Amerikanske Stryper er ude med nyt album 1. november med titlen No More Hell To Pay. Dette er mit første møde med bandet Stryper, og dermed mit første møde med genren ”Christian Hard Rock”. Og hvad er det så, spørger jeg mig selv?. For umiddelbart er det jo modsætninger der mødes. Vil man f.eks. til deres koncerter ikke lave ”djævlens tegn \m/”, nu da det er kristent? Og handler alle teksterne om Gud og Jesus, i stedet for djævlen og helvede, som jo trods alt er mere ”almindeligt” inden for den hårde rock? Jeg vil sige at jeg havde min skepsis, men blev positivt overrasket. Hvis man ser bort fra indholdet af teksterne, kan man ikke umiddelbart høre nogen mærkbar forskel på ”kristen” heavy og andet heavy.
Stryper siger selv at dette er deres hidtil hårdeste album, og det har jeg jo svært ved at vurdere, men jeg synes faktisk at det er tilstrækkeligt hårdt, velspillet og spændende. Vokalen er da nærmest helt i særklasse, og spænder hele spektret op til de absolut højeste toner, som nærmest giver mig gåsehud. Jeg synes også at guitar præstationen er rigtig lækker, med fede riff og soloer.
Der må være en kraftig inspiration fra bands som Van Halen, Judas Priest og Iron Maiden, og stilen falder lige ned i min smag. Specielt nummer 3 ”Saved By Love”, nummer 4 ”Jesus Is Just Alright”, nummer 6 ”Legacy” og nummer 7 ”Marching Into Battle”, synes jeg er numre som virkelig har noget at byde på. Der er kant og variation, og jeg føler mig godt underholdt.
Resten af skiven er også OK, men jeg må indrømme at hvis jeg kan finde 2-4 numre på et album som jeg synes skiller sig ud, så er jeg sq meget godt tilfreds. Det er trods alt sjældent jeg løber ind i 12 numre på en skive, hvor jeg synes de alle er lige ”fede”.
Jeg har stor respekt for bandet, for det må alligevel kræve sin styrke at udgive heavy rock som kigger mere mod himlen end mod helvede. Som jeg startede med at skrive, så er det modsætninger der mødes, men jeg synes Stryper slipper rigtig godt fra det. Stryper er da også igennem tiden blevet hædret med adskillige priser og nomineret til endnu flere, og de har da trods alt solgt næsten 8 mill. skiver, så der må være en kristen heavy metal fanskare derude i verden.
Nu er jeg ikke specielt troende, og ej heller konfirmeret, så det falder mig lidt svært at forholde mig til, men hvis jeg SKAL konfronteres med Gud og Jesus, så skal det da være med Stryper ved alteret.
Bandet består af: Michael Sweet – Vokal og Guitar, Robert Sweet – Trommer og backing vokal, Tim Gaines – Bas og backing vokal samt Oz Fox – Guitar og backing vokal. Stryper får 4½ ud af 6.
No More Hell To Pay er ude via Frontiers Records.
Besøg Stryper på Facebook her.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg