Anmeldelser 2009

 Plastic Tears – Nine Lives Never Dies 

Anmeldt af Calle: 10-12-2009 

Plastic Tears er et band fra Helsinki, Finland. De blev dannet i starten af 90’erne og har siden da haft udskiftninger i bandet. På Nive Lives Never Dies består bandet af Miqu December (sang), Eco Xtasy (trommer), Marc Sonic (guitar), Artzi Lips (guitar) og Hate Dynamite (bas). Denne konstalation af bandet har været sammen siden 2006. 

Hvis man skal dømme en cd ud fra coveret, så er det ikke svært at finde ud af hvilken genre Plastic Tears spiller på Nine Lives Never Dies. Ja det er rigtigt – de spiller glam, rock, pop punk og de gør det godt. Cd’en består af tretten sange, hvor inspirationen helt klart er hentet hos bands som Hanoi Rocks og New York Dolls. Min favorit sang på cd’en er “London Rain”, men også “Sweet Summer Suicide”, “Things That Are Bound To Die” og den powerfulde “Everybody’s Bitch But Mine” er rigtig gode og catchy sange. De mest punkede sange på Nine Lives Never Dies er “Subshocks” og “Tokyo Rock”. Afslutningsnummeret “Beat Me Blue” minder mig en del om No Doubts “Just A Girl”, så bandet bevæger sig også lidt ind i ska-genren. Men alt i alt er det en helt ok udgivelse og jeg kan varmt anbefale den til fans af især Hanoi Rocks og New York Dolls. 

Plastic Tears prøver at finde deres egen lyd, men det lykkes desværre ikke helt. Men bandet virker velspillet og produktionen er også god. Cd’en er indspillet og mixet af  Mikko Herranen og masteret af Svante Forsbäck og den er udgivet på Propaganda Records. 

Bandets debut cd “Stranded In Rock ‘n’ Roll” udkom i 2000 og Nine Lives Never Dies er kun bandets anden cd. Så der har været lidt stille omkring bandet, men de er nu klar til at vise verden, at Finland er mere end varme saunaer, Lordi og Hanoi Rocks!!!! 

        (7½ ud af 10)

Lyt til Plastic Tears: http://www.myspace.com/plastictearsfi

_________________________________________________________________________

 Chainfist – Promo 2009 

Anmeldt af Calle: 10-12-2009 

Chainfist er et dansk metal band fra Slagelse/København/Kolding og består af Jackie Petersen (sang), Michael Kopietz (guitar), Jesper Heidelbach (trommer), Tim Madsen (guitar) og Braca Pedersen (bas). Nogle af disse fyre har tidligere været medlem af bl.a. Infernal Death, Epicenter, Panzerchrist og Frozen Sun. Så der er dømt metal!!!! 

Promo 2009 består af tre sange, som er de første med Jackie på vokal. Og lad mig sige det med det samme, han er en super sanger. Hans stemme variere fedt og den spænder vidt. Musikkerne er meget kompetente inden for hver deres område og lyden på denne promo er rigtig god. Åbningsnummeret “Free Me” har et Motörhead-lignende indledningsriff, men resten af sangen er lidt hårdere end Lemmy og drengene. “Have You Ever” kan godt minde lidt om Drowning Pool og er min favorit sang på cd’en. Sidste sang “Evolution” lægger sig lidt op af Metallica, med fede riffs og en tung rytme. De tre sange er alle gode, men har måske tendens til at lyde lidt ens. Det er dog nogle gode melodier, fede riffs og en tons tung rytme bandet lægger for dagen. Jeg ser meget frem til en fuld længde cd fra det her danske metal band. 

Udover de nævnte bands, så minder Chainfist mig om bl.a. Five Finger Death Punch, Disturbed og det gamle Staind. Så er du til bare et af disse bands, så vil jeg anbefale at du tjekker Chainfist ud. De er osgå et super fedt live band. 

        (8 ud af 10)

Lyt til Chainfist: http://www.myspace.com/chainfist

_________________________________________________________________________

 1st Liberation – I Got The Right To Lose My Mind 

Anmeldt af Calle: 10-12-2009 

1st Liberation er endnu et band fra  Luleå i Sverige. De spiller en blanding af rock, heavy, blues og til dels soul. Bandet består af Degen (bas og sang), Erik (guitar), Andre (trommer) og Jocke (guitar). 

I Got The Right To Lose My Mind bestod i første omgang af tre sange, men på det eksemplar jeg fik tilsendt er der hele otte sange på. Som sagt er det en god blanding af genre bandet begiver sig ud i og jeg finder det lidt svært at se hvor bandet vil hen. Nogle sange minder om Motörhead som f.eks. titelsangen “I Got The Right To Lose My Mind” og “Black Death”, mens andre sange lyder mere som The Solution eller The Hellacopter. Dette kan bl.a. høres i åbningnummeret “Whole Lotta Trouble”. Der er også en del forskel på kvaliteten af sangen, når man ser på den lydmæssige side. I sange som “Son Of An Angel” og førnævnte “Black Death” er lyden lidt svag i forhold til flere af de andre sange. Mine personlige favoritter på I Got The Right To Lose My Mind er “ Rock ‘n’ Roll”, “It’s So Easy” og den mere bluesrock/Led Zeppelin-inspirede sang “Heart Of Stone”. Bandet viser med en god energi i deres musik, men de bør spore sig mere ind på en genre i stedet for at skyde med spredhavl. 

Pladen er indspillet, mixet og Masteret af Göran Norman. Han har tidligere arbejdet med bands som Fireside, Salt og The Bear Quartet. 

Dette er ikke en cd jeg vil sætte på anlægget ofte, men er du til beskidt rock ‘n’ roll med en god energi, så er 1st Liberation lige noget for dig. Du kan downloade flere af sangene på bandets hjemmeside her. 

      (6 ud af 10)

Lyt til1st Liberation: http://www.myspace.com/1stliberation

________________________________________________________________________

 Spheric Universe Experience - Unreal 

Anmeldt af René 19-11-2009 

Og her er vi så nået til, noget så eksotisk som en gruppe fra Frankrig. Spheric Universe Experience, har efterhånden nogle år på bagen, og har udgivet 2 albums ud over Unreal. Bandet spiller progressiv metal. Og har blandt andet, lyttet en del til Dream Theather, Symphony X, Pagans Mind, og ligeledes også Nevermore. Nu har jeg lyttet, Unreal igennem nogle gange, og har således fået mit eget indtryk af bandet. 

Og jeg må desværre sige, at jeg sidder med en noget trist fornemmelse. Det kan næsten sammenlignes med, at have høje forventninger til en film. Og når så filmen er slut, så tænker man: Var det virkelig det!?? Sådan har jeg det, med Unreal. Og det er der flere grunde til! En af dem er, at som jeg skrev før, så har de lyttet til andre bands. Og sådan skal det være. Men der er forskel på at lytte, også til at skamløst at stjæle fra de pågældende grupper! 

Og det gør Spheric Universe Experience, i stor stil. Dog skal det siges, at det nok efterhånden, er svært at finde på noget nyt. Men det her, er dæleme lige åbenlyst nok! Og fra første nummer ”White Willow”, hører man hvordan de tyvstjæler fra Dream Theather. Og de andre bands, jeg nævnte før, går desværre heller ikke ram forbi. En anden ting er, bandets tekniske kunnen. Eller forsanger Frank Garcias vokale færdigheder! For han synger i det samme tonleje, på alle cdens 9 numre. Og det bliver altså træls, at høre på i længden! At han så også synger med, en gennemtrængende fransk accent, det er hvad det er. Klaus Meine fra Scorpions, synger også med meget accent. Dog gør han det, uden man lægger så meget mærke til det, da han faktisk kan synge! De andre medlemmer i Spheric Universe Experience, kan jeg dog ikke sætte en finger på, da de kan deres kram. Og derfor er det også ærgeligt, at Frank ikke holder samme standard.  

Jeg kunne også godt, have tænkt mig en bedre produktion! Der mangler tydeligt, tyngde i guitarlyden. Og jeg så gerne, at der var mere bund i trommelyden. Og en god produktion, er virkelig alfa og omega når man snakker om progressiv rock og metal! Da musikken er meget teknisk, og for at kunne høre alt hvad der forgår, så skal det lydmæssige være i top. Hvis bandet skal sælge flere cdere, og i det hele taget blive mere kendte, så skulle de få forsangeren til at tage noget sangundervisning, eller søge efter en mere kompetent erstatning. Også på næste udgivelse, få en bedre producer til at lave lyd. Ligeledes skulle bandet, prøve at skabe deres egen stil. For de når nok ikke langt, hvis de fortsætter med at kopiere fra andre kendte og etablerede bands. For jeg tror at hvis Spheric Universe Experience, forsætter på samme vis, så har jeg min tvivl om deres fremtidige eksistens. 

Unreal er udkommet på pladeselskabet Sensory Records via Intromental. 

       (6½ udaf 10)

 MamaKin - In The City

In The City består af 10 sange, hvor inspirationen er hentet hos bands som f.eks. KISS, Aerosmith, Def Leppard og Ratt. Især KISS har været en STOR inspiration. Sange som ”Badge And A Gun” og ”Too Much” kunne nemt have fundet plads på en KISS udgivelse (hvis de var skrevet af Stanley eller Simmons). Mine favoritter på cd’en er ”titelnummeret ”In The City”, ”Higher & Higher” og første singlen ”Superman”. Bandet sparer heller ikke på rock ’n’ roll klicheerne i deres tekster og det kan bl.a. høres i ”Champagne & Rock ’n’ Roll” og ”Fortune & Fame”. Jeg finder ikke nogen decideret dårlige sange på In The City, men jeg savner lidt en rigtig ballade.

Som sagt har KISS ikke levet forgæves. Selv Ward’s stemme minder om Paul Stanley’s. Efter min mening er MamaKin et band der er værd at holde et godt øje til. De virker sammenspillet og de har efter min mening udviklet sig en del. Samtidig virker det som om de brænder for det de laver. Pladen er rigtig godt produceret og det har Rikard Löfgren stået for. Han har tidligere arbejdet med bl.a. Deathstars og Hellfueled.

MamaKin er efter min mening et af de bedste nyere rock bands, som er poppet op på den svenske scene. I modsæting til flere andre svenske bands i denne genre, så virker det på mig, som om bandet går mere op i musikken end deres look (de har dog fået sminke på på cd-coveret).

In The City blev udgivet via Leon Music den 23. oktober 2010.

         (8½ udaf 10)

 Cowboy Prostitutes – Let Me Have Your Heart

Anmeldt af Calle: 19-11-2009

For lidt over et år siden anmeldte jeg Cowboy Prostitutes debut cd ”Swingin’ At The Fences” og den gav jeg rigtig god kritik. Derfor var jeg meget spændt på deres nye cd Let Me Have Your Heart. Der har været et par udskiftninger i bandet siden sidst. Ud er røget Per Widell (trommer) og Simon Solomon (guitar) og ind er kommet Jonas Lewén (trommer) og LAO (guitar). Men bandet spiller stadigvæk dirty og sleazy ”cock” rock ’n’ roll af den bedste skuffe.

Men Let Me Have Your Heart lever efter min mening, desværre ikke helt op til bandets forrige plade. Cowboy Prostitutes spiller stadigvæk med en god energi, men sangene bider ikke lige så godt fast på mig, som de gjorde på Swingin At The Fences. Åbningsnummeret og første singlen ”Outrageous” giver dog denne cd fuld power på fra første strofe og hører til blandt mine favoritter. Udover denne sang, så vil jeg også fremhæve ”Make Things Right”, ”What Shall I Do”, det mere downtempo nummer ”If The Sky” og afslutningsnummeret ”Finale”.

Som jeg også nævnte i min anmeldelse af bandets forrige cd, så behøver man ikke højt hår og sminke for at kunne spille en god omgang beskidt sleaze rock. Dette er Cowboy Prostitutes et rigtig godt bevis på. Jeg gad godt at opleve dette band live og forhåbentlig sker det en dag. Selvom Let Me Have Your Heart mangler lidt for at ramme samme højder som Swingin’ At The Fences, så vil jeg stadigvæk anbefale enhver fan af dirty/sleazy rock at købe cd’en. Som bandet selv siger: This is the middle finger in the face of a rock world that has become too scared to tell it as it is. This album will make you leave your heart to this band!!! De har ihvertfald vundet mit hjerte.

        (8 udaf 10)

 Peep Show - Out For Blood

Anmeldt af Nicki Trigger: 11-11-2009

Da Peep Shows album Out For Blood landede på mit skrivebord kunne jeg straks genkende både navn og cover fra et profilbesøg på Myspace, og jeg havde med det samme en forventning om, at dette ville vise sig, at være en rigtig god cd.

Peep Show ”lukker ballet” med nummeret "Cat Boy", som er mit absolutte favoritnummer på Out For Blood, og jeg vil varmt anbefale CD'en næsten alene baseret på dén ene sang, da den har masser af drive og minder mig om når jeg lytter til f.eks. Faster Pussycat!

På trods af at frontmand Johnny Gun på intet tidpunkt formår at imponere mig synderligt med sin vokal har Peep Show lavet og leveret en habil skive sleaze, som jeg synes rockelskere skal sætte på, hvis de vil fyre op under en fest og hvis de i hele taget elsker moderne sleaze/glam rock.  

       (7 udaf 10)

Lyt til Peep Show: http://www.myspace.com/peepshowonline

_____________________________________________________________________

 Dennis Develil – Ten Years 

Anmeldst af Calle: 10-11-2009 

Dennis Develin har været en del af den danske rockscene en del år, bla. i bands som Starry Eyes, Sticky Sweet og Club Hell. Men Ten Years er en samling sange fra hans tre solo cd’er Pure Innocence (1999), Vengeance Is Mine (2002) og Love Is For The  Other Guys. 

Ten Years indeholder sange der bevæger sig indover flere forskellige genre. Der er alt fra party 80’er rock i bedste KISS stil i “Ladies Of The Eighties” over til den mere rendyrkede hard rock i bl.a “Here It Comes”. Der er en fed metal lyd i de nyere sange som “Birds Of Prey” og “Heart Of Darkness” og derudover findes også et par ballader på cd’en i form af “Give Yourself Away” og “You Can’t Deny”. Altså er der tale om en god blanding sange, hvilket jeg personligt synes er ret godt. Man kan dog godt høre, at de sange fra Pure Innocence, har en lidt dårligere lyd end de nyere sange. Dette kan godt kan virke lidt irriterende, når sangene kommer indimellem de andre sange. Efter min mening kunne dette være undgået hvis man havde valgt at sætte sangene i kronologisk rækkefølge. 

Der er brugt en del forskellige musikkere på Ten Years (i kraft af at sangene er fra tre forskellige cd’er), men en person der går igen på mange af sangene er guitaristen og med sangskriver Jonas Roxx. De to herrer har kendt hinanden længe og var begge en del af Sticky Sweet og Club Hell. Roxx spiller godt og man kan tydeligt høre hans inspiration fra bl.a. Zakk Wylde. Develin’s stemme er blevet bedre med årerne, men jeg synes stadigvæk den mangler lidt. Derimod spiller han en rigtig god bas 

Tommy Hansen fra Jailhouse Studio har stået for mixnigen af en del af sangene og Jonas Roxx har remasteret sangene i hans Soundbox Studio. Hvis man lige ser bort fra “Your Stuff’s Too Good”, “Cynthia” og “I Live My Life”, som er produceret og mixet af Develin selv i samarbejde med Morten Bue, så er der en rigtig god lyd på Ten Years. 

Dennis Develin kan opleves live med det netop gendannede Club Hell, når de giver koncert på The Rock som opvarmning for Star*Rats og Steelsnake den 13. november.

        (7½ udaf 10)

Lyt til Dennis Develin: http://www.myspace.com/dennisdevelin

_____________________________________________________________________ 

 Karma Cowboys - Shake It!

Shake It! Er bandets debut cd og består af 12 energiske rocksange i bedste Led Zeppelin og AC/DC stil. Som der står på det lille sticker på coveret: ”AC/DC meets Led Zeppelin with a Scandinavian flavour”. Dette er en meget god betegnelse af Karma Cowboy’s musik. Der er fede guitar-riff, gode melodier og musikken svinger rigtig godt. De sange der rocker bedst i mine ører er ”Bad TV”, ”Slammed Out”, ”Crazy Woman”, ”Keen On Gasoline” og oven i det kommer den mere stille sang ”Wishing Well”.

Da jeg fik sendt denne cd kendte jeg kun bandet af navn, men jeg blev meget positivt overrasket, da jeg satte cd’en på anlægget. Der er en virkelig god energi i sangene, men hvis jeg skal være lidt negativ også, så kan sangene godt blive lidt for ensformige i længden.   

Udover de sædvanlige instrumenter (guitar, bas og trommer), så gør bandet også brug af harmonika, tomme flasker, bagsiden af et skab og tre plastikposer!!! Dette gør kun musikken endnu mere interessant og beviser igen, at bandet gør tingene på deres egen måde.

Shake It! Udkommer via Target Records den 9. novmeber og jeg kan godt anbefale cd’en til folk der elsker rendyrket riff-orienteret rock med attitude!!

        (8 udaf 10)

Lyt til Karma Cowboys: http://www.myspace.com/karmacowboys

 Justin Zane – No Surrender EP 

Anmeldt af Calle: 27-10-2009 

Justin Zane er et ungt band fra Göteborg, Sverige og består af Jezze Jones (sang og Guitar), Johnny Grand (guitar). Jamey Cruz (bass) og Nikki Eden (trommer). Bandet blev dannet af de to gamle skolekammerater Cruz og Grand og blev først “helt” inden indspilningen af denne EP. 

No Surrender består af tre sange, som er en god blanding af heavy rock og sleazy rock ‘n’ roll. Som bandet selv kalder det på deres MySpace side Sleazecore!! Første sang “No Surrender” er klart den hårdeste af de tre sange. Den har et rigtig godt og hurtigt riff og kører bare derudaf. Næste sang er “The Curse”, som har et Creed lignende indledningsriff går derefter over i en mere Skid Row hard rock stil. Det er efter min mening det bedste nummer på No Surrender. EP’en afsluttes med “A Sudden Death”, som igen minder mig lidt om Skid Row. Alt i alt er det tre gode sange, som Justin Zane har fået indspillet. 

No Surrender er optaget i Grand Recordings i Göteborg med Sven Jensen som producer. Han har tidligere arbejdet med bl.a. Sister Sin og M.A.N. Han har gjort et godt stykke arbejde, når man tænker på hvad bandet tidligere havde liggende på deres MySpace side. Lyden på disse tre sange er blevet meget bedre og så skal det nævnes at sanger Jezze har en super god stemme. Både bandet og Jezze lyder som om de har mange års erfaring i bagagen. 

No Surrender og Justin Zane er for fans af bl.a. førnævnte Skid Row, men også bands som Hardcore Superstar, Crazy Lixx og Avenged Sevenfold. Det bliver spændende at se hvad Justin Zane kan drive det til. Jeg spår dem en god fremtid!!

Det er altid svært at vurdere et band på en EP med tre sange, men som sagt har jeg hørt nogle tidligere sange på MySpace og jeg kan kun sige, at bandet er nået et godt stykke siden de sange. Du kan lytte til alle tre sange på bandets MySpace side og købe sange via iTunes. 

        (7½ udaf 10)

Lyt til Justin Zane: http://www.myspace.com/justinzaneofficial

_____________________________________________________________________

 Mustasch – Mustasch 

Anmeldt af Calle: 27-10-2009 

Mustasch består af Ralf Gyllenhammar (sang og guitar), Stam Johansson (bass), David Johaanesson (guitar) og Danne McKenzie (trommer). De sidste to er nye i bandet og har afløst de opringelige medlemmer Hannes Hansson og Mats Hansson. 

Mustasch er bandets femte studie album og blev udgivet i Danmark den 5. oktober via Target Distribution. Pladen af tolv sange og indledes med “Tritonus”, som er en instrumental prelude. Herefter følger “Heresy Blasphemy” som har et Rammstein lignende riff. Et virkelig tungt nummer, som hører til blandt mine favoritter. Næste sang er “Mine”, som bandet har valgt som første single til pladen. En helt udemærket sang med et godt omkvæd. “Damn It’s Dark” er næste sang på cd’en og den har et omkvæd der minder mig lidt om Therapy? De to næste sange “The Man The Myth The Wreck” og “The Audience Is Listening” er begge fede heavy sange med gode melodier. I den næste sang “Desolate” får Mustasch blandet lidt svensk folkemusik ind i deres ellers hårde musik. Den efterfølges af “Deep In The Woods”, som er en ok sang, men ikke rigtig bider sig ordentlig fast hos mig. I næste sang “I’m Frustrated” sætter bandet tempoet en hel del ned og de gør samtidg brug af et 18 mands stort stygerorkester fra The Gothenburg Ensemple. Et rigtig godt afbræk i de ellers meget tunge sange. I de to næste sange “Lonely” og “Blackout Blues” er vi tilbage i de heavy rytmer. Mustasch aflsuttes med “Tritonus”, som  er et godt stykke musikalsk arbejde. Sangen bevæger sig henover Pink Floyd og Black Sabbath med spoken word tekst indover. En helt udemærket afslutning på denne cd. 

Mustasch formår at blande gamle Black Sabbath lignende riff’s med en nyere sound, hvilket gør deres musik meget interessant. Der er samtidig en god blanding af stilarter i bandets sange i form af virkelig heavy riffs og de mere stille momenter med strygere, som i f.eks. “I’m Frustrated”. Mustasch er produceret af Tobias Lindell, som tidligere har arbejdet sammen med bl.a. Europe. 

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke havde hørt så meget Mustasch inden jeg fik denne cd tilsendt. Men har efterfølgende købt et par af de forrige cd’er og jeg mener den nye cd er på højde med “The Latest Version Of The Truth”, hvis ikke lidt bedre. Mustasch har en hårdere, hurtigere og mere tung lyd end de forrige cd’er. 

Hvis du ikke kender Mustasch i forvejen, så vil jeg anbefale at du starter med at købe den nye cd og så køber bagkatloget bagefter (startende med “The Latest Version Of The Truth). Hvis du kan lide Black Sabbath, Metallica, Kyuss etc., så vil Mustasch også være noget for dig!! 

Bandet spiller tre koncerter i Danmark til december i henholdsvis Pumpehuset, København den 10, Voxhall, Århus den 11 og Studenterhuset, Aalborg den 12. Alle koncerter er med danske Karma Cowboys som opvarmningsband. 

Læs iøvrigt mit interview med Stam her. 

         (8½ udaf 10)

Lyt til Mustasch: http://www.myspace.com/mustasch

_____________________________________________________________________ 

 Haltefanden - Naar Man Taler Om Trolden

Haltefanden er et dansk band, der kommer fra København. De blev dannet i 2008. Og Naar Man taler Om Trolden, er en promocd. Hvis jeg skal beskrive musikken, så er det i bund og grund, en blanding af punk, hardcore, og en smule metal.

Nu skal jeg være ærlig og sige, at den slags musik, ikke er hverdagskost for mig! Men selvfølgelig skal det ikke hindre mig, i at give bandet en ordentlig og saglig anmeldelse. Som skrevet før, så er Haltefanden et ret nyt band. Og det kan desværre høres! For i bund og grund, er Naar Man Taler Om Trolden, ikke et ret gennemført produkt! For der er flere punkter, der ikke holder. Musikkerne spiller egentligt kompetent nok. Men der hvor det for alvor går galt, det er når sanger og guitarrist Jes Larsen, begynder at synge! For han bliver rigtig hurtig, træls at høre på. Jes synger i det samme toneleje HELE tiden. Også kan de syv numre, cden består af være en prøvelse at komme igennem. Og det er den! At han så også synger, med en tyk københavner accent, det er til at leve med. At gruppen så skriver, og ligeledes synger på dansk, er efter min mening et stort plus! Da det faktisk , får dem til at skille sig lidt ud fra mængden.

Musikken er meget simpel. Og det er den jo nok generelt, når man snakker om denne slags musik. Men selv om den består af få riffs, kunne man sgu godt være bedre til at blande dem! Det er de samme riffs bandet bruger hele tiden. Og hvis de var bare lidt mere fantasifulde, så kunne musikken være mere spændende at høre på.

Jeg tror helt ærligt, at bandet skulle have ventet et år eller to, på at udgive en cd! For på den tid, havde de fået opbygget en erfaring, der kunne have hjulpet dem i det lange løb. Og måske have fået en bedre og ikke mindst dygtigere forsanger! For før de gør det, spår jeg dem desværre ikke mange chancer. Og tvivler også på, at et pladeselskab, ville give dem en pladekontrakt.

Naar Man Taler Om Trolden er selvfinansieret.

  (2 ud af 10)

Lyt til Haltefanden: http://www.myspace.com/haltefanden

_____________________________________________________________________ 

 SuperCharger – Handgrenade Blues 

Anmeldt af Calle: 24-09-2009 

Handgrenade Blues er SuperCharger’s debutplade og jeg kan godt sige, at jeg har ventet længe på den her udgivelse. Både i kraft af bandets EP “Junkyard Spectacles” og deres suplime live optræden. Og lad mig sige det med det samme, jeg er bestemt ikke blevet skuffet. 

SuperCharger består af Mikkel (sang), Thomas B. (guitar), Thomas P (guitar), Benjamin (trommer) og Brian (bass). Bandet står selv for alt musikken samt teksterne til næsten alle sangene. Dog står Jesper Heinze som tekstforfatter på tre af sangene “By Gold”, “Dog Town” og “Scorched”. 

Handgrenade Blues består af elleve rock sange der sparker røv!! Åbningsnummeret er titelsangen “Handgrenade Blues”, som sætter godt gang i festen. Denne sang er blandt mine favoritter. Som sagt er der tale om hårdtslående rock fra start til slut og udover “Handgrenade Blues “, er de sange der især lyder godt i mine ører “If You Wanna Rock”, “Join In And Loose It”, “Hell Motel” og “Scorched”. Især “Hell Motel” får mig helt op og ringe. Det er et super fedt nummer, som også fungere rigtig godt live. Det mest down-tempo nummer på cd’en er “Borderline”, som i musikken minder mig lidt om D.A.D. Hvis jeg skal nævne et par sange, der ikke helt får mig op på dupperne, så er det “Gotta Get It” og “Shame Baby”. Stadigvæk gode rock sange, men ikke helt på højde med resten af cd’en. SuperCharger gør brug af mundharmonika i bl.a. “If You Wanna Rock” og “By Gold”, hvilket jeg synes passer godt til sangene. Det giver lige sangene et ekstra pift. Derudover gør de også brug af tambourine, hammondorgel og klaver. Disse instrumenter spilles af Lars Anders Rygaard og Tue Madsen. Som gæstesanger på cd’en medvirker RubiesQueen fra det danske band Rebound Rubies. Hun synger bl.a. på “Hell Motel” og “Dog Town”. 

Handgrenade Blues er velspillet og godt produceret. Tue Madsen fra Antfarm Studio har stået for indspilning og produktion, mens Jan Eliasson fra AudioPlanet har masteret pladen. Begge herre er godst kendte inden for rock og heavy verdenen, hvor Tue Madsen bl.a. har arbedjet sammen med The Haunted, Mnemic og HateSphere og Jan Elisson har bl.a. arbejdet sammen med Skagarack, Mind Funk og Royal Hunt. 

Bandet er et rigtig godt live band, som fyrer den maks af på scenen. Personligt har jeg set dem et par gange og den får ikke for lidt, når deres musik skal ud over scenekanten. De gør brug af både pyro og go-go dansere. SuperCharger har spillet en del koncerter i Danmark og udlandet, hvor de bl.a. har spillet opvarmning for bl.a D.A.D, Mustasch og Raunchy. 

         (8½ udaf 10)

Lyt til SuperCharger: http://www.myspace.com/wearesupercharger

_____________________________________________________________________

 Star*Rats – Screw The Consequences

Screw The Consequences er tredje cd fra dansk/svenske Star*Rats, men det er første album med Mr. Whattafuck (Magnus) som sanger. Udover ham består bandet af Post på guitar, Braun på trommer og Kass på bas.

Pladen består af 14 skæringer, som er en god blanding af sleaze, punk, metal, ”nu-rock” og energisk hard-hitting rock’n’roll. Der lægges ud med fuld hammer i åbningsnummeret ”Who Cares?”, som efterfølges af to virkelig hard’n’heavy sange ”I Could Die Here” og ”Loosin’ It”. Herefter følger det mere down-tempo nummer ”As I Stay”. Denne sang hører til blandt mine personlige favoritter. Næste sang er ”Get Nasty”, som ikke bider sig rigtig fast på mig. Det gør næste sang ”Raise Your hands To Rock” derimod. Det er en rigtig party rock sang og kunne efter min mening være et rigtig Star*Rats rock-anthem. Blandt de tre næste sange er der to Zakk Wylde/Ozzy inspirede sange ”Fakin’ An Inside” og ”Brand New Soul”. Især ”Fakin’ An Inside” har en tung grundrytme i stil med Black Label Society. Imellem disse to sange ligger en anden af mine favoritter ”Psycho You”. Det er et hurtigt nummer og det får virkelig mig til at headbange og rocke med. De to næste sange er efter min mening også blandt de bedste sange på Screw The Consequences. Den første er den Mötley Crüe inspirede ”Another Tragedy” og den næste er det mere down-tempo nummer ”Lands End”. På sidst nævnte medvirker danske Celina Ree i en duet med Magnus og det fungere rigtig godt. Den er både måden sangen er bygget op på og samtidig synes jeg deres stemmer ligger godt sammen. ”Mr. Whattafuck” er næste sang på cd’en og det er en ok sang, men bider sig ikke rigtig fast hos mig. Næst sidste sang er en cover verison af Bon Jovi’s ”I’ll Be There For You”. Dog er det en noget anderledes version end den oprindelige, da denne version er meget mere heavy/punket. Jeg er Bon Jovi fan og kan nu bedst lide den oprindelige version. Det skal dog lige nævnes at snagen fungere rigtig godt live og den får ofte alle folk i salen med. Sidste sang på Screw The Consequences er ”Boozehound” som er en sleazy sang med en fedt drive. En rigtig god afslutter!!

Alt i alt er Screw The Consequences en god skive og jeg kan godt anbefale den. Især hvis du er fan af bands som Velvet Revolver, Mötley Crüe, Backyard babies, Black Label Society og Buckcherry.

Screw The Consequences er produceret af bandet selv og mixet af svenske Chris Laney, som tidligere har arbejdet sammen med bl.a. Europe, CrashDïet og Easy Action. Derudover har han selv udgivet en solo cd ”Pure”, samt spillet med bl.a. Zan Clan og Randy Piper’s Animal. Star*Rats har gjort klogt i at bruge Laney som mixer på pladen. Bandet spiller rigtig godt og især Post kan finde ud af at vride strengene på en guitar. Man kan godt høre at hans inspirationskilder ligger hos folk som Zakk Wylde og Dimebag Darrell (RIP). Magnus’ stemme passer også godt til Star*Rats rå og energiske rock.

Star*Rats har spillet et utal af koncerter i både Danmark, Sverige, Tyskland og flere andre europæiske lande. De har spillet opvarmning for bl.a. Skid Row, Mustasch, Hot Leg og Freak Kitchen.  Har selv set bandet flere gange og de trykker den virkelig af live, så jeg kan varmt anbefale at du tjekker dem ud, hvis de spiller i en by i nærheden af dig. Se tour datoer på bandet MySpace side (se link længere nede i anmeldelsen).

        (8 udaf 10)

 Shortino - Chasing My Dream

Anmeldt af René 03-09-2009 

Paul Shortino er en amerikansk sanger, der har været i musik branchen i snart 30 år. Han startede som sanger i Rough Cutt, først i 80erne. Og kom så med i Quiet Riot. Og foruden de to grupper, har han medvirket på utallige projekter igennem de sidste mange år. Her kan så nævnes blandt andet Jeff Beck Tribute, Max Magagni, Mitch Perry. Og ligeledes også Hearn Aid projektet fra 1986, hvor de udgav singlen ”Stars”. Her medvirkede også, Dio, Judas Priest, Iron Maiden, Journey og MANGE andre.  

Paul er 56 år gammel, så han er ved at være en aldrende herre! I hvert fald som sanger, da rocksangere tit mister lidt af stemmen når de kommer op i alderen. Dog ikke alle, Ronnie James Dio er et godt eksempel. Og det samme er Paul! For han lyder mere i live og mere vital som nogensinde før! Og heldigvis for det. For der er ikke noget værre som en sanger, der prøver at synge de sange han sang for 20 år siden. Der er det bedre de lærer at kende deres begrænsninger, og holder sig til det de kan. Men det fede ved Pauls stemmer er at den lyder ikke forældet og slidt! Han lyder lige nøjagtig lige så fed, som da jeg hørte ham første gang for 13 år siden! Det var på den superfede Back On Track fra 1993. Den skrev han sammen med hans gamle makker guitarristen Jeff Nortrup, som han spillede sammen med i Rough Cutt. Den udgivelse rummer ikke et dårligt nummer. Og er en fuldfed blanding af melodisk hardrock og bluesrock. 

Og her skriver vi så 2009, og denne gang handler det om hans nye cd Chasing My Dream. Den starter med den sublime rocker” Remember You”. Og det er en perfekt start på albummet! Godt med fart over feltet, og masser af fed melodi. Også når vi til nummeret ”To The Cross”, som er mere moderne i lyden, men fantastisk sat sammen. ”Nocturnal” er også en fabelagtig skæring, hvor Paul virkelig brøler sine lunger ud! Men Chasing My Dream, består ikke kun af numre med smæk på. Her er også blevet plads til et par flotte ballader. Blandt andet ”Missing”, hvor Paul virkelig krænger sjælen ud. Eller det sidste nummer som hedder ”Promises”. Som også er sat flot sammen. Generelt er cd'en gennemsyret af godt håndværk, og en sanger der ikke er mange af! For Paul har virklig en fantastisk stemme. Flot og følsom, men også meget hæs! Og netop en sådan stemmepragt, passer perfekt til melodisk hardrock og heavyrock. Så hvis du forventer tøsestemme ala Justin Timberlake, så bliver du sgu skuffet! Men hvis du er fan af Paul, og har fulgt ham i mange år. Så kan du roligt købe Chasing My Dream. Der er intet nyt under solen. Men det er også ligemeget, for de 11 skæringer Chasing My Dream består af, er sindsygt fede!

Chasing My Dream er udkommet på pladeselskabet Metal Heaven.

           (9 ud af 10) 

 Dream Theater - Black Clouds & Silver Linings

Som med de fleste andre af deres albums gælder det, at det sjældendt er den store kærlighed ved første lyt, men man skal tage sig tiden til at lytte det igennem mange gange, så man får alle detaljerne med. Dream Theater spiller i KB Hallen i København d. 27. september som en del af Progressive nation.

          (8½ ud af 10)

 Lizhard – Lizhard

Anmneldt af Calle: 27-08-2009

Lizhard er et italiensk band, som startede i 1995. Dengang var de et coverband, men begyndte at skrive deres egne sange. Det resulterede i en italiensk sproget EP ”Sexy Lolita”. Bandet fik en del anerkendelse i Italien og Schweiz, hvilket gjorde at bandet ville prøve lykken i resten af Europa og verden. Derfor begyndte de at skrive sange på engelsk og det er nu blevet til bandets selvbetitlede debut fuld længde cd. Bandet består af Ricky Lecchini (trommer), Paul Mainetti (guitar), Luca ”Ze” Moroni (bass) og Luke Marsilio (sang).

Lizhard består af ti sange, hvoraf de syv er rendyrkede rock sange og de sidste tre er ballader. Cd’ens første tre sange ”Rock ’n’ Roll Is Back”, Devil’s Highway” og ”Let The Good Times Roll” er super gode og catchy rock sange og hører alle til blandt mine favoritter. De har gode melodier, omkvæd man kan synge med på og soloerne sidder lige i skabet. Herefter følger cd’ens første powerballade ”I Cry For You”, som lyder lidt i stil med Firehouse’s smukke ballader. ”I Cry For You” er efter min mening cd’ens bedste ballade og ville helt sikkert have været et stort hit i 80’ernes ”hair-metal” heyday. Næste sang er en cover version af Eagles ”Life In The Fast Lane” og jeg ved at mange fans af diverse bands, hader når andre bands laver cover versioner af deres favorit sange. Men Lizhard levere efter min mening en rigtig god version af denne sang. De to næste sange på Lizhard er ”Let’s Party” og ”Bad To The Bone”, som begge har en fed groove. Især ”Lets Party” får en til at rocke med og trampe takten med foden. Det er en rigtig party sang. Blandt de sidste tre sange er der den Van Halen inspirerede ”My Wild Side” og de to ballader ”Angel” og det akustiske afslutningsnummer ”Diamond”. Alt i alt består Lizhard af ti gode sange, som blander den klassiske hard rock med cool bluesy grooves og fede guitar riff.

Man kan godt høre at bandet har en del år i bagagen og sanger Luke har en rigtig god stemme, der minder mig om en blanding af Joey Tempest (Europe) og Steve (Gotthard). Dog har en en lille smule accent, hvilket ikke gør så meget (bare se på Klaus Meine fra Scorpions!! Luke’s er ikke nær så tydelig). Alle sangene (på nær ”Life In The Fast Lane”) er skrevet af bassisten Luca. Lizhard er produceret af musikkeren og produceren Alessandro del Vecchio, der er kendt for sit arbejde med bl.a. Edge of Forever, Moonstone Project, Glenn Hughes, Ian Paice, Jeff Scott Soto og Axe. Han har lavet et godt stykke arbejde med denne cd, da produktionen ikke fejler noget.

        (8 ud af 10)

 Evergrey- Torn

Anmeldt af René 26-08-2009 

Og her er vi så kommet til det svenske band Evergrey. Bandets nye cd, har titlen Torn. Det er Evergreys udgivelse nummer 7, og er af mange længe ventet! Grunden til at jeg siger det, er at bandets sidste opus Monday Morning Apocalypse, ikke helt levede op manges forventninger da det udkom i 2006! For dem som ikke ved det, så har bandet en yderst loyal og trofast fanskare som jeg også er i blandt. Og vi forlanger MEGET! Blandt andet er vi ikke meget for forandringer. Og det var netop hvad Monday Morning Apocalypse havde. For netop dette album, var til tider for enkelt. Og besad ikke samme klasse, som for eksempel Recreation Day fra 2003 og ligeledes Inner Circle fra 2004. Grunden til at disse albums er så gode, er at de er en perfekt blanding af tyngde og melankoli. For netop ordet melankoli, er meget dækkende for Evergreys univers. For lige meget hvor hurtigt og ikke mindst tungt de spiller, så har de altid hjertet med. Det kan enten være i musikken, eller også i teksterne der er nogle af de mest dystre, og ikke mindst ærlige indenfor metalbranchen. Om Evergrey så med vilje, havde gjort musikken på Monday Morning Apocalypse mere let-tilgængelig. Det kunne måske godt tænkes! For jo mere enkelt og gangbar et album er, jo flere vil så måske købe det. Og det kostede nok nogle fans på Evergreys bekostning. Det lugtede nemlig for meget af kassetænkning! 

Men sådan er det heldigvis ikke med Torn, kan jeg så med glæde sige! For drengene er tilbage igen, måske har de lyttet til deres trofaste fans? Det ved jeg så ikke. Men faktum er at Torn er en fornøjelse at lytte til! Den er lige så storladen, og fantastisk som førnævnte perler. Og den er ikke mindst lige så tung! For der er fandeme smæk på mange af skæringerne. Det kunne så godt hænge sammen med, at de gør meget brug af syvstrengede guitarer, det giver måske musikken mere tyngde? Om det har noget at sige, ved jeg ikke. Men det lyder dæleme fedt! Lidt forandringer er der også sket i Evergrey lejren. For den mangeårige bassist Michiael Håkansson, er stoppet i gruppen. Og ind er kommet, den ret så kendte bassist Jari Kainulainen. Han slog tidligere sine folder i finske Stratovarius. Og han lyder som det rigtige valg for Evergrey. Hvis jeg skal nævne et par af mine favoritter, må det være den flotte og storladne ”When Kingdoms Fall”, eller den tunge og dystre ”Soaked”. Men tro mig, alle skæringer holder max! Evergrey er tilbage. Federe som aldrig før! 

Torn er udkommet på pladeselskabet Steamhammer. 

         (9 ud af 10)

 Bulletrain – Turn It Up! 

Anmeldt af Calle: 26-08-2009 

For ca. et år siden anmeldte jeg en anden EP “Johnny Gonebad” fra dette svenske band. Den EP var jeg godt tilfreds med. bandet er stadigvæk det samme og de spiller stadigvæk den samme fede rock musik. 

Turn It Up! består, ligesom den forrige EP, af fire sange. Den første sang er “My Way”, som er en rock sang med et powerfuldt omkvæd. Dog er den linie de bruger, når de synger ...My Way Or The Highway....., noget man før har hørt i en rock sang. Nummeret har desuden en god guitar solo og er absolut hver at lytte til. Næste sang er titel nummeret “Turn It Up!”, som er et hurtigt nummer med et rigtig synge med omkvæd. Jeg tror denne sang også vil fungere rigtig godt live. Igen har sangen en rigtig god guitar solo. Herefter følger “Fly Away”, som bringer minderne tilbage til storhedstiden for 80’er rock. Dette er endnu en kraftfuld sang, med en rigtig god melodi. Jeg tænker KISS, når jeg hører denne sang. Den sidste sang på Turn It Up! er “Even With My Eyes Closed”. Dette er en “smuk” power ballade, der har hvad der skal til for at tilfredsstille mig. God melodi, god tekst, stærk stemme og vers der bygger op til det storladne omkvæd. Der er her tal om fire rigtig gode sange, hvor “Even With My Eyes Closed” og “Turn It Up!” er mine favoritter. 

Hvis du kan lide bands som H.E.A.T., Pretty Wild, Crazy Lixx, Danger Danger og tidligere nævnte KISS, så vil du også kunne lide denne EP. Bulletrain er endnu et lyspunkt på den svenske rock himmel. 

Turn It Up! er produceret af Klas Ideberg, som jeg ikke kender noget til, men jeg synes han har gjort et rigtig godt stykke arbejde med denne EP. Jeg synes også man kan høre, at bandet har rykket sig lidt  i forhold til “Johnny Gonebad”.

Idet jeg gav “Johnny Gonebad” 8 ud af 10 (måske en halv for meget, nu hvor jeg har hørt den nye EP), vil jeg derfor give Turn It Up! 8. Og den halve er også i kraft af den gode ballade!! 

          (8½ ud af 10)

Lyt til Bulletrain: http://www.myspace.com/bulletrainrocks

__________________________________________________________________________

 Leprous- Tall Poppy Syndrome

Anmeldt René 18-08-2009

Leprous er et norsk band, som blev dannet tilbage i 2001. De har tidligere udgivet 2 demoer. Silent Waters fra 2004, og Aeolia fra 2006. Hvis jeg skal beskrive gruppens musik, så spiller de progressiv metal. Men helt sætte dem i bås, kan man alligevel ikke! For de lyder til til tider, virklig unikke og man kan i den forstand, overhovedet ikke sammenligne dem med så mange andre. Norge er jo kendt for at have op til flere bands i absolut verdensklasse, når vi snakker om progressiv metal. Her kan blandt andet nævnes: Circus Maximus, Conception, Pagans Mind, Ark. Og her er jeg ikke i tvivl om, at Leprous nok komme op!

For til forskel for de førnævnte bands, så besidder de i bund og grund orginalitet. Misforstå mig ikke, jeg elsker disse bands, men de tilfører ikke den progressive genre meget nyt. Og her mener jeg i form af nye tiltag. Leprous derimod, er ikke så bange for toget! For eksempel så er åbneren ”Passing”, et nummer der har en spilletid på over 8 minutter. Flot og teknisk velspillet er det, også skifter sangeren mellem almindelig sang og growl! Og netop growl er ikke brugt så meget, indenfor den progressive stil. Så det er i og for sig ret forfriskende! At sangeren Einar Solberg, så formår at variere sin vokal på den måde, er også fedt. Og viser hvor dygtig han er som sanger. Men det er faktisk gældende for alle 5 medlemmer af bandet, for de kan virkelig spille!

Og at et så”nyt” band, formår at levere en debut cd som Tall Poppy Syndrome jo er, det er virkeligt fantastisk! Så Pagans Mind og alle i andre norske progbands, kig jer over skulderen! Så hvis du er til progressiv metal. Men gerne vil stifte bekendtskab med noget nyt og spændende, så køb Tall Poppy Syndrome.

          (8½ ud af 10)

 Uncle Trucker – Hard Devotion

Anmeldt af Calle: 16-08-2009

Uncle Trucker er et classic hard rock band fra São Paulo I Brasilien. De blev dannet i 2000 og består af Ralph Pink (bas), Ric Pleasure (guitar), Vic Trucker (guitar), Luc Kirsch (trimmer) og Uncle Danni (sang). Alle medlemmer har spillet i flere andre brasilianske bands, men fandt sammen i Uncle Trucker, da de havde samme passion for rock musikken. Jeg vil sammenligne Uncle Trucker med bands som AC/DC, Quiet Riot og danske Switchblade.

Hard Devotion er bandets debut cd og den består af 11 melodiske rock sange. Cd’en åbnes med ”Cowboy’s Warning”, som er et instrumentalt nummer. Det opfølges af to udmærkede rock sange ”Shake And Fall” og ”Blind Devotion”, som begge to har gode omkvæd med åhhh åh åhhh kor. Næste sang ”Rat Trap” er en af mine favoritter. Det har en indledning der minder mig og det tidlige Mötley Crüe. Derudover har det en tung grundrytme og en fed blues inspireret guitar riff. Herefter følger ”Voodoo Desire”, som er et mere down tempo nummer. Versene bygges op til et powerfuldt omkvæd, men så dør sangen lidt. De to næste sange ”Perfect Crime” og ”Earthshaker” er lidt middelmådige sange, som ikke rigtig bider sig fast i mine øregange. Hvorimod næste sang ”Rationalize” rammer plet hos mig. Det er en rigtig god sang med en god powerfuld indledning og sangen rocker rigtig godt. Herefter sættes tempoet ned i ”Waiting For A Miracle”, som er cd’en mest stille sang. Indledningen lyder meget i stil med Poison’s ”Every Rose Has It’s Thorn”. Med en lidt bedre produktion kunne den her sang godt blive et hit (eller kunne, dengang tiden var til denne genre inden for rocken). Næste sang ”Overloaded” er ikke noget at råbe hurra for. Hard Devotion sluttes af med ”Feels Like Going Home”, som er en stille akustisk sang. Alt i alt er det en god blanding af rock og stille sange, men der mangler alligevel lidt.

Bandmedlemmerne spiller deres instrumenter godt, men guitarlyden er lidt ”svag” indimellem og det virker nogen gange som om sanger Danni prøver at få sin stemme mere hæs end den i virkeligheden er. Dermed ikke sagt at hans stemme er dårlig, for den er helt ok og den passer godt til musikken.

        (7 ud af 10)

Lyt til Uncle Trucker: http://www.myspace.com/uncletruckerband 

 Midnight Cowboys – Taste Of Oblivion

Anmeldt af Calle: 11-08-2009

Det svenske band Midnight Cowboys blev dannet i 2006 og bandet består af Alvin Spear (sang). Cat Wildheart (guitar), Makke LaRose (bass), Rozz Frost (trommer) og U.K. Sinister (guitar). De spiller en god omgang sleazy rock.

Taste Of Oblivion er bandets anden EP og den udkom i juli 2009. EP’en består af fem sange. Åbningsnummeret er “Already Dead”, som sætter godt gang i denne udgivelse. Nummeret hører til blandt mine favoritter. Næste sang er “Misery”, som har et fedt omkvæd, men halter lidt bagefter i versene. Herefter følger “Lost Again”, som er mit favorit nummer på denne EP. Sangen har et meget catchy omkvæd og jeg mener dette kunne være bandets rock anthem. “Sick City”, som er næste sang på Taste Of Oblivion, er et lidt “hårdere” nummer og det har en indledning i stil med Hardcore Superstar. Afslutningsnummeret er “Hollywood Blvd”, som forsætter i samme stil, som resten af EP’en, men er efter min mening ikke den bedste sang på EP’en. Flere af sangene har været på diverse opsamlings cd’er. Bl.a. har “Hollywood Blvd” været med på Glamnation vol. 1 og Hollywood Hairspray vol 7 og “Misery” har været med på Glamnation vol 5 og Classic Rock Magazine cd’en Sons Of Guns IV.

Alt I alt er det gode sange på Taste Of Oblivion, men produktionen kunne godt være bedre. Men hvis bandet har ønkset at få lyden til at være beskidt og sleazy, så har de ramt plet. Når bandet på et tidspunkt laver en fuld længde cd, så kunne jeg godt tænke mig en enkelt stille sang blandt de ellers beskidte rock ‘n’ roll sange.

Hvis jeg skal sammenligne Midnight Cowboys med andre bands, så kan nævnes andre svenske bands som Baby Jane, Innocent Rosie, Gasoline Queen, Hell N’ Diesel og MamaKin, samt franske BlackRain. Man kan godt høre at inspirationen er hentet fra bands som Guns ‘n’ Roses, Backyard Babies, L.A. Guns m.fl.

         (7½ ud af 10)

 Jorn - Spirit Black

 Live In America 

Anmeldt af René 09-08-2009 

Jorn har i efterhånden en del år været et kendt ansigt, inden for den hårde rock og metal. Og det er nok ikke helt forkert, at kalde ham en levende legende! For få sangere har været med i så mange fede bands, og projekter som han har. Også har han formået ikke kun at satse på det sikre. Men hele tiden har han gået nye veje, og har udviklet sig til en af de mest respekterede artister overhovedet! Grunden til at jeg lærte hans talent at kende, var at jeg i 2002 købte Beyond Twillights første udgivelse som har titlen The Devils Hall Of Fame. ALDRIG har jeg hørt en sanger synge så fedt og afvekslende som han gør på den! Og hans vokal passer perfekt til de mørke og til tider morbide sindstemninger, som dette mesterværk består af. Og siden hen har jeg købt, så at sige ALT det musik han har rørt ved. 

Men for at vende tilbage til de to udgivelser, denne anmeldelse handler om. Så starter vi her med den første. Spirit Black er Jorns studioalbum nummer 6. Den starter med skæringen ”Spirit Black”. Og hold da op hvor er det fedt! For allerede her slår Jorn fast med syvtommersøm, at han er en ener. Dette nummer er lyder en del hen ad, Dio og også lidt Black Sabbath. Altså fede riffs, og tunge tromme og basgange. Et andet fedt nummer er ”Road Of The Cross”. Det er en tand mere uptempo, men med en utrolig fed melodi! Ærlig talt, Jorn har sgu aldrig skrålet bedre som han gør her! Men at Spirit Black er så gennemført, er ikke kun hans skyld. For hvis ikke han havde nogle af Norges bedste musikkere bag sig, så var Spirit Black nok ikke blevet så genial som den er! Her kan blandt andet nævnes Tore Moren og Jimmy Iversen, som virkelig fyrer riffs og soloer af i verdensklasse. Eller Willy Bendiksen på trommer, som sædvanligt spiller yderst sublimt. Og sammen med Sid Ringsby på bass, bliver der virkelig lagt en fed bund her! Hvis jeg skal sammenligne denne udgivelse, med forgængeren fra 2008 Lonely Are The Brave, så er der ikke en nævneværdig forskel. For de meget ens i stil og lyd. Dog skal det lige nævnes at orventer man en cd ala The Duke fra 2006, så er der altså en vis forskel! For både Lonely Are The Brave og ligeledes Spirit Black, er en del mere tunge i lyden. Og ikke helt så bluespræget, som The Duke. Men Spirit Black, vil både kunne henvende sig til nye og gamle Jorn fans. Så køb den, det vil du ikke fortryde! 

Også er vi kommet til Live In America. Som er en dvd der blev filmet, da Jorn og band var på turne i 2006. Og da de netop havde udgivet The Duke, så der er naturligvis en del numre med her fra. Og det er faktisk ikke så skidt! For numre som ”Blacksong” og ”Duke Of Love”, bliver skudt af med så meget power, at det giver dem et helt nyt liv. Og netop power er et ord der er meget dækkende for denne dvd, for sjældent har jeg set en livedvd, der er så gennemført i lyd og performance! Og det er tydeligt at se at Jorn og band er i topform. Det ser faktisk ud til at de nyder og spille, og det er en fornøjelse at se og høre. Live In America er virkelig en visuel fornøjelse at se på, da den er rigtig flot lavet. Lyden er også rigtig god, så der er ikke noget at komme efter. Det eneste kritikpunkt jeg har, er udvalget af numre! For der er kun 5 numre fra Jorns egne udgivelser, resten er tromme og guitarsoloer, og covernumre af Thin Lizzy, Dio, og Deep Purple. Og de spiller også et Whitesnake medley. Det består blandt andet af ” Here I Go Again” og ”Crying In The Rain”. Og her det faktisk sjovt at høre ,hvor meget Jorn lyder som David Coverdale! For de lyder ret ens. Men ham og ligeledes Ronni James Dio, er Jorn jo også altid blevet sammenlignet med. Og her kan man virkelig høre at der er noget om snakken! Men for at vende tilbage til Live In America, så er den også udkommet som en dobbeltcd. Og er man Jorn fan, så er både dvd og dobbeltcd værd at købe. 

Både Spirit Black og Live In America er udkommet på pladeselskabet Frontiers Records. 

Spirit Black:

          (9 ud af 10)

Live In America

         (8 ud af 10)

Lyt til Jorn her: http://www.myspace.com/realjorn 

______________________________________________________________________________________________

 L. A. Prostitutes - ...Get Drunk Or Try Dying...

Anmeldt af Calle: 16-07-2009 

L.A. Prostitutes er et hard rock band fra Århus og bandet består af Fussy (sang/guitar), Morten (guitar), Kim (bas) og Jack (trommer). Bandet har netop udgivet en EP med navnet ...Get Drunk Or Try Dying... 

EP’en består af tre sange der er sprængfyldt med energisk rock ‘n’ roll i bedste Sunset Strip stil. ...Get Drunk Or Try Dying...er fyldt med gode guitar riff og melodierne sidder lige i skabet. Samtidig passer Fussy’s vokal perfekt til denne genre inden for rocken. Der er dømt fest lige fra første sang “Schizophrenia” henover “Crisis” til det sidste nummer “The Highway Hitcher Murder Blues”. Sidst nævnte er nok min favorit, men alle tre sange er gode. Bandet lyser af spilleglæde og man får fornemmelsen af, at de virkelig elsker det de laver. Denne genre inden for rocken er ikke så udbredt i lille Danmark, men det lader til at L.A. Prostitutes er pisse ligeglade med det. ...Get Drunk Or Try Dying... er indspillet i Medley Studios i København og det er ingen ringere end Søren Andersen der står for produktionen og mixningen. Søren er udover producer også kendt som guitarist i bl.a. Superfuzz og Oliver Weers’ band.  EP’en er godt produceret og kvaliteten er helt i top. Bandet har gjort godt i at bruge Søren som producer. 

Det er beskidt, det er fandenivoldsk, det er sex, drugs and rock ‘n’ roll, det er L.A. Prostitutes og det skal bare høres højt!! Jeg glæder mig til bandet forhåbentlig udgiver en fuld lændge cd i fremtiden. Jeg vil ihverfald være en af de første der erhverver mig et eksemplar. Disse århusianere hører til blandt mine personlige favoritter inden for dansk rock. Man kan selvfølgelig altid diskutere om man kan bedømme et band ud fra en EP med tre sange, men jeg finder disse tre sange super gode og det har jeg bedømt ud fra. Min mening bliver måske en anden når/hvis jeg hører en hel cd med bandet. 

Jeg har endnu ikke haft mulighed for at høre bandet live, men det får jeg den 26. september, når de gæster The Rock i København. Og jeg er næsten sikker på der er fuld power på, når de indtager scenen. Sex, drugs and rock ‘n’ roll lever med L.A. Prostitutes!!

         (8½ ud af 10)

Lyt til L.A. Prostitutes: http://www.myspace.com/laprostitutes

___________________________________________________________________________________________ 

 Lanfear - X To The Power Of Ten

Anmeldt af René: 13-07-2009 

Lanfear er et tysk band, der blev dannet i 1993. Gruppen består her i 2009 af, Nuno Ferndndes (vokal), Markus Ullrich (guitar), Kai Schindelar (bass), Richard Seibel (keyboard), Jurgen Schrank (trommer). Lanfear har udgivet fire skiver før dette nye opus, der har titlen X To The Power Of Ten. 

Og det kan høres! For det er meget tydeligt, at de de fire forgående udgivelser, har givet dem en vis erfaring. Jeg kender intet til dem. Men X To The Power Of Ten er virkelig en fed cd! For lige fra første nummer” Enter Dystopia”, beviser Lanfear at de er i en klasse for sig. Det er et nummer der er fyldt med fed melodi, og samtidigt ret dystert! Ordet melodi er noget der fylder meget i gruppens musikalske univers. For lige meget hvor komplekse og ”underlige” de bliver i deres udtryk, så har de altid fat i den røde tråd. Hvis jeg skal beskrive bandets musik, så vil jeg kalde det en sublim og gennemført blanding af, melodisk progressiv power metal. Og tilsvarende bands kunne være: Fates Warning, Dream Theather, og Iced Earth. Plus at de tilføre deres musik, deres eget dystre og særprægede udtryk. 

Der er ikke EN dårlig skæring på X To The Power Of Ten Og det i sig selv er ret unikt, da cden indeholder 11 numre. Hvis jeg skal fremhæve nogle enkelte, kunne det være ”Seeds Of The Plague” og ” The Question Keeper”. To numre som er fremragende sat sammen! De er både yderst progressive, men også flotte og storladne. Eller den smukke stormfulde powerballade ” Just Another Broken Shell”. Som blander flot og teknisk guitarspil, med sjælfuld og gennemført vokalarbejde. Og netop sangeren Nuno Ferndndes, er virkelig en gevinst for Lanfear! Hans sublime vokal, adskiller dem fra andre lovende navne indenfor genren. Men alle i gruppen har hvad der skal til, for at blive et stort navn. Og jeg har ikke noget som helst at udsætte på gruppen, og håber virkelig at de får den anderkendelse som de fortjener!

X To The Power Of Ten er udkommet på pladeselskabet Locomotive Records. 

         (8½ ud af 10)

Lyt til Lanfear her: http://www.myspace.com/thelanfear

___________________________________________________________________________________________

 Neonfly - Clever Disguise

Anmeldt af Jesper: 08-07-2009

     (4 ud af 10)

Lyt til Neonfly: http://www.myspace.com/neonflyband

________________________________________________________________________________________

 Riverside- Anno Domini High Definition

Anmeldt af René 02-07-2009 

Den her har jeg godt nok, glædet mig til at anmelde! Det er der flere grunde til. En af dem er at Riverside, er et band i rivende udvikling. Og derfor er hver enkel udgivelse fra dem, en oplevelse ud over det normale!

Men det vil jeg vende tilbage til. For dem der ikke er bekendte med dette band, kommer her lige lidt info. 

Riverside blev dannet i Polen i 2001. Og består af fire medlemmer, og de er følgende: Mariusz Duda (bass og vokal), Piotr Grudzinski (guitar), Michal Lapaj ( keyboards), Piotr Kozieradzki (trommer). Og flere af bandets medlemmer startede faktisk med at spille dødsmetal, i grupperne Hate og Domain. Så at de den dag i dag spiller progressiv rock, må siges at være lidt pudsigt! Men deres første album blev udgivet i 2003, og det havde titlen Out Of Myself. Og er efter min mening, et af de bedste debut albums indenfor den progressive rock! For det rummer ikke et dårligt nummer. Hvis jeg skal forklare lidt om musikken, så er det en blanding mellem Tool, Porcupine Tree, Og til dels også Dream Theather. Men Riverside har også lyttet en del til den engelske progressive rock, og i særdeleshed Pink Floyd! Hvilket er ret tydeligt på førnævnte udgivelse, men også på Second Life Syndrome fra 2006. Men grupper som Anathema og My Dying Bride, er heller ikke helt ukendte i Riversides univers. Da skæringerne tit er meget atmosfæriske og melankolske, og det har de heller aldrig lagt skjul på. Men bandet er aldrig en kopi af disse navne, da de også har deres egen stil. Og har en finurlig og yderst unik måde, at sætte deres musik sammen på. 

Men for at vende tilbage til Anno Domini..., så er den så absolut et lige så fedt bekendtskab som de tre forgående udgivelser! Dog er der visse forskelle. For første og anden cd og ligeledes også Rapid Eye Movement fra 2007, var en triologi. Og uden at afsløre alt for meget omkring det, så handlede de i grove træk om en mands rejse i hans eget sind. Og lyrik og musik, byggede op omkring den historie. Anno Domini..., består derimod af fem skæringer, der hver for sig er forskellige. Og de er hver for sig, en genial færden i det progressive univers! Og jeg har svært ved at fremhæve den ene, frem for den anden. Men hvis jeg skal vælge et nummer ud, må det blive den fantastiske ” Left Out ”. I løbet af nummerets 11 minutters spilletid, kommer vi nemlig rundt i alle grenene af den progressive rock.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg faktisk ret lettet efter at have lyttet Anno Domini...igennem! Og hvorfor så det? Jo ganske enkelt fordi at, forgængeren Rapid Eye Movement mangelde en smule for at være i Riversides normale klasse. Grunden er at det i mine øjne var for enkelt, i lyd og udtryk. Der var ikke den sammen melankoli og storladenhed som de to første albums havde. Men det har de rettet op på med dette opus, dog uden helt at nå samme højder, som Out Of Myself og Second Life Syndrome. 

Men hvis du som jeg er en stor Riverside fan, så tøv ikke med at hoppe med på vognen her. Og for nye kommende fans. Så start med den her, det vil du ikke fortryde! 

Anno Domini High Definition er udkommet på pladeselskabet Inside Out. 

          (9½ ud af 10)

Lyt til Riverside her: http://myspace.com/riversidepl

_________________________________________________________________________________________

 Chickenfoot - Chickenfoot

Anmeldt af Jesper: 01-07-2009

For nogle dage siden, et sted jeg har glemt, læste dig dette spørgsmål efterfulgt af dette spørgsmål: Hvad er Chickenfoot? På tide, er hvad det er!

Tillad mig at supplere med et rungende, HELL YEAH! Det er længe siden mine hårdttjente penge har været brugt bedre, end på dette, deres debutalbum. De fire medlemmer af Chickenfoot er alle højt anerkendte musikere: Joe Satriani, overnaturlig guitarist med adskillige solo udgivelse bag sig, samt et par år sammen med Deep Purple. Sammy Hagar, tidligere forsanger i Van Halen, hvis vocale evner er i en klasse for sig. Micheal Anthony, bassist, medstifter af Van Halen og producent og ejer af "Mad Anthony" hot sauces. Chad Smith, trommeslager i Red Hot Chili Peppers og andre sideprojekter, såvel som en smule på den sjove side af normaliteten.

Albummet er et mix af 11 fede numre. Fra det første nummer, "Avenida Revolution", som er en slags off-beat nummer, en smule mørkt men stadig meget melodisk - til "Sexy Little Thing", "Running Out" og "My Kinda Girl", som er lige ud af landevjen, syng-med-venlige numre - til "Give It Up", "Down The drain" og "Turnin' Left", som er de mere tunge numre på albummet - til det funky "Future In The Past", og til sidste den meget cool ballade, "Learning To Fall".

Sagen med Chickenfoot er, at selvom det meste af albummet lyder meget forskelligt fra noget nogen af dem før har lavet (dog mener jeg, at der er nogle meget Van Halen-agtige stykker hist og her), så skinner signaturen fra hvert enkelt af medlemmerne igennem. Satriani's stil er letgenkendelig, selvom hans normalt højtflyvende, eksperimentelle stil er lettere nedtonet, men det klæder både ham og albummet rigtig godt. Hagar og Anthony tilføjer noget unikt til bandet, og jeg synes at de to sammen udenfor Van Halen beviser, at de var en stor del af hvad der - i min mening - gjorde Van Halen til hvad det var. Jo, Eddie er en guitarisk med guddommelge evner, men når du lytter til det her album, vil du kunne høre hvor en stor del af VH-magien kom fra.

Chickenfoot blev udgivet den 5. juni 2009 på earMUSIC i Europa og Redline Entertainment i USA.

Chickenfoot skulle have spillet i Vega i København den 8. juli 2009, men har desværre måttet aflyse, da Chad Smith har pådraget sig en skade i den ene hånd. En ny dato er endnu ikke fastsat.

          (9½ ud af 10)

Listen to Chickenfoot here: http://www.myspace.com/thechickenfoot 

Read the English version of the review her

__________________________________________________________________________________

 Therapy?- Crooked Timber

Anmeldt af René: 29-06-2009 

Hvor kender jeg dette band fra? Det var min første tanke, da jeg fik Crooked Timber i hånden. Også faldt tiøren! Det var da dem, som udgav Troublegum tilbage i 1994. Og netop dette album, gjorde at de opnåede lidt fortjent anderkendelse. Det var nemlig lidt af et frisk pust, gruppen her fik udgivet! Det var en tid, hvor bands som Nirvana, Pearl Jam, og Alice In Chains var dem, der var de mest solgte artister inden for rocken.

Den musik de spillede blev kaldt grunge, og netop denne genre var fremme fra 1991-1995. Og i den periode blev mange bands opløst, da der simpelt hen ikke var et publikum til deres musik. Men for at vende tilbage til Troublegum, så var dette album med til at få rocken tilbage på rette spor! For denne udgivelse var fyldt med fed kompromiløs rock, med solide riffs, og virkelig velskrevne skæringer. Men nu er vi så i år 2009, og her skal jeg så anmelde bandets udgivelse nummer 13. Og den hedder som jeg før har skrevet Crooked Timber. 

De medlemmer der spiller på den er, Andy Cains (guitar og vokal) , Michiael McKeegan (bass), Neil Cooper (trommer). Gruppen er fra Irland, og her blev de dannet tilbage i 1989. Og hvad er Crooked Timber så for en størrelse? Jo, i grove træk består den af rock. Hvis man så tilfører den, masser af støj og forvrængning, en dårlig produktion, en manglende evne til at variere, og nul opfindsomhed, så er man ved at være der! For hold fast hvor jeg keder mig, når skiven her snurrer i cdafspilleren! Hvor er det dog sørgeligt at så gammelt et band, vælger at udgive sådan et makværk. 

Jeg kan ikke med min bedste vilje, anbefale Crooked Timber. Så bedre held næste gang Therapy?. For det her, kan i sgu gøre bedre! 

Crooked Timber er udkommet på pladeselskabet DR2 Records. 

     (5 ud af 10)

Lyt til Therapy?: http://www.myspace.com/therapyquestionmark

___________________________________________________________________________________________

 The Chelsea Smiles – Chelsea Smiles 

Anmeldt af Calle: 26-06-2009 

The Chelsea Smiles er fra Los Angeles, USA og de blev dannet i 2004 af  guitarist Todd Youth, som tidligere har spillet i Danzig og D. Generation. Udover ham består bandet af Skye Vaughan-Jayne (sang), Johnny Martin (bas), Karl Rosqvist (trommer) og RJ Ronquillo (guitar). Bandet spiller sleazy garage rock ‘n’ roll med elementer af punk. 

The Chelsea Smiles er bandets anden fuld længde cd og den blev udgivet i marts 2009 via DR2/Demolition Records, som bandet skrev kontrakt med i januar 2009. 

CD’en består af tolv sange, som alle oser af en smule f**k you attitude, hvis lige man ser bort fra aflutningsnummeret “Broken Lullabies”, hvor bandet viser en mere blød side. Der mangler efter min mening et “stand-out track” eller to på The Chelsea Smiles, men de bedste sange på cd'en er efter min mening “Take You Away”, “On The Run”, “Leave You Cold” og “Little Misfit”. Og så levere bandet et udemærket cover af Rolling Stones sangen “The Last Time”. Resten af numrerne er lidt ensformige og sange som “Drowned” og “So Low” er på vej til det kedelige. De fleste sange er dog velskrevet og der er fede guitar soloer på flere af numrerne, men som sagt kan cd’en godt blive lidt ensformig i længden. Så efter min mening er The Chelsea Smiles en lidt blandet pose slik. 

Da jeg første gang så coveret til The Chelsea Smiles (det var inden jeg kendte bandet), var min første tanke, at der her var tale om et larmende garage rock band med en dårlig lyd. Men cd’en er faktisk rigtig godt produceret og lyden er god. Manden der har stået bag dette er Howard Willing, som tidligere har arbejdet sammen med bl.a. Smashing Pumpkins og Liz Phair. Bandet spiller deres instrumenter godt og man kan godt høre at bandmedlemmerne har flere år som rockmusikkere i bagagen. Det er heller ikke alle og enhver der kan træde ind i Motörhead og vikariere for Phil Campell til nogle koncerter, som Todd Youth gjorde det for et par år siden.

Hvis jeg skal nævne bands, som The Chelsea Smiles minder lidt om, må det være en blanding af The Hellacopters, Bullets And Octane, Backyard Babies, The Ramones og New York Dolls. Så hvis du er til nogen af disse bands, så vil The Chelsea Smiles måske være noget for dig. Personligt er det ikke den cd jeg oftest vil sætte på anlægget eller køre på repeat på iPod’en. Men den er helt sikkert et lyt værd, hvis du er til garage punk ‘n ‘ roll med sleazy sound!! 

       (7 ud af 10)

Lyt til The Chelsea Smiles: http://www.myspace.com/thechelseasmiles

_________________________________________________________________________________________

 Marshall Law - Razorhead

Anmeldt af René: 23-06-2009 

Marshall Law hvem pokker er det? Det var den første tanke jeg fik, da jeg fik deres nye udgivelse Razorhead i hånden. Hvilket jo så også er en af de spændende fordele ved at være anmelder! Man lærer noget nyt hver gang, man skal anmelde et nyt band. Nu er de jo som sagt et nyt band, for mig. Men sandheden er, at Marshall Law er en gruppe med MANGE år på bagen! De blev dannet tilbage i 1988 i Birmingham, England. Og Razorhead er deres udgivelse nr 7. Bandet består i dag af Andy Pyke (vokal), Dave Martin (guitar), Dave Rothan (guitar), Tom Dwyer (bass), og sidst men ikke mindst, Steve Hauxwell (trommer). 

Og hvad har de her gutter her fra Birmingham så at byde på? En hel del faktisk! For Razorhead er faktisk en lille perle. Hvis jeg skal beskrive musikken, så er det i grove træk en fin blanding af power metal og en smule trash metal. Tag Savatage, Iced Earth, og det gamle Metallica plus en lille knivspids Slayer. Bland det, og ud kommer så Razorhead! For numre som ” Razorhead” eller ”Headtrap” er virkelig en rejse tilbage til de gode gamle firsere, hvor flere af førnævnte bands var bedst! Hvis vi skal tale om om at være unikke og noget for sig, så er Marshall Law det ikke. Men på trods af det, så er de alligevel et fedt bekendtskab! For det de gør, det gør de rigtigt godt. Og derfor savner man ikke orginaliteten. 

Som den kære læser nok så rigtigt har obseveret, så er jeg ret glad for Razorhead. Men der er alligevel lidt, jeg er utilfreds med. En af punkterne er lyden! For når et band som Marshall Law, vælger at udgive en cd med 70 minutters spilletid, så skal produktionen også være i orden! Og det er den desværre ikke. Marshall Law er nemlig et meget velspillende band, og har teknikken på plads. Men lyden på de respektive instrumenter, kommer ikke rigtig ud som den skal. Og hvor er det dog en skam! Lyden er mudret, og mangler i den grad tyngde og bund. En anden ting er spilletiden, den er ALT for lang! 15 numre er for meget, og kan ikke rigtig fastholde lytterens interesse, i hvert fald ikke min. Det havde været bedre med måske 10 numre, og en spilletid på cirka 50 minutter. Det ville være med til at gøre Razorhead, mere spændende og indbydende. 

Men uanset mine vredesudbrud angående spilletid og produktion, så er den et godt bekendtskab! Jeg ville bare håbe at bandet, ville rette de ”små” fejl til næste udgivelse. Det ville måske give dem, noget mere vind i sejlene, det håber jeg! 

Razorhead er udkommet på pladeselskabet DR2 Records 

       (7 ud af 10)

Lyt til Marshall Law her: http://www.myspace.com/marshalllawofficial

________________________________________________________________________________________

 Ricky Warwick – Belfast Confetti 

Anmeldt af Calle: 21-06-2009 

Ricky Warwick er nok mest kendt fra hard rock bandet The Almighty, som han selv startede i 1988. Han har også spillet i forskellige mere punk inspirerede bands som f.eks. Stiff Little Fingers og New Model Army. Derudover har han lavet tre solo cd’er, hvor Belfast Confetti er den sidste af dem. Stilen på hans solo cd’er er mere celtisk folk rock og americana inspireret og Ricky henter stor inspiration fra bl.a. Bruce Springsteen, Van Morrison, Steve Earle og Johnny Cash. 

Belfast Confetti består af 11 sange, hvor historierne i teksterne omhandle Ricky selv, men også hans familie og venner og alle sangene har en vis forbindelse til Nord Irland, som er hans fødested. Sangene på cd’en er en god blanding af akustiske uptempo numre, som f.eks. indledningsnummeret “Can’t Wait For Tomorrow” og den efterfølgende sang “The Arms Of Belfast Town” og de stille numre, som f.eks. de Springsteen inspirerede sange “Born Fighting” og  “Angel Of Guile”. En anden Springsteen inspireret sang er “Throwin’ Dirt”. Sange som “Hanks Blues” og afslutningsnummeret “If You’re Gonna Bleed...” minder mig lidt om Van Morrison. Derudover hører jeg lidt nyere Bon Jovi i “Thousands Are Leaving”, men jeg tror nu ikke Ricky har lyttet meget til det. De mest irsk lydende sange er før nævnte “The Arms Of Belfast Town” og “Can’t Hurt A Fool”. Mine personlige favoritter er helt klart “Can’t Wait For Tomorrow”, “Born Fightin’” og titel nummeret “Belfast Confetti”. Og skal jeg nævne de sange jeg synes falder lidt igennem, så er det “Punchin’ Thunder” og “Hanks Blues”. 

Ricky har en god stemme, som passer godt til denne genre inden for musikken, såvel som den også passer til det noget mere rockende The Almighty. Jeg synes godt man kan høre, at der er mange følelser med i sangene. Jeg synes dog, at nogle af sangene lyder for meget som hans forbilleder og jeg ville godt have haft mere Ricky Warwick ind over dem!! 

Men alt i alt er Belfast Confetti en udemærket cd. Jeg synes måske den mangler lidt i forhold til Ricky’s to forrige solo cd’er “Tattoos and Alibies” og “Love Many, Trust Few”. Den er lidt mere stille end hans to forrige cd’er, men er man til denne genre inden for akustisk rock, så kan jeg godt anbefale denne cd. 

Pladen blev udgivet via Global Music/DR2 i april 2009.  

        (7½ ud af 10)

Lyt til Ricky Warwick: http://www.myspace.com/rickywarwick

_______________________________________________________________________

 Lauren Harris - Calm Before The Storm

Anmeldt af René: 20-06-2009

Lauren Harris er en engelsk sangerinde. Og den udgivelse her som er hendes første, har titlen Calm Before The Storm. Før jeg kommer ind på musikken, så kommer her lige lidt info om hvem hende Lauren egentligt er.

Hun er som navnet jo også tydeligt siger, datter af bassisten Steve Harris. Og han er jo en kendt herre! For i over 30 år, har han været bassist og sangskriver i et af verdens bedste og mest kendte heavy metal grupper, nemlig Iron Maiden. Og nu prøver han så her, at hjælpe sin datter lidt på vej. Han har nemlig produceret og spiller bass, på flere af numrene på Calm Before The Storm. Men det kan man ikke høre! For Laurens musik har INTET at gøre med hendes fars band, og det er faktisk lidt en skam.

Hvis jeg skal prøve at beskrive musikken efter bedste formåen, så er det en blanding af flere genre. Flere af numrene er rendyrket rock og hård rock. Her kan blandt andet nævnes det første nummer, ” Steal Your Fire” eller nummeret ” Your Turn”. Og det fungerer egentligt rigtig godt! Da de er udstyret med fede riffs og generelt fremragende guitarspil. Hvis bare Lauren havde holdt sig til det, så havde jeg været glad! Men så når vi til en anden skæring, som har titlen” Get Over It”. Og her går det desværre galt! For her er hun over i pop punk rock ala Avril Lavigne, og det er MILDEST talt ikke særligt godt! For det første er det ikke min kop te, men det hører heller ikke hjemme på cd’en her. For det gør at den kære lytter bliver forvirret. Så en anden gang, skulle hun holde sig til at spille rock. Og ikke blande stilarterne, det ville være bedre for hende og for os lyttere.

Som nævnt før, så kunne jeg godt have tænkt mig lidt mere indflydelse fra hendes far, og ikke mindst Iron Maiden. Og her tænker jeg specielt på den råhed, og styrke de har i deres numre! For Calm Before The Storm er næsten for ”pæn” i stil og lyd. Musikken kunne til tider godt være mere oppe i ”gear” Og ligeledes mere tung. Og en anden ting er Laurens vokale udfoldelser på skiven her. Hun er absolut ingen dårlig sangerinde, men lidt undervisning i sang var nok på sin plads! Da hun ikke rigtig formår at ramme de høje toner. Men omvendt, så er Calm Before The Storm hendes første cd. Og Rom blev jo som bekendt, ikke bygget på en dag.

Så alt i alt, så er udgivelsen her ikke nogen dårlig start. Og er man til rock med en kvinde bag mikrofonen, så er cd’en her faktisk okay. Bare man ikke forventer samme kvaliteter som for eksempel Lita Ford, Sass Jordan eller andre. Men igen, det er hendes første cd, og set i lyset af det er det en fin begyndelse.

       (6½ ud af 10)

 Bullet Train Blast – Second Chance 

Anmeldt af Calle: 17-06-2009 

Bullet Train Blast blev dannet i Århus i 2005, men gik dengang under navnet The Expendables. Bandet består på Second Chance af Bjørn P. (sang), Morten Scratchie (bas), Niels Hyttel (guitar), Simon Brøchner (trommer) og Bjørn Winther (guitar). Siden udgivelsen af cd’en har de to gange Bjørn forladt bandet og Martin Larsen er trådt til som sanger. 

Second Chance er bandets debut cd og den sprudler af rock ‘n’ roll fra start til slut. Der er fede guitar riffs, gode melodier og samtidig er der en fantastisk energi over Bullet Train Blast’s sange. De bedste sange ligger efter min mening på cd’ens først halvdel. Jeg rocker virkelig meget med på bl.a. åbningsnummeret “Still Going Down” og de to efterfølgende numre “Run Baby Run” samt titel nummeret “Second Chance”. Derudover er “Dirty Miss Daisy” en af de sange jeg ofte kører på repeat på anlægget. Det er et super fedt down tempo nummer. En anden af mine favoritter er “So Sexy”, som har en fed rytme og leder mine tanker hen mod Buckcherry. På “Everytime That I Go By” gør bandet brug af saxofon og en trombone, hvilket giver sangen et ekstra pift. Skal jeg nævne et par sange, som efter min mening ikke helt er på højde med resten af cd’en, så må det være “Here Comes The Sunshine” og afslutningsnummeret “Painfilled Eyes”. Men alt i alt er Second Chance en rigtig god cd. 

Sangene på Second Chance er fyldt med diverse rock ‘n’ roll klicheer, men hvad gør det, når der er tale om rock med stort R. Bandet spiller som sagt med en stor energi og Bjørns stemme passer perfekt til musikken. Han har efter min mening en af de bedste stemmer i dansk rock. Han stemme minder mig om en blanding af Jesper Binzer, Chad Kroeger og Axl Rose (når han rammer de høje toner).  

Second Chance er produceret af Tommy Hansen (som bl.a. har arbejdet sammen med D.A.D, Helloween, Pretty Maids, Hatesphere, Iron Fire og Skagarack for bare at nævne et par bands) og bandet selv. Cd’en er indspillet i Jailhouse Studios. 

Bandet har et internationalt præg over sig og hvis de fik chancen tror jeg godt de ville kunne sælge et par cd’er uden for Danmarks grænser. Efter min mening hører Bullet Train Blast, sammen med SuperCharger, Shotgun Revoltuion og Star*Rats, til blandt de bedste rock bands vi har i vores lille andedam i øjeblikket. Dette band er for fans af Guns ‘n’ Roses, Mötley Crüe, Aerosmith, Buckcherry, D:A:D og nyere bands som Black Stone Cherry,  Cowboy Prostitutes, MamaKin og Stallion Four. Tjek bandet ud på MySpace og køb Second Chance. Du vil ikke fortryde det!!!!

         (8½ ud af 10)

Lyt til Bullet Train Blast: http://www.myspace.com/bullettrainblast

________________________________________________________________________

 IQ- Frequency

Anmeldt af René: 09-06-2009 

IQ er en engelsk gruppe, der har holdt sammen siden i starten af firserne. Og har haft en stor udskiftning i bandet. Men har på trods af det, alligevel formået at udgive et hav af fantastiske udgivelser! Og Frequency , er ingen undtagelse. Gruppen består den dag i dag af Michiael Holmes (guitar), Andy Edwards (trommer), John Jowitt (bass), Peter Nicholls (vokal), og sidst men ikke mindst Mark Westworth (keyboards). For et par år tilbage gik bandets primus motor, Martin Orford ud af gruppen. Og blev udskiftet med førnævnte Mark Westworth, Og det troede mange fans kunne blive enden på IQ. Da han var sangskriver på mange af bandets numre, og med til at holde gruppen sammen, i gode og dårlige tider. 

Har det så betydet nogen store ændringer i bandets musik? Nej, og gudskelov for det! IQ spiller stadig væk hvad de har gjort i mange år, nemlig den flotteste progressive rock. Og det er tydeligt lige fra første nummer ”Frequency”, der er fyldt med store flotte klangflader og Peter Nicholls fantastiske vokal. Cd'en består af syv geniale skæringer. Og ikke en af dem, ville jeg undvære! For de binder hele skiven sammen, alle som en. Så her beviser IQ endnu engang, at de er i superligaen inden for den engelske progressive rock. Jeg kender kun to bands, der har samme klasse som dem, og det er Arena, og Pendragon. 

Så hvis du er ”gammel” fan som jeg, så er Frequency så absolut et must. For den er i samme klasse som "The Seventh House" fra år 2000, eller "Dark Matter" som er fra 2004. Også for nye kommende fans, er udgivelsen her et fremragende sted at starte! Produktionen er som altid også i top, ligeledes gælder det også for det coveret. Den version jeg sidder med her, er en special edition. Og her følger en live dvd med, som er optaget i Holland i 2007. Og den er alle pengene værd! Den viser virkelig bandet i topform, så de ekstra penge er virkelig givet godt ud! 

Frequency er udkommet på pladeselskabet Inside Out. 

          (9½ ud af 10)

Lyt til IQ her: http://www.gep.co.uk/iq

____________________________________________________________________________

 Syron Vanes- Property Of...

Anmeldt af René: 07-06-2009 

Syron Vanes er et svensk band, der blev dannet i Malmø i 1981. Og har efterhånden en del udgivelser på samvittigheden. Den cd jeg her skal anmelde, har titlen Property Of.... Gruppen består af medlemmerne, Michel Strand (bass), Rimbert Vahlstrøm (vokal og guitar), og Staffan Lindstedt (trommer). 

Og nu til det mest væsentlige, nemlig musikken. Og hvad har vi så her og gøre med, når vi snakker om Syron Vanes? Jo, vi har og gøre med en blanding af heavy rock og heavy metal. For mange af de riffs forsanger og guitarrist Rimbert Vahlstrøm her fyrer af, lyder en del henad engelske Saxon. Og ligeledes gør også opbygningen af numrene, men besidder Syron Vanes så samme kvaliteter som dem? Nej, overhovedet ikke! Property Of... er desværre en sørgelig kopi, af Saxon og andre fede bands, og er ærlig talt ikke, et ret fedt bekendtskab for undertegnede. 

Og at et pladeselskab overhovedet gider at spytte penge i det band her, er virkelig mig en gåde! For musikken holder slet ikke. Det starter ellers fint i åbneren ”Wild” for fulde hammer, og med masser af enegi. Men når man har lyttet til et par numre mere, så keder man sig bravt! For musikken besidder faktisk overhovedet ikke noget variation, og det er et af problemmerne. Ligeledes er de tre herres indsats på deres instrumenter, heller ikke noget at råbe hurra for. Specielt sanger og guitarrist Rimbert Vahlstrøms evner på den seksstrengede, er meget begrænsede, og det samme gør sig gældende for hans vokal! For mage til kedelig og monoton vokal, skal man lede længe efter. Ja, for at sige det pænt, så er han ikke lige just nogen Bruce Dickinson... 

Produktionen på Property Of... er faktisk okay. Det er så også det eneste lyspunkt for cden her. Så som den kære og opmærksomme læser, indtil nu sikkert har set, så kan jeg ikke anbefale cd'en her! Men skulle man alligevel have interesse i udgivelsen, så er den udkommet på selskabet Record Heaven. 

     (5 ud af 10)

Lyt til Syron Vanes: http://www.myspace.com/syronvanes

________________________________________________________________________________________

  Fury UK - ”VR”

Anmeldt af René: 05-06-2009

Fury UK er et engelsk band, som dele af navnet også antyder. De blev dannet tilbage i 2002, og har tidligere udgivet en fuldlængde med titlen ”Face Of Adversity”. Gruppen består af 3 medlemmer, Chris Appleton (vokal og guitar), Martin McNee (trommer), og sidst men ikke mindst Luke Appleton (bass og kor).  

Gruppen er for mig et yderst glædeligt bekendtskab! Og grunden til at jeg siger det, er at de er hamrende ligeglade med hvad der er på mode, og hvad der lige er oppe i tiden. Og det er faktisk ret sjældent i disse år, og noget jeg personligt kun kan bifalde! De har som alle andre musikere, deres helte og sådan skal det være. Og en af de helte er tydeligt Iron Maiden! For dele af VR lyder som førnævnte band tilbage i startfirserne. Her tænker jeg specielt på udgivelser som ”Killers” og tildels også ” The Number Of The Beast”. Her tænker jeg specielt på guitararbejdet fra Chris Appleton, for mange af de riffs og soloer og harmonier som han fyrer af, lyder ret meget som Dave Murray og Adrian Smith. Metallica er et andet band, gruppen vist også har lyttet en del til. For den opbygning og enegi de fyrer af på VR, minder ret meget om Metallica i deres velmagtsdage. Men ellers er Fury UK til tider lidt svære at sætte i bås, da de også har deres egen stil.  

Rent musikalsk er der ikke så meget at komme efter! De er alle tre dygtige på hver deres respektive instrumenter, og det er tydeligt at de kan deres håndværk. Dog vil jeg så sige at sanger og guitarrist Chris Appleton, godt kunne bruge lidt sangundervisning! For han synger i det samme toneleje på hele cden, og det kan godt blive lidt ensformigt at høre på. Men hans evner på den seksstrengede er der ikke noget at sætte en finger på! Og det skinner tydeligt frem i den smukke instrumentale ”The Last Invention”, hvor han kombinere teknik og melodi, på fremragende vis. Sublimt!  

Andre numre der er værd at fremhæve er for eksempel åbneren og tittelnummeret ”VR” hvor der virkelig er smæk på og samtidig meget melodisk. Eller nummeret ”Outpost” der er en flot powerballade, og sådan kunne jeg blive ved. Jeg har ikke de store problemmer ved at anbefale cden her, da den faktisk er ret fed!

VR udkommer 13 Juli på selskabet Rocksector Records

        (8 ud af 10)

 High Noon – No Turning Back 

Anmeldt af Calle: 19-05-2009 

High Noon blev dannet i Hollywood i 1989 af Sam Persons (bas) og Ken Hitsman (guitar). De fik hurtigt Jim Zappa (sang) og Mike Patterson (trommer) ombord i bandet. 

No Turning Back er en samling af sange fra bandets levetid (1989 – 1994) og sangene ligger i kronologisk rækkefølge. De første to sange på cd’en “High Noon” og “Bad Moon Risin’” er optaget på en 8-spors båndoptager og det kan høres tydeligt i lydkvaliteten. På trods af dette er “Bad Moon Risin’” en helt udemærket sang. De to næste sange “Rude Boy” og “Don’t Come Running” er optaget på et 24-spors studieudstyr og får dermed en noget bedre lyd. Først nævnte sang er en rigtig god rocker og “Don’t Come Running” er en ok ballade. De næste fire sange “Have My Heart”, “Skatin’ On Thin Ice”, “When The Night Calls” og “Just Like A Woman” på No Turning Back er optaget af Michael Lardie og Michael Wagner og samtidig mixet af Michael Wagner. Med disse to herrer bag roret får sangene en rigtig god lyd og de hører alle til blandt cd’ens bedste sange. Isør rockeren “Have My Heart” og balladen “Just Like A Woman” ligger godt  mine ører. Bandet havde et mindre top ti hit i Europa med “Have My Heart” og sangen gav også genlyd i Japan. På de næste tre sange “Who Do You Think You Are?”, “Around Midnight” og “Faith Hope And Love” er bandet tilbage på en 8-spors optager, men lyden er blevet klart bedre ned på cd’en første to sange. Alle tre sange er udemærkede rock sange og især “Who Do You Think You Are?” har efter min mening hit potientale. Pladens sidste tre sange “Bed Of Lies”, “Weight Of The World” og “House Of Glass” er ikke værd at skrive hjem om. Først nævnte har en meget funky guitar og de sidste to er bare middelmådige rock sange uden glød. Bandet havde måske mistet gnisten. Dette kan måske skyldes grungens indtagelse i radio, tv og koncertsale, samt den folkelige lyst til High Noon’s genre var væk. 

Sangene er som sagt produceret af henholdsvis Zappa og Hitsman (som også var bandets hovedsangskrivere) og legendariske Michael Wagner og Michael Lardie (Great White). Derfor har No Turning Back en lidt blandet lydkvalitet, men alt i alt synes jeg No Turning Back er en rigtig god cd og der er som sagt flere rigtig gode sange at finde på cd’en, som f.eks. “Rude Boy”, Have My Heart” og “Who Do You Think You Are?”.  Derudover synes jeg Zappa har en fremragende stemme, som ligger rigtig godt til denne musikstil. Med lidt mere held tror jeg godt High Noon kunne have fået et gennembrud. Ihvertflad hvis de var kommet frem et par år før de gjorde. 

Jeg vil sammenligne High Noon med bands som bl.a. Britny Fox, Danger Danger, Dangerous Toys, Warrant og Tyketto. Så er du til disse bands, vil du også kunne lide No Turning Back. 

       (7 ud af 10)

Lyt til: http://www.myspace.com/highnoonrocks

___________________________________________________________________________

 Gynger Lynn – Gynger Lynn 

Anmeldt af Calle: 19-05-2009 

      (5½ ud af 10)

 Nightlight - Funeral Of Love

Anmeldt af Calle: 05-05-2009

        (8 ud af 10)

 4Bitten - No More Sins

Anmeldt af Calle: 05-05-2009

       (6½ ud af 10)

 Bai Bang – Are You Ready

Bai Bang er fra Helsingborg/Malmö, Sverige og de har eksisteret i over 20 år. Bandet består af Pelle Eliaz (guitar), Diddi Kastenholt (sang), Joachim Sandin (bass) og Jonas Langebro (trommer). Are You Ready er Bai Bang’s sjette udgivelse (heraf er der en best of) og albummet udkom den 24. april 2009.

Are You Ready består af 10 sange og har en varighed på ”kun” 33 min, hvilket ikke er meget i disse dage. Første sang er ”I Love The Things You Hate”, som er en party rocker og hører til blandt cd’ens bedste sange. Et helt udmærket åbningsnummer, som sætter godt gang i cd’en. Næste sang er ”Born To Rock”, som minder mig en del om Wig Wam’s ”In My Dreams”, som de deltog i det Norske melodi grand prix med. Dette er også en af de bedre sange på Are You Ready. Herefter følger ”Party Queen”, som igen er en party rock sang i stil med åbningsnummeret og den har alle rock sange klichéerne om sex, damer og rock ’n’ roll. De næste tre sange ”Are You Ready - I’m Ready”, ”We Come Alive” og ”Only The Best Die Young” er lidt mere middelmådige sange. Sidst nævnte er en lidt kedelig ballade, som mangler lidt for at blive en rigtig godt power ballade. Herefter følger cd’ens mest heavy sang ”Longtime Cummin’”, som hører til blandt mine favoritter. Den har en god rytme og Pelle levere en fed hard rock guitar. De sidste tre sange ”Bad Boys”, ”Bigtime Party” og ”All The Little Things” mangler også lidt for at blive rigtig gode rocksange. Sidst nævnte er et ok down-tempo nummer, men den mangler lige det sidste.

Are You Ready er godt produceret og helt klart den mest polerede udgivelse med Bai Bang. Man kan godt høre, at bandmedlemmerne har nogle år i bagagen og de spiller deres instrumenter rigtig godt. Diddi har en super stemme og den passer godt til denne form for rock.

Bai Bang spiller melodisk hard rock med lidt glam/sleaze undertoner og alle rock klichéerne er til stede. Jeg vil sammenligne dem med bl.a. førnævnte Wig Wam, men også bands som Bon Jovi, Poison, Def Leppard, Whitesanke og Danger Danger. Så hvis du er til disse bands, vil du sikkert også godt kunne lide Are You Ready.

        (7½ ud af 10)

Lyt til Bai Bang: http://www.myspace.com/baibang

______________________________________________________________________________

 Nightvision – As The Lights Go Down

Anmeldt af Calle: 21-04-2009

Nightvision er et band fra Lincolnshire, England. Bandet blev dannet i 2003, men skiftede besætning i 2006 og deres line-up består nu af Dave McKee (sang), Neil Wallis (guitar), Daryl Hocking (trommer) og Dean Hocking (bass). Efter at have spillet live mange gange begyndte bandet indspilningen af deres debut cd og skrev samtidig kontrakt med RockSector Records om udgivelse af cd’en. Det er nu blevet til As The Lights Go Down, som udkom den 6. april.

Medlemmerne i Nightvision har mange forskellige inspirationskilder og det kan høres i deres musik. Bandet spiller en god blanding af NWOBHM, progressiv rock og plain hard rock. Åbningsnummeret ”After Drak” lægger standarden for denne cd og sangen er blandt mine favoritter. I de tre næste sange ”Sick And Tired”, ”Something Better” og ”Mine All Mine” er der fuld power på. Sangene drøner bare derudaf og man begynder nemt at rocke med. Næste sang ”Sentenced To The Gallows” er et lidt mere down-tempo nummer. Sangen bygges stille og roligt op til et omkvæd hvor McKee viser sit vokal talent. Denne sang er også blandt mine favoritter. ”Love Ain’t Cheap” forsætter hvor ”Mine All Mine” sluttede. Herefter kommer ”Nightmare”, som er et af de lidt håredere sange på cd’en. Den efterfølges af ”Enough Of You”, som i versene har lidt goth-vibe over sig. Sangen er mere down-tempo og har et fedt guitar riff. De sidste fire sange ”Demons”, ”King For A Day”, ”Carnival” og ”Promiscuity” afslutter As The Lights Go Down med fuld power. Der er dømt hard rock og specielt ”Carnival” får mig til at stampe med foden i takt til musikken. Så denne sang er efter min mening også værd at fremhæve.

Bandet spiller tungt, bassen og trommerne lægger en fed grundrytme og guitararbejdet er helt ok. McKee har en god stemme og han er den rette sanger til dette band. Melodierne er gode og sangene velskrevet. Det eneste jeg mangler er lidt mere variation i sangene. Men alt i alt er As The Lifgt Go Down en ok debut cd, der bliver bedre for hver gang man hører den!! Bandet viser en god omgang energi og passion for musikken.

Hvis jeg skal sammenligne Nightvision med andre bands, så vil jeg sige, at de er en god blanding af bl.a. Stone Gods, The Almighty, Metallica, Vooddo Johnson, The Answer, Dio, Diamond Head og New Generation Superstars.

        (7½ ud af 10)

 Johnny Lima - Livin' Out Loud

Man kan ikke komme uden om Bon Jovi inspirationen, når man hører Livin’ Out Loud (eller de foregående Johnny Lima cd’er). Cd’en består af tolv sange, hvor stilen og lyden minder mig meget om den lyd Bon Jovi havde i 80’erne og 90’erne. Det er catchy rock sange med gode omkvæd og teksterne handler generelt om kærlighed. Åbningsnummeret ”All I Wanna Do” er en perfekt start på denne plade og indledningsriffet giver en lyst til at høre mere. Omkvædet i sangen minder lidt om CrashDïet i kraft af det ”gang-agtige” kor. Næste sang ”Wildflower” er sammen med ”I’m On Fire”, ”Livin’ Out Loud” og ”Hard To Say Goodbye” de sange der lyder mest som Bon Jovi. Sidstnævnte har en keyboard sound i stil med det meget tidlige Bon Jovi. De mest down-tempo sange på Livin’ Out Loud er ”Still Waiting For You” og ”Somebody To Love”. ”Still Waiting For You” er en rigtig pop-rocker og lyder lidt som danske Innocent Blood, som de lyd på soundtracket til Kærlighed Ved Første Hik (bare med engelske tekster i stedet for danske). ”Hate To Love You”, ”Long Way Down” og ”Caught In The Middle” er rendyrkede rock sange og sidstnævnte leder mine tanker hen på Def Leppard. Pladens rock-anthem må være ”Gimme Some Rock, So I Can Roll”. Når jeg hører denne sang får jeg lyst til at feste eller være tilstede til en Johnny Lima koncert. Livin’ Out Loud afsluttes perfekt med ”’Til Love Is Gone” og jeg kan kun sige - jeg bliver nød til at starte denne cd forfra!!!!

Som sagt er Lima inspireret af bands som Bon Jovi, Def Leppard, White Lion, KISS m.fl. Så hvis du kan lide disse bands og du er til catchy rock med gode omkvæd du kan synge med på efter første gennemlyt., så er Livin’ Out Loud helt sikkert noget for dig. Cd’en er velproduceret, musikken er i top, melodierne er fængende og Lima har en god stemme, som faktisk også lyder meget i stil med Jon Bon Jovi’s. Det eneste jeg savner er en decideret ballade. Cd’en har godt nok et par down-tempo sange, men de er ikke helt den form for power ballader, jeg mener hører til en rock cd af denne slags.

Lima spiller selv alt på Livin’ Out Loud undtagen trommer og lead guitar. Trommerne spilles af Bernie F. Diaz og lead guitaren styres af  Craig Takeshita, Christian Wolff og Danny Danzi. Alle tekster og alt musik står Lima også selv for, med undtagelse af ”Gimme Some Rock So I Can Roll” og ”Hard To Say Goodbye”, hvor henholdsvis I. Macpherson og Takeshita har været med ind over musikken.

         (8½ ud af 10)

 Chris Laney - Pure

Anmeldt af Calle: 09-04-2009

         (9 ud af 10)

 Killer Klown - Gain

         (8½ ud af 10)

 Aesthesia – Serious Conspiracy

Anmeldt af Calle: 22-03-2009

Frankrig har andet at byde på en god rødvin, de har også gode rock bands og et af dem er Aesthesia. Bandet kommer fra Paris og efter at have udgivet demoen “Take It As A Last Chance Ride”i 2005, udgav bandet Serious Conspiracy i 2007. Aesthesia består af Nico Marilyn (sang), Julien Gatter (lead guitar), Voodoo (rytme guitar), Dim Obolensky (bass) og Mike Marcia (trommer).

Aesthesia spiller hard rock tilført lidt punk. De er inspireret af bands som Guns ’n’ Roses, Mötley Crüe, Backyard Babies, Hardcore Superstar, Rose Tattoo m.fl. og det kan godt høres i de tolv sange på Serious Conspiracy. Lige fra indledningsriffet i ”Cold Case” til den sidste strofe af ”Too Bad Too Sad” er der fuld power på musikken. Tempoet sættes kun ned en gang midtvejs på cd’en i nummeret ”Burned Macadam Road”. Ellers er der fede guitar soloer og Nico’s stemme er meget lig Axl Rose’s. Han er nok den sanger jeg har hørt, hvis stemme nærmer sig Axl’s mest. De sange hvor punk-inspirationen kommer mest til udtryk er i ”No Flowers For My Friend” og Hungry Dog” og Hardcore Superstar inspirationen høres bedst i ”Follow”. I kraft af Nico’s lille accent minder nogle af sangene mig meget om bands fra den svenske sleaze-scene. Det høres bl.a. i ”Bad N’ Pretty”, som har en smule Crazy Lixx over sig. Sangen er bygget op på samme måde og har samtidig et godt synge-med-omkvæd. Resten af sangene på Serious Conspiracy ”11:00 One Way Express”, ”Poisoned Dice”, ”Your Snazzy Side”, ”One Way Step Ahead” og ”Hit A Snag” lyder hen af de førnævnte bands, hvor især Guns’ n’ Roses inspisrationen skinder igennem. I sidst nævnte sang synger Stuffy fra High-school Motherfuckers (et andet frasnk band) backing vocals. Denne sang, samt ”One Way Step Ahead”, ”Bad N’ Pretty” og Too Bad Too Sad”, er mine personlige favoritter på Serious Conspiracy.

Aesthesia er et lovende band og jeg syntes bestemt at denne cd er et lyt værd. Så hvis du kan lide bare et par stykker af de nævnte bands, så vil du også kunne lide Aesthesia. De rocker virkelig godt!!

        (8 ud af 10)

 Shotgun Revolution – EP

Anmeldt af Calle: 19-03-2009

Shotgun Revolution er et nyere dansk rockband, som er godt på vej frem. Bandet består af Ditlev (sang), Martin Frank (lead guitar), Henrik (rytme guitar), Michael (bas) og Kasper Lund (trommer). Martin Frank har sammensat bandet med en vision om, at Shotgun Revolution skal sætte Danmark på verdens rockscene. De er i øjeblikket i gang med at skrive og indspille deres første album og i mellemtiden har de udgivet denne EP med fem sange.

Ep’ens første to sange ”I Don’t Care” og ”What You’re Doing To Me” er fede sange med en tung rockende grundrytme, som sætter festen godt i gang. Næste sang er ”The Last Goodbye”, som har en mere funky og bluesy vibe. Herefter følger ”Hopefully”, som er cd’ens mest stille sang. Starten på denne sang kan godt minde om en nyere Bon Jovi sang, men den bevæger sig hurtigt over i Shotgun Revolutions egen stil. Den sidste sang på Shotgun Revolution EP’en er ”Give Me More”, som er ligeså rocket som EP’ens to første sange. Den minder mig en del om amerikanske Buckcherry. 

Der er god variation i EP'ens fem sange, hvilket gør den rigtig god og lyttevenlig. Jeg må indrømme, at jeg ved de første par gennemlyt ikke kunne finde ud af hvilke sange, der var min favoritter. Men efter noget tid bed specielt ”Hopefully” og ”I Don’t Care” sig fast i mine øregange. Alle sangene er velskrevet og godt opbygget med gode vers og et omkvæd man kan huske og samtidig synge med på. Sangene er skrevet af Martin og Ditlev, på nær ”Hopefully”, som er skrevet af Martin og B. Wixon. Shotgun Revolution EP’en er produceret af Martin og indspillet i henholdsvis Sweet Silence og InHouse studierne. Mixningen har Martin og Flemming Rasmussen stået for. Sidst nævnte er bl.a. kendt for sit arbejde med Metallica. De fem sange er blevet mastered af George Marino i Sterling Sound, New York. George har tidligere mastered kunstnere som Guns ‘n’ Roses, AC/DC, Aerosmith, Bon Jovi m.fl.

Bandet fremhæver selv Aerosmith, Guns ’n’ Roses, Led Zeppelin og AC/DC som nogen af deres inspirationskilder. Dette kan godt høres i deres musik, men jeg synes alligevel de formår at finde deres egen stil. Jeg vil betegne Shotgun Revolution’s musik, som en blanding af de nævnte klassiske rock bands tilført en nyere sound, som den lyder i 90’erne og fremefter. Især ”What You’re Doing To Me” har en Velvet Revolver feeling over sig. Så hvis du er til de klassiske Guns ’n’ Roses og Aerosmith, samt nyere bands i stil med Velvet Revolver, Buckcherry og End Ever After, så er Shotgun Revolution lige noget for dig.

        (8 ud af 10)

 Stallion Four - Devil In Me

Anmeldt af Calle: 25-01-2009

        (7½ ud af 10)

 Dirty Passion - Dirty Passion

Anmeldt af Calle: 25-01-2009

        (8 ud af 10)