Anmeldelser / Tidligere anmeldelser / Anmeldelser 2009

Anmeldelser 2009

 Plastic Tears – Nine Lives Never Dies 

Anmeldt af Calle: 10-12-2009 

Plastic Tears er et band fra Helsinki, Finland. De blev dannet i starten af 90’erne og har siden da haft udskiftninger i bandet. På Nive Lives Never Dies består bandet af Miqu December (sang), Eco Xtasy (trommer), Marc Sonic (guitar), Artzi Lips (guitar) og Hate Dynamite (bas). Denne konstalation af bandet har været sammen siden 2006. 

Hvis man skal dømme en cd ud fra coveret, så er det ikke svært at finde ud af hvilken genre Plastic Tears spiller på Nine Lives Never Dies. Ja det er rigtigt – de spiller glam, rock, pop punk og de gør det godt. Cd’en består af tretten sange, hvor inspirationen helt klart er hentet hos bands som Hanoi Rocks og New York Dolls. Min favorit sang på cd’en er “London Rain”, men også “Sweet Summer Suicide”, “Things That Are Bound To Die” og den powerfulde “Everybody’s Bitch But Mine” er rigtig gode og catchy sange. De mest punkede sange på Nine Lives Never Dies er “Subshocks” og “Tokyo Rock”. Afslutningsnummeret “Beat Me Blue” minder mig en del om No Doubts “Just A Girl”, så bandet bevæger sig også lidt ind i ska-genren. Men alt i alt er det en helt ok udgivelse og jeg kan varmt anbefale den til fans af især Hanoi Rocks og New York Dolls. 

Plastic Tears prøver at finde deres egen lyd, men det lykkes desværre ikke helt. Men bandet virker velspillet og produktionen er også god. Cd’en er indspillet og mixet af  Mikko Herranen og masteret af Svante Forsbäck og den er udgivet på Propaganda Records. 

Bandets debut cd “Stranded In Rock ‘n’ Roll” udkom i 2000 og Nine Lives Never Dies er kun bandets anden cd. Så der har været lidt stille omkring bandet, men de er nu klar til at vise verden, at Finland er mere end varme saunaer, Lordi og Hanoi Rocks!!!! 

        (7½ ud af 10)

Lyt til Plastic Tears: http://www.myspace.com/plastictearsfi

_________________________________________________________________________

 Chainfist – Promo 2009 

Anmeldt af Calle: 10-12-2009 

Chainfist er et dansk metal band fra Slagelse/København/Kolding og består af Jackie Petersen (sang), Michael Kopietz (guitar), Jesper Heidelbach (trommer), Tim Madsen (guitar) og Braca Pedersen (bas). Nogle af disse fyre har tidligere været medlem af bl.a. Infernal Death, Epicenter, Panzerchrist og Frozen Sun. Så der er dømt metal!!!! 

Promo 2009 består af tre sange, som er de første med Jackie på vokal. Og lad mig sige det med det samme, han er en super sanger. Hans stemme variere fedt og den spænder vidt. Musikkerne er meget kompetente inden for hver deres område og lyden på denne promo er rigtig god. Åbningsnummeret “Free Me” har et Motörhead-lignende indledningsriff, men resten af sangen er lidt hårdere end Lemmy og drengene. “Have You Ever” kan godt minde lidt om Drowning Pool og er min favorit sang på cd’en. Sidste sang “Evolution” lægger sig lidt op af Metallica, med fede riffs og en tung rytme. De tre sange er alle gode, men har måske tendens til at lyde lidt ens. Det er dog nogle gode melodier, fede riffs og en tons tung rytme bandet lægger for dagen. Jeg ser meget frem til en fuld længde cd fra det her danske metal band. 

Udover de nævnte bands, så minder Chainfist mig om bl.a. Five Finger Death Punch, Disturbed og det gamle Staind. Så er du til bare et af disse bands, så vil jeg anbefale at du tjekker Chainfist ud. De er osgå et super fedt live band. 

        (8 ud af 10)

Lyt til Chainfist: http://www.myspace.com/chainfist

_________________________________________________________________________

 1st Liberation – I Got The Right To Lose My Mind 

Anmeldt af Calle: 10-12-2009 

1st Liberation er endnu et band fra  Luleå i Sverige. De spiller en blanding af rock, heavy, blues og til dels soul. Bandet består af Degen (bas og sang), Erik (guitar), Andre (trommer) og Jocke (guitar). 

I Got The Right To Lose My Mind bestod i første omgang af tre sange, men på det eksemplar jeg fik tilsendt er der hele otte sange på. Som sagt er det en god blanding af genre bandet begiver sig ud i og jeg finder det lidt svært at se hvor bandet vil hen. Nogle sange minder om Motörhead som f.eks. titelsangen “I Got The Right To Lose My Mind” og “Black Death”, mens andre sange lyder mere som The Solution eller The Hellacopter. Dette kan bl.a. høres i åbningnummeret “Whole Lotta Trouble”. Der er også en del forskel på kvaliteten af sangen, når man ser på den lydmæssige side. I sange som “Son Of An Angel” og førnævnte “Black Death” er lyden lidt svag i forhold til flere af de andre sange. Mine personlige favoritter på I Got The Right To Lose My Mind er “ Rock ‘n’ Roll”, “It’s So Easy” og den mere bluesrock/Led Zeppelin-inspirede sang “Heart Of Stone”. Bandet viser med en god energi i deres musik, men de bør spore sig mere ind på en genre i stedet for at skyde med spredhavl. 

Pladen er indspillet, mixet og Masteret af Göran Norman. Han har tidligere arbejdet med bands som Fireside, Salt og The Bear Quartet. 

Dette er ikke en cd jeg vil sætte på anlægget ofte, men er du til beskidt rock ‘n’ roll med en god energi, så er 1st Liberation lige noget for dig. Du kan downloade flere af sangene på bandets hjemmeside her

      (6 ud af 10)

Lyt til1st Liberation: http://www.myspace.com/1stliberation

________________________________________________________________________

 Spheric Universe Experience - Unreal 

 

Anmeldt af René 19-11-2009 

 

Og her er vi så nået til, noget så eksotisk som en gruppe fra Frankrig. Spheric Universe Experience, har efterhånden nogle år på bagen, og har udgivet 2 albums ud over Unreal. Bandet spiller progressiv metal. Og har blandt andet, lyttet en del til Dream Theather, Symphony X, Pagans Mind, og ligeledes også Nevermore. Nu har jeg lyttet, Unreal igennem nogle gange, og har således fået mit eget indtryk af bandet. 

 

Og jeg må desværre sige, at jeg sidder med en noget trist fornemmelse. Det kan næsten sammenlignes med, at have høje forventninger til en film. Og når så filmen er slut, så tænker man: Var det virkelig det!?? Sådan har jeg det, med Unreal. Og det er der flere grunde til! En af dem er, at som jeg skrev før, så har de lyttet til andre bands. Og sådan skal det være. Men der er forskel på at lytte, også til at skamløst at stjæle fra de pågældende grupper! 

 

Og det gør Spheric Universe Experience, i stor stil. Dog skal det siges, at det nok efterhånden, er svært at finde på noget nyt. Men det her, er dæleme lige åbenlyst nok! Og fra første nummer ”White Willow”, hører man hvordan de tyvstjæler fra Dream Theather. Og de andre bands, jeg nævnte før, går desværre heller ikke ram forbi. En anden ting er, bandets tekniske kunnen. Eller forsanger Frank Garcias vokale færdigheder! For han synger i det samme tonleje, på alle cdens 9 numre. Og det bliver altså træls, at høre på i længden! At han så også synger med, en gennemtrængende fransk accent, det er hvad det er. Klaus Meine fra Scorpions, synger også med meget accent. Dog gør han det, uden man lægger så meget mærke til det, da han faktisk kan synge! De andre medlemmer i Spheric Universe Experience, kan jeg dog ikke sætte en finger på, da de kan deres kram. Og derfor er det også ærgeligt, at Frank ikke holder samme standard.  

 

Jeg kunne også godt, have tænkt mig en bedre produktion! Der mangler tydeligt, tyngde i guitarlyden. Og jeg så gerne, at der var mere bund i trommelyden. Og en god produktion, er virkelig alfa og omega når man snakker om progressiv rock og metal! Da musikken er meget teknisk, og for at kunne høre alt hvad der forgår, så skal det lydmæssige være i top. Hvis bandet skal sælge flere cdere, og i det hele taget blive mere kendte, så skulle de få forsangeren til at tage noget sangundervisning, eller søge efter en mere kompetent erstatning. Også på næste udgivelse, få en bedre producer til at lave lyd. Ligeledes skulle bandet, prøve at skabe deres egen stil. For de når nok ikke langt, hvis de fortsætter med at kopiere fra andre kendte og etablerede bands. For jeg tror at hvis Spheric Universe Experience, forsætter på samme vis, så har jeg min tvivl om deres fremtidige eksistens. 

 

Unreal er udkommet på pladeselskabet Sensory Records via Intromental. 

 

       (6½ udaf 10)
 
Lyt til Spheric Universe Experience her: http://www.myspace.com/sphericuniverseexperience
_____________________________________________________________________
 MamaKin - In The City
 
Anmeldt af Calle: 19-11-2009
 
MamaKin er et svensk band fra Karlstad og besætningen består af Ward (sang), Elias (guitar), Jon (bas) og Edwin (trommer). In The City er MamaKin’s debut cd og jeg har ventet i spænding på, at den skulle udkomme. Da den så dumpede ind af brevsprækken satte jeg den på med det samme og jeg blev bestemt ikke skuffet. Det er ren rock ’n’ roll med en god drive og energi.

 

In The City består af 10 sange, hvor inspirationen er hentet hos bands som f.eks. KISS, Aerosmith, Def Leppard og Ratt. Især KISS har været en STOR inspiration. Sange som ”Badge And A Gun” og ”Too Much” kunne nemt have fundet plads på en KISS udgivelse (hvis de var skrevet af Stanley eller Simmons). Mine favoritter på cd’en er ”titelnummeret ”In The City”, ”Higher & Higher” og første singlen ”Superman”. Bandet sparer heller ikke på rock ’n’ roll klicheerne i deres tekster og det kan bl.a. høres i ”Champagne & Rock ’n’ Roll” og ”Fortune & Fame”. Jeg finder ikke nogen decideret dårlige sange på In The City, men jeg savner lidt en rigtig ballade.

 

Som sagt har KISS ikke levet forgæves. Selv Ward’s stemme minder om Paul Stanley’s. Efter min mening er MamaKin et band der er værd at holde et godt øje til. De virker sammenspillet og de har efter min mening udviklet sig en del. Samtidig virker det som om de brænder for det de laver. Pladen er rigtig godt produceret og det har Rikard Löfgren stået for. Han har tidligere arbejdet med bl.a. Deathstars og Hellfueled.

 

MamaKin er efter min mening et af de bedste nyere rock bands, som er poppet op på den svenske scene. I modsæting til flere andre svenske bands i denne genre, så virker det på mig, som om bandet går mere op i musikken end deres look (de har dog fået sminke på på cd-coveret).

 

In The City blev udgivet via Leon Music den 23. oktober 2010.

 

Læs i øvrigt interview med Jon her på CallesRockCorner.
 
         (8½ udaf 10)

 

_____________________________________________________________________

 Cowboy Prostitutes – Let Me Have Your Heart

 

Anmeldt af Calle: 19-11-2009

 

For lidt over et år siden anmeldte jeg Cowboy Prostitutes debut cd ”Swingin’ At The Fences” og den gav jeg rigtig god kritik. Derfor var jeg meget spændt på deres nye cd Let Me Have Your Heart. Der har været et par udskiftninger i bandet siden sidst. Ud er røget Per Widell (trommer) og Simon Solomon (guitar) og ind er kommet Jonas Lewén (trommer) og LAO (guitar). Men bandet spiller stadigvæk dirty og sleazy ”cock” rock ’n’ roll af den bedste skuffe.

 

Men Let Me Have Your Heart lever efter min mening, desværre ikke helt op til bandets forrige plade. Cowboy Prostitutes spiller stadigvæk med en god energi, men sangene bider ikke lige så godt fast på mig, som de gjorde på Swingin At The Fences. Åbningsnummeret og første singlen ”Outrageous” giver dog denne cd fuld power på fra første strofe og hører til blandt mine favoritter. Udover denne sang, så vil jeg også fremhæve ”Make Things Right”, ”What Shall I Do”, det mere downtempo nummer ”If The Sky” og afslutningsnummeret ”Finale”.

 

Som jeg også nævnte i min anmeldelse af bandets forrige cd, så behøver man ikke højt hår og sminke for at kunne spille en god omgang beskidt sleaze rock. Dette er Cowboy Prostitutes et rigtig godt bevis på. Jeg gad godt at opleve dette band live og forhåbentlig sker det en dag. Selvom Let Me Have Your Heart mangler lidt for at ramme samme højder som Swingin’ At The Fences, så vil jeg stadigvæk anbefale enhver fan af dirty/sleazy rock at købe cd’en. Som bandet selv siger: This is the middle finger in the face of a rock world that has become too scared to tell it as it is. This album will make you leave your heart to this band!!! De har ihvertfald vundet mit hjerte.

 

Let Me Have Your Heart er udgivet via Sunny Bastards den 23. oktober 2009.
 
Læs i øvrigt interview med sanger Luca her på CallesRockCorner.
 
        (8 udaf 10)

 

Lyt til Cowboy Prostitutes: http://www.myspace.com/cowboyprostitutes
_____________________________________________________________________

 Peep Show - Out For Blood

Anmeldt af Nicki Trigger: 11-11-2009

Da Peep Shows album Out For Blood landede på mit skrivebord kunne jeg straks genkende både navn og cover fra et profilbesøg på Myspace, og jeg havde med det samme en forventning om, at dette ville vise sig, at være en rigtig god cd.

Jeg satte Out For Blood på og blev mødt af sangen "The Stand", som er et virkelig godt, catchy nummer at lægge ud, og det fik mig til at synge med lige fra første gang jeg hørte det. Der er ikke mange af de resterende sange som når helt det samme niveau som The Stand rent melodisk eller i forhold til hitpotentiale. Men resten er bestemt ikke dårligt! 

Albummets titelsang "Out For Blood" lægger ud med et fængende riff som passer perfekt til den mere aggressive tone som slås an i nummeret – og apropos titelsang og fede riffs, så er sangen ”Peep Show” også et af albummets højdepunkter med endnu et ”lækkert” omkvæd.

Peep Show ”lukker ballet” med nummeret "Cat Boy", som er mit absolutte favoritnummer på Out For Blood, og jeg vil varmt anbefale CD'en næsten alene baseret på dén ene sang, da den har masser af drive og minder mig om når jeg lytter til f.eks. Faster Pussycat!

På trods af at frontmand Johnny Gun på intet tidpunkt formår at imponere mig synderligt med sin vokal har Peep Show lavet og leveret en habil skive sleaze, som jeg synes rockelskere skal sætte på, hvis de vil fyre op under en fest og hvis de i hele taget elsker moderne sleaze/glam rock.  

       (7 udaf 10)

Lyt til Peep Show: http://www.myspace.com/peepshowonline

_____________________________________________________________________

 Dennis Develil – Ten Years 

Anmeldst af Calle: 10-11-2009 

Dennis Develin har været en del af den danske rockscene en del år, bla. i bands som Starry Eyes, Sticky Sweet og Club Hell. Men Ten Years er en samling sange fra hans tre solo cd’er Pure Innocence (1999), Vengeance Is Mine (2002) og Love Is For The  Other Guys. 

Ten Years indeholder sange der bevæger sig indover flere forskellige genre. Der er alt fra party 80’er rock i bedste KISS stil i “Ladies Of The Eighties” over til den mere rendyrkede hard rock i bl.a “Here It Comes”. Der er en fed metal lyd i de nyere sange som “Birds Of Prey” og “Heart Of Darkness” og derudover findes også et par ballader på cd’en i form af “Give Yourself Away” og “You Can’t Deny”. Altså er der tale om en god blanding sange, hvilket jeg personligt synes er ret godt. Man kan dog godt høre, at de sange fra Pure Innocence, har en lidt dårligere lyd end de nyere sange. Dette kan godt kan virke lidt irriterende, når sangene kommer indimellem de andre sange. Efter min mening kunne dette være undgået hvis man havde valgt at sætte sangene i kronologisk rækkefølge. 

Der er brugt en del forskellige musikkere på Ten Years (i kraft af at sangene er fra tre forskellige cd’er), men en person der går igen på mange af sangene er guitaristen og med sangskriver Jonas Roxx. De to herrer har kendt hinanden længe og var begge en del af Sticky Sweet og Club Hell. Roxx spiller godt og man kan tydeligt høre hans inspiration fra bl.a. Zakk Wylde. Develin’s stemme er blevet bedre med årerne, men jeg synes stadigvæk den mangler lidt. Derimod spiller han en rigtig god bas 

Tommy Hansen fra Jailhouse Studio har stået for mixnigen af en del af sangene og Jonas Roxx har remasteret sangene i hans Soundbox Studio. Hvis man lige ser bort fra “Your Stuff’s Too Good”, “Cynthia” og “I Live My Life”, som er produceret og mixet af Develin selv i samarbejde med Morten Bue, så er der en rigtig god lyd på Ten Years. 

Dennis Develin kan opleves live med det netop gendannede Club Hell, når de giver koncert på The Rock som opvarmning for Star*Rats og Steelsnake den 13. november.

        (7½ udaf 10)

Lyt til Dennis Develin: http://www.myspace.com/dennisdevelin

_____________________________________________________________________ 

 Karma Cowboys - Shake It!
 
Anmeldt af Calle: 05-11-2009
 
Karma Cowboys er endnu et af de nye håbefulde danske rockbands. Bandet består af Thomas Carlsen (sang), Morten Lundsgaard (guitar), Jakob Rønlov (trommer) og Nik Storr (bas). Det lyder som om bandet spiller med en stor glæde og kærlighed til musikken. De gør bare tingene på deres helt egen måde, uden at tænke på hvad der er oppe i tiden.

 

Shake It! Er bandets debut cd og består af 12 energiske rocksange i bedste Led Zeppelin og AC/DC stil. Som der står på det lille sticker på coveret: ”AC/DC meets Led Zeppelin with a Scandinavian flavour”. Dette er en meget god betegnelse af Karma Cowboy’s musik. Der er fede guitar-riff, gode melodier og musikken svinger rigtig godt. De sange der rocker bedst i mine ører er ”Bad TV”, ”Slammed Out”, ”Crazy Woman”, ”Keen On Gasoline” og oven i det kommer den mere stille sang ”Wishing Well”.

 

Da jeg fik sendt denne cd kendte jeg kun bandet af navn, men jeg blev meget positivt overrasket, da jeg satte cd’en på anlægget. Der er en virkelig god energi i sangene, men hvis jeg skal være lidt negativ også, så kan sangene godt blive lidt for ensformige i længden.   

 

Udover de sædvanlige instrumenter (guitar, bas og trommer), så gør bandet også brug af harmonika, tomme flasker, bagsiden af et skab og tre plastikposer!!! Dette gør kun musikken endnu mere interessant og beviser igen, at bandet gør tingene på deres egen måde.

 

Shake It! Udkommer via Target Records den 9. novmeber og jeg kan godt anbefale cd’en til folk der elsker rendyrket riff-orienteret rock med attitude!!

 

Bandet skal spille til Rock The Night Fest II den 4. eller 5. december og derudover har de fået til opgave at varme op for svenske Mustasch, når de giver tre koncerter i Danmark til december i København, Århus og Aalborg, henholdsvis den 10., 11. og 12.
 
        (8 udaf 10)
_____________________________________________________________________
 Dare- Arc Of The Dawn

Anmeldt af René 28-10-2009
 
Og her er vi så nået til, den engelske gruppe Dare. Arc Of The Dawn er bandets seneste udspil. Og det er det første fra bandet i 5 år. Så det har garanteret, været 5 lange år for deres trofaste fans! Selv er bandet for mig ret ukendte, men jeg har blandt andet tjecket dem ud, inde på You Tube. Hvor man kan finde utallige videoer med dem. Og hvad er Dare så for et band? Det er faktisk ret enkelt, for grundlæggende spiller de melodisk rock. Dog har de også tilført musikken, lidt keltisk folkemusik. Som man blandt andet kan høre, på den fantastiske åbner ” Dublin”.

Gruppens mastermind, sangeren og keyboarderen Darren Wharton, er jo mest af alt kendt for sit arbejde med Thin Lizzy. Hvor han satte sit præg på plader som Renegade, og ikke mindst Thunder And Lightning. Men senere dannede han så Dare, der udgav pladen Out Of The Silence i 1988. Og dette geniale album, bliver den dag i dag stadig regnet for noget af det ypperste, indenfor den melodiske rock. I 1991 kom så efterfølgeren Blood From Stone. Som havde samme høje klasse. Og siden da, har gruppen udgivet materiale ved jævne mellemrum. Darren har holdt ved alle årene. Og er i dag, bandets eneste oprindelige medlem. Men havde det, heller ikke været for ham, så var der ikke noget der hed Dare! For han holder det hele sammen. Og det er er ham, der skriver sangene og og sætter det hele sammen.

Men han er jo som bekendt, ikke kun sangskriver. Han er en dygtig keyboarder, og ikke mindst en fantastisk sanger! Stemmemæssigt minder han meget om Richard Marx. Dog uden at besidde samme spændevidde. Men han synger fedt, helt sikkert. Bandets to andre medlemmer, er Richard Dews på guitar, og Kevin Whitehead på trommer. Og Richard er en sublim guitarrist! Det viser han, på blandt andet den smukke ballade ”Remember”. Hvor han fyrer noget flot og følsomt strengespil af. Generelt vil jeg sige at
Arc Of Dawn, er fyldt med kvalitet fra start til slut. Og vil være et sikkert, køb for nye og gamle fans. Dog kunne jeg til tider, måske bruge lidt mere tempo, på nogle af numrene. Så ville de,være nemmere at skille fra hinanden. Men det er petitesser, og skal ikke afholde nogen fra at købe, dette fine album!

Arc Of Dawn er udkommet på pladeselskabet Legend Records.

         (8½ udaf 10)
_____________________________________________________________________

 Justin Zane – No Surrender EP 

Anmeldt af Calle: 27-10-2009 

Justin Zane er et ungt band fra Göteborg, Sverige og består af Jezze Jones (sang og Guitar), Johnny Grand (guitar). Jamey Cruz (bass) og Nikki Eden (trommer). Bandet blev dannet af de to gamle skolekammerater Cruz og Grand og blev først “helt” inden indspilningen af denne EP. 

No Surrender består af tre sange, som er en god blanding af heavy rock og sleazy rock ‘n’ roll. Som bandet selv kalder det på deres MySpace side Sleazecore!! Første sang “No Surrender” er klart den hårdeste af de tre sange. Den har et rigtig godt og hurtigt riff og kører bare derudaf. Næste sang er “The Curse”, som har et Creed lignende indledningsriff går derefter over i en mere Skid Row hard rock stil. Det er efter min mening det bedste nummer på No Surrender. EP’en afsluttes med “A Sudden Death”, som igen minder mig lidt om Skid Row. Alt i alt er det tre gode sange, som Justin Zane har fået indspillet. 

No Surrender er optaget i Grand Recordings i Göteborg med Sven Jensen som producer. Han har tidligere arbejdet med bl.a. Sister Sin og M.A.N. Han har gjort et godt stykke arbejde, når man tænker på hvad bandet tidligere havde liggende på deres MySpace side. Lyden på disse tre sange er blevet meget bedre og så skal det nævnes at sanger Jezze har en super god stemme. Både bandet og Jezze lyder som om de har mange års erfaring i bagagen. 

No Surrender og Justin Zane er for fans af bl.a. førnævnte Skid Row, men også bands som Hardcore Superstar, Crazy Lixx og Avenged Sevenfold. Det bliver spændende at se hvad Justin Zane kan drive det til. Jeg spår dem en god fremtid!!

Det er altid svært at vurdere et band på en EP med tre sange, men som sagt har jeg hørt nogle tidligere sange på MySpace og jeg kan kun sige, at bandet er nået et godt stykke siden de sange. Du kan lytte til alle tre sange på bandets MySpace side og købe sange via iTunes. 

        (7½ udaf 10)

Lyt til Justin Zane: http://www.myspace.com/justinzaneofficial

_____________________________________________________________________

 Mustasch – Mustasch 

Anmeldt af Calle: 27-10-2009 

Mustasch består af Ralf Gyllenhammar (sang og guitar), Stam Johansson (bass), David Johaanesson (guitar) og Danne McKenzie (trommer). De sidste to er nye i bandet og har afløst de opringelige medlemmer Hannes Hansson og Mats Hansson. 

Mustasch er bandets femte studie album og blev udgivet i Danmark den 5. oktober via Target Distribution. Pladen af tolv sange og indledes med “Tritonus”, som er en instrumental prelude. Herefter følger “Heresy Blasphemy” som har et Rammstein lignende riff. Et virkelig tungt nummer, som hører til blandt mine favoritter. Næste sang er “Mine”, som bandet har valgt som første single til pladen. En helt udemærket sang med et godt omkvæd. “Damn It’s Dark” er næste sang på cd’en og den har et omkvæd der minder mig lidt om Therapy? De to næste sange “The Man The Myth The Wreck” og “The Audience Is Listening” er begge fede heavy sange med gode melodier. I den næste sang “Desolate” får Mustasch blandet lidt svensk folkemusik ind i deres ellers hårde musik. Den efterfølges af “Deep In The Woods”, som er en ok sang, men ikke rigtig bider sig ordentlig fast hos mig. I næste sang “I’m Frustrated” sætter bandet tempoet en hel del ned og de gør samtidg brug af et 18 mands stort stygerorkester fra The Gothenburg Ensemple. Et rigtig godt afbræk i de ellers meget tunge sange. I de to næste sange “Lonely” og “Blackout Blues” er vi tilbage i de heavy rytmer. Mustasch aflsuttes med “Tritonus”, som  er et godt stykke musikalsk arbejde. Sangen bevæger sig henover Pink Floyd og Black Sabbath med spoken word tekst indover. En helt udemærket afslutning på denne cd. 

Mustasch formår at blande gamle Black Sabbath lignende riff’s med en nyere sound, hvilket gør deres musik meget interessant. Der er samtidig en god blanding af stilarter i bandets sange i form af virkelig heavy riffs og de mere stille momenter med strygere, som i f.eks. “I’m Frustrated”. Mustasch er produceret af Tobias Lindell, som tidligere har arbejdet sammen med bl.a. Europe. 

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke havde hørt så meget Mustasch inden jeg fik denne cd tilsendt. Men har efterfølgende købt et par af de forrige cd’er og jeg mener den nye cd er på højde med “The Latest Version Of The Truth”, hvis ikke lidt bedre. Mustasch har en hårdere, hurtigere og mere tung lyd end de forrige cd’er. 

Hvis du ikke kender Mustasch i forvejen, så vil jeg anbefale at du starter med at købe den nye cd og så køber bagkatloget bagefter (startende med “The Latest Version Of The Truth). Hvis du kan lide Black Sabbath, Metallica, Kyuss etc., så vil Mustasch også være noget for dig!! 

Bandet spiller tre koncerter i Danmark til december i henholdsvis Pumpehuset, København den 10, Voxhall, Århus den 11 og Studenterhuset, Aalborg den 12. Alle koncerter er med danske Karma Cowboys som opvarmningsband. 

Læs iøvrigt mit interview med Stam her

         (8½ udaf 10)

Lyt til Mustasch: http://www.myspace.com/mustasch

_____________________________________________________________________ 

 Haltefanden - Naar Man Taler Om Trolden
 
Anmeldt af René 02-10-2009

Haltefanden er et dansk band, der kommer fra København. De blev dannet i 2008. Og Naar Man taler Om Trolden, er en promocd. Hvis jeg skal beskrive musikken, så er det i bund og grund, en blanding af punk, hardcore, og en smule metal.

Nu skal jeg være ærlig og sige, at den slags musik, ikke er hverdagskost for mig! Men selvfølgelig skal det ikke hindre mig, i at give bandet en ordentlig og saglig anmeldelse. Som skrevet før, så er Haltefanden et ret nyt band. Og det kan desværre høres! For i bund og grund, er Naar Man Taler Om Trolden, ikke et ret gennemført produkt! For der er flere punkter, der ikke holder. Musikkerne spiller egentligt kompetent nok. Men der hvor det for alvor går galt, det er når sanger og guitarrist Jes Larsen, begynder at synge! For han bliver rigtig hurtig, træls at høre på. Jes synger i det samme toneleje HELE tiden. Også kan de syv numre, cden består af være en prøvelse at komme igennem. Og det er den! At han så også synger, med en tyk københavner accent, det er til at leve med. At gruppen så skriver, og ligeledes synger på dansk, er efter min mening et stort plus! Da det faktisk , får dem til at skille sig lidt ud fra mængden.

Musikken er meget simpel. Og det er den jo nok generelt, når man snakker om denne slags musik. Men selv om den består af få riffs, kunne man sgu godt være bedre til at blande dem! Det er de samme riffs bandet bruger hele tiden. Og hvis de var bare lidt mere fantasifulde, så kunne musikken være mere spændende at høre på.

Jeg tror helt ærligt, at bandet skulle have ventet et år eller to, på at udgive en cd! For på den tid, havde de fået opbygget en erfaring, der kunne have hjulpet dem i det lange løb. Og måske have fået en bedre og ikke mindst dygtigere forsanger! For før de gør det, spår jeg dem desværre ikke mange chancer. Og tvivler også på, at et pladeselskab, ville give dem en pladekontrakt.

Naar Man Taler Om Trolden er selvfinansieret.

  (2 ud af 10)

Lyt til Haltefanden: http://www.myspace.com/haltefanden

_____________________________________________________________________ 

 SuperCharger – Handgrenade Blues 

Anmeldt af Calle: 24-09-2009 

Handgrenade Blues er SuperCharger’s debutplade og jeg kan godt sige, at jeg har ventet længe på den her udgivelse. Både i kraft af bandets EP “Junkyard Spectacles” og deres suplime live optræden. Og lad mig sige det med det samme, jeg er bestemt ikke blevet skuffet. 

SuperCharger består af Mikkel (sang), Thomas B. (guitar), Thomas P (guitar), Benjamin (trommer) og Brian (bass). Bandet står selv for alt musikken samt teksterne til næsten alle sangene. Dog står Jesper Heinze som tekstforfatter på tre af sangene “By Gold”, “Dog Town” og “Scorched”. 

Handgrenade Blues består af elleve rock sange der sparker røv!! Åbningsnummeret er titelsangen “Handgrenade Blues”, som sætter godt gang i festen. Denne sang er blandt mine favoritter. Som sagt er der tale om hårdtslående rock fra start til slut og udover “Handgrenade Blues “, er de sange der især lyder godt i mine ører “If You Wanna Rock”, “Join In And Loose It”, “Hell Motel” og “Scorched”. Især “Hell Motel” får mig helt op og ringe. Det er et super fedt nummer, som også fungere rigtig godt live. Det mest down-tempo nummer på cd’en er “Borderline”, som i musikken minder mig lidt om D.A.D. Hvis jeg skal nævne et par sange, der ikke helt får mig op på dupperne, så er det “Gotta Get It” og “Shame Baby”. Stadigvæk gode rock sange, men ikke helt på højde med resten af cd’en. SuperCharger gør brug af mundharmonika i bl.a. “If You Wanna Rock” og “By Gold”, hvilket jeg synes passer godt til sangene. Det giver lige sangene et ekstra pift. Derudover gør de også brug af tambourine, hammondorgel og klaver. Disse instrumenter spilles af Lars Anders Rygaard og Tue Madsen. Som gæstesanger på cd’en medvirker RubiesQueen fra det danske band Rebound Rubies. Hun synger bl.a. på “Hell Motel” og “Dog Town”. 

Handgrenade Blues er velspillet og godt produceret. Tue Madsen fra Antfarm Studio har stået for indspilning og produktion, mens Jan Eliasson fra AudioPlanet har masteret pladen. Begge herre er godst kendte inden for rock og heavy verdenen, hvor Tue Madsen bl.a. har arbedjet sammen med The Haunted, Mnemic og HateSphere og Jan Elisson har bl.a. arbejdet sammen med Skagarack, Mind Funk og Royal Hunt. 

Bandet er et rigtig godt live band, som fyrer den maks af på scenen. Personligt har jeg set dem et par gange og den får ikke for lidt, når deres musik skal ud over scenekanten. De gør brug af både pyro og go-go dansere. SuperCharger har spillet en del koncerter i Danmark og udlandet, hvor de bl.a. har spillet opvarmning for bl.a D.A.D, Mustasch og Raunchy. 

SuperCharger er efter min mening et af de bedste og mest lovende danske rockbands og Mikkel har en rigtig fed, rå og hæs stemme, som passer godt til SuperCharger’s hæsblæsende kickass rock’n’roll musik. Jeg vil anbefale Handgrenade Blues til fans af AC/DC, The Hellacopters, Mustasch, D.A.D og Bullet. 
 
Handgrenade Blues udgives via VME (Voices Music & Entertainment) den 28. september. Bandet holder release party på Faust i København den 25. september. Derudover tager bandet på en lille danmarks tour i oktober og november (se alle datoer på bandets MySpace via linket til sidst i anmeldelsen). 
 
         (8½ udaf 10)

Lyt til SuperCharger: http://www.myspace.com/wearesupercharger

_____________________________________________________________________

 Star*Rats – Screw The Consequences
 
Anmeldt af Calle: 24-09-2009

 

Screw The Consequences er tredje cd fra dansk/svenske Star*Rats, men det er første album med Mr. Whattafuck (Magnus) som sanger. Udover ham består bandet af Post på guitar, Braun på trommer og Kass på bas.

 

Pladen består af 14 skæringer, som er en god blanding af sleaze, punk, metal, ”nu-rock” og energisk hard-hitting rock’n’roll. Der lægges ud med fuld hammer i åbningsnummeret ”Who Cares?”, som efterfølges af to virkelig hard’n’heavy sange ”I Could Die Here” og ”Loosin’ It”. Herefter følger det mere down-tempo nummer ”As I Stay”. Denne sang hører til blandt mine personlige favoritter. Næste sang er ”Get Nasty”, som ikke bider sig rigtig fast på mig. Det gør næste sang ”Raise Your hands To Rock” derimod. Det er en rigtig party rock sang og kunne efter min mening være et rigtig Star*Rats rock-anthem. Blandt de tre næste sange er der to Zakk Wylde/Ozzy inspirede sange ”Fakin’ An Inside” og ”Brand New Soul”. Især ”Fakin’ An Inside” har en tung grundrytme i stil med Black Label Society. Imellem disse to sange ligger en anden af mine favoritter ”Psycho You”. Det er et hurtigt nummer og det får virkelig mig til at headbange og rocke med. De to næste sange er efter min mening også blandt de bedste sange på Screw The Consequences. Den første er den Mötley Crüe inspirede ”Another Tragedy” og den næste er det mere down-tempo nummer ”Lands End”. På sidst nævnte medvirker danske Celina Ree i en duet med Magnus og det fungere rigtig godt. Den er både måden sangen er bygget op på og samtidig synes jeg deres stemmer ligger godt sammen. ”Mr. Whattafuck” er næste sang på cd’en og det er en ok sang, men bider sig ikke rigtig fast hos mig. Næst sidste sang er en cover verison af Bon Jovi’s ”I’ll Be There For You”. Dog er det en noget anderledes version end den oprindelige, da denne version er meget mere heavy/punket. Jeg er Bon Jovi fan og kan nu bedst lide den oprindelige version. Det skal dog lige nævnes at snagen fungere rigtig godt live og den får ofte alle folk i salen med. Sidste sang på Screw The Consequences er ”Boozehound” som er en sleazy sang med en fedt drive. En rigtig god afslutter!!

 

Alt i alt er Screw The Consequences en god skive og jeg kan godt anbefale den. Især hvis du er fan af bands som Velvet Revolver, Mötley Crüe, Backyard babies, Black Label Society og Buckcherry.

 

Screw The Consequences er produceret af bandet selv og mixet af svenske Chris Laney, som tidligere har arbejdet sammen med bl.a. Europe, CrashDïet og Easy Action. Derudover har han selv udgivet en solo cd ”Pure”, samt spillet med bl.a. Zan Clan og Randy Piper’s Animal. Star*Rats har gjort klogt i at bruge Laney som mixer på pladen. Bandet spiller rigtig godt og især Post kan finde ud af at vride strengene på en guitar. Man kan godt høre at hans inspirationskilder ligger hos folk som Zakk Wylde og Dimebag Darrell (RIP). Magnus’ stemme passer også godt til Star*Rats rå og energiske rock.

 

Star*Rats har spillet et utal af koncerter i både Danmark, Sverige, Tyskland og flere andre europæiske lande. De har spillet opvarmning for bl.a. Skid Row, Mustasch, Hot Leg og Freak Kitchen.  Har selv set bandet flere gange og de trykker den virkelig af live, så jeg kan varmt anbefale at du tjekker dem ud, hvis de spiller i en by i nærheden af dig. Se tour datoer på bandet MySpace side (se link længere nede i anmeldelsen).

 

Screw The Consequences bliver udgivet via SwedMetal Records/Target den 28. september. Bandet holder release party i henholdsvis Malmö (Bodini) den 25. september og København (Club Tex – The Rock) den 26. september.
 
        (8 udaf 10)

 

_____________________________________________________________________
 Eyefear - The Unseen

Anmeldt af René 13-09-2009

Og her er vi så nået til en australsk gruppe kaldet Eyefear. Bandet har efterhånden en del år på bagen, da de blev dannet i Melbourne i 1994. Og udgivelsmæssigt er de absolut ikke nybegyndere! For deres nye opus hedder The Unseen, og den er nummer 4. De tre forgående skiver hedder Elements Of Inner Vision(2004), Dawn...A New Beginning(1999), og sidst men ikke mindst Edge Of Existence(1996).

Men lad os her fokusere på The Unseen. Den starter ud med den korte instrumentale ”Hypnosis”. Og går derefter over i nummeret Illusions. Og netop denne skæring lægger standarden for hele skiven! For hold da op hvor er det fedt! Det er progressiv metal når det er bedst. Det vil sige en perfekt vokal, dobbelttrommer ala carte, forrygende guitarharmonier og soloer. Og at Eyefear sammenligner sig med Queensryche, Iron Maiden, og Fates Warning, er ret åbentlyst! For de lyder meget som dem, og forsanger Danny Cecati, lyder som Bruce Dickinson i hans velmagtsdage. Men det er ikke totalt ripoff det her, Eyefear har også deres egen stil men har selvfølgelig deres helte. Og det skal man vel have? Men grundlæggende er Eyefear en del tungere som deres idoler. Så at bringe Symphony X og en knivspids Metallica, på banen er nok ikke helt forkert!

Hvis jeg skal fremhæve andre perler, så er ”Bridge” absolut også værd at fremhæve! For det er virkeligt et flot nummer. Masser af melodi, og er virkelig sublimt sat sammen. Eller den flotte følsomme ballade ” Waisting Away”. Og tro mig jeg kunne blive ved! For The Unseen rummer ikke en dårlig skæring. ALT er perfekt! Musikken, cover, og en fremragende produktion fra Tommy Hansen. Og som altid, viser han hvilken genial producer han er! For The Unseen, har masser af bund i lyden, er ligeledes også utrolig klar i produktionen. Hvilket også er alfa og omega, med en så storslået og teknisk musik. Til dagligt hører jeg meget progressiv rock og metal, Og havde hørt om Eyefear, og havde ret store forhåbninger til dem. Og de er så absolut blevet indfriet. Og jeg tror næppe at The Unseen, forlader mit hårdt prøvede anlæg i LANG tid! Så er du til progressiv metal, kan du rolig skaffe The Unseen.

The Unseen er udkommet på pladeselskabet Dockyard 1.

         (10 udaf 10) 
______________________________________________________________________
 Shortino - Chasing My Dream
 

Anmeldt af René 03-09-2009 

 

Paul Shortino er en amerikansk sanger, der har været i musik branchen i snart 30 år. Han startede som sanger i Rough Cutt, først i 80erne. Og kom så med i Quiet Riot. Og foruden de to grupper, har han medvirket på utallige projekter igennem de sidste mange år. Her kan så nævnes blandt andet Jeff Beck Tribute, Max Magagni, Mitch Perry. Og ligeledes også Hearn Aid projektet fra 1986, hvor de udgav singlen ”Stars”. Her medvirkede også, Dio, Judas Priest, Iron Maiden, Journey og MANGE andre.  

 

Paul er 56 år gammel, så han er ved at være en aldrende herre! I hvert fald som sanger, da rocksangere tit mister lidt af stemmen når de kommer op i alderen. Dog ikke alle, Ronnie James Dio er et godt eksempel. Og det samme er Paul! For han lyder mere i live og mere vital som nogensinde før! Og heldigvis for det. For der er ikke noget værre som en sanger, der prøver at synge de sange han sang for 20 år siden. Der er det bedre de lærer at kende deres begrænsninger, og holder sig til det de kan. Men det fede ved Pauls stemmer er at den lyder ikke forældet og slidt! Han lyder lige nøjagtig lige så fed, som da jeg hørte ham første gang for 13 år siden! Det var på den superfede Back On Track fra 1993. Den skrev han sammen med hans gamle makker guitarristen Jeff Nortrup, som han spillede sammen med i Rough Cutt. Den udgivelse rummer ikke et dårligt nummer. Og er en fuldfed blanding af melodisk hardrock og bluesrock. 

 

Og her skriver vi så 2009, og denne gang handler det om hans nye cd Chasing My Dream. Den starter med den sublime rocker” Remember You”. Og det er en perfekt start på albummet! Godt med fart over feltet, og masser af fed melodi. Også når vi til nummeret ”To The Cross”, som er mere moderne i lyden, men fantastisk sat sammen. ”Nocturnal” er også en fabelagtig skæring, hvor Paul virkelig brøler sine lunger ud! Men Chasing My Dream, består ikke kun af numre med smæk på. Her er også blevet plads til et par flotte ballader. Blandt andet ”Missing”, hvor Paul virkelig krænger sjælen ud. Eller det sidste nummer som hedder ”Promises”. Som også er sat flot sammen. Generelt er cd'en gennemsyret af godt håndværk, og en sanger der ikke er mange af! For Paul har virklig en fantastisk stemme. Flot og følsom, men også meget hæs! Og netop en sådan stemmepragt, passer perfekt til melodisk hardrock og heavyrock. Så hvis du forventer tøsestemme ala Justin Timberlake, så bliver du sgu skuffet! Men hvis du er fan af Paul, og har fulgt ham i mange år. Så kan du roligt købe Chasing My Dream. Der er intet nyt under solen. Men det er også ligemeget, for de 11 skæringer Chasing My Dream består af, er sindsygt fede!

  

Chasing My Dream er udkommet på pladeselskabet Metal Heaven.

 

           (9 ud af 10) 

 

_____________________________________________________________________

 Dream Theater - Black Clouds & Silver Linings

 

Anmeldt af Jesper M: 03-09-2009
 
Dream Theater's seneste album, Black Clouds & Silver Linings, var alt jeg havde håbet på. Efter deres forrige album, Systematic Chaos, som skuffede mig lidt, havde jeg brug for at få bekræftet, at Dream Theater ikke var på vej ud i kedsomheden, som så mange andre bands gør, når du spytter albums på gaden i et tempo, der kunne gøre enhver Idols-vinder til skamme. Det første af de kun seks numre på skiven er "A Nightmare to Remember", og efter en stille intro er der fuld smæk på, hvor Dream Theater endnu engang viser, hvor ambitiøse, perfektionistiske og sindssygt dygtige musikere de er. Næste nummer "A Rite of Passage", som også var den første single ude er en magtdemonstration i, hvordan man som et absolut minimum får folk til at sidde og trampe rytmisk i gulvet. Når dette nummer spiller i mine headphones på kontoret, er det ikke unormalt at jeg sidder og vipper lidt rundt på stolen, fordi det ER virkelig et fedt nummer og et totalt lækkert riff der lægger bunden. Det korteste nummer på skiven, er den 5½ minut lange ballade "Wither", og hvis jeg tænker mig lidt om, så kan jeg ikke komme i tanke om én eneste af deres ballader, der ikke rigtig virker. Det er en lækker melodi, men den bliver alligevel lidt hård nogle steder, og det virker virkelig godt. Nummeret topper i den ret simple og korte, men perfekte solo. Fjerde nummer er "The Shattered Fortress", hvor de låner lidt fra et par af deres gamle numre, som de har gjort før, og det virker fedt med en rød tråd gennem deres karierre. "The Shattered Fortress" er nok skivens hårdeste nummer, og her har Jordan Rudess også fået plads til en ret lang keyboard solo, hvor han beviser at han som det nyeste medlem i bandet, har fortjent sin plads. "The Best of Times" er lidt svær at kategorisere. Den har lidt af det hele, ballade, hurtige riffs, lidt pop (ja, pop), men alt i alt et ok nummer, selvom lyden er lidt tynd efter min mening. Egentlig ret overraskende når man sammenligner med resten af albummet. Sidste nummer på skiven "The Count of Tuscany" er med sine små 20 minutter også det længste. Nummeret er et typisk Dream Theater nummer, hvor der er mange forskellige faser, komplicerede riffs, overgange hvor man virkelig skal koncentrere sig for at følge med og ikke mindst gennemsyret af perfektionisme.

 

Som med de fleste andre af deres albums gælder det, at det sjældendt er den store kærlighed ved første lyt, men man skal tage sig tiden til at lytte det igennem mange gange, så man får alle detaljerne med. Dream Theater spiller i KB Hallen i København d. 27. september som en del af Progressive nation.

 

Black Clouds & Silver Linings udkom 23. juni 2009 på Roadrunner Records
 
          (8½ ud af 10)

 

_________________________________________________________________________

 Lizhard – Lizhard

 

Anmneldt af Calle: 27-08-2009

 

Lizhard er et italiensk band, som startede i 1995. Dengang var de et coverband, men begyndte at skrive deres egne sange. Det resulterede i en italiensk sproget EP ”Sexy Lolita”. Bandet fik en del anerkendelse i Italien og Schweiz, hvilket gjorde at bandet ville prøve lykken i resten af Europa og verden. Derfor begyndte de at skrive sange på engelsk og det er nu blevet til bandets selvbetitlede debut fuld længde cd. Bandet består af Ricky Lecchini (trommer), Paul Mainetti (guitar), Luca ”Ze” Moroni (bass) og Luke Marsilio (sang).

 

Lizhard består af ti sange, hvoraf de syv er rendyrkede rock sange og de sidste tre er ballader. Cd’ens første tre sange ”Rock ’n’ Roll Is Back”, Devil’s Highway” og ”Let The Good Times Roll” er super gode og catchy rock sange og hører alle til blandt mine favoritter. De har gode melodier, omkvæd man kan synge med på og soloerne sidder lige i skabet. Herefter følger cd’ens første powerballade ”I Cry For You”, som lyder lidt i stil med Firehouse’s smukke ballader. ”I Cry For You” er efter min mening cd’ens bedste ballade og ville helt sikkert have været et stort hit i 80’ernes ”hair-metal” heyday. Næste sang er en cover version af Eagles ”Life In The Fast Lane” og jeg ved at mange fans af diverse bands, hader når andre bands laver cover versioner af deres favorit sange. Men Lizhard levere efter min mening en rigtig god version af denne sang. De to næste sange på Lizhard er ”Let’s Party” og ”Bad To The Bone”, som begge har en fed groove. Især ”Lets Party” får en til at rocke med og trampe takten med foden. Det er en rigtig party sang. Blandt de sidste tre sange er der den Van Halen inspirerede ”My Wild Side” og de to ballader ”Angel” og det akustiske afslutningsnummer ”Diamond”. Alt i alt består Lizhard af ti gode sange, som blander den klassiske hard rock med cool bluesy grooves og fede guitar riff.

 

Man kan godt høre at bandet har en del år i bagagen og sanger Luke har en rigtig god stemme, der minder mig om en blanding af Joey Tempest (Europe) og Steve (Gotthard). Dog har en en lille smule accent, hvilket ikke gør så meget (bare se på Klaus Meine fra Scorpions!! Luke’s er ikke nær så tydelig). Alle sangene (på nær ”Life In The Fast Lane”) er skrevet af bassisten Luca. Lizhard er produceret af musikkeren og produceren Alessandro del Vecchio, der er kendt for sit arbejde med bl.a. Edge of Forever, Moonstone Project, Glenn Hughes, Ian Paice, Jeff Scott Soto og Axe. Han har lavet et godt stykke arbejde med denne cd, da produktionen ikke fejler noget.

 

Lizhard spiller som sagt klassisk hard rock og minder om bands som Europe, Gotthard og Firehouse. Så er du til disse bands, vil jeg varmt anbefale at du køber denne cd. Lizhard er udgivet via Perris Records.
 
        (8 ud af 10)

 

______________________________________________________________________
 Evergrey- Torn
 

Anmeldt af René 26-08-2009 

 

Og her er vi så kommet til det svenske band Evergrey. Bandets nye cd, har titlen Torn. Det er Evergreys udgivelse nummer 7, og er af mange længe ventet! Grunden til at jeg siger det, er at bandets sidste opus Monday Morning Apocalypse, ikke helt levede op manges forventninger da det udkom i 2006! For dem som ikke ved det, så har bandet en yderst loyal og trofast fanskare som jeg også er i blandt. Og vi forlanger MEGET! Blandt andet er vi ikke meget for forandringer. Og det var netop hvad Monday Morning Apocalypse havde. For netop dette album, var til tider for enkelt. Og besad ikke samme klasse, som for eksempel Recreation Day fra 2003 og ligeledes Inner Circle fra 2004. Grunden til at disse albums er så gode, er at de er en perfekt blanding af tyngde og melankoli. For netop ordet melankoli, er meget dækkende for Evergreys univers. For lige meget hvor hurtigt og ikke mindst tungt de spiller, så har de altid hjertet med. Det kan enten være i musikken, eller også i teksterne der er nogle af de mest dystre, og ikke mindst ærlige indenfor metalbranchen. Om Evergrey så med vilje, havde gjort musikken på Monday Morning Apocalypse mere let-tilgængelig. Det kunne måske godt tænkes! For jo mere enkelt og gangbar et album er, jo flere vil så måske købe det. Og det kostede nok nogle fans på Evergreys bekostning. Det lugtede nemlig for meget af kassetænkning! 

 

Men sådan er det heldigvis ikke med Torn, kan jeg så med glæde sige! For drengene er tilbage igen, måske har de lyttet til deres trofaste fans? Det ved jeg så ikke. Men faktum er at Torn er en fornøjelse at lytte til! Den er lige så storladen, og fantastisk som førnævnte perler. Og den er ikke mindst lige så tung! For der er fandeme smæk på mange af skæringerne. Det kunne så godt hænge sammen med, at de gør meget brug af syvstrengede guitarer, det giver måske musikken mere tyngde? Om det har noget at sige, ved jeg ikke. Men det lyder dæleme fedt! Lidt forandringer er der også sket i Evergrey lejren. For den mangeårige bassist Michiael Håkansson, er stoppet i gruppen. Og ind er kommet, den ret så kendte bassist Jari Kainulainen. Han slog tidligere sine folder i finske Stratovarius. Og han lyder som det rigtige valg for Evergrey. Hvis jeg skal nævne et par af mine favoritter, må det være den flotte og storladne ”When Kingdoms Fall”, eller den tunge og dystre ”Soaked”. Men tro mig, alle skæringer holder max! Evergrey er tilbage. Federe som aldrig før! 

 

Torn er udkommet på pladeselskabet Steamhammer. 

 

         (9 ud af 10)

 

_________________________________________________________________________

 Bulletrain – Turn It Up! 

Anmeldt af Calle: 26-08-2009 

For ca. et år siden anmeldte jeg en anden EP “Johnny Gonebad” fra dette svenske band. Den EP var jeg godt tilfreds med. bandet er stadigvæk det samme og de spiller stadigvæk den samme fede rock musik. 

Turn It Up! består, ligesom den forrige EP, af fire sange. Den første sang er “My Way”, som er en rock sang med et powerfuldt omkvæd. Dog er den linie de bruger, når de synger ...My Way Or The Highway....., noget man før har hørt i en rock sang. Nummeret har desuden en god guitar solo og er absolut hver at lytte til. Næste sang er titel nummeret “Turn It Up!”, som er et hurtigt nummer med et rigtig synge med omkvæd. Jeg tror denne sang også vil fungere rigtig godt live. Igen har sangen en rigtig god guitar solo. Herefter følger “Fly Away”, som bringer minderne tilbage til storhedstiden for 80’er rock. Dette er endnu en kraftfuld sang, med en rigtig god melodi. Jeg tænker KISS, når jeg hører denne sang. Den sidste sang på Turn It Up! er “Even With My Eyes Closed”. Dette er en “smuk” power ballade, der har hvad der skal til for at tilfredsstille mig. God melodi, god tekst, stærk stemme og vers der bygger op til det storladne omkvæd. Der er her tal om fire rigtig gode sange, hvor “Even With My Eyes Closed” og “Turn It Up!” er mine favoritter. 

Hvis du kan lide bands som H.E.A.T., Pretty Wild, Crazy Lixx, Danger Danger og tidligere nævnte KISS, så vil du også kunne lide denne EP. Bulletrain er endnu et lyspunkt på den svenske rock himmel. 

Turn It Up! er produceret af Klas Ideberg, som jeg ikke kender noget til, men jeg synes han har gjort et rigtig godt stykke arbejde med denne EP. Jeg synes også man kan høre, at bandet har rykket sig lidt  i forhold til “Johnny Gonebad”.

Idet jeg gav “Johnny Gonebad” 8 ud af 10 (måske en halv for meget, nu hvor jeg har hørt den nye EP), vil jeg derfor give Turn It Up! 8. Og den halve er også i kraft af den gode ballade!! 

          (8½ ud af 10)

Lyt til Bulletrain: http://www.myspace.com/bulletrainrocks

__________________________________________________________________________

 Leprous- Tall Poppy Syndrome
 

Anmeldt René 18-08-2009

 

Leprous er et norsk band, som blev dannet tilbage i 2001. De har tidligere udgivet 2 demoer. Silent Waters fra 2004, og Aeolia fra 2006. Hvis jeg skal beskrive gruppens musik, så spiller de progressiv metal. Men helt sætte dem i bås, kan man alligevel ikke! For de lyder til til tider, virklig unikke og man kan i den forstand, overhovedet ikke sammenligne dem med så mange andre. Norge er jo kendt for at have op til flere bands i absolut verdensklasse, når vi snakker om progressiv metal. Her kan blandt andet nævnes: Circus Maximus, Conception, Pagans Mind, Ark. Og her er jeg ikke i tvivl om, at Leprous nok komme op!

 

For til forskel for de førnævnte bands, så besidder de i bund og grund orginalitet. Misforstå mig ikke, jeg elsker disse bands, men de tilfører ikke den progressive genre meget nyt. Og her mener jeg i form af nye tiltag. Leprous derimod, er ikke så bange for toget! For eksempel så er åbneren ”Passing”, et nummer der har en spilletid på over 8 minutter. Flot og teknisk velspillet er det, også skifter sangeren mellem almindelig sang og growl! Og netop growl er ikke brugt så meget, indenfor den progressive stil. Så det er i og for sig ret forfriskende! At sangeren Einar Solberg, så formår at variere sin vokal på den måde, er også fedt. Og viser hvor dygtig han er som sanger. Men det er faktisk gældende for alle 5 medlemmer af bandet, for de kan virkelig spille!

 

Og at et så”nyt” band, formår at levere en debut cd som Tall Poppy Syndrome jo er, det er virkeligt fantastisk! Så Pagans Mind og alle i andre norske progbands, kig jer over skulderen! Så hvis du er til progressiv metal. Men gerne vil stifte bekendtskab med noget nyt og spændende, så køb Tall Poppy Syndrome.

 

Tall Poppy Syndrome er udkommet på pladeselskabet Sensory Records.
 
          (8½ ud af 10)

 

______________________________________________________________________

 Uncle Trucker – Hard Devotion

 

Anmeldt af Calle: 16-08-2009

 

Uncle Trucker er et classic hard rock band fra São Paulo I Brasilien. De blev dannet i 2000 og består af Ralph Pink (bas), Ric Pleasure (guitar), Vic Trucker (guitar), Luc Kirsch (trimmer) og Uncle Danni (sang). Alle medlemmer har spillet i flere andre brasilianske bands, men fandt sammen i Uncle Trucker, da de havde samme passion for rock musikken. Jeg vil sammenligne Uncle Trucker med bands som AC/DC, Quiet Riot og danske Switchblade.

 

Hard Devotion er bandets debut cd og den består af 11 melodiske rock sange. Cd’en åbnes med ”Cowboy’s Warning”, som er et instrumentalt nummer. Det opfølges af to udmærkede rock sange ”Shake And Fall” og ”Blind Devotion”, som begge to har gode omkvæd med åhhh åh åhhh kor. Næste sang ”Rat Trap” er en af mine favoritter. Det har en indledning der minder mig og det tidlige Mötley Crüe. Derudover har det en tung grundrytme og en fed blues inspireret guitar riff. Herefter følger ”Voodoo Desire”, som er et mere down tempo nummer. Versene bygges op til et powerfuldt omkvæd, men så dør sangen lidt. De to næste sange ”Perfect Crime” og ”Earthshaker” er lidt middelmådige sange, som ikke rigtig bider sig fast i mine øregange. Hvorimod næste sang ”Rationalize” rammer plet hos mig. Det er en rigtig god sang med en god powerfuld indledning og sangen rocker rigtig godt. Herefter sættes tempoet ned i ”Waiting For A Miracle”, som er cd’en mest stille sang. Indledningen lyder meget i stil med Poison’s ”Every Rose Has It’s Thorn”. Med en lidt bedre produktion kunne den her sang godt blive et hit (eller kunne, dengang tiden var til denne genre inden for rocken). Næste sang ”Overloaded” er ikke noget at råbe hurra for. Hard Devotion sluttes af med ”Feels Like Going Home”, som er en stille akustisk sang. Alt i alt er det en god blanding af rock og stille sange, men der mangler alligevel lidt.

 

Bandmedlemmerne spiller deres instrumenter godt, men guitarlyden er lidt ”svag” indimellem og det virker nogen gange som om sanger Danni prøver at få sin stemme mere hæs end den i virkeligheden er. Dermed ikke sagt at hans stemme er dårlig, for den er helt ok og den passer godt til musikken.

 

Jeg kendte ikke bandet før de sendte mig denne cd, så jeg viste ikke hvad jeg skulle forvente. Nu har jeg så hørt den nogle gange og jeg sidder lidt med en blandet følelse. For jeg synes flere af sangene er gode, men produktionen halter lidt. Hard Devotion er produceret af André Bolela, som er et ukendt blad for mig, og bandet selv. Med det rette label i ryggen og den rette producer, så tror jeg godt Uncle Trucker kunne lave en rigtig god rock plade.
 
        (7 ud af 10)

 

Lyt til Uncle Trucker: http://www.myspace.com/uncletruckerband 

____________________________________________________________________

 Midnight Cowboys – Taste Of Oblivion

 

Anmeldt af Calle: 11-08-2009

 

Det svenske band Midnight Cowboys blev dannet i 2006 og bandet består af Alvin Spear (sang). Cat Wildheart (guitar), Makke LaRose (bass), Rozz Frost (trommer) og U.K. Sinister (guitar). De spiller en god omgang sleazy rock.

 

Taste Of Oblivion er bandets anden EP og den udkom i juli 2009. EP’en består af fem sange. Åbningsnummeret er “Already Dead”, som sætter godt gang i denne udgivelse. Nummeret hører til blandt mine favoritter. Næste sang er “Misery”, som har et fedt omkvæd, men halter lidt bagefter i versene. Herefter følger “Lost Again”, som er mit favorit nummer på denne EP. Sangen har et meget catchy omkvæd og jeg mener dette kunne være bandets rock anthem. “Sick City”, som er næste sang på Taste Of Oblivion, er et lidt “hårdere” nummer og det har en indledning i stil med Hardcore Superstar. Afslutningsnummeret er “Hollywood Blvd”, som forsætter i samme stil, som resten af EP’en, men er efter min mening ikke den bedste sang på EP’en. Flere af sangene har været på diverse opsamlings cd’er. Bl.a. har “Hollywood Blvd” været med på Glamnation vol. 1 og Hollywood Hairspray vol 7 og “Misery” har været med på Glamnation vol 5 og Classic Rock Magazine cd’en Sons Of Guns IV.

 

Alt I alt er det gode sange på Taste Of Oblivion, men produktionen kunne godt være bedre. Men hvis bandet har ønkset at få lyden til at være beskidt og sleazy, så har de ramt plet. Når bandet på et tidspunkt laver en fuld længde cd, så kunne jeg godt tænke mig en enkelt stille sang blandt de ellers beskidte rock ‘n’ roll sange.

 

Hvis jeg skal sammenligne Midnight Cowboys med andre bands, så kan nævnes andre svenske bands som Baby Jane, Innocent Rosie, Gasoline Queen, Hell N’ Diesel og MamaKin, samt franske BlackRain. Man kan godt høre at inspirationen er hentet fra bands som Guns ‘n’ Roses, Backyard Babies, L.A. Guns m.fl.

 

Jeg kunne sagtens forestille mig, at sætte Taste Of Oblivion på anlægget til en fest eller ølhygge med vennerne. Derudover kunne jeg rigtig godt tænke mig at se dette band live, så forhåbentlig kigger de forbid Danmark en dag. Det er dirty, det er sleazy, det er Midnight Cowboys.
 
         (7½ ud af 10)
 
Lyt til Midnight Cowboys: http://www.myspace.com/midnightcowboys
_____________________________________________________________________

 Jorn - Spirit Black

 Live In America 

Anmeldt af René 09-08-2009 

Jorn har i efterhånden en del år været et kendt ansigt, inden for den hårde rock og metal. Og det er nok ikke helt forkert, at kalde ham en levende legende! For få sangere har været med i så mange fede bands, og projekter som han har. Også har han formået ikke kun at satse på det sikre. Men hele tiden har han gået nye veje, og har udviklet sig til en af de mest respekterede artister overhovedet! Grunden til at jeg lærte hans talent at kende, var at jeg i 2002 købte Beyond Twillights første udgivelse som har titlen The Devils Hall Of Fame. ALDRIG har jeg hørt en sanger synge så fedt og afvekslende som han gør på den! Og hans vokal passer perfekt til de mørke og til tider morbide sindstemninger, som dette mesterværk består af. Og siden hen har jeg købt, så at sige ALT det musik han har rørt ved. 

Men for at vende tilbage til de to udgivelser, denne anmeldelse handler om. Så starter vi her med den første. Spirit Black er Jorns studioalbum nummer 6. Den starter med skæringen ”Spirit Black”. Og hold da op hvor er det fedt! For allerede her slår Jorn fast med syvtommersøm, at han er en ener. Dette nummer er lyder en del hen ad, Dio og også lidt Black Sabbath. Altså fede riffs, og tunge tromme og basgange. Et andet fedt nummer er ”Road Of The Cross”. Det er en tand mere uptempo, men med en utrolig fed melodi! Ærlig talt, Jorn har sgu aldrig skrålet bedre som han gør her! Men at Spirit Black er så gennemført, er ikke kun hans skyld. For hvis ikke han havde nogle af Norges bedste musikkere bag sig, så var Spirit Black nok ikke blevet så genial som den er! Her kan blandt andet nævnes Tore Moren og Jimmy Iversen, som virkelig fyrer riffs og soloer af i verdensklasse. Eller Willy Bendiksen på trommer, som sædvanligt spiller yderst sublimt. Og sammen med Sid Ringsby på bass, bliver der virkelig lagt en fed bund her! Hvis jeg skal sammenligne denne udgivelse, med forgængeren fra 2008 Lonely Are The Brave, så er der ikke en nævneværdig forskel. For de meget ens i stil og lyd. Dog skal det lige nævnes at orventer man en cd ala The Duke fra 2006, så er der altså en vis forskel! For både Lonely Are The Brave og ligeledes Spirit Black, er en del mere tunge i lyden. Og ikke helt så bluespræget, som The Duke. Men Spirit Black, vil både kunne henvende sig til nye og gamle Jorn fans. Så køb den, det vil du ikke fortryde! 

Også er vi kommet til Live In America. Som er en dvd der blev filmet, da Jorn og band var på turne i 2006. Og da de netop havde udgivet The Duke, så der er naturligvis en del numre med her fra. Og det er faktisk ikke så skidt! For numre som ”Blacksong” og ”Duke Of Love”, bliver skudt af med så meget power, at det giver dem et helt nyt liv. Og netop power er et ord der er meget dækkende for denne dvd, for sjældent har jeg set en livedvd, der er så gennemført i lyd og performance! Og det er tydeligt at se at Jorn og band er i topform. Det ser faktisk ud til at de nyder og spille, og det er en fornøjelse at se og høre. Live In America er virkelig en visuel fornøjelse at se på, da den er rigtig flot lavet. Lyden er også rigtig god, så der er ikke noget at komme efter. Det eneste kritikpunkt jeg har, er udvalget af numre! For der er kun 5 numre fra Jorns egne udgivelser, resten er tromme og guitarsoloer, og covernumre af Thin Lizzy, Dio, og Deep Purple. Og de spiller også et Whitesnake medley. Det består blandt andet af ” Here I Go Again” og ”Crying In The Rain”. Og her det faktisk sjovt at høre ,hvor meget Jorn lyder som David Coverdale! For de lyder ret ens. Men ham og ligeledes Ronni James Dio, er Jorn jo også altid blevet sammenlignet med. Og her kan man virkelig høre at der er noget om snakken! Men for at vende tilbage til Live In America, så er den også udkommet som en dobbeltcd. Og er man Jorn fan, så er både dvd og dobbeltcd værd at købe. 

Både Spirit Black og Live In America er udkommet på pladeselskabet Frontiers Records. 

Spirit Black:

          (9 ud af 10)

Live In America

         (8 ud af 10)

Lyt til Jorn her: http://www.myspace.com/realjorn 

______________________________________________________________________________________________

 Fairyland - Score To A New Beginning
 
Anmeldt af René 04-08-2009
 
Fairyland er et fransk band, som kom til verden i 1998. Bandet består hovedsagligt af en mand, nemlig Phillipe Giordana. Han er multi-instrumentalist og ikke mindst sangskriver. Dog får han også en del hjælp af forskellige andre musikere. Blandt andet giver sangeren Marco Sandron, en hjælpende hånd med. Jeg var ikke selv bekendt med denne franske gruppe, så jeg har selvfølgelig brugt lidt tid på at finde information om dem. Og før Score To A New Beginning, har de udgivet yderligere to cd'ere. Hvor gode de så er, skal jeg være usagt. Men Score To A New Beginning er faktisk et ret godt bekendtskab!
 
For Score To A New Beginning er virkelig fyldt med kvalitet fra start til slut. Hvis jeg skal beskrive bandets musik, så er det kort fortalt en blanding af speed metal og power metal. Dog er den utrolig symfonisk, og fyldt med klassiske strofer.
 
Og tit er den utrolig storladen og pompøs, men det hører jo så med når vi snakker om denne her stil. Og det er tydeligt at bandet, har lyttet til giganter som Rhapsody Of Fire, Helloween, og ikke mindst Kamelot. Kan Fairyland så være med, disse grupper rent kvalitetsmæssigt? Faktisk ja!
 
Og det vidner flere af numrene om. Blandt andet den flotte ballade ” A Soldier`s Letter” hvor Marco Sandrom virkelig beviser sit værd! Marco er ikke en typisk sanger for denne her stil, da hans stemme lyder meget hen ad ad James Labrie fra Dream Theather. Og er heller ikke langt fra Ray Alder fra Fates Warning. Så han er lidt atypisk for den stil her. Men det betragter jeg som et frisk pust! Da sangere der synger power/speed metal, tit lyder utrolig ens og skiller sig ikke ud. Det gør Marco, og det er meget posetivt. Et andet nummer der fortjener at blive fremhævet er nummeret ” Master Of The Waves”. Det er et nummer med godt med smæk på, men alligevel meget melodisk, da den kvindelige sanger Klaaire giver den sit eget feminine input. Orginalitet er der ikke meget af på Score To A New Beginning, men det er nok også svært at forny inden for en stil, der har været kopiret hundrevis af gange! Men er man til power/speed metal, så skal Fairyland da bestemt tjeckes ud. Og gruppen har i hvert mine varmeste anbefalinger.
 
Score To A New Beginning er udkommet på pladeselskabet Napalm Records.
 
         (8 ud af 10)
 
_______________________________________________________________________ 

 L. A. Prostitutes - ...Get Drunk Or Try Dying...

Anmeldt af Calle: 16-07-2009 

L.A. Prostitutes er et hard rock band fra Århus og bandet består af Fussy (sang/guitar), Morten (guitar), Kim (bas) og Jack (trommer). Bandet har netop udgivet en EP med navnet ...Get Drunk Or Try Dying... 

EP’en består af tre sange der er sprængfyldt med energisk rock ‘n’ roll i bedste Sunset Strip stil. ...Get Drunk Or Try Dying...er fyldt med gode guitar riff og melodierne sidder lige i skabet. Samtidig passer Fussy’s vokal perfekt til denne genre inden for rocken. Der er dømt fest lige fra første sang “Schizophrenia” henover “Crisis” til det sidste nummer “The Highway Hitcher Murder Blues”. Sidst nævnte er nok min favorit, men alle tre sange er gode. Bandet lyser af spilleglæde og man får fornemmelsen af, at de virkelig elsker det de laver. Denne genre inden for rocken er ikke så udbredt i lille Danmark, men det lader til at L.A. Prostitutes er pisse ligeglade med det. ...Get Drunk Or Try Dying... er indspillet i Medley Studios i København og det er ingen ringere end Søren Andersen der står for produktionen og mixningen. Søren er udover producer også kendt som guitarist i bl.a. Superfuzz og Oliver Weers’ band.  EP’en er godt produceret og kvaliteten er helt i top. Bandet har gjort godt i at bruge Søren som producer. 

Det er beskidt, det er fandenivoldsk, det er sex, drugs and rock ‘n’ roll, det er L.A. Prostitutes og det skal bare høres højt!! Jeg glæder mig til bandet forhåbentlig udgiver en fuld lændge cd i fremtiden. Jeg vil ihverfald være en af de første der erhverver mig et eksemplar. Disse århusianere hører til blandt mine personlige favoritter inden for dansk rock. Man kan selvfølgelig altid diskutere om man kan bedømme et band ud fra en EP med tre sange, men jeg finder disse tre sange super gode og det har jeg bedømt ud fra. Min mening bliver måske en anden når/hvis jeg hører en hel cd med bandet. 

Jeg har endnu ikke haft mulighed for at høre bandet live, men det får jeg den 26. september, når de gæster The Rock i København. Og jeg er næsten sikker på der er fuld power på, når de indtager scenen. Sex, drugs and rock ‘n’ roll lever med L.A. Prostitutes!!

         (8½ ud af 10)

Lyt til L.A. Prostitutes: http://www.myspace.com/laprostitutes

___________________________________________________________________________________________ 

 Lanfear - X To The Power Of Ten

Anmeldt af René: 13-07-2009 

Lanfear er et tysk band, der blev dannet i 1993. Gruppen består her i 2009 af, Nuno Ferndndes (vokal), Markus Ullrich (guitar), Kai Schindelar (bass), Richard Seibel (keyboard), Jurgen Schrank (trommer). Lanfear har udgivet fire skiver før dette nye opus, der har titlen X To The Power Of Ten. 

Og det kan høres! For det er meget tydeligt, at de de fire forgående udgivelser, har givet dem en vis erfaring. Jeg kender intet til dem. Men X To The Power Of Ten er virkelig en fed cd! For lige fra første nummer” Enter Dystopia”, beviser Lanfear at de er i en klasse for sig. Det er et nummer der er fyldt med fed melodi, og samtidigt ret dystert! Ordet melodi er noget der fylder meget i gruppens musikalske univers. For lige meget hvor komplekse og ”underlige” de bliver i deres udtryk, så har de altid fat i den røde tråd. Hvis jeg skal beskrive bandets musik, så vil jeg kalde det en sublim og gennemført blanding af, melodisk progressiv power metal. Og tilsvarende bands kunne være: Fates Warning, Dream Theather, og Iced Earth. Plus at de tilføre deres musik, deres eget dystre og særprægede udtryk. 

Der er ikke EN dårlig skæring på X To The Power Of Ten Og det i sig selv er ret unikt, da cden indeholder 11 numre. Hvis jeg skal fremhæve nogle enkelte, kunne det være ”Seeds Of The Plague” og ” The Question Keeper”. To numre som er fremragende sat sammen! De er både yderst progressive, men også flotte og storladne. Eller den smukke stormfulde powerballade ” Just Another Broken Shell”. Som blander flot og teknisk guitarspil, med sjælfuld og gennemført vokalarbejde. Og netop sangeren Nuno Ferndndes, er virkelig en gevinst for Lanfear! Hans sublime vokal, adskiller dem fra andre lovende navne indenfor genren. Men alle i gruppen har hvad der skal til, for at blive et stort navn. Og jeg har ikke noget som helst at udsætte på gruppen, og håber virkelig at de får den anderkendelse som de fortjener!

X To The Power Of Ten er udkommet på pladeselskabet Locomotive Records. 

         (8½ ud af 10)

Lyt til Lanfear her: http://www.myspace.com/thelanfear

___________________________________________________________________________________________

 Neonfly - Clever Disguise

Anmeldt af Jesper: 08-07-2009

Neonfly er et fem-mandsmetal band fra London, og Clever Disguise er deres første EP. Der er fem numre på EP'en, og der lægges ud med den symfoniske "Reality Shift", som faktisk er ok, på trods af en lidt rodet komposition og nogle skift der hænger lidt. Næste nummer er "Broken Wings", som starter fedt ud med en solid rytme og et fornuftigt vers, men i omkvædet går det helt galt. Neonfly har besøg af Tony Mills fra norske TNT, og han synger sammen med Neonfly's Tamás på omkvædet, og det lyder mest af alt som et utrænet kor, der har aldrig har synget sammen før. Men hvis man kan se bort fra det nærmest horrible omkvæd, så er selve nummeret faktisk ret fedt. "I Think I Saw A UFO" efterlader mig med følelsen af, at nummeret er med som fyld. Det har absolut ingen feel, og det forekommer mig ligegyldigt. "I Think I Saw A UFO" er punket og minder lidt om et halvlummert Green Day nummer tilsat lidt ekstra spark på stortrommen og en alt for dominerende lead guitar. Det bliver en lille smule bedre med "Gonna Shoot You Right Down", men desværre kun en lille smule.Selve musikken er tilforladelig, men vokalen er lidt ude i skoven. Dertil er nummeret meget lidt variende, så det bliver hurtigt kedeligt. Sidste nummer er "Ship With No Sails", og er som det eneste nummer på EP'en, et ret gennemført og sammenhængende nummer. Med undtagelse af et par enkelte små glitches, så er det et virkelig godt nummer. Det har en fed melodi, gode skift og vokalen fungerer også rigtig godt på det nummer.
Jeg er bange for, at jeg er slemt skuffet over Clever Disguise, der er ganske enkelt for mange ting der generer mig. leadguitaren er alt for overdrevet. Det virker som om han har fået sig en Flying V i konfirmationsgave og målet har været at spille hurtigt. Hastigheden har han, men der er ingen feel, og ret ofte rammer han også skævt på takten. Tamás' stemme er faktisk ret fed, men virker ind i mellem for ung og utrænet - minder lidt om en ung Mustaine -, men jeg tror at han har et godt potientale for at udvikle sin stemme. Neonfly har hentet inspiration fra forskellige genrer og bands, der er både progressivt og solid metal, men kun enkelte steder formår de at forene det hele. Da det er en EP, som de sandsynligvis selv har skudt penge i, kan man nok ikke tillade sig at forlange alt for meget, men jeg er alligevel nødt til at sætte en fedtet finger på produktionen og arrangementet. Hvis det havde været ordentligt, så kunne flere af numrene måske godt blive ret fede.
Selvom der er enkelte steder, hvor Neonfly rent faktisk får tingene til at fungere, kan jeg ikke få mig selv til at give Clever Disguise mere end en middelmådig karakter, men jeg tror samtidig at der er en mulighed for, at de kan få skruet noget rigtig godt musik sammen, når de har fået et par år mere på bagen og måske får hjælp til arrangement og en meget kritisk og dygtig producer.

     (4 ud af 10)

Lyt til Neonfly: http://www.myspace.com/neonflyband

________________________________________________________________________________________

 Riverside- Anno Domini High Definition

Anmeldt af René 02-07-2009 

Den her har jeg godt nok, glædet mig til at anmelde! Det er der flere grunde til. En af dem er at Riverside, er et band i rivende udvikling. Og derfor er hver enkel udgivelse fra dem, en oplevelse ud over det normale!

Men det vil jeg vende tilbage til. For dem der ikke er bekendte med dette band, kommer her lige lidt info. 

Riverside blev dannet i Polen i 2001. Og består af fire medlemmer, og de er følgende: Mariusz Duda (bass og vokal), Piotr Grudzinski (guitar), Michal Lapaj ( keyboards), Piotr Kozieradzki (trommer). Og flere af bandets medlemmer startede faktisk med at spille dødsmetal, i grupperne Hate og Domain. Så at de den dag i dag spiller progressiv rock, må siges at være lidt pudsigt! Men deres første album blev udgivet i 2003, og det havde titlen Out Of Myself. Og er efter min mening, et af de bedste debut albums indenfor den progressive rock! For det rummer ikke et dårligt nummer. Hvis jeg skal forklare lidt om musikken, så er det en blanding mellem Tool, Porcupine Tree, Og til dels også Dream Theather. Men Riverside har også lyttet en del til den engelske progressive rock, og i særdeleshed Pink Floyd! Hvilket er ret tydeligt på førnævnte udgivelse, men også på Second Life Syndrome fra 2006. Men grupper som Anathema og My Dying Bride, er heller ikke helt ukendte i Riversides univers. Da skæringerne tit er meget atmosfæriske og melankolske, og det har de heller aldrig lagt skjul på. Men bandet er aldrig en kopi af disse navne, da de også har deres egen stil. Og har en finurlig og yderst unik måde, at sætte deres musik sammen på. 

Men for at vende tilbage til Anno Domini..., så er den så absolut et lige så fedt bekendtskab som de tre forgående udgivelser! Dog er der visse forskelle. For første og anden cd og ligeledes også Rapid Eye Movement fra 2007, var en triologi. Og uden at afsløre alt for meget omkring det, så handlede de i grove træk om en mands rejse i hans eget sind. Og lyrik og musik, byggede op omkring den historie. Anno Domini..., består derimod af fem skæringer, der hver for sig er forskellige. Og de er hver for sig, en genial færden i det progressive univers! Og jeg har svært ved at fremhæve den ene, frem for den anden. Men hvis jeg skal vælge et nummer ud, må det blive den fantastiske ” Left Out ”. I løbet af nummerets 11 minutters spilletid, kommer vi nemlig rundt i alle grenene af den progressive rock.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg faktisk ret lettet efter at have lyttet Anno Domini...igennem! Og hvorfor så det? Jo ganske enkelt fordi at, forgængeren Rapid Eye Movement mangelde en smule for at være i Riversides normale klasse. Grunden er at det i mine øjne var for enkelt, i lyd og udtryk. Der var ikke den sammen melankoli og storladenhed som de to første albums havde. Men det har de rettet op på med dette opus, dog uden helt at nå samme højder, som Out Of Myself og Second Life Syndrome. 

Men hvis du som jeg er en stor Riverside fan, så tøv ikke med at hoppe med på vognen her. Og for nye kommende fans. Så start med den her, det vil du ikke fortryde! 

Anno Domini High Definition er udkommet på pladeselskabet Inside Out. 

          (9½ ud af 10)

Lyt til Riverside her: http://myspace.com/riversidepl

_________________________________________________________________________________________

 Chickenfoot - Chickenfoot

Anmeldt af Jesper: 01-07-2009

For nogle dage siden, et sted jeg har glemt, læste dig dette spørgsmål efterfulgt af dette spørgsmål: Hvad er Chickenfoot? På tide, er hvad det er!

Tillad mig at supplere med et rungende, HELL YEAH! Det er længe siden mine hårdttjente penge har været brugt bedre, end på dette, deres debutalbum. De fire medlemmer af Chickenfoot er alle højt anerkendte musikere: Joe Satriani, overnaturlig guitarist med adskillige solo udgivelse bag sig, samt et par år sammen med Deep Purple. Sammy Hagar, tidligere forsanger i Van Halen, hvis vocale evner er i en klasse for sig. Micheal Anthony, bassist, medstifter af Van Halen og producent og ejer af "Mad Anthony" hot sauces. Chad Smith, trommeslager i Red Hot Chili Peppers og andre sideprojekter, såvel som en smule på den sjove side af normaliteten.

Albummet er et mix af 11 fede numre. Fra det første nummer, "Avenida Revolution", som er en slags off-beat nummer, en smule mørkt men stadig meget melodisk - til "Sexy Little Thing", "Running Out" og "My Kinda Girl", som er lige ud af landevjen, syng-med-venlige numre - til "Give It Up", "Down The drain" og "Turnin' Left", som er de mere tunge numre på albummet - til det funky "Future In The Past", og til sidste den meget cool ballade, "Learning To Fall".

Sagen med Chickenfoot er, at selvom det meste af albummet lyder meget forskelligt fra noget nogen af dem før har lavet (dog mener jeg, at der er nogle meget Van Halen-agtige stykker hist og her), så skinner signaturen fra hvert enkelt af medlemmerne igennem. Satriani's stil er letgenkendelig, selvom hans normalt højtflyvende, eksperimentelle stil er lettere nedtonet, men det klæder både ham og albummet rigtig godt. Hagar og Anthony tilføjer noget unikt til bandet, og jeg synes at de to sammen udenfor Van Halen beviser, at de var en stor del af hvad der - i min mening - gjorde Van Halen til hvad det var. Jo, Eddie er en guitarisk med guddommelge evner, men når du lytter til det her album, vil du kunne høre hvor en stor del af VH-magien kom fra.

Chickenfoot blev udgivet den 5. juni 2009 på earMUSIC i Europa og Redline Entertainment i USA.

Chickenfoot skulle have spillet i Vega i København den 8. juli 2009, men har desværre måttet aflyse, da Chad Smith har pådraget sig en skade i den ene hånd. En ny dato er endnu ikke fastsat.

          (9½ ud af 10)

Listen to Chickenfoot here: http://www.myspace.com/thechickenfoot 


Read the English version of the review her

__________________________________________________________________________________

 Therapy?- Crooked Timber

Anmeldt af René: 29-06-2009 

Hvor kender jeg dette band fra? Det var min første tanke, da jeg fik Crooked Timber i hånden. Også faldt tiøren! Det var da dem, som udgav Troublegum tilbage i 1994. Og netop dette album, gjorde at de opnåede lidt fortjent anderkendelse. Det var nemlig lidt af et frisk pust, gruppen her fik udgivet! Det var en tid, hvor bands som Nirvana, Pearl Jam, og Alice In Chains var dem, der var de mest solgte artister inden for rocken.

Den musik de spillede blev kaldt grunge, og netop denne genre var fremme fra 1991-1995. Og i den periode blev mange bands opløst, da der simpelt hen ikke var et publikum til deres musik. Men for at vende tilbage til Troublegum, så var dette album med til at få rocken tilbage på rette spor! For denne udgivelse var fyldt med fed kompromiløs rock, med solide riffs, og virkelig velskrevne skæringer. Men nu er vi så i år 2009, og her skal jeg så anmelde bandets udgivelse nummer 13. Og den hedder som jeg før har skrevet Crooked Timber. 

De medlemmer der spiller på den er, Andy Cains (guitar og vokal) , Michiael McKeegan (bass), Neil Cooper (trommer). Gruppen er fra Irland, og her blev de dannet tilbage i 1989. Og hvad er Crooked Timber så for en størrelse? Jo, i grove træk består den af rock. Hvis man så tilfører den, masser af støj og forvrængning, en dårlig produktion, en manglende evne til at variere, og nul opfindsomhed, så er man ved at være der! For hold fast hvor jeg keder mig, når skiven her snurrer i cdafspilleren! Hvor er det dog sørgeligt at så gammelt et band, vælger at udgive sådan et makværk. 

Jeg kan ikke med min bedste vilje, anbefale Crooked Timber. Så bedre held næste gang Therapy?. For det her, kan i sgu gøre bedre! 

Crooked Timber er udkommet på pladeselskabet DR2 Records. 

     (5 ud af 10)

Lyt til Therapy?: http://www.myspace.com/therapyquestionmark

___________________________________________________________________________________________

 The Chelsea Smiles – Chelsea Smiles 

Anmeldt af Calle: 26-06-2009 

The Chelsea Smiles er fra Los Angeles, USA og de blev dannet i 2004 af  guitarist Todd Youth, som tidligere har spillet i Danzig og D. Generation. Udover ham består bandet af Skye Vaughan-Jayne (sang), Johnny Martin (bas), Karl Rosqvist (trommer) og RJ Ronquillo (guitar). Bandet spiller sleazy garage rock ‘n’ roll med elementer af punk. 

The Chelsea Smiles er bandets anden fuld længde cd og den blev udgivet i marts 2009 via DR2/Demolition Records, som bandet skrev kontrakt med i januar 2009. 

CD’en består af tolv sange, som alle oser af en smule f**k you attitude, hvis lige man ser bort fra aflutningsnummeret “Broken Lullabies”, hvor bandet viser en mere blød side. Der mangler efter min mening et “stand-out track” eller to på The Chelsea Smiles, men de bedste sange på cd'en er efter min mening “Take You Away”, “On The Run”, “Leave You Cold” og “Little Misfit”. Og så levere bandet et udemærket cover af Rolling Stones sangen “The Last Time”. Resten af numrerne er lidt ensformige og sange som “Drowned” og “So Low” er på vej til det kedelige. De fleste sange er dog velskrevet og der er fede guitar soloer på flere af numrerne, men som sagt kan cd’en godt blive lidt ensformig i længden. Så efter min mening er The Chelsea Smiles en lidt blandet pose slik. 

Da jeg første gang så coveret til The Chelsea Smiles (det var inden jeg kendte bandet), var min første tanke, at der her var tale om et larmende garage rock band med en dårlig lyd. Men cd’en er faktisk rigtig godt produceret og lyden er god. Manden der har stået bag dette er Howard Willing, som tidligere har arbejdet sammen med bl.a. Smashing Pumpkins og Liz Phair. Bandet spiller deres instrumenter godt og man kan godt høre at bandmedlemmerne har flere år som rockmusikkere i bagagen. Det er heller ikke alle og enhver der kan træde ind i Motörhead og vikariere for Phil Campell til nogle koncerter, som Todd Youth gjorde det for et par år siden.

Hvis jeg skal nævne bands, som The Chelsea Smiles minder lidt om, må det være en blanding af The Hellacopters, Bullets And Octane, Backyard Babies, The Ramones og New York Dolls. Så hvis du er til nogen af disse bands, så vil The Chelsea Smiles måske være noget for dig. Personligt er det ikke den cd jeg oftest vil sætte på anlægget eller køre på repeat på iPod’en. Men den er helt sikkert et lyt værd, hvis du er til garage punk ‘n ‘ roll med sleazy sound!! 

       (7 ud af 10)

Lyt til The Chelsea Smiles: http://www.myspace.com/thechelseasmiles

_________________________________________________________________________________________

 Marshall Law - Razorhead

Anmeldt af René: 23-06-2009 

Marshall Law hvem pokker er det? Det var den første tanke jeg fik, da jeg fik deres nye udgivelse Razorhead i hånden. Hvilket jo så også er en af de spændende fordele ved at være anmelder! Man lærer noget nyt hver gang, man skal anmelde et nyt band. Nu er de jo som sagt et nyt band, for mig. Men sandheden er, at Marshall Law er en gruppe med MANGE år på bagen! De blev dannet tilbage i 1988 i Birmingham, England. Og Razorhead er deres udgivelse nr 7. Bandet består i dag af Andy Pyke (vokal), Dave Martin (guitar), Dave Rothan (guitar), Tom Dwyer (bass), og sidst men ikke mindst, Steve Hauxwell (trommer). 

Og hvad har de her gutter her fra Birmingham så at byde på? En hel del faktisk! For Razorhead er faktisk en lille perle. Hvis jeg skal beskrive musikken, så er det i grove træk en fin blanding af power metal og en smule trash metal. Tag Savatage, Iced Earth, og det gamle Metallica plus en lille knivspids Slayer. Bland det, og ud kommer så Razorhead! For numre som ” Razorhead” eller ”Headtrap” er virkelig en rejse tilbage til de gode gamle firsere, hvor flere af førnævnte bands var bedst! Hvis vi skal tale om om at være unikke og noget for sig, så er Marshall Law det ikke. Men på trods af det, så er de alligevel et fedt bekendtskab! For det de gør, det gør de rigtigt godt. Og derfor savner man ikke orginaliteten. 

Som den kære læser nok så rigtigt har obseveret, så er jeg ret glad for Razorhead. Men der er alligevel lidt, jeg er utilfreds med. En af punkterne er lyden! For når et band som Marshall Law, vælger at udgive en cd med 70 minutters spilletid, så skal produktionen også være i orden! Og det er den desværre ikke. Marshall Law er nemlig et meget velspillende band, og har teknikken på plads. Men lyden på de respektive instrumenter, kommer ikke rigtig ud som den skal. Og hvor er det dog en skam! Lyden er mudret, og mangler i den grad tyngde og bund. En anden ting er spilletiden, den er ALT for lang! 15 numre er for meget, og kan ikke rigtig fastholde lytterens interesse, i hvert fald ikke min. Det havde været bedre med måske 10 numre, og en spilletid på cirka 50 minutter. Det ville være med til at gøre Razorhead, mere spændende og indbydende. 

Men uanset mine vredesudbrud angående spilletid og produktion, så er den et godt bekendtskab! Jeg ville bare håbe at bandet, ville rette de ”små” fejl til næste udgivelse. Det ville måske give dem, noget mere vind i sejlene, det håber jeg! 

Razorhead er udkommet på pladeselskabet DR2 Records 

       (7 ud af 10)

Lyt til Marshall Law her: http://www.myspace.com/marshalllawofficial

________________________________________________________________________________________

 Ricky Warwick – Belfast Confetti 

Anmeldt af Calle: 21-06-2009 

Ricky Warwick er nok mest kendt fra hard rock bandet The Almighty, som han selv startede i 1988. Han har også spillet i forskellige mere punk inspirerede bands som f.eks. Stiff Little Fingers og New Model Army. Derudover har han lavet tre solo cd’er, hvor Belfast Confetti er den sidste af dem. Stilen på hans solo cd’er er mere celtisk folk rock og americana inspireret og Ricky henter stor inspiration fra bl.a. Bruce Springsteen, Van Morrison, Steve Earle og Johnny Cash. 

Belfast Confetti består af 11 sange, hvor historierne i teksterne omhandle Ricky selv, men også hans familie og venner og alle sangene har en vis forbindelse til Nord Irland, som er hans fødested. Sangene på cd’en er en god blanding af akustiske uptempo numre, som f.eks. indledningsnummeret “Can’t Wait For Tomorrow” og den efterfølgende sang “The Arms Of Belfast Town” og de stille numre, som f.eks. de Springsteen inspirerede sange “Born Fighting” og  “Angel Of Guile”. En anden Springsteen inspireret sang er “Throwin’ Dirt”. Sange som “Hanks Blues” og afslutningsnummeret “If You’re Gonna Bleed...” minder mig lidt om Van Morrison. Derudover hører jeg lidt nyere Bon Jovi i “Thousands Are Leaving”, men jeg tror nu ikke Ricky har lyttet meget til det. De mest irsk lydende sange er før nævnte “The Arms Of Belfast Town” og “Can’t Hurt A Fool”. Mine personlige favoritter er helt klart “Can’t Wait For Tomorrow”, “Born Fightin’” og titel nummeret “Belfast Confetti”. Og skal jeg nævne de sange jeg synes falder lidt igennem, så er det “Punchin’ Thunder” og “Hanks Blues”. 

Ricky har en god stemme, som passer godt til denne genre inden for musikken, såvel som den også passer til det noget mere rockende The Almighty. Jeg synes godt man kan høre, at der er mange følelser med i sangene. Jeg synes dog, at nogle af sangene lyder for meget som hans forbilleder og jeg ville godt have haft mere Ricky Warwick ind over dem!! 

Men alt i alt er Belfast Confetti en udemærket cd. Jeg synes måske den mangler lidt i forhold til Ricky’s to forrige solo cd’er “Tattoos and Alibies” og “Love Many, Trust Few”. Den er lidt mere stille end hans to forrige cd’er, men er man til denne genre inden for akustisk rock, så kan jeg godt anbefale denne cd. 

Pladen blev udgivet via Global Music/DR2 i april 2009.  

        (7½ ud af 10)

Lyt til Ricky Warwick: http://www.myspace.com/rickywarwick

_______________________________________________________________________

 Lauren Harris - Calm Before The Storm

 

Anmeldt af René: 20-06-2009

 

Lauren Harris er en engelsk sangerinde. Og den udgivelse her som er hendes første, har titlen Calm Before The Storm. Før jeg kommer ind på musikken, så kommer her lige lidt info om hvem hende Lauren egentligt er.

 

Hun er som navnet jo også tydeligt siger, datter af bassisten Steve Harris. Og han er jo en kendt herre! For i over 30 år, har han været bassist og sangskriver i et af verdens bedste og mest kendte heavy metal grupper, nemlig Iron Maiden. Og nu prøver han så her, at hjælpe sin datter lidt på vej. Han har nemlig produceret og spiller bass, på flere af numrene på Calm Before The Storm. Men det kan man ikke høre! For Laurens musik har INTET at gøre med hendes fars band, og det er faktisk lidt en skam.

 

Hvis jeg skal prøve at beskrive musikken efter bedste formåen, så er det en blanding af flere genre. Flere af numrene er rendyrket rock og hård rock. Her kan blandt andet nævnes det første nummer, ” Steal Your Fire” eller nummeret ” Your Turn”. Og det fungerer egentligt rigtig godt! Da de er udstyret med fede riffs og generelt fremragende guitarspil. Hvis bare Lauren havde holdt sig til det, så havde jeg været glad! Men så når vi til en anden skæring, som har titlen” Get Over It”. Og her går det desværre galt! For her er hun over i pop punk rock ala Avril Lavigne, og det er MILDEST talt ikke særligt godt! For det første er det ikke min kop te, men det hører heller ikke hjemme på cd’en her. For det gør at den kære lytter bliver forvirret. Så en anden gang, skulle hun holde sig til at spille rock. Og ikke blande stilarterne, det ville være bedre for hende og for os lyttere.

 

Som nævnt før, så kunne jeg godt have tænkt mig lidt mere indflydelse fra hendes far, og ikke mindst Iron Maiden. Og her tænker jeg specielt på den råhed, og styrke de har i deres numre! For Calm Before The Storm er næsten for ”pæn” i stil og lyd. Musikken kunne til tider godt være mere oppe i ”gear” Og ligeledes mere tung. Og en anden ting er Laurens vokale udfoldelser på skiven her. Hun er absolut ingen dårlig sangerinde, men lidt undervisning i sang var nok på sin plads! Da hun ikke rigtig formår at ramme de høje toner. Men omvendt, så er Calm Before The Storm hendes første cd. Og Rom blev jo som bekendt, ikke bygget på en dag.

 

Så alt i alt, så er udgivelsen her ikke nogen dårlig start. Og er man til rock med en kvinde bag mikrofonen, så er cd’en her faktisk okay. Bare man ikke forventer samme kvaliteter som for eksempel Lita Ford, Sass Jordan eller andre. Men igen, det er hendes første cd, og set i lyset af det er det en fin begyndelse.

 

Calm Before The Storm er udkommet på pladeselskabet Demolition DR2 Records.
 
       (6½ ud af 10)

 

Lyt til Lauren Harris her: http://www.myspace.com/laurenharrisuk
_______________________________________________________

 Bullet Train Blast – Second Chance 

Anmeldt af Calle: 17-06-2009 

Bullet Train Blast blev dannet i Århus i 2005, men gik dengang under navnet The Expendables. Bandet består på Second Chance af Bjørn P. (sang), Morten Scratchie (bas), Niels Hyttel (guitar), Simon Brøchner (trommer) og Bjørn Winther (guitar). Siden udgivelsen af cd’en har de to gange Bjørn forladt bandet og Martin Larsen er trådt til som sanger. 

Second Chance er bandets debut cd og den sprudler af rock ‘n’ roll fra start til slut. Der er fede guitar riffs, gode melodier og samtidig er der en fantastisk energi over Bullet Train Blast’s sange. De bedste sange ligger efter min mening på cd’ens først halvdel. Jeg rocker virkelig meget med på bl.a. åbningsnummeret “Still Going Down” og de to efterfølgende numre “Run Baby Run” samt titel nummeret “Second Chance”. Derudover er “Dirty Miss Daisy” en af de sange jeg ofte kører på repeat på anlægget. Det er et super fedt down tempo nummer. En anden af mine favoritter er “So Sexy”, som har en fed rytme og leder mine tanker hen mod Buckcherry. På “Everytime That I Go By” gør bandet brug af saxofon og en trombone, hvilket giver sangen et ekstra pift. Skal jeg nævne et par sange, som efter min mening ikke helt er på højde med resten af cd’en, så må det være “Here Comes The Sunshine” og afslutningsnummeret “Painfilled Eyes”. Men alt i alt er Second Chance en rigtig god cd. 

Sangene på Second Chance er fyldt med diverse rock ‘n’ roll klicheer, men hvad gør det, når der er tale om rock med stort R. Bandet spiller som sagt med en stor energi og Bjørns stemme passer perfekt til musikken. Han har efter min mening en af de bedste stemmer i dansk rock. Han stemme minder mig om en blanding af Jesper Binzer, Chad Kroeger og Axl Rose (når han rammer de høje toner).  

Second Chance er produceret af Tommy Hansen (som bl.a. har arbejdet sammen med D.A.D, Helloween, Pretty Maids, Hatesphere, Iron Fire og Skagarack for bare at nævne et par bands) og bandet selv. Cd’en er indspillet i Jailhouse Studios. 

Bandet har et internationalt præg over sig og hvis de fik chancen tror jeg godt de ville kunne sælge et par cd’er uden for Danmarks grænser. Efter min mening hører Bullet Train Blast, sammen med SuperCharger, Shotgun Revoltuion og Star*Rats, til blandt de bedste rock bands vi har i vores lille andedam i øjeblikket. Dette band er for fans af Guns ‘n’ Roses, Mötley Crüe, Aerosmith, Buckcherry, D:A:D og nyere bands som Black Stone Cherry,  Cowboy Prostitutes, MamaKin og Stallion Four. Tjek bandet ud på MySpace og køb Second Chance. Du vil ikke fortryde det!!!!

         (8½ ud af 10)

Lyt til Bullet Train Blast: http://www.myspace.com/bullettrainblast

________________________________________________________________________

 IQ- Frequency

Anmeldt af René: 09-06-2009 

IQ er en engelsk gruppe, der har holdt sammen siden i starten af firserne. Og har haft en stor udskiftning i bandet. Men har på trods af det, alligevel formået at udgive et hav af fantastiske udgivelser! Og Frequency , er ingen undtagelse. Gruppen består den dag i dag af Michiael Holmes (guitar), Andy Edwards (trommer), John Jowitt (bass), Peter Nicholls (vokal), og sidst men ikke mindst Mark Westworth (keyboards). For et par år tilbage gik bandets primus motor, Martin Orford ud af gruppen. Og blev udskiftet med førnævnte Mark Westworth, Og det troede mange fans kunne blive enden på IQ. Da han var sangskriver på mange af bandets numre, og med til at holde gruppen sammen, i gode og dårlige tider. 

Har det så betydet nogen store ændringer i bandets musik? Nej, og gudskelov for det! IQ spiller stadig væk hvad de har gjort i mange år, nemlig den flotteste progressive rock. Og det er tydeligt lige fra første nummer ”Frequency”, der er fyldt med store flotte klangflader og Peter Nicholls fantastiske vokal. Cd'en består af syv geniale skæringer. Og ikke en af dem, ville jeg undvære! For de binder hele skiven sammen, alle som en. Så her beviser IQ endnu engang, at de er i superligaen inden for den engelske progressive rock. Jeg kender kun to bands, der har samme klasse som dem, og det er Arena, og Pendragon. 

Så hvis du er ”gammel” fan som jeg, så er Frequency så absolut et must. For den er i samme klasse som "The Seventh House" fra år 2000, eller "Dark Matter" som er fra 2004. Også for nye kommende fans, er udgivelsen her et fremragende sted at starte! Produktionen er som altid også i top, ligeledes gælder det også for det coveret. Den version jeg sidder med her, er en special edition. Og her følger en live dvd med, som er optaget i Holland i 2007. Og den er alle pengene værd! Den viser virkelig bandet i topform, så de ekstra penge er virkelig givet godt ud! 

Frequency er udkommet på pladeselskabet Inside Out. 

          (9½ ud af 10)

Lyt til IQ her: http://www.gep.co.uk/iq

____________________________________________________________________________

 Syron Vanes- Property Of...

Anmeldt af René: 07-06-2009 

Syron Vanes er et svensk band, der blev dannet i Malmø i 1981. Og har efterhånden en del udgivelser på samvittigheden. Den cd jeg her skal anmelde, har titlen Property Of.... Gruppen består af medlemmerne, Michel Strand (bass), Rimbert Vahlstrøm (vokal og guitar), og Staffan Lindstedt (trommer). 

Og nu til det mest væsentlige, nemlig musikken. Og hvad har vi så her og gøre med, når vi snakker om Syron Vanes? Jo, vi har og gøre med en blanding af heavy rock og heavy metal. For mange af de riffs forsanger og guitarrist Rimbert Vahlstrøm her fyrer af, lyder en del henad engelske Saxon. Og ligeledes gør også opbygningen af numrene, men besidder Syron Vanes så samme kvaliteter som dem? Nej, overhovedet ikke! Property Of... er desværre en sørgelig kopi, af Saxon og andre fede bands, og er ærlig talt ikke, et ret fedt bekendtskab for undertegnede. 

Og at et pladeselskab overhovedet gider at spytte penge i det band her, er virkelig mig en gåde! For musikken holder slet ikke. Det starter ellers fint i åbneren ”Wild” for fulde hammer, og med masser af enegi. Men når man har lyttet til et par numre mere, så keder man sig bravt! For musikken besidder faktisk overhovedet ikke noget variation, og det er et af problemmerne. Ligeledes er de tre herres indsats på deres instrumenter, heller ikke noget at råbe hurra for. Specielt sanger og guitarrist Rimbert Vahlstrøms evner på den seksstrengede, er meget begrænsede, og det samme gør sig gældende for hans vokal! For mage til kedelig og monoton vokal, skal man lede længe efter. Ja, for at sige det pænt, så er han ikke lige just nogen Bruce Dickinson... 

Produktionen på Property Of... er faktisk okay. Det er så også det eneste lyspunkt for cden her. Så som den kære og opmærksomme læser, indtil nu sikkert har set, så kan jeg ikke anbefale cd'en her! Men skulle man alligevel have interesse i udgivelsen, så er den udkommet på selskabet Record Heaven. 

     (5 ud af 10)

Lyt til Syron Vanes: http://www.myspace.com/syronvanes

________________________________________________________________________________________

  Fury UK - ”VR”

Anmeldt af René: 05-06-2009

Fury UK er et engelsk band, som dele af navnet også antyder. De blev dannet tilbage i 2002, og har tidligere udgivet en fuldlængde med titlen ”Face Of Adversity”. Gruppen består af 3 medlemmer, Chris Appleton (vokal og guitar), Martin McNee (trommer), og sidst men ikke mindst Luke Appleton (bass og kor).  

Gruppen er for mig et yderst glædeligt bekendtskab! Og grunden til at jeg siger det, er at de er hamrende ligeglade med hvad der er på mode, og hvad der lige er oppe i tiden. Og det er faktisk ret sjældent i disse år, og noget jeg personligt kun kan bifalde! De har som alle andre musikere, deres helte og sådan skal det være. Og en af de helte er tydeligt Iron Maiden! For dele af VR lyder som førnævnte band tilbage i startfirserne. Her tænker jeg specielt på udgivelser som ”Killers” og tildels også ” The Number Of The Beast”. Her tænker jeg specielt på guitararbejdet fra Chris Appleton, for mange af de riffs og soloer og harmonier som han fyrer af, lyder ret meget som Dave Murray og Adrian Smith. Metallica er et andet band, gruppen vist også har lyttet en del til. For den opbygning og enegi de fyrer af på VR, minder ret meget om Metallica i deres velmagtsdage. Men ellers er Fury UK til tider lidt svære at sætte i bås, da de også har deres egen stil.  

Rent musikalsk er der ikke så meget at komme efter! De er alle tre dygtige på hver deres respektive instrumenter, og det er tydeligt at de kan deres håndværk. Dog vil jeg så sige at sanger og guitarrist Chris Appleton, godt kunne bruge lidt sangundervisning! For han synger i det samme toneleje på hele cden, og det kan godt blive lidt ensformigt at høre på. Men hans evner på den seksstrengede er der ikke noget at sætte en finger på! Og det skinner tydeligt frem i den smukke instrumentale ”The Last Invention”, hvor han kombinere teknik og melodi, på fremragende vis. Sublimt!  

Andre numre der er værd at fremhæve er for eksempel åbneren og tittelnummeret ”VR” hvor der virkelig er smæk på og samtidig meget melodisk. Eller nummeret ”Outpost” der er en flot powerballade, og sådan kunne jeg blive ved. Jeg har ikke de store problemmer ved at anbefale cden her, da den faktisk er ret fed!

VR udkommer 13 Juli på selskabet Rocksector Records

        (8 ud af 10)

 
 ________________________________________________________________________________________
 Sanction-X - The Last Day

Anmeldt af Rene: 31-05-2009

Sanction-X er et tysk band der blev dannet i 2008. Gruppen består af Ebby Paduch (sang), Robby Bobel (guitar), Roberto D`Amico (bass), Ben Eifert ( keyboard), Peter Langer (trommer). De er tidligere et ubeskrevet blad for mig, men det retter denne fine udgivelse nu op på.

Det er tydeligt at høre at bandet, er garvede og yderst talentfulde musikere! Især sangeren Ebby Paduch, har en ret fed stemme. Og lyder en del som Ronnie James Dio, uden dog helt og have samme teknik og gennemslagskraft. Men også guitarristen Robby Bobel, er yderst talentfuld og hans sans for harmoni og godt håndværk, er ligeledes en gevinst for Sanction-X.

The Last Day består af 11 numre, og er godt produceret. Hvis jeg skal beskrive musikken, så består den af en habil blanding af heavy metal og power metal. Hvis jeg skal sammenligne Sanction-X med andre grupper, så er Helloween og Evidence One nok ikke nogen dårlige bud. Og Robby Bobel har jo tidligere været med i sidst nævnte band, og det bærer musikken også lidt præg af.

Som nævnt før så er The Last Day, en god udgivelse. Men skal jeg være bare lidt kritisk, så mangler gruppen altså lidt deres egen stil og lyd! Men det kan næste udgivelse forhåbentlig rette op på, og fans af denne stil kan roligt hoppe med på vognen her. The Last Day udkommer den 26 Juni, på selskabet Metal Heaven.

        (7 ud af 10)

_______________________________________________________________________________________________


 High Noon – No Turning Back 

Anmeldt af Calle: 19-05-2009 

High Noon blev dannet i Hollywood i 1989 af Sam Persons (bas) og Ken Hitsman (guitar). De fik hurtigt Jim Zappa (sang) og Mike Patterson (trommer) ombord i bandet. 

No Turning Back er en samling af sange fra bandets levetid (1989 – 1994) og sangene ligger i kronologisk rækkefølge. De første to sange på cd’en “High Noon” og “Bad Moon Risin’” er optaget på en 8-spors båndoptager og det kan høres tydeligt i lydkvaliteten. På trods af dette er “Bad Moon Risin’” en helt udemærket sang. De to næste sange “Rude Boy” og “Don’t Come Running” er optaget på et 24-spors studieudstyr og får dermed en noget bedre lyd. Først nævnte sang er en rigtig god rocker og “Don’t Come Running” er en ok ballade. De næste fire sange “Have My Heart”, “Skatin’ On Thin Ice”, “When The Night Calls” og “Just Like A Woman” på No Turning Back er optaget af Michael Lardie og Michael Wagner og samtidig mixet af Michael Wagner. Med disse to herrer bag roret får sangene en rigtig god lyd og de hører alle til blandt cd’ens bedste sange. Isør rockeren “Have My Heart” og balladen “Just Like A Woman” ligger godt  mine ører. Bandet havde et mindre top ti hit i Europa med “Have My Heart” og sangen gav også genlyd i Japan. På de næste tre sange “Who Do You Think You Are?”, “Around Midnight” og “Faith Hope And Love” er bandet tilbage på en 8-spors optager, men lyden er blevet klart bedre ned på cd’en første to sange. Alle tre sange er udemærkede rock sange og især “Who Do You Think You Are?” har efter min mening hit potientale. Pladens sidste tre sange “Bed Of Lies”, “Weight Of The World” og “House Of Glass” er ikke værd at skrive hjem om. Først nævnte har en meget funky guitar og de sidste to er bare middelmådige rock sange uden glød. Bandet havde måske mistet gnisten. Dette kan måske skyldes grungens indtagelse i radio, tv og koncertsale, samt den folkelige lyst til High Noon’s genre var væk. 

Sangene er som sagt produceret af henholdsvis Zappa og Hitsman (som også var bandets hovedsangskrivere) og legendariske Michael Wagner og Michael Lardie (Great White). Derfor har No Turning Back en lidt blandet lydkvalitet, men alt i alt synes jeg No Turning Back er en rigtig god cd og der er som sagt flere rigtig gode sange at finde på cd’en, som f.eks. “Rude Boy”, Have My Heart” og “Who Do You Think You Are?”.  Derudover synes jeg Zappa har en fremragende stemme, som ligger rigtig godt til denne musikstil. Med lidt mere held tror jeg godt High Noon kunne have fået et gennembrud. Ihvertflad hvis de var kommet frem et par år før de gjorde. 

Jeg vil sammenligne High Noon med bands som bl.a. Britny Fox, Danger Danger, Dangerous Toys, Warrant og Tyketto. Så er du til disse bands, vil du også kunne lide No Turning Back. 

       (7 ud af 10)

Lyt til: http://www.myspace.com/highnoonrocks

___________________________________________________________________________

 Gynger Lynn – Gynger Lynn 

Anmeldt af Calle: 19-05-2009 

Gynger Lynn blev dannet i 1989 af bassist Jim Stuppy og sanger Dean Pressley (som tidligere sang i Cheri Lane). De to fik hurtigt fat i Will Hair (guitar) og Frank Paul (trommer) og nu var bandet klar til at indspille demoer og komme ud og spille live. På trods af mange live shows på små spillesteder nåede bandet aldrig for alvor at slå igennem og det blev derfor kun til to udgivelser, hvoraf denne er den første. Begge er genudgivet via Eonian Records. 
 
Gynger Lynn består af tretten sange, hvoraf de fem sange er ballader og resten er mere eller mindre rockende. Cd’en lægges ud med “Dirty”, som er en god åbner og efter min mening en af cd’ens bedste sange. Herefter følger den første stille sang “Reasons Why”. Den mangler efter min mening lidt, for at blive en rigtig god ballade. De næste to sange “One And Only” og “My, My Lisa” er middelmådige rockere, som ikke sætter det store eftertryk i min hukommelse. De opfølges af “Why Is It Over”, som er pladens næste stille sang. Heller ikke denne har hvad der skal til for at begejstre mig. Næste sang hedder “ On My Way” og den rocker godt og hører til blandt de bedste sange på Gynger Lynn. De næste tre sange “Tell The World” , “In My Heart” og “Wanna Be Your Lover” er efter min mening også lidt kedelige. Men de opfølges af “I Love The Lights”. som igen sætter lidt gang i mine rock øregange. De sidste tre asnage på cd’en består af endu to ballader “Faces” og “Love” og en rocker “Arms Around You”. Ingen af disse sange får mig op af stolen af bar glæde. Så alt i alt er det en blandet fornøjelse at lytte til dennne cd. Og så vil jeg mene at der er en kende for mange ballader på cd’en. Især når de ikke lige rammer, mit ellers gode, ballade hjerte. 
 
Cd’en består som sagt af tretten sange, som er indspillet af flere omgange. De første seks sange er indspillet i 1990 og de næste fire er indspillet i 1991, mens de sidste tre også er indspillet 1991, bare med en anden mand bag roret.  De ti første sange er med samme mand, Joe Bader, bag mixerpulten og er indspillet i The Playroom. De sidste tre sange er produceret af John Hunter. Jeg må indrømme at produktionen på Gynger Lynn ikke er helt i top. Om det så er fordi man har fundet de gamle indspilninger frem og overført dem til cd, eller om det bare er produceret lidt skidt, ved jeg ikke. Måske derfor fik Gynger Lynn aldrig et gennembrud. Og samtidig kom de nok lidt sent ind i billedet med denne genre for musik. “Grunge-bølgen” tog sit indtog og Gynger Lynn blev oplyst i 1994. 

Jeg vil sammenligne Gynger Lynn med bands som Kix, Poison, Britny Fox og Stryper. Isør “One And Only” og “Arms Around You” kunne meget vel have været at finde på Poison’s første plader. Sange som “Dirty” og “On My Way” bringer minderne om Kix frem i mig. 
 
Til sidst kan jeg lige tilføje at bandet har taget deres navn efter en “voksen-film” skuespillerinde ved navn Ginger Lynn. Hun havde sin storhedstid i 80’erne
 
      (5½ ud af 10)
 
_____________________________________________________________________________________

 Nightlight - Funeral Of Love

Anmeldt af Calle: 05-05-2009

Nightlight blev dannet i 2005 af Martin Steene (også kendt fra Iron Fire og Force Of Evil). Han ville lave noget andet musik end han var vandt til og begyndte derfor at skrive nogle mere goth-inspirerede sange. Derefter ville han samle et band og prøve musikken af live. Valget faldt på hans gamle venner Martin Lund (bas) og Hagel (trommer). Herfter kom Nikolaj Ihlemann (guitar) og Kasper Langmann (guitar) med i bandet. Funeral Of Love er bandets debut cd og den blev indspillet i efteråret 2006. Pladen udkom via deres eget selskab Hellfire Records den 16. marts 2009.
 
Funeral Of Love består af 12 goth-inspirede rock sange i stil med finske HIM og The 69 Eyes. Men musikken er også inspireret af bands som Type O Negative og My Dying Bride. Åbningsnummeret "C. U. Next Tuesday" hører til blandt mine favoritter på cd'en. Det har et fedt guitar riff og melodien er god. Næste sang "White Winter Black Brain" er en typisk melodisk goth-rock sang. Herefter følger "Gothic Girl", som er meget inspireret af HIM. Sangen har et rigtig fedt omkvæd og man sidder nemt og rocker med. Denne sang er også blandt mine personlige favoritter. Næste sang er titelnummeret "Funeral Of Love", som er et lidt mere down-tempo nummer, hvor Thomas A.G. fra Saturnus gæstegrowler. Det gør at nummeret får en vis sammenligning med Saturnus. De næste fire sange "Shotgun Wedding", Loving The Dead", Hollow Man" og "Madness In The Moonlight" er klassiske goth-rock sange med gode melodier, dystre tekster og hvad dertil hører. Herfter kommer yderligere en af mine favorit sange "Poison Beauty". Sangen indledes med et fedt riff og den forsætter i god stil med et godt omkvæd. Det samme kan siges om næste sang "Zombies 'n' Shadow", som også har et let genkendeligt omkvæd. Næste sang er "Days Of Misery", som er et af de tungere numre på funeral Of Love. denne sang er også blandt mine personlige favoritter. Funeral Of Love aflsuttes af et covernummer af Billy Idol's "Rebel Yell". Jeg ved mange sikkert vil hade dette cover (min opfattelse er at folk tit hader coververisoner af gode sange), men jeg synes nu Nightlight gør det rigtig godt.
 
Der er intet nyt over Nightlights musik, men de gør det rigtig godt og hvis man er til denne form for gotisk rock/metal, så er Funeral Of Love en rigtig god plade. Efter min meneing er bandet helt på højde med førnævnte HIM og The 69 Eyes. Klicheerne fra denne genre kan i højeste grad findes i teksterne til sangene. Du kan bare tag et kig på sangtitlerne for at se det.
 
Trommer og keyboard er indspillet i Earplug studios, mens resten af instrumenterne og vokalen er indspillet i bandets eget studie Hellfire Studio. Alle keyboard er indspillet af Anders Ro fra Saturnus. Funeral Of Love er mixet i Jailhouse Studios i Horsens af Tommy Hansen, som bl.a har arbejdet sammen med Pretty maids, Halloween og Hatesphere). Musikkerne gør det rigtig godt, især guitaren finder jeg god. Også Steene's stemme er rigtig god og den er denne genre værdig. Også live gør bandet det godt. Jeg så dem da de spillede på Jewel Rocks den 26. marts (se billeder ved at kilkke her - og gå lidt ned af siden).
 
        (8 ud af 10)
 
________________________________________________________________________

 4Bitten - No More Sins

Anmeldt af Calle: 05-05-2009

4Bitten er et græsk/amerikansk rock band med blues elementer. Bandet blev dannet i 2002 og startede ud som et cover band, men skrev i 2008 kontrakt med Rocksector Records om udgivelse af deres debut cd, som nu er blevet til No More Sins. 4Bitten består af Fofi Roussos (sang og keyboard), George M (guitar), Akis "Rooster" (bas) og Angelo G (trommer).
 
No More Sins udkom den 20. april og består af 10 bluesy rocksange. Åbningsnummeret "Lightnin' Crashing" er en helt ok rocksang, som lover godt for resten af cd'en. Men de tre næste sange "Believe", "Follow" og "Tell Me" er lidt mere middelmådige. Først nævnte har et godt omkvæd, men resten af sangen følger ikke helt trop. "Follow" har et Queen inspireret guitar riff, men sangen mangler lidt. Herefter følger "Rock 'n' Roll Dream", som er et godt rocknummer der fortæller om drømmen om rockstar livet. Næste sang "Waiting So Long" er en mere down tempo sang, hvor bluesinspirationen skinder tydeligt igennem i guitarriffet. Cd'ens næste sang "Push It To The Limit" indledes med en funky bas, men selve sangen hører til de mere middelmådige på No More Sins. De to næste sange "In The Shadows" og titelsangen "No More Sins" er derimod to af cd'ens bedste efter min mening. Først nævnte er en god rocker, mens titelsangen er det "hårdeste" nummer på cd'en. No More Sins afsluttes af endnu en af de lidt kedeligere sange.
 
Alt i alt er No More Sins en lidt middelmådig og kedelig cd med få lyspunkter. Bandet spiller deres instrumenter godt. Akis spiller en funky bas og George viser sin rock og blues kunnen på guitaren. Tilgengæld synes jeg Fofi's stemme falder lidt igennem. Den mangler lidt for at være en god rock stemme og jeg mener hun ville være en bedre decideret bluessanger. 
 
No More sins er indspillet og mixet i Soundflakes Studios af Nick Papadopoulos og det er masteret i Sterling Sound i New York af Leon Zervos. Cd'en er godt produceret og lyden er god, men bandet mangler lidt bedre sange for at kunne tilfredsstille mig. 
 
       (6½ ud af 10)
 
_____________________________________________________________________________

 Bai Bang – Are You Ready

 

Anmeldt af Calle: 03-05-2009

 

Bai Bang er fra Helsingborg/Malmö, Sverige og de har eksisteret i over 20 år. Bandet består af Pelle Eliaz (guitar), Diddi Kastenholt (sang), Joachim Sandin (bass) og Jonas Langebro (trommer). Are You Ready er Bai Bang’s sjette udgivelse (heraf er der en best of) og albummet udkom den 24. april 2009.

 

Are You Ready består af 10 sange og har en varighed på ”kun” 33 min, hvilket ikke er meget i disse dage. Første sang er ”I Love The Things You Hate”, som er en party rocker og hører til blandt cd’ens bedste sange. Et helt udmærket åbningsnummer, som sætter godt gang i cd’en. Næste sang er ”Born To Rock”, som minder mig en del om Wig Wam’s ”In My Dreams”, som de deltog i det Norske melodi grand prix med. Dette er også en af de bedre sange på Are You Ready. Herefter følger ”Party Queen”, som igen er en party rock sang i stil med åbningsnummeret og den har alle rock sange klichéerne om sex, damer og rock ’n’ roll. De næste tre sange ”Are You Ready - I’m Ready”, ”We Come Alive” og ”Only The Best Die Young” er lidt mere middelmådige sange. Sidst nævnte er en lidt kedelig ballade, som mangler lidt for at blive en rigtig godt power ballade. Herefter følger cd’ens mest heavy sang ”Longtime Cummin’”, som hører til blandt mine favoritter. Den har en god rytme og Pelle levere en fed hard rock guitar. De sidste tre sange ”Bad Boys”, ”Bigtime Party” og ”All The Little Things” mangler også lidt for at blive rigtig gode rocksange. Sidst nævnte er et ok down-tempo nummer, men den mangler lige det sidste.

 

Are You Ready er godt produceret og helt klart den mest polerede udgivelse med Bai Bang. Man kan godt høre, at bandmedlemmerne har nogle år i bagagen og de spiller deres instrumenter rigtig godt. Diddi har en super stemme og den passer godt til denne form for rock.

 

Bai Bang spiller melodisk hard rock med lidt glam/sleaze undertoner og alle rock klichéerne er til stede. Jeg vil sammenligne dem med bl.a. førnævnte Wig Wam, men også bands som Bon Jovi, Poison, Def Leppard, Whitesanke og Danger Danger. Så hvis du er til disse bands, vil du sikkert også godt kunne lide Are You Ready.

 

Jeg har set bandet live to gange og jeg synes de får en mere beskidt og rå lyd, når de spiller live (hvilket de fleste bands gør), så jeg vil varmt anbefale at du ser dem, hvis du får muligheden!!
 
        (7½ ud af 10)

 

Lyt til Bai Bang: http://www.myspace.com/baibang

______________________________________________________________________________

 Nightvision – As The Lights Go Down

 

Anmeldt af Calle: 21-04-2009

 

Nightvision er et band fra Lincolnshire, England. Bandet blev dannet i 2003, men skiftede besætning i 2006 og deres line-up består nu af Dave McKee (sang), Neil Wallis (guitar), Daryl Hocking (trommer) og Dean Hocking (bass). Efter at have spillet live mange gange begyndte bandet indspilningen af deres debut cd og skrev samtidig kontrakt med RockSector Records om udgivelse af cd’en. Det er nu blevet til As The Lights Go Down, som udkom den 6. april.

 

Medlemmerne i Nightvision har mange forskellige inspirationskilder og det kan høres i deres musik. Bandet spiller en god blanding af NWOBHM, progressiv rock og plain hard rock. Åbningsnummeret ”After Drak” lægger standarden for denne cd og sangen er blandt mine favoritter. I de tre næste sange ”Sick And Tired”, ”Something Better” og ”Mine All Mine” er der fuld power på. Sangene drøner bare derudaf og man begynder nemt at rocke med. Næste sang ”Sentenced To The Gallows” er et lidt mere down-tempo nummer. Sangen bygges stille og roligt op til et omkvæd hvor McKee viser sit vokal talent. Denne sang er også blandt mine favoritter. ”Love Ain’t Cheap” forsætter hvor ”Mine All Mine” sluttede. Herefter kommer ”Nightmare”, som er et af de lidt håredere sange på cd’en. Den efterfølges af ”Enough Of You”, som i versene har lidt goth-vibe over sig. Sangen er mere down-tempo og har et fedt guitar riff. De sidste fire sange ”Demons”, ”King For A Day”, ”Carnival” og ”Promiscuity” afslutter As The Lights Go Down med fuld power. Der er dømt hard rock og specielt ”Carnival” får mig til at stampe med foden i takt til musikken. Så denne sang er efter min mening også værd at fremhæve.

 

Bandet spiller tungt, bassen og trommerne lægger en fed grundrytme og guitararbejdet er helt ok. McKee har en god stemme og han er den rette sanger til dette band. Melodierne er gode og sangene velskrevet. Det eneste jeg mangler er lidt mere variation i sangene. Men alt i alt er As The Lifgt Go Down en ok debut cd, der bliver bedre for hver gang man hører den!! Bandet viser en god omgang energi og passion for musikken.

 

Hvis jeg skal sammenligne Nightvision med andre bands, så vil jeg sige, at de er en god blanding af bl.a. Stone Gods, The Almighty, Metallica, Vooddo Johnson, The Answer, Dio, Diamond Head og New Generation Superstars.

 

Efter min mening er Nightvision et af de bedre nye britiske bands og de skulle efter signede være et godt live band. Hvem ved, måske de lægger vejen forbi lille Danmark en dag, eventuelt som opvarmning for et større band.
 
        (7½ ud af 10)
 
______________________________________________________________________
 
 
 Johnny Lima - Livin' Out Loud
 
Anmeldt af Calle: 17-04-2009
 
Den amerikanske producer, sangskriver, musiker og sanger Johnny Lima er, efter at have brugt de sidste tre år på at producere andre (Dirty Penny, Miss Crazy, Freakshow m.fl.), nu klar med sin femte solo cd. Cd’en hedder Livin’ Out Loud og den udkommer 4. maj.

 

Man kan ikke komme uden om Bon Jovi inspirationen, når man hører Livin’ Out Loud (eller de foregående Johnny Lima cd’er). Cd’en består af tolv sange, hvor stilen og lyden minder mig meget om den lyd Bon Jovi havde i 80’erne og 90’erne. Det er catchy rock sange med gode omkvæd og teksterne handler generelt om kærlighed. Åbningsnummeret ”All I Wanna Do” er en perfekt start på denne plade og indledningsriffet giver en lyst til at høre mere. Omkvædet i sangen minder lidt om CrashDïet i kraft af det ”gang-agtige” kor. Næste sang ”Wildflower” er sammen med ”I’m On Fire”, ”Livin’ Out Loud” og ”Hard To Say Goodbye” de sange der lyder mest som Bon Jovi. Sidstnævnte har en keyboard sound i stil med det meget tidlige Bon Jovi. De mest down-tempo sange på Livin’ Out Loud er ”Still Waiting For You” og ”Somebody To Love”. ”Still Waiting For You” er en rigtig pop-rocker og lyder lidt som danske Innocent Blood, som de lyd på soundtracket til Kærlighed Ved Første Hik (bare med engelske tekster i stedet for danske). ”Hate To Love You”, ”Long Way Down” og ”Caught In The Middle” er rendyrkede rock sange og sidstnævnte leder mine tanker hen på Def Leppard. Pladens rock-anthem må være ”Gimme Some Rock, So I Can Roll”. Når jeg hører denne sang får jeg lyst til at feste eller være tilstede til en Johnny Lima koncert. Livin’ Out Loud afsluttes perfekt med ”’Til Love Is Gone” og jeg kan kun sige - jeg bliver nød til at starte denne cd forfra!!!!

 

Som sagt er Lima inspireret af bands som Bon Jovi, Def Leppard, White Lion, KISS m.fl. Så hvis du kan lide disse bands og du er til catchy rock med gode omkvæd du kan synge med på efter første gennemlyt., så er Livin’ Out Loud helt sikkert noget for dig. Cd’en er velproduceret, musikken er i top, melodierne er fængende og Lima har en god stemme, som faktisk også lyder meget i stil med Jon Bon Jovi’s. Det eneste jeg savner er en decideret ballade. Cd’en har godt nok et par down-tempo sange, men de er ikke helt den form for power ballader, jeg mener hører til en rock cd af denne slags.

 

Lima spiller selv alt på Livin’ Out Loud undtagen trommer og lead guitar. Trommerne spilles af Bernie F. Diaz og lead guitaren styres af  Craig Takeshita, Christian Wolff og Danny Danzi. Alle tekster og alt musik står Lima også selv for, med undtagelse af ”Gimme Some Rock So I Can Roll” og ”Hard To Say Goodbye”, hvor henholdsvis I. Macpherson og Takeshita har været med ind over musikken.

 

Jeg kan varmt anbefale at du tjekker Livin’ Out Loud ud og nu du er i gang, så kan du også tjekke hans to forrige cd’er ”Made In California” og ”Shine” ud. Stilen på disse er som sagt meget ens med stilen på denne nye cd.
 
         (8½ ud af 10)

 

___________________________________________________________________________
 Nasty Idols - Boys Town
 
Anmeldt af Calle: 13-04-2009
 
Nasty Idols er et af sveriges første sleazerock bands og de har inspirteret mange nyere svenske bands, som f.eks. Babylon Bombs, Vains Of Jenna og CrashDïet. De blev dannet i 1987 af sanger Andy Pierce og bassist Dick Qwarfort og udgav deres første cd "Gigolos On Parole" i 1989. Siden da er det blevet til tre albums mere og en pause på ti år (bandet blev gendannet i 2006). Nu er bandet tilbage og Boys Town bliver dermed bandets femte udgivelse. Udover Pierce og Qwarfort består bandet af Rikki Dahl (trommer) og Peter Espinoza (guitar).
 
Boys Town er en god samling sleazerock sange, samt et par down tempo ballader. Første sang på cd'en er "Rock Out", som er et perfekt åbningsnummer, der indledes med sirenen fra en politibil.  Herefter følger titel nummeret "Boys Town", som har et Zakk Wylde inspireret indledningsriff. De to næste sange "Method To My Madness" og "Scar For Life" er staright-ahead sleazerock. Sidst nævnte hører til blandt mine personlige favortitter på Boys Town. Herfter sættes tempoet ned for første gang i "Nite Like This". Sangen har en smule Cinderella over sig og det er en udemærket power ballade. De næste tre sange "Crashlanding", "48 Hours" og "7 Year Itch" er alle powerfulde rock sange og "48 Hours" hører også til blandt mine favoritter. Herefter kommer den hårdeste nummer på Boys Town i form af "Evil One". Der er fuld skrue på lige fra start af og omkvædet minder lidt om Judas Prist og Iron Maiden. Espinoza viser virkelig sin guitar kunnen i denne sang. Efter dette tunge nummer kommer "It's Not Love" og "Need The Nite", som lægger sig i hælenen på sange som "7 Year Itch" og "Crashlanding". Straight-ahead rock der rykker i ens trang til at rocke med. Sidste sang på Boys Town er "It Ain't Easy", som er cd'ens anden stille sang. Den minder lidt om Guns 'n' Roses blandet med Faster Pussycat. Igen vil jeg nævne denne sang som en af mine favoritter og det er en perfekt afslutning på cd'en.
 
Nasty Idols er helt sikkert tilbage og Boys Town er en super god cd med gode og velskrevede sange. Der er fede guitarsoloer og Pierce's rå og hæse stemme er perfekt til denne form for rock. Så hvis du er til bands som Backyard Babies, Vains Of Jenna, Cinderella, Tesla, Guns 'n' Roses, Faster Pussycat o.s.v., så vil du føle dig til rette med denne cd på anlægget. Åben en kold øl, sæt anlægget på 11 og så er du klar til at rocke. Lige så snart sidste strofe af "It Ain't Easy" er slut, så vil du starte cd'en forfra.
 
Nasty Idols spiller til "2 Days Of Sex, Ink & Rock'n'Roll" på The Rock den 29 og 30 maj 2009. (læs mere her).
 
         (8 ud af 10)
 
______________________________________________________________________  
 Hot Leg - Red Light Fever
 
Anmeldt af Calle: 13-04-2009
 
Hot Leg er det nye band med Justin Hawkins, som tidligere sang i The Darkness. Udover Hawkins (sang, guitar og Synthesizer) består bandet af Pete Rinaldi (guitar), Samuel Stokes (bass) og Darby Todd (trommer). Red Light Fever er bandets første udgivelse og pladen udkommer i Danmark den 30. april via Target Distribution.
 
Hot Leg følger (i kraft af Hawkins' vokal og sangskrivning) samme stil som The Darkness. De starter hvor The Darkness sluttede og de spiller 70'er og 80'er inspiretet glam rock og "hair-metal" i stil med Queen, Sweet, Def Leppard, Poison og AC/DC. Så Red Light Fever kunne meget vel have været The Darkness tredje cd, hvis ikke lige bandet var gået hver til sit efter deres anden plade "One Way Ticket To Hell....And Back" fra 2005. Red Light Fever består af 10 spandex rockende party sange, hvor teksterne er corny og sjove (vil nogen mene). Cd'en indledes med "Chickens", som er en helt ok rock sang. Måske lige med en tand for meget falcet-stemme efter min mening, men det er jo et af Hawkins kendetegn. Herefter følger "You Can't Hurt Me Any More" og "Ashamed". Først nævnte har et AC/DC lignende riff og på "Ashamed" medvirker Beverlei Brown, som er søster til Chris Brown. Hun medvirkede også, sammen med Hawkins, i det engelske melodi grandprix med sangen "Making Your Mind Up" i 2007. Næste sang er første singlen "I've Met Jesus", som fik meget airplay i England da den udkom der. Det er et af cd'ens bedste numre efter min mening. "Trojan Fever" er Red Light Fever's mest Queen inspirede sang og det efterfølges af "Cocktails", som er et straight-ahead rock nummer. Igen høres Hawkins' falcet-stemme tydeligt, men ikke så meget så det går mig på nerverne. Herefter kommer "Gay In The 80's", hvor omkvædet af en eller anden grund for mig til at tænke på Pet Shop Boys. De to næste sange "Prima Donna" og "Whichever Way You Wanna Give It" er ikke noget helt vildt at skrive hjem om. Cd'ens sidste sang "Kissing In The Wind" er Red Light Fever's eneste stille sang og igen hører jeg lidt Queen i melodien.
 
Med Hot Leg og Red Light Fever får du store pompøse sange med sjove tekster og guitar-riffs, der er denne genre værdig. Et af mine problemer med Hot Leg er bare om man skal tage Hawkins og co. seriøst eller om de virkelig mener det de laver. Jeg synes ikke der er noget nyt over bandet og deres sange og flere af deres riffs har man hørt før. Men var du til The Darkness, så vil du helt sikket kunne lide Hot Leg!!!
 
Red Light Fever udkommer som sagt herhjemme den 30. april og bandet spiller på dette års Sweden Rock festival. Jeg skal helt sikkert opleve dem derovre, også selvom jeg ikke er ovenud vild med cd'en.
 
         (7½ ud af 10)
 
______________________________________________________________________

 Chris Laney - Pure

Anmeldt af Calle: 09-04-2009

Chris Laney er en svensk producer, guitarist, sanger og sangskriver. Som producer/engineer har han arbejdet sammen med bl.a. Europe, Easy Action, CrashDïet, Candlemass og Brian Robertson og som guitarist har han spillet i bl.a. Zan Clan og Randy Piper's Animal. Nu har han netop udgivet sin første solo cd. Udover Laney består musikkerne på Pure af J. Koleberg (trommer) og Nalle Grizzly (bass). Resten af instrumenterne samt vokalen står Laney selv for.
 
Pure består af 12 sange, som oser af spilleglæde og inspirationen kommer hovedsagligt fra slut 80'erne og start 90'erne. Første sang er "Situaton", som indledes med et super riff og det følges op af gode hooklines. Gæste guitarist på dette nummer er Vic Zino (Hardcore Superstar). Næste sang "I Dunno" minder mig meget om Warrant's "Cherry Pie". Herefter følger "Make You Cry", som er endnu et godt rock nummer. Her gæster Rob Love og John Saphyre (begge fra Dynazty), som spiller guitarsoloerne. "The Stranger In You" er Pure's første stille sang og det er en super power ballade med gode soloer og et powerfuldt omkvæd. I næste sang "Fire & Ice" hører man tydeligt den svenske rock scene og sangen minder i stilen meget om bl.a. Crazy Lixx og CrashDïet. Martin Sweet fra CrashDïet medvirker på sangen og han levere en rigtig god solo. Zinny Zan (Zan Clan, Shotgun Messiah og Easy Action) gæster med lead og backing vokal på næste nummer "I Hate Yer Guts", hvilket gør at sangen minder lidt om en Zan Clan sang. "Get U Down" har en lille smule Def Leppard feel over sig. Især i versene, hvor der synges kor. Næste sang "Pissed At What Ya Missed" indledes med et fedt guitar riff som Laney selv står for. Han viser her at han også godt selv kan uden alle de gæstemusikkere. I næste sang "Make My Day" er Laney blevet inspireret af Alice Cooper, hvilket bestemt ikke gør nummeret dårligt. Ligesom "Get U Down" så har "Last Man Standing" også en snært Def Leppard over sig og omkvædet minder mig om Crazy Nights med KISS. På denne sang gæsteoptræder Nick Draglor, som Laney dannede bandet 17 (Seventeen) med da han kun var 16 år. I "Skin On Skin" sættes tempoet for anden gang lidt ned og jeg er sikker på at dette nummer vil få lighterne frem til Chris Laney's koncerter. Sidste sang på Pure er "Pride B 4 The Fall", som afslutter denne cd godt.
 
Alle sangene på Pure er skrevet af Laney i samarbejde med Bruce Kulick (ex. KISS), Mats Levén og Lennart Östlund. Cd'en er indspillet i Polar Studios, som er bygget af ABBA-medlemmerne. Idag ejes studiet af Lennart Östlund, som også er co-producer på Pure.
 
Denne cd er et must for fans af 80'ernes rock i stil med Def Leppard, Alice Cooper og KISS, samt fans af den nyere svenske rock scene. Jeg synes ikke der er nogle dårlige sange på Pure og Laney viser virkelig hvor god en sangskriver og musikker han er. Der er fede soloer og hooklines i stort set alle sange og melodierne sidder lige i skabet. Laney har også en god stemme, som passer godt til sangene. Alt i alt er Pure en super fed cd.
 
         (9 ud af 10)
 
__________________________________________________________________

 Killer Klown - Gain

Anmeldt af Calle: 01-04-2009
 
I november anmeldte jeg det italianske band Johnny Burning, som er udgivet på det lille italianske selskab Street Symphony Records. Det samme selskab har udgivet Killer Klowns debut cd Gain. Også denne gang har de formået at finde et band frem, som kan spille rock. Bandet er fra Verona (samme by hvor Preben Elkjær havde sin storhedstid i 80'erne) og de har spillet sammen siden 2005. bandet består af Gabry (sang), Diablo (guitar), Andy K. (trommer) og Nicoch (bass).
 
Gain er en mindre eksplosion af af in-your-face rock 'n' roll. Cd'en består af 11 guitar drevet sange med gode soloer og en super vokal. Der er fuld power på fra første nummer "Monster Idiot", som minder mig en smule om Megadeth blandet med Velvet Revolver. Herefter følger tre sange "Bloody Velvet", "Tropical Disease" og "Big Town", som alle er plain hard rock. "Tropical Thunder" har et indledningsriff meget i stil med "Double Talkin Jive" med Guns 'n' Roses. Næste sang er "Broken Silence" som er et lidt mere melodisk rock nummer og hører til blandt mine favoritter. "Too Bad" er den sang på Gain, som har den mest punkede feeling. Herefter følger det meget Mötley Crüe inspirede nummer "Joker". Hvis det var skrevet af Nikki Sixx ville det evt. være at finde på New Tattoo. Cd'ens fjerde sidste nummer er "Smoke This", som igen er straight ahead hard rock. "Acid Rain" er et kort nummer som leder op til "Ganster", som minder lidt om åbningsnummeret "Monster Idiot". Gain afsluttes med "Demoltion Man", som er et perfekt nummer at slutte denne cd af med. Der er tale om lidt over 36 minutters hard rock uden nåde. Som bandet selv siger det: No compromises, no make-up, no rules, no mercy - just a great rock 'n' roll explosion!!!!
 
Hvis jeg skal sammenligne Killer Klown med andre bands, så kan vi ikke komme uden om førnævnte Velvet Revolver, Mötley Crüe, Guns 'n' Roses og Megadeth, men også de svenske bands Innocent Rosie og Gasoline Queen. Bandet spiller rock med hvinende guitarer, tordende bas og trommer, samt en stemme der er denne genre af rock værdig (til tider minder den om Dave Mustain's stemme). Så hvis du er til rock med stort R og du kan lide nogen af de nævnte bands, så er Killer Klown's Gain noget for dig!!
 
Gain er indspiller og mixet i Remasters Studios i Vicenze, Italien og det er blevet masteret af Karl Groom i Ice Studios, London. Bandet har selv stået for produktionen og det synes jeg de er sluppet godt fra.
 
         (8½ ud af 10)
 
______________________________________________________________________
 Knyght - Bet Everything
 
Anmeldt af Calle: 01-04-2009
 
Knyght er et ungt band fra Rom, Italien, som blev dannet i 2002 af brødrerne Tommy (sang/guitar) og Olly (guitar) mens de kun var 13 år. Udover de to brødre består bandet af Dario (bass), Mr. Svarione (trommer) og The Doc (keyboard). Bet Everything er bandets første EP og den består af fem sange.
 
Første sang på Bet Everything er "Goin Anywhere", som efter min mening er den dårligste sang på EP'en. Den har en lidt tam lyd og Tommy's accent er meget tydelig. Herefter føler "Heaven Or Hell", som løfter kvaliteten lidt. Denne sang minder mig lidt om det tidlige Bon Jovi, bare ikke i samme kaliber. Næste sang "A Million Times" er Knyght's forsøg på en power ballade og det klarer de sig nogenlunde igennem. Til sidst følger EP'ens to bedste sange "The Game Of Love N Hate" og "Shut Up", hvor sidst nævnte er min personlige favorit på Bet Everything. Det er den sang der er bygget bedst op og har den bedste melodi og det bedste omkvæd. Igen ledes tankerne tilbage til det tidlige Bon Jovi. Udover sammenligningen med Bon Jovi, så har bandet også lyttet en del til bl.a. Poison, Europe, Warrant og Giant, for bare at nævne et par bands.
 
På trods af bandets unge alder kan man godt høre, at de mangler lidt erfaring. Og selvom Tommy kan nå en del med sin stemme, så mangler han stadigvæk lidt og hans accent skal der arbejdes på. Jeg synes der er mange gode guitar soloer på Bet Everything og keyboardet passer rigtig godt til denne genre. Jeg er sikker på at Knyght har en lys fremtid foran sig, når de bare får lidt flere år og live shows i bagagen. Allerede nu har de spillet med bands som Koritni, Bang Tango, Faster Pussycat og Leaded Fuel.
 
Bet Everything er produceret af Heiko Hinze, som tidligere har arbejdet med bl.a. Metal Church, Mötley Crüe og Tom Jones. EP'en udgivet på Anko Music, som Hinze også er leder af. Det er de to brødre der har skrevet alle sangene.
 
Hvis ikke bandet selv havde sendt mig denne EP, så var det ikke noget jeg var gået ud og havde købt selv. Men er man fan af melodisk rock, kan man meget vel tjekke bandet ud. Måske kommer vi til at høre mere til dem i fremtiden!!
 
       (6½ ud af 10)
 
_____________________________________________________________________

 Aesthesia – Serious Conspiracy

 

Anmeldt af Calle: 22-03-2009

 

Frankrig har andet at byde på en god rødvin, de har også gode rock bands og et af dem er Aesthesia. Bandet kommer fra Paris og efter at have udgivet demoen Take It As A Last Chance Ride”i 2005, udgav bandet Serious Conspiracy i 2007. Aesthesia består af Nico Marilyn (sang), Julien Gatter (lead guitar), Voodoo (rytme guitar), Dim Obolensky (bass) og Mike Marcia (trommer).

 

Aesthesia spiller hard rock tilført lidt punk. De er inspireret af bands som Guns ’n’ Roses, Mötley Crüe, Backyard Babies, Hardcore Superstar, Rose Tattoo m.fl. og det kan godt høres i de tolv sange på Serious Conspiracy. Lige fra indledningsriffet i ”Cold Case” til den sidste strofe af ”Too Bad Too Sad” er der fuld power på musikken. Tempoet sættes kun ned en gang midtvejs på cd’en i nummeret ”Burned Macadam Road”. Ellers er der fede guitar soloer og Nico’s stemme er meget lig Axl Rose’s. Han er nok den sanger jeg har hørt, hvis stemme nærmer sig Axl’s mest. De sange hvor punk-inspirationen kommer mest til udtryk er i ”No Flowers For My Friend” og Hungry Dog” og Hardcore Superstar inspirationen høres bedst i ”Follow”. I kraft af Nico’s lille accent minder nogle af sangene mig meget om bands fra den svenske sleaze-scene. Det høres bl.a. i ”Bad N’ Pretty”, som har en smule Crazy Lixx over sig. Sangen er bygget op på samme måde og har samtidig et godt synge-med-omkvæd. Resten af sangene på Serious Conspiracy ”11:00 One Way Express”, ”Poisoned Dice”, ”Your Snazzy Side”, ”One Way Step Ahead” og ”Hit A Snag” lyder hen af de førnævnte bands, hvor især Guns’ n’ Roses inspisrationen skinder igennem. I sidst nævnte sang synger Stuffy fra High-school Motherfuckers (et andet frasnk band) backing vocals. Denne sang, samt ”One Way Step Ahead”, ”Bad N’ Pretty” og Too Bad Too Sad”, er mine personlige favoritter på Serious Conspiracy.

 

Aesthesia er et lovende band og jeg syntes bestemt at denne cd er et lyt værd. Så hvis du kan lide bare et par stykker af de nævnte bands, så vil du også kunne lide Aesthesia. De rocker virkelig godt!!

 

Aesthesia har selv skrevet, indspillet og produceret alle sangene fra Serious Conspiracy. Cd’en er optaget i Z Factory Studio – L.A. Roses i løbet af 2007. Bandet drager på en lille Europa tour i april måned, hvor de besøger Tyskland, Schweiz, Belgien og deres eget hjemland Frankrig. Desværre er Danmark ikke med i denne omgang, men igennem samtale med bandet via MySpace har de fortalt mig, at de meget gerne spille i lille Dannevang. Lad os håbe den bliver en realitet snart!!
 
        (8 ud af 10)

 

________________________________________________________________

 Shotgun Revolution – EP

 

Anmeldt af Calle: 19-03-2009

 

Shotgun Revolution er et nyere dansk rockband, som er godt på vej frem. Bandet består af Ditlev (sang), Martin Frank (lead guitar), Henrik (rytme guitar), Michael (bas) og Kasper Lund (trommer). Martin Frank har sammensat bandet med en vision om, at Shotgun Revolution skal sætte Danmark på verdens rockscene. De er i øjeblikket i gang med at skrive og indspille deres første album og i mellemtiden har de udgivet denne EP med fem sange.

 

Ep’ens første to sange ”I Don’t Care” og ”What You’re Doing To Me” er fede sange med en tung rockende grundrytme, som sætter festen godt i gang. Næste sang er ”The Last Goodbye”, som har en mere funky og bluesy vibe. Herefter følger ”Hopefully”, som er cd’ens mest stille sang. Starten på denne sang kan godt minde om en nyere Bon Jovi sang, men den bevæger sig hurtigt over i Shotgun Revolutions egen stil. Den sidste sang på Shotgun Revolution EP’en er ”Give Me More”, som er ligeså rocket som EP’ens to første sange. Den minder mig en del om amerikanske Buckcherry. 

 

Der er god variation i EP'ens fem sange, hvilket gør den rigtig god og lyttevenlig. Jeg må indrømme, at jeg ved de første par gennemlyt ikke kunne finde ud af hvilke sange, der var min favoritter. Men efter noget tid bed specielt ”Hopefully” og ”I Don’t Care” sig fast i mine øregange. Alle sangene er velskrevet og godt opbygget med gode vers og et omkvæd man kan huske og samtidig synge med på. Sangene er skrevet af Martin og Ditlev, på nær ”Hopefully”, som er skrevet af Martin og B. Wixon. Shotgun Revolution EP’en er produceret af Martin og indspillet i henholdsvis Sweet Silence og InHouse studierne. Mixningen har Martin og Flemming Rasmussen stået for. Sidst nævnte er bl.a. kendt for sit arbejde med Metallica. De fem sange er blevet mastered af George Marino i Sterling Sound, New York. George har tidligere mastered kunstnere som Guns ‘n’ Roses, AC/DC, Aerosmith, Bon Jovi m.fl.

 

Bandet fremhæver selv Aerosmith, Guns ’n’ Roses, Led Zeppelin og AC/DC som nogen af deres inspirationskilder. Dette kan godt høres i deres musik, men jeg synes alligevel de formår at finde deres egen stil. Jeg vil betegne Shotgun Revolution’s musik, som en blanding af de nævnte klassiske rock bands tilført en nyere sound, som den lyder i 90’erne og fremefter. Især ”What You’re Doing To Me” har en Velvet Revolver feeling over sig. Så hvis du er til de klassiske Guns ’n’ Roses og Aerosmith, samt nyere bands i stil med Velvet Revolver, Buckcherry og End Ever After, så er Shotgun Revolution lige noget for dig.

 
Shotgun Revolution er netop blevet udvalgt blandt 900 bands til at deltage i dette års Karriere Kanonen på P3. De skal derfor spille på Forbrændingen i Albertslund den 4. april. Derudover spiller bandet også på Jewel Rocks den 23. april. Til sidst nævnte event vil jeg være tilstede og jeg glæder mig meget til at høre bandet live. Mon ikke de spiller alle fem sange fra EP’en? Det håber jeg!!
 
        (8 ud af 10)
 
Lyt til Shotgun Revolution: http://www.myspace.com/shotgunrevolutiondk
___________________________________________________________________
 Violent Divine - In Harm's Way
 
Anmeldt af Calle: 08-03-2009
 
Sidste år anmeldte jeg Violent Divine's forrige cd "Violent Divine" fra 2006 og nu er deres nye cd endelig udkommet. Bandet er stadigvæk det samme og de spiller stadigvæk den samme stil inden for rocken. Det er stadigvæk en blanding af 80'ernes classic rock og den nyerer alternative rock tilføjet lidt goth. Den nye cd hedder In Harm's Way og består af 12 sange.
 
In Harm's Way starter ud med "Let Them Burn", som er et af de lidt tungere numre på cd'en. Her følger "Pain", som har en god hurtig melodi med et godt omkvæd. Næste sang "Blackheart" er en af mine personlige favoritter og jeg forstår godt hvorfor det var bandets første video/single fra pladen. "Days Of Sorrow" har en Lynyrd Skynyrd inspireret 70'er feeling i indledningen og det efterfølges af Violent Divin's egen sound, med god opbygning til omkvædet. "I Am" er en af de sange på In Harm's Way, som ikke fænger min opmærksomhed særlig meget. Men det efterfølges af "Love Is Divine", som hører til blandt mine favoritter. Det er et super godt afvekslende nummer, igen med et godt omkvæd. Næste sang "End Of Times" er en af de mere stille og goth inspirede indslag på cd'en. "Master Of Reality" hører til de mere tunge numre og det efterfølges af "Happy Ever Afterlife", som er et typisk Violent Divine nummer, der opbygges med gode vers der udmunder i et "synge med" omkvæd. De to næste numre "Skin Deep" og "This Love" er begge gode sange, men ikke blandt de bedste på In Harm's Way. Cd'en sluttes af med "Vampire Empire", som er en perfekt afslutning på denne tour de force i gode og velskrevne rock sange. Den hører også til blandt mine personlige favoritter.
 
In Harm's Way er produceret af Pontus Norgren, som måske er bedre kendt som guitarist i bl.a. The Poddles og Hammerfall. Han formår at få det bedste frem i Violent Divine og produktionen på denne cd er en smule bedre end på "Violent Divine". Samtidig synes jeg også, at Mike's stemme er blevet en smule bedre siden bandets forrige cd.
 
Denne udgivelse er rigtig god og velproduceret og jeg håber på at bandet får et gennembrud ude i den store verden. Efter min mening har de ihvertfald potentiale til det. Og igen kan jeg kun sige, at jeg håber bandet snart vil lægge vejen forbi Danmark, så jeg kan opleve bandet live. Jeg har en formodning om, at de kan levere et super show!
 
          (8½ ud af 10)
 
Lyt til Violent Divine: http://www.myspace.com/violentdivine
_____________________________________________________________________
 Cherry Lips - Cherry Lips
 
Anmeldt af Calle: 08-03-2009
 
Cherry Lips er et "all girl band" fra Verona i Italien. De blev dannet i 2005 og består af Stefania Parks (sang og guitar), Elisa Pisetta (guitar), Serena Zocca (trommer) og Karima Oustadi (bass). Cherry Lips startede med at spille covernumre fra deres egne favoritter, som bl.a. AC/DC, Aerosmith, Joan Jett, KISS. Men de begyndte så at skrive deres egne sange og det er nu blevet til deres debut cd Cherry Lips.
 
Cherry Lips bliver udgivet den 27. marts via det svenske selskab Swedmetal Records. Cd'en består af 12 pop/rock sange, hvoraf den ene sang er et covernummer. De bedste numre på Cherry Lips er efter min mening "Mean, Hot And Heavy", "Dead Or Alive (Are You)" og "Back For More". Først nævnte er også den første video/single fra pladen og det er efter min mening et godt valg. Resten af sangene er lidt mere middelmådige og bl.a. "Hauted" og "Heartbreaker" fanger slet ikke min opmærksomhed. De to sange er simpelthen for kedelige. Det nævnte covernummer er Cindy Lauper's store hit "Girls Just Wanna Have Fun" og det klarer Cherry Lips udemærket. Cd'ens sidste sang "Narcissus" er den mest stille på albummet og det har næsten hvad der skal til for at få en hit ballade. Stefania's stemme passer godt til denne pop/rock stil og bandet spiller deres instrumenter udemærket, men mere er der ikke i det.
 
Man kan godt høre hvor Cherry Lips har fået deres inspiration fra. Det er nogen af de førnævnte bands som AC/DC, Joan Jett, KISS, men også nyere bands som Airbourne og The Darkness. Bandet er bare ikke i samme klasse som disse og jeg er personligt mere til andre "all girl bands" som f.eks. The Runaways (det hedengangne band med Joan Jett og Lita Ford), Phantom Blue eller svenske Crucified Barbara.
 
Jeg fik denne cd tilsendt fra SwedMetal Records og hvis ikke de havde sendt mig cd'en, så var Cherry Lips er ikke en cd jeg ville gå ud og købe. Den vil nok ikke blive spillet mange gange på mit anlæg. Der er simpelthen ikke nok power på rocken efter min smag! 
 
      (6 ud af 10)
 
___________________________________________________________________
 Gasoline Queen - Gas For The Underclass
 
Anmeldt af Calle: 25-02-2009
 
Gasoline Queen er endnu et band i rækken af gode svenske bands, som spiller dirty og sleazy rock. Bandet, med de nuværende medlemmer, blev dannet i 2004 og består af Dee "Fck'n" Hoffmann (sang), Mart Wildheart (guitar), Mad Dog (bass), Mike Spider (guitar) og Andy Mc Queen (trommer). De har udgivet tre promer/EP'er. Gas For The Underclass er den tredje i rækken.
 
Gas For The Underclass består af fire sange, som alle sprudler af rock 'n' roll. Fra indledningsriffet i "Young Man Burnin'" til sidste strofe i "Stalker" er der tale om rock der sparker røv! Jeg kan ikke lade være med at sætte cd'en på repeat, når de fire sange er slut. Udover de to nævnte sange består cd'en af "Down All Around" og "Broke, Cursed & Damned".  Sidst nævnte er sammen med "Young Man Burnin'" mine to personlige favoritter. Men alle fire sange er værd at lytte til mere end en gang.
 
Gasoline Queen formår at skrive gode catchy sange med gode melodier og fængende omkvæd. Dee Hoffmann har en fed stemme, guitarerne sidder lige i skabet og bassen og trommerne tordner bare derudaf. Deres inspiration ligger i 70'ernes rock og street punk samt 80'ernes glam rock. De nævner selv bands som The Who, Led Zeppelin, Guns 'n' Roses, Cluecifer, Bon Jovi som deres inspirationskilder. Der er ikke meget nyt over Gasoline Queen's musik, men som de selv siger, så er det: fuel for your rock 'n' roll soul!! (Du kan læse mit interview med Mart Wildheart og Mad Dog her). Gas For The Underclass er optaget, produceret og mixet af Jonas Strömberg og Gasoline Queen i Slowbeat Studiet.
 
Som sagt er der kun fire sange på Gas For The Underclass og det er ikke nok, når man gerne vil høre mere fra disse svenskere. På deres MySpace side (benyt linket nederst i anmeldelsen) kan du høre flere sange fra deres to andre promoer og de er stort set lige så gode. Jeg håber at Gasoline Queen kommer til at udgive en fuld længde cd i den nærmeste fremtid. Jeg vil have mere!!!!
 
         (8½ ud af 10)
 
 
Read my English version of the interview here
__________________________________________________________________
 Rock City Angels - Use Once And Destroy
 
Anmeldt af Calle: 22-02-2009
 
Rock City Angles blev dannet i 1981 af bassist Andy Panick og sanger Bobby Durango. Bandet startede i Florida og hed til at starte med The Abusers. The Abusers startede som et punk band og efter navneskiftet til Rock City Angels har de beholdt deres punk rødder, men har samtidig blandet lidt soul, glam, blues og classic rock ind i deres stil.
 
Use Once And Destroy er trods bandets oprindelsesdato "kun" bandets anden udgivelse. Deres første cd "Young Mans Blues" udkom i 1988 på Geffen Records (hvor Guns 'n' Roses også var på med deres Appetite For Destruction). Af forskellige årsager blev bandets anden cd aldrig udgivet og Geffen droppede bandet i 1993. Efter flere år i forskellige bands fik Durango i 2001 lyst til at gendanne bandet og indspille en ny cd. Han fik Andy Panick med, samt den oprindelige guitarist Jimmy James og den nye trommesalger Chris Yates. De begyndte indspilningen til hvad der skulle blive Use Once And Destroy. (du kan snart læse mit interview med en ærlig Bobby Durnago her på CallesRockCorner).
 
Det skulle tage seks år at færdiggøre cd'en og altså tyve år før verden kunne høre Rock City Angels anden cd. Use Once And Destroy er en ærlig plade, hvor bandet spiller den musik de altid har ønsket at spille. (I 80'erne blev de fejlagtigt lagt ind under "glam/hair-metal" genren, fordi de havde langt hår og udgav "Young man's Blues" på samme tid, som mange andre såkaldte 80'er "glam/hair-bands" udgav deres cd'er).
 
Use Once And Destroy består af elleve sange, som alle har en vis portion punk attitude. Det være sig både de hurtige, som de mere stille sange. Cd'en lægger ud med "Psychopath", som er en hurtig sang med et down-tempo omkvæd. Næste sang er "Corrine", som følger i samme rille. Herfter sættes tempoet lidt mere op i "I Got Your Heart" og "Report Card Day", hvor der i førstnævnte gøres brug af et hammond-organ. Næste sang "Coffee And Cigarettes" minder mig lidt om Iggy Pop's "The Passenger". Herefter kommer cd'ens titel-track "Use Once And Destroy", som indledes af et spoken-word af Charles Bukowski (har jeg læst mig frem til). Sangen er en midt-tempo sang med en meget bitter tekst. "I Ain't No Miracle Worker" har en smule ska-feel over sig. Der gøres brug af blæseinstrumenter og rytmen er ska-agtig. "I Keep Fighting" er et up-tempo nummer med en god grundrytme. Sangen får mig til at tænke på Billy Idol. Næste sang "Convicted" minder en del om "I Got Your Heart" i stil og tempo. Tempoet sættes meget ned i cd'ens anden sidste sang "Comeback". Den sidste sang på Use Once And Destroy indledes med en lang "snak" om herion, speed, LSD, Acid o.s.v. Selve sangen "Divine Asylum" er et midt-tempo nummer i stil med "Report Card Day". 
 
Man kan godt høre at medlemmerne i bandet har mange års erfaring inden for musikkens verden og Durango's stemme er efter min mening blevet endu bedre end den var på "Young Man's Blues". I musikken kan man godt høre inspirationen fra bl.a. The Stooges og New York Dolls på Use Once And Destroy og jeg hører også lidt Social Distortion i musikken. Ifølge Durango's egen ord, så lyder de som "Muddy Waters møder Sex Pistols". Så hvis du er til nogen af disse bands, så vil du også kunne lide Rock City Angles og Use Once And Destroy
 
        (8 ud af 10)
 
___________________________________________________________________
 Stick It Out - Stick It Out
 
Anmeldt af Calle: 22-02-2009
 
Stick It Out er et sleazy/punk band fra Italien. Bandet blev dannet i 2005 og består af Freddie (sang), Dave (guitar), Andy (guitar), Trip (bass) og Fo (trommer). De er inspireret af 80'ernes sleaze rock og punk rock, hvilket også kan høres i deres musik. Efter at have udgivet to promoer "Idol Of Mass" og "I Wanna Be A Parasite Too" udgav Stick It Out deres debut cd Stick It Out i maj 2008.
 
Stick It Out består af tolv sange, heriblandt er der to covernumre, samt et live nummer. Første sang på cd'en er "Marry The Swine", som er et udemærket åbningsnummer. Der er fuld knald på fra start af og sangen har et fedt guitarriff. Herefter følger "Dog's Friday Night" og "Sgt. Lizzie", som begge også bare drøner derudaf i bedste dirty rock 'n' roll stil. Næste sang "Jack The Bastard" er første covernummer på Stick It Out. Nummeret er lavet af Faster Pussycat og var med på deres cd "Whipped!" fra 1992. Stick It Out's version lyder meget lig den oprindelige version. "Slippin' Away" er en mid-tempo ballade med et godt omkvæd. Herefter sættes tempoet op igen med "I Wanna Be A Parasite Too", som har et fedt heavy guitar riff og minder lidt om Skid Row's "Slave To The Grind". "Neat, Neat, Neat" er næste cover sang på cd'en og er oprindeligt indspillet af punk bandet The Damned i 1977. De to næste sange "Stop Teasin' Me" og "Soakin' Wet Skin" er rendyrket dirty og sleazy rock. Sidstnævnte sang kan godt minde lidt om svenske Backyard Babies. Herefter sættes tempoet lidt ned igen med powerballaden "Touch", som leder tankerne tilbage til 80'ernes mange gode rock ballader. Stille vers, som opbygges til et powerfuldt omkvæd. På "You S.U.C.K." får vi igen punk-inspirationen at føle og sangen er en god blanding af Backyard Babies og The Ramones. Stick It Out sluttes af med den stille akustiske og bluesinspirede "Wooden Spoon". Mine favorit sange på cd'en er "Sgt. Lizzie", "Slippin' Away" og Soakin' Wet Skin".
 
Stick It Out er produceret af guitaristerne Dave og Andy og det har de gjort godt. Bandmedlemmerne spiller deres instrumenter godt og de har ry for at være et godt live band. Man skal lige vænne sig til Freddie's stemme, som er lidt "skrigende" flere steder. Det passer dog godt til denne slags musik.
 
Skal jeg sammenligne Stick It Out med andre bands, så kan man ikke komme uden om førnævnte Faster Pussycat, Skid Row og Backyard Babies, men også amerikanske Overloaded, som jeg tidligere har anmeldt her på siden. Så hvis du er til dirty og sleazy punk-rock 'n' roll, så er Stick It Out helt sikkert noget for dig. Jeg er ihvertfald glad for at bandet sendte mig denne cd. Stick It Out er et "must have" i enhver rock fan's samling!
 
        (7½ ud af 10)
 
Lyt til Stick It Out: http://www.myspace.com/stickitout
___________________________________________________________________
 
 
 Innocent Rosie - Bad Habit Romance
 
Anmeldt af Calle: 16-02-2009
 
Endnu engang vil jeg anmelde et svensk band og denne gang er der tale om Innocent Rosie. Bad Habit Romance er bandets debut cd og der er tale om classisk rock 'n' roll i bedste Guns 'n' Roses, Skid Row og L.A. Guns stil. Cd'en bliver udgivet den 18. februar via Swedmetal Records, som også er dem der har sendt mig pladen.
 
Innocent Rosie blev dannet i Varberg - Sverige i 2005 og fik meget hurtigt et ry for at være et super fedt live band. Jeg hørte dem første gang til Rock The Night på The Rock i november 2007 og jeg blev grebet af deres fede stil og lyd. Dengang fik jeg en promo single af Oscar Kavela (sang), som jeg straks satte på anlægget da jeg kom hjem (dagen efter). Efter første lyt glædede jeg mig allerede til en fuld længde cd og den sidder jeg så med nu. Udover Oscar, så består bandet af Joel Eliasson (guitar), Benjamin Boräng (bass) og Olof Oljelund (trommer).
 
Bad Habit Romance består af 12 fede rocksange og der er fuld knald på lige fra åbningsnummeret "Bitter Cocktail", som har et indledningsriff i stil med Hardcore Superstar. De næste to sange "Knock Me Out" og "Animal" følger i samme powerfulde stil. Disse tre numre hører til mine favoritter på cd'en. Derudover er sange som ""Wasteland" og "Don't Drag Me Down" også blandt mine personlige favoritter. På sidst nævnte sang gør bandet brug af mundharpe, som giver sangen en fed feel. Det samme gør sig gældende på "Let A Memory Die". Bandet formår også at få en bluesy feel ind over cd'en i bl.a. sangen "Sextalkin'". Resten af sangene "I'm A Vibe", "Shine, Shine, Shine", "I'll Get Rich" og "Left Alone" gør (sammen med de øvrige sange) Bad Habit Romance til en super fed cd.  Sidst nævnte sang har en Metallica lignede indledning og hører til et af de mere hårde numre på cd'en og er en perfekt afslutter.
 
Bandet levere musik i høj klasse og der er mange gode guitar soloer, tunge bas gange og tordene trommer. Oscar's stemme passer super til denne type sleazy hard rock. En super fed sammensætning af band og en god blanding af sange!!
 
Så hvis du er fan af førnævnte amerikanske bands, samt andre svenske bands, som f.eks. Hardcore Superstar, Baby Jane og Vains Of Jenna, så vil du helt sikkert også kunne lide Bad Habit Romance.
 
         (8½ ud af 10)
 
Lyt til Innocent Rosie: http://www.myspace.com/innocentrosie
_________________________________________________________________
 Pretty Wild - All The Way
 
Anmeldt af Calle: 16-02-2009
 
Pretty Wild er et svensk glam/sleaze-rock band, som blev dannet i Malmö i sommeren 2006. De havde en fælles drøm om at spille på de store scener rundt om i den store verden. Den drøm har de stadigvæk og All The Way er første skridt på vejen dertil. Det er en EP med otte sange i bedste 80'er stil. Man kan sagtens hører hvor Pretty Wild får deres inspiration fra. Bandet ville have passet rigtig godt ind i L.A. scenen i midt/slut 80'erne. De har formået at spille på de legandariske steder The Roxy og Whisky A Go Go i L.A.
 
Bandet består af Johnny Benson (trommer), Tim Pretty (sang), Krizzy Field (guitar) og Kim Chavez (bass) og de fire fyre er flere steder blevet spået til de nye "rockstars of Tomorrow". Og jeg kan kun give disse kritikere ret i, at bandet formår at skrive gode catchy sange med gode melodier og fede guitarriffs. Samtidig har Tim en "high-pitched" stemme, som passer godt til Pretty Wild stil.
 
All The Way består som sagt af otte sange, men to af dem går igen i form af et mix og en liveindspilning. "Let The Good Times Roll" er der både i en rock version, som minder lidt om Mötley Crüe's "Don't Go Away Mad (Just Go Away)" og så en mere stille version "Let The Good Times Roll (86 mix)". Den anden sang der går igen to gange er "Dangerous", som er en ef de bedste sange på All The Way. Den første version er fuld power rock 'n' roll, mens den anden er en live version optaget i L.A. Sidst nævnte slutter EP'en af. Derudover består EP'en af sangene "Time", "Shockin' Teen", "Take It Off" og åbningsnummert "All The Way". "Shockin' Teen" minder mig om det tidlige Skid Row, mens "Take It Off" er party rock som får dig i godt humør. Mine favorit sange på All The Way er titelnummert og før nævnte "Dangerous".  
 
Så hvis du er fan af Sunset Strip 80'ernes sleaze/glam-hairbands, så er Pretty Wild noget for dig. Selvom EP'en "kun" har otte (seks sange) og vare lige over 21 min, så kan man alligevel hører hvor bandet vil hen. Det de gør, gør de rigtig godt. Jeg bliver ihvertfald i godt humør, når jeg sætter All The Way på anlægget eller iPod'en. Ifølge Swedmetal, som udgiver EP'en den 18. februar 2009, så går bandet snart igang med at indspille nye sange, som meget gerne skulle ende ud i en fuld længde cd senere på på året.
 
        (7½ ud af 10)
 
_________________________________________________________________
 Heaven's Basement - Heaven's Basement
 
Anmeldt af Calle: 07-02-2009
 
Engelske Heaven's Basement blev dannet i oktober 2007, men havde tidligere spillet sammen som Hurricane Party og senere Roadstar (med få udskiftninger). Bandets navn fandt de på efter at de havde jammet i forsanger Richie Hevanz's kælder. Udover Richie består bandet af Chris (trommer), Jonny (guitar), Rob (bass) og Sid (guitar). - Læs mit interview med Chris og Richie her).
 
Bandet spiller en god omgang bluesy ROCK, hvor inspirationen ligger i 70'er og 80'er bands som Aerosmith, Led Zeppelin, Black Crowes, AC/DC, Guns 'n' Roses m.fl. Derudover minder deres lyd mig også om nyere bands som f.eks. Black Stone Cherry, Airbourne og The Answer.
 
Heaven's Basement EP'en varer lige over 25 min og består af seks gode straight-ahead rocknumre. EP'en lægger ud med "Tear Your Heart Out", som er et nummer med et super riff og et godt powerfuldt omkvæd. Man rocker allerede med fra starten af denne cd.  Næste sang er "Executioner's Day", hvor guitar riffet minder om førnævnte Black Stone Cherry og The Answer. Igen er der fuld power gennem hele nummeret. I samme spor følger næste sang "Graduation", som efterfølges af det mere Black Crowes inspirede "Saint Routine". "Fear Of Getting Off" har en tung bas grundrytme og et omkvæd der bringer minderne tilbage til slut 80'erne. EP'en sluttes af med "Reign On My Parade" som er det hurtigste nummer på Heaven's Basement og samtidig har en rytme og guitarriff i stil med Black Stone Cherry.
 
Jeg kan varmt anbefale denne EP. Det er 100% rock 'n' roll fra enden til anden. Heaven's Basement har en super sanger i Hevanz, guitar soloerne rammer plet og EP'en er velproduceret. Det eneste minus ved Heaven's Basement EP'en er, at det er en EP og ikke en full-lenght cd. Jeg kunne godt tænke mig mere rock af denne skuffe. Bandet er i øjeblikket på tour med Thunder, men desværre spiller de ikke i Danmark. Jeg kunne ellers rigtig godt tænke mig at høre dette band live. Jeg er sikker på, at de kommer godt ud over scenekanten!!!
 
         (8½ ud af 10)
 
_______________________________________________________________________
 Black Rain - Licence To Thrill
 
Anmeldt af Calle: 07-02-2009
 
Sidste år anmeldte jeg franske Black Rain's promo single "Innocent Rosie" (klik på linket og se lidt nede af siden) og dengang fik den otte dødningehoveder. Jeg så frem til at høre en hel cd fra bandet, for at se om de kunne forsætte i samme gode stil. Og jeg kan kun sige - det gør de.
 
De tre sange "Rock Your City", Innocent Rosie" og N.A.S.T.Y." fra promoen er alle med på Licence To Thrill og cd'en ligger tilmed ud med disse tre sange. "True Girls Are Sixteen" og titel sangen "Licence To Thrill" følger samme sleazy stil. Herefter følger "No Forever", som er eneste ballade på Licence To Thrill's.  Den er præcis som ballade skal være, med en god melodi, et omkvæd man kan synge med på og en stille guitar solo. Sangen vil med sikkerhed bringe lighterne frem til Black Rain's koncerter. Næste sang "Rock 'n' Roll Is Dead, Long Live Rock 'n' Roll" er endnu et rock anthem i stil med "Rock Your City". Sangen er fængende og har et rigtig godt omkvæd. "Rockstars Don't Go To Jail" og "Party War" følger godt efter. Begge sange har rigtig gode melodier og gode guitar soloer. Licnece To Thrill sluttes af med "Kill 'Em All", som ikke skal forvekles med Metallica's sang med samme titel. Sangen hører dog til de mere hårde på cd'en i kraft af en hurtigere og lidt tungere grundrytme.  
 
Licence To Thrill er indspillet i 2008 og er mixed og masteret af Chris Laney i Polar Studios i Sverige. Eter min mening er cd'en godt produceret og bandet ommer til sin ret. Ian Lewis styrer trommerne og Heinrich har styr på bassen. Guitaren, og dermed alle soloerne, leveres perfekt af Max2, mens Swan lægger vokal til. Hans stemme er meget høj pitchet og jeg vil sammenligne ham med bl.a Dean Davidson fra Britny Fox og Jim Gillette fra Nitro. Sidstnævnte har ry for at kunne knuse glas med sin stemme.
 
Hvis du er til CrashDïet, Sister, Leaded Fuel og andre sleazy rock 'n' roll bands, med gode soloer og en high pitched stemme, så vil du helt sikkert kunne lide Licence To Thrill. Cd'en har de gode rock anthems og den stille sang, som bør være på enhver cd af denne skuffe. Black Rain var blandt de sidste fem bands, der var med i afstemningen om at spille på Sweden Rock festival. Men de nåede desværre ikke med. Jeg er sikker på, at de ville have passetgodt ind på festivalen, men forhåbentlig får jeg mulighed for at oplave dem live ved en anden lejlighed.
 
        (8 ud af 10)
 
__________________________________________________________________

 Stallion Four - Devil In Me

Anmeldt af Calle: 25-01-2009

Stallion Four er endnu et band i rækken af svenske rockbands, som burde få mere kredit og anderkendelse. Bandet blev dannet i 2006 og består af Björn (sang), Oskar (Trommer), Peter (Guitar) og Gurra (bass). De spiller classic rock i stil med AC/DC, Lynyrd Skynyrd, Bad Company, Motörhead, Rose Tattoo, Guns 'n' Roses o.s.v. De kan også sammenlignes lidt med Bullet (et andet fedt svensk band).
 
Jeg fik EP'en tilsendt af bandet og starks efter modtagelsen satte jeg den på anlægget (havde hørt et par sange på deres MySpace inden). Devil In Me består af fire rock sange med stort R. Første sang er titelsangen "Devil In Me", som har en tung grundrytme og sætter straks gang i min fod, som rocker lystigt med. Sangen har et super omkvæd og en typisk classic rock guitar solo. Næste sang er "Burn", som følger godt i hælene på "Devil In Me". Der bliver rocket igennem og igen er der her tale om en sang med et catchy omkvæd. Herefter følger "The Train", som er lidt mere melodisk end de to foregående numre. Dog stadigvæk med samme tunge grundrytme. Sidste sang på Devil In Me er "Tied Up", som har et AC/DC-lignende indledningsriff. Denne sang er efter min mening den bedste på EP'en.
 
Til at starte med var jeg ikke helt vild med Björn's stemme, men efter flere gennemlyt vænner man sig til den og jeg synes faktsik den passer rigtig godt til Stallion Four's musik. Peter's guitar soloer sidder lige i skabet og Oskar og Gurra lægger en fin grundrytme. Jeg kan sagtens forestille mig, at Stallion Four kan fyre den af live.
 
Devil In Me er en rigtig god EP og jeg ville ønske der var flere sange på end de fire der er. Jeg tror også bandet ville være godt tjent med en god ballade, som modspil til de tunge rocknumre. Jeg vil se frem til og håbe på, at Stallion Four udgiver et helt album på et tidspunkt.
 
Man kan godt høre hvor bandet har fået deres inspiration fra og Stallion Four har ikke opfundet noget nyt. Men det de gør, gør de rigtig godt. Hvis du er til classic rock, vil Stallion Four være noget for dig. Jeg er hooked!!!
 
        (7½ ud af 10)
 
______________________________________________________________________

 Dirty Passion - Dirty Passion

Anmeldt af Calle: 25-01-2009

Dirty Passion blev dannet i Malmö i 2006. Bandet består af Björn Wirlander (bass), Christoffer Braman (trommer), Emil Ekbladh (sang) og Christopher Olsson (guitar). Bandet inspiration ligger i 70'ernes/80'ernes rock og de spiller classic rock i stil med Europe, Whitesnake, Def Leppard, Gotthard og White Lion.
 
Bandet har sendt mig deres nyeste promo singel, som består af to sange, "Self-Destructive" og "Angel". Først nævnte sang er den mest rockede af de to. Den har et catchy og "synge-med" omkvæd. "Angel" er lidt mere stille og har ligesom "Self-Destructive" et godt omkvæd. Sangen er efter min mening på højde med f.eks. "Home Sweet Home" (Mötley Crüe), "Wait" (White Lion), "Is This Love" (Whitesnake) og andre power ballader i samme stil. Begge sange er melodiske, velproduceret og har en rigtig god lyd, når man tænker på, at det er en promo.
 
Dirty Passion lyder som Europe (ikke at det gør musikken dårlig, men ligheden er meget stor). Emil's stemme ligger samtidig meget tæt op af Joey Tempest (Europe) på disse to sange. Resten af bandet er meget velspillende og lyder godt sammenspillet på trods af, at de kun har spillet sammen siden 2006. Bandet har ry for, at være et super godt liveband og det har gjort, at de har en voksende fanskare. Du kan opleve dem live til Rock The Night på Stengade 30 den 31. januar. Jeg ser frem til at opleve dem live!!
 
Det er svært at bedømme et band på kun to sange, men jeg giver dem alligevel otte "skulls", fordi de formår at levere to gode sange, der begge er meget fængende allerede efter første gennemlyt. Dog ser jeg frem til at høre flere sange fra bandet og forhåbentlig kommer de til at udgive en fuld-længde cd i fremtiden.
 
        (8 ud af 10)
 
____________________________________________________________________
 
CallesRockCorner logoet er designet af Joachim Friberg