Nye indlæg

Celestial Decay – Quantum X

Skrevet af Calle
03-04-2014

Svenske Celestial Decay er ude med deres andet album, som har fået titlen Quantum X. Bandet består af to hovedmænd i form af Hobbe Houshmand (guitar og composer) og Freddy Olofsson (guitar og composer) samt en masse gæstemusikkere. Disse inkluderer bl.a. Andi Kravljaca (sang), Andreas Solveström (growl), Tomas Reinerson (bas), Anders Janfalk (bas), William Seidl (trommer), Christian Wirtl (trommer) og Lisa Börtner (“female speech”). Celestial Decay spiller symfonisk melodisk metal.

Jeg havde fornøjelsen af at anmelde bandets debut album ”Contradictum” fra 2010 og dengang var jeg rimelig positiv over bandets musik. Jeg var derfor ret spændt på at lytte dette album igennem og se hvad bandet havde brugt de sidste fire år på. Det er blevet til et næsten 80 minutter langt album bestående af hele 15 sange (heraf et par introer og indlagte ”spoken word”) og et enkelt covernummer. Quantum X er en lang episk fortælling om en verden og dens langsomt rådnende fremskridt, magtmisbrug, krig og miljøødelæggelse”, hvilket også var tilfældet på bandets første album.

Jeg har nu lyttet til albummet nogle gange og det er svært at fremhæve enkelte sange, da de som sagt høre sammen i en lang fortælling. Numrene fungerer bedst som en helhed og skal derfor høres som en helhed. Når det er sagt, så er Quantum X et meget varieret album med en masse temposkift. Der er alt fra de stille og smukke passager til de mere hurtige og heavy passager og bandet gør samtidig meget brug af orkester arrangementer. Melodierne er flot skrevet og alle musikkere og sangere er virkelig dygtige. Bassen ligger måske lidt lavt i lydbilledet, men ellers fungerer det ret godt.

Det førnævnte covernummer er en noget anderledes, men udmærket version af Bonnie Tyler’s store hit ”Total Eclipse Of The Heart” fra 1983. Nummeret fungerer ret godt som en melodisk metal sang og jeg synes det er et godt valg af sang, hvis man skal lave et covernummer.

Quantum X er indspillet i Göteborg mellem 2011-2013 og det er produceret af Hobbe. Mixning og mastering er foretaget af henholdsvis Niklas Harju og danske Jacob Hansen, som vist ikke behøver en nærmere præsentation.

Alt i alt er Quantum X en helstøbt og flot album, som får lytteren med på en melodisk rejse gennem krig og ødelagte landskaber (bare se på det flot illustrerede cover, som er lavet af Jack Moik. Klik på coveret herover for at se det i større format). Så er du til melodisk metal bør du uden tøven tjekke Celestial Decay ud. For fire år siden gav jeg debut albummet 4½ ud af 6 og dette album er efter min mening endnu bedre, så det får 5 dødningehoveder.

Quantum X er ude via The Music Alliance.

(5 ud af 6)
 
Besøg Celestial Decay på Facebook her.

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com