I studiet med L.A. Prostitutes
"Elsk mig ikke halvt, men elsk mig helt og elsk mig nøgen".
Af Calle: 11-04-2010
Først en kort historie om bandet L.A. Prostitutes. Bandet blev dannet i Århus i 2007 og består af brødrerne Morten (lead guitar) og Fussy (sang og rytme guitar) Korsholm samt Jack Andy (trommer) og Kim Mikkelmann (bas). Alle fire medlemmer har rock ’n’ roll blod løbende i deres årer og brænder alle for det de laver. De er inspireret af hard rock og punk fra 80’erne og 90’erne. Bandet elsker at spille live og har spillet i både Danmark, Europa og USA. Senest var bandet på en mini tour i Los Angeles og Las Vegas, hvor de spillede på de legendariske Whisky A Go Go og The Viper Room. Derudover spillede de, som det første danske band, på Wasted Space på Hard Rock Hotelet i Las Vegas. Bandet har tidligere udgivet en EP med navnet ”Get Drunk Or Try Dying” og de har netop været i studiet for at indspille fire nye sange. Det var her jeg fik lejlighed til at møde bandet, få en lille snak, se dem indspille og høre en smagsprøve på en af de nye sange.
Det er torsdag den 8. April og der er er forår i luften. Jeg begiver mig mod Medley Studiet på Vesterbro, hvor L.A. Prostitutes har inviteret mig ind til en lille snak om deres nye indspilninger. Deres tidligere EP er indspillet i selv samme studie med Søren Andersen som producer. Bandet var godt tilfredse med samarbejdet og har derfor valgt denne model igen. De har sat fire dage af til at indspille de fire nye sange.
Søren Andersen - Producer/musikker/sangskriver
Da jeg ankommer denne torsdag eftermiddag er bandet og Søren i gang med deres frokost, som består af sildemadder og VIP pilsner. De fortæller mig, at de allerede har indspillet de første tre sange og at det bliver bedre end de havde drømt om. Efter frokosten er det tid til en smøg for nogle af bandmedlemmerne, så jeg får en lille snak med Søren, som er glad for at arbejde med ”drengene” i L.A. Prostitutes. Han er også selv i gang med at lave sin første solo cd, som han forventer vil udkomme i løbet af efteråret 2010. Han siger (med et smil på læben) ”så længe der er nogen der gider betale for at bruge mig og mit studie, så har jeg ikke tid til at færdiggøre min egen plade”. Det virker som om, at der er et godt samarbejde mellem bandet og Søren og der bliver fyret jokes af i stride strømme. Umiddelbart lige inden jeg dukkede i op i studiet, har Morten fået sagt følgende motto ”Elsk mig ikke halvt, men elsk mig helt og elsk mig nøgen”. Det bliver der grinet en del af og Morten kommer til at høre meget for det i de par timer jeg er tilstede.
Fussy (sang & guitar) - Kim (bas) - Morten (lead guitar) - Jack (trommer)
Efter smøg pausen er det tid til at arbejde lidt igen. Jeg bliver budt på øl og kaffe og takker i første omgang ja til en kop kaffe. Mens de andre er ude og ryge fortæller Morten mig kort, at de overvejer at sætte de fire nye sange sammen med de tre fra ”Get Drunk Or Try Dying” og dermed udgive en ny CD med syv sange. Dertil vil de så lave et helt nyt cover og bruge helt nye band fotos. Han regner med at den nye CD vil blive udgivet i starten af efteråret 2010. De andre kommer tilbage og bandet tager et par øl med sig ind i studiet, hvor alt deres grej står klar til endnu en sang. Den sang de skal til at indspille hedder ”Dreaming Of You”. Der bliver snakket lidt med Søren om sangen og så går bandet i gang med selve indspilningen. Det viser sig at være en power ballade, som er en stil jeg ikke ar hørt bandet spille før. Det plejer at være ren rock ’n’ roll. Sangen minder mig lidt om Guns ’n’ Roses og jeg kan kun sige, at det lyder lovende. Efter en fire-fem takes kommer bandet ind til Søren, hvor der igen snakkes om sangen. Søren kommer med forslag til ændringer og bandet virker modtagelige overfor hans ideer. Efter en lille pause går ”drengene” igen ind i studiet og denne gang går jeg med for at tage et par billeder. Det er lidt mærkeligt, at rende rundt inde i studiet og man kun kan høre trommerne. Jeg får taget mine billeder og går tilbage til Søren, som fortæller mig, at det var det bedste take indtil videre. Bandet spiller et par takes mere og jeg kan høre de bliver mere og mere fortrolige med sangen. De kommer tilbage og der bliver hentet en flok VIP pilsnere mere. Igen snakkes der om sangen og alle mener nu, at den bare skal finpudses. Fussy siger, at han er klar til at indsynge vokal med det samme, men det sker ikke mens jeg er der. Der bliver hyggesnakket lidt mens vi drikker vores øl færdig. De fortæller mig bl.a. at Morten og Fussy bor i Århus, Jack I København og Kim i Svendborg. Det gør at bandet mødes i Århus ca. en weekend om måneden, hvor de øver og skriver nye sange. Jeg tænker at det må da være lidt besværligt, men alle er enige om at for dem er det en god måde at gøre det på, for så er man på når man mødes Og øvede de tre-fire gange om ugen, så ville det være nemmere at komme for sent eller melde afbud. Og det kan de jo have ret i.
L. A. Prostitutes og Søren Andersen
Det er tid til, at jeg skal videre med mine gøremål og jeg siger pænt tak for, at de gad invitere mig ind i studiet. De takker også mig og siger, at det var fedt jeg gad bruge min tid på at kigge forbi.
På vej videre fra studiet tænker jeg, at det lød meget lovende og jeg ser meget frem til at høre det færdige resultat. Både af ”Dreaming Of You”, men også de tre andre sange som bandet har indspillet i denne omgang. Sammenholdet i bandet virker rigtig godt og ”drengene” i L.A. Prostitutes er nogle flinke fyre. Og hvad mere er der at sige end ”Elsk mig ikke halvt, men elsk mig helt og elsk mig nøgen”. (Det sidste vil jeg dog lade min kæreste om).
Watch out...cause here come the Prostitutes!!!!!!!
MySpace: http://www.myspace.com/laprostitutes
Facebook: http://www.facebook.com/pages/LAP
Læs i øvrigt Calle's interview med Morten her (på englesk)