Anmeldelser 2013

Eyes Wide Open – Aftermath 

Anmeldt af Calle: 29-12-2013 

Eyes Wide Open er et svensk band fra Karlstad, der blev dannet i 2011. Bandet består af Patrik Fahlin (vokal), Erik Engstrand (guitar), Kristofer Strandberg (guitar), Karl Adamsson (trommer) og Jesper Lindgren (bas). På trods af bandets korte levetid (indtil videre), så har de allerede udgivet én EP ”Revelations” i 2012 og nu opfølgeren Aftermath, som er deres første fuld længde album. 

Eyes Wide Open spiller melodisk døds metal. Og jeg ved ikke hvad de putter i drikkevandet på den anden side af sundet, men de kan i hvert fald producere gode bands inden for denne genre. Udover Eyes Wide Open kan bl.a. nævnes In Flames, At The Gates og The Haunted. 

Aftermath er mit første bekendtskab med bandet og selv på trods af, at melodisk døds metal ikke er min foretrukne genre, så er jeg ret imponeret over dette album. Det er virkelig velspillet og vokalen passer perfekt til genren (alt andet ville jo også være dumt). Samtidig sidder produktionen lige i skabet. Mine favorit sange på albummet er åbningsnummeret ”Wings Of Redemption”, ”Foxdie”, "Sink Or Swim" og ”Red”. Sidst nævnte er albummets mest downtempo sang. Men selvom jeg nu fremhæver netop disse tre sange, så synes jeg faktisk at alle sange fungerer godt og der er intet fyldstof på albummet. 

Aftermath er indspillet i Leon Music Studios med Rikard Løfgren og Gustav Ydenius bag knapperne. Det er også Løfgren der har stået for mixing og mastering af albummet. Han har tidligere arbejdet med bl.a. Deathstars, Sparzanza og Enforcer. Men som sagt – a job well done!!! 

Alt i alt er Aftermath efter min mening et rigtig fedt album og er du til melodic death metal, så er jeg sikker på du vil synes godt om Eyes Wide Open. Du bør i hvert fald tjekke dem ud. Det er svensk metal når det er bedst og jeg er sku glad for at jeg fik albummet tilsendt ellers havde jeg måske aldrig stiftet bekendtskab med bandet. Jeg vil helt sikkert følge dem fremover!!!!

Aftermath udkom 11. december via Headbang Entertainment. 

Sizewear – Sizewear 

Anmeldt af Calle: 29-12-2013 

Sizewear er et dansk metal band, som blev dannet i øvelokalerne på Islands Brygge for fem år siden. Bandet består af fire mænd, som har prøvet en del musikalsk, men som alle brænder for metallen. De fire herre er Kevin Rårgren (vokal), Rico Frid (guitar), Kim Mikkelsen (bas) og Timo Olsson (trommer). Den selvbetitlede cd er bandets første og sangene er samlet fra bandets bag katalog gennem de sidste fem år. 

Bandet udgav en EP tilbage i 2010, men Sizewear er mit første bekendtskab med dem. Stilen er METAL med elementer fra både trash og lidt metalcore. Hvis du tænker en blanding af Deftones og Machine Head, så får du måske en ide om stilen. 

Jeg har nu lyttet albummmet igennem en del gange og jeg må desværre sige, at jeg synes musikken bliver en anelse for ensformig. Og når jeg siger desværre, så er det fordi man kan mærke at bandet virkelig brænder for det de laver. Bandet har en god attitude i både musikken og vokalen og man kan mærke de har spillet sammen i fem år og fået lidt live erfaring. Men der mangler stadigvæk lidt alsidighed og variation for at komme helt op i den danske metal elite. 

Som sagt er sangene en anelse ensformige og vokalen er meget ”råbende”, men der er dog et par steder hvor Kevin’s stemme bliver mere melodisk. Bl.a. i indledningen til sangene ”Novelty”, ”7even” og ”Burst”. Især sidst nævnte fungere rigtig godt. Her er vokalen og musikken tilpasset rigtig godt sammen. Et andet lyspunkt på albummet er efter min mening sangen ”Water”.

Bandet har selv stået for indspilning og produktion af albummet. Og samtidig er det hele selvfinansieret. Støt dansk metal og giv Sizewear en chance!!!!

Sizewear er ude. 

Superhorrorfuck – Death Becomes Us 

Anmeldt af Calle: 25-12-2013 

Superhorrorfuck er et italiansk band, som blev dannet i 2005. Der har været lidt udskiftninger i bandet siden starten og besætningen er nu: Dr. Freak (sang), Mr. 4 (bas), Deadly Bucks (guitar), Izzy Wyldhell (guitar) og Franky Voltage (trommer). På albummet er det dog de tidligere medlemmer Paghalloween (guitar), Sgt. Anubis (guitar) og Littlebomb (trommer) der medvirker. 

Bandet spiller sleazy glam-horror-rock og kan vel puttes i samme bås som eksempelvis Murderdolls og Wednesday 13. Death Becomes Us er bandets tredje fuldlængde album og jeg hørte om dem fårste gang tilbage i 2010 da de udgav deres andet album ”Livingdeadstars”. Dengang var jeg ikke synderligt begejstret. Men jeg må sige at de har rykket sig en del siden da og dette album er klart meget mere ”professionelt” og gennemført. 

Albummet består af 12 sange med forholdsvis velskrevne melodier og rimelig fængende riffs. Især er jeg meget glad for sange som ”Down At The Graveyard”, som er min klare favorit, samt titelnummeret ”Death Becomes Us” og den mere downtempo sang eller med andre ord - albummets powerballade ”Love After Death”. Derudover fungerer ”Voodoo Holiday” også ret godt. I denne sang gør bandet også brug af en horn-section, hvilket giver sangen et lidt anderledes udtryk end de andre sange. Der er også et par sange som jeg synes falder lidt udenfor. Bl.a. ”Break Your Shit” og afslutningsnummeret ”Holy Zombie (Holy Bullshit Mix)”. Først nævnte er bare 1 min og 36 sekunders guitar og trommefræs og nogle der råber ”We’re Gonna Break Your F**cking Shit”. Gæster på denne sang er Vikki Violence og Dixxi fra London Based Hellfire Club. Og ”Holy Zombie”, som har gæsteoptræden fra Frenky og Caste fra Easy Trigger, lyder simpelthen bare dårligt. Både lyden og musikken er rimelig ringe. 

Så det er en lidt blandet følelse man sidder tilbage med, når man har hørt albummet igennem. Det skal dog siges, at det vokser på en efter flere gennemlyt. Så uden at skamrose albummet, vil jeg alligevel sige, at man bør tjekke Death Becomes Us ud. Der er flere lyspunkter iblandt de 12 sange, især førnævnte ”Down At The Graveyard”.

Death Becomes Us er ude via logic(il)logic/Atomic Stuff.

Coldspell – Frozen Paradise 

Anmeldt af Calle: 10-12-2013 

Svenske Coldpsell blev dannet i 2005 og består af Nicklas Swedentorp (sang), Micke Larsson (guitar), Matti Eklund (keyboard), Chris Goldsmith (bas) og Perra Johansson (trommer). Frozen Paradise er bandets tredje album. Bandets andet album ”Out From The Cold” fik flotte ord med på vejen af denne sides anmelder Lars. Han skrev bl.a. ”Der er som sagt ikke et eneste dårligt nummer på albummet, og man kan ikke lade være med at spille lidt luft-guitar ind imellem” (læs hele hans anmeldelse her). 

Kan bandet så leve op til forgængeren? Det mener jeg uden tvivl de kan. Der er heller ingen dårlige sange blandt dette albums11 sange. Ingen fyldstof – bare straight ahead melodisk rock som det nu engang skal lyde!! Flotte melodier, sprudlende guitar spil og en super vokal, der går klart og tydeligt igennem. Og dertil skal så lægges den behagelige grundrytme fra bas og trommer og den flot tilpassede keyboard lyd. Coldspell er helt klart et band med musikere der kan deres kram. 

Som sagt er der ingen dårlige sange på Frozen Paradise, men jeg vil da godt fremhæve et par af mine favoritter. Disse er “Paradise”, “Angel Of The World”, “Life 2 Live” og det meget Europe-lydende “Goin’ All The Way”. Jeg mangler måske den “store flotte” powerballade på albummet. En sang som eksempelvis “The King” på bandets forrige album. Den sang der kommer tættest på på dette album er “Fallin’”. 

Den flotte production på albummet er foretaget af Michael Larsson (producer) og danske Tommy Hansen (mixing og mastering). Sidstnævnte behøver vel ingen nærmere introduktion. 

Coldpsell er for fans af Pretty Maids, Jorn, Fate, Europe og andre bands inden for denne genre (melodisk hard rock). Kan du lide disse bands, så går du helt sikkert ikke galt i byen med Coldspell og deres nye album Frozen Paradise. Det er et virkelig velspillet og velproduceret album. Melodisk hard rock når det er bedst!!!

Frozen Paradse er ude via Escape Music. 

Goodbye Kitty K – Scrapped 

Anmeldt af Calle: 10-12-2013 

Hvad får man når man blander Juliette & The Licks, White Stripes, Iggy Pop og Ramones? Så får man københavnske Goodbye Kitty K. Bandet spiller en blanding af punk, garage rock og en form for stoner rock. Eller son de selv betegner det – Scrap Rock!!!! Bandet består af Kat Van Ville (sang), Hick Corea (guitar), Hoff (bas) og Wolfman (trommer) og Scrapped er deres debut album. 

Albummet består af 13 sange og har en varighed på lige over 45 minutter. Musikken er sammensat af enkle hurtige guitar riffs, tunge bas rytmer, skramlende trommer og en kvindelig vokal, hvor der både skriges, stønnes, hvines, råbes og synges. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke har kunne vænne mig helt til Kat’s stemme, selv efter flere gennemlyt. Men hun ”udstråler” en stor energi og det er selvom jeg kun har lyttet til hende på CD og aldrig har oplevet bandet live. Ud af de 13 sange er mine personlige favoritter ”2 Steps From Mars”, ”Mama Said”, ”Alive N’ Kickin” og det lidt mere downtempo nummer ”1 2 3 You & Me”. 

Produktionsmæssigt virker Scrapped helt fint. De har fået den lidt skrabede og punkede feeling godt tilpasset på albummet. Og det er helt klart Kat’s stemme der er i fokus. Manden der har optaget, mixet, masteret albummet hedder Peter Lehmann. Han er også producer på pladen sammen med bandet selv. 

Personligt er jeg ikke helt pjattet med denne stil indefor musikken, men er man til skramlet og punket garagerock, så vil Goodbye Kitty K helt sikkert være et hit. Og bandet har uden tvivl den rette attitude. 

Scrapped udkom 14. juni 2013. 

Fate – If Not For The Devil 

Anmeldt af Calle: 08-12-2013 

Danske Fate er ude med deres syvende album If Not For The Devil (hvis man lige ser bort fra best of albummet ”25 Years – Best Of Fate 1985-2010 fra 2010). Bandet er det samme som på forrige album ”Ghosts From The Past” fra 2011 og besætningen består af Peter Steincke (bas), Jens Berglid (trommer), Mikkel Henderson (keyboard), Dagfinn Joensen (sang) og Torben Enevoldsen (guitar). 

Personligt var jeg meget imponeret over førnævnte ”Ghosts From The Past” og jeg var derfor meget spændt på om dette album kunne leve op til mine forventninger. Og nu her efter en del gennemlytninger så må jeg sige, at de endnu engang har formået at lave et album der rammer plet hos undertegnet. Albummet er spækket med gode sange, flotte melodier, imponerende guitarspil, smukt tilpasset keyboradspil og en rigtig god vokal fra Dagfinn. Og dertil skal man så lægge den super gode grundrytme fra bassen og trommerne. Alt er bare tilpasset perfekt. Efter min mening er det melodisk hard rock når det er bedst. 

Der er rigtig god variation på albummet. Man får både de power metal prægede sange i form af åbningsnummeret ”Reaping” og ”Taught To Kill”, henover de melodiske AOR orienterede sange som eksempelvis ”Feel Like Making Love” og afslutningsnummeret ”Gimme All Your Love”, til de rendyrkede rockere som ”If Not For The Devil”, ”Bridges Are Burning” og ”Made Of Stone” og selvfølgelig er der powerballaden ”Hard To Say Goodbye”. Så alt i alt et gennemført album hvis du spørger mig!! 

Mine personlige favoritter på albummet er ”Feel Like Making Love” (se video her), ”Bridges Are Burning” og titelnummeret ”If Not For The Devil”. Men jeg synes ikke der er nogle dårlige sange på albummet eller nogle sange der falder helt ved siden af. 

If Not For The Devil er indspillet i henholdsvis Hansen Studios (trommer), Funny Farm Studio (vokal og guitar) og Fat Cat Studio (keyboard) og producer på albummet er bandet selv. Det er blevet mixet og masteret af Jakob Hansen. 

Afslutningsvis kan jeg kun sige – køb If not For The Devil!!! Fate er melodisk hard rock når det er bedst og jeg kan varmt anbefale albummet til enhver rock fan med respect for god musik der er velproduceret og tilpas varieret. Det holder 100%. Tak Fate!!!!

If Not For The Devil udkom 22. november via Avenue Of Allies. 

REO Speedwagon - Live At Moondance Jam 

Anmeldt af Peter Letting: 04-12-2013 

Bandet er uden tvivl en samling af super dygtige og rutinerede musikere. Det skinner tydeligt igennem. Stilen er dog ikke lige mig. Jeg synes generelt det er en smule kedeligt.

Det gik op for mig undervejs at jeg rent faktisk kendte skæring 2 ”Keep On Loving You” samt skæring 7 ”Can’t Fight This Feeling”, så helt uvidende var jeg trods alt ikke.

Men overordnet set synes jeg ikke rigtig at dette live album havde noget særligt at byde på, indtil jeg nåede til sidste skæring 13 ”157 Riverside Avenue”. Super fedt blues-rock nummer, med masser af drive. Forsangeren kører helt ud af tangenten med vokal ”solo”, samt en vokal / guitar battle, og god humor, så det reddede lige en lidt småkedelig oplevelse og gav trods alt et smil på læben.

REO Speedwagon’s LineUp består af Neal Doughty på keyboard m.m, Kevin Cronin på vokal og guitar, Bruce Hall på bas, Dave Amato på guitar samt Bryan Hitt på trommer og percussion. REO får 3 ud af 6, og det er primært grundet sidste skæring.

Anmeldt af Peter Letting: 04-12-2013 

Albummet starter med en kort intro og så kører bussen, eller skulle man sige godstoget, i den grad. Fuld fart på første skæring ”Fractured”. Masser af tempo, fart, leg, lir og vokal. Lige noget for en halvgammel heavy rotte som mig. Stilen fortsætter over i skæring 2 ”Obey”, som både har tempo, men også det seje, tunge, dybe træk. Jeg er i det hele taget ret begejstret. Albummet minder mig i stilen om en blanding af Megadeath og Queensryche, og det kan man jo ikke ønske sig meget bedre.

Efter at have hørt albummet adskillige gange, måtte jeg lige undersøge lidt baggrund om bandet, og opdager til min store overraskelse at forsangeren er en kvinde ved navn Veronica Freeman…. Jeg har ved gud aldrig hørt en kvinde med så rå en stemme. Det var aldrig faldet mig ind at tænke det var en kvindelig forsanger, og vupti, der blev jeg meget klogere. Imponerende…

Benedictum består i dag af Veronica Freeman på imponerende vokal, Pete Wells på guitar, Rikard Stjernquist på trommer og Aric Avina på bas.

Der er faktisk ikke rigtig noget jeg ikke kan lide ved albummet. Synes det kører i et dejligt afvekslende tempo hele vejen, med en masse lækre små detaljer hele vejen igennem.

Jeg kan kun på det varmeste anbefale albummet til alle med rødder i de klassiske heavy metal bands, såsom Megadeath, Judas Priest, Queensryche og Iron Maiden. Jeg er ret sikker på at i vil synes om det i hører. Jeg giver Benedictum 5 ud af 6

Ted Nugent - Ultralive Ballistirock 

Anmeldt af Peter Letting: 27-11-2013 

Ted Nugent har udgivet albums siden 1975, men på trods af hans alder på 63 år, så er han fortsat en vildmand. Musikken er intens og medrivende, men ikke specielt avanceret eller varieret. Han kalder selv stilen for ”Motown Soul Music” hele tiden. Hans band er ifølge ham selv ”The tightest band in the world”, og det er da også helt tydeligt at uanset hvor langt de kommer omkring i diverse soloer og eskapader, så ender det med at hænge sammen til sidst. Jeg vil nok kalde stilen for Detroit Rock ’n Roll, men det er da helt klart at han har en Soul del med.

Ted Nugent er som frontfigur en evig garant for utallige udtalelser om hans politiske overbevisninger, hans kærlighed til USA samt hans ”friluftsliv”. Det er ganske underholdende og han og hans band må være en 100% garanti for en fest i særklasse. Jeg lærte da et nyt udtryk undervejs: ”Dead Shit On The Grill…” hvilket så er et udtryk for grill mad… fantastisk…

Politisk ukorrekt må man sige han er. Undervejs mener han, at alle de unge mennesker skal have en maskinpistol. Han siger så også at alle folk ”derhjemme” siger: ”Er det lovligt?” .. Sådan kører det hele vejen igennem. Små underlige kommentarer og hentydninger imellem numrene. Men jeg tror de har det sjovt. Imponerende senior liv at have alligevel. Han siger at de spiller hver aften i juni, juli og august. Det kræver da alligevel et vist energi niveau, som han tilsyneladende også besidder.

Ted Nugent band består af: Ted Nugent på vokal og guitar, Derek st. Holmes på guitar, Greg Smith på bas samt Mick Brown på trommer. Jeg giver Ted Nugent 4 ud 6, for god underholdning.

Besøg Ted Nugent på Facebook her. 
_________________________________________________________________

Eight Pieces - One World er ude via Mausoleum Records.

Grenouer - Blood On Your Face 

Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 15-11-2013 

Blood On Your face er ude via Mausoleum Records.

TurboChild – TurboChild EP 

Anmeldt af Calle: 10-11-2013 

For lidt over 2 år siden anmeldte jeg det århusianske rock band Six Barrel Syndicate’s debut EP og jeg har fulgt bandet siden. Bl.a. da de deltog i Hard Rock Rising 2012 på Hard Rock Cafe i København, hvor de løb med sejren. Nu har bandet skiftet navn til TurboChild og samtidig har de udsendt endnu en EP. Bandet er stadigvæk det samme og de fem unge fyre er Richard Schuster (sang), Jakob Trolle (bas), Adam Løvsø (trommer), Bue Løvsø (guitar) og Buster Kristensen (guitar). TurboChild spiller god gammeldags rock, der er inspireret af 70’ernes/80’ernes rock. 

På denne EP er der kommet en anelse mere 70’er groove indover musikken, hvilket bestemt ikke gør det dårligere. Det er samtidig fuld knald på guitaren og der fyres en del fede riffs af gennem alle numrerne på skiven. De fire sange er “Heavy Thunder”, “Kings And Queens”, “White Lies” og “It Ain’t Over Yet”. Alle fire sange er efter min mening rigtig godt skruet sammen, men efter flere gennemlyt, så er mine personlige favoritter åbningsnummeret “Heavy Thunder” og afslutningsnummeret “It Ain’t Over Yet”. De har lige den ekstra tand energi, som virkelig for mig til at rocke med. 

EP’en er indspillet i Dead Rat Studio med Jacob Bredahl bag knapperne. Og han har (som altid fristes man til at sige) produceret en rigtig god EP for de fem århusianske ungersvende. Når det så lægges sammen med god musikalitet, en cool vokal og fire velskrevede sange, så sidder man tilbage med et godt slut produkt. TurboChild kan være rigtig stolte af denne EP. 

Spiller bandet i nærheden af dig, så vil jeg råde dig til at tjekke dem ud. De giver den fuld gas på scenen og man bliver nemt grebet af stemningen, som bandet udsender fra scenekanten. Og selvfølgelig vil jeg også råde dig til at tjekke bandits nye EP ud. Den går man ikke galt i byen med!!!! 

Mit ønske til bandet fremover er, at de forhåbentlig får indspillet et helt album. Så har man også lidt mere at bedømme dem på. Men der ryger fire et halvt dødningehoved fasted for denne EP. 

TurboChild EP'en er ude.

Stryper - No More Hell To Pay 

Anmeldt af Peter Letting: 07-11-2013 

Stryper siger selv at dette er deres hidtil hårdeste album, og det har jeg jo svært ved at vurdere, men jeg synes faktisk at det er tilstrækkeligt hårdt, velspillet og spændende. Vokalen er da nærmest helt i særklasse, og spænder hele spektret op til de absolut højeste toner, som nærmest giver mig gåsehud. Jeg synes også at guitar præstationen er rigtig lækker, med fede riff og soloer.

Der må være en kraftig inspiration fra bands som Van Halen, Judas Priest og Iron Maiden, og stilen falder lige ned i min smag. Specielt nummer 3 ”Saved By Love”, nummer 4 ”Jesus Is Just Alright”, nummer 6 ”Legacy” og nummer 7 ”Marching Into Battle”, synes jeg er numre som virkelig har noget at byde på. Der er kant og variation, og jeg føler mig godt underholdt.

Resten af skiven er også OK, men jeg må indrømme at hvis jeg kan finde 2-4 numre på et album som jeg synes skiller sig ud, så er jeg sq meget godt tilfreds. Det er trods alt sjældent jeg løber ind i 12 numre på en skive, hvor jeg synes de alle er lige ”fede”.

Jeg har stor respekt for bandet, for det må alligevel kræve sin styrke at udgive heavy rock som kigger mere mod himlen end mod helvede. Som jeg startede med at skrive, så er det modsætninger der mødes, men jeg synes Stryper slipper rigtig godt fra det. Stryper er da også igennem tiden blevet hædret med adskillige priser og nomineret til endnu flere, og de har da trods alt solgt næsten 8 mill. skiver, så der må være en kristen heavy metal fanskare derude i verden.

Nu er jeg ikke specielt troende, og ej heller konfirmeret, så det falder mig lidt svært at forholde mig til, men hvis jeg SKAL konfronteres med Gud og Jesus, så skal det da være med Stryper ved alteret.

Bandet består af: Michael Sweet – Vokal og Guitar, Robert Sweet – Trommer og backing vokal, Tim Gaines – Bas og backing vokal samt Oz Fox – Guitar og backing vokal. Stryper får 4½ ud af 6. 

No More Hell To Pay er ude via Frontiers Records.

Anmeldt af Peter Letting: 06-11-2013 

Forsanger Michael Kiske var tidligere i sin karriere (før 2004) del af den noget tungere heavy gruppe Helloween, men valgte altså allerede dengang at skifte spor til den mere melodiske rock genre, hvilket han faktisk mestrer helt fint. Han har en fremragende stemme, som er både klar og tydelig, men samtidig rå og rock ’n roll som den skal være.

Bandet består ud over forsanger Michael Kiske af, Dennis Ward på Bas, Uwe Reitenauer på Guitar, Gunther Werno på keyboard samt Dirk Bruinenberg på trommer.

Albummet er velspillet og velproduceret uden de helt store overraskelser, og passer fint til en stund hvor man bare skal have noget passende musik i baggrunden, som man ikke behøver specielt at forholde sig til. Jeg må dog erkende at albummet har vundet lidt efter et par ekstra gennemlyt, hvor jeg ved første møde, var rimelig skeptisk, er jeg dog vendt om til at synes at det er OK.

Som skrevet er der ikke de store udskejelser på albummet, og af samme grund kan jeg ikke helt beslutte mig for et yndlingsnummer. Det sværeste ved den her slags musik og albums er, at når jeg har hørt albummet igennem og lægger det fra mig et stykke tid, så har jeg svært ved at skille det ud fra alle de andre, hvis jeg ikke falder over noget der stikker lidt ud.

Så der er vel ikke så meget andet at sige til albummet end at det er et OK album uden overraskelser og derfor får det 3 ud af 6 mulige

Thunder In The Distance udkom 1. november via Frontiers Records.

Anmeldt af Peter Letting: 05-11-2013 

Når jeg læser ”Killer Bee”, må jeg indrømme at jeg forventer noget voldsomt. Killer Bee er da også i den traditionelle hård rock skuffe, men de ”stikker” ikke så meget som jeg nok havde set frem til.

Det er svært at sige hvorfor det lige er, at man falder for nogle bands og ikke for nogle andre. Genren på ”Evolutionary Children” er i stil med AC/DC, Shotgun Revolution eller lignende bands, som jeg jo er voldsomt glad for, men Killer Bee taler ikke rigtigt til mig.

Mit yndlingsnummer, hvis jeg skal udnævne et sådant, må være nummer 9 ”I’m On Fire”.

Jeg tror faktisk at Killer Bee’s musik egner sig godt til Live optræden, og det er da også meget muligt at jeg vil finde mere sympati for skiven med tiden, hvis jeg altså husker at lytte til den en gang imellem.

Jeg er ret sikker på at Killer Bee har mange fans, og som sådan fejler albummet da heller ikke noget. Jeg vil foreslå at folk med hang til traditionel rock giver Killer Bee et lyt, og ikke lader sig gå på af mine mere eller mindre negative udladninger.

Jeg giver albummet 3 ud af 6. 

Evolutionary Children er ude via Target Distribution.

Anmeldt af Peter Letting: 27-10-2013 

Jeg kan tydeligt mærke at det her er en genre som jeg ikke har beskæftiget mig specielt meget med. Det er nok lige i den tunge ende af min skala, så selv om Hatesphere har eksisteret i mange år og udgav deres første album i 2001, så er det første gang at jeg lytter til dem.

Det er nu rart at høre at det ikke kun er Thomas Helmig og Gnags der kommer fra musik scenen i Århus. De her drenge kunne nu for den sags skyld ligeså godt komme direkte fra helvede. Musikken er tung og hurtig, som den SKAL være i denne genre, og vokalen kommer direkte fra hornene af en ond ”satan”.

Med et titel nummer som Murderlust, er stilen lagt til et mørkt og ondt univers. Der bliver da heller ikke lagt fingre imellem, og med andre titler som ”The Violent Act” og ”Punishable By Death” fortsætter Hatesphere deres vej igennem helvede, med det ene onde riff efter det andet, fuld smadder på trommerne og ondskaben selv ved mikrofonen.

Dog får man lov til lige at hvile ørene ved blide guitar strofer (men kun 1 minuts tid…) i starten af In Process, som er et nummer lidt nede i tempo, men super velspillet og meget melodisk. Rigtig fedt nummer faktisk.

Så selvom jeg umiddelbart mente at Hatesphere lå uden for min rækkevidde rent musikalsk, så tror jeg faktisk at jeg er blevet en smule omvendt i løbet af de 51 min. som de 12 sange varer. Albummet får 4½ ud af 6 stjerner herfra.

Murderlust er ude via Massacre Records/Target Distribution. 

Anmeldt af Peter Letting: 27-10-2013 

Track nummer 2 ”Lay In On The Line” var ligesom første nummer ret svært at komme videre fra, og jeg blev også her hængende temmelig længe før jeg kom videre. Nummeret får mig til at tænke på Deep Purple, grundet keyboard lyden.

Billy Greer (tildligere Kansas), som er hovedmanden og forsanger i Seventh Key, har en god stemme til den her slags melodisk rock, og det hele bliver mesterligt produceret af hans mangeårige makker Mike Slamer, som også er med på guitar og keyboard. Specielt keyboard lyden og soloerne er temmelig fede og gennemførte, men også de mange kor sekvenser er lækkert harmoniske og afstemte.

Efter nummer 2, daler entusiasmen desværre en smule, og på nær nummer 11 ”I Want It All” er de resterende numre lidt mere anonyme, og falder helt klart i den kategori af sange som jeg fra starten forventede at finde på dette album. De fejler skam ingenting, men mangler lige det der touch, som gør at de ikke går i glemmebogen i samme sekund de slutter.

Billy Greer udgør på bas sammen med trommeslager Chet Wynd rytmesektionen. Jeg vil klart give de 3 fedeste numre en 5’er og resten af skiven får ca. en 3’er, så gennemsnittet må lande på 4 ud af 6

I Will Survive udkommer 1. november via Frontiers Records..  

Anmeldt af Calle: 25-10-2013 

Lagerloudz er et dansk rock band fra Vordingborg, som blev dannet for 3 år siden. Bandet består af Pain Punch (vokal), Stixx Starr (trommer), Terror Trocker (bas), Badass Birk (guitar). Navnene er måske en anelse Steel Panther inspireret, men hvad fanden – det er jo musikken det kommer an på. Lagerlouds spiller 80’er inspireret sleazy hard rock og glam rock og jeg vil sammenligne dem med bl.a. finske Hanoi Rocks samt Guns ’n’ Roses og KISS for bare at nævne et par bands. 

Hold On Tight er bandets debut album. Det består af 11 sange, som efter min mening er velskrevet med gode fængende melodier. Derudover er flere af omkvædene også fængende og man kan hurtigt synge med på dem. Så det er efter min mening god musik, som kan bruges i et festlig lag. Der er dømt party rock for alle pengene. Teksterne bærer også præg af 80’er inspirationen og den står på sex, drugs & rock ’n’ roll. Bare se på et par af sang titlerne som f.eks. ”Backstage Drunk”, ”Hairspray And Airplay” og ”Let’s Get Drunk Tonight”. 

Mine favoritsange på albummet er førnævnte ”Hairspray And Airplay”, samt ”Baby You’re My Rock”, åbningsnummeret ”Fill My Heart With Rock”, samt ”Rollercoster Ride” og albummets ballade ”Beg For Less”. Men faktisk synes jeg alle sangene er gode og ingen af dem falder totalt igennem. 

Hold On Tight er indspillet i henholdsvis Grizzly Sauer Studios og Medley Studios i København. Sangene er mixet af henholdsvis Emil Buus Sauer (Grizzly) og Søren Andersen (Medley). Der er en overordnet fed sleaze rock feeling over lyden og jeg bliver nemt draget ind i bandets verden. 

Er du fan af sleazy hard rock og kan du lide nogle af ovennævnte bands, så bør du helt sikkert tjekke Lagerloudz ud. Det er catchy rock med gode sange og fængende melodier. Man bliver uden tvivl i godt humør når man lytter til albummet. Eller jeg gør i hvert fald!!!!!

Hold On Tight er ude og det er distribueret af Universal Music.  

Electric Guitars - Electric Guitars

Anmeldt af Peter Letting: 25-10-2013

Electric Guitars er nyt materiale på den danske rock scene og udkom med et album 9 september, og når jeg skriver nyt, så er det jo ikke fordi at musikerne er nye eller ukendte, men blot konstellationen som er ny. 

Jeg har været igennem albummet et par gange eller 3, og jeg tror måske at ”man skulle have været der”, altså på en af deres mange live koncerter. Det skinner naturligvis tydeligt igennem at hele albummet er baseret på guitar performance og lir, hvilket falder fint i min smag, men jeg er ikke helt blæst bagover, som jeg kan fornemme at flere andre er. Måske skal albummet blot modnes i min musik bevisthed, men så langt er jeg altså ikke nået.  

Det har helt sikkert været en fest at samle så meget guitar som muligt for de 2 herrer Mika og Søren, og der er da også op til flere genialiteter på albummet. Man kan tydeligt forestille sig hvordan der er blevet spillet op til og –imod hinanden i studiet, og netop det kunne jeg godt tænke mig havde skinnet lidt mere igennem på materialet. Men det må være en fornøjelse at opleve dem live og overvære de interne spil og finurligheder, 2 guitarister imellem. 

Det største scoop må være ”Hero Of Mine”, med 10 af landets bedste guitarister samlet, i hvad der minder om én lang guitar solo. Et glimrende koncept som jeg kun kan tilslutte mig og nikke anerkendende til. 

Men det rykker ikke ved at jeg trods alt ikke rigtig bliver ”rocket” når jeg hører skiven. Jeg sidder sq lidt og overvejer om jeg er den eneste gamle rocker som ikke falder på halen af det her, men sådan må det bare være. Smag kan jo ikke diskuteres. 

Skal jeg sætte min finger på et yndlingsnummer på skiven må det blive nummer 7 ”You’re On Fire”. Er helt sikker på at skiven vil komme frem igen ved lejlighed, men jeg tvivler på det bliver en favorit. Jeg giver den 3½ ud af 6

Electric Guitars er ude via Target Records. 

Velociter – Hangar Of Doom (EP)

Anmeldt af Calle: 17-10-2013

Velociter er et old school thrash/heavy metal band fra Herning. Bandet blev dannet i 2011 og består af Ralle Tobias Clemmensen (sang/guitar), Steffen Hagelskjær (bas), Bastian Reinholdt Madsen (guitar) og Thomas Halborg Madsen (trommer).

Hangar Of Doom består af 6 numre, hvor det ene er en stille og forholdsvis dyster intro. Den efterfølges af titelnummeret ”Hangar Og Doom”, som er en af de hårdeste sange på EP’en. Et helt udmærket nummer at åbne ballet med. Herefter kommer det lidt mere down-tempo nummer ”Death Of A Pilgrim”, som viser en ny side af bandet. Det er ligeledes et ret godt nummer. Næste sang er ”A Madman’s Delirium”, som efter min mening er det ”svageste” nummer på EP’en. Det indledes med et udmærket bas og tromme intro, men resten af sangen rammer ikke mig specielt meget. Derimod er de sidste to sange ”New Antichrist” og ”The Consequence Of Betrayal” efter min mening de to bedste sange på Hangar Of Doom. Især afslutningsnummeret fungere rigtig godt for mig, både fordi der er en god variation i nummeret og fordi bandet virkelig for vist havd de kan. Men alt i alt er det en rigtig god omgang thrash/heavy metal bandet har leveret. Der er intet nyt i det de spiller, men de gør det sku ret godt.

Musikken er velspillet og der er mange gode passager med guitarlir, dobbelt stortrommer og tunge basgange. Samtidig har Ralle en vokal der er rå og hæs, og som passer rigtig godt til denne genre. Når man lytter til Hagar Of Doom får man virkelig følelsen af, at bandet har brugt blod, sved og hårdt arbejde for at komme i mål og ramme præcis det de gerne ville opnå med EP’en. Derudover sidder man også med en følelse af, at de har en kæmpe kærlighed til old school metallen. Det er rigtig godt gået af disse unge mænd fra Herning. De har udgivet en EP de kan være stolte af!!!

Hangar Of Doom er helt sikkert en EP for folk der kan lide at headbange og som ligeledes har en forkærlighed for old school trash metal. Jeg er ihvertfald blevet fan!!!

Anmeldt af Calle: 17-10-2013

Walking With Giants er et projekt der blev dannet i 2012 af Gary Noon. Gennem sin opvækst blev han inspireret af musik fra bl.a. Bob Dylan og Van Halen, men senere blev det nyere rock bands som f.eks. Alter Bridge og Sevendust. Han dannede sågar et Alter Bridge/Sevendust coverband. Og hvad er så bedre for en ung mand end at få muligheden for at arbejde med Scott Phillips (Creed/Alter Bridge) og Clint Lowery (Sevendust/Dark New Day). Det har Noon gjort på denne debut EP. Udover at synge spiller Noon selv guitar og bas, mens Lowery ligeledes spiller guitar og bas og Phillips står for trommerne.

Inspirationskilderne er ikke til at tage fejl af. Her snakker vi netop om bands som Creed, Alter Bridge, Sevendust og The Mayfield Four. Altså storladent rock med flot ren lyd som er velproduceret. EP’en består af 6 sange, som er skrevet af Noon i samarbejde med Lowery. Ingen af de 6 sange er på nogen måde dårlige eller kedelige. Tværtimod er de bygget godt op med nogle velskrevne melodier og der er en god rød tråd gennem sangene. Musikerne kan uden tvivl deres kram og Noon’s stemme fungerer rigtig godt til musikken. Noon og Lowery deles om guitararbejdet på alle sange og spiller soloerne på tre sange hver. Det samme gør sig gældende for bassen, som de spiller på tre sange hver.

Som sagt synes jeg godt om alle 6 sange, men skal jeg fremhæve et par stykker af dem, så må det være første singlen ”Inside Out”, samt den lidt hårdere ”Crashing Down” og afslutningsnummeret ”The End”. Jeg har hørt EP'en mange gange nu og den vil helt sikkert ikke gå i glemslen for mit vedkommende. Faktisk har jeg bestilt den, så jeg ikke kun har den som digital download fra selskabet, men at den rent faktisk kommer til at stå fysisk i min samling.

Walking With Giants er produceret af Lowery og det er engineered og mixet af Mike Ferretti og masteret i Sterling Sound af Ted Jensen.

Hvis du er til nogle af de ovennævnte bands, så vil du uden tvivl synes godt om Walking With Giants. Men er du ikke til musik inden for denne genre, så bør du gå en lang bue udenom. Jeg er personlig blevet fan og vil følge bandet nøje og samtidig se frem til deres debut fuld længde album, hvis de får indspillet og udgivet et!!!

Walking With Giants er ude.  

Xorigin - State Of The Art

Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 06-10-2013 

Ved første gennemlytning troede jeg at det måske var en ny Jean Michel Jarre cd jeg havde sat på, men så kom der gang i rock'en, og så var dén sat på plads.

Tankerne ledes hen imod TOTO og i den boldgade. Man bliver i godt humør af at lytte til cd'en. Stilen er let, ikke at forstå at det er letbenet, ligegyldigt eller let at mestre, men forstået på den følelsesagtige måde. For rockfolket er det god og velspillet pop. Frontvokalen er meget tydelig og koret er flot. Til tider er der meget "Peter Cetera" (Chicago) over både sang og kor.

Der er 11 numre med en gennemsnitslængde på godt fire minutter, så man er godt underholdt for pengene. Det er, som sagt god melodiøs rock i den lidt popede ende - uden at det skal opfattes nedsættende, for det er det på ingen måde.

Xorigin består af norske Johannes Stole på sang og keyboards, svenske Daniel Palmqvist på guitar og chilenske/svenske Daniel Flores på trommer og bag knapperne som producer.

Det er er et meget velproduceret album og alle instrumenterne ligger godt i lydbilledet. Korarbejdet er upåklageligt.

Er man kun til den tunge del af rocken skal man nok ikke forvente den store åbenbaring, men er man lidt bred i sin rock-smag vil man helt sikkert nyde State Of The Art.

Jeg forestiller mig at dette album ville gøre sig godt i mp3'eren på vej ned af sneklædte bjerge på et snow-board

State Of The Art er ude via Frontiers Records.

Damn Dice – Wild ’n’ Ready 

Anmeldt af Calle: 01-10-2013 

Da jeg modtog mailen fra Damn Dice angående anmeldelse af deres debut EP, så var min første tanke, at det var endnu et svensk band, der spillede New Wave Of Swedish Sleaze Metal (hvis der er noget der hedder det). Men ved nærmere undersøgelser fandt jeg ud af at bandet faktisk kommer fra London. Musikstilen og bandets udseende ligger dog MEGET tæt op af den bølge af svenske sleaze/hair metal bands der har set dagens lys gennem de sidste par år. 

Damn Dice blev dannet i 2011 og bandet består af Alex (sang), Wallis (guitar), Marco (bas) og Fransoa (trommer). Bandets stil er sleaze/hair metal og deres inspirationskilder består da også af navne som Bon Jovi, Guns ’n’ Roses, KISS, Skid Row og Mötley Crüe. 

Wild ’n’ Ready består af 6 sange, hvor der er skruet godt op for vokalen, guitarsoloerne og de powerfulde trommer. Samtidig er omkvædene sammensat med store ”gang”/kor vokaler. Der er fuld knald på fra start til slut på EP’ens 6 sange og teksterne antyder party, rock ’n’ roll og gang i gaden. Bare se på sangtitler som eksempelvis ”Take The Fight” og ”Wild Into The Night”, for bare at nævne et par stykker af dem. Mine favoritsange på EP’en er ”Caught In The Ride”, ”Heart On The Run” og førnævnte ”Take The Fight”. Især sidstnævnte sparker meget godt røv!! 

Damn Dice har ikke opfundet noget nyt og revolutionerede, men det de gør, det gør de sku meget godt. Udmærket vokal, godt guitararbejde og gode velkomponerede sange. Jeg savner dog en enkelt powerballade, hvilket efter min mening hører til denne musikstil. 

Overordnet set synes jeg godt om EP’en, men som sagt er der ikke noget banebrydende i deres musik. Er du fan af bands som Hardcore Superstar, Crazy Lixx, CrashDïet, Babylon Bombs, Vains Of Jenna og amerikanske Dirty Penny, så bør du tjekke disse uge fyre fra London ud!! 

Wild 'n' Ready udkommer den 21. oktober.

Coney Hatch - Four

Anmeldt af Peter Letting: 29-09-2013

Coney Hatch fra Toronto Canada udkom med nyt album Four 27. september 2013 på Frontiers Records. Titlen Four er en smule underlig eftersom det er deres femte album, men det er der sikkert en rigtig god grund til. 

Bandet er oprindelig startet tilbage i de tidlige 80’ere og består fortsat af samme besætning som dengang: Carl Dixon – Vokal og guitar, Andy Curran - Vokal og bas, Steve Shelski – Guitar, Dave Ketchum – Trommer 

Stilen er iørefaldende rock som ligger et sted mellem Journey/Foreigner og Shotgun Revolution.

Nogle numre er stille og andre er mere UpTempo. Jeg tror at min forbindelse til Foreigner går mest på vokalen, som jeg synes minder meget om Mick Jones fra Foreigner. 

Jeg kan læse på nettet at Coney Hatch engang er udråbt til ”det mest larmende band i Toronto”, og det har sikkert også passet dengang i 80’erne, men nu er det vist mest af alt lidt hygge rock, med enkelte afstikkere i den tunge ende. 

Skiven er god nok og velspillet uden de store overraskelser. Mine to favorit numre må være nummer 3 ”Down & Dirty” samt nummer 7 ”We Want More”. Nummer 7 minder mig lidt om Shotgun Revolutin, og det er jo altid godt. 

Jeg har hørt skiven en del gange, og er egentlig ret fortrolig med den, uden at den går over i historien, som noget særligt. Så er man til den bløde rock side, hvor man ikke har brug for de store overraskelser, er albummet sikkert et godt bud.

Four udkom 27. september via Frontiers Records.

Anmeldt af Peter Letting: 29-09-2013

Sammy Hagar udkommer med nyt album 27. september 2013 på Frontiers Records. Jeg har været fan af Sammy Hagars vokal i mange år og har fulgt ham gennem både Van Halen og Chickenfoot. Imponerende at hans karriere startede det år jeg blev født og selvom han i dag er 65, så kører han på med fuld skrue. 

Det virker på en måde naturligt at han samler sine musikalske venner på et album, for med hans erfaring i branchen, så må han trods alt have mødt en hel del musikere. 

På skiven er der en del nye numre, som ”Not going Down” og ”Knockdown Dragout”, samt et par stykker andre, men der er også en cover version af Depeche Mode’s ”Personal Jesus”, samt et Bob Seger nummer ”Ramblin’ Gamblin’ Man”. 

Det starter godt med et par numre i god blues rock stil, efterfulgt af mit favoritnummer på skiven ”Personal Jesus”, som jeg synes er en helt fantastisk cover version. 

Ingen tvivl om at Sammys vokal er helt fantastisk, men jeg synes at resten af skiven bliver en smule tynd. Specielt de sidste 2 numre, går der lidt for meget Hawaii / slide-guitar i den, til min stil. 

Det er næsten umuligt at liste de mange medvirkende på dette album, men jeg kan da nævne navne som Joe Satriani og Kid Rock, for bare at tage et par stykker (alle medvirkekende kan ses her). 

Albummet hører vel overordnet set, til i den kategori som kommer til at stå i reolen under titlen, ”Så har jeg også det album med Sammy Hagar” , og der bliver det nok stående.

Sammy Hagar & Friends udkom 27. september via Frontiers Records.

Anmeldt af Calle: 18-09-2013 

Franklin Zoo er et albumdebuterende dansk rock band, som består af Rasmus Revsbech (vokal), Anders Rune Hansen (bas), Søren Dabros (guitar), Daniel Hecht (guitar) og Philip Morthorst (trommer, dog blev trommerne på pladen indspillet af Jakob Gundel fra GainFactory.dk). Bandet er kraftigt inspireret af 90’ernes grunge rock i stil med Pearl Jam, Alice In Chains og især Soundgarden. Jeg lærte bandet at kende for ca. et år siden, da de udsendte deres ”EP 2012”. Og den EP er blevet spillet en del hjemme hos mig. Det samme gør sig gældende for Untamed.  

Untamed er som sagt bandets debut album og lad det være sagt med det samme – jeg er ret imponeret over skiven!! Albummet består af 11 sange, plus en intro, og der findes efter min mening ikke nogle dårlige sange på pladen. Alle sange er godt skruet sammen og der er tale om et overflødighedshorn af velskrevne melodier og catchy sange. Blandt mine personlige favoritter kan jeg i flæng nævne ”Lost Cause”, første singlen ”My Dying Day”, ”Peace Of Mind”, ”Say It Out Loud” og albummets mest downtempo sang ”Known I’m Me”. Men som sagt – ingen fillers efter min mening.  

Franklin Zoo udviser en stor energi og musikerne kan uden tvivl deres kram. Bare lyt til den tunge grundrytme, som Anders og Jakob lægger for dagen og dertil skal også nævnes det gode guitararbejde fra Søren og Daniel. Du kan eksempelvis bare lytte til guitarsoloerne på førnævnte ”Say It Out Loud” samt ”Stay”, hvor man i sidst nævnte kan høre en lille smule Slash-inspirartion. Men efter min mening ligger den helt store styrke i bandets fremragende sanger. Han er helt klart en af de bedste danske sangere, hvis du spørger mig. Hans stemme minder en del om Chris Cornell’s (Soundgarden), men dog uden at være en tro kopi. Samtidig er albummet godt produceret og lyden er i top.  

Var, og er du stadigvæk til Seattle-grunge-rock, så er Franklin Zoo helt sikkert noget for dig. Bandet har uden tvivl international klasse og de har da også fået en del opmærksomhed fra både Tyskland, Finland og USA. Med så dygtige musikere og en super fed vokal, så går man ikke galt i byen. Franklin Zoo kan være MEGET stolte af deres debut album, hvilket de sikkert også er. Køb Untamed, sæt skiven på anlægget og skru volume-knappen op på 11. Franklin Zoo er ikke til at tæmme og de er her for at blive!!!

Untamed udkommer 20. spetember.

Anmeldt af Peter Letting: 17-09-2013 

Indholdet af denne skive må siges at være “action-packed”. Der er rigtig mange fede detaljer, og det er svært at få dem alle med ved første gennemlyt. Men selvom der er mange detaljer, bliver det aldrig for meget. Hvor mange bands higer efter at spille så mange toner på så kort tid som muligt, så synes jeg at Six Minute Century formår at holde lidt igen og spille gennemført, fremfor ”bare” hurtigt, for det gør de også.

Jeg tænker lidt tilbage til Yngwie Malmsteen. Mest fordi guitar og solist delen på en måde er ”rock-klassisk” veludført, selvom det er pakket ind i nye progressive rammer. Hvert enkelt nummer er en lille historie, omhandlende en historisk hændelse. Ofte handler rock tekster mest om ”øl og bare patter”, men Six Minute Century har altså noget indhold i deres tekster.

Chuck har en vanvittig stemme. Den er klar og høj, men på en eller anden måde også skæv, hvilket giver den karakter. Jeg synes den passer super godt til stilen. Det er svært at lægge mig fast på et yndlingsnummer på skiven, men nummer 4 ”The Killing Fields”, kunne være et bud. Nummer 7 ”Czardas” er til gengæld så markant anderledes et nummer (gammelt Ungarsk folkedanser nummer udsat for progressiv metal), så det er værd at fremhæve. Samtidig har de lagt melodi stykket over på bassen i dette nummer, og det gør det bare endnu mere specielt. Dejligt nummer.

Jeg er RET begejstret, og jeg vil klart anbefale dette album til alle som lytter til progressiv / power metal. 

Wasting Time udkommer den 15. oktober via Nightmare Records. 

Stöj Snak – Fuck (EP) 

Anmeldt af Calle: 17-09-2013 

I november sidste år anmeldte jeg Stöj Snak’s EP ”Songs About Beliefs” og det var en rigtig god omgang musik. Dengang kendte jeg intet til Stöj Snak, men jeg har siden fulgt lidt med i hvad manden bag projektet laver. Han hedder Niels Sørensen og han er nu klar med endnu en EP, som har fået titlen Fuck. Til dem der ikke har læst min tidligere anmeldelse (link) kan jeg fortælle at Stöj Snak spiller musik som er svært at sætte i bås. Selv kalder Niels det for folk-punk-screamer-songwriter og ydermere betegner han det som Bob Dylan møder Green Day. 

Den nye EP følger meget godt op på hvor ”Songs About Beliefs” sluttede. EP’en består desværre kun af 3 sange, hvoraf det ene nummer er et bonus track, der er optaget live i 5FeetUnder Studios (et selskab Niels arbejder for/sammen med). Første sang hedder ”Fuck” og det er rimelig hurtigt nummer, som fungerer rigtig godt. Herefter sættes tempoet ned i sangen ”Crooks And Criminals”. Denne sang har en smule western præg over sig, hvilket variere godt for den første sang. Sidste sang er som sagt et bonus track og det har fået den lange titel ”How Much Teargas Does It Take Before You Start Seeing Red?”. Dette er EP’en mest punkede sang, selvom den bliver spillet akustisk og der samtidig også gøres brug af mundharpe. En rigtig protest sang (bare se på sang titlen) i bedste punk stil. Den oprindelige version af sangen findes på ”Planned Obsolescence” fra 2012. 

Som det også gjorde sig gældende på den tidligere nævnte EP, så er det igen Niels selv, der står for alle instrumenter og tekster. Og han fungere også selv som producer. På bonus tracket medvirker også Jesper Olsen og Rasmus Glassau Clausen. Sidst nævnte har masteret EP’en.  

Niels virker meget energisk og ”skør” og samtidig har han den rette punk attitude (til dagligt spiller han også med i Mighty Midgets). Jeg har aldrig oplevet ham live (eller mødt ham), men ifølge presseskrivelsen skulle det bare være manden selv med sin akustiske guitar og en mundharpe, samt en gulv lampe som eneste scene rekvisit/belysning.  

Set i forhold til min begejstring af ”Songs About Beliefs”, så mangler jeg måske en ekstra sang eller to på Fuck. Godt nok er de 3 sange rimelig varierede, men det ville være rart med et par sange mere at bedømme ud fra. Det skal dog siges, at jeg stadigvæk synes denne slags musik er et frisk pust på den danske rock scene, eller rettere undergrunds rock scene. Og sangene er sjove og godt skrevet. Coveret er malet af Jill Juul Jacobsen og Niels har selv tilføjet logo og tekst.  

Tjek Stöj Snak ud og bedøm selv!!! 

Fuck udkom 27. august og kan downloades/købes via nedenstående link.

Anmeldt af Calle: 17-09-2013

Jeg har hørt band navnet LISERSTILLE (Lis Er Stille) gennem de sidste par år, men jeg må indrømme at jeg aldrig har hørt bandets musik - før nu. Måske hænger det sammen med, at jeg ikke har hørt så meget prog-rock, som jeg har hørt andre stilarter inden for rock og heavy. Men bandet blev dannet i 2004 og består af Martin Byrialsen (vokal/keys), Tue Schmidt Rasmussen (guitar), Asbjørn Helboe (bas) og Jon Gotlev (trommer). Normalt ville jeg betegne Flight Of Belljár som en EP, men bandet kalder det selv for et mini-album. Dette er bandets femte udgivelse.

Som sagt er Flight Of Belljár et mini-album og det består af 3 sange, der samlet fortæller om jordens undergang. Dette gøres i form af 3 forskellige fortællinger. Først nummeret ”Lyncher’s Aim” som fortæller om sekunderne før jordens undergang. Herefter kommer ”Conciever Theme Believe Us”, som er historien om hvad der førte til undergangen og til sidst kommer ”The Prism Arch”, som er en hymne fra den tomme jord. Der er altså tale om en form for koncept album. Sangene lyder lidt ens i mine ører, men mit favorit nummer er åbningsnummeret ”Lyncher’s Aim”. Selvom albummet kun består af 3 sange, så har det alligevel en varighed på 22 minutter. Altså er der tale om ret lange numre (hvilket man gør sig en del i, når man spiller prog-rock). Det skal dog siges at de enkelte numre variere godt i tempo.

De fire musikere gør det rigtig godt og lyden på albummet er perfekt. Man fornemmer næsten man befinder sig i et stort univers, som passer virkelig godt til temaet i sangene. Melodierne er flotte og sangene er opbygget godt. Man kan uden tvivl mærke at bandet brænder for den musik de spiller. At det så efter min mening slet ikke passer til bandets navn, skal ikke ændre på mit syn på musikken. Udover den musikalske kunnen blandt de fire medlemmer, så synes jeg også Martin’s stemme passer godt til det store pompøse lydbillede. Hans stemme minder til tider en del om Jeff Buckley’s, men uden på nogen måde at være en ”kopi”.

Efter at have hørt dette mini-album, vil jeg helt sikkert tjekke bandets tidligere udgivelser ud (kan gøres via nedenstående link). Og hvis du er fan af prog-rock, så bør du gøre det samme. Det er dansk musik med internationalt præg. Godt gået!!!

Flight Of Balljár udkom 16. september via Enough Said Music.

Anmeldt af Peter Letting: 12-09-2013 

Jeg tror minsandten at jeg har fundet mig et nyt yndlings band. Jeg må erkende at jeg blev fuldstændig fascineret af første nummer på skiven, som også er titel nummeret. Det minder mig en smule om Bullet For My Valentine, og det er bestemt ikke nogen dårlig sammenligning. 

På youtube finder man også videoen til titel nummeret, allerede før albummet udkommer. Det var en dejlig opdagelse, fordi jeg dermed var i stand til at dele min begejstring med andre. Når man opdager noget fantastisk er det svært at holde det for sig selv. 

De 3 næste numre ”The Meaning”, ”I Am” og ”Reaper” sætter en fed streg under hvorfor genren kaldes for PowerMetal. Der er fuld knald på tempoet med enkelte temposkift, maskin rummet banker derudaf med masser af lækre detaljer og guitar riff’ene bliver leveret usvigeligt sikkert. 

På toppen ligger den fedeste vokal jeg har hørt længe. Den er klar, men alligevel rå og skarp og Mark demonstrerer flere gange hans utrolige spænd, helt op i de højere luftlag. I ”I Am” nummeret spiller Mark samtidig på den rå og vilde stemmeføring, hvilket klæder nummeret helt vildt godt. Jeg kommer faktisk til at tænke lidt på Rob Halford fra hans storhedstid i Judas Priest, hvor han også leverede en sindssyg vokal. 

Nummer 5 ”A Ghost In Me” og nummer 9 ”A World To Come” er 2 helt stille numre, som står i skærende kontrast til resten af albummet. Selvom jeg er helt tosset med de hurtige power numre, så er de 2 stille numre faktisk et fint intermezzo til lige at hvile ørerne lidt. 

Jeg synes Damnations Day balancerer rigtig fint på den tunge / hurtige PowerMetal genre uden at det bliver for meget. Ofte har man på fornemmelsen, at de hårde metal albums er lavet udelukkende for at lave så meget larm som muligt, og det kan godt blive en smule trættende at høre på 10-12 numre i streg. Men Damnations Day nåede jeg ikke at blive træt af. Jeg ønsker bare at høre mere og jeg tror da at jeg har hørt albummet mindst 10 gange den sidste uge. 

Jeg kan kun anbefale at give Damnations Day et lyt, og så håber jeg godt nok de tager sig sammen og kommer en tur til lille DK. 

Invisible, The Dead udkommer 17. september via Nighmare Records.

  (6 ud af 6) 

Charing Cross – Sinspiration 

Anmeldt af Calle: 05-09-2013 

Charing Cross er et schweizisk heavy metal/hard rock band, som blev dannet tilbage i 80’erne. Der har siden været en del udskiftninger i bandet, men besætningen på dette album består af Peter Hochuli (sang), Pascal Zwyssig (guitar), Andy Dormann (guitar), Markus Flury (bas) og Riodi Halter (trommer). Selvom bandet har været aktivt i mange år, så er Sinspiration deres debut fuld længde album. 

Som nævnt overfor, så spiller Charing Cross en god blanding af heavy metal og hard rock og der er blevet plads til bade de hårde og de stille sange på albummet. Derfor er albummet som helhed ret varieret og man bliver på intet tidspunkt “lullet i søvn”. Nogle af mine personlige favoritter er sange som “Wild Honey”, “Handful Of Pain”, “Miracle Man” og “H8”, som alle fungere godt og samtidig virker som en form for rock anthems. Sidst nævnte hører til blandt de mere stille sange, men alligevel har sangen et powerfuldt omkvæd, hvor der synges “Go to hell you fuckin’ idots, we are sick of all your radio hits, but you can’t kill rock ‘n’ roll”. En anden stille sang er afslutningsnummeret “Ashes To Ashes”. Også denne sang er bygget op med et meget powerfuldt omkvæd. Alt i alt er det 13 gode sange med flotte melodier og catchy omkvæd. Og dertil skal lægges nogle flotte guitar soloer. 

Bandet har selv indspillet, produceret og mixet albummet og det har de gjort godt. Der er en flot ren lyd på de godt 60 minutter albummets varighed er. Musikken ligger godt i forhold til Peter’s stemme, som i øvrigt er meget powerfuld. Ifølge presseskrivelsen skulle bandet være et rigtig godt live band og Peter skulle være en super energisk frontmand, som hurtigt får publikum I sin hule hånd. 

Er man til melodiske hard rcok sange med catchy omkvæd og en rigtig god vokal, så bør man tjekke Charing Cross ud. Jeg er ihvertfald godt tilfreds med Sinspiration. 

Sinspiration er ude via Fastball Music. 

Rezinwolf - Corruption Kingdom

Anmeldt af Dianna: 05-09-2013

Det Britiske thrash metal band Rezinwolf blev dannet tilbage i 2009, og nu står vi her i 2013, nærmere betegnet d. 9. august i år, med debutalbummet Corruption  Kingdom udgivet. 9 numre, 33 minutter..  

Havde aldrig hørt om de fire drenge fra Essex før, men må da nok indrømme at hvis der lige er et par småtterier de kan få styr på (kommer til dette om et par linjer ca) at så kommer jeg ihvertfald til igen, for her er et band der på en umanerlig gav-flabet vis, viser mig at de hvordan den 'nye/unge'' thrash skal, eller som det mindste, bør lyde... 

Det har været lidt svært for mig at der er steder hvor der, i mine gamle ører, sniger sig en smule metalcore-halløj indover,(?) og det ville jeg ha svoret jeg ikke ville acceptere, men det sjove er at jeg rent faktisk godt kan li det, og hvad enten det er Rezinwolf der forsøger at finde deres helt personlige og helt klare ståsted musikalsk, i forhold til om det er thrash/metalcore etc, fordi der er et par forskellige stilarter /indover, men det behøver på ingen vis være negativt....her får du energi, talent i vildskab, stramt produceret - alt i alt: way to go lads, you are going places!!!

Corruption Kingdom er ude via Killer Metal Records.

Seventh Veil – White Trash Attitude 

Anmeldt af Calle: 04-09-2013

Italianske Seventh Veil blev dannet i Verona i 2011, hvor de kort tid efter indspillede deres første EP ”Nasty Skin”. Hurtigt fik Street Symphonies Records øje på bandet og det resulterede i deres debut album White Trash Attitude. Bandet består af Steven (sang), Jack (guitar), Holly (guitar), Jeff (bas) og Eric (trommer).

Seventh Veil spiller sleazy hard rock og inspirationen er hentet fra både 80’ernes sound ala Mötley Crüe og Guns ’n’ Roses, men også fra nyere bands som f.eks. Backyard Babies, Rev Theory og Hardcore Superstar. Der er 10 sange på albummet, eller retter 9, da første skæring består af et lydklip fra en eller anden film, hvor der afslutningsvis siges ”I’m over your white trash attitude”. 

White Trash Attitude oser af adrenalin, sved, power og spilleglæde og de fem unge mænd giver den gas fra start til slut. Der er fuld knald på fra første strofe i det Mötley Crüe-inspirerede nummer ”Red Light In Your Eyes” til den sidste outro i det over 13 minutter lange sammensatte nummer ”L.A. Dream/Jack 'n' Roll” (der er en lille pause midt i sangen). Altså er der ingen ballader på dette album!!! Mine favoritter på albummet er førnævnte ”Red Light In Your Eyes”, ”No Fear”, ”Nasty Skin”, ”Are You Ready To Die” og første del af afslutningsnummeret, nemlig "L.A. Dream". Men der er ikke nogle dårlige sange på albummet og intet ”fyldstof”. Det er bare ren og skær rock ’n’ roll lige op ad min boldgade. Jeg har svært ved ikke at blive grebet af stemningen. 

Albummet er indspillet, mixet og masteret i Atomic Stuff Recording Studios med Oscar Burato bag knapperne. Han har gjort et rigtig godt stykke håndværk og fået det bedste frem i bandet. Samtidig er lyden tilpas rå og sleazy, hvilket giver albummet den rette atmosfære og stemning. 

Så er du til adrenalinvædet og sveddryppende sleazy hard rock med gode catchy melodier og fræsende guitarer, så er Seventh Veil et band du bør tjekke ud. De vil ikke gå i min glemmebog og jeg vil helt sikkert følge dem fremover. Please give me that White Trash Attitude!!!!!

White Trash Attitude er ude via Street Symphonies Records. 

Stone Orange – The Dreamcatcher 

Anmeldt af Calle: 04-09-2013 

Stone Orange er et melodisk hard rock band fra Ljubljana, Slovenien. Jeg kan med sikekrhed sige, at det er mit første bekendtskab med et band derfra. Bandet blev dannet i 2003 og består af Marko Erjavec (sang og guitar), Tomo Jurca (guitar), Vid Zgonc (trommer) og Davorin Kovacic (bas). 

The Dreamcatcher er bandets andet album og samtidig det første med kun engelsksprogede sange. Albummet består af 11 sange, som både inkluderer guitar-drævede rock sange og et par ballader, samt et enkelt instrumental nummer. Første skæring er ”Broken Man”, som lægger en god bund for resten af albummet. Det er en god melodisk rock sang med en fængende melodi. Dette gør sig gældende i flere af sangene, som f.eks. ”Rockin’ & Rollin’”, ”Scare Me” og første singlen ”Nobody Cares”. Sidst nævnte har bandet også lavet en musikvideo til (link). Der er to ballader på The Dreamcatcher i form af ”It Keeps On Raining” og afslutningnummeret ”The Age Of Stars”. Begge sange gør sig godt inden for melodiske rockballader. På det instrumentale nummer ”Frozen Sky” viser bandet en flot side af deres musikalske kunnen. Det er et smukt nummer med flot guitar arbejde og så er der lagt lidt ”snak om rummet” ind i baggrunden. 

Marco har en god stemme, som passer rigtig godt til denne genre og samtidig gør musikerne det godt. Selve produktionen er ok, men der er flere steder på albummet, hvor jeg synes lyden bliver en anelse ”flad”. Det er især på guitarlyden. Mærkværdigt nok, så er der nogle rigtig gode guitarsoloer som lægger godt fremme i forhold til musikken, mens andre soloer ”dør” lidt i forhold til resten af bandet. 

Alt i alt er det et godt album, som jeg godt kan anbefale til folk der er til melodisk hard rock, som samtidig er velspillet. Personligt kunne jeg sagtens finde på at sætte albummet på en ny og næ, selvom jeg har MEGET andet musik der skal lyttes igennem. Slovenia 8 points – Slovénie 8 points. Oversat bliver det 4 ud ag 6!!!

The Dreamcatcher er ude via Street Symphonies Records.

Denners Trickbag - Denners Trickbag

Anmeldt af Peter Letting: 04-09-2013 

Michael Denner er ude med et solo projekt med navnet ”Denners Trickbag”. Albummet udkommer 9 september 2013 på Target Records. 

Jeg er jo af den gamle skole og har naturligvis skam lyttet King Diamond og Mercyful Fate i mine unge dage, så derfor er guitaristen Michael Denner da heller ikke noget uskrevet blad i min ”rock-bog”. 

Jeg må indrømme at jeg nok havde forventet mig noget mere vildskab fra Denner, men stilen på Denners Trickbag er forholdsvis tilbagelænet rock i noget der vel nærmest kan kaldes en ”grundform”. Denner har fundet tilbage til rødderne kan man vel godt sige, og udtrykket holder faktisk rigtig godt. 

Skal man sammenligne skiven med andre, så er vi nok ovre i retningen af BBM eller Chickenfoot. Det er lyttevenlig rock, uden dog at blive kedeligt, for der sker hele tiden noget nyt, og efterhånden som man har hørt albummet et par gange, begynder diverse omkvæd og passager da også at hænge fast.  

Titlen på albummet stemmer meget godt overens med alle de ”guitar goodies” Denner leverer undervejs, og det bliver vel stort set til indholdet af en ”goodie bag”. Det lyder som om det har været en sjov fest at lave albummet. Det oser af overskud, professionalisme og erfaring.  

Så er man til noget opdateret old school ”rock ’n riff”, kan man roligt læne ørerne tilbage og flyde med, imens man lytter til Denner, der plukker fra alle hylder i bland selv butikken, og fylder i sin goodie bag.  

Hele bandet består af: Michael Denner (lead guitar & acoustic auitar), Flemming Muus (bas), Kim Hageman (trommer & percussion), Lars Berthelsen (sang & percussion) og Peter Domptorp Hansen (lead guitar & slide gutiar).

Denners Trickbag udkommer den 9. september via Target Records.

Hot Mama - Downloader

Anmeldt af Peter Letting: 04-09-2013

Hot Mama er et tysk band bestående af 4 medlemmer: Christian – bas, Stasy – Guitar, Clemens – Trommer og Sonya – Vokal. Hot Mama udgav i 2012 et album med titlen Downloader. Selv kalder de deres musik for ”In-Your-Face-Rock ’n Roll”. Nu har jeg jo ikke set dem live, så om det ligefrem er ”In-Your-Face” ved jeg ikke, men ”Rock ’n Roll” er det da i hvert fald.

Det første der slår mig er, at musikken er enormt tung og dyb, ikke specielt hurtig, og nærmest lidt tilbagelænet, men meget gennemført. Selvom de kommer fra Tyskland er samtlige tekster på engelsk, hvilket jo gør det lidt mere lytte venligt for os danskere.

Første nummer på skiven ”Seed Of Anger” må jeg nok udnævne til mit favoritnummer på denne skive. Hot Mama bevæger sig i den lidt stille ende af skalaen, og resten af skiven har tendens til at blive en lille smule ensformig efter mit hoved.

Sonya har en meget karakteristisk stemme, som man nok lige skal vænne sig til, men den passer utroligt godt til stilen. Jeg har lidt svært ved at beslutte med mig selv om jeg synes hendes stemme er god, eller bare underlig. Måske finder jeg aldrig rigtig ud af det, og det gør jo Sonya en smule mystisk.

Jeg har været på deres hjemmeside og de virker som 4 sympatiske mennesker som er helt nede på jorden, hvilket jo er et dejligt sympatisk træk. Hot Mama bliver nok aldrig rigtig er hit hos mig og derfor får de 3 ud af 6

Downloader er ude via Sonic Revolution/Bob Media

Vietcong Pornsurfers – We Spread Diseases 

Anmeldt af Calle: 03-09-2013 

Vietcong Pornsurfers er et svensk punk rock band, som blev dannet i 2007. Bandet består af Tom K. (vokal), Affe (bas), Teddy (guitar) og Rackarn (trommer). We Spread Diseases er bandets andet album. Deres første udgivelse ”Restless, Young, Hungry And Free” udkom i 2010 på kassette bånd!?! Det er senere blevet udgivet på CD via Street Symphonies Records. 

Som sagt er stilen punk rock og man kan uden tøven sammenligne bandet lidt med eksempelvis Gluecifer. Eller en god sammenblanding af Iggy & The Stooges, Misfits, Ramones, Hellacopters, Hanoi Rocks og Guns ’n’ Roses. Eller måske endda Neurotic Outsiders (Duff McKagan, Matt Sorum, Steve Jones og John Taylor). Sidst nævnte band kommer sig især til udtryk i min favorit sang på albummet, nemlig sangen ”Dead Track”. 

Albummet består af 12 sange og har en varighed på kun 32 minutter, hvilket giver sangene en gennemsnitslængde på mindre end 3 minutter, hvilket igen indikere meget godt at der er tale om punk rock. Der er knald på fra første strofe og bandet giver den gas gennem hele vejen gennem albummet. De er en god energi og attitude og man får virkelig en fornemmelse af, at disse unge fyre er træt af ”kedelig” overproduceret musik. Man får en følelse af at albummet er indspillet live i studiet uden nogen form for overdubs. Udover ”Dead Track” er mine personlige favoritter på We Spread Diseases sange som ”The Best Song”, ”I Hate Your Band” og åbningsnummeret ”Marcel”. 

Indspilningen af We Spread Diseases er foregået i Boom Boom Studios i Borlänge, Sverige med Erik Berglund og Jacob Grundtman bag knapperne. De har formået at få den rette punk attitude og feeling ud af bandet og jeg tror helt sikkert de har fanget den lyd bandet har ønsket. 

Efter en rigtig god start på albummet, så synes jeg desværre bandet mister lidt gnist i de sidste 4-5 sange og musikken bliver lidt for ensformig. Så overordnet set sidder jeg tilbage med en lidt blandet følelse af albummet som en helhed. Der er nogle rigtig fede sange blandt de første 7 sange, men også et par ”fyldere” blandt de sidste 5 sange. Men er man til musik inden for denne genre skal man bestemt ikke holde sig tilbage. Det er bare ud af starthullerne og så ud og finde We Spread Diseases. Jeg vil afslutningvis sige: SPREAD THE DISEASE!!!!!

We Spread Diseases er ude via Dangerous Rock Records/Street Symphonies Records.

Ministry – Enjoy The Silence – Live At Wacken 2012 

Anmeldt af Calle: 03-09-2013 

Jeg bliver nyd til at starte denne anmeldelse med at sige, at jeg aldrig har været den store fan af industrial-metal og jeg har derfor aldrig fulgt så meget med i Al Jourgensen’s og Ministry’s karriere. Men når man så får tilsendt et tre-dobbelt album (1 DVD og 2 CD’er), så bliver man jo nyd til at tjekke det ud. Pakken består af en DVD som er optaget live på Wacken festivalen i 2012, samt en CD med samme koncert og en bonus CD med live optagelser fra Wacken i 2006. Sidst nævnte har jeg kun hørt igennem en gang. 

Jeg startede med at lytte til CD’en og må sige at jeg blev positivt overrasket. Flere af sangene fangede alligevel min opmærksomhed, selvom jeg ikke kendte dem i forvejen og selve lydoptagelsen er rigtig god. Bandet spiller både gamle og nye sange, så de rammer bredt i deres katalog. Der er gamle sange som f.eks. ”Thieves” og ”New World Order” og nye sange i form af ”Relapse”, ”Ghouldiggers” og ”99 Percenters” som alle tre er fra 2012 albummet ”Relapse”. Mine favorit sange på albummet er ”Waiting”, ”Relapse” og ”Rio Grande Blood”. Det er nogle af de sange som er mindst industrial, hvorimod sange som ”No W” og ”Just One Fix” ikke lige rammer noget hos mig. 

DVD’en indeholder som sagt samme koncert, men når man ser den får man virkelig en fornemmelse af, at bandet giver den max gas og at de virkelig nyder at stå på en scene. Og det er til trods for at Al led af dysenteri da de skulle optræde på festivalen. Hele koncerten kan ses via linket nederst i anmeldelsen. Som bonusmateriale på DVD'en er der musikvideoer til sangene "99 Persenters" og "Ghouldiggers". 

Besætningen i bandet på DVD’en og CD’en er: Al Jourgensen (vokal og guitar), Mike Scaccia (guitar), Sin Quirin (guitar), John Bechdel (keyboards), Aaron Rossi (trommer) og Casey Orr (bas). Desværre døde bandets mangeårige guitarist Mike Scaccia kun 6 måneder efter Wacken optaglesen, og kun 3 dage efter bandet havde afsluttet indspilningen af deres kommende album ”From Beer To Eternity” (udkommer 6. September). Han døde at et hjertetilfælde mens han var på scenen med sit band Rigor Mortis. 

Personligt har jeg som sagt aldrig lyttet så meget til industrial-metal, men er man til musik inden for denne genre og lytter man til Ministry i forvejen, så er dette live album og DVD helt sikkert noget for dig. Det er et must for fans af Ministry!!!!

Enjoy The Silence - Live At Wacken 2012 er ude via 13th Planet Records/UDR/Wacken Records. 

Helhorse - Oh Death 

Anmeldt af Peter Letting: 27-08-2013 

Det står rimelig klart at Helhorse har en helt klar strategi og målsætning for deres stil og sound, og den kører de helt ud. Musikken er ikke så massiv og grov, så det bliver uudholdeligt og det sprudler da også med masser af riffs.

Jeg kan sagtens forstå hvis Helhorse kan opbygge en stor fanskare og jeg tager da hatten af for produktionen af Oh Death, men jeg bliver nok aldrig fan af denne gren af metal musikken.

Beth Hart & Joe Bonamassa – See Saw 

Anmeldt af Calle: 20-08-2013 

Normalt bliver der ikke anmeldt så meget blues på Calles Rock Corner, hvilket på sin vis er en skam, hvis det er musik af denne kaliber. Når man sætter en af de bedste nulevende blues/soul sangere sammen med en af de bedste blues guitarister verden har set og hørt, så kan der kun komme noget godt ud af det. Og faktisk er See Saw det andet album der er kommet ud af samarbejdet mellem Beth Hart og Joe Bonamassa. I 2011 udgav de sammen albummet ”Don’t Explain”. Og de to nævnte personer behøver vel ikke en større præsentation?!? 

See Saw består af 11 sange, som alle har været indspillet af andre kunstnere, både afdøde og nulevende. Vi snakker navne som Etta James, Billie Holiday, Aretha Franklin, Nina Simone, Tina Turner, Buddy Miles, Lucinda Williams og nyere kunstnere som Melody Gardot og Slackwax. Jeg skal være helt ærlig og sige, at jeg kun kendte få af sangene på albummet og jeg har heller ikke tjekket de originale versioner ud før denne anmeldelse. 

Albummet lægges ud med ”Them There Eyes”, som oprindeligt blev et hit for Billie Holiday i 1939. Et rigtigt godt nummer at sætte de musiske udfoldelser i gang med. Den bliver efterfulgt af ”Close To My Fire”, som er et af albummets nyere sange og det blev indspillet af Slackwax i 2011. Næste sang er Tina Turner klassikeren ”Notbush City Limits”, som har været indspillet et utal af gange, men det gør ikke Beth og Joe’s version dårligere. Tværtimod. Den næste sang ”I Love You More Than You’ll Ever Know” er min favorit på albummet. Her viser Bonamassa virkelig hvad han kan på en guitar og Beth stemme er utrolig stærk. De to næste sange er ”Can’t Let Go” (Lucinda Williams) og ”Miss Lady” (Buddy Miles), som begge er uptempo sange og hvor Bonamassa igen viser sin kunnen i sidst nævnte. Nyeste sang på albummet er Melody Gardot’s sang ”If I Tell You I Love You” fra 2012. Denne sang kunne meget vel finde sig til rette i en Tarantino film. De to næste sange er oprindeligt indspillet af Etta James, som er en af Beth’s personlige favoritter og hun gør et rigtig flot arbejde på begge sange. Man kan nærmest høre hendes passion for den oprindelige kunstner. Disse efterfølges af albummets titelsang ”See Saw”, som Aretha Franklin indspillede tilbage i 1968. Albummet afsluttes med ”Strange Fruit”, som tidligere har været indspillet af både Billie Holiday og Nina Simone. Alt i alt er det 11 super gode og meget varierede sange der er at finde på See Saw. 

Jeg har altid synes godt om Beth Hart’s stemme siden jeg hørte hende første gang og Joe Bonamassa er efter min mening en af de bedste bluesguitarister, som har trådt sine ben på denne jord. Og det er først de senere år jeg rigtig har dyrket ham. Udover disse to består det sublime band af Anton Fig (trommer), Carmine Rojas (bas), Blondie Chaplin (guitar), Arlan Schierbaum (organ/piano), Lee Thornburg (trompet/trombone) og Ron Dziubla (saxofon). Og når det så samtidig er Kevin Shirley (The Black Crows, Aerosmith, Joe Bonamassa og Led Zeppelin) der har stået for produktion, så kan der kun komme noget fantastisk ud af det. 

Fantastisk er kun et fattigt ord og jeg fristes til at give albummet 6 dødningehoveder, men tror jeg behersker mig lidt!! Jeg kan kun sige – Køb albummet!! Og køber du den udgave med DVD, så får du yderligere 48 minutter’s ”making of” samt 3 studie musikvideoer. 

See Saw udkom 20. Maj via Mascot Records. 

Tempesta – Unbounded 

Anmeldt af Calle: 19-08-2013 

Det schweiziske band Tempesta er ude med deres fjerde fuld længde album Unbounded. Selvom det er deres fjerde album, så er det er mit første bekendtskab med bandet, som består af Reto Thalmann (sang/guitar), Pascal Fuchs (guitar), Ruedi Kälin (bas) og Armin Brühwiler (trommer). Ifølge presseskrivelsen spiller bandet country/hard rock, men jeg kan ikke høre så meget country i deres musik. Kun i et par enkelte af sangene. Jeg skal ikke kunne sige om de er lidt mere ”hårde” på dette album end de har været på deres forrige tre albums. Udover flere country musikere, så nævner de da også bl.a. Nickelabck og Alterbridge som nogle af deres inspirationskilder. 

Unbounded består af 12 sange, hvoraf de sidste to sange er live sange. Albummet lægger, efter en kort intro, ud med ”Crazy”, som faktisk er den hårdeste skæring på albummet. Denne sang er min personlige favorit på Unbounded. Generelt set over hele albummet, så er jeg mest til bandets mere rockede sange, med undtagelse af den sangen ”Children Of Innocents”, som hører til i den mere stille ende af skalaen. De mest country-lydende sange på albummet er ”Wait”, hvor bandet gør brug af slide-gutar samt det sidste af de to live numre ”The Way It Is”. Et andet meget rocket nummer er ”I’m Back”, som er den første af de to live sange. Her har Tempesta den schweiziske comedy-star Manu med på guitar. Nummeret er en del inspireret af Metallica og hører også til blandt mine favoritter på albummet. 

Når man ser over hele albummet, så har bandet skrevet nogle rigtig gode melodier og der er god variation og flere temposkift i sangene. Og som sagt er der både guitarprægede rocksange og de mere stille ballader. En god kombination efter min mening. Derudover spiller musikerne godt og albummet er flot produceret. Bandet har da også været i USA for at få albummet produceret af den award-vindende top producer Tom Whitlock. Han har tidligere arbejdet med bl.a. Eric Clapton, Steve Ray Vaughn og Madonna. 

Tempesta levere ikke noget groundbreaking med deres musik, men det de gør, det gør de rigtig godt og jeg er derfor udemærket tilfreds med Unbounded. Altså er det et album som er værd at tjekke ud. Jeg vil selv lytte til deres forrige album, hvis muligheden byder sig en dag. 

Unbounded er ude via Fastball Music. 

The Unripes – This Is Not America 

Anmeldt af Calle: 19-08-2013 

The Unripes er et sleaze-core band fra Italien. Bandet startede i 2005 og var dengang kun ment som et ”One-night-only band”, men det blev altså til mere og bandets sanger Axia og guitaristen Michele ”Mike P.” Pelillo forsatte bandet. De sidste to medlemmer er her i 2013 Uncle Sappa på bas og Sevens på trommer. This Is Not America er bandets debut album. 

Betegnelsen sleaze-core dækker meget godt over bandets musikstil. Og deres inspirationer dækker da også et meget bredt spekter og de nævner selv disse bands som deres inspirationskilder: Hardcore Superstar, White Lion, Avenged Sevenfold, Megadeth, Pantera, Steel Panther, CrashDïet og Mötley Crë for bare at nævne et par stykker. Jeg synes især Hardcore Superstar og CrashDïet rammer meget godt plet. Dog har The Unripes også guitarpassager, som leder tankerne meget i retning af Avenged Sevenfold. Personligt synes jeg meget godt om denne blanding. 

This Is Not America består af 9 sange, hvoraf to af sangene er ballader og resten er regulære rock sange. De to ballader er powerballaden ”You Are The One” og den mere stille ”The Star Beyond This Wall”. Begge sange fungerer efter min mening rigtig godt. Af de resterende syv sange synes jeg bedst om ”My Muse Is Called Rock ’n’ Roll”, ”Reload” og ”Until The Day I Die”. Derudover har de indspillet en udmærket coverversion af Geri Halliwell nummeret ”Scream If You Wanna Go Faster”. (Jeg måtte lige tjekke hendes sang ud for at kunne bedømme The Unripes’ version, og jeg må sige deres er en del mere rocket). Men alt i alt er det 9 gode sange bandet har indspillet. Gode melodier, fræsende guitarer og en god kombination af 80’er glam/hard rock og moderne metal. 

Musikeren spiller godt og Axia’s stemme passer perfekt ind i genren. Derudover er albummet godt produceret. Så jeg spår bandet en god fremtid, som dog kun vil begrænse sig til fans der holder af musik inden for denne genre. Dertil er genren for lille og den vil nok aldrig komme ud til et bredere publikum. Men er du rock fan og hører du nogle af de ovennævnte bands, så bør du tjekke The Unripes ud. 

This Is Not America er ude via Street Symphonies Records.

Jorn – Traveller 

Anmeldt af René Bo Nielsen: 18-08-2013 

Den norske sanger Jørn Lande, er kendt for hans medvirken i blandt andet Beyond Twillight, Masterplan, Ark, og har også arbejdet sammen med Magnus Karlsson. Men denne her anmeldelse handler om hans nye cd, som har titlen Traveller. Jeg havde i 2009 fornøjelsen af at skulle anmelde, hans på det tidspunkt nye cd "Spirit Black". En udgivelse jeg på det tidspunkt, og egentligt også stadig væk, er ret så begejstret for. 

Men nu skriver vi 2013, og Jorns nye cd Traveller er en realitet. Desværre har jeg ikke den samme begejstring for Traveller, som jeg dengang havde for "Spirit Black", hvorfor vil jeg uddybe i de følgende linier. Cd'en starter egentligt ganske godt, med den temperamentsyldte "Overload", som har godt med smæk på, og som egentligt er en fed start på den nye udgivelse. Men så går det desværre lidt ned ad bakke. De følgende numre "Cancer Demon", "Traveller", "Window Maker", er uden fede melodier, og uden de gode omkvæd, ja, jeg må ærlig talt indrømme at jeg keder mig, og ikke føler mig godt underholdt. 

For mig lyder det som om, at Traveller, lyder som nogen af Jorns tidligere udgivelser, "Lonely Are The Brave" og "Spirit Black". Der absolut INTET nyt under solen, og ærlig talt så er Traveller, en monoton og lidt kedelig omgang melodisk heavyrock. Her er INGEN overraskelser overhovedet! 

Et er at der ingen nye tiltag er i musikken, derfor kan man som lytter godt føle sig godt underholdt alligevel. Men det er for mig desværre ikke tilfældet. Jeg må dog indrømme at Jorns musik, som altid er godt udført, og han yder selv en fornem præstation som sanger,og det samme gør hans yderst kompetente musikere. Men hvad hjælper det, når de fede omkvæd og melodier generelt ikke er tilstede på Traveller. Så jeg vil faktisk anbefale nye lyttere af Jorns musik, at gå uden om den her, også dykke ned i hans omfangsrige bagkatalog, og så finde hans tidligere udgivelser frem. Både som solist, men også med førnævnte bands. De giver et bedre billede af Jorn, og de mange kvaliteter han har som sanger og som solist. 

Traveller udkom 14. juni på Frontiers Records.

Badmotorfinger – It’s Not The End 

Anmeldt af Calle: 16-08-2013  

Badmotorofinger er et italiansk band, der startede som et cover band i 2006, men siden begyndte at skrive deres egne sange. Det har resulteret i debutalbummet It’s Not The End. Bandet, som i starten havde en del udskiftninger, består nu af Alex (guitar), HeavyRico (guitar), Il Reverendo (sang), Tommy (bas) og Barra (trommer). Bandet spiller en god blanding af classic hard rock og heavy metal. Jeg vil sige en bladning af Motörhead, Accept, Iron Maiden, U.D.O. og Megadeth (i den blidere ende). Megadeth sammenligningen giver sig mest til udtryk i sangen "Inside Insanity". Derudover har de også indspillet en udemærket coverversion af Motörheads nummer ”Rock ’n’ Roll”, som er sidste sang på albummet. 

It’s Not The End består af 12 sange, hvoraf to af disse ”Ride The Storm” og ”Beginning Of The End” oprindelig blev optaget i 2011 på bandets ”Badmotorfinger Promo”. Som sagt er stilen hard rock og heavy metal og det lyser ud af alle 12 sange. Tempoet er en anelse monotomt og sangene kan virke en smule ensformige. Kun i sangen ”Afterlife” sættes tempoet lidt ned. Hvis jeg skal fremhæve et par af sangene, så må det være ”Brand New Day”, ”Beginning Of The End”, ”Loser” og ”Rebel”. Derudover er den førnævnte Motörhead cover også et lyt værd. 

Udover at musikken virker en smule ensformig i mine ører, så er jeg heller ikke helt vild med Il Reverendo’s stemme. Hans stemme er meget svingene og ”hæs” hvilket på sin vis virker godt for andre sangere (eksempelvis Lemmy), men bare ikke helt på dette album. Dertil er hans stemme for svingene. Musikerne gør arbejdet godt, men ikke noget udover det sædvanlige. I presseskrivelsen står der at bandet ønskede, at der var en ”live-feeling” på albummet og at de ikke har brugt nogen form for overdubs og andre ”recording studio extras”. Her må jeg sige de har ramt plet, for lyden er ikke for ”poleret” og det passer godt til deres stil. 

Alt i alt er det en lidt blandet følelse jeg sidder tilbage med efter at have gennemlyttet albummet flere gange. På sin vis er flere af sangene ret gode, men samtidig er albummet overordnet set for ensformigt. Uanset hvad, så bør du alligevel tjekke Badmotorfinger ud. 

It’s Not The End udkom 28. Maj via logic(il)logic Records. 

Anmeldt af Calle: 16-08-2013 

Tyske Nasty Bulletz er et 80’er hair-metal inspireret band. Bandet består af Axl Vanity (sang), Rexx Tiger (guitar), Randy Rock (guitar), Mad Murry (bas) og Pete ”The Bea(s)t” Lewis (trommer). Jeg kendte ikke til bandet før jeg modtog Right Time To Rock You og ved det første blik på coveret tænkte jeg: Hmmm...et 80’er hair metal kopi band”. Herefter så jeg billedet af bandet på bagsiden og tænkte” Åh nej, er det tysklands svar på Steel Panther. Prøver de at ligne dem med parykker, leopard spandex o.s.v.” (normalt sætter jeg ikke billede ind af bandet, men i dette tilfælde har jeg gjort en undtagelse, så man kan få en ide om hvad jeg mener). Så læste jeg navnene på bandmedlemmerne (se herover) og igen tænkte jeg: Åh nej, de prøver virkelig at være Europas svar på Steel Panther”. Men så satte jeg musikken på og herefter kom jeg på andre tanker. Nasty Bulletz spiller godt nok 80’er inspireret hair-metal ala Dokken, Van Halen, Mötley Crüe, Skid Row, Poison og Ratt, men de gør det virkelig godt. Og den slags musik er jo lige sagen for undertegnet. 

Albummet består af 12 sange, hvor der er dømt party rock fra start til slut. Det er ren fest all over. Der er hard rock sange i form af ”Really Gonna Rock” og ”Right Between The Eyes”, midtempo rock sange som ”Tonight Is The Night” og ”First Strike”, samt rigtige party anthems som f.eks. ”Rock You”, ”Loaded Gun” og Got To Do It Tonight”. Derudover er der også den obligatoriske ballade ”Make Me Stay”, som bare skal være på et album som dette. Så efter min mening er dette et rigtig godt party rock album og er man fan af de ovennævnte bands, så bør man uden tøven tjekke Nasty Bulletz ud. 

Musikerne spiller godt og sangene er velskrevet. Der er gode melodier og flere gode guitarsoloer. Teksterne handler selvfølgelig (fristes man til at sige) om sex, party & rock ’n’ roll. Der er blevet plads til alle klicheerne. Bare tag et kig på sangtitlerne og du får en god ide om hvad jeg mener. Produktionsmæssigt fejler Right Time To Rock You heller ikke noget. Albummet har en ren og klar lyd og man forestiller sig næsten, at man er tilbage i slut 80’ernes hair-metal dage i Hollywood. Producer på albummet er Christoph Renner (aka Rexx Tiger – guitarist i bandet) og Hagen Grohe. Sidst nævnte står også får indspilning, mixing og mastering. 

Min første tanke var - mener de det seriøst!?! Min endelige konklusion må være – ja det gør de, men man skal bare ikke lade sig ”snyde” af udseende, parykker og spandex. Det kan godt være Nasty Bulletz prøver at ligne Steel Panther, men den slags bands findes der KUN et af og man skal ikke prøve at efterligne noget, som der kun kan være en slags af. Så mit råd til bandet er: drop parykkerne for i har musikken til at komme udover stepperne, selvom den genre i har valgt ikke er på toppen af hitlisterne og der måske ikke er det store publikum til den. Og mit råd til dig som læser: Tjek Nasty Bulletz ud!!!

Right Time To Rock You er ude via Fastball Music.

Adrenaline 101 – Demons In The Closet 

Anmeldt af Calle: 16-08-2013 

Adrenaline 101 er et fire mands rock band fra Schweiz, som blev dannet i 2005. Bandet består af Delon Cyclon (sang), Hens (guitar), Pascal Luder (bas) og Reto Wild (trommer). Demons In The Closet er bandets andet album. 

Stilen er moderne hard rock med en smule inspiration fra 80’erne/90’ernes rock, men samtidig er der også lidt rap og funk-metal elementer i et par af sangene. Albummet består af 10 sange, hvor bandet viser en god energi og der er også god variation gennem de 40 minutter. Som sagt gør bandet brug af flere forskellige genre inden for rocken og sange som ”Straight Clownin’”, ”Mayflies”, ”Guardian Angles” og ”No Tomorrow” læner sig meget op af rap metal og funk metal og sangene leder mine tanker i retning af især Ugly Kid Joe, men osgå bands som Incubus og Faith No More. Derudover er der et par powerballader i form af ”Come To You” og ”Shedding Tears”, som begge gør sig udmærket til. Og så er der selvfølgelig også de rene hard rock sange som eksempelvis ”Raise Em Up”, ”Buckwild” og titlenummeret ”Demons In The Closet”. Derudover er der en enkelt sang ”Living For The XTC”, som bevæger sig lidt i retning af noget pop-punk ala Simple Plan og Blink 182. 

Som sagt synes jeg rigtig godt om den variation der er på pladen og alt i alt er det 10 gode sange bandet har indspillet. Mine personlige favoritter er ”Buckwild”, ”Shedding Tears”, ”Straight Clownin’” og ”Raise Em Up”. Især sidst nævnte synes jeg er ret fængende. 

De tre musikere gør det godt og Delon’s stemme passer godt til musikken. Jeg tror også at Adrenaline 101 er et rigtig godt live band og de har da også spillet med bl.a. Glenn Hughes, Danko Jones, Backyard Babies og Downspirit. 

Demons In The Closet er indspillet af Ralph Zünd i 2-Inch Records i Schweiz. Og han har også produceret albummet sammen med bandet. Lyd og produktion fejler bestemt ikke noget. 

Som nævnt tidligere, så viser bandet en god energi på dette album og sangene fungere ret godt. Så jeg kan derfor varmt anbefale, at man tjekker Adrenaline 101 ud. Personligt har jeg ikke hørt deres første album ”Twelve Step Program”, men det vil jeg uden tvivl gøre nu. Som der står i presseskrivelsen: Get Ready For The Adrenaline Injection, 101 Style!!!!

Demons In The Closet udkom 12. juli via Fastball Music.

Tenacious D - koncert på Tap 1 - København 

Anmeldt af Peter Letting: 13-08-2013 
Foto: The Caddy (link til facebook) 

Jeg er ikke inkarneret ”D” fan, men jeg har dog hørt deres skiver OG set deres film ”Pick Of Destiny”, så jeg var ikke helt tabt, og så skal man jo ind imellem prøve noget nyt. Men jeg skal da love for at stort set samtlige de andre 5999 fremmødte, havde øvet sig på teksterne, så der blev skrålet med på de fleste Tenacious D er en underlig sammensætning. 2 ”velnærede”, småperverse stoddere fra Californien med hver deres spanske guitar og et metal backing band. Sammen har de skabt et ”Comedy Rock” kult univers for de indviede, hvor de giver den gas med tunge metal riffs, og masser af spansk guitar ”ræs”, krydret med halvfrække tekster og små skuespil undervejs. 

Koncerten startede som forudset med en del af numrene fra deres nyeste album ”Rize Of The Fenix”, men den altoverskyggende intro på koncerten var dog det tårnhøje Fallos symbol i form af den ”Fugl Phønix”, som også pryder coveret på albummet. Ægte ”D” stil. 

Det skinner igennem at de 2 ser en stor stjerne i Ronnie James Dio, og de spillede da også en ”Tribute” til Dio, som jeg dog ikke rigtigt synes levede op til Dio’s eftermæle. Pludselig råber Jack Black på en Saxofon og ind kommer ”Roadie” med en underlig plastik sax, som gav den underligste lyd til en metal koncert jeg har hørt længe. 30-40 sekunder varede den, og det var så det nummer. Og apropos Roadie, så spiller deres Roadie en del i showet, og bliver ofte kaldt på scenen og svinet til af Jack Black. Sådan kører der mange underlige scenarier i deres show, som vist mest er for de indviede.  

Foto: The Caddy 

Der hvor jeg første gang stødte på ”D” var med sangen ”The Metal”, og den spillede de også. Denne gang var det dog ikke Jack Black og Kyle Gass der sloges med monsteret ”The Metal” på scenen, men derimod en Alien fra et tidligere nummer som kom på scenen igen, og fik en lige højre fra ”The Metal” monsteret. I en anden klassiker ”Beezleboss” var det guitaristen som var blevet besat af Satan, men han blev heldigvis uddrevet på vanlig ”D” manér.

Man kan mene meget om ”Cirkusset” Tenacious D, men de underholder, entertainer og knokler for sagen. Numrene kan godt virke en smule ensartede, og så er der alligevel en del af dem som stikker af i en helt anden retning, hvilket så igen gør det interessant at lytte til. Ingen tvivl om at Jack Black har et imponerende organ (stemmen naturligvis J) og suppleret af Kyle, når de 2 til tider helt vilde højder og samklange, som er en fornøjelse at være vidne til. 

Foto: The Caddy

Alt i alt en meget underholdende oplevelse, på sin egen platte og helt nede på jorden agtige facon. Jeg giver ”D” 5 ud af 6 

Koncertfoto af The Caddy. The Caddy er bl.a. en veletableret koncert og band fotograf. Besøg hans facebook side via nedenstående link:

https://www.facebook.com/Face.the.Caddy

Anmeldt af René Bo Nielsen: 01-08-2013

Så er danske Mercenary tilbage med et nyt udspil, og opfølgeren til Metamorphosis fra 2011. Titlen er Through Our Darkest Days, og er bandets 7 udgivelse siden de blev dannet tilbage i 1991. Ligesom de flest andre bands, så har også Mercenary været igennem deres op og nedture. I 2009 valgte brødrene Morten Sandager på keyboard, og Mikkel Sandager på vokal at forlade bandet, og Mercenarys mangeårige trommeslager Mike Park Nielsen, valgte også at gå nye veje tilbage i 2009. Morten Løwe Sørensen tog så over på trommerne, men forlod så også Mercenary i 2011.

Så bandet har været igennem flere udskiftninger, men nu hvor vi skriver 2013, så er de tilbage igen og med en ny mand på trommerne. Peter Michael Mathiesen er navnet, og han gør det aldeles fremragende, skulle jeg hilse og sige! Hans trommespil er teknisk flot, og med en masse variation, dette høres med al tydelighed på cdens 2 skæring, Welcome To Sickness, og på de øvrige 9 numre.

Hvis jeg skal nævne mine favoritter på Through Our Darkest Days, så er det blandt andet tittelnummeret, hvor Martin Buus Pedersen, får vist sit fantastiske og gennemførte talent på guitaren. Men også 10 og sidste nummer Holding On To Serenity, er jeg også ret begejstret for . Det er fedt at høre at høre hvilken spændevidde sanger og bassist, René Pedersen har i sin vokal, og han folder rigtig sin vokal ud på dette nummer.

Der er ingen af Through Our Darkest Days 10 numre, der på nogen måde falder igennem, og ikke holder en vanvittig høj standard, og dette er for mig et klart bevis på, at på trods af det kaos og de udskiftninger bandet har været igennem, så er de tilbage i topform! Det er Through Our Darkest Days, et klart og endegyldigt bevis på.

Through Our Darkest Days er udkommet på Noise Art Records/Target Distribution.

Luke Gasser - Retribution

Anmeldt af Peter Letting: 21-07-2013

Luke Gasser fra Schweiz har udgivet nyt album Retribution 22.03.2013 via det tyske selskab Fastball Music. Luke Gasser kommer som skrevet fra Schweiz og er en temmelig erfaren herre, med 10 tidligere albums og medvirken i 10 film på CV’et. Han har sågar også skrevet en bog. Trods det lange CV er han ikke et kendt navn i min verden. Måske fordi det ser ud til at hans primære fokus har været den tysk talende del af verden. Og selvom jeg taler udmærket tysk og da også fra tid til anden hører lidt Rammstein J, så erkender jeg blankt at tysk ikke er mit foretrukne sprog når det kommer til sang tekster og film.

Hans nye album Retribution er dog, ligesom titlen, helt igennem på engelsk, og det falder mig nu engang mere naturligt at lytte til engelske tekster. Luke bevæger sig på sin nye plade et sted imellem Sing-A-Song writer stilen og den bløde rock. Vel er der da meget godt gang i de fleste numre, men det er på den her Bruce Springsteen / Bob Dylan agtige måde.

Det er på en måde en let og glad skive, som man sagtens kan tåle at høre flere gange. Luke har en lidt speciel stemme, men den passer såmænd fint til stilen, og det er jo meget heldigt når nu han selv har skrevet de fleste numre.

Jeg kan læse flere steder at Luke har en forkærlighed for AC/DC, og måske er det da også derfor at han på dette album har lavet en akustisk version af det gamle nummer ”She’s Got Balls”. En OK version, men dog ikke nær så hårdtslående som den originale, men det ville nu også have undret mig.

Band besætningen ser således ud Luke Gasser (vocals, guitars, mandolin, percussion, harmonica), Thomi Imhof (bass, backings), Thomas Wild (drums) + Doro Pesch (co-vocals # 8)

Retribution udkom 22. marts via Fastball Music.

Rent musikalsk, hvad har vi så egentligt og gøre med? Tja, det er lidt af en blandet landhandel! Men flere af numrene er i stilen melodisk heavy rock, og enkelte af numrene er mere over i den melodiske metal. Jeg syntes jeg kan høre Starbreaker, og Allen-Lande, i en del af numrene. Altså en blanding af yderst kompetent melodisk heavy rock og metal, med gode melodier, og hamrende fedt guitarspil. I det hele taget oser cden af kvalitet, men det er ikke kun på grund af Magnus Karlson. Alle de dygtige musikere der medvirker på udgivelsen, er også med til at gøre den til den lille perle den er.

At Magnus Karlson har valgt og bruge, ikke mindre som 9 sangere på dette projekt, anser jeg som et KÆMPE plus. De tilfører nemlig hvert enkelt nummer, sit eget præg og det er også med at at gøre cden mere spændende og lytte til. Men Daniel Flores(The Codex), bør også roses for sit fantastiske og varierede trommespil.

Så jeg har INGEN problemer med, at anbefale den udgivelse her. Både hvis man er fan af Magnus Karlsons tidligere udgivelser, men også som ny kommende fan kan man roligt hoppe med på den her. Den giver et godt indblik i Magnus Karlsons musik, og så er der ligeledes så mange kendte og dygtige musikere med, at bare det i sig selv gør den værd at købe.

Magnus Karlsons Free Fall udkom 14. juni på Frontiers Records.

The Poodles - Tour De Force

Anmeldt af Peter Letting: 20-06-2013

Svenske The Poodles er på gaden med deres 5 album Tour De Force. Albummet udkom 17 maj 2013 på Frontiers Records. Selvom det er deres 5. album, og selvom de kommer fra nabolandet Sverige, så havde jeg aldrig hørt om The Poodles før nu. Men der kommer jo også rigtig meget musik ud af Sverige, så det er svært at nå det.  

Bandet består af 4 medlemmer: Jakob Samuel - vokal, Pontus Egberg - Bas, Christian Lundqvist – Trommer og Henrik Bergqvist - Guitar.   

The Poodles spiller iørefaldende melodisk metal (Glam Metal, om man vil), af den slags som man ikke bliver hverken overrasket af, eller bange for. Til gengæld er det dejligt ukompliceret og man kan bare læne sig tilbage og nyde turen. Hvis man er til Van Halen, Aerosmith og Bon Jovi, så tror jeg at man vil kunne lide The Poodles nye skive.  

De 2 første numre er der god gang i. ”Misery Loves Company” og Shut Up”, er fede numre fra start til slut, med god melodisk rytme, og til tider tunge passager, så man ikke glemmer at det ER en heavy plade. Jakob har en super fed stemme. Høj og klar på de skarpe passager, men også med god styrke og sound på de mere stille steder. Han bakkes glimrende op af herlige guitar fiflerier fra Henrik og den taktfaste rytme sektion fra Pontus og Christian.   

Nummer 6 ”Leaving The Past To Pass”, er skivens ballade, men faktisk en OK en af slagsen. Herefter stiger tempoet lidt igen, og stilen fra de første numre genoptages. Desto flere gange jeg hører skiven, desto flere små nuancer opdager jeg, og den bliver faktisk bare bedre og bedre, så jeg er glad for at jeg ikke bare lagde den til side efter første gennemlyt, med tanken om at den var endnu ”én af mange” skiver, som ikke siger mig noget.  

Sidste nummer 13 findes kun på det fysiske album. ”En För Alle För En” er en slagsang til det svenske ishockey landshold i forbindelse med verdensmesterskabet, som blev afholdt i Stockholm, og som Sverige vandt. Sangen er noget mere ”folkeligt” poppet, men det skal en slagsang jo nok være, og til trods for det, er den egentlig meget god. 

Tour De Force udkom 17. maj via Frontiers Records. 

    (4 ud af 6) 

Besøg The Poodles på Facebook her.
__________________________________________________________________

Anmeldt af Peter Letting: 14-06-2013 

Finske Timo Tolkki (tidl. Stratovarius) er ude med nyt album og ny besætning. Albummet hedder The Land Of New Hope og bandet kaldes Timo Tolkki’s Avalon. Albummet blev udgivet 17 maj 2013 på Frontiers Records. 

The Land Of New Hope, er en metal opera som omhandler en verden i år 2055, som er ødelagt og plaget, og hvor en lille skare af overlevende leder efter netop The Land Of New Hope, som er det forjættede land, hvor alt bliver godt igen. 

Timo har skrevet et storladent album med store stemmer og masser af store musikalske arrangementer. Det er naturligvis et heavy metal album, men det er et meget varieret et af slagsen. Det som gør det så varieret er bl.a. det faktum at der er ikke mindre end 6 forskellige sangere indover albummet, heriblandt Elize Ryd, som er en fremragende kvindelig sanger. Vi må jo indrømme at der er langt imellem de kvindelige sangerinder på heavy metal albums, og hende her kan tilmed synge, så hårene rejser sig på armene. 

Jeg har ikke nogen personlig erfaring med nogle af hverken sangerne eller musikerne på dette album, men besætningen kommer her: Timo Tolkki (guitar og bas), Michael Kiske (sang - Unisonic), Elize Ryd (sang - Amaranthe), Rob Rock (sang - Impellitteri), Russell Allen (sang - Symphony X), Sharon Den Adel (sang - Within Temptation), Tony Kakko (sang - Sonata Arctica). Jens Johansson (keyboard - Stratovarius), Derek Sherinian (keyboard - Black Country Communion), Mikko Härkin (keyboard - Sonata Arctica), Alex Holzwarth (trommer - Rhapsody of Fire), Sami Boman (orchestrations) og MagdalenaLee (opera vokal). 

Som det ses er der gjort meget ud af at hente stemmer ind fra nær og fjern, og det er med til at give albummet en rigtig god stemning og nogle store vokale præstationer, som giver associationer til opera’en, hvilket sikkert også var planen. 

Musikalsk synes jeg der er mange ”klassiske” heavy takter fra 90’erne, og jeg sad undervejs og tænkte på kunstnere som Ronnie James Dio og Yngwie Malmsteen. Dermed er ikke sagt at stilen er 90’er agtig, for albummet er bestemt ”2013”, men derfor kan der sagtens trækkes paralleller. 

De første par gange jeg var igennem albummet, var jeg egentlig en smule skuffet, og kedede mig lidt. Syntes ikke rigtig at der var noget særligt at komme efter. Men efter at have lyttet skiven igennem nogle flere gange, er det som om at den fortæller mere og mere, og nu føler jeg mig egentlig ganske godt underholdt.

The Land Of New Hope udkom 17. maj via Frontiers Records.

Diamond Lane – Sapphire 

Anmeldt af Calle: 13-06-2013 

Jeg har tidligere anmeldt en EP og et fuld længde album med amerikanske Diamond Lane og nu har bandet sendt deres nye 5-track album Sapphire til mig, som jeg nu har gennemlyttet en del gange. Bandet består af Brandon Baumann (vokal), Jarret Reis (guitar), Ray Zhang (bas), Frankie Lindia (guitar) og Zak St. John (trommer). De tre førstnævnte var også med på førnævnte fuld længde album ”World Without Heroes”, men de to sidste er nye mænd i bandet. Stilen som Diamond Lane spiller er modern hard rock.

Jeg var godt tilfreds med bandets førnævnte udgivelser i mine tidligere anmeldelser. Bandet havde rykket sig en del fra EP’en ”Save The City” til fuld længde albummet ”World Without Heroes”, som udkom for præcis 2 år siden. Har de så rykket sig endnu mere? Ja, det synes jeg faktisk de har. Og de fem nye sange har en overordnet god feeling og der er en gennemgående fed groove gennem de blot 18 min., som er den samlede varighed på albummet. 

De fem sange på Sapphire er titelnummeret ”Sapphire” (se musikvideo her) samt ”What I Am”, ”Haymaker”, Hey Hell Yeah” og ”Ain’t Comin Back”. Alle fem sange rammer et højt niveau og jeg vil ikke fremhæve et nummer frem for et andet og jeg synes bestemt man skal tjekke bandet ud. Det er fed hard rock og man kommer nemt i party stemning, når man sætter skiven på anlægget. 

Sapphire er indspillet henover 13 dage i GoDaveyGo Studios i North Hollywood og producer er Rev. Tom Chandler og Davey Rieley. Chandler var også producer på det forrige album. Albummet har en super lyd og der kan ikke sættes en finger på det produktionsmæssige. 

Så er du til velproduceret musik med fede guitar riffs, gode melodier og en yderst kompetent vokal, så bør du erhverve dig Sapphire (og bandets tidligere udgivelser).

Sapphire udkom 2. juni 2013.

Anmeldt af Calle: 12-06-2013 

Agony Of Choice kommer fra Helsingborg, Sverige og de blev dannet i 2010. Nuværende line-up har eksisteret siden 2011 og består af David Jansson (sang), Jean-Claude Corbeil (guitar), Marcus Finnberg (guitar), Lloyd Dyson (trommer) og Daniel Nerhagen (bas). Safety Off er bandets første EP, men de har tidligere lavet tre demoer. 

Denne EP er mit første bekendtskab med bandet og jeg synes godt om deres musik. Stilen er en blanding af post-grunge og moderne metal. Der er fire sange på Safety Off og første skæring er sangen ”Shackles”, som er min personlige favorit på skiven. Sangen er godt bygget op og der er en helt udmærket melodi gennem sangen. Herefter kommer ”Evil, som har en mere tung og dyster stemning, hvilket også fungere ret godt. Den efterfølges af ”Bob Steele”, som er en god variet sang. EP’en afsluttes af ”Shotgun Diplomacy”, som er den mest heavy sang på Saftety Off. Alt i alt er det fire gode sange med masser af energi og power og jeg ser et godt potentiale i bandet. 

Bandet har selv finansieret og produceret EP’en og det har de gjort udemærket. Lyden er tung og instrumenterne ligger godt i forhold til hinanden. Det krævede dog lidt tilvænning at blive fortrolig med David’s stemme. Han læsper en lille smule, men derudover fungerer stemmen godt i forhold til musikken. 

Der er ikke noget nyt og unikt over bandets musik, men det de gør, gør det godt og jeg kan derfor godt anbefale folk at tjekke dem ud. Forhåbentlig bliver der en dag mulighed for at høre et fuld længde album fra dette band. Med ”kun” fire sange, kan det normalt godt være svært at bedømme et band, men Agony Of Choice har skrevet fire rimelig varierede sange. 

Safety Off udkom i marts 2013.

Psy:Code - Cause And Neglect 

Anmeldt af Peter Letting: 06-06-2013 

Jeg har kæmpet mig igennem albummet, som nok er liiiige en tand for tungt til min smag. Faktisk er musiksiden fantastisk god og varieret, men vokalen er for meget. Den er stort set ens hele vejen, og mangler totalt variation, hvilket desværre bare giver en mur af støj, som jeg bliver træt i hovedet af at høre på.  

Derfor har jeg måttet tage skiven i små bidder. Jeg er udmærket klar over at den type råbe vokal / growl hører til genren, og mange fans vil sikkert ryste på hovedet og kalde mig ”gammel”. Jeg kan også sagtens håndtere den type vokal i små doser, men 12 numre i streg, bliver sq for meget.  

Det er faktisk ret ærgerligt for nedenunder den belastende råbe vokal ligger faktisk et stort værk i instrumentale spidsfindigheder, som i min vurdering totalt drukner i denne produktion. Stor rytme præstation i tromme sektionen samt på bas siden, og spændende guitar variationer, tilsat diverse tempo og rytme skift. Jeg savner bare at kunne finde ind til det igennem vokal siden.  

Bandet består af følgende 5 medlemmer:  Schou (vocals), SteiN (guitar(, Dag (bas), JezpR (guitar) og Gøtsche (trommer).  

Albummet får 2½ ud af 6, da det desværre ikke er en skive som kommer til at ligge længe i min afspiller. 

Cause and Neglect udkommer 10. juni via Mighty Music / Target Distribution.  

   (2½ ud af 6)

Besøg Psy:Code på Facebook her.
_______________________________________________________

Anmeldt af Peter Letting: 03.06.2013 

De er fra henholdsvis Tyskland, Schweiz og Brasilien, og den skive de sammen har fået produceret har stort potentiale og jeg føler mig meget privilegeret over at have fået den serveret, for hvem ved om jeg ellers nogensinde var faldet over dette fantastiske band. Deres debut album med titlen Himalaya er udgivet 5. april 2013.  

Stilen er melodisk metal. Jeg synes der er en rigtig fin balance imellem de rigtig tunge passager og de lettere. Jeg indlæste albummet i iTunes, som kategoriserer genren som værende POP. Selvom albummet ikke hører til de tungeste, vil jeg ikke give iTunes ret i at det er POP. Men bandet formår at blande de meget tunge rifs, med rigtig lyttevenlige strofer, hvilket giver en helt fantastisk lækker oplevelse. 

Første nummer ”Misunderstood” er et godt eksempel på denne stil, og de første 6 numre lander direkte på min musikalske hylde, i samme medrivende og iørefaldende stil. Nummer 2 ”Stereo / Stereo” kunne være en blanding af Nirvana og Volbeat. De 2 følgende numre ”Saturday Leash” samt ”Mescaline” banker af sted med samme energi niveau, og alligevel afløst af små fine passager, som giver skiven masser af liv og foranderlighed.  

De 3 drenge her beviser med al tydelighed at man ikke behøver andet end et trommesæt, en guitar og en bas, og naturligvis en overbevisende vokal. Jo, har en super vokal til denne genre. Jeg synes han minder om en fusion af James Hetfield fra Metallica og Michael Poulsen fra Volbeat. Meget varieret vokal med både power og indlevelse.  

Jeg har nu hørt skiven adskillige gange, og kan slet ikke slippe den igen. Det vil helt sikkert være en skive der for mit vedkommende vil gå over i musik historien. Fantastisk arbejde.

No Man Eyes - Hollow Man 

Anmeldt af Peter Letting: 30-05-2013 

Der er en SUPER fed rytme sektion i det her band. Trommerne er helt forrygende og har en stor og fremtrædende plads på samtlige numre. Masser af rytme og temposkift, små listige solo udbrud, og masser af rå power i maskinrummet. Sådan kan jeg lide det. Genren er både hurtig og tung, men til tider også lettere tilgængelig. Jeg synes der er stor variation henover hele skiven og den når aldrig rigtig at blive kedelig, heldigvis.  

Vokalen er temmelig speciel. Meget clean og høj, faktisk stik i modsætning til hvad jeg ville forvente til denne type musik. Men kontrasten virker rigtig godt, og jeg bliver ikke ligeså træt i ørene af at høre en klar vokal fremfor en dyb growl hele vejen. Skulle man sige noget, kunne vokalen måske godt blive lidt mere rå til tider, men det er jo detaljer. Selvom trommerne fylder meget, er der lige dele guitar lir, med masser af skalaer og harmonier, så jeg kan kun anbefale denne nye skive. 

Hollow Man udkommer 10. juni via Mighty Music/Target Distribution.

    (4 ud af 6)

Besøg No Man Eyes på Facebook her.
___________________________________________________

Tracer – El Pistolero 

Anmeldt af Calle: 25-05-2013 

Tracer er en powertrio fra Australien og bandet består af Michael Brown (guitar/sang), Jett (bas/sang) og Andre Wise (trommer). Bandet blev dannet i 2004 og El Pistolero er deres andet fuld længde album. 

Tracer’s stil kan bedst betegnes som en blanding af 90’er grunge/stoner rock og klassisk 70’er rock og bandet nævner da også Led Zeppelin, Kyuss, Jimi Hendrix, Audioslave, Soundgarden og Foo Fighters som nogle af deres inspirationskilder. 

Der er 13 sange på El Pistolero og albummet er fyldt med fede guitar riffs, tunge rytmer, super vokal og en virkelig dynamisk high-energy power feeling. Tempoet er tungt og godt varieret og man føler på intet tidspunkt at albummet er kedeligt. Tværtimod så åbner der sig nye spændende elementer for hver gennemlytning. Mine personlige favoritter på albummet er titelnummeret ”El Pistolero”, afslutningsnummeret ”Now I Ride”, ”Lady Killer”, ”Dead Garden” og albummets efter min mening bedste skæring ”Dirty Little Secret”. Den eneste sang der ”falder lidt ved siden af” er den spaghetti-western-inspirede sang ”Until The War Is Won”. Men alt i alt er det 13 gode sange, som er at finde på dette album. 

Som producer har bandet valgt ingen ringere end Kevin Shirley. Han har tidligere arbejdet med bands som f.eks. Iron Maiden, Slayer, Aerosmith, Rush, Led Zeppelin og Silverchair for bare at nævne et par stykker. Han har udført et rigtig godt stykke arbejde med bandet, lyden og selve produktionen. Men hvorfor skulle han ikke også det?!? 

Jeg gad godt opleve bandet live og de har faktisk spillet i Danmark tilbage i 2009, men dengang kendte jeg dem ikke. Jeg håber de kommer forbi vores breddegrader i nær fremtid, så jeg kan få den mulighed. Men indtil da kan jeg kun anbefale rock folket derude, at tjekke dette album ud. Især hvis du er fan af Audioslave, Soundgarden og Queens Of The Stone Age. 

El Pistolero er ude via Mascot Records/Warner Music Denmark.

Anmeldt af Calle: 25-05-2013 

Københavnske Black City er ude med deres andet album Fire og bandet har meget at leve op til efter deres meget anmelder roste debut album ”Black City” fra 2010 og ikke mindst singlen og radiohittet ”Summertime”. Bandet består af Bjørn Poulsen (sang/guitar), Kristian Klærke (guitar), Anders Borre (bas) og Jakob Bjørn Hansen (trommer). 

Kan de så leve op til debuten? Efter min mening er svaret meget enkelt. Ja, det kan de!! Der er elleve sprøde skæringer på albummet og bandet sprudler af energi og spilleglæde. Der er tale om dansk rock i verdens klasse og bandet virker meget sammenspillet. Fire er sprængfyldt med fede guitar riffs og der er en gennemgående rå energi og stor attitude på albummet, som burde få selv den største solariebrune-steroide-pumpede-tank-top-jernløftende-fitness-fyr til at føle sig lille. Og sangene holder efter min mening 100 %. !!!! 

Som sagt synes jeg alle elleve sange er fede, men de sange der efter min mening springer bare en anelse mere ud end de andre er ”Here Comes The Rain”, ”Hey Now”, ”How To Smile With A Broken Heart” og min personlige favorit ”The Day My Hero Died”. Musikkerne kan deres kram og Bjørn’s stemme passer perfekt til musikken og samtidig virker bandet godt sammentømret. 

Skal man sammenligne Black City med andre bands, så kan man ikke komme uden om Foo Fighters, men også et band som Queens Of The Stone Age og de danske bands Bullet Train Blast og D-A-D. 

Fire er produceret af Nick Foss, som bl.a. er kendt for sit samarbejde med D-A-D og Dizzy Mizz Lizzy. Ifølge presseskrivelsen har Nick været med i en stor del af processen, allerede fra han besøgte bandet i øvelokalet og hørte sangen ”Here Comes The Rain”. Hans mission var at få ”den gode sang med det fede riff og den fede energi ud” og det må siges at være a mission accomplished. 

Så min opfordring herfra skal lyde: gå ud og køb albummet, sæt det på anlægget og indstil volumen på max. Det er rock med stort R, det er dejligt og det skal høres højt og sidst men ikke mindst - det er dansk!!!!

Fire er ude via Mermaid Records.

Vi har at gøre med et band som er startet tilbage i 1998 og dette er deres 3. studie album, så man kan vel næppe kalde dem for ”tyndslidt”. (de to forrige album "Burning Rain fra 1999 og "Pleasure To Burn fra 2000, er begge genudgivet ligeledes via Frontiers Records). Bandet tæller tidligere Whitesnake og DIO medlemmer, så det er tydeligt hvor energien kommer fra. Til gengæld synes jeg at stilen minder mig om Thunder fra midt 90’erne.  

Bandet består af: Doug Aldrich (lead & rhythm guitar), Keith St. John (vocal), Ian Mayo (bas) og Alex Makarovich (trimmer). 

Stilen er klassisk rock, men dog med en ualmindelig veloplagt guitar fra Doug. Det var også Doug som i sin tid startede bandet, og det er tydeligvis hans guitar og Keith's vokal som bærer denne udgivelse frem. Skiven byder på både de hårde / tunge numre og de mere stille. Jeg synes personligt at de er sluppet bedst fra de hårde numre, men måske skal man bare give de stille en chance mere.

Udover åbningsnummeret synes jeg at ”Till You Die” og ”Pray Out Loud” er de absolut bedste numre på denne skive. Resten af skiven er også OK og ganske lytbar, men falder dog mere ind i kategorien af numre som ikke decideret skiller sig ud. Jeg giver skiven 4 ud af 6.

Epic Obsession er ude via Frontiers Records.

Lyt til Burning Rain: http://www.reverbnation.com/burningrain
_________________________________________________________________

Anmeldt af René Bo Nielsen: 20- 05 – 2013

Så er tiden kommet til, en anmeldelse af Voodoo Circles nye cd More Than One Way Come. Bandet består af tyske og britiske musikere, som Alex Beyrodt der spiller guitar, og tidligere har en fortid i tyske Primal Fear. Ligeledes er vokalisten David Readman, også at finde i Voodoo Circle. Han er også med i hard rock bandet Pink Cream 69. Så vi har også gøre med erfarne og yderst kompetente musikere i Voodoo Circle, hvilket selvfølgelig også afspejler sig i skivens 14 skæringer.

More Than One Way Come, er gruppens 3 cd og hvad har vi så egentligt at gøre med rent musikalsk? Jo, fra første nummer "Graveyard City", er det MEGET tydeligt at bands og ikoner som Whitesnake, Rainbow, og Deep Purple, ikke har levet forgæves! Der er ærlig talt ikke den store orginalitet, at spore i Voodoo Circles musik, så hvis det er det man ønske som lytter, så bør man måske nok kigge et andet sted, for mig er det et rent rip off af førnævnte grupper, som alle havde deres storhedstid i de gyldne 70ere og 80ere. Desværre....

MEN er man til medrivende, og teknisk veludført hardrock og heavyrock af den gamle skole, så hop endelig med på vognen her. For mig som lytter og fan af denne slags musik, så er det at blive underholdt, langt vigtigere som et band forsøger at gøre noget de måske ikke helt evner. Voodoo Circle er professionelle til fingerspidserne, og mange af numrene rummer virkelig flot guitarspil, og fantastisk vokal fra David Readman, som har en vokal der minder om Whitesnakes David Coverdale, da hans stemme stadig var yderst kraftfuld. Jeg har egentligt svært med at pege nogle favorit numre ud, da ALLE holder en ret så høj standard. Er man til god gammeldags old fashion hardrock og heavyrock, så tøv endelig ikke med at tjecke More Than One Way Come ud. Jeg er i hvert fald sjældent blevet SÅ godt underholdt, og det er ærlig talt en fornøjelse.

More Than One Way Come er udkommet på AFM Records.

     (5 ud af 6)

Lyt til Voodoo Circle: http://www.voodoocircle.de/
____________________________________________________

Anmeldt af Peter Letting: 14-05-2013

Som ”gammel” D-A-D fan har jeg jo praktisk taget fulgt dem hele deres karriere, fra det første album i 1986 ”Call of the Wild”. Jeg ved godt at de startede allerede i 1982, men jeg mindes ikke at have hørt dem før de udkom på ”vinyl”. Jeg er stadig pjattet med det gamle ”cow-punk” fra de tidlige år, og jeg har også oplevet dem live (ganske vist kun en enkelt gang, i Ballerup Super Arena). Jeg må sige at de lever op til navnet som ”Danmarks bedste live band”.  

Jeg har allerede DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK albummet i samlingen, og må blankt erkende at det aldrig rigtig er blevet mit favorit album. Jeg kan godt lide nummeret ”I Wan’t What She’s Got”, men resten af numrene synes jeg ikke rigtig træder i karakter. Man skal ikke hænge sig i fortiden, og det er da rart at D-A-D har flyttet sig fra fortidens bedrifter, men jeg mangler altså noget på den seneste udgivelse. Jeg synes på en eller anden måde at det er lidt FOR mainstream til D-A-D.  

CD 2 i dette sæt lægger ud med accoustic versioner af 5 numre fra CD 1. Jeg er og bliver ikke tilhænger af akustiske versioner af rock numre. Jeg synes bare man tager livet ud af numrene når man tager strømmen fra dem. På den anden side giver det jo en anden og anderledes indlevelse, men jeg falder ikke for det, heller ikke denne gang. De sidste numre på CD 2 er taget fra en Live koncert i Falconer salen, og hvis der er noget D-A-D kan, så er det at starte en fest på en scene. Når man lige falder i den rigtige Live stemning, så fungerer den del af sættet faktisk ret godt. Det er super at genhøre noget af det ”gamle” materiale, og stemningen siver heldigvis ud gennem højttalerne.  

Jeg vil konkludere at det er en lidt blandet følelse jeg har til denne udgivelse og jeg ender med at give dem. 

DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK (Deluxe Edition) udkom 22. marts via AFM-Records.  

   (3 ud af 6)

Lyt til D-A-D: http://www.d-a-d.dk/
____________________________________________________

Anmeldt af Peter Letting: 13-05-2013 

Divided Multitude er ude med nyt album, udgivet 19 april. Titlen er Feed On Your Misery. Besætningen består af : Christer Harøy (guitar), Sindre Antonsen (vokal), Anders Vinje (trommer), Rayner Harøy (bas) og Eskild Kløften (keyboard).  

Divided Multitude er fra Norge og grundlagt tilbage i 1995. De har tidligere turneret i Danmark, men er helt nye for mig. Albummet lægger ud med et lille minuts intro i spansk guitar stil, som så glider over i anden skæring, som også er titel nummeret ”Feed On Your Misery”. Super fed start på albummet, da de 2 numre på trods af deres meget uens genre, glider over i hinanden.  

”Feed On Your Misery”, er et nummer lige efter mit hoved. Det er tungt, hurtigt og progressivt på en gang. Jeg har hørt masser af progressiv metal, og til tider bliver det sq en anelse FOR eksperimenterende, og så ryger min kæde af, men jeg synes Divided Multitude holder sig på stien og leverer varen. Det er tilpas skævt og alligevel ”straight forward” i god, klassisk heavy metal stil.  

Når jeg falder over et album, som starter så fedt som dette, så håber jeg altid at vokalen følger med, og det gør den her. Dejlig rå og rock’et heavy stemme med masser af variation.  

Hele albummet er gennemsyret af lækre guitar harmonier, keyboard spil i særklasse, og en rytme sektion i konstant søgen efter variation, og alligevel med taktfast styring af sagerne.  

Jeg kan virkelig kun anbefale at lægge øre til dette album, med al dets mangfoldighed. Jeg giver albummet 5 ud af 6, hvilket gør det til et af de 2 bedste albums i 2013 efter min mening. 

Feed On Your Misery udkom 19. april via Nightmare Records.

Lyt til Divided Multitude: http://www.myspace.com/dividedmultitude
____________________________________________________

Anmeldt af Peter Letting: 07-05-2013 

Bandet er startet af Allan Cotterill a.k.a. Jeremy Thirteenth i 2007, men i 2011, havde resten af bandet forladt ham og han var igen alene. Han har dog formået at samle endnu et komplet band under samme mundrette navn. 

Coveret og titlen i sig selv, skriger jo nærmest af ”horror”, og det er da også den vare man får ud igennem højttalerne. Introen er med knirkende døre, kirke-orgel og skræmmende latter og skrig, så det kunne ikke starte meget ”værre”. Faktisk er introen et sjovt lille nummer, der leder tanken hen på noget artisteri,
eller noget teater forestilling af en art, og allerede her fornemmer man at bandet har en rød tråd igennem numrene. 

Det er bestemt ikke kedeligt at sætte gang i denne skive. Dr. Gruesome har så sandelig en meget markant og gennemtrængende vokal, som heldigvis har mange facetter. 

Skæring 2 ”The Gruesome Gory Horror Show” er mere heavy end introen, og der bliver gået til vaflerne. Det er underholdende og velspillet. Betegnelsen ”The Horror Crew” bliver flittigt brugt om dem selv, og med titler som ”Will You Meet Me In The Graveyard” og ”Halloween Means Death”, så tror jeg de mener det. 

Det meste af skiven kan vel gå under betegnelsen Heavy Metal, men der er masser af andre genrer blandet ind over i en skøn blanding, uden at det bliver underligt. 

Med starten på skæring 8 ”Zombie Romance” , sættes man pludselig tilbage til noget Beach Boys eller lignende fra den tid, men der skiftes markant spor efter ca. 2 min. og resten af nummeret har noget mere fart på. Hvis er til heavy med et twist af ”Finsk underlighed”, så er Snow Whites Poison Bite sikkert lige noget der kan bruges.

Besøg Snow White's Poison Bite på facebook her.
___________________________________________________

Anmeldt af Calle: 25-04-2013 

HeyWire er et dansk heavy metal band fra Fredericia, som har spillet sammen i ca. 20 år. Bandet består på Woven In Metal Core af Anders Mandrup (bas og sang), Jørgen Hansen (keybeards), Jay Jayson (guitar), Taz plummer (trommer).  

Stilen bandet spiller er klassisk melodisk heavy metal med symfoniske elementer. Der er tunge rytmer, stemningsfulde guitarer, karismatisk vokal og dertil skal lægges lidt keyboard. Sangene, musikken og vokalen er efter min mening meget varierende på de fire sange, der er at finde på EP’en. Min personlige favorit er helt klart sang nr. 2 ”Love”. Det er efter min mening den sang der har den bedste melodi og samtidig har den et rigtig godt omkvæd. ”Mad Dog 20-20” er også en god sang, som ligeledes har en god melodi og et fængende omkvæd. Eneste negative ved denne sang er keyboardet, som lyder meget ”discount” agtigt. Overordnet set er det i omkvædene bandet efter min mening virker bedst og selve opbygningen af sangene fungere også godt. Dog virker EP’ens sidste to sange ”This Way” og ”Look N’ Learn” forholdsvis middelmådige i mine ører.  

På et fuld længde album kan der godt være et par sange, som falder lidt ved siden af, men når man udgiver en EP med fire sange, så bør de samlet set ramme et højere niveau. Derfor synes jeg HeyWire mangler lidt for at ramme helt plet. Men jeg vil helt sikkert se frem til en evt. fuld længde udgivelse fra bandet. 

Woven In Metal Core er indspillet i Jailhouse studios I Horsens og det er mixet og masteret i Lioncave studiosi Århus. 

HeyWire skulle efter signet være et rigtig godt live band og de har da også spillet opvarmning for bl.a. Deep Purple og Dio. Selv har jeg endnu ikke oplevet dem live, men får jeg muligheden, så skal jeg nok dukke op.  

Woven In Metal Core er ude. 

   (3 ud af 6)

Lyt til HeyWire: http://www.reverbnation.com/heywirerock
___________________________________________________

Anmeldt af Peter Letting: 25-04-2013 

Første skæring er meget massiv og tung, men har samtidig meget luftige passager. Musikken virker en anelse mekanisk og nærmest tekno agtig, men samtidig tung og metallisk. Underlig blanding. Selv kalder de deres genre for ”Electropop” eller ”Experimental Rock” 

På toppen ligger 2 vokaler. Den ene blid, klar og mild. Den anden råbende, larmende og voldsom. Egentlig kan jeg godt se ideen med de 2 vokal typer, blandet ind i hinanden, som en slags ”nat og dag”, men det virker ikke rigtig for mit følelses register. Jeg tager mig selv i at vente på den ”råbende” vokal og hade den.

Efter første nummer går der lidt af det heavy, og mere over i noget maskinelt tekno pop. De næste numre minder utroligt meget om hinanden, med en mekanisk og kedelig bund, og samme vokal ”duel” på toppen, så det bliver i længden temmelig kedeligt. Jeg HAR rent faktisk hørt albummet til ende, men jeg synes ikke rigtig at jeg kan fremhæve nogle højdepunkter. 

Jeg læste den oprindelige beskrivelse af albummet, og havde måske lidt for høje forventninger. Bandet er fra USA og består så vidt jeg har kunnet finde frem til kun af 2 medlemmer: Matthew ”The Bunny” Tybor – Screaming vocals. 

Stories udkom 16. april via Victory Records. 

  (2 ud af 6)

Besøg The Bunny The Bear på Facebook her.
___________________________________________________

Anmeldt af Peter Letting: 18-04-2013 

Det svenske band Cult Of The Fox er ude med endnu et album med titlen Angelsbane. Albummet udkommer 19 april 2013, på Rock It Up Records. Bandet er grundlagt i 2007 og består ud over en del special guests af: Daniel Fritze (trommer), Peter Svensson (bas og backing vocals), Erika Wallberg (guitar) og Magnus Hultman (lead vocals).  

Der kommer rigtig meget god og lækker heavy metal ud af Sverige, men Cult Of The Fox er desværre ikke iblandt mine favoritter fra den kant. 

For det første bryder jeg mig ikke rigtig om vokalen, som på en eller anden måde bliver kunstigt dyb uden rigtig at kunne bære det. Det skal dog siges at vokalen også skifter stil igennem albummet, så der findes da også passager hvor jeg kan være med. Nogle trækker paralleller til King Diamond, men det eneste sted jeg kan se den sammenligning er i titel nummeret ”Angelsbane”, hvor der lige er en ret høj vokal ind over. 

Numrene og stilen er ”skæve” på en eller anden forkert måde. Jeg er normalt ellers meget begejstret for de lidt skæve eksistenser indenfor heavy genren, men her rammer de på en eller anden måde helt forbi min smag. Jeg synes til tider det virker falsk og ude af sync, men det kan naturligvis være et bevidst valg, som jeg bare ikke synes om. 

Jeg kan som sådan godt lide at stilen er holdt i 90’er heavy stil, men jeg må nok erkende at jeg finder numrene en anelse kedelige. Så alt i alt en lidt flad oplevelse, som jeg vil give 1½ ud af 6. 

Angelsbane udkommer den 19. april via Rock It Up Records.

Lyt til Cult Of The Fox: http://www.cultofthefox.com/index.html
____________________________________________________

Blacklist Union - Til Death Do Us Part 

Anmeldt af Peter Letting: 18-04-2013 

Samtlige numre er velskrevet, og hænger godt sammen. Vokalen er ren og behagelig, men samtidig tilstrækkelig afvekslende. Bandet kommer fra Los Angeles og har eksisteret siden 2004 og blev startet af frontmand og sanger Tony West. På denne skive er det mit indtryk at besætningen er sammensat af mange forskellige kunstnere, men hovedparten af sangene er indspillet sammen med tidligere medlemmer fra bandet Saliva. 

Jeg synes at vokalen og nogle af stroferne til tider minder mig om noget Black Sabbath / Ozzy Osbourne. Bandet sættes ofte i samme kategori som Alice in Chains, og det er da muligt, at der er visse ligheder. 

Der er ikke så meget andet at sige udover at, i skal tjekke Blacklist Union ud, OG at jeg har læst i et andet interview med Tony West, at bandet har tænkt sig at drage på Europa turné, men jeg har ikke kunnet finde nogen konkrete informationer eller datoer.

Til Death Do Us Part er ude via Blu Records/Head First Entertainment.

    (4 ud af 6)

Lyt til Blacklist Union: http://www.reverbnation.com/blacklistunion
____________________________________________________

Nico har en fed energi som sanger, en rå energi som kræver sin mand (sorry tøser... ikke alle kan være som Angela Gossow fra Arch Enemy) Andreas Koll og Josh på guitar er en ren fryd at lytte til og Morten på bas samt Andreas på trommer leverer en solid bund.

Jeg ville så gerne kunne være så go' at jeg kunne finde noget de kunne gå hjem at øve sig på til næste udgivelse - men det kan jeg ikke..

Der er variation og flot produktion, og det er meget svært ikke at være stolt over at vi kan fostre bands som Contrition her i vores lille land. Jeg ved godt at vi i METALsammenhænge er et kæmpe land - og har været det siden 1980'erne, men alligevel....

OPLEV CONTRITION HVIS DU KAN... i mellemtiden er Reflections et godt plaster på ventesåret.

Mindfeeder - Endless Storm

Leonel Silva, som synger, leder tit tanken hen på Paul Stanley (KISS) når denne er bedst - og det er et kæmpe plus i min verden. Men han lyder også "som sig selv".   

Mindfeeder spiller som sagt Heavy Power Metal og det er ægte uforfalsket spilleglæde man får æren af at lægge lyttebøffer til. Man kan ikke undgå at blive lidt hyper når man hører dem. Jeg kan levende forestille mig en fed dobbeltkoncert med Forcentury og Mindfeeder... det ville være en win-win aften.  

Nuno Carranca spiller den ene guitar og synger backing og Nuno “Piri” Serrador spiller den anden guitar. Der er et solidt samarbejde mellem de to Nuno'er, som behersker instrument og genre til perfektion. Sérgio Themudo straffer med bassen og synger også backing, Ricardo Martins er Mindfeeders keyboard wizzard og Henrique Sobral holder det hele sammen med kæmpe energi på trommerne. Mindfeeder har lavet en EP i 2006, men Endless Storm er deres første "rigtige" album.  

Der er et par gæster der blander sig. Det er Piet Sielck, der har en fed stemme som også står for noget af produktionen. Hugo Soares, Artur Almeida og Célia Ramos synger også med som gæster.  

Selve produktionen er flot og fyldig og er i god ballance. Jeg kan kun anbefale at købe denne CD, som har 8 numre. ”Memories (suite in 4 parts” lægger beslag på næsten 10 minutter af éns tid, men det er værd at bruge tiden på lytningen. Der er stor variation fra det typisk tempofyldte til stille og meget smukke og med flotte guitarriffs. 

Endless Storm udkom i marts 2013.

Anmeldt af Calle: 18-04-2013 

Bound By Wire er en dansk rock trio fra Viborg. Bandet blev dannet i 2009 og har siden udgivet tre EP’er, hvoraf Revolution er den ene af dem, og så udgav de sidste år deres debut fuldlængde album ”Bound By Wire”. Denne nye EP er mit første bekendtskab med bandet. Bandet består af Erwin Turcinhodzic (guitar og sang), Christian Nørgaard (bas) og Erik Storm (trommer). 

Bandet spiller hård rock med noget af inspirationen hentet fra 90’ernes ”grunge”, dog med en nyere og opdateret sound. Jeg vil sammenligne dem lidt med andre danske bands som f.eks. Bullet Train Blast, St. Prostitute og Shotgun Revolution, uden dog at opnå helt samme niveau. Jeg har ikke hørt deres tidligere udgivelser og kan kun tale for denne EP.  

Revolution består som sagt af tre sange ”Sugardaddy”, ”Revolution” og ”See Me Falling”, hvor sidst nævnte er min klare favorit. Den har en god melodi og et fængende omkvæd. De andre to sange er ikke dårlige, men bare ikke helt så fængende i mine ører. Det musikalske niveau er på sin vis i orden, men der skal efter min mening arbejdes lidt med vokalen.  

Det er altid svært at vurdere et band på kun tre sange, men Bound By Wire virker som et meget dedikeret band og jeg er sikker på at de vil fremad på den danske rockscene. Jeg vil helt sikkert tjekke deres debut album ud og samtidig vil jeg holde øje med dem i fremtiden. Du kan i skrivende stund lytte til alle tre sange via nedenstående link. 

Revolution er ude. 

    (3½ ud af 6)

Lyt til Bound By Wire: http://www.reverbnation.com/boundbywire
____________________________________________________

Anmeldt af Calle: 17-04-2013 

Jeg har tidligere anmeldt svenske Killer Clan Of F.U.N.’s debut album ”Killer Clan Of F.U.N.” og siden har de udgivet endnu et fuldlængde album ”The World Of Voodoo”. Med denne nye udgivelse har bandet valgt at gå nye veje. I stedet for at udgive et helt album, så har bandet valgt at udgive tre EP’er med titlerne ”Ballin’ The Jack – I, II og III”, som hver vil bestå af fem sange. Og for at det ikke skal være løgn, så har bandet ydermere valgt at udsende sangene enkeltvis og når først alle fem er udsendt, så bliver EP’en lagt på iTunes, Spotify, Amazon m.m. Men nok om det, nu til de fem sange på Ballin’ The Jack – I. 

Bandet spiller en god blanding af hard rock, punk og sleaze rock med en lille snært country. Tænk en god blanding af Motörhead, D.A.D, Ramones , Aerosmith og Hank Williams. Bandet har helt sikkert rykket sig en del fra deres første album i 2009 og kvaliteten er blevet meget bedre. Både musikalsk og produktions mæssigt. De fem sange er overordnet set velskrevet og samspillet fungerer rigtig godt. Mine personlige favoritter på EP’en er de to første sange ”Hocus Pocus” og ”Dead In Love”, som begge rocker fedt. Den mere downtempo ”Blood Runs Hot” fungerer faktisk også rigtig godt. Jeg er dog ikke helt vild med fjerde skæring ”Mad Dog”, som jeg på en eller anden måde, synes falder lidt ved siden af. Sidste sang er ”Heart Set On You”, som er på et meget jævnt middel niveau. Dermed ikke sagt at sangen er dårlig, men jeg synes bare ikke den er på højde med de tre første sange. 

Killer Clan of F.U.N. består af de to oprindelige medlemmer Maniac og Bedlam, som deles om vokalen og så spiller Maniac samtidig harmonica og Bedlam spiller guitar. Derudover har de The Rock (ikke at forveksle med skuespilleren) på bas. Der er Christian Wallin (Bedlam) som har stået for indspilning, mens Jan Åkesson har mixed og masteret sangene.  

Med Ballin’ The Jack – I, synes jeg Killer Clan Of F.U.N. har fået et dejlig frisk pust. Samtidig synes jeg de har fået en mere melodiøs tilgang til musikken, hvilket falder godt i min smag. Min anbefaling er altså – Tjek dem ud!!!!! (hør alle fem sange via nedenstående link) 

Ballin' The Jack udkom 31. januar 2013. 

Anmeldt af Calle: 16-04-2013 

Collateral Damage er et metal band Italien, som startede i 2004 og besætningen blev fuldendt i 2006. Bandet består af Matteo Lannaioli (sang), Alex Damage (guitar), Blade Silestri (guitar), Steve Jordan (bas) og Slam Cage (trommer). Dette album blev allerede indspillet i 2009, men dengang blev det kun udgivet i Italien. Jeg er kommet i besiddelse af albummet gennem bandets danske manager. 

Collateral Damage består af 8 sange, som er kraftigt inspireret af 80’er/90’ernes heavy/power metal. Hvis du tænker bands son Anvil, Iron Maiden, Fates Warning, Iced Earth og Metal Church, så får du måske en ide om stilen. Der er fuld knald på lige fra starten af og på syv af de otte sange ”fræser” bandet bare afsted. Kun i næstsidste sang ”Light In The Dark Side” sættes tempoet lidt ned. Albummet er sat sammen af noget solidt guitararbejde, samt en bas og nogle trommer, der bare tordner derudaf. Dertil skal lægges Matteo’s stemme, som passer fint til denne genre inden for heavy rocken. Især på førnævnte ”Light In The Dark Side” kan man høre hans gode variation i stemmen. Her kommer han både ned i den mere dybe vokal, men også helt op i de høje toner. Mine personlige favorit sange på albummet er ”Man Of Brain”, ”Night Holiday” samt den meget Iron Maiden inspirede ”Drunk In A Bloody Rain”. Men alt i alt er det otte gode sange – ikke fremragende, heller ikke dårlige, men bestemt over middel. 

På det produktionsmæssige plan kan man heller ikke sætte en finger på noget. Bandet har, sammen med Alberto ”Skizzo” Bonardi, gjort et godt stykke arbejde. Instrumenterne lægger godt i forhold til hindanden og de er godt tilpasset vokalen. Trommerne kunne måske godt ligge en lille smule højere i lydbilledet, men det er nok bare mig. 

Bandet er ikke helt på højde med de tidligere nævnte bands, men jeg synes bestemt, at du som læser af denne anmeldelse, bør give Collateral Damage en lyt. Ifølge presseskrivelsen er der planer om en mindre tour i Skandinavien i løbet af foråret, så man kan måske også få muligheden for at se bandet live.

Collateral Damage er ude.

Dance With Dirt - We Are Dance With Dirt 

Anmeldt af Peter Letting: 13-03-2013 

Stilen er rendyrket rock. De vil gerne ind i samme kategori som Led Zeppelin og The Who. Jeg ved nu ikke helt om jeg hørte den slags sammenligninger da jeg lyttede til albummet, men ambitionerne fejler da ikke noget.  

Man kan tydeligt høre at de 4 drenge har styr på deres instrumenter. Der er også rigtig mange rytme og stilskift undervejs, så skiven er bestemt ikke ensformig. Forsanger Magnus lægger hele sin sjæl i vokalen, og han har en rigtig god rock stemme.  

På trods af de mange pæne ord der er skrevet og sagt om Dance With Dirt, og det faktum at de virkelig ER dygtige musikere, så fanger repertoiret desværre ikke rigtig mig. Der er masser af nerve og indlevelse, men jeg mangler altså den totale begejstring, selvom jeg har gennemlyttet skiven flere gange. 

Jeg er sikker på at de 4 drenge nok skal få startet en fest, når de skal ud og spille til diverse festivaler, og hvor man ellers vil høre dem, og de skal nok få mange fans ude i landet, selvom de ikke lige rammer min ”nerve”.

We Are Dance With Dirtudkom 18. februar via Target Distribution. 

   (3 ud af 6)    

Lyt til Dance With Dirt her
______________________________________________________________________

Broken – Eternal Fallout  (EP)

Anmeldt af Calle: 11-03-2013  

Broken er en dansk rock band fra Randers, som består af de fem unge gutter Jonas Sperrild (sang), Mathias Grønkjær Madsen (lead guitar), Morten Rishøj Søndergaard (guitar), Søren Molbech Madsen (bas) og Søren Rishøj Søndergaard (trommer). Bandet blev dannet i 2010 og har lige udgivet deres første EP Eternal Fallout.  

Bandets stil er melodisk hard rock og Eternal Fallout består af 3 sange ”The Cross”, ”Rain” og ”Coming Home”. Der både er blevet plads til de mere stille hard rock ballade elementer, samt det lidt mere hårde guitar udtryk og sidst nævnte er den mest stille af de tre sange. Min personlige favorit er “Rain”, som jeg finder den mest velskrevne af sangene. Der er samtidig god variation i sangen. Men overordnet set, så har alle tre sange nogle fine melodier.  

Bandet nævner selv Alter Bridge, Shinedown og Metallica som deres inspirationskilder, hvilket jeg har lidt svært ved at høre. Måske lidt Shinedown, men ikke noget Metallica.  

Man kan godt høre det er et ungt band og de mangler lidt musikalsk for at de virker helt overbevisende på mig. Og Jonas’ stemme skal nok have en lille smule mere træning. Men når dette er på plads, så tror jeg godt Broken kan finde vej til flere rock-elskende ører.  

Bandet har spillet en del koncerter rundt omkring i Jylland og der er flere koncerter på programmet i løbet af foråret. Så giv de unge gutter et lyt på live-scenen og via nedenstående link.

Eternal Fallout (EP) er ude.

Anmeldt af Peter Letting: 11-03-2013 

Jeg anede ikke hvad jeg kastede mig ud i, da jeg satte skiven i spilledåsen. Jeg brugte derfor det meste af første gennemlyt på at overveje hvilket sprog jeg havde med at gøre. Det faldt mig overhovedet ikke ind at det kunne være japansk, og det var først efter en søgning på Google, at jeg fandt lidt sparsomme oplysninger om bandet.  

Skiven starter med en stille intro af klassisk musik. Derefter hører stilheden så også op, og der fyres op under alle kedler. Og selvom tempoet på hele skiven, på nær nogle få undtagelser, er hæsblæsende, så er der så mange nuancer og rytmeskift gemt under turbinerne. Det er ret imponerende at fokusere på trommespillet, som på en gang er monster hurtigt, men samtidig skiftende, nærmest for hver fjerde takt. I nummer 7 ”Destiny Of The Sacred World”, går trommeslageren da helt over gevind, og har nogle maskingeværlignende rytmer, som jeg ikke har hørt magen til før.  

På guitar siden bliver der ligeledes leveret salver af ”skala-ræs”. Det går pænt hurtigt, og det skal det jo også til den her genre. Vokalen er som beskrevet på japansk, hvilket er ret specielt, men udover det så er den faktisk ret god. Den er ”clean” og ren, hvilket tiltaler mig.  

Som et ekstra tvist på denne lidt sjove musikalske oplevelse, er der blandet en del klassiske passager, og instrumenter ind forskellige steder. Nu er det jo svært helt at skelne imellem ”rigtige” instrumenter og stemmer lavet på keyboard, men umiddelbart er der både strygere, cembalo og mange andre instrumenter med.  

Desværre er det meget sparsomt med oplysninger jeg har kunnet finde om Dragon Guardian, men det har været en god oplevelse.

Destiny Of The Sacred Kingdom er ude via IceWarriorRecords.

Anmeldt af Peter Letting: 07-03-2013 

Jeg har hørt albummet og jeg synes at genren minder om en fusion af rock og punk. Faster Pussycat har den der aggressive monotone lydmur, som man tit oplever i punk musikken, men det er jo rock vi har med at gøre.  

Jeg synes lynhurtigt at lydbilledet bliver mudret og kedeligt. Det tiltaler mig heller ikke, den måde som vokalen er sat op. Det er som om den drukner i resten af lydbilledet. Måske hvis jeg havde været fan af Sex Pistols i min tidlige ungdom, kunne jeg måske have fundet denne skive interessant, men jeg har svært ved at finde frem til noget jeg kan fremhæve som værende ”lækkert”.  

Jeg kan jo ikke komme med udtalelser om hvorvidt bandet har udviklet sig i den ene eller den anden retning, eftersom jeg ikke kendte dem tidligere, men hvis stilen på dette album, er den som de har kørt igennem hele deres karriere, så undrer det mig ikke, at jeg først hører om dem nu.

The Power & The Glory Hole udkom 22. februar via City Of Lights Records.

Anmeldt af Peter Letting: 04-03-2013 

Toxic Rose spiller nok det jeg vil kalde moderne glam heavy. Der er fuld tryk på kedlerne i bedste heavy stil, men produktionen og numrene er meget velpoleret. Kigger man på ToxicRose hjemmeside (link) kan man se at de ikke kun gør noget ud af musikken, men også deres fremtoning. Make-up, hår og garderobe lyser langt væk af vildskab.  

De første 2 numre ”A Song For The Weak” og ”Set Me Free”, er super fede. God energi, masser af lækre detaljer, og ikke mindst en rigtig god vokal præstation. Andy leverer en ret speciel vokal, som på samme tid er rå, men også ”clean”. Det er rart med en destinkt vokal som skiller sig ud fra mængden, og når han tilmed kan gå helt op i de høje toner, så synes jeg det er fantastisk.  

Det kan godt være at der kun er 5 numre på skiven, men jeg føler at man får meget mere. Jeg synes ToxicRose forstår at lave nogle numre som på en måde følger den samme stil, men på den anden side er så forskellige. Tit oplever jeg, at et helt album godt kan gå hen og blive lidt ensformigt, men ikke her.  

I 3. nummer kommer der tilmed en del synth ind over. Jeg har forsøgt at finde ud af hvem der leverer denne, men er ikke rigtig blevet klogere. Ikke desto mindre passer en synthesizer rigtig godt ind i universet med den polerede glam heavy. Første gang jeg lyttede til nummer 3, fik jeg en kort association til Rammstein, men den var kortvarig…

Mit helt klare favorit nummer er dog nummer 5 ”Fear Lingers On”. Jeg synes der er mange kvaliteter og gode små detaljer, som måske ikke er så teknisk vanskelige, men som bare har en god effekt. Jeg er begejstret…De får 5 ud af 6.

Anmeldt af Dianna: 03-03-2013 

Det meget produktive Århusianske band Illdisposed's album nummer 12, er mest af alt, en rocker-tung, bundsolid omgang groove metal som jeg hører det, naturligvis stærkt krydret med dejlig, djævelsk, dundrende døds metal, det er mere benhårdt og brutalt end jeg har oplevet dem på de sidste par albums.... 

Den karakteristiske Illdisposed-lyd, den der særegne og helt unikke signatur, efterlader ikke lytteren, undertegnede inkluderet, i tvivl om hvem vi har med at gøre her. Albummet i sin helhed, er måske en form for familiær affære om man vil, men ikke nødvendigvis på en negativ måde. Det de kan, det de gør, det gør de så jo fucking godt, og med en teknisk dygtighed man absolut MÅ anerkende og gi respekt. Og hvorfor da også begynde at ændre på noget der har fungeret for Illdisposed i snart 20 år!? Det gi'r vel i virkeligheden ikke rigtig nogen mening.. Der ér bestemt et lydmæssigt 'up to date-præg på skiven, man kan, på trods af alt det der med'genkendelighed' og deslige, fornemme der ér sket en udvikling, lyden er nutidig.  

Der er de nasty-tunge  riffs, der er imponerende vokal, Bo Summer, som uden tvivl er en af mine all-time forsanger-favoritter inden for genren, nationalt som internationalt. Min  personlige mening er at han kan måle sig med de bedste...Bo kan growle så vidunderligt, et vanvids-intenst og 'voldeligt udtryk', han mestrer det, og han leverer igen varen så nakkehårene rejser sig. 

Mit favorit nummer:  "Eyes Popping Out", jeg elsker det nummer, interessant lyd på vokalen, fee guitar solo, tak for det - det er ind til benet, 'tilbage til rødderne'-agtigt, og er måske nok det nummer, der for mig løfter albummet fra 4, og helt op på 5 dødningehoveder. Godt stykke arbejde!!! 

Sense Of Darkness udkom 24. September 2012 via Massacre Records/Target Distribution

W.E.T. - Rise Up 

Anmeldt af Peter Letting: 01-03-2013 

Jeg er fuldstændig fan af Eclipse, og her får man jo næsten hele pakken, og med Jeff Scott Soto’s vokal på toppen, så kan det nærmest ikke gå galt.  

Vi er i den bløde ende af rock’en, men på en god måde. Allerede i første nummer ”Walk Away” lires der afsted med lækre guitar detaljer, og det er bestemt ikke kedeligt, som ”melodisk rock” nogle gange bliver. Selvom stilen ikke er helt så aggressiv som med Eclipse, så er der god energi som fortsætter i nummer 2 ”Learn To Live Again”, og selvom teksterne lægger op til hjertesorger og ”tuderock”, så løfter melodierne helheden, så man ikke falder i søvn. Tempoet daler lidt efter de første 2 numre, og resten af skiven falder en smule af på den, vil jeg sige, men det er stadig nogle gode numre.   

Jeg tror faktisk på at dette album godt kunne gå hen og blive ”Melodic Rock album of the year”, hvilket de stiler efter.

Rise Up udkom 22. februar via Frontiers Records.

    (4 ud af 6)    

Besøg W.E.T. på Facebook her.
_____________________________________________________________________

Bullet For My Valentine - Temper Temper 

Anmeldt af Peter Letting: 13-02-2013 

Jeg har været fan af Bullet For My Valentine i snart mange år, og har set frem til der kom nyt fra deres kant. Mit første møde med bandet var deres "Fever" album fra 2009, som jeg stadig hører ret ofte. Kigger man efter Bullet For My Valentine på Facebook, så er jeg ikke deres eneste fan. Faktisk har de 7.1 mill. Likes…  

Første single udspil fra det nye album var titel nummeret ”Temper Temper”, som var tilgængelig allerede før jul. Nu har jeg så hørt hele albummet og jeg tror faktisk at "Temper Temper" er mit yndlings nummer på skiven, selvom åbningsnummeret ”Breaking Point” også er et glimrende og typisk Bullet For My Valentine nummer. Der er fantastisk tempo på Temper Temper, og en dejlig hård energi.  

Jeg lagde hurtigt mærke til nummer 10 ”Tears Don’t Fall (Part 2)”. Oprindeligt stammer ”Tears Don’t Fall” fra The Poison albummet, hvilket var et super album og Tears Don’t Fall er et super nummer, så det er altid spændende at finde ud af om der kan følges op på det med en ”2’er”. Jeg tror måske lige at jeg skal vænne mig til en ny udgave, men umiddelbart synes jeg ikke at nummeret lever op til forgængeren.  

Faktisk er hele albummet en smule under Bullet For My Valentine standard, synes jeg. Der er helt klart rigtig gode takter fordelt over hele albummet, og det er helt tydeligt et Bullet For My Valentine album, men jeg har svært ved at være ligeså begejstret som jeg har været for de tidligere albums fra bandet. Det er sikkert sådan et album som skal høres 10-15 gange, før det rigtig kommer ind under huden på en, men indtil videre er jeg desværre kun ”semi-” begejstret.

Temper Temper udkom den 12. februar via RCA Records. 

    (4 ud af 6)  

Besøg Bullet For My Valentine på Facebook her.
_____________________________________________________

Bandet består af: Olle Lindahl (guitar/sang), Alexander Strandell (sang,) Efraim Larsson (trommer/sang), Jhonny Göransson (guitar), Mikael Planefeldt (bas) og Niklas Arkbro (keyboards).  

Første tilgængelige single bliver nummeret ”Take Me Higher”, som udkommer digitalt 17 februar. Nummeret er meget repræsentativt for den velpolerede produktion hele vejen igennem albummet. Mine personlige favoritter på albummet må være ”California Rush” og ”Turn It Up”.  

Jeg synes der er en fin balance med denne genre. På den ene side kan der hurtigt gå FOR meget Melodi Grand Prix i den, mens der på den anden side er mulighed for at skabe ægte brede rock klassikere, som kan høres af den brede masse.  

Diamond Dawn har sat sig for at sprede en god og positiv stemning med deres album, og jeg synes det er rart med noget glad energi. Alt for mange rock bands forbinder vrede og ”grimhed” med deres tekster og musik. Men på grund af det glade budskab, så bliver skiven også mere glat og poleret. Det skinner dog tydeligt igennem at de 6 band medlemmer har brugt rigtig mange timer i ”øveren” med deres respektive instrumenter, og hele vejen igennem er der masser af dejlige guitar / keyboard rifs, og lækre vokale præstationer.  

Jeg håber for Diamond Dawn at de når ud til det brede publikum og ikke drukner i mængden.

Overdrive udkommer den 22. februar via Frontiers Records.

    (4 ud af 6)  

Besøg Diamond Dawn på Facebook her.
______________________________________________________

Anmeldt af René Bo Nielsen: 12-02-2013  

Empire Drowns er et dansk band, der tidligere har udgivet en 3 numres EP. Her er de så på banen, med et mini album indeholdende 4 spændende og fængende numre. Udgivelsen starter med skæringen Bridges, som virkelig giver et godt billede af, hvad hvilket band Empire Drowns er og hvilke musikalske kvaliteter de indeholder. Nummeret er flot og storladent, men på samme vis også ret så dystert, og genremæssigt er vi ovre i en blanding af doom og metal. Jeg syntes jeg kan høre Saturnus, My Dying Bride, og faktisk også Paradise Lost, som værende en del af inspirationen bag denne flotte og gennemførte skæring.  

Både andet og tredje nummer, med titlerne ”Stumble Undefined”, og ”Glamourous”, er mere gotisk rockede i deres lyd og udtryk, så der skiller de sig ud fra titelnummeret, og fra 4 og sidste nummer ”Rats”. Som udgangspunkt syntes jeg, det er fint at Empire Drowns, skifter i mellem at spille både rock og metal, da dette gør dem mere spændende og alsidige at lytte til. Dette er et stort plus, og jeg er sikker på at dette er med til, at kunne skaffe dem et endnu større publikum til deres musik.  

Empire Drowns er sammensat af dygtige og yderst kompetente musikere, som tidligere har spillet i de danske bands Aurora, Urkraft, og Withering Surface.

I det hele taget, har jeg ikke meget at udsætte på Bridges. Det er et fint lille album, der vil kunne tilfredsstille lyttere der er til denne slags musik. Empire Drowns er måske ikke, synderligt orginale i deres lyd og udtryk, men dette kan der jo arbejdes på, og man bør også tænke på at Bridges kun er deres anden udgivelse, så med tiden skal de nok finde deres helt egen stil.   

Bridges udkommer den 11. marts via Mighty Music/Target.

    (4 ud af 6)  

Besøg Empire Drowns på Facebook her.
______________________________________________________

Great White - 30 Years - Live From Sunset Strip

Anmeldt af Peter Letting: 08-02-2013 

Great White udgiver live album i anledning af deres 30 års jubilæum. 30 years – Live From the Sunset Strip udkommer 22. februar 2013 på Frontiers Records.  

Det virker nærmest som en tradition, at bands udgiver et live album i anledning af et 30 års jubilæum. Pretty Maids gjorde det samme sidste år. Man må dertil sige at det da også er et skarpt hjørne som er værd at markere. Det er jo ikke mange bands forundt at ”holde ud” i så mange år.   

Jeg har i mange år holdt af Great White. Desværre må jeg sige at dette live album skuffer mig. For det første har de skiftet den faste forsanger igennem mange år, Jack Russell ud med Terry Ilous, som tidligere har sunget i XYZ. Det er jo ikke fordi at Terry er en dårlig forsanger, og man kan sagtens høre på albummet at han er en garvet performer som får publikum med, men jeg kan altså bedre lide Jack Russell.   

Når det så er sagt, så virker det samtidig en anelse underligt at Terry understreger at bandet har holdt sammen i 30 år, når nu det er Jack som har været med næsten hele vejen. Bare en personlig betragtning.   

Bandet er sammensat af følgende medlemmer på denne skive: Terry Ilous (sang), Mark Kendall (lead Guitar), Michael Lardie (guitar og keyboards), Scott Snyder (bas) og Audie Desbrow (trimmer).    

Albummet starter lidt kedeligt. Desværre er der lidt for meget blues/rock ”stangvare” over præstationen efter min mening. Men nummeret ”Mista Bone” er til gengæld et super Blues nummer med sjæl og indlevelse. Der blev jeg virkelig revet med af både indledningen og fremførelsen af resten af nummeret. Men ét nummer kan jo ikke bære en hel skive.   

Normalt er jeg ret begejstret for blues / rock, også i den lettere genre, men albummet her kan desværre ikke få mig op ad stolen. Måske er det også fordi det er et live album. Det bedste ved et live album er når man selv har været der, og det kan jeg ikke prale med.   

Albummet får 2½ ud af 6, men det er næsten udelukkende på grund af Mista Bone

30 Years - Live From Sunset Strip udkommer den 22. februar via Frontiers Records.

Anmeldt af Calle: 07-02-2013 

L.A. Collection er et ROCK band fra København, som består af de to brødre Lasse B. Christiansen (sang og bas), Anders B. Christiansen (guitar og sang) samt Jonathan Nørgaard (trommer og sang). Bandet spiller hard rock i bedste AC/DC stil. 

Straight To The Bone består af 7 hæsblæsende rock numre med fede guitar riffs, velskrevede sange med catchy omkvæd og tekster der handler om biler, damer og rock ’n’ roll. Bandet lægger i hvert fald ikke skjul på, hvor de har hentet hovedparten af deres inspiration fra – nemlig AC/DC. Selv Lasse’s stemme er ligeså karakteristisk som både Brian Johnson’s og Bon Scott’s. 

Når jeg anmelder et album plejer jeg at udvælge de sange jeg synes bedst om, men i dette tilfælde vil jeg fremhæve alle syv sange. Intet mindre kan gøre det. Fra enden til anden er det: ”Dead Man’s Walk”, ”Who Are You To Judge”, ”Dirty Job” (som kan høres på Calles Rock Corner via nedenstående link), ”Straight To The Bone”, ”Stabbed In The Kneecap”, ”Mind Over Money” og ”Out Of Touch”. Alle syv sange går rent ind hos mig. 

Bandet sprudler af ægte spilleglæde og de spiller rock uden så meget pis. Det er knaldhamrerne fedt og albummet er spækket med rock attitude af den bedste skuffe. Hold kæft hvor jeg synes det er skønt med et dansk rock band, der bare spiller hvad de føler, uden at skele til hvad der er oppe i tiden. 

Jeg har endnu til gode at opleve bandet live, men det kommer jeg til, når de i morgen (8. Februar) holder er releasekoncert på Sin City i København. Og jeg GLÆDER mig rigtig meget, som min 4-årig datter gjorde det juleaften!!! 

Som læseren nok allerede har bemærket, så er jeg yderst glad for dette album fra de unge fyre i L.A. Collection og jeg anbefaler klart enhver rock fan med respekt for gode guitar riffs og catchy sange, at tjekke dette band ud. Du vil ikke blive skuffet!!!! Eneste lille minus er, at der godt måtte have været 3-4 sange mere på albummet og at jeg var alt for lang tid om at opdage bandet. Det er dansk rock i særklasse!!!!

Straight To The Bone udkommer 8. februar.

     (5 ud af 6)  

Lyt til L.A. Collection: http://callesrockcorner.dk/exclusive
________________________________________________________________

Pretty Maids – Motherland 

Anmeldt af Peter Letting: 07-02-2013 

Danske Pretty Maids udgiver nyt album Motherland 22. marts 2013 på Frontiers Records. Dette er deres 14. studie album og det må da siges at være lidt af en bedrift. 

Jeg er jo nærmest vokset op sammen med Pretty Maids, eller i hvert fald deres musik, og derfor var jeg da også ret spændt på at høre hvad de har præsteret denne gang. Pretty Maids består af: Ronnie Atkins (vokal), Ken Hammer (guitar), Morten Sandager (keyboard), Allan Tschicaja (trommer) og Rene Shades (bas). 

Der er ingen tvivl om at det er et Pretty Maids album. Ronnies stemme er ret unik og bærer en stor del af Pretty Maids sound, som gør dem let genkendelige. Men også den storladne lyd som Pretty Maids altid har haft, er umiskendelig. De forstår på en måde at gøre numrene symfoniske og teatralske, hvilket løfter dem ud af grøden af utallige rock bands som lyder ens.

Jeg synes faktisk at skiven her er fornuftigt skruet sammen. En god blanding af hård rock, uden at være FOR hårdt, og så de typiske Pretty Maids ballader som skæring 5 ”Sad to See You Suffer”, og skæring 11 ”Bullet for You”. Skæring 3 ”Confession” er en hyggelig lille intro til skæring 4 ”The Iceman”, hvor man trækkes ind i et lidt spooky film univers, som kunne stamme fra en trailer til en horror film. Men så starter ”The Iceman” og man er straks tilbage i godt selskab og herligt tempo på musikken. 

Titel nummeret ”Motherland” har fuld fart på fra starten og hele vejen. En god blanding af tempo,keyboard akkompagnement og guitar lækkerier. Sammen med ”The Iceman” må det være mine favoritnumre på skiven. 

Men jeg synes at samtlige numre er gode, og der er rigeligt med detaljer til at man bliver mere og mere begejstret efter flere gennemlyt. 

Pretty Maids har gjort det igen og produceret et meget vellykket album, som jeg KUN kan anbefale!!

Motherland udkommer den 22. marts via Frontiers Records.