Årstal: 28. maj 2005 Hvor: Loppen - Christiania, København Hvad: Intim koncert med D-A-D
Jeg har tidligere skrevet nogle rock minder om D-A-D. Både om deres surprise optræden på ladet af en lastbil ude foran GUF på Nørrebrogade tilbage i 2000, dengang de udgav albummet ”Everything Glows” og om dengang da de inviterede 200 fans på Orange Scene under deres Roskilde optræden i 1996. Dette minde omhandler endnu engang et af Danmarks største rock bands, som tit laver spænende ting for deres fans.
Vi skal tilbage til en varm maj dag i 2005. Dette er året hvor bandet udgav ”Scare Yourself”, som er et af deres lidt ”hårdere” album. Albummet udkom den 23. maj 2005 og i den forbindelse valgte bandet at spille fire små intime koncerter rundt om i landet. Dengang udtalte Jesper Binzer følgende: ”Vi har brug for at mærke det. Mærke publikum og mærke musikken. Man skal ikke forvente et typisk D-A-D show. Det her er rigtige små koncerter – det er vel det tætteste man kommer på at opleve D-A-D i øvelokale”. De fire koncerter, som var en slags opvarmning til bandets sommer tour, foregik i henholdsvis Århus (Musikcafeen), Odens (Rytmeposten), Aalborg (Studenterhuset) og Christiania (Loppen). Det var sidst nævnte koncert jeg var så svine heldig at opleve.
Jeg fik 2 billetter til koncerten via mit arbejde, som dengang var i TP-Musikmarked. Jeg kan ikke huske om det var via lodtrækning eller om de havde fået en god stak billetter, men jeg var i hvert fald så heldig at få 2 stk. Jeg valgte at tage min kæreste (nu kone) med til koncerten, da hun også er D-A-D fan. Ingen af os havde været på Loppen før, så vi var spændte på hvad det var for et sted. Der var jo blevet ”lovet” intim koncert. Og det skal jeg lige love for at vi fik. Stedet var proppet til randen og man stod som sild i en tønde. Når man først havde fundet et sted at stå, så kunne man ikke rykke sig ud af flækken og man blev nød til at blive stående der resten af koncerten (næsten). Derudover var det monster varmt og sveden væltede af en i stride strømme. Og man kunne se kondensen rende ned af væggene og dryppe ned fra loftet. Jeg tror, eller en næsten sikker på, at det må være den varmeste koncertoplevelse jeg nogensinde har haft.
En af de ting jeg især husker fra koncerten, var Stig’s påklædning. Den bestod af et lille læderskørt, højskaftede støvler og en romer hjelm (se billedet ovenfor). Flere gange under koncerten stillede han sig op på forstærkere, monitorer m.m. og blev nød til at dukke sig, fordi hjelmen ramte loftet. Han valgte dog at tage hjelmen af i løbet af koncerten. En anden ting, som gjorde koncerten speciel var, at bandet havde valgt at spille hele ”Scare Yourself” albummet fra start til slut. Dette synes jeg personligt var en god måde at promovere det nye album. Og da jeg havde set bandet live en del gange tidligere savnede jeg ikke deres store hits. De sluttede dog af med tre ekstra numre i form af ”Jackie O”, ”Everything Glows” og ”I Wont Cut My Hair”. Sidst nævnte fik nærmest loftet til at lette. Se setlisten herunder.
På trods at varmen og ”befolkningstætheden” i salen, hvilket ikke var gået i disse corona tider, så var det en super fed oplevelse. Det er altid cool at opleve et band, der normalt spiller større steder, i sådan en intim atmosfære. Både min kæreste og jeg tog i hvert fald derfra en stor oplevelse og et rock minde rigere.
På D-A-D's hjemmeside kan man se flere billeder fra koncerten og på den måde måske få en fornemmelse af hvor tæt folk stod og hvor varmt det var. Det kan gøres via dette link.
Årstal: 30. marts 2004 Hvor: Pumpehuset, København Hvad: Skid Row koncert + møde med bandet
I dag læste jeg, at Skid Row havde skrevet kontrakt med earMUSIC og at de er godt i gang med at indspille et nyt album, som forventes at udkomme i 2022. Bandets seneste album “United World Rebellion – Chapter Two: Rise Of The Damnation Army” udkom i 2014. Jeg har været stor fan af Skid Row siden deres debut album ”Skid Row” fra 1989. Jeg vil faktisk gå så langt og sige, at de ligger i top 5 over mine favorit bands. Det er som sagt et band jeg har fulgt siden 1989 og stadigvæk følger i dag. Også på de udgivelser som IKKE har Sebastian Bach som sanger. Og da jeg i dag læste nyheden fik jeg helt vildt lyst til at sætte bandets fjerde album ”Thickskin” på anlægget og give det et lyt. Dette album er det første med Johnny Solinger som sanger. Et rigtig fedt album hvis du spørger mig. Mens jeg lyttede, bragte det minder frem om dengang jeg så bandet live i Pumpehuset i København på netop deres Thickskin tour. Og ved denne lejlighed fik jeg også hilst på bandet.
Jeg havde set bandet live to gange tidligere i 1991 med deres oprindelige besætning. Første gang var som opvarmning for Guns ’n’ Roses i Forum (læs evt. minde længere nede på siden) og anden gang var i KB Hallen, hvor de var headliner og havde L.A. Guns som opvarmning. Herefter spillede bandet ikke live i Danmark før en marts dag i 2004 i Pumpehuset. Så jeg skulle selvfølgelig ind og se koncerten.
Jeg var ret spændt på hvordan folk ville tage imod deres nye sanger og om han kunne levere de ”gamle” sange på en værdig måde. For man må sige, at Sebastian Bach har en meget karakteristisk vokal og han er svær at ”erstatte”. Men jeg blev bestemt ikke skuffet. Solinger synger på en anden måde end Mr. Bach, men han gjorde det rigtig godt på de ”gamle” sange og ikke mindst på de nye sange fra ”Thickskin”. Så vidt jeg husker spillede de 4-5 af de nye sange heriblandt ”Thick Is The Skin”, ”Ghost” og ”New Generation”. Og selvfølgelig blev koncerten afsluttet med bandets store hit ”Youth Gone Wild”. Det var en rigtig god koncert og jeg er ret sikker på at de fremmødte folk fik en god oplevelse.
Efter koncerten blev min ven og jeg hængende udenfor ved bandets tourbus i håb om at møde dem og få en autograf. Efter en del venten kom de ud enkeltvis og jeg fik hilst på dem, taget billeder og fik autografer. På billedet ovenover står jeg sammen med de tre originale og eneste nuværende medlemmer af bandet.
Solinger var med på de næste tre albums inden han forlod bandet i 2015. Herefter var Tony Harnell en kort overgang sanger i bandet, inden han blev aflyst af bandets nuværende sanger ”ZP Theart. Også trommeslageren har været skiftet ud et par gange, men den nuværende tøndebasker hedder Rob Hammersmith og han har været med siden 2010.
Jeg mener bandet har spillet i Danmark to gange efterfølgende. Første gang var på Lions & Barrels i Parken i København tilbage i 2013. Her var de på tour med Ugly Kid Joe og Dead City Ruins. Jeg var til koncerten, som ikke var den allerbedste oplevelse. Mest på grund af spillestedet. Det var ikke helt udstyret til en koncert af denne slags. Dette mener jeg også Ugly Kid Joe sanger Whitfield Crane gjorde opmærksom på under deres koncert. Derudover spillede Skid Row opvarming for Saxon i Amager Bio i 2014. En koncert jeg desværre ikke var til.
Men oplevelsen fra Pumpehuset i 2004 bringer gode minder frem. Både fordi det var en super god koncert, men også fordi jeg fik hilst på de oprindelige medlemmer Rachel Bolan (bas), Dave ”The Snake” Sabo (guitar) og Scotti Hill (guitar). Derudover fik jeg også hilst på Johnny Solinger, som jeg desværre ikke fik taget et billede sammen med. De var alle søde og venlige og stillede glædeligt op til et foto og autografskrivning. Det er sjovt hvordan en nyhed man læser på facebook kan bringe denne slags minder frem.
Årstal: 9. juni 2009 Hvor: Vega i København Hvad: Møde/interview med Micky og Stew fra Dear Superstar
Forleden dag faldt jeg over ovenstående billede og det bragte lidt minder frem. På billedet er det Micky og Stew fra det britiske band Dear Superstar (+ undertegnet). Billedet er taget i Vega i København i forbindelse med et interview jeg lavede med dem tilbage i 2009. Dengang var bandet på Europa tour med Papa Roach og Buckcherry.
Tidligere lavede jeg en del interview her på Calles Rock Corner, men det bliver desværre ikke til så mange i øjeblikket, mest på grund af tidsmangel. Hovedparten af mine interview er lavet via mail, men nogle af dem er lavet face-to-face. Og interviewet med Micky og Stew er et af dem. Hvordan aftalen om interviewet kom i hus kan jeg faktisk ikke huske. Men jeg mener, at jeg blev kontaktet af bandet, fordi jeg havde skrevet om dem her på siden. Jeg havde i forvejen købt billet til selve koncerten, da jeg var, og stadigvæk er, fan af både Papa Roach og Buckcherry. Jeg ”opdagede” Dear Superstar, da jeg så de skulle spille opvarmning til koncerten og derfor tjekkede jeg dem ud på Spotify. Jeg synes det var ret fed musik de spillede. En god blanding af 80’er hard rock blandet med modern melodic rock.
Jeg skulle møde bandet i Vega sidst på eftermiddagen, inden der blev lukket op for publikum. Jeg var lidt nervøs da jeg ankom til stedet. Både fordi jeg var nervøs for om jeg ville blive lukket ind, men også fordi jeg ikke havde lavet så mange interview face-to-face. Og så med et britisk band. Var mit gebrokne engelsk okay? Det var det heldigvis og jeg havde ingen problemer med at komme ind. Micky, som er bandets sanger, tog pænt imod mig ved døren. Vi satte os til rette i nogle sofaer og jeg fik tilbudt noget at drikke. Vi havde lidt small-talk inden selve interviewet gik i gang. Vi snakkede bl.a. om, at jeg havde fødselsdag og at jeg skulle mødes med min kæreste bagefter og vi skulle ud og spise inden selve koncerten. Han synes det lød hyggeligt og ønskede mig tillykke.
Midt inde i interviewet dukkede den ene af bandets guitarister (Stew) op og han deltog i resten af interviewet. Hele bandet havde gået rundt i København det meste af dagen og de synes det virkede til at være en fed by. Det var deres første besøg i Danmark.
Selve interviewet gik over alt forventning og både Micky og Stew var enormt flinke og helt nede på jorden. De endte med at give mig en CD og sagde endnu engang tillykke med fødselsdagen. CD’en var deres nyeste album ”Heartless”, som var udkommet et par måneder før. Deres næste, og indtil videre sidste, album ”Damned Religion” udkom i 2012. Det købte jeg i forbindelse med deres koncert i Templet i Lyngby i marts 2012, hvor de var på Europa tour med Glamour Of The Kill og Yashin. Stew genkendte mig ved den lejlighed og nævnte det for Micky. Hele bandet signerede CD’en. (se begge albums på billedet herunder).
Efter interviewet i Vage mødtes jeg med min kæreste og vi fik spist en lækker middag. Og aftenens koncert var god og alle tre bands leverede en super god optræden. Så alt i alt var det en god fødselsdag jeg havde.
Det er sjovt hvordan et billede kan bringe minder frem, selvom det er over 10 år siden. Men det er jo det gode ved billeder. Jeg ved faktisk ikke om bandet stadigvæk er aktive. Sidste opdatering på deres facebook side er helt tilbage i oktober 2019 og som sagt har de ikke udsendt nogle albums eller singler siden 2012. Men gør dig selv en tjeneste og tjek bandet ud. Og har du fået lyst til at læse interviewet så kan det gøres via dette link.
Hvor: Roskilde Festivalen Hvad: On stage with D-A-D
Jeg har været på Roskilde Festivalen 6 gange i perioden 1994-1999. Der har jeg, som de fleste andre, haft en masse fede og sjove oplevelser. En af dem der virkelig bringer gode minder frem er festivalen i 1996. Både fordi jeg oplevede flere rigtig gode koncerter, men især fordi jeg var så heldig at komme "on stage" på Orange Scene mens D-A-D spillede.
Vi var fem gode venner afsted på festivalen dette år. Og en af de koncerter vi alle sammen gerne ville opleve var D-A-D. Et band der altid levere en god koncertoplevelse. Og tit har de et eller andet specielt i ærmet eller en sjov gimmick. Som f.eks. da de spillede på ladet af en lastbil ude foran GUF på Nørrebrogade ifm. deres album release i 2000 (læs evt. et tidligere minde længere nede på siden). Men på Roskilde en lørdag aften i juni måned i 1996 inviterede de 200 fans op på scenen under deres koncert og der var jeg en af dem.
Det var ved et tilfælde, at vi blev inviteret til denne specielle oplevelse. Tidligere på dagen gik vi rundt på selve festivalpladsen og der kom vi forbi en bod, hvor de solgte D-A-D merch. Og fordi vi skulle se D-A-D om aftenen havde et par stykker af os taget en D-A-D t-shirt på. Det så folkene i boden og vi blev derfor inviteret "on stage". Vi fik udleveret et blå/sort armbånd og et håndskrevet kort med oversigt over området, samt info om mødetid og sted (se dette kort øverst i dette minde).
Dette gjorde vores dag endnu bedre og stemningen var i top, da vi mødte op på det aftalte sted. Sammen med de 195 andre fans blev vi ledt ind på backstage området, hvor vi fik lidt lidt forfriskninger i form af kolde øl i cola papkrus (se billede herunder). Derudover fik vi udleveret en D-A-D lighter. Ca. 15 minutter før koncertstart blev alle ført til scenen, hvor vi skulle stå på en publikumstribune, som var sat op i en hestesko bag bandet på scenen. Alle blev bedt om at tisse af inden vi gik derop, for hvis man forlod sin plads for at tisse, så blev man ikke lukket op scenen igen. Udsigten udover de ca. 40.000 mennesker foran Orange Scene et et syn jeg ikke lige glemmer. Det må være en fed oplevelse for et band, når man står og kigger ud over sådan et menneskehav.
Martin (forrest) - Christian (med kasket) - Rasmus (hvid t-shirt) - Calle (sort t-shirt)
Anders (tog billedet)
D-A-D gik på til tiden og leverede selvfølgelig et brag af en koncert, hvor de spillede alle deres store hits. Under sangen "Laugh 'n' A ½" fik alle udleveret stjernekastere, som vi skulle tænde med de tidligere udleverede lightere. Det må have set cool ud nede fra pladsen af. Hvor lang tid selve koncerten varede kan jeg ikke erindre, men tiden føltes til at gå MEGET hurtigt. Og før vi så os om var koncerten slut. Vi blev ledt til en udgang ved siden af scenen og her fik alle udleveret en t-shirt hvor der stod "On Stage With D:A:D Roskilde Festival 1996". Desværre kan jeg ikke finde min t-shirt mere, men på billedet herunder har jeg og mine venner den på til en anden D-A-D koncert på Roskilde (tror det var i 1998). Jeg tog også flere billeder af bandet, men de er af så ringe kvalitet, at de ikke er værd at dele her :) Jeg har til gengæld fundet et billede på nettet (det er taget af Ulrik Rindal) hvor man kan se min ene ven Christian (billedet kan ses længere nede). Det er ham med kasketten ved pilen og et eller andet sted ved siden af eller foran ham står jeg og mine andre venner Anders, Rasmus (hvil i fred) og Martin.
Andre bands vi så på festivalen i 1996 var bl.a. Psyched Up Janis (som åbnede Orange Scene), Pretty Maids, Sepultura, Slayer, Sex Pistols (de 3 numre de nåede at spille før de forlod scenen), Sort Sol, Strawberry Slaughterhouse, De Skrigende Halse, Bad Religion, Paradise Lost og ikke mindst en super fed koncert med Neil Young & Crazy Horse. Nok i top 5 over koncerter jeg har oplevet. Så alt i alt en god festival, hvor koncerten med D-A-D helt klart er et minde for livet.
Årstal: 19. maj 2019 Hvor: Ballerup Hvad: Radioprogram på myROCK med Mike Tramp
I sidste uges minde fortalte jeg om en tur til London i juni 2011, hvor jeg var til Hard Rock Calling i Hyde Park. Der oplevede jeg bl.a. Bon Jovi spille en næsten tre timer lang koncert. Bon Jovi er nok mit all time favorite band. Også efter Slippery When Wet og New Jersey pladerne. Og også efter Richie Sambora ikke er med i bandet mere. Det er et band jeg har set flere gange live og som jeg har alle studie albums med (i flere versioner) på både CD og vinyl + et hav a singler, maxier og andet merch.
I et tidligere minde nævnte jeg mit venskab med Mike Tramp. Og som mange måske ved, så har han et program på myROCK hver søndag kl 14-16. Det hedder myROCK myWAY the trampWAY. Tilbage i starten af 2019 spurgte Mike mig om jeg ville være med i programmet og lave en hel udsendelse om Bon Jovi. Det sagde jeg selvfølgelig ja til med det samme.
Så mandag den 13. maj 2019 tog jeg turen til Ballerup, hvor myROCKs radiostudie ligger. Her skulle vi optage programmet sammen med Steen Skovgaard. Mike og jeg havde aftalt, at det skulle være et bredt udvalg af sange fra hele Bon Jovis karriere og jeg fik lov til at vælge de sange der skulle spilles. Jeg udvalgte nøje de sange, som jeg synes var rigtig gode og som ikke nødvendigvis var bandets store hits. Men heldigvis blev der plads til begge dele. Altså både hits og mindre kendte sange. Jeg var ret nervøs for hvordan det helt præcis skulle foregå og hvordan det ville være at sidde og optage til et radioprogram. Heldigvis var det ikke live, men jeg ville helst ikke sidde og ”dumme” mig og sige åndsvage ting eller ting som ikke passede.
Vi fik udleveret en liste over sangene og hvornår der skulle snakkes og hvornår der kom reklamer. Så man skulle hele tiden tage højde for hvilken sang der lige var blevet spillet og hvilken sang der kom som den næste. Det skulle jeg lige vænne mig til. Men jeg synes hurtigt jeg fik en god følelse med det og jeg fornemmede også, at det gik ret godt. Inden vi så os om, så var tiden gået og vi fik snakket om alt det vi skulle. Eller i hvert fald det der blev plads til. På det her tidspunkt viste Mike ikke helt endnu hvornår det ville blive sendt. Men det blev så allerede søndag i samme uge.
Så om søndagen sad jeg klistret foran radioen i bar spænding. Hvordan ville programmet være og ikke mindst, hvordan ville min stemme lyde i radioen. Personligt synes jeg selv det blev et rigtig godt program og jeg fik da også en hel del positiv respons fra venner og bekendte. Nogle sagde sågar, at jeg havde en god radiostemme. Du kan høre hele programmet herunder.
Allerede 14 dage efter lavede vi også et program on Def Leppard, som blev sendt i radioen den 30. juni. Det program lyttede jeg til fra altanen i en ferielejlighed på Mallorca. Imellem de to programmer spillede Bon Jovi i Sønderborg med Def Leppard som special guest. Jeg var dernede med min kone og nogle gode venner, men vi mødte også Mike Tramp dernede og ”hang” også ud med ham.
Men dette er endnu et minde, som jeg uden tvivl vil huske mange år frem. Tænk at lave et radioprogram om mit all time favorite band, sammen med Mike Tramp, som jeg også var stor fan af tilbage i White Lion tiden (og stadigvæk er, men bare på et andet plan). Det var bestemt ikke noget jeg havde troet jeg skulle opleve, da jeg rendte rundt i slut 80’erne og lyttede til White Lion og Bon Jovi + en masse andre 80’er rock bands. But dreams can come true.
Årstal: 24-26. juni 2011 Hvor: Hyde Park i London Hvad: Bon Jovi koncert – Hard Rock Calling
Blot fem dage efter vi havde oplevet Bon Jovi give en lidt ”lunken” koncert i Casa Arena i Horsens den 19. juni 2011, sad min kone og jeg i et fly på vej til London. Vores destination var Hard Rock Calling, som er en tre dages festival der finder sted i Hyde Park. Det jeg glædede mig allermest til, var lørdagens hovednavn Bon Jovi. Dette minde handler om hele turen og Bon Jovi koncerten var ”bare” turens højdepunkt.
Men lad mig starte med, at fortælle hvordan vi overhovedet kom afsted til Hard Rock Calling. Jeg havde tilfældigvis set et opslag på Hard Rock Cafes facebook side, som omhandlede en konkurrence, hvor man kunne vinde turen til London. Man skulle blot uploade et billede af sig selv, hvor man stod på en Hard Rock Cafe et eller andet sted i verden. Jeg havde tilfældigvis et liggende, hvor jeg står foran Richie Samboras guitar på Hard Rock Cafe i Paris. Mit billede blev så udvalgt og jeg fik besked om at møde op på Hard Rock Cafe den 12. maj 2011, hvor jeg skulle deltage i en konkurrence med 5 andre. Jeg var sikker på man skulle vide en masse om rock og svare på en masse spørgsmål, så jeg følte mig godt klædt på, men tænkte at det ville være svært at vinde. Da vi kom derind, var der kun mødt 3 af de andre deltagere op. Det viste sig så, at vi slet ikke skulle svare på spørgsmål, men blot stille os op på en række. Skiftevis skulle deltagerne så sige et tal mellem 1-4 og derefter sige noget ind i en mikrofon. De havde fire udgange til mikrofonen og der var kun sat lyd til den ene udgang. De første to fik ingen lyd frem og herefter stod vi kun to tilbage. Jeg gav den anden deltager lov til at vælge først og der kom heller ingen lyd ud. Så allerede der var jeg sikker på at vinde. Men for en sikkerhed skyld blev jeg bedt om at sige noget i mikrofonen. Jeg råbte Bon Jovi og lyden ”bragede” ud over hele Hard Rock Cafe. Altså blev jeg den heldige vinde af en tur til Hard Rock Calling i London (se billede fra Hard Rock Cafe i slideshowet længere nede).
Præmien var for to personer og inkluderede både fly tur/retur, hotelophold på 5-stjernet hotel, adgang til festivalen alle tre dage, lidt lommepenge (ca. 1200 kr) i form af et mastercard jeg kunne bruge i London og sidst men ikke mindst, adgang til en VIP-område ved siden af den store scene, hvor der var flere forskellige barer og en restaurant der var indrette som en almindelig Hard Rock Cafe. Her var alt mad og drikke gratis. På restauranten kunne man bare vælge hvad man ville spise ud fra et menukort. Og blandt de forskellige barer var der en gin bar, en cocktail bar, en kaffe bar, en red bull bar, og ellers bare almindelige barer (se billeder fra området i slide showet længere nede).
Vi ankom til London om fredagen og tjekkede ind på hotellet. Her boede der mange andre vindere fra forskellige Hard Rock Cafeer rundt omkring i verden. Så der rendte mange folk rundt i sorte rock t-shirts og der var indrettet en special morgenbuffet restaurant til alle vinderne, så man var samlet et sted. Det var som sagt et 5-stjernet hotel, hvilket jeg ikke har boet på før, så det var lidt specielt for mig, at frontdøren til hotellet blev åbnet for en af en mand med høj hat og hvide handsker. Hotellet lå på hjørnet af Hyde Park ca. 10 min på gåben fra festivalen. Resten af fredagen gik med at tjekke festivalområdet ud og lytte til lidt musik.
Lørdag formiddag gik vi til centrum af London, hvor vi shoppede lidt og jeg fik brugt en stor del af mit ”gavekort” (mest på musik). De resterende penge blev brugt i Hard Rock Cafe shoppen, som lå lige ved siden af hotellet. Resten af dagen foregik på festivalpladsen, hvor vi varmede op til aftenens store hovednavn Bon Jovi. Vi spiste god mad og nød de kolde drikkevarer (mest øl for mit vedkommende). Det var en dejlig varm sommerdag med sol fra en skyfri himmel. Jeg var lidt spændt på hvordan koncerten ville blive, da bandet som sagt havde spillet en lidt lunken koncert i Horsens ugen før. Jon var kommet til skade med sit knæ under en koncert i Finland, så han spillede med en stor skinne på benet og humpede lidt rundt. Men det lod til at være blevet en hel del bedre denne aften. Jon og resten af bandet var virkelig i hopla og leverede et brag af en koncert, som varede næsten 3 timer. De spillede faktisk ud over parkens curfew. De spillede ALLE de store hits og folk var en rigtig god stemning (se professionel optaget video af ”Livin On A Prayer” i videoen længere nede. Jeg får kuldegysninger af at se den igen). Der var 72.000 mennesker til stede under koncerten, men i kraft af vores VIP-pas havde vi adgang til golden circle området foran scenen og kunne derfor se alt. Og vi kunne gå i VIP området ved siden af scenen og hente drikkevarer under hele koncerten. Det var den bedste koncert med Bon Jovi jeg har oplevet og jeg fik taget nogle rimelig gode billeder under koncerten. Nogle af dem kan ligeledes ses i slide showet herunder.
Om søndagen opholdt vi os på festivalpladsen det meste af formiddagen og eftermiddagen, hvor vi bl.a. så Train optræde. Rod Stewart var hovednavn denne dag, men vi blev ikke og så ham, da vi var trætte og gik tilbage til hotellet for at slappe af op pakke vores ting, så vi var klar til hjemturen mandag morgen.
Nu har jeg stort set kun nævnt Bon Jovi i dette minde, da de var det altoverskyggende band for mig på Hard Rock Calling 2011. Men andre bands der optrådte (udover Train og Rod Stewart) og som vi så lidt af var bl.a. Ray Davis, Adam Ant, Kaiser Chiefs, The Kills, Mike & The Mechanics, Gianna Nannini, Lighthouse Family, Bernaked Ladies og danske The Breakers. Sidst nævnte var med samme fly til London som os og de spillede opvarmning for Bon Jovi på nogle af deres europæiske koncerter herunder også den i Horsens).
Udover den fede koncert med Bon Jovi, så var hele turen og oplevelsen et minde for livet. Alt fra hotellet til koncertpladsen til VIP-området til alle de søde folk man mødte. Også de hårdt arbejdende folk i restauranten i VIP-området, som kom fra Hard Rock Cafeer fra rundt om i verdenen.
Hvad: Møde med Michael Starr og Satchel fra Steel Panther
Jeg har tidligere skrevet om rockminder, hvor jeg har mødt musikere, som jeg var fan af. Nogle gange er det aftalt (f.eks. i forbindelse med interview) og andre gange sker det ved en tilfældighed. I dagens minde er det sidstnævnte der er tilfældet. Det skete på Copenhell i 2018.
Dette var min tredje Copenhell Festival og jeg havde valgt at overnatte i telt på campingpladsen sammen med en ven. Vi tjekkede ind torsdag og blev der til søndag, hvor vi tog hjem "før tid" da vi begge var ret smadrede. Det gjorde vi allerede tidligt på aftenen om søndagen og vi missede dermed to bands, som jeg rigtig gerne ville have set, nemlig Alestorm og Halloween. Men tidligere på dagen havde Steel Panther spillet på den store scene (Helviti). Jeg har set bandet live flere gange tidligere, bl.a. i Amager Bio, i Store Vega og på Sweden Rock Festival og de er altid gode for noget underholdning. Nogle synes helt sikkert de er platte og kedelige, men jeg synes de spiller godt, har nogle sjove tekster og så kan de underholde publikum. Dog genbruger de mange af de samme jokes.
Men inden Steel Panther skulle indtage scenen, og forhåbentlig underholde metalfolket på festivalen, så ville vi opleve Jakob Stegelmann og Aarhus Symfoniorkester, som ligeledes skulle spille på den store scene. De skulle allerede optræde kl 14, og da vejret var godt forlod vores teltplads i god tid. Inde på festivalpladsen købte vi et par øl, som vi satte vi os på en "bænk" og drak. Mens vi sad der fik jeg pludselig øje på to mænd komme gående og den ene af dem lignede til forveksling Michael Starr. Da de kom tættere på kunne jeg se, at det var ham. Og manden der gik ved siden af, kunne jeg se var Satchel, selvom han ikke "var klædt ud", som han er når han går på scenen. Jeg tænkte straks, at dem måtte jeg da have et billede sammen med, så det spurgte jeg dem om. Det var de helt ok med og stillede glædeligt op (se billede øverst). Satchel prøvede dog at bilde mig ind, at han var bandets guitar tech og ikke spillede med dem. Det måtte jeg pænt fortælle ham, at det kunne han ikke bilde mig ind. Og han grinte da også selv af det. Han så dog ud som om han lige var trådt ud af sit hotelværelse et eller andet sted sydpå. Han var iført lyserød t-shirt, shorts og badetøfler. Knap så rock 'n' roll. Hvordan han ser ud, når bandet spiller live eller får taget presse fotos kan ses længere nede (det er ham længst til højre, som peger ind i kameraet. Og det er Michael Starr forrest i billedet).
Dem der har set bandet live ved at de laver en masse sjov på scenen og snakker en del mellem sangene. Og her er især Satchel ret underholdende. Det samme var han ved dette tilfældige møde. Han var i godt humør og lavede gas (bl.a. med hans udtalelse om at være guitar tech) og han var generelt ret sjov. Mødet og snakken med dem varede max 3 minutter, men det var alligevel en sjov oplevelse og et fedt minde at have.
Årstal: 26. april 2013 Sted: Sky Club på Oslobåden mellem København og Oslo
Hvad: Intim koncert med Magtens Korridorer
Første gang jeg stødte på Magtens Korridorer var dengang deres sang "Hestevisen" blev spillet på P3 i programmet "Tæskeholdet", som havde Casper Christensen ved roret og derudover havde bl.a. Jan Gintberg og Lars Hjortshøj med på holdet. Efterfølgende glemte jeg lidt bandet, men det var kun indtil de fik deres gennembrud med sangen "Lorteparforhold". Efter der har jeg fulgt dem, købt deres plader og set dem live nogle gange. En af de gange var til RockCruise på Oslobåden.
Magtens Korridorer er et af de bands, som både min kone og jeg kan lide. Så da vi så, at de skulle spille til RockCruise, tænkte vi, at det skulle vi da have billetter til. Vi havde tidligere været på mini cruise til Oslo, men det ville være sjovt at få en intim koncert med på turen.
Vi skal tilbage til den 26. april 2013, hvor bandet skulle spille på vejen mod Oslo. Koncerten skulle foregå på scenen i Sky Club, som normalt fungere som bådens ene diskotek. Men denne aften dannede det rammen om en rockkoncert. Der er "kun" plads til 300 mennesker i forbindelse med koncerter i den natklub, så det ville være rimelig intimt og man ville komme tæt på bandet næsten uanset hvor man stod. Der var også en balkon, som man kunne benytte.
Min kone og jeg tjekkede ind ved 16 tiden og fandt vores kahyt. Og båden lagde fra land kl ca. 16:30. I de næste par timer, inden koncertstart, varmede vi op med lidt øl og drinks og fik noget god mad ombord på båden. Vi gik mod Sky Club en halv times tid før koncertstart og allerede der var der kø for at komme ind. Men da dørene blev åbnet gik det rimelig hurtigt med at få folk ind. Man stod ret tæt derinde og allerede inden bandet fik på var der rimelig varmt. Folk var en god stemning og glædede sig meget til god koncertoplevelse. Bandet gik på til tiden og de virkede også klar og opsat på en god fest. Måske havde et par stykker af bandets medlemmer fået lidt våde varer indenbords inden koncerten, men stemningen var i top. Bandet leverede en helt ok koncert og de sluttede af med ovennævnte "Hestevisen". Under den sang valgte forsanger Johan Olsen at stagedive/crowdsurfe, hvilket måske skyldes den gode stemning der var i salen. Og netop det fangede jeg på video, da jeg optog hele sangen. Den kan ses i videoklippet herunder.
Næste morgen havde jeg måske en anelse tømmermænd, men de var stort set forsvundet efter en god morgenmad i skibet buffet restaurant. Så da vi skulle bruge en halv dag i Oslo centrum, var jeg frisk nok igen.
Alt i alt var den en super oplevelse. Både med turen i sig selv, men i særdeleshed at man fik lov til at opleve en koncert på den måde. Og så er det en "mærkelig" fornemmelse, at gå rundt blandt børnefamilier, nyforelskede par og forretningsfolk og tænke, hvem skal mon også til den koncert. Nogle kunne man dog godt spotte blandt folk. Efterfølgende har vi været på endnu et Rock Cruise, hvor det var Dizzy Mizz Lizzy der spillede selv samme sted og hvor Tim Christensen spillede solo koncert på vejen hjem fra Oslo. Men den historie kan jeg fortælle om en anden god gang.
I dagens rock minde skal vi en tur til Tyskland, nærmere betegnet Stuttgart og Hechingen. Og vi skal tilbage til marts 2014. Dengang havde Oliver Weers inviteret mig med til album release koncert med bandet Miracle Master, som han var forsanger i. Men lad mig starte historien med, hvorfor jeg blev inviteret med.
Jeg har kendt Oliver Weers siden han udgav sit første solo album "Get Ready" i 2008. Jeg havde set ham i Tv programmet X-factor, hvor han bl.a. optrådte med Queen sangen "The Show Must Go On". Jeg var ret imponeret over hans stemme og tog derfor kontakt til ham for at høre om han ville lave et interview til Calles Rock Corner. Det ville han godt og siden da har vi snakket on-and-off og holdt kontakten ved lige. Men efter hans andet solo album "Evil's Back" i 2011 fik han lyst til at være del af et band igen og han sagde til mig, at jeg endelig måtte sige til hvis jeg hørte om et band der manglede en sanger. I samme periode lyttede jeg også meget til et tysk band der hed Pump. Og en dag så jeg på facebook, at de søgte efter ny sanger. Og da musikstilen passede godt til Oliver fortalte jeg ham om bandet. Samtidig fortalte jeg bandet at jeg kendte den rette sanger til dem og at han faktisk var tysker, men boede i Danmark. Og det hele endte så med, at Oliver blev bandets sanger og de skiftede samtidig navn til Miracle Master. Bandets debut album, og desværre det eneste album, udkom i marts 2014. Og i den forbindelse skulle bandet spille releasekoncert i Tyskland på et sted der hed Rock Cafe Kiss, som ligger i Hechingen, som er en tysk by der ligger mellem Stuttgart og grænsen til Schweiz. Et par dage før Oliver skulle afsted spurgte han om jeg ville med derned. Jeg skulle bare selv betale for flybilletten, så skulle han og bandet nok sørge for resten.
Så den 14. marts 2014 hoppede vi på et fly i Københavns lufthavn, efter først at have drukket et par øl og en stor cognac i en lounge i lufthavnen. På vej derned skulle vi mellemlandede i Zurich. På den første del af turen sad vi hver for sig, da vores billetter ikke var købt sammen, men på fly nr 2 fik vi plads ved siden af hinanden (se billede nederst). Vi købte et par øl og cola. Det blev drukket sammen med en lille flaske rom, som Oliver havde købt i lufthavnen. Så da vi landede i Stuttgart, hvor vi skulle hentes af bandets ene guitarist Marcel Bernhardt, var vi i god stemning.
Vi skulle overnatte hjemme hos Marcel, som boede hos sin mor i et stort tre etagers hus, hvor han havde sin mancave i kælderen. Dernede havde han sat øl på køl og de blev drukket mens vi hørte en masse god musik. Næste morgen skulle vi rimelig tidligt op, da vi skulle afsted til spillestedet, som lå i Hechingen. Det er en by der ligger ca. en times kørsel fra Stuttgart. De andre fire bandmedlemmer havde deres koner og kærester med, så vi kørte i flere biler. De øvrige medlemmer, udover Oliver og Marcel, var Aki Reissman (guitar), Michael Vetter (bas) og Andy Minich (trommer) Jeg hilste på dem alle sammen da vi nåede frem til Rock Cafe Kiss. De fortalte at de var enormt glade for, at jeg havde sat dem i kontakt med Oliver.
I løbet af dagen blev der lavet lydprøve og hygget med kolde øl (mest for mit vedkommende, da bandet tog den med ro, fordi de skulle spille om aftenen) og lidt mad. Jeg fik snakket lidt mere med de forskellige bandmedlemmer og deres kærester og koner og alle var super søde. Bandet havde ikke fået lavet så meget merch endnu, men havde dog t-shirt og CD'er til salg. Og så havde de fået lavet en hættetrøje til hvert bandmedlem (se billede længere nede).
Efter en lang dag blev det tid til, at bandet skulle spille og stedet var fyldt rimelig godt op. De gav den max gas og leverede en rigtig god omgang hard rock. Under koncerten, inden de spillede sangen "Come Alive", ville Oliver præsentere mig og sige tak fordi jeg havde bragt dem sammen. Jeg ville dog ikke op på scenen, men man kan se en video af det til nederst i denne historie.
Efter koncerten blev bandet fejret med speciallavet kage, som havde et billede af deres cover, specielt designede øl, som også havde coveret på etiketten. Og festen fortsatte til kl 3-4 stykker om natten. Bandet (inkl. koner og kærester) og jeg skulle overnatte på et hotel der lå tæt på spillestedet.
Næste morgen ved morgenbordet var der flere der havde tømmermænd, mig selv heriblandt. Men vi skulle tidligt op, da vi skulle hen til spillestedet og pakke ned inden turen gik tilbage til Stuttgart. Her tog jeg et billede af bandet plus "påhæng", som jeg ville have som et minde for min tur. Det billede kan ligeledes ses længere nede. Oliver og jeg blev sat af i lufthavnen på vejen og så gik turen ellers med fly direkte hjem til København.
Desværre nåede bandet som sagt kun at lave et album og spille nogle koncerter i Tyskland og Schweiz. Men for Oliver blev afstanden for lang, når bandet ikke fik flere shows i træk og kun enkelte hist og her. Jeg tror ikke det havde noget med sammenholdet i bandet at gøre. Det virkede som om de "klikkede" godt med hinanden alle sammen. Det var i hvert fald den fornemmelse jeg fik henover de tre dage sammen med dem.
Det var en super fed tur og en oplevelse jeg ikke kommer til at glemme. Søde mennesker, hyggeligt selskab og god musik. Og hvis ikke du har hørt bandets album "Tattooed Woman", så synes jeg du skal tjekke det ud.
Nogen gange møder man bands og musikere ved et tilfælde og andre gange kan man betale for en Meet and Greet i forbindelse med et bands koncert. Jeg har aldrig selv købt en Meet and Greet, da jeg synes det har virket lidt dyrt og jeg ikke helt var klar over hvad man fik for pengene. Og det er sikkert også forskelligt, hvad man får, afhængigt af bandet. Men tilbage i november 2010 var jeg så heldig, at vinde en Meet and Greet med Disturbed.
Disturbed skulle spille koncert i KB-Hallen den 20. november 2010 og med som opvarmning var Papa Roach og Halestorm. Jeg fik besked på, at møde ved indgangen en halv time før dørene blev åbnet og så ville jeg bliver ført backstage. Med mig var min kæreste (nu kone). Der var også mødt 6-8 andre fans op, som også skulle til Meet and Greet. Om de havde købt eller vundet ved jeg ikke.
Vi gik i samlet flok gennem den tomme sal og blev ført til et lokale backstage, hvor vi skulle møde bandet. På vejen derhen kom vi igennem det område hvor musikerne skulle spise og ved det ene bord sad medlemmerne fra Papa Roach. Og på det tidspunkt var jeg større fan af dem end jeg var af Disturbed, så jeg havde stor lyst til at gå hen til dem og få autografer og billeder, men gjorde det ikke. Både fordi jeg var på vej til Meet and Greet og fordi de var igang med at spise.
Men vi ankom til det lokale hvor Meet and Greet skulle foregår. Her ventede vi ca. 10 minutter før bandet kom, hvilket ikke var lang tid. På skift fik man så "lov til" at hilse på dem og få taget et billede (som kan ses herunder). Jeg havde medbragt fire Calles Rock Corner t-shirt som jeg gav til bandet. Derudover havde jeg medbragt nogle CD'er med det danske band Phonomik, som Michael Hansen fra bandet havde givet mig og spurgt om jeg ville give til Disturbed. De tog imod "gaverne" og bandets sanger David Draiman spurgte indtil om det var mit eget band. Jeg fortalte ham, at en af mine venner spillede i bandet og at de bl.a. var inspireret af Disturbed. Om de nogensinde har brugt t-shirten eller hørt CD'en vides ikke. Måske render der nogle amerikanske roadies rundt i en Calles Rock Corner t-shirt og rocker igennem til Soul Creeper (titlen på Phonomiks album).
Hele mødet tog ca.10-15 minutter. Alle "gæsterne" fik taget billede med bandet og man fik udleveret et signeret foto af dem (se det længere oppe). Skal jeg være ærlig så ville jeg, i det her tilfælde, være ærgerlig over, hvis jeg havde betalt for en Meet and Greet. Men som sagt er det sikkert meget forskelligt hvad man får for sine penge. Og selvfølgelig var det da en sjov og spændende oplevelse at møde bandet og hilse på dem. Det er trods alt et rimelig stort band og jeg synes godt om deres musik. Jeg har alle deres studie udgivelser på enten CD eller vinyl.
Jeg har "kendt" Mike Tramp siden hans tid i White Lion, men i 2009 lærte jeg ham at kende privat. Det var da han gennem Søren Andersen (musiker/producer) spurgte om jeg ville lave hans hjemmeside. Men den historie vil jeg fortælle ved en anden lejlighed.
Men tilbage i oktober 2012 inviterede Mike mig med til Rockmässan i Malmö, hvor han skulle over for at deltage i en Q&A, skrive autografer og spille nogle numre akustisk. Det var et to dages event og med på turen var også hans merch-guy og gode ven Henning. Jeg blev samlet op inde ved hovedbanegården og så kørte vi ellers mod Sverige. Da vi kom til Malmö tjekkede vi ind på vores hotel, som lå tæt på det sted hvor messen foregik. Da vi havde smidt vores tasker på værelserne gik vi direkte hen til messen.
Selve messen bestod af an masse stande, hvor folk solgte CD'er, plader, t-shirt og andet merch og så var der flere udstillinger. Bl.a. en stor udstilling med Iron Maiden, som en dansker stod for. Han har verdens største Iron Maiden samling og noget af den udstillede han på messen.
Mike fik en stand, hvor han skulle stå og skrive autografer på fotos, som folk kunne købe, eller på deres medbragte plader og CD'er. Jeg gik lidt rundt på messen, både alene og sammen med Mike, når han holdt pause. På et tidspunkt trængte jeg til en kop kaffe og gik derfor "backstage", hvor jeg satte mig i en sofa med min kaffe. Efter lidt tid kom både Doro og Udo og satte sig ved samme bord som mig. De var på messen af samme grunde som Mike (de skulle dog ikke spille). De kendte mig selvfølgelig ikke, men vi begyndte at snakke. Jeg fortalte at jeg var med Mike Tramp på messen. Herefter snakkede vi om alt muligt mellem himmel og jord. De var begge to super søde mennesker og de var helt nede på jorden. Jeg havde lyttet en del til Accept (Udo) og Warlock (Doro), som de var sangere i op gennem 80'erne og var derfor fan af dem begge. Men fordi "rammerne" var som de var og begge to var meget snaksaglige, så føltes situationen og samtalen helt naturligt. Men det var ikke lige det jeg havde forventet, da jeg takkede ja til tilbuddet om at tage med til messen. Pludselig at sidde med en kop kaffe og "sludre" med to af Tysklands største stjerner indenfor heavy rock og metal.
I løbet af de næste to dage snakkede jeg lidt mere med dem begge to, da de havde stand ved siden af Mike, hvor de også skrev autografer til fans og besøgende på messen. Jeg fik selv taget billeder med dem, som kan ses herunder. Og selvfølgelig skulle jeg også have en autograf af dem begge, da jeg trods alt er fan :) Doro's autograf er på billedet øverst i dette rock minde og Udo's har jeg på et mindre billede. Et samtaleemne mellem Doro og jeg blev bl.a. Lemmy og Motörhead. Det var fordi vi på messens dag to, begge to havde samme Motörhead t-shirt på, som det måske kan anes på billedet herunder.
På messen var bl.a. også danske Jesper Binzer, som på det tidspunkt lige havde udgivet sin biografi "I Wont Cut My Hair". Den købte jeg og fik autograf i den. Andre deltager på messen var bl.a. de svenske bands Sister Sin, som boede på samme gang som os på hotellet, og Fatal Smile.
Men det var en sjov oplevelse, at komme med på den messe. Og ikke mindst mødet med Doro og Udo.
Årstal: 8. december 2007 Sted: Pumpehuset, København Hvad: Kronprins Frederik på scenen med Led Zeppelin Jam
Siden min først koncert i 1991 har jeg været til mange koncerter og festivaler. Nogle har været gode og andre har været dårlige. Nogle har været en stor skuffelse, mens andre har været en stor positiv overraskelse. Og så er der de koncerter, hvor der sker noget meget uventet. Og sidst nævnte skal dette minde handle om.
Den 8. december 2007 var jeg taget i Pumpehuset i København sammen med en ven og min kærestes storebror (nu svoger) for at se Led Zeppelin Jam. Det var min tredje koncert med dem og de plejede at levere varen til fulde. Men den her aften blev noget helt specielt. For hvad de ca. 500 fremmødte koncertgængere nok næppe havde forventet, var at Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik pludselig stod midt på scenen under koncerten.
Mange ved nok, at Kronprinsen godt kan lide musik og i særdeleshed rock. Derudover er Kronprinsen privat gode venner med bandets ene guitarist Henrik Tvede, og så har han været på besøg i radioen hos Alex Nyborg Madsen, som på det tidspunkt havde været sanger i Led Zeppelin Jam gennem flere år. Efterfølgende kom det frem, at det kun var de tre som vidste at Kronprinsen ville gå på scenen og fyre den af. Resten af bandet vidste det ikke engang. De havde dog til tidligere koncerter mødt ham backstage, så denne dag var ikke anderledes end "normalt". Min ven havde faktisk været backstage året før i Pumpehuset, da Led Zeppelin Jam spillede der. Det var fordi han på det tidspunkt, gik til guitarundervisning hos bandets anden guitarist Ivan Horn. Ivan døde desværre den 8. juni 2017 kun 67 år gammel.
Men tilbage til selve koncerten. Da bandet var godt i gang med deres set og skulle til at spille sangen "When The Levee Breaks" kom Kronprinsen på scenen med en mundharmonika i hånden. Og så fyrede han den ellers af og gav tilmed en rigtig god solo. Folk i salen fandt hurtigt deres kameraer frem (inklusiv mig selv) og så blev der ellers knipset løs. Herunder kan I se et par af mine billeder fra koncerten. Billedkvaliteten er dog ikke den bedste, da man ikke havde samme type smartphones, som dem der findes i dag.
Ovennævnte er bare en af de gode grunde til, at man skal gå ud og opleve musikken live. Fordi der pludselig kan ske noget totalt uventet. Det her var i hvert fald en stor oplevelse for mig, og sikkert også for de andre der var tilstede til denne koncert.
Årstal: April 2000 Sted: Guf - Nørrebrogade, København Hvad: D-A-D album release
Jeg har været til flere album release events gennem tiden. De fleste har været release koncerter, hvor bandet har spillet live og efterfølgende har man kunne købe CD'en/LP'en. Eller det har været på en bar/cafe, hvor bandets album blev spillet over anlægget og man fik en snak med dem eller nogle af de andre gæster. Men dagens minde var for mig en førstegangs oplevelse.
Jeg havde læst/hørt at D-A-D ville komme til Guf på Nørrebrogade ved midnat og skriver autografer i forbindelse med udgivelsen af deres nye album "Everything Glows". Jeg aftalte med en ven, at vi skulle tage ind og købe albummet, så vi kunne få en autograf på coveret og samtidig få en oplevelse ud af det. Da vi kom derind var der allered en rimelig lagt kø ude foran butikken, så vi stillede os i køen og ventede sammen med alle de andre D-A-D fans. Da kl nærmede sig midnat kunne man pludselig høre noget musik, som grangiveligt lyd som D-A-D. Og op af gaden kom pludselig en lastbil kørende, som standsede foran butikken og bag på ladet stod Jesper, Jacob, Stig og Laust og fyrede den af. Alt trafikken på Nørrebrogade standsede og folk hang ud af deres vinduer, for at se hvad der skete. Desværre nåede de kun at spille 2-3 numre før politiet stoppede dem. Efterfølgende kom bandet ind i butikken og skrev autografer på CD'er, plakater m.m. Jeg købte selv to CD'er. Den ene til mig selv og den anden skulle bruges som en gave. Der fik jeg bandet til at skrive "Tillykke" på coveret.
Det var en fed oplevelse, som jeg er glad for at have som minde. Og selve albummet holder stadigvæk den dag i dag, synes jeg i hvert fald.
"Everything Glows" har solgt platin i Danmark og bandet vandt flere priser samme år. Bl.a. årets danske album og årets danske rock album og årets danske band og Jesper Binzer blev årets danske sanger. Albummet nåede førstepladsen på de danske hitlister og fik også høje placeringer i bl.a. Sverige og Finland.
Årstal: 1988 Sted: Allerød, Danmark Hvad: Første møde med hård rock og heavy
Man kan blive introduceret til ny musik på mange måder. Og så kan man blive introduceret til en helt ny musikgenre på mange måder. Min introduktion til hård rock og heavy startede med et kassettebånd.
Da jeg var 12-13 år gammel lyttede jeg ikke så meget til musik, men det jeg lyttede til var bl.a. Bruce Springsteen, Bryan Adams og min mors gamle Kim Larsen kassettebånd. Men det ændrede sig en dag da jeg var 13 år gammel, hvor jeg fandt et kassettebånd på en cykelsti, da jeg var på vej hjem for at besøge en kammerat. På det bånd stod der Scorpions. Jeg anede ikke hvem eller hvad Scorpions var, men jeg var nysgerrig og satte båndet i afspilleren da jeg kom hjem. Jeg kan huske, at den første sang jeg hørte var "Rock You Like A Hurricane" (det var åbenbart der båndet var blevet stoppet) og jeg blev nærmest blæst bagover. Det bånd blev spillet mange gange og jeg synes bedre og bedre om det. Det viste sig at være Scorpions live albummet "World Wide Live", som de havde udsendt i 1985.
Siden den dag er min interesse for hård rock og heavy kun blevet større og større. Jeg begyndte at lytte til andre bands som Guns 'n' Roses, Mötley Crüe, Bon Jovi og derefter Iron Maiden og Metallica, bare for at nævne nogle bands. De fleste bands lærte jeg at kende via diverse musikblade og Mtv's fede program Headbangers Ball. Programmet blev dog sendt meget sent, så jeg optog det altid på min VHS og så det så dagen efter, når jeg kom hjem fra skole. Da jeg blev lidt ældre så jeg det mens det blev vist.
"World Wide Live" blev samtidig min første CD, sammen med Skid Rows debut album. Jeg fik de to CD'er i fødselsdagsgave af min mor, sammen med et lille stereoanlæg, der også havde pladespiller på toppen. Jeg kan huske, at pladen stak ud af siderne, når man afspillede dem.
Her til sidst skal det lige nævnes, at jeg stadigvæk lytter til Bruce Springsteen og Bryan Adams og for den sags skyld også Kim Larsen. Og jeg lytter også til andet end hård rock og heavy og kan bl.a. rigtig godt lide blues og mange andre genre. Jeg holder mig dog fra rap, hip-hop og techno.
Siden jeg rigtig begyndte at lytte til rockmusik, har jeg altid synes det var interessant at møde musikere og snakke om deres musik. Og hvis jeg lige kunne få et billede sammen med dem, så var det også godt. Men jeg har altid lige "følt" situationen an, før jeg spurgte om et billede.
Efter jeg startede Calles Rock Corner tilbage i 2007, har jeg været så heldig at blive inviteret med til forskellige arrangementer, som f.eks. besøg i studiet, messer, koncerter og endagsture med et band, som skulle spille koncert et sted i Danmark. Men andre gange har jeg mødt en musiker helt tilfældigt. Og et af de møder skal dette minde handle om.
I 2008 var jeg på min første Sweden Rock Festival. En festival jeg rigtig gerne ville besøge, da de har MANGE bands, som spiller musik indenfor en genre jeg holder meget af. Dette år var nogle af hovednavnene Def Leppard, Poison, Judas Priest, Whitesnake og Disturbed. Men langt nede på plakaten stod også danske Volbeat. De havde på det her tidspunkt udgivet to albums og var til dels slået igennem i Danmark og flere steder i udlandet var der også opmærksomhed om bandet.
Volbeat skulle spille torsdag den 5. juni om eftermiddagen på en af de mindre scener. Trods det tidlige tidspunkt var der rigtig mange mennesker samlet foran scenen - sikkert flere end festivalen havde regnet med. Og Volbeat gav et brag af en koncert, hvor de spillede numre fra deres to albums "The Strength/The Sound/The Songs" og "Rock The Rebel/Metal The Devil", samt et par numre fra det kommende album "Guitar Gangsters & Cadillac Blood". Et album der først udkom senere på året og som blev bandets helt store gennembrud. (Du kan se setlisten fra koncerten længere nede).
Senere på dagen så jeg koncert med Disturbed. Og så opdager jeg, at Michael Poulsen fra Volbeat står lige ved siden af mig med en øl i hånden. Jeg beslutter mig for at gå hen og skåle og fortælle ham, at jeg syntes deres koncert tidligere på dagen havde været super fed og at jeg synes deres albums var rigtig gode. Han er flink og helt nede på jorden og virker ikke irriteret over, at jeg kommer hen og snakker med ham. Og han stiller glædeligt op til ovenstående billede. Det var en kort samtale, men fedt lige at hilse på ham.
Som de fleste nok ved, så er det kun gået en vej for Volbeat efterfølgende. Og den vej er opad. De har solgt millioner af albums og turneret i Europa og USA og spillet på store stadions og festivaler mange steder. I 2017 udsolgte bandet 47.000 billetter til Parken og var dermed det første danske band der headlinede derinde. Det var ikke sket siden Shu-bi-dua var hovednavn i den gamle Idrætspark i 1978. Og som nævnt tidligere, så stod Volbeat med små bogstaver på Sweden Rock plakaten i 2008. I år står de helt øverst og er hovednavn sammen med bl.a Guns 'n' Roses og In Flames.
Min første "rigtige" rock koncert var med Guns 'N' Roses i Forum i København, da de spillede der den 19. august 1991. Jeg var 16 år gammel og gik stadigvæk i folkeskole og var afsted med et par klassekammerater. Jeg havde glædet mig helt vildt til at se dem live. Både fordi deres debut album "Appetite For Destruction" er en super fedt album, men også fordi jeg havde set nogle liveoptagelser med dem på tv.
Desværre fik jeg ikke set bandet med deres oprindelig besætning, da trommeslager Steven Adler allerede var blevet smidt ud af bandet på det her tidspunkt. Men heldigvis nåede jeg at opleve Izzy Stadlin, inden han selv forlod bandet. Han spillede sin sidste koncert med Guns 'N' Roses ca. 14 dage efter på Wembley i London.
De spillede selvfølgelig alle de fede sange fra "Appetite For Destruction", men også flere sange fra de to "Use Your Illusion" plader, som først udkom en måned efter koncerten. Jeg havde dog hørt et par af de nye sange inden koncerten. Bl.a. "You Could Be Mine" og "Civil War", fordi de var udsendt på en single. Men også "Knockin On Heavens Door" og "November Rain". Dem havde jeg hørt på en skitur til Norge, hvor to af ski guiderne var rock fans og havde sangene i nogle bootleg versioner. Se hele setlisten herunder.
Et stort plus ved koncerten var også, at de havde taget Skid Row med som opvarmning. Og dem var jeg lige så vild med på det tidspunkt. Jeg synes deres debut album var super fedt og de spillede en del sange fra det album. Men også sange fra deres andet album "Slave To The Grind", som lige var udkommet inden koncerten. Se hele setlisten herunder.
