Så er finske Lordi på banen igen med nyt album. Titlen er Scare Force One og albummet var på gaden 31. oktober 2014. Det er kun 1½ år siden Lordi sidst var på banen med et album, så man kan ikke sige at de spilder tiden.
Universet omkring Lordi er det samme som det plejer, med voldsomme og skræmmende kostumer, og på den front må man sige at Lordi går ”All-In” og tilhører den absolutte elite. Det må tage timer at iføre sig disse kostumer, men det er da noget man husker.
Musikken er også som man kender Lordi. Det er heavy metal med et tvist af humor og gøgl. Der er lidt markedsplads stemning over den nye plade. Jeg tror at Lordi vil tage os med på en rejse i deres Scare Force One flyvemaskine. Jeg har set den tilhørende video på Youtube og det er umiddelbart ikke et flyselskab som jeg ville ønske at benytte. Flyveturen styres umiddelbart af en lille knægt der leger med sine små figurer og flyvemaskinen, men inden i flyveren, hersker en helt anden verden, som styres af de onde dæmon stewardesser. Det er som taget ud af en bedre horror-movie..
Musikken er på sin vis rimelig underholdende og der er masser af riffs og omkvæd, som sætter sig fast. Min favorit på albummet er dog den lidt skæve ”She’s A Demon”, men det skyldes ligeså meget teksten. Han skriver hjem til sin mor, at han har fundet sit livs kærlighed. Desværre er hun en dæmon, men han elsker hende. I det næste brev skriver han igen om sin store kærlighed. Men denne gang bor han så på et afsides sted i en skov, og hendes øjne er blevet røde. Han skriver at han stadig elsker hende, men han ved ikke om det bliver sidste gang moderen hører fra ham… Det er da historien om vedholdende, men ulykkelig / fatal kærlighed..
Lordi har samme besætning på Scare Force One som på sidste album: Mr. Lordi – Vocals, Amen – Guitars, Ox- Bass, Hella – Keyboards, Mana – Drums
Jeg giver Lordi 4 ud af 6 for Scare Force One.
Scare Force One udkom 31. oktober via AFM-Records.
Besøg Lordi på Facebook her.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg