Anmeldelser 2012

King Lizard – A Nightmare Livin’ The Dream 

Anmeldt af Calle: 18-12-2012 

King Lizard kommer fra London, UK. Bandet består af Flash Roxx Sawyer (sang), Niro Knox (guitar), Moyano El Buffalo (trommer) og Lee Benz (bas). A Nightmare Livin’ The Dream er bandets andet album og det er kun Flash og Niro, som også var med på bandets første album ”Viva La Decadence”. 

Albummet er spækket med elleve sleazy hard rock sange og en enkelt hard rock ballade. Sangene og melodierne er godt skrevet og alle rock ’n’ roll klicheerne er at finde i bandets tekster. Guns ’n’ Roses har ikke levet forgæves og inspirationen derfra høres tydeligt. Derudover nævner bandet selv Megadeth, AC/DC, KISS, Skid Row og Whitesnake som nogle af deres inspirationskilder. Så har du måske en ide om hvad du kan forvente dig, hvis du skulle få fingrerne i A Nightmare Livin’ The Dream. 

Som sagt så er A Nightmare Livin’ The Dream spækket med elleve sprøde sleazy hard rock sange og deriblandt er mine personlige favoritter ”I Can’t Be Your Lover”, ”If It’s A Sin”, ”Down” og den Alice Cooper-lydende ”I Want You To Want Me”. Derudover synes jeg også godt om ”Hair Of The Dog”, som ikke skal forveksles med Nazareth’s sang med samme navn og balladen ”Just To Hear You Say It”. På albummets sidste nummer ”Waterloo Rats” kommer der også en smule punk-feeling indover. Alt i alt er det et super fedt album og lige efter min smag. Jeg elsker et fedt hard rock album med en enkelt ballade. 

Flash har en lidt ”skinger” stemme, som til tider minder mig en smule om Axl Rose’s og på andre tidspunkter en lille smule om Alice Cooper’s. Ja måske endda en blanding af disse to. Uanset hvad, så passer hans stemme rigtig godt til King Lizard’s musik. Og når man så tilføjer Niro’s guitararbejde, så kan man ikke undgå at få et godt album ud af det. Niro levere det ene fede guitar riff efter det andet og han smider om sig med gode soloer. 

Albummet er produceret og mixet af Pedro Ferreira, som tidligere har arbejdet sammen med bl.a. The Darkness, Tokyo Dragons og Theraphy? 

Så er du til sleazy hard rock, så vil du uden tvivl elske King Lizard.!!! Jeg har læst flere steder at bandet er super på en scene og jeg mødte faktisk Niro på City Of Sin i København for nogle uger siden, hvor han sagde de ville elske at komme og spille i Danmark og jeg tror også han fik en snak med nogle af folkene derinde. Så man har jo lov at håbe. 

A Nightmare Livin’ The Dream udkom 19. November via Bad Reputation Records.

     (5 ud af 6)  

Lyt til King Lizard på Spotify eller: http://www.kinglizard.co.uk/
________________________________________________________________

Sister Sin – Now And Forever 

Anmeldt af Calle: 18-12-2012 

Svenske Sister Sin har udgivet deres tredje album i form af Now And Forever. Göteborg bandet består af Liv (sang), Jimmy (guitar), Strandh (bas) og Dave (trommer). Jeg har alle tre albums og jeg synes rigtig godt om de to tidligere albums. Og lad det hermed være sagt med det samme, det gør jeg også med det nye album. 

Bandet spiller klassisk heavy metal og deres inspiration er hentet hos bands som f.eks. W.A.S.P., Judas Priest, Mötley Crüe, Motörhead og Accept. Albummet består af 11 sange hvor første nummer ”MMXII” er en instrumental intro. Herefter følger ni hæsblæsende heavy metal sange, som giver lytteren det ene mavepuster efter den anden. Det er først på albummets sidste sang ”Morning After”, at tempoet sættes ned. Og her er der tale om en rigtig metal ballade i bedste Doro stil. Af de ni rendyrkede heavy metal sange kan jeg fremhæve ”Hearts Of Gold”, ”Fight Song”, ”Chosen Few”, ”Shades Of Black” og ”End Of The Line”. Sidst nævnte er min favorit på albummet, men sangen er skarpt forfulgt af de andre fire sange jeg nævner. Det skal dog siges, at man på intet tidspunkt føler, at en sang ”bare” er fyldstof. Så der er efter min mening tale om et rigtig godt og fuldendt album. 

De tre gutter i bandet spiller godt og Liv’s stemme er perfekt til denne stil. Sammen med Lzzy fra Halestorm, så synes jeg faktisk at hun er en af de bedste kvindelige metalsangere derude i øjeblikket. Og når man tænker på hvor lille hun er (jeg har haft lejlighed til at møde hende et par gange), så har hun en ret stor stemme. 

Now And Forever er indspillet i Standstraight Studios i Stockholm og det er produceret af Chris Snyder. Mixing er foretaget af Cameron Webb, som tidligere har arbejdet sammen med bl.a. Danzig, Motörhead og Social Distortion. Så bandet har fundet nogle kompetente folk til at gøre jobbet og det er der som sagt også kommet et godt produkt ud af. Heavy Metal med en flot ren lyd, som samtidig har fået et råt udtryk. Det er uden tvivl et af de bedste heavy metal albums, som er udgivet i 2012. 

Now And Forever udkom 19. November via Victory Records.

     (5 ud af 6)  

Lyt til Sister Sin på Spotify eller: https://www.facebook.com/SisterSin/
_________________________________________________________________

Luley - Today's Tomorrow

Anmeldt af Peter Letting: 17-12-2012

Klaus Luley har begået et nyt album med titlen Today’s Tomorrow, som udkom 27 april 2012. Klaus Luley har været med i en del år, og er kendt fra bands som Craaft og Tokyo, som jeg dog personligt ikke har nogen erfaring med. 

Genren er easy listening rock ’n roll, så hvis man er til Bands som Journey og Boston vil dette album sikkert være værd at lytte til. 

Mit yndlings nummer på skiven er nummer 3 ”Slippin’ Away”. Det er også det nummer der har mest fart over feltet, og jeg synes der er en god energi. 

Hvis man kender til Klaus Luley fra hans tidligere bedrifter, som umiddelbart er mange, så har han på dette album genindspillet et tidligere hit ”Tokyo”. Jeg mindes ikke at have hørt nummeret før, så jeg kan ikke vurdere om det har hjulpet med en ansigtsløftning, men nøgternt betragtet er nummeret ret banalt. 

Resten af numrene må siges at være i rock ballade genren. Der er godt med bløde underlægnings guitar rifs, og masser af storladen vokal, men jeg synes ikke rigtig at budskabet kommer ud over køledisken, og det kunne såmænd køre som baggrundsmusik, en ganske almindelig indkøbsdag i Kvickly. 

Jeg ville gerne begejstres yderligere, men jeg må nøjes med 3 ud af 6, og det er primært på grund af nummeret "Slippin’ Away".

Today's Tomorrow er ude via AOR Heaven.

   (3 ud af 6)  

Læs mere om Luley: https://www.facebook.com/klaus.luley
________________________________________________________________

Ripe – The Eloquence Of Silence 

Anmeldt af Calle: 17-12-2012 

Københavnske Ripe har eksisteret siden 2002, men ingen af de oprindelige medlemmer er med i bandet mere. Bandet består i dag af Michael Bastholm Dahl (sang), Jakob Højgård Olsen (guitar), Jeppe Høiby (guitar), Peter Egtved Christensen (trommer) og nyeste mand i bandet er Lars Byskov Madsen (bas). The Eloquence Of Silence er bandets tredje album og andet med Bastholm som sanger. Det var Oliver Weers som medvirkede på bandets første album ”At The End Of Time” fra 2008, som dog er et album bandet selv finansierede og udgav. Begge de tidligere albums er blevet anmeldt her på siden. 

Det nye album er efter min mening bandets bedste og jeg synes virkelig de har fundet deres egen stil og lyd. Samtidig er albummet velproduceret og der er en rød tråd gennem de 12 sange. Selvom Ripe har fundet deres egen lyd, så kan man selvfølgelig ikke undgå at høre nogle af deres inspirationskilder, som eksempelvis Iron Maiden, Edguy, Hammerfall og Pretty Maids samt andre bands i samme stil fra 80’er/90’erne. Derudover minder nogle af sangene mig også en smule som det nyere materiale fra Scorpions. Jeg vil betegne bandets stil som klassisk heavy metal tilføjet lidt powermetal. 

Ripe tager lytteren med gennem en sand stormflod af gode melodier med fede guitar riffs tilføjet en super vokal, som drager lytteren med ind i et skønt metal univers. Jeg føler mig i hvert fald draget. 

Mine favorit sange blandt de 12 er ”Porcelain Goddess”, ”Fade To Rise” og ”Ghost Of A Rose” samt den mere stille ”Song For A Shadow”. Men alt i alt er det faktisk 12 rigtig gode sange bandet har indspillet på The Eloquence Of Silence. Der er efter min mening ingen ”fyld-numre” på albummet og man bliver på intet tidspunkt træt af at lytte til det. 

Så Ripe kan godt være stolte af resultatet og jeg vil godt anbefale metalhovederne derude om at tjekke dem ud. Jeg synes godt man kan mærke at der banker et metalhjerte hos de fem bandmedlemmer. Det er dansk metal når det er bedst!!!! 

The Eloquence Of Silence udkom 26. November via Mighty Music/Target Distribution.

     (5 ud af 6)  

Lyt til Ripe: http://www.reverbnation.com/riperocks
_________________________________________________________________

Sparzanza – Death Is Certain, Life Is Not 

Anmeldt af Calle: 14-12-2012 

Svenske Sparzanza har eksisteret siden 1996, men dette er det første album jeg hører med dem. Tidligere har jeg kun kendt bandet af navn, men ikke hørt deres musik, hvilket jeg nu har fundet ud af er MEGET ærgerligt. For lad det hermed være sagt, Death Is Certain, Life Is Not, er et super fedt album!! 

Bandet har haft et par udskiftninger siden starten, men består i dag af Fredrik Weileby (sang), Calle Johannesson (guitar), Anders Åberg (trommer), Johan Carlsson (bas) og Magnus Eronen (guitar). Death Is Certain, Life Is Not er bandets sjette album. 

Albummet består af 11 sange og har en spilletid på godt 42 minutter. Bandet formår efter min mening at blande old school metal med moderne metal og det gør de rigtig godt. De har fundet en stil der passer rigtig godt til min smag, uden der er for meget ”smadder” og growl, men heller ikke bliver for blødt. Som sagt har jeg ikke hørt bandets tidligere albums, så jeg kan kun bedømme ud fra dette album. De blander den hårde powerfulde metal med en meget melodiøs tilgang i sangskrivningen, hvilket giver musikken en virkelig god mulighed for at ramme et bredt publikum. De har i hvert fald fanget min opmærksomhed!! 

Mine favoritsange på Death Is Certain, Life Is Not er ”The Fallen Ones”, ”Dead Inside”, ”Walk Into The Fire”, titlenummeret ”Death Is Certain, Life Is Not” og det mere stille afslutningsnummer ”When Death Comes”. Derudover synes jeg også rigtig godt om ”When The World Is Gone”, ”I Am Your God” og ”Endeavor The Dark”. Indledningen på sidst nævnte minder meget om Foo Fighters’ ”Best Of You”. Nu har jeg jo snart nævnt alle 11 sange, hvilket tydeligt viser, at jeg synes rigtig godt om hele albummet. Rigtig fedt og super velspillet metal fra hinsidan. Jeg har tidligere sagt det og jeg gør det gerne igen: De må have noget i drikkevandet derovre!! 

Death Is Certain, Life Is Not er indspillet, produceret, mixet og mastereret i Leon Studios i Sverige med Rikard Löfgren bag knapperne. Han har tidligere arbejdet med bl.a. Deathstars, Mustasch, MamaKin, Hellfuled, Steelwing og The Scams. Så det er en erfaren herre Sparzanza har valgt til jobbet. Og det må siges at være et veludført job!!! 

Er du til en blanding af Stone Sour, Mustasch, Foo Fighters og The Haunted, så vil du sikkert også kunne lægge dine metal-lyttende ører til Sparzanza. Hvis du som undertegnet kun kender bandet af navn, så bør du helt sikkert tjekke dem ud. Jeg skal i hvert fald ud og have fat i deres tidligere albums. 

Death Is Certain, Life Is Not er ude via Spinefarm Records.

     (5 ud af 6)  

Lyt til Sparzanza på Spotify eller: http://www.myspace.com/sparzanza
_______________________________________________________________

Dead Smiling Pirates – Harvest On A Hype 

Anmeldt af Calle: 14-12-2012 

Dead Smiling Pirates er en dansk trio, der blev dannet i 2006. Bandet består af Kim Burmeister (sang/guitar), Erik Aaberg (trommer) og Rasmus Christensen (bas/sang), som er nyeste mand ombord. På trods af at Harvest On A Hype er bandets andet album, så er Dead Smiling Pirates et nyt bekendtskab for mig. Og selvom dette album udkom i starten af 2012, så skal de have et par ord med på vejen fra undertegnet. 

Jeg vil betegne bandets stil som alternativ pop-punk/rock og bandets 11 sange spænder vidt og jeg synes der er god adspredelse på albummet. Der er blevet plads til de mere ”hårde” rock sange, som eksempelvis åbningsnummeret ”Dandruff Killer Punch”, henover de mere punkede sange, som f.eks. ”Concrte Getto”, til en mere alternativ stil med en smule reggae/ska rytmer, som f.eks. mellemstykket i ”Autopilot Guide”. Albummet starter ud med fuld kraft og power i de tre første sange ”Dandruff Killer Punch”, ”Harvest On A Hype” og mit favorit nummer på albummet ”By The End Of”. Sidst nævnte har en god portion Foo Fighters over sig, især på guitararbejdet og omkvædet. Herefter sættes tempoet lidt ned i ”What You’ve Done”, som ligeledes er en god sang. De næste tre sange mister efter min mening gnisten lidt, selvom der er godt ”knald” på sangen ”December”. Herefter er resten af sangene i den bedre ende og de følger godt i trop med albummets første tre sange. Især førnævnte ”Autopilot Guide” og ”Blunder And Polish” falder godt i min smag. Overordnet set er Harvest On A Hype et rigtig godt album med gode sange, hvor de velskrævede melodier er i fokus. 

Musikken på albummet er yderst velspillet og Kim’s stemme fungere rigtig godt til bandets stil. Hans stemme minder til tider som en blanding af Kurt Cobain og Wes Scantlin fra Puddle Of Mudd. 

Harvest On A Hype er indspillet i Bad Coffee Studio og det er produceret af Mattis Jacobsen sammen med bandet selv. Jeg synes albummet er virkelig godt produceret og der er en god ligevægt mellem instrumenterne og Kim’s stemme. Det hele ligger rigtig godt i forhold til hinanden og der er et overordnet flot lydbillede. Virkelig velproduceret!!! 

Efter at have hørt dette album en del gange nu, så tror jeg lige jeg skal have fat i hr. Burmeister, som sendte mig dette album, og høre ham hvordan jeg kan få fingre i debut albummet ”Dead Smiling Pirates”. 

Dead Smiling Pirates er helt sikkert et dansk band med international klasse!!!

Harvest On A Hype er ude via Warner Music Denmark.

Lyt til Dead Smiling Pirates: http://www.reverbnation.com/deadsmilingpirates
___________________________________________________

Riot Horse – EP 

Anmeldt af Calle: 12-12-2012 

Riot Horse er et dansk/svensk band, som har base i Skåne. De blev dannet i 2006 og den nuværende besætning består af Nille ”Neil” Schüttman (Sons Of Tomorrow - guitar), Jonas Langebro (Bai Bang - trommer), Andreas Sydow (Darkane - sang) og Anders Johansson (Dr. Weird - bas). EP’en er bandets første og den består af fire sange. 

Stilen er klassisk bluesy hard rock og inspirationskilderne er Led Zeppelin, Black Sabbath og Mountain. Dette høres tydeligt på de bluesbaserede guitar-riffs og den tunge grundrytme fra bas og trommer. Sangene differentiere godt fra hinanden og der er en vis variation i hver enkel sang, selvom sangene er bygget over den samme list. De fire sange hedder ”Medicine Man”, ”Torn”, ”Starlight” og ”Miss Mississippi” og jeg synes faktisk, at alle sangene er rigtig gode. Skal jeg fremhæve et par af dem, så må det være ”Torn” og ”Medicine Man”. Men alt i alt er det nogle gode sange med skønne melodier og solidt guitarspil. Udover det sublime guitarspil og den tunge og stabile grundrytme, så synes jeg Sydow’s stemme passer rigtig godt til denne genre, som er noget anderledes end Darkane’s death/thrash metal. Jeg er i hvert fald solgt og ser med stor forventning frem til et evt. fuld længde album fra disse fyre. 

Selve produktionen på de fire sange fejler intet og der er et gennemgående flot lydbillede gennem hele EP’en. Når de fire sange er slut, så får jeg lyst til at lytte til dem igen. Så det må jo siges at være et godt tegn. 

Hvis du er til bands som førnævnte Led Zeppelin og Black Sabbath samt nyere bands i stil med f.eks. Black Country Communion, Wolfmother og The Graveyeard, så tror jeg også godt du vil kunne lide Riot Horse. Du bør i hvert fald tjekke dem ud.

Selvfølgelig er det altid svært at bedømme et band 100% ud fra ”kun” fire sange, så jeg kan ikke give dem maksimum dødningehoveder, men jeg er ovenud godt tilfreds med hvad jeg hører og jeg kan derfor varmt anbefale Riot Horse i denne kolde vintertid. For mig er det dejligt med et nyt bekendtskab indenfor rocken. Tak for det Nille!!! 

EP’en er ude og du kan lytte til alle fire sange via nedenstående link.

Lyt til Riot Horse: http://www.reverbnation.com/riothorsedanmark
___________________________________________________

Soleil Moon - On The Way To Everything

Anmeldt af Peter Letting: 11-12-2012

Soleil Moon har udgivet albummet On the Way to Everything 2. Nov 2012 på Frontiers Records og jeg har lyttet til det. Måske er jeg bare svær at imponere, men den her melodiske radio rock genre, virker en anelse kedelig i mine ører. Sang nummer 3, som også er titel nummeret ”On the Way to Everything”, virker bekendt, og så alligevel ikke. Det er et udmærket nummer, og ingen tvivl om at Larry King er en dygtig sanger, og han har nogle rigtig professionelle musikere med. 

Nummer 4 ”Blackbird” kunne jeg godt have undværet. Jeg har aldrig været den store The Beatles fan, og selvom det da er et udmærket nummer, så HAR det ligesom været der. Det virker måske som en sikker vinder at hive sådan et nummer med på skiven, men ikke for mig. 

Men så i sang nummer 5 ”Goodnight Irene”, skete der noget da jeg hørte den første gang. Det er nærmest en vuggevise, men jeg kom til at lytte til teksten. En sang om en far, som synger en sang til sin lille pige. Men pigen bliver syg da hun vokser op, og faderen skal så synge sangen igen efter at hans lille pige har forladt denne verden. Jeg må bøje mig og erkende at det trak en lille tåre frem i øjenhulen, naturligvis fordi jeg selv har en lille prinsesse derhjemme, og tanken om at jeg skulle synge den sidste sang for hende på den måde, rørte mig dybt. Pyha…. 

Nummer 7 ”Burn” er et dejligt lille instrumental nummer, som jeg godt kunne tænke mig havde været lidt længere; trukket lidt mere ud i en mere progressiv stil. 

Resten af albummet har tendens til at blive en smule ”Fame” musical-agtigt, og det tiltaler mig ikke rigtigt. 

Der er nogle gode kræfter med ind over albummet og de 2 herrer som tegner Soleil Moon, Larry King og hans makker John Blasucci, er fremragende musikere. 

Desværre synes jeg at albummet er en lidt blandet fornøjelse, og derfor får det kun 3 ud af 6.

On The Way To Everything er ude via Frontiers Records.

   (3 ud af 6)    

Lyt til Soleil Moon: http://www.reverbnation.com/soleilmoon
___________________________________________________

WakeUpCall – Batteries Are Not Included 

Anmeldt af Calle: 11-12-2012 

Jeg har kendt dette italienske band siden 2010, hvor de startede under navnet Knyght. Dengang var jeg ikke helt begejstret for dem, men da de senere skiftede navn til WakeUpCall og udgav en ny EP, så fik piben en anden lyd. Bandet havde rykket sig en del og jeg var derfor meget spændt på denne skive, som er bandets debut fuld længde album. Bandet består stadigvæk af brødrene og sangskriverne Tommy og Olly på henholdsvis sang/guitar og guitar. Derudover er bassisten den samme og han hedder Dario. Trommeslageren er ny siden deres selvbetitlede EP fra starten af 2011 og han hedder Giocomo. 

Bandets stil er melodisk hard rock med et poppet præg. Deres inspirationskilder spænder vidt og tæller bands som f.eks. Bon Jovi, Nickelback, Foo Fighters, Green Day, Simple Plan, Goo Goo Dolls og Papa Roach. 

Og har de så rykket sig endnu mere siden den før nævnte EP? Ja det synes jeg de har og man kan godt høre der er kommet et år mere i bagagen, som bl.a. er blevet brugt på diverse koncerter i Italien og flere andre europæiske lande, hvor de bl.a. har spillet med Winger og Heaven’s Basement. Bandet virker mere modent og musikken er mere velspillet. Melodierne er skåret over samme list som på EP’en, men de fungere bare bedre på dette album. 

Der er 11 sange på Batteries Are Not Included og der er blevet plads til både de rockende sange og de mere stille. Mine favoritter blandt de elleve sange er ”Not Like You”, ”To Be”, som bandet også har udsendt en musikvideo til, samt ”Kill Your Dream”, hvor bandet rammer det lidt hårdere udtryk, især på guitaren. 

Bandet har selv produceret albummet og så er det mixet og masteret af Maurizio Baggio, som også havde en hånd med på EP’en. Selve produktionen og lydbilledet virker måske en anelse for ”pæn” og det er det der giver albummet det poppede præg. Jeg tror måske bandet gerne vil være mere ”hårde” end det de får ud på albummet. Dermed ikke sagt at Batteries Are Not Included er et dårligt album, men jeg kunne godt have ønsket mere lidt mere råhed. 

Giv bandet et lyt via nedenstående link. Det fortjener de!!!

Batteries Are Not Included er ude via Hit Bit Records.

Lyt til WakeUpCall: https://www.facebook.com/WakeUpCallrock
___________________________________________________

Saturnus – Saturn In Ascension 

Anmeldt af Claus Skytte: 07-12-2012  

Saturnus er et efterhånden gammelt band, da de har eksisteret i 20 år. I den tid er det dog kun blevet til 4 fuldlængder, hvoraf denne er nyeste skud på stammen. Saturnus har sine rødder i 90’ernes døds-scene, men har trukket tempoet ud af deres ting, så de nu kalder sig gothic metal og doom metal med både growl og ren sang.  

Musikerne er dygtige, sangeren er ok, og konceptet er gennemført. Stemningen er mørk og dyster, og rent musikalsk er det klaver og guitar, der står for ”lyspunkterne” i mørket. Dog brydes det hele af akustiske passager, bl.a. med cello og tværfløjter (!) og kor- og kvindesang. 

Numrene er mellem 5 og 11½ minut lange. Men modsat Forcentury, som jeg tidligere har anmeldt (link), der putter så meget tempo og så mange ideer ind på den tid, holder Saturnus sig til få ideer og et lavt tempo.  

Nu er doom jo en smagssag, og nogen kan li’ moderen, andre er mere til sønnen. Min smag er bl.a.Candlemass, Altar Of Oblivion, men også andre ”sorte” bands som Neurosis og Nadja. Det er fedt at tage farten ud af musikken og gøre den tungere end tung og sortere end sort. Men faren er at numrene nemt kan komme til at ligne hinanden for meget. Man skal være meget opfindsom for at variere uden at miste hovedideen i værket. Og når jeg har fornemmelsen af, at jeg kan gå et andet sted hen i 5 minutters tid uden at miste overblikket, så er det i mine øjne ikke godt. Hvis jeg ville i så trygge hænder kunne jeg jo lige så godt høre Rasmus Seebach…  

Saturnus falder i den grøft på nogen af numrene, mens andre virkelig fanger mig og får mig til at holde opmærksomheden hele vejen. Det er især et nummer som ”A Lonely Passage”, der fanger mig og får mig til at lytte til de lyriske passager og de overraskelser, der er bygget ind, mens ”A Fathers Providence” er et hurtigere nummer, der fungerer rigtig godt, og er både smukt og tungt. 

Saturn In Ascension udkom 3. december via Cyclone Empire/Target Distribution

    (3½ ud af 6)

Anmeldt af Calle: 04-12-2012 

Københavnske Siamese Fighting Fish udgav dette, deres andet album, tilbage i august måned, men selvom det har nogle måneder på bagen, så synes jeg alligevel det fortjener et par ord med på vejen. Bandet består af Mirza Radonjica (sang) ,Villads E. Berg (trommer), Morten B. Jakobsen (bas), Andreas Krüger (guitar), Rasmus Krøjer (guitar) og Christian Hjort Lauritzen (violin). 

Siamese Fighting Fish (SIFIFI) spiller alternativ rock/metal med progressive tendenser. Som sagt er Breathe:See:Move bandets andet album og jeg synes albummet er en smule hårdere end forgængeren ”We Are The Sound”, hvilket efter min mening bestemt ikke gør noget. Skal jeg være ærlig, så lyttede jeg kun til det forrige album nogle få gange, men det her album har roteret en del på mit anlæg og min iPod. De sange på albummet der falder bedst i min smag er åbningsnummeret ”H.A.U.T.”, ”Scarred By Omens”, ”Crap Is The New Black” og ikke mindst ”A Liar Cried Wolf”. Generelt fungere violinen rigtig godt til SIFIF’s musikstil og det gør sig især gældende på sidst nævnte sang. Grundrytmen ligger en god ”bund” på albummet og guitar-arbejdet kan der heller ikke sættes en finger på. Overordnet set synes jeg at bandet har skrevet nogle gode sange med flotte melodier, som ligger rigtig godt til Mirza’s stemme. 

Breathe:See.Move er indspillet i Vibe Factory og det er mixet af Kristian Thomsen, som tidligere har arbejdet med bl.a. The Storm og Blacj City. Lyden og produktionen på albummet er poleret og flot og der er en god rød tråd gennem hele albummet. 

Kender du ikke bandet, så bør du helt sikkert tjekke dem ud. Med deres først album kom de op fra undergrunden og med det nye album er de klar til at erobre den danske og europæiske rock scene. De har ihvertfald international klasse!!!

Breathe:See:Move er udkommet via Mighty Music/Target Distribution. 

Lyt til Siamese Fighting Fish: http://www.facebook.com/sififi/
___________________________________________________

I’ll Be Damned – The First Coming (EP) 

Anmeldt af Calle: 04-12-2012 

I’ll Be Damned er et nyere band fra Århus, som består af Stig G (sang), Theis (trommer), Boris (guitar), Bon (guitar) og Anders L. Ond (bas). Jeg vil betegne bandets musikstil som rock ’n’ metal. The First Coming er, som titlen på sin vis indikerer, bandets første EP. 

EP’en består af fem sange, som sprudler af energi og power og det virker som om bandet virkelig har det sjovt med det de laver, samtidig med at de mener det seriøst. En flok ”drengerøve” der vil frem over stepperne og sætte deres præg på rock landkortet. 

Første sang er ”All Be Damned”, som er en frisk rock ’n’ roll sang, der leder mine tanker i retning af danske SuperCharger. Efter min mening er det den bedste sang på EP’en. De næste tre sange ”Fever”, ”A Hanging Job” og ”Right For The Money” hører til i den mere hårde og tunge ende af skalaen og disse sange har en fed groove. Stilen på sangene er mere metalpræget og har en vis southern metal feeling over sig, dog stadigvæk med det beskidte rock ’n’ roll udtryk som i åbningsnummeret. Sidste sang på The First Coming hedder ”Shopping With A Shotgun” og den minder i stil mere om åbningsnummeret. Alt i alt er det fem gode sange med god energi, solide guitar riffs og fuld power. Samtidig er sangene ret catchy og bandet kan efter min mening være meget stolte af denne EP. Udover det gode guitararbejde, så fungere rytmesektionen også rigtig godt og Stig’s stemme passer perfekt til den beskidte rock ’n’ metal genre. 

The First Coming er indspillet af bandet selv i kunstnerkollektivet Papagallo samt i Late Fairytale Studio med Anders Ruby bag knapperne. Sidst nævnte, som tidligere har arbejdet med bl.a. Lis Er Stille og Puppet Arms, har også stået for mixing og masterering. 

Efter min mening er det en rigtig god EP I’ll Be damned har udsendt. Det er ukompliceret rock ’n’ metal, eller som bandet selv kalder det god damned rock ’n’ roll !!!! EP’en kan bl.a. høres og downloades via bandets facebook side og SoundCloud (se link herunder). Jeg kendte ikke til bandet inden de kontaktede mig via mail med henblik på anmeldelse, men jeg vil helt sikkert følge dem fremover. Man kan jo håbe på at bandets second coming bliver et fuld længde album. 

The First Coming er ude.

    (4 ud af 6)  

Lyt til I'll Be Damned: http://soundcloud.com/illbedamned/sets
_______________________________________________________________

Sidste nummer blev ”I don’t care”, som også er et TOP nummer, og måske var det i virkeligheden der jeg mistede stemmen.. Der blev i hvert fald givet ALT hvad den kunne trække fra scenen, og salen kogte over og havde en fest.

Jeg synes, og det har jeg syntes hver gang, at Shotgun Revolution sparker røv, og de er et friskt ROCK indslag på den danske musik scene. De KAN rent faktisk spille, og de har en forsanger i Ditlev, som rent faktisk KAN synge, og hvor må vi være mange som er lykkelige over at han valgte at droppe Melodi Grand Prix, til fordel for ROCK’en.

Foto: Kasper Løjtved - Løjtved Foto (http://www.lojtvedfoto.dk/)

Aftenens koncert sætter 2 fede streger under min opfattelse af, at Shotgun Revolution er det mest autentiske danske rock band siden DAD, og jeg glæder mig allerede til næste gang de skal på tour. Så er jeg sku ikke sikker på at jeg kan nøjes med én koncert

Jeg giver 6 fede rock stjerner til SHOTGUN REVOLUTION

(6ud af 6)____________________________________________________________________

Electric Hellride – Hate . Control . Manipulate  

Anmeldt af Claus Skytte: 21-11-2012 

Electric Hellride er et lille dansk band, der har nået en del i de 4 år, de har eksisteret. De har udgivet en EP, vundet W:O:A Metal Battle, og kommer nu med deres første fuldlængde-album.  

Musikken er en blanding af alt muligt, lidt død her, lidt Heavy her, lidt Thrash og hvad de ellers kan finde på. Det giver en god lyd, der både er fed og passende beskidt. Det har også noget at gøre med at Jacob Bredahl har produceret.  

Melodierne er bandets styrke. Soloerne er korte og præcise, men det er det generelle riff-arbejde, der står frem som den store styrke på albummet. Og så synes jeg, at det er fedt at man faktisk kan høre, hvad der bliver sagt. Vokalisten er tydelig og det passer godt til udtrykket uden at blive for rent.  

Hvis man skal fremhæve numre er ”Hate Propaganda” og ”Exhale Chaos” gode bud, men alle sangene er godt og gedigent arbejde. Det er godt håndværk, gode ideer og god produktion. Men der mangler lidt i at komme helt op i skyerne. Det bliver dog spændende at følge bandet fremover, og at se dem live, hvor de nok har deres største force. 

Hate.Control.Manipulate udkommer 26. november via Mighty Music/Target Distribution

Lyt til Electric Hellride: http://www.reverbnation.com/electrichellride
___________________________________________________

Anmeldt af Calle: 20-11-2012 

Addiction For Destruction er noget så sjældent som et russisk sleaze rock band. Bandet blev dannet i Moskva i 2010. Der har siden været et par udskiftninger i bandet, som i dag består af Tom Spice (sang), D. McKay (bas), Krock (trommer) og danske Henning N. Nielsen (guitar). Henning er ikke med på selve albummet, men han blev rekrutteret henover over sommeren 2012, hvor han var til audition mens der var hedebølge i Moskva. (Læs hans historie her på siden via dette link). 

Neon Light Resurrection er bandets debut album og det består af 10 sange. Inspirationen er hentet fra L.A. bands som Guns ’n’ Roses, Faster Pussycat og Vain og skandinaviske bands som f.eks. Backyard Babies og Shotgun Messiah. Altså en god omgang sleazy hard rock tilføjet en god portion punk attitude. Jeg synes bandet spiller godt og især guitarens sound falder godt i min smag. Så man kan jo kun håbe på, at Henning kan ramme den samme lyd. Bandet har skrevet 10 gode rock sange med nogle gode fængende melodier. Ingen af sangene falder helt ved siden af, men samtidig er der heller ikke nogle sange, der virkelig træder ud fra de andre. Så overordnet set er det en god omgang rock uden de store dikkedarer. Der er otte sange i den hårde ende som f.eks. ”Rock ’n’ Roll To You”, ”Feelin’ Fine” og titelnummeret ”Neon Light Resurrection” samt to mere stille sange i form af ”Jaded Heart” og ”(I Don’t Care) You’re Nothing”. Musikken i sig selv er der ikke det store nye i, men man føler virkelig, at bandet mener det seriøst. Jeg kan rigtig godt lide dette album og kan derfor varmt anbefale rockelskere at tjekke albummet og bandet ud. Forhåbentlig vil de, i kraft af det danske islæt, komme forbi Danmark en dag og give den max gas live.     

Albummet er indspillet og mixet i Parametrika Studios i Moskva og det er bandets bassist D. McKay, der står som producer. Jeg synes virkelig de har formået, at få den rette lyd på albummet og musikken ligger rigtig godt i forhold til sangerens stemme. 

Man kan som sagt godt høre hvor inspirationen kommer fra og det er de førnævnte bands. Også selve album coveret er inspireret af Backyard Babies’ ”Stockholm Syndrome”. Billederne i coveret er taget i bl.a. Sverige og Danmark. Som ordspillet lyder, så skal man ikke bedømme en bog (CD) ud fra coveret, men i det her tilfælde passer coveret rigtig godt til musikstilen. 

Neon Light Resurrection er udkommet via R.W.A. Music Company

     (4½ ud af 6)    

Lyt til Addiction For Destruction: http://soundcloud.com/r-w-a-music-company-ltd/addiction-for-destruction-neon
___________________________________________________

Stöj Snak – Songs About Beliefs (EP)  

Anmeldt af Calle: 19-11-2012  

Stöj Snak er et side projekt fra Mighty Midgets manden Niels Sørensen. Han står som både sangskriver og producer + en hulens masse instrumenter. Derudover har han inviteret en flok gæstemusikere med på pladen. Han beskriver selv bandet som et folk-punk-screamer-songwriter projekt og ydermere beskrives bandet, som hvis Bob Dylan spillede i Green Day. Jeg kendte intet til Stöj Snak, før jeg var så heldig at modtage Songs About Beliefs på en limited orange vinyl EP fra manden selv. Det gjorde selvfølgelig, at jeg straks måtte tjekke musikken ud.  

EP’en består af fem sange og beskrivelsen af ”genren” passer meget godt. Jeg har lyttet til den orange vinyl en del gange, faktisk så mange gange, at andre nye indkøb har måtte vie pladsen. Og jeg er faktisk meget imponeret over sangskrivningen og den skønne tilgang til musikken Niels ligger for dagen. Jeg synes han har formået at indspille nogle unikke sange indenfor en genre, som jeg i hvert fald ikke hørt før. Så allerede det giver en stjerne i min bog.   

Ep’en starter med første singlen ”Collateral Damage”, som er en perfekt åbner. Herefter sættes tempoet lidt ned på ”State Of Mine”, som virkelig lyder som Bob Dylan møder Green Day. Der gøres brug af mundharpe og selve melodien kunne sagtens være at finde på et Green Day album. Næste sang er ”Party On The Hillside”, som leder mine tanker i retning af lidt ska. Tempoet sættes igen lidt ned på EP’ens fjerde sang ”Great Ideas Need Landing Gear”. Sidste sang hedder ”No Refunds” og den er, sammen med ”Collateral Damage” mine personlige favoritter på Songs About Beliefs. Alt i alt er det fem gode sange, hvor der er en tilpas god variation. Melodierne er rigtig godt skrevet og man bliver i godt humør af at lytte til Niels’ sange.   

Derudover synes jeg at sangene har energien og attituden fra punken, selvom der bruges både akustiske guitarer, banjo, tamburin og hvad har vi. Mundharpen giver den rette singer-songwriter feeling til musikken og samlet set giver det et overordnet flot helhedsindtryk. Jeg synes Niels har fat i noget specielt og den musik han laver med Stöj Snak er ikke noget man hører hver dag. Jeg tror godt han kan komme langt, hvis bare musikken kommer for de rigtige ører. Jeg er i hvert fald imponeret!!!  

Songs About Beliefs er udkommet via 5FeetUnder Records.  

Anmeldt af Lars Frosz: 11-11-2012

In The Name Of Metal udkom 9. november via AFM-Records

      (5½ ud af 6)    

Lyt til Bloodbound: http://www.myspace.com/bloodboundonline
___________________________________________________

Into Century – Nobody’s Slave 

Anmeldt af Calle: 007-12-2012 

Into Century har eksisteret i fem år, men de var et helt nyt bekendtskab for mig, da jeg tilfældigt læste om dem på nettet en dag for kort tid siden. Det jeg læste lyd interessant og jeg tjekkede to af deres musikvideoer ud på YouTube. Jeg faldt straks for deres meget direkte stil og deres måde at tilgå den moderne rock på. Og for et par uger siden dukkede der så en mail op i min indbakke fra Target med link til bandets nye album Nobody’s Slave. Og jeg skulle selvfølgelig straks lytte til hele albummet. Det har nu roteret en del på mine forskellige musikafspillere og jeg er bestemt ikke blevet skuffet, snare tværtimod. 

Bandet, som kommer fra København, består af Jon Century (sang), Christian Warburg (guitar), Jeppe Bruno (trommer) og Morten Schrøder (bas). De fire fyre har efter min mening formået at skabe et dansk rock produkt, som efter min bedste overbevisning burde kunne klare sig godt uden for landets grænser. Albummet er da også indspillet i Californien og bandet har givet koncerter på bl.a. Whiskey a Go Go og The Key Club. Derudover har de spillet til en privat showcase på Mtv’s hovedkontor i englenes by og de to førnævnte videoer har også haft stor rotation på musikkanalens webbasserede kanaler. 

Nobody’s Slave består af elleve sange og stilen er som sagt moderne hard rock, hvor inspirationen er hente hos bands som f.eks. Nickelback, Daughtry, 3 Doors Down og Foo Fighters. Derudover hører jeg også lidt Alice In Chains og Soundgarden deres musik. Mine helt klare favoritter blandt de elleve sange er ”Dare”, ”Man Of God” og titelnummeret ”Nobody’s Slave”. Disse tre sange er skarpt efterfulgt af ”Sweet Surrender” samt det meget Foo Figthers inspirede nummer ”Hold On”. Det eneste downtempo nummer på albummet er ”OMG”, som måske falder lidt udenfor. Men alt i alt er det et rigtig fedt album og jeg er glad for, at jeg har lært Into Century at kende. Jeg skal uden tvivl tjekke deres første album ”Into Your Sun” ud, hvis det vel og mærket er til at finde et eller andet sted. 

Albummet er produceret og mixet af Tore Nissen og Johan Wohlert, som bl.a. har arbejdet sammen om The Storm’s succesalbum ”Black Luck. Med den perfekte produktion og lyd, tilsat Jon’s sprøde rockstemme og den fede guitar i fokus, så går man bestemt ikke galt i byen ved at investere i dette album. 

Må der findes flere danske rock bands af denne kaliber derude, som af en eller anden årsag er gået min næse forbi eller af den ene eller grund er godt ”gemt” for mig. Into Century og Nobody’s Slave er på min top 10 liste over albums udgivet i 2012.

Nobody's Slave udkommer den 12. november via Target Distribution.

      (5½ ud af 6)    

Lyt til Into Century: http://www.reverbnation.com/intocentury

Se de førnævte videoer her: http://www.youtube.com/user/intocenturyband
___________________________________________________

Soulline – We Curse, We Trust 

Anmeldt af Calle: 07-11-2012 

Soulline er et metal band fra Schweiz, som blev dannet i 2000. Bandet består af Lore (guitar), Marco (guitar), Klod (sang/growl), Yuvi (trommer) og Miles (bas). We Curse, We Trust er bandets tredje album, men dog mit første møde med dem. 

Soulline spiller melodic death metal, som ikke er min stærkeste side. Men efter flere gennemlyt af dette album, så må jeg sige, at jeg faktisk synes meget godt om musikken. Albummet består kun af 8 sange, hvoraf det ene nummer ”Dreaming Change” er et stille melodisk mellemstykke på lige over ét minut. Hele cd’en har en varighed på næsten 40 minutter. Mine favorit sange på albummet er ”Sleepers Statement” og afslutningsnummeret ”Face In”. Sidst nævnte starter lidt mere downtempo end resten af albummet og samtidig får nummeret en smule doom præg ca. midt i sangen. Set over hele albummet, så synes jeg godt det kan gå hen og blive en smule ensformigt, hvor især trommerne kører meget i samme spor. Når det så er sagt, så findes der flere gode melodier gennem hele albummet og der er et par gode guitar soloer hist og her. Men helhedsindtrykket er på det jævne. 

We Curse, We Trust er mixet af Peter Tagtgren, som tidligere har arbejdet med bl.a. Children Of Bodom, Imoortal og Pain. Mastering er foretaget af Jonas Kjellgren, som bl.a. har arbejdet med Sonic Syndicate, Katatonia og Scar Symmetry. Produktionen på albummet er yderst veludført. 

Jeg er sikker på at fans af denne stil vil synes godt om albummet og jeg anbefaler at man tjekker dem ud. Schweiz er andet end Gottard, Krokus, knive og ost. Det er også METAL!!!! 

We Curse, We Trust er ude via Mighty Music/Target Distribution

Forcentury - Revelant 

Anmeldt af Claus Skytte: 07-11-2012 

Lad det være sagt med det samme: Jeg har været fan siden "Vanguard" kom for 3 år siden. Jeg har fulgt dem siden, ventet spændt på nyt, hørt snippets på nettet, og set, hvad der var på vej. Nu er pladen endelig kommet så langt, og jeg har glædet mig! 

Forcentury er et københavnsk band, der har spillet siden ’08. Det er en flok unge danske musikere, der har fået Johnn Thunder til at håndtere vokalen. Han er fra England, gammel nok til at få efterløn, og kunne være far til de fleste. Men hans stemme er fed, så skidt med det! 

Forcentury er et band, der breder sig over genrerne. De mixer det storladne, det symfoniske, det brutale og det lyriske. De siger selv, de er power-prog metal, og trækker på både Maiden og Symphony X. Men de er nu mere deres egne herrer. De mixer både den klassiske Heavy Metal-lyd med en til tider Thrashet lyd. Der er dog altid god gang i den. 

Produktionen af den slags musik skal være ren og lige i skabet, og Søren Andersens hænder er det blevet til lige den lyd, jeg synes musikken fortjener. De er jo blændende musikere, og hvert medlems evner skinner virkelig på dette album. 

Kompleksiteten af sangene har også fået en finjustering, og hvor "Vanguard" nogen gange flyder lidt og er lidt for lidt eller for meget, har Revelant virkelig ramt mærket. Der er god sammenhæng mellem de forskellige elementer, og de er i mine ører tilpasset hinanden rigtig godt. Teksterne er meget typisk for bandet mest om den inhumane verden, vi lever i, og de fremskridt, der virker som tilbageskridt, og de passer også ind i stilen. Albummets artwork tager også dette syn på verdenen op. Især "Outcast" og "Repercussions Of Terror" gør et godt indtryk, men alle numre på albummet er fremragende. 

Er jeg så blevet belønnet for min venten? Er jeg skuffet eller glad? Forcentury leverer mere, end jeg havde regnet med i forhold til Vanguard, det hele er faldet på plads. Hen mod enden af pladen falder intensiteten en smule, men det skulle da også være den eneste fejl, jeg kan få øje på. 

Revelant udkommer den 3. december via Migthy Music/Target Distribution. 

      (5½ ud af 6)    

Lyt til Forcentury: http://www.myspace.com/forcentury
___________________________________________________

Anmeldt af Peter Letting: 07-11-2012 

Jeg skal ærligt erkende, at jeg havde glædet mig som et lille barn til denne koncert. Jeg har hørt Trivium i snart 3-4 år, men aldrig hørt dem live.

Til min overraskelse opdager jeg et der er ikke mindre end 3 opvarmnings bands til denne event, hvilket måske ikke lige var det jeg havde forventet på en tirsdag aften i november. Nå, men da vi dukker op i Amager Bio ca. 19.45 er første band (hvis navn desværre har fortabt sig i glemslen) i gang med at afslutte deres optræden.

Et hurtigt scene skift og ind kommer det tyske band ved navn ”Caliban”, og det var så her vi første gang ramte lydmuren. Jeg kender intet til bandet, men jeg må sige at de leverede en absolut overbevisende scene optræden. Forsangeren var noget så ond at se på, som han stod der ligbleg og tynd med kulsort hår i en slags hanekam. Og publikums tække må man sige, at den gæve tysker har. De forreste rækker var som marionetter i hans hænder, og det var et helt teater at se på, sådan betragtet lidt fra baglinjen. Der findes bare nogle mennesker som er født til at så på en scene og levere ”varen” og her var en af dem. Musikken var af den ondeste skuffe, med trommer i svimlende tempo og guitar ræs fra ende til anden. Alt i alt en ret fed oplevelse, for en som normalt ikke bryder sig synderligt om at se opvarmnings bands, men Hey, man kan jo blive overrasket. 

Caliban

As I Lay Dying

Faktisk havde jeg haft mine tvivl om hvor meget lyd der rent faktisk KAN presses ind i stakkels lille Amager Bio, og jeg må sige at jeg blev overrasket. Vi mente ellers at vi havde mødt lydmuren mere end én gang allerede, men ”Trivium” formåede trods alt at presse citronen endnu mere, og få salen til at gå fuldstændig bersærk. Blandt publikum blev der både lavet ”The Wall” og ”The Circle”, hvilket (for en mand i min alder ) virkede fuldstændig vildt. Jeg er ret sikker på at havde jeg været til den her type koncert da jeg var 20 år yngre, så havde jeg været at finde midt i den heksekeddel som der blev brygget, midt på gulvet. 

Trivium

Det er min absolut hårdeste koncert til dato, og jeg har trods alt været til en del, men dette her fik jo nærmest Metallica til at ligne en ”Åh Abe” koncert eller en aften med DR’s pigekor. 

Bombay Black – Bullets And Booze 

Anmeldt af Calle: 05-11-2012 

Bombay Black er et amerikansk band, som blev dannet i 2003. Bandet består af Erik Johnson (sang/guitar), Ty Sims (bas), Rob McCauley (trommer) og Justin Velte (guitar). Bullets And Booze er bandets femte album, så de har været produktive i de ni år de har eksisteret. Dette er mit første møde med bandet. 

Stilen er klassisk guitarbaseret hard rock med et moderne præg. Selv nævner de bands som Mötley Crüe, AC/DC, Def Leppard og KISS, som nogle af deres inspirationskilder, og det kan man godt høre i deres musik. Altså har de ikke opfundet den dybe tallerken, men jeg synes faktisk de formår at skrive nogle gode sange. Ikke noget ud over det sædvanlige, men alligevel fanger de lytteren (mig) på flere af sangene. Bl.a. ”Love Like This”, ”Helluva Time”, ”No Room For Emotion”, ”Bad Boy” og afslutningsnummeret ”One Single Drop” falder godt i min smag. I sidst nævnte gør bandet også brug af lidt horns og keyboards, som fremføres af Eric Ragno. som tidligere har arbejdet med bl.a. Jeff Scott Soto, Trixter, Graham Bonnet og Ted Poley. Men alt i alt synes jeg faktisk at alle femten sange på Bullets And Booze vokser på en for hver gennemlyt. 

Som dem der har læst mine anmeldelser før sikkert ved, så kan jeg godt lide en enkelt powerballade eller to på et rock album og her synes jeg Bombay Black halter lidt efter. De gør et forsøg med den Ozzy Osbourne-inspirede ”Let Me Be”, men den rammer ikke lige i hjertet efter min mening. 

Albummet er indspillet i The Recovery Room i Conway, Arkansas. Producer er bandets egne folk Erik og Ty og Ty har samtidig også stået for mixing og mastering. Lyd og produktionsmæssigt fejler Bullets And Booze ikke noget. 

Er du til hard rock og luftguitar, så kan du roligt give disse voksne mænd et lyt. Jeg vil i hvert fald tjekke bandets tidligere albums ud. 

Bullets And Booze er udkommet via Triage Music Firm.

Momentum – A World In Ruins (EP) 

Anmeldt af Calle: 05-11-2012

Momentum er et fem mands band fra Århus, som består af Troels Rasmussen (sang), Jacob Druedahl Bruun (guitar), Simon Kalmar Poulsen (guitar), Martin Helbo (trommer) og Benjamin Andreasen (bas). A World In Ruins er bandets anden EP. 

Ja, Momentum er intet mindre end et dansk metal band, som spiller traditionel heavy metal med hovedvægten af inspirationen hentet fra NWOBHM. Tænk Iron Maiden, Judas Priest, Motörhead, Venom, Accept og Anvil og du har måske en idé. Hvordan de er gået min næse forbi ved jeg simpelthen ikke, men jeg er sku glad for at de har sendt mig denne EP. Der er fuld knald på de fire sange, som EP’en består af, hvis man lige ser bort fra introen ”Mad As Hell”. Som titlen beskriver handler teksterne om krig og ødelæggelse, hvilket på sin vis høre sig til musik inden for denne genre. Mine to favoritter på EP’en er ”Soldier” og ”Nothing Worth Saving”, men de resterende sange er også af høj standard. 

A World In Ruins er optaget, mixet og mastereret i Dead Rat Studios af selveste metal manden himself Jacob Bredahl. Og han har, som vanen tro, gjort et yderst godt stykke arbejde. Musik og vokal lægger sig rigtig godt op af hinanden og lyden kan man selvfølgelig ikke sætte en finger på. Med en solidt lagt grundsten i bassen og trommerne, samt sublimt guitararbejde og en vokal der er musikstilen værdig, så har Momentum lavet en særdeles fremragende EP. Jeg ser med stor forventning frem til en forhåbentlig fuld længde CD fra disse fyre. 

Momentum er beviset på, at old school metal bestemt ikke er dødt og at det lever i bedste velgående i den danske undergrund. Må Momentum og andre bands i af denne kaliber komme frem i dagens lys og glæde endnu flere danske metal hjerter. A World In Ruins, og Momentum, er noget af det bedste danske METAL jeg har hørt længe!!!!

A World In Ruins er udkommet.

Jimi Jamison - Never Too Late

Anmeldt af Peter Letting: 30-10-2012

Jimi Jamison er snart ude med et nyt album med titlen Never Too Late. Jamison er tidligere forsanger i bands som Target, Cobra og Survivor, og har sunget på flere numre af ZZ Top, udover at han har produceret masser af solo materiale igennem snart 4 årtier. 

Første indtryk af den nye skive er klart positiv. Der er tale om rock i mellemklassen, selvom det formentlig er det hårdeste rock som Jamison har været involveret i siden sin tid i Cobra. Når det så er sagt, så er der på ingen måde tale et hårdt album. Der er rigeligt af ballader, så man bliver ikke bange for det.  

Jeg sidder umiddelbart og drager lidt paralleller til bands som Journey og Boston, men det er langt fra fyldestgørende for variationerne henover skiven. Jeg har læst mig frem til at Jamison er en stor fan af Deep Purple, og at han rent faktisk en gang i starten af 90’erne var i spil som den nye forsanger i netop Deep Purple, som afløser for den ”fyrede” Ian Gillian. Til tider kan man godt fornemme denne passion, men det gør bestemt ikke noget. Især i skæring nummer 5 ”Street Survivor”, som nok er mit favorit nummer.  

Jeg synes bestemt at der var noget bekendt over band besætningen: Jimi Jamison (sang), Erik Mårtensson (guitar, bas, keyboards), Magnus Ulfstedt (trommer), Jonas Öijvall (hammond B3, piano og synthesizers) og Magnus Henriksson (lead guitar på "Street Survivor" & "Heaven Call Your Name"). Det viser sig jo også at Erik Mårtensson er sangskriver og band medlem i det svenske heavy band ”Eclipse”, som jeg tidligere har anmeldt, og som jeg er blevet kæmpe fan af. 

Der er ingen tvivl om at Jimi har en rigtig god stemme, og det er nogle solide kræfter der ligger bagved sang skrivningen på albummet, men jeg synes desværre at der mangler lidt kant, når man ser ud over hele albummet, og jeg tvivler på at det bliver en skive som jeg vil sætte på med jævne mellerum.

Never Too Late udkommer den 3. november via Frontiers Records.

The Brimstone Days – On A Monday To Early To Tell  

Anmeldt af Calle: 26-10-2012  

Malmö bandet The Brimstone Days er tilbage med deres andet album On A Monday Too Early To Tell. Bandet er det same som på debuten “We Are The Brimstone Days” fra 2010 og besætningen består derfor af Håkan Lanz (sang/guitar), Johannes Malmqvist (trommer) og Hampus Hallgard (bas). De gæve svenskere er inspireret af bands som Jimi Hendrix Experience, Led Zeppelin og Free og spiller en god blanding af rock, funk, soul og blues. Andre nyere bands jeg vil sammenligne dem med er f.eks. Bulldog Mack, Dollhouse, The Soulshake Express og The Solution.   

Det nye album er en smule mere ”rå” i lyden i forhold til forgængeren, som jeg anmeldte her på siden for et par år siden. Dette giver efter min mening en stemning og en følelse af, at man lytter til musik fra inspirationsperioden der lægger tilbage i 60’erne og 70’erne. Så man kan uden tvivl sige, at de på den lyd og produktionsmæssige side, har ramt plet.   

Der er 14 sange på On A Monday To Early To Tell og de sange der efter min mening er bedst er ”I Need Soul”, ”Close The Door”, ”Give Me A Reason” og titelnummert ”On A Monday Too Early To Tell”. Et lille minus, hvis man skal finde det, er måske at sangene godt kan blive en lille smule ensformige. Men igen, hvad gør det, når man ikke kan lade være med at rocke med.   

On A Monday Too Early To Tell er et helstøbt album og efter min mening er det en naturlig fremgang fra bandets debut. Jeg bliver i rigtig godt humør hver gang jeg sætter The Brimstone Days på anlægget og min fod kan som sagt ikke lade være med at rocke med. Bandet skriver nogle gode melodier og de tre musikerne spiller godt og man kan ikke undgå at komme i fest stemning, når man lytter til dem. De sprudler af energi og spilleglæde, så herfra skal de have en varm anbefaling med på vejen!!!  

Kunne du tænke dig at opleve bandet live, så spiller de på Drop Inn i København den 16. november.   

Albummet er udkommet via Transubstans Records. 

Lyt til The Brimstone Days: http://www.thebrimstonedays.com/
___________________________________________________

Anmeldt af Calle: 25-10-2012  

Personligt kender jeg Kasper Damgaard fra sin tid sammen med Mike Tramp, hvor han medvirker på flere af Mike’s albums, bl.a. “Recovering The Wasted Years”, “More To Life Than This” og “Songs I Left Behind”. Derudover har han spillet i Cornerstone og Zauce og han spiller i Big Black Bug og til dagligt også med Kings Of Rock. When Everything Falls er Kasper’s tredje solo album.  

Stilen på albummet er melodisk hard rock, hvor der både spilles de mere rå rock sange, men der er også blevet plads til de mere stille af slagsen. Hvis man er til de mere hårde sange, så skal man lytte til ”Let Me Through”, ”What Kind Of World” og det instrumentale åbningsnummer ”Luftwaffe”. I sidst nævnte viser Kasper virkelig sin guitar kunnen. I den mere stille ende af skalaen findes de bluesinspirerede sange ”It’s All Up To You” og ”I Do Hide”. Sidst nævnte minder mig en del om noget der kunne passe godt ind på en Richie Sambora solo-udgivelse. Der er i alt 8 sange på When Everything Falls og efter min mening er der en god variation gennem hele albummet. Mine favorit sange på albummet er ”When Everthing Falls”, ”What Kind Of World” og afslutningsnummeret “Need To See You Know”.  

Kasper har ikke den største stemme i rock historien, men den fungere godt til hans sange. Tilgengæld spiller han rigtig godt guitar og der er flere gode guitar soloer henover albummet og mange flotte melodier. Alt i alt synes jeg det er et solidt rock album, som jeg varmt kan anbefale, at man tjekker ud. Der er dejligt med en dansk rock guitarist, der tør stå på egne ben og udgive sine egne sange, selvom det store publikum for den slags musik, måske ikke lige findes her i lille Danmark.  

Kasper har selv skrevet alle sangene på albummet og spiller selv guitar og synger. Derudover fungerer han også selv som producer. Udover ham medvirker Kim Hagemann og Jørgen Lang på albummet.   

When Everything Falls er udkommet via Mass Relay Records og er tilgængeligt på både iTunes, Amazon, TDC/Yousee-play og eMusic.   

Lyt til Kasper Damgaard: https://www.myspace.com/591215134 eller på YouTube her og her.
___________________________________________________

Anmeldt af Calle: 24-10-2012  

Dirty Passion er et svensk band fra Malmö og de har eksisteret siden 2006. Dog er der kommet to nye folk med på dette album i forhold til bandets anmelderroste debut album ”Different Tomorrow” fra 2010. De to nye mænd er bassisten Nasty Laine og sangeren Kriss Lohikoski Svensson. Derudover er det stadigvæk Christopher Olsson der styrer guitaren og Markus Winberg der banker på trommerne.   

In Wonderland er bandets andet album og man kan godt høre de har fået endnu mere erfaring siden debuten. De har også været på tour med bl.a. L.A. Guns, Faster Pussycat, Enuff Z’ Nuff, Loudness og så har de spillet med bl.a. Saxon og Y&T. Stilen er stadigvæk 70’er og 80’er-inspieret hard rock, men bandet har samtidig givet musikken en lidt nyere sound. Derudover er lyden blevet en anelse mere hård og ”beskidt”. Dette kan bl.a. høres i sangene ”Into The Wild”, ”Shadowland”, ”Sinner” og ”Dead End”. Men der er også de ”klassiske” Dirty Passion sange ”Lovers Lane”, ”Addicted” og ”Light Of The Candle”, som har en mere 80’er heavy rock sound. Og så findes der hele tre power ballader på In Wonderland, nemlig ”When Darkness Falls”, ”Stay With Me” og ”Make It Last”. Så alt i alt er det en god blanding af hard rock sange og de mere stille elementer og det er lige efter undertegnets smag!!  

Når dette så er sagt, så må jeg indrømme, at trods den ”nye” lyd, så bliver jeg ikke ligeså godt fanget af dette album, som eg blev af debuten. Og samtidig så kunne jeg bedre lide den tidligere sanger Emil Ekbladh’s stemme. Dermed ikke sagt at Kriss’ stemme er dårlig. Den er bare lidt mere rå og passer faktisk rigtig godt til de førnævnte lidt mere ”beskidte” sange. Christopher fyrer stadigvæk nogle fede guitar soloer af og grundrytmen lægges godt af Markus og Nasty. In Wonderland er indspillet i fire forskellige studier og så er det mixet i Roasting House Studios. Produktionsmæssigt kan man ikke sætte en finger på albummet og der er en god rød tråd gennem hele albummet. Det er en vellykket og robust album fra disse unge svenskere.   

Er du til bands som f.eks. Faster Pussycat, Mötley Crüe, Poison, White Lion, og kunne du lide Dirty Passion’s første album, så kan du sagtens investere i dette album også. Det er klassisk hard rock med en frisk pust og bandet sprudler af energi og spilleglæde.   

In Wonderland udkommer 7. november på Smilodon Records via Transubstans/Record Heaven.

     (4½ ud af 6)    

Anmeldt af Peter: 23-10-2012

Selvom Rick Springfield har været med i en menneskealder, må jeg nok erkende at han aldrig har fundet vej til min pladesamling. Men med den erkendelse på plads, så kan jeg kaste mig over hans nyeste album Songs For The End Of The World med åbne ører og uden at være forudindtaget. 

Første nummer på albummet er super fedt, og det sætter automatisk mine forventninger til resten af albummet temmelig højt. Nummeret hedder ”Wide Awake” og det må man da sige at han er. Der er fuld fart på, og man kommer virkelig op i omdrejninger. 

Andet nummer ”Our Ship’s Sinking” fortsætter til dels, hvor første nummer slap, og der er stadig et højt energi niveau, og de kommer ud over stepperne. 

Men nu er livet jo ikke udelukkende fart og tempo, og det kan man tydeligt høre på de næste numre, som kommer lidt ned i tempo. Resten af albummet svinger lidt i tempo og intensitet, med nogle gode rock numre som til tider får mig til at tænke tilbage på nogle af Bryan Adams numrene fra en svunden tid. 

Der er ingen tvivl om at Rick Springfield har sammensat nogle nutidige, samfundsrealistiske tekster til sine rock numre. Nogle af teksterne handler om ”vores” fælles tilstand på jordkloden, hvor han reflekterer over den måde, hvorpå vi behandler hinanden og moder jord. Andre tekster er skrevet for at behandle hans egne dæmoner, og afspejler nok mest af alt en række sindstilstande. Teksterne er bestemt meningsfyldte og har dybde, og jeg vil tro de er et nærstudie værd. 

Den faste besætning på albummet er: Rick Springfield (guitar/sang), Matt Bissonette (bas og keyboards), George Bernhardt (guitar) og Rodger Carter (trommer). Udover det er der også en del gæste musikere (additional guitars: George Nastos, Dan Strain og Tim Pierce (additional guitars), Ronnie Grinel (additional percussion) og Richard Page og John Page (kor). 

Man må sige at Rick Springfield har været med i mange år, og at han i en alder af 63 producerer et album er bestemt prisværdigt. Jeg må sige at jeg blev positivt overrasket over energien i musikken og dybden i teksterne. Jeg ved nu ikke om jeg på baggrund af dette, bliver omvendt til at være Rick Springfield fan, men jeg synes det er et godt album.

Albummet er en samling af tidligere udgivelser fra diverse kunstnere, som Issa fortolker, bl.a. Mark Free, Aviator, 21 Guns, Atlantic, Regatta, Worrall, Blvd, TowerCityand

Måske kender jeg bare ikke genren AOR (Album-Oriented Rock) godt nok, men jeg synes umiddelbart ikke at jeg kunne genkende nogle af sangene. At dømme ud fra de kunstnere som Issa her fortolker, så ligner det også lidt nogle kunstnere som primært har huseret i USA, og måske ikke rigtigt er nået over atlanten.

Godt nok sad jeg undervejs og havde fornemmelsen af at kunne genkende en ”sound”, og på et tidspunkt blev jeg også sporet ind på Alannah Myles, men jeg havde ikke fornemmelsen af at dette var et album af ”gen-indspilninger”. Det fandt jeg først ud af, da jeg læste beskrivelsen af albummet .

Issa har en fantastisk stemme, så hun VIRKELIG kan synge igennem. Det er virkelig en fornøjelse at høre på hende.

Albummet ligger i den bløde ende af ”Rock-Ballade” genren, men det gør det ikke nødvendigvis kedeligt. Teksterne er måske nok en smule forudsigelige, og handler mest om den eneste ene, som man enten ikke kan få, eller som ikke lige var det man havde regnet med, men sådan er det nu engang.

De fleste skæringer er krydret med en dejlig lead guitar, som bestemt ikke hører til de monotone af slagsen, og selvom vi befinder os i den bløde ende af skalaen, så er der da meget god fart på en del af numrene.

Jeg synes albummet skaber en god stemning, og man får lyst til at høre det igen, og hvis man kigger lidt på plade coveret og nogle af de billeder der ligger på nettet, så gør det jo heller ikke noget at hun ser lidt godt ud

Bandet består af: Issa (Isabell Oversveen) (sang), Alessandro Del Vecchio (keyboards), Mario Percudani (guitar), Anna Portaluppi (bas) og Alessandro Mori (trommer). 

Cold Black – From Scratch (EP)

Anmeldt af Calle: 14-10-2012

Danske Cold Black er et nyt ungt band, som blev dannet i slutningen af 2011. Bandet består af brødrene Victor og Alex Rimpler på henholdsvis sang/bas og guitar. Derudover er det Martin Dupont på guitar og Jamal Gordon på trommer. From Scratch er bandets debut EP. 

Stilen på EP’en er nu-rock/metal med elementer hentet fra både den klassiske hard rock og den mere rå metalcore. Der er både ”skøn-sang” og screamo på sangene og der er flere gode guitar riffs. Man kan sammenligne Cold Black med bands som f.eks. Avenged Sevenfold, Black Veil Brides og Asking Alexandria. 

EP’ens fire sange hedder ”A Song Unsung”, ”Sirens”, ”A Thousand Words” og ”The Vision”. Jeg synes alle fire sange er gode og ingen af dem falder på nogen måde igennem. Der er fuld knald på fra start til slut og man kan virkelig mærke at disse fire unge fyre vil frem i verden med deres musik. Det er professionelt lavet, godt indspillet/produceret og sangene fungere rigtig godt. Melodierne sidder lige i skabet og sangene er rigtig godt skruet sammen. Mine favorit sange på From Scratch er ”A Song Unsung” og ”A Thousand Words”, men som sagt er alle fire sange gode. 

Generelt set er det svært at sætte en finger på noget på denne EP, men jeg kan ikke rigtig give fuld ”point”, når der ”kun” er fire sange at bedømme ud fra. Men jeg ser uden tvivl frem til et fuld længde album fra dette band. Jeg er sikker på det vil falde i god smag hos mange, også uden for landets grænser. Cold Black har efter min mening international klasse. Derfor synes jeg du skal tjekke dem ud. 

Jeg har desværre ikke selv oplevet bandet live ENDNU, men de skulle efter sigende yde maksimum og være sprængfyldte af energi, når de står på scenen. Dermed kan jeg kun anbefale, at man udover at købe deres EP på iTunes (link), også tjekker dem ud live. 

Min sidste kommentar må i denne sammenhæng være: Det er dansk og det er rigtig godt!!!!

From Scratch er udkommet.

Enemynside – Whatever Comes 

Nine er ude Frontiers Records

Million $ Reload – A Sinner’s Saint 

Anmeldt af Steffen "Stiw" Weber: 19-06-2012 

Hvis du er til Buckcherry - Så er du til Million $ Reload. De fem irske mænd fra Belfast har fundet ud af at det eneste rock der formår at overleve, er af den gamle skole. 

A Sinner’s Saint er en flot produceret plade med lækre hits og en ballade der får pigerne til at smide kyskhedsbæltet. Pladen starter godt ud med nummeret "Fight The System" et nummer som bliver kastet med 100 km/t ned ad en bowling bane og eksplodere i et kæmpe fyrværkeri. Det er et nummer med gang i og der er ingen tvivl hvor de vil hen. Da jeg hørte dette nummer kom jeg til at tænke på det amerikanske rockband Buckcherry, og det undrede mig. Lige indtil pladens andet nummer går rigtig i gang ’Bullets In The Sky’. I dette nummer kan man tydelig høre at Million $ Reload’s forsanger Phil Conlon drager stor inspiration fra Josh Todd som er forsanger i Buckcherry. Heldigvis fungerer dette problemfrit og resten af bandmedlemmerne følger med. 

A Sinner’s Saint er bestemt pengene værd. Pladen er ikke inspirerende eller fuld af nytænkning, men den finder din indre rockstjerne frem og giver dig lyst til at knappe en bajer op. Derfor syntes jeg at denne plade fortjener 4 hard-rocking skulls.

A Sinner's Saint udkommer den 29. juni via Frontiers Records.

Anmeldt af Peter Letting: 15-06-2012 

Man skal lære noget nyt hver dag. Da jeg først hørte Nightmare albummet The Burden of God var det helt nyt for mig. Nysgerrig som jeg er, finder jeg ud af, at Nightmare har udgivet albums siden 1984, og så undres jeg over hvordan vi har kunnet undgå hinanden i alle de år . Måske har jeg blot ikke været omkring den franske rock scene… 

Jeg synes faktisk rigtig godt om Nightmares univers. Intro nummeret er nærmest klassisk, symfonisk og man bæres intetanende over i første nummer: ”Sunrise in Hell”, som er et fedt nummer. Jeg er specielt begejstret for trommeslagerens arbejde i ”gryderne”. Det skal dog ikke gå ud over guitaristens præstationer, som absolut er godkendt.De næste par numre fortsætter i velkendt heavy rock, nærmest monumental sound, tilsat diverse guitar harmonier og breaks. 

Der tilsættes undervejs en del mere stille passager, men det passer faktisk fint ind i en sammenhæng. I ”The Dominion Gate (Part III) bliver der endnu engang tilsat symfoni orkester. Det er jo som bekendt prøvet af mange heavy bands igennem tiden, men jeg synes faktisk at Nightmare formår at dosere mængden af ”strygere” i en perfekt dosis. Eftersom nummeret hedder Part III, og de 2 første dele ikke findes på denne skive, må jeg nok hellere grave tilbage i deres discography og finde forgængerne frem ved lejlighed, for at få sluttet ringen, og for at få stillet min egen nysgerrighed for, hvorfor jeg dog aldrig er stødt på dette band før. Titel nummeret ”The Burden of God”, vil jeg nok udnævne til mit favorit nummer på dette album.

Albummet er velproduceret, velspillet, og absolut hørbart. Som de fleste andre albums, bliver det bedre og bedre efter flere ture i maskinen, og jeg kan kun anbefale at give ”de gamle” rockere en chance.

The Burden Of God er ude via AFM-Records

U.D.O. - Celebrator (Rare Tracks)

Anmeldt af Peter Letting: 12-06-2012 

Det føles som om jeg har lyttet til Accept altid, og eftersom deres første album udkom i 1979, og jeg startede med ”heavy” lige i starten af ’80’erne, så er det nok ikke helt ved siden af. Jeg husker, og hører stadig numre som ”Ball’s to the Wall”, ”Metal Heart” og ”Fast as a shark”, og når de holder her 30 år efter de var nye, så må de jo kunne et eller andet. 

Har man sagt Accept, siger man samtidig Udo Dirkschneider, som efter min mening har en af de mest destinkte stemmer i heavy rock’en gennem tiden, og derfor var det da også med en vis ”forventningens glæde”, at jeg satte hans 25 numre lange dobbelt album i cd spileren. 

Nu er Udo’s stemme som sagt temmelig let genkendelig, men den er jo samtidig definitionen på den perfekte skæve, skærebrænder stemme til heavy metal, og derfor er den også svær at blive træt af. 

Albummet rummer en del for mig ukendte numre, men samtidig en del gengangere. Jeg synes det er ret underholdende at han eksempelvis laver et nummer sammen med Finske Lordi. Til gengæld synes jeg det sidste nummer ”Born to be Wild” kører en smule af sporet, men det er da en anderledes version af et kendt nummer. 

Den gode gamle ”Ball’s to the Wall” i en piano version er på en måde helt syret. Man finder sig selv synge med på et nummer, som lyder helt forkert (læs: Ikke som det plejer), bare fordi man har sunget teksten 1000 gange, men der mangler ligesom de sædvanlige ”ball’s” i nummeret. 

Jeg er ikke helt begejstret for Udo’s evner indenfor ”ballade” genren. Jeg synes hans stemme passer bedre til de rigtige heavy numre, hvor han skruer den velkendte ”sound” på. Desværre er der 4-5 stille numre, som jeg mener, falder lidt igennem. Ud af de 25 numre er der 4-5 stykker som virkelig rykker. Resten af albummet er god gedigen heavy rock, med tunge rødder tilbage i Accept 

Jeg giver det 4½ ud af 6, ligeså meget fordi jeg trak lidt på smilebåndet over gode gamle Udo, som stadig gør det godt.

Celebrator (Rare Tracks) er ude via AFM-Records

Diamond Plate - Generation Why

Anmeldt af Lars: 11-06-2012

Chicago thrash-bandet Diamond Plate's debut fuld længde cd er et "in-your-face" mesterværk.. (de har tidligere udgivet et par ep'er) 

Cd'en Generation Why er det ene fede nummer der afløser det andet...rene energibomber, bortset fra intro'en. Jeg er ikke så meget for den halvlange "vi skruer på radioen og hører os selv" intro....selvom det riff de kommer frem til er ret fedt...smag og behag... 

Diamond Plate formår at hive en tilbage til da Thrash var ung. Det er ægte thrash spillegløde direkte fra nosserne (sorry girls). 

Alle instrumenterne er nøje afstemt og ikke overproduceret. Bassen er ret blød/mørk i lyden, men bliver spillet ekvilibristiskt og knivskarpt. Jo mere man lytter til Generation Why, jo mere elsker man den bas. Guitar, trommer og sang er bestemt værd at lægge mærke til. "The hidden track" er et pænt lille guitarnummer med nålestøj, så man rigtig kommer i "vinyl-mode" 

Produceren er heller ikke nybegynder...Neil Kernon som vi kender fra produktioner af bl.a Cannibal Corpse, Nile, Nevermore, Deicide og Judas Priest har gjort sit arbejde til et rungende 12-tal. 

Der er 11 guldklumper og så lige en intro (radio der bliver scannet igennem programmer for at ende med et pænt fedt riff)

Generation Why er ude via Earache Records

Furyon - Gravitas

Anmeldt af Peter Letting: 11-06-2012

Furyon er et band fra Brighton, som efter sigende har haft stor succes med deres live optrædender, men nu er de altså ude med deres debut album Gravitas. Der er ingen tvivl om at de 5 drenge i bandet er teknisk rigtig dygtige, og man løftes fra første lyt af dejlige guitar riff og soloer, som bekræfter mig i rygtet om, at de må være værd at opleve live.

Albummet er med garanti godt produceret, og kvaliteten kan man ikke sige noget til. Genren er hård uden at være for meget, melodisk uden at være kedelig og tenderer i perioder til det progressive. Jeg synes de tunge og hurtigere numre er rigtig gode bl.a. "Disappear Again" og "Wasted on You", hvorimod deres mere stille numre ikke rigtig siger mig noget.

Albummet er særdeles lyttevenligt, men jeg mangler måske lidt et overraskelses moment, og efter at have lyttet albummet igennem et par gange eller 3, så er det stadig et OK album, som dog næppe går over i historien, som et skelsættende album. Der findes en del andre anmeldere på nettet, som er vildt begejstrede, hvor jeg nok må nøjes med at være tilfreds med det jeg har hørt.

Men skulle de komme til DK, kunne jeg da godt finde på at tage ind og høre dem live!!!!

Gravitas er ude via Frontiers Records

      (5 ud af 6) 

Lyt til Fatal Force: http://www.facebook.com/fatalforcetheband
_____________________________________________________________________

______________________________________________________________________

Lillian Axe - XI: The Days Before Tomorrow

Anmeldt af Jakob: 01-03-2012

Som tidligere nævnt, er vokalen centreret omkring en række store episke omkvæd. Dette kan simpelthen høres på kvaliteten i versene. Vokalen fremstår kedelig, og selvom stemmen er der, går den tabt i nogle intetsigende melodier.  Som et af pladens sidste kommer nummeret ”Caged In”. Her fyres der sgu op for noget gedigen hardrock af den gamle skuffe. Det er helt tydeligt, at det er her Lillian Axe er bedst og udover en lidt for ”moderne” tilgang til vokalen, er nummeret et klart lyspunkt på en ellers ligegyldig plade.  

_____________________________________________________________________

Slow Death Factory - From The Gutter To Your Ears