Anmeldelser / Tidligere anmeldelser / Anmeldelser 2013

Anmeldelser 2013

Eyes Wide Open – Aftermath 

Anmeldt af Calle: 29-12-2013 

Eyes Wide Open er et svensk band fra Karlstad, der blev dannet i 2011. Bandet består af Patrik Fahlin (vokal), Erik Engstrand (guitar), Kristofer Strandberg (guitar), Karl Adamsson (trommer) og Jesper Lindgren (bas). På trods af bandets korte levetid (indtil videre), så har de allerede udgivet én EP ”Revelations” i 2012 og nu opfølgeren Aftermath, som er deres første fuld længde album. 

Eyes Wide Open spiller melodisk døds metal. Og jeg ved ikke hvad de putter i drikkevandet på den anden side af sundet, men de kan i hvert fald producere gode bands inden for denne genre. Udover Eyes Wide Open kan bl.a. nævnes In Flames, At The Gates og The Haunted. 

Aftermath er mit første bekendtskab med bandet og selv på trods af, at melodisk døds metal ikke er min foretrukne genre, så er jeg ret imponeret over dette album. Det er virkelig velspillet og vokalen passer perfekt til genren (alt andet ville jo også være dumt). Samtidig sidder produktionen lige i skabet. Mine favorit sange på albummet er åbningsnummeret ”Wings Of Redemption”, ”Foxdie”, "Sink Or Swim" og ”Red”. Sidst nævnte er albummets mest downtempo sang. Men selvom jeg nu fremhæver netop disse tre sange, så synes jeg faktisk at alle sange fungerer godt og der er intet fyldstof på albummet. 

Aftermath er indspillet i Leon Music Studios med Rikard Løfgren og Gustav Ydenius bag knapperne. Det er også Løfgren der har stået for mixing og mastering af albummet. Han har tidligere arbejdet med bl.a. Deathstars, Sparzanza og Enforcer. Men som sagt – a job well done!!! 

Alt i alt er Aftermath efter min mening et rigtig fedt album og er du til melodic death metal, så er jeg sikker på du vil synes godt om Eyes Wide Open. Du bør i hvert fald tjekke dem ud. Det er svensk metal når det er bedst og jeg er sku glad for at jeg fik albummet tilsendt ellers havde jeg måske aldrig stiftet bekendtskab med bandet. Jeg vil helt sikkert følge dem fremover!!!!

Aftermath udkom 11. december via Headbang Entertainment. 

   (5 ud af 6) 
 
Besøg Eyes Wide Open på Facebook her.
_________________________________________________________________

Sizewear – Sizewear 

Anmeldt af Calle: 29-12-2013 

Sizewear er et dansk metal band, som blev dannet i øvelokalerne på Islands Brygge for fem år siden. Bandet består af fire mænd, som har prøvet en del musikalsk, men som alle brænder for metallen. De fire herre er Kevin Rårgren (vokal), Rico Frid (guitar), Kim Mikkelsen (bas) og Timo Olsson (trommer). Den selvbetitlede cd er bandets første og sangene er samlet fra bandets bag katalog gennem de sidste fem år. 

Bandet udgav en EP tilbage i 2010, men Sizewear er mit første bekendtskab med dem. Stilen er METAL med elementer fra både trash og lidt metalcore. Hvis du tænker en blanding af Deftones og Machine Head, så får du måske en ide om stilen. 

Jeg har nu lyttet albummmet igennem en del gange og jeg må desværre sige, at jeg synes musikken bliver en anelse for ensformig. Og når jeg siger desværre, så er det fordi man kan mærke at bandet virkelig brænder for det de laver. Bandet har en god attitude i både musikken og vokalen og man kan mærke de har spillet sammen i fem år og fået lidt live erfaring. Men der mangler stadigvæk lidt alsidighed og variation for at komme helt op i den danske metal elite. 

Som sagt er sangene en anelse ensformige og vokalen er meget ”råbende”, men der er dog et par steder hvor Kevin’s stemme bliver mere melodisk. Bl.a. i indledningen til sangene ”Novelty”, ”7even” og ”Burst”. Især sidst nævnte fungere rigtig godt. Her er vokalen og musikken tilpasset rigtig godt sammen. Et andet lyspunkt på albummet er efter min mening sangen ”Water”.

Bandet har selv stået for indspilning og produktion af albummet. Og samtidig er det hele selvfinansieret. Støt dansk metal og giv Sizewear en chance!!!!

Sizewear er ude. 

  (3½ ud af 6)
 
Besøg Sizewear på Facebook her.
_________________________________________________________________

Superhorrorfuck – Death Becomes Us 

Anmeldt af Calle: 25-12-2013 

Superhorrorfuck er et italiansk band, som blev dannet i 2005. Der har været lidt udskiftninger i bandet siden starten og besætningen er nu: Dr. Freak (sang), Mr. 4 (bas), Deadly Bucks (guitar), Izzy Wyldhell (guitar) og Franky Voltage (trommer). På albummet er det dog de tidligere medlemmer Paghalloween (guitar), Sgt. Anubis (guitar) og Littlebomb (trommer) der medvirker. 

Bandet spiller sleazy glam-horror-rock og kan vel puttes i samme bås som eksempelvis Murderdolls og Wednesday 13. Death Becomes Us er bandets tredje fuldlængde album og jeg hørte om dem fårste gang tilbage i 2010 da de udgav deres andet album ”Livingdeadstars”. Dengang var jeg ikke synderligt begejstret. Men jeg må sige at de har rykket sig en del siden da og dette album er klart meget mere ”professionelt” og gennemført. 

Albummet består af 12 sange med forholdsvis velskrevne melodier og rimelig fængende riffs. Især er jeg meget glad for sange som ”Down At The Graveyard”, som er min klare favorit, samt titelnummeret ”Death Becomes Us” og den mere downtempo sang eller med andre ord - albummets powerballade ”Love After Death”. Derudover fungerer ”Voodoo Holiday” også ret godt. I denne sang gør bandet også brug af en horn-section, hvilket giver sangen et lidt anderledes udtryk end de andre sange. Der er også et par sange som jeg synes falder lidt udenfor. Bl.a. ”Break Your Shit” og afslutningsnummeret ”Holy Zombie (Holy Bullshit Mix)”. Først nævnte er bare 1 min og 36 sekunders guitar og trommefræs og nogle der råber ”We’re Gonna Break Your F**cking Shit”. Gæster på denne sang er Vikki Violence og Dixxi fra London Based Hellfire Club. Og ”Holy Zombie”, som har gæsteoptræden fra Frenky og Caste fra Easy Trigger, lyder simpelthen bare dårligt. Både lyden og musikken er rimelig ringe. 

Så det er en lidt blandet følelse man sidder tilbage med, når man har hørt albummet igennem. Det skal dog siges, at det vokser på en efter flere gennemlyt. Så uden at skamrose albummet, vil jeg alligevel sige, at man bør tjekke Death Becomes Us ud. Der er flere lyspunkter iblandt de 12 sange, især førnævnte ”Down At The Graveyard”.

Death Becomes Us er ude via logic(il)logic/Atomic Stuff.

  (4 ud af 6) 
 
Besøg Superhorrorfuck på Facebook her.
_________________________________________________________________

Coldspell – Frozen Paradise 

Anmeldt af Calle: 10-12-2013 

Svenske Coldpsell blev dannet i 2005 og består af Nicklas Swedentorp (sang), Micke Larsson (guitar), Matti Eklund (keyboard), Chris Goldsmith (bas) og Perra Johansson (trommer). Frozen Paradise er bandets tredje album. Bandets andet album ”Out From The Cold” fik flotte ord med på vejen af denne sides anmelder Lars. Han skrev bl.a. Der er som sagt ikke et eneste dårligt nummer på albummet, og man kan ikke lade være med at spille lidt luft-guitar ind imellem” (læs hele hans anmeldelse her). 

Kan bandet så leve op til forgængeren? Det mener jeg uden tvivl de kan. Der er heller ingen dårlige sange blandt dette albums11 sange. Ingen fyldstof – bare straight ahead melodisk rock som det nu engang skal lyde!! Flotte melodier, sprudlende guitar spil og en super vokal, der går klart og tydeligt igennem. Og dertil skal så lægges den behagelige grundrytme fra bas og trommer og den flot tilpassede keyboard lyd. Coldspell er helt klart et band med musikere der kan deres kram. 

Som sagt er der ingen dårlige sange på Frozen Paradise, men jeg vil da godt fremhæve et par af mine favoritter. Disse er “Paradise”, “Angel Of The World”, “Life 2 Live” og det meget Europe-lydende “Goin’ All The Way”. Jeg mangler måske den “store flotte” powerballade på albummet. En sang som eksempelvis “The King” på bandets forrige album. Den sang der kommer tættest på på dette album er “Fallin’”. 

Den flotte production på albummet er foretaget af Michael Larsson (producer) og danske Tommy Hansen (mixing og mastering). Sidstnævnte behøver vel ingen nærmere introduktion. 

Coldpsell er for fans af Pretty Maids, Jorn, Fate, Europe og andre bands inden for denne genre (melodisk hard rock). Kan du lide disse bands, så går du helt sikkert ikke galt i byen med Coldspell og deres nye album Frozen Paradise. Det er et virkelig velspillet og velproduceret album. Melodisk hard rock når det er bedst!!!

Frozen Paradse er ude via Escape Music. 

   (5 ud af 6) 
 
Besøg Coldspell på Facebook her.
_________________________________________________________________

Goodbye Kitty K – Scrapped 

Anmeldt af Calle: 10-12-2013 

Hvad får man når man blander Juliette & The Licks, White Stripes, Iggy Pop og Ramones? Så får man københavnske Goodbye Kitty K. Bandet spiller en blanding af punk, garage rock og en form for stoner rock. Eller son de selv betegner det – Scrap Rock!!!! Bandet består af Kat Van Ville (sang), Hick Corea (guitar), Hoff (bas) og Wolfman (trommer) og Scrapped er deres debut album. 

Albummet består af 13 sange og har en varighed på lige over 45 minutter. Musikken er sammensat af enkle hurtige guitar riffs, tunge bas rytmer, skramlende trommer og en kvindelig vokal, hvor der både skriges, stønnes, hvines, råbes og synges. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke har kunne vænne mig helt til Kat’s stemme, selv efter flere gennemlyt. Men hun ”udstråler” en stor energi og det er selvom jeg kun har lyttet til hende på CD og aldrig har oplevet bandet live. Ud af de 13 sange er mine personlige favoritter ”2 Steps From Mars”, ”Mama Said”, ”Alive N’ Kickin” og det lidt mere downtempo nummer ”1 2 3 You & Me”. 

Produktionsmæssigt virker Scrapped helt fint. De har fået den lidt skrabede og punkede feeling godt tilpasset på albummet. Og det er helt klart Kat’s stemme der er i fokus. Manden der har optaget, mixet, masteret albummet hedder Peter Lehmann. Han er også producer på pladen sammen med bandet selv. 

Personligt er jeg ikke helt pjattet med denne stil indefor musikken, men er man til skramlet og punket garagerock, så vil Goodbye Kitty K helt sikkert være et hit. Og bandet har uden tvivl den rette attitude. 

Scrapped udkom 14. juni 2013. 

   (3 ud af 6) 
 
Besøg Goodbye Kitty K på Facebook her.
_________________________________________________________________

Fate – If Not For The Devil 

Anmeldt af Calle: 08-12-2013 

Danske Fate er ude med deres syvende album If Not For The Devil (hvis man lige ser bort fra best of albummet ”25 Years – Best Of Fate 1985-2010 fra 2010). Bandet er det samme som på forrige album ”Ghosts From The Past” fra 2011 og besætningen består af Peter Steincke (bas), Jens Berglid (trommer), Mikkel Henderson (keyboard), Dagfinn Joensen (sang) og Torben Enevoldsen (guitar). 

Personligt var jeg meget imponeret over førnævnte ”Ghosts From The Past” og jeg var derfor meget spændt på om dette album kunne leve op til mine forventninger. Og nu her efter en del gennemlytninger så må jeg sige, at de endnu engang har formået at lave et album der rammer plet hos undertegnet. Albummet er spækket med gode sange, flotte melodier, imponerende guitarspil, smukt tilpasset keyboradspil og en rigtig god vokal fra Dagfinn. Og dertil skal man så lægge den super gode grundrytme fra bassen og trommerne. Alt er bare tilpasset perfekt. Efter min mening er det melodisk hard rock når det er bedst. 

Der er rigtig god variation på albummet. Man får både de power metal prægede sange i form af åbningsnummeret ”Reaping” og ”Taught To Kill”, henover de melodiske AOR orienterede sange som eksempelvis ”Feel Like Making Love” og afslutningsnummeret ”Gimme All Your Love”, til de rendyrkede rockere som ”If Not For The Devil”, ”Bridges Are Burning” og ”Made Of Stone” og selvfølgelig er der powerballaden ”Hard To Say Goodbye”. Så alt i alt et gennemført album hvis du spørger mig!! 

Mine personlige favoritter på albummet er ”Feel Like Making Love” (se video her), ”Bridges Are Burning” og titelnummeret ”If Not For The Devil”. Men jeg synes ikke der er nogle dårlige sange på albummet eller nogle sange der falder helt ved siden af. 

If Not For The Devil er indspillet i henholdsvis Hansen Studios (trommer), Funny Farm Studio (vokal og guitar) og Fat Cat Studio (keyboard) og producer på albummet er bandet selv. Det er blevet mixet og masteret af Jakob Hansen. 

Afslutningsvis kan jeg kun sige – køb If not For The Devil!!! Fate er melodisk hard rock når det er bedst og jeg kan varmt anbefale albummet til enhver rock fan med respect for god musik der er velproduceret og tilpas varieret. Det holder 100%. Tak Fate!!!!

If Not For The Devil udkom 22. november via Avenue Of Allies. 

   (5 ud af 6) 
 
Besøg Fate på Facebook her.
________________________________________________________________

REO Speedwagon - Live At Moondance Jam 

Anmeldt af Peter Letting: 04-12-2013 

Amerikanske REO Speedwagon er ude med en live CD/DVD udgivelse med titlen Live at Moondance Jam, som er på gaden 19, november 2013. Siger man REO Speedwagon til mig, ved jeg da godt at bandet eksisterer, men jeg kan da absolut ikke sige et eneste nummer som de har lavet, så derfor var jeg da lidt spændt på denne skive. De har jo eksisteret i en halv menneskealder, og mange vil sikkert mene at jeg tangerer en ignorant.

Bandet er uden tvivl en samling af super dygtige og rutinerede musikere. Det skinner tydeligt igennem. Stilen er dog ikke lige mig. Jeg synes generelt det er en smule kedeligt.

Det gik op for mig undervejs at jeg rent faktisk kendte skæring 2 ”Keep On Loving You” samt skæring 7 ”Can’t Fight This Feeling”, så helt uvidende var jeg trods alt ikke.

Men overordnet set synes jeg ikke rigtig at dette live album havde noget særligt at byde på, indtil jeg nåede til sidste skæring 13 ”157 Riverside Avenue”. Super fedt blues-rock nummer, med masser af drive. Forsangeren kører helt ud af tangenten med vokal ”solo”, samt en vokal / guitar battle, og god humor, så det reddede lige en lidt småkedelig oplevelse og gav trods alt et smil på læben.

REO Speedwagon’s LineUp består af Neal Doughty på keyboard m.m, Kevin Cronin på vokal og guitar, Bruce Hall på bas, Dave Amato på guitar samt Bryan Hitt på trommer og percussion. REO får 3 ud af 6, og det er primært grundet sidste skæring.

Live At Moondance Jam udkom 19. november via Frontiers Records.

   (3 ud af 6) 
 
Besøg REO Speedwagon på Facebook her.
__________________________________________________________________
 
Benedictum - Obey 

Anmeldt af Peter Letting: 04-12-2013 

Amerikanske Benedictum er ude med deres 4. studie album Obey, den 29 November 2013. Jeg har ikke hørt deres første 3 albums og når jeg på den måde står med et band som jeg intet kender til, synes jeg det er spændende at høre musikken, inden jeg undersøger noget som helst om bandet, for på den måde at starte helt på en frisk bund.

Albummet starter med en kort intro og så kører bussen, eller skulle man sige godstoget, i den grad. Fuld fart på første skæring ”Fractured”. Masser af tempo, fart, leg, lir og vokal. Lige noget for en halvgammel heavy rotte som mig. Stilen fortsætter over i skæring 2 ”Obey”, som både har tempo, men også det seje, tunge, dybe træk. Jeg er i det hele taget ret begejstret. Albummet minder mig i stilen om en blanding af Megadeath og Queensryche, og det kan man jo ikke ønske sig meget bedre.

Efter at have hørt albummet adskillige gange, måtte jeg lige undersøge lidt baggrund om bandet, og opdager til min store overraskelse at forsangeren er en kvinde ved navn Veronica Freeman…. Jeg har ved gud aldrig hørt en kvinde med så rå en stemme. Det var aldrig faldet mig ind at tænke det var en kvindelig forsanger, og vupti, der blev jeg meget klogere. Imponerende…

Benedictum består i dag af Veronica Freeman på imponerende vokal, Pete Wells på guitar, Rikard Stjernquist på trommer og Aric Avina på bas.

Der er faktisk ikke rigtig noget jeg ikke kan lide ved albummet. Synes det kører i et dejligt afvekslende tempo hele vejen, med en masse lækre små detaljer hele vejen igennem.

Jeg kan kun på det varmeste anbefale albummet til alle med rødder i de klassiske heavy metal bands, såsom Megadeath, Judas Priest, Queensryche og Iron Maiden. Jeg er ret sikker på at i vil synes om det i hører. Jeg giver Benedictum 5 ud af 6

Obey udkom 29. november Frontiers Records. 
 
   (5 ud af 6) 
 
Besøg Benedictum på Facebook her.
_________________________________________________________________
 
 

Ted Nugent - Ultralive Ballistirock 

Anmeldt af Peter Letting: 27-11-2013 

Ted Nugent har udgivet et nyt live album 18 oktober. Titlen er Ultralive Ballisticrock og er en dobbelt CD udgivelse + en DVD udgivelse. Ted Nugent er for mig en tam vildmand. Mit møde med Ted Nugent stammer fra en tidligere live udgivelse fra 1981 ”Intensities in 10 Cities”, som jeg fandt vildt fascinerende dengang. Jeg husker at jeg hørte den temmelig meget sammen med mine kammerater, imens vi begav os rundt i DK, i min første faldefærdige bil. Han var bare skør og tosset på en sjov måde, men mærkelige tekster og titler, og uendelig energi.

Ted Nugent har udgivet albums siden 1975, men på trods af hans alder på 63 år, så er han fortsat en vildmand. Musikken er intens og medrivende, men ikke specielt avanceret eller varieret. Han kalder selv stilen for ”Motown Soul Music” hele tiden. Hans band er ifølge ham selv ”The tightest band in the world”, og det er da også helt tydeligt at uanset hvor langt de kommer omkring i diverse soloer og eskapader, så ender det med at hænge sammen til sidst. Jeg vil nok kalde stilen for Detroit Rock ’n Roll, men det er da helt klart at han har en Soul del med.

Ted Nugent er som frontfigur en evig garant for utallige udtalelser om hans politiske overbevisninger, hans kærlighed til USA samt hans ”friluftsliv”. Det er ganske underholdende og han og hans band må være en 100% garanti for en fest i særklasse. Jeg lærte da et nyt udtryk undervejs: ”Dead Shit On The Grill…” hvilket så er et udtryk for grill mad… fantastisk…

Politisk ukorrekt må man sige han er. Undervejs mener han, at alle de unge mennesker skal have en maskinpistol. Han siger så også at alle folk ”derhjemme” siger: ”Er det lovligt?” .. Sådan kører det hele vejen igennem. Små underlige kommentarer og hentydninger imellem numrene. Men jeg tror de har det sjovt. Imponerende senior liv at have alligevel. Han siger at de spiller hver aften i juni, juli og august. Det kræver da alligevel et vist energi niveau, som han tilsyneladende også besidder.

Ted Nugent band består af: Ted Nugent på vokal og guitar, Derek st. Holmes på guitar, Greg Smith på bas samt Mick Brown på trommer. Jeg giver Ted Nugent 4 ud 6, for god underholdning.

Ultralive Ballisticrock er ude via Frontiers Records.
 
  (4 ud af 6) 

Besøg Ted Nugent på Facebook her. 
_________________________________________________________________

Def Leppard - Viva! Hysteria

Anmeldt af Peter Letting: 24-11-2013

Def Leppard er på gaden med nyt dobbelt live album, samt en live DVD (som jeg dog ikke har set). Materialet er ude 18. oktober og titlen er Viva! Hysteria. Jeg husker tydeligt Def Leppard fra dengang jeg trådte mine spæde heavy sko, der tilbage i start ’80’erne. Specielt husker jeg deres album fra 1983 ”Pyromania”, som jeg sikkert har gennemhullet fuldstændig med en af mine første pick-up’er. De kunne et eller andet, og jeg har da også oplevet dem live i det hedengangne spillested på Vesterbrogade ”Saga”.

Siden dengang er jeg godt klar over at de har lavet en del albums, men jeg må indrømme at jeg ikke helt har fuldt så intenst med. Så det var da en sjov oplevelse pludselig at stå med en spritny live cd fra et band som jeg kendte engang, og det er da også gået op for mig at Def Leppard har udgivet nyt så sent som i 2011.

Men tilbage til denne live udgivelse. Jeg er jo desværre nok en smule kedelig, når det kommer til live albums. Jeg synes jo det er fedest at få den rå og u-filtrerede energi og lyd, imens man er tilstede sammen med bandet og adskillige andre tosser med horn i panden. Når det først er blevet produceret og kogt ned i ren lyd, så mangler der ligesom den der ”live magi”, og det skal godt nok være en performance af den anden verden for at få den energi transporteret ud igennem højttalerne, til mig som lytter.

Jeg må indrømme, at jeg jo nok kendte de fleste af numrene på albummet, og selvom rigtig mange af disse numre er ved at have rigtig mange år på bagen, så holder de jo stadig. Nu har Def Leppard jo aldrig været sindssygt avancerede, men numrene er solide og gode rock numre.

Jeg tror så nok, at jeg efter mødet med denne live cd, foretrækker at hive original versionen ned fra hylden, hvis jeg en dag skulle få lyst til et stykke med Def Leppard. Jeg synes ikke rigtig at live magien når ud til mig i den sidste ende, og det er lidt ærgerligt.

Men måske skulle man overveje at se DVD’en fra showet, for ligesom at få ”The Big Picture” Bandet består i dag af: Joe Elliot på vokal, Phil Collen på guitar, Vivian Campbell også på guitar, Rick Svage på bas, og sidst men bestemt ikke mindst den enarmede trommeslager Rick Allen.

Def Leppard får lunkne 3 ud af 6 herfra.

Viva! Hysteria er ude via Frontiers Records.

  (3 ud af 6) 

Besøg Def Leppard på Facebook her. 
_________________________________________________________________

Onslaught - VI

Anmeldt af Dianna Myliva Munch Christensen: 21-11-2013

Har endnu engang haft æren af at anmelde et album fra de Britiske ThrashMetalGiganter - Onslaught. Deres nyeste album som hedder VI.

Vanvittigt, at det er 30 år siden et par af Onslaught-drengene besluttede sig for at de ville spille metal, og stærkt krydre det med noget dejligt hardcore punk, hvilket kort fortalt, udmyntede sig i den vidunderlige thrash metal, Onslaught-lyden, deres unikke signatur, der 3 årtier senere, stadig er at finde.... ja, de troede 100% på deres egne evner, på deres kunst dengang i starten, og her 30 år senere, tror de stadig 100% (måske nok nærmere 666%) på deres kunst, på dén signatur, der har gjort dem til noget, mange bands kun tør drømme om, nemlig legender, en magtfaktor inden for thrash metal som genre, eller crossover - thrash som nogen også kan finde på at kalde det. Og det er bandet, som er inspiration for nyere bands. 

Nå, dette er ingen artikel, dette er en album anmeldelse, så nu til det det hele handler om, det er selvfølgelig deres 6. studie album, det sprit nye album der udkom d 20. September i år, plade selskabet er, også i år, AMF  og det føromtalte album, deres sjette, og bandet har valgt at kalde deres sjette album for VI = sekstallet skrevet som romertal VI (altså det er naturligvis ikke skrevet fordi jeg vil undervurdere læserne af CRC - kun i tilfælde af hvis den ene læser der ikke forstår hvad "VI" betyder..[six][6]  okay, så fik vi vist det på plads) 

Det hele starter med en intro: "A New World Order" - en lun, kærtegnende brise af lette, blide, sensuelle, orientalske forførende toner trækker dig henimod kaos..ret dejligt egentlig.. phew og sådan noget, tænker nogen måske lige.. ;)

For der kommer "Chaos Is King" blæsende direkte imod dig, kaos kommer..nu er kaos her- jamen - kaos for helvede, jeg er kaos, du mærker nummeret kropsligt, du kan mærke styrken og tyngden langt ind i marv og ben, for tro mig, det er stærkt, det er hurtigt og det er aggressivt, og så er det meget tungt, det er nærmest beskidt, bragende, buldrende, ja det er kaos, jeg er kaos, og så er jeg  nærmest overmandet, måske blev jeg ovenikøbet også tacklet lidt  hårdt bagfra også.....men jeg kunne ikke ha ønsket at opleve #2  på nogen anden måde, jeg er jo allerede dér, himmelråbende møghamrende begejstret, begge arme i jubleposition over mit glade hovede, nøøøøøøøøøøøj dét album her, er helt og aldeles anderledes fedt end Onslaughts 5 tidligere albums, misforstå mig ej, for der er ikke et eneste decideret dårligt Onslaught album for mig overhovedet, men denne gang kan jeg allerede inden en hel første gennemlytning, faktisk fornemme, høre, mærke, og føle.. hvor dette album, når hørt i sin helhed, har fået bragt mig hen, ååh så intenst, så stramt.

På den lyriske side, såvel som på den rent instrumentale del, så er der heldigvis alle aggressionerne, skønne herligheder der udfolder sig på den smukkeste vis, aggressioner som på ingen måde er aftaget med alderen... næsten tværtimod fristes man til at konkludere..

"66Fuckin'6" er mit absolutte favoritnummer, og bestemt et af Onslaughts bedste numre ever ,  for dette er nummeret, der udover at sparke helt og aldeles røv i vildskab, får os, og jer, altså samlet set, det får alle os, metalhovederne, til at stå sammen, det er nummeret der giver os følelsen af at være del af noget større, nemlig et rummeligt, og meget fantastisk fællesskab, alle os, united under the flag of ONSLAUGHT we stand!
 
Jeg har yderligere 3 favorit numre som jeg nærmest, næsten, måske ligeså godt kunne ha skrevet nr 1 favorit på udover "66Fuckin'6", og disse er som følger ; "Cruci-Fiction" og "Dead Man Walking", for så at afslutte et ualmindligt fantastisk album, med nummeret "Enemy Of My Enemy". 

Ikke ét nummer falder, hvert eneste nummer holder, jeg lover jer, dette er en skive du med sikkerhed har lyst til at få fingre i - så skynd jer at få fat i jeres helt eget copy, i fortryder det ikke :) For mig er Onslaughts VI et thrash metal fucking mesterværk og HELT deroppe, ved siden af sidste års Kreator skive "Phantom Antichrist". Derfor har jeg intet andet valg end at give "VI"

6/6  top-score - congratz lads, it is well deserved!!!!!!!

VI udkom 20. september via AFM-Records.

    (6 ud af 6) 

Besøg Onslaught på Facebook her. 
_________________________________________________________________

NiteRain – Crossfire 

Anmeldt af Calle: 20-11-2013 

NiteRain er et rock band fra Oslo, Norge. Bandet består af Sebastian Tvedtnæs (sang), Morten Garberg (trommer), Adrian Persen (guitar) og Frank Karlsen (bas). Crossfire er bandets debut album. Stilen er sleazy hard rock og inspirationskilderne tæller uden tvivl bands som f.eks. Mötley Crüe, Guns ’n’ Roses, AC/DC, Faster Pussycat og L.A. Guns. 

Da jeg lyttede til albummet første gang, var den første tanke der slog mig: Sangeren lyder utrolig meget som en ung Alex Nyborg Madsen, dengang har sang i Witch Cross. Nu er vi bare næsten 30 år længere fremme i tiden og stilen her er en anden. Som sagt spiller NiteRain sleazy hard rock og det gør sig gældende hele vejen gennem albummet. Alle klichéerne er i brug og der fyres op for den ene guitarsolo efter den anden. Sangene er bygget over samme list – vers, vers, omkvæd, vers og så en solo. Men jeg synes sku bandet gør det godt og de har efter min mening udgivet et rigtig godt album. 

Crossfire består af 11 sange, hvor der er fuld power på gennem hele albummet, som har en varighed på 39 minutter. På intet tidspunkt sættes tempoet ned, hvilket måske kan gøre albummet en lille bitte smule ensformigt. Personligt synes jeg godt man kan putte en enkelt power ballade på sådan album, for at bryde rytmen en anelse og man lige kan få pusten. Men når det så er sagt, så synes jeg disse unge nordmænd har formået at indspille et rigtig godt album. Mine favoritsange på albummet er ”My World”, ”She Said Go”, ”Run For Your Life” og ”Playin’ The Game”. Men ingen af sangene falder igennem og der er en god rød tråd gennem hele albummet. 

De tre musikere spiller deres instrumenter godt og Tvedtnæs’ stemme er perfekt til musik inden for denne genre. Albummet er indspillet i Studio Studio af Ronni Le Tekrø og det er mixet og produceret af Bjørn Erik Pedersen. Det er ikke navne der siger mig så meget, men de har gjort et godt stykke arbejde. 

NiteRain er efter min mening Norges svar på CrashDïet. Og kan du lide dem, eller nogle af ovennævnte bands, så er jeg næsten sikker på at du også vil synes godt om NiteRain. Jeg er i hvert fald blevet fan!!! Jeg giver Crossfire 4 dødningehoveder, men havde der været en ballade til at bryde rytmen, så havde de fået et halvt dødningehoved mere.

Crossfire udkom 15. november via NiteRain Enterprises.

  (4 ud af 6)
 
Besøg NiteRain på Facebook her.
_________________________________________________________________

Mud Shark – Bonzo Did It (EP)

Anmeldt af Calle: 20-11-2013 

Mud Shark er et dansk rock band fra Århus. De blev dannet i 2012 og består af Alexander (sang og guitar), Christian (bas og keys), Kasper (trommer) og Chryls (guitar og bas). Bandet betegner selv deres stil som en blanding af punk rock, slut 60’ernes coolness og pop/rock, men bare samlet som ét udtryk. Og det kan man på sin vis godt give dem ret i. Jeg vil måske betegne stilen som ”poppet” stoner rock. 

Bonzo Did It er bandets debut EP og den består af 4 sange. De to første sange ”When You’re In Vain” og ”Line Of Fire” er begge to rigtig gode og varierende sange, som tager lidt fra slut 60’ernes psykedeliske univers og blander det med en lidt tungere, næsten grunge-agtig sound. ”When You’re In Vain” har en varighed på næsten 8 minutter, hvilket er medvirkende til at EP’en strækker sig over hele 21 minutter. I begge sange gør bandet brug af koklokke og starten på ”Line Of Fire” får mine tanker hen i retning af ”My Sharona” (slut 70’er hittet fra The Knack). Tredje nummer ”As I Lie Awake” er EP’ens mest down tempo sang. Især de første 2 ½ minut og de sidste 2 minutter virker meget afslappet, men tempoet bliver sat lidt op i mellemstykket. Sangen falder stilmæssigt lidt ved siden af i forhold til resten af sangene. Dermed ikke sagt at sangen er dårlig. Sidste sang er den tunge og dystre ”Break Your Spirit Down”, som leder tankerne i retning af bands som Queens Of The Stone Age eller Fu Manchu eller måske en ”light” udgave af Kyuss. 

Mit helhedsindtryk af Bonzo Did It er rigtig godt. Bandet spiller godt og de spiller meget varierende, hvilket i mange tilfælde kan få mig til at sætte EP’en på igen og igen. Det gør nemlig at man, eller i hvert fald jeg, ikke bliver træt af musikken. Jeg synes det kunne være rigtig spændende hvis Mud Shark fik mulighed for at indspille og udgive et helt album. 

Bandet kalder EP’en for deres bedste bud på hvordan moderne rock skal lyde anno 2013 og jeg vil sige det er et ret godt bud. Giv bandet en chance og lyt til dem via linket herunder. 

Bonzo Did It udkom 1. oktober.

  (4½ ud af 6)
 
Lyt til Mud Shark her: http://mudsharkrock.bandcamp.com/
_________________________________________________________________

Billy Boy In Poison - Watchers

Anmeldt af Peter Letting: 19-11-2013

Det danske death metal band Billy Boy In Poison udgiver deres debut album med titlen Watchers 9. december.

Billy Boy In Poison har eksisteret siden 2005 og har med stor succes spillet en masse jobs i både DK og resten af Europa, samt udgivet indtil flere EP’er. Men nu er de altså ude med et fuldt album.

Tonen slåes an fra første strofe og er hård, rå og lige på. Der bliver ikke lagt fingre imellem. Jeg kan godt lide den ekstremt hårde stil i musikken, men jeg er ikke tosset med growl stilen i vokalen. Jeg er fuldt ud klar over at ”sådan er det bare” med den her death metal stil, men derfor tror jeg aldrig helt jeg vænner mig til det alligevel, så jeg bliver nok aldrig rigtigt inkarneret death metal fan.

Når det så er sagt, så kan jeg sagtens høre at bandet har masser af rutine og overskud, de er sammenspillet og professionelle, og det hele hænger sammen. Jeg er ret overbevist om at dette album bliver en rigtig lækkerbisken for ægte death metal fans.

Selvom jeg sagtens kan få øje på essensen i denne genre, og ”glimtvis” også føler at den rammer noget i mig, så kan jeg ikke skrue mig op til at høre på det ret længe ad gangen. Jeg synes desværre at det bliver lidt for ensformigt, og det skyldes nok primært vokalen, som jeg absolut ikke forstår.

Men det skal ikke afholde mig fra at give albummet min anbefaling til de danske death metal fans, og derfor får albummet 4 ud af 6.

Watchers udkommer den 9. december via Mighty Music/Target Distribution.

  (4 ud af 6) 
 
Besøg Billy Boy In Poison på Facebook her.
_________________________________________________________________

Alter Bridge - Fortress

Anmeldt af Peter Letting: 19-11-2013

Det amerikanske band Alter Bridge er på gaden med nyt album Fortress. Albummet udkom 30.september. Det nye album fra Alter Bridge er efter min mening super skarpt. Det er den type heavy rock, som jeg personligt bedst kan lide. Det er tilpas hårdt og indeholder masser af nerve, lir og finurligheder. De 4 band medlemmer Myles Kennedy, Mark Tremonti, Brian Marshall og Scott Phillips er super dygtige og professionelle, og de er rigtig gode sammen.

Første skæring ”Cry Of Achilles” fik mig straks til at ville høre mere, og da jeg havde lyttet til skæring 2 ”Addicted to Pain” på Spotify, var jeg stort set allerede på vej i Stereo Studio, for at hente hele albummet.

Det er svært lige at forklare, men de 2 numre rummer alt hvad jeg mener der skal til for at skabe fremragende heavy rock. Der er de lækre riff fyret af direkte fra hoften, de vanvittige trommer med masser af variation og rytme skift, de fede, skæve breaks, som skaber den dynamik der skal til, og dertil kommer Myles Kennedy’s lækre stemme. Myles er rå, men klar og så er der samtidig lidt soul over hans stemme. Hans stemme klinger lækkert i mine ører, og jeg vil tro at andre har det på samme måde. Længere inde på albummet fortsætter Alter Bridge med det ene lækre nummer efter det andet, og der er ikke rigtig nogle numre der falder igennem.

Jeg fik nys om dette nye album d. 2. november, og det eneste der kan ærgrer mig i den sammenhæng må være, at jeg efterfølgende opdagede, at de gav koncert i Vega 28 oktober, altså mindre end en uge forinden. Der følte jeg mig ikke helt heldig, for det gad jeg da godt have været en del af.

Nå, men konklusionen her må være, at i skal se at få lyttet til Alter Bridge, og så er jeg ret sikker på at de fleste metal fans vil finde noget de kan lide.

Fortress udkom 30. september via Roadrunner Records.
 
   (5 ud af 6) 
 
Besøg Alter Bridge på Facebook her.
_________________________________________________________________

Sucker Punch – Sucker Punch EP 

Anmeldt af Calle: 18-11-2013 

Sucker Punch er et dansk fem mands orkester fra Skjern. Bandet består af Jes Pihl Bjørnstad (sang), Morten Flindt (guitar), Alberto Gallista (guitar), Lars Groth (trommer) og Jesper Willumsgaard (bas). 

Sucker Punch spiller god gammeldags rock ’n’ roll i stil med Guns ’n’ Roses, Motörhead, Mötley Crüe og Social Distortion. Der er ingen slinger i valsen og man får rock for alle pengene. Der er intet nyt i det bandet spiller, men der er uden tvivl lagt op til fest. Der er godt gang i guitarerne og soloerne bliver ikke glemt. Sangene handler om sex, drugs & rock ’n’ roll og klicheerne står nærmest i kø. 

EP’en består af 5 sange, hvor de fire af dem er ren og skær ROCK, men der også er bleve plads til en enkelt power ballade. Og som den kvikke læser nok har bemærket tidligere, så er det jo lige noget for undertegnet. I en god omgang rock skal der altid være plads til en enkelt ballade. Mit favorit nummer på skiven er uden tvivl ”Tattoos N’ Booze”, men andre sange som ”Dirty Bitch” og ”Stay Away” fungerer også ret godt. Og balladen ”Longing” er skåret præcis som en power ballade skal skæres. Den eneste sang der falder lidt uden for efter min mening er afslutningsnummeret ”Undercover”. Men alt i alt er det en rigtig god EP bandet har udsendt!!! 

Bandet har selv skrevet, optaget og produceret EP’en og det slipper de godt af sted med. Lyden er ”beskidt” og rå og det passer rigtig godt til sangene og stilen. 

Jeg kan sagtens anbefale folk med hang til guitarer og bad ass rock ’n’ roll at tjekke Sucker Punch ud. Jeg kan sagtens forestille mig en hyggelig aften med gutterne, hvor man smider Sucker Punch på anlægget og knapper et par kolde pilsner op og åbner en flaske god whisky. Let the party begin!!!!!!

Sucker Punch EP'en er ude.

  (4½ ud af 6)
 
Lyt til Sucker Punch her: https://soundcloud.com/suckerpunchdk
____________________________________________________________________

Mind Enemies – The Darkest Way (EP)

Anmeldt af Calle: 18-11-2013 

Mind Enemies er et band fra Foggia, Italien. Bandet blev dannet i 2010 som et solo projekt fra sanger og guitarist Giuseppe Caruso. Senere han har fået Gianluca Maffei med på trommer og Giacomo Scirpoli med på bas. De har nu udgivet deres første EP The Darkest Way, som består af 4 sange. 

Stilen er melodisk progressiv metal og inspirationskilderne spænder vidt. Her taler vi både Metallica, Soundgarden, Dream Theater, Rush og Black Sabbath for bare at nævne et par bands. Som sagt er det melodisk metal, men samtidig er stilen også meget dyster, hvilket coveret og album titlen også giver et godt udtryk for. 

Jeg har nu hørt sangene igennem et par gange og jeg er ikke helt blevet grebet af stemningen. Ikke fordi melodierne er dårlige, men det har bare svært ved at sætte sig fast i mine øregange. Musikken er på sin vis god nok og der er en god variation i sangene, men jeg kan ikke helt vænne mig til Caruso’s stemme. Han er en udemærket sangskriver, men ikke verdens bedste sanger. 

Mit klare favorit nummer på EP’en er uden tvivl titel nummeret ”The Darkest Way”. Det er EP’ens længste sang og den variere rigtig godt. Tempoet går op og ned og der er nogle flot guitarspil på nummeret. Især på de sidste to minutter af sangen. Den sidste sang ”Oblivion” er en anelse hårdere end de tre andre sange og falder måske en lille smule udenfor det melodiske. 

Det er Caruso selv der står som producer og sangskriver og det er også ham der har lavet layoutet. Så manden har helt sikkert en vision med sin musik. 

Har du hang til melodisk metal eller kunne du tænke dig at lytte til noget nyt musik, så bør du tjekke Mind Enemies ud. Måske fanger det dig bedre end det fangede mig. 

The Darkest Way er ude.

  (3 ud af 6) 
 
Lyt til Mind Enemies her: http://www.reverbnation.com/mindenemies
___________________________________________________________________

Max Pie - Eight Pieces - One World

Anmeldt af Lasr Frosz Nielsen: 16-11-2013

Belgiske Max Pie er en ren fornøjelse at lytte til. Prog. Power Metal i stil med Dream Theater. Eight Pieces - One World har, sjovt nok, 8 numre på mellem 4 og 9 minutter pr nummer, hvilket er perfekt, efter min smag.

Der bliver lagt hårdt ud med fuld drøn på, og der er lagt op til synkoperet headbanging inden der er gået 30 sekunder. Der er mange temposkift og god variation mellem det hurtige, det stille og melodiøse.

Der er ET forholdsvis stille nummer, og det er næsten en selvfølge med den tittel: I'm in love.... men det er ikke et pladderromantisk nummer - bare lidt langsommere tempo end de 7 andre...sådan gennemgående langsommere, men stadig med saft og kraft i.

Jeg har været ganske begejstret for cd'en som helhed og den er rigtig flot produceret. Jeg kan forestille mig at der må være gæstemusikere til koncerterne, da guitarer og keyboards bliver spillet af én og samme person på nærværende cd.

Tony Carlino er i den vokale frogrund og har en udmærket stemme som passer godt, Damien Di Fresco spiller guitarer & keyboards, Olivier Lemiere spiller bas og Sylvain Godenne spiller trommer....jeg skylder måske lige at sige at siden denne cd er indspillet er Oliver Lemiere skiftet ud med Lucas Boudina på bas. Man får 50+ minutters velproduceret og velspillet fornøjelse for pengene.

Eight Pieces - One World er ude via Mausoleum Records.

   (5 ud af 6) 
 
Besøg Max Pie på Facebook her.
____________________________________________________________________

Grenouer - Blood On Your Face 

Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 15-11-2013 

Grenouer fra Sct. Petersborg i Rusland giver deres bud på, hvordan Heavy Metal skal lyde i dag. Blood On The Face er en Heavy Metal i den lidt poppede ende, men bestemt værd at lytte til for alle der godt kan lide ROCK. Det er nogle spændende riffs de spiller. Jeg ser hele tiden Simon Le Bon fra Duran Duran for mig, da både stemme og sangstil ligger MEGET tæt på netop denne Hr. Le Bon.

Jeg sidder også med Siamese Fighting Fish (SiFiFi) i tankerne....nærmest en skøn blanding af Duran Duran og SiFiFi. Der lægges ud med synthesizer intro og fortsætter med føromtalte spændende guitar-riffs. Der er også lidt Russer-engelsk RAP med :) Bassen ligger rigtig godt i lydbilledet, trommerne er ikke for dominerende og det hele er produceret flot. Selvom der er synths med er det ikke for meget. Der er kælet for detaljerne kan man høre. Der er ikke overvældende mange guitarsoli, men dem der er lyder godt.

Andrey Ind synger, Alexander Motor deler guitarjobbet & backing-sangen med Igor Buzzy, Michael Coroner spiller trommer og Dmitry Daemon spiller bas.

Jeg synes at de gør det godt og har formået at holde sig på banen siden 1992. Som sagt er det poppet Heavy Metal med kant som sikkert sagtens kunne finde vej til Danmarks Radio.... et af de 10 numre MÅ da finde vej - det fortjener de.

Blood On Your face er ude via Mausoleum Records.

   (5 ud af 6) 
 
Besøg Grenouer på Facebook her.
___________________________________________________________________
 
Black Succubi – Eye Of The Beholder 

Anmeldt af Calle: 13-11-2013 

Black Succubi er et dansk metal band der blev dannet i 2005. Der har været en del udskiftninger i besætningen siden de startede, men på cd’en består bandet af Jan Lundstrøm (sang), Thomas Pedersen (guitar), Jan Weincke (guitar), Jesper Brogaard (bas) og Jesper Olsen (trommer). Siden indspilningen af albummet har Jesper forladt bandet og ny mand på bassen er Morten Sefeld. 

Black Succubi spiller medlodisk metal og Eye Of The Beholder er deres andet fuld længde album. Albummet består af 11 metal sange, samt en lille interlude i form af ”Succubi Dreaming” og det mere stille afslutningsnummer ”Eye Of The Beholder Part 2”. Der er fuld knald på guitaren gennem hele albummet og bassen og trommerne tordner derudaf. Melodierne er gode og Jan’s stemme passer godt til bandets stil. 

Mine favorit sange på Eye Of The Beholder er ”Until You Sleep”, ”Into The Night”, ”Strangest Places” og ”Retribution/Revolution”. Derudover synes jeg også godt om ”Time For Goodbyes”, hvor bandet har en kvindelig gæstevokal, som kommer fra Kira Li. Jan og Kira’s stemmer fungerer rigtig godt sammen, hvilket giver sangen et ekstra lille pift. Overordnet set er det nogle gode sange bandet har indspillet og jeg synes rigtig godt om den tunge og rå lyd der er på albummet. Det er hård melodisk metal når det er bedst!!!! 

Eye Of The Beholder er indspillet, mixet og masteret af Thomas Pedersen i hans Earplug Studio. Bandet har selv produceret albummet. 

Jeg har også bandets debut album ”Black Succubi” fra 2008 og jeg synes helt sikkert de har rykket sig en del siden det udkom. Er du til metal med hårde guitarer og tunge rytmer, så bør du helt sikkert tjekke Black Succubi og deres  Eye Of The Beholder ud. Bandet holder releasefest på High Voltage i København den 29. November. (Læs mere om arrangementet her). 

Eye Of The Beholder er ude via Gateway Music. 

  (4½ ud af 6)
 
Besøg Black Succubi på Facebook her.
__________________________________________________________________

The World State - Flier EP 

Anmeldt af Peter Letting: 12-11-2013 

Det danske band The World State har udgivet en EP ved navn Flier med 4 numre. Flier er den første af 2 EP’er som er på trapperne. The World State består af Leif Nielsen, Monika Pedersen, Ronny Sørensen og Andreas Schubert.
 
Jeg har læst et sted at dette er en genre-forvridende EP, og det kan jeg kun nikke til. Det er ikke rigtig rock, men det er heller ikke pop. Det er ikke rigtig klassisk, men det er heller ikke jazz. Men der er elementer af det hele, og krydret med vokalen fra Monika Pedersen, som også bærer elementer af noget klassisk korrekt, nærmest teatralsk, så bliver det en sammensat størrelse.

Jeg kan ikke helt beslutte med mig selv, hvad jeg skal mene om denne form for musik. På den ene side er det en anelse FOR eksperimenterende til mig, men på den anden side er det også rart at blive hevet ud af den sædvanlige ”3-4-spil…”. Jeg tror stadig på, at jeg som lytter og musik- bruger, har behov for at blive konfronteret med diversiteten i de forskellige genrer, for ikke at gro fast. Jeg hader faktisk når mit yndlingsband beslutter sig for at skifte stil, eller gøre tingene anderledes, for så bliver jeg usikker i min tro på at bandet hører til på min yndlingshylde. Men jeg kan sagtens følge musikkerne og deres trang til at udfolde sig, og efterprøve deres drømme. De er trods alt kunstnere, og for ikke at gro fast og miste deres kreativitet, må der nødvendigvis foregå en løbende udvikling. På det plan kan jeg godt forstå The World State.

Sidste skæring på denne EP, er en lille klaver ”sonate”, tror jeg at jeg må kalde det. Et fortryllende klassisk velspillet stykke klaver musik, som igen, på ingen måde minder om noget andet på denne EP, men som faldt lige ind i mine øregange og landede blidt i mit musik bibliotek under kategorien ”Like”. Jeg vil give The World State 3 ud af 6. 

Flier er ude.

  (3 ud af 6)
 
Besøg The World State på Facebook her.
___________________________________________________________________
 
Stereoattack - Stereoattack EP 

Anmeldt af Peter Letting: 12-11-2013 

Stereoattack er et Københavnsk band, og de har begået en EP med 4 numre. Bandet består af de 4 medlemmer: Mads Skoubo Andersen : Vokal og Guitar, Søren Andersen : Lead Guitar, Peter Alfast : Bas, Lars Bahr : Trommer og backing vokaler

Stereoattack spiller efter min mening en inderlig og indlevende rock ’n roll. Det er tydeligt at inspirationen til deres sound og sammensætning er hentet tilbage i 70’ernes rock univers. Jeg mener helt klart at kunne høre både Black Sabbath og Led Zeppelin i Stereoattack. Jeg kommer til at tænke på Australske Wolfmother.

Den første skæring ”Hard To Tame”, er dog knapt så 70’er agtig, men minder mere om noget fra f.eks. REM, så der er lidt for enhver smag. Jeg er jo vokset op med de gamle dinosaurer i Rock’en, og synes at den gamle autentiske lyd som Stereoattack har fremtryllet, er en stærk og autentisk udtryksform, som giver lytteren et billede af indlevelse og ”virkelighed”, fremfor mange af de ”sterile” studie albums der bliver sendt på gaden. Jeg ved da også at Stereoattack bevidst er gået efter at indspille så Live og autentisk som det kan lade sig gøre, i Gain Factory studiet.

Det bliver spændende at følge Stereoattack, og eftersom de jo er et Københavner band, så skulle det da ikke være helt umuligt, at komme til at opleve dem på en af de mange spillesteder i København og omegn. Når alt kommer til alt, så er det meste musik bare fedest at opleve Live.

Jeg giver Stereoattack 4½ ud af 6. 

Stereoattack EP'en er ude. 

  (4½ ud af 6)
 
Besøg Stereoattack på Facebook her.
_________________________________________________________________
 
Ugly Kid Joe – Stairway To Hell 

Anmeldt af Calle: 11-11-2013 

Efter en pause på over ti år, så blev amerikanske Ugly Kid Joe gendannet i 2010. De spillede en masse koncerter og jeg så dem bl.a. på Sweden Rock festivalen i 2012. Samme år udgav de deres nye EP Stairway To Hell, men den udgave jeg har fået til anmeldelse er en limited edition med tre bonus tracks og en live DVD. Den udkom i juni 2013. 

Bandet består af de originale medlemmer Whitfield Crane (sang) og Klaus Eichstadt (guitar), samt Cordell Crocket (bas), Dave Fortman (guitar) og Shannon Larkin (trommer), som alle tre var med i bandets storhedstid i start og midt halvfemserne. 

Stairway To Hell består af 6 nye sange, samt 3 akustiske sange (de tre førnævnte bonus tracks). Ugly Kid Joe er jo kendt for at spille en god blanding af heavy metal, hard rock og funk metal og det viser de også på denne EP. Sange som ”Devil’s Paradise”, ”You Make Me Sick” og ”I’m Alright” viser bandets rock/metal side, mens en sang som ”Love Ain’t True” viser den mere funkede del. I den sang medvirker Angelo Moore og Dirty Walt fra funk rock/metal bandet Fishbone. Sidste sang ”Another Beer” er en ”typisk” stille sang fra Ugly Kid Joe side. Den er lidt i stil med ”Mr. Recordman” fra ”America’s Least Wanted”. Mine personlige favoritter på Stairway To Hell er ”I’m Alright” og ”Devil’s Paradise”. Begge sange er bygget godt op med fede riffs og let genkendelige omkvæd. 

De tre bonus tracks består af ”Cat’s In The Cradle”, som bandet havde en stort hit med tilbage i 1992 på førnævnte ”Amerca’s Least Waned”. Derudover er der en akustisk version af ”Would You Like To Be There”, som oprindeligt var at finde på ”Motel California” fra 1996. Den sidste sang er en akustisk version af ”No One Survives”. Det er faktisk meget sjovt at høre to forskellige versioner af samme sang på det samme album. Begge versioner fungerer ret godt. 

Som nævnt tidligere medfølger der også en live DVD som bonus. Det er en hel koncertoptagelse fra bandets optræden på Download Festivalen i juni 2012. (Samme måned som jeg selv så dem på Sweden Rock). Jeg har ikke set DVD’en, men jeg vil næsten garantere at det er god underholdning. Ugly Kid Joe er et fedt live band. 

Alt i alt er det en god EP bandet har udsendt og de er tilbage som man kendte dem fra tidligere. Det virker som om de kan lide hvad de laver og at de har fundet kemien igen. Det virker bestemt ikke som om de bare har gjort det, fordi de havde brug for pengene. Så kunne du lide dem tilbage i 90’erne, så vil du stadigvæk kunne lide dem nu!!!!

Stairway To Hell er ude via Metalville.

   (5 ud af 6) 
 
Besøg Ugly Kid Joe på Facebook her.
_________________________________________________________________

TurboChild – TurboChild EP 

Anmeldt af Calle: 10-11-2013 

For lidt over 2 år siden anmeldte jeg det århusianske rock band Six Barrel Syndicate’s debut EP og jeg har fulgt bandet siden. Bl.a. da de deltog i Hard Rock Rising 2012 på Hard Rock Cafe i København, hvor de løb med sejren. Nu har bandet skiftet navn til TurboChild og samtidig har de udsendt endnu en EP. Bandet er stadigvæk det samme og de fem unge fyre er Richard Schuster (sang), Jakob Trolle (bas), Adam Løvsø (trommer), Bue Løvsø (guitar) og Buster Kristensen (guitar). TurboChild spiller god gammeldags rock, der er inspireret af 70’ernes/80’ernes rock. 

På denne EP er der kommet en anelse mere 70’er groove indover musikken, hvilket bestemt ikke gør det dårligere. Det er samtidig fuld knald på guitaren og der fyres en del fede riffs af gennem alle numrerne på skiven. De fire sange er “Heavy Thunder”, “Kings And Queens”, “White Lies” og “It Ain’t Over Yet”. Alle fire sange er efter min mening rigtig godt skruet sammen, men efter flere gennemlyt, så er mine personlige favoritter åbningsnummeret “Heavy Thunder” og afslutningsnummeret “It Ain’t Over Yet”. De har lige den ekstra tand energi, som virkelig for mig til at rocke med. 

EP’en er indspillet i Dead Rat Studio med Jacob Bredahl bag knapperne. Og han har (som altid fristes man til at sige) produceret en rigtig god EP for de fem århusianske ungersvende. Når det så lægges sammen med god musikalitet, en cool vokal og fire velskrevede sange, så sidder man tilbage med et godt slut produkt. TurboChild kan være rigtig stolte af denne EP. 

Spiller bandet i nærheden af dig, så vil jeg råde dig til at tjekke dem ud. De giver den fuld gas på scenen og man bliver nemt grebet af stemningen, som bandet udsender fra scenekanten. Og selvfølgelig vil jeg også råde dig til at tjekke bandits nye EP ud. Den går man ikke galt i byen med!!!! 

Mit ønske til bandet fremover er, at de forhåbentlig får indspillet et helt album. Så har man også lidt mere at bedømme dem på. Men der ryger fire et halvt dødningehoved fasted for denne EP. 

TurboChild EP'en er ude.

  (4½ ud af 6)
 
Besøg TurboChild på Facebook her.
_________________________________________________________________

Stryper - No More Hell To Pay 

Anmeldt af Peter Letting: 07-11-2013 

Amerikanske Stryper er ude med nyt album 1. november med titlen No More Hell To Pay. Dette er mit første møde med bandet Stryper, og dermed mit første møde med genren ”Christian Hard Rock”. Og hvad er det så, spørger jeg mig selv?. For umiddelbart er det jo modsætninger der mødes. Vil man f.eks. til deres koncerter ikke lave ”djævlens tegn \m/”, nu da det er kristent? Og handler alle teksterne om Gud og Jesus, i stedet for djævlen og helvede, som jo trods alt er mere ”almindeligt” inden for den hårde rock? Jeg vil sige at jeg havde min skepsis, men blev positivt overrasket. Hvis man ser bort fra indholdet af teksterne, kan man ikke umiddelbart høre nogen mærkbar forskel på ”kristen” heavy og andet heavy.

Stryper siger selv at dette er deres hidtil hårdeste album, og det har jeg jo svært ved at vurdere, men jeg synes faktisk at det er tilstrækkeligt hårdt, velspillet og spændende. Vokalen er da nærmest helt i særklasse, og spænder hele spektret op til de absolut højeste toner, som nærmest giver mig gåsehud. Jeg synes også at guitar præstationen er rigtig lækker, med fede riff og soloer.

Der må være en kraftig inspiration fra bands som Van Halen, Judas Priest og Iron Maiden, og stilen falder lige ned i min smag. Specielt nummer 3 ”Saved By Love”, nummer 4 ”Jesus Is Just Alright”, nummer 6 ”Legacy” og nummer 7 ”Marching Into Battle”, synes jeg er numre som virkelig har noget at byde på. Der er kant og variation, og jeg føler mig godt underholdt.

Resten af skiven er også OK, men jeg må indrømme at hvis jeg kan finde 2-4 numre på et album som jeg synes skiller sig ud, så er jeg sq meget godt tilfreds. Det er trods alt sjældent jeg løber ind i 12 numre på en skive, hvor jeg synes de alle er lige ”fede”.

Jeg har stor respekt for bandet, for det må alligevel kræve sin styrke at udgive heavy rock som kigger mere mod himlen end mod helvede. Som jeg startede med at skrive, så er det modsætninger der mødes, men jeg synes Stryper slipper rigtig godt fra det. Stryper er da også igennem tiden blevet hædret med adskillige priser og nomineret til endnu flere, og de har da trods alt solgt næsten 8 mill. skiver, så der må være en kristen heavy metal fanskare derude i verden.

Nu er jeg ikke specielt troende, og ej heller konfirmeret, så det falder mig lidt svært at forholde mig til, men hvis jeg SKAL konfronteres med Gud og Jesus, så skal det da være med Stryper ved alteret.

Bandet består af: Michael Sweet – Vokal og Guitar, Robert Sweet – Trommer og backing vokal, Tim Gaines – Bas og backing vokal samt Oz Fox – Guitar og backing vokal. Stryper får 4½ ud af 6. 

No More Hell To Pay er ude via Frontiers Records.

  (4½ ud af 6)
 
Besøg Stryper på Facebook her.
_________________________________________________________________
 
Place Vendome - Thunder In The Distance 

Anmeldt af Peter Letting: 06-11-2013 

Place Vendome er ude med deres 3. album 1 november med titlen Thunder In The Distance. Vi befinder os i den melodiske ende af rock genren. Minder mig til tider en smule om noget Europe eller noget i den retning, men dog for det meste lidt til den hårde side. Det er en lidt sjov gren af rock musikken, som ikke rigtig kan finde ud af om den vil være rock eller pop, men ender alligevel med at hælde mest til den rock’ede side.

Forsanger Michael Kiske var tidligere i sin karriere (før 2004) del af den noget tungere heavy gruppe Helloween, men valgte altså allerede dengang at skifte spor til den mere melodiske rock genre, hvilket han faktisk mestrer helt fint. Han har en fremragende stemme, som er både klar og tydelig, men samtidig rå og rock ’n roll som den skal være.

Bandet består ud over forsanger Michael Kiske af, Dennis Ward på Bas, Uwe Reitenauer på Guitar, Gunther Werno på keyboard samt Dirk Bruinenberg på trommer.

Albummet er velspillet og velproduceret uden de helt store overraskelser, og passer fint til en stund hvor man bare skal have noget passende musik i baggrunden, som man ikke behøver specielt at forholde sig til. Jeg må dog erkende at albummet har vundet lidt efter et par ekstra gennemlyt, hvor jeg ved første møde, var rimelig skeptisk, er jeg dog vendt om til at synes at det er OK.

Som skrevet er der ikke de store udskejelser på albummet, og af samme grund kan jeg ikke helt beslutte mig for et yndlingsnummer. Det sværeste ved den her slags musik og albums er, at når jeg har hørt albummet igennem og lægger det fra mig et stykke tid, så har jeg svært ved at skille det ud fra alle de andre, hvis jeg ikke falder over noget der stikker lidt ud.

Så der er vel ikke så meget andet at sige til albummet end at det er et OK album uden overraskelser og derfor får det 3 ud af 6 mulige

Thunder In The Distance udkom 1. november via Frontiers Records.

  (3 ud af 6)
 
Lyt til Place Vendome her.
_________________________________________________________________
 
Killer Bee - Evolutionary Children 

Anmeldt af Peter Letting: 05-11-2013 

Svenske Killer Bee udgav 14 oktober et nyt album med titlen Evolutionary Children. Jeg kender ikke Killer Bee fra tidligere men de har eksisteret i 2 omgange, hvis man kan sige det. Første gang fra 1990-1997, og gendannet i 2011.
 
Bandet består af: Brian ”Bee” Frank – Vokal, Anders ”LA” Rönnblom – Bas, Morgan Evans – Trommer, Jimmy DeLisi – Guitar, Denny DeMarchi – Keyboards

Når jeg læser ”Killer Bee”, må jeg indrømme at jeg forventer noget voldsomt. Killer Bee er da også i den traditionelle hård rock skuffe, men de ”stikker” ikke så meget som jeg nok havde set frem til.

Det er svært at sige hvorfor det lige er, at man falder for nogle bands og ikke for nogle andre. Genren på ”Evolutionary Children” er i stil med AC/DC, Shotgun Revolution eller lignende bands, som jeg jo er voldsomt glad for, men Killer Bee taler ikke rigtigt til mig.

Mit yndlingsnummer, hvis jeg skal udnævne et sådant, må være nummer 9 ”I’m On Fire”.

Jeg tror faktisk at Killer Bee’s musik egner sig godt til Live optræden, og det er da også meget muligt at jeg vil finde mere sympati for skiven med tiden, hvis jeg altså husker at lytte til den en gang imellem.

Jeg er ret sikker på at Killer Bee har mange fans, og som sådan fejler albummet da heller ikke noget. Jeg vil foreslå at folk med hang til traditionel rock giver Killer Bee et lyt, og ikke lader sig gå på af mine mere eller mindre negative udladninger.

Jeg giver albummet 3 ud af 6. 

Evolutionary Children er ude via Target Distribution.

  (3 ud af 6)
 
Besøg Killer Bee på Facebook her.
_________________________________________________________________
 
HateSphere - Murderlust 

Anmeldt af Peter Letting: 27-10-2013 

Danske thrash metal, (eller som genren er beskrevet nogle steder ”Melodisk dødsmetal”…) veteraner Hatesphere udkom med nyt album Murderlust 30. september. Hatesphere består af følgende medlemmer: Esben Hansen – Vokal, Peter Lyse Hansen – Guitar, Jakob Nyholm – Guitar, Jimmy Nedergaard – Bas, Mike Park - Trommer.

Jeg kan tydeligt mærke at det her er en genre som jeg ikke har beskæftiget mig specielt meget med. Det er nok lige i den tunge ende af min skala, så selv om Hatesphere har eksisteret i mange år og udgav deres første album i 2001, så er det første gang at jeg lytter til dem.

Det er nu rart at høre at det ikke kun er Thomas Helmig og Gnags der kommer fra musik scenen i Århus. De her drenge kunne nu for den sags skyld ligeså godt komme direkte fra helvede. Musikken er tung og hurtig, som den SKAL være i denne genre, og vokalen kommer direkte fra hornene af en ond ”satan”.

Med et titel nummer som Murderlust, er stilen lagt til et mørkt og ondt univers. Der bliver da heller ikke lagt fingre imellem, og med andre titler som ”The Violent Act” og ”Punishable By Death” fortsætter Hatesphere deres vej igennem helvede, med det ene onde riff efter det andet, fuld smadder på trommerne og ondskaben selv ved mikrofonen.

Dog får man lov til lige at hvile ørene ved blide guitar strofer (men kun 1 minuts tid…) i starten af In Process, som er et nummer lidt nede i tempo, men super velspillet og meget melodisk. Rigtig fedt nummer faktisk.

Så selvom jeg umiddelbart mente at Hatesphere lå uden for min rækkevidde rent musikalsk, så tror jeg faktisk at jeg er blevet en smule omvendt i løbet af de 51 min. som de 12 sange varer. Albummet får 4½ ud af 6 stjerner herfra.

Murderlust er ude via Massacre Records/Target Distribution. 

  (4½ ud af 6)
 
Besøg HateSphere på Facebook her.
_________________________________________________________________
 
Seventh Key - I Will Survive 

Anmeldt af Peter Letting: 27-10-2013 

Seventh Key udkommer med 3. studie album 1. november med titlen I Will Survive på Frontiers Records. Da jeg satte skiven på og hørte de første strofer til titel nummeret ”I Will Survive”, var jeg hooked med det samme. Det er definitivt melodisk rock, men titel nummeret er langt mere progressivt og ”skævt” end jeg havde forventet, og det tog mig faktisk lang tid at komme videre på skiven, for jeg synes bare det var ”Top-dollar”.

Track nummer 2 ”Lay In On The Line” var ligesom første nummer ret svært at komme videre fra, og jeg blev også her hængende temmelig længe før jeg kom videre. Nummeret får mig til at tænke på Deep Purple, grundet keyboard lyden.

Billy Greer (tildligere Kansas), som er hovedmanden og forsanger i Seventh Key, har en god stemme til den her slags melodisk rock, og det hele bliver mesterligt produceret af hans mangeårige makker Mike Slamer, som også er med på guitar og keyboard. Specielt keyboard lyden og soloerne er temmelig fede og gennemførte, men også de mange kor sekvenser er lækkert harmoniske og afstemte.

Efter nummer 2, daler entusiasmen desværre en smule, og på nær nummer 11 ”I Want It All” er de resterende numre lidt mere anonyme, og falder helt klart i den kategori af sange som jeg fra starten forventede at finde på dette album. De fejler skam ingenting, men mangler lige det der touch, som gør at de ikke går i glemmebogen i samme sekund de slutter.

Billy Greer udgør på bas sammen med trommeslager Chet Wynd rytmesektionen. Jeg vil klart give de 3 fedeste numre en 5’er og resten af skiven får ca. en 3’er, så gennemsnittet må lande på 4 ud af 6

I Will Survive udkommer 1. november via Frontiers Records..  

  (4 ud af 6)
 
Besøg Seventh Key's website her.
_________________________________________________________________
 
Lagerloudz – Hold On Tight 

Anmeldt af Calle: 25-10-2013 

Lagerloudz er et dansk rock band fra Vordingborg, som blev dannet for 3 år siden. Bandet består af Pain Punch (vokal), Stixx Starr (trommer), Terror Trocker (bas), Badass Birk (guitar). Navnene er måske en anelse Steel Panther inspireret, men hvad fanden – det er jo musikken det kommer an på. Lagerlouds spiller 80’er inspireret sleazy hard rock og glam rock og jeg vil sammenligne dem med bl.a. finske Hanoi Rocks samt Guns ’n’ Roses og KISS for bare at nævne et par bands. 

Hold On Tight er bandets debut album. Det består af 11 sange, som efter min mening er velskrevet med gode fængende melodier. Derudover er flere af omkvædene også fængende og man kan hurtigt synge med på dem. Så det er efter min mening god musik, som kan bruges i et festlig lag. Der er dømt party rock for alle pengene. Teksterne bærer også præg af 80’er inspirationen og den står på sex, drugs & rock ’n’ roll. Bare se på et par af sang titlerne som f.eks. ”Backstage Drunk”, ”Hairspray And Airplay” og ”Let’s Get Drunk Tonight”. 

Mine favoritsange på albummet er førnævnte ”Hairspray And Airplay”, samt ”Baby You’re My Rock”, åbningsnummeret ”Fill My Heart With Rock”, samt ”Rollercoster Ride” og albummets ballade ”Beg For Less”. Men faktisk synes jeg alle sangene er gode og ingen af dem falder totalt igennem. 

Hold On Tight er indspillet i henholdsvis Grizzly Sauer Studios og Medley Studios i København. Sangene er mixet af henholdsvis Emil Buus Sauer (Grizzly) og Søren Andersen (Medley). Der er en overordnet fed sleaze rock feeling over lyden og jeg bliver nemt draget ind i bandets verden. 

Er du fan af sleazy hard rock og kan du lide nogle af ovennævnte bands, så bør du helt sikkert tjekke Lagerloudz ud. Det er catchy rock med gode sange og fængende melodier. Man bliver uden tvivl i godt humør når man lytter til albummet. Eller jeg gør i hvert fald!!!!!

Hold On Tight er ude og det er distribueret af Universal Music.  

  (4½ ud af 6)
 
_________________________________________________________________

Electric Guitars - Electric Guitars

Anmeldt af Peter Letting: 25-10-2013

Electric Guitars er nyt materiale på den danske rock scene og udkom med et album 9 september, og når jeg skriver nyt, så er det jo ikke fordi at musikerne er nye eller ukendte, men blot konstellationen som er ny. 

Jeg har været igennem albummet et par gange eller 3, og jeg tror måske at ”man skulle have været der”, altså på en af deres mange live koncerter. Det skinner naturligvis tydeligt igennem at hele albummet er baseret på guitar performance og lir, hvilket falder fint i min smag, men jeg er ikke helt blæst bagover, som jeg kan fornemme at flere andre er. Måske skal albummet blot modnes i min musik bevisthed, men så langt er jeg altså ikke nået.  

Det har helt sikkert været en fest at samle så meget guitar som muligt for de 2 herrer Mika og Søren, og der er da også op til flere genialiteter på albummet. Man kan tydeligt forestille sig hvordan der er blevet spillet op til og –imod hinanden i studiet, og netop det kunne jeg godt tænke mig havde skinnet lidt mere igennem på materialet. Men det må være en fornøjelse at opleve dem live og overvære de interne spil og finurligheder, 2 guitarister imellem. 

Det største scoop må være ”Hero Of Mine”, med 10 af landets bedste guitarister samlet, i hvad der minder om én lang guitar solo. Et glimrende koncept som jeg kun kan tilslutte mig og nikke anerkendende til. 

Men det rykker ikke ved at jeg trods alt ikke rigtig bliver ”rocket” når jeg hører skiven. Jeg sidder sq lidt og overvejer om jeg er den eneste gamle rocker som ikke falder på halen af det her, men sådan må det bare være. Smag kan jo ikke diskuteres. 

Skal jeg sætte min finger på et yndlingsnummer på skiven må det blive nummer 7 ”You’re On Fire”. Er helt sikker på at skiven vil komme frem igen ved lejlighed, men jeg tvivler på det bliver en favorit. Jeg giver den 3½ ud af 6

Electric Guitars er ude via Target Records. 

    (3½ ud af 6)
 
Besøg Electric Guitars på Facebook her.
_________________________________________________________________

Velociter – Hangar Of Doom (EP)

Anmeldt af Calle: 17-10-2013

Velociter er et old school thrash/heavy metal band fra Herning. Bandet blev dannet i 2011 og består af Ralle Tobias Clemmensen (sang/guitar), Steffen Hagelskjær (bas), Bastian Reinholdt Madsen (guitar) og Thomas Halborg Madsen (trommer).

Bandet lægger ikke skjul på hvor deres inspiration kommer fra. Man skal bare tage et lille kig på den lange liste af bands der står nævnt på deres Facebook side (link).

Hangar Of Doom består af 6 numre, hvor det ene er en stille og forholdsvis dyster intro. Den efterfølges af titelnummeret ”Hangar Og Doom”, som er en af de hårdeste sange på EP’en. Et helt udmærket nummer at åbne ballet med. Herefter kommer det lidt mere down-tempo nummer ”Death Of A Pilgrim”, som viser en ny side af bandet. Det er ligeledes et ret godt nummer. Næste sang er ”A Madman’s Delirium”, som efter min mening er det ”svageste” nummer på EP’en. Det indledes med et udmærket bas og tromme intro, men resten af sangen rammer ikke mig specielt meget. Derimod er de sidste to sange ”New Antichrist” og ”The Consequence Of Betrayal” efter min mening de to bedste sange på Hangar Of Doom. Især afslutningsnummeret fungere rigtig godt for mig, både fordi der er en god variation i nummeret og fordi bandet virkelig for vist havd de kan. Men alt i alt er det en rigtig god omgang thrash/heavy metal bandet har leveret. Der er intet nyt i det de spiller, men de gør det sku ret godt.

Musikken er velspillet og der er mange gode passager med guitarlir, dobbelt stortrommer og tunge basgange. Samtidig har Ralle en vokal der er rå og hæs, og som passer rigtig godt til denne genre. Når man lytter til Hagar Of Doom får man virkelig følelsen af, at bandet har brugt blod, sved og hårdt arbejde for at komme i mål og ramme præcis det de gerne ville opnå med EP’en. Derudover sidder man også med en følelse af, at de har en kæmpe kærlighed til old school metallen. Det er rigtig godt gået af disse unge mænd fra Herning. De har udgivet en EP de kan være stolte af!!!

Hangar Of Doom er helt sikkert en EP for folk der kan lide at headbange og som ligeledes har en forkærlighed for old school trash metal. Jeg er ihvertfald blevet fan!!!

Hangar Of Doom udkom 14. juli 2013..
 
  (4½ ud af 6)
 
_________________________________________________________________
 
Walking With Giants – Walking With Giants (EP)

Anmeldt af Calle: 17-10-2013

Walking With Giants er et projekt der blev dannet i 2012 af Gary Noon. Gennem sin opvækst blev han inspireret af musik fra bl.a. Bob Dylan og Van Halen, men senere blev det nyere rock bands som f.eks. Alter Bridge og Sevendust. Han dannede sågar et Alter Bridge/Sevendust coverband. Og hvad er så bedre for en ung mand end at få muligheden for at arbejde med Scott Phillips (Creed/Alter Bridge) og Clint Lowery (Sevendust/Dark New Day). Det har Noon gjort på denne debut EP. Udover at synge spiller Noon selv guitar og bas, mens Lowery ligeledes spiller guitar og bas og Phillips står for trommerne.

Inspirationskilderne er ikke til at tage fejl af. Her snakker vi netop om bands som Creed, Alter Bridge, Sevendust og The Mayfield Four. Altså storladent rock med flot ren lyd som er velproduceret. EP’en består af 6 sange, som er skrevet af Noon i samarbejde med Lowery. Ingen af de 6 sange er på nogen måde dårlige eller kedelige. Tværtimod er de bygget godt op med nogle velskrevne melodier og der er en god rød tråd gennem sangene. Musikerne kan uden tvivl deres kram og Noon’s stemme fungerer rigtig godt til musikken. Noon og Lowery deles om guitararbejdet på alle sange og spiller soloerne på tre sange hver. Det samme gør sig gældende for bassen, som de spiller på tre sange hver.

Som sagt synes jeg godt om alle 6 sange, men skal jeg fremhæve et par stykker af dem, så må det være første singlen ”Inside Out”, samt den lidt hårdere ”Crashing Down” og afslutningsnummeret ”The End”. Jeg har hørt EP'en mange gange nu og den vil helt sikkert ikke gå i glemslen for mit vedkommende. Faktisk har jeg bestilt den, så jeg ikke kun har den som digital download fra selskabet, men at den rent faktisk kommer til at stå fysisk i min samling.

Walking With Giants er produceret af Lowery og det er engineered og mixet af Mike Ferretti og masteret i Sterling Sound af Ted Jensen.

Hvis du er til nogle af de ovennævnte bands, så vil du uden tvivl synes godt om Walking With Giants. Men er du ikke til musik inden for denne genre, så bør du gå en lang bue udenom. Jeg er personlig blevet fan og vil følge bandet nøje og samtidig se frem til deres debut fuld længde album, hvis de får indspillet og udgivet et!!!

Walking With Giants er ude.  

   (5 ud af 6) 
 
Lyt til Walking With Giants her: http://www.reverbnation.com/WWGofficial
_________________________________________________________________

Trouble Circus - Ain't Shit

Anmeldt af Calle: 16-10-2013
Trouble Circus er et rock band fra Bodø i Norge. Bandet blev dannet i 2008 og består af Eirik Evjetun (sang), Kristian Nygård Solhaug (guitar), Lasse Johnsen (bas) og Geir Langvald (trommer). Ain’t Shit er deres debut album og det er samtidig mit første bekendtskab med bandet. Albummet udkom godt nok sidste år, men jeg har først lige fået det tilsendt fra Head First Entertainment. Den udgave jeg har fået er inklusiv et bonus track, som samtidig bandets nyeste single ”Use Your Mind”.

Trouble Circus spiller en god blanding af punk-rock, metal og sleazy hard rock. Og de nævner da også Backyard Babies, The Hellacopters og Turbonegro som nogle af deres inspirationskilder. Ain’t Shit består af 11 sange, hvor der er fuld knald på fra start til slut, på nær lige det sidste minut i sangen ”Downtown”. Her gør bandet brug af lidt stille klaverspil.

Bandet sprudler af energi, power og tonsvis af punk rock attitude. Udover punk-rocken i sange som ”F.A.D.C.” og ”Use Your Mind”, eller metallen i f.eks. ”25 Days”, så har bandet også indspillet sange i mere 80’er hard rock stil i form af ”Do U Wanna” og ”Julia”. Så der er god variation i musikken og lidt for en hver smag. En ting er dog sikkert – der er fuld knald på gennem hele albummet!!! Mine favoritter på albummet er førnævnte ”Julia” og ”Do U Wanna” samt åbningsnummeret ”Hypocrite Man” og livenummeret ”Legalize”. Sidst nævnte sang bringer bandet igennem næsten alle de nævnte genre.

Bandet selv produceret Ain’t Shit, med hjælp fra Elvin Skau, og de har virkelig formået at få den rette punk feeling indover på skiven. Man er på intet tidspunkt i tvivl om, at det er det de har ville have ud til lytteren. Sangene er rimelig catchy og musikerne gør det godt. Eirik har en powerfuld vokal som passer fint til musikken, men personligt kan jeg dog bedst lide den når han synger frem for at ”skrige”.

Man kan roligt tjekke Ain’t Shit ud, hvis man er til musik med attitude og fuld knald på. Og kan man lide bands som de ovennævnte inspirationskilder, så går man ikke helt galt i byen med Trouble Circus. Jeg vil helt sikkert følge dem i fremtiden.

Ain’t Shit er ude via Union Records/Head First Entertainment.

(4½ ud af 6)
 
Besøg Trouble Circus på Facebook her. (De fleste sange kan i skrivende stund høres under YouTube fanen).
_________________________________________________________________

Barbwire Messiah – Jezebel Boys (EP)

Anmeldt af Calle: 14-10-2013 

Barbwire Messiah er et rock band fra Århus, som består af Mazdak Khosravi (sang/guitar), Holger Kyhl Nielsen (guitar), Henrik Sloth Jensen (bas) og Søren Skovgaard (trommer). Det er præcis samme besætning, som da jeg anmeldte bandets forrige EP ”Moonshine Moans” fra 2012. Nu er bandet så klar med en ny EP, som de har givet titlen Jezebel Boys. 

Sidst jeg anmeldte bandet beskrev jeg deres musik som en god blanding af alternativ rock, southern rock, country rock og gotisk rock. De har stadigvæk en masse elementer fra disse genre, men denne gang er der noget mere garagerock ind over bandets stil. Og i modsætning til den mere stille og dystre stil på ”Moonshine Moans”, så er der mere knald på denne gang. Forestil dig Danzig blandet med Powersolo og så har du måske en ide om hvilken stil bandet spiller. 

De tre sange på EP’en, ”Mantis”, ”Pretty Dead” og ”The Kill”, kører bare derudaf med 110 km i timen. Bandet oser af energi og power og man skulle tro de havde drukket store mængder benzin med højt oktan indhold. De tre sange lyder en anelse ens, men skal jeg udvælge mit favorit nummer, så må det være åbningsnummeret ”Mantis”. 

Musikken er meget guitardrevet, men også bassen trænger godt igennem. Det kræver lidt tilvænning at blive forenet med Mazdak’s stemme, som er meget rå og hæs, men den passer derfor godt til bandets musik. Jeg synes de har forbedret sig en smule siden sidst jeg anmeldte dem. 

Barbwire Messiah er til fans af high-oktan rock ’n’ roll med højt tempo, som ikke er for poleret. Inviter dine rockglade venner til fest (evt. i din garage), åben en flaske whisky og sæt Jezebel Boys på anlægget. Den skal nok sætte gang i festen!!!! 

Jezebel Boys er ude.

    (3½ ud af 6)
 
Besøg Barbwire Messiah på Facebook her.
_________________________________________________________________

Harem Scarem - Mood Swings II

Anmeldt af Peter Letting: 12-10-2013

Canadiske Harem Scarem gen-udgiver et 20 år gammelt album, nemlig deres andet album "Mood Swings" og kalder det Mood Swings II. Albummet landede i handlen 27 september 2013, og er bandets 14. studie album. 

Da jeg så kunstneren Harem Scarem på dette album, fik jeg en snert af uvidenhed. Jeg har da hørt om Harem Scarem, men tror aldrig at jeg har hørt dem tidligere. Jeg kan sagtens komme i tanke om masser af 20 år gamle albums, som jeg gerne så gen-udgivet, men nu gælder det Harem Scarem, som får et lyt med friske ører. 

Harem Scarem består af: Harry Hess: Vokal, Pete Lesperance: Guitar og bas, Creighton Doane: Trommer og Darren Smith, ligeledes vokal og backing vokal. Bandet har eksisteret siden 1987 og var aktive sammen helt frem til 2008, hvor de åbenbart havde brug for en pause. Optakten til dette album har været nogle live optrædener som har samlet bandet igen Umiddelbart er det lidt svært at høre at disse numre skulle være 20 år gamle, og så alligevel. Stilen ligger og roder et sted imellem Van Halen og Bon Jovi, altså primært i den lyttevenlige blødere rock genre. Selvom melodierne er af den radio venlige type, så ligger der trods alt en legesyg guitar under mange af numrene, hvilket trods alt giver skiven noget liv, og sikkert også er der hvor jeg henter parallellen til Van Halen.

Jeg synes faktisk at skiven er glimtvis glimrende, men det rører ikke ved at jeg overordnet synes den er lidt tam, og det er nok også den primære årsag til, at jeg aldrig har hørt den originale udgivelse. 

Vokalen på skiven er OK, uden at være noget særligt, og jeg bider mærke i at der er utrolig meget kor med på vokal siden. Ud over den førnævnte legesyge guitar, så er der ikke det helt store musikalske spræl. Der er lidt rytmeskift og sager hist og her, men ellers kører det lidt i samme rille. 

Skal jeg fremhæve et nummer på skiven må det blive nummer 11 ”Had Enough”, som jeg personligt mener er et ret godt nummer med god dynamik, rytme og afveksling, samt en lækker lille guitar intro. 

Opdagelsen af Harem Scarem var ikke ligefrem nogen åbenbaring, og jeg føler egentlig ikke at være gået glip af ret meget siden 1987. 

Mood Swings II er ude via Frontiers Records.

    (3½ ud af 6)
 
Besøg Harec Scarem på Facebook her.
_________________________________________________________________

Obsessive Compulsive – Seculo Seculorum 

Anmeldt af Calle: 10-10-2013 

Obsessive Compulsive er et alternativt rock band fra Manchester, UK. Bandet består af Kelli (sang), Gix (guitar), Pete (bas) og Dani (trommer). Bandet udgav deres debut album ”Dreams Of Death And The Death Of Dreams” i 2010 og de er nu tilbage med opfølgeren Seculo Seculorum, som jeg har fundet frem til betyder noget i retning af Forever And Ever. 

Bandet betegner selv deres musik som ”noisy, but sometimes quiet...angry, but sometimes vulnerable” og det rammer helt sikkert plet. Som sagt er der tale om alternativ rock, som på sin vis er et vidt begreb. Men jeg synes det er en god betegnelse i dette tilfælde, da jeg både hører lidt punk-rock og lidt grunge rock i bandets musik. 

Der er 11 sange på albummet og de er alle bygget og skåret over samme læst. Alle sangene går op og ned i tempo og variere godt hver for sig, men set over hele albummet, så bliver det lidt for ensformigt i mine ører. Selvom jeg nu har hørt albummet igennem nogle gange, så har jeg svært ved at blive grebet rigtig af musikken. Skal jeg fremhæve et par sange fra Seculo Seculorum, så må det være åbningsnummeret ”Sick Sick Sick” samt ”Things Clean And Unclean” og ”Regurgitate”. 

De tre musikere spiller godt og Kelli’s stemme er som skabt til denne genre. Hun kan både lyde vred og bitter, men også sød og sårbar. Albummet er godt produceret og lyden kan der ikke sættes en finger på. Producer på albummet er James Loughrey, som tidligere har arbejdet sammen med bl.a. Björk, Skindred og Page & Plant. 

Jeg vil anbefale at man tjekker Obsessive Compulsive ud hvis man kan lide bands som eksemeplvis Smashing Pumpkins, Skunk Anansie, Drain og Guano Apes. 

Seculo Seculorum er ude via Vociferous Records.

  (4 ud af 6)
 
Besøg Obsessive Compulsive på Facebook her.
________________________________________________________________

Junkstars – French Hot Dog  

Anmeldt af Calle: 10-10-2013  

Junkstars er et punk/rock ’n’ roll band fra Sverige (hvor ellers??). Bandet blev dannet i foråret 2012 og udgav allerede deres debut album ”With A Twist Of Lemon” i oktober 2012. Nu er de tilbage med deres andet album French Hot Dog. Det er dog mit første bekendtskab med bandet fra Stockholm. De fire unge mænd i bandet er Max Dielsel (sang/guitar), Tobbe ”Bronxe” Ljungqvist (bas), Mikael ”Staven” Staverud (guitar) og Mathias ”Matte” Wanneberg (trommer).  

Der er som sagt tale om et punk/rock ’n’ roll album, hvilket betyder 10 sange fordelt på ”kun” 34 minutter. Der er der fuld knald på fra start til slut og bandet lægger da heller ikke skjul på deres inspirationer i åbningsnummeret ”First Time I Heard The Clash”. Der er samtidig et af de bedste numre på albummet efter min mening. Derudover synes jeg også godt om ”Old School”, ”Belladonna” og det Backyard Babies-lydenede nummer ”Good Time”. Sidst nævnte fungere næsten som et rigtig punk rock anthem med alt hvad det indebærer. God melodi og et rigtig godt synge-med-omkvæd. Alt i alt er det 10 gode sange bandet har skruet sammen. Skal jeg sige noget ”dårligt” om albummet, så må det være at sangene har en tendens til at lyde en anelse ens.  

French Hot Dog er produceret af Rikard Löfgren i Leon Studios. Han har tidligere arbejdet med bands som Deathstars, The Scams og Sparzanza. Der er en rigtig fed feeling på albummet og man fornemmer næsten hvordan de unge gutter i bandet elsker det de laver. De er gode musikere og Max’s stemme passer godt til denne genre. Samtidig for man en følelse af at bandet har spillet sammen i mange år.  

Er du til førnævnte Backyard Babies eller bands som f.eks. The Hellacopters, The Clash, The Ramones, The Scams og The Damned, så vil du uden tvivl synes godt om Junkstars også. Jeg er i hvert fald blevet fan!!!!  

Som en lille sidebemærkning kan det nævnes at Junkstars spiller opvarmning for Dregen (tidl. Backyard Babies) den 16. November på High Voltage i København, sammen med det dansk/svenske band White Trash Presidents. 

French Hot Dog er ude via Despor Records.

  (4½ ud af 6)
 
Besøg Junkstars på Facebook her.
_________________________________________________________________

Thunder Tribe - War Chant

Anmeldt af Peter Letting: 10-10-2013 

Amerikanske Thunder Tribe udkommer med et album med titlen War Chant 15. oktober 2013. Bandet består af følgende 5 medlemmer: Michael Duncan – Vocals, Ronnie Duncan – Guitars, Rick Sargent – Guitars, Tom Dawson – Bas, Chad Osborne – Trommer. 

Det er svært at tale om en decideret stil på dette album. De første 2-3 numre er i den tungere ende, men stadig ret melodiske. Nummer 4 ”The Light” minder mig allermest om Queensryche. Og så er der Nummer 8 ”Above The Blue”, som til tider minder mig om Alannah Myles med ”Black Velvet”. 

Så man kan i hvert fald ikke beskylde Thunder Tribe for at være ensformige. Tværtimod er de ret alsidige og forstår at komme langt omkring i mange forskellige retninger. 

Mit personlige favoritnummer må være skæring 6 ”Believe”. Et lækkert kort nummer med god rytme, og en vokal som får mig til at tænke på King Diamond. Nummer 9 ”Echoes Of A New Day” er også et godt nummer som starter ret stille. Starten minder lidt om noget som Joe Satriani kunne have lavet. 

Jeg synes lige at jeg skulle vænne mig til den alsidighed som albummet indeholder, men faktisk er det meget rart, når man har hørt det et par gange. Det kan også blive ensformigt, hvis stilen og niveauet er det samme igennem et helt album 

Vokal præstationen er ”clean” og i et højt toneleje, men samtidig rå på de rigtige steder og faktisk temmelig behagelig. 

Jeg kommer nok ikke nærmere en beskrivelse af denne skive, men jeg vil klart anbefale at give den et lyt. Næsten uanset hvilken genre man normalt lytter til, så tror jeg man kan finde et nummer eller to som behager på skiven.

War Chant udkommer 15. oktober via Nighmare Records.

  (4½ ud af 6)
 
Lyt til Thunder Tribe her: http://www.reverbnation.com/thundertribe
_________________________________________________________________

Kings & Kerosene – Liquid Soundtrack

Anmeldt af Calle: 09-10-2013 

Kings & Kerosene er et finsk band som blev dannet i 2011. Bandet består af Toumas Sormunen (sang), Tommi Vatanen (guitar), Jarkko Penttinen (trommer), Juuso Puhakka (bas) og Toumo Korander (guitar). I 2012 udgav bandet deres første EP (Kings & Keronese) og Liquid Soundtrack er dermed bandets første fuld længde album. 

Jeg kendte ikke til Kings & Kerosene før jeg blev kontaktet med henblik på anmeldelse, men nu har jeg hørt deres album igennem en del gange og jeg må sige at albummet vokser for hver gang. Stilen er måske lidt svær at beskrive eller sætte i bås, men de kalder det selv for ”en cocktail af stadium rock og dirty punk rock” og det betegner det meget godt. Måske vil jeg også gå så langt som til at sige, at der også er en lille smule metalcore indover stilen. 

Liquid Soundtrack består af 13 numre, hvoraf der er en intro samt to intermissions. Altså er der ”kun” tale om 10 faktiske sange. Og blandt de 10 er der både blevet plads til de hurtige rock sange, som f.eks. ”Burning For Love” og ”I Don’t Wanna Fall”, men også de mere stille ballader, som f.eks. ”What About You” og ”Love Don’t Lie” og afslutningsnummeret ”You’ll Be A Star” fungerer nærmest som et rigtig party anthem. Alt i alt er det 10 gode sange bandet har fået skruet sammen og indspillet på dette album. Udover de nævnte numre, som alle hører til blandt mine favoritter, så er det helt sikkert også værd at nævne sangen ”Soul Alone”. 

Toumas synger godt og han har sin egen unikke stemme, men i ”Out Of Control” lyder han næsten som en ung Axl Rose. Musikerne gør det også godt og instrumenter ligger godt i forhold til hinanden. 

Jeg er sku ret imponeret over Kings & Kerosene og Liquid Soundtrack. Bandet er stadigvæk ikke signet af noget selskab, men jeg en ret god fornemmelse af, at de bliver de snart. Det bør de i hvert fald blive!!!! 

Kan du lide bands som f.eks. HIM, Avenged Sevenfold og Escape The Fate, så vil du måske også kunne lide Kings & Kerosene. Du bør i hvert fald tjekke dem ud via linket herunder.

Liquid Soundtrack er ude.

  (4½ ud af 6)
 
Besøg Kings & Kerosene på Facebook her
_________________________________________________________________

Rocket Citizen – Soundscape (EP) 

Anmeldt af Calle: 09-10-2013 

Rocket Citizen er et nyt dansk band fra Ringsted og Soundscape er bandets første EP. Bandet blev dannet i 2011 og består af Emil Aagaard Hansen (sang), Jarl Edske (guitar), Frederik Nordam Jakobsen (bas) og Tobias Jeppe Raun (trommer). Stilen er alternativ rock. 

Soundscape består af fem sange, som er meget alsidige og der spilles musik i lidt forskellige genre og det er derfor svært at sætte bandet i en bestemt bås. Inspirationskilderne tæller da også navne som eksempelvis Dizzy Mizz Lizzy, Muse og Rage Against The Machine. Sidstnævnte har jeg måske lidt svært ved at høre i bandets musik. 

Der er god variation i musikken og sangene er godt bygget op. Jeg synes især godt om titelsangen ”Soundscape”, som har stille vers hvor der bygges op til en mere powerfuldt omkvæd. Det synes jeg fungerer ret godt. Derudover synes jeg også godt om ”Still Playing” og ”Crying Shame”, som begge også svinger ret godt. 

Bandet spiller ok og Emil’s stemme fungerer også ret godt, men lyden halter en lille smule. Det hænger måske sammen med at de selv har selv indspillet og mixet albummet (på et minimalt budget) og ud for den betragtning synes jeg faktisk de har fået en udmærket EP ud af det. 

Giv bandet et lyt via nedenstående link. Musikken vokser på dig efter flere gennemlyt. Med lidt mere tid i øvelokalet og med en bedre produktion, samt lidt held i sprøjten, så kan Rocket Citizen godt blive et navn på den danske rock scene. 

Soundscape er ude igennem DiGiDi.org

 (3 ud af 6) 

Besøg Rocket Citizen på Facebook her. 
_________________________________________________________________

Joe Bonamassa - koncert i Falkoner Salen - København
 
Anmeldt af Peter Letting: 09-10-2013
 
Joe Bonamassa gav koncert i Falkoner salen i går d. 8 oktober 2013, og jeg var så privilegeret at have plads på 7. række sammen med min frue. Alene det, at der var nummererede siddepladser, var i sig selv noget nyt for mig, til den slags koncert, men det viste sig at være en yderst behagelig oplevelse.
 
Nærmest på slaget 20 slukkede lyset og Joe toner frem med en spansk guitar forrest på scenen. De første numre blev således leveret på spansk guitar, kun flankeret af 3 congas trommer samt et piano. Det er da fuldstændig uhyggeligt hvad den mand kan tvinge ud af en ”akustisk” guitar, så hvis der kommer nogen til mig og siger at en spansk guitar er kedelig, så kan jeg kun grine og tænke på Joe.
 
Efter den første ca. halve times akustiske indslag, blev congas skiftet ud med et full size trommesæt, pianoet skiftet ud med et keyboard podie, bassisten gjorde sin entre, og der kom noget mere strøm på Joe’s spader. Og for lige at dvæle lidt ved spaderne, så blev der stort set skiftet guitar imellem hvert eneste nummer.
 
 
Hele sættet varede næsten 2½ time uden pauser. Mellem de første 5-6 numre, var det eneste der blev sagt ”Thank You”, og så startede næste nummer. Ikke så meget pjat, ævl, store armbevægelser og indpakning. Bare den rene rå guitar blues rock, leveret af en virtuos. Jeg har været til masser af guitar ”ræser” koncerter, som også har været gode, men det som Joe leverer på den scene, er så ægte og enestående, at det trods alt træder et skridt foran de andre. Det kræver sit mandsmod at skrælle alt tilbehøret væk og bare lade guitaren tale. Det er overdrevet overskudsagtigt, den måde han ”giver den gas” uden at forfalde til uendeligt skala-ræs. Han kan, om nogen, flytte fingrene i en hastighed der er svimlende, og tilmed ramme rigtigt, men han gør det i så fin en balance med det eftertænksomme og rolige spil, at man aldrig bliver træt af det, eller synes det bliver ”for meget”.
 
Setlist’en var rimelig lang, vist nok en 18-19 numre, og inkluderede bl.a. ”Dust Bowl”, ”Driving Towards The Daylight”, ”Slow Train” og ”Dislocated Boy”. Der havde også sneget sig enkelte cover versioner ind af bl.a. Gary Moore’s ”Midnight Blues”, samt det nummer på sættet som fik allermest omtale, nemlig ”Sloe Gin”, som åbenbart er et nummer han ALTID spiller.
 
Billedet er ikke fra koncerten.
 
Med sig på scenen havde han Derek Sherinian på keyboard til at levere uendelige strofer af underlæg og lydbilleder, samt de vildeste keyboard soloer. På trommerne herskede Tal Bergman usvigeligt taktfast og sikkert, med en dynamik og en variation helt i topklasse. Jeg var også temmelig imponeret over Carmine Rojas på bassen. Stille og roligt dansede han rundt med sin bas i højre side foran trommerne, og leverede den sejeste bund til samtlige numre. Det er bestemt en bassist som ikke bare holder en rytme og slår en takt, men som varierer og deltager aktivt i showet.
 
Koncerten står tilbage som en professionelt leveret omgang voksen underholdning, uden alle mulige forstyrrende elementer og bavl. Der var skåret ind til benet og vi fik hvad vi kom efter, lige til tiden.
 
Jeg kan kun sige ”Thank You, Joe” og må give ham 6 ud af 6 

    (6 ud af 6) 

Besøg Joe Bonamassa på Facebook her. 
__________________________________________________________________

Xorigin - State Of The Art

Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 06-10-2013 

Ved første gennemlytning troede jeg at det måske var en ny Jean Michel Jarre cd jeg havde sat på, men så kom der gang i rock'en, og så var dén sat på plads.

Tankerne ledes hen imod TOTO og i den boldgade. Man bliver i godt humør af at lytte til cd'en. Stilen er let, ikke at forstå at det er letbenet, ligegyldigt eller let at mestre, men forstået på den følelsesagtige måde. For rockfolket er det god og velspillet pop. Frontvokalen er meget tydelig og koret er flot. Til tider er der meget "Peter Cetera" (Chicago) over både sang og kor.

Der er 11 numre med en gennemsnitslængde på godt fire minutter, så man er godt underholdt for pengene. Det er, som sagt god melodiøs rock i den lidt popede ende - uden at det skal opfattes nedsættende, for det er det på ingen måde.

Xorigin består af norske Johannes Stole på sang og keyboards, svenske Daniel Palmqvist på guitar og chilenske/svenske Daniel Flores på trommer og bag knapperne som producer.

Det er er et meget velproduceret album og alle instrumenterne ligger godt i lydbilledet. Korarbejdet er upåklageligt.

Er man kun til den tunge del af rocken skal man nok ikke forvente den store åbenbaring, men er man lidt bred i sin rock-smag vil man helt sikkert nyde State Of The Art.

Jeg forestiller mig at dette album ville gøre sig godt i mp3'eren på vej ned af sneklædte bjerge på et snow-board

State Of The Art er ude via Frontiers Records.

  (5 ud af 6)
 
Besøg Xorigin på Facebook her. 
________________________________________________________________

Damn Dice – Wild ’n’ Ready 

Anmeldt af Calle: 01-10-2013 

Da jeg modtog mailen fra Damn Dice angående anmeldelse af deres debut EP, så var min første tanke, at det var endnu et svensk band, der spillede New Wave Of Swedish Sleaze Metal (hvis der er noget der hedder det). Men ved nærmere undersøgelser fandt jeg ud af at bandet faktisk kommer fra London. Musikstilen og bandets udseende ligger dog MEGET tæt op af den bølge af svenske sleaze/hair metal bands der har set dagens lys gennem de sidste par år. 

Damn Dice blev dannet i 2011 og bandet består af Alex (sang), Wallis (guitar), Marco (bas) og Fransoa (trommer). Bandets stil er sleaze/hair metal og deres inspirationskilder består da også af navne som Bon Jovi, Guns ’n’ Roses, KISS, Skid Row og Mötley Crüe. 

Wild ’n’ Ready består af 6 sange, hvor der er skruet godt op for vokalen, guitarsoloerne og de powerfulde trommer. Samtidig er omkvædene sammensat med store ”gang”/kor vokaler. Der er fuld knald på fra start til slut på EP’ens 6 sange og teksterne antyder party, rock ’n’ roll og gang i gaden. Bare se på sangtitler som eksempelvis ”Take The Fight” og ”Wild Into The Night”, for bare at nævne et par stykker af dem. Mine favoritsange på EP’en er ”Caught In The Ride”, ”Heart On The Run” og førnævnte ”Take The Fight”. Især sidstnævnte sparker meget godt røv!! 

Damn Dice har ikke opfundet noget nyt og revolutionerede, men det de gør, det gør de sku meget godt. Udmærket vokal, godt guitararbejde og gode velkomponerede sange. Jeg savner dog en enkelt powerballade, hvilket efter min mening hører til denne musikstil. 

Overordnet set synes jeg godt om EP’en, men som sagt er der ikke noget banebrydende i deres musik. Er du fan af bands som Hardcore Superstar, Crazy Lixx, CrashDïet, Babylon Bombs, Vains Of Jenna og amerikanske Dirty Penny, så bør du tjekke disse uge fyre fra London ud!! 

Wild 'n' Ready udkommer den 21. oktober.

  (4 ud af 6)
 
_________________________________________________________________

Coney Hatch - Four

Anmeldt af Peter Letting: 29-09-2013

Coney Hatch fra Toronto Canada udkom med nyt album Four 27. september 2013 på Frontiers Records. Titlen Four er en smule underlig eftersom det er deres femte album, men det er der sikkert en rigtig god grund til. 

Bandet er oprindelig startet tilbage i de tidlige 80’ere og består fortsat af samme besætning som dengang: Carl Dixon – Vokal og guitar, Andy Curran - Vokal og bas, Steve Shelski – Guitar, Dave Ketchum – Trommer 

Stilen er iørefaldende rock som ligger et sted mellem Journey/Foreigner og Shotgun Revolution.

Nogle numre er stille og andre er mere UpTempo. Jeg tror at min forbindelse til Foreigner går mest på vokalen, som jeg synes minder meget om Mick Jones fra Foreigner. 

Jeg kan læse på nettet at Coney Hatch engang er udråbt til ”det mest larmende band i Toronto”, og det har sikkert også passet dengang i 80’erne, men nu er det vist mest af alt lidt hygge rock, med enkelte afstikkere i den tunge ende. 

Skiven er god nok og velspillet uden de store overraskelser. Mine to favorit numre må være nummer 3 ”Down & Dirty” samt nummer 7 ”We Want More”. Nummer 7 minder mig lidt om Shotgun Revolutin, og det er jo altid godt. 

Jeg har hørt skiven en del gange, og er egentlig ret fortrolig med den, uden at den går over i historien, som noget særligt. Så er man til den bløde rock side, hvor man ikke har brug for de store overraskelser, er albummet sikkert et godt bud.

Four udkom 27. september via Frontiers Records.

    (3½ ud af 6)
 
Besøg Coney Hatch's website her.
_________________________________________________________________
 
Sammy Hagar - Sammy Hagar & Friends

Anmeldt af Peter Letting: 29-09-2013

Sammy Hagar udkommer med nyt album 27. september 2013 på Frontiers Records. Jeg har været fan af Sammy Hagars vokal i mange år og har fulgt ham gennem både Van Halen og Chickenfoot. Imponerende at hans karriere startede det år jeg blev født og selvom han i dag er 65, så kører han på med fuld skrue. 

Det virker på en måde naturligt at han samler sine musikalske venner på et album, for med hans erfaring i branchen, så må han trods alt have mødt en hel del musikere. 

På skiven er der en del nye numre, som ”Not going Down” og ”Knockdown Dragout”, samt et par stykker andre, men der er også en cover version af Depeche Mode’s ”Personal Jesus”, samt et Bob Seger nummer ”Ramblin’ Gamblin’ Man”. 

Det starter godt med et par numre i god blues rock stil, efterfulgt af mit favoritnummer på skiven ”Personal Jesus”, som jeg synes er en helt fantastisk cover version. 

Ingen tvivl om at Sammys vokal er helt fantastisk, men jeg synes at resten af skiven bliver en smule tynd. Specielt de sidste 2 numre, går der lidt for meget Hawaii / slide-guitar i den, til min stil. 

Det er næsten umuligt at liste de mange medvirkende på dette album, men jeg kan da nævne navne som Joe Satriani og Kid Rock, for bare at tage et par stykker (alle medvirkekende kan ses her). 

Albummet hører vel overordnet set, til i den kategori som kommer til at stå i reolen under titlen, ”Så har jeg også det album med Sammy Hagar” , og der bliver det nok stående.

Sammy Hagar & Friends udkom 27. september via Frontiers Records.

   (3 ud af 6)
 
Besøg Sammy Hagar's website her.
___________________________________________________________________
 
Franklin Zoo – Untamed 

Anmeldt af Calle: 18-09-2013 

Franklin Zoo er et albumdebuterende dansk rock band, som består af Rasmus Revsbech (vokal), Anders Rune Hansen (bas), Søren Dabros (guitar), Daniel Hecht (guitar) og Philip Morthorst (trommer, dog blev trommerne på pladen indspillet af Jakob Gundel fra GainFactory.dk). Bandet er kraftigt inspireret af 90’ernes grunge rock i stil med Pearl Jam, Alice In Chains og især Soundgarden. Jeg lærte bandet at kende for ca. et år siden, da de udsendte deres ”EP 2012”. Og den EP er blevet spillet en del hjemme hos mig. Det samme gør sig gældende for Untamed 

Untamed er som sagt bandets debut album og lad det være sagt med det samme – jeg er ret imponeret over skiven!! Albummet består af 11 sange, plus en intro, og der findes efter min mening ikke nogle dårlige sange på pladen. Alle sange er godt skruet sammen og der er tale om et overflødighedshorn af velskrevne melodier og catchy sange. Blandt mine personlige favoritter kan jeg i flæng nævne ”Lost Cause”, første singlen ”My Dying Day”, ”Peace Of Mind”, ”Say It Out Loud” og albummets mest downtempo sang ”Known I’m Me”. Men som sagt – ingen fillers efter min mening.  

Franklin Zoo udviser en stor energi og musikerne kan uden tvivl deres kram. Bare lyt til den tunge grundrytme, som Anders og Jakob lægger for dagen og dertil skal også nævnes det gode guitararbejde fra Søren og Daniel. Du kan eksempelvis bare lytte til guitarsoloerne på førnævnte ”Say It Out Loud” samt ”Stay”, hvor man i sidst nævnte kan høre en lille smule Slash-inspirartion. Men efter min mening ligger den helt store styrke i bandets fremragende sanger. Han er helt klart en af de bedste danske sangere, hvis du spørger mig. Hans stemme minder en del om Chris Cornell’s (Soundgarden), men dog uden at være en tro kopi. Samtidig er albummet godt produceret og lyden er i top.  

Var, og er du stadigvæk til Seattle-grunge-rock, så er Franklin Zoo helt sikkert noget for dig. Bandet har uden tvivl international klasse og de har da også fået en del opmærksomhed fra både Tyskland, Finland og USA. Med så dygtige musikere og en super fed vokal, så går man ikke galt i byen. Franklin Zoo kan være MEGET stolte af deres debut album, hvilket de sikkert også er. Køb Untamed, sæt skiven på anlægget og skru volume-knappen op på 11. Franklin Zoo er ikke til at tæmme og de er her for at blive!!!

Untamed udkommer 20. spetember.

  (5½ ud af 6)
 
Lyt til Untamed albumteaser her og besøg Franklin Zoo på facebook her. 
________________________________________________________________
 
Six Minute Century - Wasting Time 

Anmeldt af Peter Letting: 17-09-2013 

Texas bandet Six Minute Century udgiver nyt album 15 oktober med titlen Wasting Time. Her er et band der leverer melodisk metal som hælder til den progressive side. Bandet har eksisteret i snart 10 år og Wasting Time er deres andet album, men de er et nyt navn for mig. For lige at dvæle et kort øjeblik ved titlen, så spilder de bestemt ikke tiden. Bandet tæller 4 medlemmer: Michael Millsap (bas), Darren Davis(trommer), Don LaFon (guitar) og Chuck Williams (vokal).

Indholdet af denne skive må siges at være “action-packed”. Der er rigtig mange fede detaljer, og det er svært at få dem alle med ved første gennemlyt. Men selvom der er mange detaljer, bliver det aldrig for meget. Hvor mange bands higer efter at spille så mange toner på så kort tid som muligt, så synes jeg at Six Minute Century formår at holde lidt igen og spille gennemført, fremfor ”bare” hurtigt, for det gør de også.

Jeg tænker lidt tilbage til Yngwie Malmsteen. Mest fordi guitar og solist delen på en måde er ”rock-klassisk” veludført, selvom det er pakket ind i nye progressive rammer. Hvert enkelt nummer er en lille historie, omhandlende en historisk hændelse. Ofte handler rock tekster mest om ”øl og bare patter”, men Six Minute Century har altså noget indhold i deres tekster.

Chuck har en vanvittig stemme. Den er klar og høj, men på en eller anden måde også skæv, hvilket giver den karakter. Jeg synes den passer super godt til stilen. Det er svært at lægge mig fast på et yndlingsnummer på skiven, men nummer 4 ”The Killing Fields”, kunne være et bud. Nummer 7 ”Czardas” er til gengæld så markant anderledes et nummer (gammelt Ungarsk folkedanser nummer udsat for progressiv metal), så det er værd at fremhæve. Samtidig har de lagt melodi stykket over på bassen i dette nummer, og det gør det bare endnu mere specielt. Dejligt nummer.

Jeg er RET begejstret, og jeg vil klart anbefale dette album til alle som lytter til progressiv / power metal. 

Wasting Time udkommer den 15. oktober via Nightmare Records. 

  (5½ ud af 6)
 
________________________________________________________________

Stöj Snak – Fuck (EP) 

Anmeldt af Calle: 17-09-2013 

I november sidste år anmeldte jeg Stöj Snak’s EP ”Songs About Beliefs” og det var en rigtig god omgang musik. Dengang kendte jeg intet til Stöj Snak, men jeg har siden fulgt lidt med i hvad manden bag projektet laver. Han hedder Niels Sørensen og han er nu klar med endnu en EP, som har fået titlen Fuck. Til dem der ikke har læst min tidligere anmeldelse (link) kan jeg fortælle at Stöj Snak spiller musik som er svært at sætte i bås. Selv kalder Niels det for folk-punk-screamer-songwriter og ydermere betegner han det som Bob Dylan møder Green Day. 

Den nye EP følger meget godt op på hvor ”Songs About Beliefs” sluttede. EP’en består desværre kun af 3 sange, hvoraf det ene nummer er et bonus track, der er optaget live i 5FeetUnder Studios (et selskab Niels arbejder for/sammen med). Første sang hedder ”Fuck” og det er rimelig hurtigt nummer, som fungerer rigtig godt. Herefter sættes tempoet ned i sangen ”Crooks And Criminals”. Denne sang har en smule western præg over sig, hvilket variere godt for den første sang. Sidste sang er som sagt et bonus track og det har fået den lange titel ”How Much Teargas Does It Take Before You Start Seeing Red?”. Dette er EP’en mest punkede sang, selvom den bliver spillet akustisk og der samtidig også gøres brug af mundharpe. En rigtig protest sang (bare se på sang titlen) i bedste punk stil. Den oprindelige version af sangen findes på ”Planned Obsolescence” fra 2012. 

Som det også gjorde sig gældende på den tidligere nævnte EP, så er det igen Niels selv, der står for alle instrumenter og tekster. Og han fungere også selv som producer. På bonus tracket medvirker også Jesper Olsen og Rasmus Glassau Clausen. Sidst nævnte har masteret EP’en.  

Niels virker meget energisk og ”skør” og samtidig har han den rette punk attitude (til dagligt spiller han også med i Mighty Midgets). Jeg har aldrig oplevet ham live (eller mødt ham), men ifølge presseskrivelsen skulle det bare være manden selv med sin akustiske guitar og en mundharpe, samt en gulv lampe som eneste scene rekvisit/belysning.  

Set i forhold til min begejstring af ”Songs About Beliefs”, så mangler jeg måske en ekstra sang eller to på Fuck. Godt nok er de 3 sange rimelig varierede, men det ville være rart med et par sange mere at bedømme ud fra. Det skal dog siges, at jeg stadigvæk synes denne slags musik er et frisk pust på den danske rock scene, eller rettere undergrunds rock scene. Og sangene er sjove og godt skrevet. Coveret er malet af Jill Juul Jacobsen og Niels har selv tilføjet logo og tekst.  

Tjek Stöj Snak ud og bedøm selv!!! 

Fuck udkom 27. august og kan downloades/købes via nedenstående link.

   (4 ud af 6) 

Lyt til Stöj Snak: http://music.stojsnak.com/
__________________________________________________________________
 
LISERSTILLE – Flight Of Belljár

Anmeldt af Calle: 17-09-2013

Jeg har hørt band navnet LISERSTILLE (Lis Er Stille) gennem de sidste par år, men jeg må indrømme at jeg aldrig har hørt bandets musik - før nu. Måske hænger det sammen med, at jeg ikke har hørt så meget prog-rock, som jeg har hørt andre stilarter inden for rock og heavy. Men bandet blev dannet i 2004 og består af Martin Byrialsen (vokal/keys), Tue Schmidt Rasmussen (guitar), Asbjørn Helboe (bas) og Jon Gotlev (trommer). Normalt ville jeg betegne Flight Of Belljár som en EP, men bandet kalder det selv for et mini-album. Dette er bandets femte udgivelse.

Som sagt er Flight Of Belljár et mini-album og det består af 3 sange, der samlet fortæller om jordens undergang. Dette gøres i form af 3 forskellige fortællinger. Først nummeret ”Lyncher’s Aim” som fortæller om sekunderne før jordens undergang. Herefter kommer ”Conciever Theme Believe Us”, som er historien om hvad der førte til undergangen og til sidst kommer ”The Prism Arch”, som er en hymne fra den tomme jord. Der er altså tale om en form for koncept album. Sangene lyder lidt ens i mine ører, men mit favorit nummer er åbningsnummeret ”Lyncher’s Aim”. Selvom albummet kun består af 3 sange, så har det alligevel en varighed på 22 minutter. Altså er der tale om ret lange numre (hvilket man gør sig en del i, når man spiller prog-rock). Det skal dog siges at de enkelte numre variere godt i tempo.

De fire musikere gør det rigtig godt og lyden på albummet er perfekt. Man fornemmer næsten man befinder sig i et stort univers, som passer virkelig godt til temaet i sangene. Melodierne er flotte og sangene er opbygget godt. Man kan uden tvivl mærke at bandet brænder for den musik de spiller. At det så efter min mening slet ikke passer til bandets navn, skal ikke ændre på mit syn på musikken. Udover den musikalske kunnen blandt de fire medlemmer, så synes jeg også Martin’s stemme passer godt til det store pompøse lydbillede. Hans stemme minder til tider en del om Jeff Buckley’s, men uden på nogen måde at være en ”kopi”.

Efter at have hørt dette mini-album, vil jeg helt sikkert tjekke bandets tidligere udgivelser ud (kan gøres via nedenstående link). Og hvis du er fan af prog-rock, så bør du gøre det samme. Det er dansk musik med internationalt præg. Godt gået!!!

Flight Of Balljár udkom 16. september via Enough Said Music.

   (4 ud af 6) 

_________________________________________________________________
 
Damnations Day - Invisible, The Dead 

Anmeldt af Peter Letting: 12-09-2013 

Australske Damnations Day udkommer 17 september med deres debut album Invisible, The Dead. Bandet består af 4 medlemmer: Mark Kennedy (vocals, rhythm guitar), Jon King (lead guitar), Luke Vinken (bas) og Dean Kennedy (trommer). 

Jeg tror minsandten at jeg har fundet mig et nyt yndlings band. Jeg må erkende at jeg blev fuldstændig fascineret af første nummer på skiven, som også er titel nummeret. Det minder mig en smule om Bullet For My Valentine, og det er bestemt ikke nogen dårlig sammenligning. 

På youtube finder man også videoen til titel nummeret, allerede før albummet udkommer. Det var en dejlig opdagelse, fordi jeg dermed var i stand til at dele min begejstring med andre. Når man opdager noget fantastisk er det svært at holde det for sig selv. 

De 3 næste numre ”The Meaning”, ”I Am” og ”Reaper” sætter en fed streg under hvorfor genren kaldes for PowerMetal. Der er fuld knald på tempoet med enkelte temposkift, maskin rummet banker derudaf med masser af lækre detaljer og guitar riff’ene bliver leveret usvigeligt sikkert. 

På toppen ligger den fedeste vokal jeg har hørt længe. Den er klar, men alligevel rå og skarp og Mark demonstrerer flere gange hans utrolige spænd, helt op i de højere luftlag. I ”I Am” nummeret spiller Mark samtidig på den rå og vilde stemmeføring, hvilket klæder nummeret helt vildt godt. Jeg kommer faktisk til at tænke lidt på Rob Halford fra hans storhedstid i Judas Priest, hvor han også leverede en sindssyg vokal. 

Nummer 5 ”A Ghost In Me” og nummer 9 ”A World To Come” er 2 helt stille numre, som står i skærende kontrast til resten af albummet. Selvom jeg er helt tosset med de hurtige power numre, så er de 2 stille numre faktisk et fint intermezzo til lige at hvile ørerne lidt. 

Jeg synes Damnations Day balancerer rigtig fint på den tunge / hurtige PowerMetal genre uden at det bliver for meget. Ofte har man på fornemmelsen, at de hårde metal albums er lavet udelukkende for at lave så meget larm som muligt, og det kan godt blive en smule trættende at høre på 10-12 numre i streg. Men Damnations Day nåede jeg ikke at blive træt af. Jeg ønsker bare at høre mere og jeg tror da at jeg har hørt albummet mindst 10 gange den sidste uge. 

Jeg kan kun anbefale at give Damnations Day et lyt, og så håber jeg godt nok de tager sig sammen og kommer en tur til lille DK. 

Invisible, The Dead udkommer 17. september via Nighmare Records.

  (6 ud af 6) 

_________________________________________________________________

Soldier – Dogs Of War 

Anmeldt af Calle: 06-09-2013 

Soldier er et britisk band, som oprindeligt blev dannet tilbage i 1979, men siden har der været en del udskiftninger og en længere pause på næsten 20 år. Dogs Of War er bandets tredje album (så vidt jeg har kunne læse mig frem til) og besætningen på albummet er Ian Alan Dick (guitar), Steve Barlow (bas), Richard Frost (sang), Miles Goodman (guitar) og Alex Smith (trommer). Det er kun de to først nævnte der er oprindelige medlemmer og de var også begge to med da bandet blev gendannet første gang i 2002-2005. Nu skriver vi 2013 og bandet er igen sammen og har med Dogs Of War udsendt deres bud på NWOBHM anno 2013. 

Soldier spiller som sagt NWOBHM og albummet bestå af hele 14 sange. Der er ingen ballader, hvis man lige ser bort fra albummets sidste sang ”The Hanging Tree”, som er et flot akustisk nummer. Til gengæld er der en MASSE twin-guitars i bedste Iron maiden stil. Mine favorit sange på Dogs Of War er uden tvivl ”Bedlam”, ”Fireflies”, ”Demon In The Room”, ”Lock ’n’ Load” og genindspilningen af bandets første single ”Sheralee”. Sidst nævnte blev oprindeligt skrevet tilbage i 1982, men genindspillet i 2012 og fungerer som bonus track på Dogs Of War. Selvom albummet har hele 14 sange, så synes jeg ikke der er nogen fillers og man bliver godt underholdt i de godt 60 minutter albummet varer. 

Dogs Of War er flot produceret og sangene er godt skruet sammen. Musikerne er dygtige og Frost har en klar og ren stemme, som passer godt til denne genre. Derudover synes jeg især det gode twin-guitar samarbejde fungere rigtig godt og lydmæssigt ligger instrumenterne og vokalen godt i forhold til hinanden. 

Dette album var mit første bekendtskab med bandet og jeg kan kun sige, at jeg er glad for at Ian kontaktede mig med henblik på anmeldelse og bagefter sendte mig albummet. Det har roteret en del på anlægget siden det landede i min postkasse og vil helt sikkert få flere spin med tiden. Som de skriver i pressemeddelelsen: Soldier is back and ready for action!!!!! 

Der er ikke noget nyskabende i Soldier’s musik, men er du til god heavy musik, så bør du helt sikkert tjekke bandet ud. I skrivende stund ligger alle sangene for Dogs Of War på bandets ReverbNation profil. Brug linket herunder. 

Dogs Of War er ude via Starhaven Records.

    (4½ ud af 6)

_________________________________________________________________

KingBathmat - Overcoming The Monster

Anmeldt af Calle: 06-09-2013

KingBathmat er et britisk rock band, som består af John Basset (guitar og sang), David Georgiou (keyboards), Rob Watts (bas) og Bernie Smirnoff (trommer). Overcoming The Monster er bandets syvende album siden 2003, så man må sige de er ret produktive. Tilbage i februar anmeldte jeg deres sjette album “Truth Button” og det album var jeg godt tilfreds med.  

De betegner selv deres musikstil som Psychedelic Progressive Alternative Rock, hvilket jeg synes betegner deres musik meget godt. Deres inspiration spænder da også vidt og bredt, hvilket kan ses på den laaange liste på deres facebook side (link). Jeg hører dog mest noget ELO, Pink Floyd, Radiohead og Porcupine Tree i bandits musik.

På trods af at albummet “kun” har seks sange, så er varigheden alligevel oppe på lidt over 50 minutter. Der er altså tale om nogle ret lange sange, men det hører sig jo også til inden for progressiv rock. Musikerne får rig mulighed for at vise deres kunnen, hvilket må siges at være virkelig godt på dette album. De kan uden tvivl deres kram og man kan ikke sætte en finger på det musikalske udtryk på Overcoming The Monster.

Mine favorit sange på Overcoming The Monster er åbningsnummeret “Sentinel” og “Kubrick Moon” samt titelnummeret “Overcoming The Monster”. Musikken er meget varieret og sangene bølger frem og tilbage mellem det stille og meget keyboradprægede musik til det mere hårde og guitarprægede musik. Men til trods for den gode variation i numrerne og det flotte musikalske udtryk, så falder musikken ikke helt i min personlige smag. Det er der simpelthen for meget keyboard til og der er flere passager hvor jeg får lyst til at spole videre i nummeret. Dermed ikke sagt, at bandet og musikken er dårlig, tværtimod. Og jeg tror fans af denne genre vil elske KingBathmat. Det er britisk progressiv rock i høj klasse. 

Overcoming The Monster er ude via Stereohead Records.

    (4½ ud af 6)

________________________________________________________________

Charing Cross – Sinspiration 

Anmeldt af Calle: 05-09-2013 

Charing Cross er et schweizisk heavy metal/hard rock band, som blev dannet tilbage i 80’erne. Der har siden været en del udskiftninger i bandet, men besætningen på dette album består af Peter Hochuli (sang), Pascal Zwyssig (guitar), Andy Dormann (guitar), Markus Flury (bas) og Riodi Halter (trommer). Selvom bandet har været aktivt i mange år, så er Sinspiration deres debut fuld længde album. 

Som nævnt overfor, så spiller Charing Cross en god blanding af heavy metal og hard rock og der er blevet plads til bade de hårde og de stille sange på albummet. Derfor er albummet som helhed ret varieret og man bliver på intet tidspunkt “lullet i søvn”. Nogle af mine personlige favoritter er sange som “Wild Honey”, “Handful Of Pain”, “Miracle Man” og “H8”, som alle fungere godt og samtidig virker som en form for rock anthems. Sidst nævnte hører til blandt de mere stille sange, men alligevel har sangen et powerfuldt omkvæd, hvor der synges “Go to hell you fuckin’ idots, we are sick of all your radio hits, but you can’t kill rock ‘n’ roll”. En anden stille sang er afslutningsnummeret “Ashes To Ashes”. Også denne sang er bygget op med et meget powerfuldt omkvæd. Alt i alt er det 13 gode sange med flotte melodier og catchy omkvæd. Og dertil skal lægges nogle flotte guitar soloer. 

Bandet har selv indspillet, produceret og mixet albummet og det har de gjort godt. Der er en flot ren lyd på de godt 60 minutter albummets varighed er. Musikken ligger godt i forhold til Peter’s stemme, som i øvrigt er meget powerfuld. Ifølge presseskrivelsen skulle bandet være et rigtig godt live band og Peter skulle være en super energisk frontmand, som hurtigt får publikum I sin hule hånd. 

Er man til melodiske hard rcok sange med catchy omkvæd og en rigtig god vokal, så bør man tjekke Charing Cross ud. Jeg er ihvertfald godt tilfreds med Sinspiration

Sinspiration er ude via Fastball Music. 

    (4½ ud af 6)

_________________________________________________________________

Rezinwolf - Corruption Kingdom

Anmeldt af Dianna: 05-09-2013

Det Britiske thrash metal band Rezinwolf blev dannet tilbage i 2009, og nu står vi her i 2013, nærmere betegnet d. 9. august i år, med debutalbummet Corruption  Kingdom udgivet. 9 numre, 33 minutter..  

Havde aldrig hørt om de fire drenge fra Essex før, men må da nok indrømme at hvis der lige er et par småtterier de kan få styr på (kommer til dette om et par linjer ca) at så kommer jeg ihvertfald til igen, for her er et band der på en umanerlig gav-flabet vis, viser mig at de hvordan den 'nye/unge'' thrash skal, eller som det mindste, bør lyde... 

Det har været lidt svært for mig at der er steder hvor der, i mine gamle ører, sniger sig en smule metalcore-halløj indover,(?) og det ville jeg ha svoret jeg ikke ville acceptere, men det sjove er at jeg rent faktisk godt kan li det, og hvad enten det er Rezinwolf der forsøger at finde deres helt personlige og helt klare ståsted musikalsk, i forhold til om det er thrash/metalcore etc, fordi der er et par forskellige stilarter /indover, men det behøver på ingen vis være negativt....her får du energi, talent i vildskab, stramt produceret - alt i alt: way to go lads, you are going places!!!

Corruption Kingdom er ude via Killer Metal Records.

    (4½ ud af 6)
 
_________________________________________________________________

Seventh Veil – White Trash Attitude 

Anmeldt af Calle: 04-09-2013

Italianske Seventh Veil blev dannet i Verona i 2011, hvor de kort tid efter indspillede deres første EP ”Nasty Skin”. Hurtigt fik Street Symphonies Records øje på bandet og det resulterede i deres debut album White Trash Attitude. Bandet består af Steven (sang), Jack (guitar), Holly (guitar), Jeff (bas) og Eric (trommer).

Seventh Veil spiller sleazy hard rock og inspirationen er hentet fra både 80’ernes sound ala Mötley Crüe og Guns ’n’ Roses, men også fra nyere bands som f.eks. Backyard Babies, Rev Theory og Hardcore Superstar. Der er 10 sange på albummet, eller retter 9, da første skæring består af et lydklip fra en eller anden film, hvor der afslutningsvis siges ”I’m over your white trash attitude”. 

White Trash Attitude oser af adrenalin, sved, power og spilleglæde og de fem unge mænd giver den gas fra start til slut. Der er fuld knald på fra første strofe i det Mötley Crüe-inspirerede nummer ”Red Light In Your Eyes” til den sidste outro i det over 13 minutter lange sammensatte nummer ”L.A. Dream/Jack 'n' Roll” (der er en lille pause midt i sangen). Altså er der ingen ballader på dette album!!! Mine favoritter på albummet er førnævnte ”Red Light In Your Eyes”, ”No Fear”, ”Nasty Skin”, ”Are You Ready To Die” og første del af afslutningsnummeret, nemlig "L.A. Dream". Men der er ikke nogle dårlige sange på albummet og intet ”fyldstof”. Det er bare ren og skær rock ’n’ roll lige op ad min boldgade. Jeg har svært ved ikke at blive grebet af stemningen. 

Albummet er indspillet, mixet og masteret i Atomic Stuff Recording Studios med Oscar Burato bag knapperne. Han har gjort et rigtig godt stykke håndværk og fået det bedste frem i bandet. Samtidig er lyden tilpas rå og sleazy, hvilket giver albummet den rette atmosfære og stemning. 

Så er du til adrenalinvædet og sveddryppende sleazy hard rock med gode catchy melodier og fræsende guitarer, så er Seventh Veil et band du bør tjekke ud. De vil ikke gå i min glemmebog og jeg vil helt sikkert følge dem fremover. Please give me that White Trash Attitude!!!!!

White Trash Attitude er ude via Street Symphonies Records. 

  (5 ud af 6)
 
_________________________________________________________________

Stone Orange – The Dreamcatcher 

Anmeldt af Calle: 04-09-2013 

Stone Orange er et melodisk hard rock band fra Ljubljana, Slovenien. Jeg kan med sikekrhed sige, at det er mit første bekendtskab med et band derfra. Bandet blev dannet i 2003 og består af Marko Erjavec (sang og guitar), Tomo Jurca (guitar), Vid Zgonc (trommer) og Davorin Kovacic (bas). 

The Dreamcatcher er bandets andet album og samtidig det første med kun engelsksprogede sange. Albummet består af 11 sange, som både inkluderer guitar-drævede rock sange og et par ballader, samt et enkelt instrumental nummer. Første skæring er ”Broken Man”, som lægger en god bund for resten af albummet. Det er en god melodisk rock sang med en fængende melodi. Dette gør sig gældende i flere af sangene, som f.eks. ”Rockin’ & Rollin’”, ”Scare Me” og første singlen ”Nobody Cares”. Sidst nævnte har bandet også lavet en musikvideo til (link). Der er to ballader på The Dreamcatcher i form af ”It Keeps On Raining” og afslutningnummeret ”The Age Of Stars”. Begge sange gør sig godt inden for melodiske rockballader. På det instrumentale nummer ”Frozen Sky” viser bandet en flot side af deres musikalske kunnen. Det er et smukt nummer med flot guitar arbejde og så er der lagt lidt ”snak om rummet” ind i baggrunden. 

Marco har en god stemme, som passer rigtig godt til denne genre og samtidig gør musikerne det godt. Selve produktionen er ok, men der er flere steder på albummet, hvor jeg synes lyden bliver en anelse ”flad”. Det er især på guitarlyden. Mærkværdigt nok, så er der nogle rigtig gode guitarsoloer som lægger godt fremme i forhold til musikken, mens andre soloer ”dør” lidt i forhold til resten af bandet. 

Alt i alt er det et godt album, som jeg godt kan anbefale til folk der er til melodisk hard rock, som samtidig er velspillet. Personligt kunne jeg sagtens finde på at sætte albummet på en ny og næ, selvom jeg har MEGET andet musik der skal lyttes igennem. Slovenia 8 points – Slovénie 8 points. Oversat bliver det 4 ud ag 6!!!

The Dreamcatcher er ude via Street Symphonies Records.

    (4½ ud af 6)

Besøg Stone Orange på Facebook her.
_________________________________________________________________

Denners Trickbag - Denners Trickbag

Anmeldt af Peter Letting: 04-09-2013 

Michael Denner er ude med et solo projekt med navnet ”Denners Trickbag”. Albummet udkommer 9 september 2013 på Target Records. 

Jeg er jo af den gamle skole og har naturligvis skam lyttet King Diamond og Mercyful Fate i mine unge dage, så derfor er guitaristen Michael Denner da heller ikke noget uskrevet blad i min ”rock-bog”. 

Jeg må indrømme at jeg nok havde forventet mig noget mere vildskab fra Denner, men stilen på Denners Trickbag er forholdsvis tilbagelænet rock i noget der vel nærmest kan kaldes en ”grundform”. Denner har fundet tilbage til rødderne kan man vel godt sige, og udtrykket holder faktisk rigtig godt. 

Skal man sammenligne skiven med andre, så er vi nok ovre i retningen af BBM eller Chickenfoot. Det er lyttevenlig rock, uden dog at blive kedeligt, for der sker hele tiden noget nyt, og efterhånden som man har hørt albummet et par gange, begynder diverse omkvæd og passager da også at hænge fast.  

Titlen på albummet stemmer meget godt overens med alle de ”guitar goodies” Denner leverer undervejs, og det bliver vel stort set til indholdet af en ”goodie bag”. Det lyder som om det har været en sjov fest at lave albummet. Det oser af overskud, professionalisme og erfaring.  

Så er man til noget opdateret old school ”rock ’n riff”, kan man roligt læne ørerne tilbage og flyde med, imens man lytter til Denner, der plukker fra alle hylder i bland selv butikken, og fylder i sin goodie bag.  

Hele bandet består af: Michael Denner (lead guitar & acoustic auitar), Flemming Muus (bas), Kim Hageman (trommer & percussion), Lars Berthelsen (sang & percussion) og Peter Domptorp Hansen (lead guitar & slide gutiar).

Denners Trickbag udkommer den 9. september via Target Records.

    (4½ ud af 6)

Besøg Denners Trickbag på Facebook her og lyt her.
_________________________________________________________________

Hot Mama - Downloader

Anmeldt af Peter Letting: 04-09-2013

Hot Mama er et tysk band bestående af 4 medlemmer: Christian – bas, Stasy – Guitar, Clemens – Trommer og Sonya – Vokal. Hot Mama udgav i 2012 et album med titlen DownloaderSelv kalder de deres musik for ”In-Your-Face-Rock ’n Roll”. Nu har jeg jo ikke set dem live, så om det ligefrem er ”In-Your-Face” ved jeg ikke, men ”Rock ’n Roll” er det da i hvert fald.

Det første der slår mig er, at musikken er enormt tung og dyb, ikke specielt hurtig, og nærmest lidt tilbagelænet, men meget gennemført. Selvom de kommer fra Tyskland er samtlige tekster på engelsk, hvilket jo gør det lidt mere lytte venligt for os danskere.

Første nummer på skiven ”Seed Of Anger” må jeg nok udnævne til mit favoritnummer på denne skive. Hot Mama bevæger sig i den lidt stille ende af skalaen, og resten af skiven har tendens til at blive en lille smule ensformig efter mit hoved.

Sonya har en meget karakteristisk stemme, som man nok lige skal vænne sig til, men den passer utroligt godt til stilen. Jeg har lidt svært ved at beslutte med mig selv om jeg synes hendes stemme er god, eller bare underlig. Måske finder jeg aldrig rigtig ud af det, og det gør jo Sonya en smule mystisk.

Jeg har været på deres hjemmeside og de virker som 4 sympatiske mennesker som er helt nede på jorden, hvilket jo er et dejligt sympatisk træk. Hot Mama bliver nok aldrig rigtig er hit hos mig og derfor får de 3 ud af 6

Downloader er ude via Sonic Revolution/Bob Media

  (3 ud af 6)

_________________________________________________________________

Vietcong Pornsurfers – We Spread Diseases 

Anmeldt af Calle: 03-09-2013 

Vietcong Pornsurfers er et svensk punk rock band, som blev dannet i 2007. Bandet består af Tom K. (vokal), Affe (bas), Teddy (guitar) og Rackarn (trommer). We Spread Diseases er bandets andet album. Deres første udgivelse ”Restless, Young, Hungry And Free” udkom i 2010 på kassette bånd!?! Det er senere blevet udgivet på CD via Street Symphonies Records. 

Som sagt er stilen punk rock og man kan uden tøven sammenligne bandet lidt med eksempelvis Gluecifer. Eller en god sammenblanding af Iggy & The Stooges, Misfits, Ramones, Hellacopters, Hanoi Rocks og Guns ’n’ Roses. Eller måske endda Neurotic Outsiders (Duff McKagan, Matt Sorum, Steve Jones og John Taylor). Sidst nævnte band kommer sig især til udtryk i min favorit sang på albummet, nemlig sangen ”Dead Track”. 

Albummet består af 12 sange og har en varighed på kun 32 minutter, hvilket giver sangene en gennemsnitslængde på mindre end 3 minutter, hvilket igen indikere meget godt at der er tale om punk rock. Der er knald på fra første strofe og bandet giver den gas gennem hele vejen gennem albummet. De er en god energi og attitude og man får virkelig en fornemmelse af, at disse unge fyre er træt af ”kedelig” overproduceret musik. Man får en følelse af at albummet er indspillet live i studiet uden nogen form for overdubs. Udover ”Dead Track” er mine personlige favoritter på We Spread Diseases sange som ”The Best Song”, ”I Hate Your Band” og åbningsnummeret ”Marcel”. 

Indspilningen af We Spread Diseases er foregået i Boom Boom Studios i Borlänge, Sverige med Erik Berglund og Jacob Grundtman bag knapperne. De har formået at få den rette punk attitude og feeling ud af bandet og jeg tror helt sikkert de har fanget den lyd bandet har ønsket. 

Efter en rigtig god start på albummet, så synes jeg desværre bandet mister lidt gnist i de sidste 4-5 sange og musikken bliver lidt for ensformig. Så overordnet set sidder jeg tilbage med en lidt blandet følelse af albummet som en helhed. Der er nogle rigtig fede sange blandt de første 7 sange, men også et par ”fyldere” blandt de sidste 5 sange. Men er man til musik inden for denne genre skal man bestemt ikke holde sig tilbage. Det er bare ud af starthullerne og så ud og finde We Spread Diseases. Jeg vil afslutningvis sige: SPREAD THE DISEASE!!!!!

We Spread Diseases er ude via Dangerous Rock Records/Street Symphonies Records.

   (4 ud af 6)

_________________________________________________________________

Ministry – Enjoy The Silence – Live At Wacken 2012 

Anmeldt af Calle: 03-09-2013 

Jeg bliver nyd til at starte denne anmeldelse med at sige, at jeg aldrig har været den store fan af industrial-metal og jeg har derfor aldrig fulgt så meget med i Al Jourgensen’s og Ministry’s karriere. Men når man så får tilsendt et tre-dobbelt album (1 DVD og 2 CD’er), så bliver man jo nyd til at tjekke det ud. Pakken består af en DVD som er optaget live på Wacken festivalen i 2012, samt en CD med samme koncert og en bonus CD med live optagelser fra Wacken i 2006. Sidst nævnte har jeg kun hørt igennem en gang. 

Jeg startede med at lytte til CD’en og må sige at jeg blev positivt overrasket. Flere af sangene fangede alligevel min opmærksomhed, selvom jeg ikke kendte dem i forvejen og selve lydoptagelsen er rigtig god. Bandet spiller både gamle og nye sange, så de rammer bredt i deres katalog. Der er gamle sange som f.eks. ”Thieves” og ”New World Order” og nye sange i form af ”Relapse”, ”Ghouldiggers” og ”99 Percenters” som alle tre er fra 2012 albummet ”Relapse”. Mine favorit sange på albummet er ”Waiting”, ”Relapse” og ”Rio Grande Blood”. Det er nogle af de sange som er mindst industrial, hvorimod sange som ”No W” og ”Just One Fix” ikke lige rammer noget hos mig. 

DVD’en indeholder som sagt samme koncert, men når man ser den får man virkelig en fornemmelse af, at bandet giver den max gas og at de virkelig nyder at stå på en scene. Og det er til trods for at Al led af dysenteri da de skulle optræde på festivalen. Hele koncerten kan ses via linket nederst i anmeldelsen. Som bonusmateriale på DVD'en er der musikvideoer til sangene "99 Persenters" og "Ghouldiggers". 

Besætningen i bandet på DVD’en og CD’en er: Al Jourgensen (vokal og guitar), Mike Scaccia (guitar), Sin Quirin (guitar), John Bechdel (keyboards), Aaron Rossi (trommer) og Casey Orr (bas). Desværre døde bandets mangeårige guitarist Mike Scaccia kun 6 måneder efter Wacken optaglesen, og kun 3 dage efter bandet havde afsluttet indspilningen af deres kommende album ”From Beer To Eternity” (udkommer 6. September). Han døde at et hjertetilfælde mens han var på scenen med sit band Rigor Mortis. 

Personligt har jeg som sagt aldrig lyttet så meget til industrial-metal, men er man til musik inden for denne genre og lytter man til Ministry i forvejen, så er dette live album og DVD helt sikkert noget for dig. Det er et must for fans af Ministry!!!!

Enjoy The Silence - Live At Wacken 2012 er ude via 13th Planet Records/UDR/Wacken Records. 

   (4 ud af 6)

Lyt til og se Wacken koncerten på YouTube her.  
_________________________________________________________________

Helhorse - Oh Death 

Anmeldt af Peter Letting: 27-08-2013 

Danske Helhorse udkommer med deres andet album Oh Death 23. September 2013. Ingen tvivl om at Helhorse forstår at skabe en stemning og en sound som kom den direkte fra helvedes forgård. Med en tung metal bund og vokaler som skærebrændere, udløser Helhorse en dyster og makaber stemning i deres univers.

Det står rimelig klart at Helhorse har en helt klar strategi og målsætning for deres stil og sound, og den kører de helt ud. Musikken er ikke så massiv og grov, så det bliver uudholdeligt og det sprudler da også med masser af riffs.

Helhorse har høstet masser af roser for deres første album, og har spillet en masse koncerter rundt omkring i Danmark og det øvrige Europa. Jeg har aldrig selv tidligere stiftet bekendtskab med Helhorse, og deres musik er måske også lige en kende dystert til mig.

Jeg kan sagtens forstå hvis Helhorse kan opbygge en stor fanskare og jeg tager da hatten af for produktionen af Oh Death, men jeg bliver nok aldrig fan af denne gren af metal musikken.

Bandet tæller følgende medlemmer: Mikkel Wad Larsen (vokal), Aske Kristiansen -(vokal & Rhodes), Jakob Møgelcunt (guitar), Stephan C. Krabsen (guitar & vokal), Søren Nybo Hansen (bas) og Jesper Bergstedt (trommer).
 
Oh Death udkommer 23. september via Mighty Music/Target Distribution. 

   (4 ud af 6)

_________________________________________________________________

John Gält – Served Hot 

Anmeldt af Calle: 20-08-2013 

John Gält må være det første ukrainske band der er blevet anmeldt her på Calles Rock Corner. Bandet blev dannet i 2010 og består af Ostap Molyvavko (sang/guitar), Alexander Sedov (bas), Sergei Telipko (trommer) og Ivan Rybnikov (guitar). Bandets musikstil er uden tvivl moderne glam/sleaze rock med en lille snært punk. Havde jeg ikke vist bedre, så havde jeg troet bandet var fra Sverige og at de var en del af den store post-Dave-Lepard sleazebølge, der har været i landet. Men faktsik synes jeg John Gält er bedre end flere af de svenske bands fra selv samme genre. 

Served Hot er bandets debut album og det består af 10 sange, hvoraf den ene ”JGS” er en kort intro. I de resterende ni sange sættes tempoet ikke særlig meget ned. Der er fuld knald på fra start til slut og kun få steder, som i et par indledninger eller mellemstykker, sættes tempoet en smule ned. Mine favorit sange på Served Hot er ”Burn (Nothing In The End)”, ”One More (Punk Rock Anthem)” og ”When Nature Calls”, men alle sangene får mig til at rocke med. Det er svært at lade være med at bevæge sine fødder op og ned og rykke lidt med hovedet. Tror du ville gøre det samme, hvis du lyttede til dette album. 

Bandet spiller rigtig godt, især når man tager deres unge alder i betragtning, så jeg kan godt forstå at Street Symphonies Records fik øjnene op for dem. Indtil dette album havde de kun udgivet en EP med tre sange. Især guitaren fungere rigtig godt og Ostap’s stemme er som skræddersyet til sleaze rock. Flere steder får man også den fede punkede basrytme, som lægger godt i forhold til resten af musikken. Efter min bedste overbevisning, så har John Gält en chance for at placere sig i toppen af den nævnte sleaze-bølge genre. De har i hvert fald kvaliteterne og sangene til det. 

Så er du til musik inden for modern-glam/sleaze scandinavian style, så vil du helt sikkert synes godt om John Gält. Afslutningsvis kan jeg derfor med rette bruge et udtryk fra presseskrivelsen, som passer rigtig godt til bandet og deres stil. If you dig CrashDïet, Mötley Crüe and Motörhead, you’re gonna love this new ”umlaut band”. Hermed en opfordring som vel lyder noget i retning af – køb Served Hot!!!!! 

Served Hot er ude via Street Symphonies Records. 

    (4½ ud af 6)

_________________________________________________________________

Beth Hart & Joe Bonamassa – See Saw 

Anmeldt af Calle: 20-08-2013 

Normalt bliver der ikke anmeldt så meget blues på Calles Rock Corner, hvilket på sin vis er en skam, hvis det er musik af denne kaliber. Når man sætter en af de bedste nulevende blues/soul sangere sammen med en af de bedste blues guitarister verden har set og hørt, så kan der kun komme noget godt ud af det. Og faktisk er See Saw det andet album der er kommet ud af samarbejdet mellem Beth Hart og Joe Bonamassa. I 2011 udgav de sammen albummet ”Don’t Explain”. Og de to nævnte personer behøver vel ikke en større præsentation?!? 

See Saw består af 11 sange, som alle har været indspillet af andre kunstnere, både afdøde og nulevende. Vi snakker navne som Etta James, Billie Holiday, Aretha Franklin, Nina Simone, Tina Turner, Buddy Miles, Lucinda Williams og nyere kunstnere som Melody Gardot og Slackwax. Jeg skal være helt ærlig og sige, at jeg kun kendte få af sangene på albummet og jeg har heller ikke tjekket de originale versioner ud før denne anmeldelse. 

Albummet lægges ud med ”Them There Eyes”, som oprindeligt blev et hit for Billie Holiday i 1939. Et rigtigt godt nummer at sætte de musiske udfoldelser i gang med. Den bliver efterfulgt af ”Close To My Fire”, som er et af albummets nyere sange og det blev indspillet af Slackwax i 2011. Næste sang er Tina Turner klassikeren ”Notbush City Limits”, som har været indspillet et utal af gange, men det gør ikke Beth og Joe’s version dårligere. Tværtimod. Den næste sang ”I Love You More Than You’ll Ever Know” er min favorit på albummet. Her viser Bonamassa virkelig hvad han kan på en guitar og Beth stemme er utrolig stærk. De to næste sange er ”Can’t Let Go” (Lucinda Williams) og ”Miss Lady” (Buddy Miles), som begge er uptempo sange og hvor Bonamassa igen viser sin kunnen i sidst nævnte. Nyeste sang på albummet er Melody Gardot’s sang ”If I Tell You I Love You” fra 2012. Denne sang kunne meget vel finde sig til rette i en Tarantino film. De to næste sange er oprindeligt indspillet af Etta James, som er en af Beth’s personlige favoritter og hun gør et rigtig flot arbejde på begge sange. Man kan nærmest høre hendes passion for den oprindelige kunstner. Disse efterfølges af albummets titelsang ”See Saw”, som Aretha Franklin indspillede tilbage i 1968. Albummet afsluttes med ”Strange Fruit”, som tidligere har været indspillet af både Billie Holiday og Nina Simone. Alt i alt er det 11 super gode og meget varierede sange der er at finde på See Saw. 

Jeg har altid synes godt om Beth Hart’s stemme siden jeg hørte hende første gang og Joe Bonamassa er efter min mening en af de bedste bluesguitarister, som har trådt sine ben på denne jord. Og det er først de senere år jeg rigtig har dyrket ham. Udover disse to består det sublime band af Anton Fig (trommer), Carmine Rojas (bas), Blondie Chaplin (guitar), Arlan Schierbaum (organ/piano), Lee Thornburg (trompet/trombone) og Ron Dziubla (saxofon). Og når det så samtidig er Kevin Shirley (The Black Crows, Aerosmith, Joe Bonamassa og Led Zeppelin) der har stået for produktion, så kan der kun komme noget fantastisk ud af det. 

Fantastisk er kun et fattigt ord og jeg fristes til at give albummet 6 dødningehoveder, men tror jeg behersker mig lidt!! Jeg kan kun sige – Køb albummet!! Og køber du den udgave med DVD, så får du yderligere 48 minutter’s ”making of” samt 3 studie musikvideoer. 

See Saw udkom 20. Maj via Mascot Records. 

  (5½ ud af 6)
 
Besøg Beth Hart & Joe Bonnamassa's website her
_________________________________________________________________

Tempesta – Unbounded 

Anmeldt af Calle: 19-08-2013 

Det schweiziske band Tempesta er ude med deres fjerde fuld længde album Unbounded. Selvom det er deres fjerde album, så er det er mit første bekendtskab med bandet, som består af Reto Thalmann (sang/guitar), Pascal Fuchs (guitar), Ruedi Kälin (bas) og Armin Brühwiler (trommer). Ifølge presseskrivelsen spiller bandet country/hard rock, men jeg kan ikke høre så meget country i deres musik. Kun i et par enkelte af sangene. Jeg skal ikke kunne sige om de er lidt mere ”hårde” på dette album end de har været på deres forrige tre albums. Udover flere country musikere, så nævner de da også bl.a. Nickelabck og Alterbridge som nogle af deres inspirationskilder. 

Unbounded består af 12 sange, hvoraf de sidste to sange er live sange. Albummet lægger, efter en kort intro, ud med ”Crazy”, som faktisk er den hårdeste skæring på albummet. Denne sang er min personlige favorit på Unbounded. Generelt set over hele albummet, så er jeg mest til bandets mere rockede sange, med undtagelse af den sangen ”Children Of Innocents”, som hører til i den mere stille ende af skalaen. De mest country-lydende sange på albummet er ”Wait”, hvor bandet gør brug af slide-gutar samt det sidste af de to live numre ”The Way It Is”. Et andet meget rocket nummer er ”I’m Back”, som er den første af de to live sange. Her har Tempesta den schweiziske comedy-star Manu med på guitar. Nummeret er en del inspireret af Metallica og hører også til blandt mine favoritter på albummet. 

Når man ser over hele albummet, så har bandet skrevet nogle rigtig gode melodier og der er god variation og flere temposkift i sangene. Og som sagt er der både guitarprægede rocksange og de mere stille ballader. En god kombination efter min mening. Derudover spiller musikerne godt og albummet er flot produceret. Bandet har da også været i USA for at få albummet produceret af den award-vindende top producer Tom Whitlock. Han har tidligere arbejdet med bl.a. Eric Clapton, Steve Ray Vaughn og Madonna. 

Tempesta levere ikke noget groundbreaking med deres musik, men det de gør, det gør de rigtig godt og jeg er derfor udemærket tilfreds med Unbounded. Altså er det et album som er værd at tjekke ud. Jeg vil selv lytte til deres forrige album, hvis muligheden byder sig en dag. 

Unbounded er ude via Fastball Music. 

 (4 ud af 6)
 
Besøg Tempesta på Facebook her.
_________________________________________________________________

The Unripes – This Is Not America 

Anmeldt af Calle: 19-08-2013 

The Unripes er et sleaze-core band fra Italien. Bandet startede i 2005 og var dengang kun ment som et ”One-night-only band”, men det blev altså til mere og bandets sanger Axia og guitaristen Michele ”Mike P.” Pelillo forsatte bandet. De sidste to medlemmer er her i 2013 Uncle Sappa på bas og Sevens på trommer. This Is Not America er bandets debut album. 

Betegnelsen sleaze-core dækker meget godt over bandets musikstil. Og deres inspirationer dækker da også et meget bredt spekter og de nævner selv disse bands som deres inspirationskilder: Hardcore Superstar, White Lion, Avenged Sevenfold, Megadeth, Pantera, Steel Panther, CrashDïet og Mötley Crë for bare at nævne et par stykker. Jeg synes især Hardcore Superstar og CrashDïet rammer meget godt plet. Dog har The Unripes også guitarpassager, som leder tankerne meget i retning af Avenged Sevenfold. Personligt synes jeg meget godt om denne blanding. 

This Is Not America består af 9 sange, hvoraf to af sangene er ballader og resten er regulære rock sange. De to ballader er powerballaden ”You Are The One” og den mere stille ”The Star Beyond This Wall”. Begge sange fungerer efter min mening rigtig godt. Af de resterende syv sange synes jeg bedst om ”My Muse Is Called Rock ’n’ Roll”, ”Reload” og ”Until The Day I Die”. Derudover har de indspillet en udmærket coverversion af Geri Halliwell nummeret ”Scream If You Wanna Go Faster”. (Jeg måtte lige tjekke hendes sang ud for at kunne bedømme The Unripes’ version, og jeg må sige deres er en del mere rocket). Men alt i alt er det 9 gode sange bandet har indspillet. Gode melodier, fræsende guitarer og en god kombination af 80’er glam/hard rock og moderne metal. 

Musikeren spiller godt og Axia’s stemme passer perfekt ind i genren. Derudover er albummet godt produceret. Så jeg spår bandet en god fremtid, som dog kun vil begrænse sig til fans der holder af musik inden for denne genre. Dertil er genren for lille og den vil nok aldrig komme ud til et bredere publikum. Men er du rock fan og hører du nogle af de ovennævnte bands, så bør du tjekke The Unripes ud. 

This Is Not America er ude via Street Symphonies Records.

(4½ ud af 6)
 
Besøg The Unripes på facebook her.
_________________________________________________________________

Jorn – Traveller 

Anmeldt af René Bo Nielsen: 18-08-2013 

Den norske sanger Jørn Lande, er kendt for hans medvirken i blandt andet Beyond Twillight, Masterplan, Ark, og har også arbejdet sammen med Magnus Karlsson. Men denne her anmeldelse handler om hans nye cd, som har titlen Traveller. Jeg havde i 2009 fornøjelsen af at skulle anmelde, hans på det tidspunkt nye cd "Spirit Black". En udgivelse jeg på det tidspunkt, og egentligt også stadig væk, er ret så begejstret for. 

Men nu skriver vi 2013, og Jorns nye cd Traveller er en realitet. Desværre har jeg ikke den samme begejstring for Traveller, som jeg dengang havde for "Spirit Black", hvorfor vil jeg uddybe i de følgende linier. Cd'en starter egentligt ganske godt, med den temperamentsyldte "Overload", som har godt med smæk på, og som egentligt er en fed start på den nye udgivelse. Men så går det desværre lidt ned ad bakke. De følgende numre "Cancer Demon", "Traveller", "Window Maker", er uden fede melodier, og uden de gode omkvæd, ja, jeg må ærlig talt indrømme at jeg keder mig, og ikke føler mig godt underholdt. 

For mig lyder det som om, at Traveller, lyder som nogen af Jorns tidligere udgivelser, "Lonely Are The Brave" og "Spirit Black". Der absolut INTET nyt under solen, og ærlig talt så er Traveller, en monoton og lidt kedelig omgang melodisk heavyrock. Her er INGEN overraskelser overhovedet! 

Et er at der ingen nye tiltag er i musikken, derfor kan man som lytter godt føle sig godt underholdt alligevel. Men det er for mig desværre ikke tilfældet. Jeg må dog indrømme at Jorns musik, som altid er godt udført, og han yder selv en fornem præstation som sanger,og det samme gør hans yderst kompetente musikere. Men hvad hjælper det, når de fede omkvæd og melodier generelt ikke er tilstede på Traveller. Så jeg vil faktisk anbefale nye lyttere af Jorns musik, at gå uden om den her, også dykke ned i hans omfangsrige bagkatalog, og så finde hans tidligere udgivelser frem. Både som solist, men også med førnævnte bands. De giver et bedre billede af Jorn, og de mange kvaliteter han har som sanger og som solist. 

Traveller udkom 14. juni på Frontiers Records.

  (2½ ud af 6)
 
________________________________________________________________

Badmotorfinger – It’s Not The End 

Anmeldt af Calle: 16-08-2013  

Badmotorofinger er et italiansk band, der startede som et cover band i 2006, men siden begyndte at skrive deres egne sange. Det har resulteret i debutalbummet It’s Not The End. Bandet, som i starten havde en del udskiftninger, består nu af Alex (guitar), HeavyRico (guitar), Il Reverendo (sang), Tommy (bas) og Barra (trommer). Bandet spiller en god blanding af classic hard rock og heavy metal. Jeg vil sige en bladning af Motörhead, Accept, Iron Maiden, U.D.O. og Megadeth (i den blidere ende). Megadeth sammenligningen giver sig mest til udtryk i sangen "Inside Insanity". Derudover har de også indspillet en udemærket coverversion af Motörheads nummer ”Rock ’n’ Roll”, som er sidste sang på albummet. 

It’s Not The End består af 12 sange, hvoraf to af disse ”Ride The Storm” og ”Beginning Of The End” oprindelig blev optaget i 2011 på bandets ”Badmotorfinger Promo”. Som sagt er stilen hard rock og heavy metal og det lyser ud af alle 12 sange. Tempoet er en anelse monotomt og sangene kan virke en smule ensformige. Kun i sangen ”Afterlife” sættes tempoet lidt ned. Hvis jeg skal fremhæve et par af sangene, så må det være ”Brand New Day”, ”Beginning Of The End”, ”Loser” og ”Rebel”. Derudover er den førnævnte Motörhead cover også et lyt værd. 

Udover at musikken virker en smule ensformig i mine ører, så er jeg heller ikke helt vild med Il Reverendo’s stemme. Hans stemme er meget svingene og ”hæs” hvilket på sin vis virker godt for andre sangere (eksempelvis Lemmy), men bare ikke helt på dette album. Dertil er hans stemme for svingene. Musikerne gør arbejdet godt, men ikke noget udover det sædvanlige. I presseskrivelsen står der at bandet ønskede, at der var en ”live-feeling” på albummet og at de ikke har brugt nogen form for overdubs og andre ”recording studio extras”. Her må jeg sige de har ramt plet, for lyden er ikke for ”poleret” og det passer godt til deres stil. 

Alt i alt er det en lidt blandet følelse jeg sidder tilbage med efter at have gennemlyttet albummet flere gange. På sin vis er flere af sangene ret gode, men samtidig er albummet overordnet set for ensformigt. Uanset hvad, så bør du alligevel tjekke Badmotorfinger ud. 

It’s Not The End udkom 28. Maj via logic(il)logic Records. 

(4 ud af 6)

Lyt til Badmotorfinger: http://www.reverbnation.com/badmotorfinger2011 
________________________________________________________________

Nasty Bulletz – Right Time To Rock You 

Anmeldt af Calle: 16-08-2013 

Tyske Nasty Bulletz er et 80’er hair-metal inspireret band. Bandet består af Axl Vanity (sang), Rexx Tiger (guitar), Randy Rock (guitar), Mad Murry (bas) og Pete ”The Bea(s)t” Lewis (trommer). Jeg kendte ikke til bandet før jeg modtog Right Time To Rock You og ved det første blik på coveret tænkte jeg: Hmmm...et 80’er hair metal kopi band”. Herefter så jeg billedet af bandet på bagsiden og tænkte” Åh nej, er det tysklands svar på Steel Panther. Prøver de at ligne dem med parykker, leopard spandex o.s.v.” (normalt sætter jeg ikke billede ind af bandet, men i dette tilfælde har jeg gjort en undtagelse, så man kan få en ide om hvad jeg mener). Så læste jeg navnene på bandmedlemmerne (se herover) og igen tænkte jeg: Åh nej, de prøver virkelig at være Europas svar på Steel Panther”. Men så satte jeg musikken på og herefter kom jeg på andre tanker. Nasty Bulletz spiller godt nok 80’er inspireret hair-metal ala Dokken, Van Halen, Mötley Crüe, Skid Row, Poison og Ratt, men de gør det virkelig godt. Og den slags musik er jo lige sagen for undertegnet. 


Albummet består af 12 sange, hvor der er dømt party rock fra start til slut. Det er ren fest all over. Der er hard rock sange i form af ”Really Gonna Rock” og ”Right Between The Eyes”, midtempo rock sange som ”Tonight Is The Night” og ”First Strike”, samt rigtige party anthems som f.eks. ”Rock You”, ”Loaded Gun” og Got To Do It Tonight”. Derudover er der også den obligatoriske ballade ”Make Me Stay”, som bare skal være på et album som dette. Så efter min mening er dette et rigtig godt party rock album og er man fan af de ovennævnte bands, så bør man uden tøven tjekke Nasty Bulletz ud. 

Musikerne spiller godt og sangene er velskrevet. Der er gode melodier og flere gode guitarsoloer. Teksterne handler selvfølgelig (fristes man til at sige) om sex, party & rock ’n’ roll. Der er blevet plads til alle klicheerne. Bare tag et kig på sangtitlerne og du får en god ide om hvad jeg mener. Produktionsmæssigt fejler Right Time To Rock You heller ikke noget. Albummet har en ren og klar lyd og man forestiller sig næsten, at man er tilbage i slut 80’ernes hair-metal dage i Hollywood. Producer på albummet er Christoph Renner (aka Rexx Tiger – guitarist i bandet) og Hagen Grohe. Sidst nævnte står også får indspilning, mixing og mastering. 

Min første tanke var - mener de det seriøst!?! Min endelige konklusion må være – ja det gør de, men man skal bare ikke lade sig ”snyde” af udseende, parykker og spandex. Det kan godt være Nasty Bulletz prøver at ligne Steel Panther, men den slags bands findes der KUN et af og man skal ikke prøve at efterligne noget, som der kun kan være en slags af. Så mit råd til bandet er: drop parykkerne for i har musikken til at komme udover stepperne, selvom den genre i har valgt ikke er på toppen af hitlisterne og der måske ikke er det store publikum til den. Og mit råd til dig som læser: Tjek Nasty Bulletz ud!!!

Right Time To Rock You er ude via Fastball Music.

(4½ ud af 6)
 
_________________________________________________________________

Adrenaline 101 – Demons In The Closet 

Anmeldt af Calle: 16-08-2013 

Adrenaline 101 er et fire mands rock band fra Schweiz, som blev dannet i 2005. Bandet består af Delon Cyclon (sang), Hens (guitar), Pascal Luder (bas) og Reto Wild (trommer). Demons In The Closet er bandets andet album. 

Stilen er moderne hard rock med en smule inspiration fra 80’erne/90’ernes rock, men samtidig er der også lidt rap og funk-metal elementer i et par af sangene. Albummet består af 10 sange, hvor bandet viser en god energi og der er også god variation gennem de 40 minutter. Som sagt gør bandet brug af flere forskellige genre inden for rocken og sange som ”Straight Clownin’”, ”Mayflies”, ”Guardian Angles” og ”No Tomorrow” læner sig meget op af rap metal og funk metal og sangene leder mine tanker i retning af især Ugly Kid Joe, men osgå bands som Incubus og Faith No More. Derudover er der et par powerballader i form af ”Come To You” og ”Shedding Tears”, som begge gør sig udmærket til. Og så er der selvfølgelig også de rene hard rock sange som eksempelvis ”Raise Em Up”, ”Buckwild” og titlenummeret ”Demons In The Closet”. Derudover er der en enkelt sang ”Living For The XTC”, som bevæger sig lidt i retning af noget pop-punk ala Simple Plan og Blink 182. 

Som sagt synes jeg rigtig godt om den variation der er på pladen og alt i alt er det 10 gode sange bandet har indspillet. Mine personlige favoritter er ”Buckwild”, ”Shedding Tears”, ”Straight Clownin’” og ”Raise Em Up”. Især sidst nævnte synes jeg er ret fængende. 

De tre musikere gør det godt og Delon’s stemme passer godt til musikken. Jeg tror også at Adrenaline 101 er et rigtig godt live band og de har da også spillet med bl.a. Glenn Hughes, Danko Jones, Backyard Babies og Downspirit. 

Demons In The Closet er indspillet af Ralph Zünd i 2-Inch Records i Schweiz. Og han har også produceret albummet sammen med bandet. Lyd og produktion fejler bestemt ikke noget. 

Som nævnt tidligere, så viser bandet en god energi på dette album og sangene fungere ret godt. Så jeg kan derfor varmt anbefale, at man tjekker Adrenaline 101 ud. Personligt har jeg ikke hørt deres første album ”Twelve Step Program”, men det vil jeg uden tvivl gøre nu. Som der står i presseskrivelsen: Get Ready For The Adrenaline Injection, 101 Style!!!!

Demons In The Closet udkom 12. juli via Fastball Music.

(4½ ud af 6)

________________________________________________________________

Tenacious D - koncert på Tap 1 - København 

Anmeldt af Peter Letting: 13-08-2013 
Foto: The Caddy (link til facebook)
 

Tenacious D var for første gang på dansk grund, mandag aften i en totalt udsolgt Tap1. Frontmanden Jack Black (JB) og hans sidestykke Kyle Gass (KG), havde endelig taget sig sammen til at besøge lille DK. 

Jeg er ikke inkarneret ”D” fan, men jeg har dog hørt deres skiver OG set deres film ”Pick Of Destiny”, så jeg var ikke helt tabt, og så skal man jo ind imellem prøve noget nyt. Men jeg skal da love for at stort set samtlige de andre 5999 fremmødte, havde øvet sig på teksterne, så der blev skrålet med på de fleste Tenacious D er en underlig sammensætning. 2 ”velnærede”, småperverse stoddere fra Californien med hver deres spanske guitar og et metal backing band. Sammen har de skabt et ”Comedy Rock” kult univers for de indviede, hvor de giver den gas med tunge metal riffs, og masser af spansk guitar ”ræs”, krydret med halvfrække tekster og små skuespil undervejs. 


Foto: The Caddy

Koncerten startede som forudset med en del af numrene fra deres nyeste album ”Rize Of The Fenix”, men den altoverskyggende intro på koncerten var dog det tårnhøje Fallos symbol i form af den ”Fugl Phønix”, som også pryder coveret på albummet. Ægte ”D” stil. 

Det skinner igennem at de 2 ser en stor stjerne i Ronnie James Dio, og de spillede da også en ”Tribute” til Dio, som jeg dog ikke rigtigt synes levede op til Dio’s eftermæle. Pludselig råber Jack Black på en Saxofon og ind kommer ”Roadie” med en underlig plastik sax, som gav den underligste lyd til en metal koncert jeg har hørt længe. 30-40 sekunder varede den, og det var så det nummer. Og apropos Roadie, så spiller deres Roadie en del i showet, og bliver ofte kaldt på scenen og svinet til af Jack Black. Sådan kører der mange underlige scenarier i deres show, som vist mest er for de indviede.  


Foto: The Caddy 

Der hvor jeg første gang stødte på ”D” var med sangen ”The Metal”, og den spillede de også. Denne gang var det dog ikke Jack Black og Kyle Gass der sloges med monsteret ”The Metal” på scenen, men derimod en Alien fra et tidligere nummer som kom på scenen igen, og fik en lige højre fra ”The Metal” monsteret. I en anden klassiker ”Beezleboss” var det guitaristen som var blevet besat af Satan, men han blev heldigvis uddrevet på vanlig ”D” manér.

Man kan mene meget om ”Cirkusset” Tenacious D, men de underholder, entertainer og knokler for sagen. Numrene kan godt virke en smule ensartede, og så er der alligevel en del af dem som stikker af i en helt anden retning, hvilket så igen gør det interessant at lytte til. Ingen tvivl om at Jack Black har et imponerende organ (stemmen naturligvis J) og suppleret af Kyle, når de 2 til tider helt vilde højder og samklange, som er en fornøjelse at være vidne til. 


Foto: The Caddy

Alt i alt en meget underholdende oplevelse, på sin egen platte og helt nede på jorden agtige facon. Jeg giver ”D” 5 ud af 6 

(5 ud af 6)

Koncertfoto af The Caddy. The Caddy er bl.a. en veletableret koncert og band fotograf. Besøg hans facebook side via nedenstående link:

https://www.facebook.com/Face.the.Caddy

___________________________________________________

Mercenary – Through Our Darkest Days

Anmeldt af René Bo Nielsen: 01-08-2013

Så er danske Mercenary tilbage med et nyt udspil, og opfølgeren til Metamorphosis fra 2011. Titlen er Through Our Darkest Days, og er bandets 7 udgivelse siden de blev dannet tilbage i 1991. Ligesom de flest andre bands, så har også Mercenary været igennem deres op og nedture. I 2009 valgte brødrene Morten Sandager på keyboard, og Mikkel Sandager på vokal at forlade bandet, og Mercenarys mangeårige trommeslager Mike Park Nielsen, valgte også at gå nye veje tilbage i 2009. Morten Løwe Sørensen tog så over på trommerne, men forlod så også Mercenary i 2011.

Så bandet har været igennem flere udskiftninger, men nu hvor vi skriver 2013, så er de tilbage igen og med en ny mand på trommerne. Peter Michael Mathiesen er navnet, og han gør det aldeles fremragende, skulle jeg hilse og sige! Hans trommespil er teknisk flot, og med en masse variation, dette høres med al tydelighed på cdens 2 skæring, Welcome To Sickness, og på de øvrige 9 numre.

Hvis jeg skal nævne mine favoritter på Through Our Darkest Daysså er det blandt andet tittelnummeret, hvor Martin Buus Pedersen, får vist sit fantastiske og gennemførte talent på guitaren. Men også 10 og sidste nummer Holding On To Serenity, er jeg også ret begejstret for . Det er fedt at høre at høre hvilken spændevidde sanger og bassist, René Pedersen har i sin vokal, og han folder rigtig sin vokal ud på dette nummer.

Der er ingen af Through Our Darkest Days 10 numre, der på nogen måde falder igennem, og ikke holder en vanvittig høj standard, og dette er for mig et klart bevis på, at på trods af det kaos og de udskiftninger bandet har været igennem, så er de tilbage i topform! Det er Through Our Darkest Days, et klart og endegyldigt bevis på.

Through Our Darkest Days er udkommet på Noise Art Records/Target Distribution.

(5½ ud af 6)

Lyt til Mercenary: http://mercenary.dk/
_________________________________________________________________

Luke Gasser - Retribution

Anmeldt af Peter Letting: 21-07-2013

Luke Gasser fra Schweiz har udgivet nyt album Retribution 22.03.2013 via det tyske selskab Fastball Music. Luke Gasser kommer som skrevet fra Schweiz og er en temmelig erfaren herre, med 10 tidligere albums og medvirken i 10 film på CV’et. Han har sågar også skrevet en bog. Trods det lange CV er han ikke et kendt navn i min verden. Måske fordi det ser ud til at hans primære fokus har været den tysk talende del af verden. Og selvom jeg taler udmærket tysk og da også fra tid til anden hører lidt Rammstein J, så erkender jeg blankt at tysk ikke er mit foretrukne sprog når det kommer til sang tekster og film.

Hans nye album Retribution er dog, ligesom titlen, helt igennem på engelsk, og det falder mig nu engang mere naturligt at lytte til engelske tekster. Luke bevæger sig på sin nye plade et sted imellem Sing-A-Song writer stilen og den bløde rock. Vel er der da meget godt gang i de fleste numre, men det er på den her Bruce Springsteen / Bob Dylan agtige måde.

Det er på en måde en let og glad skive, som man sagtens kan tåle at høre flere gange. Luke har en lidt speciel stemme, men den passer såmænd fint til stilen, og det er jo meget heldigt når nu han selv har skrevet de fleste numre.

Jeg kan læse flere steder at Luke har en forkærlighed for AC/DC, og måske er det da også derfor at han på dette album har lavet en akustisk version af det gamle nummer ”She’s Got Balls”. En OK version, men dog ikke nær så hårdtslående som den originale, men det ville nu også have undret mig.

Band besætningen ser således ud Luke Gasser (vocals, guitars, mandolin, percussion, harmonica), Thomi Imhof (bass, backings), Thomas Wild (drums) + Doro Pesch (co-vocals # 8)

Retribution udkom 22. marts via Fastball Music.

(3½ ud af 6)

Lyt til Luke Gasser her og her.
________________________________________________________________

Magnus Karlsons Freefall - Magnus Karlsons Freefall

Anmeldt af Rene - 12-07-2013

Magnus Karlson er en efterhånden en ret så kendt herre, indenfor den hårde rock og den melodiske metal. Han står bag projekter og bands som Starbreaker, Allen-Lande, Last Tribe, og har også spillet sammen med Magnum sanger Bob Catley. Han en en yderst talentfuld guitarist, producer, og ikke mindst sangskriver. Nu har han så kastet sig over et nyt projekt, kaldet Magnus Karlsons Free Fall. Endnu engang arbejder han sammen med yderst kompetente musikere, her kan blandt andet nævnes Russell Allen (Symphony X, Allen-Lande), Ralf Scheepers(Gamma Ray, Primal Fear), Tony Harnell( TNT, Starbreaker).

Rent musikalsk, hvad har vi så egentligt og gøre med? Tja, det er lidt af en blandet landhandel! Men flere af numrene er i stilen melodisk heavy rock, og enkelte af numrene er mere over i den melodiske metal. Jeg syntes jeg kan høre Starbreaker, og Allen-Lande, i en del af numrene. Altså en blanding af yderst kompetent melodisk heavy rock og metal, med gode melodier, og hamrende fedt guitarspil. I det hele taget oser cden af kvalitet, men det er ikke kun på grund af Magnus Karlson. Alle de dygtige musikere der medvirker på udgivelsen, er også med til at gøre den til den lille perle den er.

At Magnus Karlson har valgt og bruge, ikke mindre som 9 sangere på dette projekt, anser jeg som et KÆMPE plus. De tilfører nemlig hvert enkelt nummer, sit eget præg og det er også med at at gøre cden mere spændende og lytte til. Men Daniel Flores(The Codex), bør også roses for sit fantastiske og varierede trommespil.

Så jeg har INGEN problemer med, at anbefale den udgivelse her. Både hvis man er fan af Magnus Karlsons tidligere udgivelser, men også som ny kommende fan kan man roligt hoppe med på den her. Den giver et godt indblik i Magnus Karlsons musik, og så er der ligeledes så mange kendte og dygtige musikere med, at bare det i sig selv gør den værd at købe.

Magnus Karlsons Free Fall udkom 14. juni på Frontiers Records.

(5 ud af 6)

Lyt til Magnus Karlsons Free Fal her.
_________________________________________________________________

Mythery - The Awakening Of The Beast

Anmeldt af Peter Letting: 11-07-2013

Danske Mythery udkommer med debut album med titlen The Awakening Of The Beast 10. august 2013. Mythery er på mange måder en sammensat størrelse. De fleste af band medlemmerne har mødt hinanden på det rytmiske musik konservatorium, men med vidt forskellig baggrund. F.eks. er Michala Høj, klassisk violinist mens Tobias Dall og Mikkel Rosenbeck kommer fra jazz musikken, og Laurits Emanuel’s vokal er mere indie inspireret end egentlig rock-agtig.

Tilsammen har de fået skabt et progressivt metal univers med masser af violin og symfoniske passager, men samtidig med plads til masser af lækre metal rytmer og guitar lir.

Jeg kan godt lide koblingen imellem det klassiske / symfoniske og det metal progressive, men man skal kunne lide violinen, for den er der meget af.

Albummet er ligesom delt op i 2 halvdele. De 4 første numre er enkeltstående numre, mens de sidste 5 er titel nummeret ”The Awakening Of The Beast”, delt op i 5 episoder. Det er nu meget typisk for de progressive metal skiver at der bliver fortalt en historie over flere numre, og det er netop det som sker på de sidste 5 numre.

Stilen er ikke så hård og rå som så mange andre metal albums. Jeg synes at både violinen samt Laurits vokal er med til at holde stilen i den blidere ende af metal skalaen. Til gengæld byder skiven på masser af finesser og lytte venlige strofer, som gør godt for det indre øre.

Albummet er et ret imponerende debut album, og det er tydeligt at der er lagt masser af energi og tid i at finde den helt perfekte sound og sammensætning. Individuelt er de 6 medlemmer tydeligvis rigtig dygtige på hver deres instrument, men de forstår så sandelig også at spille sammen som en helhed, og det er jo en fornøjelse.

Hele bandet består af følgende 6 medlemmer: Nikolaj Holger – Drums, Laurits Emanuel – Vocals, Simon Rabenhøj – Guitars, Tobias Dall – Bass, Mikkel Rosenbeck – Keys, Michala Høj – Violin.

The Awakening Of The Beast udkommer 10. august via Mighty Music/Target Distribution.

(4½ ud af 6)

_________________________________________________________________

Keema - Rise Up

Anmeldt af Calle: 02-07-2013

Keema er et dansk band, som har sine rødder i København. Bandet består af Kim Hesselberg (sang/guitar), Rune Buck (guitar), Jack Andy (trommer) og Fussy Korsholm (bas). Rise Up er bandets debut album.

Keema kalder selv deres musik for ”the heaviest pop, you have ever heard”, hvilket på sin vis rammer meget godt. Jeg vil måske betegne musikken som alternativ rock/metal. Inspirationskilderne er da også Shinedown, Breaking Benjamin, Foo Fighters, Bullet For My Valentine og Stone Sour for bare at nævne nogle stykker. Derudover hører jeg lidt My Chemical Romance og Avenged Sevenfold i et par af sangene.

Jeg har nu hørt albummet en del gange og jeg bliver mere og mere glad for det. Det vokser og vokser for hvert gennemlyt og jeg vil mene det godt kan gå hen og blive et af mine favorit danske albums i 2013.

Der er 11 sange på Rise Up og er efter min mening alle elleve sange rigtig gode. De er alle bygget op over nogle gode melodier og alle instrumenter bliver spillet, som de nu engang skal spilles. Der er tilpas med guitar soloer og hard rock trommer og dertil skal lægges en super vokal. Skal jeg fremhæve et par af sangene må det være ”Bliss”, ”The Burden”, ”Hate”, titelnummeret ”Rise Up” og anden singlen (og musikvideo - link) ”Here We Stand”. Men som sagt, så er alle sangene i top og der er en rigtig god variation i musikken.

Keema har uden tvivl store kvaliteter og efter min mening har de international klasse. Deres lyd har et internationalt præg over sig og det lyder ”ikke for dansk”, som kan være tilfældet på andre danske rock og metal udgivelser. Rise Up er produceret af Christoffer Stjerne, Rune Buck og Keema og Stjerne har samtidig også stået for mixing. Som sagt har jeg ingenting at sætte på lyd og produktion. Det er høj klasse og tæt på et mesterværk i mine øjne. Måske store ord, men jeg synes sku rigtig godt om dette album.

Efter min mening er dette dansk rock og metal når det er bedst og jeg kan derfor varmt anbefale læseren at tjekke bandet ud. De har efter min mening chancen for at nå langt. Men jeg har før taget fejl, hvilket jeg selvfølgelig ikke håber i dette tilfælde. Rise Up!!!!

Rise Up udkom 10. juni via ByTheHandOf.

(5½ ud af 6)

_________________________________________________________________

Julian Angel's Beautiful Beast - California Suntan

Anmeldt af Calle: 02-07-2013

Julian Angel’s Beautiful Beast er stort set et one-man band, som består af Julian Angel på guitar, bas, piano, keyboard og sang. Derudover har han fået Jesse Curse til at give sit besyv med i form af trommerne. Albummet er det andet under navnet Beautiful Beast, men Julian Angel har også udgivet to albums under eget navn.

Som titlen og coveret antyder er der tale om 80’er hair/glam inspireret rock. Og Julian lægger da heller ikke skjul på sin store passion og lidenskab for musikken, der udkom dengang i midt og slut 80’erne. Samtidig oser både sang titlerne og sang teksterne af sex, drugs & rock ’n’ roll og man tænker straks på Hollywood og Sunset Strip. Inspirationskilderne er da også Van Halen, Mötey Crüe, Dokken, Bon Jovi, Autograph m.fl., Udover disse hører jeg også lidt White Lion, Warrant, Poison og Ratt i musikken. Så er du til musik inden for denne genre, så er jeg sikker på du vil synes godt om California Suntan.

Jeg kan rigtig godt lide det jeg hører og især synes jeg godt om guitararbejdet. Soloerne sidder lige i skabet og melodierne ligeså. Albummet består af 11 sange, som alle er skrevet af Julian. Blandt disse er mine favoritter ”Addoction To The Friction”, ”Dance Little Sister”, ”Cry Cry Cry” og power balladen ”Fair Weather Friend”. Men alt i alt er det 11 gode sange.

California Suntan er både indspillet, produceret og mixet af Julian selv og han har formået at få den rette sound frem. Man tror vitterligt at man lytter til et album fra hair metal storhedstiden i 80’erne. Så det må siges at være et job well done!!!

Albummet vil sikkert ikke vil gå over i historiebøgerne som et album med kæmpe hits, men man kommer uden tvivl i party stemning, når man sætter Beautiful Beast på anlægget og sætter volume knappen på maximum. Eller jeg gør i hvert fald og man kan jo kun tale for sig selv!! Mit råd til dig er - giv Julian Angel et lyt!!!

California Suntan er ude via Platinum Blonde Records/G.T.O. Entertainment.

(4½ ud af 6)

Lyt til Julian Angel's Beautiful Beast: http://www.reverbnation.com/beautifulbeast
_________________________________________________________________

Masterplan - Novum Initium

Anmeldt af Peter Letting: 30-06-2013

Det tyske power metal band Masterplan er ude med nyt album Novum Initium d. 14 juni 2013 på AFM Records. MasterPlan kommer fra Hamburg og har eksisteret siden 2001. Besætningen er p.t.: Rick Altzi – Lead vocals, Roland Grapow - Guitar, Jari Kainulainen - Bas, Axel Mackenrott - Keyboard og Martin Marthus Skaroupka - Trommer.

Introen hedder ”Per Aspera Ad Astra” hvilket jo på dansk betyder noget i retning af, ”gennem vanskeligheder, når man til stjernerne”. Det er efterhånden blevet mere en vane end en tilfældighed, at metal bands indleder deres albums med en lille intro, som regel i instrumental version. Jeg har desværre oplevet indtil flere metal albums igennem tiden, hvor de første 1-2 minutters intro har været det bedste på hele skiven, derfor er jeg da også altid spændt på om resten af oplevelsen lever op til introen.

Første rigtige nummer er ”The Game”. Genren er melodisk metal, og jeg er meget begejstret for lyden, arrangementet og energien. Synes de minder mig en smule om danske Pretty Maids, og det er jo ikke den værste sammenligning.

Der er rigtig mange fine detaljer i musikken, som gør at den ikke bliver monoton og kedelig og som med så mange andre albums før dette, så bliver det bedre efter flere gennemlyt. Jeg synes specielt at trommerne er dejligt varierede og styrer tempoet med fast hånd. En anden god detalje er at der er keyboard med til diverse lyd effekter og lyd billeder, samt en lille samling af strygere på et par af numrene.

Sidste nummer som også er titel nummeret ”Novum Initium” er et 10 minutter langt studie i hvordan det samme nummer kan have utroligt mange ansigter. Som med mange numre indenfor den progressive genre, bevæger ”Novum Initium” sig igennem mange faser, rytmer og tempi, hvilket gør at lytteren konstant føres i en anden retning. Sådan noget kan JEG godt lide…

Rick Altzi har en god rå stemme, som han udnytter til fulde, og selvom instrumenterne er sat op til at give kolossal fylde, så skinner han pænt igennem. Det er rart med en vokal som ikke bare er støj, og måske er det derfor jeg så godt kan lide den melodiske metal genre. Det virker som et rigtig godt sammenspillet band, og jeg har set på diverse opdateringer på nettet, at folk også roser dem for deres live performance, så deres tour planer er måske et studie værd.

Novum Initium er ude via AFM Records.

(4½ ud af 6)

Besøg og lyt på Masterplan's website her.
_________________________________________________________________

Sandness - Like An Addiction

Anmeldt af Calle: 24-06-2013

Sandness er et sleazy hard rock band fra Italien. Bandet blev dannet i 2008 af de to 16-årige drenge Mark Denkley (sang og bas) og Metyou ToMeatyou (trommer). I 2009 kom Robby Luckets (guitar) til og han var den eneste der havde samme ambitioner som de to grundlæggere. Sandness spiller sleazy hard rock/glam metal med inspirationen hentet fra 80’erne. Tænk bands som eksempelvis Mötley Crüe, Poison, Hanoi Rocks, W.A.S.P., Cinderella, L.A. Guns og nyere bands som CrashDïet og Reckless Love.

Like An Addiction er bandets debut album og det består af 11 sange. De tre unge musikere har gode intentioner og man kan sagtnes høre hvor deres inspiration kommer fra, men jeg synes ikke helt de rammer et højt nok niveau. Dertil er sangene ikke stærke nok og guitarspillet virker flere steder en smule ”svagt”. Der er dog et par gode soloer her og der, men overordnet set skal der bruges nogle flere timer i øvelokalet. Og samtidig har Mark heller ikke den allerbedste stemme, men det er langt fra den værste jeg har lyttet til. Når han rammer tonerne bedst, minder han lidt om Michael Monroe (ex. Hanoi Rocks) og til tider også Billy Idol. Men okay, de unge fyre er jo kun 20 år og de har derfor mange år til at forbedre sig.

Når alt det er sagt, så er der flere lyspunkter på Like An Addiction. Bl.a. synes jeg godt om sangene ”Darkness Around Me”, ”Lay You Hair Down”, ”Artificial Lover” og ikke mindst det instrumentale akustiske nummer ”Lia”.

Albummet er indspillet og mixet af Maurizio Fracchetti og han har også produceret albummet sammen med bandet. Det er blevet masteret af Lasse Lammert i LSD Studios i Tyskland. Det overordnede lydbillede fejler ikke noget.

Som en lille fodnote kan det nævnes at bandets logo er lavet af Christian Wallin, som også har lavet logoet på Calles Rock Corner (hovedet).

Like An Addiction er ude via Sleazy Rider Records.

(3 ud af 6)

_________________________________________________________________

Denied - Let Them Burn

Anmeldt af Calle: 24-06-2013

Denied er et svensk metal band fra Stockholm. Bandet blev dannet i 2003, men der har været en del udskiftninger gennem de 10 år, der er gået før dette debut fuld længde album. Bandet består nu af grundlægger Andreas Carlsson (guitar), Johan Fahlberg (vokal), Chris Vowden (guitar), Pete Dolls (trommer) og Fredrik Isaksson (bas). Stilen er heavy metal med elementer hentet fra både power metal og thrash metal.

Som sagt er Let Them Burn bandets debut fuld længde album, men de har tidligere udgivet to demo albums og to demo EP’er. Og som jeg har forstået det, så er et par af sangene på dette album nyindspilninger af nogle ”ældre” sange. Men dette album er mit første bekendtskab med Denied.

Albummet består af 10 sange, heraf er de ni af dem metal på højt plan. Dertil er der en rigtig god power ballade i sangen ”Garden Of Stone”. Altså er det lige et album efter min smag, da jeg synes rigtig godt om metal albums, hvor der er blevet plads til en enkelt ballade. Og i det her tilfælde synes jeg det er en rigtig fed power ballade bandet har indspillet. Af de resterende ni sange synes jeg bedst om åbningsnummeret ”Judas Kiss” samt ”Nothing Is Sacred”, ”Until The End Of Time”, den tunge ”Lesser Son” og sidst men ikke mindst den 80’er hard rock inspirerede ”Dead Messiah”. Men alt i alt er det 10 gode sange med en meget høj standard. Sangene er velskrevet, musikerne spiller godt og Johan’s stemme passer godt til musik i denne genre. Musikerne har da også en vis erfaring fra andre bands. Johan har tidligere sunget i Jaded Heart, Chris har spillet guitar i Opeth og Fredrik har spillet bas i Therion og Grave.

Det er bandet selv der har stået for indspilning og produktion og som med producer er Fredrik Folkare fra bandet Unleased. Han har også stået for mixing af albummet. Mastering er foretaget af Rickard Sporrong fra Dugout Productions. Det hele spiller sammmn og lyden er som den skal lyde på et moderne metal album.

Det er lidt svært at sætte bandets musik i en bestemt bås, men jeg vil sammenligne dem med f.eks. Metal Church, Anvil, Firewind, Hammerfall og Accept. Eller en god blanding af disse.

Let Them Burn er ude via Sliptrick Records.

(5 ud af 6)

Besøg Denied på Facebook her.
_________________________________________________________________
 

The Poodles - Tour De Force

Anmeldt af Peter Letting: 20-06-2013

Svenske The Poodles er på gaden med deres 5 album Tour De Force. Albummet udkom 17 maj 2013 på Frontiers Records. Selvom det er deres 5. album, og selvom de kommer fra nabolandet Sverige, så havde jeg aldrig hørt om The Poodles før nu. Men der kommer jo også rigtig meget musik ud af Sverige, så det er svært at nå det.  

Bandet består af 4 medlemmer: Jakob Samuel - vokal, Pontus Egberg - Bas, Christian Lundqvist – Trommer og Henrik Bergqvist - Guitar.   

The Poodles spiller iørefaldende melodisk metal (Glam Metal, om man vil), af den slags som man ikke bliver hverken overrasket af, eller bange for. Til gengæld er det dejligt ukompliceret og man kan bare læne sig tilbage og nyde turen. Hvis man er til Van Halen, Aerosmith og Bon Jovi, så tror jeg at man vil kunne lide The Poodles nye skive.  

De 2 første numre er der god gang i. ”Misery Loves Company” og Shut Up”, er fede numre fra start til slut, med god melodisk rytme, og til tider tunge passager, så man ikke glemmer at det ER en heavy plade. Jakob har en super fed stemme. Høj og klar på de skarpe passager, men også med god styrke og sound på de mere stille steder. Han bakkes glimrende op af herlige guitar fiflerier fra Henrik og den taktfaste rytme sektion fra Pontus og Christian.   

Nummer 6 ”Leaving The Past To Pass”, er skivens ballade, men faktisk en OK en af slagsen. Herefter stiger tempoet lidt igen, og stilen fra de første numre genoptages. Desto flere gange jeg hører skiven, desto flere små nuancer opdager jeg, og den bliver faktisk bare bedre og bedre, så jeg er glad for at jeg ikke bare lagde den til side efter første gennemlyt, med tanken om at den var endnu ”én af mange” skiver, som ikke siger mig noget.  

Sidste nummer 13 findes kun på det fysiske album. ”En För Alle För En” er en slagsang til det svenske ishockey landshold i forbindelse med verdensmesterskabet, som blev afholdt i Stockholm, og som Sverige vandt. Sangen er noget mere ”folkeligt” poppet, men det skal en slagsang jo nok være, og til trods for det, er den egentlig meget god. 

Tour De Force udkom 17. maj via Frontiers Records. 

    (4 ud af 6) 

Besøg The Poodles på Facebook her.
__________________________________________________________________

Timo Tolkki's Avalon - The Land Of New Hope

Anmeldt af Peter Letting: 14-06-2013 

Finske Timo Tolkki (tidl. Stratovarius) er ude med nyt album og ny besætning. Albummet hedder The Land Of New Hope og bandet kaldes Timo Tolkki’s Avalon. Albummet blev udgivet 17 maj 2013 på Frontiers Records. 

The Land Of New Hope, er en metal opera som omhandler en verden i år 2055, som er ødelagt og plaget, og hvor en lille skare af overlevende leder efter netop The Land Of New Hope, som er det forjættede land, hvor alt bliver godt igen. 

Timo har skrevet et storladent album med store stemmer og masser af store musikalske arrangementer. Det er naturligvis et heavy metal album, men det er et meget varieret et af slagsen. Det som gør det så varieret er bl.a. det faktum at der er ikke mindre end 6 forskellige sangere indover albummet, heriblandt Elize Ryd, som er en fremragende kvindelig sanger. Vi må jo indrømme at der er langt imellem de kvindelige sangerinder på heavy metal albums, og hende her kan tilmed synge, så hårene rejser sig på armene. 

Jeg har ikke nogen personlig erfaring med nogle af hverken sangerne eller musikerne på dette album, men besætningen kommer her: Timo Tolkki (guitar og bas), Michael Kiske (sang - Unisonic), Elize Ryd (sang - Amaranthe), Rob Rock (sang - Impellitteri), Russell Allen (sang - Symphony X), Sharon Den Adel (sang - Within Temptation), Tony Kakko (sang - Sonata Arctica). Jens Johansson (keyboard - Stratovarius), Derek Sherinian (keyboard - Black Country Communion), Mikko Härkin (keyboard - Sonata Arctica), Alex Holzwarth (trommer - Rhapsody of Fire), Sami Boman (orchestrations) og MagdalenaLee (opera vokal). 

Som det ses er der gjort meget ud af at hente stemmer ind fra nær og fjern, og det er med til at give albummet en rigtig god stemning og nogle store vokale præstationer, som giver associationer til opera’en, hvilket sikkert også var planen. 

Musikalsk synes jeg der er mange ”klassiske” heavy takter fra 90’erne, og jeg sad undervejs og tænkte på kunstnere som Ronnie James Dio og Yngwie Malmsteen. Dermed er ikke sagt at stilen er 90’er agtig, for albummet er bestemt ”2013”, men derfor kan der sagtens trækkes paralleller. 

De første par gange jeg var igennem albummet, var jeg egentlig en smule skuffet, og kedede mig lidt. Syntes ikke rigtig at der var noget særligt at komme efter. Men efter at have lyttet skiven igennem nogle flere gange, er det som om at den fortæller mere og mere, og nu føler jeg mig egentlig ganske godt underholdt.

The Land Of New Hope udkom 17. maj via Frontiers Records.

    (3½ ud af 6)

Besøg Timo Tolkki's website her.
_________________________________________________________________

Diamond Lane – Sapphire 

Anmeldt af Calle: 13-06-2013 

Jeg har tidligere anmeldt en EP og et fuld længde album med amerikanske Diamond Lane og nu har bandet sendt deres nye 5-track album Sapphire til mig, som jeg nu har gennemlyttet en del gange. Bandet består af Brandon Baumann (vokal), Jarret Reis (guitar), Ray Zhang (bas), Frankie Lindia (guitar) og Zak St. John (trommer). De tre førstnævnte var også med på førnævnte fuld længde album ”World Without Heroes”, men de to sidste er nye mænd i bandet. Stilen som Diamond Lane spiller er modern hard rock.

Jeg var godt tilfreds med bandets førnævnte udgivelser i mine tidligere anmeldelser. Bandet havde rykket sig en del fra EP’en ”Save The City” til fuld længde albummet ”World Without Heroes”, som udkom for præcis 2 år siden. Har de så rykket sig endnu mere? Ja, det synes jeg faktisk de har. Og de fem nye sange har en overordnet god feeling og der er en gennemgående fed groove gennem de blot 18 min., som er den samlede varighed på albummet. 

De fem sange på Sapphire er titelnummeret ”Sapphire” (se musikvideo her) samt ”What I Am”, ”Haymaker”, Hey Hell Yeah” og ”Ain’t Comin Back”. Alle fem sange rammer et højt niveau og jeg vil ikke fremhæve et nummer frem for et andet og jeg synes bestemt man skal tjekke bandet ud. Det er fed hard rock og man kommer nemt i party stemning, når man sætter skiven på anlægget. 

Sapphire er indspillet henover 13 dage i GoDaveyGo Studios i North Hollywood og producer er Rev. Tom Chandler og Davey Rieley. Chandler var også producer på det forrige album. Albummet har en super lyd og der kan ikke sættes en finger på det produktionsmæssige. 

Så er du til velproduceret musik med fede guitar riffs, gode melodier og en yderst kompetent vokal, så bør du erhverve dig Sapphire (og bandets tidligere udgivelser).

Sapphire udkom 2. juni 2013.

     (5 ud af 6)

Lyt til Diamond Lane her og besøg deres facebook side her.
_________________________________________________________________
 
Agony Of Choice – Safety Off 

Anmeldt af Calle: 12-06-2013 

Agony Of Choice kommer fra Helsingborg, Sverige og de blev dannet i 2010. Nuværende line-up har eksisteret siden 2011 og består af David Jansson (sang), Jean-Claude Corbeil (guitar), Marcus Finnberg (guitar), Lloyd Dyson (trommer) og Daniel Nerhagen (bas). Safety Off er bandets første EP, men de har tidligere lavet tre demoer. 

Denne EP er mit første bekendtskab med bandet og jeg synes godt om deres musik. Stilen er en blanding af post-grunge og moderne metal. Der er fire sange på Safety Off og første skæring er sangen ”Shackles”, som er min personlige favorit på skiven. Sangen er godt bygget op og der er en helt udmærket melodi gennem sangen. Herefter kommer ”Evil, som har en mere tung og dyster stemning, hvilket også fungere ret godt. Den efterfølges af ”Bob Steele”, som er en god variet sang. EP’en afsluttes af ”Shotgun Diplomacy”, som er den mest heavy sang på Saftety Off. Alt i alt er det fire gode sange med masser af energi og power og jeg ser et godt potentiale i bandet. 

Bandet har selv finansieret og produceret EP’en og det har de gjort udemærket. Lyden er tung og instrumenterne ligger godt i forhold til hinanden. Det krævede dog lidt tilvænning at blive fortrolig med David’s stemme. Han læsper en lille smule, men derudover fungerer stemmen godt i forhold til musikken. 

Der er ikke noget nyt og unikt over bandets musik, men det de gør, gør det godt og jeg kan derfor godt anbefale folk at tjekke dem ud. Forhåbentlig bliver der en dag mulighed for at høre et fuld længde album fra dette band. Med ”kun” fire sange, kan det normalt godt være svært at bedømme et band, men Agony Of Choice har skrevet fire rimelig varierede sange. 

Safety Off udkom i marts 2013.

    (4 ud af 6)

Lyt til Agony Of Choice her og besøg deres facebook side her.
_________________________________________________________________

Psy:Code - Cause And Neglect 

Anmeldt af Peter Letting: 06-06-2013 

Danske PSY:CODE udkommer med deres andet album 10 juni 2013 med tiltlen Cause and Neglect på Mighty Music / Target Distribution.  

Jeg har kæmpet mig igennem albummet, som nok er liiiige en tand for tungt til min smag. Faktisk er musiksiden fantastisk god og varieret, men vokalen er for meget. Den er stort set ens hele vejen, og mangler totalt variation, hvilket desværre bare giver en mur af støj, som jeg bliver træt i hovedet af at høre på.  

Derfor har jeg måttet tage skiven i små bidder. Jeg er udmærket klar over at den type råbe vokal / growl hører til genren, og mange fans vil sikkert ryste på hovedet og kalde mig ”gammel”. Jeg kan også sagtens håndtere den type vokal i små doser, men 12 numre i streg, bliver sq for meget.  

Det er faktisk ret ærgerligt for nedenunder den belastende råbe vokal ligger faktisk et stort værk i instrumentale spidsfindigheder, som i min vurdering totalt drukner i denne produktion. Stor rytme præstation i tromme sektionen samt på bas siden, og spændende guitar variationer, tilsat diverse tempo og rytme skift. Jeg savner bare at kunne finde ind til det igennem vokal siden.  

Bandet består af følgende 5 medlemmer:  Schou (vocals), SteiN (guitar(, Dag (bas), JezpR (guitar) og Gøtsche (trommer).  

Albummet får 2½ ud af 6, da det desværre ikke er en skive som kommer til at ligge længe i min afspiller. 

Cause and Neglect udkommer 10. juni via Mighty Music / Target Distribution.  

   (2½ ud af 6)

Besøg Psy:Code på Facebook her.

_______________________________________________________

Days We Are Even - Himalaya 

Anmeldt af Peter Letting: 03.06.2013 

Days We Are Even er et moderne alternativt metal band med base i Zürich. Bandet består af 3 medlemmer: ”Jo” på Vokal og bas, ”York” på trommer og percussion samt ”Mighty Muzzy” på guitar og backing vokal. 

De er fra henholdsvis Tyskland, Schweiz og Brasilien, og den skive de sammen har fået produceret har stort potentiale og jeg føler mig meget privilegeret over at have fået den serveret, for hvem ved om jeg ellers nogensinde var faldet over dette fantastiske band. Deres debut album med titlen Himalaya er udgivet 5. april 2013.  

Stilen er melodisk metal. Jeg synes der er en rigtig fin balance imellem de rigtig tunge passager og de lettere. Jeg indlæste albummet i iTunes, som kategoriserer genren som værende POP. Selvom albummet ikke hører til de tungeste, vil jeg ikke give iTunes ret i at det er POP. Men bandet formår at blande de meget tunge rifs, med rigtig lyttevenlige strofer, hvilket giver en helt fantastisk lækker oplevelse. 

Første nummer ”Misunderstood” er et godt eksempel på denne stil, og de første 6 numre lander direkte på min musikalske hylde, i samme medrivende og iørefaldende stil. Nummer 2 ”Stereo / Stereo” kunne være en blanding af Nirvana og Volbeat. De 2 følgende numre ”Saturday Leash” samt ”Mescaline” banker af sted med samme energi niveau, og alligevel afløst af små fine passager, som giver skiven masser af liv og foranderlighed.  

De 3 drenge her beviser med al tydelighed at man ikke behøver andet end et trommesæt, en guitar og en bas, og naturligvis en overbevisende vokal. Jo, har en super vokal til denne genre. Jeg synes han minder om en fusion af James Hetfield fra Metallica og Michael Poulsen fra Volbeat. Meget varieret vokal med både power og indlevelse.  

Jeg har nu hørt skiven adskillige gange, og kan slet ikke slippe den igen. Det vil helt sikkert være en skive der for mit vedkommende vil gå over i musik historien. Fantastisk arbejde.

Himalaya udkom 5. april via Sonic Revolution/Bob Media.

      (5½ ud af 6)

Lyt til Days We Are Even her: http://www.reverbnation.com/daysweareeven
_________________________________________________________________

No Man Eyes - Hollow Man 

Anmeldt af Peter Letting: 30-05-2013 

Et forholdsvis nystartet italiensk band ved navn No Man Eyes udgiver deres debut album Hollow Man den 10 juni 2013. No man Eyes består af følgende medlemmer:  Fabio Carmotti (sang), Andrew Spane (guitar), Alessandro Asborno (bas) guitar og Michele Pintus (trommer).  

Der er en SUPER fed rytme sektion i det her band. Trommerne er helt forrygende og har en stor og fremtrædende plads på samtlige numre. Masser af rytme og temposkift, små listige solo udbrud, og masser af rå power i maskinrummet. Sådan kan jeg lide det. Genren er både hurtig og tung, men til tider også lettere tilgængelig. Jeg synes der er stor variation henover hele skiven og den når aldrig rigtig at blive kedelig, heldigvis.  

Vokalen er temmelig speciel. Meget clean og høj, faktisk stik i modsætning til hvad jeg ville forvente til denne type musik. Men kontrasten virker rigtig godt, og jeg bliver ikke ligeså træt i ørene af at høre en klar vokal fremfor en dyb growl hele vejen. Skulle man sige noget, kunne vokalen måske godt blive lidt mere rå til tider, men det er jo detaljer. Selvom trommerne fylder meget, er der lige dele guitar lir, med masser af skalaer og harmonier, så jeg kan kun anbefale denne nye skive. 

Hollow Man udkommer 10. juni via Mighty Music/Target Distribution.

    (4 ud af 6)

Besøg No Man Eyes på Facebook her.
___________________________________________________

Tracer – El Pistolero 

Anmeldt af Calle: 25-05-2013 

Tracer er en powertrio fra Australien og bandet består af Michael Brown (guitar/sang), Jett (bas/sang) og Andre Wise (trommer). Bandet blev dannet i 2004 og El Pistolero er deres andet fuld længde album. 

Tracer’s stil kan bedst betegnes som en blanding af 90’er grunge/stoner rock og klassisk 70’er rock og bandet nævner da også Led Zeppelin, Kyuss, Jimi Hendrix, Audioslave, Soundgarden og Foo Fighters som nogle af deres inspirationskilder. 

Der er 13 sange på El Pistolero og albummet er fyldt med fede guitar riffs, tunge rytmer, super vokal og en virkelig dynamisk high-energy power feeling. Tempoet er tungt og godt varieret og man føler på intet tidspunkt at albummet er kedeligt. Tværtimod så åbner der sig nye spændende elementer for hver gennemlytning. Mine personlige favoritter på albummet er titelnummeret ”El Pistolero”, afslutningsnummeret ”Now I Ride”, ”Lady Killer”, ”Dead Garden” og albummets efter min mening bedste skæring ”Dirty Little Secret”. Den eneste sang der ”falder lidt ved siden af” er den spaghetti-western-inspirede sang ”Until The War Is Won”. Men alt i alt er det 13 gode sange, som er at finde på dette album. 

Som producer har bandet valgt ingen ringere end Kevin Shirley. Han har tidligere arbejdet med bands som f.eks. Iron Maiden, Slayer, Aerosmith, Rush, Led Zeppelin og Silverchair for bare at nævne et par stykker. Han har udført et rigtig godt stykke arbejde med bandet, lyden og selve produktionen. Men hvorfor skulle han ikke også det?!? 

Jeg gad godt opleve bandet live og de har faktisk spillet i Danmark tilbage i 2009, men dengang kendte jeg dem ikke. Jeg håber de kommer forbi vores breddegrader i nær fremtid, så jeg kan få den mulighed. Men indtil da kan jeg kun anbefale rock folket derude, at tjekke dette album ud. Især hvis du er fan af Audioslave, Soundgarden og Queens Of The Stone Age. 

El Pistolero er ude via Mascot Records/Warner Music Denmark.

     (5 ud af 6)

Besøg Tracer på Facebook her.
_________________________________________________________________

Black City – Fire 

Anmeldt af Calle: 25-05-2013 

Københavnske Black City er ude med deres andet album Fire og bandet har meget at leve op til efter deres meget anmelder roste debut album ”Black City” fra 2010 og ikke mindst singlen og radiohittet ”Summertime”. Bandet består af Bjørn Poulsen (sang/guitar), Kristian Klærke (guitar), Anders Borre (bas) og Jakob Bjørn Hansen (trommer). 

Kan de så leve op til debuten? Efter min mening er svaret meget enkelt. Ja, det kan de!! Der er elleve sprøde skæringer på albummet og bandet sprudler af energi og spilleglæde. Der er tale om dansk rock i verdens klasse og bandet virker meget sammenspillet. Fire er sprængfyldt med fede guitar riffs og der er en gennemgående rå energi og stor attitude på albummet, som burde få selv den største solariebrune-steroide-pumpede-tank-top-jernløftende-fitness-fyr til at føle sig lille. Og sangene holder efter min mening 100 %. !!!! 

Som sagt synes jeg alle elleve sange er fede, men de sange der efter min mening springer bare en anelse mere ud end de andre er ”Here Comes The Rain”, ”Hey Now”, ”How To Smile With A Broken Heart” og min personlige favorit ”The Day My Hero Died”. Musikkerne kan deres kram og Bjørn’s stemme passer perfekt til musikken og samtidig virker bandet godt sammentømret. 

Skal man sammenligne Black City med andre bands, så kan man ikke komme uden om Foo Fighters, men også et band som Queens Of The Stone Age og de danske bands Bullet Train Blast og D-A-D. 

Fire er produceret af Nick Foss, som bl.a. er kendt for sit samarbejde med D-A-D og Dizzy Mizz Lizzy. Ifølge presseskrivelsen har Nick været med i en stor del af processen, allerede fra han besøgte bandet i øvelokalet og hørte sangen ”Here Comes The Rain”. Hans mission var at få ”den gode sang med det fede riff og den fede energi ud” og det må siges at være a mission accomplished. 

Så min opfordring herfra skal lyde: gå ud og køb albummet, sæt det på anlægget og indstil volumen på max. Det er rock med stort R, det er dejligt og det skal høres højt og sidst men ikke mindst - det er dansk!!!!

Fire er ude via Mermaid Records.

      (5½ ud af 6)

Besøg Black City på Facebook her.
_________________________________________________________________

Burning Rain - Epic Obsession
Anmeldt af Peter Letting: 22-05-2013
 
Nyt fra Burning Rain med albummet Epic Obsession som udkom i Europa 17. Maj på Frontiers Records. Det her er et klassisk rock / heavy album efter min mening. Man starter første skæring ”Sweet Little Baby Thing”, og bliver mødt af den fedeste rock energi. Jeg får straks lyst til at starte den åbne Cadillac (hvis jeg havde én), fyre helt op for stereoen, og bare blæse derudaf… Der er naturligvis forskel på hvilke lyster musik vækker i en, men bilturen var bare det første jeg tænkte på. 

Vi har at gøre med et band som er startet tilbage i 1998 og dette er deres 3. studie album, så man kan vel næppe kalde dem for ”tyndslidt”. (de to forrige album "Burning Rain fra 1999 og "Pleasure To Burn fra 2000, er begge genudgivet ligeledes via Frontiers Records). Bandet tæller tidligere Whitesnake og DIO medlemmer, så det er tydeligt hvor energien kommer fra. Til gengæld synes jeg at stilen minder mig om Thunder fra midt 90’erne.  

Bandet består af: Doug Aldrich (lead & rhythm guitar), Keith St. John (vocal), Ian Mayo (bas) og Alex Makarovich (trimmer). 

Stilen er klassisk rock, men dog med en ualmindelig veloplagt guitar fra Doug. Det var også Doug som i sin tid startede bandet, og det er tydeligvis hans guitar og Keith's vokal som bærer denne udgivelse frem. Skiven byder på både de hårde / tunge numre og de mere stille. Jeg synes personligt at de er sluppet bedst fra de hårde numre, men måske skal man bare give de stille en chance mere.

Udover åbningsnummeret synes jeg at ”Till You Die” og ”Pray Out Loud” er de absolut bedste numre på denne skive. Resten af skiven er også OK og ganske lytbar, men falder dog mere ind i kategorien af numre som ikke decideret skiller sig ud. Jeg giver skiven 4 ud af 6.

Epic Obsession er ude via Frontiers Records.

    (4 ud af 6)

Lyt til Burning Rain: http://www.reverbnation.com/burningrain
_________________________________________________________________

Voodoo Circle – More Than One Way Come

Anmeldt af René Bo Nielsen: 20- 05 – 2013

Så er tiden kommet til, en anmeldelse af Voodoo Circles nye cd More Than One Way Come. Bandet består af tyske og britiske musikere, som Alex Beyrodt der spiller guitar, og tidligere har en fortid i tyske Primal Fear. Ligeledes er vokalisten David Readman, også at finde i Voodoo Circle. Han er også med i hard rock bandet Pink Cream 69. Så vi har også gøre med erfarne og yderst kompetente musikere i Voodoo Circle, hvilket selvfølgelig også afspejler sig i skivens 14 skæringer.

More Than One Way Come, er gruppens 3 cd og hvad har vi så egentligt at gøre med rent musikalsk? Jo, fra første nummer "Graveyard City", er det MEGET tydeligt at bands og ikoner som Whitesnake, Rainbow, og Deep Purple, ikke har levet forgæves! Der er ærlig talt ikke den store orginalitet, at spore i Voodoo Circles musik, så hvis det er det man ønske som lytter, så bør man måske nok kigge et andet sted, for mig er det et rent rip off af førnævnte grupper, som alle havde deres storhedstid i de gyldne 70ere og 80ere. Desværre....

MEN er man til medrivende, og teknisk veludført hardrock og heavyrock af den gamle skole, så hop endelig med på vognen her. For mig som lytter og fan af denne slags musik, så er det at blive underholdt, langt vigtigere som et band forsøger at gøre noget de måske ikke helt evner. Voodoo Circle er professionelle til fingerspidserne, og mange af numrene rummer virkelig flot guitarspil, og fantastisk vokal fra David Readman, som har en vokal der minder om Whitesnakes David Coverdale, da hans stemme stadig var yderst kraftfuld. Jeg har egentligt svært med at pege nogle favorit numre ud, da ALLE holder en ret så høj standard. Er man til god gammeldags old fashion hardrock og heavyrock, så tøv endelig ikke med at tjecke More Than One Way Come ud. Jeg er i hvert fald sjældent blevet SÅ godt underholdt, og det er ærlig talt en fornøjelse.

More Than One Way Come er udkommet på AFM Records.

     (5 ud af 6)

Lyt til Voodoo Circle: http://www.voodoocircle.de/
____________________________________________________

D-A-D - DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK (Deluxe Edition)

Anmeldt af Peter Letting: 14-05-2013

DAD har genudgivet deres seneste album DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK fra 2011 som en dobbelt cd, med en samling unplugged og Live versioner på skive 2. Besætningen i D-A-D er som den ”altid” har været: Jesper Binzer på vokal, Jacob Binzer på guitar, Stig Pedersen på ”underlig” bas og Laust Sonne på trommer.  

Som ”gammel” D-A-D fan har jeg jo praktisk taget fulgt dem hele deres karriere, fra det første album i 1986 ”Call of the Wild”. Jeg ved godt at de startede allerede i 1982, men jeg mindes ikke at have hørt dem før de udkom på ”vinyl”. Jeg er stadig pjattet med det gamle ”cow-punk” fra de tidlige år, og jeg har også oplevet dem live (ganske vist kun en enkelt gang, i Ballerup Super Arena). Jeg må sige at de lever op til navnet som ”Danmarks bedste live band”.  

Jeg har allerede DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK albummet i samlingen, og må blankt erkende at det aldrig rigtig er blevet mit favorit album. Jeg kan godt lide nummeret ”I Wan’t What She’s Got”, men resten af numrene synes jeg ikke rigtig træder i karakter. Man skal ikke hænge sig i fortiden, og det er da rart at D-A-D har flyttet sig fra fortidens bedrifter, men jeg mangler altså noget på den seneste udgivelse. Jeg synes på en eller anden måde at det er lidt FOR mainstream til D-A-D.  

CD 2 i dette sæt lægger ud med accoustic versioner af 5 numre fra CD 1. Jeg er og bliver ikke tilhænger af akustiske versioner af rock numre. Jeg synes bare man tager livet ud af numrene når man tager strømmen fra dem. På den anden side giver det jo en anden og anderledes indlevelse, men jeg falder ikke for det, heller ikke denne gang. De sidste numre på CD 2 er taget fra en Live koncert i Falconer salen, og hvis der er noget D-A-D kan, så er det at starte en fest på en scene. Når man lige falder i den rigtige Live stemning, så fungerer den del af sættet faktisk ret godt. Det er super at genhøre noget af det ”gamle” materiale, og stemningen siver heldigvis ud gennem højttalerne.  

Jeg vil konkludere at det er en lidt blandet følelse jeg har til denne udgivelse og jeg ender med at give dem. 

DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK (Deluxe Edition) udkom 22. marts via AFM-Records.  

   (3 ud af 6)

Lyt til D-A-D: http://www.d-a-d.dk/

____________________________________________________

Divided Multitude - Feed On Your Misery

Anmeldt af Peter Letting: 13-05-2013 

Divided Multitude er ude med nyt album, udgivet 19 april. Titlen er Feed On Your MiseryBesætningen består af : Christer Harøy (guitar), Sindre Antonsen (vokal), Anders Vinje (trommer), Rayner Harøy (bas) og Eskild Kløften (keyboard).  

Divided Multitude er fra Norge og grundlagt tilbage i 1995. De har tidligere turneret i Danmark, men er helt nye for mig. Albummet lægger ud med et lille minuts intro i spansk guitar stil, som så glider over i anden skæring, som også er titel nummeret ”Feed On Your Misery”. Super fed start på albummet, da de 2 numre på trods af deres meget uens genre, glider over i hinanden.  

”Feed On Your Misery”, er et nummer lige efter mit hoved. Det er tungt, hurtigt og progressivt på en gang. Jeg har hørt masser af progressiv metal, og til tider bliver det sq en anelse FOR eksperimenterende, og så ryger min kæde af, men jeg synes Divided Multitude holder sig på stien og leverer varen. Det er tilpas skævt og alligevel ”straight forward” i god, klassisk heavy metal stil.  

Når jeg falder over et album, som starter så fedt som dette, så håber jeg altid at vokalen følger med, og det gør den her. Dejlig rå og rock’et heavy stemme med masser af variation.  

Hele albummet er gennemsyret af lækre guitar harmonier, keyboard spil i særklasse, og en rytme sektion i konstant søgen efter variation, og alligevel med taktfast styring af sagerne.  

Jeg kan virkelig kun anbefale at lægge øre til dette album, med al dets mangfoldighed. Jeg giver albummet 5 ud af 6, hvilket gør det til et af de 2 bedste albums i 2013 efter min mening. 

Feed On Your Misery udkom 19. april via Nightmare Records.

     (5 ud af 6)

Lyt til Divided Multitude: http://www.myspace.com/dividedmultitude
____________________________________________________

Snow White's Poison Bite - Featuring: Dr. Grusome And The gruesome Gory Horror Show 

Anmeldt af Peter Letting: 07-05-2013 

Jeg har haft fornøjelsen at lytte til det finske band Snow White’s Poison Bite, som er ude med et nyt album med den simple titel Featuring: Dr. Gruesome And The Gruesome Gory Horror Show. Albummet udkom 16 april 2013. 

Bandet er startet af Allan Cotterill a.k.a. Jeremy Thirteenth i 2007, men i 2011, havde resten af bandet forladt ham og han var igen alene. Han har dog formået at samle endnu et komplet band under samme mundrette navn. 

Coveret og titlen i sig selv, skriger jo nærmest af ”horror”, og det er da også den vare man får ud igennem højttalerne. Introen er med knirkende døre, kirke-orgel og skræmmende latter og skrig, så det kunne ikke starte meget ”værre”. Faktisk er introen et sjovt lille nummer, der leder tanken hen på noget artisteri,
eller noget teater forestilling af en art, og allerede her fornemmer man at bandet har en rød tråd igennem numrene. 

Det er bestemt ikke kedeligt at sætte gang i denne skive. Dr. Gruesome har så sandelig en meget markant og gennemtrængende vokal, som heldigvis har mange facetter. 

Skæring 2 ”The Gruesome Gory Horror Show” er mere heavy end introen, og der bliver gået til vaflerne. Det er underholdende og velspillet. Betegnelsen ”The Horror Crew” bliver flittigt brugt om dem selv, og med titler som ”Will You Meet Me In The Graveyard” og ”Halloween Means Death”, så tror jeg de mener det. 

Det meste af skiven kan vel gå under betegnelsen Heavy Metal, men der er masser af andre genrer blandet ind over i en skøn blanding, uden at det bliver underligt. 

Med starten på skæring 8 ”Zombie Romance” , sættes man pludselig tilbage til noget Beach Boys eller lignende fra den tid, men der skiftes markant spor efter ca. 2 min. og resten af nummeret har noget mere fart på. Hvis er til heavy med et twist af ”Finsk underlighed”, så er Snow Whites Poison Bite sikkert lige noget der kan bruges.

Featuring: Dr. Gruesome And The Gruesome Gory Horror Show udkom 16. april 2013 via Victory Records. 
 
     (4½ ud af 6)

Besøg Snow White's Poison Bite på facebook her.
___________________________________________________

HeyWire – Woven In Metal Core (EP) 

Anmeldt af Calle: 25-04-2013 

HeyWire er et dansk heavy metal band fra Fredericia, som har spillet sammen i ca. 20 år. Bandet består på Woven In Metal Core af Anders Mandrup (bas og sang), Jørgen Hansen (keybeards), Jay Jayson (guitar), Taz plummer (trommer).  

Stilen bandet spiller er klassisk melodisk heavy metal med symfoniske elementer. Der er tunge rytmer, stemningsfulde guitarer, karismatisk vokal og dertil skal lægges lidt keyboard. Sangene, musikken og vokalen er efter min mening meget varierende på de fire sange, der er at finde på EP’en. Min personlige favorit er helt klart sang nr. 2 ”Love”. Det er efter min mening den sang der har den bedste melodi og samtidig har den et rigtig godt omkvæd. ”Mad Dog 20-20” er også en god sang, som ligeledes har en god melodi og et fængende omkvæd. Eneste negative ved denne sang er keyboardet, som lyder meget ”discount” agtigt. Overordnet set er det i omkvædene bandet efter min mening virker bedst og selve opbygningen af sangene fungere også godt. Dog virker EP’ens sidste to sange ”This Way” og ”Look N’ Learn” forholdsvis middelmådige i mine ører.  

På et fuld længde album kan der godt være et par sange, som falder lidt ved siden af, men når man udgiver en EP med fire sange, så bør de samlet set ramme et højere niveau. Derfor synes jeg HeyWire mangler lidt for at ramme helt plet. Men jeg vil helt sikkert se frem til en evt. fuld længde udgivelse fra bandet. 

Woven In Metal Core er indspillet i Jailhouse studios I Horsens og det er mixet og masteret i Lioncave studiosi Århus. 

HeyWire skulle efter signet være et rigtig godt live band og de har da også spillet opvarmning for bl.a. Deep Purple og Dio. Selv har jeg endnu ikke oplevet dem live, men får jeg muligheden, så skal jeg nok dukke op.  

Woven In Metal Core er ude. 

   (3 ud af 6)

Lyt til HeyWire: http://www.reverbnation.com/heywirerock

___________________________________________________

The Bunny The Bear - Stories 

Anmeldt af Peter Letting: 25-04-2013 

The Bunny The Bear udkom 16 april 2013 med et nyt album, med titlen Stories på Victory Records. At dømme ud fra coveret, bevæger man sig ind i en eventyr verden, når man tager hul på denne udgivelse, og titlen Stories må da også pege i retning af noget historie fortælling. 

Første skæring er meget massiv og tung, men har samtidig meget luftige passager. Musikken virker en anelse mekanisk og nærmest tekno agtig, men samtidig tung og metallisk. Underlig blanding. Selv kalder de deres genre for ”Electropop” eller ”Experimental Rock” 

På toppen ligger 2 vokaler. Den ene blid, klar og mild. Den anden råbende, larmende og voldsom. Egentlig kan jeg godt se ideen med de 2 vokal typer, blandet ind i hinanden, som en slags ”nat og dag”, men det virker ikke rigtig for mit følelses register. Jeg tager mig selv i at vente på den ”råbende” vokal og hade den.

Efter første nummer går der lidt af det heavy, og mere over i noget maskinelt tekno pop. De næste numre minder utroligt meget om hinanden, med en mekanisk og kedelig bund, og samme vokal ”duel” på toppen, så det bliver i længden temmelig kedeligt. Jeg HAR rent faktisk hørt albummet til ende, men jeg synes ikke rigtig at jeg kan fremhæve nogle højdepunkter. 

Jeg læste den oprindelige beskrivelse af albummet, og havde måske lidt for høje forventninger. Bandet er fra USA og består så vidt jeg har kunnet finde frem til kun af 2 medlemmer: Matthew ”The Bunny” Tybor – Screaming vocals. 

Stories udkom 16. april via Victory Records. 

  (2 ud af 6)

Besøg The Bunny The Bear på Facebook her.
___________________________________________________

Cult Of The Fox - Angelsbane

Anmeldt af Peter Letting: 18-04-2013 

Det svenske band Cult Of The Fox er ude med endnu et album med titlen Angelsbane. Albummet udkommer 19 april 2013, på Rock It Up Records. Bandet er grundlagt i 2007 og består ud over en del special guests af: Daniel Fritze (trommer), Peter Svensson (bas og backing vocals), Erika Wallberg (guitar) og Magnus Hultman (lead vocals).  

Der kommer rigtig meget god og lækker heavy metal ud af Sverige, men Cult Of The Fox er desværre ikke iblandt mine favoritter fra den kant. 

For det første bryder jeg mig ikke rigtig om vokalen, som på en eller anden måde bliver kunstigt dyb uden rigtig at kunne bære det. Det skal dog siges at vokalen også skifter stil igennem albummet, så der findes da også passager hvor jeg kan være med. Nogle trækker paralleller til King Diamond, men det eneste sted jeg kan se den sammenligning er i titel nummeret ”Angelsbane”, hvor der lige er en ret høj vokal ind over. 

Numrene og stilen er ”skæve” på en eller anden forkert måde. Jeg er normalt ellers meget begejstret for de lidt skæve eksistenser indenfor heavy genren, men her rammer de på en eller anden måde helt forbi min smag. Jeg synes til tider det virker falsk og ude af sync, men det kan naturligvis være et bevidst valg, som jeg bare ikke synes om. 

Jeg kan som sådan godt lide at stilen er holdt i 90’er heavy stil, men jeg må nok erkende at jeg finder numrene en anelse kedelige. Så alt i alt en lidt flad oplevelse, som jeg vil give 1½ ud af 6. 

Angelsbane udkommer den 19. april via Rock It Up Records.

  (1½ ud af 6)

Lyt til Cult Of The Fox: http://www.cultofthefox.com/index.html
____________________________________________________

Blacklist Union - Til Death Do Us Part
 

Anmeldt af Peter Letting: 18-04-2013 

Blacklist Union er ude med et nyt album, som samtidig er deres tredje. Titlen er: Til Death Do Us Part. Stilen er tilbagelænet behagelig rock ’n roll, men med en kant, så det ikke bliver kedeligt og ensformigt. 

Samtlige numre er velskrevet, og hænger godt sammen. Vokalen er ren og behagelig, men samtidig tilstrækkelig afvekslende. Bandet kommer fra Los Angeles og har eksisteret siden 2004 og blev startet af frontmand og sanger Tony West. På denne skive er det mit indtryk at besætningen er sammensat af mange forskellige kunstnere, men hovedparten af sangene er indspillet sammen med tidligere medlemmer fra bandet Saliva. 

Jeg synes at vokalen og nogle af stroferne til tider minder mig om noget Black Sabbath / Ozzy Osbourne. Bandet sættes ofte i samme kategori som Alice in Chains, og det er da muligt, at der er visse ligheder. 

Der er ikke så meget andet at sige udover at, i skal tjekke Blacklist Union ud, OG at jeg har læst i et andet interview med Tony West, at bandet har tænkt sig at drage på Europa turné, men jeg har ikke kunnet finde nogen konkrete informationer eller datoer.

Til Death Do Us Part er ude via Blu Records/Head First Entertainment.

    (4 ud af 6)

Lyt til Blacklist Union: http://www.reverbnation.com/blacklistunion

____________________________________________________

Contrition - Reflections
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 18-04-2013
 
Contrition er fra Danmark fra Taastrup/Hedehusene og spiller Extreme Metal. De er unge, de er tunge... tunge i lyden, men ikke i røven. Der er SÅ meget energi og sprælskhed over Reflections, deres flotte flotte cd, så man simpelthem bare MÅ headbange og grinde en ond luftguitar. De er meget talentfulde og har været ude på scenerne i det meste af Danmark de sidste par år - som jeg desværre ikke lige har været opmærksom på.

Nico har en fed energi som sanger, en rå energi som kræver sin mand (sorry tøser... ikke alle kan være som Angela Gossow fra Arch Enemy) Andreas Koll og Josh på guitar er en ren fryd at lytte til og Morten på bas samt Andreas på trommer leverer en solid bund.

Jeg ville så gerne kunne være så go' at jeg kunne finde noget de kunne gå hjem at øve sig på til næste udgivelse - men det kan jeg ikke..

Der er variation og flot produktion, og det er meget svært ikke at være stolt over at vi kan fostre bands som Contrition her i vores lille land. Jeg ved godt at vi i METALsammenhænge er et kæmpe land - og har været det siden 1980'erne, men alligevel....

OPLEV CONTRITION HVIS DU KAN... i mellemtiden er Reflections et godt plaster på ventesåret.

Reflections udkommer 20. maj via Mighty Music/Target Distribution.

      (5½ ud af 6)

Lyt til Contrition: http://contrition.bandcamp.com/track/hypothermia og her.
_________________________________________________________________

Mindfeeder - Endless Storm

Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 18-04-2013 
 
Mindfeeder fra Portugal spiller Power Metal i den tunge ende og de gør det særdeles godt. Albummet Endless Storm starter med nummeret "The Call", hvor man hører et telefonopkald, hvor der trykkes på tasterne, så der kommer en række toner der bliver til melodien i..."The Call".  

Leonel Silva, som synger, leder tit tanken hen på Paul Stanley (KISS) når denne er bedst - og det er et kæmpe plus i min verden. Men han lyder også "som sig selv".   

Mindfeeder spiller som sagt Heavy Power Metal og det er ægte uforfalsket spilleglæde man får æren af at lægge lyttebøffer til. Man kan ikke undgå at blive lidt hyper når man hører dem. Jeg kan levende forestille mig en fed dobbeltkoncert med Forcentury og Mindfeeder... det ville være en win-win aften.  

Nuno Carranca spiller den ene guitar og synger backing og Nuno “Piri” Serrador spiller den anden guitar. Der er et solidt samarbejde mellem de to Nuno'er, som behersker instrument og genre til perfektion. Sérgio Themudo straffer med bassen og synger også backing, Ricardo Martins er Mindfeeders keyboard wizzard og Henrique Sobral holder det hele sammen med kæmpe energi på trommerne. Mindfeeder har lavet en EP i 2006, men Endless Storm er deres første "rigtige" album.  

Der er et par gæster der blander sig. Det er Piet Sielck, der har en fed stemme som også står for noget af produktionen. Hugo Soares, Artur Almeida og Célia Ramos synger også med som gæster.  

Selve produktionen er flot og fyldig og er i god ballance. Jeg kan kun anbefale at købe denne CD, som har 8 numre. ”Memories (suite in 4 parts” lægger beslag på næsten 10 minutter af éns tid, men det er værd at bruge tiden på lytningen. Der er stor variation fra det typisk tempofyldte til stille og meget smukke og med flotte guitarriffs. 

Endless Storm udkom i marts 2013.

      (5½ ud af 6)

Lyt til Mindfeeder her (SoundCloud) og her (ReverbNation).
____________________________________________________

Bound By Wire – Revolution (EP) 

Anmeldt af Calle: 18-04-2013 

Bound By Wire er en dansk rock trio fra Viborg. Bandet blev dannet i 2009 og har siden udgivet tre EP’er, hvoraf Revolution er den ene af dem, og så udgav de sidste år deres debut fuldlængde album ”Bound By Wire”. Denne nye EP er mit første bekendtskab med bandet. Bandet består af Erwin Turcinhodzic (guitar og sang), Christian Nørgaard (bas) og Erik Storm (trommer). 

Bandet spiller hård rock med noget af inspirationen hentet fra 90’ernes ”grunge”, dog med en nyere og opdateret sound. Jeg vil sammenligne dem lidt med andre danske bands som f.eks. Bullet Train Blast, St. Prostitute og Shotgun Revolution, uden dog at opnå helt samme niveau. Jeg har ikke hørt deres tidligere udgivelser og kan kun tale for denne EP.  

Revolution består som sagt af tre sange ”Sugardaddy”, ”Revolution” og ”See Me Falling”, hvor sidst nævnte er min klare favorit. Den har en god melodi og et fængende omkvæd. De andre to sange er ikke dårlige, men bare ikke helt så fængende i mine ører. Det musikalske niveau er på sin vis i orden, men der skal efter min mening arbejdes lidt med vokalen.  

Det er altid svært at vurdere et band på kun tre sange, men Bound By Wire virker som et meget dedikeret band og jeg er sikker på at de vil fremad på den danske rockscene. Jeg vil helt sikkert tjekke deres debut album ud og samtidig vil jeg holde øje med dem i fremtiden. Du kan i skrivende stund lytte til alle tre sange via nedenstående link. 

Revolution er ude. 

    (3½ ud af 6)

Lyt til Bound By Wire: http://www.reverbnation.com/boundbywire
____________________________________________________

Killer Clan Of F.U.N. – Ballin’ The Jack – I 

Anmeldt af Calle: 17-04-2013 

Jeg har tidligere anmeldt svenske Killer Clan Of F.U.N.’s debut album ”Killer Clan Of F.U.N.” og siden har de udgivet endnu et fuldlængde album ”The World Of Voodoo”. Med denne nye udgivelse har bandet valgt at gå nye veje. I stedet for at udgive et helt album, så har bandet valgt at udgive tre EP’er med titlerne ”Ballin’ The Jack – I, II og III”, som hver vil bestå af fem sange. Og for at det ikke skal være løgn, så har bandet ydermere valgt at udsende sangene enkeltvis og når først alle fem er udsendt, så bliver EP’en lagt på iTunes, Spotify, Amazon m.m. Men nok om det, nu til de fem sange på Ballin’ The Jack – I. 

Bandet spiller en god blanding af hard rock, punk og sleaze rock med en lille snært country. Tænk en god blanding af Motörhead, D.A.D, Ramones , Aerosmith og Hank Williams. Bandet har helt sikkert rykket sig en del fra deres første album i 2009 og kvaliteten er blevet meget bedre. Både musikalsk og produktions mæssigt. De fem sange er overordnet set velskrevet og samspillet fungerer rigtig godt. Mine personlige favoritter på EP’en er de to første sange ”Hocus Pocus” og ”Dead In Love”, som begge rocker fedt. Den mere downtempo ”Blood Runs Hot” fungerer faktisk også rigtig godt. Jeg er dog ikke helt vild med fjerde skæring ”Mad Dog”, som jeg på en eller anden måde, synes falder lidt ved siden af. Sidste sang er ”Heart Set On You”, som er på et meget jævnt middel niveau. Dermed ikke sagt at sangen er dårlig, men jeg synes bare ikke den er på højde med de tre første sange. 

Killer Clan of F.U.N. består af de to oprindelige medlemmer Maniac og Bedlam, som deles om vokalen og så spiller Maniac samtidig harmonica og Bedlam spiller guitar. Derudover har de The Rock (ikke at forveksle med skuespilleren) på bas. Der er Christian Wallin (Bedlam) som har stået for indspilning, mens Jan Åkesson har mixed og masteret sangene.  

Med Ballin’ The Jack – I, synes jeg Killer Clan Of F.U.N. har fået et dejlig frisk pust. Samtidig synes jeg de har fået en mere melodiøs tilgang til musikken, hvilket falder godt i min smag. Min anbefaling er altså – Tjek dem ud!!!!! (hør alle fem sange via nedenstående link) 

Ballin' The Jack udkom 31. januar 2013. 

    (4 ud af 6)    

Lyt til Killer Clan Of F.U.N: http://music.killerclanoffun.com/album/ballin-the-jack-i
____________________________________________________

Collateral Damage – Collateral Damage 

Anmeldt af Calle: 16-04-2013 

Collateral Damage er et metal band Italien, som startede i 2004 og besætningen blev fuldendt i 2006. Bandet består af Matteo Lannaioli (sang), Alex Damage (guitar), Blade Silestri (guitar), Steve Jordan (bas) og Slam Cage (trommer). Dette album blev allerede indspillet i 2009, men dengang blev det kun udgivet i Italien. Jeg er kommet i besiddelse af albummet gennem bandets danske manager. 

Collateral Damage består af 8 sange, som er kraftigt inspireret af 80’er/90’ernes heavy/power metal. Hvis du tænker bands son Anvil, Iron Maiden, Fates Warning, Iced Earth og Metal Church, så får du måske en ide om stilen. Der er fuld knald på lige fra starten af og på syv af de otte sange ”fræser” bandet bare afsted. Kun i næstsidste sang ”Light In The Dark Side” sættes tempoet lidt ned. Albummet er sat sammen af noget solidt guitararbejde, samt en bas og nogle trommer, der bare tordner derudaf. Dertil skal lægges Matteo’s stemme, som passer fint til denne genre inden for heavy rocken. Især på førnævnte ”Light In The Dark Side” kan man høre hans gode variation i stemmen. Her kommer han både ned i den mere dybe vokal, men også helt op i de høje toner. Mine personlige favorit sange på albummet er ”Man Of Brain”, ”Night Holiday” samt den meget Iron Maiden inspirede ”Drunk In A Bloody Rain”. Men alt i alt er det otte gode sange – ikke fremragende, heller ikke dårlige, men bestemt over middel. 

På det produktionsmæssige plan kan man heller ikke sætte en finger på noget. Bandet har, sammen med Alberto ”Skizzo” Bonardi, gjort et godt stykke arbejde. Instrumenterne lægger godt i forhold til hindanden og de er godt tilpasset vokalen. Trommerne kunne måske godt ligge en lille smule højere i lydbilledet, men det er nok bare mig. 

Bandet er ikke helt på højde med de tidligere nævnte bands, men jeg synes bestemt, at du som læser af denne anmeldelse, bør give Collateral Damage en lyt. Ifølge presseskrivelsen er der planer om en mindre tour i Skandinavien i løbet af foråret, så man kan måske også få muligheden for at se bandet live.

Collateral Damage er ude.

    (4 ud af 6)    

Lyt til Collateral Damage: http://www.reverbnation.com/collateraldamage
_________________________________________________________________

Dominanz - As I Shine

Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 12-04-2013

Dominanz kommer fra Norge og spiller IKKE folkemusik. Der er ikke meget træskobal over deres Atmospheric Industrialized Metal - og heldigvis for det. Der er lidt Rammstein og lidt Lordi over noget af det, men Dominanz har bestemt deres egen måde at udtrykke sig på. Der er fed growl og engleagtigt kor (synth?) Selve grundlyden på As I Shine er som Norge...sten sikker. Man får et godt energi-kick af mange af numrene.

Roy Nordås Mathisen har en rå og fed stemme og står foruden for sangen også for bassen og synthesizeren, samt guitar. Jørn Tunsberg (tidligere Immortal medlem) kæler for guitaren og Frode Gaustad straffer trommerne. Da det jo er Norge de kommer fra slipper man heller ikke uden om Black Metal, som de har som tidligere fælles interesse, hvilket giver en god mørk stemning i spillestil og udtryk.

Der er 10 numre på As I Shine. Ballet skydes i gang med Infinity, der har lidt tidlig Rammstein over sig. Der er intet der er overladt til tilfældighederne i produktionen. Der er god ballance mellem instrumenterne og vokalen, hvilket gør at den nok kommer ud til et bredt rock-publikum. Der er god variation mellem numrene og i numrene, som også gør det interessant at lytte til på en anden måde end bare "-2-3-4-wrrrrraaaahhhhhhh" som bestemt også har min kærlighed.

As I Shine er ude via Industrial Silence Production/Rock N Growl. 

     (5 ud af 6)    

Lyt til Dominanz: http://www.reverbnation.com/dominanz
_________________________________________________________________

Gama Bomb - The Terror Tapes

Anmeldt af Peter Letting: 07-04-2013

Det irske thrash metal band Gama Bomb er ude med et nyt album The Terror Tapes, som udkommer 19. april. Gama Bomb har eksisteret siden 2002, og er efter sigende en samling Metal Geeks. Jeg har ikke selv tidligere stødt på Gama Bomb. Bandet består af følgende medlemmer: Philly Byrne, Joe McGuigan, Paul Caffrey, John Roche, Domo Dixon. 

Stilen er old school thrash metal af den gode skuffe. Bandet leverer en dejlig vare med masser af energi og tempo. Dertil en dejlig grov men dog clean vokal. Man kan undre sig over at han kan synge så hurtigt, uden at falde over sin egen tunge. 

Rytme sektionen er dejlig varieret, og ræser afsted i højt tempo Deres ”geek-gener” kommer til udtryk i sangtitlerne såsom ”Backwards Bible” og ”Shitting Yourself To Live” samt i deres tekster, men også i deres videoer. Jeg er blevet stor fan af sangen ”Terrorscope”, som også har en seværdig video, hvor bandet starter ud som fromme ”munke”, der ved en fejl får set en video med dem selv, og derved ”omvendes” til metal-hoveder. Meget underholdende. Midt inde i sangen kommer ligeledes 4 strofer af et klassisk ”værk”, som jeg desværre ikke lige kan sætte navn på, men godt er det. 

Åbningsnummeret ”The Wrong Stuff” er også værd at fremhæve som et klassisk thrash metal nummer, og jeg synes at bandet holder stilen flot hele vejen igennem albummet. 

Albummet er absolut et studie værd, hvis man som mig er til den lidt ældre thrash genre, som dengang i 90’erne og måske endda 80’erne.

The Terror Tapes udkommer 19. april via AFM-Records.

    (4 ud af 6)    

Besøg Gama Bomb på Facebook her.
_________________________________________________________________

Essence - Last Night Of Solace

Anmeldt af Peter Letting: 27-03-2013

Essence er et ungt dansk thrash metal band, med et nyt album på gaden 29 marts 2013 med titlen Last Night Of SolaceBandet opstod i 2005 med 4, 16-årige drenge, så bandet er stadig temmelig ungt, selvom de har nogle år på bagen som band. Medlemmerne i bandet er i dag: Mark Drastrup (back-up vocals og lead guitar), Lasse Skov (vocals og lead guitar) og Martin Haumann (trommer).  

Jeg tænkte at jeg lige ville tjekke bandet op, inden jeg hørte den nye skive, og faldt over et tidligere nummer på youtube med titlen ”Blood Culture” og jeg må sige at jeg blev ”blown away”. Sindssygt fedt nummer, med en for syg intro. De her drenge har virkelig internationalt potentiale. Om de har droppet bassisten fuldstændig på den nye plade, er jeg ikke helt blevet klar over, og det fremgår ikke rigtig nogen steder, jeg har kunnet finde. Men hvis det er tilfældet kan jeg kun begræde den beslutning.  

Det nye album starter med en super fed intro, som går over i første nummer ”Final Eclipse”. Fra starten viser bandet stor musikalsk variation. Masser af tempo / rytme skift, super lækre guitar harmonier og rifs. Jeg er ret imponeret over deres musikalske formåen. Det er varieret uden at blive ”for underligt”, og klassisk uden at blive en gentagelse af noget man har hørt 100 gange før.

Melodierne kører i et klassisk thrash metal univers, men med et helt eget twist, som jeg synes klæder numrene rigtig fint. Mit favoritnummer må klart være ”Final Eclipse” med den tilhørende intro, men resten af skiven følger rigtig fint med. 

Jeg synes at Lasses vokal passer rigtig godt til stilen. Hæs, uden at være for utydelig. Desværre synes jeg at den over hele skiven har tendens til at blive en smule ensformig, og dermed lidt kedelig.  

Jeg har læst at bandet skal på Europa tour her i foråret, og jeg er ret sikker på at det vil være et band der er værd at se live…

Last Night Of Solace udkommer 29. marts via NoiseArt Records.

     (4½ ud af 6)    

Lyt til Essence: https://www.facebook.com/EssenceMetal
__________________________________________________________
_______

Mike Tramp - Cobblestone Street 

Anmeldt af Peter Letting: 20-03-2013  

Mike Tramp udgiver nyt solo album med titlen Cobblestone Street d. 8. april 2013 på Target Records. For det første har jeg aldrig været rigtig god til akustiske albums fra rock musikere, eller fra nogen overhovedet, og for det andet har jeg aldrig lyttet særlig meget til Mike Tramp, selvom jeg jo udmærket kender til meget af det han har lavet. Det har bare aldrig lige ramt mig. Men de 2 ting taget i betragtning, så har jeg trods alt lagt øre til albummet.  

Ingen tvivl om at Mike har noget på hjertet, og nogle gode historier at fortælle. Det er da også til en vis grad rart når musikere viser flere sider af sig selv. Den ene dag ”rock ’n roll”, den anden dag ”sing-a-song”. Det viser alsidighed og modenhed.  

Men i mine ører bliver det bare lidt for meget ”Bob Dylan” og vuggevise, og så keder jeg mig. I modsætning til meget af det andet musik som jeg lægger øre til, kan jeg rent faktisk følge med i teksterne og forstå hvad der kommer ud af vokalen, uden at ty til teksterne på indersiden af coveret. Og det er da også nogle fine tekster man finder på albummet.   

Mike tager os med tilbage til sine egne rødder, og fortæller i titel nummeret ”Cobblestone Street” (på dansk ”Brostens gade”, med reference til de brostens belagte gader på Vesterbro), om hvordan det er at være tilbage på sin barndomsgade, hvor alting er forandret, men minderne består. Det må være en følelse som vi alle kan relatere til.  

I nummeret ”Ain’t The Life I Asked For” reflekterer Mike over hvordan livet måske ikke helt gik som han havde håbet på, men på den anden side er det det liv han må leve med. Det er jo i grunden en sørgelig tekst, men samtidig et udtryk for at vi har pligt til at leve det liv vi har, og ikke ærgre os over de ting der IKKE gik som vi håbede på. Vi kan alligevel ikke ændre det der skete ”i går”..  

I samtlige numre ligger der en historie, og hvis man ønsker et større indblik i Mike Tramp, skal man bare slå ørerne ud og nærlytte. Mike har åbnet for den følsomme side og lukker lytteren helt ind hvor det virkelig tæller.   

Jeg tror helt sikkert at Mike har haft stor kunstnerisk glæde i at udfolde sig og producere dette album. Det er jo et statement, hvor han siger: ”Jeg kan andet end at larme”, og hatten af for det.  

Jeg kan godt lide teksterne, og det faktum, at han er en følsom og alsidig kunstner, men jeg synes aldrig rigtigt at albummet kommer i gang, rent musikalsk. Så jeg kan give 3 ud af 6. 

Cobblestone Street udkommer 8. april via Target Records. 

   (3 ud af 6)    
 
Besøg bandets Mike Tramp's facebook side her.
_________________________________________________________________

Dreamtale - Epsilon 

Anmeldt af Peter Letting: 19-03-2013 

Det finske band Dreamtale udgav 28 september 2012, deres 5. album med titlen Epsilon, og nu har jeg haft mulighed for at høre det. Bandet har eksisteret siden 1999 og består i 2012 af denne besætning: Erkki Seppänen (vocals), Rami Keränen (guitar), Seppo Kolehmainen (guitar), Akseli Kaasalainen (keyboards), Heikki Ahonen (bas) og Petteri Rosenbom (trommer).

De her finner har fart på fra starten. Jeg sad og havde fornemmelsen af at lytte til noget irsk folkedans, eller riverdance på EPO. Ved sq ikke helt hvor det kom fra. Der er ikke meget folkedans over musikken, men alligevel er der blandet nogle lidt atypiske instrumenteringer ind i dette heavy univers. Nu kender jeg ikke meget til Finsk folkemusik, men i flere af numrene såsom ”Fly Away” og ”Strangers Ode” kører der en folkemusikalsk undertone.

Faktisk er der mange finurlige strofer igennem hele albummet, som egentlig gør det til en underholdende oplevelse. Trommeslageren og resten af rytmesektionen har bestemt fået det lange ben foran, men resten af bandet følger fornemt med. Keyboard spillet kører i et meget højt tempo og giver musikken en form for lethed, men samtidig føres man lidt tilbage til noget Deep Purple-agtigt.

Vokalen er clean, og ligger meget af tiden i et højt leje, og er meget gennemført. Det var som oftest et af de albums, som lige skulle ind under huden, og lyttes til at par ekstra gange. Til at starte med, synes jeg lidt at tempoet gjorde musikken meget ”legetøjs-agtig”, og faktisk forstår jeg godt at bandet har stor succes i Japan, for det er lige den slags musik jeg ville forbinde med Japansk heavy.

Teksterne er heldigvis på engelsk, og den finske accent er ikke så udtalt, som has andre finske heavy bands, hvilket også er helt OK. 

Epsilon er ude via Ice Warrior Records. 

    (4 ud af 6)    
 
Besøg bandets hjemmeside her.
_____________________________________________________________________

Dance With Dirt - We Are Dance With Dirt 

Anmeldt af Peter Letting: 13-03-2013 

Et nyt dansk band ved navn ”Dance With Dirt” har set dagens lys og tilmed vundet p3’s karierekanonen i 2012. De har deres debut album på gaden med titlen We Are Dance With Dirt, som udkom 18 februar 2013. Bandet består af 4 drenge fra nordjylland: Magnus "Fra Ramasjang" Jacobsen, Kristoffer Veirum, Jess Gertsen, Jonathan Lyby.  

Stilen er rendyrket rock. De vil gerne ind i samme kategori som Led Zeppelin og The Who. Jeg ved nu ikke helt om jeg hørte den slags sammenligninger da jeg lyttede til albummet, men ambitionerne fejler da ikke noget.  

Man kan tydeligt høre at de 4 drenge har styr på deres instrumenter. Der er også rigtig mange rytme og stilskift undervejs, så skiven er bestemt ikke ensformig. Forsanger Magnus lægger hele sin sjæl i vokalen, og han har en rigtig god rock stemme.  

På trods af de mange pæne ord der er skrevet og sagt om Dance With Dirt, og det faktum at de virkelig ER dygtige musikere, så fanger repertoiret desværre ikke rigtig mig. Der er masser af nerve og indlevelse, men jeg mangler altså den totale begejstring, selvom jeg har gennemlyttet skiven flere gange. 

Jeg er sikker på at de 4 drenge nok skal få startet en fest, når de skal ud og spille til diverse festivaler, og hvor man ellers vil høre dem, og de skal nok få mange fans ude i landet, selvom de ikke lige rammer min ”nerve”.

We Are Dance With Dirtudkom 18. februar via Target Distribution. 

   (3 ud af 6)    

Lyt til Dance With Dirt her
______________________________________________________________________

Broken – Eternal Fallout  (EP)

Anmeldt af Calle: 11-03-2013  

Broken er en dansk rock band fra Randers, som består af de fem unge gutter Jonas Sperrild (sang), Mathias Grønkjær Madsen (lead guitar), Morten Rishøj Søndergaard (guitar), Søren Molbech Madsen (bas) og Søren Rishøj Søndergaard (trommer). Bandet blev dannet i 2010 og har lige udgivet deres første EP Eternal Fallout.  

Bandets stil er melodisk hard rock og Eternal Fallout består af 3 sange ”The Cross”, ”Rain” og ”Coming Home”. Der både er blevet plads til de mere stille hard rock ballade elementer, samt det lidt mere hårde guitar udtryk og sidst nævnte er den mest stille af de tre sange. Min personlige favorit er “Rain”, som jeg finder den mest velskrevne af sangene. Der er samtidig god variation i sangen. Men overordnet set, så har alle tre sange nogle fine melodier.  

Bandet nævner selv Alter Bridge, Shinedown og Metallica som deres inspirationskilder, hvilket jeg har lidt svært ved at høre. Måske lidt Shinedown, men ikke noget Metallica.  

Man kan godt høre det er et ungt band og de mangler lidt musikalsk for at de virker helt overbevisende på mig. Og Jonas’ stemme skal nok have en lille smule mere træning. Men når dette er på plads, så tror jeg godt Broken kan finde vej til flere rock-elskende ører.  

Bandet har spillet en del koncerter rundt omkring i Jylland og der er flere koncerter på programmet i løbet af foråret. Så giv de unge gutter et lyt på live-scenen og via nedenstående link.

Eternal Fallout (EP) er ude.

   (3 ud af 6)    

Lyt til Broken her.
______________________________________________________________________

Dragon Guardian - Destiny Of The Sacred Kingdom 

Anmeldt af Peter Letting: 11-03-2013 

Dragon Guardian er noget så sjældent (i min verden i hvert fald) som et Japansk heavy metal band. De udgav et album med titlen Destiny Of The Sacred Kingdom tilbage i september 2012. Bandet består af følgende medlemmer: Arther Brave (guitar og bas), Leo Figaro (Minstrlix) (sang), Johann Sebastian Bach (Thousand Leaves) (guitar), Yuu (keyboards) og Shallowtail (trommer).   

Jeg anede ikke hvad jeg kastede mig ud i, da jeg satte skiven i spilledåsen. Jeg brugte derfor det meste af første gennemlyt på at overveje hvilket sprog jeg havde med at gøre. Det faldt mig overhovedet ikke ind at det kunne være japansk, og det var først efter en søgning på Google, at jeg fandt lidt sparsomme oplysninger om bandet.  

Skiven starter med en stille intro af klassisk musik. Derefter hører stilheden så også op, og der fyres op under alle kedler. Og selvom tempoet på hele skiven, på nær nogle få undtagelser, er hæsblæsende, så er der så mange nuancer og rytmeskift gemt under turbinerne. Det er ret imponerende at fokusere på trommespillet, som på en gang er monster hurtigt, men samtidig skiftende, nærmest for hver fjerde takt. I nummer 7 ”Destiny Of The Sacred World”, går trommeslageren da helt over gevind, og har nogle maskingeværlignende rytmer, som jeg ikke har hørt magen til før.  

På guitar siden bliver der ligeledes leveret salver af ”skala-ræs”. Det går pænt hurtigt, og det skal det jo også til den her genre. Vokalen er som beskrevet på japansk, hvilket er ret specielt, men udover det så er den faktisk ret god. Den er ”clean” og ren, hvilket tiltaler mig.  

Som et ekstra tvist på denne lidt sjove musikalske oplevelse, er der blandet en del klassiske passager, og instrumenter ind forskellige steder. Nu er det jo svært helt at skelne imellem ”rigtige” instrumenter og stemmer lavet på keyboard, men umiddelbart er der både strygere, cembalo og mange andre instrumenter med.  

Desværre er det meget sparsomt med oplysninger jeg har kunnet finde om Dragon Guardian, men det har været en god oplevelse.

Destiny Of The Sacred Kingdom er ude via IceWarriorRecords.

     (5 ud af 6)    

Lyt til Dragon Guardian: http://www.myspace.com/metalpartydragonguardian
_____________________________________________________________________
__________________________________
Faster Pussycat - The Power & The Glory Hole 

Anmeldt af Peter Letting: 07-03-2013 

Det amerikanske band Faster Pussycat har udgivet nyt album med titlen The Power & The Glory Hole 22. februar 2013. Bandet kalder sig selv for ”Sleaze Rockers” og har eksisteret siden 1985. Selvom bandet har eksisteret i mange år, har de aldrig tidligere krydset min vej. En del udskiftninger i besætningen siden starten, men på dette album er bandet som følger: Taime Downe (lead vocals), Xristian Simon (guitar), Danny Nordahl (ex L.A. GUNS) (bas), Chad Stewart (ex L.A. GUNS) (trommer) og Ace Von Johnson (guitar).  

Jeg har hørt albummet og jeg synes at genren minder om en fusion af rock og punk. Faster Pussycat har den der aggressive monotone lydmur, som man tit oplever i punk musikken, men det er jo rock vi har med at gøre.  

Jeg synes lynhurtigt at lydbilledet bliver mudret og kedeligt. Det tiltaler mig heller ikke, den måde som vokalen er sat op. Det er som om den drukner i resten af lydbilledet. Måske hvis jeg havde været fan af Sex Pistols i min tidlige ungdom, kunne jeg måske have fundet denne skive interessant, men jeg har svært ved at finde frem til noget jeg kan fremhæve som værende ”lækkert”.  

Jeg kan jo ikke komme med udtalelser om hvorvidt bandet har udviklet sig i den ene eller den anden retning, eftersom jeg ikke kendte dem tidligere, men hvis stilen på dette album, er den som de har kørt igennem hele deres karriere, så undrer det mig ikke, at jeg først hører om dem nu.

The Power & The Glory Hole udkom 22. februar via City Of Lights Records.

  (1½ ud af 6)    

Besøg Fatser Pussycat's hjemmeside her
________________________________________________________________

ToxicRose - ToxicRose 

Anmeldt af Peter Letting: 04-03-2013 

Jeg har haft fornøjelsen af at lægge øre til det svenske band ToxicRose og deres udgivelse ToxicRose, som er et album med 5 numre, der udkom 7. december 2012. ToxicRose er dannet i Stockholm i 2010 og består af: Andy (sang), Tom (guitar), Goran (bas) og Michael (trommer). Dette album er co-produceret af Martin Sweet fra Crashdiet, og det lover jo godt.  

Toxic Rose spiller nok det jeg vil kalde moderne glam heavy. Der er fuld tryk på kedlerne i bedste heavy stil, men produktionen og numrene er meget velpoleret. Kigger man på ToxicRose hjemmeside (link) kan man se at de ikke kun gør noget ud af musikken, men også deres fremtoning. Make-up, hår og garderobe lyser langt væk af vildskab.  

De første 2 numre ”A Song For The Weak” og ”Set Me Free”, er super fede. God energi, masser af lækre detaljer, og ikke mindst en rigtig god vokal præstation. Andy leverer en ret speciel vokal, som på samme tid er rå, men også ”clean”. Det er rart med en destinkt vokal som skiller sig ud fra mængden, og når han tilmed kan gå helt op i de høje toner, så synes jeg det er fantastisk.  

Det kan godt være at der kun er 5 numre på skiven, men jeg føler at man får meget mere. Jeg synes ToxicRose forstår at lave nogle numre som på en måde følger den samme stil, men på den anden side er så forskellige. Tit oplever jeg, at et helt album godt kan gå hen og blive lidt ensformigt, men ikke her.  

I 3. nummer kommer der tilmed en del synth ind over. Jeg har forsøgt at finde ud af hvem der leverer denne, men er ikke rigtig blevet klogere. Ikke desto mindre passer en synthesizer rigtig godt ind i universet med den polerede glam heavy. Første gang jeg lyttede til nummer 3, fik jeg en kort association til Rammstein, men den var kortvarig…

Mit helt klare favorit nummer er dog nummer 5 ”Fear Lingers On”. Jeg synes der er mange kvaliteter og gode små detaljer, som måske ikke er så teknisk vanskelige, men som bare har en god effekt. Jeg er begejstret…De får 5 ud af 6.

ToxicRose udkom 7. december via City Of Lights Records.

     (5 ud af 6)    
_____________________________________________________________________

Illdisposed - Sense The Darkness  

Anmeldt af Dianna: 03-03-2013 

Det meget produktive Århusianske band Illdisposed's album nummer 12, er mest af alt, en rocker-tung, bundsolid omgang groove metal som jeg hører det, naturligvis stærkt krydret med dejlig, djævelsk, dundrende døds metal, det er mere benhårdt og brutalt end jeg har oplevet dem på de sidste par albums.... 

Den karakteristiske Illdisposed-lyd, den der særegne og helt unikke signatur, efterlader ikke lytteren, undertegnede inkluderet, i tvivl om hvem vi har med at gøre her. Albummet i sin helhed, er måske en form for familiær affære om man vil, men ikke nødvendigvis på en negativ måde. Det de kan, det de gør, det gør de så jo fucking godt, og med en teknisk dygtighed man absolut MÅ anerkende og gi respekt. Og hvorfor da også begynde at ændre på noget der har fungeret for Illdisposed i snart 20 år!? Det gi'r vel i virkeligheden ikke rigtig nogen mening.. Der ér bestemt et lydmæssigt 'up to date-præg på skiven, man kan, på trods af alt det der med'genkendelighed' og deslige, fornemme der ér sket en udvikling, lyden er nutidig.  

Der er de nasty-tunge  riffs, der er imponerende vokal, Bo Summer, som uden tvivl er en af mine all-time forsanger-favoritter inden for genren, nationalt som internationalt. Min  personlige mening er at han kan måle sig med de bedste...Bo kan growle så vidunderligt, et vanvids-intenst og 'voldeligt udtryk', han mestrer det, og han leverer igen varen så nakkehårene rejser sig. 

Mit favorit nummer:  "Eyes Popping Out", jeg elsker det nummer, interessant lyd på vokalen, fee guitar solo, tak for det - det er ind til benet, 'tilbage til rødderne'-agtigt, og er måske nok det nummer, der for mig løfter albummet fra 4, og helt op på 5 dødningehoveder. Godt stykke arbejde!!! 

Sense Of Darkness udkom 24. September 2012 via Massacre Records/Target Distribution

     (5 ud af 6)    

Besøg Illdisposed på facebook her.
_____________________________________________________________________

W.E.T. - Rise Up 

Anmeldt af Peter Letting: 01-03-2013 

W.E.T. udkom med nyt album Rise Up 22. februar 2013 på Frontiers Records. W.E.T. er et Jeff Scoot Soto projekt og med sig har han den fantastiske svenske guitarist Erik Mårtensson fra bl.a. Eclipse. Udover de 2, har de også Robban Bäck på trommer og Magnus Henriksson på Guitar, begge ligeledes fra Eclipse samt sidst, men ikke mindst Robert Säll på keyboard og Guitar.  

Jeg er fuldstændig fan af Eclipse, og her får man jo næsten hele pakken, og med Jeff Scott Soto’s vokal på toppen, så kan det nærmest ikke gå galt.  

Vi er i den bløde ende af rock’en, men på en god måde. Allerede i første nummer ”Walk Away” lires der afsted med lækre guitar detaljer, og det er bestemt ikke kedeligt, som ”melodisk rock” nogle gange bliver. Selvom stilen ikke er helt så aggressiv som med Eclipse, så er der god energi som fortsætter i nummer 2 ”Learn To Live Again”, og selvom teksterne lægger op til hjertesorger og ”tuderock”, så løfter melodierne helheden, så man ikke falder i søvn. Tempoet daler lidt efter de første 2 numre, og resten af skiven falder en smule af på den, vil jeg sige, men det er stadig nogle gode numre.   

Jeg tror faktisk på at dette album godt kunne gå hen og blive ”Melodic Rock album of the year”, hvilket de stiler efter.

Rise Up udkom 22. februar via Frontiers Records.

    (4 ud af 6)    

Besøg W.E.T. på Facebook her.
_____________________________________________________________________

Impalers - Power Behind The Throne

Anmeldt af Peter Letting: 27-02-2013 

Det danske thrash metal band Impalers udkommer med deres debut album Power Behind The Throne 5. marts 2013. Impalers er som skrevet et dansk band, etableret i 2007 og bestående af: Søren Crawack (vocals og guitar), Dan Skøtt (bas) og Rasmus Kjær (trommer). 

Jeg er stor fan af de ”gamle” dyder indenfor heavy / thrash / speed metal. Måske fordi jeg er vokset op med den genre. Derfor havde jeg da også store forventninger til dette debut album fra et dansk band indenfor netop den genre. 

En stille intro til første nummer ”Fear”, hvorefter der virkelig kommer fart over feltet. Den måde trommerne banker afsted i højt mekanisk tempo, og den karakteristiske speed metal guitar, hvor samtlige strenge motioneres i begge retninger, så hurtigt håndleddet tillader, fører mig tilbage til dengang jeg hørte
Angel Dust, for snart rigtig mange år siden. Faktisk er det præcis sådan jeg husker Angel Dust. 

Jeg kan egentlig godt lide energien i musikken. Ingen udenoms snak, eller indblanding af diverse progressive ”fantasier” som ellers så populært. Det er som om at man ikke længere kan holde sig til én genre uden at blande det hele sammen. Det kan man ikke sige om Impalers, der holder sig stringent til
Thrash / Speed metal. 

Jeg er dog ikke imponeret af vokalen, som jeg synes er lige lovlig ensformig og monoton. På den front kunne jeg godt have tænkt mig en lille smule mere udfordring, eller bedre ”klang”. 

Rytmen og tempoet er stort set det samme hele vejen, med enkelte undtagelser. Der er i hvert fald fart over feltet hele vejen igennem, og man sidder lidt med fornemmelsen af, at det er Metallicas klassiker ”Metal Militia” i 9 forskellige varianter.

Power Behind The Throne udkommer 5. marts via HorrorPainGoreDeath (HPGD).

    (4 ud af 6)    

Lyt til Impalers: http://www.reverbnation.com/impalers
_____________________________________________________________________

Youngblood – No Retreat  

Anmeldt af Calle: 27-02-2013  

Youngblood er et amerikansk band, som oprindeligt blev dannet tilbage i 1989. Bandet bestod af Bobby Sisk (sang), Jeff Diehl (guitar), Eric Saylors (guitar), Kyle Koker (bas), Kevin Kale (trommer) og Danny Williams (keyboard). Efter en showcase, hvor flere store pladeselskaber var tilstede, blev bandet signet af Sony og indspillede efterfølgende lidt over 40 sange. 16 af disse blev udvalgt til albummet, som desværre aldrig nåede at se dagens lys. Nu er de så endelig udkommet med hjælp fra Stephen Craig fra Eönian Records, som kontaktede Jeff Diehl i 2006 med henblik på at få sangene og albummet No Retreat udgivet.   

Efter denne lille intro går vi nu over til selve musikken. I alt sin enkelthed eller storhed er stilen AOR/klassisk rock eller som nogle måske ville kalde det: 80’er ”hail-metal”. Jeg vil sammenligne Youngblood med bands som f.eks. Slaughter, Firehouse og Steelheart. Der er tale om pompøse rock sange med meget ren lyd. Melodierne og sangene er meget fængende og musikerne gør deres job rigtig godt. Bobby’s stemme minder en del om Mark Slaughter’s, hvilket betyder at han også kan ramme de høje toner. Hans stemme ligger rigtig godt til denne genre.  

Mine favoritsange på albummet er ”Taste Of Your Lovin’”, ”Don’t Play With My Head” og ”Heat Of The Passion” samt de lidt mere stille sange ”My One And Only” og ”Coming Home”. Men alt i alt er det efter min mening 16 gode sange bandet har indspillet og jeg synes umiddelbart ikke der er nogen fyldnumre. Derudover er der nogle gode guitarsoloer spredt ud over albummet.   

Jeg synes bandet har meget at byde på, men jeg er bange for at de ville være druknet i mængden af slut 80’er ”hair-metal” bands, hvis albummet var udkommet dengang. Men selvom det er næsten 24 år siden sangene er indspillet, så synes jeg stadigvæk at de holder 100%. Så er du fan af de ovennævnte bands, så bør du helt sikkert tjekke Youngblood og deres flotte album No Retreat ud (man kan høre snippets af flere sange + købe albummet i linket herunder).   

Jeff of Danny har arbejdet indenfor musikindustrien siden dengang og de har skrevet over 250 sange og radio jingles sammen, bl.a. til Los Angeles Lakers, Indianapolis Colts og Det Hvide Hus, samt indspillet med Gene Simmons fra KISS. Og både Kyle og Kevin har været med i en del af det arbejde. Dette var bare en lille side note.   

Tjek dem ud og lad dig rocke med!!!! Long live 80’s ”hair-metal”!!!!! 

No Retreat udkom oktober 2012 via Eönian Records.

     (4½ ud af 6)    

Lyt til Youngblood: http://eonianrecords.com/rockshop
_________________________________________________________________

Lordi - To Beast Or Not To Beast
 

Anmeldt af Peter Letting: 26-02-2013 

Finske Lordi kommer ud med et nyt album To Beast or Not To Beast 1. marts 2013. Min eneste oplevelse med Lordi stammer fra deres noget uventede sejr ved det internationale melodi grand prix tilbage i 2006. Så er min reference til dette lidt mystiske band sat på plads. Lordi består af: Mr. Lordi (sang), Amen (guitar), Ox (bas), Hella (keyboards) og Mana (trommer). 

Åbningsnummeret ”We’re Not Bad For The Kids (We’re Worse)”, minder mig en hel del om noget af det gamle Accept. Jeg synes det er et udmærket nummer, med god tung energi, og tegner lovende for resten af albummet. Faktisk slog det mig, hvor meget engelsk med finsk accent, minder om engelsk med tysk accent, og måske er det også derfor jeg drager parallellen med Accept. 

Lordi har en underlig form for barnlig/morbid humor i deres sang titler og tekster. Titler som ”Happy New Fear” og ”SCG6 Otus Butcher Clinic”, bevidner at de ønsker at skræmme folk, og ikke udelukkende med deres MEGET iøjnefaldende kostumer. Det må være ufattelig varmt at optræde med de kostumer, og det tager nok lidt mere end 5 minutter at lægge make-up’en. 

På en eller anden måde skinner den barnlige humor igennem i musikken. På trods af de tunge rifs og passager, ligger der noget ”legebarn” skjult under det hele, hvilket gør albummet til et sjovt bekendtskab. Men udover at trække på smilebåndet over de skæve titler og kostumer, så byder Lordi ikke rigtig på det helt store musikalske. Jeg er specielt ikke særlig vild med den vokale præstation fra Mr. Lordi. 

Albummet afsluttes med førnævnte ”SCG6 Otus Butcher Clinic”, som er en lille snas af noget live optræden, eller sådan skal det i hvert fald virke. Nummeret er stort set en trommesolo, og desværre må jeg sige, ikke den bedste trommesolo jeg har hørt. Jeg er ellers KÆMPE trommesolo fan og nogle vil mene at jeg hænger fast i 90’ernes forestilling af en live koncert, hvor der ALTID var trommesolo. Så jeg blev lidt skuffet. 

To Beast Or Not To Beast udkommer 1. marts via AFM-Records.
 
   (3 ud af 6)    

Besøg Lordi på Facebook her.
_________________________________________________________________

Voodoo Vegas – The Rise Of Jimmy Silver 

Anmeldt af Calle: 22-02-2013 

Voodoo Vegas er et engelsk hard rock band, som blev dannet i Bournemouth i 2006.

Bandet består af Lawrence Case (sang/harmonica), Nick Brown (guitar), Meryl Hamilton (guitar), Ash Moulton (bas) og Matt Jolly (trommer). The Rise Of Jimmy Silver er bandets debut album og jeg er super glad for at få lov til at anmelde dette band. Stor tak til bandets sanger Lawrence for at kontakte mig med henblik på anmeldelse, for uden ham havde jeg ikke kendt til bandet (endnu!!!). 

The Rise Of Jimmy Silver er efter min mening et af de bedste debut albums siden “Appetite For Destruction” og jeg ved godt det er store ord. Og der har da været andre super fede debut albums siden Guns ‘n’ Roses brød rocklydmuren tilbage i 1987, men Voodoo Vegas er top klasse. Albummet sprudler af power og energi og spilleglæden lyser ud af anlæggets cd-afspiller. 

The Rise Of Jimmy Silver har alt hvad jeg elsker ved et hard rock album. Fede guitar riffs og soloer, gode melodier, powerballader og de suplime rockere. Efter en kort intro kommer albummets, efter min mening, bedste nummer “King Without A Crown”. Dejligt AC/DC-inspireret riff tilført den rette Guns ‘n’ Roses attitude. Herefter følger “Bullet”, som har et omkvæd man husker allerede ved første gennemlyt. Og sådan forsætter hele albummet. Den ene rocker efter den anden, kun “afbrudt” af de to skønne ballader “What I Say” (som kunne have været en del af G’n’R Lies, hvis sangen var skrevet af Izzy, Duff, Steven, Slash og Axl) og “Lost In Confusion”, som har Stevie Vann Lange med på gæstevokal/kor. Hun har tidligere sunget kor for bl.a. Def Leppard. Udover de tre nævnte sange, så kommer man ikke uden om de fede rock sange “Mary Jane”, “Ferry Song” og afslutningnummeret “Jimmy Silver”. Alt i alt 9 gode numre, samt en intro og en interlude. 

Man kan uden tvivl høre inspirationen fra de førnævnte bands Guns ‘n’ Roses og AC/DC og Lawrence’s stemme lyder samtidig meget hen i retning af Axl Rose’s. Ifølge pressemeddelsen er Lawrence sågar blevet inviteret på scenen af Gilby Clarke, da han sidst gæstede landet, for at synge “It’s So Easy”.   Udover de nævnste inspirationskilder, så vil jeg også sammenligne Voodoo Vegas med det franske band Aesthesia, som jeg tidligere har anmeldt her på siden. 

Albummet er indspillet i Rockfield Studio i Skotland og det er Pedro Ferreira der har stået for production og mixning. Han har tidligere arbejdet med bl.a. The Darkness, Tokyo Dragons og Therapy?. 

Som den kvikke læser nok allerede har opdaget, så er jeg ovenud godt tilfreds med dette album og jeg kan derfor kun varmt anbefale at man tjekker Voodoo Vegas ud. Jeg tror det er et band man skal holde øje med!!!!

The Rise Of Jimmy Silver udkommer den 4. marts via Cargo Records.

      (5½ ud af 6)    
_________________________________________________________________

KingBathmat – Truth Button 

Anmeldt af Calle: 22-02-2013 

KingBathmat er et britisk rock band, som består af John Basset (bas, sang), David Georgiou (keyboards), Lee Sulsh (guitar) og Bernie Smirnoff (trommer). Bandet var oprindeligt et one-man projekt bestående af Basset, men bandet udgiver nu deres sjette album i form af Truth Button. 

De betegner selv deres musik som Psychedelic Progressive Alternative Rock, hvilket jeg synes betegner det rigtig godt. Da jeg satte albummet på første gang og første sang startede, så tænkte jeg først Black Sabbath, men efter kort tid gik det over i en mere Pink Floyd-inspireret stil. Og sådan forsætter det gennem albummets seks sange. Udover de to nævnte bands er der også hentet inspiration fra bands som ELO, Porcupine Tree, The Beatles og sågar lidt irsk folkemusik I nummeret “Dives And Pauper”. På trods af at albummet “kun” har seks sange, så er varigheden alligevel oppe på lidt over 50 minutter. Altså er der tale om ret lange sange, hvor førnævnte er den korteste på sine blot 6 minutter. Dette gør at sangene hver især er meget varieret og der er mange temposkift i dem. Så man bliver på intet tidspunkt lullet i søvn, men man hører tilgengæld noget nyt for hver gennemlytning. 

Mine favorit sange på Truth Button er åbningsnummeret “Behind The Wall” og afslutningsnummeret med den ekstrem lange titlel “Coming To Terms With Mortality In The Face Of Insurmoutable Odds”. Udover den lange titel er det også albummets længste sang med sine 10:34. 

Musikkerne kan uden tvivl deres kram og man kan bestemt ikke sætte en finger på hverken sangskrivning og musikalitet. Men trods den gode variation i numrerne og det flotte musikalske udtryk, så falder musikken ikke helt i min personlige smag. Dermed ikke sagt, at det er dårligt og jeg tror fans af denne genre vil elske KingBathmat. Så tjek dem ud. Det er britisk progressiv rock i høj klasse. 

Truth Button er ude via Stereohead Records.

    (4 ud af 6)    

Lyt til KingBathmat: http://www.reverbnation.com/kingbathmat
_________________________________________________________________

2 Wolves – Men Of Honour 

Anmeldt af Calle: 21-02-2013 

2 Wolves er et finsk metal band, som består af Ilkka Valkonen (sang), Ossi Viren (guitar), Aleksi Susi (guitar, programming og synth), Toni Rantala (bas) og Niko Pennanen (trommer). Men Of Honour er bandets andet fuld længde album, men det er det første jeg har lagt øre til. 

Jeg vil betegne bandets musik som midtempo-symfonisk-gothic-doom-metal med elementer fra industrial metal. Normalt er det ikke den stil for metal jeg hører mest, men jeg er altid frisk på nyt musik. Og jeg synes faktisk 2 Wolves er et af de bands jeg sagtens kan lægge ører til flere gange og Men Of Honour er et helt udmærket album. Der er god variation og adspredelse henover albummets ni sange. Melodierne er flotte og sangene fungere godt som en helhed. Musikken er tilpas tung og dyster og mine tanker flyver i retning af en lille mørk skovhytte fyldt med stearinlys, som ligger et sted langt oppe i Finland. 

Mine personlige favorit sange på albummet er det meget doom-prægede nummer ”Same Different Burden”, det tons tunge nummer ”Of Painful Days” og albummets længste nummer ”Warm Touch Of Forthcoming Tragedy”. Derudover synes jeg også rigtig godt om ”The Battle Of Two Wolves”, som starter med lidt akustisk guitar for derefter at stige i tempo og blive mere og mere tung metal. 

Men Of Honour er indspillet i Madmix Studios med Aki Väkevä bag knapperne. Han har også givet sit bidrag med i forhold til ekstra programming og percussion. Overordnet set er der en god lyd på albummet og som sagt synes jeg godt om sammensætningen af sangene. 

Er du til doom metal med et en lille smule industrial præg, så bør du tjekke disse finner ud. Ja også hvis du normalt ikke høre denne genre, for du kan blive positivt overrasket ligesom undertegnet. 

Men Of Honour er ude via Inverse Records.

     (4½ ud af 6)    

Lyt til 2 Wolves: http://www.myspace.com/2wolves-finland
__________________________________________________________________

Scandal Circus – In The Name Of Rock ’n’ Roll 

Anmeldt af Calle: 19-02-2013 

Scandal Circus er et rock band fra Helsingborg, Sverige. Bandet består af Pelle Eliasson (guitar), Carl Malmqvist (bas), Johan Jonvén (sang) og Andreas Båge (trommer). Scandal Circus spiller hard rock og In The Name Og Rock ’n’ Roll er deres debut album. Bandet blev dannet i 2011 og jeg kendte intet til dem før jeg modtog denne cd. 

Albummet består af 11 velskrevne rock sange med gode melodier og tunge riffs. Der er 10 hårde rockere og en enkelt ballade. Mine personlige favoritter på albummet er åbnings og titel nummeret ”In The Name Of Rock ’n’ Roll”, ”The Race”, ”Big Bad Clown”, ”Society Of Evil” og ”Loosing All Control”. Sidst nævnte har en smule af Poison’s ”Talk Dirty To Me” over sig. Det viser sig bl.a. i guitar riffet og omkvædet. Som nævnt i nogle af mine tidligere anmeldelser, så er jeg ret glad for en enkelt ballade på et godt rock album, men i dette tilfælde synes jeg faktisk at ”Dreams” hører til i den lidt ”svage” del af albummet. Dermed ikke sagt at sangen er dårlig, men den rammer mig bare ikke helt. På den sang gæster Elisabeth Lestapier og Jesper Jovén på vokal. Set over hele albummet, så synes jeg bandet har skrevet nogle super fede sange, som er meget fængende. Samtidig sprudler albummet af energi og spilleglæde. 

Scandal Circus minder mig MEGET om tyske Scorpions. Dette er, udover musikken, nok også meget i kraft af Johan’s stemme, som minder en del om Klaus Meine’s. Derudover leverer Pelle noget rigtig godt guitararbejde og der er flere passager, som også har en smule Zakk Wylde guitar riffs over sig. Bl.a. i "Society Of Evil". 

Som sagt kendte jeg ikke til Scandal Circus før jeg modtog dette album, men jeg må sige at jeg er meget positivt overrasket. Bandet leverer hård rock i høj klasse og jeg kan varmt anbefale enhver rock fan med respekt for fed hard rock musik, at tjekke dette band ud. Du vil ikke fortryde det!!! Efter min mening stikker disse fire fyre sig ud fra mængden af svenske rock bands, som er fremme for tiden. Der er selvfølgelig andre rigtig gode, men også en del der falder igennem. 

Rock ’n’ Roll is alive og så er det lige ovre på den anden side af Øresund. Jeg håber bandet får mulighed for at spille live på dansk grund og hvis det sker så skal jeg nok være tilstede. 

In The Name Of Rock 'n' Roll er ude via Melody Records

     (5 ud af 6)  

Lyt til Scandal Circus: http://www.youtube.com/scandalcircus
_________________________________________________________________

Spit Rusty – Be The Lo-Fi Friend 

Anmeldt af Calle: 19-02-2013 

For lidt over et år siden anmeldte jeg Spit Rusty’s første EP ”Underwhelmed” og nu har de deres anden EP ude. Den har fået titlen Be The Lo-Fi Friend. Siden første EP har bandet skiftet bassist og de består nu af Martin Arthur (sang), Stefan Gregersen (guitar), Philip Brofelde (guitar), Morten Iversen (trommer) og Morten Keiser-Nielsen (bas). 

Spit Rusty spiller alternativ rock/metal, og jeg synes de har fornyet sig lidt i forhold til deres første EP. Lyden er blevet en anelse mere dyster og tung og man fornemmer bandet har rettet sig mere og mere en på at finde deres egen stil. Jeg vil sige de har udviklet deres stil og der er kommet mere dybde i bandets musikalske udtryk. 

Der er fire sange på Be The Lo-Fi Friend og min favorit sang er “Losing By Default”, som har de rette temposkift og en fængende melodi. Den er skarpt forfulgt af åbningsnummeret “Living The Dash”. De sidste to sange “Your View” og “The Fade” er bestemt heller ikke dårlige. Så overordnet set er det fire gode sange bandet har fået skruet sammen. 

Melodierne og guitar riffene har lige fået en tand mere opad og jeg synes derfor denne EP er en anelse bedre end “Underwhelmed”, men dog uden at ramme helt plet hos undertegnet. Så derfor ryger karaktererne ikke helt i top. Jeg håber dog på et fuld lændge album fra disse jyske fyre på et eller andet tidspunkt, så man kan danne sig et indtryk over flere sange og ikke “kun” ca. 16 min. 

Be The Lo-Fi Friend er indspillet, mixet og masteret hos Anders Ruby i Late Fairytale Studios. Dog er alle vokaler, orgel og akustisk guitarer indspillet i Big AAmp Studios. Lyden på EP’en er rigtig god og arbejdet er veludført. 

Jeg synes ikke der er meget lo-fi over de fire sange og jeg anbefaler gerne læseren i at tjekke bandet ud via nedenstående link. 

Be The Lo-Fi Friend er ude via Creative Commons-Licens.

     (4½ ud af 6)    

Lyt til Spit Rusty: http://www.reverbnation.com/spitrusty
_________________________________________________________________

Bullet For My Valentine - Temper Temper 

Anmeldt af Peter Letting: 13-02-2013 

Temper Temper er nyt album fra walisiske Bullet For My Valentine, som udkom i Europa 12. februar 2013. Bullet Fo My Valentine har eksisteret siden 1998 og tæller medlemmerne: Matthew Tuck (sang og rhythm guitar), Michael Paget (lead guitar/sang), Michael "Moose" Thomas (trommer) og Jason James (bas/sangt). Faktisk har bandet kun skiftet et medlem ud siden starten og det er bassisten, som indtil 2003 hed Nick Crandle.  

Jeg har været fan af Bullet For My Valentine i snart mange år, og har set frem til der kom nyt fra deres kant. Mit første møde med bandet var deres "Fever" album fra 2009, som jeg stadig hører ret ofte. Kigger man efter Bullet For My Valentine på Facebook, så er jeg ikke deres eneste fan. Faktisk har de 7.1 mill. Likes…  

Første single udspil fra det nye album var titel nummeret ”Temper Temper”, som var tilgængelig allerede før jul. Nu har jeg så hørt hele albummet og jeg tror faktisk at "Temper Temper" er mit yndlings nummer på skiven, selvom åbningsnummeret ”Breaking Point” også er et glimrende og typisk Bullet For My Valentine nummer. Der er fantastisk tempo på Temper Temper, og en dejlig hård energi.  

Jeg lagde hurtigt mærke til nummer 10 ”Tears Don’t Fall (Part 2)”. Oprindeligt stammer ”Tears Don’t Fall” fra The Poison albummet, hvilket var et super album og Tears Don’t Fall er et super nummer, så det er altid spændende at finde ud af om der kan følges op på det med en ”2’er”. Jeg tror måske lige at jeg skal vænne mig til en ny udgave, men umiddelbart synes jeg ikke at nummeret lever op til forgængeren.  

Faktisk er hele albummet en smule under Bullet For My Valentine standard, synes jeg. Der er helt klart rigtig gode takter fordelt over hele albummet, og det er helt tydeligt et Bullet For My Valentine album, men jeg har svært ved at være ligeså begejstret som jeg har været for de tidligere albums fra bandet. Det er sikkert sådan et album som skal høres 10-15 gange, før det rigtig kommer ind under huden på en, men indtil videre er jeg desværre kun ”semi-” begejstret.

Temper Temper udkom den 12. februar via RCA Records. 

    (4 ud af 6)  

Besøg Bullet For My Valentine på Facebook her.
_____________________________________________________

Diamond Dawn - Overdrive

Anmeldt af Peter Letting: 13-02-2013
 
 
Svenske Diamond Dawn udkommer med deres debut album Overdrive på Frontiers Records 22. februar 2013. 
 
Bandet er etableret i 2011 i Göteborg, og stilen er hvad jeg vil kalde ”easy-listening”, og melodisk rock. Dermed ikke sagt at det nødvendigvis er kedeligt, men vi er i den bløde ende af skalaen. Jeg har læst et andet sted at drengene har fundet inspiration i Toto, Journey og Europe, hvilket man godt kan høre, men Diamond Dawn er nok til tider lidt mere rå i deres udtryk.   

Bandet består af: Olle Lindahl (guitar/sang), Alexander Strandell (sang,) Efraim Larsson (trommer/sang), Jhonny Göransson (guitar), Mikael Planefeldt (bas) og Niklas Arkbro (keyboards).  

Første tilgængelige single bliver nummeret ”Take Me Higher”, som udkommer digitalt 17 februar. Nummeret er meget repræsentativt for den velpolerede produktion hele vejen igennem albummet. Mine personlige favoritter på albummet må være ”California Rush” og ”Turn It Up”.  

Jeg synes der er en fin balance med denne genre. På den ene side kan der hurtigt gå FOR meget Melodi Grand Prix i den, mens der på den anden side er mulighed for at skabe ægte brede rock klassikere, som kan høres af den brede masse.  

Diamond Dawn har sat sig for at sprede en god og positiv stemning med deres album, og jeg synes det er rart med noget glad energi. Alt for mange rock bands forbinder vrede og ”grimhed” med deres tekster og musik. Men på grund af det glade budskab, så bliver skiven også mere glat og poleret. Det skinner dog tydeligt igennem at de 6 band medlemmer har brugt rigtig mange timer i ”øveren” med deres respektive instrumenter, og hele vejen igennem er der masser af dejlige guitar / keyboard rifs, og lækre vokale præstationer.  

Jeg håber for Diamond Dawn at de når ud til det brede publikum og ikke drukner i mængden.

Overdrive udkommer den 22. februar via Frontiers Records.

    (4 ud af 6)  

Besøg Diamond Dawn på Facebook her.
______________________________________________________

Empire Drowns – Bridges  

Anmeldt af René Bo Nielsen: 12-02-2013  

Empire Drowns er et dansk band, der tidligere har udgivet en 3 numres EP. Her er de så på banen, med et mini album indeholdende 4 spændende og fængende numre. Udgivelsen starter med skæringen Bridges, som virkelig giver et godt billede af, hvad hvilket band Empire Drowns er og hvilke musikalske kvaliteter de indeholder. Nummeret er flot og storladent, men på samme vis også ret så dystert, og genremæssigt er vi ovre i en blanding af doom og metal. Jeg syntes jeg kan høre Saturnus, My Dying Bride, og faktisk også Paradise Lost, som værende en del af inspirationen bag denne flotte og gennemførte skæring.  

Både andet og tredje nummer, med titlerne ”Stumble Undefined”, og ”Glamourous”, er mere gotisk rockede i deres lyd og udtryk, så der skiller de sig ud fra titelnummeret, og fra 4 og sidste nummer ”Rats”. Som udgangspunkt syntes jeg, det er fint at Empire Drowns, skifter i mellem at spille både rock og metal, da dette gør dem mere spændende og alsidige at lytte til. Dette er et stort plus, og jeg er sikker på at dette er med til, at kunne skaffe dem et endnu større publikum til deres musik.  

Empire Drowns er sammensat af dygtige og yderst kompetente musikere, som tidligere har spillet i de danske bands Aurora, Urkraft, og Withering Surface.

Musikken på Bridges, er virkelig godt håndværk, og er samtidig med tilført en produktion, der passer fint til denne slags musik. Så både alle instrumenterne og Michael H Andersens vokal, står flot og klart frem i lydbilledet.  

I det hele taget, har jeg ikke meget at udsætte på Bridges. Det er et fint lille album, der vil kunne tilfredsstille lyttere der er til denne slags musik. Empire Drowns er måske ikke, synderligt orginale i deres lyd og udtryk, men dette kan der jo arbejdes på, og man bør også tænke på at Bridges kun er deres anden udgivelse, så med tiden skal de nok finde deres helt egen stil.   

Bridges udkommer den 11. marts via Mighty Music/Target.

    (4 ud af 6)  

Besøg Empire Drowns på Facebook her.
______________________________________________________

Great White - 30 Years - Live From Sunset Strip

Anmeldt af Peter Letting: 08-02-2013 

Great White udgiver live album i anledning af deres 30 års jubilæum. 30 years – Live From the Sunset Strip udkommer 22. februar 2013 på Frontiers Records.  

Det virker nærmest som en tradition, at bands udgiver et live album i anledning af et 30 års jubilæum. Pretty Maids gjorde det samme sidste år. Man må dertil sige at det da også er et skarpt hjørne som er værd at markere. Det er jo ikke mange bands forundt at ”holde ud” i så mange år.   

Jeg har i mange år holdt af Great White. Desværre må jeg sige at dette live album skuffer mig. For det første har de skiftet den faste forsanger igennem mange år, Jack Russell ud med Terry Ilous, som tidligere har sunget i XYZ. Det er jo ikke fordi at Terry er en dårlig forsanger, og man kan sagtens høre på albummet at han er en garvet performer som får publikum med, men jeg kan altså bedre lide Jack Russell.   

Når det så er sagt, så virker det samtidig en anelse underligt at Terry understreger at bandet har holdt sammen i 30 år, når nu det er Jack som har været med næsten hele vejen. Bare en personlig betragtning.   

Bandet er sammensat af følgende medlemmer på denne skive: Terry Ilous (sang), Mark Kendall (lead Guitar), Michael Lardie (guitar og keyboards), Scott Snyder (bas) og Audie Desbrow (trimmer).    

Albummet starter lidt kedeligt. Desværre er der lidt for meget blues/rock ”stangvare” over præstationen efter min mening. Men nummeret ”Mista Bone” er til gengæld et super Blues nummer med sjæl og indlevelse. Der blev jeg virkelig revet med af både indledningen og fremførelsen af resten af nummeret. Men ét nummer kan jo ikke bære en hel skive.   

Normalt er jeg ret begejstret for blues / rock, også i den lettere genre, men albummet her kan desværre ikke få mig op ad stolen. Måske er det også fordi det er et live album. Det bedste ved et live album er når man selv har været der, og det kan jeg ikke prale med.   

Albummet får 2½ ud af 6, men det er næsten udelukkende på grund af Mista Bone

30 Years - Live From Sunset Strip udkommer den 22. februar via Frontiers Records.

   (2½ ud af 6)    

Besøg Great White på Facebook: https://www.facebook.com/GreatWhiteOfficial 
_____________________________________________________

L.A. Collection – Straight To The Bone 

Anmeldt af Calle: 07-02-2013 

L.A. Collection er et ROCK band fra København, som består af de to brødre Lasse B. Christiansen (sang og bas), Anders B. Christiansen (guitar og sang) samt Jonathan Nørgaard (trommer og sang). Bandet spiller hard rock i bedste AC/DC stil. 

Straight To The Bone består af 7 hæsblæsende rock numre med fede guitar riffs, velskrevede sange med catchy omkvæd og tekster der handler om biler, damer og rock ’n’ roll. Bandet lægger i hvert fald ikke skjul på, hvor de har hentet hovedparten af deres inspiration fra – nemlig AC/DC. Selv Lasse’s stemme er ligeså karakteristisk som både Brian Johnson’s og Bon Scott’s. 

Når jeg anmelder et album plejer jeg at udvælge de sange jeg synes bedst om, men i dette tilfælde vil jeg fremhæve alle syv sange. Intet mindre kan gøre det. Fra enden til anden er det: ”Dead Man’s Walk”, ”Who Are You To Judge”, ”Dirty Job” (som kan høres på Calles Rock Corner via nedenstående link), ”Straight To The Bone”, ”Stabbed In The Kneecap”, ”Mind Over Money” og ”Out Of Touch”. Alle syv sange går rent ind hos mig. 

Bandet sprudler af ægte spilleglæde og de spiller rock uden så meget pis. Det er knaldhamrerne fedt og albummet er spækket med rock attitude af den bedste skuffe. Hold kæft hvor jeg synes det er skønt med et dansk rock band, der bare spiller hvad de føler, uden at skele til hvad der er oppe i tiden. 

Jeg har endnu til gode at opleve bandet live, men det kommer jeg til, når de i morgen (8. Februar) holder er releasekoncert på Sin City i København. Og jeg GLÆDER mig rigtig meget, som min 4-årig datter gjorde det juleaften!!! 

Som læseren nok allerede har bemærket, så er jeg yderst glad for dette album fra de unge fyre i L.A. Collection og jeg anbefaler klart enhver rock fan med respekt for gode guitar riffs og catchy sange, at tjekke dette band ud. Du vil ikke blive skuffet!!!! Eneste lille minus er, at der godt måtte have været 3-4 sange mere på albummet og at jeg var alt for lang tid om at opdage bandet. Det er dansk rock i særklasse!!!!

Straight To The Bone udkommer 8. februar.

     (5 ud af 6)  

Lyt til L.A. Collection: http://callesrockcorner.dk/exclusive
________________________________________________________________

Pretty Maids – Motherland 

Anmeldt af Peter Letting: 07-02-2013 

Danske Pretty Maids udgiver nyt album Motherland 22. marts 2013 på Frontiers Records. Dette er deres 14. studie album og det må da siges at være lidt af en bedrift. 

Jeg er jo nærmest vokset op sammen med Pretty Maids, eller i hvert fald deres musik, og derfor var jeg da også ret spændt på at høre hvad de har præsteret denne gang. Pretty Maids består af: Ronnie Atkins (vokal), Ken Hammer (guitar), Morten Sandager (keyboard), Allan Tschicaja (trommer) og Rene Shades (bas). 

Der er ingen tvivl om at det er et Pretty Maids album. Ronnies stemme er ret unik og bærer en stor del af Pretty Maids sound, som gør dem let genkendelige. Men også den storladne lyd som Pretty Maids altid har haft, er umiskendelig. De forstår på en måde at gøre numrene symfoniske og teatralske, hvilket løfter dem ud af grøden af utallige rock bands som lyder ens.

Jeg synes faktisk at skiven her er fornuftigt skruet sammen. En god blanding af hård rock, uden at være FOR hårdt, og så de typiske Pretty Maids ballader som skæring 5 ”Sad to See You Suffer”, og skæring 11 ”Bullet for You”. Skæring 3 ”Confession” er en hyggelig lille intro til skæring 4 ”The Iceman”, hvor man trækkes ind i et lidt spooky film univers, som kunne stamme fra en trailer til en horror film. Men så starter ”The Iceman” og man er straks tilbage i godt selskab og herligt tempo på musikken. 

Titel nummeret ”Motherland” har fuld fart på fra starten og hele vejen. En god blanding af tempo,keyboard akkompagnement og guitar lækkerier. Sammen med ”The Iceman” må det være mine favoritnumre på skiven. 

Men jeg synes at samtlige numre er gode, og der er rigeligt med detaljer til at man bliver mere og mere begejstret efter flere gennemlyt. 

Pretty Maids har gjort det igen og produceret et meget vellykket album, som jeg KUN kan anbefale!!

Motherland udkommer den 22. marts via Frontiers Records.

     (5 ud af 6)  

Lyt til Pretty Maids: http://www.reverbnation.com/prettymaids og video her.
________________________________________________________________

Dear Delusion - Imprisonment

Anmeldt af Peter Letting: 06-01-2013

Danske Dear Delusion udkom med deres debutalbum Imprisonment den 4. februar 2013 på Target Distribution. Bandet har eksisteret siden 2008 og består af Simon Roland (vokal og guitar), Martin Lind (bas) og Rasmus Riise (trommer). 

Den slagfaste indledning til første nummer ”Level Of Instinct”, giver mig en dejlig fornemmelse af, at der venter mig en god oplevelse. Og jeg bliver da heller ikke skuffet. Jeg synes at ”Level Of Instinct” er et fremragende nummer og klart mit yndlings nummer på skiven.  

Bandet har en dejlig tung lyd. Rytme sektionen har et fantastisk greb om numrene og flere gange fordelt over hele albummet bliver jeg fanget af lækre rytmiske detaljer fra maskinrummet. Vokalen fra Simon er dejlig ren og frisk, men samtidig grov når det er nødvendigt, og den giver en fin kontrast til den tunge heavy/grunge stil.   

Stilen og sounden minder mig til tider om Nirvana, og andet minder mig om Volbeat, men Dear Delusion er trods alt helt deres egne. En bastant men samtidig let tilgængelig form for heavy stil. Jeg var flere gange i tvivl om der fandtes et ord som ”Indie-heavy”, hvilket jeg synes ville passe fint på Dear Delusion.  

Der er god energi hele vejen igennem albummet, og bandet har helt klart noget på hjertet, som de formår at trykke helt ud igennem mine bashøjttalere. Men ikke mindst teksterne betyder meget for Dear Delusion. Der er dybde bagved ordene, som handler om vores interaktion med hinanden, og om hvordan vi ehandler hinanden, ofte på en uforklarlig og knapt så medmenneskelig vis.

Imprisonment udkom 4. februar via Target Distribution.

     (4½ ud af 6)    

Lyt til Dear Delusion: http://www.myspace.com/deardelusion
___________________________________________________

Aeon Zen - Enigma 

Anmeldt af Peter Letting: 31-01-2013 

Aeon Zen udkommer med nyt album Enigma, som er deres tredje, den 22 januar 2013. Aeon Zen er et progressivt metal band fra UK, som har deres inspiration og tydelige referencer til bl.a. Dream Theater, Opeth og Periphery.  

Jeg har altid været imponeret og fascineret over progressive rock musikere. Der er så mange tempo og rytmeskift, så mange små finesser og så mange skjulte detaljer at jeg må bøje mig i støvet når de kan lire det ene nummer af efter det andet, og stadig huske samtlige detaljer. Det er sq imponerende.   

Jeg synes at Aeon Zen vokser på mig, jo mere jeg hører dem. Der dukker hele tiden nye detaljer op. Jeg oplever med dette album, det samme som jeg ofte oplever med progressiv rock, at jeg forsvinder i musikken. Jeg tænker kortvarigt over en bestemt passage i nummeret, som jeg måske ikke lige er helt pjattet med, men pludselig skifter nummeret totalt karakter og jeg bliver igen revet med og synes at det er mega fedt.  

Aeon Zen består af følgende band medlemmer: Rich Hinks (guitar, bas og sang), Andi Kravljaca (sang), Matt Shepherd (guitar), Shaz (keyboards) og Steve Burton (trommer). Udover det har de på albummet en del gæsteoptræden, bl.a. på vokal siden. Apropos vokalerne på skiven, så spænder det fra den ene ydelighed til den anden. Der er både den rene sang og growl, hvilket jeg finder meget tiltalende. Jeg synes growl passer fint til nogen numre, mens de bands som ikke leverer andet end growl som vokal præstation, ikke rigtig kan fange min opmærksomhed.   

Mit yndlingsnummer på skiven må være ”Divinity”, men der er ikke noget dårligt på albummet, og man keder sig bestemt ikke. Det er konstant spændende hele vejen igennem, og jeg kan kun anbefale at lægge øre til de dygtige drenge…

Enigma udkom 22. januar via Nightmare Records.

     (5 ud af 6)  

Lyt til Aeon Zen: https://www.facebook.com/aeonzen/app_256012207815369
________________________________________________________________

Texas Hippie Coalition - Peacemaker 

Anmeldt af Peter Letting: 22-01-2013 

Navnet siger næsten det hele, hvad angår genren og stilen. Gedigen sydstats rock ’n roll, som jeg kender den. Og så vil jeg da tilføje at det er længe siden jeg har hørt så udtalt en sydstats accent. Forsangeren Big Dad Ritch er jo selve essensen af sydstats dialekten. Efter at have lyttet lidt til tekster som ”Hands Up”, ”Outlaw” og ”Sex & Drugs & Rock And Roll”, måtte jeg lige besøge min gode ven Google, for at finde lidt mere baggrundsstof om dette Texaner band.

Texas Hippie Coalition er grundlagt i 2008, og hvis teksterne og band navnet ikke er tilstrækkelig ”Redneck”, så skal man blot se et par billeder af de 4 i bandet: Big Dad Ritch, John Exall, Wes Wallace og Gunnar Molton. Som de selv synger i skæring nummer 3 ”Outlaw”, så passer de perfekt ned i den kasse.

Der er masser af drive og overskud på denne nye skive. Tung og bastant sydstats rock. Måske endda lidt tungere end man er vant til, men stadig på den der lidt ”blues” agtige svingende måde, og Big Dad Ritch (fantastisk navn) krydrer numrene med en skræmmende rå vokal, som man kun kan holde af.

Peacemaker er bandets 3. album, og der bliver talt lige ud af posen. De her drenge går vist under betegnelsen ”Dem som de andre ikke må lege med”, og det kunne da være interessant at se dem live, hvis de fandt vejen forbi DK.

Alt i alt synes jeg det er et glimrende album, men skæring 10, hvor de forsøger sig med en mere stille ballade ”Think of Me”, passer ikke rigtig til hverken stil eller vokal, men Hey, det skal jo ikke ødelægge den gode stemning. 

Peacemaker udkommer 14. august 2012   

     (4½ ud af 6)    

Lyt til Texas Hippie Coalition: http://www.myspace.com/texashippiecoalition
___________________________________________________

Pink Cream 69 - Ceremonial

Anmeldt af Peter Letting: 16-01-2013

Det tyske band Pink Cream 69 udgiver nyt album Ceremonial den 25 januar 2013 på Frontiers records. 

Der findes SÅ mange bands derude, og Pink Cream 69 er endnu et eksempel på et band som har eksisteret længe (siden 1987) uden min opmærksomhed. Det kan jo skyldes mange faktorer, men nu har jeg jo fået chancen for at følge op på den manglende viden.  

Første gennemlyt var egentlig ikke specielt spændende, men jeg har nu givet dem en chance eller 2 mere, og det lader til at være en af de skiver der ”vokser” på en, når man får hørt lidt mere. Jeg synes at stilen er en blanding af Big Fat Snake, Chickenfoot og Guns ’n Roses. Altså melodiøs rock ’n roll uden alt for mange vilde stilskift, og med en behagelig vokal på toppen.  

Indledningen til første nummer ”Land Of Confusion” er dejlig bastant og kontant, og det var helt klart det fedeste nummer da jeg hørte skiven første gang. Nummer 6 ”Big Machine”, er nok det nummer jeg synes der minder mest om Guns ’n Roses, men det skyldes nok primært en guitar rundgang, som minder UTROLIGT meget om noget fra et GNR nummer.   

Nummer 7 ”Let the Thunder Roll” har en indledning som minder mig lidt om de glade drenge fra Rush, og deres lidt skæve tilgang til rytmerne, hvilket tiltaler mig. Nummer 9 ”Passage Of Time” er et helt stille og roligt nummer til bare at lade sig flyde med, og det er meget hyggeligt.  

Bandet Pink Cream 69 har følgende medlemmer på denne skive: David Readman (sang), Alfred Koffler (guitar), Uwe Reitenauer (guitar), Dennis Ward (bas) og Chris Schmidt (trommer).  

Jeg synes absolut det er værd at lytte lidt til Pink Cream 69, hvis man er til den lidt blødere del af rock ’n roll. De får 3½ ud af 6. 

Ceremonial udkommer 25. januar via Frontiers Records. 

    (3½ ud af 6)    

Lyt til Pink Cream 69: http://www.pinkcream69.com/

_________________________________________________________________

Lick – Mount Rock  

Anmeldt af Calle: 16-01-2013  

Lick er fem unge gutter fra Holland, som for et par år siden sad sammen i Groen-brødrernes hus og lyttede til lp’er med alle deres store rock helte og derfor besluttede sig for at starte deres eget band. De fik hurtigt indspillet en EP som gav dem flere spillejobs i både Holland, Tyskland og Belgien. Herefter besluttede de sig for at indspille et album, som blev til Mount Rock. Bandet består af brødrene Nolle Groen (sang/guitar) og Beinte Groen (trommer) samt Richell Overink (guitar), Max Augustijin (guitar) og Stijn Hovens (bas).  

Bandet spiller klassisk hard rock med inspirationen hentet fra 80’erne og de nævner selv bands som Guns ’n’ Roses, Aerosmith, AC/DC, Y&T, Whitesnake, UFO og Keel som deres inspirationskilder. Med de navne har man jo noget at leve op til!!!  

Albummet består af 9 sange, hvoraf to af dem er ”live” sange. Så lad mig starte med de syv studieindspilninger. Første skæring er titelnummeret og første singlen ”Mount Rock”. Et rigtig godt nummer, hvor bandet allerede fra start viser hvad de kan og jeg er især imponeret over Nolle’s stemme. Resten af sangene forsætter i samme gode stil og især ”Rock Dog”, ”White Lion” og ”Rock City” træder efter min mening frem. Guitarerne fungere godt henover hele albummet og der er flere gode soloer, hvor især guitarsoloen i ”Rock City” sprudler. De to ”live” sange ”Bad As Luck” og ”Turn Off The Light” er begge helt udmærkede sange. De er dog ikke indspillet “live” foran et publikum, men derimod i et studie, så lyden er stort set på højde med resten af sangene, dog med en lidt mere ”rå” feeling.   

Alt i alt synes jeg det er et rigtig godt album Lick har fået skruet sammen og jeg er rimelig imponeret over disse unge fyre. De har selv optaget, produceret og mixet alle sangene og så er de blevet masteret af Elio Debets (studie sangene) og Pier-Durk Hogeterp (live sangene). Derudover er Elio co-producer på de to live sange.   

Er du til nogle af de førnævnte bands, så tror jeg også du vil synes godt om Lick og deres album Mount Rock. På flere af sangene vil jeg betegne dem som AC/DC light og dermed ikke sagt at de er dårlige, men deres lyd er mere ”pæn” og Nolle’s stemme er ikke hæs, men derimod mere ”poleret” og powerfuld. Jeg synes han er rigtig god sanger og hans ”range” nærmer sig flere steder Miljenko Matijevic (Steelheart). Jeg synes de lever godt op til deres inspirationskilder, men dog uden at være på helt samme niveau som dem, endnu!! Men en varm anbefaling skal der helt sikkert lyde herfra. I skrivende stund kan albummet downloades gratis via nedenstående link.  

Mount Rock udkom 10. november 2012   

     (4½ ud af 6)    

Lyt til Lick: http://lick.bandcamp.com
___________________________________________________
 
Barbwire Messiah – Moonshine Moans (EP) 

Anmeldt af Calle: 15-01-2013 

Barbwire Messiah er et dansk band, som kommer fra Århus. De har spillet sammen siden 2010 og Moonshine Moans er deres anden EP. Bandet består af Mazdak Khosravi (sang/guitar), Henrik Sloth Jensen (bas), Holger Kyhl Nielsen (guitar) og Søren Skovgaard Larsen (trommer). 

EP’en består af fem sange og det er lidt svært at betegne bandets stil. Jeg vil sige, at det er alternativ rock med en god blanding af southern rock, country rock, blues rock og gotisk rock. Musikken er meget dyster og mørk og på sin vis ret tung. Mazdak har en meget hæs og rå stemme, som passer ret godt til bandets musikstil. Der kan så være delte meninger om hvor god hans stemme egentlig er, men det må lytteren selv bedømme. Musikkerne spiller udemærket på deres respektive instrumenter og melodierne er nogenlunde godt skrevet. Jeg synes bare ikke helt et ringer for mig. 

Sange som ”The Bog Of Lydia Mae” og ”Scapegoat Trails” lyder som sange fra Johnny Cash’s ”American Recordings” cd’er både i kraft af den akustiske guitar og Mazdak’s dystre stemme. Førstnævnte sang har en kvindelig gæstevokal, som fremføres godt af Maja Marie Munkholm. De sidste tre sange ”So Long Dr. Jekyll”, ”Cold War Offspring” og ”Cougar Country” er mere rå og rockende end de to førnævnte sange. Især på sidst nævnte bliver der rocket igennem. I netop denne sang kan man godt høre bandets inspiration fra Danzig. Derudover minder musikken mig også lidt om danske Powersolo. Det er i hvert fald et af de bands der dukker op i mine tanker, når jeg hører Barbwire Messiah. 

Som sagt spiller det ikke helt for mig, dertil er musikken en anelse for dyster. Men en man til den slags musik, så kan man roligt give bandet et lyt. De følger i hvert fald ikke tidens trends og holder sig til deres egen stil, hvilket er en meget positiv ting i min bog. 

Moonshine Moans er indspillet i bandet øvelokale og det er Frederik Eberhardt og bandet bassist Henrik, der har stået for produktion, mix og mastering. De har formået at få den rette dystre lyd frem, som jeg tror bandet har sigtet efter. Dermed mener jeg, at det ikke er for pænt og poleret, men derimod beskidt whisky-dryppende rock i den mørke og dystre ende. 

Moonshine Moans udkom 13. Oktober 2012.

   (3 ud af 6)  

Lyt til Barbwire Messiah: https://soundcloud.com/barbwire-messiah
_________________________________________________________________

Otep - Hydra 

Anmeldt af Peter Letting: 10-01-2012 

Otep (Otep Shamaya) udgiver sit, efter eget udsagn sidste album Hydra 22. januar 2013 på Victory Records. 

Ingen tvivl om at Otep er en kvinde med noget på hjertet. Hun er noget så sjældent som, hvad jeg vil kalde ”Progressiv-metal-kvinde” og dem er jeg sq ikke stødt på ret mange af igennem tiden. Og man må sige at hun udlever rollen til fulde. Det fandt jeg ud af ved lige at Google hende og se lidt billeder. 

Denne skive, eller Opus som hun selv siger, er lavet på baggrund af en roman som hun er ved at skrive, om en kvinde som vist nok har en del dæmoner at slås med. Og det skinner tydeligt igennem på skiven, at der skal kæmpes med nogle indre dæmoner. Hvis man kunne konvertere en gyserfilm af den værste skuffe med Zombier og dæmoner til musik, så må det være Hydra. Hele skiven er gennemsyret af en form for ondskab og dystre tanker som er sjældent set. 

Første møde med musikken er tung metal med forvrænget vokal i front og ultra dyb, tung rytme sektion i baggrunden. Det er nok lige en tand for meget for min smag. Lidt for meget larm og skrig, og lidt for lidt melodi. Jeg sidder undervejs, som jeg tygger mig igennem skiven og får en fornemmelse af at den her ”Opus” er meget introvert og man skal vist besidde en ret speciel sindsstemning for at kunne værdsætte værket. Men underligt er det sq. 

Albummet er mystisk. Det er vist det mest dækkende ord jeg kan finde. Det er i hvert fald det mest mystiske og ekstreme jeg har hørt meget længe. Måske var det de samme følelser der blev vakt til live dengang Pink Floyd kom ud med The Wall. Jeg tror næppe at dette album bliver ligeså episk og klassisk anerkendt som The Wall, men jeg kan alligevel ikke undgå at sammenligne den tilstand af kampen med de indre dæmoner. 

Skæring 8 ”Voyeur” kan ikke rigtig betegnes som musik. Det er nærmere en samtale med Otep selv. Men historien er på en måde dragende, og jeg fik nogle heftige billeder på min indre nethinde. Så om man kan lide det eller ej, så har Otep en indlevende måde at fortælle en historie. 

Otep er en slags multikunstner og udover den roman hun er i gang med, så maler hun. Jeg ad faktisk godt se nogle af de malerier efter at have hørt ”Hydra”. Der må virkelig være knald på dem 

Jeg giver albummet 2½ ud af 6. Jeg kommer aldrig til at høre det igen, men det var trods alt en oplevelse…. 

Hydra udkommer 22. januar via Victory Records.
 
   (2½ ud af 6)    
 
___________________________________________________________________

Jorn - Symphonic 

Anmeldt af Peter Letting: 09-01-2013 

Jorn udgiver nyt album, Symphonic 25 januar 2013 på Frontiers Records. Bandet Jorn består af følgende medlemmer Jorn Lande (sang), Willy Bendiksen (trommer), Nic Angileri (bas), Tore Moren (guitar) og Jimmy Iversen (guitar).  

Albummet er en samling Jorn sange udsat for symfoni orkester, så i princippet er det en genindspilning af tidligere numre, men denne gang akkompagneret af Lasse Jensen, i front for et helt symfoni orkester. Jorn siger selv at det ikke nødvendigvis er de mest kendte og spillede Jorn numre, som er med på skiven, så den skal ikke betragtes som en ”Best of…”, men det gør jo ikke så meget hvis man ikke er så hjemmevandt i Jorn.  

Man kan vel ikke sige at det er nytænkning, eftersom både Metallica, Scorpions og flere andre allerede har været omkring indspilninger med symfoni orkester. Eftersom numrene er tidligere udgivelser fra Jorn, så kan man jo heller ikke sige at det er nyt, og heavy sounden som vi kender den, er præcis som vi kender den, og alligevel er der noget forfriskende spændende ved den her skive, som kan være lidt uforklarlig. For hvad er der af nyt, hvis det hele er velkendt…  

Måske er det fordi jeg aldrig har nærlyttet Jorn tidligere, og på den måde får jeg ikke spoleret min barnelærdom mht. hvad jeg måtte have hørt tidligere.  

Hvis man er til bands som Judas Priest og Iron Maiden, og ikke er totalt klassisk forskrækket, så tror jeg faktisk at dette album kan falde i god smag.  

Det er lækkert med de harmonier et symfoni orkester kan præstere, krydret med klassiske heavy guitar rifs i hobetal, og dertil Jorn’s heftige hæse rock stemme. Til tider er det som at høre strofer taget fra en musical og andre gange er det et monumentalt heavy monster der møder ens højttalere.  

Sådan er det i hvert fald med de første 5-6 numre. Så er det som om at albummet taber lidt pusten til sidst. Men jeg var trods alt ret nysgerrig efter sidste nummer på skiven ”The Mob Rules”, som jo ellers er et ”all time favorite” Black Sabbath nummer. Jeg synes faktisk at Jorn slipper godt af sted med dette afskedsnummer, på et langt hen ad vejen, fremragende album, som godt kan tåle at blive spillet igen.

Symphonic udkommer 25. januar via Frontiers Records.

     (5 ud af 6)  

Lyt til Jorn: http://www.myspace.com/realjorn
________________________________________________________________
 
Snakecharmer - Snakecharmer 

Anmeldt af Peter Letting: 09-01-2013 

Snakecharmer udgiver deres første album Snakecharmer 25 januar 2013 på Frontiers Records. 
 
Snakecharmer er en erfaren flok rock musikere bestående af Micky Moody (tidligere Whitesnake - guitar/slide guitar og sang), Neil Murray (tidligere Whitesnake - bas), Laurie Wisefield (guitar og sang), Harry James (trommer og sang), Adam Wakeman (Ozzy, Black Sabbath – keyboard og sang) og Chris Ousey (sang).  Om det er Blues-rock eller rocket blues er ikke til at sige, men stilen er tilbagelænet.  

Nu skal man jo ikke nødvendigvis sammenligne hver gang man hører noget nyt, men det er svært når hovedkræfterne i Snakecharmer kommer fra det legendariske Whitesnake, som jeg altid har været STOR fan af. Det er muligt at der stadig er lidt Whitesnake tilbage i drengene, men der er også lidt Thin Lizzy og Great White inde over.  

Første nummer ”My Angel” er et udmærket nummer med en dejlig guitar, og et kort Thin Lizzy inspireret intermezzo. Herfra sker der ikke rigtig det helt store. Det er nogle fine små numre, uden det helt store spræld i. Fra tid til anden dukker der små perler op, hvor jeg lige bliver revet med i 5-10 sekunder, men så forsvinder magien ligesom igen.  

Hvor gerne jeg end ville, kræfterne taget i betragtning, så kan jeg kun skrue mig op til at blive moderat begejstret for det jeg har hørt af Snakecharmer. Det er ikke en dårlig skive, men den er bare en smule intetsigende, så den får 3 ud 6. 

Snakecharmer udkommer 25. januar via Frontiers Records.
 
   (3 ud af 6) 
 
Lyt til Snakecharmer: http://www.snakecharmer.org/media.html
_________________________________________________________________
 
Crashdïet - The Savage Playground 

Anmeldt af Peter Letting: 09-01-2013 

Svenske Crashdïet udgiver 25 januar 2013 deres 4. album The Savage Playground og det tror jeg godt at jeg kan vænne mig til. Crashdïet blev stiftet i 2000, og har siden da ikke kigget sig tilbage. Stilen er iørefaldende rock a la Guns ’n Roses, Bon Jovi, måske endda AC/DC og andre af 80’ernes rock ikoner af samme skuffe.  

Trods de paralleller man helt tydeligt kan trække tilbage til 80’er rockens store navne, så har Crashdïet helt klart løftet deres musik ind i 2013, og det gør de ret overbevisende. Bandet består af: Martin Sweet (guitar), Peter London (bas), Eric Young (trommer) og Simon Cruz (sang).  

Åbnings nummeret “Change The World” er nok mit favorit nummer, med en super intro og et semi hårdt drive, men generelt synes jeg at Crashdïet holder en god stil hele skiven igennem, og jo flere gange jeg lytter til dem, desto mere holder jeg af det jeg hører.  

Faktisk har de allerede udgivet en single, ”Cocaine Cowboys” som forsmag på albummet. Jeg kom med det samme til at tænke på danske Shotgun Revolution, som har udgivet en sang med samme titel, og selvom man ikke kan sammenligne de 2, så er der måske alligevel visse lighedspunkter. Singlen er dog ikke det bedste nummer på skiven og ikke repræsentativ for resten, efter min mening. Der er ikke så meget variation i tempo og stil, men hvad gør det også, hvis bare det man har det holder.  

Jeg har også været lidt tilbage i nogle af deres tidligere udgivelser, og der må jeg altså sige at den nye skive er væsentligt bedre end det de tidligere har udgivet. De har ellers høstet masser af anmelder roser tidligere, men jeg foretrækker helt klart deres nyeste album. 

The Savage Playground udkommer 25. januar via Frontiers Records. 

     (4½ ud af 6)    
 
Lyt til Crashdïet: http://www.crashdiet.org/
___________________________________________________

Run Over – Feel The Anger 

Anmeldt af Calle: 09-01-2013  

Af en eller anden grund er jeg blevet kontaktet af flere italienske metal bands her på det sidste med henblik på anmeldelse og Run Over er endnu et af disse. Bandet, som blev dannet i 2010, består af Marco Biagioli (sang), Andrea Vitelli (guitar), Lorenzo Michelozzi (trommer) og Stefano Badan (bas). På albummet medvirker Igor Giulani på bas. Bandets stil må betegnes som groove-metal og inspirationen er hentet hos bl.a. Pantera, Down og Black Label Society.   

Feel The Anger er Run Over’s første album og det udkom tilbage i juni 2012, men jeg blev først kontaktet af bandet i starten af december. Nu har jeg så hørt albummet igennem en del gange og jeg må sige det vokser på mig for hver gang. Der er en gennemgående fed groove gennem albummets 10 sange og der findes både sange i den hårdere ende af skalaen og et par mere downtempo af slagsen. Mine personlige favoritter på albummet er første singlen ”On Your Knees” samt ”Nowhere”, ”Your Decision” og de mere stille numre ”Memory’s Gone” og ”Under The Stone”. Først nævnte har bandet lavet en musikvideo til og den kan ses her. Alt i alt er det ti gode sange bandet har kreeret. Et lille minus kan måske være, at man ved de første par gennemlyt har svært ved at skelne mellem sangene, da de godt kan virke lidt ensformige. Men det ændrer sig efterhånden som man får hørt albummet igennem flere gange.   

Albummet er indspillet i Touch Sound Recording Studio og Emme Studio og derefter mixet og masteret i 16th Cellar Studio. Der er bestemt ingenting at sætte en finger på i forhold til produktionen og det overordnede lydbillede er rigtig godt. De har virkelig formået at få den fede groove og metal lyd på albummet og der er en god rød tråd gennem albummets ti sange. Samtidig ligger musikken perfekt i forhold til Marco’s rå stemme.   

Så er du til musik indenfor denne genre og kan du lide ovenstående bands, så synes jeg helt sikkert du bør tjekke bandet ud. Det er ”in-your-face” metal med fed groove og gode melodier. Jeg er i hvert fald faldet for bandet. Viva l’Italia viva in metallo!!!!  

Feel The Anger er ude via War Nerve Records.

     (4½ ud af 6)    

Lyt til Run Over: http://www.youtube.com/user/RUNOVERmetal
___________________________________________________

Hell’s Island – Black Painted Circle (EP)  

Anmeldt af Calle: 08-01-2013  

Hell’s Island er et alternativt metal band fra Brecsia, Italien. Bandet blev dannet i 2002 og består af Roberto Negrini (sang/guitar), Michele Grizzi (guitar), Michele Tonoli (trommer) og Tania Vetere (bas). Black Painted Circle er bandets anden EP. Den første EP ”II” udkom i 2009.   

Jeg kendte ikke til Hell’s Island’s eksistens før jeg fik en mail fra bandets trommeslager. Han skrev og spurgte om jeg havde lyst til at anmelde deres EP, selvom den udkom i maj 2012. Og jeg er altid frisk på at lytte på ny musik fra bands jeg ikke kender i forvejen. Nogen gange bliver man positivt overrasket, andre gange tænker man – hvad har de gang i, burde det overhovedet være udgivet. Hell’s Island høre til bands i den første gruppe og jeg synes godt om Black Painted Circle. Bandet har ikke opfundet noget nyt, men de gør det efter min mening rigtig godt.  

De første to sange ”G.O.D. (Guilty Of Dying)” og ”Black Painted Circle” på EP’en er begge nye sange, mens de to sidste sange ”Opaque Solo” og ”Down Again” er remixede versioner af sange fra deres første EP ”II”. De sange jeg synes bedst om er titelnummeret og afslutningsnummeret ”Down Again”. Alle fire sange har fået et mere progressivt præg end sangene på ”II”. Alt i alt er det fire gode sange og fans af progressiv-alternativ metal kan sagtens give bandet et lyt (via linket nedenfor).  

Black Painted Circle er indspillet i Phoenix Studios i Castelmella, Italien med Emilio Rossi bag knapperne. Det er mixet af Simone Mularoni i Domination Studio i Firenze, Italien. Bandet står selv som producer på EP’en. Mit helhedsindtryk af de fire sange er overvejende god og lyden i top. Sangene er godt opbygget og der er en god variation idenfor hver enkelt sang, med gode temposkift og solide musikalske egenskaber. Hell’s Island kan måske være et band man bør holde øje med. Men på den anden side, så er to EP’er på 10 år ikke meget, så de skal nok ”fange” de rette øre, hvis de vil have et fuld længde album på gaden.  

Tjek dem ud!!  

Black Painted Circle udkom 18. maj 2012 

     (4 ud af 6)  

Lyt til Hell's Island: http://hellsisland.bandcamp.com/album/black-painted-circle
____________________________________________________ 

Fall City Fall - Victus 

Anmeldt af Peter Letting: 04-01-2013 
 
Jeg har lyttet til Fall City Fall’s nye album ”Victus”, som udkommer 22 jan 2013 på Victory records. Bandet kommer fra Canada, er grundlagt i 2008 og består af 5 medlemmer. Når jeg siger at jeg har lyttet til skiven, så tror jeg også kun det var fordi jeg skulle lave en anmeldelse. Ellers var jeg vist aldrig nået til skæring nummer 7, som er den skæring jeg kunne li’. 

Man kan vist roligt sige at Fall City Fall er et niche band. Deres stil er hård rock, men der er samtidig noget eksperimenterende ”punk”, og nogle meget skæve toner og rytmer, som kunne være taget fra jazz’en. Men nu er det jo ikke alt der er godt, bare fordi det er anderledes. Hvis man kan se sig igennem den altoverdøvende råbe vokal, som ret hurtigt bare bliver til belastende ensformig støj, så ligger der en del spændende eksperimenterende numre nedenunder. 

Skæring nummer 7 ”Many Lives”, er således et dejligt lille instrumentalt afbræk, hvor man lige kan hvile ørerne fra den meget dominerende skrigeballon med mikrofonen. Desværre er nummeret kun 2 minutter og 13 sekunder ud af hvad jeg vil kalde ”en pine for ørerne”, for resten af albummet. 

Faktisk har bandet 2 vokalister, men da de i mine ører lyder fuldstændig ens, så giver det ikke meget afveksling. Bandet høster en del anerkendelse for at være nyskabende og anderledes, og hvis de kunne producere lidt flere instrumentale numre, kunne jeg måske hoppe med på den galaj. 

Fall City Fall får 2 ud 6, da de trods alt er anderledes, men jeg kommer ikke til at høre skiven igen… 

Victus udkommer 22. januar via Victory Records 

  (2 ud af 6)  
 
_________________________________________________________________
callerock@gmail.com