Anmeldelser / Tidligere anmeldelser / Anmeldelser 2017

Anmeldelser 2017

Running Death – DressAge

Anmeldt af Calle: 07-06-2017

Running Death er et tysk metal band, som består af Simon Bihlmayer (guitar og vokal), Daniel Baar (guitar), Andrej Ramich (bas) og Jakob Weikmann (trommer). DressAge er Running Death’s andet album, men mit første bekendtskab med bandet. Første album ”Overdrive” udkom i 2015 og derudover har de udgivet to EP’er i henholdsvis 2010 og 2012.

Stilen er thrash metal og inspirationskilderne tæller bl.a. bands som Annihilator, Testament og Megadeth. Især sidst nævnte kommer til udtryk i bandets musik. Melodierne ligger meget tæt op af Megadeth og vokalen lyder lidt hen i retning af Mr. Mustaine.

Albummet består af 10 numre, hvor hastigheden bare drøner derudaf. Lyt bl.a. til en sang som ”Delusive Silence”. Her bliver man næsten helt forpustet. Kun i sangen ”Safety Second” sættes tempoet en anelse ned. Generelt er der mange gode temposkift i sangene og melodierne fungere ret godt. Mine personlige favoritter på albummet er ”Heroes Of The Hour”, ”Duty Of Beauty” og åbningsnummeret ”Courageous Minds”. Også instrumentalnummeret “Anthem Of Madness” ligger godt i mine ører. Masser af fed guitar og temposkift. Der findes flere gode riffs og guitarsoloer på dette album. Alt i alt er det nogle helt ok numre bandet har komponeret og indspillet.

DressAge er godt produceret og instrumenterne kommer fint til sin ret. Især guitarerne ligger godt i mixet. Bandet spiller godt og Simon’s vokal passer godt til genren. Han har en tilpas rå og aggressiv stemme.

Er du til traditionel thrash metal og er Megadeth et af dine absolutte favorit bands, så kan du roligt tjekke disse tyskere ud. Jeg kunne sagtens finde på, at tage dette album frem og lytte til det igen på et senere tidspunkt. Det vil i hvert fald ikke gå i glemmebogen!!
 
DressAge udkom 26. maj via Punishment 18 Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Running Death på Facebook her.
_________________________________________________________________________________

HoneyBombs – Wet Girls And Other Funny Tales

Anmeldt af Calle: 02-06-2017

HoneyBombs er et rock band fra Rom, Italien. Bandet blev dannet i 2012, men den nuværende besætning blev først en realitet i 2015. De fem mand i bandet er Andrew "The Eagle" Skid (vokal), Alex Rotten (guitar), Helias Marson (guitar), SteelBlade (bas) og Fabulous Fab (trommer). Ja det hedder de og jeg gætter på at det er kunstner navne. Wet Girls And Other Funny Tales er bandets debut album. Album coveret leder af en eller anden grund mine tanker i retning af Steel Panther.

Albummet består af 11 numre og stilen må betegnes som sleazy hard rock. Inspirationskilderne tæller da også bands som f.eks. Hardcore Superstar, Mötley Crüe, Crazy Lixx, Guns ’n' Roses og Warrant. Med sangtitler som ”Fat Girls Goin’ Mad”, ”BrazzersDotCom” og ”Six Pack On Your Back”, så er der dømt rock ’n’ roll klicheer. Og teksterne følger godt med. Der er dømt rock stort set fra fra start til slut og der bliver vredet godt i guitar strengene. Kun i sangen ”Sweet Little Dummy” sættes tempoet ned og sangen må betegnes som albummets ballade. Og det er ikke den bedste ballade jeg har hørt. Mine favorit sange på albummet er ”´Till The Night Is Over”, ”We Are Gonna Kick Your Ass” og åbningsnummeret ”Radical Shit”. I sidst nævnte kan man tydeligt høre Hardcore Superstar inspirationen.

Når man lige ser bort fra medlemmernes navne og deres humoristiske cover samt sangtitlerne og teksterne, så synes jeg faktisk musikken er udmærket, men uden at være super fed. De virker mere seriøse end de gir udtryk for. Jeg synes dog, at der mangler et par rigtige ørehængere på albummet. Sangene er simpelthen lidt for ensformige i mine ører. Alt i alt er det et middelmådigt album uden de store udsving. Måske lidt over middel. Men jeg kan sagtens forestille mig, at de kan give det fuld gas på en scene.

Wet Girls And Other Funny Tales er udmærket produceret. Lyden er som den skal være, når vi taler musik inden for sleaze rock genren. Bandet spiller fint og Andrew’s vokal passer godt til musikstilen. Den er tilpas rå og hæs.

Hvis du er til sleazy hard rock (især det der kommer fra Sverige), så kan du godt tjekke denne udgivelse ud. Personligt er jeg ikke helt overvundet, men albummet er skam heller ikke dårligt. Bedøm selv !!!
 
Wet Girls And Other Funny Tales udkom 13. april via Sliptrick Records.
 
  (3½ ud af 6)
 
Besøg HoneyBombs på Facebook her.
_______________________________________________________________________________
Alabama Black Snakes – To The Land

Anmeldt af Calle: 31-05-2017

Alabama Black Snakes er et dansk rock band, som har sin base i Roskilde. Bandet består af Mads Østergaard (vokal og guitar), Gustav Pontoppidan (trommer), Jonas Jessen (bas), Rasmus Christian Larsen (guitar) og Hank Lee Tuffer (harmonika). To The Land er bandets tredje album, men faktisk er det mit første bekendskab med bandet.

Bandet spiller deres helt egen form for southern-blues-hilbilly-sump-boogie-rock, eller som de selv kalder det i deres presseskrivelse - ”udkants-rock”. Jeg synes faktisk bandet har ramt en ret fed stil. Samtidig passer bandnavnet perfekt til stilen.

To The Land består af 9 rimelig varierede numre, hvor vi bevæger os rundt i både de rockede numre som ”Eating Out” (mit favorit nummer) og titelnummeret ”To The Land” eller det mere stille og super fede nummer ”Jolisa” eller de ”sumpede” numre som ”Every Night” og ”Oh, Lover” eller country-punk-blues nummeret ”Part Of My Blues”. I den første halvdel af sidst nævnte ser jeg, hvis jeg lukker øjnene, en stor lastbil komme kørende ned af en støvet landevej et sted i USA. Af en eller anden grund ledte sangen (først halvdel) mine tanker tilbage til filmen Convoy. Generelt er musikken rimelig tung. Sangene er velskrevet og der er flere fede riffs, som er ret fængende. Bandet spiller godt og Mads' vokal er som skabt til genren. Alt i alt er det 9 rigtig gode sange bandet har indspillet.

Det er bandet selv der har produceret albummet og det synes jeg de har gjort godt. Lyden er som den skal være, når vi taler southern-blues-boogie-rock. Desværre har albummet kun en spilletid på lidt over 35 minutter. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere musik fra disse Roskilde-fyre.

Jeg kan varmt anbefale, at du tjekker To The Land ud. Jeg synes det er et fedt album. I presseskrivelsen skriver bandet, at albummet har været længe undervejs, fordi de skulle finde deres lyd på ny. Men jeg vil alligevel gå tilbage og finde de forrige udgivelser, så jeg kan se hvor meget bandet har ændret stil. Find et par øl frem, sæt albummet på anlægget og tag hørebøfferne på, læn dig godt tilbage og nyd musikken!!!
 
To The Land udkom 18. marts.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Alabama Black Snakes på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

The Diamond Man Clan – Mediocre


Anmeldt af Calle: 31-05-2017

The Diamond Man Clan (T.D.M.C.) er et svensk band, som blev dannet tilbage i 2012. Bandet består af grundlægger Paul Bäcklin (sang og guitar), Johan Weber (guitar), Felix Hjortstam (trommer), Olof Gadd (bas) og Anton Olofsson (death machine – hvad det så end er). Mediocre er bandets tredje album, men det er deres første udgivelse på GAIN.

Bandet spiller en blanding af almindelig rock, stoner rock, blues, blugrass og classic rock, så musikken er rimelig alsidig. Inspirationen er hentet fra bands som f.eks. Led Zeppelin, Rival Sons, Cake og Bob Dylan. Hovedparten af albummet er indspillet live i studiet og så er de yderligere optagelser foregået i Bäcklin's hus. Lyden er god og bandet virker meget sammenspillet og tight. Det er Bäcklin og Weber der har stået for sangsrivningen og det har de gjort godt. Melodierne er rimelig fængende og variationen er god.

Mine favoritter på Mediocre er ”The Huntsmen And The Hounds” og det stille nummer ”The Blood That I Bleed” samt ”Sweet Carolina” og titelnummeret ”Mediocre”. En sang som ”Help Me Love Again” er jeg dog ikke helt pjattet med. Men overordnet set synes jeg det er et godt album.

Som nævnt ovenfor, så er albummet stort set indspillet live i studiet og det er foregået i Nacksving Studio 1 i Göteborg. Det er førnævnte Bäcklin og Weber der har produceret albummet. Jeg synes de har fundet en rigtig fed lyd, som klæder deres sange rigtig godt.

Er du til musik inden for ovennævnte genre (nok mest i retning af stoner rock), så bør du tjekke dette album ud. Bandet spiller godt og sangene er som sagt velskrevet. Svenskerne er sku gode til at fremavle nogle gode rock bands.
 
Mediocre udkom 28. april via Gain/Sony Music.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg The Diamond Man Clan på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Pyramaze - Contingent
 
Anmeldt af Peter Letting: 30-05-2017
 
Dansk / amerikanske Pyramaze er ude med deres 5 album og det har fået titlen Contingent. Albummet blev frigivet 28 april 2017.

Jeg har hørt om Pyramze, men aldrig rigtig stukket snuden i deres musik før nu. Til gengæld må jeg sige at den nye skive, som jeg sidder med nu, har fået mange rotationer i min spilledåse den sidste måned, og den bliver bare bedre og bedre. Faktisk startede jeg ud med at være en smule skeptisk efter første gennemlyt, men det har bestemt ændret sig.

Stilen er dejlig melodisk og progressiv på den fede måde, med masser af både highs and lows, og det er bestemt ikke kedeligt. Titelnummeret Contingent er delt i 2, og lander som skæring 6 og 10. Lidt sjov fordeling af 2 små lyd bidder (små 2 minutter pr. stk.), som hver især minder om en typisk Intro på en skive, men lidt sjovt lavet at de dukker op langt inde i albummet. De 2 små instrumentaler har så vidt jeg kan gennemskue ikke andet til fælles end titlen, men de er begge et lille mesterværk i sig selv.

Der er så mange lækre små detaljer i stort set samtlige numre på skiven, og jeg byder dem velkommen hver gang jeg lægger mærke til dem. Jeg er vild med blandingen af tunge sekvenser blandet med let keyboard. Mit favorit nummer på skiven er nummer 7 ”20 Second Century”, men jeg har svært ved lige at sætte en årsag på valget. Jeg vurderer at nummeret hører til de tungeste på skiven, og det er måske derfor jeg falder lidt ekstra for netop det nummer.

Skivens ballade ”The Tides That Won’t Change” er faktisk også ret god. Let og luftig melodi med klaver stemme, og de 2 vokaler som supplerer hinanden i skøn harmoni.

Vokalen betyder meget for mig og mit musikøre. Man kan sætte nok så dygtige musikere sammen, men hvis vokalen mangler, så bliver det aldrig godt. Jeg er vild med vokalen, leveret af Terje, samt gæstevokalen på ”The Tides That Won’t Change” fra Kristen Voss. Terje er primært clean, men kan sagtens skrue bissen på og være rå, og det klæder bare musikken at vokalen også kan variere.

Pyramaze line-up er: Terje Harøy på vokal, Jacob Hansen på guitar og bas, Jonah W på keyboard, Toke Skjønnemand på guitar og Morten Gade Sørensen på trommer. Jeg giver Pyramaze 5 ud af 6 og siger tak for en dejlig oplevelse.
 
Contingent udkom 28. april via Innerwound Recordings.
 
   (5 ud af 6)
 
Besøg Pyramaze på Facebook her.
_________________________________________________________________________________

Tainted Lady – How The Mighty Have Fallen

Anmeldt af Calle: 23-05-2017

Tainted Lady er et dansk rock band, som består af de fire unge musikkere Jonatan Shoshan (guitar), Anders Frank (guitar), Daniel Bach (bas) og Fred Over (trommer) samt den unge britiske sanger Michael Catton. Tilbage i 2014 anmeldte jeg bandets debut EP ”Rock Is Dead”. Dengang var jeg rimelig godt tilfreds med hvad jeg hørte. Dengang var det dog med en anden sanger. Sidenhen er det kommet nye boller på suppen og nye kræfter i gruppen. I 2015, kort tid efter Catton var kommet med i bandet, udgav de en single med tre sange (som alle tre er at finde på dette album). Nu har de så indspillet deres debut album, som har fået titlen How The Mighty Have Fallen.

Bandet spiller klassisk hard rock og inspirationen er hentet flere forskellige steder. Bl.a.fra bands som Deep Purple, Skid Row og The Beatles. Sangene er bygget op med mindeværdige melodier, gode riffs, flotte harmonier, fede soloer og en bundsolid grundrytme. Derudover så passer Catton’s lidt særprægede vokal perfekt til genren.

How The Might Have Fallen består af 10 numre, hvor det første nummer er en 30 sekunder lang intro med keltiske undertoner. 8 af de 9 resterende sange sprudler af energi og power og man kan ikke undgå at rocke med. Kun i sangen ”The Best Days” sættes tempoet lidt ned. Også her, altså i de mere downtempo sange, gør bandet det ret godt. Udover de ovennævnte inspirationskilder, så synes jeg også jeg kan høre lidt Aerosmith i bandets musik. Dette gør sig bl.a. gældende i en sang som ”Loverman”. Generelt er det nogle rigtig gode sange bandet har indspillet, men skal jeg fremhæve et par stykker, så må det være ”Ampburner” og ”Set Us Free” (fra den føromtalte single) samt den nyeste single ”Song Of Reconing”.

Albummet er blevet til samarbejde med musiker og producer Søren Andersen (Glenn Hughes, Mike Tramp og Electric Guitars m.fl.). Det er indspillet i Medley Studios i løbet af 2016. Det havde længe været en drøm for bandet at arbejde sammen med Søren og det blev altså en realitet. Og samarbejdet mellem band og Andersen lader til at have fungeret upåklageligt for slutproduktet er i hvert fald rigtig godt. Albummet er velspillet og velproduceret.
 
Er du til klasssik hard rock-inspireret musik, som er velskrevet og velproduceret, så bør du helt sikkert tjekke disse unge mænd ud. Dansk rock lever !!!!
 
How The Mighty Have Fallen udkommer 26. maj via Mighty Music/Target Group.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Tainted Lady på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Mammoth Mammoth – Mount The Mountain

Anmeldt af Calle: 17-05-2017

Jeg stødte på australske Mammoth Mammoth første gang da de for lidt over to år siden udgav deres fjerde album ”Volume IV – Hammered Again”. Dengang fandt jeg bandet ret fedt. For lidt over et år siden anmeldte jeg så bandets 4 track EP ”Mammoth Bloody Mammoth”, som jeg også fandt ret godt. Nu er de så ude med deres femte fuld længde album, som de har givet titlen Mount The Mountain. Bandets stil må betegnes som stoner rock og jeg vil sammenligne dem med bands som f.eks. Orange Goblin, Monster Magnet, Mustasch, The Sword og Clutch. Altså rå og beskidt rock ’n’ roll.

Mount The Mountain består af 11 numre, som ved første gennemlyt måske godt kan lyde lidt ensformige. Men efter et par gennemlyt er der alligevel et par sange der skiller sig ud. De sange er efter min mening især ”Sleepwalker” og ”Spellbound”, men også sange som ”Hole In The Head” og titelnummeret ”Mount The Mountain”. Albummets sidste sang er en cover version af Kylie Minogue’s hit fra 2001 ”Can’t Get You Out Of My Head”. Hvorfor bandet har lavet en coverversion af netop denne sang ved jeg ikke. Mammoth’s version er i hvert fald meget anderledes (hvilket selvfølgelig ikke gør noget). Eneste sammenhæng jeg kan se mellem Kylie og Mammoth er, at begge to kommer fra Australien. Men alt i alt er det et godt velskrevet og velspillet album.

Bandet skulle efter sigende være et vildt live band og de er bl.a. blevet bandlyst fra to spillesteder i deres hjemby Melbourne. Især forsanger Mikey Tucker går til den når bandet spiller live. Så hvis de en dag kommer til disse breddegrader og giver koncert, så tror jeg lige jeg vil smutte forbi og opleve dem. Indtil da må jeg ”nøjes” med deres albums.

Udover Tucker, så består bandet af Ben Couzens (guitar), Frank Trobbiani (trommer) og Pete Bell (bas). Musikken bliver spillet med en enorm energi og med en fanden i voldsk attitude. Samtidig passer Tuckers stemme perfekt til genren. Derudover er albummet produceret som en stoner rock skal produceres. Rå og ”beskidt”.

Er du til stoner rock og høre nogen af ovennævnte bands til blandt dine favoritter, så bør du helt sikkert tjekke dette album ud. Ja - også bandets tidligere albums for den sags skyld.
 
Mount The Mountain udkom 28. april via Napalm Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Mammoth Mammoth på Facebook her.
______________________________________________________________________________
GoatHawkBuffalo – Release The Beast (EP)

Anmeldt af Calle: 16-05-2017

GoatHawkBuffalo er et københavnsk band, som består af Johan Brandt Richardt (vokal), Jacob Laulund (guitar), Asger Abel Sørensen (guitar), Michael Roland Pedersen (bas) og Poul Fabio Bjørnlund Larsen (trommer). Bandet blev dannet tilbage i 2013 og de har tidligere haft deres single ”T-1000” i rotation her på siden. Nu er de så ude med deres debut EP, som har fået titlen Release The Beast.

Bandet spiller sludge rock/metal, som er en genre der kombinere heavy rock med stoner rock, acid rock og doom metal. Det betyder at musikken typisk har stærkt forvrængede instrumenter og samtidig en meget tung og ”skramlende” lyd. Derudover er selve produktionen meget "retro" lydende. Sludge rock går også under betegnelsen desert rock. Kendte bands indenfor denne genre inkludere bl.a. The Sword, Clutch, Kyuss, Queens Of The Stone Age, Monster Magnet og Corrosion of Conformity. Flere af disse bands er også inspirationskilder for GoatHawkBuffalo.

EP’en består af fire numre. Første sang er ”Love Song Lullaby”, som efter min mening er en helt udmærket åbner. Mit hoved og mine ben rocker i hvert fald med når jeg lytter til sangen. Og det gjorde det allerede ved første gennemlyt. Sang nummer to er ”Dirty Filthy Names”, som er EP’ens mest ”larmende” og hurtige nummer. Og her passer selve sangtitlen godt, for sangen er beskidt med beskidt på og man fornemmer nærmest støvet hvirvle rundt i luften. Skæring tre hedder ”Mirror Queens” og den forsætter i samme spor som de forrige to sange. Tempofyldt og energisk. Derimod er EP’ens sidste sang ”Wanted Man” en anelse anderledes i og med at tempoet sættes lidt ned. Overordnet set er det nogle gode sange bandet har indspillet. De groovy melodier og de tunge riffs passer godt sammen.

Release The Beast er indspillet i Medley Studios med producer Johan Jørgensen bag knapperne. Sammen har bandet og Johan fundet en lyd der passer rigtig godt til bandet og deres stil. Samtidig lyder bandet som en sammentømret enhed og det virker som om de virkelig brænder for det de laver.

Er du til musik inden for denne genre, så kan du roligt tjekke GoatHawkBuffalo ud (eller det bør du gøre). Personligt synes jeg ret godt om deres musik. Jeg vil afslutte denne anmeldelse med en sætning fra presseskrivelsen, som passer helt perfekt til bandets musik: Det musikalske udtryk defineres bedst som en muskelbil i fuld smadder ud af en støvet ørkenvej!!
 
Release The Beast (EP) udkom 21. april.
 
   (4 ud af 6)
 
Besøg GoatHawkBuffalo på Facebook her.
__________________________________________________________________________

SEA – The Grip Of Time


Anmeldt af Calle: 05-05-2017

For ca. to et halvt år siden anmeldte jeg debut albummet fra disse fyre. Og dengang var jeg meget glad for bandets musk og jeg har lyttet mange gange til albummet sidenhen. Derfor var jeg meget spændt på hvordan ”den svære to'er” ville lyde i forhold til debuten. Kan bandet leve op til den meget anmelderroste og prisvindende debut? Ja det kan de!!!!

The Grip Of Time består af 10 super gode sange. 9 fede hard rockere og en rigtig flot instrumental afslutning i nummeret ”Sea”. Melodierne er virkelig catchy, riff'ene er sprøde og sangene er utrolig varierede og har samtidig en enorm fed groove. Jeg elsker den måde bandet blander den klassiske rock med deres helt egen stil. Der er 70'er inspiration fra bands som Black Sabbath, Deep Purple og Led Zeppelin og twin-guitar arbejde i stil med Thin Lizzy, men samtidig rammer de også en mere moderne lyd. Der er efter min mening ingen dårlige sange på dette album, men skal jeg fremhæve et par af sangene, så må det være ”Time Will Let You Know”, ”Dust Will Fall” og ikke mindst første singlen ”Once We Were Dead”. Og man kommer heller ikke udenom en sang som ”Sing For Your Right”. Denne sang leder mine tanker lidt i retning af amerikanske Rival Sons.

Som det også gjorde sig gældende på debut albummet, så består bandet af Anders Brink (vokal og guitar), Maico Thyge (bas), Anders Kargaard Jernsen (guitar) og Jonas Bangstrup (trommer). De fire unge mænd spiller rigtig godt og virker enormt sammenspillet og så har de en formidabel energi og power. Derudover har Anders en utrolig sprød vokal, som passer perfekt til musikken.

Albummet er indspillet i Vibe Factory Studios med Jakob Winther bag knapperne. Han har tidligere arbejdet med bl.a. Justin Hawkins (The Darkness), Tina Dickow, Mads Langer og Lukas Graham, så det er en mand der ved hvad han foretager sig. Han har virkelig ramt en kanon god lyd, som passer perfekt til bandets stil. Efterfølgende er albummet bleet masteret i det legendariske Abbet Road Studios af selveste Alex Wharton (The Beatles, My Bloody Valentine, The Pixies, Marvin Gaye og The Chemical Brothers m.fl.).

Som sagt lever The Grip Of Time fuldt ud op til mine forventninger. Jeg gav debut albummet 5 ud af 6 og jeg synes faktisk det nye album er en tand bedre, så det kan kun resultere i mere end fem dødningehoveder. Jeg giver det 5 ½, men det er meget tæt på fuldt udbytte. SEA er, efter min mening, et af de bedste danske rock bands, som er kommet frem gennem de sidste mange år. Og kunne du lide debuten, så vil du helt sikkert også finde dette album rigtig fedt. Kender du ikke bandet, men kan du godt lide et rigtig godt og velspillet rock album, så bør du tjekke The Grip Of Time ud. Bølgerne går højt i ”søen”!!!!

Som en lille bonus info kan det nævnes at bandet holder album release til Nordic Noise i Remisen den 13. maj. Her spiller bandet også live. Læs mere om arrangement via dette link.
 
The Grip Of Time udkommer 12. maj via Mighty Music/Target Group.
 
    (5½ ud af 6)
 
Besøg SEA på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Bite The Bullet - Can Be Anything
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 04-05-2017
 
Bite The Bullet er et dansk band der spiller psykedelisk fuzz-rock. En genre som jeg ikke plejer at bevæge mig meget i. Inden denne anmeldelse har jeg lavet lidt research omkring bandet og deres nye udspil. Jeg kan forstå at deres lyd er blevet en anelse mere poleret end tidligere. Deres nye skive Can Be Anything er deres 3. studiealbum og består af 11 numre med en spilletid på 40 minutter. Jeg har absolut ingen erfaring bandet og ved ikke helt hvad jeg skal forvente ud fra hvad jeg har læst.

Allerede fra første nummer ”More Lover” står det klart at Bite The Bullet befinder sig i den poppede & radiovenlige afdeling. Det er melodisk og indeholde fine rytmer – men der er ikke meget kød på musikken og ikke meget at sætte tænderne i for en inkarneret rockfan. Vokalen er lys og bevæger sig ofte over i falset. Næste nummer ”Sweet Honey” byder på mere fra samme skuffe. Selvom nummeret er valgt som førstesingle, fremstår den for mig ret overfladisk og tynd. Det er tydeligt at den danske trio går efter catchy melodier og solide hooks, men der mangler desværre kant og det hele er alt for pænt poleret. Der er ikke tale om dårligt materiale, men numrerne er glemt, så snart de slutter. Jeg har lyttet albummet igennem et par gange og har svært ved at håndplukke nogle sange som skiller sig ud. Hvis jeg alligevel skal forsøge, må det være ”Any Other Way” som faktisk er ret fængende og har noget at byde på. Et godt valg som andensingle fra albummet.

Som det nok fremgår af ovenstående, er dette ikke en plade som havner på Top 10 listen over mine favoritudgivelser fra 2017. Dertil skal dog siges at jeg nok heller ikke er den rette anmelder til denne genre af musik. Læserne på denne side beskæftiger sig med den hårdere rock og metal og den kategroti bevæger Bite The Bullet sig ikke i. Skulle man alligevel have lyst til at prøve kræfter med en poppet omgang fuzz-rock, så er der her 40 minutter at gå i gang med . Jeg kommer dog ikke til at invistere flere af mine minutter på albummet.
 
Can Be Anything udkom 24. marts via Mighty Music/Target Group
 
  (2 ud af 6)
 
Besøg Bite The Bullet på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Ayreon – The Source


Anmeldt af Calle: 01-05-2017

Ayreon er et prograssiv metal/rock opera projekt som blev startet af den hollandkse musikker Arjen Lucassen tilbage i midt 90'erne. The Source er det niende album i rækken af koncept albums fra hans hånd. Arjen har, som på de foregpående albums, fået en lang række prominente sangere og musikkere til at at medvirke på albummet. Hver sanger har fået ”en rolle”, som de lægger vokal til. Historien, som foregår i The Andromeda Galaxy, er science fiction fortælling, som er delt over fire chronicles. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke har hørt de andre otte albums, som er udgivet under Ayreon navnet, så jeg var ret spændt på hvad jeg kunne forvente.

The Source består af 17 numre, som er fordelt på to albums, som igen er delt op i hver to chronicles. På Cd et er det ”The Frame” og ”The Aligning” og på Cd to er det ”The Transmigration” og ”Into The Ocean”. Der er som sagt tale om progressiv metal, hvilket for mig betyder mange temposkift og dermed rigtig god variation. Og det er der bestemt også på dette dobbelt album. Samtidig er der mange stilskift undervejs. Vi kommer både ind over flere områder i metal genren, men også lidt folk og progressiv rock. Personligt har jeg ikke lyttet specielt meget til denne form for koncept albums, men jeg synes rigtig godt om ideen. Hvis man virkelig har tid til at sætte sig ned og lytte til sådan et dobbelt album fra enden til anden, så får man uden tvivl en rigtig fed oplevelse.

Arjen spiller selv en masse instrumenter på albummet, heriblandt guitar, mandolin, synthersizers, hammond orgel og bas. Men udover ham selv, så består bandet af Ed Warby (trommer), Ben Mathot (violin), Mark Kelly (synthesizer) og Joost van der Broek (piano). Derudover er der gæsteoptrædener fra de tre guitarister Paul Gilbert (Mr. Big), Guthrie Govan (Asia) og Marcel Coenen. Der er i alt 12 sangere på albummet og heriblandt kan bl.a. nævnes James LaBrie (Dream Theater), Floor Jansen (Nightwish), Tobias Sammet (Edguy og Avantasia), Hansi Kürsch (Blind Guardian), Russell Allen (Symphony X) og Tommy Karevik (Kamelot) samt en nyere sanger som Tommy Rogers (Between The Buried And Me). Hvis man vil vide hvilke ”roller” de hver især har, så må man købe albummet eller undersøge nærmere på nette.

Alt i alt er det et utrolig velspillet album med super gode vokalpræstationer. Samtidig er produktionen helt i top. Indspilning og mixing har Arjen selv stået for. Og han er også producer på albummet.

Er du til prograsseiv rock og metal, som bevæger sig over i rock opera genren, og er koncept albums lige dig, så vil du helt sikkert elske dette album. Personligt synes jeg det er et rigtig godt album, som dog kræver god tid, hvis man skal lytte det ordentlig igennem. Hvis man bare bruger det som baggrundsmusik, mens man laver noget andet, så får man ikke den samme oplevelse.
 
The Source udkom 28. april via Mascot Label Group/Music Theoris Recordings.
 
   (5 ud af 6)
 
Besøg Ayreon på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Hayseed Dixie – Free Your Mind...And Your Grass Will Follow


Anmeldt af Calle: 01-05-2017

Første gang jeg stiftede bekendsskab med Hayseed Dixie var tilbage i 2001 da de udgav deres debut album ”A Hillbilly Tribute To AC/DC”. Og to-tre år efter kom ”Kiss My Grass: A Hillbilly Tribute To Kiss” og ”Let There Be Rock Gras”. Sidst nævnte bestod hovedsagligt af AC/DC klassikere, men også cverversioner af Aerosmith, Queen, Motörhead og Bad Company. Dengang synes jeg det var god humor og ret sjovt at lytte til bluegrass versioner af nogle af mine personlige favoritter, men jeg har ikke fulgt bandet siden. Med Free Your Mind...And Your Grass Will Follow er bandet oppe på 15 studie albums.

Albummet består af 14 sange, som både inkludere originale sange skrevet af sanger og frontmand John Wheeler, men også flere coverversioner af især soul/motown klassikere fra The Temptations, Marvin Gaye, Sam Cooke og The O'Jays, men også rock og pop sange fra bl.a. Michael Jackson, Lynyrd Skynyrd, Elvis Costello, Paul McCartney/Stevie Wonder og Bob Marley. Det gennemgående tema i sangene er race, folkeslag og de senere års politiske tendenser i den vestlige verden. Selvom bandet har en meget humoristisk tilgang til musikken, så er temaet jo ret alvorligt. Derfor er jeg lidt splittet i forhold til dette album. For som nævnt overfor, så står bandet for god humor i min hukommelse, men når det så blandes med politik, så har jeg det lidt svært. Derudover kan det godt blive lidt trættende at lytte til 14 sange, hvor banjo'en og mandolinen er de mest gennemtrængene instrumenter.

Udover Wheeler, som både synger og spiller akustisk guitar, violin, mandolin og piano, så består bandet af Hippy Joe Hymas (mandolin og akustisk guitar), Jake "Bakesnake" Byers (akustisk bas) og Tim Carter (banjo). Alle musikkere spiller deres instrumenter godt. Det er der ingen tvivl om.

Free Your Mind.... er indspillet i Chimera Chapel i Cambridge, England og så er det blevet mixet og masteret i Renaissance Recording i Nashville Tennessee. Albummet er indpsillet og produceret af Wheeler selv. Lyd og produktion er som den skal være.

Kunne du tænke dig at høre bluegrass versioner af bl.a. ”Black Or White”, ”Buffalo Soldier”, Ball Of Confusion”, ”The Ballad Of Curtis Lowe” (min personlige favorit på albummet) eller ”What's Going On”, så er dette album lige noget for dig. Men er du ligesom mig en anelse træt af bluegrass coverversioner, så går du ikke glip af særlig meget, hvis ikke du lægger dine ører til dette album. You decide for yourself!!!
 
Free Your Mind...And Your Grass Will Follow udkommer 14. april via Hayseed Dixie Records.
 
   (4 ud af 6)
 
Besøg Hayseed Dixie på Facebook her.
__________________________________________________________________________________
Whitewoods Rock – Whitewoods Rock

Anmeldt af Calle: 30-04-2017

Whitewoods Rock er et københavns rock band, som består af Jonas Abildgaard (vokal og Guitar), Mikkel Schacht-Petersen (guitar), Michael Thorup (bas) og Jacob Abildgaard (trommer). Bandet beskriver sig selv sådan her: ”4 erfarne musikere med en musikalsk baggrund der strækker sig over flere årtier og som er vidt forskellig, men som i Whitewoods Rock forenes i en blanding mellem Woodstock og Copenhell”. Det selvbetitlede album er bandets debut album.

Jeg vil betegne stilen som 70'er inspieret rock, med en lille undertone af folk og country. Inspirationskilderne tæller bl.a. Jeff Buckley, Faith No More og Neil Young. Især sidst nævnte kan man godt høre i bandets musik. Derudover synes jeg også man kan høre lidt Goo Goo Dolls og Foo Fighters. Sidst nævnte kommer især til udtryk i en sang som ”Captain”.

Albummet består i alt af 9 numre hvor der er en rimelig god energi i de fleste af sangene. Måske lige med undtagelse af de to mere downtempo sange ”NightLife” og ”Alexandria”. Jeg synes desværre at sangene godt kan blive en lille smule ensformige i længden. Der er ikke en sang eller to som virkelig skiller sig ud. Hvis jeg skal nævne mine personlige favoritter, så må det være ”Life On The Run” og ”This Is The Day” samt ovennævnte ”Captain”.

Bandet spiller godt og vokalen passer fint til musikken. Men der mangler bare lige lidt for at jeg bliver helt overvundet. Bandet er dog godt på vej frem. De vandt bl.a. Hard Rock Rising i 2016 og de var et af de 6 bands, som Tak Rock/Royal Beer valgte som ”opvarming” for selveste Dizzy Mizz Lizzy og D-A-D da disse to bands spille i Royal Arena tilbage i februar måned. Her spillede Whitewoods Rocks sammen med Violmace på Ørestaden Metro St.

Er du til 70'er inspireret alternativ rock, så kan du godt tjekke disse fire erfarne rockfyre ud.
 
Whitewoods Rock udkommer 11. februar.
 
   (4 ud af 6)
 
Besøg Whitewoods Rock på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Game Over - Blessed Are The Heretics (EP)
 
Anmeldt af Peter Letting: 21-04-2017
 
Italienske Game Over er ude med en EP som indeholder 2 nye numre, et cover nummer, samt 3 live optagelser. EP’en er ude 21 april 2017. Jeg anmeldte Game Over’s seneste album sidste år, og var meget begejstre, så derfor var jeg da også spændt på denne udgivelse.

Som sagt er der 2 nye numre på EP’en. ”Blessed Are The Heretics”, som er titel nummeret, og så ”Mai Piu” som er på italiensk. Et par udmærkede numre i typisk Game Over stil, fristes jeg til at sige. Jeg er måske ikke helt pjattet med metal sunget på italiensk, men kan man se igennem det, så er energien i top, trommerne er imponerende og guitar spillet fejler skam heller ikke noget.

Cover nummeret er af det gamle Dead Or Alive nummer, ”You Spin Me Round (Like a Record)”. Game Over har da fået sparket nyt liv i en gammel skæring fra 1985, og det er som sådan sjovt nok. Det er altid sjovt med cover numre, og nogle er bedre end andre. Den her er i hvert fald mere ”Alive” end ”Dead” 

De 3 sidste skæringer, som er live indspilninger kan jeg jo kun være glad for, eftersom de 2 numre stammer fra den skive jeg var så begejstret for. Dertil kommer så, at jeg synes live musik skal høres ude på scenerne, og det fungerer sq ikke altid lige godt når det bliver indspillet. Og i det her tilfælde er numrene jo ganske gode, men virker lidt som fyld på en EP med kun 2 nye skæringer. Vi kan jo bare håbe på at denne EP blot er en forsmag på næste ”fulde” album fra Game Over…

Game Over består af 4 medlemmer: Alessandro ”Sanso” Sansone på guitar, Luca ”Ziro” Zironi på guitar og vokal, Renato ”Reno” Chiccoli på bas og vokal samt Anthony ”Vender” Dantone på trommer. Jeg giver EP’en 4 ud af 6.
 
Blessed Are The Heretics udkommer 21. april via Scarlet Records.
 
   (4 ud af 6)
 
Besøg Game Over på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Chontaraz - Rondamauh
 
Anmeldt af Peter Letting: 21-04-2017
 
Norske Chontaraz er på banen med deres debut album Rondamauh. Skiven var på gaden 24 marts 2017. Chontaraz blander flere forskellige stilarter og forener dem i, hvad der ender med at være en temmelig blandet og varieret skive, og det kan jo både være godt og skidt.

De første 4 numre er der ret godt smæk på, og specielt nummer 2 ”Plebeians” (ja, det måtte jeg altså lige slå op, og det betyder altså ”folk af en lavere stand” og stammer fra det gamle Rom. Så lærte jeg også det ). Nå, men nummeret er altså ret fedt.

Der ligger lidt undertoner af noget tysk industrial, og med track nummer 5 ”Deciphering The Code”, går Chontaraz da helt i den anden grøft med et nummer som minder mest af alt om noget Kraftwerk. Man tænker lidt, at det er en af de der typiske indledninger, hvor man efter et lille minut får et los i bollerne og kommer videre, men nej. Nummeret ER sådan der hele vejen… Om det er godt eller skidt kan man jo selv vurdere, men jeg finder det en smule underligt…De sidste 4 numre er der igen mere eller mindre fuld fart på, men stadig med de her industrial undertoner, med en snert af lidt Rammstein
.
 
Chontaraz kommer som sagt fra Norge, og sågar fra en by ved navn Hell, og det passer nok meget godt til dem. Bandet består af 5 medlemmer og er opkaldt efter forangeren: Chontaraz på vokal, Ahkon på lead guitar, Arkhan på guitar, Rhimm på bas og Drakh på trommer. Jeg vil tro de 5 har taget sig hver et kunstner navn, og på band billedet kan man også se at forsangeren har en ”maske” på. Apropos vokalen på albummet, så er den pænt varieret. For det meste er den ond og skærebrænder agtig, hvilket passer fantastisk til musikken, men der er faktisk momenter af clean vokal, bl.a. i ”Plebeians”, og så synger han faktisk rigtig godt. Jeg smider 4 ud af 6 efter Chontaraz
 
Rondamauh udkom 24. marts via Mighty Music/Target Group.
 
   (4 ud af 6)
 
Besøg Chontaraz på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Letters From The Fire - Worth The Pain
 
Anmeldt af Claus Munch Hansen: 20-04-2017

Letters From The Fire er et amerikansk (Californien) Hard Rock band der består af, Alexa Kabazie (Vokalist), Mike Keller og Cameron Stucky (Guitar), Clayton Wages (Bass) og Brian Sumwalt (Trommer). Albummet Worth The Pain er bandets debut album. Letters From Fire har dog udgivet en EP, som er navngivet efter bandets navn "Letters Form The Fire".

Letters From The Fire spiller nymoderne hard rock med mange metal baseret guitariffs, men stadig med en ”poppet” klang over sig. Det er tydeligt at høre Letters From The Fire søger ind i familien af hardrock bands med kvindelig frontfigurere, da der kan trækkes mange parraller fra Evanescence og Amaranthe.

Worth The Pain indeholder 13 sange meget ens lydene sange. Der kommer ikke den helt store forandring på albummet. Dog kan man sige at sangene "Bruised" og "At War" er de to knæk albummet har. "Bruised" er albummets ballade, der med garanti for alle til at tænde lighteren til deres koncerter. "At War" er så bandets sjæler, og den er virkelig vel skrevet. Man bliver ramt som en sjæler gør bedst. Resten af sangene skal man nok være en super fan af Letters From The Fire, for at kunne høre forskel på. Dog skal det siges at åbnings nummeret "Perfect Life", fik en til at headbange med det samme.

Da musikken består meget af elektroniske elementer, i form af enten en modstemme til guitarspillet eller et sammenspil med resten af bandet, så er selve indspilningen fra musikkernes sidde utroligt flot. Dog kan det hurtigt blive for poleret, og alt er blevet fluekneppet ned i mindste detalje. Så produktionen er helt i top! Så mangler du albummet der skal stå mellem dine Evanescence plader og Amaranthe plader? Så er Letters From The Fire’s Worth The Pain" et rigtig godt bud.

Worth The Pain udkom 17. marts via Sand Hill Records.
 
    (4½ ud af 6)
 
Besøg Letters From The Fire på Facebook her.
________________________________________________________________________

Freddy And The Phantoms – Decline Of The West

Anmeldt af Calle: 19-04-2017

Danske Freddy And The Phantoms er ude med deres fjerde udspil (heraf en EP). Det nye album har fået titlen Decline Of The West. Bandet, som blev dannet i 2010, består af Frederik Schnoor (vokal, guitar og harp), Rune René Hansen (trommer og tamburines), Morten Rahm (pedalsteel og guitar), Mads Wilken (bas) og Anders Haahr (organ). Jeg lærte først bandet at kende i 2015 da de udgav deres tredje album ”Times Of Division”, men jeg har senere fået fat i de første to udgivelser.

Bandet spiller en god omgang varieret blues rock, hvor hovedparten af inspirationen nok må dateres tilbage til 70’erne. Noget af det der først popper op i mit hoved er et band som The Doors og en kunstner som Neil Young, men inspirationen er uden tvivl også hentet mange andre steder. På albummet er der både stille sange og up-tempo sange. Der er sange som lyder i retning af noget ”swamp-blues” og sange som lyder som noget amerikansk ”desert rock”. Så spændvidden er stor.

Decline Of The West består af 11 sange. Melodierne er gode og tempoet er som sagt rimelig varieret. Blandt de mere stille sange kan nævnes ”The Last Café” og titlenummeret ”Decline Of The West” samt ”City Of Crime”. Sidst nævnte er en af mine personlige favoritter. Andre af mine favoritter tæller sange som ”Brownstone Badlands” og ”NYC 1965” samt den seneste single ”Kentucky Killer”. I ”NYC 1965” er det Billy Cross (bl.a. Bob Dylan, Delta Cross Band og CV. Jørgensen) som svinger leadguitaren.

Ovennævnte Neil Young inspiration finder jeg i sange som ”Transition Blues” og ”Call Me The Creature”. Især melodien i sidst nævnte minder mig meget om ”Downtown” fra Mr. Young’s ”Mirror Ball” album. Som en lille bonus info kan det nævnes at skæring nr. 10 ”The Wild Ones” er en genindspilning af en sang fra bandets første udspil ”Leaving The Landscape” fra 2010. Dengang var sangen bare mere rocket, hvilket jeg faktisk bedre kan lide. Men alt i alt er det 11 rigtig gode sange Freddy og band har indspillet.

Albummet er indspillet i bandets eget studie i Københavns sydhavn og i Rumble Room hos trommeslager Rune René Hansen. Han har også har mixet og produceret albummet. Lyd og produktion er i top. Derudover spiller bandet rigtig fedt og vokalen er god og den passer godt til musik stilen. Og live er de næsten endnu federe, så får du muligheden for at opleve dem, så skal du ikke tøve.

Er du til en god omgang varieret blues rock, som er yderst velspillet og velproduceret, så bør du tjekke dette album ud. Freddy And The Phantoms har efter min mening international klasse.
 
Decline Of The West udkommer 21. april via Mighty Music/Target Group.
 
    (5½ ud af 6)
 
Besøg Freddy And The Phantoms på Facebook her.
_________________________________________________________________________________________________
Mak’Vaerk – Hard Rock Rebel

Anmeldt af Calle: 11-04-2017

Aarhus bandet Mak’Vaerk blev så småt dannet i 2013 af guitarist Martin Kjær og trommeslager Michael Marquart, som begge har en fortid i det legendariske Aarhus band, Kruzial. I løbet af foråret 2014 stødte den tidligere 6-ft Auto Return bassist Kim Jonassen til og i løbet af sommeren 2014 blev bandet fuldtallig med tilføjelsen af 5 Dollar Justice frontmanden Kristian Ehlers.

Hard Rock Rebel er bandets debut album og genren er melodisk hard rock med en del af inspirationen hentet i old school metal. Bandets inspirationskilder tæller bl.a. bands som Pantera, AC/DC, In Flames, Mustasch, Deep Purple og Airbourne. Stilen er rimelig tung og der er en god energi i bandets musik. Sangene er meget riff-baseret og har nogle rimelig fængende melodier. Skal jeg fremhæve et par af albummets 12 sange, så må det være ”The Hunt”, ”Dumb Turkey” og afslutningsnummeret ”Battlefield” samt titelnummeret ”Hard Rock Rebel”. Og så vil jeg da også lige nævne den mere down-tempo sang (i hvert fald den første halvdel af sangen) ”Just Before The End – Ambulance Chasers”. Alt i alt er det 12 gode sange bandet har indspillet. Og når man tager i betragtning, at de er indspillet live på blot fire dage, så synes jeg faktisk resultatet er ret godt. Bandet spiller godt og Kristian’s vokal passer fint til genren.

Albummet er som sagt indspillet live henover fire dage og det er sket i løbet af december 2016. Indspilningen er foregået i Dead Rat Studio med Jacob Bredahl som producer. Han har også stået for mixning og mastering.

Da jeg modtog albummet og så band navnet første gang var min første tanke – hvad er det her? Kan et band være seriøse med sådan et band navn? Og svaret er - ja det kan de. Deres musik er i hvert fald ikke noget bras eller klamphuggeri - ej heller sjusket eller dårligt udført. Kort sagt, så er der ikke noget ”makværk” over dette album. Er du til melodisk hard rock i den tungere ende, så kan du roligt tjekke dette album ud.
 
Hard Rock Rebel udkom 1. februar.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Mak'Vaerk på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Vicinity - Recurrence
 
Anmeldt af Peter Letting: 11-04-2017
 
Det norske band Vicinity er ude med deres andet album. Titlen er Recurrence og albummet lander 21 april 2017.

Genren er progressiv metal og den kommer fra øverste skuffe, leveret af nogle virkelig dygtige musikere. Musikken er så kompleks og indviklet, at den til tider nærmest er uforståelig, men i den sidste ende giver det alligevel mening. Hvert enkelt instrument har sit helt eget indviklede liv, som flettet sammen med de andre instrumenters liv, danner en helhed og dermed giver mening.

Teksterne er ligesom musikken temmelig komplekse og handler om hele vores eksistens grundlag her på jorden og blandt andet, om verden mon ville være bedre tjent, hvis vi som mennesker IKKE fandtes.

Sammensætningen af de meget eftertænksomme og dybe tekster, med den meget komplekse musik, gør albummet til et overflødigheds horn af oplevelser og opdagelser. Der er hele tiden en detalje eller en dimension, som man ikke lige fik med i første omgang, og derfor er albummet da bestemt også værd at lytte til flere gange for at få det hele med.

Som altid når det gælder progressiv metal, er der ligesom ikke rigtig nogen bagkant på numrene, og de har det med at trække ud i mange flere minutter end med traditionel rock og metal. Sidste nummer af de 6 på dette album er dog en højdespringer, selv i denne genre. Nummeret har titlen ”The Long Goodbye”, og det skal jeg da love for er en sandhed som nummeret lever op til. Hele 21,50 minutter bliver det til, men længden til trods, bliver det aldrig ensformigt. En sjov lille detalje, hvis man hører skiven til ende og starter den forfra med det samme er, at de afsluttende guitar strofer i sidste nummer, er de samme som indleder det første nummer ”The Unwritten Manifest”. Dermed har albummet på en måde sin egen lille uendelige løkke, hvor en slutning ikke bare forsvinder i ingenting, men netop bliver starten på noget nyt. Godt tænkt…

Vicinity består af 5 medlemmer: Alexander K. Lykke på vokal, Kim-Marius H. Olsen på guitar, Frode Lillevold på trommer, Pierre H. Schmidt-Melbye på bas og Ivar Nyland på keyboard og synths

Er man til progressiv metal, så tror jeg ikke man kommer udenom Vicinity. Jeg giver skiven 5 ud af 6
 
Recurrence udkommer 21. april via Mighty Muisic/Target Group.
 
   (5 ud af 6)
 
Besøg Vicinity på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Jack In The Middle – Jack In The Middle (EP)


Anmeldt af Calle: 01-04-2017

For lidt over et år siden anmeldte jeg debut albummet ”Swing And A Miss” fra Roskilde bandet Jack In The Middle. Nu er bandet så ude med deres nye EP, som de har givet titlen Jack In The Middle. Bandet blev dannet i 2012 og består af Mathias Peitersen (bas), Sebastian Bækbo (guitar), Thor Svensson (vokal) og Funder Jensen (trommer).

Bandet spiller 70’er inspireret rock med en bluesy og syret tilgang. Inspirationskilderne tæller da også bands som Led Zeppelin og Black Sabbath. Derudover synes jeg også man kan høre lidt The Doors i bandets musik. Dette gør sig især gældende i EP'ens sidste sang ”Please”, som samtidig er den mest downtempo af numrene. Udover den sang består EP'en af yderligere to sange i form af ”She's A Killer” og ”White Lady”. Sidst nævnte har bandet også lavet en musikvideo til og den kan ses via dette link. Alt i alt er det tre gode sange bandet har indspillet. Musikken bliver spillet godt og der er nogle gode riffs og guitar soloer på EP'en. Derudover passer Thor's vokal godt til genren.

Jack In The Middle er indspillet i august 2016 i Biking Bear Sound med Christoffer Emil Hørbo som producer og så er den blevet masteret af Nikolaj Vinten. EP’en udgives gennem Village Studio og distribueres gennem Gateway Music. Lyd og produktion passer perfekt til bandets musik. Den er rå, beskidt og tilpas syret.

Er du til retro-rock og kan du nikke ok til nogle af ovennævnte bands, så bør du uden tvivl tjekke denen EP ud. Vi taler om musik med gode melodier og fængende hooks. Personligt synes jeg de har rykket sig lidt i forhold til debut albummet og jeg ser frem til mere musik fra disse fire Roskilde fyre.
 
 
Jack In The Middle (EP) udkom 26. januar via Gateway Music.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Jack In The Middle på Facebook her.
________________________________________________________________________________

TwentyDarkSeven – Momentum


Anmeldt af Calle: 25-03-2017

Tilbage i 2014 anmeldte jeg debut albummet ”Roar” fra tyske TwentyDarkSeven og dengang var jeg godt tilfreds med det jeg hørte. Nu er de så klar med deres andet album, som har fået titlen Momentum. Siden debut albummet har der været lidt udskiftning i bandet. Ind er kommet en ny bassist Christoph Renner samt en ny trommeslager Markus Herzog og så har bandet tilføjet endnu en guitarist i form af Marcel ”Selly” Bernhardt. Han har tidligere spillet sammen med forsanger Marcus Jürgens i PUMP. Sidste mand i bandet er guitaristen Peter Wagner, som har været med siden bandets start.

Bandet spiller straight-ahead hard rock og inspirationskilderne tæller bl.a. Dokken, Dio, Ratt, Skid Row, Ozzy Osbourne og Black Label Society. Musikken er tidsløs og du kan forvente store hooklines, monster guitar riffs tilføjet en super sprød vokal. Ingen af albummets 10 sange skuffer. Melodierne er velskrevet og musikken er utrolig velspillet. De første fire sange drøner bare derudaf med fuld power, men i sang nummer fem ”Heaven In Black” sættes tempoet lidt ned. Dette giver albummet en god variation. Herefter følger endnu tre gode hard rock sange i form af ”Coming Home” og første singlen ”Shotgun Herat” samt ”Spoke In The Wheel”. Især de to første sange høre til blandt mine favoritter. Anden sidste sang ”This Side Of Hell” er en medium tempo rocker, som også fungere rigtig godt og giver god adspredlese i musikken. Albummet afsluttes med et rigtig rock anthem i form af ”Through Hell And Back”. Denne sang sender mine tanker tilbage til slut 80'ernes monster hits fra diverse hard rock bands. Alt i alt er det 10 rigtig fede sange bandet har indspillet. Som en lille bonus info kan det nævnes at ovennævnte ”Shotgun Heart” er med på soundtracket til Hollywwod filmen ”Diary Of A Fatman” og den blev nøje udvalgt af instruktøren Steve Ravic.

Momentum er blevet mixet og masteret af Alexander Brusencev (V8 Wankers og Gloomball) og jeg kan kun sige at lyd og produktion er i top. Bandet spiller som sagt rigtig godt og jeg synes det har givet ekstra power med tilføjelsen af en ekstra guitarist.

Hvis du kan lide guitarorienteret hard rock med gode melodier, lækre hooklines, fede riffs og en sprød vokal, så bør du helt sikkert tjekke dette band ud. Personligt er jeg bestemt ikke skuffet over dette album og det er helt på højde med debut albummet. Long Live Rock 'n' Roll !!!
 
Momentum udkom 10. marts via Metalpolis Records.
 
   (5 ud af 6)
 
Besøg TwentyDarkSeven på Facebook her.
________________________________________________________________________

Impalers - Styx Demon: The Master Of Death (EP)
 
Anmeldt af Peter Letting: 20-03-2017
 
Danske Impalers (fra Haderslev) er ude med en ny EP med 4 numre, 2 nye samt 2 cover numre. EP’en har fået titlen Styx Demon: The Master Of Death.

Impalers har nu 10 år på bagen, og har udgivet 2 albums , og denne EP er ligeledes deres anden. Stilen er thrash metal af den hurtige slags.

Jeg havde også fornøjelsen, at anmelde deres album fra 2013 ”Power Behind The Throne” og der er sket lidt udskiftning i bemandingen. Impalers består nu af disse 4 medlemmer: Søren Crawack på vokal og guitar, Rasmus Kjær på trommer, Thomas Carnell på guitar og Kenneth Frandsen på bas

EP’en er hurtigt gennemlyttet. Det tager kun 12 minutter… men det er heftige 12 minutter. Specielt de 2 nye numre ”Megalodon”, og ”Styx Demon” er der fuld smadder på, og det er ret fedt. Jeg synes Impalers holder stilen fra tidligere med de 2 nye numre. Heftig guitar ræs, hurtige trommer og en meget markant vokal kendetegner Impalers udlægning af thrash metal genren. Jeg kan godt lide de 2 numre, men de får mig altså helt op ad stolen i begejstring.

Af de 2 cover numre, kender jeg kun ”Prowler” fra Iron Maiden, men det nummer var til gengæld også at finde på en af mine allerførste heavy metal LP’er overhovedet. Jeg synes Impalers lægger sig rigtig tæt op ad originalen, måske endda FOR tæt efter min mening. Prowler er et fantastisk nummer, men der kunne godt lægges lidt mere Impalers i et sådant cover. Jeg giver Impalers 4 ud af 6
 
Styx Demon: The Master Of Death (EP) udkom 16. januar via Evil Eye Records.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Impalers på Facebook her.
_________________________________________________________________________
Wolfheart – Tyhjyys

Anmeldt af Calle: 18-03-2017

Wolfheart er et finsk metal band, som blev dannet i 2012. Manden bag bandet er Tuomas Saukkonen (vokal og guitar). Han har været en del af det finske metal scene gennem en årrække, men i 2012 besluttede han sig for kun at beskæftige sig med Wolfheart. Med i bandet er Mika Lammassaari (lead guitar), Joonas Kauppinen (trommer) og Lauri Silvonen (bas og backing vokal). Tyhjyys er bandets tredje fuld længde album, men dog mit første bekendsskab.

Og der er nok en grund til, at jeg ikke har hørt bandet tidligere. De spiller nemlig black/death metal, som er en genre jeg ikke har lyttet særlig meget til. Jeg har altid synes selve musikken var ok, men vokalen har jeg altid haft det svært ved. Og det er af den simple grund, at man kan ikke høre hvad de synger. Det gør sig også gældende for Wolfheart. Musikken er tilpas varieret og der er både de stille momenter og de totalt aggresive elementer. Udfover black/death metal er der også en lille smule doom-metal indover, hvilket giver albummet og sangene et lidt anderledes udtryk.

Tyhjyys består af 8 numre, hvor det første nummer er en instrumental intro, der indledes med akustisk guitar for derefter at bevæge sig over i noget traditionel metal. Faktisk en helt udmærket måde at starte albummet på. Herefter følger ”Boneyard” og ”World On Fire”, som begge bare tordner derudaf. De efterfølges så af den doom-inspirerede ”The Flood”. Her bliver tempoet sat ned og melodien passer bedre til mig. Og 2/3 inde i sangen kommer der en god guitar solo. I næste sang ”The Rift” er vi tilbage i ”smadrekassen”. Men den efterfølges af to numre, hvor tempoet igen er sat lidt ned og melodierne kommer mere til deres ret. De to sange er ”Call Of The Winter” og ”Dead White” og de hører begge til blandt mine personlige favoritter på albummet. Især sidst nævnte. Albummet afsluttes med titelnummeret ”Tyhjyys”, som ligeledes er et mere melodisk nummer.

Som sagt er black/death metal ikke lige min foretrukne genre, men jeg synes nu alliegvel dette album har et eller andet over sig. Når der ikke ”smadres” igennem og tempoet sættes en anelse ned, så synes jeg faktisk bandet har skrevet nogle gode sange. Og så er musikken rimelig varieret og der er flere temposkift i de enkelte sange.

Så er du til black/death metal (eller winter-metal, som bandet selv kalder det) så kan du roligt tjekke dette album ud.
 
Tyhjyys udkom 3. marts via Spinefarm Records.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Wolfheart på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Blood Region – For All The Fallen Heroes (EP)


Anmeldt af Calle: 18-03-2017

Blood Region er et finsk metal band, som allerede blev dannet tilbage i 2002. Bandet har haft en del udskiftninger i deres line-up og først i 2011 fandt de den ”rigtige” besætning. Bandet består af Mika Minkkinen (guitar og vokal), Ari Ahonen (guitar og vokal), Sami Vertanen (trommer) og Aleksi Möksy (guitar). For All The Fallen Heroes er bandet anden EP.

Da jeg modtog albummet i min mailbox og læste band navnet og så coveret, så var min første tanke - death metal. Men faktisk vil jeg betegne bandet som melodic metal og bandet har hentet inspiration fra en god blanding af metal genre. De kalder selv deres musik for korpi-metal, hvilket er et helt nyt begreb for mig. Og jeg har trods alt lagt ører til mange metal albums gennem tiden. Men så vidt jeg har kunne læse mig frem til, så er det fordi bandet kommer fra et skovområde i det nordlige Finland og så har de lidt gothic og keltiske undertoner indover noget af deres musik.

For All The Fallen Heroes består af fem numnre, hvor skæring et er en instrumental intro. Herefter kommer sangen ”Heroes” som er et rigtig fedt nummers der bevæger sit et sted mellem power og thrash metal. Sangen har en god melodi og noget flot guitararbejde. Vokalen er hæs og ”grynet”, men den passer godt til musikken. Næste sang er ”New Rising”, som indledes med lidt akustisk guitar men bevæger sig herefter over i noget mere traditionel metal. Også et udmærket nummer. Dette gør sig også gældende for næste nummer ”In My Fathers Room”, som er EP'ens længste sang med sine 5:35 minutter. I dette nummer er der ingen ”almindelig” vokal, men kun noget spoken word. Men der er derimod nogle fede duel guitar harmonies. EP'en afsluttes med ”balladen” i form af ”Across The Dark River”. Her er vokalen mere ren og stilen bevæger sig mere i retning af noget goth-metal.

Alt i alt er det fem gode sange/melodier bandet har indspillet og jeg må indrømme at jeg er meget positivt overrasket. Især når man tager høje for mit første indtryk, da jeg så band navn og coverartwork. Derudover så spiller bandet godt og produktionen er også i top.

Så er du til velspillet metal med tilpas god variation, så bør du tjekke denne EP ud. Personligt kunne jeg sagtens finde på at finde For All The Fallen Heroes frem igen i nær fremtid.
 
For All The Fallen Heroes udkom 26. januar via Inverse Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Blood Region på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Sawthis - Babhell
 
Anmeldt af Peter Letting: 11-03-2017
 
Sawthis er et italiensk band, som nu er ude med deres 4. studie album, og det har fået titlen Babhell. Skiven lander 24 marts 2017. 

Sawthis ligger et sted imellem thrash metal og melodisk death metal. Jeg vil nok sige, at de er en lidt tungere udgave af Bullet For My Valentine. Der er dømt speederen i bund fra første skæring, og hvis man lige ser bort fra ”Never Alone”, så er der mere eller mindre fuld fart på hele vejen, og ikke meget plads til at hvile ørerne, men hvem gider også det…

Jeg er meget begejstret for den variation, som der trods alt er i både musikken og vokalen. Vokalen skifter imellem råbe og clean, og det giver en rigtig god afveksling. Jeg synes også at numrene er rigtig godt skruet sammen, med masser af lækre temposkift og breaks, som giver specielt trommerne plads til at udfolde sig i al sin magt. Det er ikke mange takter som kører 1-2-3-4, før der skiftes til et andet mønster. Og ind imellem trommer og vokal ligger sprøde, lækre og detaljerede guitar riffs og soloer. Jeg synes guitar spillet er tilpasset præcis så det ikke bliver FOR meget ræs, men netop velspillet og tydeligt arrangeret.

Sawthis har eksisteret siden 2000 og frem til 2009 hed de Sothis, men da blev de tvunget til at skifte navn, grundet et amerikansk black metal band med samme navn. Deres første album fra 2006 er således udgivet i Sothis navnet.

Bandet består af 5 medlemmer: Alessandro Falà på vokal, Marco Di Carlo på lead guitar, Janos Murri på rhythm guitar, Geetano Ettorre på bas og ikke mindst Michele Melchiorre på trommer.

Hvis man er til larm i gaden, og det gerne må være en smule højt, så bør man tage et lyt til Sawthis. Det kan klart anbefales. Jeg giver Sawthis 4,5 ud af 6
 
Babhell udkommer 24. marts via Mighty Music/Target Group.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Sawthis på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Razzmattazz – Diggin' For Gold


Anmeldt af Calle: 06-03-2017

Razzmattazz (udtales Räsmatäs) er et tysk rock band, som blev dannet i 2010. Bandet består af Tom Schaupp (vokal og guitar), Bad Mike Bösinger (trommer), Tommy Wiegand (bas) og Wolle Heieck (guitar). Diggin' For Gold er bandets tredje album, men det er første gang jeg har lyttet til dem. Deres to første albums ”Rock And Roll Hero” og ”Sons Of Guns” udkom i henholdsvis 2012 og 2014.

Bandet spiller klassisk hard rock og et band som AC/DC har ihverfald ikke levet forgæves. Man kan tydeligt høre, at meget af inspirationen er hentet derfra. Derudover kan man også høre bands som ZZ Top og Accept i nogle af sangene. Ja der er sågar lidt prog-rock inspiration ala Pink Floyd i en sang som ”Back To You”. Ihvertfald i den musikalske del af sangen. Ikke vokal mæssigt.

Diggin' For Gold består af 12 sange, som er bygget stort set over den samme list. Der er ikke specielt meget variation i sangene, hvis man lige ser bort fra ovennævnte ”Back To You” og til dels en sang som ”All Lights On Me”. Sidst nævnte kan vel betegnes som albummets ballade, uden dog at være en powerballade i den forstand. Men den er lidt mere nede i tempo. Ellers høres den førnævnte AC/DC-inspiration tydeligt i resten af albummets 10 sange. Skal jeg fremhæve et par af sangene så mådet være ”Yes I Like It” og ”Bad Girls Good Loving” samt åbningsnummeret ”Diggin' For Gold”. Derudover så kan jeg nævne, at sangen ”Older Than Dirt” minder mig utrolig meget om ”Zack's Song” fra Jack Black filmen ”School Of Rock”. Altså den sang de spiller til koncerten hen imod slutningen af filmen.

Musikken bliver spillet godt og Schaupp's vokal passer godt til stilen. Derudover er albummet fint produceret og man kan bestemt ikke sætte en finger på lyd og produktion. Så alt i alt er det et udmærket album Razzmattazz har udgivet, dog uden at være noget ekstraordinært. Det er klassisk hard rock fra den miderste skuffe. Er du til musik inden for denne genre, så kan du roligt tjekke bandet og deres nye album ud.
 
Diggin' For Gold udkom 24. februar via Fastball Music.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Razzmattaz på Facebook her.
_______________________________________________________________________________________________
Art Nation - Liberation
 
Anmeldt af Lase Skytte: 05-03-2017
 
Første gang jeg stødte på bandet Art Nation var i 2015, da de udgav deres debutalbum ”Revolution”. Den svenske gruppe spiller melodisk hard-rock med poppede undertoner. På debutskiven var der flere ørehænger og albumåbneren ”Need You To Understand” blev hurtigt en af mine favoritter. I 2016 udkom sangen ”We Are Better Together” der blev den officielle sang til årets Gothia Cup, som en verdens største og mest internationale ungdoms fodboldturnering. Der var tale om endnu en stærk sang og siden har jeg fulgt bandet på de sociale medier. De er nu klar med deres 2. studieudspil og titlen er Liberation.

Albummet åbner med ”Ghost Town”, hvilket er et godt valg. En sprudlende rocker med store hooks og et fængende omkvæd. Samme beskrivelse kan bruges til mange numre på denne udgivelser. ”Maniac” byder nemlig på mere fra samme skuffe. Omkvædet sætter sig fast, allerede efter første gennemlytning. Den første single fra albummet er ”The Real Me” og den er mere uptempo og viser tænder – mens omkvædet lyder som noget der er lånt fra et Eurovision-nummer (skal ikke tolkes negativt). Albummets måske mest catchy omkvæd skal findes på nummeret ”Kiss Up & Kick Down”. Dette udspil byder naturligvis også på et par ballader, hvilket gøres med stil. ”When Stars Align” og ”Take Me Home” er to gode skæringer og især sidstnævnte er en af mine personlige favoritter fra hele albummet. Et nummer der leveres med sjæl, nerve og inderlighed. Forsanger Alexander Strandell gør det super godt og guitarsoloen på nummeret fortjener også at blive nævnt. ”I’m Alive” er en bundsolid rock-skæring der holder det høje gennemsnit intakt. Art Nation er et band med et højt bundniveau og jeg synes ikke der er nogle dårlige numre på albummet. Et par sange er en smule mere anonyme end andre, men ellers har jeg ikke nogen kritik.

Liberation er et særdeles stærkt udspil fra Art Nation! Der er ikke tale om noget nyskabende eller revolutionerende musik – men er man til melodisk radiovenlig hard-rock, går man altså ikke galt i byen her. Albummet er spækket med ørehængere, sprøde riffs, stærk vokal, krystal-klar produktion og omkvæd der suger sig fast på nethinden. Sverige er gode til at producere bands som Art Nation. Eclipse og H.E.A.T bevæger sig i samme musikalske boldgade og generelt er der bare et hav af bands der laver denne slags musik. Kunsten er derfor at skille sig ud fra mængden og sikre at lytteren vælger dem, i stedet for de mange andre alternativer. Den opgave har Art Nation løst til fulde og jeg kommer helt sikkert til at vende tilbage til denne skive adskillige gange i fremtiden. De varmeste anbefalinger herfra!
 
Liberation udkommer 28. april via Gain Music Entertainment.
 
   (5 ud af 6)
 
Besøg Art Nation på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

Social Stain – Social Stain


Anmeldt af Calle: 25-02-2017

Social Stain er et hard rock band fra Lahti i Finland. Bandet blev dannet i slutningen af 2014 og består af Teemu Kokkonen (vokal), Antti Kokkonen (guitar), Toni Broman (bas) og Mika Tanttu (trommer). Alle fire medlemmer har en del erfaring fra andre bands som f.eks. Disformed, Kill The Romance, Before The Dawn og Profane Omen. Sammen har de også en del live erfaring, men dette album er bandets debut. Det er samtidig mit første bekendtskab med bandet.

Som sagt spiller bandet hard rock med en tvist af metal og deres inspirationer er da også hentet fra bands som Guns 'n' Roses, Theraphy?, Alice In Chains, Skid Row, Misfits, Foo Fighters og Metallica. Så det må siges at være en god blanding.

Social Stain består af 12 rigtig sprøde sange, hvor den gode melodi er i fokus. Sangene er ikke noget udover det vanlige, men ”bare” straight-ahead-hard-rock som undertegnet rigtig godt kan lide. Velspillet musik med gode og energifyldte guitar riffs. Og så passer vokalen, som er hæs og rå, godt til genren. De første seks sange er plain hard rock, men i skæring syv ”Possessed” kommer vi mere over i Metallica-inspirationen. Denne sang bliver en anelse hårdere og tungere end de første seks sange. Den efterfølges så af albummets mest stille sang ”At Peace”. Det er ikke den bedste ”ballade” jeg har lagt ører til, men det er en udmærket sang. De næste tre sange er igen ovre i hard rock genren og så afsluttes albummet med en mere punk-rocket sang i form af ”Backstabber”. Alt i alt er det 12 gode sange bandet har indspillet og skal jeg fremhæve et par stykker, så må det være ”Ain't Got Time To Bleed”, ”Walls” og ”Good Old Days” samt første singlen ”Dead Man Talking”.

Albummet er blevet til i samarbejde med Mika Ojala (Viikate, Mörbid Vomit) og så er det produceret af bandets bassist Toni. Overordnet set er både lyd og produktion helt fin. De har ramt præcis den lyd et album inden for denne genre skal have. Derudover spiller bandet solidt.

Er du til hard rockin' metal, så kan du roligt tjekke Social Stain ud. Eller rettere – du bør tjekke dem ud. Det er god og velspillet musik med en super energi og punky attitude. Ingen pis her – bare straight ahead rock.
 
Social Stain udkom 13. januar via bandets eget label.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Social Stain på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Grumpynators - City Of Sin
 
Anmeldt af Peter Letting: 10-02-2017
 
Danske Grumpynators er ude med deres andet album som har fået titlen ”City Of Sin”. Albummet lander 24 marts 2017.

Jeg har hørt om Grumpynators, men aldrig hørt dem, så det var ret nyt for mig. De spiller en underholdende form for rock / rockabilly, med masser af swing og fede passager. Jeg har som sagt hørt om Grumpynators før, og har altid oversat det med ”Sure Gamle Mænd”, men der er bestemt ikke noget surt over musikken, nærmest tværtimod.

Albummet som helhed er bare til at blive glad i låget af, og faktisk lidt svært at slippe igen. Der er sådan lidt old-school ”happy-go-lucky” over stilen, og selvom man ind imellem får lidt associationer til andre bands, så har Grumpynators deres helt egen sound. Grumpynators holder stilen igennem hele albummet, men på trods af det, så har hver enkelt skæring alligevel sit helt eget udtryk, hvilket gør albummet meget interessant.

Der er faktisk allerede sluppet en single fra det nye album. Det er nummeret ”Take The Last Dance With Me”, og den tilhørende video er også til at finde on-line. Der er dels lidt optagelser fra en bar, en sen nattetime, samt optagelser af bandet selv, der spiller. At dømme ud fra valget af instrumenter og ikke mindst mikrofon, så er det nok ikke helt forkert at kalde Grumpynators for old-school …

Jeg er specielt tosset med skæring 2 ”Hotel 2nd Age”. Nummeret indledes med guitar alene, og når trommerne sætter ind, bruges der lige godt 30 sekunder på at køre tempoet op. Super start. Når toget kører breakes et par gange med udelukkende vokal og gulvbas. Fed detalje.

Grumpynators tæller 4 medlemmer: Christian Nørgaard på guitar, Jakob Øelund på bas (kontrabas), Emil Øelund på vokal og guitar samt Per Fisker på trommer.

Man skal altså en tur til Hamburg, hvis man vil støtte op om release party for den nye CD, men hey, det er jo også lige rundt om hjørnet. Der er så vidt jeg kan se, planlagt 2 koncerter mere til april. En i Randers og en i Viborg. Jeg glæder mig til bandet finder over broen og besøger djævleøen. Så må det vist være på sin plads at indfinde sig ved scenekanten, stikke en næve og evt. dele en øl…Jeg giver Grumpynators 5,5 ud af 6. Den sidder sq lige i skabet…
 
City Of Sin udkommer 24. marts via Mighty Music/Target Group.
 
    (5½ ud af 6)
 
Besøg Grumpynators på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Pectora – Redemption (EP)


Anmeldt af Calle: 04-02-2017

Pectora er et heavy metal band fra København og Roskilde og så vidt jeg har læst mig frem til, så er Redemption deres anden EP. Det er dog første gang jeg lægger ører til bandet, som består af Kenneth Steen Jacobsen (vokal), Morten S. Nielsen (guitar), Søren Weiss Kristiansen (guitar), Laurids Münier (bas) og Nicolas Kraunsøe Frandsen (trommer).

Bandet spiller som sagt heavy metal, med en lille smule thrash metal og en god portion hard rock indover, og inspirationen er da også hentet fra bands som f.eks. Judas Priest, Saxon, Black Sabbath, Kadavar, Iron Maiden, Guns n Roses, Accept, Candlemass og Airbourne. Det er en bred vifte af bands indenfor diverse rock og heavy genre, hvilket også kan høres i bandets musik. Vi kommer både omkring lidt NWOBHM i åbningsnummret ”Democracy In Disguise” hvor der gives los med twin guitarar samt hurtige og energiske guitar riffs. Efterfølgende bevæger vi os lidt mere over i hard rock genren på EP'ens anden sang ”Going Through Hell”. Denne sang har en lidt mere rå lyd. Herefter kommer der en lille akustisk guitar intermezzo i form af ”Lights Out”, som går over i EP'ens mest downtempo sang ”Valley Of Dreams”. Jeg vil betegne dette som EP'ens metal ballade, men dog en tung en af slagsen. Indledningsvis ledte sangen mine tanker i retning af noget ”Load/Re-Load” era Metallica, men efterfølgende synes jeg også der kommer lidt Iron Maiden-inspiration indover. Et helt udmærket nummer i mine ører, som også giver EP'en en god variation. Redemtion sluttes af med ”Son Of The Four”, som er endnu en riff-orienteret heavy sang, hvor bandet rammer både det meget heavy men også den hårde rock. Sangen har et ”syng-med-os” omkvæd og melodien fungere rigtig godt. Dette er efter min mening den bedste sang på EP'en.

Alt i alt er det fire solide sange (plus en flot intermezzo) bandet har indspillet. Det er heavy metal med skarpe riffs og store flotte melodier. Samtdig bliver musikken spillet rigtig godt og vokalen passer fint til genren. Bandet har arbejdet målrettet på Redemption, som blev produceret i vinteren 2016 af Patrick Fragtrup (Barricade) i Wolf Rider Sound Production. Jeg synes generelt der er en god lyd og produktion på denne EP.

Pectora er som sagt et nyt, men rigtig godt bekendskab for mig og jeg spår dem en god fremtid på den danske rock og metal scene. De har i hvert fald sangene til det. Du kan også opleve dem live flere steder i løbet af vinteren og foråret. Bl.a. på Gimle den 24. februar, hvor de spiller sammen med danske Iron Fire og på Beta den 13. april, hvor de spiller opvarming for de amerikanske thrash-legender Flotsam & Jetsam. Er du fan af heavy metal med gode melodier og fede guitar riffs, så vil jeg klart anbefale at du tjekker dette band ud.
 
Redemption udkom 14. januar.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Pectora på Facebook her.
______________________________________________________________________________________________
Ranger - Speed & Violence
 
Anmeldt af Peter Letting: 31-01-2017
 
Det finske speed metal band Ranger er ude med nyt album, som er deres andet fuld længde album, og bærer titlen Speed & Violence. Albummet var ude 2 december 2016.

Titlen på det nye album beskriver meget præcist indholdet. Det går hurtigt og det er voldsomt. Jeg får altid et lidt skævt smil på læben, når der dukker nyt op fra Finland. De der Finner kan et eller andet, der bare er lidt mere skævt og underligt end hvad man ellers hører. Og Ranger er da heller ingen undtagelse.

Efter en kort lille intro, er der fuld smadder på fra starten med titelnummeret og udover det heftige tempo, så opdager man ret hurtigt at der ligger en vanvittig vokal på skiven. Forsanger Dimi kan forcere de sygeste høje toner og der er ingen tvivl om at hans vokal tegner en stor del af lydbilledet på albummet. Titelnummeret er nok det nummer jeg synes bedst om på skiven.

Stilen er bevist trukket tilbage til det vi kender som den oprindelige speed metal, med et twist af thrash. Jeg har tidligere hørt en del speed metal og jeg anerkender at Ranger gør et super arbejde for genren, men personligt bliver jeg faktisk en smule træt af stilen sådan ca. halvvejs inde i albummet. Men er man til speed metal er jeg sikker på at Ranger vil være værd at lægge øre til. Der er masser af tromme arbejde i vanvittigt tempo, og med 2 guitarister er der også godt fyldt op med riffs. Men selvom Dimi styrer vokalen, så har han også rigtig godt fat om bassen, og specielt indledningen til skæring 2 ”Without Warning” er meget bas orienteret

Ranger består af 4 medlemmer: Miko på trommer og Dimi på vokal og bas. De 2 startede bandet tilbage i 2009. Hertil er kommet Mikael Haavisto og Ville Valtonen begge på guitar. Jeg giver Ranger 4 ud af 6
 
Speed & Violence udkom 2. december 2016 via Spinefarm Records.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Ranger på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Tyketto - Reach
 
Anmeldt af Peter Letting: 30-01-2017
 
Det amerikanske band Tyketto er ude med et nyt album med titlen Reach. Albummet var tilgængeligt 14 oktober 2016. 

Tyketto’s nye album skulle lige ligge og modne et par måneder hos mig før jeg fik taget ordentligt hul på det. Første gang jeg lavede et gennemlyt var jeg lidt skuffet, men da albummet havde ligget et par måneder, fik jeg sat det på igen, og det var pludselig en helt anden fornemmelse.

Genren er melodisk rock i stil med Journey og Great White, så man bliver ikke skræmt eller blæst bagover. Til gengæld mødes man af nogle fine melodier, gode tekster og masser af fine detaljer og finesser. Det er sådan et album som man bare bliver godt tilpas af at lytte til, og man bliver ikke rigtig træt af det.

Tyketto har eksisteret on and off siden 1987 og Reach er så vidt jeg kan finde frem til deres 7. studie album. Medlemmerne på denne skive er: Danny Vaughn på vokal og guitar, Chris Green på guitar, Chris Childs på bas, Michael Clayton på trommer og Ged Rylands på keyboards.

På skiven er et nummer med titlen ”Letting Go”. Det synes jeg naturligvis var lidt morsomt. Til gengæld havde jeg forestillet mig, at en sang med mit navn i titlen havde noget mere punch, men denne sang er så en af de stille på albummet, og det må jeg jo så tage med.

Mit favorit nummer på skiven må være ”Kick Like A Mule”. Det stikker en smule af fra resten af skiven, og måske er det netop derfor jeg falder for det. Jeg kan godt lide de der numre der ligesom hænger fast i ørerne når man har hørt hele skiven igennem. Jeg giver Tyketto 4 ud af 6 for Reach.
 
Reach udkom 14. oktober 2016 via Frontiers Music s.r.l.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Tyketto på Facebook her.
______________________________________________________________________

Aaron Keylock – Cut Against The Grain


Anmeldt af Calle: 28-01-2017

Aaron Keylock er en ung britisk blues rock guitarist og sanger. Han er stadigvæk teenager (kun 18 år), hvilket først gik op for mig, da jeg læste presseskrivelsen, efter jeg havde lyttet til Cut Against The Grain et par gange. På mig virkede både hans spillestil og hans stemme, som om han var en del ældre. Ja som om han havde en hel del år og en masse erfasring bag sig. Aaron's inspiriationskilder tæller da også old-timers som f.eks. Johnny Winter, Black Crowes, The Allman Brothers, The Faces, The Rolling Stones, The Grateful Dead og Humble Pie. Derudover synes jeg også eg kan høre lidt Gary Moore, Izzy Stradlin, Georgia Satellites og Rory Gallagher i hans musik.

Cut Against The Grain er unge Keylock's debut album. Men flere af sangene har han spillet live siden han var 13 år gammel. Allerede den gang spillede han på klubber og venues i sin hjemby Oxford, hvis altså dørmændende ville lukke ham ind. Og han har spillet på Alexander Palace og Jazz Café i London, samt flere bikerstævner rundt om i England. Han har allerede været på tour med bl.a. Blackberry Smoke, SIMO, Federal Charm og Joanne Shaw Taylor og han har fået gode råd af selveste Joe Bonamassa.

Albummet består af 11 sange, som er skrevet af Keylock selv. De er skrevet gennem de sidste 5 år og en sang som den Gary Moore-inspirerede ”Just One Question” skrev han allerede som 13 årig. En rigtig fed down-tempo blues rock sang. Derudover er albummet spækket med den ene sprøde blues rock sang efter den anden. Lyt bl.a. til publikums live favoritten ”Medicine Man” eller åbningsnummeret ”All The Right Moves” eller slideguitar-nummeret ”Sun's Gonna Shine”. Og man kommer bestemt heller ikke udenom en sang som ”Against The Grain”. Alt i alt er det 11 super fede sange Aaron Keylock har indspillet. Og det gælder både for de stille down-tempo sange og de mere up-tempo sange. Melodierne er godt skruet sammen og guitararbejdet er helt i top. Derudover passer hans vokal perfekt til genren.

Cut Against The Grain er indspillet i L.A. med Fabrizio Grossi som producer. Han har tidligere arbejdet med folk som Slash, Alice Cooper, George Clinton og Zakk Wylde for abre at nævne et par stykker. Albummet er godt produceret og musikken er yderst velspillet. Udover Aaron på guitar og vokal, så er det Jordan Maycock på bas og Sonny Miller på trommer.

Allerede ved første gennemlyt af albummet, var jeg fanget af musikken. Og så er albummet ellers bare vokset sig større og større efter hvert gennemlyt. Jeg vil helt klart anbefale folk at tjekke dette album ud. Aaron Keylock er en ung mand med et kæmpe talent. Jeg er sikker på, at han vil sætte sit præg på blues rock scenen i de kommende år.
 
Cut Against The Grain udkom 20. januar via Provogue/Mascot Label Group.
 
    (5½ ud af 6)
 
Besøg Aaron Keylock på Facebook her.
___________________________________________________________________________

As It Is – Okay.


Anmeldt af Calle: 23-01-2017

As It Is er et band med base i Brighton, UK. De blev dannet i 2012 og udgav deres debut album ”Never Happy, Ever After” i 2015. Albummet blev godt modtaget i deres hjemland og de var i toppen af ”best british newcomer” listen samme år. Nu er de så klar med deres andet album, som har fået titlen Okay. Det er første gang jeg lægger ører til bandet, som besårt af Patty Walters (vokal), Benjamin Biss (vokal/guitar), Andy Westhead (guitar), Patrick Foley (trommer) og Alistair Testo (bas).

Bandet spiller pop-punk i stil med bands som bl.a. Good Charlotte, Simple Plan, Blink 182, American Hi-Fi, Taking Back Sunday og The All American Rejects. En stil jeg ikke har fulgt særlig meget med i siden starten og midten af 00'erne, men jeg har da lyttet til flere af de nævnte bands (og set dem live). Jeg synes dog As It Is læner sig mest hen imod den poppede del og knap så meget i den punkede del. Der er dog et par up-tempo numre som f.eks. ”No Way Out”, ”Austen” og ”The Coast Is Where Home Is”.

Ved første gennemlyt synes jeg umiddelbart at albummet var en anelse kedeligt, men efter flere gennemlytninger blev det lidt mere interessant. Flere af sangene, som f.eks. ”Pretty Little Distance” og ”Curtains Close”, er faktisk rimelig fængede og de har nogle catchy omkvæd. Melodierne fungere godt i de fleste af sangene, uden dog at være top-klasse. Musikken bliver spillet helt fint og selve produktionen kan man heller ikke sætte en finger på.

Alt i alt er Okay. et okay album, som dog ikke vil finde vej til min afspiller særlig tit. Dertil er sangene for enslydende og genren er simpelthen ikke helt mig mere (det har aldrig været min foretrukne genre). Er du derimod til glad pop-punk og finder du nogle af ovennævnte bands på din top ti liste, så tror jeg godt du vil synes om dette album. Giv albummet et lyt!!
 
Okay. udkom 20. januar via Fearless Records.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg As It Is på Facebook her.
______________________________________________________________________

Junkyard Drive – Sin & Tonic


Anmeldt af Calle: 21-01-2017

For lidt over to år siden anmeldte jeg Junkyard Drive's ”Junkyard Luxury” EP. Jeg var ret glad for bandets musik og sluttede min anmeldelse af med at skrive: Jeg vil helt sikkert følge bandet fremover! Det har jeg gjort og nu her to år efter har de skrevet kontrakt med Mighty Music og de er klar med deres debut album Sin & Tonic. Bandet, som kommer fra Roskilde, er stadigvæk det samme og består af Kris (vokal), Birk (lead guitar), Benjamin (rytme guitar), Mikkel (bas) og Claus (trommer).

Det nye album består af 10 sange og stilen er ganske enkelt straight ahead hard rock. Inspirationen er da også hentet hos bands som f.eks. AC/DC, Guns 'n' Roses og Airbourne. Altså 80'er-inspireret hard rock, som dog er tilføjet en moderne lyd.

Sin & Tonic indledes med party rockeren ”If You Wanna Rock”, og den sætter godt gang i albummet. De to næste sange ”Bone Dry Jessie” og ”Drama Queen” forsætter i samme fede stil. Sidst nævnte høre til blandt mine favoritter. I næste sang ”Natural High” sættes tempoet en anelse ned og bliver lidt mere bluesrock-inspieret. Her gør bandet det også rigtig godt. De næste fire sange ”Take It All”, ”B.A.D.”, ”Danger Zone” og ”Stone Cold Lady” forsætter i samme fede rock 'n' roll stil, som der blev lagt for land med. I næstsidste sang bliver lyden en anden. Du har sikkert hørt sangen på myRock eller Madsen på P4, hvor den har været i heavy rotation. Det var også den sang jeg først bed mærke i, da jeg lyttede til albummet første gang. I første omgang troede jeg det var en cover version af Gasolin nummeret ”Langebro”, men bare omskrevet til engelsk. Jeg undersøgte sagen og fandt så ud af, at ”Geordie” (som sangen hedder) er en gammel engelsk folkesang, som Gasolin i sin tid omskrev til dansk (efter at have hørt Joan Baez' version). Det er en rigtig rigtig fed version som Junkyard Drive har indspillet. Albummet afsluttes med endnu en hard rocker i form af ”Slave To Technology”. Generelt synes jeg bandet har skrevet nogle rigtig fede rock sange med gode melodier og mange fede riffs. Omkvædene er til at synge med på og man kan ikke undgå at rocke med. Derudover spiller bandet godt og Kris' vokal passer rigtig godt til genren.

Albummet er indspillet live i Medley Studiet med selveste Søren Andersen (Glenn Hughes, Mike Tramp og Electric Guitars) bag knapperne. Lyd og produktion fejler bestemt ikke noget!!

Udover at være gode på plade, så er bandet også yderst velspillende live. De har da også allerede fået en del erfaring på det område og har spillet i både Letland, Holland, Mexico, USA og Tyskland og selvfølgelig flere steder i Danmark. Får du muligheden, så bør du opleve dem live.

Junkard Drive er efger min mening MEGET mere end ”Geordie” og det håber jeg folk derude også vil finde ud af. Giv albummet et lyt. Det er kræs for øregangene. Sin & Tonic får de varmeste anbeflainger herfra.
 
Sin & Tonic udkommer 17. februar via Mighty Music/Target Group.
 
   (5 ud af 6)
 
Besøg Junkyard Drive på Facebook her.
_________________________________________________________________________________________________
Ronnie Baker Brooks – Times Have Changed

Anmeldt af Calle: 18-01-2017

Ronnie Baker Brooks (RBB) er søn af blues sangeren og guitaristen Lonnie Brooks. Han er 49 år og så er han født i Chicago. Han er gået i sin fars fodspor og valgt at gå musikkens vej. Han startede med at spille guitar som 6 årig og udgav sit første album ”Golddigger” i 1998. Herefter har han udgivet yderligere to albums, nemlig ”Take Me Witcha” i 2001 og ”The Torch” i 2006. Det er altså over ti år siden han sidst udagv et album.

Times Have Changed består af 11 sange, hvor Ronnie selv har skrevet de 5 af sangene. Resten er cover versioner af nogle af hans egne favoritter. Heriblandt sange fra Joe Tex, Curtis Mayfield, Eric Clapton, Robert Cray og Alvin Cash. Jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke kender de originale sange. Sangene er skrevet og indspillet gennem de sidste 10 år.

Stilen på Times Have Changed er blues med en stor portion soul og en smule jazz indover. Ja der er sågar lidt rap i titelnummeret ”Times Have Changed”. Her har han fået rapperen Al Kapone med på vokal. Udover ham medvirker også guitaristen Steve Crooper, soul sangerinden Angie Stone, sanger og guitarist Todd Mohr samt blues/soul sangeren Bobby ”Blue” Bland, for bare at nævne et par gæster. Sidst nævnte døde i 2013, men han nåede at levere lead vokal på Clapton/Cray nummeret ”Old Love”. Derudover medvirker RBB's far Lonnie Brooks på det meget groovy nummer ”Twine Time”.

Albummet er indspillet i henholdsvis Memphis og Nashville i samarbejde med den grammyvindende producer Steve Jordan. Han har tidligere arbejdet med bl.a. Eric Clapton, Keith Richards, Stevie Wonder og John Mayer, så det er en yderst kompetent herre vi har med at gøre. Albummet er der også rigtig flot produceret.

Normalt er dette ikke en stil jeg lytter mest til. Hvis jeg skal høre blues, så er jeg mere ovre i blues-rocken. Men jeg synes faktisk dette album er en meget behagelig oplevelse. Gode og velskrevne sange og med rigtig flot guitarspil. Ja alle instrumenterne bliver spillet med stor kvalitet og gæstevokalerne passer bare perfekt. Det kan godt være at ”tiderne er skiftet”, men bluesen lever stadigvæk i RBB's sjæl og i hans musik.
 
Times Have Changed udkommer 20. januar via mascot Label Group.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Ronnie Baker Brooks på Facebook her.
________________________________________________________________________

Electric Guitars – Rock 'n' Roll Radio


Anmeldt af Calle: 16-01-2017

De fleste rock kendere i Danmark burde på nuværende tidspunkt have hørt om Electric Guitars. Men skulle der være en enkelt person eller to derude, som ikke kender bandet, så kan jeg fortælle, at det består af de to guitarister Mika Vandborg og Søren Andersen. Begge guitarister er meget anerkendte på den danske (og udenlandske) rockscene. Derudover har de Morten Hellborn med på trommer og Peter Kjøbsted med på bas. Rock 'n' Roll Radio er bandets tredje album. Titlen forklare bandet sådan her: ”Man skal skrue meget lang tid på knapperne for at finde rocknumre i kommerciel radio og det har vi brugt en del tid på at gå og undre os over, og titelnummeret er derfor en hyldest til alle dem, der også savner ”hegn” i deres radio”.

Og ”hegn” kan man roligt sige der findes på dette album. Der bliver spillet guitar til den helt store guldmedalje. Masser af guitarlir, masser af attitude og ingen bullshit. Albummet består af 10 numre, hvor de fleste af sangene lægger sig op af stilen fra de foregående to albums. Men der er dog et par sange som skiller sig lidt mere ud. Først og fremmest anden singlen ”Headless Chicken”, som har Jesper Binzer på leadvokal samt Jacob Binzer på guitar. Sangen er også skrevet i samarbejde med de to D-A-D brødre og det kan man godt høre. Derudover er der en sang som ”Swagman” som har et mega tungt Black Sabbath lydende indlednings riff og sangen fortsætter i den mere tunge stil. Den mere tunge, og samtidig ret så dystre stil, finder man også i en sang som ”Homewrecking Woman”. Udover disse numre, så vil jeg også fremhæve sange som titelnummeret ”Rock 'n' Roll Radio” og den glad-i-låget sang ”Bambi On Ice” eller den svingede ”Splinter” (og her mener jeg ikke svingende i kvalitet, men boogie rock svingende i stil med bands som f.eks. Georgia Satelliets, ZZ Top og Canned Heat). Alt i alt er det, igen fristes man til at sige, 10 super sprøde sange Vandborg og Søgge har skrevet og indspillet.

Rock 'n' Roll Radio er indspillet, mixet og masteret i Medley Studiet af Søren Andersen, men denne gang er det blevet produceret af Jacob Binzer. Jeg synes musikken er mindre ”poleret” end tidligere og jeg fornemmer at det netop skyldes samarbejdet med Jacob Binzer. Ihverfald er musikken blevet en anelse mere rå og tung i flere af sangene.

Var du glad for de to første albums med Electric Guitars, så kan du roligt invistere i dette album. Det har samme høje kvalitet som forgængerne. Og man går aldrig galt i byen med super fed guitar rock!!! Derudover vil jeg også lige sige - får du mulighed for at opleve bandet live, så skal du gøre det. Du vil blive blæst omkuld.
 
Rock 'n' Roll Radio udkommer 10. februar via Mighty Music/Target Group.
 
   (5 ud af 6)
 
Besøg Electric Guitars på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Inferno – Genética Humana


Anmeldt af Calle: 16-01-2017

Inferno er et spansk metal band, som blev dannet i 2009. Bandet består af Juan Manuel Leуn (vokal), Angel Bermúdez "Koto" (guitar), Antonio González (guitar), Carlos Bermejo (bas) og Miguel Osuna (trommer). Bandet startede ud som et coverband, men i 2011 begyndte de at skrive egne sange og de udgav deres første EP i 2014. Genética Humana er bandets debut fuld længde album.

Bandet skriver selv at de spiller thrash metal og nævner bl.a. Trauma, Overkill, Anthrax, Testament og Onslaught, som nogle af deres inspirationskilder. Nuvel....i mine ører er det da også en afskygning af thrash metal, men i den hårdeste ende af genren.

Genética Humana består af 10 sange, hvor teksterne er på spansk. Så jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke forstår teksterne, da mine spansk kundskaber strækker sig til ”dos cervezas por favor”. Men havde jeg kunne forstå spansk, så havde jeg ikke kunne høre teskterne alligevel. Både fordi vokalen er rimelig ringe og så ligger den samtidig ret lavt i forhold til instrumenterne. Og musikken i sig selv, ja den finder jeg faktisk også ret ringe. F.eks. er en sang som ”Muérete” bare to et halvt minuts ”smadder” og larm. Det virker lidt som om bandet har sagt – hvor hurtigt kan vi spille på trommerne og guitarerne og så skrige indover samtidig. Dette gør sig gældende i de fleste af sangene. Der er nærmest ingen temposkift og de 10 sange virker stort set bare som én laaaaaang sang. Skal jeg fremhæve et par numre, så må det være det instrumentale indledningsnummer ”Avaricia” og til nøds sangen ”Millones de Tatas”. Den starter ud i et lidt mere stille tempo og sangen har faktisk også lidt variation.

Produktionsmæssigt synes jeg også der mangler noget. Som nævnt overfor, så ligger vokalen ret lavt i forhold til musikken. Og derudover synes jeg også, at lyden er lidt for ”tam”. Jeg tror faktisk godt sangene kunne have virket mere indbydende, hvis de havde fået en bedre produktion.

Som du kvikke læser nok har fornemmet, så er dette album ikke noget for undertegnet. Jeg har i hvert fald hørt mange andre thrash metal albums, hvor både lyd og kvalitet er en del bedre end tilfældet er på dette album. Mine anbefalinger kan ihvertfald ligge på et meget lille sted.
 
Genética Humana udkom 12. januar via Necromance Records.
 
  (2 ud af 6)
 
Besøg Inferno på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Mike Tramp - Maybe Tomorrow
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 16-01-2017
 
Mike Tramp er en særdeles aktiv herre. På 3 år udgav han de tre albums ”Cobblestone Street”, ”Museum” og ”Nomad” som en semi-akustisk trilogi. Nu er han allerede klar med endnu et sprit-nyt album, som har fået titlen Maybe Tomorrow. Albummet er som de sidste fem fra ham, blevet produceret i samarbejde med Søren Andersen, som nogle måske kender fra den danske guitar-duo Electric Guitars. Hele holder bag dette album er desuden identisk med holdet bag forgængeren ”Nomad”.

Lad det være sagt med det samme.. Dette album byder ikke på mange overraskelser! Det er dog helle ikke hensigten, hvilket Tramp selv har udtalt i pressematerialet til pladen. Det er 100% Mike Tramp som man kender det med velskrevne sange, god lyd og den karakteriske vokal. Albumåbneren ”Coming Home” er en god indikator for hvordan pladen lyder og den er også valgt som single. Der er generelt et højt gennemsnit, når det kommer til kvaliteten af de 10 numre på pladen. Det er ikke noget som blæser mig totalt omkuld, men derimod en meget behagelig lytteroplevelse og de fleste kan være med, uden at blive skræmt væk. Hvis man skal have de kritiske briller på, kan det hele godt fremstå lidt for ”sikkert”, da der ikke bliver taget mange chancer og der er ikke meget der skiller sig ud fra mængden - men der er tale om et relativt højt bundniveau.

Hvis jeg skal prøve at fremhæve nogle sange, må det være ”Would I Lie To You” som er særdeles fængende, ”Time And Place” som er en dybfølt ballade og afslutningsnummeret og titelnummeret ”Maybe Tomorrow” hvor Mike Tramp leverer nogle stærke vokalmelodier. Guitar-soloen i ”Coming Home” fortjener også at blive nævnt! Produktionsarbejdet sidder lige i skabet, så lyden kan der ikke sættes en finger på. Der er tale om endnu et solidt håndværk fra en af de mest hårdarbejdende mænd i rock-branchen. Hvis man er tilhænger af Mike Tramps solo-karriere, er dette album et must-have. Jeg vil også anbefale den til alle der har en svaghed for en omgang straight-forward singer-songwriter rock.
 
Maybe Tomorrow udkommer 24. Februar via Mighty Music/Target Group.
 
    (4½ ud af 6)
 
Besøg Mike Tramp på Facebook her.
________________________________________________________________________________
Black Sites – In Monochrome

Anmeldt af Calle: 14-01-2017

Black Sites er et metal band fra Chicago, som blev dannet i 2015. Bandet består af Mark Sugar (guitar og Vokal), Chris Avgerin (trommer) og John Picillo (bas). Mark, som er manden bag dette band, har tidligere spillet i cult metal bandet Trials, mens Chris har spillet i Nequient og Autonomy og John har tidligere spillet i Without Waves og Immortal Bird. Alle disse band er ukendte for mig, men de har også gjort sig som undergrunds bands i Chicago og omegn. Derudover har de den tidligere Trials guitraist Ryan Bruchert med når de spiller live.

In Monochrome er bandets debut album og stilen vil jeg betegne som alternativ metal. Bandet henter inspiration fra både old schoool metal, prog rock og hard rock og nævner bl.a. Black Sabbath, Fates Warning, Queensryche og Deep Purple som nogle af deres inspirationskilder.

Albummet indledes med ”M Fisto Waltz”, som er en stille piano intro. Herefter kommer der mere ”skub” i tingene og det næste nummer ”Dead Languages” hører helt klart til blandt mine favoritter. Sangen har et rigtig fedt riff og er generelt bare bygget godt op. Den næste sang ”Monochrome” starter lidt langsommere, men her sættes tempoet også op. Og det forsætter i højt tempo i næste sang ”Burning Away The Day”, som også hører til mine favoritter. Den leder mine tanker i retning af 70'ernes hard rock ala Deep Purple og Thin Lizzy. ”Hunter Gatherer”, som er albummets næste sang, er delt op i to. Første halvdel er nede i tempo og spilles med akustisk guitar, mens resten af sangen er rendyrket rock. Herefter følger ”Watching You Fall”, som er en sang i mellem tempo. Ikke den mest iørefaldende sang på albummet. Næste sang er den thrash-inspirerede ”Locked Out – Shut Down”. Her finder vi albummets mest hårde sang, hvor vokalen også bliver mere rå. Sangen sættes dog lidt ned i tempo midtvejs, for derefter at blive sat op i tempo igen. Det gør sangen til albummets mest variede sang. Faktisk en rigtig god sang, hvis du spørger mig. Næstsidste sang er ”In The Woods”. Det er albummets mest dystre sang. Sidste sang på In Monochrome er ”The Tides”. Denne sang minder en del om ”Hunter Gatherer”, fordi den også bliver spillet med akustisk guitar i den første halvdel for derefter at blive til en metal rock sang.

Alt i alt er det 9 rigtig gode sange bandet har indspillet. Der er gode melodier, fede riffs og så synes jeg generelt at sangene er rimelig fængende. Derudover spiller bandet godt og Mark har en rigtig god vokal, der passer perfekt til musikken. Og så mestre han både den clean vokal og den mere rå og growlende vokal.

In Monochrome er indspillet af Sugar og Avgerin i Gunpoint Recording Studios i samarbejde med Quentin Poynter. Albummet er flot produceret og har efter min mening den helt rette lyd i forhold til genren (alternativ metal).

Jeg kendte intet til Black Sites før jeg modtog denne CD, men jeg er faldet for deres musik og jeg vil helt sikekrt sætte dette album på igen i fremtiden. Jeg kan derfor også kun anbefale at du tjekker bandet ud. Det er velskrevet og velproduceret metal!!!

In Monochrome udkommer 17. Februar via Mascot Label Group.
 
    (4½ ud af 6)
 
Besøg Black Sites på Facebook her.
__________________________________________________________________

Thorbjørn Risager & The Black Tornado - Change My Game
 
Anmeldt af Peter Letting: 09-01-2017
 
Thorbjørn Risager & The Black Tornado udkommer med nyt album 20 januar 2017. Albummet har fået titlen Change My Game.

Jeg synes selv at jeg kender Thorbjørn Risager ret godt. Igennem en del år nu, har jeg lyttet til deres udgivelser og været til små 10 koncerter med bandet, og det er jo ikke uden grund at jeg bliver ved at komme tilbage. Thorbjørn og hans Black Tornados er leveringsdygtige i et fantastisk show, hvad enten de spiller i Ishøj eller Hamborg, og jeg glæder mig allerede til release party i Amager Bio 27 januar.

Når de så vælger at kalde deres nye album for Change My Game, så kan jeg da godt frygte at de har skiftet spor, men efter at have lyttet til skiven, så er det heldigvis ikke det musikalske ”Game” som er ændret. Jeg var dog ikke rystende nervøs, for jeg havde hørt at par af numrene live allerede sidste år, så derfor var jeg en smule forberedt.

Det swinger bare når Thorbjørn og band lægger fra land. Det starter i den stille ende med nummeret "I Used To Love You", og det er en af den slags stille numre som giver lidt gåsehud på armene. Historien er sørgelig, men da det er blues, så passer det jo fint sammen, og man bliver bare blues-glad i låget.

Stilen skifter lidt karakter undervejs. Titelnummeret "Change My Game" er mere i sådan 80’er funky stil imens "Hold My Lover Tight" er en del mere rock’et, og igen er et nummer som "Train" temmelig country inspireret, men det er jo typisk Thorbjørn og hans Tornadoer at de mestrer rigtig mange stilarter.

Heldigvis er bandet intakt og består stadig af: Thorbjørn Risag
er på vokal og guitar, Emil Balsgaard på piano/orgel, Peter Skjerning på guitar, Kasper Wagner på saxofon, Hans Nybo på saxofon, Peter Kehl på trompet, Søren Bøjgaard på bas og Martin Seidelin på trommer.
 
Jeg synes det er en dejlig skive som Thorbjørn Risager & The Black Tornado har fået skåret, og den vil helt sikkert blive en del af min spilleliste i det næste lange stykke tid. Jeg skal jo gerne lige have lært teksterne, så jeg kan skråle med ved scenekanten næste gang vi ses…Jeg giver Change My Game 5 ud af 6
 
Change My Game udkommer 20. januar via Ruf Records.
 
   (5 ud af 6)
 
Besøg Thorbjørn Risager & The Black Tornado på Facebook her.
____________________________________________________________________________

TraumeR – Avalon

Anmeldt af Calle: 06-01-2017

TraumeR er et brasiliansk power metal band, som blev dannet i 2009. Bandet består af Guilherme Hirose (vocal), Fábio Polato (guitar), Nelson Hamada (keyboard), Regis Lima (bas) og Felipe Santos (trommer). Bandet udag deres debut album “The Graet Metal Strom” I 2014 og er nu ude med deres andet album Avalon. Jeghavde ikke kendskab til bandet før jeg modtog dette album.

Bandet spiller som sagt power metal, hvilket man allerede for en lille ide om når man tager et kig på coveret. Albummet, som består af 11 numre, indledes med et instrumentalt nummer i for af ”Tempus Est”. En udmærket måde at starte albummet på. Herefter følger de tre klassiske power metal numre ”Avalon”, ”Forever Starts Tomorrow” og ”TraumeR”. Melodierne er bygget op med power guitar riffs, hurtige soloer, temposkift og keyboard og dertil skal så lægges en traditionel power metal vokal. Herefter følger albummet første en eneste stille sang ”Changes”. Og af en power metal ballade at være, så synes jeg ikke helt denne sang fænger. I de to næste sange ”Let You Go” og ”Angel Of The Night” er bandet tilbage med fuld power. Jeg synes godt om begge disse sange og især først nævnte, som indledes med noget panfløjte (eller lignende instrument), rammer noget fedt. Sang otte ”The Song Of Broken Hearts” og sang ni ”Don’t Believe Their Lies” er de sange på albummet som er mest afvekslende i tempoet. I de sidste to sange ”Symphony” og ”Our Spirit Never Dies” er vi tilbage hvor vi startede. Altså klassiske power metal sange.

Alt i alt er Avalon en anelse for ensformig i mine ører, dog med lidt udsving, som nævnt overfor. Produktionsmæssigt kan man ikke sætte en finger på noget. Albummet har en flot ren lyd, uden at være alt for poleret. Instrumenterne og vokalen ligger perfekt i forhold til hinanden. Albummet er indspillet, produceret og mixet af bandets sanger og bassist og det er gjort i Hirose’s Place i Sao Paulo, Brasilien. Herefter er det blevet masteret i Finland af Mika Jussila, som tidligere har arbejdet med bl.a. Nightwish og Stratovarius.

Er du til klassisk power metal, som er velspillet og velproduceret, så kan du roligt tjekke dette album ud. Nu kender jeg ikke så meget til brasiliansk metal, men det lader til at de har mere at byde på end Sepultura, Cavalera Conspiracy of Dragonheart.  
 
 
Avalon udkom 11. november via fastball Music.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg TraumeR på Facebook her.
_____________________________________________________________________

Kee Marcello - Scaling Up
 
Anmeldt af Peter Letting: 30-12-2016
 
Svenske Kee Marcello, nok bedst kendt fra Europe, er ude med et nyt solo album som har fået titlen Scaling Up. Albummet er ude 14 oktober 2016.

Stilen på skiven er for det meste en forholdsvis blød version af rock’ens væsen, med enkelte afstikkere til både ballade genren, og den lidt tungere afdeling. Uden at have dybt kendskab til Europe’s bagkatalog (udover naturligvis The Final Countdown), så vil jeg tro at stilen lægger sig op ad det som blev produceret med Europe, men jeg synes også at det til tider swinger lidt Van Halen agtigt, som i skæring 2 ”On The Radio”.

Der er mange små lækre detaljer på skiven. I skæring 12, ”Blow By Blow” stikker tromme arrangementet helt af, og det minder nærmest om den måde numre normalt trækkes ud ved live performance. Nummeret strækker sig da også over næsten 7 minutter, så der er plads til at lege lidt. Skivens bedste down tempo nummer synes jeg er nummer 11, ”Don’t Know How To love No More”.

På skiven spiller Kee Marcello selv guitar og keyboard, samt leverer vokalen. Med sig har han Ken Sandin på bas og Darby Todd på trommer. På ”Good Men Gone Bad” er der gæsteoptræden af Mattias Eklundh på guitar, og på ”Wild Child” spiller Michele Luppi på keyboard.

Overordnet er det en udmærket skive, som er lækkert produceret og musikaliteten fejler bestemt heller ikke noget, men jeg mangler nok personligt lidt mere bid. Jeg giver skiven 4 ud af 6
 
Scaling Up udkom 14. okber på Frontiers Music s.r.l
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Kee Marcello på Facebook her.
___________________________________________________________________________________________
CallesRockCorner logoet er designet af Joachim Friberg