Kolding bandet Sedated Angel har netop smidt deres tredje fuld længde album Beautyfall på gaden og det har jeg fået fornøjelsen af at anmelde. Bandet på albummet består af Daniel Kristensen (guitar og vokal), Christian Christensen (guitar og vokal), Tommy Souboe (trommer) og Tommy Iversen (bas og vokal). Sidst nævnte er efterfølgende blevet skiftet ud med Tobias Nefer (The Burning og ex. Essence).
Bandet spiller alternativ rock med udgangspunkt i stoner-baseret psykedelisk garagerock. De levere en omgang tung og til tider dyster rock, hvor jeg især synes guitar arbejdet fungerer rigtig godt. Dog synes jeg sangene har en lille tendens til at flyde en smule sammen og afvekslingen er ikke stor. Der er dog et par sange som skiller sig en lille smule ud og det er eksempelvis den mere stille sang ”Opiation” eller den orientalsk-rock lydende ”Raga 1” (eller ”Black Clouds”, som den hedder på det link jeg har fået). Udover disse to sange er mine favoritter på albummet er det Black Sabbath-inspirerede nummer ”Out Of Reach” (i hvert fald indledningen af nummeret er kraftigt inspireret af Black Sabbath) og ”With You” som får mig til at tænke på Jane’s Addiction, samt ”Open Mind”, der bare suser derudaf i et rasende tempo.
Beautyfall er indspillet henover 14 dage i et sommerhus i Thy og det er bandet selv der har stået for indspilning sammen med Morten Husted og Claus B. Henriksen. De har også selv produceret albummet sammen med Waterpunk Produktions, mens mix og mastering er foretaget af Søren Andersen i medley Studiet i København.
Jeg har Sedated Angels seneste album på vinyl og vil også erhverve mig dette album på samme medie (når det udkommer i den 29. november). Og dette er selvom jeg ikke synes bandet har fornyet sig væsentligt, men de er sku dygtige musikkere og så kan jeg godt lide deres stil. Tag din støvede læderjakke på, kør ud i ørkenen og sæt Beautyfall på anlægget (hvis du har sådan et i din bil) og du vil få en god musikalsk oplevelse.
Beautyfall udkom 6. september.
Besøg Sedated Angel på Facebook her.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg