Jeg har haft fornøjelsen at lægge øre til Don Airey’s 4. solo album, som udkom i februar 2014, med titlen Keyed Up. Og hvem er så Don Airey? Jeg må erkende, at da jeg samlede cd’en op og kiggede på coveret, var jeg faktisk en smule i tvivl om hvem og hvad der ville ramme mig. Men naturligvis kender jeg Don, eller i hvert fald kender jeg hans musik, for han har da vist nærmest spillet med samtlige rock / heavy rock bands siden start 70’erne. Rainbow, Whitesnake, Ozzy Osbourne, Gary Moore og sågar Judas Priest, samt et hav af andre store navne.
Man skal ind imellem prøve noget nyt og anderledes, og jeg vil sige at denne skive ER anderledes. For det første er samtlige skæringer mere eller mindre indspillet live i studie, uden særlig mange ”re-takes”, og det bærer musikken også tydeligt præg af. De første 2 numre ”3 In The Morning” og ”Beat The Retreat” er meget Blues Jam-session inspireret. Selvfølgelig er der en rød tråd og en linje i numrene, men det virker som om de nærmest improviserer sig igennem, meget af tiden. Det skal dog siges at udførslen er utrolig stram og uden slinger, så på den front er der ingen ”jam-session” over det. Stilen skifter imellem blues, jazz, rock og til tider cirkus inspirerede rytmer, hvilket er ret underholdende, og gør albummet til en ener på sit felt.
Bandet fortsætter med at svinge og imponere, men ved skæring 8 ”Difficult To Cure 2013”, kom jeg da for alvor frem i stolen. Rainbow’s udødelige nummer fra skiven med samme navn (1981), som jeg har hørt til hudløshed i min spæde musik barndom og teenage år. Hvilket genhør. Det tør nok siges at der er blevet skruet lidt på kompositionen, men for fanden hvor er det fedt.
Sidste skæring, som jeg lige vil nævne er nummer 10 ”Adagio”, som jo oprindeligt er et klassisk stykke musik skrevet af Tomaso Albinoni. Det er meget fedt når rock musikere hiver fat i old-gamle riffs.. (det kan man vel godt kalde det, selvom de oprindeligt er spillet på Cembalo, eller noget i den stil…) og pepper det op med nutidens instrumenter og teknologi. Det giver en fornemmelse af at være nyt men samtidig glæden ved at være genkendeligt…
Don spiller naturligvis selv på keyboard, og har følgende musikere med på albummet: Darrin Mooney på trommer, Laurence Cottle på bas, Rob Harris på guitar og Carl Sentance på vokal. Jeg skal skynde mig at rose vokalen, som er sprød og lækker, og meget tiltalende, men så sandelig også resten af bandet, for at være 100% ”tight”. Don kalder selv konstallationen for ”Bandet som aldrig blev…” Don og Co. Får 4 ud af 6 fra mig
Keyed Up er ude via Mascot Label Group.
Besøg Don Airey's website her. 
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg