Nye indlæg

Ivy Gold - Six Dusty Winds

Skrevet af Calle
10-03-2021
Six Dusty Winds er debut albummet fra Ivy Gold. Bandet opstod lidt ved en tilfældighed. Den tyske musiker, guitarist og producer Sebastian Eder havde skrevet nogle sangskitser, som han spillede for Manou, der vist nok er hans kone (jeg er dog ikke helt sikker). Men hun er i hvert fald sanger og hun tilførte sangene nogle melodier og sangtekster. Nu manglede de bare resten af bandet og her fandt de frem til nogle erfarne folk, som gerne ville være en del af ”projektet”. På trommer fik de amerikanske Tal Bergman, som har spillet med en hav af kunstnere, heriblandt kan nævnes Joe Bonamassa, Billy Idol, Sammy Hagar og Roger Daltrey. Bassisten blev Kevin Moore, som ligeledes er amerikaner. Han har bl.a. spillet med Jennifer Rush. Til sidst blev den svenske keyboard spiller Anders Olinder kontaktet og han sagde ja. Han har bl.a. spillet med Glenn Hughes. Så det er bestemt ikke kompetente folk bandet mangler. Sebastian selv har bl.a. været en del af det tyske heavy band Avalon. Ivy Gold spiller bluesbaseret rock.

Rytmesektionen er virkelig tight og guitararbejdet bliver leveret godt. Der er flere gode soloer spredt ud på albummet. Og så har Manou en rigtig sprød stemme, som passer perfekt til genren. Sangene er tilpas varieret og melodierne er godt skruet sammen. Så det må siges at være en god opskrift på et album.

Jeg kendte ikke bandet i forvejen og viste ikke helt hvad jeg skulle forvente. Når man får musik tilsendt fra et band man ikke kender, så er musikken nogle gange langt fra hvad man havde forventet og andre gange bliver man bare virkelig positivt overrasket. I forhold til Ivy Gold var sidst nævnte tilfældet. Jeg synes sangene var rimelig fængende allerede ved første gennemlyt og de blev kun bedre ved de efterfølgende lyt.

Der er 10 sange på Six Dusty Winds og ingen af dem falder igennem. Det er smukke, solide og gennemførte sange bandet har skrevet og indspillet. De sange jeg vil fremhæve er ”Without You”, ”This Is My Time” og ”Retribution”. De sidste to har været sendt ud som singler. Men som sagt er der ingen dårlige sange eller fyldnumre på albummet.

Det er Sebastian der har stået for produktionen og det synes jeg han har klaret rigtig godt. Lyden er god og instrumenterne ligger godt i lydbilledet i forhold til hinanden. Samtidig har vokalen et tilpas lydniveau uden at det bliver for meget og den harmonerer godt med guitaren. Albummet er udgivet på bandets eget selskab Golden Ivy Records og de står også selv for alt promovering og markedsføring.

Hvis du er til female fronted blues rock, så synes jeg helt klart du skal tjekke det her album ud. Det er i hvert fald et band jeg vil holde øje med i fremtiden.
 
Six Dusty Winds udkommer den 12. marts 2021 via Golden Ivy Records.
 

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com