Nye indlæg

Resurrection Kings – Resurrection Kings

Skrevet af Puk Schou Eriksen
11-01-2016
Lige umiddelbart, ud fra det visuelle førstehåndsindtryk, lader coveret på Resurrection Kings første album, os svæve rundt i en overbevisning af, at nu kommer der død og ødelæggelse. Nu bliver det farligt! Det gør det overhovedet ikke. Med mindre man har en ideologi om, at teenageværelser op igennem 80'erne var angstprovokerende, så er Resurrection Kings album et fornøjeligt genhør, tilbage til dengang før det blev nu.

Det er bandets første album, men det betyder på ingen måder, at det er uerfarent. Med en vokal fortid fra bl.a. Foreigner, Tribe Of Gypsies og Bonham, trommer og guitar der før har samspillet i DIO og en bas der tidligere har understøttet Dokken og Quiet Riot, kan vi sagtens tillade os, at anerkende bandmedlemmerne som rutinerede og garvede musikere.

Klassisk Hard Rock er vel nok den genrekasse vi ville vælge at lægge Resurrection Kings ned i, men når vi nu har rundet teenageværelset i 80'erne, så kan vi sociologisk set, godt tillade os at lade kassen med Lite Metal stå lidt på klem, fordi den kasse består af en lidt fyldigere cocktail, end 'blot' Klassisk Hard Rock – og det gør albummet her, dybest hørt, også.

Med en lidt flabet røst, kunne vi opfinde et helt nyt begreb for den her lyd, som vi kender så godt, og som kun lige forstyrres en smule i sit oprindelige udtryk ­ bare så det passer til nutidige øregange.

"Infantil Metal", for den del af genren der har valgt, at bestå i grundudtrykket fordi det i grunden er helt udemærket som det er. På Resurrection Kings – Resurrection Kings, lytter vi til ”Av i mit hjerte/gok i din nød”­ lyrik. Det er nemt, det er ligetil og det er en stor del, af de fleste af os alle sammen – og netop derfor bliver albummet med sit fine samspil af forsiringer og fraseringer til en levende, sprudlende helhed af dygtighed, fyldt med musikalsk autenticitet.

Med sin fyldige velklingende vokal, der i øvrigt, velfortjent, vandt prisen Best Male Vocalist i 2012, ved SBMA i Californien, fører Chaz West os trygt og sikkert igennem albummet. Kun under nummeret "Who Do You Run To", virker det som om både han og resten af truppen, ikke rigtig kommer op i gear, og hvis de finder et gear, er det bakgearet. Det går lidt trægt og faktisk virker det som om, der i hvert fald ikke er nogle af dem, der rigtig løber nogen steder hen. Ellers består albummet af lige dele blød opstart, opbygning, klimaks og afrunding, præcis som det sig hør og bør på et Klassisk Hard Lite Metal Rock album.
 
Resurrection Kings består af; Chaz West (vokal), Craig Coldy (guitars) Sean McNabb (bas) og Vinny Appice (trommer).
 
Ressurection Kings udkommer 29. januar via Frontiers Records.
 
(3 ud af 6)
 
Besøg Ressurection Kings på Facebook her.

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com