Nye indlæg

Neal Schon – Vortex

Skrevet af Calle
07-07-2015
Neal Schon, der nok mest er kendt som guitarist og grundlægger samt den eneste faste medlem i Journey, er ude med sit nye solo album Vortex. Og der er faktisk tale om et dobbelt album med i alt 18 numre. Samtlige numre er instrumentale. Selvom dette er Schon’s niende (og tiende) solo album, så er det det første jeg har hørt med ham. Jeg kender dog udmærket manden og har da også flere Journey albums samt albums med nogle af de andre projekter/bands han har været med i som f.eks. Bad English, Hardline og Soul Sirkus. Faktisk startede han sin karriere som bare 15 årig, da han blev en del af Santana’s band.

Vortex består som sagt af 18 numre fordelt på to skiver. På den første skive vil jeg især fremhæve afslutningsnummeret ”Airliner NS910”, som Schon har døbt sådan, fordi dette er hans niende og tiende solo album. Denne sang varierer i tempo og fungerer bare super fedt. Derudover er numre som ”El Matador” og ”Lady M (Our Love Remains)” helt sikkert også værd at nævne. Også det instrumentale og meget stille Igor Len nummer ”Eternal Love” lyder yderst smukt. På skive to kan jeg rigtig godt lide ”Schon & Hammer Now”, som er et samarbejde imellem den grammy-vindende keyboardspiller Jan Hammer og Schon. De to har arbejdet sammen tidligere ved flere lejligheder. Derudover kan numre som ”Tortured Souls”, ”Talk To Me” og ”Twillight Spellbound” også fremhæves. Alt i alt er det 18 utrolig velspillede numre man finder på dette dobbelt album.

Albummet er produceret af Schon og udover ham selv på guitar og bas, så medvirker førnævnte Jan Hammer (keyboard) og Igor Len (keyboard) samt den tidligere Journey trommeslager Steve Smith. Albummet er blevet til i Berkeley’s Fantasy Studios, som er Schon’s foretrukne studie og ifølge ham selv er det hans ”home away from home”. Lyden er flot og poleret og albummet er utrolig velproduceret. Guitaren og keyboards kommer virkelig til sin ret på dette album.

Man kan ikke sige noget som helst dårligt om ”bandets” og Schon’s musikalske kunnen, men personligt savner jeg noget vokal. Flere af sangene kan godt gå hen og blive en smule for ensformige uden en vokal til at give sangene en lille forskel. Men er du til en masse flot guitar lir, så bør du helt sikkert tjekke Vortex ud. For guitar det kan Hr. Schon i hvert fald spille. Det er der ingen tvivl om.
 
Vortex udkom 22. juni via Music Theories/Mascot label Group.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Neal Schon på Facebook her.

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com