For lidt over to år siden anmeldte jeg Snakebite’s EP “Jump The Train” og den fik forholdsvis pæne ord med på vejen (læs her). Nu er bandet så ude med en ny EP, som de har givet titlen Cut The Crap. Siden førnævnte EP har der været udskiftning på guitarposten i bandet, som nu består af Snakebite-stifteren Mr. Snakebite (vokal), Niels Von Holck (guitar), Harvest (bas) og Klavsen (trommer).
Snakebite spiller 80’er inspireret hard rock, hvilket ikke er den mest velsete genre i dette land. Men jeg er nu personligt ret glad for denne type musik. Cut The Crap består af 5 sange, hvor de fire første ”Cut The Crap”, ”Get It Done”, ”Teach Her A Lesson” og ”Fire On My Back” er sange i den mere ”beskidte” ende af rockskalaen. Der er fuld knald på og tempoet er højt. Af disse fire sange synes jeg bedst om ”Get It Done”. EP’ens sidste sang er ”Rising” er et mere downtempo country/rock nummer. En rigtig god sang, som er en god afslutning på cd’en. Efter at være blevet blæst igennem på de første fire sange, så kan man slappe lidt mere af på den sidste sang.
Lyden på Cut The Crap er lidt ”skramlet”, hvilket på sin vis passer meget godt til musikstilen, som bandet har valgt at spille. Efter at have lyttet EP’en igennem nogle gange læste jeg på bandets facebook side, at de har indspillet sangene live. Dette var for bedre at kunne fange bandets enorme energi og det må man sige at de har formået. Jeg har set dem live to gange og de udviser stor energi på en scene.
Tidligere i denne anmeldelse skrev jeg, at jeg er ret glad for musik inden for denne genre og Snakebite har da også en stjerne i mit univers, fordi de har valgt at udbrede den 80’er-inspirede hard rock i Danmark. Men når det er sagt, så kommer de ikke helt oppe og ringe. Cut The Crap er en udmærket EP med en rigtig fed energi, men der mangler bare lige det sidste for at jeg vil smide om mig med dødningehovederne. Mr. Snakebite har en tilpas rå og skinger stemme, som minder mig en del om Nico's fra det franske band Aesthesia. Den passer perfekt til bandets musik.
Er du til hard rock med en fed energi og attitude, så kan du sagtens tjekke Snakebite ud. Raise your hands for hard rock!!!
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg