albummet og bandet ud.
 
Downpour udkom 20. maj via Fastball-Music.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Balflare på Facebook her.
________________________________________________________________________

ToxicRose - Total Tranquility
 
Anmeldt af Peter Letting: 13-06-2016
 
Svenske ToxicRose er ude med deres første fulde album, som bærer titlen Total Tranquility. Albummet er tilgængeligt 16 maj 2016. Jeg anmeldte en EP som ToxicRose udgav for et par år siden, og var rimelig begejstret for den, så derfor var jeg da også spændt på at høre om buen stadig var spændt, i det svenske band, og det må jeg sige at den er.

Stilen er glam metal, på den fede måde. Det er poleret og storladent, men samtidig rafineret og detaljeret. Desto mere jeg hører skiven, des bedre kan jeg lide den, og nu har jeg faktisk hørt den næsten uafbrudt i en måneds tid, så den har fået godt fat i mit system. Faktisk sidder flere af omkvædene fast, og kører rundt i hjernen, når den ikke lige bruges til andre gøremål…

Bandet består fortsat af de samme 4 medlemmer. Andy på en meget overbevisende vokal, Tom på en sublim guitar, Goran på en hamrende tight bas, og ikke mindst Michael på de fedeste trommer. Der er også en del keyboard / synthesizer ind over diverse numre, og det er bare en lækker detalje, som cremen i en god kage.

Mit favorit nummer må være titel nummeret ”Total Tranquility”. Top fed rytme, og forholdsvis rolig indledning, men efter 3.30 tager fanden ved dem, og tempoet bankes i vejret, og så er jeg solgt. Det er det fedeste metal nummer jeg har hørt længe, og jeg kan høre det igen og igen. Men resten af skiven er også pænt fed. Numre som, ”We All Fall Down”, “Recless Society” og “World Of Confusion” er også blandt kandidaterne til en favorit titel.

Jeg gad godt opleve ToxicRose live, så jeg håber de vil tage imod en opfordring, og kigge en tur over sundet… Naturligvis vil jeg gerne høre deres super lækre musik, men jeg vil også gerne opleve bandet, med deres meget markante tøj stil… Jeg giver skiven 5½ ud af 6
 
Total Tranquility udkom 16. maj via City Of Lights Records.
 
   (5½ ud af 6)
 
Besøg ToxicRose på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Jens Jepsen – Fool


Anmeldt af Calle: 08-06-2016

Jens Jepsen er en musikker og sangskriver, som er vokset op i Hjørring. Han har optrådt på flere værtshuse i det nordlige Jylland siden han var 16 år. Dette band/projekt startede i hans sidste år af gymnasiet hvor han mødte den ligesindede bassisten Albert Reinholdt. Udover de to unge mænd består bandet af Mikkel Zakariasen (el-guitar og lap steel), Bertil Bille (trommer) og Jakob 'Falafel' Jensen (percussion). Bandets medlemmer, som går under navnet The Pouches, kommer fra forskellige baggrunde og bevæger sig i alt fra jazz/latin til rock/world og country-folk. Stilen på dette album er mest i retning af sidst nævnte. Jeg vil nok betegne stilen som singer/songwriter/folk/rock.

Fool består af 9 sange, som fortæller om hvordan det er at vokse op i modstand og måden at håndtere denne på. Historierne er inspireret fra Jens eget liv i Vendsyssel. I presseskrivelsen står der, at Jens altid har været klassens særling, altid haft en anden indfaldsvinkel, og han altid har været meget trodsig, og når folk og tilværelsen har været imod ham, er han aldrig bakket ud, men fortsat endnu stærkere. Dette kommer meget godt til udtryk i teksterne. Han er en enormt god historiefortæller.

Mine favoritter blandt de 9 sange er ”Banjo Man”, hvor lapsteel guitaren virkelig kommer til sin ret. Derudover synes jeg også ret godt om åbningsnummeret ”Jimmy” og ”Moving On” samt ”I Was Dead”. Men alt i alt er det 9 rigtig gode sange Jens har skrevet. Mine tanker ledes lidt i retning af folk som Ryan Adams og Whiskeytown samt Josh Rouse og Drive-By Truckers, men også legender som Bob Dylan og Johnny Cash.

Albummet er indspillet, mixet og mastereret i Mørkværk Studio. Lyd og produktion fungere godt og man bliver på en eller anden måde i rigtig godt humør når man lytter til albummet. Jens og The Pouches virker som et band der virkelig brænder for det de spiller og så spiller de samtidig rigtig godt!! Og når man dertil lægger Jens' stemme, så får man et flot slut produkt.

Jeg kan varmt anbefale dette album, hvis du er til stille og rolig tilbagelænet singer/songwriter/folk/rock. Jeg har fået musikken sendt digitalt, men overvejer kraftigt at erhverve mig vinyludgaven af albummet. Giv Jens Jepsen og hans band et lyt.
 
Fool udkom 4. maj.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Jens Jepsen på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Andy Black – The Shadow Side

Anmeldt af Calle: 08-06-2016

Andy Black, med fødenavnet Andrew Dennis Biersack (nok bedre kendt som Andy Biersack), er til daglig frontmand i rock bandet Black Veil Brides. Men nu prøver han kræfter med sit første soloalbum, som har fået titlen The Shadow Side. Jeg har synes ret godt om Black Veil Brides siden jeg hørte deres andet album ”Set The World On Fire” fra 2011, så det var med en vis spænding, da jeg satte mig ned for at lytte til dette album første gang. Nogle musikkere og sangere har en tendens til at lave et album i en helt anden genre end den de normalt spiller og det er også tilfældet med dette album. Vi bevæger os kun en lille smule i rock genren, og jeg vil nærmere betegne musikken som pop med få afstikkere til pop-punken.

På albummet medvirker bl.a. sanger og guitarist Patrick Stump (Fall Out Boy), trommesalger Ashton Irwin (5 Seconds Of Summer), trommeslager Rian Dawson (All Time Low), guitarist Quinn Allman (The Used) og sanger og guitarist Joel Madden (Good Charlotte) samt sanger, guitarist og bassist Matt Skiba (Alkaline Trio og Blink 182). Sidst nævnte medvirker på anden singlen ”Stay Alive”, som efter min mening er et af de bedre numre på albummet. Derudover vil jeg også fremhæve sange som ”Louder Than Your Love”, som er albummets mest rockende sang samt ”Drown” og første singlen ”We Don’t Have To Dance”, som faktisk har en dansevenlig rytme.

Albummet er blevet til i samarbejde med producer John Feldman, som tidligere har arbejdet med bl.a. Panic! At The Disco samt ovennævnte 5 Seconds Of Summer og All Time Low. Albummet er flot produceret og Andy’s stemme og musik kommer til sin ret. Og musikalsk kan man heller ikke sætte en finger på noget. Alle de medvirkende musikkere levere varen.

Overordnet set er jeg lidt skuffet over The Shadow Side. Det er en smule for poppet til mig og sangene er en anelse for kedelige, samtidig med at de er rimelig enslydende. Der er kun få afbrækkere, som bl.a. ovennævnte ”Louder Than Your Love”. Jeg tror ikke det er et album jeg vil lytte synderlig meget til i fremtiden. Men er du til musik i den lidt blødere ende af skalaen og elsker du de stille sange fra Good Charlotte, Fall Out Boy og Sugarcult, så kan du godt tjekke dette album ud.
 
The Shadow Side udkom 6. maj via Spinefarm Records.
 
(3½ ud af 6)
 
Besøg Andy Black på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Bound By Wire – 4 (EP)

Anmeldt af Calle: 02-06-2016

Så har jeg igen haft fornøjelsen af, at skulle anmelde nyt musik fra Viborg bandet Bound By Wire. Jeg har tidligere anmeldt deres tredje EP ”Revolution” og deres debut fuld længde album ”Bound By Wire”, men nu er turen kommet til deres fjerde EP, som har fået den meget signende titel 4. Sanger og guitarist Erwin Turcinhodzic + bassist Christian Nørgaard var også med på debut albummet, men der er kommet ny trommeslager i bandet samt en ekstra guitarist. De hedder henholdsvis Søren Rask og Dan Silas.

EP’en består af 4 sange og stilen er hard rock i stil med andre danske bands som f.eks. St. Prostitute, Bullet Train Blast, Superdirt og Suckerpunch. Alle fire sange rammer plet hos undertegnet. Jeg synes bandet har formået at skrive og indspille fire rigtig gode sange. Melodierne sidder lige i skabet og de er samtidig enormt fængende.

Første skæring på EP’en er ”Woman”, som også var første single udspil. En rigtig god rock sang, som bandet har lavet en musikvideo til. Herefter følger yderligere tre gode rock sange i form af ”Out Of Time”, ”Fight For What Is Right” og ”I’m To Blame”. Der er flere gode guitar riffs og soloer på de fire sange og resten af musikken bliver også spillet på fornemmeste vis. Derudover er musikken fanden-i-voldsk og bandet virker faktisk ret sammenspillet, på trods af to nye medlemmer. Kort sagt, så får du en kæmpe, koncentreret rock n´roll – indsprøjtning, hvis du lytter til denne EP. Sangene er flot produceret og lyden er som den skal være. Og som sagt spiller de fire bandmedlemmer godt og tight.

Er du til nogen af ovennævnte bands og kan du bare godt lide en god omgang vaskeægte hard rock, så vil jeg anbefale at du tjekker denne EP ud. Bound By Wire har noget de gerne vil fortælle!! P.S. Jeg synes også coveret passer rigtig godt til bandets musik. 
 
4 (EP'en) udkom 9. maj.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Bound By Wire på Facebook her.
__________________________________________________________________________________________
Sons Of Sounds – In The Circle Of The Universe

Anmeldt af Calle: 02-06-2016

Sons Of Sounds er et tysk band, som består af tre brødre – Roman (vokal og bas), Wayne (guitar) og H (trommer). Bandet blev dannet i Karlsruhe i 2007 og In The Circle Of The Universe er bandets tredje fuld længde album. Derudover har de udsendt en EP.

Bandet bevæger sig rundt i diverse rock og metal genre og man kan høre inspiration hentet fra både NWOBHM, progressiv rock/metal og ikke mindst traditionel heavy metal. Dette gør at sangene bliver rimelig varierede og samtidig bliver tempoet i de enkelte sange sat op og ned. Bandet kalder det selv for free-metal, hvilket faktisk beskriver deres musik ret godt.

In The Circle Of The Universe har en spilletid på 74 minutter, men på intet tidspunkt bliver man træt af at lytte til bandets sange. For hver gennemlyt af albummet finder man nye finesser og lækre detaljer. Melodierne er samtidig meget fængende og bandets musikalske univers indfanger hurtigt lytteren. Selvom alle tretten sange på albummet er gode, så vil jeg alligevel fremhæve sange som åbningsnummeret ”Magic” samt ”Rock ’N’ Roll Monster” og ”My Star” plus første singlen ”The Change”. Bandet har også lavet en musikvideo til sidst nævnte. In The Circle Of The Universe er et koncept album der, som titlen passende beskriver, handler om vores allesammens univers.

Albummet er indspillet i Studio Gernhart og så er det produceret af Martin Buchwalter. Han har gjort et rigtig godt stykke arbejde og han rammer virkelig en lyd der passer perfekt til bandets musik. Derudover så spiller bandet rigtig godt og vokalen passer ligeledes godt til musikken. Der er flere rigtig gode guitar soloer og bassen lyder flere steder hen i retning af Steve Harris fra Iron Maiden.

Overordnet set er det et rigtig godt album bandet har indspillet og jeg vil uden tvivl tjekke deres to tidligere udgivelser ud. Er du til velspillet og velproduceret metal, så synes jeg helt sikkert du skal tjekke disse tyskere ud.
 
In The Circle Of The Universe udkom 13. maj via Fastball-Music.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Sons Of Sounds på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Soulimage – The Whole Universe

Anmeldt af Calle: 02-06-2016

Soulimage er et tysk band, som består af Robert Eberl (vokal, sangskriver og komponist), Stefan Siegl (keyboards og vokal), Burbn Rabenherz (guitar), Jürgen Igl (bas) og Luck Willecke (trommer). Frontmand Robert var oprindelig et en-mands elektro projekt, men har på dette album samlet nogle musikkere og prøver så lykken indenfor synth-rock genren. The Whole Universe er dermed bandets debut album.

Lad mig starte med at sige, at jeg aldrig har lyttet specielt meget til synth-rock og det er der måske en grund til. Stilen er simpelthen langt fra den rock jeg er mest til og jeg synes ofte musikken er en anelse for kedeligt. Og i tilfældet Soulimage, så er deres album gabende kedeligt i mine ører. Albummets tretten sange smelter sammen i en stor masse og lyder meget monotont og jeg kan ikke adskille det ene nummer fra det andet. Det skulle måske lige være synth-balladen ”Raining Blood”. I kraft af at det er en ballade, så er tempoet sat endnu mere ned. Jeg har meget svært ved at fremhæve enkelte numre, men skulle jeg nævne et enkelt eller to, så må det være ”Angel Heart” og ”Isolation”.

Selve produktionen på The Whole Universe fungerer udmærket. Det er bandets keyboard spiller der er nævnt som producer og samtidig har han stået for mixing og mastering. Han har gjort et godt stykke arbejde.

Som rock og metal fan ligger dette album en pæn længde fra det jeg normalt hører og da jeg samtidig synes sangene, melodierne og vokalen er decideret kedelige, så kan jeg ikke give dette album top karakter. Er du normalt til synth-rock, så kan du godt tjekke albummet ud. Jeg tror dog du også vil finde det en anelse for kedeligt. For mig er det et album der vil gå hurtigt i glemmebogen. Umiddelbart tror jeg ikke The Whole Universe nogensinde vil finde vej til min cd-afspiller igen.
  
The Whole Universe udkom 20.majl via Echozone.
 
(3 ud af 6)
 
Besøg Soulimage på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Torpedohead - III
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 01-06-2016
 
Torpedohead er et rock n’ roll band fra Tyskland. Deres stil læner sig op af punk n’ roll, lidt i samme stil som Backyard Babies og The Hellacopters. Gruppen består af 3 tyskere som har 2 studieplader og en EP på CV’et. Deres nyeste udspil har fået titlen ”III” og består af 11 skæringer på i alt 36 minutter.

Man bliver mødt med en punket garage-rock allerede fra albummets første nummer ”Get Of My Back”. Der er skruet op for både tempo, guitar og attitude. Det næste nummer ”Wildfire” er min personlige favorit. Intro-riffet lyder som noget der er taget fra AC/DC’s bagkatalog og sangen indeholder et sing-a- long omkvæd og har en vis catchiness over sig. Det er ikke så mærkeligt at det netop er denne sang der er lavet en musikvideo til. De efterfølgende par numre forsætter i samme stil, bare ikke helt så effektfuld. Vi skal frem til pladens 6. sang før tempoet bliver sat gevaldigt ned og den akustiske guitar bliver fundet frem. Der er tale om nummeret ”Peace Of Mind” som faktisk fungerer som et fint pusterum godt halvejs gennem gennemlytningen. I den sidste halvdel af sangen bliver el-guitaren igen taget i brug og der leveres en rocket afslutning. Der er masser af svedige guitar-riffs og store hooks at finde, hvilket blandt andet er tilfældet på numre som ”Not Too Late” og ”Drunk On Sunday”. Nummeret ”Sweet Mystery” har en sydstats-feeling over sig mens afslutningsnummeret ”Cesspool Dremas” er en kompromisløs up-tempo rocker.

Tyske Torpedohead har lavet en fin punk n’ roll plade, som helt sikkert vil tilfredsstille tilhængere af genren. Trioen ved hvordan man skriver iørefaldende sange med god energi og frontmanden Spacebrain har desuden en vokal der passer godt til genren. Det når aldrig at blive fantastisk og kvaliteten på nogle af numrerne balancerer på det jævne – dog vil jeg samtidig sige at der er flere lyspunkter på albummet, så når alt kommer til alt, vælger jeg at smide 4 dødningehoveder efter den.
 
III udkom 28.april via Woodhouse Records.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Torpedohead på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Human Zoo – My Own God

Anmeldt af Calle: 25-05-2016

Human Zoo er et tysk rock band, som blev dannet i 2004. Siden har de udgivet fire albums (inkl. dette). Bandet består af Thomas Seeburger (vokal), Kevin Klimesch (trommer), Ingolf Engler (guitar), Ralf Grespan (bas), Boris Matakovic (saxofon) og Zarko Mestrovic (keyboards). Som sagt er My Own God bandets fjerde studie album.

Human Zoo spiller melodisk hard rock og jeg vil sammenligne dem med bands som eksempelvis Maxxwell, Gotthard, Firehouse, Devil’s Train og Bangalore Choir. Der er dog én stor forskel fra Human Zoo og de nævnte bands, og det er brugen af saxofon. Jeg har i og for sig ikke noget imod saxofonen, men den passer efter min mening bare ikke helt til musik denne genre. Det eneste band/kunstner inden for hard rock genren der efter min mening må gøre brug af saxofonen er Michael Monroe fra Hanoi Rocks. Når det så er sagt, så synes jeg Human Zoo spiller rigtig godt og deres sange er rimelig fængende. Melodierne er godt skruet sammen og sangene er bygget fint op. Og Boris er ikke en dårlig saxofonist!!

Mine favoritter blandt albummets 11 sange er ”Solitaire”, ”Love Train” og åbningsnummeret ”One Direction”. I sidst nævnte minder indledningsriffet og omkvædet mig en hel del om Scorpions. Derudover synes jeg også ret godt om den mere ”symfonisk”-metal lydende ”NSA”. Den kan på en eller anden måde godt lede tankerne lidt i retning af finske Lordi. Men alt i alt er det 11 gode sange bandet har indspillet.

My Own God er produceret af Zarko Mestrovic og Chris Lausman, som tidligere har arbejdet med bands som Bonfire og Jaded Heart. Albummet er flot produceret med en dejlig ”ren” lyd.

Overordnet set synes jeg det er et godt album bandet har udsendt, men jeg kunne som sagt godt have undværet saxofonen. Giv Human Zoo et lyt og tjek også deres tidligere albums ud, hvis du får muligheden.
 
My Own God udkom 6.maj via Fastball-Music.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Human Zoo på Facebook her.
________________________________________________________________________

Shiraz Lane – For Crying Out Loud

Anmeldt af Calle: 19-05-2016

Shiraz Lane er et finsk rock band, som blev dannet i 2011. Bandet består af fem unge mænd med stor kærlighed for 80’er inspireret hard rock. De fem mænd er Hannes Kett (vokal), Jani Laine (lead guitar), Miki Kalske (rhythm guitar), Joel Alex (bas) og Ana Willman (trommer). Bandet har længe været en hot undergrunds navn i deres hjemland, og har tidligere udgivet en to-track single og en EP, men nu er de så endelig klar med deres debut album.

Bandet nævner selv Guns N' Roses, Aerosmith, The Darkness, Hardcore Superstar og Skid Row som nogle af deres inspirationskilder og det kan man godt høre i deres musik. Der er skruet godt op for guitarerne, som bliver spillet med en vis snilde af Jani og Miki. Dertil skal man lægge den solide grundrytme, som Joel og Ana lægger for dagen. Oven i det bliver vokalen leveret flot af Hannes. Hans stemme er meget ”skinger” og kan til tider minde lidt om Mark Slaughter’s stemme. Han rammer de høje toner godt og så passer den rigtig godt til musik inden for netop denne genre. Dog kunne hans accent godt være lidt bedre, men efter flere gennemlyt lægger man ikke så meget mærke til det.

Som sagt er For Crying Out Loud bandets debut album. Det består af 10 velskrevne sange, hvor melodierne er velkomponerede og tilpas catchy. Samtidig er produktionen god og lyden passer som fod i hose til musik inden for genren. Samtlige ti sange er gode, men jeg vil specielt fremhæve sange som åbningsnummeret ”Wake Up”, ”House Of Cards” og titelnummeret ”For Crying Out Loud” samt den mere stille og downtempo sang ”Same Ol Blues”.
Er du til nogle af ovennævnte bands og er du generelt til skandinavisk hard rock, så bør du uden tvivl tjekke disse unge fyre ud. Det er velproduceret og velskrevet rock og jeg spår bandet en god fremtid. Jeg er i hvert fald blevet fan.
 
For Crying Out Loud udkom 15. april via Frontiers Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Shiraz Lane på Facebook her.
______________________________________________________________________

Knock Out Kaine - Cruel Britannia (EP)
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 19-05-2016
 
Knock Out Kaine er et rock n’ roll band fra Storbritanien og de spiller højenergisk rockmusik. Jeg kendte personligt ikke til bandet før jeg fik tilsendt deres nyeste EP – men ud fra hvad jeg kan læse, har de en del tilhængere. De er et band der spiller 80’er inspireret rock n’ roll og deres lyd er blevet sammenlignet med bl.a. LA Guns, Cinderella og Motley Crue. Deres debutplade ”House Of Sins” blev udgivet i 2012 og fik rosende ord med på vejen fra mange anmeldere og desuden også fra denne side.
 
Deres seneste udspil er en EP på 4 numre som har fået titlen Cruel BritanniaEP’en består af 2 nye numre, 1 genindspilning af et af deres gamle numre og 1 covernummer. Den samlede spilletid er 14 minutter, så en gennemlytning tager ikke lang tid. Første nummer er titelnummeret ”Cruel Britannia” og her er der fuld fart over feltet - et uptempo rocknummer med politisk lyrik. ”Love The Way You Hate” er en catchy sang, som nok skal skabe fællessang til bandets koncerter. Sangen har et godt beat og fanger lytterens øre allerede efter første lyt og guitarsoloen er også lækker. ”Going Down” er en genindspilning af en sang med samme titel fra deres 2012 album ”House Of Sins”. Jeg har lyttet til begge sange og den nye er en mere bluesy uptembo udgave, hvorimod den originale er mere ligetil. Umiddelbart foretrækker jeg den originale udgave, men der er stadig tale om en solid sang og det lyder som om bandet har haft en fest under indspilningen til sangen. Sidste sang på EP’en er en cover-udgave af Steve Earle nummeret ”Copperhead Road”. Det har tilsyneladende været et nummer de har spillet live i et par år og nu har de endelig fået indspillet en studieversion. Begyndelsen af sangen lyder som en omgang country-rock, hvilket jeg altid har fundet tiltalende. De skruer op for tempoet i den sidste halvdel af nummeret og slutter af som de startede.. Med fuld fart!!

Der er her tale om en bundsolid EP fra Knock Out Kaine. Det er et hurtigt lyt, men det har givet mig blod på tanden til at dukke ned i deres bagkatalog og gå på opdagelse. De har to studieplader på CV’et og dette er et superfint udspil til samlingen. Er man til sleazy 80’er rock n’ roll a la Motley Crue, så kan jeg kun anbefale at tjekke disse britiske gutter ud!
 
Cruel Britannia udkom 4. april Rocksector Records.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Knock Out Kaine på Facebook her.
____________________________________________________________________________________
Black Absinthe - Early Signs Of Denial
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 16-05-2016
 
Black Absinthe fra Toronto, Canada sparker røv på deres album Early Signs of Denial.
 
Med god Heavy Rock/Heavy Metal hiver Jack Cerre - Guitar/Sang, Kyle Scarlett - Bas og Austin Henderson - trommer dig rundt i stuerne, ud på gader og stræder og baggårde ved kønshårene og slipper først når du har headbanget og spillet luftguitar til det bløder ud af øjnene......eller sagt på en anden måde. Black Absinthe giver den fuld skrue på deres nye album.
 
Der er noget Black Label Society/Cult over energi og intensiteten og spillestilen, og Mastodon ligger også lige på tungen. 6 numre med fed lyd og energi. Fra første gang jeg satte cd'en på har jeg været meget begejstret for den ægte rå spilleglæde og energi der kærtegner sjælen.....
 
Early Signs Of Denial udkom 13. maj som self-release/ Asher Media.
 
   (5½ ud af 6)
 
Besøg Black Absinthe på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Artillery - Penalty By Perception
 
Anmeldt af Peter Letting: 16-05-2016
 
Danske Artillery er ude med nyt album 25 marts 2016. Albummet har titlen Penalty By Perception og er så vidt jeg ved deres 8. studio album. Artillery er som sagt danske, og har eksisteret siden 1982, og de spiller præcis min type musik, og det til trods har jeg aldrig tidligere stiftet bekendtskab med dem. Men som man siger ”Bedre sent, end aldrig”, og nu er de kommet på min lystavle også.
Om Artillery ”stadig” spiller Thrash Metal eller bare Metal, gør ikke den store forskel for mig, da jeg jo ikke kender deres bagkatalog og har derfor ingen mening om bandet på forhånd.

Jeg er faktisk helt pjattet med denne nye skive. Jeg synes den taler lige direkte til min musik smag. Den er fantastisk produceret, enormt velspillet og meget medrivende. Den er næsten ikke til at få ud af cd afspilleren igen…

Jeg kan lide alle numrene, men Jeg tror de 3 jeg bedst kan lide er ”In Defiance Of Conformity”, ”Rites Of War” og Cosmic Brain”. Nerven og energien i numrene er bare slet ikke til at stå for, og jeg bliver revet med hver gang. Stilen er holdt tilpas hård, men alligevel ikke så vanvittigt, så man bliver ”træt” af at høre på det. Der er masser af lækre detaljer og skift i tempo og intensitet.

Samtlige numre indeholder de fedeste riffs og guitar harmonier, som der hører til i denne genre, og ikke mindst Josua på trommerne er jeg ret begejstret for. Han har altså pænt travlt i gryderne, det meste af tiden. Jeg vil også lige fremhæve en behagelig og forholdsvis ”clean” vokal hos Michael Dahl, som udstråler overskud hele vejen igennem. Nice….! Selv i en Metal ballade som ”When The Magic Is Gone”, bliver der alligevel sat tryk på, og selvom tempoet er skruet en smule ned, er det bestemt ikke kedeligt eller ensformigt.

Artillery består i dag af: Michael Stützer på guitar, Morten Stützer også på guitar, Peter Thorslund på bas, Josua Madsen på trommer og Michael Bastholm Dahl på vokal. 

Jeg kan på det varmeste anbefale Artillery og deres nyeste skive, og mon ikke jeg er at finde ved scenekanten, når de engang drager ud for at spille lidt ”Live”…
Jeg giver Artillery 5,5 ud af 6… Det er BARE fedt…
 
Penalty By Perception udkom 25. marts via Metal Blade Records.
 
   (5½ ud af 6)
 
Besøg Artillery på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

Inside Groove – Shout It Out! (EP)

Anmeldt af Calle: 12-05-2016

Jeg ved ikke så meget om Inside Groove. Kun at det er et dansk band, som er en samling af danske musikere fra flere forskellige bands med det formål, at spille fed rock. Oplysningerne på deres hjemmeside og facebook er meget sparsomme. Jeg ved dog, at denne EP er sammensat af fire singler + et bonus track. Og så er det bandets første EP.

Shout It Out består som sagt af fem sange og stilen er ROCK med lidt tråde over i stoner rock genren. Sangene er fint skruet sammen og hver for sig er de rimelig varieret i tempo. Men overordnet set synes jeg sangene har en tendens til at lyde lidt for ens. Opbygningen af sangene er bygget over samme skabelon. Jeg vil dog fremhæve to af sangene og det er åbningsnummeret ”Shout”, som bandet også har lavet en musikvideo til (se den her), samt EP’ens mest ”rå” nummer ”Can’t Get Enough”. I sidst nævnte bydes der på en udmærket guitar solo.

Musikerne spiller godt, men vokalen kræver lidt tilvænning (for mit vedkommende). Produktionsmæssigt er der intet at sætte en finger på. Men det er der vel sjældent nu til dags, hvor du stort set kan indspille et album hjemme i din egen stue.

Skal jeg sammenligne Inside Groove med andre nyere danske rock bands, så vil jeg nævne Black Book Lodge, Whores And Thieves, SEA og Blanded Brew. Jeg synes dog ikke Inside Groove er helt på højde med disse bands. Men er du til musik inden for denne genre, så kan du roligt tjekke bandet ud.
 
Shout It Out! (EP) udkom 18. Januar via Gateway Music.
 
(3½ ud af 6)
 
Besøg Inside Groove på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Dissector - Planetary Cancer
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 09-05-2016
 
Dissector fra Sankt Petersborg i Rusland, der spiller Melodic Death/Thrash Metal har begået et nyt album, Planetary Cancer, som byder på masser af lækker lyd. Det er utrolig meget power der bliver sluppet løs lige fra første nummer. 
 
Denne gang har Dissector en række gæstemusikere med som falder helt naturligt ind. Der er arbejdet godt med indspilningerne og resultatet er bestemt flot. Guitarlyden er meget lækker synes jeg, bred, heavy og rå. Masser af fede riffs. Trommerne er sat på "overload".... der er så meget tryk på og ligger lige hvor de skal i lydbilledet. Det samme går for bassen, super flot arbejde. Sangen er tydelig og har man hørt Dissector før er man ikke i tvivl, hvem man lytter til. Keyboards er der også brugt, men minimalt.

Der er 12 numre hvoraf det sidste skiller sig ud på flere måder. Invisible lives er ikke så heavy (til at starte med) og der er en kvindelig gæstesanger; Rachel Grech (Blind Saviour). Det er meget smukt i både udførsel og arrangement.

Selve produktionen er gennemtænkt og flot som helhed med fin ballance mellem de forskellige instrumenter og vokalen. Jeg kunne godt have tænkt mig at høre en duet mellem Yan og Rachel, men det kommer måske en anden gang? Er man til Thrash bør man ikke snyde sig selv for dette album

Dissector består af Oleg Aleshin på bas, Andrey Glukhov på trommer og Yan Fedyaev på guitare og sang Derudover er der gæsteoptræden af: Max Delmar på keyboards, Rachel Grech (Blind Saviour) Marios Iliopoulos (Nightrage), Lauri Tuohimaa (Tuohimaa, ex-Charon), Jorn Nord (Nordjevel), Igor Arbuzov (Circle Story & Blazing Rust) samt Randy Gerritse og Gramie Dee (The Autopsy Report Metal Radio Show).

Planetary Cancer er et album der finder vej til hovedtelefonerne igen og igen hos mig.
 
Planetary Cancer udkommer 6. juni via Mazzar Records.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Dissector på Facebook her.
_______________________________________________________________________

Reject The Sickness - Chains Of Solitude
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 09-05-2016
 
Reject The Sickness kommer fra Belgien og spiller Melodic Death Metal. De har deres egen måde at fortolke genren på og jeg har brugt nogle gode timer på gennemlytningerne. Der er lidt Melodic Black Metal ind over også.

Chains Of Solitude er velproduceret og velspillet. Der er en masse fede riffs og stemningen er tung. Intronummeret er jeg ikke vild med. lidt over et minut ambient lydeffekter... det holder ikke synes jeg.... ikke som startnummer, men nummer to starter godt "Chains Of Solitude" og der bliver sparket numse på flere af numrene. Der er et stille...sååån da... nummer Alone, med klaver og vinyl skrat... det ved jeg heller ikke helt om hvad jeg skal synes om, men ni numre ud af elleve er da heller ikke så dårligt. Der er en gennemgående fed lyd på Chains Of Solitude.
 
Reject the Sickness består af Guy Vercruysse på sang, Pepijn Desmet på leadguitar, Ruben Van der Beken på rytmeguitar, Jannick Govaert på trommer og Floris Desmet på bas.
 
Chains Of Solitude udkom 13. november 2015 via Mighty Music.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Reject The Sickness på Facebook her.
_________________________________________________________________________________________
Rising - Oceans Into Their Graves
 
Anmeldt af lasse Skytte: 02-05-2016
 
Rising er et dansk band der spiller en form for sludge og doom-inspireret metal. De er netop nu aktuelle med deres 3. studieplade Oceans Into Their Graves. Jeg kendte ikke bandet før jeg fik tilsendt denne CD og det hænger sammen med at jeg har ikke lyttet meget til denne form for metal-musik. Sludge og doom plejer at være en stor mundfuld, hvor jeg er mere til den hårde rock eller klassiske heavy metal. Jeg var derfor lidt bekymret da jeg trykkede play, men mine fordomme blev hurtig gjort til skamme.

Albummet består af 10 sange med en spilletid på 43 minutter. Første nummer er ”All Dirt” som de siden har lavet en musikvideo til, da den er blevet valgt til albummets 2. single. Der startes med tonstung guitar og så er stilen ligesom lagt. Det jeg godt kan lide ved dette band er at der er fokus på den gode melodi, hvilket er en meget afgørende faktor, når jeg lytter til musik. Det kan være alt lige fra pop til dødsmetal.. Bare at der er en god melodi. Det gør at musikken fremstår mere struktureret og ikke bare er uorganiseret støj. ”All Dirt” var den første sang jeg nogensinde hørte med Rising og den fangede min interesse. Den er super tung og kraftfuld samtidig med at der leveres gode melodier og ikke mindst bundsolid vokalarbejde. Morten Grønnegaard er bandets nye forsanger og han har en vokal, som passer formidabelt ind i lydbilledet. Den første single fra pladen er ”Old Jealousy”, hvilket er endnu en stærk skæring. Her må jeg fremhæve den lækre guitarsolo, hvor tempoet lige bliver sat en anelse ned for at give ekstra plads til guitaren. ”The Anger” er med sine små 8 minutter albummets længste sang og der er tale om en gedigen metal-mastodont. Den er tung, groovy og slagkraftig, ind til den sluttes af med et par minutters fingerspil på den akustiske guitar.

Min eneste kritik af dette album er at der mangler en smule variation, men ellers må jeg sige jeg er godt tilfreds med det jeg hører. Selvom jeg ikke er en erfaren lytter i denne genre, så har det været en fornøjelse at stifte bekendtskab med endnu et godt dansk band. Hvis man er til sludge og doom inspiretet metal som indeholder solide melodier, så køb det album hurtigst muligt. Tommeltotten vender opad herfra!
 
Oceans Into Their Graves udkom 29. april via Indisciplinarian.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Rising på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Jeff Healey – Heal My Soul


Anmeldt af Calle: 30-04-2016

Første gang jeg stiftede bekendtskab med canadiske Jeff Healey var tilbage i 1989, da jeg så filmen Roadhouse med Patrick Swayze i hovedrollen. Jeg kan huske at han sad på scenen bag et gitter hegn og spillede med guitaren på skødet. Hmmm....hvorfor gør han det sådan tænkte jeg. Jeg fandt hurtig ud af at han var blind og havde tilegnet sig den måde at spille på, hvilket gjorde hans guitarspil endnu mere imponerende på mig. Året efter købte jeg hans album ”Hell To Pay”, som jeg høret en hel del og senere også ”Feel This”. Siden da har jeg ikke lyttet så meget til ham. Healey døde i 2008, kun 41 år gammel. Han døde efter tre års kamp med sarkomer kræft. Nu her otte år efter sin død udkommer  det nye album Heal My Soul.

Heal My Soul er 12 originale og ikke tidligere udgivet sange med blues rock guitaristen. The Jeff Healey Estate har længe haft et ønske om at udsende disse sange, som de mener er indbegrebet af hans mest kreative rock periode. Og det vil jeg give dem ret i. Der er flere rigtig gode blues rock sange på dette album, bl.a. sange som ”Please”, ”Moodswing” samt åbningsnummeret ”Daze Of The Night”. Der er dog også blevet plads til de mere stille sange, som f.eks. balladen ”Baby Blue” og afslutningsnummeret ”It's The Last Time”. Overordnet set er det nogle gode sange Healey har skrevet og indspillet, men jeg synes dog at der er et par sange, som ligger på det jævne i forhold til resten af albummet. F.eks. sange som ”Kiss The Ground You Walk On” eller ”Under A Stone”. Men manden kan uden tvivl spille guitar og han er efter min mening helt på højde med nogen af hans egne forbilleder, som bl.a. inkludere Eric Clapton, B.B. King og Stevie Ray Vaughan.

Jeg er ikke helt klar over hvem musikkerne på Heal My Soul er, men de gør det i hvert fald ret godt. Der er en rimelig god power og energi i de fleste sange og en overordnet fed blues rock feeling. Albummet er produceret af Roger Costa og Peter Piasecki og så er det blevet mixet af Neil McDonald.

På trods af flere rigtig gode sange blandt de 12 numre, så synes jeg ikke helt det er det bedste jeg har hørt fra Healey. Men er du til en god omgang velspillet og velproduceret blues rock, så bør du alligevel tjekke dette album ud.
 
Heal My Soul udkom 25. marts via Mascot Laberl Group/Provouge.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Jeff Healey på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Treat – Ghost Of Graceland

Anmeldt af Calle: 28-04-2016

Første gang jeg stødte på svenske Treat var for snart 30 år siden. Dengang så jeg musikvideoen til sangen ”World Of Promises” på Headbangers Ball og jeg var solgt med det samme. De mindede mig meget om Europe, Bon Jovi og White Lion, som jeg allerede var fan af på det tidspunkt. De havde ”looket” og der medvirkede en flot let påklædt dame i musikvideoen (hey jeg var en ung teenager). Bandet nåede at udgive 5 albums inden de blev opløst i 1993. I 2010 gjorde de comeback og udgav albummet ”Coup De Grace” og nu er de så tilbage med deres syvende album, som har fået titlen Ghost Of Graceland. Bandet består af Robert Ernlund (vokal), Anders Wikström (guitar), Patrick Appelgren (keyboards, guitar), Jamie Borger (trommer) og Pontus Egberg (bas).

Bandet er tro mod deres fortids gøren og de spiller stadigvæk melodisk hard rock. Albummet består af 12 velskrevne sange. Melodierne er virkelig godt skruet sammen og sangene er utrolig fængende. Wikström er efter min mening en rigtig god sangskriver. Ghost Of Graceland er spækket med sprøde rock sange og mine favoritter blandt disse er ”Better The Devil You Know”, ”House Of Fire” og titelnummeret ”Ghost Of Graceland” samt ”Too Late To Die Young”. Sidst nævnte er et rigtig rock anthem i bedste Treat stil. Man kommer heller ikke uden om de to Europe-lydende sange ”Inferno” og ”I Don’t Miss The Misery”. Derudover er der også blevet plads til de mere stille sange som ”Do Your Own Stunts” og ”Together Alone”. I sidst nævnte er det Wikström der synger lead vokal og denne sang er en rigtig ballade. Alt er alt er det 12 super fede sange bandet har skrevet og indspillet.

Ghost Of Graceland er produceret af Peter Mansson med Wikström som co-producer. De har ramt en lyd som passer perfekt til denne genre. Instrumenterne og vokalen ligger godt i forhold til hinanden. Så musik og produktion er bare som det skal være.

Er du til melodisk hard rock i stil med Europe, Bonfire, Hardline og Winger og kan du lide en god og velskrevet rock sang med sjæl, så bør du helt sikkert tjekke dette album ud. Som det også var tilfældet med ovennævnte ”Coup De Grace”, så synes jeg også bandet denne gang har ramt plet. Giv albummet et lyt!!!
 
Ghost Of Graceland udkom 15. april via Frontiers Records.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Treat på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Dominanz – Noxious

Anmeldt af Calle: 26-04-2016

Norske Dominanz, med base i den skandinaviske black metal hovedstad Bergen, er ude med deres andet album Noxious. Bandet består af Roy (vokal, bas og synth), Jørn (guitar) og Frode (trommer). Bandet, hvis medlemmer alle har en baggrund i black metal genren, spiller på dette album en blanding af extreme metal og industrial metal. Ikke en genre jeg har lyttet specielt meget til, det må jeg ærligt indrømme. Jeg har selvfølgelig lyttet til industrial bandet Rammstein, men Dominanz spiller mere mørk og extrem metal.

Noxious består af 9 numre, som i mine ører lyder en anelse for ensformig. Men det kan måske hænge sammen med, at jeg ikke har lyttet særlig meget til musik indenfor netop denne genre. Udover de ensformige melodier, så bliver den growlende vokal simpelthen for trættende i mine ører. Musikken bliver i og for sig spillet godt og der er da også lidt variation hist og her. Bl.a. i et nummer som ”You Shall Sire”. Men set over hele albummet bliver det for enslydende. Men førnævnte Rammstein har da ikke levet forgæves og de sange som lyder mest hen i den retning er ”Devoured By The Black Hole” og ”Servile Lackeys”. Resten af sangene er som sagt mere extreme end de nævnte to.

Albummet er indspillet i Conclave Studio og Earshot Studio og det er med Bjørner E. Nielsen, Roy Mathiesen og Herbrand Larsen bag knapperne. Lyd og produktion er der bestemt intet at sætte en finger på. På albummet er der også gæstevokaler fra Abbath (Immortal), Olav Iversen (Sagh) og Doro Korsvold (Fairy).

Er du til extreme metal med en god portion industrial metal indover, så tror jeg helt sikkert du vil finde dette album godt. Personligt er jeg bare ikke blevet fanget i deres mørke univers.
 
Noxious udkom 15. april via Fastball-Music.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Dominanz på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

Joe Bonamassa – Blues Of Desperation

Anmeldt af Calle: 26-04-2016

For ca. halvandet år siden anmeldte jeg Bonamassa’s forrige solo album ”Different Shades Of Blue”. Dengang var jeg rigtig glad for hans eminente guitar spil og hans tilgang til bluesen. Nu er han så tilbage med sit 12 solo album og som det også var tilfældet på forrige album, så er alle 11 sange skrevet af Bonamassa selv i samarbejde med nogle gode sangskrivere i form af James House, Tom Hambridge, Jeffrey Steele, Gary Nicholson og Jerry Flowers. Altså er der ingen covernumre på albummet.

Blues Of Desperation består som sagt af 11 numre og der er blevet plads til de solide blues rock sange, som Bonamassa mestre rigtig godt, men også de mere stille og down tempo sange. I først nævnte kategori kan nævnes sange som ”Mountain Climbing” og titlenummeret ”Blues Of Desperation” samt åbningsnummeret ”This Train”. Og i den mere stille ende kan nævnes sange som ”No Good Place For The Lonely” og ”Drive” samt den americana-inspirede ”The Valley Runs Low”. I denne sang synger Joe duet med de tre kvindelige sangere Mahalia Barnes, Jade McRae og Juanita Tippins. Det giver næsten omkvædet en gospel-agtig feeling. Og så er der den deciderede ballade ”What I’ve Known For A Very Long Time”, som afslutter endnu et rigtig godt album fra blues rock mesterens hånd.

I forhold til førnævnte album, så synes jeg virkelig Bonamassa slipper sit guitar spil endnu mere løs på dette album. De 11 numre er indspillet på blot fem dage og igen er det med Kevin Shirley bag knapperne. De to mænd har et rigtig godt samarbejde og jeg tror virkelig de har tillid til hinanden. Bonamassa har udtalt, at skal han beskrive deres samarbejde med et ord, så er det ”trust”. Albummet er indspillet i Grand Victor Sound Studios. Musikkerne som medvirker på albummet er Anton Fig (trommer), Greg Morrow (trommer), Michael Rhodes (bas), Reese Wynans (keyboard), Lee Thornburg (horns), Paulie Cerra (horns) og Mark Douthit (horns). Alle musikerne udfører deres arbejde til topkarakter.

Personligt bliver jeg aldrig træt af Bonamassa’s bund solide guitar spil. Han skriver og spiller nogle rigtig gode melodier og så kan han fyre nogle super fede soloer af. Bonamassa fans vil ikke blive skuffet over dette album. Det samme gælder for blues rock fans. Men høre man til sidst nævnte, så er jeg næsten sikker på man også kan lide Mr. Bonamassa. Giv albummet et lyt.
 
Blues Of Desperation udkom 25. marts via Provouge/Mascot Laberl Group.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Joe Bonamassa på Facebook her.
____________________________________________________________________________
Prophets Of Addiction - Reunite The Sinners
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 26-04-2016
 
Prophets Of Addiction er et band der spiller en slags sleazy rock n’ roll, som nemt kan sende tankerne i retning af bands som Motley Crue, Guns N’ Roses, New York Dolls og The Ramones. Der møder lytteren en kombination mellem glam, rock og punk. Debutalbummet ”Babylon Boulevard” blev udgivet i 2011 og nu er det nye album Reunite The Sinners netop blevet udgivet. Prophets Of Addiction består af Lesli Sanders på vokal og bass, G.G. på guitar, Brandon Barger på guitar og Jimmy Mess på trommer.

Jeg havde ikke hørt om Prophets Of Addiction, før jeg sad med deres nye album og jeg var derfor ikke klar over hvad jeg kunne forvente. Første nummer på pladen er ”As We Fall” og den fangede mig ikke. Musikken er udemærket, men jeg bryder mig ikke om vokalen i denne sang. Det gør mig lidt bekymret i forhold til pladens sidste 9 sange. En smule bedre bliver det dog på pladens anden sang ”Welcome To The Show” som har et bedre flow, men igen hæmmer vokalen helhedsindtrykket. Pladen svinger generelt noget i niveau, men det bliver aldrig godt. Enten er det under middel eller også balanceres der på det middelmådige.

Prophets Of Addiction spiller en slags musik, som rigtig mange bands gør. Jeg kan dog ikke finde noget, som gør at man vælger dette band. Der findes simpelthen bare et hav af bedre alternativer, hvis man vil høre denne form for sleazy rock n’ roll. Den samlede spilletid på Reunite The Sinners er 34 minutter og selvom det derfor kan betegnes som et forholdsvis kort album, så er det rigeligt for mig. Produktionsarbejdet er fint, musikken er OK (men kedelig) og ikke mindst er vokalen noget juks.

Om Prophets Of Addiction har en lys fremtid, skal jeg ikke kunne sige. For mit vedkomne er det ikke et band jeg kommer til at beskæftige mig mere med og jeg vil heller ikke anbefale albummet til mine venner og bekendte. Smid i stedet en Motley Crue plade på anlægget og skru op! Jeg garanterer at de vil give en mere tilfredsstillende lytteoplevelse.
 
Reunite The Sinners udkom 15. april via Mighty Music/Target Group.
 
(2 ud af 6)
 
Besøg Prophets Of Addiction på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Black Stone Cherry – Kentucky


Anmeldt af Calle: 24-04-2016

1. april udkom det nye album fra amerikanske Black Stone Cherry. Det har fået titlen Kentucky og det er bandets femte studie album. Jeg har fulgt dem siden deres selvbetitlede debut album fra 2006. Et fremragende album hvis du spørger mig. Siden da har bandet udgivet det ene fede album efter det andet og det nye album er bestemt ingen undtagelse. Bandets medlemmer er stadigvæk de samme som for 10 år siden og det er Chris Robertson (vokal og guitar), Ben Wells (guitar), Jon Lawhon (bas) og John Fred Young (trommer).

Kentucky består af 13 velskrevne numre, hvor samtlige melodier er enormt fængende. Stilen er måske blevet en anelse hårdere og lidt mere dystert på dette album, i hvert fald på en del af numrene. Her kan bl.a. nævnes åbningsnummeret ”The Way Of The Future” samt ”Hangman” og ”Shakin' My Cage”. Men der er også blevet plads til de mere stille sange ”Long Ride” og afslutningsnummeret ”The Rambler”. Sidst nævnte sang bliver fremført med kun akustisk guitar og sang, hvilket også er tilfældet når bandet spiller live. Og da bandet spillede sangen i Århus tilbage i februar måned fik forsanger Chris en person blandt publikum smidt ud, da han viste en meget upassende opførsel midt under sangen.

Nå tilbage til det det hele handler om, selve albummet. Udover de nævnte numre, så vil jeg også fremhæve ”In Our Dreams”, som er skrevet i samarbejde med Bob Marlette, der tidligere har arbejdet med bl.a. Alice Cooper, Saliva og Seether. Og man kommer heller uden om det meget melodiske og fængende nummer ”Born To Die” eller den groovy ”Cheaper To Drink Alone”. Derudover har bandet også indspillet en coverversion af den gamle soul klassiker ”War”, som Bruce Springsteen gjorde kendt tilbage i midt firserne. Jeg synes Black Stone Cherry ”nailer” denne sang meget godt. Alt i alt er det et super fedt album bandet har udgivet. Musikken er velspillet, vokalen er i top og bandet smider om sig med super fede riffs og sprudlende guitarsoloer.

Albummet er indspillet og produceret af bandet selv, hvilket har givet dem endnu mere frit spil i forhold til musikken. Om dette har guitarist Ben i et interview her på siden udtalt: ”After having released 4 albums, we felt like it was time to take our own stand. We have always been very hands on with everything we do, but this time we wanted to be even more so. We owed it to ourselves musically, and mostly to our fans!” Læs hele interviewet via dette link.

Kan man lide deres fire forgående album, så bliver man bestemt ikke skuffet over dette album. Det er solidt håndværk. Det er rock i topklasse!!!
 
Kentucky udkom 1. april via Mascot Laberl Group.
 
   (5½ ud af 6)
 
Besøg Black Stone Cherry på Facebook her.
______________________________________________________________________

Lady-Like – What's Not To Like (EP)

Anmeldt af Calle: 24-04-2016

For lidt over to år siden anmeldte jeg Viborg bandet Lady-Like's debut EP her på siden og den fik et par rosende ord med på vejen. Nu har jeg så modtaget bandets anden EP What's Not To Like. Egentlig er det lidt mærkeligt, at skulle anmelde denne EP, da bandet er på pause og det endnu ikke vides om de genopstår. Og normalt er det jo lidt ”sjovere” at anmelde et band der på vej frem. Men når nu bandet har sendt mig ey fysisk eksemplar af EP'en, så skal de helt sikkert have et par ord med på vejen. Bandets besætning er den samme som på debut EP'en og mecdlemmerne er Jens Agerbo (vokal), Martin "John Rock" Jørgensen (guitar), Asger Ottesen (guitar), Christian Stenrøjl (bas) og Kian Mejdal (trommer).

What's Not To Like består af 5 sange, som bandet har indspillet i løbet af 2015. Stilen er ”beskidt” rock, med inspiration hentet i slut 80'erne og start 90'erne. Jeg vil sammenligne Lady-Like med andre danske bands som eksempelvis SuperCharger, St. Prostitute, Kings In Exhile og TurboChild.

Alle instrumenter, undtagen trommer og vokal, er ifølge bandet indspillet i et ”cheap ass reheasal studio”. Trommerne og vokalen er optaget i Tapetown Studio med Rasmus Bredvig bag knapperne. Overordnet set er lyden fin nok. Bandet og Rasmus har efter min mening formået at ramme en lyd der matcher musikken og stilen helt perfekt. Bl.a. leder en sang som ”Forgive And Forget” mine tanker i retning af The Doors. Det gælder både i melodi og tempo. En rigtig god sang, hvis du spørger mig. Derudover kan jeg også godt lide åbningsnummeret ”King With No Crown” samt afslutningsnummeret ”Punx”. Men alt i alt er det fem gode sange bandet har skrevet og indspillet. Derudover spiller bandet godt og Jens' vokal passer godt til musik indenfor denne genre.

Er du til dansk rock med god energi og kan du nikke ja til nogle af overnnævnte bands, så bør du tjekke denne EP ud. Personligt er jeg da lidt ked af, at bandet har vlagt at holde pause/stoppe. Jeg ville godt have set hvad de kunne drive det til rent musikalsk.
 
What's Not To Like udkom i februar 2016.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Lady Like på Facebook her.
______________________________________________________________________________________________

Lody Kong – Dreams And Visions

Anmeldt af Calle: 13-04-2016

Lody Kong er et nyt ungt band, som ifølge deres facebook side, har base i Phoenix, Arizona. Men i hvert fald to af medlemmerne har brasilianske rødder, da de er sønner af Max Cavalera fra Sepultura og Soulfly m.fl.. De to unge mænd hedder henholdsvis Igor Cavalera (guitar og vokal) og Zyon Cavalera (trommer). Udover dem består bandet af Shanks (bas) og John Bauer (guitar). Dreams And Visions er bandets debut album.

Stilen på Dreams And Visions vil jeg betegne som en blanding af thrash metal, grunge, punk og post-hardcore. Så man kan roligt sige, at der bliver ”larmet” en hel del. Flere af sangene bringer mig minder tilbage til start 90’erne, hvor jeg lyttede til Sepultura’s ”Arise” og ”Chaos A.D.” albums første gang. Albummet består af 10 numre, som i mine øre er en lille smule ensformig. Jeg skulle lytte albummet igennem flere gange for at finde/udvælge mine favoritter blandt numrene. Men de numre som har fanget min opmærksomhed mest er åbningsnummeret ”Chillin’, Killin’” og ”The Dangerous Quest” samt titelnummeret ”Dreams And Visions”.

Musikken bliver spillet godt og tempoet er højt hele vejen igennem albummet. Vokalen passer i og for sig godt til genren, men den er dog ikke helt min kop the. Produktionsmæssigt fungerer albummet helt fint og lyden er som den skal være i forhold til genren.

Alt i alt er det et udmærket debut album Lody Kong har udsendt, men jeg er ikke helt oppe og ringe. Men man kan dog roligt sige, at Cavalera familiens musikalske arv lever videre. Keep up the god work guys!!
 
Dreams And Visions udkom 25. marts via Mascot Label Group/Provouge.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Lody Kong på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Wonderworld – II

Anmeldt af Calle: 12-04-2016

For ca. to år siden anmeldte jeg det første album fra powertrioen Wonderworld. Dengang var jeg rigtig glad for debut albummet. Nu har 2’eren, som bare har fået navnet II, ramt gaden og hvad synes jeg så om det album. Det er godt!!! Bandet forsætter i samme gode stil som på det første album. Sangene og melodierne er utrolig godt skruet sammen. Man kan derfor roligt sige, at sangskriver makkerparret Roberto Tiranti (Labyrinth) og Ken Ingwersen (Street Legal), har fundet en formel der virker. Udover de to herre på henholdsvis vokal/bas og guitar, så består bandet af trommeslager Tom Fossheim (Live Fire).

Albummet består af 10 sange, som er blevet til i løbet af 2015, mens de tre medlemmer var på tour med Ken Hensley & Live Fire. Herefter er det meste af albummet blevet indspillet over en periode på tre dage i Urban Sound Studio i Oslo med Jock Loveband bag knapperne. Sangene er stort set indspillet live i studiet og herefter er der blevet tilføjet vokal, lidt guitar soloer samt noget keyboard. Dette synes jeg giver albummet en live feeling, hvilket giver sangene en rigtig god energi. Der er selvfølgelig blevet plads til de mere rockede sange, men også de mere stille sange som ”It’s Not Over Yet”, ”Echo Of My Thoughts”, ”Memories” og afslutningsnummeret ”Down The Line”. Alle fire er nogle yderst stemningsfulde sange. Derudover er mine favoritter på albummet ”Forever Is A Lie”, ”Evil In Disguise” samt min absolutte favorit ”In The End”. Men alt i alt er det et rigtig godt album og ingen af sangene falder på nogen måde ved siden af.

Jeg er især meget imponeret over det flotte guitar arbejde, som Ken levere på dette album. Hans lyd passer perfekt til denne form for rock, som jeg vil betegne som melodisk hard rock. Inspirationskilderne tæller bl.a. Led Zeppelin, Deep Purple, Rush og AC/DC. Derudover levere han også nogle flotte soloer. Oven i det kommer det gode trommespil fra Tom og den powerfulde vokal fra Roberto.

Er du til velskrevne rock sange, flotte ballader og flot produceret musik, så vil jeg anbefale at du tjekker dette album ud. Sidst jeg anmeldte Wonderworld smed jeg 5 dødningehoveder efter dem og det samme vil jeg gøre med dette album.
 
II udkom den 1. marts.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Wonderworld på Facebook her.
__________________________________________________________________________________
Piss Vortex - Future Cancer (EP)
 
Anmeldt af Peter Letting: 08-04-2016
 
Danske Piss Vortex er ude med nyt album (EP med 6 numre), som er tilgængeligt efter 1. April. Titlen på albummet er Future Cancer. Stilen er GrindCore, og det skal jeg da love for at det er. Jeg har aldrig og lærer sq nok aldrig at forstå denne genre, eller sagt på en anden måde, jeg forstår det jo egentlig godt, men det er sq mest af alt bare larm i mine ører.

Ingen tvivl om at der er en mening med galskaben og jeg kan se at andre medier, er ret vilde med det nyeste udspil fra Piss Vortex, men jeg kan sq ikke rigtig se charmen, og jeg bliver altså ret hurtigt mæt af dette lyd inferno. Det er skævt og larmende og ”In-Your-Face”, og som sådan vel sagtens en god repræsentant for genren, men jeg kommer altså kun til at høre albummet denne ene gang, for at give dem min uforbeholdne karakter.

Bandet består af: Christian Bonnesen på guitar, Simon Stenbæk på vokal, Rasmus Moesby på bas og Niclas Sauffaus på trommer.

For mit forholdsvis utrænede GrindCore øre, lyder numrene pænt meget ens, men jeg kan dog sagtens skelne de små forskelle og nuancer der trods alt ligger til grund for ideen med at have flere forskellige numre. Jeg vil tro at folk med hang til denne type musik, vil være pænt begejstret, men så er de sikkert også 20 måske 30 år yngre end mig, og har en masse aggressioner og andet indebrændthed, som de skal have afløb for, og til lige netop DET formål tror jeg faktisk at Piss Vortex er ganske glimrende. Jeg giver dem trods alt 3 ud af 6
 
Future Cancer udkom den 1. april via Indisciplinarian.
 
(3 ud af 6)
 
Besøg Piss Vortex på Facebook her.
________________________________________________________________________

Game Over - Crimes Against Reality
 
Anmeldt af Peter Letting: 06-04--2016
 
Italienske Game Over udkommer med deres tredje album 15 april 2016. Albummet har fået titlen Crimes Against Reality. Game Over spiller thrash metal, og de gør det godt og grundigt. Jeg har nok hørt albummet 30 gange, og det bliver det altså ikke dårligere af. Alt er fedt. Thrash metal er lige min stil, og har været det siden midten af 80’erne, så jeg har hørt lidt af hvert. Men der er kæmpe stor kvalitets forskel på det thrash som bliver udgivet. Game Over er helt klart i den positive ende af kvalitets skalaen. Jeg er specielt begejstret for den måde numrene er skruet sammen. De rammer bare de rigtige harmonier og tempo/rytme skift undervejs, som gør at det bliver en fryd for øret.

Game Over består af 4 medlemmer. Reno på bas og vokal, Ziro på guitar og backing vokal, Sanso også på guitar og backing vokal samt Vender på trommer. Kigger man på deres hjemmeside og ser billederne af dem, så er det sq svært at bedømme om de er fra 2016, eller fra 1985. Udseendet i thrash metal har ikke ændret sig nævneværdigt…

Jeg synes faktisk at samtlige numre på skiven fortjener at blive fremhævet, men så bliver denne anmeldelse jo nærmere en roman, og det gider ingen jo læse, så jeg vil nøjes med at uddybe det nummer som jeg nok mener er mit favorit nummer, nemlig titel nummeret ”Crimes Against Reality”. Nummeret lægger godt fra land, i et mægtigt tempo, og med en fed bas rundgang i bunden. Nummeret er forholdsvis langt. 7.29 minutter, og det skyldes primært et næsten 3.30 minutter langt mellemstykke uden vokal, men hvor tempo og rytme bare skifter i et væk, og de fede guitar riffs afløser bare hinanden. Til sidst ender vi tilbage i selve hovednummeret, som man nærmest har skubbet fra sig, men fedt er det. Nummeret rundes pænt af med en lille bas ”snas”.

Jeg tror at det der fanger mig ved Game Over er deres legende tilgang til musikken. F.eks er deres absolut hårdeste passage på skiven ca. 25 sekunder af sang nummer 6 ”Fugue in D Minor”, som slutter med 20 sekunder strofer med Cemballo. Morsomt og uventet. Og så skal jeg da også lige sende en hilsen til vokalen, som jeg synes passer fremragende til stilen. I sidste nummer ”Fix Your Brain” er teksten i omkvædet nærmest en ”stammen”, hvilket jeg finder ret underholdende.

Alt i alt kan Game Over KUN anbefales, og det er endnu et af de bands, som gerne snarest må finde vej til et spillested i DK et sted. Jeg giver Game Over 5,5 ud af 6
 
Crimes Against Reality udkommer den 15. april via Scarlet Records.
 
   (5½ ud af 6)
 
Besøg Game Over på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Agaze - Bullshit Drama Social Media
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 05-04-2016
 
Agaze er et svensk band som er klar til at udgive deres debutalbum, der har fået titlen Bullshit Drama Social Media. Der er tale om et band som blev dannet i 2010 og har været gennem en del udskiftninger, før de nu har lavet deres første album. De spiller en blanding mellem rock og metal med rå vokal. I pressematerialet står der at det er for fans af Hardcore Superstar, Avenged Sevenfold og Rob Zombie.

Albummet indeholder ni numre fordelt på en god halv times tid. ”Rock Bottom” er den første single og første sang på pladen og bandet har også lavet en musikvideo til netop denne sang. Der er masser af energi, vokalen er sikker, omkvædet er effektiv og guitarsoloen er veludført. En ganske fint start! De efterfølgende sange er opbygget efter samme opskrift. Det gør dog at man begynder at kede sig undervejs, da der ikke er nok som skiller sig ud. Det er OK uden på noget tidspunkt at blive fantastisk. Der bliver skruet ekstra op på numrerne ”Hunt You Down” og ”BDSM” som befinder sig på den sidste del af albummet. Vokalen bliver mere trashy og der vises flere tænder. Albumlukkeren ”Last Caress” er et godt nummer, da den er mere varieret end gennemsnittet. Der er temposkift, melodiøse momenter og opbygning til den sidste energiudladning, i slutningen af nummeret, er vellykket. Desuden sender dette nummer mine tanker i retning af danske Superloader, hvilket er en god ting.

Agaze har haft nogle prominente navne med i studiet. De har hyret producer Jacob Hermann som har arbejdet sammen med Machine Head og Tony Lindgren har hjulpet med at mixe musikken og han har tidligere arbejdet sammen med Opeth, Soilwork og Opeth Amarth. Lyden fejler derfor ikke noget på Bullshit Drama Social Media. Agaze har lavet en fin debut og det bliver spændende at følge dem på deres videre færd. For mig kommer albummet aldrig helt op at ringe, så selvom der er gode øjeblikke og der holdes et fint niveau, så kan jeg ikke give mere end tre og et halvt dødningehoved. Er man fan af nogle af de bands der blev nævnt i starten af anmeldesen, vil jeg anbefale at give Agaze en chance.
 
Bullshit Drama Social Media udkom den 25. marts via Mighty Music/Target Group.
 
(3½ ud af 6)
 
Besøg Agazepå Facebook her.
______________________________________________________________________________

Alien Ken – Change Is Constant

Anmeldt af Calle: 30-03-2016

Jeg har tidligere anmeldt EP’en ”Son Extraordinary” samt debut albummet ”Contact” fra norske Alien Ken. I begge tilfælde har jeg syntes rigtig godt om musikken. Og denne gang har de overgået sig selv. Change Is Constant er efter min mening den bedste udgivelse fra bandet. Nå ja, inden jeg kommer for godt i gang, så må jeg hellere starte med at fortælle hvem bandets medlemmer er. Det er grundlægger og sangskriver Alien Ken (guitar og programming), Roy Egeland (vokal), Magnus Møining (bas) og Morten Skogen (trommer). Stilen er stadigvæk en blanding af alternativ hard rock og heavy metal.

Albummet består af 8 numre, som alle er godt skruet sammen. Melodierne sidder lige i skabet og jeg finder ingen dårlige sange på albummet. Ken har virkelig fundet formlen på Change Is Constant. Derudover har stort set alle sangene et mindeværdigt omkvæd, som sætter sig på nethinden. Vokalen minder mange steder en del om Whitfield Crane’s fra Ugly Kid Joe. Og flere af sangene lyder også lidt i retning af netop Ugly Kid Joe. Lyt bl.a. til ”Concrete Plastic”, ”Third” og ”Dualstar”. Først nævnte er, samen med ”Veni Vidi Vici”, ”Pasient Of A Pasient” og titelnummeret ”Change Is Constant”, blandt mine favoritter på albummet.

Change Is Constant er indspillet i Frog Leap Studios i Norge. Det er blevet mixet og masteret af Arvid Tjelta. Som nævnt tidligere er alle sange skrevet af Ken selv, mens teksterne er skrevet af Roy Egeland. Lyd og produktion sidder, ligesom sangene, også lige i skabet. Og så må man sige, at Ken har fået samlet nogle yderst kompetente musikkere omkring sig.

Jeg kan på det varmeste anbefale, at enhver rock fan med respekt for god, velskrevet og velproduceret musik, tjekker dette album ud. Har du tidligere lyttet til Alien Ken og synes du godt om deres musik, så er jeg næsten 100% sikker på, at du vil finde dette album yderst lytteværdigt. Jeg er meget tæt på at smide seks dødningehoveder efter albummet, men jeg nøjes med fem et halvt. Man skulle næsten tro, at Alien Ken kom fra en anden planet!!!
 
Change Is Constant udkom den 21. marts.
 
   (5½ ud af 6)
 
Besøg Alien Ken på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

Panda Cash – Cheap Tricks (EP)

Anmeldt af Calle: 30-03-2016

Panda Cash er et rock band med base i København. Bandet blev dannet i 2011 hvor tre tidligere studiekammerater fandt sammen i en mørk musikkælder, drevet ud fra deres fælles interesse for punk, hård rock og lumre Valby-kioskøl. Bandet blev en mand højere via entreen af en permanent sanger/rytmeguitarist. De fire medlemmer i bandet er Mads Mundt (vokal og guitar), Markus Drag (bas), Thomas Lund (lead guitar) og Troels Siggaard (trommer). Cheap Tricks er bandets første EP.

Stilen er en blanding af alternativ post-punk, indie rock og garage rock og et par af inspirationskilderne tæller bl.a. Queens Of The Stone Age og Arctic Monkeys. Cheap Tricks består af 6 numre + én kort intro. Efter den korte intro lægges der ud med den rå og beskidte ”Reptile Curtains”. Dette er en fin sang at starte EP’en med. Herefter følger ”Alone On The Platform”, som er bandets ældste nummer, samt mit favorit nummer ”Fashion Shop”. Sidst nævnte har en fed melodi og en god guitar solo. Omkvædet kunne godt minde en lille smule om noget D-A-D kunne finde på at lave. De næste to sange er ”Touchdown” og ”Crime”, som begge lægger sig en fin tråd med de første tre sange sange. Sidste sang på Cheap Tricks er den stille ”Never Over”, som afslutter EP’en fint.

Alt i alt er det nogle udemærkede sange bandet har indspillet. Men jeg kunne godt have ønsket mig en lidt bedre produktion og så synes jeg godt vokalen kunne være en lille smule stærkere. Bandet spiller godt og vokalen passer i og for sig godt til genren, men den skulle som sagt bare være lidt stærkere. Udover det er der et par gode guitar soloer på EP’en og jeg synes rigtig godt om bassen på ”Alone On The Platform”.

Er du til alternativ rock og synes du (ligesom mig) at det er interessant, at tjekke nye bands ud, så kan du roligt give Panda Cash et lyt. Det er i hvert fald et band jeg vil holde øje med i fremtiden.
 
Cheap Tricks udkom den 1. marts.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Panda Cash på Facebook her.
________________________________________________________________________________________
Genus Ordinis Dei - The Middle
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 28-03-2016
 
Genus Ordinis Dei (GOD) kommer fra Italien og spiller symfonisk dødsmetal.Der er elementer af Goth-Metal og Power-Metal og det lyder faktisk rigtig godt.

GOD's cd; The Middle indeholder 10 numre, hvoraf det første "And then..." og nummer 5 "Thoughts" er en slags ambient symfoniske mellemstykker der minder lidt om Dark Sanctuary fra Frankrig. Det ville have været rigtig fedt, hvis de havde brugt rigtige musikere (som Dark Sanctuary) til symfonidelen i stedet for synthesizere. Keyboardet bliver brugt en del, og det er nogle gange ved at blive for dominerende, men generelt lyder det fedt.

Der arbejdes godt over hele linien med Nick K som synger/growler og spiller guitar, Tommy Mastermind der spiller guitar og synth, Steven F. Olda der spiller bas og Richard Meiz der spiller trommer. Der er et godt samarbejde og en god ballance (bortset fra for meget keyboard nu og da) i produktionen - flot lyd.

Hvis man er die hard dødsmetalfan skal man lige være forberedt på det med synthesizerne, ellers tror jeg at alle der kan lide metal i den tungere ende godt kan nyde The Middle, da der er masser af lækkerier at lytte til.
 
The Middle udkom 22. januar via Mighty Music/Target Group.
 
  (4½ ud af 6)
  
Besøg Genus Ordinis Dei på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

Silhouette - Die The Fire
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 26-03-2016
 
Silhouette er fra Danmark og spiller en 70'er inspireret rock. Bands jeg kommer i tanke om, når jeg hører Silhouette's cd Die The Fire er; Black Sabbath, Pink Floyd, Ozzy og Uriah Heep, med et skud Blues.

Stilen er ramt 100% og jeg er blevet mere og mere vild med dem efterhånden jeg har hørt cd'en igen og igen. Der er kun et sted jeg synes falder komisk ud, det er i sidste nummer, "Autolatrist", hvor der kommer et brøl der skal lægge op til et temposkift og noget growl-agtigt. For mig virker det komisk og ødelægger den fede stemning lidt. Men bortset fra denne ene ting er det 6 numre med et fedt lydtæppe fra 70'erne og lidt 80'er Ozzy.

Numrene er varieret med flotte soli og temposkift. Der bliver brugt et hammondorgel og en lap-steel så den perfekte lyd er autentisk. Der grooves godt på numrene så man enten sidder eller står og gynger med. 
Jeg vil tro at de kommer til at gøre sig godt på scenen i både ind og udland, og jeg ville frytelig gerne opleve dem live.
 
Silhouette består af Tobie der synger og spiller bas, Tommie der spiller trommer og synger, Stefan der spiller guitar, lapsteel og synger og Eric der spiller orgel/keyboards, guitar og synger.
 
Die The Fire udkom 13. november 2015.
 
  (5 ud af 6)
  
Besøg Silhouette på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Hoaxbane - Messengers Of Change
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 26-03-2016
 
Hoaxbane er en duo fra Berlin, Tyskland spiller Extreme-Metal/Black-Metal. Deres lyd er flot, fyldig, tæt og intensiv. Misanthrop som den vokale forgrund minder til tider om Hugin fra Blodarv, hvilket er et stort plus (for mig i hvert fald). Tantrum Mezcalar spiller guitar, bas og har programmeret trommerne, der lyder super. Jeg blev ret overrasket over at det var Mr. Laptop himself p mit spørgsmÂl til dem om hvem der spiller trommer på albummet.

Selve melodilinierne i guitarspillet er gennemarbejdet og har en evne til at bringe en i "luft guitar" mode. Jeg ville egentlig gerne have haft at det var et levende menneske der sad bag trommerne....sådan rent musik-etisk, men når det så er sagt vil jeg gerne rose dem for en flot programmering....men vil stadig gerne opfordre til brug af levende, ægte musikere.

Der er 9 numre på cd'en. Man føler at man får noget for pengene, og det er jo ikke den værste følelse.
 
Messengers Of Change udkom 27. november 2015 via Mighty Music.
 
  (4½ ud af 6)
  
Besøg Hoaxbane på Facebook her.
____________________________________________________________________________

NitroVille - Cheating The Hangman
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 24-03-2016
 
Nitroville er et britisk band som spiller klassisk hard rock med masser af energi. Deres debutalbum "Can’t Stop What’s Comin’" blev udgivet i 2011 og fik mange rosende ord med på vejen. Den anerkendte producer Bob Marlette, som har arbejdet med bands som Seether, Shinedown, Black Stone Cherry og Airbourne har udtalt følgende om bandet: ”This sounds just great!”. Mange fremhæver bandets kvindelige forsanger Tola Lamont, som bidrager med en stærk vokal. Der er nu gået 5 år siden debutpladen blev udgivet og de er nu klar med opfølgeren Cheating The Hangman.

Der bliver spillet klassisk rock n’ roll fra første sekund. "Motorlover" er et energisk up-tempo nummer, som skyder pladen fint i gang. Det næste nummer er "Louisiana Bone" og der er her tale om pladens bedste nummer. Et tungt nummer nummer med en god rytme og et riff der har en sydstats lyd over sig. Ikke overraskende er netop denne sang valgt som den første single. Jeg synes det klæder bandet bedre når de laver midtempo numre, som har nogle godt riffs og solide hooks. Det er gældende på "Louisiana Bone", "Let It Roll", "Apophis 2029" og "Trophy Hunter". Disse numre fanger med mere end dem hvor tempoet er skruet i vejret, men det er en smagssag. Nitroville formår at levere et flot niveau hele vejen i gennem og der er som sådan ingen dårlige sange. Jeg kunne dog godt savne lidt variation, da numrene har det med at flyde lidt ind i hinanden, da de lyder mere eller mindre ens. Jeg savner lidt flere sange der skiller sig ud og det ville hellere ikke have gjort noget, hvis de havde smidt en power-ballade ind midt i pladen. Trætheden begynder derfor at sætte ind, når man nærmer sig afslutningen. Den samlede spilletid er på 47 minutter.

Nitroville består af 4 medlemmer der alle kan deres håndværk og det fungerer fint med en kvindelig forsanger. Der er ikke tale om en revolutionerende udgivelse indenfor genren, men skal man på roadtrip til sommer og mangler et soundtrack, kan man roligt tage denne CD med i bilen.

Cheating The Hangman udkommer 25. marts via Mighty Music/Target Group.
 
 (4 ud af 6)
  
Besøg NitroVille på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Monster Truck – Sittin' Heavy


Anmeldt af Calle: 19-03-2016

Hold kæft det er fedt!!! Med denne indledning kan du nok allerede gætte hvad jeg synes om dette album. Det er fedt!!! Sittin' Heavy er andet album fra canadiske Monster Truck, men dog mit første kendskab til bandet (desværre fristes man til at sige). De blev dannet i 2009 og består af Jon (bas og vokal), Brandon (keys og vokal), Steve (trommer og vokal) og Jer (guitar og vokal).

Stilen er en blanding af klassisk rock, stoner rock og blues rock og inspirationskilderne tæller da også bands som Grand Funk Railroad, Led Zeppelin, Neil Young, Clutch, Deep Purple, The Grateful Dead, Queens of the Stone Age, Rival Sons, Bob Seger og AC/DC for bare at nævne et par stykker.
 
Albummet består af 11 sprøde rock sange, hvor der er blevet plads til de sprøde rockere, men også de mere stille sange. Det er svært at fremhæve enkelte sange, da jeg synes det ene fede nummer overtager det andet. Men skal jeg nævne et par stykker må det være ”Don't Tell Me How To Live”, ”For The People”, åbningsnummeret ”Why Are You Not Rockin?” samt den stille ”Black Forrest”. Men som sagt er der ingen dårlige eller halvdårlige sange på dette album. Det er den ene perle efter den anden.

Sittin' Heavy er blevet til i samarbejde med Eric Ratz, som har fungeret som bandets studio guru og co-producer. Han har tidligere arbejdet med bl.a. Three Days Grace, Billy Talent og Cancer Bats. Albummet er fedt produceret og lyden er perfekt.

Jeg vil slutte denne anmeldelse af med en kommentar fra selveste Slash. Han har udtalt om bandet: “Monster Truck is one of the few really great down to earth rock ‘n’ roll bands…..they’re hard, soulful and heavy”. Og det kan man kun give ham ret i. Tjek Monster Truck og deres Sittin' Heavy album ud!!!
 
Sittin' Heavy udkom 19. februar via Mascot Label Group.
 
   (5½ ud af 6)
  
Besøg Monster Truck på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Bob Sacamano – If Only We Stay Like This


Anmeldt af Calle: 19-03-2016

Bob Sacamano er et dansk rock band, som blev dannet i 2011. Bandet har base i København og består af de fem medlemmer Peter Thielst Jessen (vokal/guitar), Martin Niedziella Nørgaard (lead guitar), Thomas Bjerregaard Bonde (trommer), Stephan Niedziella Nørgaard (bas) og Morten Grønnegaard (akustisk guitar). Dette album er mit første bekendtskab med bandet.

If Only We Stay Like This er et mini album, som består af syv numre. Stilen er tilbagelænet melodisk rock i stil med bands som The National og Band Of Horses. Disse to bands udgør, sammen med bl.a. Neil Young, Johnny Cash og Black Rebel Motorcycle Club, da også bandets inspirationskilder. Ved første gennemlyt af albummets åbningsnummer og tidligere udgivet single ”Take It Out On Me” tænkte jeg – det lyder lidt i retning af Sort Sol det her (hvis man lige ser bort fra den indlagte guitar solo). Det er en rigtig god sang, som er en perfekt åbner på skiven. Herefter kommer ”Hands Down”, som ligeledes har været ude som single. Også denne sang fungere rigtig godt og den har en god fængende melodi. Dette gør sig faktisk også gældende for de resterende fem sange. Alle sangene er godt skrevet og melodierne er tilpas fængende. Eneste lille minus er måske, at sangene godt kan lyde en lille smule ensformige. Mine favoritter blandt de syv sange er ”Open Road”, det stille titelnummer ”If Only We Stay Like This” samt førnævnte ”Take It Out On Me”. Men alt i alt er det et godt album bandet har lavet.

Albummet er et DIY album all the way. Bandet har selv indspillet og produceret sangene i deres øvelokale på Amager. Selv coverartworket og fotos er lavet/taget af bandet selv. Og så er albummet også udgivet på bandets eget label 808 Records. Jeg synes bandet har formået at ramme en rigtig fed lyd, som giver lytteren en dejlig behagelig følelse. Og man fornemmer virkelig bandets tilstedeværelse i musikken.

Er du til nogle af ovennævnte bands, så bør du tjekke dette album ud. Personligt synes jeg Bob Sacamano gør det rigtig godt og de er helt sikkert et band man bør holde øje med.
 
If Only We Stay Like This udkom 2. november 2015 via 808 Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Bob Sacamano på Facebook .her
________________________________________________________________________________________________
Shotgun Revolution - All This Could Be Yours
 
Anmeldt af Peter Letting: 12-03-2016
 
Danske Shotgun Revolution (SR) udkommer med nyt album 27 maj 2016, men man kan allerede nu købe albummet til deres koncerter rundt omkring i Danmark. Albummet bærer titlen All This Could Be Yours. Alle jer som elsker Shotgun Revolution, kan godt glæde jer, for dette er endnu et sandt Shotgun Revolution album, og til alle jer som endnu ikke har stiftet bekendtskab med dette danske svar på AC/DC, kan i så se at få lettet røven og komme i gang. Fra jeg hørte SR første gang og tilmed oplevede dem live i Amager Bio, var jeg solgt. Jeg er vild med musikken, men jeg elsker også deres ligefremhed –venlighed –uhøjtidelighed –professionalisme –engagement –drive og humor. Ligegyldigt om de fylder Amager Bio, eller spiller en torsdag aften i Hillerød, så mærker man som publikum ingen forskel, og det er sq sand Rock ’n Roll sjæl…

Det nye album indeholder 10 numre. Åbningsnummeret ”Don’t Stop the Grind”, har en super lækker intro, som jeg i mit stille sind forestillede mig kunne være et super åbningsnummer til en koncert, og ganske som ”ønsket”, var det første nummer på sætlisten den torsdag aften i Hillerød… Nummeret går fantastisk hånd i hånd med nummer 2 ”Rise To Power”, som nok er albummets hårdeste, og måske også mit favorit nummer. Jeg er specielt vild med slutningen, hvor TEX og Kasper lige sætter den HELT i kælderen . Men det er sq lidt svært med SR, for de numre der ikke rigtig fanger ved første lyt, vokser på én, og måske ved 5. 6. eller 20. gennemlyt, så er den der bare. Tag nu et nummer som ”SOB”, som jo har været ude som single et stykke tid. Det har ikke rigtig fanget mig før nu, da det pludselig dukker op her på albummet. Nu er jeg sq helt pjattet med nummeret, og det fungerer også rigtig godt live.

Lige nu kører nyeste single ”City Of Fire” i rotation på MyRock. Nummeret er skrevet sammen med SR’s gode venner i bandet Black Stone Cherry, men det blev altså SR som ”vandt” nummeret. Endnu et dejligt energisk nummer i sand SR stil.

Når jeg nu nævner den her SR stil, så passer det sq. Shotgun Revolution har deres helt egen unikke form til deres numre, og det kan de ”heldigvis” ikke løbe fra. Selvom deres numre er vidt forskellige og meget varierede og svinger fra de tungeste numre som ”Rise To Power” og til et nummer som ”Gods Damned Poetry”, med stryger arrangement og hele balladen, så ER det bare Shotgun Revolution og det VED man bare.

Shotgun Revolution består i dag af: Ditlev Ulriksen på vokal, Martin Frank på guitar, Michael ”TEX” Venneberg på bas og Kasper Lund på trommer, og eftersom Henrik Berger med nummer 2 guitar har valgt at forlade bandet, har SR ”lånt” Rene Shades fra Pretty Maids til at turnere sammen med dem. Jeg siger bare tak for et godt album og giver det 6 ud af 6
 
All This Could Be Yours udkommer 27. maj via Mighty Music/Target Group.
 
   (6 ud af 6)
 
Besøg Shotgun Revolution på Faceboo her.
_________________________________________________________________________

The Reptones - Dead Letter Blues
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 06-03-2016
 
Københavnske The Reptones består af 5 medlemmer og deres musik spænder, efter deres eget udsagn, fra ”psykedelisk country og melankolsk indie til tonstung retrorock og melodiske ballader samt alternativ country, new-folk og håndspillet americana”. Det er derfor lidt en anden slags musik end det jeg personligt plejer at beskæftige mig med. Bandet har udgivet 2 studieplader og er nu klar med deres 3. udgivelse som har fået titlen Dead Letter Blues. Den indeholder 10 numre med en samlet spilletid på godt 36 minutter. The Reptones har samarbejdet med den amerikanske producer Paul Kimble fra kultbandet Grant Lee Buffalo og han har sørget for at skabe et ambient udtryk gennem hele albummet.

Musikken på denne plade er anderledes end det vi plejer at anmelde her på siden. Der møder lytteren en harmløs og afdæmpet omgang ambient country. Bandet siger selv at man kan finde tonstung retrorock, men der er ikke meget på dette album som kan betegnes som tonstung. Der er tale om musik som min mormor og morfar sikkert vil mene er super hyggelig – og de er altså godt oppe i 70’erne. Håndværket der bliver leveret er som sådan ganske udemærket. Musikken er fint mixet, det er noget alle kan holde ud til at høre på og der er samtidiig tale om dygtige musikere. For rockfans er der dog tale om en kop the, så tynd at man nærmest skulle tro, det blot er en kop varmt vand. Det eneste nummer som skiller sig en smule ud er ”Candy Coated Lines” da den indeholder en fin melodi i omkvædet.

Som tidligere nævnt er håndværket ganske OK – man skal bare finde den rigtige målgruppe. Det er ikke et band jeg vil anbefale mine kammerater at købe billet til. Dog kunne jeg godt finde på at foreslå det til Seniorklubben på mit arbejde. Det er måske en anelse hårdt sagt, da der sikkert findes mange fans af denne type musik, i alle aldre. Jeg tror bare ikke der findes mange af dem, som samtidig regelmæssigt besøger CallesRockCorner. Hvis man regner med at få et skud højoktans rock n’ roll, vil dette album svare til at få serveret en skålfuld salatblade, når man har sat næsen op efter bøf og kartofler. Jeg kan ikke hive mere end 2 dødningehoveder op af tasken.
 
Dead Letter Blues udkommer 11. marts.
 
(2 ud af 6)
 
Besøg The Reptones på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Bridgeville – Aftershock


Anmeldt af Calle: 06-03-2016

Bridgeville er et hard rock band fra Skien i Norge, som blev dannet i 2013. Bandet består af danske Martin Steene (Iron Fire, Force Of Evil m.fl.) samt medlemmer fra det norske band Absinth. De tæller Erik Norheim (guitar), Thomas Furuvald (trommer), Roger Svenkesen (bas) og Kenneth Jacobsen (guitar). Bandet udgav deres første single ”Absinthia” i 2014 og hereter spillede de flere live shows i Norge, mens de brugte to år på at indspille deres debut album, som har fået titlen Aftershock.

Som nævnt ovenfor er stilen klassisk hard rock og inspirationskilderne tæller bl.a. Bon Jovi, Whitesnake og Def Leppard, hvilket tydeligt kan høres i musikken. Det er straight-ahead hard rock, som var på sit højeste i midt og slut firserne. Men Bridgeville har formået, at få en nyere og mere moderne sound indover musikken.

Albummet består af 11 veldrejede sange, med gode og fængende melodier, let genkendelige omkvæd og mange catchy riffs. Og der er både blevet plads til de store rock anthems og den traditionelle powerballade. Mine favoritter blandt de 11 sange er ”Mystic River”, ”Black Rain” og powerballaden ”Bridge To A Broken Heart” samt titlenummeret ”Aftershock”. Men der er efter min mening ingen dårlige sange på albummet.

Bandet spiller godt og Martin's stemme passer godt til hard rock. Aftershock er indspillet i Jailhouse Studios og Hellfire Studios i løbet af 2014 0g 2015 og så er det mixet af selveste Jacob Hansen og Tommy Hansen, som begge vist ikke behøver en større præsentation. I hvert fald ikke hvis man er bare en lille smule med på beatet i forhold til danske producere (+ mix og mastering). Albummet er flot produceret og lyden er som den skal være.

Jeg er ikke helt klar over hvilken musik genre der er mest oppe i tiden i Norge i øjeblikket, men jeg tror godt Bridgeville kan blive det næste store rock band derfra. De har efter min mening sangene til det. Og så ved jeg godt at der ikke er meget nyt over deres musik, men når det er så veludført, som det er tilfældet med dette album, så gør det bestemt ikke noget. Dette er et yderst tiltalende debut album fra Steene og de norske musikkere. Er du til klassisk hard rock og har du, ligesom mig, gennemlyttet de store albums fra ovennævnte inspirationskilder, så kan du roligt tjekke dette album ud.
 
Aftershock udkommer 18. marts via Crime Records.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Bridgeville på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Supersonic Blues Machine – West Of Flushing, South Of Frisco

Anmeldt af Calle: 03-03-2016

Endnu engang har jeg fået tilsendt et blues rock album fra Mascot Label Group. Denne gang er der tale om debut albummet West Of Flushing, South Of Frisco fra blues rock trioen Fabrizio Grossi (bas), Lance Lopez (guitar/vokal) og Kenny Aronoff (trommer). Alle tre har spillet med gud og hver mand inden for rocken og bluesen. Det inkluderer navne som Lucky Peterson, John Mellemcamp, Eric Clapton, Bonnie Raitt, John Fogerty, Jack White og B.B. King for bare at nævne et par stykker. Så det er bestemt ikke uerfarne musikkere vi har med at gøre.

Albummet består af 13 sange og har en spilletid på godt og vel én time. Det er efter min mening 13 rigtig gode sange og jeg finder intet fyldstof blandt sangene. Melodierne er godt skrevet og musikken svinger virkelig. Det er efter min mening blues rock i top klasse, som bliver spillet af nogle yderst kompetente musikkere. Og for det ikke skal være nok, så er der flere prominente gæster på albummet. Bl.a. medvirker Billy Gibbons på ”Running Whisky”, Warren Haynes på ”Remedy”, Robben Ford på ”Let’s Call It A Day”, Eric Gales på ”Nightmares And Dreams”, Chris Quarte på ”That’s My Way” og ikke mindst Walter Trout på “Can’t Take It No More”. Alle sammen rigtig gode sange. Derudover vil jeg også fremhæve sange som “Bone Bucket Blues” og “I Ain’t Fallin’ Again”. Men som sagt er der ingen dårlige numre.

Udover at sangene er godt skruet sammen, så er der også flotte soloer spredt udover hele albummet og sangene variere godt i tempo. Jeg bliver underholdt hele vejen igennem albummet. Og man skal heller ikke glemme de resterende musikkere på albummet: Jimmy Zavala (harmonica), Serge Simic (akustisk guitar), Garrett Holbrook (lap steel), Sam Lusting (keyboards), Paolo Verdone (guitar), Sykes (guitar) og Phil Parlapiano (organ).

West Of Flushing, South Of Frisco er produceret og mixet af Grossi, som har spillet og produceret i både sit hjemland Italien, men også steder som London, New York og i Canada, før han flyttede teltpælene til Los Angeles. Albummet er flot produceret og lyden sidder lige i skabet.

Jeg er, som den kvikke læser nok har bemærket, ret glad for dette album. Det er blues rock fra øverste skuffe. Dette album vil helt sikkert finde vej til min afspiller igen. Så er du til blues rock med feeling og som er spillet i topklasse, så bør du helt sikkert tjekke dette album ud.
 
West Of Flushing, South Of Frisco udkom 26. januar via Mascot label Group.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Supersonic Blues Machine på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Stonebird – Thunderstorm/City Calling (7” single)

Anmeldt af Calle: 01-03-2016

Det jyske band Stonebird, som nu har base i København, består af Andreas Gajhede (sang/guitar), Laurits S. Pedersen (guitar), Sean Leavy (keyboard/guitar), Victor Simon (bas) og Steffen Møller (trommer). Jeg har tidligere anmeldt to EP’er fra dette band og begge gange har jeg været ret glad for bandets musik og stil. Nu er de så ude med en ny 7” single.

Singlen består af to sange, som hedder henholdsvis ”Thunderstorm” og ”City Calling”. Normalt kan det godt være lidt svært at ”bedømme” et band ud fra kun to sange, men jeg vil alligevel gøre et forsøg. A-siden ”Thunderstorm” indledes med en rimelig dyster intro, hvorefter den bevæger sig over i lige så dyster The Doors inspireret sang. Et rigtig godt nummer som er perfekt skruet sammen. Derudover har den et meget fængende omkvæd. B-siden ”City Calling” bevæger sig også i den 70’er inspirerede rock, men denne sang er dog mere afdæmpet og så har den en lidt lysere ”feeling”. Den giver et andet syn på dagligdagens tilværelse. Sangen leder mine tanker i retning af det danske band Freddy And The Phantoms. Dermed ikke sagt at de har lyttet til dem, men noget af inspirationen er sikkert hentet samme sted.

Sangene er indspillet i Black Tornado Studios på Refshaleøen og de er blevet produceret og mixet af Mathias Bang Madsen. Begge sange er flot produceret og jeg synes bestemt der er ramt en rigtig fed lyd. Singlen emmer af sjæl og ægte spilleglæde og man fornemmer samtidig at bandet har en stor nydelse ved musikken.

Ligesom det var tilfældet med de to førnævnte EP’er, så synes jeg igen bandet har formået at ramme noget i mig. Deres sange fanger min opmærksomhed og jeg indfanges let i bandets musikalske univers. Så er du til 70’er inspireret rock med feeling, så bør du helt sikkert tjekke Stonebird og deres nye single ud. Jeg håber de udgiver et fuld længde album på et tidspunkt.
 
Thunderstorm/City Calling 7" singlen udkommer 04. marts.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Stonebird på Facebook .her
____________________________________________________________________________________
Naked Hazelbeard - Between The Lines
 
Anmeldt af Peter Letting: 29-02-2016
 
Naked Hazelbeard kommer fra Tyskland og har udgivet et album med titlen Between The Lines. Albummet er deres andet album.

Forsangeren i Naked Hazelbeard, Jan Weitzenbürger er også fosanger i Killing Age, som er et tysk thrash metal band, men her har han kastet sig over et komplet akustisk album.Min umiddelbare mening er dog, at han ikke helt har stemmen til at bære et akustisk album igennem. Hans stemme er pænt unik, det må man give ham, men også pænt speciel. Den minder om temmelig meget Jack D. skyllet ned med indholdet af diverse askebægre på snuskede værtshuse, og det kan såmænd godt udmunde i en god blanding, men det er ikke lige min smag. Jeg synes hans stemme fylder FOR meget på skiven, og dermed drukner de stille ”viser” som ligger bag.

Som sagt er her tale om et akustisk album og med sig har Jan: Katharina Grohmann på sang, cajon og perkussion, Martin Blanchard på bas og Jan Keller på guitar. Jan Weitzenbürger spiller i øvrigt også guitar på albummet.

Jeg kan godt høre magien og det poetiske i sing-a-song writer stilen, men det bliver sq aldrig en favorit genre, og jeg synes virkelig der er langt imellem dem som rigtig KAN det der. Jeg må nok sige at jeg kedede mig bravt, da jeg skulle gennemlytte albummet, og havde det ikke været fordi jeg skulle skrive lidt om det, så var jeg aldrig kommet helt igennem. Sorry about that…Jeg giver skiven 2 ud af 6
 
Between The Lines udkom 29. januar via Genentrend Records
 
(2 ud af 6)
 
Besøg Naked Hazelbeard på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Natsværmer - Nuancer (EP)
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 29-06-2016
 
Mattias Hundebøll er en dansk sanger og musiker, som de fleste vil kende fra det danske band Rock Hard Power Spray. Et band som nåede at udgive 3 studieplader, inden rejsen stoppede i 2014. Nu er han klar med et nyt projekt som har fået titlen Natsværmer. Første smagsprøve fra dette projekt kom i form af singlen ”Vuggevisen” og nu er EP’en Nuancer klar til at se dagens lys. Der er 4 sange på udgivelsen som alle handler om kærlighed i den ene eller anden forstand. I pressematerialet står der at sangene handler om ” livet, kærligheden, smerten, fristelserne og storbynætternes mange glimtende faldgruber”. Den totale spilletid lyder på 15 minutter, så det er en overkommelig omgang for lytteren.

Musikken på Nuancer kan bedst beskrives som dansksproget poprock. Første nummer er ”Det Du Drømmer Om” og det er en ganske fin åbner. Versene er drevet af en solid baslinje og omkvædet fungerer også godt. Mattias Hundebøll er en kompetent sanger og jeg synes det fungerer godt at der synges på dansk. ”Dig Og Mig” er det næste nummer og her er vi ovre i det mere poppede univers og det bliver en kende smagløst. Det trejde nummer er singlen ”Vuggevisen” og musikalsk er det nok også den bedste sang på udgivelsen. Versene er forholdsvis tunge mens omkvædet er poppet. Denne balance fungerer super fint og det er et nummer som sætter sig fast. Lyrikken er en anelse akavet, da det handler om sex og der bliver ikke lagt fingre i mellem. En linje i første vers lyder ”du er badet i sved og du stønner ’kom her’, du får den ind i din mund, i det sekund hvor det sker”. Ja, spændene valg af lyrik – men nummeret fungerer som helhed. Det sidste nummer hedder ”Men Du Ved Det Jo Godt” og er en atmosfærisk sag, som kommer vidt omkring på de 5 minutter den varer. Den bygger sig fint op og den har en form for dragende effekt på lytteren.

Alt i alt synes jeg der er tale om en godkendt EP som ikke er uden evner – det er dog ikke den mest revolutionerende og originale udgivelser som jeg kommer til at høre i år. Det bliver spændende at se hvad Mattias Hundebøll fører dette projekt til og hvordan den danske befolkning kommer til at tage imod musikken. Jeg har en fornemmelse af at EP’en vil dele vandende, så jeg anbefaler alle at afsætte 15 minutter og danne deres egen mening. Når alt kommer til alt lander jeg på en karakter der hedder 4 ud af 6..
 
Nuancer (EP) udkom 26. februar via Target Records/Target Group.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Natsværmer på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Now Or Never - II
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 29-02-2016
 
Now Or Never er et europæisk band som består af 4 medlemmer som alle er kendte fra andre veletablerede grupper. Forsanger Jo Amore er kendt fra Nightmare, trommesalger Fabian Ranzoni fra Sultan og guitarist Ricky Marx + bassist Kenn Jackson fra danske Pretty Maids. Now Or Never blev dannet i 2012 og udsendte deres sebetitlede debutplade i 2013. Nu er de klar med opfølgeren som har fået den simple titel II.

Bandet beskriver deres musik som ”Modern Heavy Rock” og jeg føler også at det balancerer et sted mellem hard rock og heavy metal – men med melodiske toner. Det er tale om solide musikerer som kan deres kram og de spiller med en vis sikkerhed. Forsanger Jo Amore har en lyd som sender mine tanker i retning af David Coverdale fra Whitesnake, men samtidig får jeg også nogle associationer til Aaron Nordstrom fra det amerikanske band Gemini Syndrome. Der er i hvert fald tale om en vokal som passer rigtig godt til heavy rock – dog kan det hurtigt komme til at minde om noget man har hørt mange gange før. Det postulat kan desværre også siges om albummet som helhed, da gruppens størtste akilleshæl er at de mangler variation.

Denne skive har en spilletid på 52 minutter og jeg fandt det lidt svært at bevare 100% fokus på musikken hele vejen igennem. Der er ikke noget som skiller sig ud og da pladen var færdig, var der ikke et nummer som for alvor havde sat sig fast. Det skal siges at der holdes et ganske fornuftigt niveau gennem hele skiven, men den kommer aldrig helt op at ringe, hvilket har en negativ påvirkning på helhedsindtrykket. Hvis jeg alligevel skal prøve at finde mit favoritnummer, må det være ”The Answer”. Der er tale om et heavy nummer, som er drevet af et ondt guitarriff i versene og soloen i slutningen af nummeret er heller ikke helt ved siden af.

Jeg har ikke nogle skarpe kritikpunkter til denne udgivelse, men det er et album som befinder sig på det jævne fra start til slut. Personligt er jeg glad for heavy rock med en moderne produktion og der er også helt bestemt gode ting at finde på dette udspil. Man kan høre at der er tale om erfarne musikerer, der kan deres håndværk. Der er god vokal, solide riffs, fængende rytmer og fin lyd – som helhed havde jeg dog ønsket at den stod lidt stækere. Er man tilhænger af genren, synes jeg bestemt man skal give albummet en chance.
 
II udkom 26. februar via Mighty Music/Target Group.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Now Or Never på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Dance With Dirt - Marathon
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 25-02-2016
 
Dance With Dirt er et dansk band der spiller en omgang melodisk poprock, som ikke gør nogen fortræd. De vandt P3’s karrierekanon i 2012 og siden har de spillet utallige koncerter og udviklet sig musikalsk.Mit første møde med gruppen, var da jeg faldt over førstesinglen ”Heartcase”. Nummeret fangede mig med det samme, da den er særdeles iørefaldende. Jeg har derfor været spændt på at høre mere fra gruppen og det er der nu mulighed for, da deres debutplade er klar til at blive udgivet.

Albummet har fået titlen Marathon og består af 11 numre som strækker sig over 51 minutter. Som nævnt i starten af anmeldelsen spiller Dance With Dirt poprock med fokus på den gode melodi. Førstesinglen ”Heartcase” er en god indikator for hvad bandet har at byde på. Bandets forsanger Magnus Jacobsen er en dygtig vokalist og hans stil passer godt med det musikalske univers der er tale om. ”Coming Home” kunne godt lyde som en sang fra Kings Of Leon og det kan faktisk siges om flere af numrerne på albummet. Det tyder på at der er tale om en stor inspirationskilde i forbindelse med indspilningen af disse sange. ”Drunk Lovers” er en ørehænger med et super catchy omkvæd og ”Snow Machine” har et godt beat. Det længste nummer på skiven er ”Wave California” som er oppe og runde de 8 minutter, hvilket nummeret godt kan bære.

Det er god lyd på dette album, hele vejen igennem. Musikken er mixet godt og jeg har ikke en finger at sætte på produktionsarbejdet. Alt i alt synes jeg at der er tale om en rigtig flot debutplade fra et dansk band med masser af potentiale. Jeg har på fornemmelse at de 11 numre på albummet, vil begå sig endnu bedre på livescenen. Man kunne håbe at man kan finde dem på nogle danske festivaler til sommer. Jeg vil i hvert fald nyde at opleve dem på en festivalscene en varm sommerdag med en kold fadøl i hånden. Det er musik man bliver i godt humør af og det er noget stort set alle kan holde ud at høre på. Musikken vil måske være lidt for blød, for nogle af de regelmæssige læsere på denne hjemmeside – men er man til lidt poprock i ny og næ, kan man roligt give sig i kast med Marathon.
 
Marathon udkommer 26. februar via AEM Records/Sony Music DK.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Dance With Dirt på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

The New Roses – Dead Man’s Voice

Anmeldt af Calle: 24-02-2016

Det tyske band The New Roses var, inden jeg fik tilsendt dette album, et helt ubeskrevet blad for mig. De har også kun eksisteret siden 2007 og ”kun” udgivet ét album før dette. Deres debut album ”Without A Trace” udkom i 2013. Sidenhen har de skrevet kontrakt med Napalm Records og er nu klar med deres andet album, som har fået tilen Dead Man’s Voice. Og lad det være sagt med det samme – jeg er ret imponeret over dette album!!!

Bandet skriver selv at de er inspireret af bands og kunstnere som B.B. King, Chuck Berry, AC/DC, Bruce Springsteen, Kid Rock, Rose Tattoo, Aerosmith og The Black Crowes. Det har efter min mening resulteret i en lyd som minder mig om bands som eksempelvis The Quireboys, Faster Pussycat, L.A. Guns og Cinderella. Så stilen kan vel betegnes som en god blanding af sleazy hard rock med en snært af blues rock.

Dead Man’s Voice består af 11 velskrevne sange, hvor jeg finder melodierne ret fængende. Der er ingen dårlige numre eller fyldstof at finde på dette album. Den ene gode sang afløser den anden og jeg bliver på intet tidspunkt træt af musikken. Det er sveddryppende, whiskey fueled sleazy hard rock i top klasse. Bandet spiller godt og sanger Timmy Rough’s stemme passer som fod i hose til denne genre. Den minder mig om en god blanding af Phil Lewis (L.A. Guns) og Spike (The Quireboys). Udover Timmy, som også spiller guitar, så består bandet af Norman Bites (guitar), Hardy (bas) og Urban Berz (trommer). Jeg vil ikke fremhæve enkelte sange på dette album, men derimod sige at det skal høres som en helhed. Sangene kommer som rullende perler på en hard rock snor.

Jeg ved godt denne genre har været spillet siden start 80’erne og flere bands har haft mere eller mindre succes med det. Og selvom genren ikke ligger på toppen af hitlisterne mere, så er jeg stadigvæk glad for denne form for rock. Og det samme kan jeg uden tøven sige om The New Roses. Nok spiller de musik som deres inspirationskilder gjorde/gør det, men de er efter min mening et frisk pust på den europæiske hard rock scene. Derfor kan jeg kun anbefale at man tjekker dem ud. Personligt skal jeg helt sikkert ud og have fat i deres førnævnte debut album. Som en lille bonus info kan det nævnes, at titelsangen "Without A Trace" fra deres debut album var med i tv-serien Sons Of Anarchy. 
 
Dead Man's Voice udkommer 26. februar via Napalm Records.
 
   (5½ ud af 6)
 
Besøg The New Roses på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Mammoth Mammoth – Mammoth Bloody Mammoth (EP)

Anmeldt af Calle: 24-02-2016

Australske Mammoth Mammoth udgav i marts sidste år deres fjerde album ”Volume IV – Hammered Again”. Nu er de så klar med en 4 tracks EP, som de har givet titlen Mammoth Bloody Mammoth. Allerede her kan du måske gætte hvor noget af inspirationen kommer fra. Jep, Black Sabbath !! Derudover lyder bandet som en sammensmeltning af Orange Goblin, Monster Magnet, Mustasch og Motörhead.

Som sagt består EP’en af 4 sange. Heraf er der de to nye sange ”Taste Your Blood” og ”Drugs” samt en remasteret version af ”Dead Sea”, som er at finde på den japanske udgave af ”Vol. III – Hell’s Likely”. Sidste sang er en cover version af den gamle MC5 sang ”Kick Out The Jams”. De første to sange lyder meget som Mammoth Mammoth’s tidligere udgivelser - rå og beskidt rock ’n’ roll.

Personligt kan jeg ikke høre den helt store forskel på den remasterede version af ”Dead Sea”. Det er et tons tungt nummer, som brager derudaf som en lang ørkenvandring (positivt ment). Når vi kommer til covernummeret, så synes jeg det er en ret fed version af ”Kick Out The Jams” bandet har indspillet. De får den næsten til at lyde som noget de selv kunne have skrevet.

Bandet, som består af Ben Couzens (guitar), Frank Trobbiani (trommer) og Pete Bell (bas), spiller fedt og sanger Mikey Tucker har en stemme der passer perfekt til denne genre. Alt i alt synes jeg Mammoth Bloody Mammoth er en udmærket EP og jeg ser med stor forventning frem til deres næste fuld længde album. Hvis du kan lide nogen af ovennævnte bands, så bør du helt sikkert tjekke disse australiere ud.
 
Mammoth Bloody Mammoth udkom 19. februar via Napalm Records.
 
  (4½ ud af 6)
  
Besøg Mammoth Mammoth på Facebook .her
_______________________________________________________________________________
Suits Boulevard – Oblivious

Anmeldt af Calle: 23-02-2016

Danske Suits Boulevard blev dannet af Armin Kavousi (Vokal), Peter Scherfig (Guitar), Mads Albertsen (Guitar) og Mads Lindum (trommer) i december 2013. I sommeren 2014 blev percussionist Ashok Kumaran en del af bandet og i januar 2015 blev bassist Thomas Laursen bandets sidste medlem. Band navnet referere til en drøm om at kunne leve luxoriøst på Manhattan, eller efterstræbe en boulevard af drømme, hvor du selv skaber minderne. Bandet har tidligere udgivet flere singler, men Oblivious er bandets debut album.

Albummet består af 12 numre og stilen kan vel betegnes som alternativ indie pop-rock. Medlemmerne i bandet kommer da også fra vidt forskellige baggrunde, som tæller både rap, rock, metal, pop og R&B. Hovedparten af sangene på Oblivious er dog lidt for meget på den ”poppede” side i forhold til min personlige smag. Dermed ikke sagt at sangene er dårlige, for det synes jeg ikke de er. De er godt skruet sammen og melodierne er rimelig fængende. Derudover er der både up-tempo og mere down-tempo sange, som giver en forholdsvis god variation på albummet. Mine favoritter blandt de 12 sange er ”Chasing Butterflies”, ”Ocean Of Lights”, ”Like A Lion” samt åbningsnummeret ”Only You”.

På trods af bandets forholdsvis korte levetid, så har de formået at få en radioairplay og tv broadcasts i USA og de har haft sange på flere hitlister i Europa og Canada. Derudover har de spillet shows rundt omkring i Europa og haft flere showcases i USA. Dog har de ikke helt fået det helt store gennembrud i Danmark endnu, hvilket egentlig undrer mig, for deres musik er meget radiovenlig. Jeg tror ikke der går lang tid før danskerne kommer til at høre mere til Suits Boulevard.

Er du til musik inden for indie pop-rock genren og synes du godt om bands som f.eks. Lifehouse, Matchbox Twenty og Goo Goo Dolls, så tror jeg du vil finde Suits Boulevard’s musik interessant. Oblivious er efter min mening et udemærket debut album. Personligt havde jeg dog ønsket at musikken var mere ovre i rock genren.
 
Oblivious udkom 26. januar.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Suits Boulevard på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Love and a .38 – Nomads


Anmeldt af Calle: 22-02-2016

Love and a .38 blev dannet tilbage i 2009 og jeg kan huske deres selvbetitlede debut EP fra 2010. Dengang fandt jeg deres musik ret interessant. Siden da har de udgivet et par singler og spillet en masse live jobs i deres hjemland USA. Nu er de så ude med deres debut fuld længde album, som har fået titlen Nomads. Bandet består af Ryan Hudson (vokal), Domo Domaracki (guitar), Justin Emord (bas) og Clark Skelton (trommer).

Bandet spiller en blanding af klassisk hard rock og en mere moderne rock tilføjet en anlese blues rock. De er inspireret af bands som f.eks. Aerosmith, Foo Fighters, Muse, AC/DC, Jet og Queens Of The Stone Age. Og det kan faktisk godt høres i deres musik. Efter min mening har de fundet en ret god stil. Musikken bærer især præg af Foo Figthers inspirationen og det høres bl.a. i sange som ”Just Like Regret” og ”Big Leg Betty”. De fleste sange er på den mere rockede side, men der er også blevet plads til en enkelt ballade. Det er sangen ”Abre Los Ojos”. Ikke den bedste ballade jeg har hørt, men den har alligevel en god og fængende melodi. Andre sange jeg vil fremhæve er åbningsnummeret ”Oh My God” samt bandets anthem ”I Won't Wait”. Alt i alt er det et godt album bandet har lavet. Sangene er veldrejede og melodierne er fængende. Dette er for mig noget af det vigtigste, også selvom denne genre måske ikke er den mest populære og bedst sælgende i øjeblikket.

Love and a .38 er et 100% D.I.Y. band og Nomads er da også indspillet, produceret og mixet af bandet selv. Og samtidig er albummet udgivet af bandet selv. I forhold til selve produktionen, så synes jeg bandet har ramt noget godt. Der er en overordnet fed feeling og rå sound over albummet. Man fristes næsten til at sammenligne det med garage rock, men stadigvæk med en pænere lyd. Bandet spiller godt og Hudson's stemme ligger godt til musikken.

Kan du nikke OK til nogen af ovennævnte bands eller tør du godt tage chancen med et nyere og mindre kendt band, så vil jeg anbefale dig at tjekke dette album ud. Jeg er i hvert fald stadigvæk fan, som jeg allerede blev tilbage i 2010, hvor de udgav deres førnævnte debut EP.
 
Nomads udkom 19. februar.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Love and a .38 på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

Greenleaf – Rise Above the Meadow
 
Anmeldt af Asger Felby Sørensen: 20-02-2016

Svenske Greenleaf startede som et sideprojekt i år 2000, med medlemmer fra Dozer, Demon Cleaner og deres tidligere producer. Her 16 år og 5-6 album senere er det svært stadig at kalde det et sideprojekt. Rise Above the Meadow er det nyeste skud på rygerrockernes hampstamme.

Greenleaf spiller stoner rock med et klassisk rock tvist. Der bliver trukket tungt på deres 70er inspiration og de minder på mange måde om bands som Black Sabbath, The Doors og Deep Purple. De har selvfølgelig også lidt nyere bands at takke for deres sound. Det mest åbenlyse må være Dozer, som Greenleaf næsten føles som en afdæmpet kopi af... (hvorfor det er nødvendigt med to bands, der praktisk talt spiller det samme, for de to medlemmer som er i begge bands...? Ja, det har jeg lidt svært ved at forstå.) Men man hører også strejf af Unida og Kyuss på skiven.

Lyden på Rise Above the Meadow er som en poleret udgave af den lyd som stoner rocken er kendt for. Det hele lyder meget analogt og guitarerne har den distinkte fuzzede 70er lyd. Vokalen er varm og afrundet som kun rør kan levere og stortrommen får virkelig lov til at flyde ud og er ikke nær så komprimeret som man ellers hører idag. Havde det ikke været for den lidt mere raffinerede finish på lyden, ville jeg ha fundet min gamle batiktrøje frem.

Pladen starter med sangen ”A Million Fireflies”, som er et usædvanligt kedeligt åbningsnummer, selv for en stoner rock plade... Det fanger mig bare ikke, lige meget hvor mange gange jeg hører det. Der er det jo så heldigt, at der kommer en langt mere catchy sang bagefter. ”Funeral Pyre” har bare mere charme og mere power. Trommerne er mere løsslupne, der sker også lidt mere på spaden og vokalen er meget federe end på forgængeren. På ”Golden Throne” bliver bongen lagt til side og der kommer mere fart på. Musikken bliver drevet af et næsten Queens of the Stoneage” agtigt staccato riffs som er en spændende afveksling fra det ellers halvsumpede udtryk. Sangen er godt sammensat og meget mere catchy og lige til end det meste af albummet... favoritværdiheden deler den med ”You´re Gonna be my Ruin” som jeg ku synge med på allerede anden gang jeg hørte albummet igennem. Det er ikke så tit det sker. Igen er det et nummer med lidt mere power og så har omkvædet som sagt den her sing along værdi, som bare ikke kan undervurderes i musik.

Rise Above the Meadow er en gennemført stoner rock udgivelse. Tung, sumpet og 70er agtig. Den er nok i den bløde ende af genren og ku helt klart også godt bruge noget mere vildskab. Her tænker jeg på noget som klassikeren Dopetrone af Electric Wizard. Tilgengæld gør deres blanding af traditionel rock og stoner rock det nok lidt mere tilgængeligt for nye lyttere. Dette er en stilsikker og velspillet plade, som bliver kørt lige sikkert nok i land til at blive en instant classic, men med numre som ”Golden Throne” og ”You´re Gonna be my Ruin” så betyder det ikke det store.
 
Rise Above the Meadow udkommer 26. februar via Napalm Records.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg The Greenleaf på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Childrenn - Animale
 
Anmeldt af lasse Skytte: 20-02-2016
 
Chidrenn er et nyt spændende rockband fra Danmark. Gruppen består af medlemmer fra bands som Raveonettes, Sort Sol, Psyched Up Janis, Spektr m.fl. Musik-stilen bevæger sig omkring noiserock genren med en dunkel tone. Deres kommende debutalbum Animale byder på en omgang blandede bolcher, selvom den kun indeholder 6 numre med en samlet spilletid på 33 minutter. Albummet blev indspillet i foråret 2015 og er nu klar til at se dagens lys. Childrenn består af Jakob Brixen på guitar og vokal, Manoj Ramdas på guitar, Jakob Krogh Jørgensen på bas og Rune Nugge Kristensen på trommer.

Når man lytter til dette album, finder man hurtigt ud af at der er tale om et solidt stykke håndværk. Man kan høre der er tale om erfarne musikere, der ved hvad de laver. Variationen er god på de 6 numre og de skiller sig derved fint fra hinanden. Der er en masse interessante elementer, som lytteren kan sænke tænderne i og det hele starter med nummeret ”Handcuffed” som er min personlige favorit. Et dejligt tungt nummer med en rytme som sætter sig fast. Der er noget psykedelisk og ambient over flere af numrerne på dette udspil. Det kommer blandt andet til udtryk i sidste del af sangen ”Black Unicorn” samt titelnummeret ”Animale” som desuden er albummets længste nummer på godt 8 minutter. Stemningen er mere afslappet og tilbagelænet på ”It’s Time To Leave” og det samme er gældende for første del af afslutningsnummeret ”Dancing On Ashes” hvorimod noiserocken kommer til udtryk i sidste del. Det bliver lidt for støjende til min smag, men det skal også siges at noiserock ikke er en genre jeg normalt befinder mig særlig meget i. Af samme årsag har denne plade generelt lagt lidt til venstrebenet for mig.

Alligevel vil jeg sige at man skal lede længe efter et andet nyt dansk band, der er ligeså interessant og spændende som Childrenn. Der indgår en masse forskellige elementer i deres musik og det er uden tvivl et album som vokser for hver gennemlytning. Produktionsarbejdet er fejlfrit og de forskellige lyde går klart igennem. Jeg synes at danske rockfans skal give Animale en chance! Specielt hvis man har en svaghed for mørk og dyster noiserock.
 
Animale udkommer 4. marts via Mighty Music/Target Group.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg The Childrenn på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Pokolgép - Metalbomb
 
Anmeldt af Peter Letting: 18-02-2016
 
Det ungarske band Pokolgép (Budapest) er ude med et nyt album de har navngivet Metalbomb. Albummet udkom 29 januar 2016. Det er ikke hver dag jeg løber ind i Ungarsk metal, faktisk må jeg sige at dette band er min debut. Pokolgép holder fast i at synge på deres modersmål. Det synes jeg er helt fint, men for det øre som ikke er trænet i Ungarsk, kan det godt blive en smule langtrukkent. Som sagt er jeg ikke Ungarsk kyndig, og jeg synes det minder meget om finsk.

Efter en smule research på bandet, opdager jeg, at de har eksisteret siden 1980, har udgivet et hav af albums og haft adskillige forskellige band medlemmer gennem tiderne. Den nuværende besætning består af: Gabor Kukovecz på guitar, keyboard og vokal, Csaba Pinter på bas og vokal, Attila Toth på vokal, Zalan Kiss på guitar og Mark Klenineisel på trommer

Stilen er klassisk heavy metal, og måske er det sproget som gør det, men jeg kan ikke lade være at tænke på netop finske Lordi. Der er momenter med gode guitar riffs og rytmer, men ellers er det lidt en stang vare, synes jeg. Der er ellers gjort noget for at afveksle både tempo og stil. Således er nummer 6 ”Ne Köss Belem” helt nede i tempo og minder om en ballade i nordisk vikinge rock stil.

Jeg synes bedst om de første 3 numre. Måske er det fordi det er dem jeg har hørt flest gange, men jeg synes faktisk at det er der skivens force ligger. Der er ikke så meget at sige om de enkelte numre, og selvom de for så vidt er nogle OK metal numre, så tvivler jeg på at de går over i min musik historie, som et mindeværdigt øjeblik

Udover at vokalen jo er på Ungarsk, så synger forsangeren faktisk rigtig godt. Han har en klar og gennemtrængende / overbevisende stemme, og han fungerer rimelig godt i både de lave og de høje toner. Jeg giver skiven 3 ud af 6
 
Metalbomb udkom 29. januar via Gegentrend Records.  
 
  (3 ud af 6) 
 
Besøg Pokolgep på Facebook her.
________________________________________________________________________________________________
The Chris Rolling Squad - The Chris Rolling Squad EP
 
Anmeldt af Peter Letting: 18-02-2016
 
Chris Rolling er ude med en EP med 5 numre. Bandet kalder sig ”The Chris Rolling Squad”. Musikken kan høres og købes via deres hjemmeside https://chrisrolling.bandcamp.com/

Jeg fandt det lidt interessant at skulle lytte til denne EP. Ikke fordi jeg har noget kendskab til Chris Rolling, men mere fordi han betegner stilen som ”Punky Psychedelic Blues/Rock”, og jeg var meget nysgerrig for at finde ud af hvad pokker det dækker over. At dømme ud fra coveret kunne indholdet godt være inspireret af de syrede 70’ere.

Første nummer ”Whore” lægger godt fra land i et pænt tempo. Stilen er rock ’n roll, uden de helt store dikkedarer. Bare ud af landevejen. Et hyggeligt nummer. Tempoet er taget lidt ud af nummer 2 ”Help Me” og det er mere Blues’et, med plads til noget guitar lir. Indtil videre er det knap så psykedelisk, som jeg måske havde frygtet.

Der er igen mere fart på nummer 3 ”My Redemption”, og det swinger sq meget godt. Jeg er dog ikke helt pjattet med vokalen, men den kan man måske vænne sig til. Jeg synes guitar sound’en og spillet minder mig om good old Steve Ray Vaughn, og selve musik stilen er sq også lidt derhenad.

De sidste 2 numre er samme skuffe og er faktisk ret underholdende. Jeg synes musikken er mere ”glad i låget” end det er psykedelisk, men Blues/rosk, kan jeg godt tilslutte mig

Bandet består af Chris Rolling på guitar og vokal, Brice Duval på bas og Romain Cauneau på trommer. Det er med garanti 3 dygtige musikere og de leverer varen præcist og uden så meget slinger. Jeg giver skiven 4 ud af 6
 
EP'en udkom 25. december.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg The Chris Rolling Squad på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Vanir – Aldar Rök

Anmeldt af Calle: 17-02-2016

Vanir er et dansk viking/death metal band, som består af de tre originale medlemmer Martin Håkan (vokal), Phillip Kaaber (guitar) og Lars Bundsted (bas). Udover dem finder vi Kirk Backarach (guitar), Daniel Kronskov (trommer) og Stefan Dujardin (keys) i besætningen. Siden bandets debut ”Særimners Kød” fra 2011 har der været en del udskiftning i bandet og stilen har samtidig ændret sig en del. Fra at være et folk-metal band med hovedsagligt danske tekster, så har bandet nu bevæget sig mere over i death metal genren og samtidig er teksterne blevet engelsksproget. Derudover er der kommet flere symfoniske elementer ind over bandets musik. Ændringen er dog sket løbende henover bandets to forgående album ”Onwards Into Battle” fra 2012 og ”The Glorius Dead” fra 2014.

Nu skriver vi så 2016 og Vanir er ude med deres fjerde album Aldar Rök. Som sagt er stilen blevet en hel del hårdere og tungere og samtidig mere dyster. Teksterne omhandler stadigvæk vikinger, men også mere historiske elementer som f.eks. den kristne kirke i Norge, hvor den norske konge kommanderede borgerne til at konvertere til kristendommen. Det skal lige siges at jeg måtte læse teksterne mens jeg lyttede til albummet, da jeg har yderst svært ved at høre hvad Martin synger.

Aldar Rök består af 7 numre, hvor de første seks sange er på engelsk. Sidste sang, som samtidig er et bonus track, er på dansk og leder tankerne tilbage på bandets debut album. Både i forhold til teksten, men også selve musikken. Ved de første par gennemlyt havde jeg svært ved at adskille de 6 sange fra hinanden, men efterhånden blev det mere klart for mig. Og mine favoritter, hvis man kan kalde dem det, er ”Pretorian” og ”Unrepentant”. Jeg må bare indrømme at jeg har lidt svært ved at forholde mig til musik inden for denne genre og den form for vokal har aldrig været min foretrukne.

Når det så er sagt, så synes jeg faktisk det er et helt udmærket album Vanir har indspillet. Musikken er velspillet og produktionen er i top. Bandet har selv stået for indspilning og produktion og herefter er albummet blevet mixet og masteret af Jacob Olesen i JBO-Studios.

Kan du lide Vanir’s forrige to album og er du til bands som eksempelvis Satyricon, Amon Amarth og Ensiferum, så vil du helt sikkert finde dette album rigtig godt. Trods ændringen i bandets stil/genre, så spår jeg dem en endnu større chance for det store gennembrud uden for landets grænser. De har i hvert fald international klasse. Tjek albummet ud!!!!
 
Aldar Rök udkommer 26. februar via Mighty Music/Target Group.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Vanir på Facebook her.
________________________________________________________________________________

Simo – Let Love Show The Way

Anmeldt af Calle: 17-02-2016

Simo er en blues rock power trio fra Nashville, som består af JD Simo (sang og guitar), Adam Abrashoff (trommer) og Elad Shapiro (bas). Udover blues rocken, som er den overordnede genre, så bevæger bandet sig også ind i klassisk rhythm and blues samt lidt jazz-fusion.

Let Love Show The Way er indspillet live (også vokal og soloer) i studiet på bare 48 timer. Ifølge JD er der brugt MEGET få overdubs. De ville have albummet til at lyde ”upåvirket og rent”, hvilket efter min mening er lykkedes rigtig godt. Indspilningen er foregået i Macon, i GA’s Big House, som blev brugt af The Allman Brothers tilbage i 60’erne og 70’erne. Bandet har virkelig formået at ramme en super fed feeling og man fornemmer næsten man står i studiet, mens bandet bare spiller derudaf.

Albummet består af 13 sange, heraf er tre af dem bonus tracks. Mine favoritter blandt de 13 sange er “Can’t Say Her Name”, “Long May You Sail”, åbningsnummeret “Strager Blues” og ikke mindst “I’ll Always Be Around”. I sidst nævnte gøres der brug af en fed slide guitar, som giver sangen et ekstra pift. For min skyld havde de ikke behøvet at sætte de tre bonus tracks på. De er efter min mening ikke på helt samme niveau som resten af albummet og især skæring 12 ”Ain’t Doin’ Nothin’” bryder jeg mig ikke særlig meget om. Den går over og bliver lidt for meget jazz-fusion. Det samme gør sig i og for sig også gældende for sangen ”I’d Rather Die In Vain”. Denne sang starter godt og kører i samme spor som albummets yderligere sange, men hen mod slutningen bliver det lidt for meget. Sangen skulle efter min mening have været skåret lidt ned. Overordnet set er der godt gang i blues rocken udover det meste af albummet. Dog findes der et stille instrumental nummer i sang nr. 10 ”Today I’m Here”. Det havde været en udmærket måde at slutte albummet af på. Men set over hele albummet, så synes jeg faktisk bandet har indspillet et rigtig godt album.

Som en lille bonus info kan det nævnes at JD har indspillet med Duane Allman’s 1957 gold-top Les Paul. Den guitar er bl.a blevet brugt til indspilningen af Derek & The Dominoes sangen ”Layla”. Og udover JD, så er det kun overgået Derek Trucks, Warren Haynes og Wilco’s Nels Cline, at bruge denne guitar.

Let Love Show The Way er helt klart anbefalelsesværdigt, hvis man er til uforfalsket blues rock, som er spillet med stor passion og professionalisme. Spilleglæden lyser ud af indspilningerne.
 
Let Love Show The Way udkom 29. janruar via Mascot Label Group.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Simo på Facebook her.
________________________________________________________________________________

Product Of Hate – Buried In Violence
 
Anmeldt af Asger Felby Sørensen: 17-02-2016

Amerikanske Product of Hate er klar med deres debutskive Buried in Violence. Bandets lyd har tykke rødder i NWOAHM bevægelsen og de er tydeligvis inspireret af bands som Chimaira og Lamb of God... Især sidstnævnte er svære at komme uden om på Buried in Violence, og man ku godt ha bandet mistænkt for måske, at ha kigget Lamb of God lidt for meget efter i sømmene. I hvert fald lyder forsangeren næsten fuldstændig som Randy Blythe og mange, hvis ikke alle, af bandets riffs minder stilistisk enormt meget om det Mark Morton og Willie Adler spilller. Men pyt nu med det, hvis man skal lyde som nogen, så er Lamb of God da ikke det værste valg.

Et sted hvor Product of Hate rent faktisk hæver sig over deres helte, er på det lydmæssige. Jeg har altid syntes, at Lamb of Gods produktioner, især på de lidt ældre skiver, var halv dårlige, og det kan man bestemt ikke sige om den her skive. Der er sindssygt meget power på alting, uden at ofre en god balance i lydbilledet og alle instrumenter lyder forrygende.

Bandet kører generelt i et højt tempo og med høj intensitet hele vejen igennem pladen. Der er kun blevet plads til få øjeblikke hvor vi får lov at trække vejret. Dobbeltpedalerne og guitarens palm-mutede riffs kører parløb nærmest hele tiden og vokalen er hidsig som bare fanden, med undtagelse af et par stykker med ren vokal. Så det er som det skal være...Mange af sangene på albummet minder meget om hinanden og det har derfor været svært at udpege et par favoritter, men efter et par lyt er valget faldet på ”...as Your Kingdom Falls” og efterfølgeren ”Blood Coated Concrete” som begge hæver sig en smule over resten og de har begge nogle catchy riffs og en god opbygning. Lavpunktet på pladen har tilgengæld ikke været svært at finde... Sidste nummer er et cover af Ozzy Osbournes ”Perry Mason”. Vokalpræstationen her er så misforstået og dårlig, at det kan undre hvordan den er kommet med på pladen.

Desværre formår bandet aldrig at smide Lamb of God mærkatet og det trækker ned, fordi de simpelthen ikke er lige så gode til at skrive Lamb of God musik som Lamb of God er. Bandet kommer til kort på nogle af de aller vigtigste parametre... Deres riffs er bare ikke spændende nok og slet ikke lige så fede som originalen. De mangler simpelthen en ”Laid to Rest” intro (hvis du ikke med det samme kan nynne den, så gør dig selv den tjeneste, at gi den et lyt), noget man bare husker med det samme og som er catchy som bare fanden. Udover guitaren, er trommerne heller ikke noget nær det Chris Adler leverer. Product of Hates trommeslager besidder bare ikke de tekniske evner og den originalitet det kræver at ku hamle op med guds lam. Musikken fejler intet og bandet holder et fornuftigt niveau på det meste af pladen (lige bortset fra det katastrofale Ozzy cover), men der mangler noget anderledes og noget ”wow­faktor”. Det jeg prøver at sige er, at det nok ikke er en plade jeg vil huske meget fra om et år, ikke fordi den er dårlig, men fordi den bare ikke har nok unikke og originale øjeblikke. Jeg vaklede lidt mellem 3 1/2 og 4 skulls og havde bandet udeladt ”Perry Mason” var det nok faldet på 4, men det er desværre ikke tilfældet.
 
Buried In Violence udkom 5. februar via Napalm Records.
 
(3½ ud af 6)
 
Besøg Product of Hate på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Deerborn – Crash And Burn

Anmeldt af Calle: 16-02-2016

Deerborn er et dansk rock band, som har base i henholdsvis København og Odense. Bandet så dagens lys på en teltplads i Hesbjerg (hvor det så end ligger), da Lasse Nørby (vokal) og Daniel Buchwald (guitar) ville væk fra storbyens larm. De medbragte mad, drikke og et par akustiske guitarer. De resterende medlemmer er Ask Fogh (bas), Dennis Winterskov (trommer) og Eik Skibdal Schwarz (keys). Medlemmerne har tidligere spillet i bands som tæller bl.a. Rock Hard Power Spray og Swindler..

Crash And Burn er bandets debut album. Det består af 10 sange, hvor vi bevæger os i grænselandet mellem folk-rock, americana og indierock. I presseskrivlesen beskriver de selv deres musik som et sted imellem My Morning Jacket, Pearl Jam og Neil Young. Især sidst nævnte kan jeg godt høre en del inspiration fra. Lyt bl.a. til numrene ”Awaken” og ”I Will Rise”. Derudover synes jeg også jeg kan høre lidt The Doors inspiration hist og her. Samtlige sange på albummet er velskrevede og utrolig melodiske. Jeg synes bandet har formået at skrive nogle rigtig gode sange, som har en tilpas dyster feeling. Udover de to ovennævnte sange, så synes jeg også ret godt om ”Strangers” samt titelnummert ”Crash And Burn”. Eneste sang der ”går mig lidt på nerverne” er ”Drowning”. Den ender ud i for meget eksperimenterende ”larm”. I hvert fald for mine ører. Men alt i alt er det et rigtig godt og velkomponeret album bandet har udsendt. Tempoet er tilpas skiftende og varieret.

Albummet er indspillet og produceret af Søren Brylle (Ave, White Flag Society) og så er det blevet mixet af Valentin Kruse (The Blue Van, Dirty Old Town). Jeg synes de har formået at finde den rette lyd til bandets musik. Og når jeg nu nævner bandets musik, så er den yderst velspillet og Lasse’s vokal passer perfekt til denne genre.

Deerborn er for mig et spændende nyt bekendtskab og de har efter min mening international klasse. De har da også haft to single i rotation på radiostationer i både Tyskland, Canada og Frankrig. Jeg spår dem en god fremtid, både på den danske rock scene, men også uden for landets grænser. Tjek albummet ud!!
 
Crash And Burn udkommer 19. februar via Celebration Records.
 
   (5 ud af 6)
 
Besøg Deerborn på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Vingulmork – Chiaroscuro

Anmeldt af Calle: 15-02-2016

Vingulmork er et norsk metal band, som består af Jostein Stensrud (vokal), Simen Kondola (trommer), Martin Kandola (guitar) og Steffen Grønneberg (bas). Chiaroscuro er bandets debut album.

Albummet består af 9 sange og stilen er en blanding af black metal og thrash metal. Sidst nævnte genre har jeg lyttet en del til, men jeg må indrømme at jeg ikke er så velbevandret i black metal. Jeg ved kun at det ofte består af en growlende/skrigende vokal, dobbelt stortrommer og forvrængede guitarer. Derudover er musikken og teksterne ofte meget dystre. Og disse ting er der i hvert fald masser af på dette album. Musikken er meget aggressiv, men jeg synes dog, at melodierne er mere melodiøse end jeg normalt forbinder med black metal.

Bandet spiller godt og jeg synes især trommerne bliver spillet med en vis snilde. Og så synes jeg som sagt, at der er flere gode melodier og gode passager i flere af sangene. Personlig er jeg dog ikke så glad for den growlende vokal. I længden bliver den lidt for trættende i mine ører. Og selve musikken bliver også en anelse for ensformig. Jeg vil dog fremhæve sangene ”Collapse And Rebuild”, “White Dress/Black Heart” og “(I Am) The Darkness You Can Touch” som mine personlige favoritter.

Chiaroscuro er indspillet og mixet i Toproom Studios og det er sket med Børge Finsted og Matias Aaveren bag knapperne. Lyd og produktionkan der ikke sættes en finger på. Den sidder efter min mening lige i skabet.
 
Så alt i alt er det en udmærket debut album Vingulmork har udsendt, men for mine ”ikke så black-metal vandte ører”, så bliver musikken som sagt lidt for ensformig. Er du til bands som Skeletonwitch, Old Man’s Child og Dissection, så bør du, ifølge presseskrivelsen, tjekke dette band ud.
 
Chiaroscuro udkom 13. november 2015 via Crime Records.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Vingulmork på Facebook her.
_______________________________________________________________________________
_____________________________________________________________________

Defecto – Excluded
 
Anmeldt af Asger Felby Sørensen: 12-02-2016

Efter at have udgivet en EP i 2012 er danske Defecto er klar med deres debut fuldlængde Excluded. Defecto spiller old school, progressiv metal med både dybe growl og krukkede høje cleans. Jeg hører elementer af mange af fortidens helte i bandet, både Opeth, Dream Theater og Metallica referencer er anvendt i gavmilde mængder. Der er også et udpræget symfonisk aspekt, med blæsere, strygere og piano, der ku minde lidt om power metal bandet Kamelot.

Defecto har mange styrker... De er overlegne teknisk på deres instrumenter og leverer på et højt niveau igennem hele pladen. De har samtidig også evnerne til at strikke spændende melodier sammen og så har de en frontmand med en stærk vokal, som også må siges at være omdrejningspunktet på Excluded. Hans hjælperyttere fører ham igennem skiven i klassisk metal stil. Hårdtslående trommer, store leads, hurtige palm­mutede riffs og tunge breaks. Opskriften er langt fra unik, men det tror jeg sgu heller ikke er meningen. Her ku jeg også lige tilføje en personlig iagttagelse... Af en genre der indeholder ordet progressiv, er der generelt meget lidt udvikling. Ikke at det er noget jeg vil holde imod Defecto, det var bare et lille sjovt sidespring.

Pladens første nummer ”Excluded” åbner ballet med noget, der lige så godt ku ha været på en Metallica plade. Både guitarriff, trommer og vokalen er nærmest en tro kopi. Kort efter bevæger sangen sig heldigvis videre og vi bliver introduceret til både åbent og stort og til det mere guitarbaserede, med soloer og leads. En start der nok skal vække interesse hos fans af progressiv metal. Opfølgeren ”When Daylight Dies” har et utroligt stærkt omkvæd og fastslår at bandet har øre for melodierne.

Ballader er også noget Defecto forsøger sig med. Både ”The Final Transition” og ”The Sands of Time” er primært mere afdæmpede sange. Især den førstnævnte kommer til at virke lidt fesen i selskab med resten af sangene. ”The Sands of Time” er noget mere vellykket og forsøger også at bevæger sig væk fra balladeprædikatet. Helt vellykket bliver det dog ikke og den læner sig nok også lidt op af det fesne.

Heldigvis er der andre og langt mere velkomponerede sange på ”Excluded”. Her vil jeg klart fremhæve ”Into Oblivion”, der indeholder flere rigtig fede riffs, der både udfordrer og betager lytteren. Omkvædet er catchy som bare fanden og så har opbygningen en god progression, der stadig er nem at finde rundt i. Klart min favorit.

Til sidst vil jeg også lige fremhæve førstesinglen ”Sovereign”. Ikke bare fordi det er et godt nummer, men også pga musikvideoen. Den indeholder ingen special effects og har ikke et stort budget, men konceptet er godt fundet på, og jeg sad da og klukkede lidt for mig selv til den.

Hvis jeg skal gøre mig et par generelle betragtninger om Defecto, så har de styr på hvor de vil hen og de har et stærk setup med dygtige musikere og sangskrivere. Personligt bliver alt det guitarwankeri for meget for mig og den vibrato inficerede clean vokal er nok heller ikke min kop the. De smider enkelte stykker svensker død ind hist og her og det er jeg helt tosset med...stykkerne er bare for få og for korte. Er du dog fan af episk metal med fokus på store omkvæd, gode melodier, soloer og tekniske evner, er Defecto et must hear og et klart førstevalg til nyt yndlingsband...

Excluded er en hyldest til en svunden tid... til guitarister som Kirk Hammett og John Petrucci og en genre der nægter at lade sig glemme, på trods af den nok ikke har opfostret nogen nævneværdige helte de sidste 20 år. Om Defecto bliver bandet der bryder denne kedelige statistik er stadig usikkert, men der er ikke nogen tvivl om, at de har både den tekniske kunnen og det musikalske talent til at kandidere til det. Albummet er uden tvivl obligatorisk for fans af genren og alle os andre dødelige bliver bestemt heller ikke musikalsk fattigere af at gi den et lyt.
 
Excluded udkommer 19. marts via Elevation.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Defecto på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

Jack In The Middle – Swing And A Miss

Anmeldt af Calle: 09-02-2016

Jack In The Middle er et dansk rock band, som har sine rødder i Roskilde. Bandet blev dannet i 2012 og består af Mathias Peitersen (bas), Sebastian Bækbo (guitar), Thor Svensson (vokal) og Funder Jensen (trommer). Swing And A Miss er bandets debut album.

Bandet spiller 70’er inspireret rock og blues rock med en beskidt og rå guitar lyd. Inspirationskilderne tæller da også bands som Led Zeppelin, Black Sabbath og AC/DC. Derudover synes jeg også jeg kan høre lidt Aerosmith i bandets musik. Bl.a. i sangen ”Boogie Blues”, hvor især guitarriffet lyder i retning af noget Joe Perry og Brad Whitford kunne have skrevet. Og skal jeg sammenligne dem med et andet nyere dansk band, så kunne det meget vel være TurboChild og til dels Lucer.

Swing And A Miss består af 9 sange. Hovedparten af sangene oser af rock ’n’ roll og det virker som om bandet har en kæmpe spilleglæde, hvilket tydeligt høres når musikken blæser ud af højtalerne. Og det er lige fra åbningsnummeret ”Swing And A Miss” til albummet afsluttes af ”I Won’t Stop”. Det er kun i sangene ”Nobody But You” og ”Been Out Rolling”, at tempoet sættes en anelse ned. Overordnet set er det 9 gode sange bandet har indspillet og mine personlige favoritter blandt de 9 sange er titelnummeret ”Swing And A Miss” samt ”Get A Grib”, ”Rock ’n’ Roll Revolution” og førnævnte ”Boogie Blues”. Ja og faktisk også afslutningsnummeret ”I Won’t Stop”.

Swing And A Miss er indspillet i bandets egen stue, som de kalder Village Studio. Herefter er det blevet mixet i Køge af Finn Hansen og mastered hos Super Sonic i København af Nicolaj Vinten. Alt i alt er det et godt resultat. I hvert fald hvis meningen var at ramme den rå og beskidt rock sound. Så er du til uforfalsket lige-ud-af-landevejen rock, bør du helt sikkert tjekke Jack In The Middle ud.
  
Swing And A Miss udkom 23. januar.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Jack In The Middle på Facebook her.
________________________________________________________________________________

The Yeah Force – Ambassadors
 
Anmeldt af Asger Felby Sørensen: 08-02-2016

Første gang jeg satte The Yeah Force på, stod jeg midt i en opvask og havde ingen forventninger til dem. Rock ́n roll er ikke rigtigt noget jeg hører, så det virkede som om det ville blive mere end lyst. Jeg er ikke nået meget mere end halvvejs ind i andet nummer før min opvaskesession er blevet til en opvaskefest. Kombinationen af 50er rock og distorted, beskidt punk går rent ind hos mig. Pladen har en helt perfekt blanding af vildskab og charme som er fuldstændig unægtelig.

Som sagt, så er jeg jo ikke så velbevandret i lige den her type musik, og derfor har lidt svært ved at finde bands at sammmeligne The Yeah Force med. Det der kommer tættest på er nok Queens of the Stoneage, men en rock ́n roll connoisseur ville nok grine hånligt af den sammenligning.

Albummet lægger ud i højt tempo, med trommerne som frontløber, inden forsanger Max distinkte skrig overtager og bandet åbner op for godteposen med ”Burning Feet”. Brugen af orgelet er noget af det jeg bider mærke i med det samme. Det gør noget virkelig lækkert ved musikken og får den til at adskille sig fra mange andre bands. På min videre færd igennem Ambassadors støder jeg på nummeret ”Dear Susie” og her blomstrer bandet for alvor. Her har bandet udvidet orkestergraven med en blæsersektion og det fungerer åndssvagt godt til den lidt mere tilbagelænede (i forhold til de forgående sange) 50er stemning der er på ”Dear Susie”. Sangen er catchy og sjov uden at blive fjollet... og så er den, som resten af sangene, bare godt sat sammen.

Efter ”Head On” som er en mere eksperimenterende sang med fuld blæs, nogle fantastiske kor og en tekst om ikke at lefle for konformitet, har dansefødderne brug for en noget mere roligt at bevæge sig til. Redningsvesten fra The Yeah Force er sjovt nok en sang om at danse, men stemningen er mere afdæmpet og der er plads til lidt ekstra vokalarbejde og lidt lækkerier på bassen. Nu skal vi ikke ha et essay om alle sangene på skiven, men jeg vil også lige fremhæve ”Assistance”. Det er nemlig det nummer der retfærdiggør min Queens of the Stoneage sammenligning og så er det nok også den bedste sang på skiven. Der bliver eksperimenteret for fuld smadder og vokalen leger meget mere end den gør på resten af albummet. Bassen fortjener også et shout out for ”Assistance”... Den er i og for sig ikke noget særligt, men den rammer bare helt rigtigt og butikken bliver passet i overlegen stil. Lige til sidst tager jeg også ”Giddy”, som sætter gang i festen igen, med både tempo, super velplacerede orgel akkorder og et catchy omkvæd der er svært ikke at spille luftguitar til.

The Yeah Force er noget af det mest forfriskende musik jeg har hørt i årevis. Der er ikke et dårligt nummer eller et kedeligt øjeblik på pladen og generelt er musikken præget af gode og veludførte ideer. At tage opvasken vil aldrig være det samme igen.
 
Ambassadors udkommer 12. februar.
 
   (5½ ud af 6)
 
Besøg The Yeah Force på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

Eric Bell - Exile
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 08-02-2016
 
Legendariske Thin Lizzy blev dannet i 1969 og den grundlæggende guitarist hed Eric Bell. I 1973 valgte han at forlade bandet og har siden været med i forskellige projekter. Den første soloudgivelse kom på gaden i 1981 og blev udgivet under navnet ”Eric Bell Band”. Nu i 2016 er 68 årige Eric Bell klar med et spritnyt soloalbum, som har fået titlen Exile. Albummet bliver beskrevet som den salgs musik Eric selv kan lide at spille og lytte til.

Albummet byder på 42 minutters blues fordelt på 10 numre. Eric Bell er uden tvivl en dygtig bluesguitarist, men det kniber mere med sangskrivningen. Størstedelen af numrerne på denne udgivelse har svært ved at fange min interesse. De fleste numre bevæger sig afsted i et sløvt tempo og selvom der er gode guitar-momenter hist og her, så bliver det aldrig helt spændende. Der er to sange på albummet som skiller sig ud og den ene er en cover version af ”Rip It Up” som oprindeligt blev lavet af Little Richard. Her er der mere tempo og musikken swinger mere med en energisk rock n’ roll lyd. Det efterfølgende nummer ”Concrete Jungle” viser også tænder, med mere smæk på guitaren. Pladen taber så igen flyvehøjde på de sidste to numre. Afslutningsnummeret ”Song For Gary” er en hyldest til Gary Moore, som døde af et hjerteanfald i 2011. Jeg synes idéen er rigtig god, men igen er det ikke en sang som gør meget væsen af sig, desværre.

Som tidligere nævnt er Eric Bell en dygtig guitarist, men efter min mening er der brugt lige rigeligt med distortion på guitaren, da den til tider vrænger i en grad som skæmmer lydbilledet. Jeg kan normalt godt lide en god omgang bluesrock, men på dette udspil formår Eric Bell ikke at kommer over det jævne og middelmådige og det afspejler sig derved i min endelige karakter for albummet.
 
Exile udkommer 26, februar via On The Edge/Cargo Records.
 
(2½ ud af 6)
 
Besøg Eric Bell på Facebook her.
__________________________________________________________________________________

Leslie West – Soundcheck


Anmeldt af Calle: 03-02-2016

Leslie West, som tidligere var sanger og guitarist i Mountain, er ude med sit 16'ende solo studie album. Det har fået titlen Souncheck. På albummet medvirker promonente navne som Brian May (Queen), Peter Frampton (Humble Pie), Jack Bruce (Cream), Max Middleton (ex. Jeff Beck Group) og Bonnie Bramlett (Delaney & Bonnie).

Souncheck består af 11 sange, hvor der både er nogle af Leslie's egne kompositioner samt cover vesioner af mere eller mere kendte sange. Blandt dem finder vi bl.a. Tracy Chapman's ”Give Me One Reason”, Curtis Mayfield's ”People Get Ready”, The Beatles' ”Eleanor Rigby”, Gretchen Wilson's ”Here For The Party”, Ben E. Kings' ”Stand By Me” og Willie Dixson's ”Spoonful”. Sidst nævnte er bl.a. blevet indspillet af Howlin' Wolf, men også af Cream. Versionen på dette album er en liveindspilning, hvor selveste Jack Bruce medvirker på bas og vokal. De to herrer kender hinanden for mange år tilbage, hvor de bl.a. havde bandet West, Bruce og Laing (sammen med den tidligere Mountain trommeslager Corkey Laing).

Udover Jack Bruce så medvirker, som nævnt overfor, også Brian May. Han giver sit eminente guitarspil på sangen ”Goin' Down”. Bonnie Bramlett medvirker på ”Stand By Me”og hendes stemme passer rigtig godt ind i denne sang og i samspil med Leslie's stemme. Og så er der Peter Frampton, som spiller guitar på den mere stille sang ”You Are My Sunshine”.

Udover de dygtige gæster på albummet, så er Leslie selv en sublim guitarist. Han kan både spille en fed blues rock guitar, men også det mere stille akustiske guitarspil. Sidst nævnte kan bl.a. høres på det instrumentale nummer ”A Stern Warning”. Derudover er hans version af ”People Get Ready” rigtig god. Første gang jeg hørte den sang, var da Jeff Beck og Rod Stewart indpillede den. Og Jeff Beck er bestemt heller ikke en dårlig guitarist. Men West har grebet sangen lidt anderledes an og hans version virker derfor ret godt. Udover det så er Leslie's stemme tilpas sprød, hvilket gør at den passer perfekt til disse blues rock sange. Eneste sang jeg finder lidt malplaceret på Souncheck er hans instrumentale version af Beatles klassikeren ”Eleanor Rigby”.

Er du til guitarspil i verdens klasse og kan du lide blues rock og soul sange (også selvom nogle af dem er coverversioner), så bør du helt sikkert tjekke dette album ud. Leslie gør det rigtig godt og han har fået skruet et rigtig fedt album sammen. Jeg kendte godt nogle af Mountain's sange som f.eks. ”Mississippi Queen”, Nantucket Sleighride” og ”Theme For An Imaginary Western”, men jeg har aldrig rigtig hørt Leslie's solo albums. Det vil jeg helt sikkert gøre nu.
 
Soundcheck udkom 20. november 2015 via Mascot Label Group.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Leslie West på Facebook her.
___________________________________________________________________________________________
 
Isbjörg – Isbjörg (EP)
 
Anmeldt af Asger Felby Sørensen: 02-02-2016
 
((Jeg har, efter denne anmeldelse er blevet lagt op, været i kontakt med Isbjörg og de har gjort mig opmærksom på, at de er kommet til, at indsætte et nummer for meget i det materiale der blev stillet til rådighed for mig. Det er selvfølgelig ærgerligt, især når nu jeg ikke kan li lige den sang og at jeg bruger den som eksempel i anmeldelsen... Det ændrer uden tvivl lidt ved nuancerne i anmeldelsen, men det ændrer ikke karakteren og i det store hele mener jeg at anmeldelsen stadig er passende.))

Progrock er en farlig størrelse... Når bands rammer rigtigt er det noget af det mest fantastiske musik der kan opstøves, men alt for ofte taber publikum tråden pga dårlig sangstruktur og for få genkendelige øjeblikke. Danske Isbjörg skider på det og laver hovedspring ned i progrockens tryllegryde.

Isbjörg spiller både stort, flydende, stakkeret, afdæmpet og vildt. Jeg får associationer til noget tidligt Kashmir, Queen, Vola og Mew. Klaveret holder ofte taktstokken og er også et spændende element, man ikke hører så tit i den rolle i rock. Vokalen er charmerende og passer godt til musikken, især når der er blæs på, har de fat i den lange ende hvad sang angår. Desværre bliver vokalen en smule usikker og ikke helt skarp nok når der synges mere følsomt og afdæmpet. Bandets force er klart deres sindssygt smukke og storladne stykker, der nogen steder nærmest gir kuldegysninger... Klappestykket i ”Disdain, omkvædet i ”As Lies in Diguise” og nærmest hele ”A Fragile Peace” er fremragende eksempler på det. Der er dog også steder hvor jeg klør mig i håret og undrer mig over hvorfor uhyggelig cirkusmusik og dårlige rap stykker nu skal blandes ind i det her ellers skønne musik. Hovedparten af EP'en er heldigvis langt mere flydende i sit udtryk og bedre sammensat og det vokser helt klart ved flere gennemlytninger.

Lyden på EP'en er nogenlunde anstændig, bas, trommer og klaver danner et godt og fyldigt univers som er behagelidt at lytte til. Guitar og vokal fungerer tilgengæld ikke så godt. Her snakker vi ikke evner, men lyden. Vokalen brænder slet ikke nok igennem i lydbilledet, og er ofte både for lav og for flad. Guitaren lyder efter min mening bare dårligt. Jeg skal ikke ku sige om det er bandet der er gået benhårdt efter en sløj 90er lyd, eller om den person der har siddet bag knapperne bare ikke har forstand på at optage distortion guitar, men et eller andet er gået helt galt der. Det gør også at bandet fungerer bedst når guitaren ikke er i forgrunden. En lille smule ærgerligt.

Jeg har det lidt ambivalent med Isbjörg. Jeg hører så sindssygt meget potentiale i det her band, men det bliver ikke helt indfriet. Sangstrukturen og sangskrivningen skal lige ha et ekstra kritisk øre og bandet sku måske tage et lille års tid i øveren for at få deres sound helt på plads... Der er stykker hvor jeg drømmer mig væk og næsten triller en tåre, fordi det er så godt strikket sammen, men så er der, som nævnt, også stykker der falder ved siden af. Når det er sagt, så er jeg overvejende positiv omkring Isbjörgs debut EP og jeg glæder mig til at følge deres udvikling i fremtiden.
 
Isbjörg (EP) udkom 22. januar.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Isbjörg på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Danzig - Skeletons
 
Anmeldt af Peter Letting: 29-01-2016
 
Danzig er et amerikansk band som har eksisteret siden 1987, og de er ude med et nyt album med titlen Skeletons. Bandet består af følgende 4 medlemmer. Glenn Danzig på vokal, guitar og keyboard, Tommy Victor på guitar, Johnny Kelly på trommer og Steve Zing på bas og backing vokal.

Jeg har aldrig tidligere stiftet bekendtskab med Danzig, og mit første indtryk er da også blandet. Stilen er en krydsning imellem sydstats rock ’n roll og engelsk undergrunds punk fra 80’erne mixet i garage rock stil. Sjov blanding som man vist lige skal vænne sig til, hvis det da kan lade sig gøre. Og så igen er der flere passager som minder om noget tidlig Black Sabbath.

Man kan ikke sige at Glenn synger falsk, men han synger sq heller ikke helt rent, hvilket jo heller ikke nødvendigvis er en forudsætning for at blive en god rock vokalist, men hans stemme er så tilpas speciel at han deler vandene. Jeg bryder mig ikke rigtig om den, men fordi den netop er ”skæv” og anderledes, passer den fint til det lydbillede som Danzig har valgt. Produktionen er temmelig upoleret og rå.

Det er ikke lykkedes mig at finde et yndlingsnummer på albummet. Sidste nummer er et cover nummer af et oldgammelt nummer ”Crying In The Rain”, så vidt jeg ved først indspillet af The Everly Brothers. Nu har jeg hørt skiven, og jeg giver den 2 ud af 6…
 
Skeletons udkom 27. november via AFM-Records.
 
(2 ud af 6)
 
Besøg Danzig på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Superloader - Travel In Time
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 29-01-2016
 
Superloader er et nyt navn på den danske rockscene. Der er dog ikke tale om nybegyndere, da bandet huser medlemmer fra prominente danske bands som Bullet Train Blast, Cherry Overdrive, Hard Candy og The Breakers. Frontmand og forsanger Bjørn Poulsen leverede vokal for Black City, som opnåede fin succes og gode anmeldelser i de 5 år bandet var aktiv. Superloader består i alt af 5 bandmedlemmer, som alle har en vis erfaring og det høres fra start. De ved præcis hvordan en bundsolid rocksang skal skæres!
 
Den første smagsprøve fra den nystartede danske gruppe kom tilbage i efteråret 2015 i form af førstesinglen ”Life”. Nu små 4 måneder senere er de klar med deres debutalbum, som har fået titlen Travel In Time. Nummeret ”Life” er et perfekt valg af førstesingle til denne debutplade. Det er en medrivende up-tempo rocksang med et stærkt riff og god rytme. Den fangede min interesse allerede fra første gennemlytning og gjorde mig sulten efter mere. Jeg har derfor været rigtig spændt på at lytte til denne CD, for at se om 
standarden kan holdes – og det kan den!
 
Albummet består af 10 sange med en samlet spilletid på godt 35 minutter og der er dømt rockfest hele vejen igennem. Superloader har en evne til at skrive sange som er utrolig iørefaldende, samtidig med at udstråle en dejlig portion power og passion. Bandet har en spilleglæde som sprudler gennem højtalerne og giver en forfriskende energi til lytteren. Deres bandfilosofi er ”No Bullshit” og det stemmer fint overens med deres lyrik og musik som er kompromisløs, direkte og fandenivoldsk.

Sangen ”City Light” kickstarter albummet med en lyd, som er opbygget efter samme opskrift som førstesinglen. Titelnummeret ”Travel In Time” er ligeledes et nummer som har et catchy omkvæd og god rytme i versene. ”Mary Lee” starter mere roligt ud og Bjørn Poulsen leverer igen en fornem vokalpræstation. "A Star For Me"”er valgt som den næste single fra albummet og her er der tale om en sang som viser den mere afdæmpede side af bandet, hvilket de også slipper godt fra. Der er fokus på det melodiøse og bassist Karen Gudiksen supplerer endda med vokal i slutningen af nummeret, hvilket er et forfriskende twist. ”Up In Flames” er en vaskeægte ørehænger og afslutningsnummeret ”Enemy” sender et sidste skud rendyrket rock i lytterens retning.
 
Alle 10 sange på Travel In Time står rigtig stærkt og jeg har ikke lyst til at springe nogle numre over, når jeg lytter pladen igennem. Alt unødvendigt fedt er skåret fra og tilbage står et super kompakt udspil fra et meget lovende dansk band. Lyden er mixet rigtig godt og der er ikke en finger at sætte på produktionsarbejdet. Det er en fornøjelse at lytte til hele albummet og helhedsindtrykket bliver kun bedre for hver gennemlytning.
 
Superloader er endnu et bevis på at rockmusikken lever i bedste velgående i det danske land. Man kunne bare håbe at flere mennesker fik øjenene op for bands som dem. Der er tale om musik i en klasse som fortjener at bliver spillet på alle landets radiostationer. Jeg giver mine varmeste anbefalinger og krydser alle fingre for at Travel In Time giver Superloader den succes som vil være så umådelig fortjent!
 
Travel In Time udkommer 2. februar via AEM Records.
 
   (5½ ud af 6)
 
Besøg Superloader på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Cabal – Purge (EP)
 
Anmeldt af Asger Felby Sørensen: 28-01-2016

Selv om Cabal er et nyt navn på den danske metal scene og Purge er deres debut EP, så er det bestemt ikke rookies vi har med at gøre her. Bandet består af scene veteraner fra Scarred by Beauty, Embracing Sickness og New Discolour og hvis det ikke er nok til at gi dig en musikalsk boner, så gør musikken det. Bandet spiller dystert, sludget og en djentet hardcore fra øverste hylde. Kort sagt er det lige så tungt og ondt som satans klodser. Musikken føles næsten trukket afsted af de nedstemte guitarer og tunge trommebeats, der komplimenteres perfekt af vokalen der veksler mellem dybe growls, råb og blackmetal skrig.

Lydmæssigt er skiven skåret (pun intended) efter alle kunstens regler og taget i betragtning at det er en EP er der virkelig kælet for detaljen. Det hjælper selvfølgelig også når ens guitarist hedder Chris Kreutzfeldt, men det skal de nu ikke høre et ondt ord for herfra.

På trods af bandets to singlers (”Innocent Blood” og ”Purge”) åbenlyse kvalitet, er de ikke iblandt mine favoritter på EP'en. Tredje nummer ”Legion” lægger jeg mærke til allerede ved første gennemlyt og ved anden lytning glæder jeg mig allerede til gensynet. Nummeret lægger ud tungt med en mareridt udløsende lead, for derefter at bevæge sig over i et mere flydende stykke, med guitaren der bevæger sig væk fra sine vante tunge anslag og nogle meget karakteristiske trommer, som klær sangen rigtig godt. Efterfølgeren ”Cursed” er også en af mine klare favoritter. Den er en anelse mere ”lyttervenlig” og har nogle gode groove stykker. Den ku godt minde lidt om et Monuments nummer, uden overhovedet føles kopieret.
 
Generelt er der en god rød tråd igennem hele EP'en og alle sange er godt sammensat. Bandet rammer lige i hjertet på den stadigt voksende bølge af modsvar til det blødsødne melodiske hardcore, som ellers har haft monopol på eksponering i miljøet og det er dejligt med noget nyt.

Den danske metal/hardcore scene er virkelig blomstret op de seneste år, med flere bands der kan begå sig med de bedste internationalt. For at nævne bare et par stykker, så er vi blevet forkælet med: Vola, Scamp og Eglisé... Nu kan vi tilføje Cabal til denne eksklusive klub. Purge er et fremragende udspil med et skarpt fokus og 5 sange der vokser for hvert lyt.
 
Purge (EP) udkommer 7. marts via Prime Collective.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Cabal på Facebook her.
________________________________________________________________________

Redwest - Crimson Renegade
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 25-01-2016
 
Italienske Redwest er en spændende størrelse. Der er tale om et band som spiller, det de selv kalder for "Spaghetti Western Metal". Deres første EP blev udgivet i 2009, efterfulgt af en ny EP i 2012. Nu er vi kommet til 2016 og Redwest er klar med deres første studiealbum, som har fået titlen Crimson Renegade.
 
Bandet består af 5 medlemmer, deriblandt en kvinde som leverer noget vokal på flere af numrerne. Personligt har jeg altid været lidt fascineret af det vilde vesten. Derfor synes jeg det er spændende at Redwest implementere en western-stemningen i deres rock/metal-musik. Det er et frisk pust i en genre, hvor rigtig mange bands lyder ens. 

Første sang er titelnummeret "Crimson Renegade", som fungerer rigtig godt. Nummeret er valgt som den første single, hvilket er meget forståeligt, da den giver et godt indblik i bandets lyd. Der er god power, en god rytme, en fed guitarsolo og et catchy omkvæd. Hele molivitten bliver pakket ind i en western-lyd, som giver musikken en anderledes og forfriskende dynamik.  Det efterfølgende nummer "C.F.H", som står for Cowboy From Hell, er skåret efter samme opskrift som det forrige nummer. Albummets tredje sang "The Ballad Of Eddie W" vil mange ting på de 5 minutter den varer. Der startes med akustisk guitar og dyb vokal, som senere bliver udskiftet med el-guitar og kraftfuld sang, for så at skifte over i en instrumental passage som lige så godt kunne være komponeret af Ennio Morricone. "Fire" er en af mine personlige favoritter, da den har en god rytme, som jeg bliver fanget af.  Der er en ørehænger som indeholder god styrke og den kvindelige back-up vokal giver sangen et dejligt twist. "Bullet Rain" er et uptempo nummer, mens afslutningsnummeret "Golden Sands" er meget mere afdæmpet. Der er generelt god variantion på hele albummet og det gør at man som lytter ikke mister interessen undervejs.

Der er som sådan ikke nogle dårlige numre på dette album, selvom det ikke er alle som står lige stærkt. Der kan ikke sættes en finger på produktionen og det hele er mixet til UG. De 5 medlemmer er dygtige musikerer og sangskriverer. Som jeg skrev tidligere, er det forfriskende med en ny lyd og noget man ikke lige hører hver dag. Er man samtidig fan af det vilde vesten, kan jeg kun anbefale at give Crimson Renegade en chance. Hvis Bud Spencer og Terrence Hill var metal-fans, ville Redwest være deres yndlingsband. 
 
Crimson Renegade udkommer 26. februar via Bakerteam Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Redwest på Facebook her.
___________________________________________________________________________________
The Bullhounds + Lucer - Amager Bio 23-01-2016
 
Anmeldt af Peter Letting: 24-01-2016
 
Danske Lucer og dansk / amerikanske The Bullhounds har begge udgivet nyt materiale i januar 2016, og i den forbindelse var undertegnede inviteret med til koncert i Amager Bio. I dagens anledning havde jeg taget min søn Marcus med, og vi startede med Wine & Dine på balkonen i Amager Bio, så vi lige kunne hilse på musikerne. Det var mægtig hyggeligt og vi fik snakket om lidt af hvert.

En del af The Bullhounds har rødder i det tidligere sydstats band Georgia Satellites, som jeg selv har hørt en del, samt oplevet live på Mont Matre, tilbage i 1986. Det var jo nærmest i går….

Jeg opfatter faktisk koncerten som en dobbelt koncert, og vil derfor starte med Lucer, som var første band på scenen. Lucer består af 3 medlemmer. De 2 brødre Anders og Lasse Bøgemark på guitar, bas og vokal, samt Jonathan Nørgaard på trommer, men de 3 fylder faktisk pænt meget mere, både på og ud over scenekanten. Det er super fedt at opleve et band som har overskud og nerve til at spille sammen med publikum. Deres energi og glæde ved at spille, smitter af helt ned på de bagerste rækker i Amager Bio.

De 2 numre som jeg personligt fandt bedst leveret var dels, titel nummeret fra deres nye album ”Bring Me Good News” og ”Midnight Sun”. Måske faldt jeg for disse 2 numre, fordi jeg synes at Lucer leverede deres uptempo numre mest overbevisende, selvom der nu heller ikke var en finger at sætte på de andre numre. Og desuden synes jeg at ”Bring Me Good News” nummeret indeholder en god pointe i, at vi altid fodres med katastrofer og ”dårlige” nyheder via medierne. Vi har brug for mere ”Good News”, og DET er Lucer. Så Lucer får 5 ud af 6 for super underholdning, god energi og at de tager sig tid til deres fans i merch shoppen efter koncerten. DET er sq fed koncert karma…
 
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Lucer på Facebook her.
 
------------------------------------- ########## -----------------------------------------
  
Næste act var så The Bullhounds, som er ”Protector of Rock ’n Roll”. Bullhounds består af Erling Daell på vokal, Mauro Magellan på trommer, Rick Richards på guitar og Keith Christopher på bas. Til denne tour har de ligeledes indkaldt en ekstra guitarist i skikkelse af svenskeren Mikael Fässberg, som har spillet med tidligere medlemmer fra Nazareth og Iron Maiden.

Stilen er som sagt Rock ’n Roll, og det swinger da også helt vildt. Ingen tvivl om at tre-kløveret på bas, guitar og trommer, kender hinanden bedre end et gammelt ægtepar. De har tilsammen så meget erfaring at det hele bare virker som en leg. Det var bare vanvittigt underholdende at se hvordan de legede sig igennem alle numrene, og tilsyneladende havde en lidt tilfældig tilgang til strukturen, men så alligevel var totalt ”tight”. Mikael Fässberg på den sidste guitar er uden tvivl også en super dygtig guitarist, og vi fik da også enkelte smagsprøver på dennes kunnen, men overordnet set druknede han lidt i forhold til tre-kløveret.

Desværre må jeg sige at Erling ikke imponerer, hverken på performance, udstråling eller vokal præstation. Der var ikke meget variation, og hans stemme blev nærmest irriterende kedelig og meget anstrengt at høre på i længden. På et af numrene var det faktisk Rick Richards som lagde vokal på, og det blev straks meget mere behageligt at høre på. Ingen tvivl om at Erling havde en fest, og det må være fantastisk at stå der på scenen med SÅ kompetente musikere omkring sig, men han virkede sq ikke helt så ”tight” som resten, og det ødelagde lidt den overordnede oplevelse af koncerten og bandet.

Jeg giver trods alt The Bullhounds 4 ud af 6 fordi de er nogle super fede personligheder og det var fedt at opleve den erfaring og glæde de stadig har ved at spille med hinanden.
 
 
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg The Bullhounds på Facebook her.
______________________________________________________________________________________
 
Sinphobia – Awaken
 
Anmeldt af Asger Felby Sørensen: 22-01-2016

Italienske Sinphobia beskriver musikken på deres debutalbum som en blanding af moderne amerikansk dødsmetal og europæiske thrash. Jeg er lidt af en genre pedant og synes det lyder mere som en blanding af amerikansk 90'er thrash og skandinavisk melodød, med overvægt af sidstnævnte. Det gør mig heldigvis absolut ingenting. Jeg elsker Göteborg lyden og jeg er også helt tosset med det tidlige Machine Head.

Lyden på albummet er en halvmoderniseret udgave af 90'er metallyden, og på trods af de digitalt lydende guitarer, føles det både autentisk og levende. Det er rart en gang i mellem at høre ny metalplade, der ikke er overproduceret og hvor alting ikke er rettet helt til. Desværre bliver det nok lige rigeligt levende til tider. I hvert fald har jeg lagt mærke til flere småfejl og steder hvor timingen ikke helt er der, på både guitar og trommer. Det er altså et no­go i 2016. Det er blevet så nemt og billigt at indspille at man må forvente at bands leverer et fejlfrit resultat hver gang... Hvis det ikke sidder der, så tar man det om, man siger ikke bare pyt og går videre.

Udover det har bandet valgt at indspille to guitarer, men ikke lave to guitarfigurer. De spiller simpelthen fuldstændig det samme hele vejen igennem... Hvorfor så to guitarer? Det bliver meget monotont og kedeligt i længden. Det tager ikke lang tid lige at smide lidt underbyggende harmonier her og der. Det hører sig altså til i melodød. De skal dog ha ros for, at man rent faktisk kan høre hvad bassisten laver. Det er så sjældent at man får lov at høre bas ordentligt i metal og det er en skam.

På det her album hører jeg et band med gode ideer, men som mangler det fokus der skal til for at skære en knivskarp plade. Der mangler lidt kritisk sortering i både stykker og sange. Man sidder lidt med en fornemmelse af at fokus på sangskrivningen og melodier er blevet offer for bandets ønske om at lave et album. Bandet viser gode takter flere steder, men det bliver bare ikke ført helt i mål. Der er nok, når alt kommer til alt, kun materiale til en EP her og derfor føles det strukket og udvandet.

Sinphobia ku meget nemt ha scoret et skull mere med et par ekstra takes i studiet og lidt harmonier på guitaren... Men Awaken ender lidt som en lunken middelvej. Det er ikke nogen decideret dårlig plade, men den er langt fra mesterværker som At the Gates "Slaughter of The Soul". Bandet mangler noget teknisk kunnen for at ku begå sig med dødseliten, melodierne er ikke catchy nok og deres riffs mangler den power og genkendelighed som både thrash og svenskerdød ellers er garant for.
 
Awaken udkommer 26. februar via Bakerteam Records.
 
(2½ ud af 6)
 
Besøg Sinphobia på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Nordic Union – Nordic Union


Anmeldt af Puk Schou Eriksen: 18-01-2016

Endnu en nordisk alliance har sat kurs mod stjernerne. Erik Martensson, fra det svensk melodiske Hard Rock band Eclipse, har både skrevet og produceret til dette nye fællesskab, som han kalder Nordic Union. Martensson navigerer selv i noderne til guitar, bas og keyboard på dette første album fra bandet, der ligeledes er navngivet Nordic Union. Med sig har han Magnus Ulfstedt, der har skiftet bassen fra Eclipse ud, og nu behændigt og yderst hjemmevant, fører trommestikkerne brutalt igennem hele albummet. Vokalen tager Ronnie Atkins sig af. Den genkendelige, luftige og ufejlbarlige stemme fra Pretty Maids fornægter sig ikke. Faktisk kunne man med lukkede øjne, imens der lyttes til Nordic Union, sagtens fremprovokere indre billeder, indeholdende det komplette Pretty Maids – så tæt på 'originalen' er vi.

Bryder man sig om klangen fra de kønne stuepiger, så kan man uden tvivl, heller ikke finde huller i summen af Nordic Union. Uden at insinuere meget kraftigt, at Erik Martensson formodentligt har lyttet til store mængder af Pretty Maids, og her igennem har ladet sig inspirere i både retning, stil, lyd og vokalist til Nordic Union, er det alligevel en kende svært, helt at undlade den tanke, imens der lyttes. Når det er sagt, er det vel sagtens den fineste cadeau til Atkins, at han selv får lov til, at råde over vokalen i et projekt som han og hans musikalske tråd, umiskendeligt har været en indflydelsesrig inspirationskilde til.

Nordic Union er ikke alene om at skabe nordiske alliancer – og ej heller ene om at danne fællesskabet med en af stuepigerne...eller, tidligere stuepige. Et andet fællesskab er Nordic BEAST, der med nordmanden Åge Sten Nilsen i front, blev startet i 2013. Han har bl.a. følgeskab af Mikkey Dee på trommer og Hal Patino der i perioden Maj 2010 til begyndelsen af 2011 støvede sin bas grundigt af, hos Pretty Maids.

Om det er tilfældigt, at der opstår flere bands, der tager form af nordisk samspil, ud af Pretty Maids, eller om det simpelthen blot er fordi, at her ligger den oprigtige kim til Heavy Metal og Hard Rock i Norden, må stå uvist hen ­ uagtet at det er et spændende spørgsmål. Og uagtet, at Atkins ikke kan gemme sig bag sin signatur af en vokal, så er det ethvert menneske forundt at trække vejret på en ny arena, sammen med nogle andre mennesker, fra tid til anden.

Om ikke andet kan lidt luftforandring være med til, at give grobund for nye ideer og kreative løsningsmodeller, når Atkins forhåbentligt på et tidspunkt, finder vejen hjem igen. Nordic Union er et album sprængfyldt af energi og kærlighed til genren. En homogen similær ligning, af nordiske toner der til stadighed vækker vores indre viking og får os til, med barbarisk inderlighed at tyre rundt med garnet ­ imens vi stadig kan. Vi bliver ført med manér og erfaring, igennem alle 11, lige signifikant markante, numre.

Nordic Union består af; Ronnie Atkins (vokal), Erik Martensson (guitar, bas og keyboard), Magnus Ulfstedt (trommer). Desuden gæster Magnus Henriksson, også fra Eclipse, med guitarsolo på nummeret "The War Has Begun". Fredrik Folkare, også tidligere medlem af Eclipse, men nu også at finde i dødsmetal bandet, Unleashed, håndterer guitar soloen på "Point Of No Return" og "Hypocrisy", med stor respekt for sin bagrund i en lidt hårdere genre. Også Thomas Larsson gæster med guitarsolo på numrene "Every Heartbeat" og "Wide Awake".

Nordic Union udkommer 29. januar via Frontiers Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Ronnie Atkins på Facebook her.
Besøg Eric Martensson på Facebook her.
_________________________________________________________________________________

Loudguns – Sunset Runaway
 
Anmeldt af Asger Felby Sørensen: 18-01-2016

Finske Loudguns er klar med deres andet album. De spiller puddelrock ala Europe med high pitched vokal og synths overalt. Selvom Europe fans ikke ligefrem er kendt for deres kritiske tilgang til musik, vil jeg mene at de, ligesom mig, hellere vil ha en knytter i pungen end at høre Loudguns mere end en gang. Albummet er en kavalkade af sådan­her­skal­det­ikke­gøres øjeblikke. Jeg ville meget gerne ku sige at produktionen var en formildende omstændighed, og den er da også okay flere steder, men keyboardet, keyboardet, keyboardet... FY FOR HELVEDE!!!

Allerede fra første sekund får vi ”glæde” af keyboardet. Pladen åbnes med noget af det mest grinagtige synth jeg nogensinde har hørt. Det minder om en blanding af Baywatch temaet og Van Halens ”Jump”... Ja, så er banen ligesom kridtet op for resten af albummet. Bandet har valgt at sovse hele skidtet til med billige stryger efterligninger og grimme synths, som minder om noget fra sådan et skod Roland keyboard alle skoler har i deres musiklokaler.

Resten af bandet er heller ikke noget at råbe hurra for. De kan sagtens spille på deres instrumenter, men guitaren lyder elendigt, trommeslageren spiller lidt fessent og vokalen er krukket, overgearet og trættende. Udover det, så er sangerens engelsk kundskaber mildest talt miserable. Både udtale og tekst er på et ret lavt niveau. Sætninger som: ”Sweet lady of the lake, sweet lady like a snake”, får en til at tvivle på, om han overhovedet ved hvad han synger.

Hovedparten af sangene på albummet føles lange og de mangler både stærke omkvæd og skarpere struktur. Og selvom det var blevet rettet, så ville det keyboard stadig irritere mig grænseløst. Ikke engang Mozart, Beethoven og Verdi ville ku få det keyboard til at lyde godt.
 
Sunset Runaway udkommer 16. februar via City Of Lights Records.
 
(1 ud af 6)
 
Besøg Loudguns på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Darker Half – Never Surrender


Anmeldt af Calle: 17-01-2016

Australske Darker Half er ude med deres tredje album Never Surrender. Det er dog mit første bekendtskab med bandet fra Sydney. Bandet består af Vo Simpson (vokal/guitar), Simon Hamilton (bass), Dominic Simpson (trommer) og Jimmy Lardner-Brown (guitar).

Darker Half spiller melodisk power metal og Never Surrender består af 10 numre, hvor de galloperene guitar-riffs, de sprøde soloer og de vilde dobbelt stortrommer sætter dagsordenen. Oven i denne eksplosion af musik, så passer Vo's stemme også rigtig godt til denne form for metal. Den er klar og tydelig og går rent igennem. Derudover spiller bandet godt.

Der er blevet plads til både de mere tunge og dystre sange som f.eks. ”Stranger” og de mere hurtige metal sange som albummets korteste sang ”Blinded By Darkness” eller albummets længste sang ”As Darkness Fades”. I sidstnævnte sang er temposkiftende og variatioen i og for sig god, men flere af sangene har alligevel en tendens til at blive en lille smule ensformig i opbygningen. En af mine favoritsange på albummet er ”Heads Are Gonna Roll”. Denne sang har også flere temposkift og samtidig har den et mellemstykke, som bevæger sig i den mere progressive retning. Men alt i alt er det 10 udemærkede sange Darker Half har indspillet.

Never Surrender er flot produceret og lyden passer perfekt til musik inden for denne genre. Albummet er indspillet i Defwolf Studios i Sydney med Dave Hammer bag knapperne i samarbejde med Vo og Domonic. Herefter er det blevet masteret i Fascination St. Studios i Sverige af af Tony Lindgren.

Never Surrender er et udmærket metal album og fans af melodisk power metal kan roligt give dette band et lyt. Det er velspillet og velproduceret musik Darker Half har udgivet. Tjek dem ud!!!
 
Never Surrender udkommer 5. februar via fastball-Music/Soulfood.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Darker Half på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Forever Still – Tied Down


Anmeldt af Calle: 16-01-2016

Jeg har tidligere anmeldt to EP'er med danske Forever Still. Begge gange har jeg været yderst tilfreds med bandets musik. Nu er de så ude med deres debut fuld længde album, som de har givet titlen Tied Down. Bandet består af Maja Schønning (sang) og Mikkel Haastrup (bas + andre instrumenter) og så har der været flere forskellige guitarister og trommeslagere indover (både live og i stuidet). Disse tæller bl.a. Dennis Post (guitar - ex. StarRats og White Trash Presidents) og Jens Berglid (trommer – ex. StarRtas og Black Succubi). Bandet spiller alternativ gothic rock/metal.

Tied Down består af 10 sange, hvor de første 6 sange er samlet fra de to forrige EP'er ”Scars” fra 2014 og ”Save Me” fra 2015 og så er der blevet tilføjet yderligere fire sange. Selvom der er tale om 10 rigtig gode sange, så vil jeg alligevel fremhæve sange som ”Scars”, ”Awake The Fire”, ”Break The Glass”, Save Me” og titelnummeret ”Tied Down”. Sangene er godt skrevet og melodierne rammer bare plet. Man bliver nemt indfanget i bandets musikalske univers. Dertil skal man så lægge Maja's super lækre vokal, som bare passer perfekt til musik inden for denne genre. Som bandet selv formulere det i deres presseskrivelse: Bandets brede vifte af rugende beats, atmosfæriske elektroniske teksturer og skærende guitar riffs komplimentere den karismatiske Maja Schønning's følelsesmæssige vokal og afslørende tekster, der spænder fra svævende toner til øredøvende og aggressive skrig. Denne beskrivelse passer perfekt til Forever Still.

Tied Down er indspillet, mixet og mastereret i bandets eget studie af bandets ene grundlægger Mikkel Haastrup, som udover at være musikker også er uddannet lydtekniker hos Flemming Rasmussen og selv har arbejdet med flere af landets top artister (Tim Christensen, Mads Langer, m.fl.). Alle sange er skrevet af Maja og Mikkel.

Som nævnt i min indledning, så var jeg yderst tilfreds med bandets forrige EP'er og debut albumet skuffer bestemt ikke. De fire nye sange passer perfekt ind i samlingen og tilsammen giver de ti sange en perfekt helhed. Jeg kan kun varmt anbefale, at man tjekker Forever Still og deres debut album ud. Bandet har helt klart international klasse.
 
Tied Down udkom 15. januar.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Forever Still på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Cold Night For Alligators – Course of Events
 
Anmeldt af Asger Felby Sørensen: 16-01-2016

Jeg har begejstret fuldt Cold Night for Alligators (CNFA) fra sidelinjen i en del år nu og jeg har ventet længe på deres debutalbum. Endelig sidder jeg med Course of Events på anlægget og den skuffer bestemt ikke. Bandet spiller noget af det mest avancerede, fantastiske og bizarre djent denne planet har at tilbyde. Man bliver på en og samme tid rundtosset, forelsket, forvirret og forundret. Der bliver simpelthen leveret, især guitarspil, der sætter de fleste godt og grundigt til vægs og så er der stadig lige overskud til at smide lidt jazz ind hist og her. Kort sagt er de nogle skide irriterende typer, der kan alt det vi andre kun drømmer om... Jeg har fundet bedetæppet frem og falder på knæ for deres tekniske kunnen.

Lyden på skiven er som man ofte høre det i denne genre... super tight, fyldt med synth flader til at løsne lidt op og guitar og trommer helt i front. Det fungerer efter hensigten, for man får lyst til at bange med hovedet. Eneste kritikpunkt jeg har er, at trommerne og måske især bækner og lilletromme er meget digitale. Når de står alene eller er meget fremme i lydbilledet bliver det simpelthen en anelse for meget for mig.

CNFA føles uspolerede og som et band der aldrig er blevet fortalt hvordan tingene skal gøres ”rigtigt”. Derfor laver de musik på deres helt egne præmisser og fuldstændig kompromisløst. Det ku man godt frygte ville resultere i en værre rodebutik af stilarter, men det er slet ikke tilfældet på Course of Events. Sangene hænger fint sammen og der er samtidig tilpas med afveksling til numrene ikke flyder sammen.

Første single ”Followers” er et virkelig fedt nummer, der indeholder både groove stykker, brutale breakdowns og skønsang i en perfekt blanding. Opbygningen op til omkvædet og selve omkvædet er jeg helt vild med. Det er ikke svært at se hvorfor den blev valgt til single. Pladen fortsætte i høj kvalitet med ”Calculated Accident”. Det er en mere groove drevet sang, med mange små mærkelige guitartricks, som hver gang forløses af stykker med lidt mere regulær melodi på. Stykkerne spiller godt op imod hinanden og det gør det til et spændende lyt og klart et af højdepunkterne.

Kronen på værket: ”Querencia”, giver virkelig sanger Johan mulighed for at udfolde sine talenter, og han skinner også virkelig igennem. Sangen er som en opdagelsesrejse igennem en mur af lyd. I dette 9 minutter og 22 sekunders monster af en sang, er der noget for enhver smag. Lange smukke drømmende passager, kantede guitarriffs, et storladent omkvæd, bjørnebrøl og inderlig sang. Man skal være kold og grå indeni for ikke at ku li ”Querencia”!

Det her er musik for dig der elsker at blive udfordret og som ikke vil nøjes med normen, med stadig elsker en god melodi og et godt groove. Tænk Textures hvor medlemmerne har glemt at tage deres Ritalin.
 
Course Of Events udkom 11. januar via Prime Collective.
 
  (5 ud af 6)
_______________________________________________________________________
 
Besøg Cold Night For Alligators på Facebook her
______________________________________________________________________________________________
PentaChorus - Sweet Serenity (EP)
 
Anmeldt af Peter Letting: 15-01-2016
 
Ny dansk metal fra Frederikssund, med band navnet Pentachorus har set dagens lys. Deres EP med 5 numre blev frigivet 14 januar kl. 20 og bærer titlen Sweet Serenity.

Jeg var tilfældigvis på pletten da Pentachorus holdt koncert sammen med et par andre lokale bands i El-værket, og havde fornøjelsen at veksle et par ord med forsangeren Mikkel. Selvom man nok kunne have ønsket sig lidt mere af lyd kvaliteten i El-værket, så var det tydeligt at PentaChorus havde noget at byde ind med, og jeg har da også i spænding ventet på denne EP udgivelse…

Bandet består af Mikkel Wiesner på vokal, Jon Arent på guitar, Morten Olsen også på guitar, Berna ”Berry” Baki på keyboard og Emil ”Bin Bang” Juhl på trommer Genren er Deathcore, men ganske afvekslende.
 
Første nummer ”PTSD”, som er en betegnelse for Posttraumatisk Stress (Post Traumatic Stress Disorder) er et fedt instrumental nummer, klart i den tunge ende og med masser af rytme skift. Ovenpå ligger nogle fine keyboard detaljer, som giver nummeret en form for lethed.

Næste nummer ”Shadows” er med vokal. En grov og growlende vokal, men ikke konstant. Der er flere passager hvor vokalen er mere ”clean” men stadig rå og slagkraftig. Nummeret har mange spændende finesser og der er ikke sparet på diverse effekter i lydbilledet. Igen har de oven på de tunge guitar riffs og trommer, til tider lagt fine keyboard strofer, og det klæder sq hinanden.

3. nummer ”Stargaze” er igen et instrumental nummer, men i en helt anden boldgade. Stille og roligt piano spil. Faktisk en fin lille ”serenade” kan man vel nærmest kalde det. Dejligt lille intermezzo, og for mig blot et symbol på at Pentachorus rummer mange facetter. 4. nummer ”WREP” er igen tilbage i Deathcore sporet. Igen er der masser af variation i både tempo, rytme, vokal og effekter. Fedt nummer. Det sidste nummer, som er titel nummeret ”Sweet Serenity”. Nok mit favorit nummer af de 5. Sindssygt afvekslende, fede guitar riffs, rå og overbevisende vokal. Det ene øjeblik monster tempo, det andet øjeblik helt nede i gear. Godt gået Pentachorus.

Jeg er sq ret begejstret for dette første udspil fra et nyt band i min egen baghave. Jeg synes det har international klasse. De er teknisk dygtige, har forstand på at skrue nogle fede numre sammen, er blevet top professionelt produceret, så det kan absolut kun blive spændende at følge deres udvikling i fremtiden. Jeg giver EP’en 5 ud af 6
 
Sweet Serenity (EP) udkom 14. januar.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg PentaChorus på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Sunrise - Absolute Clarity
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 15-01-2016
 
Produceres der god powermetal i Ukraine? Det spørgsmål vil jeg forsøge at besvare i denne anmeldelse. Bandet Sunrise hører hjemme i Kiev i Ukraine og har eksisteret siden 2003. De er nu klar med deres 3. studieudgivelse som har fået titlen Absolute Clarity. Jeg havde aldrig hørt om Sunrise, før jeg fik tilsendt denne plade, så jeg vidste derfor ikke helt hvad jeg skulle forvente. Efter lidt research kunne jeg læse mig til at deres sidste udgivelse fra 2010 havde fået rosende ord med på vejen fra diverse anmeldere.

Første nummer er ”Tower Of Fear” som også er den første single. De ligger hårdt fra start med en melodisk sang, som er bygget op efter powermetallens ABC. Selvom der er fart over feltet er der stadig fokus på det melodiøse, hvilket er noget der er vigtig for mig i denne genre af musik. Rytmen i versene minder mig om sangen ”The Last Fight” fra amerikanske Bullet For My Valentine. Forsanger Laars Naumenko har en vokal som er skræddersyet til powermetal. Vokalen sender mine tanker i retning af Tony Kakko fra finske Sonata Arctica, som desuden er et band jeg holder meget af. Man kan også nemt sammenligne disse to bands i forhold til den musikalske del.

Bandet benytter sig også af nogle elektroniske elementer i form af synthesizer, men uden det bliver for meget. Det kommer mest tydelig til udtryk i nummeret ”Thunder In The Distance” som er albummets afslutningsnummer. Når man lytter dette abum i gennem er der en god balance i tempoet. Der er up-tempo numre som ”Live In Peace” og ”When Here Comes The Night”, hvorimod tempoet bliver skruet ned på balladen “The Angel”. 
Variationen er dejlig forfriskende og sangene fanger mig også. Der er catchy omkvæd og guitarsoloer hvor man har lyst til at finde luftguitaren frem.

Det er gjort et godt stykke arbejde med produktionen på denne skive. Man kunne frygte at et usigneret band fra Ukraine kunne være tvunget til at gå på kompromis med produktionen, men det er ikke tilfældet. Lyden er klar og der er god pondus i bass og trommer, hvilket gør albummet behagelig at lytte til, selvom der er tale om powermetal med 180 km/t.
 
Jeg startede anmedelsen med et spørgsmål, som kan besvares kort og godt: Ja! Ukraine har med Sunrise produceret en bundsolid powermetal plade. Jeg smider 5 dødninghoveder efter den!
 
Absolute Clarity udkommer 19. januar.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Sunrise på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

Lucer – Bring Me Good News

Anmeldt af Calle: 13-01-2016

Jeg har fulgt Lucer siden de hed L.A. Collection og udgav deres ”Straight To The Bone” EP. Det var i 2012. Dengang var jeg yderst glad for deres AC/DC-inspirerede lige-ud-af-landevejen rock. Nu skriver vi 2016 og bandet har skiftet navn og stil. Medlemmerne tæller dog stadigvæk de to brødre Lasse Bøgemark Christiansen (sang og bas) og Anders Bøgemark Christiansen (guitar) samt Jonathan Nørgaard (trommer). Bring Me Good News er bandets debut fuld længde album.

Som nævnt herover, så har bandet skiftet stil og de spiller ikke længere musik i stil med AC/DC. Næhh…nu lyder sangene mere i retning af Oasis, D-A-D og måske lidt Foo Fighters. Er det så godt eller skidt? For mig er det sku et dejligt frisk pust og bandets energi er bestemt heller ikke blevet mindre. Jeg var så heldig at få lov til at besøge dem i studiet tilbage i februar sidste år. Allerede dengang hørte jeg smagsprøver på bandets nye stil.

Albummet starter med ”Midnight Sun”, som er første singleudspil fra albummet. En dejlig glad sang, som bandet også har lavet en sjov video til (tjek den ud via dette link). Herefter kommer ”Something Original”, som starter med et D-A-D-lydende guitar riff, men forsætter i ”Lucer stilen”. De næste to sange er ”Too Late” og ”Go Easy On Me”, hvor man i begge sange tydeligt kan høre inspirationen fra førnævnte Oasis. I albummets femte sang ”I Don’t Wanna Know” sættes tempoet lidt ned, hvilket giver albummet endnu mere variation og alsidighed. Men ørerne får ikke meget hvile, for i næste skæring, som er albummets titelnummer ”Bring Me Good News”, sættes tempoet atter op. Denne sang har et fedt riff og hører til blandt mine personlige favoritter på albummet. Oasis-inspirationen vender tilbage i ”Shooting Star”, som er næste sang. Denne sang, samt titelsangen, var de to sange jeg hørte ved mit besøg i studiet. Herefter kommer endnu en af de mere stille sange ”What’s In It For Me”. Albummet afsluttes med endnu to rigtig gode pop-rock sange i form af ”Million Faces” og ”Call It A Day”. Alt i alt er der tale om ti rigtig gode rock sange med dejlig meget variation og en god portion energi. Samtidig fornemmer man bandets enorme spilleglæde.

Bring Me Good News er indspillet i Medley Studiet i København med Søren Andersen bag knapperne. Både lyd og produktion er helt i top. Sangene er stort set indspillet live i studiet og bandet spiller rigtig godt. De virker meget sammenspillet. Samtidig er Lasse’s stemme blevet mere moden, hvilket klæder den nye stil rigtig godt. Nu passer den virkelig godt til den pop-rock stil bandet har valgt at beskæftige sig med.

Jeg kender de tre unge mænd personligt og netop derfor vil nogen måske mene, at jeg er meget farvet i min anmeldelse af albummet. Men dette kan du jo selv afgøre ved at give albummet et lyt. Jeg er næsten sikker på at du, ligesom mig, vil finde Bring Me Good News yderst lytte venligt. Og får du muligheden for det, så tjek bandet ud live. De har en enorm energi og stråler virkelig på en scene. Lucer er efter min mening et af de bedste danske rock bands, som har set dagens lys i de seneste par år. Måske er det netop derfor Mike Tramp havde dem med på sin sidste Europa Tour, både som support band og backing band. Gør dig selv den tjeneste og tjek bandet ud!!!!
 
Bring Me Good News udkommer 15. januar via Mighty Music/Target.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Lucer på Facebook her.
 
Læs om ovennævnte studiebesøg via dette link.
______________________________________________________________________________

Shakra – High Noon
 
Anmeldt af Asger Felby Sørensen: 11-01-2016

Det schweiziske hardrock band Shakra er klar med albummet High Noon som udkommer den 29. januar. Bandet har eksisteret siden slut 90erne og minder om en moderne udgave af 80erne og 90ernes store hardrock ikoner. Produktionen er dog rykket ind i det nye årtusind og lyden på albummet er helt i top. High Noon er primært båret af forsangerens hæse og nasale stemme, trommeslagerens bedste Lars Ulrich imitation og guitarens mange leads og soli og man får associationer til blandt andre Guns n Roses og Ozzy Osbourne.

Det her er en genre jeg har enormt svært ved. Jeg synes for det første at den har haft sin tid og de klassiske albums ligesom er skrevet, men udover det virker den også mere opstyltet end Kong Henrik af Danmarks ego. Det føles som om man prøver at portrættere noget der bare ikke eksistere, og i det her tilfælde kan man bare tage et kig på videoen til førstesinglen ”Hello”. Gamle mænd med uanstændige mængder makeup på (okay, kun en gammel mand), der hænger ud med unge storbarmede madames, var måske the shit i 80erne, da de gamle mænd var lidt yngre, men i dag virker det en smule falsk. Jeg ved godt at det er alt det udenom musikken og at musikken jo er det vigtigste, og jeg skal nok også gøre mit bedste for at se bort fra det... men helt objektiv bliver jeg nok ikke.

Hvis jeg igen skal tage udgangspunkt i genren, så har Shakra styr på hvor de vil hen. De spiller med en sikker rød tråd og de tilføjer noget mere pondus til den traditionelle hardrock, med flere metalelementer, som minder om materiale fra Ozzmosis af Ozzy Osbourne. Det giver dem lidt mere edge end de fleste bands i genren, men generelt er det her et rimeligt ufarligt album. Der bliver ikke taget de store chancer og sangene flyder da også lidt sammen, med undtagelse af udstikkeren ”Life´s What You Need”. Dette er et forsøg på en powerballade, men det minder mest om et dansktop nummer med distortion. Opbygningen er som taget ud af en How-To-bog og med et let optageligt omkvæd og den akustiske guitar bliver ”Life´s What You Need” en af de mest corny sange skrevet på denne side af årtusindskiftet.

Ser man bort fra powerballaden er de fleste sange faktisk ret fornuftige og der er masser af fede grooves, lækre leads og catchy omkvæd på High Noon. Jeg har svært ved at finde et eller to numre jeg vil fremhæve her. Det har jeg fordi sangene virker ret ens for mig, og så, på trods af flere gode takter, måske aldrig helt når evergreen status. Der mangler simpelthen lige det sidste.

Det sagt, så er det et album, der nok skal få folk der stadig går med bandana, Axl Style, til at finde luftguitaren og tophatten frem og gøre dansegulvet usikkert.
 
High Noon udkommer 29. januar via AFM-Records.
 
(3 ud af 6)
 
Besøg Shakra på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Resurrection Kings – Resurrection Kings


Anmeldt af Puk Schou Eriksen: 11-01-2016

Lige umiddelbart, ud fra det visuelle førstehåndsindtryk, lader coveret på Resurrection Kings første album, os svæve rundt i en overbevisning af, at nu kommer der død og ødelæggelse. Nu bliver det farligt! Det gør det overhovedet ikke. Med mindre man har en ideologi om, at teenageværelser op igennem 80'erne var angstprovokerende, så er Resurrection Kings album et fornøjeligt genhør, tilbage til dengang før det blev nu.

Det er bandets første album, men det betyder på ingen måder, at det er uerfarent. Med en vokal fortid fra bl.a. Foreigner, Tribe Of Gypsies og Bonham, trommer og guitar der før har samspillet i DIO og en bas der tidligere har understøttet Dokken og Quiet Riot, kan vi sagtens tillade os, at anerkende bandmedlemmerne som rutinerede og garvede musikere.

Klassisk Hard Rock er vel nok den genrekasse vi ville vælge at lægge Resurrection Kings ned i, men når vi nu har rundet teenageværelset i 80'erne, så kan vi sociologisk set, godt tillade os at lade kassen med Lite Metal stå lidt på klem, fordi den kasse består af en lidt fyldigere cocktail, end 'blot' Klassisk Hard Rock – og det gør albummet her, dybest hørt, også.

Med en lidt flabet røst, kunne vi opfinde et helt nyt begreb for den her lyd, som vi kender så godt, og som kun lige forstyrres en smule i sit oprindelige udtryk ­ bare så det passer til nutidige øregange.

"Infantil Metal", for den del af genren der har valgt, at bestå i grundudtrykket fordi det i grunden er helt udemærket som det er. På Resurrection Kings – Resurrection Kings, lytter vi til ”Av i mit hjerte/gok i din nød”­ lyrik. Det er nemt, det er ligetil og det er en stor del, af de fleste af os alle sammen – og netop derfor bliver albummet med sit fine samspil af forsiringer og fraseringer til en levende, sprudlende helhed af dygtighed, fyldt med musikalsk autenticitet.

Med sin fyldige velklingende vokal, der i øvrigt, velfortjent, vandt prisen Best Male Vocalist i 2012, ved SBMA i Californien, fører Chaz West os trygt og sikkert igennem albummet. Kun under nummeret "Who Do You Run To", virker det som om både han og resten af truppen, ikke rigtig kommer op i gear, og hvis de finder et gear, er det bakgearet. Det går lidt trægt og faktisk virker det som om, der i hvert fald ikke er nogle af dem, der rigtig løber nogen steder hen. Ellers består albummet af lige dele blød opstart, opbygning, klimaks og afrunding, præcis som det sig hør og bør på et Klassisk Hard Lite Metal Rock album.
 
Resurrection Kings består af; Chaz West (vokal), Craig Coldy (guitars) Sean McNabb (bas) og Vinny Appice (trommer).
 
Ressurection Kings udkommer 29. januar via Frontiers Records.
 
(3 ud af 6)
 
Besøg Ressurection Kings på Facebook her.
________________________________________________________________________________________
 
Hellhikers – Death Rattle and Roll
 
Anmeldt af Asger Felby Sørensen: 07-01-2016

Højt hår, læderjakke og nordsøolie... Så er der norsk punkrock. Hellhikers er for dig der er ved at kaste op hver gang du tænder for P3, eller har lyst til at hoppe i havnen med meget tunge sko på, når Topgunn åbner munden. Bandet leverer en krydsning af 80'er punk og klassisk rock n roll med spandevis af attitude og krydret med lidt sydstatsvibe. Det er møgbeskidt og utight af helvedes, måske til tider mere end nødvendigt, men rock behøver heller ikke altid være så pænt og poleret, så jeg kan godt lige leve med det. Produktionen er levende og smager af 70'erne, lidt ligesom The White Stripes, bare med meget mere pondus. Der er distortion på alt og fuld tryk på hele vejen igennem. Paralleller til Wolfmother er heller ikke svære at drage. Bandet har eksisteret siden 2003 og Death Rattle and Roll er deres tredje udspil.

Første gennemlytning giver et indtryk af et stilsikkert band, der leverer en god håndfuld rimelig fornuftige sange. Et par enkelte ”wow” øjeblikke, og et par sange der måske er mindre spændende. Men albummet vokser efter et par afspilninger og flere af de ”bare” fornuftige sange blomstrer op, melodierne begynder at sætte sig fast og jeg har lige pludselig fået svært ved ikke at spille lufttrommer og synge med (tænk Mike Tyson i Hangover). Det der virkelig gør udslaget for mig er vokalen. Rolf Royce har styr på både skriget, råbet og en dyb brummende ren sang og det er vel også fra ham den største afveksling kommer. Resten af bandet kører meget i samme gear hele skiven igennem, ikke at det fejler noget, men det ville da også klæde dem at udforske en mere rolig retning på et enkelt nummer eller to. Albummet mangler lidt noget der bryder det hele lidt op og gør det nemmere skelne sangene fra hinanden, men det taget i betragtning er det et super fedt album.

Det har været svært for mig at vælge et par favoritter ud fordi der er flere gode sange, men hvis jeg sku nævne 2 så ville det nok falde på ”Death Rattle and Roll” og ”Hell On Heels” som begge er virkelig godt sat sammen, har fede hooks og et catchy omkvæd.

Hvis du er til punkrock med klassisk rock hooks og en vokal med attitude, så er det her klart et album du skal gi et par gange på anlægget. Det vil du ikke fortryde.
 
Death Rattle And Roll udkommer 15. april via Mighty Music/Target Group.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg HellHikers på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Mala Costumbre - No Loose Ends
 
Anmeldt af Peter Letting: 07-01-2016
 
Dansk / spanske Mala Costumbre har udgivet deres andet album i november 2015. Albummet ligger på Soundcloud og iTunes og har titlen No Loose Ends. Før i tiden kunne jeg faktisk tale og forstå spansk, og Mala Costumbre betyder ”Dårlig Vane”. Jeg ved ikke hvilke dårlige vaner det er de har i bandet, men bare det ikke påvirker musikken…

Mala Costumbre spiller forholdsvis ”lige ud af landevejen” rock musik, og det swinger sq meget godt og de kører bestemt ikke i samme rille på alle numrene. Det er meget afvekslende og behageligt og til tider rimelig ”tilbagelænet”.

Mala Costumbre er: Eduardo Lacarta på vokal, Emil Zohnesen og Søren Thorup på guitar, Niels Paridon på bas og Thomas Hetlund på trommer. Sjovt at min guitar helt fra Shotgun Revolution, Martin Frank også har været inde over indspilningen …

Det meste tekst er på engelsk, men der sniger sig enkelte spanske ord og sætninger ind fra tid til anden, og den spanske dialekt fornægter sig heller ikke på de engelske versioner, men det er kun charmerende, og giver vokalen lidt kant.

Alt i alt en fin skive, som bestemt er værd at lytte lidt til. Jeg tror at track nr. 1 ”Enough of You” må være mit favorit nummer. Dejligt iørefaldende guitar riffs, og faktisk bare et dejligt rock nummer. Jeg giver skiven 4 ud af 6
 
No Loose Ends udkomi november.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Mala Costumbre på Facebook her
_____________________________________________________________________________

ABO – Bucket List
 
Anmeldt af Asger Felby Sørensen: 03-01-2016

Anders Bo, kendt for sit guitararbejde for blandt andre: Black City og Stella Blackrose, udgiver nu et soloalbum, under pseudonymet ABO. Han har selv spillet alle instrumenter på pladen og fået assistance til sang og sangskrivning fra flere forskellige sangere. Celina Ree, Rebecca Lou og Thomas Carlsen er nogle af de personer der har hjulpet med tilblivelsen af Bucket List.

Albummet bære præg af Anders Bos fascination med storladent, amerikansk radiorock. Produktionen er tight og lyttervenlig og der er virkelig kælet for guitarlyden hele vejen igennem. Bas og trommer passer butikken og er relativt anonyme, men det klæder den her type guitarrock rigtig godt. Man ku måske godt argumentere for at trommerne er en smule overproducerede, men lydbilledet er generelt godt sammensat.

Pladens åbningsnummer: ”Go Down” kickstarter skiven med manér. Vi bliver introduceret til et solidt Muse riff og sangen bevæger sig over i et episk sing along omkvæd. En stærk start. Outsideren ”Shadow” er en mere afdæmpet sang, med en charmerende skandinavisk vibe. Med et knivskarp arrangement, en stærk vokal præstation, både leadstemmen og korstemmerne er super fede, og en guitar der ligger mere i baggrunden, minder det mig om et band som Blank. Uden sammenligning det bedste nummer på skiven, hvis du spørger mig.

Herefter følger flere solide rock anthems, der alle har stort set samme sound og feeling med et catchty, stort omkvæd båret af en kvindevokal og en god portion guitarlir. Et par af numrene har måske en tendens til at blive halv cheesy, men det hører jo nærmest til genren. Heldigvis bryder ”Stay” kvindernes rockmonopol med en god DAD agtig herrevokal og det klæder albummet med lidt afveksling.

Endnu et klart højdepunkt er Celina Ree på ”Cherrytree”. Det er en langsom og følsom affære, der minder om et stille Paramore nummer. Her passer Celina Rees stemme bare perfekt og man ku godt komme til at trille en tåre, hvis man selvfølgelig ikke var indbegrebet af maskulinitet.

Selvfølgelig, selvfølgelig og selvfølgelig er der også instrumental numre på Bucket List. Guitarister kan simpelthen ikke dy sig, når det kommer til soloprojekter og her får vi hele tre af slagsen. Den første, ”Stage Right”, ryger desværre lige hen over hovedet på mig, som den slags gør næsten hver gang. Sådanne numre har det med at virke ustyrligt kedelige og ufokuserede og at komme igennem dem kan let føles som en kanotur over atlanten. Heldigvis er det ikke tilfældet med de to andre. ”Cars and Guitars” har en super catchy 80er lead som virkelig bærer nummeret og på ”Picks and Cows” bliver der leget lidt mere end på resten af pladen og det spiller rigtig godt.

Alt i alt er det en skive fyldt med solide sange, sing along øjeblikke, store omkvæd og fremragende guitarspil. Der bliver ikke taget de store chancer og den bliver kørt sikkert i land. Måske lidt for sikkert. Jeg savner i hvert fald et par øjeblikke hvor jeg får min anmelderkaffe galt i halsen. En afvigelse fra en ellers rigtig fornuftig opskrift ville gøre underværker. Det sagt så er det en helstøbt plade, med en sikker rød tråd, der rent teknisk er super veludført. Er du til amerikansk radiorock eller er du helt tosset med guitarhelte som Mark Tremonti, så er det her bestemt noget for dig.
 
Bucket List udkommer 8. januar via Mighty Music/Target Group.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg ABO på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Primal Fear – Rulebreaker


Anmeldt af Puk Schou Eriksen: 03-01-2016

Primal Fear, er et tysk veletableret metalband, anerkendt på verdensplan, med sin begyndelse helt tilbage i 1997. Med 10 studio album, 2 live album og et 'Best of' fra bedste skuffe, kan de nu tilføje nummer 11 studio album, til rækken af deres succes.

Bassist og vokalist, Mat Sinner udtaler, at Primal Fear har lært rigtig meget fra deres seneste album "Delivering The Black" og den følgende verdens tour, samt at de har forsøgt at fylde denne know-how og en positiv energi, ind i deres nye album Rulebreaker. Og lad os da starte med at nævne, at det er lykkedes. Der er spækket med elementer fra helt klassisk Primal Fear lyd, over melodiske tangenter, til store musikalske arrangementer. Fra første tone af Rulebreaker' albummet, lægges der op til musikalsk afhængighed – man vil bare gerne have mere!

Ralf Scheepers krystalklare vokal, lokker os i fordærv, når han rammer skyerne og samtidig spørger; 'Do you wanna die – the end is near', på nummeret "The End Is Near". Eneste umiddelbare svar til det spørgsmål er; 'NEJ! (for satan), lad os høre hvad I mere har.'

Titelnummeret "Rulebreaker" er metal lige efter den sorte bog og derfor, lyrisk og filosofisk set finurlig,da der er knap så mange rebelske regelbrud, at sætte fingeren på, lige her. "In Metal We Trust" er allerede inden udgivelsen, en klassiker – mest fordi nummeret lyder som den del af genren vi elsker så højt og har gjort det, siden metal genrens begyndelse.

Undervejs på albummet, bliver vi inviteret med på eventyr – "We Walk Without Fear" er 10:45 minutters fabelagtige toner, der opfordrer os til, at lukke øjnene og drømme. Og man kan uden at blinke, snildt begynde at fantasere om, at blive placeret i en tung, dybrød plys stol på et kongeligt teater, klar til at modtage den åbenbaring af fortælling i lyd og vokal, som Primal Fear har pakket ind, i metalfarvet glanspapir. Det gør næsten ondt, når hele dette eventyrlige arrangement er forbi.

Hvis der er 2 minutter på albummet, hvor der tilnærmelsesvis kan drøftes en tilstand af kedsomhed, så lad os lægge den debat ind, imens vi lytter til "The Devil In Me" – måske er djævlen bare faldet lidt i søvn? I hvert fald, så får man en fornemmelse hele vejen igennem nummeret, at det hele går lidt for trægt og langsomt, og alle mand bløder af ærgrelse over tempoet... og alligevel kommer der aldrig til, at ske mere end det.

Han bliver dog vækket igen, ham Djævlen, og alt i alt er Rulebreaker et album med så stærke toner fra genren, at det er en fryd for hele registret af lyd­følsomme kropsdele. Der afsluttes med "Raving Mad" – og det er lige hvad vi bliver, når den sidste tone fra Primal Fear ebber ud og forsvinder, og det dernæst går op for os, at nu er det slut....for denne gang.

Primal Fear består af: Ralf Scheepers (vokal) Mat Sinner (bas & vokal), Alex Beyrodt (guitar), Magnus Karlsson (guitar & keyboard), Tom Naumann (guitar) og Francesco Jovino (trommer - og Hihat, der får prygl hele vejen igennem – fordi det fortjenes!). 'Rulebreaker' skal have 5 ud af 6, fordi albummet næsten er fuldkomment.
 
Rulebreaker udkommer 22. januar via Frontiers Records.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Primal Fear på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Rockabilly Heart – Custom Made


Anmeldt af Calle: 03-01-2016

Rockabilly Heart er en dansk country og rockabilly trio, som består af den danske country dronning Tamra Rosanes (sang, guitar m.m.), Olsen - Den Skaldede Kok (bas og guitar) samt pianist og producer Morten Wittrock. Custom Made er bandets andet album og mit første bekendtskab med trioen. Deres første udgivelse ”Rockabilly Heart” udkom i 2013 og lå længe på de danske hitlister.

Der er ikke hver dag jeg anmelder country/rockabilly og jeg var da også lidt tilbageholdene, da jeg satte skiven på første gang. Men efter flere gennemlyt har albummet faktisk vokset sig fast i min ellers normalt mere hårdt rockende hjerne. Vi bevæger os rundt i country'ens verden med sange som eksempelvis ”Luisiana Style”, ”Blackberry Wine” og åbningsnummeret ”We Get What We Want”, men også den mere rockabilly-agtige stil med sange som ”South Island Rumble” og ”Beer Buzz”. Og så får den også et godt skud country-rock i afslutningsnummeret ”Dont' Die With The Music In You”. Men min personlige favorit er det meget stille og utrolig stemningfulde nummer ”Love Worn”. Det fangende mig allerede ved første gennemlyt og sad bare fast med det samme. Man kommer heller ikke uden om nummeret "Tease Me", som efter min mening sagtnes kunne finde vej til et Tarentino film, hvis han lyttede til det. Alt i alt er det 12 flotte sange Rosanes og Wittrock har skrevet.

Rosanes, Kokken, Wittrock og det stærke hold af danske musikkere der medvirker på albummet spiller rigtig godt. Også Country Music Hall Of Fame medlemmet Charlie McCoy givet sit med på både mundharpe og vibrafon. Han har tidligere spillet med navne som Elvis Presley, Johnny Cash, Bob Dylan og Chet Atkins, for bare at nævne et par stykker. Udover det gode musikalitet, så passer Rosanes stemme også perfekt til denne genre. Der er jo en grund til a jeg tidligere betegnede hende som den dansek country dronning. Derudover er albummet flot produceret. Dette er foretaget af Morten Wittrock med Rosanes som co-producer.

Jeg kan kun anbefale at man tjekker dette album ud. Når et hård rocker som mig kan blive fanget af musikken, så tror jeg også andre derude kan blive det. Giv det i det mindste en chance!!!
 
Custom Made udkom 13. november via Target Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Rockabilly Heart på Facebook her.
___________________________________________________________________________
Electric Guitars – Brothers Of Passion (DVD)

Anmeldt af Calle: 03-01-2016

Det er sjældent jeg anmelder musik DVD'er, men når man får tilsendt en af slagsen med Electric Guitars, så gør jeg gerne en undtagelse. Electric Guitars består af de to super guitarister Søren Andersen og Mika Vandborg samt trommeslager Morten Hellborn og bassist Peter Kjøbsted. Bandet har udsendt to albums og nu denne DVD.

Live optagelserne på Brothers Of Passion er optaget på Smukfest i 2013, mens interview delen er optaget på Zeppelin Bar i København i 2015. Jeg har set Electric Guitars live nogle gange og kan kun sige, at de virkelig sparker røv på en scene. Alle de gange jeg har oplevet dem har der været perfekt lyd og en super fed stemning. Man har virkelig kunne se og mærke på bandet (især Søren og Mika), at de virkelig ELSKER det de laver. Og så spiller de bare perfekt live. Derfor var det med en vis spænding, at jeg satte mig ned og så denne DVD.

Der er 9 sange fra Smukfest + bonus tracket ”Hero Of Mine” (som ikke er live). Imellem sangene er der så indsat interview/fortællinger fra de to herre. Her snakker de om mange forskellige ting som f.eks. pladeindspilning, sideman livet, deres gear og fritisinteresser. Kombinationen af liveoptagelser og fortælligner fungere efter min mening rigtig godt. Jeg har nogen gange sidde og set en live DVD med et andet band og til sidst bliver det måske lidt kedeligt, når man ikke selv er til stede under koncerten. Derfor er denne form ret god. Selve koncertoptagelserne er, som jeg forventede, virkelig gode. Bandet er i topform og spilleglæden stråler ud af både Søren og Mika samt deres rytme sektion.

Da koncerten er fra 2013, altså før bandets anden CD, så er sangene også fra det album + sange fra de to guitaristers solo albums. Eneste sang som er at finde på Electric Guitars andet album ”String Fever” er ”She Wants My Guitar”. En sang som Mika Vandborg tidligere har indspillet på sit album ”Under The Sun” (2013). Derudover kan du høre to af Søren's sange i form af ”Song About You” og ”Black Lady” samt Mika's hyldest til Jimi Hendrix i ”Wanted” og hyldest til Martin Hall i ”Hall Full Of Music”. Electric Guitars sangene tæller bl.a. ”Four Leaf Clover”, ”Horsefly” og ”Break It Up”.

Jeg smider 5 ½ dødningehoved efter denne DVD. Og det er kun fordi koncertoptagelserne datere tilbage til 2013 (inden det nyeste album) og dermed er det kun én sang fra det album. Havde der været flere sange fra det nye album kombineret med de ”gamle” sange, så havde DVD'en fået fuldt hus. Men er du til guitar rock og kan du lide bandet i forvejen, så bør du bare eje denne DVD.
 
Brothers Of Passion udkom 27. november via Target Records.
 
   (5½ ud af 6)
 
Besøg Electric Guitars på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Brainstorm – Scary Creatures
 
Anmeldt af Asger Felby Sørensen: 03-01-2016

Det tyske power metal band Brainstorm udgiver deres tiende studiealbum Scary Creatures i januar. Jeg lytter egentlig ikke så forfærdeligt meget til power metal og jeg har måske ikke den største viden om genren. Men, jeg er ikke helt grøn i den og jeg vil da forsøge at gi Brainstorm en rimelig chance.

Dette er mit første møde med Brainstorm, jeg har hverken hørt eller hørt om bandet før. Og det på trods af de, efter eget udsagn, er en big deal på den europæiske metalscene. Tilgiv min lidt ironiske tone, men det lugter lidt af varm luft, men skidt nu med det.

Bandet har eksisteret siden 1989 og spiller som det stadig er 1989. Det er storladent og teatralsk med high pitched vokal og så meget guitargøjleri at, man sku tro det var et cirkus. Pladen indeholder både drengekor og blæsere. Ja, den har alt det en power metal plade skal have. Som om det ikke var nok, så har bandet også kreeret en musikvideo til åbningsnummeret ”The World To See”. Denne video er så tåkrummende dårlig, og kitchet på den ufede, som kun prøjserne kan lave det. Jeg anbefaler på det kraftigste at man lige gir den et kig.

Tilbage til musikken... En ting jeg lagde mærke til næsten med det samme, var at Brainstorm ikke har overplastret deres musik til med strygere og keys. Det får dem til at stå lidt ud fra mængden i en genre, der ellers til tider er lidt for rundhåndede med disse. Lyden på albummet er old school og der bliver da heller ikke opfundet noget nyt her. Det er tydeligt at høre at bandet har et par år på bagen og de har fundet deres opskrift.

Der er efter min mening tre højdepunkter på pladen, tre numre der skiller sig ud i en ellers ret ensartet udgivelse. Åbningsnummeret ”The World To See” har et sindssygt catchy startriff og et stærkt prechorus. Andet højdepunkt er ”We Are...” som efter min mening er den mest helstøbte sang på pladen. Og sidst men bestemt ikke mindst har vi titelnummeret, ”Scary Creatures”. Her hører vi en lille smule af det nye årtusind i bandet. Det har en næsten Gojira agtig vibe og det klæder virkelig bandet.

Brainstorm tager på mange måder en med på rejse tilbage i tiden, og det på godt og på ondt. For musikken fejler egentlig ikke noget, men genren har bare rykket sig siden og det føles som om Brainstorm ikke helt har kunnet følge med (eller måske har valgt ikke at følge med). Lidt ligesom din mormor, der kun har fastnet telefon og stadig sender breve. Jeg mangler noget mere tempo, stærkere leads, mindre legestue på vokalen og så ville det heller ikke gøre noget med en lidt mere tight produktion. Den største mangelvare er dog ørehængere. Efter 4-5 gennemlytninger kan jeg stadig ikke synge med på særlig meget og det er for mig et must i power metal. Scary Creatures er et solidt, men en smule forglemmeligt udspil og jeg finder ikke helt min pels tanga frem og laver sign of the hammer for Brainstorm.
 
Scary Creatures udkom den 15. januar via AFM-Records.
 
(3 ud af 6)
 
Besøg Brainstorm på Facebook her.
__________________________________________________________________________________

Burn The Mankind - To Beyond
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 02-01-2016
 
Burn The Mankind fra Brazilien leverer varen på den flotteste måde på cd'en To Beyond. Fra første gang jeg lyttede cd'en igennem har jeg været begejstret og hvergang har været en fornøjelse. Stilen er Death Metal og er spillet med fed energi og engagement. Selve indspilningen er teknisk flot og står knivskarpt. Det er fedt at kunne høre alle instrumenter helt tydeligt.

Pedro Webster spiller bas og er sub woofer, Marcos Moura spiller guitar sammen med Rafael Barros som også leverer baggrunds woofer og sidst men ikke mindst Raissan Chedid på trommer. Alle arbejder hårdt og godt og man nyder virkelig deres tolkning af genren.

Første nummer "The Uprise" er et lille stemningsbillede på to minutter og så går det løs, ikke så der er fuld speed på, men energien er intens og sitrende. Der er gode temposkift der bygger op og holder spændingen. Man sidder med en følelse af at hver en tone, hver en lyd er nødvendig og det hele er med til at gøre denne cd stort set perfekt.
 
To Beyond udkom den 18. december 2015 via Mighty Music/Target Group.
 
   (6 ud af 6)
 
Besøg Burn The Mankind på Facebook her.
________________________________________________________________________________________________________________

The Boyscout – My Route 66 (Limited Edition)


Anmeldt af Calle: 02-01-2016

The Boyscout er et en-mands-projekt fra tyske Manuel Mijalkovski og My Route 66 er en samling af rock klassikere, som han har valgt at indspille coverversioner af. Det inkludere bl.a. hits som Steppenwolf's ”Born To Be Wild”, Journey's ”Wheel In The Sky”, Poison's ”Ride The Wind”, Foreigner's ”Juke Box Hero” og Bob Seeger's ”Turn The Page”, samt Leonard Cohen's ”Hallelujah” og Bruce Springsteen/Patti Smith's ”Because The Night” for bare at nævne et par af sangene. Og så skal man selvfølgelig ikke glemme sangen, som har lagt navn til albummet. Nemlig ”Get Your Kicks On Route 66”, som er skrevet af Bobby Troup og indspillet af mange forskellige kunstnere, som f.eks. Nat King Cole, Bing Crosby og Chuck Berry. Alt i alt en god samling sange. Desværre synes jeg bare de fleste af The Boyscout's versioner er lidt for ”kedelige”. Der er ikke nok bid i dem efter min mening.

Bonus CD'en ”Blood Red Rose – A Rock Fantasy” er derimod en samling sange, som er skrevet af Manuel Mijalkovski selv i samarbejde med Marty Stone og producer og sangskriver Michael Voss. Blandt sangene på denne CD er de tidligere udgivet singler ”Hey....I Love You” feat. Robin Beck og ”Blood Red Rose – A Rock Fantasy” feat. Amanda Somerville. Derudover finder vi endnu et covernummer på denne CD i form af White Lion's ”When The Children Cry”. Her kan jeg meget bedre lide originalen. Ellers er sangene udemærkede pop-rock sange med nogle rimelig fængende melodier.

Det er som sagt Manuel selv der står for det meste af musikken og vokalen. Men han har haft et par gæstesangere indover nogle af sangene. Udover de to nævnte kvindelige sangere, så har også Claus Lessmann (ex. Bonfire), Paul Shortino (ex. Qiut Riot), Jeff Scott Soto (ex. Talisman), Tony Carey (ex. Rainbow), Oliver Hartmann (Avantasia) og Michael Voss lagt deres fremragende vokaler til. Også den, for mig ukendte, kvindelige sanger Linda Lulka (Linda And The Punch) har lagt sin flotte stemme til. Hun synger på førnævnte ”Because The Night”.

De to CD'er er flot produceret (næsten for poleret). Men det er også Michael Voss der har stået for dette, samt mixing og mastering. Han har selv spillet i bl.a. Mad Max, Bonfire og Casanova samt produceret og skrevte sange for bl.a. Steve Lukather, Michael Schenker, Doro Pesch og Don Airey. Så han kan sit kram.

Alt i alt er det en udmærket CD (CD'er) The Boyscout har udgivet, men det er ikke alle coverversionerne der rammer helt plet. Musikken er dog velspillet og velproduceret og er man til gode rock sange og har man ikke noget imod covers, så kan man roligt tjekke dette album ud.
 
My Route 66 (Limited Edition) udkom den 4. december 2015 via Sonic Revolution/Soul Food.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg The Boyscout på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Affäire - At First Sight
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 02-01-2016
 
Er du til sleazy glam rock, så er bandet Affäire muligvis noget for dig! Der er tale om et nyt band fra Portugal, som netop har udsendt deres debutplade At First Sight. De spiller ikke noget nyskabende eller revolutionerende musik – men der er rock med masser af attitude.

Affäire består af følgende 4 mand fra Portugal: Dizzy Dice Mike på vokal, Rick Rivotti på guitar, Herr Matthïas på bas og J.P. Costanza på trommer + keyboard. De spiller godt sammen og får skabt noget ganske fint rockmusik. Jeg synes dog der mangler en hit-sang, som skiller sig ud fra mængden. Hvis jeg alligevel skal håndplukke den sang, som gjorde størst indtryk på mig, må det være albummets tredje nummer ”Running In Quicksand”. Der er tale om en riff-drevet sang, som fungerer super fint! Albummets sidste nummer ”N.S.T.M.B” er heller ikke uden evner og sørger for at der lukkes af med et solidt skud rock.

De fleste numre har en spilletid på ca. 4 minutter, hvilket betyder at der er 40 minutters musik på denne skive. Personligt følte jeg mig fint underholdt undervejs, selvom jeg ikke mødte noget som blæste mig bagover. Har man tilbøjighed til at blive tiltrukket af sleazy rock, som lugter af noget der nemt kunne være udgivet i 80’erne, vil jeg anbefale at give denne udgivelse et lyt. Jeg har en fornemmelse af at Affäire har mere at byde på og det bliver spændende at følge dem på deres videre færd.
 
At First Sight udkom den 27. november 2015 via Demon Doll Records.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Affäire på Facebook her.
CallesRockCorner  | callerock@gmail.com