|
|
|
|
|
|
|
|
 Led Zeppelin Jam - Den 8. december 2007 i Pumpehuset.
Anmeldt den 11-12-2007 af: Calle
Jeg havde store forventninger til denne koncert, og det på trods af, at jeg kun har set Led Zeppelin Jam på tv og har hørt deres eneste udgivelse - Led Zeppelin Jam - Live 10/1-94 på cd. Jeg havde delt et par øl med nogle venner og humøret var højt, da vi ankom til et udsolgt Pumpehuset.
Der var ikke noget opvarmningsband og som et ægte rockband nu skal, kom bandet på scenen ca. tyve minutter efter det annoncerede start tidspunkt. Men hvad gør det, når bare der er kolde øl?
Koncerten blev startet med "Good Times Bad Times" og bandet virkede som om de sprudlede af spilleglæde. Herefter fulgte bl.a. kendte klassikere som "Lemon Song", "Whole Lotta Love", Thank You" og "Immigrant Song" inden bandet tog sig en velfortjent pause. Nye forsyninger af øl blev hentet og vi var klar til andet sæt. Hvis bare det blev lige så godt som første sæt, så var der virkelig noget at se frem til.
Andet sæt blev skudt igang og her spillede bandet bl.a. "Kashmir", "Moby Dick", "Bring It On Home", "How Many More Times", "Rock 'n' Roll" og selvfølgelig "Stairway To Heaven".
Alex Nyborg Madsen's stemme passer perfekt til de gamle Led Zeppelin sange og den lyder meget i stil med Robert Plant's. Ivan Horn og Henrik Tvede ved hvordan man spiller guitar og de fyrede soloerne af med udpreget perfektionisme. Min ene ven fortalte mig, at Ivan spiller forskellige soloer hver gang og dermed ikke fuldstændig de samme som Jimmy Page gjorde.
Aftenens vel nok største overraskelse kom i koncertens sidste nummer. Her kom Hans Kongelige Højhed - Kronprins Frederik på scenen og gav den fuld gas på mundharpe. Han fik et kæmpe bifald med på vejen og der blev taget mange billeder med mobiltelefoner og digital kamerarer.
Det var en kanon fed koncert og den levede fuldt ud op til mine forventninger. Og når man samtidig får vores Kronprins på mundharpe med oven i, så er det en koncert der vil sidde på nethinden i lang tid.
(Se disse og flere af mine egne billeder fra koncerten under koncert fotogalleri eller klik her).
The End
________________________________________________________________________
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 Papa Roach - Live And Murderous In Chicago
Anmeldt den 18-11-2007 af: Calle
"Live And Murderous In Chicago" er Papa Roach's første DVD udgivelse. Koncerten er, som titlen angiver, optaget i Chicago. Nærmere betegnet 1.maj 2005. i Vic Theater.
Papa Roach startede som et "rap-metal" band, men har senere skiftet stilen ud med en mere "nu-metal" lyd. Det har gjort bandet mere kommercielt og deres senste to udgivelser "Getting Away With Murder" (2004) og "Paramount Sessions" (2007) har ramt et bredere publikum. På "Live And Murderous In Chicago" strækker koncerten sig over 19 sange, som primært er fra "Getting Away With Murder" og de foregående to cd'er "Infest" (2000) og "Lovehatetragedy" (2002). Heriblandt hits som "She Loves Me Not", "Scars" (se video nedeunder), "Broken Home", "Last Resort", "Getting Away With Murder" og "Between Angels And Insects".
Bandet består af Jacoby Shaddix (sang), Dave Buckner (trommer), Jerry Horton (guitar) og Tobin Esperance (bass). De virker meget sammenspillet på denne live DVD og Jacoby er en frontmand, der virkelig kan få gang i publikum. Han fyrer den virkelig af på scenen. Han får folk til at synge med og råbe hvad han vil ha' dem til. F.eks. "If I say Rock" - "You say Roll" og fansne er med på den hele vejen igennem.
Lyd og billedmæssigt er "Live And Murderous In Chicago" virkelig god. Kameraerne følger musikkerne godt og skifter godt imellem dem. Samtidig føres de også ud over publikum, som giver den fuld gas hele vejen igennem koncerten. Lyden er produceret rigtig godt, hvor der på andre live Dvd'er, tit kan være stor forskel mellem sang og musik. Det kan gøre det svært at høre sangeneren, men sådan er tilfældet ikke her.
Som bonus materiale på "Live And Murderous In Chicago"er der billedgalleri, interview og musikvideoer. Der er syv videoer, som består af: "Last Resort", "Broken Home" og "Between Angels And Insects", som alle er fra "Infest". "She Loves Me Not" og "Time And Time Again" fra "Lovehatetragedy". Og sidst "Getting Away With Murder" og "Scars" som begge er fra "Getting Away With Murder".
Så hvis du er fan af Papa Roach er denne DVD et "must". Eller hvis du bare godt kan lide en fed live DVD, så burde du også se "Live And Murderous In Chicago".
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 Megadeth - United Abominations
Anmeldt den 03-11-2007 af: Calle
Så er Dave Mustaine og hans band Megadeth tilbage med et nyt album. Og "United Abominations" er Megadeth's bedste album i 15. Ikke siden "Countdown To Extinction" fra 1992 har bandet lavet så gode numre. På denne cd har Mustaine dog ikke flere af de gamle medlemmer tilbage. Grundet dalende salg i midt/slut 90'erne og starten af 2000, med cd'er som: "Youthanasia" (1994), "Cryptic Writings" (1997), "Risk" (1999) og "The World Needs A Hero" (2001), blev der uoverenstemelser i bandet og de forlod Mustaine og Megadeth. Den sidste der forlod bandet var David Ellefson, som ellers havde været en del af Megadeth siden 1983. Han havde været med på fede cd'er som: "Killing Is My Business..And Business Is Good" (1985), "Peace Sells...But Who's Buying" (1986), "So Far, So Good...So What" (1988), "Rust In Peace" (1990) og før nævnte "Countdown To Extinction".
Det nye band består udover Dave Mustaine (sang og guitar) af Glen Drover (guitar), Shawn Drover (trommer) - de er brødre - og James Lomenzo, som nogle måske kender fra White Lion. Alle rigtig gode musikkere. Og der bliver også fyret soloer af i Megadeth stil på flere numre på "United Abominations".
Mustaine er ikke bleg for at være politisk i sine tekster og han lægger heller ikke skjul på sine holdninger på "United Abominations". Cd'en lægger hårdt ud med "Sleepwalker", som efter min mening er et af cd'ens bedste numre. Det leder tankerne tilbage til "Rust In Peace". Det samme gælder for tre af cd'ens fire næste numre: "Washington Is Next", "Never Walk Alone...A Call To Arms" og "Gears Of War". Herimellem ligger titelnummeret "United Abominations", hvor Mustaine giver sin mening til kende om FN. Og det er ikke pænt! De to næste numre "Blessed Are The Dead" og "Play For Blood" er stadigvæk gode, men hører ikke til cd'ens bedste numre. "Á Tout Le Monde" (Set Me Free) er en genindspilning af et nummer fra "Youthanasia". Denne gang i duet med Cristina Scabbia fra det italianske goth-band Lacuna Coil. Og dette gør ikke nummeret dårligere, måske endda en lille smule bedre end den originale (se video nedeunder). De sidste tre numre på "United Abominations", "Amerikastan", "You're Dead" og "Burnt Ice" lægger sige op af Megadeth's stil, som man kender den.
Så alt i alt en rigtig fed cd, som burde stå i en hver metal-cd-samling med respact for fed heavy!! Meagdeth ER tilbage!!
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 Black Stone Cherry - Black Stone Cherry
Anmeldt den 12-10-2007 af: Calle
Så har jeg endnu engang fået fingrerne i en rigtig fed rock cd. Denne gang er det Black Stone Cherry, som er et ungt band fra Edmonton, Kentucky - USA. "Black Stone Cherry" er gruppens første cd og efter min mening er det noget af en debut. Stilen på cd'en er en rigtig god blanding af nu-rock, post-grunge og sydstats-rock. Men hvor flere bands i samme genre falder igennem, så har Black Stone Cherry formået at lave nogle fede og catchy rocksange.
De fire unge fyre i bandet er: Chris Robertson på sang og guitar, Ben Wells på guitar, Jon Lawhon på bass og John Fred Young på trommer. De har allerede været på tour med flere store navne som f.eks. Aerosmith, Nickelback og Black Label Society. Sidst nævnte bands frontfigur Zakk Wylde (også med i Ozzy Osbourne's band) har sågar sagt, at Black Stone Cherry er et af de bedste nye rockbands, som han har hørt i laaaang tid. Men de kan også godt finde ud af at bruge deres instrumenter og Chris har en af de mest cool og "rå" stemmer jeg længe har hørt.
Nu til sangene på "Black Stone Cherry". "Rain Wizard" er det perfekte åbningnummer på cd'en. Den lægger ud med et hårdt riff og sangen er efter min mening et af de bedste på cd'en. De næste tre numre "Backwoods Gold", "Lonely Train" og "Maybe Someday" er alle rigtig gode rocknumre og følger godt i sporerne på "Rain Wizard", men ikke helt på samme højde. ("Maybe Someday" er tæt på). "Lonely Train" var første singlen fra cd'en, hvilket jeg ikke helt kan forstå, men hvem er jeg til at have en mening om det? De to næste numre "When The Weight Comes Down" og "Crosstown Woman" er de to mest "kedelige" numre (hvis man kan kalde nogle af numrerne kedelige). Herefter er der fed rock igen med "Shooting Star" og mit favorit nummer "Hell And High Water", som burde have været første singlen. (Se video nedenfor). De sidste fem numre "Shapes Of Things" (cover af Yardbirds gamle nummer), "Violater Girl", Tired Of The Rain", Drive" og Rollin' On" rocker videre i samme sydstats/hard-rockin' post-grunge nu-rock stil som rsten af cd'en. Især "Tired Of The Rain" er et fedt nummer.
Jeg tror Black Stone Cherry har en god chance for at nå langt og jeg glæder mig til at høre mere fra dette band i fremtiden. Og hvis de kigger forbi Danmark på en tour, så står jeg på forreste række. De kan kun være gode live. Men check dres MySpace side ud (se nedenfor) og køb cd'en hvis du kan lide havd du hører. DET KAN JEG!!
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 Kid Ego - Ignite The Tide
Anmeldt den 03-10-2007 af: Calle
Kid Ego er et engelsk rockband, som blev dannet i York i 2004. "Ignite The Tide" fra 2006 er bandets første udgivelse. Cd'ens 12 numre er kraftigt inspireret af bandmedlemmernes egne idoler, som er rockbands fra 70'erne og 80'erne. Det er navne som Thin Lizzy, Led Zeppelin, Deep Purple, Guns 'n' Roses, Mötley Crüe, Def Leppard m.fl.
Bandet består af: Phil Morfitt og Birdy på guitar, Rookie på bass, Nicky Miller på trommer og sangeren på "Ignite The Tide" er Zakk Taylor. Efter en del koncerter og små tours blev Zakk smidt ud af bandet. Han blev erstattet af Henry Rundell, som var sanger i et andet engelsk band Voodoo Six.
"Ignite The Tide" er en rigtig god cd, hvis man er til den mere sleazede rock med en snært punk-attitude. Cd'en indeholder mange fede numre som bl.a. "Lady Conniver", Heartbreak Hooker" og titelnummeret "Ignite The Titde". Især først nævnte er en af mine favoritter. Der rockes videre på stort set alle numrene, som "Magic Candy", Sweet Bectoria", "Flirtin With Suicide" (Se video nedenfor) og Hell shot". Af de mere stille numre findes kun "UFO", men jeg vil ikke betegne den som en ballade. Jeg vil egentlig ikke sige, at der er nogen deciderede dårlige sange på "Ignite The Tide", men "Till I Die" og "Deathrow" er ikke dem jeg lægger mest vægt på.
Alt i alt er det en super fed sleaze-rock cd, med en masse fede guitar-riffs. Zakk har også en god stemme til den her musikstil og bassen og trommerne styres også fortrinligt. Ja selv koklokkerne bliver fundet frem på bl. a. "Sweet Bectoria" af den unge Nicky. Han var kun 16 da han kom med i bandet.
Hvis du får muligehden for at se Kid Ego live, så skal du gøre det. De sparker virkelig røv og elsker deres fans.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 Switchblade - Rock 'n' Roll 4ever
Anmeldt den 24-08-2007 af: Calle
Switchblade er et dansk sleaze band med en snært af bluesy sydstatsrock. Lyden minder mig om 80'ernes "hairmetal" blandet med lidt AC/DC og Motörhead. "Rock'n 'Roll 4ever" (2007) er bandets andet udspil og lyden er blevet en del bedre og cd'en er samtidig mere velproduceret end forrige cd, "Switchblade Seranade" (2004).
Bandet består af Ken Anthony (sang), som selv har været musikskribent/anmelder for Metal Forces. Hans stemme minder lidt om Lenny fra Motörhead. Den er rå og hæs og passer godt til Switchblade's musik. Udover Ken er bandet nyt i forhold til "Switchblade Seranade" og de er samtidig blevet en guitarist mere. Guitarerne styres virkelig glimrende af Martin Steene og Henning Nielsen. De fyrer gode soloer af på mange af numrerne. Ikke de lange soloer som nogle guitarister har for vane at gøre, men de er virkelig heavy og rockede. De sidste to medlemmer er Søren Christensen (bass) og Kim Hagemann (trommer).
"Rock 'n' Roll 4ever" lægger ud med "Cocksuckin' Suzie", hvor Ken efter min mening har den bedste stemme på hele cd'en. De næste fire numre er "straight-ahaed" gode rocksange. Især "Desert Train" får mig til at rocke med. Titelnummeret "Rock 'n' Roll 4ever" kunne have været et af 80'ernes rockklassikere, hvis cd'en var udkommet dengang. "Face The God" er endnu et godt rocknummer. På "Man On The Run" hører man rigtig inspirationen fra sydstatsrocken. Bluesen bliber fundet frem på sangen "Bad Morning Blues", som er et rigtig fedt nummer. Igen lægger stilen sig op af sydstatsrocken blandet med lidt AC/DC. Næste sang er "Dynamite", hvor tempoet igen bliver sat op og nummeret er efter min mening et af de bedste sange på "Rock 'n' Roll 4ever". Cd'en afsluttes med den "Bag Full Of Nuthin'", som ikke er det bedste nummer på cd'en, men alligevel værd at lægge ører til.
Der er ingen ballader at finde på denne cd, så hvis du er til "straight-ahead" sleaze rock af den mere beskidte slags, så er denne cd noget for dig. Det er ihvertfald den bedste danske sleaze-udgivelse jeg har lagt ører til.
Switchblade spiller som opvarmning for CrashDïet på The Rock den 28. september. Håber vi mødes derinde!!
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 CrashDïet - Rest In Sleaze
Anmeldt den 24-08-2007 af: Calle
Sverige er efter min mening sleazerockens land (når man ser bort fra 80'ernes L.A./Hollywood). Der vælter det ene gode sleaze/glam-band ud efter det andet. Og CrashDïet er efter min mening det bedste af de bnads lige nu.
Bandet på cd'en består af Dave Lepard (R.I.P.) (guitar/sang) (Dave blev fundet død i sin lejlighed kun 5 måneder efter udgivelsen af "Rest In Sleaze". De andre bandmedlemmer havde sagt til ham, at han skulle skære ned på sit forbrug af "drugs". Han begik selvmord og blev fundet om mandagen den 20. januar 2006). Udover ham består bandet af Martin Sweet (guitar), Peter London (bass) og Eric Young (trommer). Bandet overvejede længe om de skulle fortsætte under CrashDïet navnet, men efter mange søvnløse nætter, besluttede de at fortsætte med en ny sanger. De søgte længe og fandt en finne ved navn Olliver.
Som titlen på cd'en antyder, er der her tale om en cd, hvor der lægges vægt udelukkende på sleazerocken. Og bandet lægger ikke skjul på hvor inspirationen er hentet. Det er den hos L.A./Hollywood 80'er bands som Mötley Crüe, L.A. Guns, Ratt m.fl.
"Rest In Sleaze" starter hårdt ud med "Knokk 'Em Down" og efterfølges af "Riot In Everyone", som er et "rockanthem" i høj klasse. Og er efter min mening den bedste sang på cd'en (se video nedenfor). De to næste numre "Queen Obscene/69 Shots" og "Breakin' The Chains" er gode rocknumre, som opbygges godt til et "synge-med" omkvæd. "Needle In Your Eye" har et fedt Mötley Crüe riff og med "Tikket" sættes tempoet op igen. "Out Of Line" og It's A Miracle" er også begge to numre, hvor omkvædet er "synge-med" venligt. De to sidste sange på cd'en "Straight Outta Hell" og "Back On Track" slutter "Rest In Sleaze" af i samme stil som den startede.
Så hvis du er til derudaf sleaze i høj kaliber, så er "Rest In Sleaze" en cd for dig!!
CrashDïet spiller på The Rock den 28. september sammen med danske Switchblade (se anmeldelser)og svenske Sister. Tag ind og check dem ud for de er OGSÅ fede live. Ses vi, det tror jeg nok vi gør.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 Europe - Secret Society
Anmeldt den 28-07-2007 af: Calle
Efter Europe's "comeback" album "Start From The Dark" (2004), er svenskerne tilbage med endnu et album, hvor lyden er hårdere end vi er vant til fra gruppen.
"Secret Society" er et rigtig godt rockalbum. Der er dog ingen "The Final Countdown" eller "Carrie", begge fra "The Fianl Countdown" (1986), men cd'en indeholder fede rocknumre og iørefaldende ballader.
Cd'en lægger hårdt ud med titelnummeret "Secret Society", som efterfølges af cd'ens førstesingle "Always The Pretender". Også her er der tale om et nummer i den lidt hårdere stil. På "Let The Children Play" gør bandet brug af et stort børnekor, som leder tankerne hen på Pink Floyd, dog er sangen mere rockende. "Forver Travellin'" er det nummer på "Secret Society" som kommer tættest på 80'er lyden, men stadigvæk mere nytænkende. Europe bruger også lidt klassiskinspireret keyboardspil på indledningen til "Human After All", men også her bevæger sangen sig i den lidt hårdere retning.
"Secret Society" har ikke nogen direkte stille ballader, men "Wish I Could Believe" og "A Mother's Son" er to gode powerballader. De resterende numre på cd'en er alle gode rocknumre med gode riffs.
Europe består af Joey Tempest (sang) og hans stemme er ikke blevet dårligere gennem årerne. Tværtimod synes jeg han har fået flere facetter med i sin stemme. Han har fået en lidt mere blueset stemme og på flere af numrerne bruger han sin stemme som et instrument. Guitaren styres af John Norum, som er en fænemonal guitarist og han levere mange fede riffs og soloer på cd'en. Udover Tempest og Norum, som startede bandet i 1979 under navnetForce, består bandet af John Levén (bass), Ian Haugland (trommer) og Mic Michaeli (keyboard).
Noget af det bedste ved "Secret Society" er, at Europe ikke prøver at lyde som de gjorde det i deres storhedstid i 80'erne. De har fulgt med tiden og lyder som et mere "modent/voksent" band.
Efter min mening er "Secret Society" en rigtig fed cd fra et af nordens bedste rockbands. Europe er tilbage i stor stil.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 Hellyeah - Hellyeah
Anmeldt den 28-07-2007 af: Calle
Mange betegner Velvet Revolver og Audioslave som "supergrupper", hvilket de efter min mening også er. Og nu er der kommet endnu et af slagsen, denne gang i den mere hårde ende af heavyskalaen. Så august måneds cd er Hellyeah med cd'en af samme navn.
Hellyeah består af: Vinnie Paul (trommer), som nok bedst er kendt fra Pantera og Damageplan. Fra Mudwayne er der Chad Gray (sang) og Greg Tibbett (guitar). De sidste to medlemmer er Tom Maxwell (guitar) og Jerry Montano (bass), som begge er fra Nothingface. Så det er alle fyre fra den tunge del af heavyen.
Hellyeah er Vinnie Paul's første band siden hans bror, Dimebag Darrell, blev skudt ned under en Damageplan koncert den 8. december 2004 i Columbus, Ohio. Dimebag blev skudt og dræbt på scenen, da en skør fan af Pantera (Dimebags og Vinnies forrige band), pludselig skød mod bandet på scenen. Rygterne siger at den skøre fan ikke ville indfinde sig med, at Pantera var blevet oplyst. Han blev selv skudt af en politibetjent, der tilfældigvis var tilstede backstage. Det tog selvfølgelig hårdt på Vinnie, men nu er han tilbage med et nyt og spændende band.
Man kan nærmest opdele cd'en i tre slags sange. De hårde, de heavy og de "stille". "Hellyeah" lægger ud med sangen af samme navn og det er et af de mere hårde numre på skiven. Næste nummer på cd'en er "You Wouldn't Know", som samtidig også er cd'ens første single. Nummeret er ikke nær så hårdt, som flere af cd'ens andre numre. Måske er det derfor netop denne sang er valgt som førstesinglen.
Herefter kommer to af "Hellyeah's" hårdere numre "Matter Of Time" og Waging War". Især sidstnævnte blæser derudaf med dobbeltstortromme og guitarlir. "Alcohaulin' Ass" er næste sang på cd'en og findes i to udgaver. Den ene gang som et bonustrack, hvor nummeret spilles acoustisk. "Alcohaulin' Ass" er, sammen med "Thank You", cd'ens to "ballader", hvis man altså kan tillade sig at kalde dem det, når der er tale om et band som Hellyeah!?!
De resterende numre på "Hellyeah" er en god blanding af de førnævnte hårde og heavy sange.
Alt i alt en fed cd med fede guitarriffs, dobbelt stortromme og til tider god vokal. Så hvis du kan lide enten Pantera eller Mudvayne eller begge bands, så vil du også kunne lide "Hellyeah".
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 Scorpions - Humanity Hour 1
Anmeldt den 16-07-2007 af: Calle
Med "Humanity Hour 1" er Scorpions tilbage i stor stil. Det er Scorpions som vi kender dem, med gode rocksange og skønne ballader (hvis man er til dem). På cd'en lægger bandet hårdt ud med "Hour 1", som er et rigtig fedt nummer med et tungt riff. Udover "Hour 1" er også "321" i den mere tunge stil og "We will Rise Again" har et indledningsriff i bedste nu-rock stil. Det samme gælder for "The Cross", hvor Billy Corgan (Smashing Pumpkins) gæsteoptræder.
"The Future Never Dies", Love Will Keep Us Alive" og "Your Last Song" er "Humanity Hour 1's" ballader. Især sidst nævnte leder tankerne tilbage til Scorpions vel nok største hit "Wind Of Change" fra "Crazy World (1990). Jeg tror dog aldrig Scorpions får et så stort hit igen.
Resten af numrerne på "Humanity Hour 1" er typiske Scorpions numre, men IKKE bare fyldstof. De er alle gode rocksange!!
Klaus Meine's stemme er bedre end nogensinde og hans tyske accent er blevet mindre. Rudolf Schenker og Matthias Jabs styrer deres guitarer ganske glimrende, med fede soloer i stor stil. Med på cd'en er også Pawel Maciwoda på bass, som også var med på Scorpions forrige cd "Unbreakable". På trommer er det James Kottak, som medvirker på en del af de sidste cd'er.
Cd'en er rigtig godt produceret af James Michael og Desmond Child. Sidst nævnte er også med-tekst-forfatter på mange hits fra bl.a. Bon Jovi, Mötley Crüe og Alice Cooper. På "Humanity Hour 1" er han med ind over alle numrerne pånær et.
Kan du lide Scorpions udover "Wind Of Change", så må du hellere finde pungen frem og erhverve dig et eksemplar af "Humanity Hour 1". Efter min mening er det deres bedste cd i mange år.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 Bon Jovi - Lost Highway
Anmeldt den 30-06-2007 af: Calle
"Lost Highway" er Bon Jovi's 11. udspil (14. hvis man tager "Cross Roads - The Best Of", One Wild Night - Live" og "100.000.000 Bon Jovi Fans Can't Be Wrong" med). Cd'en er en mere stille en af slagsen, hvilket også kommer til udtryk i første-singlen "(You Want To) Make A Memory".
Med "Lost Highway" er der ikke tale om en "Slippery When Wet" (1986) eller "New Jersey" (1988). Men stilen på flere af numrerne leder tankerne tilbage til "Keep The Faith" (1992) og "These Days" (1995). Bl.a. numrerne "Summertime", The Last Night" og "Any Other Day", som alle hører til de mere rockede numre på cd'en.
Cd'en er tildels indspillet i Nashville, hvilket gav anledning til mange rygter om, at Bon Jovi ville udgive en country cd. Dette kan også hænge sammen med, at de havde et no.1. hit på country-hitlisten i USA med genindspilningen af "Who Says You Can't Go Home" (fra Have A Nice Day - 2005), hvor Sugarland forsanger Jennifer Nettles gæsteoptræder. Men "Lost Highway" er ikke en countryplade. selvom Big & Rich og LeAnn Rimes gæsteoptræder på henholdsvis "We Got It Going On" og "Till We Ain't Strangers Anymore".Fem af cd'ens tolv sange er også produceret af Dann Huff (Keith Urban, Rascal Flatts m.fl.).
På "Lost Highway" findes der dog numre, som har lidt rødder i countryen, f.eks. "Whole Lot Of Leavin'" og "Seat Next To You", som begge nyder godt af lidt slideguitar. Før nævnte "We Got It Going On" og cd'ens sidste nummer "I Love This Town" har begge lidt countryrock over sig.
Selv om jeg har været Bon Jovi fan siden storhedstiden med "Slippery When Wet" og gerne så bandet lave en fed rockplade igen. Ja, så synes jeg nu alligevel "Lost Highway" er en god cd. Men den skal have et par gennemlyt før den sætter sig.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
  Klöjs & Jürgen -The Hits..So Far..
Anmeldt den 28-06-2007 af: Calle
Man kan tænke hvad man vil om disse to fyre, men hits kan de brygge sammen. "The Hits...So Far..." er deres første cd. Endnu er der ikke et pladeselskab, der har vist interesse for dette 2-mands band. Så cd'en er kun udgivet i to eksemplarer og jeg er tilfældigvis i besiddelse af det ene.
Bandet består af Jürgen Windelsnapper, som har lavet alt musikken og synger på alle numrerne. Den anden part i bandet er Klöjs Fillöjs, som kun er med på sang. Teksterne er skrevet af dem begge og viser tydeligt deres store tekstrepertoire.
Genremæssigt bevæger Klöjs & Jürgen sig vidt omkring. Og de viser virkelig deres musikalske univers. "Midnight Cowboy" er et guitarbaseret instrumentalt rocknummer. "Fitta Guy" er et stille og meget følelsesladet pianonummer, hvor Jürgen viser et af sine mange talenter. Bandet kommer også omkring den klassiske renæssancestil med nummeret "Svansekvadet". Blues er der også leget med i kræft af nummeret "No Name". Og countryen lades heller i stikken på "Trucker", hvor mundharpen er fundet frem. "Ka'Faen" er cd'ens glade popnummer, hvor Klöjs & Jürgen synger på en blanding af dansk, svensk og norsk. De sidste to numre på cd'en er "Midtfyns Mudder" og "Really Don't Care", som begge er gode gedine rocknumre. Hvis cd'en nogensinde bliver udgivet på et selskab, så kan man finde et lækkert bonustrack af Pink Floyds "Wish You Were Here"
På den lydmæssige side kan der godt gøres lidt mere og sangstemmerne kan pudses lidt, men jeg kan varmt anbefale at i giver cd'en et lyt, hvis i får chancen.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 Hinder - Extreme Behavior
Anmeldt den 20-06-2007 af: Calle
Hinder er et af USA's nye store rockbands. De er allerede store i deres hjemland, men har endnu ikke slået igennem her i Danmark. Hvorfor ved jeg ikke, for "Extreme Behavior" er en rigtig fed rockplade. Men måske falder musikstilen ikke lige i danskernes smag.
Stilmæssigt lægger Hinder sig op af bands som 3 Doors Down, Nickelback, Creed, Theory Of A Dead Man og andre i post-grunge genren. Flere af disse bands har haft større eller mindre succes her i landet, med radiohits og udsolgte koncerter.
"Extreme Behavior" er Hinders første udgivelse (udgivet i 2005), og cd'en indeholder det hele. Der er både fede rocknumre man kan synge med på, som f.eks. "Get Stoned", "Nothing Good About Goodbey" og "Homecoming Queen". Og der er ballader, som efter min mening er i topklasse, som f.eks. "Lips Of An Angel" og "Better Than Me".
Hinder består af Mike Rodden (bass), Mark King (guitar), Austin Winkler (sang), Cody Hanson (trommer) og Joe Carvey (guitar). Bandet blev dannet i Oklahoma i 2003, efter Cody og Joe havde set Austin synge til et "college party" og de fandt hans stemme og karisma uden sammenligning. De kontaktede ham og kemien var der med det samme.
Jeg finder ingen svagheder eller dårlige numre på "Extreme Behavior", så denne cd er bestemt et lyt værd. Og den burde stå i enhver cd-samling, hvad enten man er til pop eller fed rock. Så hvis du ikke allerede denne cd, så tag løbeskoene frem og find din nærmeste musikforhandler med respekt for sig selv.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
  G'n'R - Appetite For Destruction
Anmeldt den 12-06-2007 af: Calle
"Take me down to the paradise city where the grass is green and the girls are pretty". Hvem har ikke sunget med på omkvædet til "Paradise City"? Eller hvem har ikke spillet luftguitar til Slashs' indledningriff på "Sweet Child o' Mine"? Jeg har ihvertfald!!
"Appetite For Destruction" er efter min mening den bedste rockudgivelse nogensinde. Det er Guns 'n' Roses' første officielle udgivelse og er af mange betegnet, som den bedste debut rockplade, der er udgivet. Personligt vil jeg betegne den som en tidsløs klassiker.
Det første jeg tænker på, når jeg lytter til den her cd er "sex, drugs and rock 'n' roll". Det er det gennemgående tema i sangene lige fra startnummeret "Welcome To The Jungle" til slutnummeret "Rocket Queen". I sidst nævnte sang har Axl Rose (sang) sågar sex med en ung dame.
Udover Axl består bandet af Slash (guitar), Izzy Stradlin (guitar), Duff "Rose" McKagan (bass) og Steven Adler (trommer). Bandet er et udspring af "Hollywood Rose", hvor Axl og Izzy (to gamle venner fra Indiana) var med.
"Appetite For Destruction" sprudler af rock og jeg finder ikke et dårligt nummer på cd'en. Der er ingen direkte ballader på den, hvilket kan krediteres producer Mike Clink og A&R-mand Tom Zutant. Det tætteste der kommer en ballade er "Sweet Child o' Mine", som bevist er puttet som et af de sidste numre på cd'en.
Bandet virker "sammenspillet" på samtlige numre. Dette kan være fordi flere af numrerne er dateret længere tilbage end 1987 (udgivelsesåret) og har været en del af Guns 'n' Roses liverepertoire siden bandets start. Og "Anything Goes" siden Hollywood Rose.
"Appetite For Destruction" er et "must" for alle rockelskere!!!!
|
|
|
|
|
|
|
|
|
  Bon Jovi - Slippery When Wet
Anmeldt den 10-06-2007 af: Calle
Denne CD er tredje udspil fra Bon Jovi og hvilken en af slagsen. Den satte for alvor Bon Jovi på verdenskortet. Bon Jovi havde haft mindre succes med gruppens to første plader (Bon Jovi og 7800 Fahrenheit). De hittede i deres hjemland med "Runaway" og fyldte også stadions i Japan, men med "Slippery When Wet" var de klar til at erobre hele den store verden.
Efter min mening er der ikke et dårligt nummer på denne cd. Der bliver lagt hårdt ud med "Let It Rock" og herefter følger to af cd'ens mega hits "You Give Love A Bad Name" og "Livin' On A Prayer". Sammen med "Wanted Dead Or Alive" var disse to numre med til at gøre "Slippery When Wet" til den bedst sælgende rock udgivelse i 1986. Og den er så vidt jeg ved ikke blevet overgået af andre.
På CD'en findes der også to ballader "Without Love" og "Never Say Goodbye". Sidst nævnte var lige ved ikke at komme med på CD'en. Men bandet lod en flok unge drenge og piger på et nærliggende pizzasted, lytte til numrerne og de valgte bl.a. "Never Say Goodbye". CD'ens sidste fire numre "Social Disease", "Raise Your Hands", I'd Die For You" og "Wild In The Streets" er alle iørefaldende rocknumre.
Jon Bon Jovi er en god sanger og på denne Cd er der heller ingen slinger i valsen. Richie Sambora levere godt guitarspil og rammer plet med sine soloer. Keyboardet bliver spillet af David Bryan, som er uddannet på musikkonservatorium. Rytmen holdes kørende af Tico Torres (trommer) og Alec John Such (bass). På denne CD virker bandet mere samspillet end på de tidligere udgivelser.
Så hvis du er til en god omgang rock med "sing-a-long" sange, så er denne CD lige noget for dig.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 Crank County Daredevils - Livin' In The Red
Anmeldt den 22-05-2007 af: Calle
"Livin' in the red" er gruppens andet album. Det er udgivet på Bad Reputation i 2006. Der bliver rocket godt igennem på cd'ens 9 numre (dog med et "hemmeligt" akustisk nummer). Lige fra cd'ens første nummer "We want it all" til sidste nummer "Back to piss you off". Så hvis du er til en god omgang rå sleazerock uden ballader, så er denne cd lige noget for dig.
Stilen og inspirationen er hentet fra det tidlige Guns'n'Roses og Mötley Crüe blandet med lidt Motörhead, Sex Pistols og New York Dolls.
Forsanger Scotty P. har en stemme, der er sleazerocken værdig. Man skulle tro, at han blev født med en flaske whiskey i den ene hånd og en pakke Marlboro i den anden. Guitaren bliver styret af Adam Stevens og det gør han til et 11-tal. Rytmen holdes godt kørende af Billy Velvet (bass) og Mark Hammer (trommer).
Det eneste negative ved cd'en er, at der mangler en sang der skiller sig ud. Dog synes jeg godt om "That's How We Roll"
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
