Nye indlæg

The Beatles, Helloween og Hardcore Superstar

Skrevet af Calle
21-04-2015
Det er desværre ikke blevet til så meget musik i weekenden. Kun lidt MyRock og en enkelt vinyl. Det nye Europe album ”War Of Kings” fik et spin på pladespilleren. Det var en gave min kone havde med hjem fra sin shoppe/hygge tur til London, hvor hun var ovre med vores ældste datter og hendes mormor. Jeg fik også det nye album fra Ryan Adams på vinyl. Jeg modtog også den nye CD med Three Days Grace, som jeg havde bestilt via eBay og den har fået endnu et spin på CD-afspilleren. Igen kan jeg kun sige, at det er et super fedt album.

En anden ting jeg fandt ud af i løbet af weekenden var, at Eric Clapton spiller guitar på The Beatles’ ”While My Guitar Gently Weeps” fra deres album ”The Beatles” (også kendt som ”The White Album”) fra 1968. Det er en af de få sange på albummet, som er skrevet af George Harrison. Og det var også ham der fik Clapton til at spille guitar på sangen, da han ikke var tilfreds med det resten af bandet leverede. Clapton gav efterfølgende George den guitar, som han havde brugt under indspilningen og han gav den navnet ”Lucy”. Clapton er ikke krediteret på albummet, da han var på et andet pladeselskab. Jeg har fået denne info fra min gode kollega, som er kæmpe Beatles og Eric Clapton fan. Lyt til sangen på YouTube via dette link.

Her til morgen har jeg fået lyttet til den nye single fra tyske Helloween. Sangen hedder ”Battle’s Won” og den kommer fra deres kommende album ”My God-Given Right”. Det er bandets femtende studie album og det udkommer den 29. maj og kan fås i flere forskellige udgaver (alm. CD, digipack CD med bonus tracks og vinyl). Det er en helt udmærket single og den lyder som Helloween skal lyde. Jeg ser frem til at lægge ører til deres nye album.
 

Jeg har også fået lyttet til det nye album fra Hardcore Superstar her til morgen. Det er et album jeg har set frem til med spænding, da jeg synes bandet er et af de bedste svenske bands der er kommet frem de seneste år. Det nye album hedder ”HCSS” og det udkommer i morgen (den 22. april), men man kan allerede nu lytte til det på Spotify. Jeg har efterfølgende bestilt albummet på vinyl. Det er ikke deres bedste album efter min mening og jeg synes der mangler en decideret hit single i stil med ”We Don’t Celebrate Sundays” eller ”Dreamin’ In A Casket”. Men måske man bare skal lytte til albummet nogle flere gange.
 

Det var dagens ord herfra. Håber i får lyttet til en masse god musik derude. God Gave Rock ’n’ Roll To You!!!!

Kategori: Rock Blog

Kommentarer

  • #1
  • Boris Larsen
    26-04-2015 18:07
    Apropos Harrison & Clapton, så fortælles det også, at da Harrison gik tur i Claptons have, fik han idéen til "Something". Den er at finde på Abbey Road og Paul McCartney spiller den på sine koncertturnér. Som en lille detalje huggede Clapton og Harrisons kone og venskabet fik et knæk. Ikke just en 'slowhand' værdig ;-)


1 

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com