Svenske Cobra Cults andet album, Second Gear er lidt af en blandet fornøjelse. Genremæssigt er vi ovre i nærheden af klassisk hard-rock krydret med en knivspids punk og måske en anelse grunge.
Der er en god energi i de 8 numre, men desværre har sangerinde Johanna Lindhult en lidt kedelig og hurtigt glemt vokal. Det resulterer i en samling sange, som virker lidt ufærdige, og et band, der ikke virker helt klar til at træde op på den store scene. Bandet består - ud over sangerinde og guitarist Johanna Lindhult – af bassist (og backing vocals) Thomas Jonsson, lead guitarist Anders Martinsgård og sidst men ikke mindst Carl Johan “Sillen” Sillén på trommer. Der ud over gæster Robert Pehrsson (fra Robert Pehrsson’s Humbucker og Death Breath) og Joseph Tholl på henholdsvis guitar og kor, også albummet.
Åbningsnummeret ”Sell Your Soul” bringer minder om Mötley Crües ”Red, hot”. Trommer i dobbelttakt virker altid lovende og sparker med det samme en masse energi ud i æteren. Desværre mangler det iørefaldende omkvæd her.
”Run For Your Life” er albummets bedste skæring, og her fungerer både det riff-bårede vers og syng-med omkvædet, ligesom Anders Martinsgårds guitarsolo sidder lige i skabet. Her slipper bandet tøjlerne og det klæder dem.
”Mean Machine” har glimtvis et fedt drive og igen et Mötley Crüe-agtigt versstykke, men desværre et tyndt omkvæd, der hænger som et drivanker efter den velspillede basgang. Det er drøn ærgerligt.
Nummeret ”Hey” lyder ufærdigt og alt for simpelt. Akkorder, der hver især bliver holdt i 4 taktslag, og så hver gang skifter lige på taktslaget – det virker ærlig talt lidt uopfindsomt og primitivt. Nummeret skifter ganske vist retning flere steder, men spændende eller interessant bliver det aldrig.
”Second Gear” har tilløb til flere gode ting, men virker uforløst. Sangene mangler i denne anmelders ører kvalitet og så virker vokalen lidt for anonym. Der er stadig (for) få kvindelige sangere i denne genre, men i et felt, der tæller folk som Lzzy Hale (Halestorm), Amy Lee (Evanescence), Sharon Den Adel (Within Temptation) og legender som Lita Ford og Joan Jett, ja der skal der altså en del til, før man skiller sig ud. Det lykkes ikke rigtig her. Til gengæld er der masser af energi og nogle ret fede rytmer undervejs på dette album. Tøndebaskeren Carl Johan “Sillen” Sillén er albummets store oplevelse. Han spiller fantastisk og i det hele taget er det bandets maskinrum – bas og trommer – der glimtvis løfter numrene op. Alene af den grund føler man sig underholdt, så giv Cult Cobra et lyt og se, hvad du selv synes.
Second Gear udkommer den 5. marts 2021 via GMR Music.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg