Drivenfield er et dansk rock band med base i Horsens. Bandet består af Jacob Sejr Christensen (vokal), Martin Winther (guitar), Kim Sørensen (guitar), Mads Vetterlain (trommer) og Søren Kammer (bas). Road To Perception er bandets debut album og det udkom kort før jul 2013. Drivenfield lægger ikke skjul på hvem deres inspirationskilder er, hvilket måske er lidt modigt. Jeg hører en del Nickelback og Creed inspirationer i musikken og netop disse to bands er ikke de mest elskede her i lille Dannevang. Personligt har jeg intet imod disse bands, og jeg har endnu ikke fundet ud af hvorfor de er så forhadte!! Andre inspirationskilder, som bandet også selv nævner på deres facebook side, er Pearl Jam, Alter Bridge, Breaking Benjamin og Black Stone Cherry, så der er altså tale om god amerikansk-inspireret ROCK!!!!
Som sagt har jeg intet imod denne musikstil og jeg er da også faldet for Drivenfield. Det gjorde jeg allerede ved første gennemlyt af skiven. Bandet skriver storladne rocksange med gode melodier og omkvæd der er nemme at huske. En rigtig god opskrift, hvis du spørger mig. Derudover har Jacob en fantastisk stemme til denne genre. Han prøver ikke at lyde som Eddie Vedder eller Myles Kennedy, men synger med sin egen flotte stemme. Trods de åbenlyse inspirationskilder, så har bandet alligevel formået at finde deres egen stil, også selvom et par af sangene lyder tæt på forbillederne. F.eks. de meget Creed-lydende sange ”The Written Word” og ”Silent Angel”. Men Drivenfield kan også spille sange i den lidt hårdere ende af skalaen, som de f.eks. gør det i ”Proelium” og ”Fake”. Så variationen er rigtig god på dette album og man får både de lidt hårdere sange, men også de mere radiovenlige rock ballader. Jeg kan lide samtlige sange på albummet, men skal jeg fremhæve et par stykker, så kunne det være førnævnte ”Silent Angel” eller åbningsnummeret ”Song For Life” eller de stemningsfyldte ”Stand By You” og ”The Written Word” eller de flotte ballader ”Not The Right One” og især ”Always Remember”. Ja jeg kunne blive ved med at nævne sange!!!
Road To Perception er efter min mening et gennemført album. Sangene er godt skrevet og melodierne sidder lige i skabet. Og udover Jacob’s gode vokal, så levere bandet et rigtig godt stykke veludført arbejde, hvor især Kim’s guitar soloer giver et ekstra løft til sangene. Albummet er indspillet i samarbejde med Christian Bonde i CB Studios i Holsted og det er masteret af Jacob Hansen. De har gjort det rigtig godt i forhold til at få den storladne lyd frem. Så han har været et rigtig godt valg.
Jeg kan uden rysten i stemmen klart anbefale at man tjekker Drivenfield ud. OGSÅ selvom man ikke er til Nickelback eller Creed!!! Og er du i forvejen til storladen radiovenlig ROCK, så vil du uden tvivl synes rigtig godt om dette band. De fem horsens drenge har indspillet og udsendt et super fedt album, der bestemt ikke går i glemslen hos undertegnet. Og når man samtidig ”tør” udsende et album inden for denne genre, så har man sku nosser og det giver et ekstra plus i min bog. Drivenfield er, så vidt jeg husker, det eneste danske band jeg kender, som spiller rock inden for denne genre. Road To Perception er et dejligt frisk pust til den danske rock scene og så synes jeg helt sikkert bandet har international klasse!!
Road To Perception er ude.
Besøg Drivenfield på Facebook her.
Kommentarer
- #1
Ulrik 10-02-2014 22:05 Jeg kan ikke være mere enig, Calle!!
1Det er et stort album, som vokser og vokser for hver gang det spilles!
Drivenfield fortjener en stor fremtid og jeg håber, og ønsker så inderligt at det lykkedes for dem!!!