Nye indlæg

The Boyscout – My Route 66 (Limited Edition)

Skrevet af Calle
02-01-2016
The Boyscout er et en-mands-projekt fra tyske Manuel Mijalkovski og My Route 66 er en samling af rock klassikere, som han har valgt at indspille coverversioner af. Det inkludere bl.a. hits som Steppenwolf's ”Born To Be Wild”, Journey's ”Wheel In The Sky”, Poison's ”Ride The Wind”, Foreigner's ”Juke Box Hero” og Bob Seeger's ”Turn The Page”, samt Leonard Cohen's ”Hallelujah” og Bruce Springsteen/Patti Smith's ”Because The Night” for bare at nævne et par af sangene. Og så skal man selvfølgelig ikke glemme sangen, som har lagt navn til albummet. Nemlig ”Get Your Kicks On Route 66”, som er skrevet af Bobby Troup og indspillet af mange forskellige kunstnere, som f.eks. Nat King Cole, Bing Crosby og Chuck Berry. Alt i alt en god samling sange. Desværre synes jeg bare de fleste af The Boyscout's versioner er lidt for ”kedelige”. Der er ikke nok bid i dem efter min mening.

Bonus CD'en ”Blood Red Rose – A Rock Fantasy” er derimod en samling sange, som er skrevet af Manuel Mijalkovski selv i samarbejde med Marty Stone og producer og sangskriver Michael Voss. Blandt sangene på denne CD er de tidligere udgivet singler ”Hey....I Love You” feat. Robin Beck og ”Blood Red Rose – A Rock Fantasy” feat. Amanda Somerville. Derudover finder vi endnu et covernummer på denne CD i form af White Lion's ”When The Children Cry”. Her kan jeg meget bedre lide originalen. Ellers er sangene udemærkede pop-rock sange med nogle rimelig fængende melodier.

Det er som sagt Manuel selv der står for det meste af musikken og vokalen. Men han har haft et par gæstesangere indover nogle af sangene. Udover de to nævnte kvindelige sangere, så har også Claus Lessmann (ex. Bonfire), Paul Shortino (ex. Qiut Riot), Jeff Scott Soto (ex. Talisman), Tony Carey (ex. Rainbow), Oliver Hartmann (Avantasia) og Michael Voss lagt deres fremragende vokaler til. Også den, for mig ukendte, kvindelige sanger Linda Lulka (Linda And The Punch) har lagt sin flotte stemme til. Hun synger på førnævnte ”Because The Night”.

De to CD'er er flot produceret (næsten for poleret). Men det er også Michael Voss der har stået for dette, samt mixing og mastering. Han har selv spillet i bl.a. Mad Max, Bonfire og Casanova samt produceret og skrevte sange for bl.a. Steve Lukather, Michael Schenker, Doro Pesch og Don Airey. Så han kan sit kram.

Alt i alt er det en udmærket CD (CD'er) The Boyscout har udgivet, men det er ikke alle coverversionerne der rammer helt plet. Musikken er dog velspillet og velproduceret og er man til gode rock sange og har man ikke noget imod covers, så kan man roligt tjekke dette album ud.
 
My Route 66 (Limited Edition) udkom den 4. december 2015 via Sonic Revolution/Soul Food.
 
 (4 ud af 6)
 
Besøg The Boyscout på Facebook her.

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com