Nye indlæg

Bastardogs – No Pain, No Gain

Skrevet af Calle
11-03-2014

Bastardogs er et italiansk sleaze rock/metal band, som startede i 2010, men tog sin nuværende form i 2012. Bandet består af Bonne (sang/guitar), Andy (guitar), Atta (trommer) og Cosme (bas). No Pain, No Gain er bandets debut album.

Inspirationen er hentet fra bands som L.A. Guns, Motörhead, W.A.S.P. og svenske Sister. Så man kan roligt sige at stilen er 80’er inspireret sleaze rock/metal.

Albummet består af 11 sange, som omhandler sex, sjov og ballade og fester, så de rammer meget godt alle klichéerne indenfor denne genre. Der er fuld knald på fra starten af og sangene drøner bare derudaf med 180 i timen. Jeg synes bare ikke bandet har skrevet sange, som helt formår at fange mig. Musikken er lidt ”tam” og vokalen er samtidig lidt ”svag”. Efter min mening burde de have arbejdet lidt mere med sangene inden de indspillede dem. Sangene lyder også en smule for ens. Jeg kan godt fornemme i hvilken retning de vil med deres musik, og de har også den rette attitude, men de mangler bare lidt for at nå i mål. Jeg vil dog fremhæve tre af sangene, som fængede mig mest efter et par gennemlyt og det er ”Bite You Down”, ”Sex Machine” og ”Edge Of Youth”.

Produktionen kunne efter min mening godt have været lidt bedre. Flere steder ramler instrumenterne for meget sammen i selve lydbilledet og det bliver lidt for ”gnidret”. Det er godt nok sleaze rock/metal vi her taler om, men derfor burde lyden stadigvæk være mindre skramlet.

Nok er jeg glad for sleaze rock, men Bastardogs rammer som sagt ikke ikke helt plet hos mig. Dertil er sangene bare ikke stærke nok. Men bandet viser som sagt en god energi og man fornemmer de brænder for det de laver. Så jeg vil da følge dem fremover og lytte med når/hvis de udsender nyt.  

No Pain, No Gain er ude via Strret Symphonies Records.

   (3½ ud af 6)

Besøg Bastardogs på Facebook her.

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com