Anmeldelser / Tidligere anmeldelser / Anmeldelser 2015

Anmeldelser 2015

Gonoreas – Destructive Ways

Anmeldt af Calle: 30-12-2015

Gonoreas er et metal band fra Schweiz. Bandet blev så småt dannet i 1994 og består i dag af medlemmerne Leandro Pachero (vokal), Damir Eskic (guitar), Pat Rafaniello (bas) og Stefan Hösli (trommer). På trods af at bandet har eksisteret i en del år og Destructive Ways er deres femte studie album, så er det meget lidt kendskab jeg har til bandet. Faktisk har jeg kun hørt deres forrige album ”The Mask Of Shame” en enkelt gang og nu dette nye album.

Stilen er klassisk heavy metal (tilført en anelse thrash metal) med fræsende guitarer, tungen grundrytmer og en vokal der passer godt til denne genre. Sangene er godt skruet sammen og melodierne er gode. Der mangler dog lidt variation efter min mening. Albummet består af 10 numre (heraf en instrumental intro og en instrumenatl outro). De otte regulære sange er skåret meget over samme list. Skal jeg fremhæve et par sange, så må det være ”When Nobody Asked”, ”Wizards” og titelnummeret ”Destructive Ways”.

Musikkerne spiller godt og vokalen er god. Samtidig er albummet godt produceret. Det er indspillet i Little Creek Studios i Schweiz med V.O. Pulver bag knapperne. Det er også ham der har produceret albummet i samarbejde med bandet. Udover at være en god producer, så er han selv musikker og har arbejdet med en hav af metal bands.

Der er ikke meget nyt over bandets musik, men er du til godt og vel 45 minutters ren og skær heavy metal, så kan du roligt tjekke dette album ud. Det er velspillet og velproduceret og sangene fungere godt som en helhed.
 
Destructive Ways udkom den 6. november via Sonic Revolution/Soulfood.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Gonoreas på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Evil Drive - The Land Of The Dead
 
Anmeldt af Puk Schou Eriksen: 29-12-2015
 
Evil Drive, et upcomming finsk melodisk metal band, lander deres debutalbum The Land Of The Dead d. 22. Januar 2016. Med den kvindelige vokal, Viktoria Viren i forgrunden, slår bandet på et feminint og anderledes alternativ, til denne scenes andre tilbud. Og alle medlemmer i Evil Drive har da også rig mulighed for at kunne levere et hidtil uhørt samspil, taget alle deres sideprojekter i betragtning. Sideprojekter der spænder vidt fra Hard Rock, Metal og Trash.

Man skulle tro at de blandede indgangsvinkler til musikken og band medlemmernes fælles interesser i bl.a. Slayer, Metallica og Iron Maiden, skulle skabe et sublimt unika, med noter fra alle de arenaer medlemmerne bevæger sig på, men lyden på The Land Of The Dead udmærker sig blot ved at være et melodisk bud på genren, som nok kan siges at lyde som noget der er hørt før.

Og det er ikke dårligt – slet ikke...Når albummets 'Intro' varsler krig og ødelæggelse ved at udsende luftalarmer, så er der lagt op til ballade. Og det kommer der!

Musikalsk af den slags der gør godt i hele kroppen, den slags lyd det er svært at holde sig i ro til og som får et smil med på vejen, fordi det bare er svært at lade være, når musik er et fabelagtigt sammensurium af samspil og velklingende lyd. Blæret! Men albummet fordrer andet og mere. Der opstår en undren over vokalen, der øjensynligt skulle komme ud af et lillebitte, fint kvindevæsen. Det er meget svært at visualisere bare en lille snert feminint, blot ved at lytte. Trods at Evil Drive promoveres som et band med feminin front, så er vokalen så langt fra feminin.

Det gør overhovedet ikke noget, at den feminine vokal udebliver, men det tager lige et par lyt til albummet – og måske et kig på de 2 videoer, "War" & "The Land Of The Dead", som bandet allerede har udgivet, før lyd og billede passer sammen og det står klart, at den ekstremt tunge, maskuline vokal kommer ud af Viktoria Viren. Hun gør det godt, så godt at der lige når at opstå en umiddelbar bekymring for damens stemmelæber.

Bag sig har hun guitarist Ville Viren, guitarist Niko Huusari, bassist Jussi Mäkinen og på trommer Juha Beck, der alle får hele paletten af lyd til at flyde perfekt, omend lidt ordinært, sammen. Faktisk flyder det så godt, at der kan være tvivl om hvornår et track glider over i et andet. Kun afbrudt af "No Way In the Lie" der ligger smukt i midten af det hele og stråler som den ekstraordinære melodiske perle nummeret er – det eneste sted på albummet, hvor Viktoria Virens fine feminine røst viser sig rent faktisk at være feminin. 3½ ud af 6 (+ ½ til Viktoria Viren for at formå, at fremstå visuelt feminin med en yderst maskulin vokal)

The Land Of The Dead udkommer den 22. januar via Mighty Music/Target Group.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Evil Drive på Facebook her
__________________________________________________________________________________________________
 
Worry Blast – Hit The Gas
 
Anmeldt af Asger Felby Sørensen: 29-12-2015

Hvis du er typen der elsker, som i ELSKER, AC/DC, ikke bare "Highway To Hell" pladen, men også de skiver ingen kender og de numre ingen kan synge med på, så lad vær med at læse videre, smid din knyttede næve rytmisk mod himlen og råb: THUNDER, na na na naa na na naa na. Giv Worry Blast en 5'er og rock ud til læderbuksen revner...
 
Desværre har jeg det på ingen måde sådan. Ja, jeg ved det er blasfemi i rock og metal kredse, men jeg synes egentlig ikke syndeligt om AC/DC. Deres if-it-ain't-broken mentalitet rammer bare forbi på mig, jeg vil gerne høre fornyelse hos bands.
 
Worry Blast og Fans af AC/DC vil tilgengæld have deres rock som den altid er blevet spillet og det er der selvfølgelig også noget charme ved. Desværre dør den charme hurtigt for Worry Blast. Det gør den fordi man kan høre at der er blevet brugt mere energi på at lyde som AC/DC, end på originalitet (jeg forventede næsten en gammel mand i skoleuniform, da jeg kiggede på deres bandfoto). Der er simpelthen ikke noget nævneværdigt der hæver dem over de tusindvis af andre bands der også kopiere AC/DC.

Rent teknisk har de ramt den lige i røven. Produktionen er knivskarp og det lyder som en moderne version af en 80er plade, med hidsige skrig, hårdtslående simple trommer, en bas der passer butikken og en god spand guitar gejl. De kan deres kram helt ud til fingerspidserne, om man så synes om lige den type kram... ja, det vil jeg lade være op folk selv.
 
Hit The Gas udkommer 22. januar via Mighty Music/Target Group.
 
(2 ud af 6)
 
Besøg Worry Blast på Facebook her.
______________________________________________________________________________

The Bullhounds - To Rock & To Serve
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 29-12-2015
 
The Bullhounds er et dansk/amerikansk band som spiller rock n’ roll i sin reneste form. I spidsen for bandet står en mand ved navn Erling Dahl. En forretningsmand som ejer både Jem&Fix og Harald Nyborg. Han har en stor passion for rockmusik og startede derfor et band sammen med nogle amerikanske venner. Debutalbummet ”Protector” blev udgivet i 2014 og nu er de allerede klar med opfølgeren. Jeg kendte ikke til bandet, før jeg fik tilsendt deres nye skive.

Den nye udgivelse har fået titlen To Rock & To Serve og indeholder 14 numre (12 numre på streamingtjenesterne). The Bullhounds spiller en omgang beskidt, støvet, rå sydstats rock n’ roll. Guitarist Rick Richards, bassist Keith Cristopher og trommeslager Mauro Magellan har alle et imponerende CV og de spiller også godt. Der er masser af gode riffs og bassen og trommerne holder det hele på plads. Bandets akilleshæl er forsanger Erling Dahl, som ganske enkelt ikke har en stærk nok vokal. Man kan mærke passionen for rocken og det er helhjertet hele vejen igennem – men det tyder på der mangler noget vokalerfaring.

Det fleste numre er skåret efter samme skabelon, hvilket gør lytteoplevelsen en anelse monotom og ensformig . Albummets bedste nummer er førstesingle ”Everybody For Themselves” hvor der bliver skruet et hak op for tempoet og energien. Et ganske udemærket nummer, som jeg godt kunne finde på at vende tilbage til på et senere tidspunkt. Nummeret ”Peace Of Mind” kommer lige efter og er pladens mest afdæmpde nummer. Den gør dog ikke meget væsen af sig og lider igen af den vrængede vokal som ikke klæder musikken.

Den instrumentale del af To Rock & To Serve fejler som sådan ikke noget. Selvom der ikke sker så meget spændende i løbet af de 50 minutter som pladen varer, er der stadig momenter hvor der levers bundsolid rockmusik. Som helhed fungere det dog ikke helt for mig – men er du fan af bands som The Black Crowes, The Rolling Stone og The Hives, synes jeg du skal give den en chance.
 
To Rock & To Serve udkommer 8. januar via RockBastard Records/Target Records.
 
(3 ud af 6)
 
Besøg The Bullhounds på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Lou Siffer And The Howling Demons – LSHD (EP)
 
Anmeldt af Asger Felby Sørensen: 28-12-2015

Det svenske hardrock band Lou Siffer And The Howling Demons (LSHD) er klar med opfølgeren til 2014 albummet ”At Your Service” til januar. Bandet blev dannet i 2008 som et partyband, og de rødder har de bestemt ikke glemt på denne EP.

Fra første sekund bliver du draget af deres sydstatssound, og tankerne flyver helt klart mod bands som Clutch og danske Supercharger. Forsangerens whisky slidte stemme og de hårdtslående blues agtige riffs giver bandet lidt autencitet, og viser at der også findes moonshine og ørken i Uppsala.

EP'en starter med ”Too Tight, Alright” der med lige dele punk, blues og power slår takten an for resten af skiven. Man får simpelthen lyst til at stå på en sommerfestival med en kølig og råbe med på omkvædet. Det gør sig faktisk gældende på de følgende 2 numre, og heri finder vi nok også bandets akilleshæl. Numrene har en tendens til at flyde lidt sammen og selvom de på sidste nummer, ”The Pianist”, har forsøgt at skabe lidt afveksling, kommer EP'en ikke helt i mål. Det gør det ikke fordi ”The Pianist” ikke er noget særligt stærkt nummer. Det er den klassiske løsning, et stille nummer til at udligne de hårdere, men vokalen falder igennem her og er desværre ikke stærk nok til at bære denne opgave. Bandet fungere langt bedre på det hårde numre og her kommer vokalen også for alvor til sin ret.

LSHD er bestemt ikke et unikt bekendtskab og genren er vel også lidt støvet efterhånden, men det betyder egentlig ikke det store. Deres formål er ret tydeligt at starte en fest og det kan de sgu finde ud af.
 
LSHD udkommer 29. januar via Mighty Music/Target Group.
 
(3½ ud af 6)
 
Besøg Lou Siffer & The Howling Demons på Facebook her.
______________________________________________________________________________________________
Arkentype – Disorientated

Anmeldt af Calle: 22-12-2015

Arkentype er et progressivt metal band fra Kristiansand og Skien i Norge. Bandet blev dannet i 2014 og består af Kevin Augestad (vokal), Kjetil Hallarеker (bas), Simen Handeland (guitar) og Simen Sandnes (trommer). Disorientated er bandets debut album.

Stilen er som sagt progressiv metal og sangene er bygget op med aggressive og forholdsvis tunge riffs samt mere stille melodiske og symfoniske passager. Musikken er teknisk set godt spillet og sangene er i og for sig godt skruet sammen. Men i længden bliver albummet en lille smule ensformig for mine øre. Dertil er sangene simeplthen for enslydende.

Albummet lægges ud med det stille og instrumentale nummer ”Dear Erica”, som er en god indledning på et ellers rimelig heavy album. Herefter kommer sangen ”Ashes And Dirt”, som sætter godt gang i løjerne med sit tunge indlednings riff. Derudover gør bandet brug af både violin og cello i denne sang (hvilket også er tilfældet andre steder på albummet). Denne sang høre til blandt mine personlige favoritter. Næste skæring er den mere symfoniske ”Welcome To My World”, hvor bandet har en kvindelig gæstevokal i form af Klara Høeg. Hun medvirker også på afslutningsnummeret ”Distorientated” samt som kor på flere af de andre sange. Hun har en flot stemme, som passer godt til Kevin's vokal. Han både synger og ”skriger” sig igennem albummet.

Et andet godt nummer i mine ører er ”Time Collapse”, som igen har et rimelig tungt indledningsriff og en ellers udmærket melodi. Der er også rimelig god variation i denne sang. Og man kommer heller ikke uden om ”Epiphany”, som er næstsidste skæring på Disorientated. Dette nummer er nok det tungeste på albummet. Der er et par sange, som ikke helt falder i min smag og det er den instrumentale ”Akire” samt sangen ”Ignorant Child”. Begge numre har lidt for meget programming indover i forhold til min smag.

Bandet har selv indspillet og produceret albummet, hvorefter det er blevet sendt til mixing hos Daniel Bergstrand og George Nerantizis (Meshuggah og In Flmaes m.fl.). Overordnet set er lyden rigtig god og produktionsmessigt fejler albummet bestemt ikke noget.

Så alt i alt synes jeg det er en lidt blandet følelse jeg sidder tilbage med, efter at have lyttet albummet igennem nogle gange. For der er både rigtig gode sange, men også et par stykker der falder lidt ved siden af (i forhold til min personlige smag). Derfor får albummet ”kun” en middelkarakter.
 
Disorientated udkom 13. november via Crime Records.
 
(3½ ud af 6)
 
Besøg Arkentype på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Dear Delusion - Sleep Of Reason
 
Anmeldt af Peter Letting: 08-12-2015
 
Danske Dear Delusion er ude med deres andet album, med titlen Sleep Of Reason. Albummet er på gaden 15 januar 2016. 

Jeg anmeldte også Dear Delusion, da de lancerede deres debut album i 2013 og gav dem 4,5 ud af 6. Desværre må jeg allerede nu erkende at jeg har været igennem Sleep Of Reason nogle gange, men bortset fra enkelte passager undervejs på albummet, så finder jeg det en smule kedeligt og monotont. Jeg kan læse i andre medier, at andre anmeldere er begejstrede.

Ingen tvivl om at, de nu 4 medlemmer af bandet, er dygtige musikkere og de har bestemt noget på hjertet med deres tekster, men genren taler ikke rigtig til mig. Der er sket lidt med besætningen, som nu består af: Simon Roland på vokal og guitar, Rasmus Riise på trommer, Simon Gessø på bas, og Andreas Bjerno på guitar. Genren er stadig i den tunge ende af grunge, men med lidt guitar lyd ind imellem, som minder mig lidt om Dizzy Miss Lizzy. 
 
Jeg finder som nævnt albummet en smule monotont og har derfor ret svært ved at udpege mig et favorit nummer. Faktisk har jeg det lidt sådan at mange af numrene har en fin indledning, men bliver så indrammet i samme lydbillede, og bliver derfor bare til en gang støj i mit hoved. I’m so sorry, men jeg kan ikke hive mere end 2½ ud af 6 op af hatten for denne præstation…
 
Sleep Of Reason udkommer 15. januar via Mighty Music/Target Group.
 
  (2½ ud af 6)
 
Besøg Dear Delusion på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Vanity Blvd. - Wicked Temptation
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 05-12-2015
 
Vanity Blvd. er et sleaze/glam/hard-rock band fra Sverige. Bandet blev dannet tilbage i 2005 og har en kvindelig forsanger, hvilket adskiller dem fra mange andre bands i deres genre. Gruppens debutplade blev udgivet tilbage i 2008 og nu er de klar med deres andet upspil som har fået titlen Wicked Temptation. Stilen er riff-drevet højoktans hardrock med masser af attitude. Forsanger Anna Savage har en vokal der passer godt til musikken og hun fremstår meget energisk, hvilket er dejligt forfriskende. Albummet består af 11 sange med en samlet spilletid på 46 minutter.

De fleste sange følger den samme opskrift. Et fængende riff som er understøttet af solidt tromme og basspil samt et omkvæd som sætter sig fast. Et eksempel på dette kan allerede findes ved albumåbneren ”Dirty Rat”. En af mine personlige favoritter er ”Hot Teaser”, hvor jeg må fremhæve godt guitararbejde og her bliver der også plads til en flot udført solo. Når man hører det første minut af ”Had Enough” fristes man til at tro at tempoet er sat et hak ned og det måske er blevet tid til albummets første ballade – det er dog ikke tilfældet. Pludselig begynder en sirene og man kan fornemme at noget er under opsejl. Et tungt riff kickstarter sangen og der rockes igennem i de sidste 4 minutter. En virkelig imponerende sang, som også afsluttes med en guitarsolo.

Vi skal frem til den 9. sang før vi når til den første og eneste ballade. Der er tale om ”Falling Down” som er helt og aldeles ufarlig. Anna Savage får her plads til at vise en anden side af hendes stemme og resultatet er godkendt. Det sidste nummer ”Dirty Action” er en rocker i kategori med størstedelen af sangene på denne udgivelse. Der er enkelte super stærke sange på Wicked Temptation, men som helhed står den ikke helt så stærk. Det er ikke alle sange som sætter sig helst fast ved undertegnede, selvom de ikke er dårlige. Jeg vil helt sikkert håndplukke de bedste sange og vende tilbage til dem på et senere tidspunkt.

Produktionsarbejdet fejler ikke noget og lyden er fint mixet. Jeg vil anbefale denne udgivelse til folk som er fans af sleaze rock og til dem som ikke lader sig afskrække af at der er en kvinde bag mikrofonen.
 
Wicked Temptation udkom 13. november via City Of Lights Records.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Vanity Blvd på Facebook her.
_________________________________________________________________________

SpitAnger - SpitAnger
 
Anmeldt af Peter Letting: 23-11-2015
 
Danske Spitanger er ude med deres første album som også har titlen Spitanger. Albummet ligger til download på deres hjemmeside. Faktisk koster det gratis, men kan man lide musikken er man mere end velkommen til at donere en slat penge til bandet. De kan jo ikke leve af forære deres musik væk, så afsted med jer og betal for det musik i hører .

Spitanger har tidligere lavet en EP, men på det nye album har de fået ny forsanger, og det er en fordel i mine ører. Bandet består af 4 medlemmer: Mario Giovagnoli på vokal, Rasmus Toftlund på guitar, Sammy Damiri på bas og Niels Alex Larsen på trommer.

Musikken er tung og hård, med meget varierende tempo men har mange lækre finesser, og som de selv siger ”groove”. Det kan jeg godt skrive under på. Det swinger på den der fede, men også hyggelige måde, uden det overhovedet bliver kedeligt, eller fundet for let. Man kan tydeligt mærke at de 4 medlemmer brænder for musikken og ”nerven” kommer helt ud til lytteren. Desværre var jeg forhindret i at deltage i deres release party, samt deres live koncert i Beta 14 november, men jeg håber der kommer flere chancer. Musik der på den måde kommer fra rigtige kunstnere, skal opleves live og mærkes.

Jeg tror at nummeret ”Freedom” må være mit favorit nummer på skiven. Der er godt nok fuld fart på og jeg elsker tromme indledningen. ”Welcome To The Real World” er også et af yndlingsnumrene og der ligger en musik video til nummeret på nettet. Til gengæld er ”Forever” det nummer som hænger fast og som jeg går og synger med på, efter anlægget er slukket. Jeg giver Spitanger 4½ ud af 6
 
SpitAnger udkom 1. november.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg SpitAnger på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Sergeant Steel – Riders Of The Worm

Anmeldt af Calle: 12-11-2015

Ved første øjekast på dette album var min tanke – er dette Østrigs svar på Steel Panther eller The Darkness? Coveret kunne meget vel have været brugt på et The Darkness album og bandet ligner nogen der har haft adgang til Steel Panthers garderobe. Men ved nærmere læsning i presseskrivelsen fandt jeg ud af, at de faktisk har udgivet to albums før dette og høre til blandt Østrigs bedste hard rock bands. Nu har jeg så lyttet albummet igennem nogle gange og jeg tror faktisk de mener det seriøst. You can’t judge a book by the cover!!!

Sergeant Steel blev så småt dannet tilbage i 2007 og de har som sagt udgivet 3 albums (inkl. dette). Bandet består af Phil Vanderkill (vokal), Jack Power (guitar), Chuck Boom (guitar), Ben Bateman (piano, keys). Ronny Roxx (bas) og Cøsy Cøxx (trommer). Navne som igen leder tankerne i retning af Steel Panther. Musikalsk vil jeg dog ikke sammenligne Sergeant Steel med Steel Panther. Jeg vil derimod sammenligne dem med bands som f.eks. Slaughter, Kix, Dokken, Warrant, Black ’N’ Blue, Dangerous Toys, Britny Fox, Danger Danger og Bon Jovi (det helt gamle). Altså melodisk hard rock med ”hvinende” guitarer og masser af keyboard.

Riders Of The Worm består af 14 numre (det ene er skjult og kommer lidt efter afslutningen på sang 13) og der er blevet plads til både de stille og de mere rockede sange. Flere af sangene ville fungere godt som arena rock anthems i kraft af deres cathchy omkvæd og fængende melodier. Bare lyt til ”Dirty Habits”, ”Hot Widow” eller ”Young And Hungry”. I sidst nævnte medvirker en af bandets store idoler. Her synger Vanderkill nemlig duet med Mark Slaughter fra bandet Slaughter. En anden gæstemusiker er Kane Roberts (Alice Cooper) som medvirker på ”Silver Spoons”. Indledningen på denne sang lyder som en tro kopi af Journey’s ”Faithfully” og resten af sangen minder mig utrolig meget om Bon Jovi’s ”She Don’t Know Me”. Og nu vi er ved Bon Jovi, så minder indledningen på balladen ”Where My Heart Is” rigtig meget om starten på Bon Jovi’s mega hit ”Always”. Men alt i alt er det faktisk 13 gode numre bandet har indspillet. Den skjulte sang er en form for rap og den falder slet ikke i min smag.

Albummet er produceret af Jack Power (bandets ene guitarist) og så er det mixet og masteret af selveste Michael Wagener (Metallica, Ozzy Osbourne, Mötley Crüe, Skid Row m.fl.). Kun to af numrene er ikke blevet mixet af ham og det er den instrumentale ”Samsara” og den stille ”Promised Land”. Overordnet set er Riders Of The Worm godt produceret.

Da jeg først kom mig over mit første indtryk og fik lyttet albummet igennem, så synes jeg faktisk det er et rigtig godt album bandet har udsendt. Catchy sange med gode melodier, som samtidig er velspillet og velproduceret. Tjek Sergeant Steel ud. Især hvis du er til nogle af ovennævnte bands.
 
Riders Of The Worm udkommer 27. november via Boyz Tyme Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Sergeant Steel på Facebook her.
_______________________________________________________________________________________
Lucid Dreams – Build And Destroy

Anmeldt af Calle: 12-11-2015

For snart to år siden anmeldte jeg det selvbetitlede debut album fra Lucid Dreams og dengang var jeg yderst tilfreds. Nu er de så tilbage med deres andet udspil, som de har givet titlen Build And Destroy. Bandet er så vidt jeg kan se stort set det samme og består af Rune Gutuen (guitar), Jan-Erik Lysø (bas), Rune Hagen (trommer), Thorleif Østmoe (keyboard), Freddy Vain (vokal) og Henrik Antonsson (guitar). Kun sidst nævnte guitarist er kommet med og han har aflyst Randy Jefferson.

Build And Destroy består af 8 sange og vi bevæger os rundt i den melodiske heavy metal verden. Stilen er en anelse hårdere end den var på debut albummet. Sangene er baseret på fede guitar riffs og nogle meget fængende melodier. Derudover er sangene godt skruet sammen og samtidig er der en god variation i melodierne. Og når man så dertil ligger nogle gode soloer og en glimrende vokal, så får man et godt slut produkt.

Mine favoritter blandt de 8 sange er det hard rock lydende nummer ”High Heeled Devil” samt det hårdere titelnummer ”Build And Destroy” og det mere down-tempo nummer ”Absence Of Innocence”. Det eneste der får mine tæer til at krumme sig er keyboardspillet i afslutningsnummeret ”Eye Of The Storm”. Der er et eller andet over det, som ikke helt falder i min smag. Men alt i alt er det er rigtig fedt album.

Der er en enorm god power og en super energi på Build And Destroy og jeg finder albummet yderst lytteværdigt. Samtidig er det flot produceret og utrolig velspillet. Man kan godt mærke at bandet har puttet en masse energi i sangskrivningen. Det er bandets ene guitarist Rune Gutuen der har produceret albummet og så er det blevet mixet og masteret af Fredrik Nordström i Fredman Studios i Göteborg, Sverige.

Er du til melodisk metal med en classic sound, så vil du uden tvivl finde dette album rigtig godt. Personligt er jeg i hvert fald blevet fan af bandet. To gode album ud af to mulige. Det må siges at være en god præstation.
 
Build And Destroy udkom 10. oktober via Red Ball Productions.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Lucid Dreams på Facebook her.
_______________________________________________________________________

Marius Danielsen – Legend Of Valley Doom Part 1

Anmeldt af Calle: 11-11-2015

Marius Danielsen’s Legend Of Valley Doom er et all-star projekt der blev startet for næsten 10 siden af norske Marius Birkeland Danielsen og hans bror Peter Danielsen. Til dagligt spiller Marius og Peter i det melodiske metal band Darkest Sins og der er også flere musikere fra det band med i projektet. Derudover medvirker flere prominente folk indenfor metal musikken. Her kan bl.a. nævnes Tim ”Ripper” Owens (ex. Judas Priest), Chris Caffery (Savatage), Timo Tolkki (ex. Stratovarius), Mike LePond (Symphony X), Mark Boals (Dokken) og Ross The Boss (ex. Manowar).

Stilen er episk powermetal med et udpræget skandinavisk præg. Og dette er bestemt ikke ment på en dårlig måde, nej snare tværtimod. Legend Of Valley Doom er som sagt en episk fortælling om The Warrior King og den verden han lever i. De forskellige sangere på albummet er blevet tildelt hver deres person og synger dermed som denne person i fortællingen. Jeg vil ikke fremhæve enkelte numre, da albummet skal høres som et samlet værk.

Legend Of Valley Doom har en varighed på lidt over en time og det er fordelt på 12 numre (heriblandt en kort intro og en kort outro). Det længste nummer på albummet er titelsangen ”Legend Og Valley Doom”. Stort set alle sange er meget varieret i tempo og der er rimelig meget power. Kun i sangen ”Fallen Heroes” sættes tempoet for alvor ned, hvis man lige ser bort fra enkelte passager i de resterende sange.

Både Marius og alle de medvirkende musikkere (listen er lang og kan ses i coveret til albummet) spiller perfekt og produktionsmæssigt er albummet til UG+. Jeg vil næsten gå så langt og sige – dette er et episk power metal mesterværk. Man kan godt fornemme at der er blevet kælet for detaljen. Der er en rød tråd gennem hele albummet og man bliver hurtigt inddraget i den verden Marius præsentere os for. Alle tekster er skrevet af Marius selv og det er også ham der har stået for det meste af musikken, med hjælp af sin bror på enkelte numre. Legend Of Valley Doom er mixet og masteret af tyske Piet Sielck, som tidligere har arbejdet med bl.a. Gamma Ray, Iron Savior og Blind Guardian.

Er du fan af Avantasia og Rhapsody Of Fire eller kan du bare godt lide veludført og velspillet metal, så skal du helt sikkert tjekke dette album ud. Personligt er dette et album, som jeg vil hive frem fra hylden i fremtiden. Det har allerede kørt på repeat de sidste par dage.
 
Marius Danielsen's Legend Of Valley Doom Part 1 udkommer 13. november via Crime Records.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Marius Danielsen's Legend Of Valley Doom på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Elandor – Loveless Mind

Anmeldt af Calle: 10-11-2015

Elandor er et tysk goth/dark rock band, som blev dannet i 2008. Bandet består af Markus Kühnel (vokal), Daniel Hawranke (guitar), Jan Ulzhöfer (trommer/synthesizers), Steffen Wust (bas) og Indra Süss (violin). Loveless Mind er Elandor’s tredje album, men det er mit første bekendtskab med bandet.

Albummet består af 13 numre og stilen er som sagt goth/dark rock. Overordnet set er tempoet i den mere stille og melankolske ende af skalaen, men der er blevet plads til et par lidt hurtigere numre. Lyt f.eks. til ”Rising Fear”, som er et af mine favorit numre på albummet. Et andet nummer der er at finde blandt mine favoritter er den stille sang ”Her Song”. Her går violinen tydeligt igennem og kommer dermed til sin fulde ret. Det samme gør sig gældende i den tysksprogede sang ”Ohne Dich”. Men når det så er sagt, så synes jeg faktisk det er et ret kedeligt og ensformigt album. Derudover er der samtidig lidt for meget synthesizers til min personlige smag. Et par af sangene går lidt for meget i den elektroniske retning.

Loveless Mind er på sin vis udmærket skruet sammen og produktionsmæssigt fungerer det også ret godt, men sangene er der efter min mening ikke helt. Det er bandets sanger Markus der har stået for at optage, producere og mixe albummet. Bandet spiller helt okay, men jeg er ikke ovenud imponeret over vokalen. Den er lidt for ”tam”.

Er du, modsat undertegnet, til dark rock med en god portion elektroniske elementer, så bør du måske tjekke Elandor ud. Hvis ikke, så kan du roligt lade være. Jeg er i hvert fald ikke blevet fan.
 
Loveless Mind udkom 30. oktober via Echozone.
 
(3 ud af 6)
 
Besøg Elandor på Facebook her.
_______________________________________________________________________________

Walter Trout – Battle Scars

Anmeldt af Calle: 09-11-2015

For snart 1½ år siden anmeldte jeg Walter Trout’s forrige album “The Blues Came Callin’”. Dengang var han døden nær og havde lige fået en levertransplantation. Albummet var rigtig godt og han leverede (som altid) en god omgang blues rock. Nu er han så tilbage med endnu et album og det har fået titlen Battle Scars. Og lad det være sagt med det samme. Trout levere endnu engang blues rock af høj klasse.

Battle Scars består af hele 13 numre (11 fulde sange, én prelude + lidt afslutnings ”gas”). De 11 reelle numre er alle rigtig gode numre. Albummet er spækket med gode melodier og fængende riffs. Samtidig er der skiftende tempo og dermed en god variation. Og så kan den mand jo virkelig spille guitar. Han levere nogle rigtig fede blues riffs og nogle sublime guitar soloer. Især når man tænker på, at han efter sin sygdom udtalte, at han ikke havde nok kræfter i sin forarm til at ”bende” guitarstrengende som han plejede og han ikke viste om han kommer til det igen.

Mine favoritter blandt de 13 sange er ”Omaha”, ”Cold, Cold Ground”, ”Move On” og åbningsnummeret ”Almost Gone” samt de mere down-tempo sange ”Haunted By The Night”, ”Gonna Live Again” og ”Please Take Me Home”. Men som sagt er alle sangene efter min mening rigtig godt skruet sammen og samtidig meget fængende.

Har du fulgt Trout gennem hele hans karriere (især hans solo karriere), så vil du helt sikkert finde dette album yderst lytteværdigt. Jeg er i hvert fald meget glad for, at jeg har fået muligheden for at anmelde albummet. Og faktisk synes jeg sangene har fået et ekstra lille nyk opad i forhold til det forrige album.
 
Battle Scars udkom 23. oktober via Mascot Label Group/Provouge Records.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Walter Trout på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Charing Cross – Pain & Gain

Anmeldt af Calle: 09-1-2015

Charing Cross er et hard rock band fra Schweiz og bandet består af Peter Hochuli (sang), Pascal Zwyssig (guitar), Andy Dormann (guitar), Markus Flury (bas) og Riodi Halter (trommer). Bandet havde sin spæde begyndelse helt tilbage i 80’erne, men der har siden været en del udskiftninger i bandet. I løbet af 90’erne blev det til et par demoer, men i 00’erne er det blevet til 3 fuld længde album, hvor dette er det tredje.

Pain & Gain forsætter stilen fra bandets to forrige album. Det er rendyrket hard rock og heavy metal, som kommer strømmende ud at højtalerne. Albummet består af 10 sange, hvor tempoet generelt er ret højt. Musikken er måske en anelse ensformig, men jeg vil da fremhæve et par sange, som eksempelvis ”Let It Rock”, ”Still Alive”, ”Crossroads” og ikke mindst ”White Line Fever”. Melodierne er i og for sig godt skruet sammen, men der er en som sagt en anelse for lidt variation. Hvis man ser bort fra de stille passager i ”Queen Of The Night” og førnævnte ”Still Alive”, så kører musikken meget i de samme riller. 
 
Når det er sagt, så synes jeg bandet spiller godt og Peter’s stemme fungerer ret godt til musik inden for denne genre. Albummet er samtidig godt produceret og man får dermed en god omgang rock med en god energi og masser af power. Charing Cross spiller efter min mening det, som jeg vil kalde europæisk hard rock, og er man fan af bands som f.eks. Maxxwell, Gotthard, Twenty Dark Seven og Bangalore Choir, så vil dette band ikke falde uden for ens smag. Personligt kan jeg godt lide denne genre indenfor rocken. Tjek Charing Cross ud!!!
 
Pain & Gain udkom 9. oktober via Sonic Revolution.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Charing Crosspå Facebook her.
______________________________________________________________________________________
Unseen Faith - Yokebreaker
 
Anmeldt af Peter Letting: 08-11-2015
 
Unseen Faith kommer fra Århus og er klar med en EP på 6 numre, som de kalder Yokebreaker. Den er klar til at blive hørt 27 november 2015.

Vi er bestemt i den tunge ende, og en af de skiver jeg lige bliver nødt til at høre 2 til 3 gange, for at vænne mig til universet, men så danner der sig også klare mønstre i det som i starten minder lidt om kaos. Og som sagt når først musikken og den noget specielle råbe vokal kommer ind under huden på en, så er det faktisk temmelig genialt, velspillet og underholdende.

En af de spændende ting ved bandet, er at det er et kristent metal band, men at dømme ud fra musikken, energien og vokalen, som minder om noget man ikke ønsker at drømme om natten, så er der i mine ører ikke meget kristent over det. Jeg har ikke nærlæst teksterne, men jeg formoder at det kristne budskab må komme til udtryk her. Jeg har ikke stor erfaring med kristen metal, men har da hørt lidt hist og her. Jeg må med det samme sige, at det her er det mest aggressive af slagsen, jeg kender til.

Jeg elsker den måde hvorpå Unseen Faith hamrer derudaf, og med et hiver tempoet fuldstændigt ud af musikken, og går helt ned i slæbegear, bl.a. i sangen ”Route 3”. Det er et af de mere overbevisende temposkift, vil jeg sige. Des mere jeg lytter til skiven des flere fede detaljer dukker der op. Selvom bunden er vanvittig tung i Revenant, så formår de at lægge en lille fin guitar på toppen, og det er bare en fed kontrast. Samtidig skifter vokalen enormt, selvom det er råbe vokal, men til tider er den mere clean, og til andre tider lyder det som en øgles vislen… Oveni det slutter nummeret med nogle fine små klaver strofer, som bare runder det hele flot af.

Bandet består af 5 medlemmer: Alexander Eriksen på vokal, Jakob Langvad på guitar, Asbjørn Brokhøj ligeledes på guitar, Klaus Schmidt på trommer og Christian Jensen på bas.

Jeg giver bandet 4½ ud af 6, og så håber jeg at de kommer forbi et spillested i 2016 hvor jeg kan opleve dem live.
 
Yokebreaker udkommer 27. november via Prime Collective.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Unseen Faith på Facebook her.
__________________________________________________________________________

King Savage - Full Speed Ahead
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 02-11-2015
 
King Savage er et tysk band som spiller rendyrket rock n’ roll af den gamle skole og musikken lugter langt væk af øl, whiskey og cigaretrøg. Bandet er spritnyt og de har været hurtige til at få smeltet en debutplade sammen, som har fået titlen Full Speed Ahead – en titel som rammer hovedet på sømmet. Der bliver nemlig ikke sparet på noget og de tyske gutter leverer en form for rock n’ roll som sender tankerne i retning af bands som LA Guns og Junkyard.

Albummets førstesingle har samme titel som pladen, nemlig ”Full Speed Ahead” og nummeret er en god indikator for hvad man kan forvente på denne skive. Kompromisløs rock med ukompliceret guitar, men med masser af attitude. De fleste numre på albummet følger den samme opskrift og de fleste sange har en længde omkirng de 3-4 minutter, hvilket gør lytteoplevelse hurtig og nem. De er ikke et band som opfinder den dybe tallerken musikalsk og giver heller ikke nødvendigvis noget nyt til genren – men det er heller ikke deres hensigt. Det handler bare om at have det sjovt, med en whiskeysjus i hånden og en cigaret i mundvigen. Pladen kunne være et fint soundtrack, når man inviterer vennerne over til en omgang øl og mandehygge en lørdag aften.

Produktionen på dette album er upoleret og lidt ru i kanterne. Der er ikke blevet finpudset det store og det giver et autentisk indtryk. Det lyder som et band, der er samlet i en garage og bare giver den gas. Den samlede spillettid er 37 minutter, hvilket er en passende længde efter min mening. Jeg savner lidt variation, da jeg synes de 10 numre på pladen har svært ved at skille sig fra hinanden. Det hele lyder meget ens og efter et par gennemlytninger har jeg svært ved at håndplukke et specielt nummer ud, som jeg synes er ekstra fed. Niveauet ligger på det jævne hele vejen igennem.

King Savage har de bedste hensigter – det kniber bare en anelse med råvarerne. De har alligevel gjort en hærderlig indsats på deres debutplade og har fået lagt grundstenene, for hvad der kan blive en ganske fornuftig karrriere.
 
Full Speed Ahead udkom 24. juli via City Of Lights Records.
 
(3½ ud af 6)
 
Besøg King Savage på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Waken Eyes – Exodus

Anmeldt af Calle: 29-10-2015

Waken Eyes er et prog-rock/progressivt metal band, som blev dannet i 2013 af den canadiske guitarist Tom Frelek. Udover ham består bandet af prominente musikere inden for genren og det er sanger Henrik Båth (Darkwater), bassist Mike Lepond (Symphony X) og trommeslager Marco Minnemann (Paul Gilbert, Steven Wilson og Joe Satriani). Exodus er bandets debut album.

Exodus har en varighed på godt 80 minutter, som er fordelt over 10 numre. Så det er nogle forholdsvis lange numre vi har med at gøre. Men der er rigtig god variation i numrene og der er mange temposkift, som det ofte er tilfældet inden for denne genre. Mine favoritnumre blandt de 10 er ”Palisades”, ”Arise” og den stille ballade ”Cornerstone Away”. I sidst nævnte er sangerinden Kristine Bishop med som gæstesanger. Et andet nummer man skal lægge mærke til er det næsten 20 minutter lange afslutningsnummer ”Exodus”. Men som sagt er der en rigtig god variation i musikken på hele albummet og melodierne er godt skrevet. Så det bliver på intet tidspunkt kedeligt.

Tom havde skrevet og indspillet de fleste af sangene som demoer og efterfølgende har han og de andre musikkere indspillet hver deres part. Tom’s inspirationskilder tæller bl.a. Chopin, Mozart, Stravinsky og flere soundtrack composers som Hans Zimmer, James Newton Howard og Danny Elfman. Når det kommer til Tom’s guitaristforbilleder, så nævner han bl.a. navne som Joe Satriani, Paul Gilbert, Jimi Hendrix, Stevie Ray Vaughan, Al Di Meola og B.B King. Som det også er tilfældet med musikken på albummet, så er der også stor adspredelse i inspirationskilderne.

Albummet er blevet mixet af Johan Örnborg og Andre Alvinzi i Fascination Street Studios i Sverige og så er det blevet masteret af Jens Bogren (Symphony X, Opeth, Kreator) i samme studie. Det overordnede lydbillede er rigtig flot og albummet er godt produceret.

Er du til prog-rock og progressiv metal, så vil du helt sikkert finde dette album rigtig godt. Personligt er det ikke den genre jeg lytter mest til, men jeg finder dette album yderst lytteværdigt. Og Tom er en rigtig god sangskriver. Tjek det ud!!!
 
Exodus udkommer 30. oktober via Ulterium Records.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Waken Eyes på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Kickin Valentina – Super Atomic

Anmeldt af Calle: 28-10-2015

Amerikanske Kickin Valentina udsender deres debut fuld længde Super Atomic den 6. november. Og så er det endda via det danske selskab Mighty Music. Bandet blev dannet i 2013 af guitarist Heber Pampillon og trommeslager Jimmy Berdine. De fandt sangeren Joe Edwards (hvis særprægede stil er blevet beskrevet som “a diamond in the dirt”). De tre begyndte at skrive sange sammen og hurtigt fik de rekrutteret bassisten Chris Taylor som den sidste mand i bandet.

Kickin Valentina spiller sleazy hard rock, som er en stil jeg personligt synes rigtig godt om. Bandet formår at indkapsle følelsen af 80’ernes L.A. scene og samtidig blande det med en nyere sound. Albummet består af 10 numre + intronummeret ”Sermon”. Der er ingen fyld eller ligegyldige numre blandt de 10 sange. De er skruet godt sammen og melodierne er fængende. Skal jeg fremhæve et par numre må det være ”Wrong Way”, ”Alone”, ”Get Ready” og ”Super Atomic Poster Boy”. Men som sagt er der ingen dårlige sange på albummet. Derudover spiller bandet godt og Joe’s stemme passer perfekt til denne genre.

Super Atomic er indspillet i Muse Productions i Atlanta, USA med producer Andy Reilly bag knapperne. Han har tidligere arbejdet med bl.a. Bruce Dickinson, UFO, Asia og The Quireboys. Produktionsmæssigt synes jeg dette album sidder lige i skabet. Han har virkelig ramt den rette lyd, som efter min mening passer perfekt til denne genre.

Dette album er efter min mening et af de bedste sleazy hard rock albums der er kommet fra et amerikansk band i de sidste mange år. Faktisk vil jeg gå så langt og sige - dette er et af de bedste album, inden for denne genre, der er kommet indenfor de sidste fem år. Der har været Knock Out Kaine fra England samt det græsk/tyske band Devil’s Train og de danske bands St. Prostitute og Bullet Train Blast. Men fra USA kan jeg ikke lige komme på et hard rock album af denne kaliber. Så er du til sleazy hard rock, så kan du roligt tjekke Kickin Valentine ud!!!

Som en lille bonus info kan jeg nævne, at der afholdes album release på Zeppelin Bar i København den 5. november, hvor bandet vil være med på storskærm. Albummet vil blive spillet over anlægget og legendariske Ken Anthony vil være DJ i løbet aftenen/natten. Læs mere om arrangementet via dette link.
 
Super Atomic udkommer 6. november via Mighty Music/Target Group.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Kickin Valentina på Facebook her.
 
Du kan i øvrigt læse interview med Chris og heber her på siden via dette link.
___________________________________________________________________________

Reverence - Gods Of War
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 26-10-2015
 
Reverence er et amerikansk power metal band som er leveringsdygtige i god gedigen gammeldags heavy metal. Bandet blevet dannet i Detroit tilbage i 2010 og debuttpladen ”When Darkness Calls” blev udgivet i 2012. Nu er de klar med opfølgeren Gods Of War. Der er tale om 11 numre som fordeler sig på 53 minutter.

Bandet består af 5 personer, som alle har en fortid i andre metalbands, såsom Riot V, Savatage, Tokyo Blade, Arrest og Overland. Det fortæller mig at det er musikere med erfaring og nogle der ved hvordan man skruer en solid metal sang sammen.

Jeg har ikke hørt noget af deres tidligere materiale, så jeg var spændt på at opdage et nyt band. Coveret for pladen er fuld af eksplosioner, ild, krig, kaos, tanks og et skrækindjagende monster – et cover som stemmer fint overens med det lydbillede Reverence leverer. Åbningsnummeret, som også har fået titlen ”Gods Of War”, starter ud med sirerne og krigslyde inden sangen bliver sparket i gang med et lækkert riff. Stilen er fængende og melodisk og forsanger Todd Michael Hall har en perfekt vokal til denne genre. De to guitarister i bandet smider det ene tunge riff efter det andet over disken i løbet af pladen. Lyt blot til ”Angel In Black”, hvor tempoet et par gange lige får et hak nedad, for at give plads til et riff der har kraft nok til at slå hul i en betonmur. ”Battle Cry” er en omgang up-tempo power metal, med dobbeltpedaler og vokal i det høje register. ”Splinter” er pladens power-ballade og det kommer Reverence meget godt fra, da den mere afdæmpede stil klæder dem godt.

De fleste numre på Gods Of War har en varighed på omkring 5 minutter. Hen mod slutningen af pladen, begynder trætheden at sætte en anelse ind, men der formåes alligevel at holde et flot niveau gennem hele vejen igennem. Der er ikke tale om noget revolutionerende eller nyskabende indenfor heavy metal genren – men har man mod på en omgang kompromisløs power metal, vil man ikke gå galt i byen med dette udspil. Er man fan af bands som Primal Fear, Judas Priest og Helloween, kan man roligt sætte denne plade i afspilleren.

Gods Of War udkommer den 4. november via Razar Ice Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Reverence på Facebook her.
__________________________________________________________________________

I'll Be Damned - I'll Be Damned
 
Anmeldt af Peter Letting: 24-10-2015
 
Det århusianske band I’ll Be Damned er ude med deres debut album 19. oktober 2015. Albummet har fået samme navn som bandet selv…

Jeg tvivler på at I’ll Be Damned ønsker at blive sat i en bås ved at få påtrykt en genre beskrivelse, og de bevæger sig da også i et grænseland imellem straight-up Rock ’n Roll og heavy metal. Der er flere passager, hvor jeg finder mig selv drage paralleller til Shotgun Revolution, men i det lange træk er I’ll Be Damned nok en smule hårdere end SR.

I det hele taget tror jeg ikke at drengene fra Århus ønsker at ligne nogle andre. Jeg har set deres video til sangen ”Drainage” samt nogle optagelser fra noget live optræden, og det ser ud til at der er pænt meget fart på truppen. Forsangeren Stig virker en smule eksentrisk i sin optræden, hvilket unægtelig må give koncert gængere ”én på opleveren”, hvilket jo er super cool. Han minder mig lidt om en blanding af komikeren Nikolaj Stokholm og Peter Mygind, og den kombi er jo sprængfarlig… thank god…

På tekstsiden synes jeg også at I’ll Be Damned kommer ud over hvad man normalt finder i Rock ’n Roll genren. Med tekster som, ”Suck satans cock, and be happy” i sangen “Right For The Money” og ”You’ll see the back of me, when I’ve raped you’re mom” i sangen “Shopping With A Shotgun”, så er vi lidt ud over de sædvanlige floskler om bajere, damer og hurtige biler.

Bandet består af 5 medlemmer: Stig Gamborg på vokal, Matthias Smidt på trommer, Kristian Sloth på guitar, Boris Tandrup også på guitar samt Ander L. Ond på bas (gad vide om han virkelig hedder ”Ond” eller om han har taget det for at virke mere…. Ja… Ond… … JEG kan lide det)

Musikken, hele konceptet og deres fremtoning, kommer så sandelig ud over scenekanten og ud af højttalerne hjemme i stuen, og jeg er da i den grad overbevist om at ”de herrer” SKAL opleve live et sted, for hvis der er nogen der kan skabe en fest med energi så er det da vist I’ll Be Damned. Glæder mig allerede. Albummet får 4½ ud af 6
 
I'll Be Damned udkom den 19. oktober via Prime Collective.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg I'll Be Damned på Facebook her.
_________________________________________________________________________________________________
South – EP 2015

Anmeldt af Calle: 21-10-2015

South er et københavnsk metal band, som består af Louis Jacobsen (guitar), Nicolaj Balslev (guitar), Jonas Bjerg (trommer), Helena Elisha (vokal) og Troels Land (bas). Denne demo/EP er bandets første studie-indspilning. Derudover har de udsendt en live EP, som blev indspillet da de spillede som opvarmning for Brant Bjork på Loppen sidste år.

Stilen er en god blanding af lidt doom og en masse stoner rock og heavy metal. Det vil sige en rimelig tung og dyster omgang metal musik, hvilket er en stil jeg synes ret godt om og som jeg lytter til en gang imellem.

EP’en består af 5 numre, som på sin vis er ret godt skruet sammen. Melodierne er godt skrevet og min fod rocker med allerede ved første gennemlyt. Mine favoritter blandt de 5 sange er åbningsnummeret ”Night” samt ”Black Saw Wing” og afslutningsnummeret ”Blind Faith”. Men overordnet set er alle sangene rimelig gode. Der kunne dog godt være en anelse mere variation i numrene.

Jeg er ikke helt glad for vokalen, men musikken er velspillet og jeg er især imponeret over guitar arbejdet. EP’en er indspillet og mixet i Ballade Studios i København med Lasse Ballade bag knapperne. Efter min mening ligger vokalen lidt lavt i mixet, men ellers synes jeg han har gjort et udmærket stykke arbejde.

South har ikke vundet mig helt over – heller ikke efter flere gennemlyt af EP’en. Men de vil heller ikke gå i glemslen med det samme. Jeg vil følge lidt med på sidelinjen og holde øje med om de udgiver nye sange. Er du til stoner rock/metal, så kan du roligt tjekke dette band ud. Lyt evt. til EP'en på BandCamp via dette link.
 
EP 2015 udkom den 1. juli.
 
(3½ ud af 6)
 
Besøg South på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Risk/Exist – Stories (EP)

Anmeldt af Calle: 20-10-2015

Risk/Exist er et dansk metal band, som blev dannet i 2013 af de to brødre Marc (vokal) og Mads (trommer). De fik hurtigt rekrutteret Alexander (guitar) som bragte sin ”gamle” ven og tidligere bandmate Morten (guitar) ind i bandet. Sammen fik de hurtigt skrevet nogle sange og det har resulteret i denne EP.

Stilmæssigt bevæger vi os i den hårde del af metal genren og jeg vil betegne musikken som metalcore. Musikken er hård og Marc’s vokal bliver præsenteret i bedste scream/growl stil, hvilket passer godt til musik inden for denne genre.

Stories består af 3 numre, som i mine ører er rimelig enslydende. Der er dog en stille passage i skæring nr 2 ”Lives Left Untouched”. Ellers er der bare fuld smadder og en enorm energi i numrene. Jeg kunne måske godt have tænkt mig et par sange mere, så man kunne få et bredere indblik i bandets musikalske kunnen. Dermed ikke sagt at de spiller dårligt, for det gør de bestemt ikke. Men lidt mere alsidighed og variation ville ikke have skadet. Mit favoritnummer blandt de tre sange er åbningsnummeret ”And, Like Andromeda” tæt forfulgt af førnævnte ”Lives Left Untouched”.

EP’en er produceret af Christian Alexander Minch, som udover at producere musik, også selv spiller bas i bandet Cold Night For Alligators. Han har gjort et udmærket stykke arbejde med denne EP.

Personligt er der måske lidt for meget scream/growl vokal til min smag, men derudover synes jeg rimelig godt om Risk/Exist og deres EP Stories. Og er du til metalcore, så bør du tjekke dette band ud. Det kan enten gøres på BandCamp via dette link eller via Facebook (se link herunder).
 
Stories EP'en udkom den 6. april.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Risk/Exist på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Counting Days – Liberated Sounds


Anmeldt af Calle: 19-10-2015

Britiske Counting Days blev dannet i 2014 af de tidligere TRC medlemmer Charlie Wilson (guitar) og Lasselle Lewis (trommer). De fik hurtigt rekruteret Thomas Debaere (vokal) og Last Witness guitaristen Bobby Daniels samt Rough Hands frontmanden Alex Dench (bas/vokal). Efter den meget anmelderrost EP ”The War Of The Wolf” skrev bandet kontrakt med Mascot Label Group, som dermed har udsendt debut albummet Liberated Sounds.

Stilen er en blanding af hardcore punk, thrash og death metal. Og jeg skal love for at der er knald på fra første strofe af åbningsnummeret ”Burned By Faith”. Det er tons tung musik med hurtige riffs og en skrålende growl vokal. Der er måske en anelse for meget ”smadder” på i forhold til min smag og vokalen + musikken bliver en smule for ensformig i længden. Kun i det instrumentale nummer ”The Vines” og i outtroen på afslutninfsnummeret ”Reunion” sættes tempoet ned. Musikalsk set fungerer sangene i og for sig godt og musikkerne kan uden tvivl deres kram. Og skal jeg fremhæve et par stykker af de 12 sange, så må det være titelsangen ”Liberated Sounds” samt ”Die Alone” og ”Sands Of Time”. I sidst nævnte får bandet besøg af en af deres største inspirationskilder, nemlig Tomas Lindberg fra At The Gates.

Liberated Sounds er indspillet i Studio Fredman i Göteborg, Sverige med Fredrik Nordstrom bag knapperne. Han har tidligere arbejdet med bl.a. In Flames, At The Gates, Opeth, Bring Me The Horizon og Arch Enemy, så han kan helt sikkert sit kram. Albummet er godt produceret, og det ville da også være underligt, hvis andet var tilfældet. Valget faldt da også på netop Fredrik, da han ifølge Charlie har produceret nogle af de senste 20 års bedste ”modern metal” albums.

Personligt er stilen som sagt lige en anelse for hård til min personlige smag. Men når det er sagt, så vil den helt sikkert falde i god smag hos folk, der i forvejen lytter til metalcore. Så min klare anbefaling herfra skal da også lyde - tjek Counting Days ud.
 
Liberated Sounds udkom den 16. oktober via Mascot Label Group.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Counting Days på Facebook her.
_______________________________________________________________________

Teramaze – Her Halo

Anmeldt af Calle: 16-10-2015

Teramaze er et australsk metal band, som består af Dean Wells (guitar), som startede bandet i sine teenage år, samt Nathan ”The Bliz” Peachey (vokal), Dean Kennedy (trommer) og Luis Eguren (bas). Her Halo er bandets femte album, men første udgivelse på Mascot Label Group. Og så er det samtidig mit første kendskab til bandet.

Teramaze spiller progressiv metal og deres inspirationskilder tæller bl.a. Dream Theater, Tool, Queensryche, Soilwork, In Flames og Trivium. Allerede ved første gennemlyt af Her Halo var min tanke – det her er sku meget fedt og så er det utroligt velspillet. Det er virkelig nogle dygtige musikkere i dette band og jeg er især imponeret over det flotte guitar arbejde. Albummet består af 8 sange, men har alligevel en varighed på godt og vel én time. Altså er der et par lange numre imellem. Her kan bl.a. nævnes åbningsnummeret ”An Ordinary Dream (Enla Momento)”, som runder 11 minutter. Der er rigtig god variation i dette nummer, som det faktisk også gør sig gældende på resten af albummet. Der er mange temposkift i de enkelte sange og samtidig er der blevet plads til både de hurtige sange og de mere stille sange. I sidst nævnte kategori kan nævnes det flotte ballade ”Broken”. Derudover synes jeg også godt om titelnummeret ”Her Halo” samt første singlen ”Out Of Subconscious”, men albummet har ingen dårlige numre.

Udover det flotte musikalske udtryk og musikkernes tekniske kunnen, så er Her Halo også rigtig godt produceret. Lyden er perfekt og passer til musik inden for denne genre. Der er tale om et overordnet flot lydbillede, hvor de enkelte instrumenter kan høres tydeligt og dermed kommer til sin ret. Der er bandets guitarist og grundlægger Dean, der har stået for mixning af albummet og samtidig har han også fungeret som producer.

Er du fan af progressiv metal eller kan du bare godt lide et yderst veludført stykke håndværk, så bør du tjekke dette band og deres nye album ud. Jeg er i hvert fald blevet fan. Bandets forrige album ”Esoteric Symbolism” fik pæne ord med på vejen, især i hjemlandet, og med udgivelsen af Her Halo på Mascot Label Group, så er Europa og resten af verden klar til at blive ”Teramazed”.
 
Her Halo udkommer den 30. oktober via Mascot Label Group.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Teramaze på Facebook her.
_______________________________________________________________________

Dirty Old Town – Beauty And Truth

Anmeldt af Calle: 16-10-2015

For lidt over tre år siden anmeldte jeg Dirty Old Town’s EP “The Road”. Dengang var der tale om noget psykedelisk western-inspireret 70’er rock. Jeg synes ret godt om den EP. Nu er Dirty Old Town så tilbage med et album, hvor stilen er ændret betydeligt. Nu taler vi om en god omgang americana, singer/songwriter, folk/country rock i den meget stille og downtempo ende af skalaen. Dette har efter min mening bestemt ikke gjort ”bandet” dårligere. Dirty Old Town kan vel betegnes som et en-mands band, som består af sangeren og sangskriveren Morten Christensen (tidligere Wrong Side Of Vegas). Han har skrevet alle 8 sange på Beauty And Truth og så har han fået hjælp af flere forskellige musikkere.

Stilen er som sagt americana/singer/songwriter, og musikken minder mig mest af alt om Ryan Adams, som er en af mine helt store favoritter inden for denne genre. Højdepunkterne på Beauty And Truth er for mig ”Shadow For The Sun”, ”Take Me Easy Out Of Here” og første singlen ”She Let Her Heart Hang Free”, men alle sange er faktisk ret gode. I sidst nævnte får Morten besøg af Trine Jørck, som lægger en skøn gæstevokal på nummeret og giver det et ekstra flot udtryk.

Albummet er indspillet, mixet, masteret og produceret i BlindBoyRecordings i København i samarbejde med Valentin Kruse. Sammen har de lavet et godt stykke arbejde. Beauty And Truth er et utroligt behageligt og stemningsfyldt album at lytte til. For mig passer det perfekt til en stille aften, hvor man tænder en masse stearinlys og fyre godt op i pejsen og så sætter man sig godt til rette i sin bedste lænestol og bare nyder musikken.

Er du til musik inden for denne genre, så vil jeg klart anbefale at du tjekker albummet ud. Jeg er i hvert fald meget positiv over dette album fra Dirty Old Town alias Morten Christensen. Det er dansk singer/songwriter med international klasse og selvom Morten gør det rigtig godt og har skrevet nogle rigtig gode sange, så er det dog ikke helt på højde med førnævnte Mr. Adams.
 
Beauty And Truth udkommer den 16. oktober via Celebration Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Dirty Old Town på Facebook her.
_____________________________________________________________________________________
Exorcism - World In Sin (EP)
 
Anmeldt af Peter Letting: 30-09-2015
 
Exorcism er ude med en EP med 5 numre på. EP’en har fået titlen World In Sin og kan efter sigende kun købes via bandets hjemmeside. Den findes i et oplag på 666 stk.

Exorcism er grundlagt i Schweiz tilbage i 2006, men har i dag base i Stuttgart. Medlemmerne kommer fra USA, Schweiz og Tyskland. Exorcism er dystert, mørkt og tungt. Det er tydeligt at meget inspiration kommer fra Black Sabbath.

Ep’en indeholder 5 numre, og er som sådan hurtigt overset. Lyden er god, vokalen er inspirerende og lydsporet fejler som sådan heller ikke noget, men selvom jeg naturligvis har lyttet en del til netop Black Sabbath i mine tidligere år, så har stilen aldrig talt til mit heavy hjerte.

Jeg er ret overbevist om at Exorcism er et band med et budskab. På deres hjemmeside er der citater af Frederick Nietzsche, og det siger vel lidt om hvilket plan de bevæger sig på: ”In indivisuals, insanity is rare; but in groups, parties, nations and epochs, it is the rule.” Jeg tror at titel nummeret ”World In Sin” må være mit favorit nummer. Det minder mig også en smule om Dio, og ham har jeg godt nok skamlyttet i en fjern fortid. EP’en får 3½ ud af 6 herfra
 
World Of Sin (EP) udkom den 1. juni via Dream Records.
 
(3½ ud af 6)
 
Besøg Exorcism på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Skin Tuxedo - Transition (EP)
 
Anmeldt af Brian Risom Nielsen: 30-09-2015

21 august 2015 var dagen hvor dette, lad mig blot kalde det, mesterværk blev frigivet. Tre sange har gnavet sig ind i rygmarven på mig. Gnavet sig ind, så det bliver umuligt at vriste dem ud igen.

Skin Tuxedo er et dansk svar på et alternative rock/stoner band, og inspirationen ligger et sted mellem Pantera, Down, Queens of the Stone Age, Nirvana og Alice in Chains. Alt sammen yderst formidable ingredienser at koge en lækker suppe på til at varme kroppen i de kommende efterårs- og vintermåneder.

De tre sange udgør i omegnen af et kvarters sublim underholdning, og endnu en gang vil man gerne have mere, mere, MERE! Kommer der mon et helt album? Hvornår kommer der et helt album? Skal jeg vente længe?

For en sang som "Head Space", der starter dette helstøbte 3-numres abnorm genialitet gør klart fra starten, at man ikke kommer til at slippe dette foreløbigt. Sangen har en snigende start, men efter et øjeblik er man ikke længere i tvivl om, at det var en meget god ide at der blevet trykket på startknappen. Det sparker, sagt på godt dansk, røv!

Ivan Oscar Boel Stenger, Jesper Dalsgaard, Frank Nikolaj Bech Hansen og Henrik ”Duplo” Sørensen aka Skin Tuxedo fører an i dansen, og statuerer endnu et eksempel på gennemgående lækker komposition med den næste sang 'Blissfully Ignorant'. Endnu et eksempel på, at livet er bare en lille smule federe hvis man holder lidt afstand til mainstream sporet.

"Blissfully Ignorant" er tungt Alice in Chains agtigt grunge med ekstra tungt på. Det luner! Det er godt! Og som afslutning på dette alt for korte udspil, har man rykket nummeret "Shadow Men" ud af ærmet, som atter viser en sublim tung omgang AAARRRGGHH!!

Der er ikke så meget andet at sige til det. Jeg er overvældet. Det her ér en fed samling ufatteligt lækker rock og rul, og man sidder nu og venter på næste ryk fra bandet, så Skin Tuxedo!! Kom nu med et album! Kom nu med en tur rundt i landet! Ud i tourbussen med Jer, og få præsenteret Jeres GrrrrrRock for pøblen. I skylder det til verden
 
Transition (EP) udkom 21. august.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Skin Tuxedo på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

21Octayne - 2.0
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 28-09-2015
 
21Octayne er en tysk hard-rock trio, som udgav deres første studieplade i 2014. De er nu allerede klar med opfølgeren, som har fået titlen 2.0. Vokalist Hagen Grohe er kendt for hans arbejde med Aerosmith-guitarist Joe Perry i ”The Joe Perry Project”. De to andre medlemmer i bandet er Marco Wriedt på guitar og Alex Landenburg på trommer.

Jeg kendte personligt ikke bandet før jeg fik tilsendt deres nye plade, men så vidt jeg kan læse mig til, har deres første studieplade ”Into The Open” fået en del rosende ord med på vejen fra diverse rockanmeldere.

Nummeret ”Devil In Disguise” åbner pladen og er en velfungerende skæring, som indeholder masser af power. Det er et nummer som fangede mig ved første gennemlytning og gjorde at jeg blev spændt på at lytte til resten af pladen. ”When You Go” er et utrolig fængende nummer med et omkvæd som sætter sig fast. Den nærmere sig også noget man kan kalde en power-ballade, men med en god rytme som gør at det er svært at undgå at vippe tæerne i takt. Det var det første nummer jeg vendte tilbage til, efter jeg havde lyttet pladen igennem og det vil ikke overraske mig, hvis det ender med at blive en succesfuld single for bandet.

”Lost” byder også på en omgang powerballade, hvor Hagen Grohe får plads til at imponere med vokalen og guitarsolen giver lige nummeret et ekstra pift. ”The Circle” starter med et saftigt guitarriff, som går over i et imponerende bass-riff. Det sidste nummer på pladen er ”Tale Of A Broken Child” som har en spilletid på 10 minutter. Det ender desværre med at være lidt for stor en mundfuld. Det er ikke alle sange på pladen, som sætter sig fast. Der er ikke decideret dårlige sange, men til gengæld nogle som hurtigt ryger i glemmebogen.

Musikstilen på 2.0 er dejligt varierende, da der både er sange der rocker max, samt sange der bevæger sig i pop-rock-land. Der kan hverken sættes en finger på vokalen eller de øvrige medlemmers evner på instrumenterne. Produktionen er ligeledes i top, hvilket gør pladen behagelig at lytte til. Alt i alt er jeg positivt overrasket over resultatet og jeg vil anbefalde fans af kommcerciel hårdrock og AOR til at give 21Octayne et lyt.
 
2.0 udkom den 25. september via AFM Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg 21Octayne på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Burntfield - Cold Heat (EP)
 
Anmeldt af Brian Risom Nielsen: 26-09-2015

Min konklusion efter dette møde med Burntfield er, at Finland ligger inde med musikalsk talent, som ikke før er blevet opdaget. Burntfield har her bygget en lækker, flot, rocket, stille, smuk, underlig, groovy, forvirrende E.P.

Man kan undre sig over, hvordan man kan lave en EP med blot fire numre, der samtidig byder ind med så mange tillægsord. Men det kan man bla ved at have skiftende forsangere. Skiftende stilarter hjælper til, og ja. Modet til at gøre det, og vise at man ikke er bange for at gå forskellige veje.

Første rille, "Deal with It", er en dejlig rocket og groolvy sag, Her hører vi den første af de tre vokalister, og han omsværmes af veltrimmet backing vokal, som slår streg under miseren på en formidabel måde. Rytmesektionen er lige til, og de er ikke bedre end smange andre. De er bare gode til det de gør.

Sang 2, "How Lucky", er til os der nyder at smække ryggen ned på sofaen, lukke øjnene og lade musikken sive ind under huden. Der er ikke meget fest over sangen, men den er velkomponeret og lyduniverset er ret godt. Man skal lige vænne sig til denne sanger, som til tider lyder som om, at det vist nok er lige en tand for stille. Jovist, gør han det godt, men jeg fornemmer, at han helt klart foretrækker noget med noget mere skrald på. Præcist i denne sang lyder han lidt som en rocksanger, der er pålagt restriktioner af en Melodi Grand Prix komit og det er lidt skammeligt hvis min forestilling om, hvad han oprigtigt gerne vil med stemmen, holder stik.

Tredje skæring, "Q&A", beviser hvad disse fire Helsinkianere kan med deres sang performance. Igen er der tale om en stille sektion i et forunderligt univers, hvor koncentration og sofa i samarbejde med hinanden, påvkalder min opmærksomhed, for dette lydbillede skal opleves i den lange position uden forstyrrende elementer til at forvirre sanserne. Hvor er det smukt. Og hvor er de dygtige. Og hvor er den sang lang. 8 minutters lukkede øjne i musikkens navn er nok til, at man falder hen i en trance, og det er ret fantastisk.

"Under the Dome" slutter ballet af, og det er en ret dejlig sang igen. Men, og men skal der være. Der er skiftet forsanger, og jeg kan ikke falde for hans accent. Her er der ingen tvivl om, at manden har startet livet på finsk. Det i sig selv er fint nok, men det forstyrrer oplevelsen i denne ellers fine sang.

Indrømmet, det er blevet bedre for ørene efter at sangen har kørt nogle gange, og man er tilvænnet. Men det gavner ikke sangen. I alt er det en ret fin EP, som ikke revolutionerer. Men den ødelægger heller intet, og man kan sagtens nyde helheden uden at ende med søvnløse nætter. Jeg sender 3 stjerner til Helsinki.
 
Cold Heat (EP) udkom den 5. august.
 
(3 ud af 6)
 
Besøg Burntfield på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Joe Louis Walker – Everybody Wants A Piece


Anmeldt af Calle: 26-09-2015

Joe Louis Walker (som også går under navnet JLW) er en amerikansk blues rock guitarist, sanger og producer. Han er født i 1949 og startede med at spille guitar som 14 årig. Han udgav sit første solo album i 1986, hvilket må siges at være en forholdsvis sen alder for et debut album. Siden hen er det blevet til over 20 albums og Everybody Wants A Piece er det nyeste i rækken. Det er dog mit første bekendtskab med JLW.

Stilen er som sagt blues rock, hvor specielt guitaren er i højsædet, men der er selvfølgelig også blevet plads til både mundharmonika og piano. Der er også blevet tilføjet lidt soul og R&B til musikken, hvilket afspejler nogle af JLW's inspirationskilder. Her kan bl.a. nævnes blues og soul/R&B legender som f.eks. Otis Redding, B.B. King, Muddy Waters, Bobby Womack, John Lee Hooker og James Brown for bare at nævne et par stykker.

Everybody Wants A Piece består af 11 numre. Melodierne er fængende og musikken er selvfølgelig velspillet. Joe kan sit kram på guitaren og så har han en super fed blues stemme. Presseinfoen fortæller ikke noget om hvem der ellers spiller på albummet, men det bliver ihvetfald også gjort godt. Derudover er der en god variation i numrene og der er blevet plads til både de rockede sange og de mere stille ballader. Mine favorit sange på albummet er ”Do I Love Her”, ”Young Girls Blues” og ”One Sunny Day”. Især sidst nævnte fangede min opmærksomhed ved første gennemlyt.

Albummet er blevet til med Paul Nelson som producer og det er indspillet i hans Chop Shop Studios. Paul har bl.a. spillet med og produceret flere af Johnny Winter's albums. Hans job på dette album er til UG+.

Selv om jeg mest er til hard rock, så lytter jeg også en del til blues rock. Og her er JLW som sagt et nyt bekendstkab for mig. Men jeg vil helt sikkert tjekke andre af hans udgivelser ud. Og er du til blues rock, så vil du sikkert finde dette album lytteværdigt. Tjek Joe Louis Walker ud!!!
 
Everybody Wants A Piece udkommer den 9. oktober via Mascot Label Group.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Joe Louis Walker på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Billy Cross – Goodbye To The Sixties


Anmeldt af Calle: 25-09-2015

Amerikansk fødte Billy Cross nærmer sig snart 70 år (til juli næste år), men han er stadig yderst aktiv som musikker. Igennem de sidste 50 år har han spillet med alverdens musikere, heriblandt Bob Dylan og Meat Loaf samt en masse danske kunstnere, og så har han samtidig skrevet en utal af sange. Derudover har han været producer for en del kunstnere. Nu er han så ude med sit nye album, som er en hyldest til livet i sig selv samt hans opvækst og tid i USA. Albummet har fået titlen Goodbye To The Sixties.

Stilen på dette nye album er en god blanding af rock, blues, country og bluegrass. Med andre ord kan det vel betegnes som amerikansk ”folkemusik”. Der er selvfølgelig en masse guitar på albummet, men også lidt mundharmonika og slide guitar. Man kan tydeligt høre nogle af Billy's inspirationskilderne, som eksempelvis førnævnte Bob Dylan, men også en mand som Bruce Springsteen.

I kraft af de forskellige genre som Billy bevæger sig rundt i, så er der en rigtig god variation på albummet. Lyt bare til den rockede ””I Want Your Guitar”, hvor Billy for besøg af en "hemmelig sangerinde" (jeg troede det var rock-chick'en Kat Van Ville fra Goodbye Kitty K  der gæstede, da hun er med i musikvideoen til sangen). Eller de stille sange ”You'll Never Be Alone” og ”Drifting Along”, den bluesinspirerede ”Blue Steel 44” og den country-lydende ”Oh Doctor”. Udover de nævnte sange, så synes jeg også rigtig godt om åbningsnummeret ”I Still Pray For You America”. Men alt i alt er det 12 rigtig gode sange Billy har skrevet og indspillet. Det er et utroligt behageligt album at lytte til og man kan ikke undgå at komme i god stemning, når Goodbye To The Sixties spiller på anlægget.

Albummet er indspillet flere forskellige steder, bl.a. i Hillerød og i København og noget af det i Billy's eget hjem. Og så er der flere forskellige producere indover, bl.a. Michael Engman, Søren Andersen, Peter Peter og Peter Kyed. Alle har helt sikkert gjort et godt stykke arbejde. Udover Cross på guitar, bas og mundharmonika, så er det Henrik Askou der spiller trommerne.

Er du i forvejen fan af Mr. Billy Cross, så vil du helt sikkert finde dette album rigtig godt. Og er du ligesom mig, der kun kender nogle af alle de ting han har lavet, så kan du roligt hoppe på buseen her. Jeg har i hvert fald lyttet en hel del til dette album og det vil helt sikkert finde vej til min afspiller fremover.
 
Goodbye To The Sixties udkom den 11. september via Target Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Billy Cross på Facebook her.
____________________________________________________________________________________
DieVersity – Re/Awakening

Anmeldt af Calle: 25-09-2015

DieVersity er et tysk metal band, som blev dannet i 2010. Bandet består af Martin Herrnleben (vokal), Daniel Hess (guitar), Olav Langer (guitar), Michael Steger (bas), Chris Walther (keyboard og synthesizers) og Dominik Waldorf (trommer). Re/Awakening er bandets andet album.

DieVersity spiller melodic metal og er ofte blevet sammenlignet med bl.a. Soilwork og Killswicth Engage. Dette er efter min mening en udmærket sammenligning. Bandet spiller rigtig fedt og Martin's vokal passer perfekt til denne genre. Derudover er sangene velskrevede og medlodierne er samtidig meget fængende. Personligt blev jeg allerede indfanget i bandets musikalske univers ved første gennemlyt.

Re/Awakening består af 10 rigtig gode sange og mine favoritter tæller bl.a. ”Stop War Inferno”, som bandet også har udsendt en musikvideo til, samt ”In Your Dreams”, "Pardon!" og ”Too Blind To See”. I sidst nævnte sang medvirker Björn ”Speed” Strid på gæstevokal. Men faktisk synes jeg ikke der findes en decideret dårligt sang på dette album. Som sagt er melodierne meget fængende og der er flere gode guitar soloer spredt udover hele albummet. Og i kombination med resten af instrumenterne, så fungere det bare rigtig godt.

Albummet er indspillet og produceret af bandets ene guitarist, nemlig Daniel Hess. Og det er foregået i Blue Chamber Stuidos. Herefter er det blevet mixet af Dominik Heidinger i Sonic Storm Studio. Produktionsmæssigt kan man heller ikke sætte en finger på noget.

Så alt i alt er det et rigtig fedt album DieVersity har smidt på gaden. Jeg vil helt sikkert tjekke deres debut album ud efter at have lyttet til Re/Awakening. Og er du fan af melodic metal, så bør du uden tøven tjekke dette band ud.
 
Re7Awakening udkom 11. september via Sonic Revolution.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg DieVersity på Facebook her.
_________________________________________________________________________
 
Mount Rushmore Safari - Songs For Ones To Break
 
Anmeldt af Brian Rison Nielsen: 24-09-2015

Mount Rushmore Safari fra København spiller indierock, og har hentet inspiration fra bands som Placebo og The Smashing Pumpkins. Det er med disse inspirationskilder, som det også ender med Mount Rushmore Safari, at jeg ikke kan blive hundrede procent ophidset af det. At musik er en smagssag kommer man ikke uden om, men her er der en underlig sammensætning af P3's uundgåelige og en sanger, der stadig til tider lyder som sangeren i et efterskoleband. Vokalen er ofte trættende at ligge øre til, og personligt bliver jeg ret hurtigt mættet.

Sjovt er det, at da jeg har hørt de tre første sange og er på nippet til at tænke, at jeg vil tage resten af pladen senere ved lejlighed, ja. Så dukker den lille utroligt fine ballade ”Waltz of the Antichrist” op som en klar åbenbaring! Her må man gerne benytte sig af repeatfunktionen, og det gør jeg ubekymret 4-5 gange hvor begejstringen tager til i styrke, og så tager jeg den lige én gang mere. Hvor er det en fantastisk sang!

Efter denne omgang vidunderlig sangskrivning, finder Mount Rushmore Safari tilbage på deres oprindelige indierock-spor, og jeg må indrømme, at det er ret umuligt for mig at finde den rette hylde for mig i dette univers.

Dette er bandets anden plade, som er kommet til verden efter en del udskifting af medlemmer. Men det er ikke helt nok til at komme op på toppen af bjerget, selvom ”Waltz of the Antichrist” giver et hjælpende skub, så ender det med at man falder lidt ned igen, og det er ærgeligt. Jeg kaster 2½ stjerner efter Songs For Ones To Break, og retter til med endnu en halv stjerne pga. ”Waltz of the Antichrist”. Så i alt 3 stjerner.
 
Songs For Ones To Break udkommer 23. oktober via Trechoma Records.
 
(3 ud af 6)
 
Besøg Mount Rushmore Safari på Facebook her.
__________________________________________________________________________

My Refuge - A Matter Of Supremacy
 
Anmeldt af Peter Letting: 17-09-2015
 
Det italienske band My Refuge er ude med deres debut album A Matter Of Supremacy, som var ude 23. juni 2015. My Refuge er dannet i 2010 og har tidligere udgivet et par EP’er, men er altså nu på banen med deres første fuldlængde album. Albummet indeholder 10 numre og det er en helt klar fornøjelse at lægge øre til.

Genren er power metal, med strenge til det progressive, og der er plads til lidt af hvert på albummet. Jeg har haft albummet et stykke tid nu, og det har nærmest siddet fast i afspilleren, for der er så mange fine og fede detaljer som man opdager lidt hen ad vejen. Til at starte med skulle jeg lige vænne mig til vokalen, som lige ved første møde virker en smule off-key, men det passer slet ikke. Vokalen er både clean, fyldig, super velfungerende i de høje toner, og meget vedholdende på de laaaaange toner.

Albummet er bare rigtig lækkert produceret, og alle detaljer er SÅ tydelige. Jeg får lidt referencer til nogle af Iron Maidens albums, som har samme høje standard i produktionen. På det musiske plan kan jeg godt komme til at tænke lidt på svenske Yngwie Malmsteen eller måske Eclipse.

Bandet består af 5 medlemmer: Davide Vella på vokal, Mauro Paietta og Simone Dettore på lead guitar, Salvatore Chimenti på bas og Valerio Ferrari på trommer. My Refuge er super gode til at ramme nogle fantastiske harmonier imellem de 2 lead guitarer, vokalen og guitaren, lead vokalen og koret, og det er muligt at det til tider hamrer derudaf, hvilket bare er helt eminent, men der er også plads til alle de blide passager og temposkift.

Svært at skulle vælge et enkelt yndlingsnummer, når jeg både er vild med nummer 1 ”A Storm Is Coming, nummer 3 ”Calling Of The Wind”, nummer 5 ”Living In Anger”, nummer 7 ”The Raven, nummer 9 ”On The Wings Of Wax og nummer 10 ”Somewhere”, og det er jo ikke fordi de sidste numre er dårlige… Men SKAL jeg vælge et nummer må det være nummer 9. Det er afvekslende, har nogle fede breaks, og kører til tider i et pænt højt tempo. Det sidder sq lige i skabet…Jeg giver My Refuge 5 ud af 6, for en FED oplevelse. Vi håber at se jer live i Danmark….
 
A Matter Of Supremacy udkom 23. juni via Bakerteam Records.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg My Refuge på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Lightning – Road To Ninja

Anmeldt af Calle: 16-09-2015

Lightning er et metal band fra Japan. Bandet blev dannet i 2006 og består af Iron (guitar), Yuma (vokal), Giga Thrasher (trommer), Jouta (guitar) og Bridge (bas). Road To Ninja er bandets femte album, men deres første udgivelse på det europæiske selskab Sonic Revolution. Bandets tre første album udkom i første omgang kun i Japan, men er senere hen blevet genudsendt i Europa via Nonstop Records (som også udsendte deres fjerde album). Dette er dog mit første kendskab til bandet.

Lightning spiller melodisk power metal og inspirationskilderne tæller bl.a. Halloween, Yngwie Malmsteen, Gamma Ray og Loudness. Albummet består af 11 numre, hvoraf skæring et er en instrumental intro. Herefter er der knald på fra start til slut og tempoet sættes på intet tidspunkt ned. Guitarerne spilles med hurtig snilde, trommerne tordner bare derudaf og bassen følger trop. Man bliver næsten helt forpustet, hvilket i dette tilfælde er ment positivt. Bandet spiller godt og vokalen passer rigtig godt til musikken.

Mine personlige favoritter på Road To Ninja er ”Sail Away”, ”Raise The Sun” (som findes i både en engelsk sproget og japansk sproget udgave på albummet) samt ”Stand Alone”. Sidst nævnte har gæstevokal fra tyske Oliver Hartmann. Han har blandt andet spillet og sunget i At Vance, Empty Tremor og Hartmann. Men alt i alt er alle numrene bestemt lytteværdige. Samtidig er albummet velproduceret og lyden er i top.

Jeg spår Lightning er god fremtid inden for den melodiske power metal genre, hvis bare de kan komme over den første hurdle. Nemlig at få deres musik bredt ud til et større publikum. Nu har de ”ramt” undertegnet og måske vil nogle af denne sides læsere følge trop og tjekke bandet ud.
 
Road To Ninja udkom den 4. september via Sonic Revolution.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Lightning på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Lars Boutrup’s Music For Keyboards – Small As A Ball

Anmeldt af Calle: 15-09-2015

Lars Boutrup var forholdsvis ukendt for mig indtil jeg læste hvilke bands han har spillet i. Her kan jeg bl.a. nævne Simcess, Evil Masquerade, Supernova og Sonic Tool Box (som jeg anmeldte her på siden sidste år). Som en lille ekstra bonus info kan det nævnes at Boutrup har komponeret musik til over 200 stumfilm i Danmark og Sverige. Nu er han ude med sit tredje album under navnet Lars Boutrup’s Music For Keyboards. Udover Lars på keyboard, organ og synthesizers, så består bandet af Frederik Sunesen på trommer og Niels W. Knudsen på bas. Det nye album har fået titlen Small As A Ball.

Albummet består af 8 instrumentale numre og stilen er klassisk progressiv rock. Der er både passager med rimelig knald på, men også flere passager i den mere stille ende. Så der er rimelig god variation i musikken. Jeg skal dog vænne mig til, at der ikke er vokal eller guitar i musikken. Ja - faktisk har jeg endnu ikke vænnet mig til det. Derfor er det lidt svært for mig at være ”over-the-top” positiv. Men skal jeg fremhæve nogle numre, så må det være skæring syv ”And The Boy Gets A Cigar” samt den flotte stille og meget drømmende ”Heaven Can Wait” og titelnummeret ”Small As A Ball”. Sidst nævnte hører til de mere rockede sange på albummet.

Small As A Ball er indspillet i House Studios og The Bunker Studio og så er det produceret af Lars selv. Han har også mixet numrene sammen med Robert O. Walker og Juruda Bendtsen. Mastering er fortaget af Flemming Hansson. Albummet er flot produceret og lyden er i top, hvilket er yderst vigtigt når vi taler musik inden for denne genre.

Så hvis du er til instrumental musik og progressiv rock, så bør du tjekke dette album ud. Musikken er utrolig velspillet og selve produktionen er som sagt helt i top.
 
Small As A Ball udkom den 31. august via Ex'cess Records.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Lars Boutrup's Music For Keyboards på Facebook her.
_______________________________________________________________________________
 
Whores & Thieves – Silent Town

Anmeldt af Calle: 15-09-2015

Danske Whores & Thieves er nu endelig klar med deres andet album, som de har givet titlen Silent Town. Debut albummet ”Anti Echo Chamber” udkom i 2013 og det nye album har været længe undervejs. Planen var oprindeligt, at det nye album skulle udkomme for et år siden, men efter en single udgivelse af sangen ”I Am A Cat”, så valgte bandet at indspille flere sange og dermed blev processen forlænget. Bandet består af Christian Bonde (vokal), Jeppe Solvang (guitar), Jens Refsgaard (trommer), Lars Märker (bas) og Thomas Callesen (guitar).

Silent Town består af 11 sange, som alle er skrevet helt fra bunden i studiet og derefter indspillet live uden brug af autotune eller andre hjælpemidler. Det gør at lyden bliver meget rå og upoleret, hvilket faktisk er ret fedt, hvis du spørger mig. Dette var også tilfældet på debutalbummet, hvor bandet fik en del radio airplay i både Danmark og Tyskland. Sangene er rimelig mørke og dystre og de leder mine tanker i retning af bl.a. Baby Woodrose, Black Keys, Jonny Cash, Led Zeppelin, Nick Cave/Grindeman, Rival Sons og Sort Sol. Og jeg tror sådan set også noget af bandets inspiration er hentet fra nogle af disse bands/kunstnere. Det er svært at sætte en decideret stil/genre på bandets musik, så jeg vil nøjes med at betegne det som alternativ rock.

Inden jeg modtog dette album havde jeg allerede hørt singlerne ”Harm’s Way” og førnævnte ”I Am A Cat” og begge disse sange faldt i min smag. Så jeg var ret spændt på, at give hele albummet et lyt. Og lad det være sagt med det samme, Silent Town har bestemt ikke skuffet mig. Udover de to nævnte sange, så synes jeg også ret godt om ”The Money” og ”In My Bones”, men alle sangene fungerer rigtig godt som en samlet enhed.

Det er Christian Bonde som har produceret albummet og han har også stået for mix og mastering. Albummet er indspillet i hans eget studie CB Studios i Holsted.

Er du til rå og upoleret rock, så vil du helt sikkert finde dette album rigtig fedt. Personligt synes jeg også godt om dette album, selvom jeg aldrig har lyttet specielt meget til eksempelvis Black Keys og Nick Cave/Grindeman eller andet musik inden for denne lidt dystre genre.
 
Silent Town udkommer den 28. september via Trechoma Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Whores & Thieves på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Agent Fresco – Destrier

Anmeldt af Calle: 10-09-2015

Agent Fresco er et rock band fra Island. Bandet blev dannet i 2008 og kun få uger efter vandt de den islandske udgave af Battle Of The Bands. Medlemmerne i bandet er Arnor Dan (vokal), Þórarinn Guðnason (guitar, piano og programming), Hrafnkell Örn Guðjónsson (trommer) og Vignir Rafn Hilmarsson (bas). Bandet er allerede blevet et stort band på Island og de er begyndt at vække mere og mere interesse udenfor hjemlandet. Destrier er Agent Fresco’s andet album, men mit første bekendtskab med bandet.

Albummet består af 14 numre og stilen er progressiv art-pop/rock. Jeg har nu lyttet albummet igennem et par gange og jeg må sige, at det fanger mig ikke helt. Tempoet går lidt op og ned på de enkelte sange, men musikken er lidt for kedeligt og ensformigt i mine ører. Derudover er der lidt for meget keyboard og programming til mine rock ører og musikken er samtidig en anelse for eksperimenterende til mig. Der findes dog noget godt guitarspil på flere af numrene. Vokalen kræver for mit vedkommende også lidt tilvænning. Skal jeg fremhæve et par sange, så må det være ”Wait For Me”, ”Dark Water” og ”Howls”.

Det skal dog siges, at musikken er yderst velspillet og velproduceret og bandet rammer et perfekt lydbillede, når vi taler musik inden for denne genre. Musikken er meget ”malende” og beskrivende og man fornemmer næsten, at man står med fødderne godt plantet på en af de islandske vulkaner.

Som den kvikke læser nok allerede har bemærket, så er jeg ikke blevet stor fan af bandet og musikken rammer mig ikke helt. Men som sagt er det velspillet og flot produceret. Så er du til musik inden for denne genre, så kan du roligt tjekke Agent Fresco ud. Jeg tror de har gode muligheder på det internationale marked.
 
Destrier udkom 7. august via Long Branch Records/SPV.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Agent Fresco på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Federal Charm - Across The Divide
 
Anmeldt af Brian Risom Nielsen: 09-09-2015

Verden bliver et lidt bedre sted at være efter den 2. oktober 2015. Fra da af vil det være muligt for rockelskeren at få fat i dette album, som i sin enkelthed består af dejlig rock. Jeg finder ikke de vildeste udfordringer til øregangen, men til gengæld finder jeg en masse velbygget rock, hvor jeg fornemmer at man har fundet inspiration i bands som Led Zeppelin og The Black Crowes. To dejlige bands jeg ikke vil leve uden.

Hvis man synes at to guitarer der leger med hinanden med behagelig Gibsonlyd er fremragende, så kan man ikke vælge forkert hvis man vælger Federal Charm. Et band med 4 gæve gutter, som har fulgt med i rocktimen i skolen i Manchester, og dette album, deres andet album, er en fin hentydning til, at rock ikke er død, som nogen en gang påstod. De elleve sange her skyder ganske enkelt den påstand i sænk.

De tre første skæringer er rock og rul, som man man bare ikke bliver skuffet over. Ikke de vilde overraskelser, men heller ikke noget der får en til at fordømme. Det er lige i skabet!

Track fire, ”These Four Walls”, er værd at fremhæve. En balladeting, som jeg hænger fast i, her onsdag morgen kl. 4:14. Sangen, og den lækre guitarsolo, er yderst behageligt tilbehør til min kaffe, som nærmest bare står og bliver kold mens jeg sidder tilbagelænet og trækker røgen fra smøgen lidt længere ned. Dét er fantastisk komposition og kombination af Gibson og Hammond lir. Tak!

Tracket ”God Forsaken” er endnu en sang, der gør et eller andet ved min mentale tilstand. Det minder mig om, hvad det er jeg elsker ved musik. Ikke at det kan sammenlignes med klassisk musik, men jeg husker fra folkeskolen, et par episoder, hvor vi skulle ligge på gulvet med lukkede øjne mens læreren kørte en plade med klassisk musik gennem anlægget. Man skulle ligge afslappet, og lade 'filmen' leve sit eget liv inde bag øjenlågene. Og det får jeg lyst til at gøre igen med ”God Forsaken”. Utrolig lækker komposition, lækker lyd og ja. Det er stadig midt om natten, og jeg er lige stået op, så det er muligt at det har noget med dét at gøre, men jeg elsker simpelthen den sang der!

Konklusionen af det hele må være, at Nick Bowden, Paul Bowe, LD Morawski og Danny Rigg her har lavet en rockplade, der nok ikke kommer til at revolutionere, men som rockelsker er det en plade jeg helt sikkert skal have købt hjem til samlingen. Det hele er som det skal være.

Jeg finder ingen store overraskelser, men til gengæld heller ikke noget der får tæerne til at krympe sammen, og nakkehårene til at rejse sig i samme grad, som når en klovn kommer til at trække sin gaffel på tallerkenen. Jeg henkaster 4 stjerner mod vest, og satser på at de alle rammer ned på de fire Federal Charm gutter der ovre i Manchester. Tak for en lækker plade!
 
Across The Divide udkommer 2. oktober via Wire-Sound/Cargo Records.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Federal Charm på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Innfight - Boulevard Of Pain
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 09-09-2015
 
Det er blot to år siden at Innfight blev dannet i Mannheim, Tyskland. Sascha Wagner og Michael Heck, som spiller guitar og keyboard, havde været venner i lang tid og besluttede at starte et band. Vokalist Frank Widderson og trommeslager Joachim Weery blev hyret og Innfight var skabt. Genren er moderne melodisk metal med tung guitar og keyboardmelodier. Debutpladen har fået titlen ”Boulevard Of Pain” og består af 10 numre.

Innfight vil sikre sig at lytteren er klar over at der er fart over feltet. Albummet åbner med en trio, som for mig er ensformig og kedelige. Der er tale om numrerne ”All In”, ”Liar’s Place” og ”Till I Fall” og selvom tempoet er i top, er der ikke noget ved det som fanger mig. Vi skal frem til det fjerde nummer, før der er noget der fanger mine ørers opmærksomhed. ”Memories” sætter tempoet et hak ned og fokuserer i stedet på det melodiske og det fængende. Det klæder bandet bedre og nummeret ender med at være en behagelig lytteroplevelse, hvor der skiftes mellem blide og hårde passager. De næste numre fortsætter i nogenlunde samme stil og heldigvis for det. Innfight kan lave en habil rocksang med en god melodi, et fængende omkvæd og noget godt guitar. Lyt blot til soloen i ”System Of Pain”!

Frank Widderson, som tidligere har været sanger i bandet ”Virus”, er en solid vokalist, som gør det fint på pladen. De andre medlemmer virker også som fine musikere, men niveauet for sangskrivning kunne ønskes højere. Der mangler lidt et ”hit” på denne plade, som kunne hjælpe bandet til at opnå succes på de tyske radiostationer.

Selvom ”Boulevard Of Pain” bliver bedre efter de tre første numre, vil jeg dog ikke sige at numrerne helt har den styrke man kunne håbe på. Der er gode elemener hist og her og også gode sange – men de bidrager ikke med noget som ikke er hørt tusind gange før og jeg savner lidt at de sætter deres eget aftryk. Der findes masser af bands som spiller ”samme musik” som Innfight – bare bedre!
 
Boulevard Of Pain udkommer den 18. september via Innfightmusic/Cargo Records.
 
  (3½ ud af 6)
 
Besøg Innfight på Facebook her.
________________________________________________________________________

Jet Black - Næseblod (EP)
 
Anmeldt af Peter Letting: 02-09-2015
 
Jet Black er ude med en EP som man kan lytte til via Soundcloud. Jet Black spiller upoleret, garage, smadre rock. Det er totalt uden filter, men til gengæld også ret ensidigt og ikke til at holde ud at lytte til ret længe ad gangen.

Jeg har lyttet til de 4 numre og besluttede mig for hurtigst muligt at skrive et par bevingede ord, således at jeg ikke behøver at vende tilbage til SoundCloud og lytte til det igen, for at få det genopfrisket.

Jeg har ikke noget imod det upolerede og ofte er der noget jomfrueligt og spændende over den upolerede og direkte lyd, men her er det egentlig mest bare støj. 
 
Men jeg kan læse at deres første udgivelse blev meget anmelder rost, så der må være nogen derude i landet, som synes at det er fantastisk, og jeg synes da at man skal give Jet Black et lyt, og ikke lade sig afskrække af det jeg skriver, for jeg er jo bare en mavesur anmelder. Ikke så meget mere at sige, andet end ”Have Fun”. Jet Black får 2 ud af 6 fra mig
 
Næseblod (EP) er udkommet.
 
(2 ud af 6)
 
Besøg Jet Black på Facebook her.
___________________________________________________________________________________
Humangled - Prodomes Of A Flatline
 
Anmeldt af Peter Letting: 27-08-2015
 
Italienske Humangled er ude med nyt album Prodomes of a Flatline. Albummet landede 23. juni 2015. Det er deres 2. fuld længde album. Jeg vil sige at Humangled kræver et trænet metal øre. Vi er ovre i death metal genren, og det er den hårde afdeling. Det har taget mig adskillige gennemlyt, at vænne mig til skiven, men nu synes jeg faktisk den er super fed. Var jeg blevet præsenteret for denne skive for 2 år siden, havde jeg sikkert ikke kunnet holde ud af høre den hele, men mit øre har efterhånden vænnet sig til genren.

Vokalen er aggressiv growl hele vejen igennem, men af den fede slags, og faktisk pænt varieret. Musikken er lækkert skruet sammen. På samme tid tung, brutal og hurtig, men stadig med masser af variation, detaljer og rytmeskift. Faktisk ufattelig mange rytmeskift, og det bliver sq aldrig ensformigt.

Der indledes med en kort klassisk intro med strygere, inden det for alvor går løs. Og der er nok at tage fat på. Noget af det jeg hæftede mig ved er slutningen på de 2 første numre, som er meget anderledes, og falder ret uventet de første par gange. Jeg tror at skæring 7 ”Fragments” er mit favorit nummer. Det indeholder nogle super fed breaks med top fed energi, og det gad jeg godt opleve live.
 
Humangled består af Andrew Goreds på vokal, Luke Scurb på guitar, Jean Edifizi også på guitar, Fred Valdaster på trommer og Matt Prandini på bas.

Sidste skæring ”To Mega Therion” har en kvindelig vokal eller 2 indover, som kører i forholdsvis høje skalaer. Der er også skruet op for både strygere, keyboard og mange andre effekter, så det hele ender med at blive en smule ”poppet” på en måde. Et meget sjovt lille nummer, men en lidt underlig slutning på et ellers hårdtslående album. Jeg giver Humangled 4 ud af 6 for albummet
 
Promdomes Of A Flatline udkom 23. juni via Bakerteam Records.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Humangled på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Thundermother - Road Fever
 
Anmeldt af Brian Risom Nielsen: 27-08-2015

Der bor uden tvivl mange rockchicks i Sverige, men lige præcis Stockholm har disse fem damer, der smider om sig med god gammel rock og rul. Road Fever er en gedigin rockplade, hvor man mange gange tager sig selv i, at sidde og vippe tæerne i takt til musikken der fylder ørene med disciplineret stodderrock, dog uden stoddere.

Samtlige sange på Road Fever er af den gamle skole. Ingen tvivl om at Accept, AC/DC osv. har været inspiration for Thundermother. Hvis Brian Johnson nogensinde skulle føle sig klar til at synge en duet, så kunne han tage kontakt til Thundermothers sangerinde Clare Cunningham, for der er ikke andre der kunne klare dén opgave. Hun har en lækker beskidt stemme, der henkaster tankerne til det forjættede rockland hvor askebægeret helst skal stå med en ensom smøg, der stille ryger sig selv væk, mens der bliver spillet på alle strenge og halsen køles med kold fadøl. Åld Skool rock, der overhovedet ikke overrasker. Ganske enkelt fantastisk.

Kære alle Tordenmødre. Clare Cunningham, Filippa Nässil, Giorgia Carteri, Linda Ström og Tilda Stenqvist. Jeg giver Jer 5 stjerner, fordi at det er en ufattelig lækker plade.

Jeres rock er lige så forudsigeligt som det er, at man man får våde fingre hvis man dypper dem i vand. Men det er lige præcist sådan godt gammelt stodderrock skal være. Lækkert!
 
Road Fever udkommer 4. september via Despotz Records.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Thundermother på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Lynch Mob - Rebel
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 27-08-2015
 
Det er efterhånden ved at være en del år siden jeg første gang stødte på navnet ”Lynch Mob”. Jeg opdagede deres dubutplade ”Wicked Sensation” som blev smidt på gaden i 1990 og husker blandt andet numre som ”River Of Love” og titelnummeret. 25 år er nu gået og jeg har ikke hørt noget med bandet siden debutten, så jeg var spændt på hvad Lynch Mob har at byde på i 2015.

Den nye plade hedder Rebel og indeholder 11 numre, som har en samlet spilletid på 51 minutter. Lynch Mob har fået deres navn efter lead-guitarist George Lynch. Han er samtidig også det eneste medlem, som har været med hele vejen. Oni Logan har været vokalist på de fleste udspil og er det også på denne. Der ud over har bandet Jeff Pilson på bass og Brian Tichy på trommer.

George Lynch er en gudsbenået guitarist, som leverer det ene lækre riff efter det andet. De fleste kender ham nok bedst som guitarist for Dokken, som hittede tilbage i 80’erne. Oni Logan har som sagt været med på størstedelen af bandets rejse. Han er en rigtig dygtig sanger, som leverer en vokal der passer fantatisk i denne genre. Stilen er rendyrket hårdrock, hvor guitaren er i fokus fra start til slut. 

”Automatic Fix” starter pladen og der bliver skudt med skarpt fra start. Nummeret sender tankerne i retning af Iron Maiden og Judas Priest. ”Testify” er en tung djævel, som oser af saft og kraft og ”Sanctuary” følger godt efter. Albummets to bedste skæringer ligger som nr. 5 og 6 på pladen og den 1-2 kombination er ikke at kimse af. Der er først tale om nummeret ”Pine Tree Avenue” som er min personlige favorit. Det er en funky-bluesy-groovy lækkerbisken, som giver undertegnede lyst til at te sig fjollet med luftguitaren. Den er catchy, rytmen er fantastisk, guitaren lyder sprød og Oni Logan leverer en formidabel vokal. ”Jelly Roll” bevæger sig i samme musikalske boldgade, med en dejlig funky lyd.

På ”The Hollow Queen” bliver jeg nødt til at rose Jeff Pilson’s levering af bassen. Den ligger fundamentet for et tungere nummer, som også har en stemning som er en anelse mørkere end man ellers hører på pladen. ”The Ledge” er pladens ballade som indeholder akustisk guitar. Det er ikke en dårlig sang, men samtidig heller ikke en som gør meget væsen af sig. ”War” er det sidst nummer i denne omgang og her sættes tempoet atter op, for at give lytteren et sidste skud rock n’ roll.

Lynch Mob har leveret en hard-rock plade, som holder et højt niveau hele vejen i gennem. Hvis man er tilhænger af god gedigen radiovenlig hård-rock, så går man ikke helt galt i byen ved dette udspil. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om at jeg skal på eventyr i bandets bagkatalog i selskab med mine headphones. Gi’ Rebel et lyt og du har med stor sandsynlighed lyst til at gøre det samme!
 
Rebel udkom den 21. august via Frontiers Records.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Lynch Mob på Facebook her.
_________________________________________________________________________

The Absent – Old Habits Die Hard (EP)

Anmeldt af Calle: 25-08-2015

The Absent er et dansk metal band, som havde sin spæde opstart i Helsinge for godt seks år siden. Sidenhen har der været et par udskiftninger i bandet, senest med tilføjelsen af den ny sanger i Nico Hansen. Udover ham består bandet af Jonas Petersen (lead guitar), Ken Wesselhoff (rhythm guitar), René Jensen (bas) og Christian Bagger (trommer). Old Habits Die Hard er bandets første EP.

The Absent spiller en god blanding af dødsmetal og hardcore (det må vel betegnes som deathcore) og her vil den skarpe læser måske vide, at jeg bevæger mig en anelse ud på døbt vand her. Men når det så er sagt, så vil jeg med det samme frembringe et metal brøl af de større, for jeg synes virkelig bandet har udsendt fire rigtig gode sange. Ifølge presseskrivelsen er de fire sange skrevet henover de sidste fem år, hvor den sidst skrevne sang ”Paper Burns” viser hvilken retning bandet bevæger sig i hen imod. Det er den mest varierede af de fire sange og her bruger bandet både den yderst brutale vokal, men også den mere melodiske vokal. Og det fungere på sin vis ret godt for undertegnet. Personligt kan jeg godt blive lidt træt af en konstant brølende vokal. Dermed ikke sagt at Nico synger dårligt, tværtimod passer hans vokal perfekt til denne genre.

De sidste tre sange er ”Day Of The Death”, ”Faceless” og titelnummeret ”Old Habits Die Hard”. Af disse tre sange vil jeg fremhæve sidst nævnte, da den efter min mening har den bedste melodi og samtidig mest variation. Men alt i alt er det som sagt fire gode sange bandet har skruet sammen. Derudover synes jeg generelt at melodierne er godt skrevet og musikken er veludført. Godt varieret guitarspil og en passende tung grundrytme fra bas og trommer. Old Habits Die Hard er indspillet, produceret, mixet og masteret af Jeppe Andersson og han har efter min mening gjort et godt arbejde.

Jeg spår The Absent en god fremtid og jeg er sikker på de vil finde deres rette plads på den danske metal scene. Ja måske vil de også kunne bryde igennem på det udenlandske marked. Jeg er i hvert fald ret positiv over denne EP, så jeg anbefaler at du giver bandet et lyt.
 
Old Habits Die Hard (EP) udkom den 8. maj via Happy Duck.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg The Absent på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Le Fox Holes - Le Fox Holes EP
 
Anmeldt af Brian Risom Nielsen: 24-08-2015

Disse fire gutter mødtes på et værtshus i København, og verden skulle efterfølgende udsættes for en vanvittig lækker omgang garagerock, som er lige præcis som garagerock skal være. Den danske rytmeafdeling bestående af Silky på bas, og Ibber på trommer, kører stilen til topkarakterer, og samarbejdet med amerikaneren, Juju Fox, lead vokal, og australieren, Mr. Yum Yum Saint Hamilton, guitar, har frembragt dette mesterværk, som desværre kun er en EP.

Hvor vil jeg bare gerne have noget mere af dette, og det må gerne blive serveret henover poolbordet i det brune og tilrøgede værtshus.

EP'er som denne burde forbydes, ganske enkelt fordi, at den er for kort. Det er derfor direkte årsag til at min anmeldelse ikke bliver længere end dette. De tre sange, "Crossroads", "French Tickle" og "King Of The World", er alle indbydende til luftguitar og fadøl. Fantastisk!

Ved mixerpulten har Lasse Lyngbo ( Vinnie Who / Dienfenbach / White Pony mfl.) drejet på knapper, og han har fået bandet til at fremstå som en flok musikanter, der bare er gode til det de gør.

Jeg henkaster 6 stjerner for denne plade, og det er på trods af, at jeg synes at det er decideret tarveligt kun at udgive en EP når dette band har så meget kvalitet i ærmet.

Le Fox Holes EP er udkommet som 7” vinyl d. 21. august 2015 via Target Records.
 
   (6 ud af 6)
 
Besøg Le Fox Holes på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Simple Lies - Let it Kill
 
Anmeldt af Brian Risom Nielsen: 24-08-2015

Undervejs i denne plade går det op for mig, at det her er rigtigt meget lækkert klassisk metal, som går lige ind og vrider mit rockhjerte om i en benlås. Jeg nyder denne omgang musik, hvor man sagtens kan høre, at en del inspiration er hentet fra Black Label Society, Mötley Crüe og andet.

Bandet bor i Bologna, og tæller de fem medlemmer, Alessandro "RUBB-O" Rubino, sang. Alberto "JACK H" Molinari, lead guitar. Alessandro "ZAK" Zucchini, drums. Manuele "LELLO" Pepe, rhythm guitar. Ash "ASH" Saboori, bass. Jeg kender dem ikke, men det er er fortalt på internettet, at de har delt scene med Skid Row, Tigertailz, Sister, og mange flere, så det er ikke et opkommer band.

Men når man vælger at udgive et album kun som streaming, så ville jeg under normale omstændigheder, ikke lære dem at kende overhovedet, for jeg er ikke, endnu, hoppet på streaming-vognen. For mig er musik bedst hvis det er tilgængelig på et ægte fysisk medie. CD, eller bedre, vinyl er at foretrække, og jeg blev skuffet da jeg opdagede, at dette album kun vil være tilgængeligt for dem der er moderne. Men hvis man ser bort fra den detalje, så har vi her at gøre med et lækkert album, som byder op til dans med en samling af de fedeste riffs, den bedste bas, geniale trommer og en sanger der bringer det hele op i en større helhed. Jeg er hélt tosset med det, og det hele starter ud på den fede og rigtige måde med åbningsnummeret 'Look at me Now', som oser af nyklassiker. Tungt riff og lækre Zakk Wylde hyl fra guitaren giver sangen her, og for den sags skyld, hele pladen, et indtryk af, at de her gutter har fuld forståelse for, hvordan en sang og en plade skal skrues sammen.

Og sanger 'Rubb-O' giver den berømte prik over i'et med hans pitch. Omkvædet i 'Look at me Now' indbyder til fællessang, hvis man da bare kunne nå de høje toner som 'Rubb-O' gør det.

Hvert eneste track har givet mig lyst til at justere volumen i den RIGTIGE retning, for dette velkørende maskineri skal ikke afspilles i et 'jeg tænker på mine naboer' niveau. Som en smuk afslutning på dette udspil, har man valgt at ligge sangen 'Symmetry of Love', som er lige så godt sammensat, som de foregående 9 numre, men i dette mesterværk har man puttet ekstra pynt på i form af et strygerarragement der får bægeret til at flyde over af vellyd. Tak for det!

Pladen skal nydes fra start til slut, for det har den ganske enkelt fortjent! Jeg sender 5 stjerner i Simple Lies' retning. 
 
Let It Kill udkommer den 4. september via Bakerteam Records.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Simple Lies på Facebook her.
______________________________________________________________________________________________
Mike Tramp - Nomad
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 21-08-2015
 
Mike Tramp har aldrig ligget på den lade side, når det handler om hans musikalske karriere. Han startede som forsanger for Mabel tilbage i 1977 og blev derefter forsanger for rockbandet White Lion i 1983. White Lion havde deres storhedstid i slut 80’erne, specielt med mega-hittet ”When The Children Cry”. I 1993 startede han bandet ”Freak Of Nature” og i 1997 gik han solo.

Han er nu klar med hans 9. studieplade som soloartist og den har fået titlen Nomad. Mike Tramp har denne gang valgt at have et helt band bag sig, hele vejen igennem. Albummet fungerer som 3. del i en trilogi, som startede med ”Cobblestone Street” i 2013 og 2. del blev udgivet i 2014 under navnet ”Museum”. På disse tre plader går Mike Tramp efter en semi-akustisk lyd, som jeg personligt er stor tilhænger af. Musikken er mere ’stripped down’ og en frygt kunne være at det ender med at blive en tynd kop the. Det er dog ikke tilfældet! Der er stadigvæk bid i musikken og jeg må specielt fremhæve nogle yderst imponerende vokalmelodier fra Mike Tramp.

”Give It All You Got” åbner Nomad på fornem vis og giver lytteren en god idé om hvad man kan forvente af dette album. ”Wait Till Forever” er et rigtig stærkt nummer, som er drevet af et fængende guitar-riff og et godt omkvæd. Nummeret ”High Like A Mountain” var den første smagsprøve jeg fik fra Nomad, da den blev smidt på Youtube et par måneder før releasedatoen. Nummeret fangede mig allerede fra første gennemlytning og indeholder også en lille godbid i form af en lækker guitarsolo.

Sangen ”No More” er også en af mine personlige favoritter, da jeg synes den har et rigtig godt beat og det er svært at undgå at vippe lidt med tæerne, når man lytter til den. Det kan dog siges om det meste af pladen, da man ikke kan komme uden om at Mike Tramp har en formidabel sans for den gode melodi. De gode sange kommer som perler på en snor og der er ikke en dårlig sang på pladen. Hvis man absolut skal give en kritik, kan man sige at der enkelte steder savnes lidt variation, men det er småting der tales om.

”Who Can Believe You” byder på solidt guitararbejde, hvorimod tempoet sættes ned hen mod slutningen af pladen. ”Live To Tell” er nok den mest afdæmpede sang og det hele sluttes af med nummeret ”Moving On” som sætter et flot melodisk punktum for både Nomad og trilogien.

Alt i alt er Nomad en plade som giver en god og behagelig lytteroplevelse. Der kan ikke sættes en finger på produktionen, som guitarist Søren Andersen har stået for og alle musikere gør deres arbejde til topkarakter. Jeg kan fornemme at Mike Tramp har lagt hele hans sjæl i dette album og resultatet har imponeret mig meget. For undertegnede er dette den plade som står allerstærkest i den flotte semi-akustiske trilogi fra Tramp.
 
Nomad udkommer den 28. august via Target Records.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Mike Tramp på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Suzen’s Garden – Stronger!

Anmeldt af Calle: 19-08-2015

Suzen’s Garden er et tysk band fra Wolfburg og bandet består af Suzen Berlin (vokal), Peter Maria Schmidt (guitar og keyboard), Michael Krizek (bas og keyboards) og Hannes Müller (trommer). Bandet startede så småt i 2009, da Suzen og Peter mødte hinanden til en fest og her blev de enige om at starte et band sammen.

Stronger! er bandets nyeste fuld længde album, og det fungere samtidig som første del af et dobbelt album (i presseskrivelsen står der dog ikke hvornår anden del kommer). Albummet består af 9 sange og stilen er pop/rock med lidt progressive elementer. De ni numre er overordnet set ret kedelige, men der er et par lyspunkter som eksempelvis det Pink Floyd-inspirerede guitarspil i den stille sang ”Dark Silence” eller melodien i ”Never Leave Your Home”, som er den mest progressive af sangene. Og sangen ”One More Fucking Time” har også noget catchy over sig og er efter min mening den stærkeste sang på albummet. Men sange som ”Sometimes” og ”Moving Times” rammer mig slet ikke og en sang som ”Get Onto The Bus” er efter min mening decideret dårlig.

Albummet er velproduceret og lyden er god. Især guitararbejdet fungerer ret godt og vokalen er på sin vis også i orden. Men som sagt synes jeg albummet i sin helhed er ret kedeligt. Hovedparten af sangene er simpelthen ikke stærke nok efter min mening. Så jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke er blevet fan af dette band.

Jeg har som sagt lidt svært ved at give dette album min den største anbefaling, men du kan jo give bandet et lyt og dermed bedømme deres musik selv. Måske har du en anden mening?!
 
Stronger! udkommer den 28. august via Sonic Revolution/Soulfood.
 
(3 ud af 6)
 
Besøg Suzen's Garden på Facebook her.
_______________________________________________________________________

Respublica Mars – Music From The Underground

Anmeldt af Calle: 19-08-2015

Respublica Mars, eller РЕСПУБЛИКА МАРС som de hedder på Russisk, er et alternativt hard rock band fra Rusland. Bandet, som bor op til 7 timer fra hinanden, er et internetbaseret band. D.v.s. at alt hvad de laver foregår via nettet. Bandet består af Fuzzzone (guitar), DAG (vokal), Phil (bas) og Ig (trommer). Music From The Underground er bandets andet album og består udelukkende af coversange fra andre russiske bands. Som bandet skriver det i den medfølgende presseskrivelsen ”This is a tribute to bands from the Russian far east”.

Alt info på CD coveret er på russisk, så af gode grunde kan jeg ikke se hvad de oprindelige bands hedder (men okay, jeg kender da også kun et russisk band og det er Gorky Park). Heldigvis har bandet oversat sangtitlerne på presseskrivelsen. Музыка Подвалов, eller Music From The Underground som den engelske titel er, består af 12 alternative hard rock sange, hvor inspirationerne er hentet hos bands som eksempelvis Mötley Crüe, Guns ’n’ Roses og WASP. Musikken er i og for sig udmærket, men jeg har endnu ikke vænnet mig til, at der bliver sunget på russisk. Der er både stille rock sange som ”Красная осень (Red Autumn)” og ”Теряю тебя (Losing You)”, men også hard rockere som ”Небылицы (Nonsense Stories)”, ”Эпоха (Escape)” og åbningsnummeret ”Художник (Artist)”. De nævnte sange er nogle af mine personlige favoritter på albummet. Derudover er der en sang som hedder ”Брюс Уиллис (Bruce Willis)”, hvor bandet også gør brug af saxofon. Det husker jeg også fra en plade Bruce Willis selv lavede tilbage i 80’erne.

Musikken er velspillet og produktionen er også udmærket. Der er et par gode guitar soloer i nogle af sangene og instrumenterne ligger generelt godt i lydbilledet forhold til hinanden. Som sagt har jeg ikke vænnet mig til det russiske sprog og så er jeg samtidig ikke ovenud imponeret over vokalen. Men alt i alt er det et udmærket album, som jeg dog ikke tror, vil få den store opmærksomhed i Europa eller resten af verden. Men bandet gør da hvad de kan ved bl.a. at kontakte en side som denne og sikkert også flere andre større eller mindre hjemmesider rundt omkring i verden.

Jeg vil slutte af med, at bruge bandets eget slogan ”Great songs can be found anywhere”, som er et slogan de har taget fra en sætning på Guns ’n’ Roses coveralbum ”Spaghetti Incident”. Jeg vil dog ikke betegne sangene som decideret ”great”, men de er bestemt udemærkede!!! Giv bandet et lyt (det kan i skrivende stund bl.a. gøres på deres bandcamp side via dette link).
 
Music From The Underground udkom den 24. maj.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Respublica Mars på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Groundless – Adrenaline

Anmeldt af Calle: 18-080-2015

Groundless er et norsk heavy metal band, som består af Henrik Classon (vocal), Anders Gustavsen (bas), Jan Erik Gustavsen (lead guitar), Fredrik Kirkhorn (guitar) og Per Erik Flatin (trommer). Bandet blev dannet allerede tilbage i 1996, men denne konstellation har kun været sammen i et par år. Deres nye album, som samtidig er bandets debut fuld længde, har fået titlen Adrenaline.

Adrenaline består af 15 numre, hvoraf det ene er en intro. Jeg synes albummet har nogle rigtige gode sange og melodierne er rimelig fængende. Derudover er der en god variation i numrene og man får både heavy sange og de mere stille sange. Af sidst nævnte kan en sang som ”Eight & A 3rd” nævnes. En rigtig god ”ballade”, som minder mig lidt om Staind eller Stone Sour. Af de mere heavy sange kan jeg bl.a. fremhæve sange som ”Waste Of Space”, titelnummeret ”Adrenaline” samt ”Dust To Gold” og afslutningsnummeret ”Settle The Score”. Også en sang som ”Once Again” lyder rigtig godt i mine ører. Men alt i alt er den 14 rigtig gode og catchy sange.

Albummet er derudover velproduceret og musikkerne spiller godt. Jeg skulle dog lige vænne lidt til Henrik’s vokal. Der er en overordnet fed groove over hele albummet og der er flere gode riffs og soloer spredt udover sangene. Og som sagt er de fleste sange ret catchy med nogle velskrevne og fængende melodier.

Er du fan af bands som eksempelvis Avenged Sevenfold, Godsmack, Stone Sour, Saliva og Papa Roach, så vil du muligvis også kunne lide disse nordmænd. De spiller i hvert fald moderne metal, dog uden at lyde præcis som en copycat af de nævnte bands. Jeg havde ikke kendskab til bandet inden jeg fik denne Cd, men jeg synes helt klart at Adrenaline fortjener et lyt eller to eller flere.
  
Adrenaline udkom den 14. august via Crome Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Groundless på Facebook her.
____________________________________________________________________________________
The Vision Ablaze - Youtopia
 
Anmeldt af Emil Klinkby: 17-08-2015

Københavnerbandet The Vision Ablaze har et nyt album på trapperne. Albummet Youtopia ligger ud med “Absent”. En aggresiv, råbende Peter (vokal) sætter i hvert faldt gang i albummet med manér. Man fornemmer hurtigt den progressive metal, som The Vision Ablaze bygger på. En blanding af clean vokal, og scream er kombineret vellykket.

Det andet nummer på albummet, “Under The Killing Moon”, er et mere tungt, og melodisk nummer. Størstedelen af nummeret er meget ørehængende. Der er dog elementer i dette nummer, som f.eks. scream som jeg mener godt kunne være undgået, da nummeret egentligt er super lækkert at lytte til.

Efterfølgende nummer “Dreaming Awake” mener jeg ikke er så veludført som visse andre numre på albummet, desværre. En smule ensartet og en anelse for aggresivt til min smag.

Men generelt om albummet Youtopia, vil jeg mene at det er veludført med få undtagelser. Derudover må man ikke glemme, at Jacob Hansen har lavet master, mix og optagelser. Og ham er der vidst ikke meget at sige om. Generelt er lyden super god, og der er ingen tvivl om at han også mestre denne genre.

Der er ingen tvivl om at The Vision Ablaze er inspireret af bands som Killwitch Engage, Machine Head og til dels også fra Atreyu. Men dog vil jeg mene, at det kun er inspiration. De formår at skabe et univers, som er lidt deres eget. Og det skal de have stor ros for. 

Youtopia 
udkommer den 25. september via Mighty Music/Target Group.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg The Vision Ablaze på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Polarized - Western Hypnosis
 
Anmeldt af Emil Klinkby: 17-08-2015
 
Polarized er et nyt band, med udgangspunkt i thrash genren. Bandet står nu klar med deres debutalbum, Western Hypnosis, som udkommer d. 4. September 2015.

Sangene i Western Hypnosis varierer generelt godt. Det er en ting som jeg synes flere thrashbands ikke kommer specielt godt ud af. Typisk forbinder jeg thrash med hurtige riffs, hurtige trommer med massere af stortromme konstant, og en bas med alt for meget distortion. Men jeg synes at Western Hypnosis skiller sig godt ud. Der er bestemt sange med massere af fart over feltet. Her vil jeg særligt pege på titelsangen ”Western Hypnosis” som næsten er svær at følge med i. Men der er dog flere sange som bl.a. ”Recipe for Death” og ”Rise” som har et hook, der er tungt og skarpt. En sang som også skiller sig ud er sangen ”Black Loyalty, som har en lidt atypisk intro, som er stille. Der er effekter som delay og rumklang, som jeg sjælendt har hørt i thrashmusikken. Efter introen kommer der et break-stykke og så er vi tilbage ved det tunge.

Generelt er Western Hypnosis et meget aggresivt album. Om man så hører en tung, eller en hurtig sang, og. med tekststykker som ”We attemt to kill them both”, kan lyrikken heller ikke klantres for at være for tøsedrenge.

Normalt er jeg ikke selv den store fan af thrash. Men Polarized har dog alligevel vendt det lidt for mig. Det er super at høre nogle som skaber noget variation og noget melodisk i thrashmusik, og det findes bestemt i Western Hypnosis. Jeg er sikker på, at hvis du er til thrash, så er dette album lige noget for dig!

Western Hypnosis 
udkommer den 4. september via Mighty Music/Target Group.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Polarized på Facebook her.
_________________________________________________________________________

PhallaX - Relics Of Harmony
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 17-08-2015
 
PhallaX er et Power Metal band fra Stuttgard, Tyskland og jeg har gennemlyttet deres sidste nye album Relics Of Harmony som må betegnes som noget nær et mesterværk. Der er god stemning fra start til slut.
 
Stilen er som sagt Power Metal og der er referencer til en nogle af de bands jeg rigtig godt kan lide, dog uden at der er stjålet. Navne som Iron Maiden, Sweet, Dream Theater, Volbeat, Chainfist og Forcentury er dem jeg hurtigt kommer til at tænke på når jeg hører PhallaX.

Det er et gennemarbejdet album hvor der er god ballance mellem både instrumenter og vokal. Der er flere temposkift i numrene, hvilket gør albummet spændende at lytte til - igen og igen. Jogi Shure har en rigtig god stemme der til tider minder lidt om Bruce Dickinson fra Iron Maiden. Felix Schurr skriger ind i mellem og spiller guitar sammen med Phil Schulz. Fabi Bosch spiller bas og Chris Rott spiller trommer.

De 11 numre som albummet indeholder er alle gode. Hittet må næsten være "Trollinger" der både har Iron Maiden og System Of A Down kvaliteter.
 
Relics Of Harmony udkommer den 17. april 2015 via Metalapolis Records.
 
   (6 ud af 6)
 
Besøg PhallaX på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Killing Ghandi – Cinematic Parallels

Anmeldt af Calle: 14-08-2015

Killing Ghandi er et københavnsk-baseret metal band, som blev dannet i 2013. Bandmedlemmerne, som spiller og har spillet i bl.a. Manticora, Wuthering Heights, Evil Masquerade, Corpos Mortale og Illdisposed, er Thorbjørn Jensen (vokal), Martin Arendal (guitar), Rasmus Schmidt (trommer) og Kasper Gram (bas).

Cinematic Parallels er Killing Ghandis første album og stilen er melodeath/scandic metal. Inspirationerne er hentet hos bl.a. In Flames, Arch Enemy, Soilwork og Dimmu Borgir. Albummet tæller 16 numre, hvoraf der er 5 ”trailers”. Som titlen måske antyder, så er de 11 sange inspireret af Arendal’s top 11 favorit film, men han har så omskrevet filmtitlen og lavet teksterne ud fra det. Jeg gætter derfor på, at det er derfor de bruger ordet ”trailer” i de instrumentale mellemstykker. Jeg har nu lyttet albummet igennem et par gange og jeg finder det rimelig varieret. Numrene er godt skruet sammen og der er en pæn variation med flere temposkift i de enkelte sange. Mine favoritter blandt numrene er ”What Lies Beneath”, ”Only The Strong Will Survive” og ”01000101101000111”. Men resten af sangene fungerer nu også rigtig godt. Det er metal med kvalitet. Og så er det dansk !!!

Der er en god rød tråd gennem albummet og det hele virker meget gennemført. Samtidig spiller de tre musikkere godt og Thorbjørn’s vokal passer godt til bandets stil. De clean vokaler på ”Leader Of Losers” og førnævnte ”01000101101000111” er sunget af Casper Frid og så synger Maja Iven Ulstrup den kvindelige vokal på sidst nævnte sang. Albummet er produceret af Martin og Kasper og så er det mixet og masteret af selveste Jacob Hansen. Den overordnede lyd og produktion kan man heller ikke sætte en finger på.

Er du til melodeath og kan du nikke genkendende til ovennævnte bands (både inspirationskilderne og musikkernes nuværende og tidligere bands), så vil du med sikkerhed finde dette album rigtig godt. Så jeg synes helt sikkert du bør tjekke det ud.
 
 
Cinematic Parallels udkommer den 14. august 2014 via Crime Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Killing Ghandi på Facebook her.
________________________________________________________________________

Warren Haynes feat. Railroad Earth – Ashes & Dust

Anmeldt af Calle: 14-08-2015

Warren Haynes, som også gør sig som sanger, sangskriver og guitarist i Allman Brothers og Gov’t Mule, er ude med sit tredje solo album, som han har valgt at kalde Ashes & Dust. Med sig på albummet har han den New Jersey baserede amaricana gruppe Railroad Earth.

Ashes & Dust består af 13 skæringer, hvor stilen er blues, folk og country baserede singer/songwriter sange. Der bliver gjort brug af både violin, banjo, steel guitar, mundharpe, klaver og selvfølgelig en masse akustiske guitarer. Musikken er utrolig velspillet og Haynes har en fantastisk stemme, som passer perfekt til denne sjælfulde musikstil. Melodierne er virkelig flotte og albummet har en overordnet fed feeling. De fleste af sangene er helt nye, men enkelte har Haynes skrevet gennem de sidste 30 år. Ifølge ham selv har de bare ikke passet ind i hans andre bands eller hans to tidligere for den sags skyld. Men på dette album kommer de til deres fulde ret.

Udover Railroad Earth har Haynes også et par gæstemusikkere med på albummet. Bl.a. Allman Brothers bassisten Oteil Burbridge og Allman Brothers perkussionisten Marc Quinones samt den grammy-nominerede singer/songwriter Shawn Colvin og harmonikaspilleren Mickey Raphael. De to sidst nævnte medvirker på sangen ”Wanderlust”. Derudover medvirker den amerikanske sangerinde Grace Potter i den flotte duet i cover version af det gamle Fleetwood Mac nummer ”Gold Dust Woman”. Udover de ovennævnte sange, så vil jeg også fremhæve numre som ”Blue Maiden’s Tale”, ”Coal Tattoo” og ”Glory Road”.

Alt i alt er det er rigtig skønt og behageligt album med flotte sjælfulde sange. Musikken er yderst velspillet og albummet er samtidig utrolig godt produceret. En varm anbefaling skal der helt sikkert lyde herfra.

Ashes & Dust 
udkom den 24. juli 2014 via Mascot Label Group.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Warren Haynes på Facebook her.
_______________________________________________________________________

Freddy And The Phantoms – Times Of Division

Anmeldt af Calle: 13-08-2015

Jeg ved godt dette album udkom for et år siden, men jeg har først fået det fra selskabet forleden dag. Og jeg synes helt bestemt det fortjener, at få et par ord med på vejen. Bandet, som kommer fra København, består af Frederik Schnoor (vokal, guitar og harp), Rune Hansen (trommer og tamburines), Morten Rahm (pedalsteel og guitar), Mads Wilken (bas) og Anders Haahr (organ). Dette er bandets tredje album, men desværre har jeg først hørt dem nu. ØV!

Bandet spiller bluesrock med inspiration hentet i 70’erne. Jeg synes jeg kan høre en del Deep Purple, Rainbow, The Doors og Led Zeppelin i deres musik, men også navne som Thin Lizzy og ZZ Top. Derudover minder enkelte sange og passager mig faktisk om den tidligere Bon Jovi guitarist Richie Sambora’s solo albums. Ikke fordi jeg tror de har hentet inspiration hos netop ham, men han har uden tvivl også lyttet til nogen af ovennævnte bands. Lyt f.eks. til sangen ”Storm On The Riverside”. Udover denne glimrende sang, så består albummet af yderligere ni rigtig gode sange. Den ene perle efter den anden. Der er rock, der er blues, der er uptempo, der er downtempo. Derudover er albummet spækket med fede riffs og guitar lir samt et utrolig tydeligt og velspillet hammond orgel. Og når man så samtidig har en super sprød sanger i Frederik, så kan det kun blive et godt album. Og det er det!!!!

Nu skrev jeg godt nok, at jeg ikke havde hørt bandet før for ganske nylig. Dette er ikke helt korrekt, for jeg har hørt sangen ”Borderline Blues” utallige gange på MyRock, men uden at vide hvem bandet var. Denne sang er, sammen med ”Down, Down, Down”, ”In The Attic”, ”On The Sidewalk”, ”No Time” og førnævnte ”Storm On The Riverside”, nogle af mine personlige favoritter på Times Of Division. Og de resterende fire sange ligger meget tæt på.

Dette er uden tvivl et dansk band med international klasse. Albummet har kørt på konstant repeat de sidste tre dage, både hjemme og på mit arbejde. Tænk at jeg først har ”opdaget” dette band nu. Som sagt er Times Of Division et rigtig fedt album med solidt og veludført musikalsk arbejde og en super fed vokal. Og samtidig er albummet også rigtig godt produceret. Så er du til 70’er inspireret blues rock, så bør du tjekke dette album ud. Jeg er i hvert fald blevet fan!!!

Times Of Division 
udkom den 18. august 2014 via Target Records.
 
   (5½ ud af 6)
 
Besøg Freddy And The Phantoms på Facebook her.
_____________________________________________________________________________________
LisErStille - Empirical Ghost
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 12-08-2015
 
Modige mænd fra Danmark har lavet et orkester og kaldt det Liserstille og de har lavet en cd der hedder Empirical Ghost.

Stilen er progressiv rock med masser af synthesizer. Egentligt burde det få mig til at give dem 6 skulls med det samme, da den sammenblanding taler til mig, men der er noget der ikke helt fanger mig. Det er velspillet og velproduceret, men det tænder mig ikke.

Noget af det får mig til at tænke på Jean Michel Jarres første plade "Deserted Palace" (1972), meget eksperimenterende, hvilket jo er en god ting, men alligevel....

Empirical Ghost tager ca 50 minutter og har 10 numre. Der er nogle rigtig gode momenter (efter min smag, men andre ville helt sikkert synes at det hele er fabelagtig godt) og ideer og der bliver som sagt leget og eksperimenteret. Man kan høre at de gerne vil ramme en mørk og dyster stemning, men for mig bliver det kun til let skumring.Martin Byrial's stemme ligner til forveksling David Bowie's på flere af numrene, hvilket klæder stilen. 
 
Jeg har hørt cd'en rigtig mange gange og er da ikke træt af den, selvom den ikke 100% lige er mig, og det må jo også sige noget om kvaliteten af denne skive. Jeg vil klart anbefale Empirical Ghost til den ekperimenterende lytter eller dem der godt kan lide 70'er eksperimenterende rock.
 
Empirical Ghost udkom den 24. april via G-Records/Rough Trade.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg LisErStille på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Resurrecturis - Nazienda
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 09-08-2015
 
I 1990 blev der i Italien dannet et metalband som fik navnet Resurrecturis. De er nu, 25 år senere, klar med deres 4. studieplade. De spiller en blanding af dødsmetal og extreme metal og jeg må understrege at det ikke er de genre jeg er størst fan af, hvilket nok vil komme lidt til udtryk i denne anmeldelse.

Deres nye plade har fået titlen Nazienda og indeholder 11 sange. Hver sangtitel starter med et tidspunk på døgnet, hvilket betyder at lytteren kommer gennem en hel arbejdsdag i løbet af denne 38 minutters lange plade.

Dagen starter kl. 06.29 med sangen ” Sleeping With Your Hair Spread Over My Chest”. Det er en semi-akustisk sang, som ligger os blødt fra start. Der går dog kun ét minut for vildskaben viser sig fra sin mest brutale side. Sangen ”The Alarm” har en varighed på 1:47 og de først 70 sekunder bliver brugt som opbygning for det sidste halve minuts uorganiserede støj. Resurrecturis kommerr her op i et gear, som er alt for meget for undertegnede.

Klokken er blevet 07.12 og det er tid til sangen ”On The Way To Work”. Her prøvet bandet kræfter med et mere rocket udtryk, som jeg synes klæder dem bedre. De viser stadigvæk tænder, men der er bedre sammenhæng i musikken. Det samme er gældende i nummeret ” Lunchbreak Alienation” De bruger også clean vocals i denne sang, mens de på andre tidspunkt growler på livet løs og nogle sange bliver der skiftet mellem disse vokalmæssige stilarter, som f.eks er tilfældet i skæringen ”The Number You Have Dialed”.

Resurrecturis er et band der implementerer mange skøre og skæve idéer i deres musik. ”On The Way To Work” indeholder trafiklyde, ”Animals In The Metting Room” indeholder.. ja, dyrelyde. ” The Thought That Something Went Wrong With My Life” forestiller en telefonsamtale, som derfor bliver leveret med ’spoken words’. Pladen slutter på sofaen kl. 23.31 med “Falling Asleep On The Couch”, som skifter mellem hårde og blide passager.

Denne plade indeholder et par sange jeg synes er acceptale, men der er ikke noget som for alvor bliver godt. Jeg vil derimod sige at der er mange sange, som jeg overhovedet ikke bryder mig om. Hvis man er tilhænger af extreme metal, kan det nemt være at man er mere positivt stemt over pladen. For mig kammer det tit over og ender med at blive støj i stedet for musik. I hvert fald i mine ører.. Jeg erkender at bandet besidder nogler musikere med et kreativt sind, som skaber noget som man ikke nødvendigvis hører så tit. Jeg kendte ikke Resurrecturis før jeg lyttede til denne plade og der jeg har hørt her, har bestemt ikke givet mig blod på tanden til at dykke ned i deres bagkatalog.

Nazienda 
udkommer den 25. september via Mighty Music/Target Group.
 
(2 ud af 6)
 
Besøg Resurrecturis på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Unbound – Wicked World

Anmeldt af Calle: 04-08-2015

Unbound er et tysk metal band fra Stuttgart, som blev dannet tilbage i 1996, men blev oplyst i 2005. I den periode udgav de to albums. For ca. 2 år siden gendannede forsangeren bandet med ny besætning og de har nu indspillet dette album, som de har givet titlen Wicked World. Det er det første album på bandets nye label Metalapolis Records. Medlemmerne i bandet er Marshl (vokal/growl), Vali (trommer), Max (guitar), Chris (bas) og Cedric (guitar). Wicked World er mit første bekendtskab men bandet.

Unbound spiller doomcore og jeg må indrømme at jeg ikke er så velbevandret i denne genre. Men jeg fandt ud af at det afhænger lidt af hastigheden på musikken. I doomcore er den ofte langsommere end den f.eks. er i darkcore. Men uanset hvad, så er Unbound er i hvert fald inspireret af bands som eksempelvis Crowbar, Pantera og Down og det er alle tre bands jeg kan nikke genkendende til.

Wicked World består af 10 ekstrem tunge og dystre sange. Overordnet set er der er rigtig fed groove over bandets musik og sangene er godt skruet sammen med gode riffs, tons tunge rytmer og en yderst rå vokal. Man bliver næsten bange for Marshl bare ved at lytte til hans stemme. Mine favoritter blandt de 10 sange er ”Still Weight Down With Sorrow” samt åbningsnummeret ”Race Against Time” og den mest downtempo sang ”God For A Day”. Et lille minus for mig er dog, at sangene godt kan blive en smule ensformig i længden. Det krævede lige et par gennemlyt før jeg kunne adskille ”favoritterne” fra de andre sange.

Albummet er produceret, mixet and mastered af Achim Köhler, som tidligere har arbejdet med bl.a. Primal Fear, Sinner og Brainstorm. Han har gjort et godt stykke arbejde og ramt en lyd der ligger godt til bandet.

Alt i alt er det et godt album bandet har lavet og er man til musik inden for denne genre, så kan man roligt tjekke disse tyskere ud. Jeg vil personligt selv følge dem på sidelinien i fremtiden og måske tjekke flere doomcore bands ud.

Wicked World 
udkom den 19. juni via Metalapolis Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Unbound på Facebook her.
________________________________________________________________________

St. Prostitute – Glorified

Anmeldt af Calle: 03-08-2015

Jeg har fulgt dette band længe, ja allerede dengang de gik under navnet L.A. Prostitutes. Nu har bandet fået nyt navn, et par nye bandmedlemmer og de er samtidig ude med deres andet fuld længde album, som har fået titlen Glorified. Bandet består af brødrene Fussy (vokal og guitar) og Morten (lead guitar) Korsholm samt Jack Andy (trommer), Jonas Bak (bas) og Kris Freeze (guitar).

Albummet, som består af 12 sange, er spækket med gode guitar riffs, solidt tromme- og bas spil og dertil skal man så lægge Fussy’s sprøde vokal. Blandt de 12 sange er der både blevet plads til de hårde rockere, men også sange fra den mere stille ende af rock skalaen. Altså en god blanding af power og finesse. Lige et album for undertegnet. Skal jeg fremhæve mine personlige favoritter må det være sange som ”Red Car”, åbningsnummeret ”Farewell & Goodbye” samt første singlen ”L.A. Party”. Derudover synes jeg også ret godt om ”Leech” (som tidligere har været udgivet som single) og ”Suicide Girl”. Alt i alt er det 12 rigtig gode sange bandet har indspillet og du kan roligt regne med, at man får alle rock klicheerne smidt lige i fjæset. De står nærmest i kø på dette album. Og dette er ment positivt!!

Jeg synes helt bestemt at bandet har rykket sig siden debut albummet ”Here Comes The Prostitutes”, som udkom for ca. 3 år siden – og det er til det endnu bedre. Man fornemmer en endnu mere tight enhed og bandet sprudler samtidig af en enorm spilleglæde og energi.

Glorified er indpspillet og produceret af Rune Buck i hans Lobster Studio. Sammen med bandet har han formået at fange den rette energi og ”live-feeling”, som jeg personligt synes passer rigtig godt til St. Prostitute og deres stil. Derudover er det blevet masteret i Lurssen Mastering i Hollywood af Rueben Cohen (Foo Fighters, Incobus, Rob Zombie, Pharrell, Bruno Mars etc.). Han er valgt for at få et mere moderne touch til den klassiske rock som bandet spiller. Dette er efter min mening også lykkedes rigtig godt.

Er du til kompromisløs og ærlig rock ’n’ roll med en enorm energi, så bør du uden tvivl tjekke dette album ud. Og er du til samtidig til ”sex, drugs & rock ’n’ roll” klicheerne, så går du helt sikkert ikke galt i byen med disse unge mænd i St. Prostitute.

Glorified 
udkommer den 7. august via Mighty Music/Target Group.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg St. Prostitute på Facebook her.
__________________________________________________________________________________
Powerplay - All Those Years
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 01-08-2015
 
Det danske rockband Powerplay blev dannet tilbage i slut 80’erne og spillede en række koncerter på den danske undergrundsscene. I 1991 vandt de prisen ”Let’s Rock”, hvilket betød at de fik en kontrakt til at lave en studieplade. De nåede aldrig at lave pladen på grund af nogle uforudsete omstændigheder, men gik derimod i dvale. Nu er der gået godt 20 år og bandet er nu startet op igen, hvilket betyder at debutpladen omsider er færdig og klar til udgivelse.

Powerplay bevæger sig i genren AOR, som står for Adult Oriented Rock. Stilen kan bedst beskrives som harmløs radio-venlig melodisk heavy-rock. Nogle af bandets inspirationskilder er Toto, Journey, Supertramp og Foreigner.

Vokalist Erik Thomsen har en solid vokal, som passer godt til den stilart Powerplay leverer. Bandet består der ud over af guitarist Kurt Lundgaard, bassist Philip Stricker, trommeslager Simon Dalberg og slutteligt Peter Gjedde på Keyboard.

Deres debutplade har fået titlen All Those Years og består af 10 numre med en samlet spilletid på 37 minutter. Pladen består både af spritnye sange, samt gamle numre, som er skrevet inden opløsningen i 1992.
 
Første nummer er også blevet valgt som den første single fra pladen og har fået titlen ”City Of Love”. Det er en god indikator for hvilken lyd Powerplay går efter og nummeret har et fængende beat og godt guitararbejde som er understøttet af vellydende keyboard.

Nummeret ”Going Home” er pladens ballade og den køres også sikkert hjem med et godt omkvæd og en fin melodi. De efterfølgende sange følger efter i samme spor som førstesinglen og bandet forlader ikke deres comfort-zone på noget tidspunkt. Der tages ikke mange chancer og der er ikke meget variation, hvilket også går hen og bliver bandets akilleshæl. De mangler lige et hit eller to, som har et ekstra niveau og derved skiller sig ud fra mængden.

Powerplay er et band med dygtige musikere og jeg vil rose dem for at give plads til hinaden. De suplerer hinanden rigtig godt og det giver en behagelig lytteroplevelse. ”All Those Years” er indspillet med så få overdubs som muligt, for at skabe en lyd som kan genskabes på livescenen. Hvis man er fan af AOR samt nogle af de bands som er nævnt som inspirationskilder, kan man roligt give denne plade et lyt.

All Those Years 
udkommer den 4. september via Target Records.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Powerplay på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Unsafe - Enter Dark Places
 
Anmeldt af Peter Letting: 31-07-2015
 
Det franske band Unsafe er ude med nyt album ”Enter Dark Places”. Albummet udgives via Mighty Music og landede på gaden 3 juli 2015. Unsafe har rødder tilbage i 90’erne, men har haft en længere pause, og er nu tilbage med en ny besætning.

Unsafe er super fede i mine ører, og jeg har nærmest hørt skiven her, uafbrudt den sidste måneds tid. Det er hårdt og råt, og der bliver ikke sparet på noget. Men det er hårdt på den fede måde. Meget melodisk og iørefaldende med masser af lækre passager og sprøde skift. 
 
Jeg er ret begejstret for trommerne og rytme sektionen i det hele taget. Det hele er bare så tight, selvom det til tider går temmelig hurtigt, men det er bare en ren fornøjelse. Melodier og guitar riffs er også virkelig sprøde. Selvom det er ganske nyt og moderne metal, så synes jeg stadig at der er noget klassisk / old-school ved guitar soloerne og diverse harmonier. Det passer lige til min gamle heavy metal sjæl.

Jeg har så efterfølgende læst mig til at Unsafe er ”female-fronted”… Det havde jeg sq nok ikke lige selv gættet, eftersom vokalen er temmelig rå og grov, og ikke særlig femninin. Der er godt nok også mildere passager ind i mellem, men stadig ikke ret feminint. Jeg er dog ret underholdt af vokalen, og mener den passer super fedt til musikken

Alt i alt et fedt album, med masser af energi og nerve. Samtidig har de franske faktisk noget på hjertet. Teksterne handler om overforbrug, egoisme, misbrug af vores jordklode, og den slags ”hotte” emner. Svært at vælge et favorit nummer, fordi jeg synes alle 13 numre er gode. Men måske falder valget på nummer 10 ”Stimulate My Mind” eller nummer 13 ”Half-Wit”.  Unsafe består af: Stéphanie på vokal, Lionel på guitar, Niko på guitar, Mathieu på bas og Xavier på trommer. Unsafe får 5 ud af 6 herfra

Enter Dark Places 
udkom den 3. juli via Mighty Music/Target Group.
 
   (5 ud af 6)
 
Besøg Unsafe på Facebook her.
________________________________________________________________________

Celestial Son - Saturn's Return
 
Anmeldt af Brian Risom Nielsen: 28-07-2015
 
Endnu en gang sidder jeg med tabt kæbe og en fornemmelse af, at her er nogen der ved hvad de vil. Celestial Son, et Københavnerband, har fanget den lille Brian med deres velindspillede og velkonstruerede musik. Progressivt grunge/rock/metal, og det luner mit lille jyske hjerte! Før hed de Drone, men pga. et tysk band med samme navn har man valgt at ændre til Celestial Son. En himmelsk/overjordisk søn.

Jeg ved ikke andet end, at denne plade her får mig til at flyve op af min ellers komfortable stol, så på en eller anden måde bliver man overjordisk sammen med bandet. Stemningen, lydene og intensiteten!! Den akustiske guitar og det lækre flygel der flytter luften i lokalet. Og den, i det hele taget, meget lækre sangkonstruktion hele pladen igennem. WOW!

Som sagt, så er det meget flyvende. Jeg mener blot, at bands som Alice in Chains og Tool ikke har levet forgæves. Her er en absolut god cocktail af ovenstående, og det er slet ikke så ringe endda!

Vi har her at gøre med i omegnen af 59 minutters overlegen sangskrivning og performance! 13 numre til at fylde rummet med stenet, rocket og genialt musik med et strejf af Nirvana, som jeg ellers ikke bryder mig om. Men her er det helt fint!

Celestial Son er et band der ved hvad de vil. Det er min overbevisning! Sang to, "All I ever Wanted", er blevet repræsenteret med en fremragende video, som har krævet sved og, ja, tårer fra syngeren Rasmus Sjøgren. 6 stive timer siddende på en stol for at tage vanvittigt mange billeder, der til sidst mundede ud i en meget sigende video! Ingen toiletbesøg! Intet mad! Ingenting i processen! Godt gået, Rasmus! Jeg håber du fik en kold kringle efter det der!

"Open Wound"! Track 4. Ord bliver overflødige! Men man mærker en smerte, som gnaver sine beskidte tænder dybt ind i marven. Det er som et genstridigt sår der bliver flået af med absolut pine og fortrydelse som resultat! Hvor ér det godt lavet!!!

Ja, jeg kunne sagtens sidde og bruge halvdelen af min aften på at analysere dette mesterværk af en plade, men landet ligger sådan at dette er en plade man ikke skal hverken skrive eller læse om. Den skal opleves! Det er ikke for at springe over hvor gærdet er lavest. Det er for at gøre dig, kære læser, opmærksom på, at skrevne ord i dette tilfælde er spild af vidunderlig tid, når man lige så godt kan tage sofaen på ryggen, lukke øjnene og leve sig ind i denne vidunderlige verden af lyd!

Har du et seriøst 'jeg elsker dig' forhold til veltrimmet, velspillet og velbygget musik i den lækre grunge-agtige ende af skalaen, så stop blot med at læse mine skrevne ord. Knap en øl op. Ryg en af de ulovlige. (Det er ikke en opfordring). Smæk stængerne op, og lad dine ører modtage lyd i den bedste mening. Tro mig, kære læser. Du vil ikke fortryde.

Som en sidste anbefaling kan jeg nævne "Not a Choice" som en repeatvenlig sang. WOW!!! Men det gælder i virkeligheden hele pladen, som er én lang og fed oplevelse. Det er svært at trække nogle numre ud i forhold til andre.

Saturn's Return 
udkommer den 11. september via Mighty Music/Target Group.
 
    (6 ud af 6)
 
Besøg Celestial Son på Facebook her.
________________________________________________________________________________
Pyramaze - Disciples Of The Sun
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 20-07-2015
 
Pyramaze er et progressiv power-metal band fra Danmark, som blev dannet i 2002. De har været gennem en del udskiftninger i bandet, siden dannelsen for 13 år siden og deres sidste album blev udgivet helt tilbage i 2008. Nu er de klar med ny forsanger og en ny plade som har fået titlen Disciples Of The Sun. Pladen er produceret af danske Jacob Hansen, som også spiller guitar i bandet. Jacob Hansen har tidligere produceret musik for Volbeat, Pretty Maids, Mercenary og mange flere. Jeg har altid en tryg fornemmelse i maven, når jeg hører han er producer. Jeg ser det som et kvalitetsstempel og garanti for super sprød lyd og godt produktionsarbejde.

Disciples Of The Sun indeholder 12 numre som har en samlet varighed på 52 minutter. Første nummer er "We Are The Ocean", som fungere som en introduktion for det næste nummer som hedder "The Battle Of Paridas". Dette numer er en rigtig god indikator for hvilken lyd bandet går efter på denne plade. Der bliver brugt keyboards, kraftfuld guitar, dobbeltpedal på trommerne og der skal lyde en stor ros til den nye forsanger Terje Harøy, som har en melodiøs stemme, som går godt i spænd med musikken.

Bandet er leveringsdygtige i fængende melodier og det kommer i høj grad til udtryk i min personlige favorit på pladen, ”Back for More”. Det er en ørehænger, med et omkvæd der har sat sig fast hos undertegnede. Albummets titelnummer er også et flot nummer, som indeholder en flot instrumental passage midt i sangen, hvor tempoet bliver sat ned for en stund. "Perfectly Imperfect" starter ud med et catchy tungt riff, som indeholder masser af power. Albummet bliver lukket med sangen "Photograph", som er en mere afdæmpet sang, hvilket ofte et tilfældet med afslutningsnummeret på en plade. Der bliver, ligesom andre steder på pladen, brugt orkestrale virkemidler, hvilket fungerer godt. Forsanger Terje Harøy får her gode muligheder for at imponere vokalmæssigt, hvilket også lykkes med bravour.

Pyramaze er leveringsdygtige i et musikalsk håndværk i særklasse. Jeg kendte ikke bandet inden jeg lyttede til denne plade, men jeg må indrømme at deres lyd har fanget mig og imponeret mig meget. De spiller med en forfriskende energi og skriver fængede numre, som sætter sig fast på nethinden. De har en evne til at få alle deres elementer til at smelte sammen og resultatet er en af de bedste danske plader jeg har hørt i år. Jeg er spændt på at følge bandets videre færd og vil klart anbefale fans af hård-rock og metal, til at give dem et lyt.

Disciples Of The Sun 
udkom den 22. maj via Inner Wound Recordings.
 
   (5½ ud af 6)
 
Besøg Pyramaze på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Nox Interna – Spiritual Havoc

Anmeldt af Calle: 10-07-2015

Nox Interna er et spansk/tysk band, som blev dannet i 2007. Dengang var det et rent spansk band, som har udgivet to albums på spansk. Herefter flyttede bandets sanger Richy Nox til Berlin, hvor han mødte de nuværende medlemmer, som er Robert Muller (bas og programming) og Peter Geltat (guitar). Trommerne er indspillet af Tobias Haas. Bandet spiller en blanding af gothic rock og industrial metal. Hvis du forestiller dig en blanding af The 69 Eyes, HIM og Rammstein, så får du en ide om bandets stil. Deres inspirationskilder tæller derudover også bands som The Sisters Of Mercy, Rob Zombie og Héroes del Silencio.

Spiritual Havoc består af 13 sange, hvor de 11 af dem bliver sunget på engelsk og de sidste to bliver sunget på Richy’s modersmål. Jeg har nu lyttet til albummet nogle gange og jeg må sige det vokser på mig. Det er blevet bedre efter hvert gennemlyt. Jeg skulle bare lige vænne mig til den elektroniske del af musikken. En ting jeg dog ikke har vænnet mig helt til, er Richy’s stemme. For det første synger han meget gebrokkent og det er derfor svært at forstå teksterne. Derudover er hans stemme ikke så solid. Men ser man billeder og videoer med ham, så har han er stor personlighed og god fremtræden.

Mine favoritter blandt de 13 sange er åbningsnummeret ”Kill Yourself And Be Reborn”og ”Parasites” samt den spansksprogede ”Aqua de Vida” (livets vand). Sidst nævnte er min klare favorit. Derudover har de lavet en udmærket coverversion af Billy Idol’s store hit ”Rebel Yell”. Jeg kan dog helt klart bedre lide originalen. Men set over hele albummet, så er det faktisk nogle gode sange bandet har skrevet og indspillet. Og selve produktionen kan man bestemt heller ikke sætte en finger på. Albummet er produceret og mixet af John Fryer i Norge. Han har tidligere produceret albums med bl.a. Depeche Mode, Paradise Lost, førnævnte HIM og hans eget band Dark Drive Clinic.

Så alt i alt har vi med et rigtig godt album at gøre. Det er helt sikkert et lyt værd og jeg kan derfor kun anbefale at man tjekker bandet ud. Synes du ikke om det ved første gennemlyt, så giv det en chance mere. Det gjorde jeg!!
 
Spiritual Havoc udkom 19. juni via Echozone.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg my Nox Interna på Facebook her.
________________________________________________________________________

Red Sun Revival – Identities

Anmeldt af Calle: 10-07-2015

Tidligere i år anmeldte jeg Red Sun Revival’s EP ”Embers” og nu er de så tilbage med deres andet fuld længde album Identities. Red Sun Revival er et engelsk alternativ/gothic rock band, som blev dannet i 2011. Bandet består af Rob Leydon (vokal og programming), Panos Theodoropoulous (bas), Matt Helm (guitar) og Christina Emery (violin). Derudover medvirker Simon Rippin som trommeslager på dette album. Bandet udgav deres debut album ”Running From The Dawn” i 2012.

Red Sun Revival spiller som sagt alternativ/gothic rock eller som de selv betegner det dark wave. Og de er da også inspireret af bands som f.eks. Depeche Mode, Nick Cave, The Mission og Sisters of Mercy.

Identities består af 9 nye sange samt én ny-indspilning af ”Mistakes”, som tidligere har været udgivet som single. Sangene er efter min mening meget enslydende og kedelige. Men jeg kan godt høre at musikkerne spiller godt, og det er sikkert bare fordi denne genre ikke tiltaler mig særlig meget, at de virker kedelige på mig. Af de 10 sange på albummet, så hører førnævnte ”Mistakes” til mine personlige favoritter. Andre sange jeg kan fremhæve er ”Four Walls” og afslutningsnummeret ”The Awakening”.

Det er Rob Leydon der har skrevet sangene og det er også ham der har indspillet musikken. Og så er albummet blevet produceret og mixet af Stephen Carey. Overordnet set er Identities godt produceret. Det er et velspillet album, men for mig er det lidt en langgaber.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg stadigvæk ikke er blevet den store fan af Red Sun Revival. Men hvis du er til musik inden for denne genre eller synes rigtig godt om nogle af de ovennævnte bands, så bør du måske tjekke bandet ud.
 
Identities udkom 19. juni via Echozone.
 
(3 ud af 6)
 
Besøg my Red Sun Revival på Facebook her.
_________________________________________________________________________________

my dyingDay – Land Of The Blind

Anmeldt af Calle: 09-07-2015

my dyingDay er et københavnsk rock band, som blev dan net i 2006. Bandet består af Anders Pedersen (vokal og guitar), Kim Henriksen (guitar), Jeppe Bårris (trommer) og Thomas Storm (bas). Land Of The Blind er bandets debut fuld længde album.

Bandet skriver selv, at de er et 99% DIY band. Derudover proklamerer dig også, at de kombinerer det tunge riff baseret 70’er heavy rock, med 90’ernes kantede alternativ og industrial rock. Forestil dig en nedsmeltning bestående af Black Sabbath og Nine Inch Nails, og så er du meget tæt på konceptet. Dette kan jeg kun give dem fuldstændig ret i og samtidig vil jeg også sammenligne dem lidt med eksempelvis Ministry, Mustasch og Jane’s Addiction. Sidst nævnte poppede af en eller anden grund op i mine tanker i de mere stille passager, hvor jeg synes Anders’ vokal godt kan minde en lille smule om Perry Farrell’s.

Land Of The Blind består af 10 rimelig hæsblæsende sange. Der er fuld knald på fra første strofe af åbningsnummeret ”You Killed Hope” til vi forlader albummet i sangen ”Drowning Slowly”. Der er dog flere temposkift spredt udover albummet, som det f.eks. gør sig gældende i sange som ”Tainted Ways” og ”Shakedown”. Blandt mine favoritter på albummet finder vi ”Breathing”, ”Circle After Circle” og ”Something Real”, men overordnet set synes jeg det er 10 gode sange bandet har udgivet.

Normalt er industrial ikke min favorit genre, men på den måde my dyingDay får det blandet ind i deres musik på, så synes jeg virkelig de får ramt deres egen stil. Og det gør helt klart, at jeg finder deres musik ret interessant. Produktionsmæssigt rammer bandet også meget godt plet. Deres lyd er forholdsvis dyster og aggressiv, hvilket det skal være, når man spiller musik inden for denne stilart. Sidst men ikke mindst, så spiller bandet godt og Anders’ vokal giver lige musikken den sidste prik over i’et.

Giv bandet et lyt, uanset om du ligesom mig normalt er mest til ”almindelig” hard rock og heavy metal eller om du finder alternativ industrial rock som din favorit genre.
 
Land Of The Blind udkom 2. marts.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg my dyingDay på Facebook her.
_________________________________________________________________________________
Amandas Nadel – Sticht

Anmeldt af Calle: 09-07-2015

Amandas Nadel er en guitarist fra Østrig, som har fungeret som session og live musikker for bl.a Roterfeld og Lolita Komplex (begge bands jeg ikke kender). Nu har han så taget sagen i egen hånd og indspillet sit debut solo album, som har fået titlen Sticht (som man vel kan oversætte til ”Stik” og referer nok til sværdet der går gennem skelettet på coveret).

Ifølge presseskrivelsen er stilen deutch-rock, som ikke er en genre jeg har stiftet meget bekendtskab med. Og efter at have lyttet til dette album et par gange, så er det ikke noget jeg vil begynde at interessere mig sønderligt for.

Udover Amandas på sang og guitar, så er det Thomas Pfaller på bas og Alex Kerbi og Stefan Niklas på trommer. Alle samples er hentet fra www.freesound.org. Det er også Amandas selv der har stået for hele produktionen (producer, mix og mastering). Lyden på albummet fejler i sig selv ikke noget, men jeg bliver på intet tidspunkt fanget af musikken. Der er enkelte steder hvor man godt kan høre, at Nadel kan spille guitar. Men hans stemme er ikke noget at råbe hurra for.

Sangene er bygget meget ens op. Der bliver ”snakket” tysk igennem versene og så bliver der ligeledes sunget på tysk i omkvædene. Flere omkvæd får mig til at tænke på en eller anden dårlig tysk melodi grand prix optræden. Skal jeg fremhæve et par enkelte sange, så må det være ”Hej, Danke”, ”Der Schwarze Mann” og ”Vampir”. De sidste to nævnte kan minde lidt om Rammstein, dog er de ikke i samme kvalitet. Selvsamme to sange er også at finde på albummet i dance mix versioner, hvilket bestemt ikke falder i min smag.

For første gang i lang tid vil jeg faktisk gå så langt og sige: dette album vil jeg ikke anbefale. Det skulle da lige være hvis du er til deutch-rock.
 
Sticht udkom 12. juni via Echozone.
 
(2 ud af 6)
 
Besøg Amandas Nadel på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Bound By Wire – Bound By Wire

Anmeldt af Calle: 08-07-2015

For lidt over to år siden anmeldte jeg Bound By Wire’s EP ”Revolution”. Dengang gav jeg bandet en karakter der var lidt over middel. Nu er de så ude med deres debut fuldlængde album. Bandet er det samme som for to år siden og de tre unge mænd tæller Erwin Turcinhodzic (guitar og sang), Christian Nørgaard (bas) og Erik Storm (trommer).

Mit første bekendtskab med Bound By Wire var ved ovennævnte anmeldelse og de tre sange fra den EP, er også at finde på dette album. Sammen med fem øvrige sange udgør de et vaskeægte hard rock album. Der lægges hårdt fra land med ”Abuser”, som bandet også har lavet en musikvideo til. En god sang at starte ”ballet” med. Herefter følger to andre straight-ahead rock sange i form af ”Losing Control” og ”Side By Side”. Sidst nævnte hører til blandt mine favoritter. I den næste sang ”Over You” sættes tempoet en anelse ned (i hvert fald i versene) og den efterfølges af ”Define Unlock”, som er en endnu mere downtempo sang. Jeg vil gå så langt som til at kalde den for albummets powerballade. Et dejligt afbræk i det ellers hæsblæsende album. De sidste tre sange er som sagt fra den føromtalte ”Revolution” EP. Her finder vi en anden af mine favoritter, nemlig sangen ”See Me Falling”. De øvrige to sange er ”Sugardaddy” og ”Revolution”. Alt i alt er det 8 rigtig gode rock sange bandet har udgivet. De er godt skruet sammen og så er de bygget op over nogle catchy melodier.

Albummet er optaget flere forskellige steder og der er også forskellige producere på. Eller rettere, bandet har selv produceret de tre sange fra EP’en og så er det Lars Strøm der har produceret de resterende sange. Han spiller også additional guitars på albummet. Selvom det er indspillet af flere omgange og på forskellige steder, så får man på intet tidspunkt en fornemmelse af det. Der er en god rød tråd gennem hele albummet og samtidig er der en overordnet god feeling. De unge mænd spiller godt og Erwin’s lidt rå vokal passer godt til musik inden for hard rock genren.

Er du til danske rock bands som f.eks. St. Prostitute, Suckerpunch, Superdirt og Bullet Train Blast, så vil du helt sikkert også finde Bound By Wire gode. De kan efter min mening sagtens måle sig med disse bands. Jeg er i hvert fald blevet fan. Tjek dem ud!!!
 
Bound By Wire udkom 23. maj.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Bound By Wire på Facebook her.
________________________________________________________________________

Soldier – Defiant

Anmeldt af Calle: 08-07-2015

For godt to år siden anmeldte jeg Soldier’s tredje album ”Dogs Of War”, som fik pæne ord med på vejen. Nu er de ude med deres fjerde album, som de har givet titlen Defiant. Bandet er fra England og blev oprindelig dannet tilbage i 1979, men blev oplyst i 1984, for derefter at finde sammen igen i 2002. Besætningen på dette album er Ian Alan Dick (guitar), Steve Barlow (bas), Richard Frost (vokal), Miles Goodman (guitar) og Tim Churchman (trommer).

Soldier spiller NWOBHM og kan sammenlignes med bands som eksempelvis Iron Maiden, Tygers Of Pan Tang, Tokyo Blade og Judas Priest, dog med et moderne præg. Albummet består af 10 sange, som er skåret over samme list med twin-guitarer, guitar soloer og en tordnende basrytme. Som bandnavnet, coveret og sangtitlerne tydeligvis antyder, så handler teksterne meget om krig. Bare lyt til sange som ”Bullet Belt Blues”, ”Concrete Wilderness” og ”Kill Or Cure”. Og det er yderst gennemført og fungere rigtig godt for bandet. Der er en god rød tråd gennem hele albummet. Mine personlige favoritter på Defian er åbningsnummeret ”Conquistador”, det mere downtempo nummer ”A Light To See The Darkness” og afslutningsnummeret ”Don’t Come Crying To Me (Defiant)”. Jeg synes faktisk ikke der er nogle dårlige numre. Der er gode temposkift i sangene og melodierne er godt skrevet. Eneste lille minus er måske, at når man ser henover albummets 10 sange, så kan de måske godt lyde en lille smule ensformig.

Det er bandets grundlægger og guitarist Ian der har produceret albummet og det har han gjort godt. Det overordnede lydbillede er godt og jeg synes bestemt at albummet er velproduceret. Derudover så synes jeg bandet spiller godt og Richard’s stemme fungerer ret godt til denne genre.

Der er ikke så meget nyskabende i Soldier’s musik, men de gør det sku ret godt. Og andre mere kendte navne som Iron Maiden og AC/DC er heller ikke særlig nyskabende i deres musik og det fungere udmærket for dem. Hvorfor lave om på en formel der fungere? Giv Soldier et lyt. Defiant er helt klart et anbefalelsesværdigt album.
 
Defiant udkom 4. juni via Starhaven Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Soldier på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Neal Schon – Vortex

Anmeldt af Calle: 07-07-2015

Neal Schon, der nok mest er kendt som guitarist og grundlægger samt den eneste faste medlem i Journey, er ude med sit nye solo album Vortex. Og der er faktisk tale om et dobbelt album med i alt 18 numre. Samtlige numre er instrumentale. Selvom dette er Schon’s niende (og tiende) solo album, så er det det første jeg har hørt med ham. Jeg kender dog udmærket manden og har da også flere Journey albums samt albums med nogle af de andre projekter/bands han har været med i som f.eks. Bad English, Hardline og Soul Sirkus. Faktisk startede han sin karriere som bare 15 årig, da han blev en del af Santana’s band.

Vortex består som sagt af 18 numre fordelt på to skiver. På den første skive vil jeg især fremhæve afslutningsnummeret ”Airliner NS910”, som Schon har døbt sådan, fordi dette er hans niende og tiende solo album. Denne sang varierer i tempo og fungerer bare super fedt. Derudover er numre som ”El Matador” og ”Lady M (Our Love Remains)” helt sikkert også værd at nævne. Også det instrumentale og meget stille Igor Len nummer ”Eternal Love” lyder yderst smukt. På skive to kan jeg rigtig godt lide ”Schon & Hammer Now”, som er et samarbejde imellem den grammy-vindende keyboardspiller Jan Hammer og Schon. De to har arbejdet sammen tidligere ved flere lejligheder. Derudover kan numre som ”Tortured Souls”, ”Talk To Me” og ”Twillight Spellbound” også fremhæves. Alt i alt er det 18 utrolig velspillede numre man finder på dette dobbelt album.

Albummet er produceret af Schon og udover ham selv på guitar og bas, så medvirker førnævnte Jan Hammer (keyboard) og Igor Len (keyboard) samt den tidligere Journey trommeslager Steve Smith. Albummet er blevet til i Berkeley’s Fantasy Studios, som er Schon’s foretrukne studie og ifølge ham selv er det hans ”home away from home”. Lyden er flot og poleret og albummet er utrolig velproduceret. Guitaren og keyboards kommer virkelig til sin ret på dette album.

Man kan ikke sige noget som helst dårligt om ”bandets” og Schon’s musikalske kunnen, men personligt savner jeg noget vokal. Flere af sangene kan godt gå hen og blive en smule for ensformige uden en vokal til at give sangene en lille forskel. Men er du til en masse flot guitar lir, så bør du helt sikkert tjekke Vortex ud. For guitar det kan Hr. Schon i hvert fald spille. Det er der ingen tvivl om.
 
Vortex udkom 22. juni via Music Theories/Mascot label Group.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Neal Schon på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Sonny Landreth – Bound By The Blues

Anmeldt af Calle: 07-07-2015

Sonny Landreth har udgivet en del solo albums (både studie og live albums) og han har spillet med et væld af andre kunstnere, som eksempelvis John Hiatt, John Mayall, Eric Clapton og Mark Knopfler for bare at nævne nogle af de mest prominente folk. Dette album er dog mit første bekendtskab med Sonny.

Sonny spiller en habil slide guitar, hvilket han med tydelighed viser på Bound By The Blues. Stilen er Louisiana/cajun blues blandet med ”almindelig” blues rock og det kommer fint til udtryk på albummets 10 sange. Sangene er skruet sammen med snilde og stor kvalitet og vi kommer både lidt op i tempo og ned i tempo, hvilket giver en rigtig god variation i musikken. Mine favorit numre blandt de 10 er ”Cherry Ball Blues”, “Dust My Broom”, åbningsnummeret ”Walkin’ Blues” samt ”Firebird Blues (in memory of Johnny Winter)” og den mere stille sang “It Hurts Me Too”. Men der er efter min mening ingen deciderede dårlige sange på albummet.

Jeg har desværre ikke noget info på, hvem der medvirker på albummet udover Landreth, men til gengæld kan jeg fortælle at albummet er produceret af Sonny selv i samarbejde med Tony Daigle. Han har tidligere arbejdet med bl.a. B.B. King, Joan Osborne, Kenny Rogers og Dr. John. Bound By The Blues er et flot og velproduceret album.

Sonny har måske ikke den bedste stemme, men han kan til gengæld spille guitar. Så er du til blues med en masse slide guitar, så vil du uden tvivl synes godt om dette album. Jeg vil uden tvivl sætte dette album på i fremtiden. Og så vil jeg også finde frem til hans tidligere udgivelser og give dem et lyt.

Bound By The Blues 
udkom 8. juni via Provogue Records/Mascot label Group.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Sonny Landreth på Facebook her.
______________________________________________________________________

Downfall – A Place In Existence

Anmeldt af Calle: 06-07-2015

Downfall er et dansk metal band fra København. Det hele begyndte som et solo projekt for trommeslageren Emil Frøsig for snart 8 år siden. Udover Emil på trommer, keys, percussion, acoustic guitars og som sangskriver, så består bandet på albummet af guitarist Magnus Koudahl, sanger Oliver Svensson og bassisten Colin Parkinson. Siden færdiggørelsen af albummet er også keyboardspiller Peter Rafaelsen og guitaristen Kim Nielsen blevet føjet til bandet og bassisten er skiftet ud med Kristoffer Koudahl. A Place In Existence er bandets debut album.

Stilen er powermetal med elementer hentet fra bl.a. fra folk metal og symfonisk metal. Så derfor bruger bandet betegnelsen cross-over-powermetal. Albummet består af 8 sange, hvor de fræsende guitarer og hurtige trommer vægter en stor del sammen med det tydelige keyboard spil. Selvom numrene varierer lidt i tempo, så har de stadigvæk en tendens til at lyde en lille smule ensformig. Jeg vil dog gerne fremhæve sange som åbningsnummeret ”Beginning Of the End” samt ”My Path” og titelnummeret ”A Place In Existence”. Og jeg synes heller ikke man kan komme uden om albummets korteste nummer ”Lights Out”. Dette er et rimelig varieret nummer, hvor der både er tilført lidt growl og lidt kvindevokal (tror jeg) og et flot stille mellestykke. Det skal dog siges, at jeg ikke synes der er nogle dårlige sange på albummet. Og samtidig synes jeg albummet vokser på mig efter hvert gennemlyt.

Musikken er velspillet og instrumenterne ligger godt i lydbilledet i forhold til hinanden. Jeg er dog ikke helt vild med vokalen, da den er efter min mening ikke er powerfuld nok. A Place In Exsitence er produceret af Emil selv i Tonegenerator studiet og så er det mixet og masteret af Emil Sauer i Aurochs Studios.

Downfall, og deres debut album A Place In Existence, er helt sikkert værd at tjekke ud. Især hvis man er til powermetal eller bare velspillet og velproduceret dansk metal i det hele taget. Selvom det hele startede for 8 år siden og det har taget 2½ år at indspille pladen, så synes jeg godt bandet og Emil kan være yderst tilfredse med det færdige projekt.

A Place In Existence 
udkom 17. april.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Downfall på Facebook her.
_____________________________________________________________________________
Capacity – Untold (EP)

Anmeldt af Calle: 06-07-2015

Capacity er et dansk band som blev dannet i 2006. Bandet består af Jonas Eriksen (vokal), Stefan Nielsen (bas), Nikolaj Rosvig Sørensen (trommer), Jeppe Rasmussen (guitar) og Emil Damgaard Andersen (guitar). Untold er bandets tredje EP, men mit første bekendtskab med disse unge Silkeborg ”drenge”. Og det er et utrolig godt bekendtskab!! Untold består af 4 sange.

Post-grunge møder 70’er-inspireret hard rock. Sådan vil jeg betegne Capacity’s musik. Der er en super fed groove og energi i bandets musik og man kan tydelig finde den røde tråd i deres sangskrivning. Jeg har nu lyttet til EP’en en del gange og musikken sætter sig bare mere og mere fast i min hukommelse. Disse unge fyre spiller rigtig godt og virker som en sammentømret enhed. Der er virkelig kvalitet i deres musik og sangene er godt skruet sammen. Derudover har Jonas en super god vokal, der passer godt til denne genre indenfor rocken. Alle fire sange fungerer rigtig godt, men skal jeg fremhæve en enkelt eller to af sangene, så må det være åbningsnummeret ”Free Fall” samt ”Steady State”. Begge to hører til de mere rå og tunge sange. Hvorimod afslutningsnummeret ”Let Me In” er mere tilbagelænet og downtempo, som bandet dog også magter og spiller fint. Sidste sang er ”Lose Control”, som er en sang der variere godt i tempo. Som sagt er det fire gode sange bandet har udsendt på denne EP.

Untold er optaget i Lydpotten i Silkeborg og den er produceret af Niels Peter Nielsen. Ham kender jeg ikke til, men det gør jeg derimod til manden, som har mixet EP’en. Her taler vi om Jacob Brehdal, som vist ikke behøver en nærmere præsentation. Lyden sidder efter min mening lige i skabet.

Er du til tung og rå rock i stil med eksempelvis Alice In Chains og Queens Of The Stone Age, så bør du helt sikkert tjekke denne EP ud. Personligt ser jeg meget frem til mere fra Capacity i fremtiden.

Untold EP'en 
udkom fysisk den 27. marts.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Capacity på Facebook her.
________________________________________________________________________

The Lovers - In The Air
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 05-07-2015
 
The Lovers et et band der stammer fra Schweiz. Et land som har produceret gode rockbands som Krokus, Gotthard og Shakra. The Lovers bevæger sig dog i en anden musikalsk boldgade end de førnævnte, da de spiller garage-punk. Deres debutplade In The Air er nu udgivet i hele Europa. De har valgt at kalde sig ”The Lovers” fordi de har kærlighed til musikken, til folket og ja.. faktisk til alt! De tre bandmedlemmer hedder også alle noget med Love (Ben Love, JC Love og Junior Love).

Jeg var meget skeptisk da jeg startede med at lytte til denne plade, da jeg kunne se sange på tracklisten med titler som ”Bad Hair Day”, ”Opening Blow” og ”Penis Riot”. Musikken bliver heldigvis ikke så fjollet, som nogle af sangtitlterne. Lyden er skraldet, upoleret og lyder som noget de har optaget i deres garage. De spiller ukompliceret punk og de fleste sange lyder meget som hinanden. Tempoet er for det meste skruet i vejret og guitaren er støjende og fuld af distortion.

De fleste numre har en varighed på mellem 2 og 3 minutter. Den sang der skiller sig mest ud på pladen er ”Querida”, som er en akustisk sang der sniger sig op på knap 5 minutter. Bonusnummeret ”Penis Riot” larmer med forvrænger guitar og vokal og varer heldigvis kun små tre minutter.

Jeg har desværre ikke mange positive ting at sige om debutpladen fra The Lovers. Det virker som et stykke sjusket håndværk med malplaceret humor. Nu har jeg hørt pladen og i morgen er den glemt.

In The Air 
udkom 24. april via Middle Ear Recordings.
 
  (1½ ud af 6)
 
Besøg The Lovers på Facebook her.
________________________________________________________________________

Forever Still – Save Me (EP)

Anmeldt af Calle: 30-06-2015

Forever Still er et dansk band, som vi tidligere har anmeldt her på siden. Dengang var det bandets debut EP ”Breaking Free” fra 2014. Siden da har de udgivet endnu en EP med titlen ”Scars” (som vi af uransagelige grunde IKKE fik anmeldt her på siden) og nu har de så udgivet deres tredje EP Save Me. EP’en er den anden af tre digitale EP’er, som senere i år vil blive samlet til et fysisk fuldlængde album. Den første EP af de tre er førnævnte ”Scars”.

De tre sange på Save Me er ”Awake The Fire”, ”Breathe In” og titelnummeret ”Save Me”, som efter min meining er EP'ens bedste sang. Stilen er stadigvæk gothic metal og i kraft af den kvindelige vokal vil jeg sammenligne Forever Still med bands som eksempelvis Lacuna Coil, Epica, Evanescence, Leaves' Eyes og Within Temptation.

Bandet består af Maja Schønning (vokal), Mikkel Haastrup (bas, guitar, keyboards og trommer) samt Dennis Post (guitar). Sidst nævnte var ikke med på bandets debut EP. Som det var tilfældet med ”Breaking Free”, så er denne EP OGSÅ utrolig velspillet og bandet har efter min mening international klasse. Derudover så har Maja en utrolig flot stemme, som ligger rigtig godt til musik indenfor denne genre.

Save Me er indspillet, mixet og mastereret i bandets eget studie af bandmedlem og grundlægger Mikkel Haastrup, som er uddannet lydtekniker af Flemming Rasmussen og selv har arbejdet med flere af landets top artister (Tim Christensen, Mads Langer, Kato mm.). Og man må sige han er blevet oplært godt, for lyden kan man ikke sige noget dårligt om.

Jeg ser med stor spænding frem til den næste EP og mon ikke den bliver af samme høje standard og klasse som de forgående EP’er?!? Save Me kan i skrivende stund downloades/købes på bandets bandcamp side via dette link. Og det synes jeg du bør gøre!!!
 
Save Me EP udkom 28. april.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Forever Still på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Darkology - Fated To Burn
 
Anmeldt af Peter Letting: 29-06-2015
 
Amerikanske Darkology udkom 15. juni med deres andet album Fated To Burn og jeg har lyttet til det en del her den sidste måneds tid.

Darkology spiller solid metal, og har en del forskellige stilarter inden for metal blandet sammen i et godt mix. Der er både de hurtige numre, som åbningsnummeret ”Kill Me If You Can” og de lidt mere langsomme, men tungere numre som ”Beyond The Grave”.

Darkology har en god evne til flette mange detaljer ind i numrene, hvilket også gør de fleste numre en anelse længere end man normalt oplever, men det gør ikke noget, for det er ikke kedeligt. Der sker hele tiden noget andet og mere eller mindre forudsigeligt.

Det er nok primært vokalen som får mig til at tænke på Mercyful Fate, men der er også noget omkring hele universet og opbygningen, som minder lidt om de gode gamle danskere…Darkology består af 4 medlemmer: Kelly Sundown Carpenter på vokal, Michael Harris på guitar, Mike Neal på bas og keyboard samt Brian Harris på trommer.

Skal jeg vælge et par favorit numre må det være ”Kill Me If You Can”, som indeholder en morbid humor i form af scary latter, en fed energi og fart over feltet, og så nummer 12 ”Your Hollow Soul”, som er instrumental, med fede overgange og lækkert flow.

Der er faktisk ikke rigtig nogle dårlige numre på skiven, og jeg bliver til stadighed begejstret over variationen og de mange fede detaljer i numrene. Kelly’s vokal gør naturligvis også sit til, at skiven bliver vellykket. Jeg giver Darkology 5 ud af 6
 
Fated To Burn udkom 15. juni via Prime Eon Media.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Darkology på Facebook her.
__________________________________________________________________________

EVRA – LIGHTBEARER

Anmeldt af Brian Risom Nielsen: 27-06-2015

Lækkert!! Utroligt lækkert metal fra aller første tone der fræser ind i ørene. Lightbearer starter op med en instrumental sag på et helt minut og 9 sekunder. ”I Lysets Skær” er lavet så godt at jeg, hver gang jeg hører det, sidder og nynner med i velglæde, for inderst inde ved jeg hvad der kommer til at ske når det ene minut og de ni sekunder er overstået, og festen virkeligt går i gang.

”Curse of The Moon”. I første omgang bliver man betaget af stemningen da sangen starter op, med fart der kan gøre en motorvej misundelig. SANGEREN fortæller højt, dog ikke tydeligt, hvor skabet skal stå. Det er sådan en rar måde han er sur på. Men jeg kan simpelthen ikke fange ordene. Det opleves til tider i det fine omkvæd, at et ord eller en linje bliver opfanget, men mine slidte ører kan ikke helt følge med til at forstå hvad der bliver sunget. Det gør dog ikke noget på nogen måde. Det lyder godt! Jeg tror her at det vil være en lækker detalje og hjælp hvis jeg kunne finde et eksemplar på vinyl med lyrics på innersleevern'.

Det følgende numre er af samme støbning. Det sidder præcist i solar plexus! SMÅKAGE! Som vi siger her i Jylland. ”Washed Away” er en single værdig. Den sang viser en teknisk formåen af alle fem medlemmer af denne københavnske kvintet. Frederik, Marc, Nicholas, Emil og Ole sparker alle konkurrenter langt væk med deres musikalske overlegenhed. Det er pladens næst længste sang på vanvittige fire mintter og elleve, men der findes bands der skal bruge ni minutters sange for at vise en variation af den grad, som man finder her. Det er FAN'ME smukt!

Hele pladen stinker af så utroligt en kvalitet og lækker fræsemetal, at jeg har fundet nye detaljer samlige overdrevent mange gange jeg har hørt den. Hver gang jeg nåede slutningen af den niende og sidste sang, og de kun(!!!) tredive minutter, som pladen varer, endegyldigt var en realitet, sad jeg efterladt med en lækker, men samtidig, foruroligende ro i kroppen. Var det slut? Hvad fanden skete der? Jeg må ha' mere!! Frederik, Marc, Nicholas, Emil og Ole. Tak!

Lightbearer udkommer den 21. august 2015, og der er allerede lavet en plads til den. Lad det være sagt med det samme. At modtage seks stjerner må være forpligtende. Derfor giver jeg seks stjerne til EVRA for denne plade. Sangene griber hinanden, og sammen bygger de bro mellem et utal af geniale variationer. Men gad vide om de også kan bygge bro til mange flere plader?
 
Lightbearer udkommer 21. august via Prime Collective.
 
  (6 ud af 6)
 
Besøg Evra på Facebook her.
___________________________________________________________________________________
Absent Ape – Absent Ape (EP)
 
Anmeldt af Calle: 26-06-2015

Absent Ape er en københavnsk/nordsjællandsk trio, som har spillet sammen i to år. Bandet består af Jakob Bach Kristensen (Guitar/vokal), Flemming Buhl Olsen (bas) og Morten Barth (trommer). Denne EP er bandets første promo udgivelse og den består af 4 sange.

Stilen er 70’er inspireret tung rock. EP’en lægges hårdt ud af ”Move Along”, som har et tungt riff og giver et godt begreb om hvad bandet står for. Det er samtidig det bedste nummer på EP’en efter min mening. Næste sang er ”In Her Life”, som er lidt mere downtempo, men stadigvæk tungt og dystert. Tredje sang er ”Mine”, som ligeledes kører i et lidt lavere tempo end åbningsnummeret. Sidste sang er ”Losing Our Love”, som er EP’ens mest stille sang og efter min mening det ringeste nummer af de fire. Alt i alt er det fire forholdsvis enslydende sange, som er opbygget over den samme skabelon, dog med lidt skift i tempoet.

Sangene er indspillet live på to dage i Black Tornado studiet på Refshaleøen med Steffen Sørensen bag knapperne. Han har også mixet sangene i Empata Studiet. EP’en er masteret af Morten Grabowski. Lyden er meget ”skramlet” og fungerer ikke helt optimalt. Godt nok er musikken 70’er inspireret, men jeg synes godt lyden kunne være en anelse bedre, uden at den bliver alt for finpudset. Musikken er velspillet, men jeg
er ikke helt glad for vokalen. Den er simpelthen ikke ”stærk” nok. 
 
Man får som sagt en god fornemmelse af hvad bandet står for og de har skrevet nogle ok sange. Der skal bare lidt mere til for at jeg bliver ordentlig grebet af musikken og samtidig skal de have en lidt bedre produktion. Men er du til tung 70’er inspireret rock, så tjek bandet ud via nedenstående link. Her kan du både lytte til sangene i mp3 via deres musikafspiller eller downloade sangene i wav fil (her får du en lidt bedre lyd).
 
Absent Ape EP'en er ude.
 
(3 ud af 6)
 
Lyt til musikken på bandets hjemmeside her eller besøg dem på facebook her.
_________________________________________________________________________

Daycare For Jedi – Worst Things First (EP)
 
Anmeldt af Emil Klinkby: 24-06-2015

Det blomstrende Århusianske band, Daycare for Jedi, er klar med en spritny EP, Worst Things First. EP’en er produceret af Jacob Hansen, som bl.a. har produceret for Volbeat, Dizzy Mizz Lizzy og andre større rockbands. Og dette fremgår tydeligt i lyden. Det er især tydeligt i trommerne, massere af attack på lilletromme, og godt med bund i stortromme, og tammer. Genrelt er trommerne meget fremtrædende hele EP’en igennem. Der er et tydeligt mønster igennem hele Worst Things First, når det kommer til trommerne.
 
Verset består typisk af hurtige beats med massere af energi, og i omkvædet ændrer det sig til tunge beats. Kun på "Gain And Lose" er formen anderledes – her er det omvendt.
 
Men generelt for musikken, kunne jeg godt tænke mig mere variation. Det kan blive en smule ensartet. Dog kan man høre, at Daycare For Jedi er tight. De forskellige instrumenter har tilpasset sig godt til de forskellige sange, og det samme med den super stabile sangmelodi.
 
Det første jeg tænkte på da jeg hørte Daycare For Jedi, var lyden af Blink-182 eller Sum 41. Dette er bestemt positivt, efter min mening. Drengene fra Daycare For Jedi har gjort et yderst godt arbejde med EP’en. Super at lytte til og yderst professionelt. Jeg giver Daycare For Jedi en karakter på 4/6 dødningehoveder for Worst Things First, og glæder mig til at høre mere fra dem. 
 
Worst Things First EP udkommer 3. august via Prime Collective.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Daycare For Jedi på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Trixter – Human Era

Anmeldt af Calle: 24-06-2015

Jeg har fulgt Trixter siden deres debut album ”Trixter” fra 1990. Jeg var helt vild med deres musikvideoer til ”Surrender” og ”One In A Million” og jeg ville enormt gerne have hår ligesom sangeren Pete Loran eller guitaristen Steve Brown. Nu er der gået en del år siden og jeg går mere op i musikken og ikke så meget looket. Udover de to ovennævnte musikkere, så består bandet af trommeslager Mark ”Gus” Scott og bassist P.J. Farley. Det er de samme fire medlemmer, som har været med i bandet siden debut albummet.

Human Era er bandets femte studie album (heraf er det ene et cover album) og det består af 10 sprøde rock sange og en enkelt ballade. Stilen er den samme som den var for 25 år siden, hvilket jeg synes er super fedt. De følger ikke bestemte trends, men spiller den musik de altid har spillet. Det er straight ahead arena rock og hard rock. Tænk på bands i stil med Def Leppard, Poison, Bon Jovi, Warrant, Winger, Firehouse og Slaughter.

Trixter formår at skrive sange med nogle virkelig catchy og mindeværdige melodier og det er svært ikke at rocke med når musikken spiller. Mine favoritter blandt de 11 sange er ”All Night Long”, ”For You” og første single ”Rockin’ To The Edge Of The Night” samt titelnummeret ”Human Era”. Og balladen ”Beats Me Up” kommer man heller ikke uden om. At skrive en god power ballade - det er også en ting gutterne i Trixter kan. Men alt i alt så synes jeg ikke der er nogle dårlige sange på dette album. Derudover så spiller rigtig godt og Steve levere flere gode guitar soloer. Og når Pete’s stemme samtidig passer perfekt til musik inden for denne genre, så spiller det bare. Albummet er samtidig rigtig godt produceret og lyden sidder lige i skabet.

Som den kvikke læser nok allerede har opfattet, så er jeg yderst glad for dette album. Jeg kan derfor kun varmt anbefale det til det rock elskende publikum derude. Dog ikke hvis du er til den hårdere del af heavy rocken. Så vil Trixter fremstå som pop i dine ører. Trixter is back – and they are better than ever!!!
 
Human Era udkom 9. juni via Frontiers Records.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Trixter på Facebook her.
Læs i øvrigt mit interview med P.J. Farley her.
__________________________________________________________________________

Egonaut - Deluminati
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 23-06-2015
 
Det svenske band Egonaut blev dannet i 2005 af Fredrik Jordanius og Markus Johansson. Der er siden kommet yderligere to bandmedlemmer til og debutpladen ”Electric” blev udgivet i 2011 og efterfølgeren ”Mount Egonaut” blev sendt på gaden i 2013. Nu er de klar med deres 3. udspil som har fået titlen Deluminati. Deres stil er ret speciel, da der indgår elementer fra både hard-rock, metal, stoner-rock og doom. De beskriver selv deres musik som ”Doom N’ Roll” og det udtryk passer meget fint. Musikken er mørk, tung, dyster og til tider faktisk også en smule skummel.

Pladen starter med førstesinglen ”The Declaration” som giver et godt indtryk af hvilken lyd bandet går efter. Den indeholder et metallisk riff, et godt beat samt et omkvæd som nok skal få fans til at skråle med. ”From The Coals” følger efter i samme spor og har godt halvanden minuts instrumental passage. Pladens tredje sang ”Pariah” er min personlige favorit! Tempoet er skruet ned og det er et meget dystert nummer. Musikken minder mig lidt om det amerikanske band ”10 Years” som jeg holder meget af. Efter små 3 minutter af sangen skiftes der pludseligt gear, da et power-riff starter godt to minutters solo, hvorefter sangen slutter af i samme tempo som den startede.

Nummeret ”Hex” er den mørkeste og mest doom-inspirerede sang på pladen. Jeg føler nærmest at omkvædet vil passe perfekt i en horrorfilm, da det lyder ret grufuldt. Den sidste sang jeg vil nævne er afslutningsnummeret ”Waypoints”. Vi skal halvvejs gennem nummeret, før den for alvor går i gang. Den første del består af et simpelt riff og en forvrænget vokal og den sidste del består af musik uden sang. Jeg synes personligt ikke den lukker albummet på en god måde, desværre.

Hvis man vil gå ombord i Deluminati skal man være klar på lidt af hvert. Da der indgår så mange stilarter, kommer det hele til at være lidt som en pose blandede bolcher. Nogle stykker er gode, mens der er andre man godt kunne undvære. Jeg har aldrig været stor tilhænger af hverken doom eller stoner rock, men elsker derimod hardrock og metal. Derfor er der elementer jeg kan lide og nogle jeg ikke bryder mig om.

Det skal siges at Egonaut har præsteret at skabe deres egen lyd i et metal-univers hvor rigtig mange bands lyder ens. Det er mørkt, skævt, originalt og unikt.. Unik betyder dog desværre ikke altid høj kvalitet..

Deluminati 
udkommer 28. august via Mighty Music/Target Group.
 
(3½ ud af 6)
 
Besøg Egonaut på Facebook her.
___________________________________________________________________________

The End Of Rosalina – The End Of Rosalina (EP)

Anmeldt af Calle: 22-06-2015

The End Of Rosalina er et dansk rock band, som blev dannet i 2013. Bandet, som kommer fra den sydligere del af landet (Odense og Kolding), består af Simon Edwardsen (trommer), Michael Knudsen (guitar), Steffan Ravn Edwardsen (bas) og Jakob Riis (vokal/guitar).
 
Dette er bandets første EP og det er en samling af fire tidligere udgivet singler (de udkom i løbet af efteråret 2014). Det var dog først da fik tilsendt EP’en, at jeg blev bekendt med bandet.

De fire sange på denne EP oser af 70’er inspireret og guitarorienteret rock, dog tilføjet et moderne pift. Hvis du tænker på bands som Audioslave, Foo Fighters, Wolfmother og Clutch, så får du en meget god ide om, hvilken stil vi har med at gøre. Alle fire sange er sprængfyldt med nerve og energi og bandet sprudler af en enorm spilleglæde. Sangene er bygget godt op og man kan ikke undgå at rocke lidt med, når man lytter til sangene. Mine favoritter blandt de fire sange er ”Rosalina” og ”Seven O”, men alle numrene fungere godt.

EP’en er indspillet i Acropolis Studios og så er det Søren Andersen der har mixet og masteret sangene i Medley Studiet. Overordnet set er det en flot produceret EP med en lyd der passer perfekt til bandets stil og genre.

Jeg kan varmt anbefale at man tjekker The End Of Rosalina ud. Især hvis du kan nikke ok til nogle af ovennævnte bands. Bandet arbejder i øjeblikket på deres debut fuld længde album, som forventes at udkomme senere i år. Jeg ser med stor spænding frem til at lægge ører til det. The End Of Rosalina er efter min mening endnu et dansk band man bør holde øje med.

The End Of Rosalina 
udkom 5. februar.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg The End Of Rosalina på Facebook her.
_________________________________________________________________________________________
Rusty Pacemaker – Ruins

Anmeldt af Calle: 12-06-2015

For ca. 3 ½ år siden anmeldte vi Rusty Pacemakers debut album ”Blackness And White Light” her på siden. Nu er han tilbage med opfølgeren, som har fået titlen Ruins. Rusty Pacemaker er stort set en en-mands hær, forstået på den måde, at det er Rusty selv der står for vokal, guitar, bas, keys og programming. Derudover har han fået hjælp af Franz Löchinger på trommer, som det også var tilfældet på debut albummet. Og så er der lidt kvindelig vokal med på pladen og det står Lady K for. Hun var ligeledes med på debut albummet.

Stilen er alternativ dark rock tilføjet lidt metal elementer. Albummet består af 10 sange, som alle er skrevet af Rusty. Min klare favorit sang på Ruins er helt klart ”Made Of Lies”, men jeg synes også godt om ”Candelmess” og ”Ocean Of Life”. Først nævnte er albummets mest rockende sang, mens de to andre bare har nogle flotte mindeværdige melodier. Rusty har måske ikke den bedste vokal, men det er ikke hæmmende for hans musik. Alt i alt er det er udmærket album med nogle lidt anderledes og utraditionelle sange. Jeg skulle dog lytte albummetb igennem et par gange før jeg helt fik fat i budskabet. Det var ikke mig der anmeldte debut albummet, så jeg kendte kun Rusty af navn, da jeg kun har lyttet til debuten et par enkelte gange.

Ruins er indspillet af Rusty selv og han har også produceret albummet. Mixing er foretaget af Markus Stock i Klangschmiede Studio E. Lyden er god og stemningen er meget mørkt og dyster. Albummet er meget velegnet til en stille og mørk aften, hvor man smider benene op og sætter sig i stearinlysets skær. Giv Rusty Pacemaker og hans nye album et lyt.

Ruins 
udkom 22. maj via Solanum Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Rusty Pacemaker på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Florian Grey – Gone


Anmeldt af Calle: 12-06-2015

Jeg kendte ikke til tyske Florian Grey inden jeg odtog dette album. Ifølge presseskrivelsen er han også frontfigur i bandet Eves End. Dem kender jeg heller ikke, hvilket jo nok også er grunden til, at jeg ikke kender Mr. Grey. Men Gone er hans debut album og stilen er dark rock/pop blandet med lidt goth rock og samtidig tilført lidt symfoniske og elektroniske elementer.

Albummet består af 12 sange og vi bevæger os i den mere stille ende af rocken. Melodierne er på sin vis udmærket og , men albummet bliver lidt for kedeligt i længden. Sangene er, for mine ører, simeplthen for ensformige. Ud af de tolv sange er to af dem digte, som bliver tilsat lidt baggrundsmusik. Det er ”Demons” og ”Suffering”. Derudover er der goth rock sange i stil med eksempelvis The 69 Eyes. Her tænker jeg bl.a. på en sang som ”A Black Symphony”. Denne sang er efter min mening en af de bedste på pladen. En anden udmærket sang er ”In Control”. Dette er en af de mest rockede sange på albummet. Men alt i alt er musikken lidt for kedeligt til mig. Det er dog udført godt og Florian's stemme passer godt til denne genre.

Gone er indpsillet i Chameleon Studios i Hamburg med Chris Harms (fra Lord Of The Lost) og hans partner Benjamin Lawrenz bag knapperne. De har gjort et godt stykke arbejde og albummet er yderst flot produceret.

Er du til førnævnte The 69 Eyes eller HIM, ja måske også Depeche Mode, så vil du sikkert finde dette album glimrende. Musikken er som sagt også godt produceret og der er en tilpas dyster stemning over albummet. Men det er som sagt et kende for kedeligt til mig!!!
 
Gone udkom 5. juni via Echozone.
 
(3½ ud af 6)
 
Besøg Florian Grey på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Chabtan - The Kiss Of Coatlicue
 
Anmledt af Peter Letting: 09-06-2015
 
Franske Chabtan har udgivet deres debut album The Kiss Of Coatlicue 25 maj 2015. Det er fandme ondt, og far er begejstret. Faktisk bliver jeg mere og mere begejstret des flere gange jeg får det hørt. Jeg synes der kommer pænt meget rigtig fed metal ud af Frankrig for tiden, så det er nok tid til at blive en smule Frankofil…

Stilen er dødsmetal / death core. Tungt, larmende og hurtigt, med den ondeste vokal. Normalt kan jeg godt blive træt af den type vokal, som er en blanding af ond råben og growl, men her passer det bare super godt og jeg bliver ikke træt af det gennem samtlige 11 numre.

Chabtan består af 5 medlemmer: Cristofer Rousseau på vokal, Jean-Philippe Porteux på guitar, Dimitri Merly også på guitar, Laurent Gasperetti på bas og Yanis Bergheul på trommer Bandet er ret fascineret af myterne fra de gamle Aztekere, og her er Coatlicue den gudinde som både giver liv, men også fortærer alt liv, så hun er noget af en mundfuld. Tekster og musisk univers er bygget op omkring diverse mørke myter fra Aztekerne.

Jeg startede med at være pænt vild med åbningsnummeret ”The Nahual’s Omen”. Fed intro, kæmpe energi og drive, fede detaljer og bare fuld smadder på hele balladen. Men nu har jeg hørt albummet igennem nogle gange, og det er faktisk ret svært at bestemme mig for et yndlingsnummer, men jeg tror det må bliver nummer 9 ”Reptile”. Igen med en super fed tromme intro, som Chabtan er fænomenale til at lave. Og så fatter man slet ikke hvor ondt og energiladet nummeret er. Med de tungeste breaks, og hurtigste tromme variationer, går det bare op i en højere enhed. Men der er også et nummer som ”Anthromorphic Beast”, som er helt ekseptionelt.

Chabtan har også en fed måde at indsætte de skæveste guitar riffs, kan man vel kalde det, og det bryder ondskaben en smule. Det bringer ligesom en smule humor og leg ind i numrene. Nu har de jo signet med et dansk pladeselskab og de siger selv at de er ret vilde med bl.a. Hatesphere, hvilket jeg personligt godt kan følge dem i, og jeg kan da også godt spore visse ligheder. 

Jeg håber Chabtan kommer til DK på et tidspunkt, for så vil jeg med. Jeg giver Chabtan 5½ ud af 6. Tak for den…
 
The Kiss Of Coatlicue udkom 25. maj via Mighty Music/Target.
 
   (5½ ud af 6)
 
Besøg Chabtan på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Fusskalt – Overdrive (EP)

Anmeldt af Calle: 03-06-2015

For ca. et år siden anmeldte jeg Fusskalt’s anden EP ”Songs For Speedin’ And Crashin (vol. 2)”. Dengang roste jeg bandet og deres musik. Nu er de så ude med en ny EP, som de har givet titlen Overdrive. Bandet har stadigvæk den samme besætning og består af Lars Frederiksen (vokal), Thomas Brandt (guitar), Nick Jensen (guitar), Jonas Emil Nielsen (trommer), Janus Klinke Pedersen (bas).

EP’en er sammensat af 3 sprit nye sange samt to tidligere udgivet singler. De nye sange er ”El Toro”, ”Sin City” og ”Chasing Unicorns” og de to sidste sange er ”Stand In Line” og ”Drive”. Alle fem sange sparker i den grad røv og tempoet er højt, dog lidt mere down-tempo et par steder, som det f.eks. gør sig gældende i ”Chasing Unicorns”. Denne sang har et meget tungt ug dystert groove. De fire øvrige sange er som sagt mere uptempo, men de har stadigvæk den tons tunge rytme, som især er kendt fra stoner metal. Og stilen er da også upbeat stoner rock/metal (som bandet selv kalder det). Dette vil jeg uden tøven give dem fuldstændig ret i. Inspirationskilderne tæller da også navne som f.eks. Mustasch, Red Fang, Monster Magnet, Clutch og Black Label Society.

Som det var tilfældet på den forrige EP, så er Overdrive indspillet og produceret af bandet selv i samarbejde med Henrik Hjortnæs aka Mr. Deer. De kalder ham deres sjette medlem og han har været med fra bandets start. Det er ham der har finpusset og finjusteret indspilningerne og dermed været med til at skabe bandets sound. Bandet spiller godt og de virker som en meget fasttømret enhed. Samtidig har Lars en rigtig god stemme, som passer godt til musik inden for denne genre. Det flotte coverartwork er lavet af Christiano Suares. (besøg ham på Facebook
her). Klik på coveret herover for at se det i større format.

Er du til stoner rock/metal og kan du nikke OK til nogen af ovennævnte bands, så vil du helt sikkert finde Fusskalt meget interessant. Jeg er i hvert fald blevet fan. Ja det blev jeg faktisk allerede da jeg anmeldte den forrige EP. Tjek dem ud!!!
Drive EP udkom 1. april.
  (4½ ud af 6)

Obsession - Carnival Of Lies [re-issue]


Anmeldt af Brian Risom Nielsen: 06-06-2015

Jeg kendte ikke videre til bandet Obsession, før jeg fik muligheden for at stifte bekendtskab med dem her igennem. Havde dog hørt bandnavnet før, eller set deres logo et eller andet sted, men kendte intet til musikken. Og WOW sagde det i mine ører da første skæring, 'Smoking Gun' bragede ud af højttalerne..!

Heavy Metal med ekstremt smæk på... Guitarlir uden nåde starter pladen, så man ikke er i tvivl om at, her er en flok gutter der ved hvad de vil. Vokalen indbyder til fællessang, og den lækre andenstemme imponerer. Meen... Sangeren Michael Vescera vil jeg absolut vende tilbage til!! Musikalsk kan jeg ikke finde et eneste dårligt nummer, og det er imponerende i sig selv.

Obsession er et gammelt band, med opstart i 1982 og har udgivet 5 albums efter deres 'Marshall Law' EP fra 1984. Og nu kommer denne re-issue version af Carnival of Lies, som oprindeligt udkom i 2006.

Sang 3, 'In For the Kill', har fanget min opmærksomhed, da den er genial på en måde der gør, at jeg ønsker at jeg ikke lider af pletvis plantedød på toppen. Man får lyst til at headbange til nakken sætter sig fast i en virkeligt uønsket position med vilde smerter som sidegevinst. (Hvis man da bare havde noget mere hår!!) Og sådan er det med de fleste af sangene, så musikalsk set er jeg villig til at smide hele fem stjerner efter dem.

Men den fjerde sang, 'Playing Dead', må jeg indrømme, at noget begynder at bevæge sig i mig. Michael Vescera begynder at virke en smule forkert i mine ører. Det er lidt som om, at han begynder at fylde for meget i det samlede billede.  Selvfølgelig en smagssag, men efterhånden går det op for mig, at vi her har noget der lyder lidt som at spille på violin med en vinkelsliber, og min konklusion er, at det her er en plade, som ikke har et eneste dårligt nummer, men pga. Michael Vescera's vokal, er det utroligt svært for mig at høre pladen fra start til slut!

Brand ærgeligt, for jeg mener at det er den 'rigtige' måde at lytte til musik, da en plade repræsenterer en tid, en periode, en lyd og/eller en sindstilstand på et givent tidspunkt i et bands liv/karriere, men den vokal her gør, at jeg simpelthen må trykke på stopknappen, og hvile mine forpinte ører. Det virker umuligt at køre samtlige 'alt for mange minutter' i én køre. Især bonustracket 'Panic in the Streets' giver mig en gennemborende smerte der henviser mig til tanken om, hvor behageligt det er, at få lavet en rodbehandling!

Jeg ved ikke om bandet trækker Michael Vescera op, eller om Michael Vescera trækker bandet ned, men min vurdering af Carnival Of Lies er, uden nåde, 3 stjerner. Jeg ville gerne give musikanterne i nærheden af topkarakter, men det kommer ikke til at ske så længe Michael Vescera hærger lydbilledet.
 
Carnival Of Lies udkommer 17 juli via Inner Wound Recordings.
Dead Man's Hand - Dead Man's Hand (EP)

Anmeldt af Calle: 04-06-2015

Dead Man's Hand er et nyt band, som består af fire medlemmer fra Rant (som vist nok ikke eksistere mere), samt en ny lead guitarist. De fire unge mænd er Henrik Heiden Johansen (vokal), Stefan Leth Elbæk (bas), Marc Skafte (guitar) og Henrik Haugbølle (trommer), mens den nye mand er Mathias Frederiksen. Denne EP er bandets debut under Dead Man's Hand navnet. Musikken er dog skubbet i en ny retning, som er lidt mere melodiøs og moderne rock, uden bandet dog helt slipper inspirationen fra 80'ernes hårde rock.

Dead Man's Hand EP'en består af 4 sange, og det er fire rigtig gode sange hvis du spørger undertegnet. Der er to rigtige rock sange med gang i den, nemlig "Leave Me Alone" og "Payback" og så er der to sange i den mere stille ende af skalaen og de to sange er "Chains" og "Schizofrenic Mind". Især i sidst nævnte sang sættes tempoet meget ned og sangen må betegnes som EP'en ballade. Når man nu "kun" har fire sange på EP'en, så er det efter min mening en rigtig god kombination. Man får nemlig en rigtig god ide om hvad bandet står for, hvilket er uforfalsket rock, som det blev lavet i "gamle" dage, dog med en moderne lyd (som tidligere nævnt). De to rockede sange er bygget op over nogle fede riffs, mens de to stille sange viser en mere "blød" side af bandet. Begge dele har nogle gode og mindeværdige omkvæd.

Bandet spiller godt og Henrik's vokal passer rigtig godt til denne stil inden for rocken. Melodierne er godt skruet sammen, der er en god energi og man kan virkelig mærke, at de fem unge mænd brænder for den rock de spiller. Derudover er EP'en også godt produceret. Så alt i alt må man sige, at det er en rigtig god debut EP Dead man's Hand har udsendt og jeg kan kun anbefale rock-folket derude, at tjekke bandet ud!!!
 
Dead Man's Hand EP udkom 15. maj.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Dead Man's Hand på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Adastra - Deadlock
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 03-06-2015
 
Metalbandet Adastra kommer fra Helsinki i Finland. De spiller heavy metal af den gamle skole, med inspirationskilder som Iron Maiden, Judas Priest og Black Sabbath. Deres fjerde album Deadlock er netop blevet udgivet. Bandet består af 5 medlemmer og der er lavet en enkelt udskiftning i bandet i forhold til deres tre tidligere albums. Teemu Kurki er ny guitarist, men han har faktisk tidligere været en del af bandet i perioden 2001-2002, men forlod gruppen inden debutpladen blev lavet i 2007.

Jeg kendte ikke selv bandet, før jeg fik tilsendt en kopi af Deadlock. Af hvad jeg kan se på nettet, er de også forholdsvis ukendte med godt 600 likes på deres Facebook-profil.

Albummet starter med sangen ”Only Live At Night”, som er det korteste nummer på pladen på godt 3 minutter. De spilder hele ikke tiden og leverer en uptempo-metalrocker som ikke er særlig kompleks, men der i mod simpel, hurtig og heavy. Adastra er blevet mere melodiøse på denne plade end de tidligere har været og det ser jeg som en positiv ting. Det kommer til udtryk i sange som ”Forever Yours”, ”The Day I Die” og ”I’ll Be There For You”. Sangen ”Amnesia” har en mere trashmetal-lyd, men den sang siger mig ikke så meget, da jeg synes den fremstår anonymt og mangler kreativitet.

Min største udfordring med Adastra er deres forsanger Ville Siikamäki, som leverer en lys nasal vokal, som jeg har lidt svært ved at vende mig til. Jeg synes der er flere sange på pladen, hvor stemmen ikke går så godt i spænd med musikken. Det skal dog siges at han er en dygtig vokalist, som kan meget med hans stemme – stilen er dog ikke lige mig, men det er en smagssag. Bandet indeholder to guitarister og de leverer adskillige gode soloer over hele pladen. Gennemsnitslængden på albummets sange er på ca. 6 minutter og det betyder at de tager sig tid til nogle længere instumentale dele, som jeg synes fungere godt. Her kan sangen ”Bring Me Back On Track” fremhæves, som har halvanden minuts guitarsolo. Det er desuden en sang som skifter fint mellem melodiske passager og kraftfulde passager med aggresiv distortion.

Den sang på pladen som skiller sig mest ud er ”As I Close My Eyes” som er en akustisk sang, hvor sangerinden Wilma Vartiainen leverer gæstevokal. Det er den første akustiske sang i bandets diskografi og samtidig også første gang de har en kvindelig sanger med på et nummer. Jeg synes det fungerer rigtig godt og det er efter min mening den bedste vokalpræstation på pladen fra Ville Siikamäki. Jeg synes den slags musik klæder hans stemme bedre, end når de spiller powermetal. Albummet lukker med sangen ”Freeman” som er den mest progressive sang på skiven. Det er også pladens længste sang, på godt 8 minutter. Sangen følger ikke en bestemt struktur, men byder på forskellige stemninger og en masse guitarlir.

Adastra er et band der lyder meget, som de bands de er inspireret af og det er ikke helt ved siden af at kalde dem en skandinavisk udgave af Iron Maiden. Jeg savner lidt at de prøver at skabe deres egen lyd, frem for at gå i forbilledernes fodspor. Pladen ”Deadlock” indeholder godt heavy metal materiale, men niveauet er desværre lidt for svingende. Jeg savner sange hvor alt smelter sammen og det hele går op i en højere enhed. Jeg tror ikke der kommer til at være mange sange fra ”Deadlock” i mine playlister fremover, men er man fan af oldschool heavy metal, kan man roligt give pladen et lyt.
 
Deadlock udkom 18. maj.
 
  (3½ ud af 6)
 
Besøg Adastra på Facebook her.
______________________________________________________________________________

The Beatophonics - The Beatophonics
 
Anmeldt af Kasper Gynther: 03-06-2015
 
Beatophonics har begået et rigtigt godt album i både mono & stereo, der sidder lige i skabet - eller måske nærmere lige i øret.....!

Søren Koch, der er forsanger og guitarist i bandet, har en fortid hos Tim Christensens 'Dammed Chrystals' som bassist, og spiller også i fritidsbandet 'Beat the Meetles' - hvorfra han ganske sikkert har hentet stor inspiration til Beatophonics repetoire - der selv for en nærmest total tonedøv ikke andet end kan give dig meget stærke mindelser i retning af fire friske fyre fra en by i det norlige England engang i 60'erne...!

Albummet er fyldt med en god blanding af cover numre og egne kompositioner, der giver klare mindelser i retning af Monty Phytons kopi-band 'The Rutles', der for en del år siden udgav et par albums med et lignende kærligt setup, der også gav gode minder fra musikken fra den gang man spillede enkel musik på bas, guitar og trommer - og intet andet.....!

Egne numre som "Could You, Would You" og "Another Chance With You" er nogle rigtige ørehængere i den gode ballade stil - hvor imod cover versioner som "Bloodhound" og "Poison Ivy" har noget mere kant - men swinger lige så godt - sidstnævnte nr. en ganske god kopi af det gamle Paramounts nr. som de hed før en 'hvidere skygge af blegt' trak ind over - og de skiftede navn til Procol Harum....!

Alt i alt må jeg sige at the Beatophonics - for mine slidte gamle trommehinder, har udsendt en rigtig behagelig 'Long Player' i 5-700 R.P.M. - der får én til at føle sig tilbage til den tid hvor verden var i sort/hvid og mere mono...! De får 6 ud af 6 Gretsch- eller Höffner guitarer......!!
 
The Beatophonics udkom 11. maj via Target Records.
 
      (6 ud af 6)
 
Besøg The Beatophonics på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Bullet Train Blast - Shake Rattle Racing
 
Anmeldt af Lasse Skytte: 02-06-2015
 
Århusianske Bullet Train Blast er albumaktuelle med deres 3. studieplade Shake Rattle Racing. Jeg stiftede selv bekendtskab med bandet efter udgivelsen af pladen ”Nothing Remains” fra 2012 og jeg blev hurtig fan af deres kompromisløse, højoktans rock. De er bestemt ikke et band der sparer på krudtet, men trykker i stedet speederen i bund fra start. De modtog stor ros for deres sidste plade, som var den første med den nuværende forsanger Martin Larsen. De 4 andre medlemmer er Niels Hyttel og Henrik Jacobsen på guitar, Jakob Ellerup på bas og Simon Brøchner Jensen på trommer.

Jeg oplevede Bullet Train Blast live sidste år og det var en rigtig god oplevelse. De forstår at give den gas på scenen og er også særdeles velspillende live. De sprudler af energi og de ved hvordan en god rocksang skal skæres. Stilen er tung guitarrock, med rå catchy vokal og sublime guitarriffs og soloer.

Efter koncerten sidste år, har jeg haft store forventninger til den nye plade og lad mig sige med det samme at jeg ikke er skuffet! Titelnummeret ”Shake Rattle Racing” starter pladen med bulder og brag. De lader ikke deres publikum være i tvivl om hvad der venter dem i løbet af de efterfølgende 40 minutter. De udstråler stor spilleglæde og leverer rigtig godt håndværk fra start. De efterfølgende numre følger efter i samme stil. En personlig favorit er nummeret ”Game Over”, som er dejlig tung og har et sing-a-long omkvæd, som nok skal skabe en fest på de danske spillesteder.

På nummeret ”I Think I’ll Stay” bevæger bandet sig ud på uvant grund, da der er dømt rendyrket powerballade. Det er ikke uden risiko, når heavybands beslutter sig for at lave en ballade. Risikoen for at falde igennem og gøre det for sukkersødt, er relativ stor. Jeg synes dog Bullet Train Blast klarer opgaven rigtig flot. Nummeret er melodiøs og ender også med at fungere som et fint pusterum, inden vildskaben forstsætter på den sidste del af pladen. Foden bliver også løftet en smule fra gaspedalen ved nummeret ”Right Reasons” og generelt skal albummet have stor ros for at være varierende hele vejen igennem.
Min eneste lille kritik af albummet er at der er et par sange, som ikke helt når op på den gennerelle høje niveau. Lad mig dog straks sige at der ikke er et dårligt nummer på pladen, men blot et par stykker, hvor det virker som om at autopiloten er slået til og derved virker lidt som fyld.

Pladen er produceret af Tue Madsen og lyden er knivskarp og velproduceret. Det er en fornøjelse at lytte til dette album og det er bestemt en plade som kan findes i min afspiller mange gange fremover. Nu håber jeg bare at endnu flere for øjnene op for Bullet Train Blast, for det fortjener de. Det er dejlig dansk rock med international klasse!

Shake Rattle Racing udkom 25. maj via Mighty Music/Target Group.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Bullet Train Blast på Facebook her.
_______________________________________________________________________

Killer - Monsters Of Rock
 
Anmeldt af Peter Letting: 02-06-2015
 
Belgiske Killer udkommer med nyt album 21 maj. Titlen er Monsters of Rock. Killer så først dagens lys i 1980, ergo har de i år 35 års jubilæum. Det må siges at være en bedrift i sig selv, men der er også en smule dinosaur over musikken. Dette er deres studie album nr. 7

Bandet består af 3 medlemmer: Jakke på bas, Shorty på guitar og vokal samt Vanne på trommer Jeg har aldrig beskæftiget mig med Killer, men har formentlig stødt på dem i en fjern fortid. Deres stil er en god blanding af Motorhead, Lordi og Accept. Det er helt klassisk heavy metal af den gamle skole, men desværre uden den store vokale præstation. Vokal mæsigt ligger vi nok et sted imellem Lordi og Motorhead, hvilket jeg ikke personligt finder specielt inspirerende.

Selvom der ind imellem er nogle fine takter og riffs, så er det som om at man har hørt det meste før. Der er dog en enkelt lille detalje som jeg bider mærke i. Killer har en evne til at trække deres breaks lige lidt flere taktslag end man forventer. Jeg kan af gode grunde ikke udtale mig om, hvorvidt Killer altid har lydt således, men det kunne jeg forestille mig.

Favorit nummeret må være ”No Exception To The Rule”. Et frisk metal nummer, uden dog at være hverken episk eller på anden måde epokegørende. Jeg kan konstatere at nu har jeg hørt Killer, og det bliver vist ikke en vane i fremtiden. Albummet får 3 ud af 6
 
Mosnters Of Rock udkom 21. maj via Mausoleum Records.
 
 (3 ud af 6)
 
Besøg Killer på Facebook her.
______________________________________________________________________________________

Intransit - Somewhere In The Darkness
 
Anmeldt af Peter Letting: 02-06-2015
 
Intransit er en Københavner Trio som er ude med deres debut album Somewhere In The DarknessAlbummet var i handlen 27 april.

Bandet består af Robert Fagone på sang, guitar og keyboard, Henrik Petersen på trommer og Marcelo Zagal på bas.

Genren er pop/rock, og de synes selv at det er mere rock end pop, men jeg synes nu næsten det modsatte. Jeg har gennemlyttet albummet flere gange, men det fanger mig ikke rigtig. Jeg synes faktisk at det er en smule kedeligt, og temmelig mainstream.

Hvis jeg trods alt skal fremhæve et enkelt nummer, må det være ”Nightmare”. Det er stadig utroligt poppet, og kunne for min skyld sagtens ligge på playlisten på diverse almindelige radiostationer, men nummeret har trods alt en smule mere kant og drive end resten af albummet.

Intransit er spået en lysende fremtid, og nummeret ”Boys of Berlin” er tilsyneladende udråbt som et kommende hit, og det skal såmænd ikke undrer mig om det kommer til at passe. Det er efter min mening 10 forholdsvis harmløse numre, som ikke har den store indvirkning på mig. Jeg giver skiven 2½ ud af 6
 
Somewhere In The Darkness udkom 27. april via Target Records.
 
(2½ ud af 6)
 
Besøg In Transit på Facebook her.
__________________________________________________________________________

We Are The Ocean – Ark


Anmeldt af Calle: 31-05-2015

Jeg kendte ikke We Are The Ocean før jeg modtog dette album til anmeldelse. Men jeg har læst mig frem til, at Ark er bandets fjerde album. Bandet er fra London og består af Liam Cromby vokal og guitar), Alfie Scully (guitar), Jack Spence (bas) og Tom Whittaker (trommer).

Nu har jeg lyttet albummet igennem et par gange og jeg må indrømme, at jeg er meget forvirret over hvilken genre bandet egentlig spiller. Der er pop, der er rock, der er alternativ rock, der er funk, ja der er mange forskellige genre. Da jeg så coveret og hørte første nummer ”Ark” var min første tanke, at vi havde at gøre med et band ala Muse, men så kom skæring nummer to ”I Wanna Be Your Lover” og her var stilen meget mere skramlet og ”larmende” og minder mest af alt som et Queens Of The Stone Age nummer. Tredje sang ”Good For You” er nærmest brit-pop og minder mig lidt om et band som Blur eller Suede og sådan forsætter hele albummet. Fra den ene stil til den anden. Jeg har ikke noget imod at der er både stille sange og rock sange på et album, men stilarten skal bare være den samme.

Hvis man ser bort fra bandets meget blandede og forvirrende stil, så spiller musikkerne godt og Liam's vokal fungere udmærket. Albummet er lavet i samarbejde med Peter Miles og produktionen er også god og lyden på et par af sangene er meget storladen. Lyt f.eks. til ”Holy Fire” og åbningsnummeret ”Ark”. Mine favorit sange på albummet er ”Wild”, ”Hope You're Well”, førnævnte ”Ark” samt den stille akustiske ”Letter To Michael”.

Jeg tror ikke jeg bliver fan af dette band. Det er udmærket og velspillet musik, men som sagt er det et forvirrende album. Er du derimod til alternativ rock, så kan du roligt tjekke albummet ud.
 
Ark udkom 18. maj via Hassle Records.
 
  (3½ ud af 6)
 
Besøg We Are The Ocean på Facebook her.
_____________________________________________________________________________
Devil's Train – II

Anmeldt af Calle: 27-05-2015

For lidt over tre år siden anmeldte jeg det selvbetitlede debut album fra Devil's Train. Dengang fik de 6 ud af 6 stjerner. Nu er de så ude med deres andet album, som de har givet titlen II. Bandet består af sanger R.D. Liapakis (Mystic Prophecy og Valley's Eve), guitaristen Laki Ragazas (Mystic Prophecy og ex. Oliver Weers band), trommeslager Jörg Michael (Masterplan, ex.Stratovarius og ex. Running Wild) og bassisten Jari Kainulainen (Masterplan, ex. Stratovarius og ex. Evergrey). Så med debut albummet og disse prominente navne i mente havde jeg ret høje forventninger til den ”svære” to'er. Og lad det være sagt med det samme – jeg er bestemt ikke skuffet!!!

Stilen er bluesy hard rock og inspirartionen er hentet fra bands som eksempelvis Badlands, Tesla, Cinderella og Tangier. Albummet består af 13 sange, heraf er der to coverversioner. De to sange er Led Zeppelin's ”Immigrant Song” og Steppenwolf's ”Born To Be Wild”. Begge versioner udføres til perfektion, dermed mener jeg, at de giver sangene deres helt egen feeling. De resterende 11 sange er alle super fede rock sange, hvor de smider det ene sprøde riff efter det andet afsted. Jeg vil ikke fremhæve enkelte sange, da de alle spiller godt i mine ører. Men du kan bare lytte til første singlen ”Hollywood Girl” eller ”Rock Forver”, ”Girl Like You” og ”Down On You” for bare at nævne et par af dem. Og man skal endelig ikke glemme den mere down tempo sang ”Mr. Jones” (fremhævede jeg alligevel et par stykker der). Alt i alt 13 super fede sange med en fed groove. Liapakis har en super stemme og bandet spiller virkelig fedt. Laki kan rive i den seks-strengede og fyre den ene fede solo af efter den anden og rytmen holdes med et fast greb af Jörg og Jari.

II er som forgængeren indspillet i Prophecy And Music Factory Studios og det er produceret af Liapakis. Det er mixet af Fredrik Nordström, som tidligere har arbejdet med bl.a. Hammerfall, In Flmaes og Arch Enemy. Lyd og produktion er, ligesom musikken, på top niveau.

Nu gav jeg jo debut albummet top karakter, så kan jeg gøre det med dette album også?? Faktisk ja, for det er helt på højde med forgængeren. Gid der var flere bands derude, der indspillede musik i denne stil. Top klasse, hvis du spørger mig. Tjek dem ud!!!!
 
II udkom 23. januar via earMusic/Edel/Sony.
 
   (6 ud af 6)
 
Besøg Devil's Train på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Brothers Of The Head - Light The Night, Feed The Flame
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 25-05-2015
 
Tyskland, nærmere betegnet Stuttgard har fostret bandet Brothers Of The Head (forkortes BOTH) som spiller hen mod Doom/ Stoner Rock men med mere power på. Der er en tyk røgfyldt svedig stemning gennem hele debut albummet Light The Night, Feed The Flame.

De har fanget en meget intim stemning så man føler at de virkelig har hygget sig i studiet. Nærmest som om at man er inviteret på besøg i øvelokalet på en specielt heldig dag, hvor det hele går op i en højere enhed og det hele bølger i en orgasmisk tåge. De seks numre, som albummet indeholder, er produceret flot af svenske Hans Olsson og numrene går pænt hånd i hånd med hinanden. Der er tæppebombet med fede guitar riffs i bedste 70'er stil.

Cody Barcelona's stemme passer godt til stilen og den er klar og tydelig uden at være for pæn. Cody spiller også bassen, som har ligger stabilt og giver en fed bund. Karl francis og Pappy Van Linkle står for guitarlydtæppet med den tætte fede distortion og Amin Axestoneville banker trommer.

"Supernova City" skiller sig lidt ud.... Det er sidste nummer....det starter med en zitar-agtig guitar lyd (men de kommer hurtigt ind i deres sædvanlige lyd) ..... med sine 9 minutter er det det længeste nummer på albummet. Jeg kunne egentlig godt have tænkt mig at høre Jim Morrison (Doors) på dette nummer....
 
Light The Night, Feed The Flame udkom 17. april via Metalapolis Records.
 
   (5½ ud af 6)
 
Besøg Brothers Of The Head på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Franklin Zoo – Franklin Zoo EP


Anmeldt af Calle: 20-05-2015

For ca. halvandet år siden anmeldte jeg Franklin Zoo's debut album ”Untamed”. Det var et super fedt album, hvis du spørger undertegnet. Siden da har bandet skrevet kontrakt med Mighty Music/Target og så har de indspillet en ny EP, som jeg har erhvervet mig på 7” single. Det blev jeg simpelthen nyd til efter jeg havde lyttet til den digitale version, som jeg har fået tilsendt fra bandets pladeseskab.

Franklin Zoo EP består af tre sange, som alle er af enorm høj kvalitet. Stilen er stadigvæk kraftigt inspieret af 90'ernes grunge, men denne gang er lyden blevet en anelse tungere og mere dyster. Bandet skriver nogle utrolig medrivende sange med tons tunge rytmer og fandenivoldske riffs. Samtidig er melodierne virkelig godt skruet sammen og pesonligt bliver jeg indfanget i bandets musikalske univers. Udover det meget velspillende band, som består af Anders Rune Hansen (bas), Søren Dabros (guitar), Daniel Hecht (guitar) og Lars Bahr (trommer), så har Franklin Zoo efter min mening en af danmarks bedste rocksangere. Han hedder Rasmus Revsbech og hans vokal minder en hel del om Chris Cornell's. Faktisk synes jeg den er helt på højde med Soundgarden frontmandens vokal.

Den første sang på EP'en er ”Left For Dead”, som er den tungeste af de tre sange. Herfeter kommer ”Walk Alone”, der også er første singlen. Den har en indledning der lyder meget som noget Black Sabbath kunne have indspillet. Jeg er sikker på Tony Iommi vil give drengene et anerkendende klap på skulderen, hvis han hørte den sang. Bandet har også lavet en musikvideo til denne sang, som dog ikke er på YouTube endnu. Sidste sang er ”Desperation”, som afslutter denne fantastiske EP. Jeg hørte de to sidste sange i akustiske versioner, da bandet holdt en lille intim releasekoncert på Zeppelin Bar i København. Og jeg synes også sangene fungerer perfekt i akustiske versioner. Bandet fremviste også ovennævnte musikvideo til dette arrangement og mon ikke den snart bliver lagt på YouTube.

Bandet er i gang med at skrive sange til deres andet fuld længde album, som forventes at udkomme i løbet af 2016. Og hvis det bliver af samme kvalitet som disse tre sange, så spår jeg bandet en rigtig god fremtid, også uden for landets grænser. De har dog allerede gjort sig bemærket i bl.a. Finland, Sverige, Tyskland og Holland. Selvom bandet allerede har vundet flere priser, så tror jeg at 2015 og 2016 bliver Franklin Zoo's år!!!! Giv denne EP et lyt!!!!
 
Franklin Zoo EP udkommer 22. maj via Mighty Music/Target.
 
   (5½ ud af 6)
 
Besøg Franklin Zoo på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Fried Okra Band – Back Into The River


Anmeldt af Calle: 21-05-2015

Fried Okra Band er et københavnsk band, som består af tre medlemmer. De tre mænd er Morten Lunn (vokal, guitar og diddley bow), Thomas Foldberg (guitar) og Thomas Crawfurd (trommer og mandolin). Back Into The River er bandets fjerde udgivelse, men det er første album fra deres side, som jeg har lagt ører til.

Jeg vil betegne stilen som garage-country-blues-rock og inspirationskilderne tæller da også et band som The Black Keys og sangeren/sangskriveren Jack White. Derudover synes jeg også jeg kan høre lidt Neil Young, The Doors og ZZ Top i bandets musik. Jeg må ærligt indrømme, at jeg skulle lytte albummet igennem nogle gange før jeg helt ”forstod” bandets koncept og musik. Måske fordi jeg oftest lytter til hård rock og heavy metal. Men efter flere gennemlyt voksede albummet faktisk på mig og jeg er blevet rimelig glad for det. Der er fede rock sange i form af eksempelvis ”My Kind Of Woman”, ”Don't Go North”, ”Wacky Schack” og ”I Can't Help It”, men også de mere stille sange som ”Never Felt Lost” og ”Who Is For It”. Så variationen er god.

Bandet spiller solidt og de udviser en enorm spilleglæde og intensitet. De ”kæler” hver især for deres instrumenter og Morten's vokal passer rigtig godt til musik inden for denne genre. Jeg læste først presseskrielsen efter første gennemlyt og der fandt jeg ud af, at bandet ikke gør brug af bas, hvilket ikke er så normalt inden for rock og blues genren. Men i forhold til Fried Okra Band gør det faktisk ikke noget.

Albummet, som består af 11 sange, er indspillet stort set live i et studie i Valby, som har navnet Best Kept Secret Studios. Manden der har produceret albummet hedder Noah Rosanes og han er søn af countrysangeren Tamra Rosanes. Sammen med bandet har han virkelig formået at få en rigtig fed groove og sound indover hele albummet. Og det er gjort med meget få overdubs.

Det krævede som sagt et par gennemlyt før jeg helt ”forstod” Fried Okra Band, men nu gør jeg. Og jeg kan derfor varmt anbefale at man tjekker bandet ud.
 
Back Into The River udkommer 25. maj via Target Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Fried Okra Band på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Emerald Sun – Metal Dome


Anmeldt af Calle: 08-05-2015

Emerlad Sun er et seksmands stort band fra Thessaloniki i Grækenland. Bandet blev dannet tilbage i 1998 og Metal Dome er deres tredje fuld længde album. Bandet består af Stelios Tsakirides (vokal), Johnnie Athanasiadi (guitar), Fotis Toumanides (bas), Sefis Gioldasis (keyborad), Pavlos Georgiades (guitar) og George Baltas (trommer). Bandet spiller power metal og deres inspiraionskilder tæller bl.a. Manowar, Iron Maiden, Helloween, Judas Priest, King Diamond, Firewind og Metallica.

Metal Dome består af 12 sange og har en varighed på lidt over en time. Så man får metal for alle pengene, hvis man sætter sig ned og lytter til albummet. Jeg kendte ikke til bandet før jeg fik dette album tilsendt, men jeg er meget imponeret over dette album. Man kan godt høre de har flere år med i bagagen. Bandet spiller godt og der er fuld knald på trommerne og bassen i de fleste af sangene og de tordner bare afsted (der er dog også flere stille passager). Derudover bliver guitarerne spillet med en utrolig finesse. Og oven i alt det er der flot keyboard spil og en rigtig god vokal.

Mine favorit sange på Metal Dome er åbningsnummeret ”Screamers In The Storm” samt ”Dust And Bones”, ”You Won't Break Me Down” og ”Black Pearl”. Og så kommer man heller ikke uden om det stille afslutningsnummer ”Call Of Nature” hvor bandet har fået fornemt besøg på vokalsiden. Her gæster nemlig Liv Kristine fra Leave's Eyes og Theatre Of Tradegy. Samtidig kommer bandets græske rødder virkelig til udtryk i denne sang. Alt er alt er det 12 gode sange bandet har indspillet. Og der er som sagt både stille sange og sange med knald på, så variationen er god.

Albummet er indspillet af Vagelis Maranis i Maranis Studios. Det er ikke en mand jeg kender til, men han har gjort en godt stykke arbejde. Lyd og produktion fejler bestemt ikke noget. Der er en utrolig ren lyd, hvilket passer perfekt til musik inden for denne gerne.

Hvis du er til power metal og ikke kender Emerald Sun i forvejen, så bør du efter min mening tjekke dem ud. Det er metal i top klasse.
 
Metal Dome udkommer 22. maj via Fastball Music.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Emerald Sun på Facebook her.
_____________________________________________________________________________
Room Full Of Ghosts – Dust (EP)

Anmeldt af Calle: 07-05-2015

Room Full Og Ghosts er et nyt dansk band, som består af Nikola Majkic, Mirza B. Hansen, Frederik Schmidt, Daniel Hansen. Tre af gruppens fire medlemmer har en lang historie bag sig, og har spillet i flere bands sammen. Dette har medført til et solidt sammenspil og en fælles dynamik, der ikke er til at tage fejl af. Til sammen har bandet en stor erfaring indenfor en lang række genre men med fødderne plantet solidt i rocken.

EP’en består af 3 utrolig velskrevne sange, hvor vi både for lidt rock og lidt fra den mere stille side. Inspirationskilderne tæller da også navne som eksempelvis Bruce Springsteen, The Killers, U2 og The Gaslight Anthem. Der lægges ud med titelnummeret ”Dust”, som er en rigtig god rock sang med en mindeværdig melodi og et catchy omkvæd. Herefter kommer ”Dancers In The Dark”, som en lidt mere mid-tempo, især indledningvis. Herefter sættes tempoet lidt op. Igen en sang med en meget fængende melodi. EP’en afsluttes med den stille og utrolig flotte sang ”Comfort Of The Night”. Her kommer Springsteen inspirationerne virkelig til sin ret. Alt i alt er det 3 rigtig gode sange bandet har skruet sammen og variationen er god. Jeg synes tit en EP med ”kun” 3-4 sange hurtigt kan blive lidt for ensformig, men dette er bestemt ikke tilfældet med Dust.

Produktionen er rigtig god og bandets medlemmer spiller godt. Derudover er vokalen god og passer rigtig godt til musikken. Jeg får en følelse af, at bandet virkelig brænder for det de laver og for den musik de nu engang har valgt at spille. Der er en utrolig skøn feeling over denne EP og man får lyst til at sætte den på repeat og lytte til de 3 sange igen og igen.

Så afslutningsvis kan jeg kun sige, at man bør tjekke Room Full Of Ghosts ud. Især hvis man er til nogle af ovennævnte bands eller hvis man bare godt kan lide god musik med velkomponerede melodier. Jeg er blevet fan og vil helt sikkert følge bandet fremover.
 
Dust udkom 27. april.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Room Full Of Ghosts på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Shattered Sun - Hope Within Hatred
 
Anmeldt af Peter Letting: 06-05-2015
 
Amerikanske Shattered Sun har udgivet debut album 21. april 2015. Titlen er Hope Within Hatred og videoen til titelnummeret kan man finde på nettet. Shattered Sun har faktisk eksisteret siden 2005, og har udgivet en håndfuld EP’er, men er altså først nu ude med deres debut album.
 
Bandet består af hele 6 medlemmer: Marcos Leal på vokal, Daniel Trejo på guitar, Robert Garza på trommer, Jessie Santos på guitar og vokal, Henry Garza på keyboard og vokal samt Joseph Guajardo på bas.

Vi befinder os et sted omkring melodisk dødsmetal / deathcore, og der er pænt meget fart på, specielt i de første 7 numre. Det starter fantastisk med ”The Ultimatum”. Ikke en finger at sætte på det nummer. Lækker kort intro og i gang med gode guitar riffs, afløst af lidt mere tempo, og råbe / growl vokal. Det fede ved Shattered Sun er deres blanding af rå growl og clean vokal. Men de har jo også 3 på vokal, og det giver masser af muligheder. Det minder til tider om noget i retning af Bullet For My Valentine eller Trivium, måske bare en smule mere råt / hårdt, men fedt er det sq. Selvom det er vildt hurtigt, og til tider rigtig råt, så spiller de stadig med en lethed i deres guitar riffs, som gør det rigtig lækkert at lægge øre til.

Energien fortsætter uden stop, men alligevel med masser af god variation i både tempo og rytme. Det hamrer bare derudaf, og jo flere gange jeg hører det, desto bedre bliver det. Andet nummer ”Victory Or Death” er også bare et lækkert nummer, med så meget nerve at det er svært at sidde stille i stolen.

Jeg tror at mit favorit nummer må blive skæring 6, ”Waging War”. Let’s GO, og så kører toget, i højeste gear. Det fede ved nummeret er alle de rytme skift der foregår undervejs, og den kolossale variation, men det kunne jeg i virkeligheden sige om nærmest samtlige 11 numre, så det gør det rimelig svært at være en sur anmelder….Skæring 8 ”281” går lidt i ned i tempo og er vel nærmest en deathcore sjæler. Stadig et meget fedt nummer, og selvom det er meget mere stille end de foregående 7, så bliver det hverken feset eller slattent.

Jeg må også tilføje, at jeg ikke mindes at have hørt Congas på en deathcore skive før. Det er som om Shattered Sun lige hiver toppen af tempoet og rå-heden på de sidste 4 numre. Shattered Sun har mange facetter og skiven her er rigtig godt skruet sammen, så den kan absolut anbefales. Jeg giver den 5 ud af 6
 
Hope Within Hatred udkom 21. april via Victory Records.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Shattered Sun på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Velociter – Heir Of Solitude

Anmeldt af Calle: 06-05-2015

For ca. halvandet år siden anmeldte jeg danske Velociter’s debut EP ”Hangar Of Doom”. Nu har de så smidt en ny EP på gaden, som har fået titlen Heir Of Solitude. Siden dengang er der kommet en ny sanger med i bandet og hun hedder Marika Hyldmar. Udover hende består bandet af Bastian Rainholdt Madsen (guitar), Steffen Hagelskjær (bas), Thomas Halborg Madsen (trommer) og Frederik Enghoff (guitar). Sidst nævnte er ny i bandet og kom med i slutningen af 2014, hvor han aflyste sanger/guitarist Rasmus Clemmensen, som dog medvirker på EP’en.

Heir Of Solitude består af 6 numre, heraf er det ene nummer et bonus track, som kun er med på den fysiske udgave af EP’en. Det er sangen ”Come To The Sabbath”, hvor bandet har fået Mike Wead (King Diamond, Mercyful Fate) med som gæsteguitarist. Han har samtidig mixet og masteret nummeret. Efter min mening er det et af EP’ens bedste numre og her synger Rasmus med en mere klar/ren vokal. Det er et tilpas varieret nummer. Det samme gør sig gældende for ”The Long Parade To The Graveyard”, som efter min mening er EP’ens bedste nummer. En anden sang der er værd at lægge mærke til er titelnummeret ”Heir Of Solitude”.

På sin vis fungerer det godt med de to vokaler og tilføjelsen af Marika. Hendes vokal er mere voldsom og tendere flere steder henimod black metal. Lyt især til det meget korte og ekstrem hurtige nummer ”Mental Suicide”. Bandet spiller dog stadigvæk thrash og old school metal i stil med Kreator, Overkill og Sodom for bare at nævne et par bands.

Musikken er velspillet og der er mange gode passager med guitarlir, dobbelt stortrommer og tunge basgange og når man samtidig tilfører de to rå og brølende vokaler, så går man ikke helt galt i byen. Det er metal når det er bedst. Der er både melodiske passager og passager med ren ”smadder”. Selve produktionen og det overordnede lydbillede fungerer også godt.

Så er du til metal med stort M, så bør du uden tvivl tjekke Velociter ud. Det er dejligt med et dansk metal band, der spiller musik de elsker uden at tænke på radio hit og den slags. Og så er det ikke hver dag man lægger ører til en kvindevokal ala Marika. Slet ikke på disse breddegrader.
 
Heir Of Solitude udkom 20. april.
 
(4½ ud af 6)
 
Besøg Velociter på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Strangelet – First Bite

Anmeldt af Calle: 05-05-2015

Strangelet er et tysk band og de har sendt mig deres debut album First Bite. Bandet består af Stefan Zörner (vokal), Tobias Eurich (guitar), Jonas Kümmerle (keys), Jessica Stuart (trommer) og Finn Janetzky (bas). Hvis man skal dømme ud fra deres profilbillede på Facebook og coverartworket, så er det et rimelig ungt band.

Deres inspiration er hovedsagligt hentet i 80’ernes rock scene og inspirationskilderne tæller bl.a. bands som Guns ’n’ Roses, Deep Purple, Krokus og Boston, plus nyere bands som Alter Bridge og Black Stone Cherry. Nu har jeg hørt albummet et par gange og bandet gør det faktisk udmærket. Det er ikke over-the-top fedt, men på det jævne, måske lige over middel. Sangene er forholdsvis catchy og musikkerne spiller okay. Jeg er dog ikke helt pjattet med vokalen og Stefan har lidt for meget tysk accent. Ikke så meget som Klaus Maine fra Scorpions, men der er alligevel noget.

First Bite består af 11 sange, heraf er der 9 rock sange og 2 ballader. Mine favoritter blandt de 11 sange er semi-balladen ”Catching Fire” og første singlen ”Priviledge Of Power” samt den stille sang ”Stillborn”. Det skal dog siges, at der ikke er noget nyt i bandets musik og jeg har samtidig svært ved at finde en decideret sang med hit-potentiale. Dermed ikke sagt at sangene er dårlige, de mangler bare lige det sidste touch for at blive hængende i hukommelsen.

Bandets keyboard spiller står som engineer og producer på albummet og han har gjort et udmærket stykke arbejde. Lyden er god og instrumenterne ligger godt i forhold til hinanden. Mastering er foretaget af Stem Masters Munich (J.B.O., Fiddler´s Gree m.fl.).

Alt i alt er det et udmærket debut album Strangelet har udsendt, og er du til hard rock kan du godt tjekke bandet ud. Og som bandet skriver i pressemeddelelsen: We will keep the spirit of true hard and heavy rock alive!!!
 
 
First Bite udkom 12. december.
 
(3½ ud af 6)
 
Besøg Strangelet på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Mammoth Mammoth - Volume IV - Hammered Again
 
Anmeldt af Peter Letting: 30-04-2015
 
Mammoth Mammoth kommer fra Australien og er ude med et nyt album Volume IV – Hammered Again. Albummet er deres 4 siden 2007 og landede 27. marts 2015. På coveret sidder en topløs sild og ryger pot, og det siger vist en hel del om holdningen i dette band.

Man må sige at drengene har masser af Rock ’n Roll attitude. Alene navnet indikerer at en enkelt Mammut ikke er nok, men der skal 2 til, så det siger vel noget i retningen af at ”Stort er godt, men større er endnu bedre”. Og med en album titel og en sang titel som ”Hammered Again” og et andet nummer med navnet ”High as a Kite”, lugter det lidt af røgen fra en joint…

På deres hjemmeside ligger videoen til nummeret ”Lookin’ Down the Barrel”, som er indspillet ved en swimming pool, med masser af flasker og et par bikini tøser. Det oser af fest og ballade, hvis man nærmer sig Mammoth Mammoth.

Musikken er som man kunne forvente, efter at have snuset lidt til bandet. Lige på og hårdt rock ’n roll. Åbningsnummeret ”Life’s a Bitch” (and then you die…) kører i overgear. Teksten handler, så vidt jeg kan tolke det, om et forlist forhold, som bare skal glemmes og begraves. Jeg tror mit yndlingsnummer må være ”Black Dog”. Der er sq ikke den helt store variation i nummeret, men det er tilsyneladende stilen. Jeg synes bare at nummeret taler mere til mig end de andre numre.

Sidste nummer på skiven er vist skrevet og måske også indspillet i en mega koger. Titlen ”High as a Kite”, siger lidt om det, men også at nummeret varer 9.11 minut er vist en indikation af at tingene har trukket lidt ud i langdrag. Tempoet er også hevet ud af nummeret, indtil hen imod slutningen, hvor der kommer lidt liv i kludene. Et rigtig syrenummer.

Bandet består af 4 medlemmer: Mikey Tucker på vokal, Ben Couzons på guitar, Pete Bell på bas og Frank Trobbiani på trommer. Skiven får 3½ ud af 6, mest pga. underholdningsværdien, og ikke så meget pga. musikken.
 
Volume IV - Hammered Again udkom 27. marts via Napalm Records.
 
(3½ ud af 6)
 
Besøg Mammoth Mammoth på Facebook her.
______________________________________________________________________________________________
Hercules Propaganda - Scream For Action
 
Anmeldt af Peter Letting: 30-04-2015
 
Hercules Propaganda er et tysk band som er ude med ny CD med titlen Scream For Action 13. april 2015. 
 
Stilen er meget umiddelbar, nærmest sådan lidt garage rock agtig. Nogen gange minder det lidt om noget tidlig Thin Lizzy eller AC/DC, men jeg synes også der sniger sig lidt sydstatstoner ala Georgia Satellites ind, imens selve lydbilledet minder lidt om australske Wolfmother. Så om der i virkeligheden er tale om en egentlig stil, er vel et meget godt spørgsmål.

Kigger man på gruppen i billeder, så virker det som en lidt aparte rock gruppe, med høje lak støvler, bare maver, masker og anden udklædning. Det lugter lidt af S&M, men det er der jo også masser af energi i.

Hercules Propaganda tæller kun 3 medlemmer: Fritze på guitar og vokal, Acki på bas og backing vokal samt Andi på trommer og backing vokal. Det er som skrevet en meget umiddelbar stil de lægger for dagen, og der bliver lagt stor vægt på den rå og uspolerede sound. Fritzes vokal er også noget speciel, til tider nærmest ulidelig anstrengt, eller sådan lyder det i hvert fald.

Jeg kan ikke helt beslutte med mig selv om jeg synes det er fedt, eller bare for meget, men det er jo ikke første gang at det sker. Jeg tror dog imidlertid ikke at Hercules Propaganda, kommer til at spille en stor rolle i min fremtidige musik verden.

Skal jeg vælge et yndlingsnummer må det være skæring 1 ”We Gonna Rock Together”. Nummeret er faktisk OK, og energien er ikke til at tage fejl af, jeg synes bare at jeg har hørt det samme så mange gange før, at det ikke kan bide sig ordentligt fast. Kort og godt, så må jeg give skiven 2½ ud af 6
 
Scream For Action udkom 13. april via Mighty Music/ Target Group.
 
  (2½ ud af 6)
 
Besøg Hercules Propaganga på Facebook her.
_______________________________________________________________________

Gov't Mule – Stoned Side Of The Mule


Anmeldt af Calle: 30-04-2015

Gov't Mule er et amerikansk band, som blev dannet tilbage i 1994. Det startede som et sideprojekt fra de to The Allman Brothers Band folk Warren Haynes (guitar) og Allen Woody (bas). Haynes er stadigvæk med i bandet, men Woody stoppede i 2008. Udover Waynes består bandet af Matt Abts (trommer), Jorgen Carlsson (bas) og Danny Louis (keyboard). Bandet har udsendt 19 albums (inkl. dette). Det tæller både studie og live albums.

Stoned Side Of The Mule er, som titlen måske antyder, et Rolling Stones cover album. Og samtidig er det et live album. Den version jeg har fået tilsendt er en promo CD, hvor der er samlet 13 sange fra Gov't Mule's koncert i the Tower Theater i nærheden af Philadelphia tilbage i 2009. Her spillede de et sæt der kun indeholdt numre fra Rolling Stones lange karriere. Albummet er ellers kun udgivet i Europa i en dobbelt vinyl udgave kaldet Stoned Side Of The Mule vol. 1 & 2. Men på den udgave jeg har fået kommer vi rigtig fint igennem sange som eksempelvis ”Paint It Black”, ”Angie”, ”Brown Sugar”, ”Wild Horses” og ”Under My Thumb”.

Gov't Mule består af super dygtige musikkere og man kan godt høre de har mange års erfaring. Og så synes jeg de har lavet nogle gode versioner af de gamle Rolling Stones numre. Dog ligger vokalen et stykke fra Mick Jaggers meget kendetegnede og let genkendelige stemme.

Dette album kommer kort tid efter tre andre coverudgivelser fra bandet. Jeg har tidligere anmeldt ”Dark Side Of The Mule”, som er et Pink Floyd cover album. Men de har også udsendt ”Dub Side Of The Mule”, som indeholdt en række reggae sange samt albummet ”Sco-Mule”, der er et album de har lavet sammen med John Scofield.

Stoned Side Of The Mule er et dejligt behageligt album, som er indspillet af nogle yderst dygtige musikkere. Jeg vil mene dette album er for fans af både Rolling Stones (hvis man vil høre deres sange på en lidt anden måde) eller bare fans af god og underholdende musik. Tjek albummet ud!!!
 
Stoned Side Of The Mule udkom 20. april via Provogue/Mascot Label Group.
 
(4½ ud af 6)
 
Besøg Gov't Mule på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Impalers – God From The Machine

Anmeldt af Calle: 30-04-2015

For lidt over 2 uger siden anmeldte jeg danske Impalers nyeste EP ”Prepare For War” og i den forbindelse skrev jeg, at bandet samtidig havde udgivet deres andet fuld længde album, blot via et andet selskab, men at jeg ikke havde fået det tilsendt med henblik på anmeldelse. Det har jeg så nu og jeg har også fået lyttet det igennem nogle gange.

Impalers er som sagt et dansk band, som består af Søren Crawack (vokal/guitar), Thomas Carnell (guitar), Kenneth Frandsen (bas) og Rasmus Kjær (trommer). God From The Machine er som nævnt herover bandets andet fuld længde album. Crawack, Kjær og Carnell var med på bandets debut album ”Power Behind The Throne” fra 2013.

God From The Machine består af 9 sange, heraf et nummer fra den føromtalte EP, nemlig sangen ”Prepare For War”. Ligesom det gør sig gældende på dette nummer, så sprudler resten af albummet af METAL. Der er tale om moderne og thrash metal i den mere ekstreme ende og hastigheden er sat godt i vejret. Enkelte af sangene, som eksempelvis åbningsnummeret ”Future Void” og sangen ”Beyond Trinity” har dog en stille intro. Sidst nævnte har flere stille passager igennem sangen og kan på sin vis tolkes som en form for thrash metal ballade. Derudover har bandet indspillet et rigtig godt instrumental nummer i form af ”The Walls Of Eryx”. Her skifter tempoet en del og musikkerne får virkelig vist hvad de kan. Og netop denne variation i tempoet gør at man på intet tidspunkt føler, at musikken bliver for ensformig. Alt i alt er det 9 gode sange bandet har fået skruet sammen.

Albummet er produceret af Marco Angioni og det er mixed og masteret af Søren Jensen i Death Island Studios. De har virkelig formået at ramme den rette lyd, så alle instrumenter og vokalen kommer til sin ret.

Er du til moderne thrash metal med hurtige guitarer, buldrende bas og tordnende trommer tilført en rå vokal, så bør du tjekke dette album ud. Dine hjerneseller vil uden tvivl bliver godt og grundigt mørbanket og du vil have ringen for ørerne et par dage efter første gennemlyt. Dansk metal når det er bedst!!!
 
God From The Machine udkom 10. april via Crime Records. 
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Impalers på Facebook her.
________________________________________________________________________

Lyra – Lyra (EP)


Anmeldt af Calle: 23-04-2015

Denne EP er fra det danske band Lyra og det er deres første udgivelse. Bandet, som ”kun” har spillet sammen i et år, består af Thomas Solnæs (vokal), Michael Moeslund (guitar), Johannes Ossi (bas) og Peter Buur (trommer). Bandet spiller grungebaseret rock, eller som mange nok vil kalde det post-grunge.

EP'en består af 3 sange og jeg må faktisk indrømme, at jeg blev meget positivt overrasket over bandets musik, da jeg lyttede til dem første gang. For da jeg så det (for mig) ret kedelige cover, tænkte jeg straks, at deres musik måske afspejlede coveret. Men dette er bestemt ikke tilfældet, for Lyra spiller godt og deres sange er velskrevede. Og hvad kan jeg så lære af det? – Don't judge a book by it's cover. Alle tre sange ”I Wanna Tell You”, ”Shouting” og ”It's Not Right” er faktisk ret så fængende og man kan ikke undgå at rocke med. Især ”Shouting” rammer noget i mig. Og main-riffet i ”I Wanna Tell” minder mig lidt om Dizzy Mizz Lizzy.

Bandet spiller som sagt godt og jeg er især imponeret over guitar arbejdet og den flotte rene vokal. Sangene på EP'en er produceret og mixet af Chris Blaize. Og han har gjort et godt job og ramt en rigtig flot lyd, der giver sangene den rette storladende lyd, som passer godt til musik inden for post-grunge genren.

Kan du lide bands som f.eks. Creed, 3 Doors Down, Pop Evil, Our Lady Peace, Stereoside og Rev Theory, så vil du med 99% sikkerhed også kunne lide Lyra's musik. Jeg har kun en sidste ting at sige, tjek dem ud!!!
 
Lyra EP'en udkom 19. december 2014.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Lyra og lyt til EP'en på Facebook her.
________________________________________________________________________

Stonebird – Who Will Slay The Beast (EP)


Anmeldt af Calle: 23-04-2015

For snart tre år siden anmeldte jeg danske Stonebird's debut EP ”When Darkness Falls” og dengang var jeg meget imponeret over bandet og deres musikalske univers. Bandet blev dannet i 2010 og består stadigvæk af de samme fem medlemmer, som er: Andreas Gajhede (sang/guitar), Laurits S. Pedersen (guitar), Sean Leavy (keyboard/guitar), Steffen Møller (trommer) og Victor Simon (bas).

Også denne gang har bandet begået en yderst velskrevet EP, som desværre ”kun” består af fire sange. Stilen er stadigvæk 70'er inspireret tung bluesbaseret rock. Tænk en god blanding af The Doors, Led Zeppelin og tidlig Deep Purple. Instrumenterne bliver spillet med snilde og Andreas' sprøde vokal passer perfekt til musik inden for denne genre. Dertil kommer de 70'er lydende keyboards, som leder mine tanker i retning af en vis Ray Manzarek.

Det er svært at fremhæve en enkelt sang ud af de fire, men skal jeg nævne en, så må det være afslutningsnummeret ”Magic Mountain Medicine”. Denne sang er EP'ens længste og samtidig den mest varierede. Men som sagt er EP'ens sidste tre sange ”Blues On The Rise”, ”Beast” og ”Mama/Sister” også rigtig gode sange.

Who Will Slay The Beast er indspillet i Dreamland Studios i Nibe og den er produceret af Neil Robert Young. Indspilningerne giver lytteren en live-feeling og sangene er da også indspillet med få takes. EP'en oser af spilleglæde og nerve. Lyden er tilpas tung og dyster, hvilket sætter prikken over i'et på denne flotte EP.

Er du til fed bluesbaseret rock i den tungere ende, så bør du helt sikkert tjekke Stonebird ud med det samme. De spiller godt og de har skrevet nogle rigtig gode sange. Det undrer mig at de stadigvæk er unsigned!!!
 
 
Who Will Slay The Beast udkom 6. marts.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Stonebird på Facebook her.
________________________________________________________________________

Stoneghost – New Age Of Old Ways


Anmeldt af Calle: 23-04-2015

Stoneghost er et metal band fra London, England, som blev dannet i 2007. Bandet består af Jason Smith (vokal), Cris Finniss (trommer), Jamie Nash (bas) og Andrew Matthews (guitar). New Age Of Old Ways er bandets debut album.

Som sagt spiller Stoneghost metal og deres inspirationskilder tæller bl.a. Pantera, Mudwayne, Opeth, Down, Mastodon, Hatebreed og Kyuss for bare at nævne et par bands. Så der er tale om metal med rødderne godt plantet i southern metal og stoner metal. Albummet består af 11 hårdtslående sange med masser af power, groovy riffs og tons tunge rytmer. Mine personlige favoritter på skiven er åbningsnummeret ”Faceless Ghost”, som vist nok også var første singleudgivelse, samt ”Your Trigger, My Finger” og albummets ”ballade”, som har fået titlen ”Let Sleeping Beasts Lie”. Derudover synes jeg også godt om ”Second To Breathe”, som er albummets længste og mest varierede sang med sine 7 minutter. Den eneste sang der ikke lige falder i min smag er afslutningsnummeret ”Mother Of All Bastards”. Måske fordi det er en demo version og lyden er derefter eller måske er det fordi vokalen ikke ”taler” til mig på netop denne sang. Men alt i alt er det rigtig godt album bandet har udsendt.

New Age Of Old Ways er blevet til i samarbejde med Russ Russell, som tidligere har arbejdet med bl.a. Napalm Death, Dimmu Borgir og Evile, så han er den rette mand, hvis man spiller metal. Lyd og produktion sidder lige i skabet. Bandet spiller godt og solidt og Jamie's stemme passer perfekt til denne genre.

Er du til southern/stoner metal, å bør du helt sikkert tjekke dette band ud. Dine øregange vil blive tæsket godt gennem på albummets 56 minutter. Metal rules!!!!
 
New Age Of Old Ways udkommer 27. april via Mascot Label Group.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Stoneghost på Facebook her.
_______________________________________________________________________________________________
Blackwelder - Survival Of The Fittest
 
Anmeldt af Peter Letting: 21-04-2015
 
Et nyt band med navnet Blackwelder udkommer med deres debut album Survival of the Fittest 24. april 2015. Bandet består af 4 medlemmer, hvoraf de 2, forsangeren og trommeslageren stammer fra Primal Fear. De 4 er: Ralf Scheepers på vokal, Andrew Szucs på guitar, Bjørn Englen på bas og Aquiles Priester på trommer. 
 
Stilen er power metal og der er rigeligt med power. De spiller det som jeg vil kalde lyttevenlig metal, som jeg ikke bliver træt af. Det skyldes primært vokalen, som jeg finder yderst god, varieret og tilpas ren, men også rå. En dårlig vokal kan ødelægge mange gode numre, men her er der ikke noget jeg savner på den front.

Guitar riffs’ene er også rigtig lækre, og rigeligt af dem. Masser af fede skalaer, og jeg synes til tider jeg kan drømme mig tilbage til de gode Yngwie Malmsteen tider i slut 80’erne. Og selvom jeg skriver skalaer, så er det bestemt ikke trivielt eller kedeligt, men super varieret og veltilpasset.

I rytme sektionen er der også rigeligt at se til, sådan at jeg som lytter ikke på noget tidspunkt synes at det bliver kedeligt. Oven på det hele er der også lagt keyboard og piano ind, og det hænger i det hele taget bare rigtig godt sammen.

Jeg synes der er tale om et klassisk lydende metal album anno 2015, med tydelige rødder til der hvor det hele startede, men med de obligatoriske opgraderinger i forhold til dagens standard omkring trommer og guitar. Det er muligt at Blackwelder ikke opfinder noget nyt, eller for den sags skyld er særlig eksperimenterende, men det er underholdende, velspillet og godt

Hvis jeg skal vælge et par favorit numre, må det ene næsten være første nummer ”The Night Of New Moon”. Fedt nummer at åbne skiven med. Godt med variation og super vokal, samt genkendelige riffs. Ligeledes er ”Remember The Time” et super nummer, som åbnes med en lækker lille guitar detalje. Jeg kan kun anbefale at lytte til Blackwelder. Jeg kan i hvert fald godt vænne mig til det. Skiven får 4 ud af 6
 
Survival Of The Fittest udkommer 24. april via Golden Core Records/ZYX Music.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Blackwelder på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Dissector - Grey Anguish
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 20-04-2015
 
Dissector fra Sankt Petersborg, Rusland spiller en gedign gang Thrash/Melodic Death Metal på deres nye release Grey Anguish. Jeg er blevet positivt overrasket over den kvalitet og nerve som rusiske metalbands har. Jeg må indrømme at jeg ikke har lyttet til så meget rusissk metal før i tiden, men det har bands som bla. Grenouer & Dissector lavet om på.

Der er masser af cool riffs på Grey Anguish, hvor jeg har svunget luftguitaren og skruet ekstra op for volumen. Lyden er super flot men på en beskidt måde..... klar og dyster. Der er masser af energi, saft og kraft som kun kan glæde lytteren.

En enkelt ½ ballade er det også blevet til "Keep My Trust" - meget smuk, hvor gæstesangerinden Mirla fra The Lust synger duet med frontmanden Yan. Der er 11 numre at swinge træbenet til, hvoraf det første er et stemningsbillede skabt af keyboard spilleren Max Delmar. Trommerne har en god lyd og placering i mixet. Deadline Pressure starter med lo-fi guitar og så falder trommerne ind, hvilket giver en fed kontrast. Sammen med bassen skabes der en solid bund. Bassen ligger præcis og knivskarp.

Dissector består af Yan Svetlannen på guitar og sang, Oleg Aleshin på bas, Andrey "Circle" på trommer og Max Deelmar på keyboards. Som gæster har de Mirla på sang og Alex Bolotov på guitar på slutnummeret "Keep My Trust". Jeg kan klart anbefale et nærmere bekendskab med Dissectors musik.
 
Grey Anguish udkomm 12. april via Worldlessness Records.
 
   (5½ ud af 6)
 
Besøg Dissector på Facebook her.
________________________________________________________________________

Heidevolk - Velua
 
Anmeldt af Peter Letting: 17-04-2015
 
Heidevolk kommer fra Holland og er ude med nyt album 20. marts 2015. Albummet har titlen Velua. Albummet indeholder 12 numre, hvoraf 11 er på hollandsk. Meget underligt at høre hollandsk sprog omsat til sang, men det er da noget anderledes. Stilen er en blanding af metal, og hollandsk mytisk folke musik, hvis man kan kalde det sådan. Jeg ved ikke om hollænderne har en pendant til vores Valhalla, men hvis de har, så vil jeg tro at en del af teksterne handler om denne. Vi har jo her i norden en del metal bands som sværger til de gamle nordiske guder, og hele den verden, og hvis det ikke var fordi at det netop VAR på hollandsk, så kunne det såmænd godt have stammet fra enten Norge, Sverige eller Finland.

De første 2 numre kan jeg godt lide. Det er en sjov kombination af heftige trommer, hurtige guitar riffs, og opløftede mande stemmer i kor, samt lidt strygere fra tid til anden. En spændende sammensætning som faktisk fungerer udmærket, og der er nogle ret fede momenter imellem.

Det er som om at skiven lidt mister gejsten efter de 2 indledende numre, eller også er det simpelthen mig som bliver mæt af stilen. Jeg vender dog stadig tilbage til både ”Winter Woede” og ”Herboren in Vlammen”, som de 2 numre der holder.

Så har man lyst til at kaste sig ud i noget nyt og en smule anderledes, end det sædvanlige metal, så er Heidevolk da bestemt værd at lytte til. Jeg vil give albummet 4 ud af 6
 
Velua udkom 20. marts via Napalm Records. 
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Heidevolk på Faceboo her.
__________________________________________________________________________

Moonspell - Extinct
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 15-04-2015
 
Moonspell fra Portugal gav mig noget at tænke over.... De første gange jeg hørte deres nye cd Extinct var jeg forvirret... jeg kunne ikke beslutte mig for om jeg kunne li dem eller ej, for der var en blanding af pop og Metal som jeg ikke helt havde fået sat på plads. MEN efter mange gennemlytninger over længere tid begyndte cd'en at bundfalde sig i mig.... nu synes jeg at den er rigtig fed.

Fernando Ribeiro har en stemme der minder pænt meget om Philip Oakey fra Human League... og alligevel ikke, forstået på dén måde at Phil ikke growler, men Fernando gør begge ting.. synger pænt og nydeligt og growler. Det giver et godt varieret lydbillede. Der er en hel del pop-elementer, hvilket gør at den måske vil lokke et nyt publikum til Metal-genren. Moonspell spiller Gothic-Dark-Metal med popattituder, og håndterer deres instrumenter godt.

Som sagt kunne jeg ikke helt li dem i starten af lyttefasen og det skyldes nok at Extinct starter pop-agtigt og bevæger sig rundt i genrene. Jeg bilder mig ind at jeg ikke vil sætte ting i bås, men blev fanget i mit eget spind fordi jeg ikke lige kunne sætte dem i en musikalsk bås, og så fik jeg noget at tænke over, og det er jo dejligt.

Jeg har ikke hørt om Moonspell før, men har virkelig fået lyst til at grave i deres skattekiste, som går tilbage til 1992. De ti numre på Extinct flyver afsted og er god til både at lytte til og bare køre som baggrund.

Et nummer som skiller sig ud - og fik mig til at tænke på Bertolt Brecht/Kurt Weill er det sidste nummer La Baphomette, som er i valsetakt og med forstemt klaver, og er et fedt afslutningsnummer på fransk.

Ellers er der godt med drøn på de andre numre. Jeg kan også godt li de arabiskinspireret "violiner" der får mig til at tænke på Deep Purple's brug af orientalske elementer i rock'en. Foruden Fernando Ribeiro (Langsuyar) på sang er der Miguel Gaspar (Mike/Nisroth) på trommer, Ricardo Amorim (Morning Blade) på guitar, Pedro Paixão (Passionis/Neophytus) på synthesizer og guitar og Aires Pereira (Ahriman) på bas.

Produktionen er flot og dyster med masser af rum, så den virker drømmeagtig og giver den et pop-agtigt præg. Der er arbejdet godt med ballancen mellem de forskellige instrumenter så det fremstår som en helhed, jeg tror jeg er blevet fan :)
 
Extinct udkom 6. marts via Napalm Records. 
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Moonspell på Facebook her.
_____________________________________________________________________________________________
Impalers – Prepare For War (EP)

Anmeldt af Calle: 13-04-2015

Det danske metal band Impalers udsendte selv Prepare For War EP’en tilbage i november 2014, men nu udkommer den world wide via Evil EyE Records. Og det er stort set samtidig med at bandet udgiver deres andet album ”God From The Machine”, som dog udsendes via et andet pladeselskab (udkom 10. april via Crime Records). Men det er altså EP’en jeg anmelder her. Og det er af den simple grund, at det er den jeg har fået tilsendt (fra Evil EyE Records) og jeg har ikke fået tilsendt det nye fuld længde album (fra Crime Records).

Well….. Impalers er som sagt et dansk band, som består af Søren Crawack (vokal/guitar), Thomas Carnell (guitar), Kenneth Frandsen (bas) og Rasmus Kjær (trommer). Kun Crawack og Kjær var med på bandets debut album ”Power Behind The Throne” fra 2013. Dette album blev også anmeldt her på siden.

Prepare For War består af fire sange, heraf to nye kompositioner samt to cover numre. De to nye sange er titlenummeret ”Prepare For War”, som også er med på det nye album, samt ”Destination Warfare”. Begge sange har alle elementerne fra thrash metal. Hurtige guitarer, en buldrende bas og hurtige trommer samt en tilpas rå vokal. Begge sange fungerer rigtig godt. Den første af de to cover sange er ”Napalm In The Morning”, som er et ”gammelt” Sodom nummer fra 2001. Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke kendte originalen, men jeg har efterfølgende fundet den frem og lyttet til den. Og her synes jeg Impalers har lavet en udmærket version af sangen. Den anden cover sang er ”The Hammer”, som er et gammelt Motörhead nummer fra 1980. Den får et dejligt frisk pust i Impalers versionen.

EP'en er produceret af Marco Angioni og det er mixed og masteret af Søren Jensen i Death Island Studios. Coverartworket er lavet af Mario Lopez (Mario Lopez Design).

Prepare for War er en velspillet og velproduceret EP, som giver mig lyst til at tjekke bandets nye album ud. De har virkleig fundet alle thrash metal dyderne frem og så synes jeg bandet spiller godt. Dansk thrash metal når det er bedst. Tjek dem ud!!
 
Prepare For War EP udkom 1. april via Evil EyE Records. 
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Impalers på Facebook her.
________________________________________________________________________

Tysondog – Cry Havoc

Anmeldt af Calle: 13-04-2015

Tysondog er et engelsk band, som først så dagens lys helt tilbage i starten af 80’erne. Dengang blev de spået en stor fremtid af bl.a. Malcolm Dome og Geoff Bartof, som begge var/er respekterede rock journalister. Det blev dog ikke til det store gennembrud og bandet blev oplyst allerede i 1987. Nu er de tilbage med come-back albummet Cry Havoc. 
Bandet består af John Carruthers (vokal), Kev Wynn (bas), Paul Burdis (guitar), Phil Brewis (trommer) og Stevie Morrison (guitar).

Tysondog spiller NWOBHM og man skulle næsten tro vi var tilbage i midt 80’erne. Det gælder både opbygningen af sangene og ikke mindst lyden. Og vi taler twin-guitarer i stor stil, samt hurtige trommer, en tordende bas og en forholdsvis powerfuld vokal. Altså et vaskeægte heavy metal album. Sangene er godt skruet sammen og der er flere rigtig gode guitar soloer spredt ud på albummet. Samtidig er der også gode temposkift i de fleste af sangene. Blandt mine favoritter er især ”Shadow Of The Beast”, men også sange som ”Crash And Burn”, ”Parasite” og ”Playing With Fire”. Der er 12 sange på Cry Havoc og de 11 af dem er ren heavy metal. Kun i sangen ”Broken” sættes tempoet for alvor lidt ned. Så det må betegnes som albummets power ballade.

Cry Havoc er indspillet i Blast Studios i Newcastle, UK og det er produceret af Jeff ”Mantas” Dunn, som var grundlæggeren af black metal bandet Venom Produktionen og lyden på albummet er overordnet set god og instrumenterne og vokalen ligger godt til hinanden i lydbilledet.

Alt i alt er det 12 udemærkede sange bandet har skrevet og Cry Havoc er helt sikkert et lyt værd. Samtidig er bandet et godt nyt bekendtskab for undertegnet. Og er man til NWOBHM, så bør man give dette album et lyt.
 
 
Cry Havoc udkommer 20. april via Rocksector Records. 
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Tysondog på Facebook her.
_________________________________________________________________________

The Answer - Raise A Little Hell
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 07-04-2015
 
Irske The Answer har begået et mesterværk, intet mindre. Med deres Raise A Little Hell har de slået deres kærlighed til Rock'en fast med 12" søm. Selve stilen er noget der blev grundlagt i de tidligste 70'ere, og der bliver spillet med en ægthed og kærlighed så man ikke kan andet end at elske det. Der er ikke nogen der kan beskylde dem for at plagiere bestemte bands men de få én til at tænke på grupper som Free, SWEET, Led Zeppelin, Deep Purple, AC/DC og i den boldgade.

12 kærlighedserklæringer til Rock'en er det blevet til på denne cd. Der lægges ud med Long live the renegade der lægger stilen for resten af cd'en. Masser af lækre guitar riffs som kendetegner genren man i min barndom betegnede som Beton-Rock.

Cormac Neeson synger med en ægte rå rockstemme, Paul Mahon spiller guitar, Micky Waters spiller bas og James Heatley spiller trommer i dette fremragende rockband.

Som man sikkert kan fornemme blev jeg glædeligt overrasket over denne cd.  Selve produktionen er autentisk og flot. Man fornemmer næsten vinyl og pickup, og så er man nået så langt man kan efter min mening. Mixet er, ligesom alt det andet perfekt. Jeg kan kun anbefale alle der kan lide ROCK at købe dette mesterværk.
 
Raise A Little Hell udkom 9. marts via Napalm Records. 
 
  (6 ud af 6)
 
Besøg The Answer på Facebook her.
________________________________________________________________________

Mark Knopfler - Tracker
 
Anmeldt af Peter Letting: 02-04-2015
 
Good old Mark Knopfler er på gaden med nyt album med titlen Tracker. Man kan næsten ikke gå igennem et musik liv, uden at støde ind i Mark Knopfler. Om det er som en del af Dire Straits, eller som solo kunstner, eller i kraft af nogle af de utallige gæste optrædener han har præsteret, så kan man altid genkende en Mark Knopfler guitar. Han kan noget helt specielt med sin sound og det udtryk han lægger i musikken. Som anmelder kan jeg ikke lade sådan en skive fra en af musik historiens absolutte top guitarister gå min næse forbi, uden lige at skrive et par linjer.
 
Første nummer ”Laughs And Jokes And Drinks And Smokes” virker meget Irsk folkemusik inspireret, blandet med en lidt Jazz’et tilgang. Og det fortsætter mere eller mindre i samme stil. Det er en helt klassisk historie fortæller skive, og det bliver sq lige lovlig meget Bob Dylan og P4 for min smag.

Man skal være i et meget specielt humør for at lytte til skiven her, og ikke mindst tage sig gevaldigt sammen for ikke at falde i søvn, for der er absolut intet tempo. Faktisk er det kun i nummeret ”Beryl” hvor der er en smule udsving.

Enkelte steder på skiven er det helt tydeligt Mark Knopfler guitar lyden som træder igennem, og den kan man på en eller anden underlig måde aldrig rigtig blive træt af, men der sker bare ikke nok efter min mening.

Skal jeg fremhæve et nummer som trods alt falder i min smag, må det være ”Broken Bones”. Det er knap så folk-music inspireret, og så er teksten faktisk meget underholdende. Tanken om at samle de brækkede knogler op, og bære dem videre. Jeg tolker det som om, at man efter et nederlag skal samle stumperne sammen og komme videre, og det er da en vidunderlig livs visdom. Jeg giver Mark Knopfler 2½ ud af 6
 
Tracker udkom 16. marts via Mercury. 
 
  (2½ ud af 6)
 
Besøg Mark Knopfler på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Electric Guitars - String Fever
 
Anmeldt af Peter Letting: 26-03-2015
 
Electric Guitars er på banen med nyt album som udkom 2 februar 2015, hvilket kun er ca. 6 mdr. efter deres første udgivelse. Titlen er String Fever, og man må da sige at den feber får kreativiteten og skrive / spille lysten frem i de 2 frontmænd Mika Vandborg og Søren Andersen. Jeg havde jo også fornøjelsen, af at anmelde deres første album, som vist nok fik en lidt lunken medfart fra min side, men det virker som om, at deres nye album falder bedre i min smag.

Stilen er forholdsvis tilbagelænet ”feel-good” rock ’n roll, med masser af guitar lir. Specielt de 3 første numre er super fede. Der bliver virkelig kælet for det kræsne guitar øre, og hver en tone er følt hele vejen igennem. Det skinner tydeligt igennem at der er skruet op for guitar entusiasmen på det nye album.

Jeg ved ikke om det er en decideret fordel at anmelde et album som allerede er landet i handlen, og hvor jeg på forhånd har hørt et enkelt nummer på MyRock. Men ikke desto mindre er jeg ret vild med titlen på ”The Thinner The Eyebrow, The Crazier The Woman”, som har været spillet i radioen. Jeg gad godt kende historien bag det nummer….

String Fever albummet er ifølge Mika og Søren indspillet så autentisk som muligt, og ikke så meget efterbehandling af numrene. De ønskede at finde og indfange den stemning som publikum elsker ved deres live performance, og ved at indspille samlet, få et mere samhørigt udtryk. Jeg synes det er lykkedes ret godt, og jeg har da helt klart fået endnu mere lyst til at høre Electric Guitars ”live”. Som bonus info opdagede jeg lige at Ida Corr er med som kærlig korpige på ”She Wants My Guitar”

Electric Guitars består af 4 medlemmer: Mika Vandborg og Søren Andersen på hver sin guitar, hhv. i venstre og højre side, Peter Kjøbsted på bas og Morten Hellborn på trommer. Jeg giver String Fever 4½ ud af 6
 
String Fever udkom 2. februar via Target Records. 
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Electric Guitars på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Raped In Reno – Raped In Reno (EP)


Anmeldt af Calle: 24-03-2015

Det københavnsk basserede rock band Raped In Reno er ude med deres første EP. Bandet, som består af folk fra Færøerne, vest Jylland og københavns forstæder, tæller Jesper Beyer (vokal), Nikolaj Evilsen (guitar), Eirikur Corfitz (bas), Heini Corfitz (guitar) og Søren Bentsen (trommer).

Stilen er tung stoner rock og groove metal. Eller som bandet selv kalder det truck 'n' roll. Inspirationskilderne tæller da også bands som Down, Black Label Society, Orange Goblin, Pantera, Alice In Chains, Black Sabbath m.fl. Det kommer især til udtryk i EP'ens to første sange, nemlig førstesinglen ”Fight Em All”, hvor man rigtig kan høre den Zakk Wylde-inspirerede guitar og ”Gambling Man, som har et meget Black Sabbath-lydende indlednings riff. EP'ens sidste sang ”Devils Eyes” er mere straight ahead hard rock. Her kommer den tunge bas virkelig til sin ret. Efter min mening er det tre rigtig fede sange bandet har indspillet og jeg ville ønske der var flere sange på EP'en. 14 minutters musik af denne kaliber er sku for lidt!!!

Bandet spiller rigtig godt, med en enorm energi og attitude. Der er flere tunge guitar riffs og soloer, bassen er tilpas tung og trommerne tordner bare derudaf. Samtidig har Jesper en stemme, der er som skabt til musik inden for denne genre. Bandet har indspillet EP'en sammen Jacob Bredahl i hans Dead Rat Studio. Og han kan jo sit kram.

Jeg har endnu ikke set bandet live, men jeg er sikker på de giver den max gas på en scene. Og jeg er også rimelig sikker på, at deres musik gør sig godt live. Et dejligt frisk pust på den danske rock scene. Der er dømt øl, whisky, blod, sved og total gang i den. Tjek dem ud!!!!
 
Raped In Reno EP udkom 7. februar. 
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Raped In Reno på Facebook her.
_____________________________________________________________________________________________
Robben Ford – Into The Sun

Anmeldt af Calle: 24-03-2015

Robben Ford har udgivet mere end 30 albums siden 1972 og han har medvirket på endnu flere. Han har bl.a. spillet med på albums af Miles Davis, George Harrison, John Mayall, Bonnie Raitt, Joni Mitchell, Rickie Lee Jones, KISS og mange flere. Han er ikke en af de blues guitarister jeg har bidt særligt mærke i, men jeg kender godt hans navn og har da også tidligere hørt lidt af hans musik. Så jeg var lidt spændt på hvad jeg kunne forvente af hans nyeste album Into The Sun. For udover at være en god blues guitarist, så gør han sig også inden for både jazz, pop og rock.

Into The Sun er dog et bluesbaseret album, som består af 11 sange. Han har selv skrevet alle sangene, dog med lidt samarbejde i et par stykker af dem. Bl.a. ZZ Ward, som er medskribent og samtidig medvirker på sangen ”Breath Of Me”. Og så er Kyle Swan medsangskriver på fire af sangene. Udover ZZ Ward medvirker der også flere andre kunstnere på albummet. Bl.a. Allman Brothers/Gov't Mule manden Warren Haynes på ”High Hells And Throwing Things” og slideguitaristen Sonny Landreth på ”So Long 4 U” eller Keb' Mo' og steel guitaristen Robert Randolph på ”Justified”.

De fleste af sangene er i den mere stille ende af blues-skalaen, hvilket godt kan blive lidt for ”kedeligt” for undertegnet. Dermed ikke sagt at det er et dårligt album. Jeg er bare mere til blues rock. Og man kommer bestemt heller ikke uden om, at Hr. Ford spiller sin guitar til perfektion. Skal jeg fremhæve et par af sangene på albummet må det være ”Cause Of War”, ”Howlin' At The Moon” og førnævnte ”High Hells And Throwing Things”.

Albummet er produceret af Niko Bolas, som tidligere har arbejdet med Ford, men også Neil Young, John Mayer og Keith Richards, for bare at nævne et par stykker. Han er en rigtig god producer og det lader til de to har et godt samarbejde.

Er du til stille og rolig blues, som er virkelig godt spillet, så bør du uden tøven tjekke Into The Sun ud.
 
Into The Sun udkommer 30. marts via Mascot Label Group.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Robben Ford på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Melodius Deite – Episode II : Voyage Through The World Of Fantasy


Anmeldt af Calle: 21-03-2015

Okay, det her er første gang vi anmelder et band fra Thailand. Melodius Deite kommer nemlig fra Bangkok. Bandet består af Biggie P. Phanrath (guitar og keyboard), Bookkie P. Phanrath (trommer), Ohm S. Dejkong (bas), Ake N. Keartpanich (vokal) og Oatdy P. Keartpanich (guitar). De spiller symfonisk og progressive power metal og de er for fans af eksempelvis Dream Theater, Symphoni X og Angra.

Episode II : Voyage Through The World Of Fantasy er bandets andet album, men dog mit første bekendtskab med dem. Albummet, som er et dobbelt album, består af 9 sange, eller rettere 8 sange og en instrumental intro i form af ”Entering The Gate”. På trods af at der ”kun” er 9 sange på albummet, så har det alligevel en varighed på 1 time og 16 minutter. Så det er altså nogle lange numre bandet har indspillet og det korteste er ”Pyramids Of Egypt” på 5 minutter. Det længste nummer er ”Civilization”, som kommer op over 16 minutter.

Bandet er teknisk virkelig dygtige og yderst kompetente på deres instrumenter. Og damn, der bliver spillet hurtigt flere steder. Så meget at man næsten bliver forpustet af at lytte til det. Samtidig har Ake en vokal der er denne genre værdig. Numrene er meget varierede i tempo og der er flere utrolig flotte instrumentale orkester passager spredt over albummet, som det f.eks. gør sig gældende i ”The Dawn Of Journey”, "Alexander The Great" og førnævnte ”Civilization”. Ja faktisk i alle sangene. 

Albummet er produceret af bandets to guitarister Biggie og Oatdy. Det har de gjort godt og albummet har en rigtig flot og ren lyd, som jeg synes der skal være, når man spiller musik inden for denne genre. Alt i alt er det et smukt og virkelig velspillet album bandet har indspillet og musikalsk set er det nogle utrolig flotte melodier de har komponeret.

Er du til symfonisk og progressive power metal, så vil jeg klart anbefale at du tjekker dette album ud!!
 
Episode II : Voyage Through The World Of Fantasy udkom 13. marts via Inazuma Productions.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Melodius Deite på Facebook her.
__________________________________________________________________________

The Driftwood Sign – The Driftwood Sign (EP)


Anmeldt af Calle: 20-03-2015

The Driftwood Sign er et svensk rock band med base i Malmö. De blev dannet i 2009 og består af Anders (vokal og guitar), Nils (guitar + bas i et par sange), Danny (trommer) og Felix (bas). Denne selvbetitlede EP er bandets anden. De spiller en blanding af hard rock, heavy metal og nyere amerikansk lydende rock som f.eks. Alter Bridge, Shinedown, 3 Doors Down og Creed.

EP'en består af fem sange, hvor den ene er en genindspilning af en tidligere sang. Sangene er ret catchy med gode hooklines og fængende melodier. Der er godt tempo over sangene og musikken bliver spillet af kompetente musikkere. Musikken er samtidig rimelig tung og har en grunge-agtig lyd. Anders har en forholdsvis high pitch vokal, som i starten virker lidt malplaceret, men efter flere gennemlyt, så synes jeg faktisk den ligger godt til bandets musik. Jeg havde det lidt på samme måde med Myles Kennedy i Alter Bridge.

Mine favorit sange på EP er ”Open Fields”, som har en Iron Maiden-inspireret intro, samt ”Disorder”, som bandet har lavet en musikvideo til (se den her) og åbningsnummeret ”Leech”. Sidst nævnte har en Led Zeppelin-lydende intro. Men de sidste to sange ”Even You” og ”No Longer Young” ligger lige i hælene på dem. Så alt er alt er det fem gode sange jeg har lagt ører til. EP'en er blevet mixet og masteret af Tue Madsen.

Som sagt er sangene er godt skruet sammen og musikken er samtidig tilpas varieret, så jeg synes det er en yderst god EP bandet har udsendt. De har efter min mening en international lyd og jeg vil helt sikkert se frem til mere god musik fra dem.
 
The Driftwood Sign (EP) udkommer 24. marts.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg The Driftwood Sign på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Suckerpunch – Badass Boogie (EP)


Anmeldt af Calle: 19-03-2015

For ca. halvandet år siden anmeldte jeg Skjern bandet Suckerpunch's selvbetitlede debut EP. Der var dømt rock 'n' roll for alle pengene. Nu er de så ude med deres anden EP, som har fået titlen Badass Boogie. Stilen er ikke ændret og bandet sprudler stadigvæk af en enorm energi og spilleglæde.

Suckerpunch spiller god gammeldags 80'er inspireret rock ’n’ roll i stil med Guns ’n’ Roses, Motörhead, Mötley Crüe og AC/DC. Der er altså lagt op til fest. Bandet har uden tvivl taget attituden fra nogle af ovennævnte bands og givet deres egen musik en indsprøjtning med det.

Skiven starter med titelsangen ”Badass Boogie”, som virkelig sparker EP'en godt i gang. Den opfølges af ”Highspeed Rock 'n' Roll”, som forsætter i samme spor. Endda med endnu mere energi og power. Efter min mening er det en af EP'ens bedste sange. Herefter kommer den lidt mere downtempo sang ”I Don't Care”. Denne sang er mindre hard rock eller punket end de andre tre sange, men den har stadigvæk noget fedt over sig. Den får mig til at tænke på et band som svenske Crazy Lixx. EP'en afsluttes med endnu en energiudladning i form af ”1-2 Fuck You”. Alt i alt er det fire gode sange man får på Badass Boogie.

Bandet består af Jes Pihl Bjørnstad (sang), Morten Flindt (guitar), Jesper Rosenkvist (guitar), Lars Groth (trommer) og Jesper Willumsgaard (bas). Så vidt jeg kan se er det stort set samme besætning som på deres første EP. Kun den ene guitarist er skiftet ud og ind er kommet Jesper Rosenkvist. De spiller godt og Jes' stemme er tilpas sprød og passer godt til denne genre inden for rocken. EP’en er produceret af Chris Blaize. Han har efter min mening ramt en lyd der oser langt væk af 80'ernes sleazy hard rock.

Desværre består EP'en som sagt kun af fire sange og den er derfor alt for hurtigt overstået. Jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere, så forhåbentlig bliver bandets næste udgivelse et fuld længde album. Hold øje med disse fem fyre. De vil frem i verden og give os alle et skud ægte rock 'n' roll.
 
Badass Boogie udkom 27. februar via Blaize Music.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Suckerpunch på Facebook her.
____________________________________________________________________________

Knock Out Kaine – Rise Of The Electric Jester


Anmeldt af Calle: 19-03-2015

For snart tre år siden anmeldte jeg britiske Knock Out Kaine's debut album ”House Of Sins”. Dengang synes jeg rigtig godt om albummet. Nu er de så ude med deres opfølger, som har fået titlen Rise Of The Electric Jester. Det er den svære to'er og lever den så op til debuten? Efter min mening gør den. Bandet skriver stadigvæk nogle fede rock sange, hvor melodierne er i højsædet.

Bandet har samme besætning som for tre år siden og det er Dean Foxx (sang), Jimmy Bohemian (guitar), Lee Byrne (bas) og Danny Krash (trommer). De spiller klassisk 80’er inspireret sleazy hard rock og deres inspirationskilder tæller bl.a. Mötley Crüe, AC/DC, Steelheart, The Wildhearts og Van Halen. Så det giver måske en ide om bandets stil.

Albummet består af 10 velskrevede og velkomponerede sange med masser af catchy hooklines og mindeværdige synge-med-omkvæd. Der er 9 rock sange og én powerballade. Sidst nævnte er sangen ”Because You Were There”. En rigtig god sang, hvis du spørger mig. Derudover synes jeg også rigtig godt om ”Fire And Smoke”, ”Flying Blind”, ”Ain't Your Kind” og første singlen ”16 Grams Og Heart Attack”. I sidst nævnte medvirker Christian Brady fra HellYeah på leadguitar. Sangen kan i skrivende stund høres her på siden via dette link. Den eneste sang jeg synes der falder lidt uden for resten af albummet er ”Boxes”. Der er dog stadigvæk et godt omkvæd og en fed guitar solo i sangen, men stilen er alligevel en anden. Men alt i alt er det et rigtig fedt album bandet har sendt på gaden. Det har været ventetiden værd.

Derudover spiller bandet godt og Dean's stemme passer rigtig godt til musik inden for denne genre. Den er tilpas rå og powerfuld. Rise Of The Electric Jester er indspillet i Axis Studios i Doncaster, England og så er det masteret af Ray Staff (Led Zeppelin, Black Sabbath, Muse, The Clash m.fl.).

Jeg er meget imponeret over dette album, ligesom det gjorde sig gældende for debuten, og jeg ser Knock Out Kaine, som et af de bedste britiske bands, der er kommet inden for de sidste fem år. Jeg spår dem en god fremtid. Tjek dem ud!!!
 
Rise Of The Electric Jester udkom 3. marts via Rocksector Records.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Knock Out Kaine på Facebook her.
___________________________________________________________________________________________________
Ghost Iris – Anecdotes Of Science & Soul

Anmeldt af Calle: 18-03-2015

Ghost Iris er et dansk metal band, som består af tidligere medlemmer fra bl.a. AsWe Fight, Road To Manila og Shaped Like Swans. De fire musikkere i bandet er Jesper Vicencio Gün (vokal), Nicklas Grønlund Thomsen (guitar og bas), Peter Lykkeberg Larsen (guitar og bas) og Sebastian Linnet (trommer). Bandet blev dannet i sommeren 2012.

Anecdotes Of Science & Soul er bandets debut album og stilen er progressiv metalcore. Det er rimelig god power på albummets 10 sange og melodierne tilpas tekniske. Samtidig er der også en god variation i sangene med flere temposkift og skiftenede vokal. Der både growles og synges rent. Mine favorit sange på albummet er åbningsnummeret ”Dreamless State” samt ”Everlasting Bliss” og ”Dream Cathing A Nightmare”. Derudover medvirker Mirza Radonjica fra bandet Siamese (tidl. Siamese Fighting Fish) i sangen ”Magenta Pt. 2: Astral Projection”.

Bandet er teknisk dygtige og det kommer helt klart til udtryk i deres musik. Derudover har Jesper samtidig en tilpas rå growl vokal, som passer perfekt til genren. Og gør han sig også godt med den rene vokal.

Albummet er blevet til i samarbejde med producer Jeppe Andersson, som tidligere har arbejdet bl.a. med Raunchy, Invisius, Scarred By Beauty og Mew. Sammen har de ramt en super fed lyd, hvor instrumenterne og stemmen ligger godt i forhold til hinanden.

Alt i alt er det 10 gode sange bandet har indspillet på Anecdotes Of Science & Soul og det er helt klart et debut album de kan være stolte af. Jeg spår bandet god succes, især i udlandet. Gør dig selv den tjeneste at tjekke bandet ud!! Dansk metal med international klasse.
 
Anecdotes Of Science & Soul udkom 23. februar via Prime Collective.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Ghost Iris på Facebook her.
______________________________________________________________________________

Mahalia Barnes & The Soul Mates feat. Joe Bonamassa – Ohh Yea – The Betty Davis Songbook

Anmeldt af Calle: 17-03-2015

Hvem er Mahalia Barnes? Hun er australier og datter af Jimmy Barnes og så er hun samtidig en fænomenal sangerinde. Og hvorfor anmelde et album med hende, hvor hun synger Betty Davis sange? Fordi det er et fedt album. Det er soul, det er blues og det er rock. I dette tilfælde (som i de fleste andre tilfælde) en rigtig god kombination. Og når man så samtidig har Joe Bonamassa med på guitar på samtlige 12 sange, så går man ikke helt galt i byen. Udover Mahalia og Bonamassa, så består hendes Soul Mates af Ben Rodgers (bas), Franco Raggatt (guitar), Clayton Doyle (orgel og piano), Laclan Doyle (clavinet og rhodes), David Hibbard (trommer) og korsangerne Darren Percival, Jade MacRae og Juanita Tippins.

Som titlen antyder, så består albummet af 12 sange fra Betty Davis' sangbog. Og jeg skal da være ærlig og sige, at jeg ikke kender så meget til Betty Davis, men jeg har da hørt et par af sangene, som er på dette album. Stilen er som sagt en god blanding af soul, blues og rock. Det er en super lækker feeling over dette album og Mahalia har en total sprød stemme, som passer perfekt til disse sange. Musikkerne spiller godt og Bonamassa levere guitararbejde og soloer, som kun han kan.

Mine favorit sange på albummet er ”Nasty Gal”, ”If I'm In Luck I Might Get Picked Up”, ”You Won't See Me In The Morning”, ”Steppin' In Her I. Miller Shoes” og ”Walking Up The Road”. I sidst nævnte medvirker Mahalia's far Jimmy som gæste vokalist. Selvom jeg normalt er mest til hard rock, så kan jeg virkelig godt lide dette album. Og så er jeg blevet forelsket i Mahalia's smukke og super sprøde stemme. Og bare fordi man er mest til hard rock, så kan man jo også godt lytte til andet musik, som f.esk. blues og soul.

Albummet er indspillet live på bare tre dage i Train Studios i Sydney, Australien. Producer på albummet er ingen ringere end Kevin Shirley. Han har tidligere arbejdet med bl.a. Joe Bonamassa, Aerosmith, Iron Maiden, Mr. Big, Beth Hart, Black Star Riders, Journey og Black Country Communion og en masse andre. Lyden og produktionen på Ohh Yea – The Betty Davis Songbook er perfekt.

Alt i alt er dette et rigtig fedt album og jeg kan varmt anbefale folk derude, at tjekke Mahalia Barnes ud. Måske bliver du vundet over, ligesom jeg er blevet.
 
Ohh Yea - The Betty Davis Songbook udkom 23. februar via Mascot label Group.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Mahalia Barnes & The Soul Mates på Facebook her.
___________________________________________________________________________

VCPS – VCPS


Anmeldt af Calle: 16-03-2015

VCPS, som tidligere gik under navnet Vietcong Pornsurfers, er ude med deres tredje album. Denne gang er det et mine album, som består af 6 sange. Jeg har tidligere anmeldt deres andet album ”We Spread Diseases” og dengang var jeg rimelig godt tilfreds. Dog blev albummet lidt for ensformigt i længden.

Har bandet så ændret sig på dette nye album? Ja det har de faktisk. Ikke nok med at de har skiftet navn, så er stilen også blevet lidt mindre punket. Det er blevet lidt mere rock 'n' roll og jeg synes jeg kan høre mere KISS, Thin Lizzy og The Solution inspirationer på dette album. Derudover minder de mig også en del om to andre svenske bands, som jeg synes godt om, og det er Mama Kin og Bulldog Mack. Der er dog stadigvæk knald på i et par af sangene, som eksempelvis åbningsnummeret ”Aint Nothing For You” og afslutningsnummeret ”Take It Outside”. I de fire mellemliggende sange er tempoet sat lidt mere ned og sangene er blevet mere melodiske. Altså synes jeg musikken er blevet mere alsidig og varieret. Mine favorit sange på VCPS er ”Yes, I Can”, ”All Bad Things”, ”Wild One” og førnævnte ”Aint Nothing For You”. Men alt i alt er de seks gode sange bandet har indspillet.

Albummet er blevet indspillet henover en uge i et studie i Borlänge i Sverige med Jakob Grundtman bag knapperne. Han har også produceret albummet. Sammen med bandet har han fået lyden tilpas ”rå” uden at det er ”skramlet” og det giver musikken den helt rette feeling. Samtidig udstråler bandet en enorm god energi og spilleglæde. VCPS består af Tom Norberg (vokal), Marcus Hellström (trommer), Affe Kihlberg (bas) og Björn Trägårdh (guitar).

Er du til rock 'n' roll uden de store dikkedarer, så er VCPS lige noget for dig. Man bliver uden tvivl i god stemning af at lytte til dette mine album. Rock 'n' Roll aint dead!!!!
 
VCPS udkommer 25. februar via Dangerous Rock Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg VCPS på Facebook her.
_______________________________________________________________________

NitroVolt - Dirty Wings
 
Anmeldt af Peter Letting: 16-03-2015
 
NitroVolt fra Østrig er ikke kedelige... ABSOLUT IKKE. På deres nye cd Dirty Wings, er pedalen i bund fra start til slut. Det er varieret og fandenivoldsk ROCK som vi kan li' det. De er ikke uden humor. "Zeke Saturday" er et hurtigt nummer på 5 sekunder og vil gøre lykke til enhver koncert. "Runnin' the Race" har en start man kender... de har lånt ret tydeligt fra "You Really Got Me" men det er o.k. Der er så meget gang i den så man ikke kan lade være med at blive opstemt og i godt humør.
 
Lyden er rå, men velproduceret rå. Det er Punk møder D.A.D og Motörhead. Enhver Biker-club med respekt for sig selv bør hyre NitroVolt til deres fester, efter min mening.

NitroTom synger/skriger og spiller den ene guitar, Louis Nitrovolt pumper bassen, NitroTim spiller den anden guitar og NitroUlas spiller trommer.

Det er svært ikke at lade sig rive med af den stemning NitroVolt leverer og man hopper rundt og har bare lyst til at feste, drikke og headbang'e hele natten.
 
Dirty Wings udkommer 20. marts via Mausoleum Records.
 
   (6 ud af 6)
 
Besøg NitroVolt på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Grenouer - Unwanted Today
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 16-03-2015
 
Grenouer fra Skt.Petersborg i Rusland har begået endnu et mesterværk inden for genren. Det var med stor spænding og store forventninger jeg satte Grenouer i spilleren.... og jeg blev ikke skuffet. En fedt mix af det lidt popagtige/melodiske og Metal/Hard Rock giver en rigtig god lyttevenlig cd.

Unwanted Today indeholder 12 gode numre (13 numre inkl. introen) Introen minder om lydsporet til en underlig drøm...en lydkollage om man vil som går over i tittelnumret Unwanted Today, som byder på det hele og representerer resten af albummet ganske godt. Nummer 7 "I Can't Stand It" og det sidste nummer "Clearway" har den tungeste start, hvilket jeg godt kunne bruge mere af. Men der er generelt nogle fede riffs gennem cd'en som automatisk får mig i luftguitar positur.

Andrey Ind, som synger, har en stemme der er meget lyttevenlig. Simon LeBon (Duran Duran) er ikke fjern i tankeregistret når man høre tonen og sangstilen. Det er bare den stil Andrey Ind har som tilfældigvis ligger tæt op af Simon LeBon's. Alexander Motor står for det lækre guitar fræs jeg er så vild med. Danny D spiller trommer... ikke nogen nem opgave, men gør det rigtig godt. Al Bolo arbejder fint med bassen og sørger for en god bund. Der er også synthesizer med, men har ikke fundet oplysninger om det. Synthesizeren er brugt på en meget subtil måde og er ikke spor overdrevet.

Hvert nummer (på nær "Daily Miracles", som er et lille drømmeagtigt intermezzo på ca 2 min) har både fræs og stille/melodiøse stykker, hvilket gør numrene ret spændende for lytteren. Unwanted Today er velproduceret og gennemarbejdet.
 
Unwanted Today udkommer 20. marts via Mausoleum Records.
 
   (5½ ud af 6)
 
Besøg Grenouer på Facebook her.
_______________________________________________________________________________________________
Thorbjørn Risager & The Black Tornado - Amager Bio den 13. marts 2015
 
Anmeldt af Peter Letting: 14-03-2015
 
Så var vi her igen i Amager Bio. Denne gang var det Thorbjørn Risager & The Black Tornado som var kommet ”hjem” til Amager Bio. Mit kendskab til Thorbjørn Risager startede med en TV reklame for en bank, hvor han synger. Da jeg havde hørt hans stemme første gang, var jeg nødt til at undersøge noget mere, og den rejse endte så foreløbig i Amager Bio i går aftes, men det er garanteret ikke sidste gang jeg har hørt dem live. Sidder faktisk her dagen derpå og overvejer at køre til Vordingborg og høre næste koncert på tour’en…

8 mand kommer på scenen, og så kører de ellers bare med klatten. Thorbjørn Risager & The Black Tornado spiller ikke bare blues… DE ER BLUES… Men de er også swing, jazz, rock ’n roll og boogie woogie. Og hele pakken bliver serveret i en tight og samspillet cocktail.

Første sæt var taget rimeligvis ud af diverse albums, uden alt for mange rundture i diverse soloer og andre udbrud. Utrolig velspillet og ikke mindst velsunget. Lyden var god, og for en gangs skyld en af den slags koncerter hvor man kan høre hver enkelt tone der bliver spillet, hvad enten det er på guitar, bas eller blæser. Det var en ren fornøjelse.
 

Men jeg skal da love for at der blev skruet op for soloerne og improvisationen i andet sæt. På bogstavelig vis hamrede hele bandet derudaf, med diverse perler af solo præstationer på skift fra alle medlemmer i bandet. Thorbjørn Risager og den anden guitarist Peter Skjerning lirede den fedeste guitar battle af, og selv nu sidder jeg og ønsker at den aldrig stoppede..

Jeg bliver nødt til også at fremhæve blæser sektionen, som jeg havde glædet mig meget til. En trompet ved Peter Kehl, flankeret af 2 saxofoner, hhv. Kasper Wagner og Hans Nybo. Super underholdende, med alle deres små ”danse-moves”, som de også fik publikum til at gå med på. Det er musik humor, der er til at forstå

Specielt i deres mere boogie-woogie inspirerede numre, såsom ”Play On”, spiller klaveret en kæmpe rolle, og Emil Balsgaard var sublim på tangenterne. Der er ikke noget der kan få gang i folk, som et levende klaver spil i den kaliber. Og hele balladen blev stramt bundet sammen af rytme sektionen, bestående af Søren Bøjgaard på bas og Martin Seidelin på trommer. Fedt at kunne mærke bassen stramme grebet om rytmen, og en speciel tak herfra fordi vi fik lov at få noget så sjældent efterhånden, som en trommesolo. Det var lige kirsebæret på toppen af kagen. Koncerten fra Amager Bio får helt klart 6 ud af 6 herfra.
 
   (6 ud af 6)
 
Besøg Thorbjørn Risager på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Bite The Bullet – Wheels


Anmeldt af Calle: 13-03-2014

Det danske rock band Bite The Bullet er er ude med deres andet album, som har fået titlen Wheels. Bandet, som består af Christian Norup (bas, guitar, vokal, piano m.m.), Paw Eriksen (trommer, guitar, piano m.m.) og Thomas Storgaard Christiansen (vokal), har sin oprindelse i Vejle men slår nu sine folder i København. Bandet blev dannet i 2012.

Bandet spiller en blanding af fuzzrock, psychedelic og rock 'n' roll. Og det gør de sku godt. Albummet består af 11 sange som er blevet til på 12 dage. Både skrive, indspille og mixe sangene. Det har bandet gjort for at bevare kreativiteten, nærværet og spilleglæden. Er det så lykkedes? Ja det synes jeg det er. De har i hvert fald indspillet nogle gode og troværdige sange, hvor man virkelig føler deres passion for musikken. Der er dømt retrorock og tankerne ledes uden tvivl tilbage tilbage til 70'erne. Jeg synes jeg kan høre både lidt Queen, lidt Pink Floyd og lidt The Doors i bandets musik.

Sangene er godt skruet sammen og der er flere gode melodier blandt de 11 sange. Mine favoritter tæller ”Something New”, ”Wheels” og ”What Am I Doing Here”. Bandet spiller samtidig rigtig godt. Det skal dog siges, at man ikke kommer i feststemning, når man lytter til albummet. Tværtimod er det en forholdsvis melankolsk stemning man rammer ind i, der indbyder til at smide benene op og tænde lidt stearinlys, indleve sig i musikken og åbne en kold øl eller et glas vin.

Wheels er indspillet i Black Tornado med Anders Onsberg Hansen bag knapperne. Han har også produceret albummet i samarbejde med bandet. De har sammen formået at ramme en lyd, der giver den helt rigtige stemning.

Jeg er ikke 100% solgt, men jeg vil klart anbefale, at man tjekker Bite The Bullet ud. Især hvis man er til velspillet psychedelisk retrorock. Bite The Bullet er et band man skal holde øje med. Tyskerne har allerede fået øje på bandet.
 
Wheels udkom 23. februar via Target Records/Mighty Music.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Bite The Bullet på Facebook her.
__________________________________________________________________________

Nachtscahtten – Prolog


Anmeldt af Calle: 12-03-2015

Nachtschatten er et tysk metal band fra Karlsruhe, som blev dannet i 2010. Bandet består af Daniel Wengle (vokal og bas), Andreas Siefert (guitar), Sascha Dörr (guitar) og Pascal Fitterer (trommer). Prolog er bandets debut album.

Bandet spiller nærmere betegnet melodic death metal, som indebærer hurtige guitar riffs samt hurtige bas og tromme rytmer kombineret med synthesizers og programming. Det er ikke den slags musik jeg personlig lytter mest til, men når det så er sagt, så synes jeg dette band gør det rimelig godt. De har en super god energi, power og aggression over sig. Og så giver det musikken et ekstra lille pift, at der bliver sunget på tysk. Det gør dog, at jeg ikke helt kan leve mig ind i teksterne.

Prolog består af 12 sange, som ifølge presseskrivelsen indfanger bandets live energi rigtig godt. Mine favoritter blandt de 12 sange er ”Dunkel Sonne”, åbningsnummeret ”Fuersturm” og ”Goldene Schlösser”. Alt i alt er det 12 udmærkede sange, som dog bliver lidt for ensformig i mine ører.

Albummet er indspillet og produceret i Little Creek Studios i Schweiz og det er bandets to hovedkræfter Wengle og Siefert, der har siddet bag knapperne. Det har de gjort godt. Lyden er god og instrumenterne ligger godt i forhold til hinanden.

Er du til melodic death metal bør du tjekke dette band ud. De spiller godt og sangene hænger godt sammen. Man skal bare lige vænne sig til, at der bliver sunget på tysk. Personligt er jeg ikke helt solgt, men det hænger nok mest sammen med, at genren ikke lige er min stærkeste side. Og så bliver det som sagt en smule ensformig for mine utrænede melodic detah metal ører. Men tjek dem ud og bedøm selv!!!!
 
Prolog udkom 20. februar via Sonic Revolution.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg Nachtschatten på Facebook her.
_____________________________________________________________________________

Furyon – Lost Salvation


Anmeldt af Calle: 12-03-2015

Furyon er et britisk band, som på albummet består af Matt Mitchell (vokal), Alex Bowen (bas), Lee Farmery (trommer), Tiago Faraone (guitar) og Chris Green (guitar). Lost Salvation er bandets andet album.

Bandet har hentet inspiration fra både heavy metal, prog metal og hard rock, hvilket giver deres musik et unikt udtryk. Og når bandets medlemmer samtidig er yderst kompetente og teknisk dygtige på deres instrumenter, så får man et virkelig godt stykke håndværk, at lægge sine ører til. Samtidig passer Matt's vokal passer rigtig godt til denne genre inden for rocken.

Lost Salvation består af 10 velskrevne sange med sprøde riffs og mindeværdige hooks. Det er lige fra indledningsriffet i åbningsnummeret ”All That I Have” til sidste strofe i afslutningsnummeret ”Wiseman”. På intet tidspunkt sættes tempoet for alvor ned og man får derfor heavy for alle pengene. Ingen deciderede ballader, kun enkelte mere eller mindre stille passager i nogle af sangene. Altså - all killer no filler!! (hvis ikke man lige er til ballader, som undertegnet til en vis grad er). Mine personlige favoritter på albummet er ”Good Sky”, titelnummeret ”Lost Salvation” samt første singlen ”These Four Walls”.

Albummet er indspillet i Atlanta, USA samt i hjembyen Brighton. Producer på albummet er Rick Beato, som tidligere har arbejdet med bl.a. Shinedown og Fozzy. Lyd og produktion er dermed first class og Beato har formået, at ramme en meget moderne metal lyd, som ligger rigtig godt til bandet.

Dette album er helt klart anbefalelsesværdigt, hvis man altså er til velspillet og velproduceret heavy metal. Furyon er helt klart et band med klasse og jeg tror man skal holde et godt øje til dem fremover.
 
Lost Salvation udkom 23. februar via Dream Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Furyon på Facebook her.
______________________________________________________________________

Grumpynators – Wonderland


Anmeldt af Calle: 12-03-2015

Danske Grumpynators blev dannet i 2011 og består af Jakob Øelund (kontrabas) og Emil Øelund (vokal og guitar), som begge var med i rockabilly bandet Taggy Tones. Derudover er det Per Fisker (trommer), der tidligere spillede i 80'er heavy bandet Jackal og Christian Nørgaard (guitar), som bl.a. har spillet akustisk guitar på flere Volbeat tours. Hvad får man så når man sætter disse fire mænd sammen? Man får et festligt rockabilly/hard rock band. Eller som bandet selv betegner det – motorbilly!

Wonderland er bandets første album på Target Records og det består af 11 sange. Der er tilpas god variation i sangene og de er godt skruet sammen. Melodierne er fængende og der er flere gode hooks og riffs spredt ud over albummet. Samtidig sprudler bandet og albummet af en enorm stor energi, som de også viser når de spiller live. Der er altså dømt party!! Jeg hører både inspiration fra bands som eksempelvis D-A-D, Volbeat, Social Distortion, Ramones, Motörhead og Johnny Cash.

Mine favoritsange på Wonderland er den humoristiske ”Burning In The Snow” samt første singlen ”Stalker” og den mere seriøse ”The Calling”, der handler om en nær vens selvmord. Og man kommer heller ikke uden om ”Pray For Your Life”, der har et solidt metal riff og en ”sjov” tekst. Eller fortællingen om tab i ”A Life Without You”, som samtidig er afslutningsnummeret på dette glimrernede album. Alt i alt er det 11 gode sange bandet har indspillet. Albummet er indspillet i Gain Factory med Jakob Gundel bag knapperne og så er det blevet masteret af selveste Jacob Hansen.

Wonderland er helt sikkert et album jeg kan anbefale til det danske rock publikum. Man får som sagt et velskrevet og velkomponeret album med både festlige og seriøse sange og som samtidig er tilpas varieret. Og med kontrabassen som gennemgående element får man samtidig et anderledes lydunivers. Jeg er i hvert fald blevet fan.
 
Wonderland udkom 9. marts via Target Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Grumpynators på Facebook her.
________________________________________________________________________________________________
Little Johnny Walker – The First Album

Anmeldt af Calle: 09-03-2015

Little Johnny Walker er et to-mands band fra Esbjerg. Det er Martin Majgaard på guitar og vokal og så er det Thomas Ebert på trommer. Albummet er, som titlen også antyder, bandets debut. Stilen er lige-ud-af landevejen rock uden de store svinkeærinder.

The First Album består af 10 sange, som er indspillet live i studiet i one takes. Det gælder både guitar, trommer og vokal. Kor og bas er diskret blevet tilføjet bagefter. Lyden er derfor lidt skramlet og man får en rigtig live-feeling ud af højtalerne. Dette giver efter min mening pladen den helt rette stemning. Jeg får lyst til at dæmpe lyset, åbne en kold øl, smide benene op og bare leve mig ind i musikken.

Der er blevet plads til både rock sangene, de stille sange og de mere bluesbaserede sange. Så der er en tilpas variation i musikken og man bliver på intet tidspunkt lullet i søvn. Bare lyt til rock sangene som f.eks. ”Point At The Mirror”, ”All Those Crazy Things” og ”You Got Time” eller balladerne ”On The Loose Again” og sydstats serenaden ”Porch Of Plywood”. Alt i alt er det 10 gode sange de to mænd har indspillet. Når jeg lytter til The First Album tænker jeg på både The White Stripes, The Black Keys, Cage The Elephant, The Raconteurs, men også bands som Lynyrd Skynyrd, Georgia Satellites, Rolling Stones og danske Highway Child.

De to mænd spiller fedt og jeg er især imponeret over Martin's stemme. Den ligger virkelig godt til musikstilen. Samtidig har producer Christain Bonde fået den helt rette feeling og autencitet ud af bandet. Musikken er virkelig autentisk og ægte i sit udtryk. Trommerne er tilpas tunge og guitaren er tilpas distorted. Det virker som om Bonde virkelig har forstået hvad de to herrer står for. Albummet er indspillet CB Studios.

Jeg har endnu ikke oplevet bandet live, men får jeg muligheden, så springer jeg til. Jeg er sikker på Majgaard og Ebert kommer godt ud over scenekanten. Musikken er der i hvert fald til det. Tjek Little Johnny Walker ud!!!
 
The First Album udkom 2. februar via Trechoma Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Little Johnny Walker på Facebook her.
__________________________________________________________________________

No Return - Fearless Walk To Rise
 
Anmeldt af Peter Letting: 07-03-2015
 
Det franske metal band No Return udkommer med nyt album 30. marts 2015. Albummet hedder Fearless Walk to Rise. Jeg er ikke særlig Frankofil. Faktisk foretrækker jeg ofte italiensk frem for fransk, selvom jeg kører i en Citroen, men det skyldes nok at Ferrari er så pokkers dyre, og der er ikke plads til hundebur. Men det er en anden snak, og det her franske band No Return er da en velkommen lejlighed til lige at dreje opmærksomheden hen på det franske.

Tekster og titler er heldigvis på engelsk, hvilket for mit vedkommende, gør det noget mere tilgængeligt. Man kan så sige at vokalen er så grov og rå, at det alligevel ikke er alt man kan forstå, men det er nu heller ikke så væsentligt, så længe der er nerve og masser af energi, og det skal jeg da love for, at der er masser af.

No Return sætter et hæsblæsende tempo, næsten hele vejen igennem albummet. Men selvom tempoet er højt, så er guitar stemmerne stadig meget melodiske, velspillede og let genkendelige. Jeg synes tit at detaljerne kan gå tabt, når metal bands forcerer tempoet og lyd niveauet, men ikke hos No Return. Rytme sektionen er ligeledes utrolig tight, og der er dømt overarbejde det meste af vejen for den kære trommeslager. Rigtig lækkert arbejde.

No Return består af 5 medlemmer: Alain og Jerome på guitar, Mick på Vokal, David på bas og Joel på trommer. No Return er faktisk startet allerede tilbage i 1989, så de er ikke ligefrem nye i denne her branche og det hører man tydeligt. Så vidt jeg har kunnet finde frem til, så er dette deres 9. fulde album. En af sangene fra albummet ”Stronger Than Ever” ligger allerede på Youtube, som en teaser til det fulde album.

Jeg plejer jo at vælge et yndlingsnummer, men det er faktisk lidt svært, for de er gode alle sammen. Men hvis jeg skal fremhæve 2 numre må det blive ”Sounds of Yesterday”, som indledes med et fint lille klokkespil, hvorefter det fine går af og helvede bryder løs, og ”Paint Your World”, hvor der midtvejs er et lille break, som bare er med til at fremhæve resten af nummeret som virkelig powerfull. Jeg giver albummet 5 ud af 6
 
Fearless Walk To Rise udkommer 30. marts via Mighty Music/Target Group.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg No Return på Facebook her.
______________________________________________________________________

Stream City – Hoax


Anmeldt af Calle: 06-03-2015

Tilbage i 2010 anmeldte jeg bornholmske Stream City's EP ”Hello Gravity”, som jeg dengang var meget imponeret over. De havde fundet lidt deres egen stil og spillede meget varieret. Nu er de så ude med deres debut fuld længde album Hoax og jeg synes helt sikkert de har rykket sig siden EP'en. Og det er til det endnu bedre. Man kan godt høre der er kommet et par års erfaring mere med i baggagen.

Så vidt jeg kan se, så har der været lidt udskiftning i bandet siden ”Hello Gravity” og bandet består nu af Dion Lambrecht Finne (vokal og guitar), Mikkel Furbo (trommer) og Christian Hjort Lauridsen (violin). Disse tre var også en del af bandet for fem år siden. Derudover er der Mattias Rasmussen (bas) og Brian Brinskby (guitar).

Albummet består af 12 numre, heraf to korte prelude melodier i form af åbningsnummeret ”Dystopia” og det næst sidste nummer ”Prelude To An End”. Resten af sangene er yderst varierede og der er masser af temposkift. Vi bevæger os i genren folk-punk. Folk delen i kraft af bandets brug af violin og punken kommer til udtryk i bandets enorme energi. Og sammensætningen af disse to elementer gør bandets musik virkelig interessant og anderledes.

Mine favoritter på albummet er ”The Hoax”, som bandet også har lavet en musikvideo til (se den her) samt ”Hail The Machine”, den mere downtempo ”Sea Of Lies” og energiudladningen ”Poltergeist”. Sidst nævnte er meget varieret i tempo og får også lige et skud western over sig i form af lidt fløjten (lyt til nummeret og du får en ide om hvad jeg mener). Men alt i alt er det et rigtig fedt album bandet har smidt på gaden. Melodierne er godt skruet sammen og der er som sagt rigtig god variation i numrene. Derudover spiller bandet rigtig godt og Dion's stemme passer fedt til musik stilen. Hoax er samtidig også flot produceret.

Jeg synes virkelig dette unge band har fat i noget godt her og de skal bare forsætte med det de har gang i. Det er anderledes end meget andet musik derude og samtidig et friskt pust på den danske rock og metal scene. Giv bandet et lyt!!!!
 
Hoax udkom 2. februar via Prime Collective.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Stream City på Facebook her.
________________________________________________________________________

Evil - Shoot The Messenger
 
Anmeldt af Peter Letting: 06-03-2015
 
Evil udkommer med nyt album med titlen Shoot the Messenger 30 marts 2015. Evil er et gammelt dansk metal band med rødder tilbage til 1984. Dengang var der vist nok lidt flere medlemmer i bandet, med i 2015 er Evil nærmest en enmandshær, bestående af Freddie Wolf på samtlige instrumenter og Søren Nico Adamsen (Ex-Artillery) på vokal.

Hvis man som undertegnede er et gammelt metal hoved, ligeledes med metal-rødderne godt tilbage i de tidlige 80’ere, så er det her lige en skive, som er værd at gå efter. Stilen lægger sig rigtig meget op ad Accept eller Judas Priest.

Jeg kan lide det jeg hører, lige fra starten. God energi, fede guitar riffs og soloer, som bare sidder i skabet. Evil is back…Selvom jeg har hørt masser af dansk 80’er metal såsom Mercyful Fate, så mindes jeg ikke at have stødt på Evil før nu, men sikke en glædelig overraskelse.

Jeg har 2 yndlingsnumre på skiven. Titel nummeret ”Shoot the Messenger”, er både humoristisk og meget tidssvarende. Faktisk kunne man tro at det var skrevet til sådan en som mig, der til daglig kæmper med computere, i min egenskab af IT-konsulent. Teksten handler om den her nye PC, hvor det bare vælter ind med ”skrammel” fra den store IT verden udenfor via e-mails, og hvor modtageren må beskytte sig med antivirus programmer. Så ”Shoot the Messenger” er præcis hvad jeg mener om alle dem som afsender spam mails i stor stil. 
Andet yndlingsnummer er ”Big Show”. Midtvejs er en fed guitar solo i super klassisk stil, lige efter mit hoved, og jeg kan høre det om og om igen.

Men helt overordnet synes jeg bare det er en super fed skive, på den helt klassiske metal metode, men alligevel uden at være ”gammeldags” og fortærsket.
Det bliver spændende at følge med og se om der kommer nogle koncerter med Evil, og i den forbindelse hvilket line-up Freddie vil benytte sig af. Han kan trods alt ikke spille alle instrumenter live på scenen…Jeg giver Shoot the Messenger 5 ud af 6
 
Shoot The Messenger udkommer 30. marts via Mighty Music/Target Group.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Evil på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Hayseed Dixie – Hair Down To My Grass


Anmeldt af Calle: 26-02-2015

Hayseed Dixie er et amerikansk rock/blue-grass band, som blev dannet i 2000 og bandet består af John Wheeler aka Barley Scotch (sang, guitar og violin), Jake Bakesnake Byers (bas), Hippy Joe Hymas (mandolin) og Johnny Butten (banjo).

Hayseed Dixie har gjort sig i at spille rock klassikere i bluegrass versioner. Bl.a. har de udgivet en tribute til AC/DC (A Hillbilly Tribute To AC/DC). Nu er de så ude med dette album, som består af 12 rock klassikere fra 70'erne og 80'erne. Det inkluderer bl.a. sange som Bon Jovi's ”Living On A Prayer”, Def Leppard's ”Pour Some Sugar On Me”, Europe's ”The Final Coutdown”, Aerosmith's ”Dude Looks Like A Lady”, Journey's ”Don't Stop Believin” og sangen der startede hele ideen til netop dette album, nemlig Survivour's ”Eye Of The Tiger”. Inspirationen til det nye album opstod under en forårsturné i Tyskland i 2014, hvor Hayseed Dixie på deres vej fra Dortmund til Frankfurt hørte Survivors kæmpehit fra 1982, “Eye of the Tiger”, seks gange på seks forskellige tyske radiostationer - på samme dag.

Hvad synes jeg så om dette album? De spiller jo mange af de sange som har lagt grundstenen til min musiksmag. Sange som elsker i deres oprindelige form. Skal man så pille ved dem? For mig gør det ikke så meget, for man kan jo altid gå tilbage og lytte til de oprindelige sange. Og disse fire fyre spiller su deres instrumenter godt. Samtidig er det sjovt at høre sangene i bluegrass versioner. Og ikke nok med det, så har bandet valgt at indsynge Scorpions sangen ”Wind Of Change” på tysk og kaldt den for ”Wind Der Veränderund” (det burde dog være med g til sidst ifølge mine tyskkundskaber). Og man må også lettet lidt på smilebåndet når man hører en banjo soloer i flere af sangene som f.eks. ”The Final Coutdown” og "Pour Some Sugar On Me".

Hair Down To My Grass er produceret og indspillet af John Wheeler i Bennett’s Barn & Grill i Cumbria, England i juli 2014. Mix og mastering er også foretaget af John Wheeler i Renaissance Recording i Nashville, Tennessee, USA i august 2014.

Nok er det sjovt at høre sangene i en anden version og musikkerne spiller som sagt godt, men på et helt album bliver det dog lidt for ensformigt i mine ører. Men det er godt spillet og lydmæssigt også godt produceret, så min dom må blive lidt over middel.
 
Hair Down To My Grass udkom 12. januar.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Hayseed Dixiepå Facebook her.
______________________________________________________________________________________
Lucuma – Destruye La Ciudad Psicologica

Anmeldt af Calle: 25-02-2015

Lucuma er et argentinsk heavy metal/prog rock band, som blev dannet i 2002. Bandet består af Daniel Acosta (guitar og vokal), Fernando Acosta (guitar), Martin Huertas (bas) og Javier Foppiano (trommer). Destruye La Ciudad Psicologica (eller Destroy The Psychological City, som det kan oversættes til på engelsk) er bandets andet album.

Jeg blev meget forundret over, at et argentinsk band kontaktede mig med henblik på anmeldelse, og selvom bandet synger på spansk, så blev jeg nød til at lytte albummet igennem og give det min ”dom”. Stilen er som sagt heavy metal og prog rock og inspirationen er da også hentet hos bands som f.eks. Rush, Black Sabbath, Deep Purple, Porcupine Tree, Mastondon, Iron Maiden, Tool, King Crimson m.fl. Så bland disse bands godt og grundigt sammen og du får en ide om hvilken stil Lucuma spiller.

Albummet består af 9 sange, som overordnet set giver mig et godt indtryk (dog ikke helt i top). Musikkerne spiller godt, men jeg er ikke helt pjattet med vokalen. Og så forstår jeg ikke spansk, hvilket gør det lidt svært at sætte sig ind i teksterne. Men musikalsk set fungerer det udmærket. Sangene er rimelig varierede og melodierne er for de fleste sanges vedkommende tilpas fængende. Mine favoritter blandt de 9 sange er ”Demonio De Los Ojos De Piedra samt afslutningsnummeret ”Nuevo Gris” (der samtidig er albummets længste sang) og ”La Danza Del Sirocco”. Sidst nævnte er et fire et halvt minut langt instrumentalnummer.

Jeg har ikke noget info på hvem der har produceret albummet eller hvor det er indspillet, men jeg synes det fungerer ret godt lydmæssigt. Instrumenterne ligger godt i forhold til hinanden i lydbilledet og jeg synes især godt om guitararbejdet.

Jeg er dog ikke helt solgt, men synes alligevel godt man bør tjekke albummet og bandet ud. Det er ikke hver dag man lægger ører til heavy metal/prog rock fra Buenos Aires, Argentina.
 
Destruye La Ciudad Psicoligica udkom 2. november 2014.
 
  (3½ ud af 6)
 
Besøg Lucuma på Facebook her.
________________________________________________________________________

Gov't Mule – Dark Side Of The Mule


Anmeldt af Calle: 25-02-2015

Gov't Mule er et amerikansk band, som blev dannet tilbage i 1994. Det startede som et sideprojekt fra de to The Allman Brothers Band folk Warren Haynes (guitar) og Allen Woody (bas). Haynes er stadigvæk med i bandet, men Woody stoppede i 2008. Udover Waynes består bandet af Matt Abts (trommer), Jorgen Carlsson (bas) og Danny Louis (keyboard). Bandet har udsendt 17 albums (inkl. dette). Det tæller både studie og live albums.

Dark Side Of The Mule er, som titlen og coveret måske antyder, et Pink Floyd cover album. Og det er samtidig et live album. Bandet spillede en tre timer lang koncert i Orpheum Theatre i Boston tilbage i 2008, som kun bestod af Pink Floyd numre. Det er nu udkommer på CD og DVD i flere forskellige udgaver. Alt lige fra en tredobbelt CD med DVD, hvor man får hele koncerten eller som det eksemplar jeg har modtaget, som ”kun” består af én CD. Altså har de taget 11 af sangene fra koncerten og samlet dem på et album.

De udvalgte numre inkluderer et par af mine personlige Pink Floyd favoritter som eksempelvis ”Wish You Were Here”, ”Confortably Numb” og ”Shine On Your Crazy Diamond Pt. 1-5 og 6-9”. Kan man så tillade sig at udgive et live album kun med Pink Floyd sange? Hmmmm.... ja det kan man vel godt. Nogle vil måske mene det er blasfemi, mens andre finder det interessant. Jeg hører til den sidste del. Jeg har aldrig sat mig rigtig meget en i Pink Floyd's musik, men kender da de fleste af deres albums og sange. Derfor var det med åbne ører jeg satte Dark Side Of The Mule på første gang. Kan jeg så lide hvad jeg hører? Ja det kan jeg faktisk godt, for det er yderst dygtige musikkere vi har med at gøre og de spiller numrene rigtig godt. Udover de ovennævnte sange, så består albummet også af bl.a. "Money", "Have A Cigar", "One Of These Days" og "Time". Som sagt har jeg kun hørt det ene album ud af de tre, men jeg formoder de andre albums er af samme høje standard.

Jeg kendte kun lidt til Gov't Mule i forvejen, men vil helt sikkert tjekke deres andre udgivelser ud. De er trods alt super dygtige musikkere og man kan godt høre de har mange års erfaring. Men ud fra mit kendskab til Pink Floyd og Gov't Mule, så synes jeg faktisk dette er et ret godt album, både hvad angår sangene, men også det livemæssige aspekt. Tjek dette album ud, hvad enten du er super Pink Floyd fan, Gov't Mule fan eller bare fan af god og velspillet musik.
 
Dark Side Of The Mule udkom 8. december 2014 via Provogue/Mascot Label Group.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Gov't Mule på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Mother Of All – Suppression (EP)


Anmeldt af Calle: 23-02-2015

Mother Of All er et en-mands metal band, som er blevet grundlagt af trommeslageren Martin Haumann. Han spiller også i metalbandet Final Hour og avantgarde gruppen Shitpissvomit og så var han med til at danne thrash metal bandet Essence.

Suppression er Martin's første EP under Mother Of All navnet og den består af 4 sange. Stilen er melodisk metal med referencer til både death metal og trash metal. Så der er tale om metal i den lidt hårdere ende af skalaen. Musikken er tilpas aggressiv og man får ørerne godt rystet igennem. Mine favoritsange på Suppresion er åbningsnummeret ”Three Generations Of Punishmet” og særing tre ”Prophecy”. Men de sidste to sange ”Effigy Of Regret” og ”Serenity” sparker sku også meget godt røv!!

Selvom Martin oprindeligt var trommeslager, så er det ham selv der har indspillet alle instrumenterne, dog med lidt ekstra guitar-reamping og mixing af Martin Buss (Mercenary). Det er optaget, mixet og masteret af Søren Hoff (Superscum, ex-Methonia, ex-broadmoor).

Jeg synes Martin har gjort et rigtig godt stykke arbejde med de fire sange og overordnet set er det en rigtig god EP han har udsendt. Der er god variation i sangene og melodierne er sat godt sammen. Samtidig synes jeg han har formået at ramme en lyd, der virkelig får musikken til at føles ”levende”. Ikke for fin-poleret og ikke for beskidt, men lige tilpas. Giv Mother Of All et lyt!!!!
 
Suppression udkom 10. december 2014.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Mother Of All på Facebook her.
________________________________________________________________________

Salvation - Resurrect The Tradition
 
Anmeldt af Peter Letting: 20-02-2015
 
Salvation er ude med deres debut album Resurrect The Tradition. Albummet kunne skaffes fra 26. januar 2015. Salvation er et Florida- based US hardcore band, og selvom lead guitarist Steve Boomhower er en surfer dreng, så er det ikke den traditionelle surfer stil de kører af. Stilen er tung og for det meste langsom, med en grov monoton vokal. Der er lidt spoken / Hip-hop over vokalen, uden at der ellers er nogen sammenligning med hip-hop.

Jeg forsøgte at lede efter lidt info om bandet på nettet, og faldt over en Wiki side om et andet US band, godt nok fra San Francisco. Men de var fra 60’erne og var vist ikke helt den samme type band. Jeg tror deres mening med Salvation var mere religiøs. Salvation fra Florida udtaler selv at ”Hardcore is our Salvation”, men det er vist ikke i en kirkelig mening….

Salvation tæller 5 medlemmer: Kimbo Reichard på vokal, Steve Boomhower på lead guitar, Mike King på rytme guitar, Gary Meskil på bas og vokal, samt Kyle Fowler på trommer.

Der er 11 numre på skiven, og taget enkeltvis er de såmænd meget gode, men som en sammenhæng og 11 numre i streg, så bliver det sq for ensformigt, efter min mening. Der er ikke meget variation i tonelejet eller udtryksformen i vokalen, og eftersom vokalen fylder meget på skiven, så bliver helheds indtrykket også derefter, og jeg har svært ved at se igennem det og høre nuancerne. Musikken i numrene virker ikke rigtig på mig, og selvom jeg til tider vipper lidt med foden undervejs, så har jeg allerede glemt samtlige numre når skiven slutter. Som den mavesure anmelder jeg er, så giver jeg Salvation 2½ ud af 6
 
Resurrect The Tradition udkom 26. januar via Mighty Music/Target Group.
 
(2½ ud af 6)
 
Besøg Salvation på Facebook her.
_________________________________________________________________________

Blended Brew – Hand Patrones


Anmeldt af Calle: 20-02-2015

Blended Brew er et dansk rock band fra Glumsø, som ligger nær Næstved. Bandet består af Jimmy Månsson (vokal og guitar), Mikkel Toustrup (guitar, Sebastian Beck Groset (piano/organ), Mads Bunch Johanson (trommer) og Mathias Jørgensen (bas).

Inspirationen er hentet i 70'ernes rock og 90'ernes grunge. 70'erne kommer især til udtryk gennem Sebastian's organ skills og 90'erne kommer til udtryk gennem resten af bandet, hvor især guitaren og vokalen spiller ind. Jeg synes helt sikkert det er yderst dygtige musikkere vi har med at gøre. Og Månsson's vokal sidder bare lige i skabet.

Hand Patrones består af 12 velskrevne sange, hvor man igennem albummets 42 minutter bliver forkælet med en lækker groovy feeling og man bliver hurtigt fanget i bandets musikalske univers. Samtidig er sangene rigtig godt skruet sammen, melodierne er fængende og man bliver på intet tidspunkt lullet i søvn. Mine favoritter blandt de 12 sange er ”Stepping On The Sun”, ”Jester” og ”Feed The Passion”, samt de mere stille sange ”Prisoner Son” og ”Secrets”.

Albummet er indspillet og mixet i Vibe Factory i Københvan af Jakob Winter og bandet selv og så er det blevet masteret i Abbey Road Studios i London af Sean Magee (The Beatles, Pink Floyd m.fl.).

Dette debut album kan bandet helt sikkert være yderst stolte af. Jeg har ”kun” fået albummet tilsendt digitalt, men kan se på bandets facebook side, at man kan købe albummet på vinyl. Det vil jeg helt sikkert gøre, da det er et af den slags album der vil gøre sig godt på en pladespiller. Tjek Blended Brew ud. Du vil ikke fortryde det!!!!
 
Hand Patrones udkom 30. januar via Gateway.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Blended Brew på Facebook her.
______________________________________________________________________________________
Strikeforce – Elegant Steel (EP)

Anmeldt af Calle: 20-02-2015

Strikeforce er et amerikansk hard rock band, som blev dannet tilbage i 1982. De har udgivet flere albums og denne EP er deres seneste udspil. Selv på trods af bandets lange karriere, så er dette mit første lyt og kendskab til bandet. Medlemmerne i bandet er stifteren, sangskriveren og produceren Duke Jackson (guitar), Daryn Unterbrink (vokal), Jim Burdette (trommer) og James Murphy (bas).

Bandet spiller som sagt hard rock og inspirationskilderne tæller da også navne som Scorpions, Van Halen, Accept, Rainbow og Led Zeppelin. Elegant Steel består af fem sange, hvor der er knald på lige fra første strofe af indledningsnummeret ”All About The Money” til sidste trommehvirvel i afslutningsnummeret ”Let Me Rock U”. De øvrige tre sange er ”Falling Down”, ”Live Action” og ”Doomsday”. Jeg vil ikke fremhæve enkelte af sangene, men derimod sige de virker bedst som en helhed.

Der er ikke meget nyt i bandets musik, men til gengæld gør de det rigtig godt. Man kan sagtens høre, at bandet har mange års erfaring med i bagagen. Både som live band og som recording artist. Elegant Steel er en yderst velspillet EP og jeg synes især rigtig godt om guitar arbejdet. Der er rigtig mange gode riffs og soloer blandt de fem sange. Derudover har Daryn en powerfuld rock stemme, der er et hard rock band værdig.

Er du til velproduceret, velspillet og powerfuld hard rock med gode melodier og solidt guitarspil, så bør du tjekke denne EP ud. Jeg vil i hvert fald se om jeg kan finde tidligere udgivelser fra dette band. Keep it hard and heavy!!!!
 
Elegant Steel udkom 9. december 2014 via HighVolMusic.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Strikeforce på Facebook her.
___________________________________________________________________________

Sons Of Death Valley – The Day Of Reckoning


Anmeldt af Calle: 19-02-2015

Sons Of Death Valley er et hardcore rock'n'roll band fra Roskilde. Bandet er helt nyt (de blev grundlagt i 1850) og består af Dan (vocals), Lars (guitar), Stefan (guitar), Kim (Trommer) og Torben (bas). Dette album er, af gode grunde, bandets første og det er også mit første kendskab til dem.

The Day Of Reckoning er en historie fortalt ud fra outlaw gunslingeren Joaquin Murieta og tidspunktet for fortællingen er tilbage i det 19. århundrede. Altså the Wild West. Albummet består af 12 sange og stilen er som sagt hard core rock 'n' roll, som er tilføjet en smule blues og country. Sidst nævnte kommer mest til udtryk i åbningsnummeret ”Son Of Death Valley” og afslutningsnummeret ”The Day Of Reckoning”. Mit favorit nummer på albummet er først og fremmest ”Making My Way Back”, men også sange som ”Past The Point Of No Return” og førnævnte ”Sons Of Death Valley” ligger godt i mine ører. Men alt i alt er det 12 gode sange bandet har indspillet.

Bandet spiller godt og Dan's stemme passer rigtig godt til hardcore-stilen. Personligt er det dog en smule for meget ”skrig og skrål” til min smag. Men efter flere gennemlyt vænnede jeg mig mere og mere til det.

Hele bandets koncept er totalt gemmenført. Alt lige fra coverdesign, presseskrivelse, pressebillede, Facebook side, skrifttypen og ikke mindst musikken og teksterne. Bandet har også gjort det DIY-style og har derfor ikke et pladeselskab i ryggen. Albummet er indspillet i et privat studie og derefter blevet mixet i Juicy Halftone Studios i Søborg og til sidst er det blevet masteret af Alan Douches i West West Side Music i New York. Albummet er kun ude som digital download.

The Day Of Reckoning er helt sikkert et debut album bandet kan være yderst stolte af. Jeg er i hvert fald blevet fan og jeg vil mene Sons Of Death Valley er et band man skal holde øje med fremover. The story is written. Now it's ready to be told!!!!
 
The Day Of Reckoning udkom 16. december 2014.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Sons Of Death Valley på Facebook her.
__________________________________________________________________________

23 Acez - Redemption Waves
 
Anmeldt af Peter Letting: 19-02-2015
 
23 Acez er et Belgisk band, som nu er ude med deres andet album Redemption Waves. Skiven er i handlen 12 januar 2015. 23 Acez består af ”stifteren” Zors Willaert på vokal og guitar, Tom Tas på guitar og backing vokal, Tom Mundez på bas og Jonathan Braeckman på trommer.

På det første album fra 23 Acez var det primært Zors, som skrev de fleste numre samt spillede de fleste guitar stemmer, men efter at have haft gang i en del live optrædender, er de musikkere som deltog i live setuppet, også kommet med på albummet.

Jeg har læst rundt omkring, at denne nye skive har fået en meget blandet modtagelse. Bl.a. er vores eget danske blad ”Metalized” ikke særlig begejstret. Jeg vil strække mig så langt som til at sige, at jeg lige skulle vænne mig til stilen, men efter at jeg har hørt den nogle gange, så vinder den betydeligt. Det bliver nok ikke en decideret yndlingsplade, men den har da så absolut nogle ganske gode højdepunkter, og finurlige detaljer.

Vi er i en stilart, som umiddelbart kunne være en poppet blanding imellem Journey og Pretty Maids. Det lyder måske helt skævt, og en smule underligt, men det hænger faktisk rigtig godt sammen.

Jeg synes at 23 Acez har sammensat en god blanding af rock og pop med masser af gode guitar riffs, og ligeså meget Synth og keyboard effekter, som løfter helheden til en mere spændende størrelse. Samtidig er der mange dejlige rytme og stil skift undervejs, og det bidrager til at det ikke bliver en kedelig oplevelse. Personligt er jeg nok mest vild med skæring nummer 7 ”Descending”. Et fedt nummer med en total underlig rytme i starten og flere gange undervejs, men alligevel ikke så skævt at det bliver FOR mærkeligt. Jeg testede faktisk nummeret på min teenage datter, og hun syntes også godt om nummeret. Jeg giver albummet 4 ud af 6
 
Redemption Waves udkom 12. januar via Mighty Music/Target Group.
 
   (4 ud af 6)
 
Besøg 23 Acez på Facebook her.
__________________________________________________________________________

OK Go - Hungry Ghosts
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 15-02-2015
 
OK Go fra Los Angeles har lavet en udmærket pop cd; Hungry Ghosts som er velproduceret og flot spillet/sunget. Der er fin variation mellem numrene. Jeg havde forventet Rock, men det skal man vist lede længe efter, men som pop cd er den fin.
 
Sangeren har en god stemme der egner sig til stort set alle genre. Meget lyttevenlig. Lyden er selvfølgelig meget amerikansk og kommerciel og skal helt bestemt nok blive spillet i radioen. Jeg tror dog ikke at så mange rock-fans vil få særlig meget ud af den, men som sagt så er det en fin fin pop cd.

Damian Kulash, Tim Nordwind, Dan Konopka & Andy "Rusty" Ross er holdet bag navnet OK Go. (bedømt som rock.... 1½ skulls) (bedømt som pop.....4½ candy floss).
 
Hungry Ghosts udkom 18. februar via Paracadute.
 
 (1½ ud af 6)
 
   (4½ ud af 6)
 
Besøg OK Go på Facebook her.
______________________________________________________________________________
Tales From The Attic – Another Fairytale – The Full Chapter (EP)

Anmeldt af Calle: 12-02-2015

Tales From The Attic er et dansk rock band, som består af Emily Stavis (vokal), Frederik Christian Damsgaard Weile (trommer), Jesper Wennevold (bas), Simon Grøndahl Laursen (guitar) og Christian Niclas van Alstine Bjerke (guitar).
 
Bandet har, så vidt jeg kan læse mig frem til på nettet, tidligere udgivet en EP med titlen ”Prologue”, men denne EP er mit første bekendtskab med Tales From The Attic.

Bandet spiller alternativ rock og bevæger sig lidt rundt i forskellige genre. Det kan måske hænge sammen med, at bandets medlemmer har mange forskellige inspirationskilder. EP'en består af seks sange, hvor de fem af dem er gode rocksange med hurtige guitarer og fuld knald på, mens den ene er en rigtig tilbagelænet ballade. Af de fem rock sange kan jeg især godt lide afslutningsnummeret ”Another Fairytale” og den 70'er bluesrock-baserede sang ”Baby Gone Wild”. Og balladen ”Dearest Child” ligger også godt i mine ører. Ved første gennemlyt af denne sang kom jeg til at tænke på No Doubt. Især i omkvædet. Men den sang man måske husker bedst efter at have lyttet EP'en igennem er nok ”When You Realize”. For mig er sangen dog ret ”irriterende” at lytte til, men for andre vil den sikkert være hittet. Irritationen for mig ligger i den lidt skingre ”buh åhh åhh” åbning, som bliver gentaget flere gange igennem sangen. Men heldigvis har folk jo forskellig smag!!

Overordnet set er der nogle gode guitarsoloer på denne EP og tilpas groovy trommer, som sammen med bassen ligger godt i lydbilledet. Samtidig er sangene godt skruet sammen. Derudover synes jeg Emily har en god stemme, som passer godt til musik indenfor denne genre. Der skulle dog flere gennemlyt til før jeg rigtig blev fanget af musikken. Men alt i alt er det en udmærket EP bandet har udsendt. Så giv dem et lyt!!!!
 
Another Fairytale - The Full Chapter udkom 5. januar.
 
   (4 ud af 6)
 
Besøg Tales From The Attic på Facebook her.
___________________________________________________________________________

A Horrible Death To A Horrible Man - Escape Escape
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 09.02.2015
 
Danske A Horrible Death To A Horrible Man (AHD2AHM) fra København har lavet en ep med 5 numre: Escape Escape. Stilen er mørk grunge. Jeg synes at det lyder lidt som Black Sabbath møder Nirvana og Sort Sol.

Der er god intensitet og energi gennem alle numrene. Tempoet er for det meste i den langsomme og dystre ende men der er også lidt hurtigere numre uden at miste dybde i det mørke der skabes omkring højtalerne når man hører AHD2AHM. Energien i den ægte Punk er til stede og til tider blev jeg hevet tilbage til både slut 70'erne (punk) og 90'erne (grunge). Jeg synes at de gør det rigtig godt på denne ep Escape Escape og glæder mig til et helt album.

Produktionen er perfekt og går op i en symbiotisk enhed med måden Christian Lee på trommer, Peter Strange Echwald sang og guitar, Jesper Hesselbech på guitar og Nick Ebert på bas leverer varen på.
 
Escape Escape udkommer 23. marts via Mighty Music/Target Group.
 
   (6 ud af 6)
 
Besøg A Horrible Death To A Horrible Man på Facebook her.
________________________________________________________________________________

Dirty Passion – Dirty Passion


Anmeldt af Calle: 06.02.2015

Jeg har fulgt Dirty Passion stort set siden deres spæde start tilbage i 2006. Dengang sendte de mig deres første EP, som jeg glædeligt anmeldte. Siden hen er det blevet til 3 fuld længde album (inkl. dette). Dog er det kun guitaristen Christopher ”Chrisse” Olsson, som er med fra dengang. Sidenhen er både sanger, bassist og trommeslager blevet skiftet ud. Udover Chrisse på guitar, så består bandet nu af Kriss (vokal), Nasty (bas) og Mike (trommer).

Stilen på dette tredje album er stadigvæk 80'er inspireret hard rock, men denne gang musikken blevet en anelse hårdere og den har fået mere kant. Samtidig er musikken også blevet tilført en lidt nyere lyd. Måske er det på grund af den stort set nye besætning? Men personligt synes jeg rigtig godt om denne fornyelse.

Albummet består af 11 sange, som efter min mening er godt skruet sammen. Melodierne er fængende og sangene er fungerer godt som en enhed. Chrisse fyre nogle fede soloer af hist og her og Nasty og Mike lægger en solid grundrytme. Som det også gjorde sig gældende på deres forrige album ”In Wonderland”, så er jeg ikke helt oppe og ringe over Kriss' stemme. Den er ikke decideret dårlig og passer faktisk okay til musikstilen, men den er ikke helt så ”kraftig” som bandets oprindelige sanger Emil.

Mine personlige favoritter på albummet er åbningsnummeret ”Hallelujah” samt ”Zip Of Fire”, ”Die Free”, ”The Mess” og første singlen ”Los Angeloser” (som bandet også har lavet en musikvideo til – se den via dette link). Nok er det fedt med en rigtig hard rock album, men jeg savner nu lidt en rigtig powerballade. Den mest down-tempo sang er ”42 Nights”, men det er ikke en ballade.

Alt i alt er det, igen fristes man til at sige, et rigtig godt album Dirty Passion har indspillet. Og jeg kan hermed sagtens anbefale det til enhver hard rock fan derude. Kender du bandet i forvejen, så er dette album endnu et skridt på deres vej fremad. Kender du dem ikke, så kan du roligt starte her!!
 
Dirty Passion udkommer 22. februar via Denomination Records / Transubstans Records / Perris Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Dirty Passion på Facebook her.
________________________________________________________________________

Steel Inferno - Arcade Warrior (7" Single)
 
Anmeldt af Peter Letting: 04.02.2015
 
Steel Inferno er endnu engang på banen med et par numre. Jeg havde også fornøjelsen af, at anmelde deres første EP, og stilen er uændret. 
 
Første nummer ”Arcade Warrior”, handler om dengang der blev spillet ”Pac-Man”, ”Space Invaders” og andre arcade spil rundt omkring på snuskede burger barer og hvor de ellers blev stillet op. Jeg har sq selv stået en del timer foran diverse Arcade automater og kylet mine sparsomme lommepenge i mønt indkastet, fordi jeg SKULLE slå ”High-Score”, og jeg var overbevist om at det gjorde jeg i det næste spil. Gutten, som sangen handler om, bruger sin tid og penge på Arcade automaterne, og bliver på den måde en anerkendt ”kriger”. Det ender så med at gutten vokser op og bliver medlem af et metal band, og på den måde kan han udleve sine kriger instinkter fra scenen. Mon ikke vi alle, på et eller andet tidspunkt, har drømt om at det var MIG, der stod på den scene, og fyrede den af med guitar, bas, trommer eller vokal.
 
Andet track ”Across the Wasteland” minder mig mest af alt om noget af det helt gamle Iron Maiden, og det gør bestemt ikke noget, for det var jo der at hele mit lange heavy metal liv startede tilbage i 1980’erne.

Hvis man er til en god omgang upoleret old-school heavy metal, så skal man helt sikkert holde øje med Steel Inferno. Jeg giver dem 4½ ud af 6.
 
Arcade Warrior udkom 20. oktober 2014.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Steel Inferno på Facebook her.
______________________________________________________________________________
Siamese - Siamese
 
Anmeldt af Peter Letting: 02.02.2015
 
Siamese (tidl. Siamese Fighting Fish) er ude med nyt album med titlen Siamese. Skiven var i handlen 19 januar 2015. Siamese består af Mirza Radonjica på vokal, Morten Bo Harris på bas, Rasmus Krøyer og Andreas Krüger på guitar, Christian Hjort Lauritzen på violin og Joakim Stilling på trommer.

Jeg har desværre aldrig hørt Siamese Fighting Fish, da de hed sådan, men så er jeg jo også fri for at trække paralleller til fortiden. Så vidt jeg kan se, har de skiftet trommeslageren ud i den ny opstilling.

Det er nu ikke så svært at blive glad for Siamese. De spiller en god blanding af rock, pop, funk og meget andet. Til gengæld er det rimelig svært at sætte et rockband af denne kaliber i bås, men det er jo heller ikke nødvendigt, når bare musikken virker, og det gør den.

Første nummer ”Tomorrow Never Dies” minder mig til tider om gode gamle Rush. Sikkert fordi det er lidt skævt, og meget varieret i både rytme, intensitet og udtryk. Men det er et super godt nummer og jeg glæder mig bare til at høre mere. Ingen tvivl om at dette er en rock skive, men den indeholder bare meget mere end ”3-4 spil”. Man bliver underholdt og overrasket og det er uforudsigeligt, hvad der venter i næste nummer. Jeg er ret sikker på at dette kunne være en af de rock udgivelser som rammer den brede danske smag.

Siamese ligger og leger på grænsen til den hårde rock, men bliver aldrig så hårdt at det bliver skræmmende, og det meste af tiden er det rimelig afdæmpet. Jeg tror også at mange yngre mennesker vil kunne finde sig selv i teksterne, som for det meste handler om en ung mand der har svært ved at finde sig selv, i forhold til sine egne forventninger til sig selv. Skiven får 4½ ud af 6.

Siamese 
udkom 19. januar via Prime Collective.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Siamese på Facebook her.
______________________________________________________________________________

In Faith - There's A Storm Coming
 
Anmeldt af Lars Frosz Nielsen: 02.02.2015
 
Engelske In Faith fra Manchester spiller melodisk rock, og jeg troede faktisk at det var en cd fra 90'erne jeg havde fået fingrene i. Stilen og lyden er som taget ud af midt 90'erne. Stilen er en pæn blanding af Bon Jovi, De 5 (Danmark), lidt Slash, lidt Rainbow og Def Leppard.

Jeg kan klart anbefale There's A Storm Coming, som deres cd hedder, hvis man er til den melodiske 90'er rock. Personligt er jeg ikke helt pjattet med med den, men den er absolut lytteværdig. Jeg skal lige slå fast at der absolut ikke er noget i vejen med hverken band eller produktion.

In Faith består af tre personer, som grundstamme og så er der gæster med på cd'en, og lur mig om der ikke også er gæster med på scenen. Der er et par numre, hvor jeg godt kunne snydes til at tro at det var et nyt Bon Jovi nummer da både stemme, sangstil og spillemåde er meget "Bon Jovis'sk", måske fordi Bon Jovi jo satte en slags dagsorden for melodisk rock i en periode.

Pete Godfrey synger og gør det særdeles fremragende. En meget tydelig og god stemme der klæder genren. Tony Marshall spiller en stilsikker guitar og Pete Newdeck spiller trommer som det skal gøres. Så er der, som førnævnt, nogle gæster med på cd'en - ikke nogen jeg umiddelbart genkender men spiller godt gør de. Alle tre er guitarister og det er Brooke St. James, Chris Green og Pat Heath. Det er de to bandmedlemmer Pete Newdeck og Tony Marshall der står for produktion og mix, så de har fået den lyd som de selv ønsker.

There's A Storm Coming 
udkom 24. oktober 2014 via Rocktopia/Cargo Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg In Faith på Facebook her.
____________________________________________________________________________________________
Redwood Hill – Collider