Norske Dominanz, med base i den skandinaviske black metal hovedstad Bergen, er ude med deres andet album Noxious. Bandet består af Roy (vokal, bas og synth), Jørn (guitar) og Frode (trommer). Bandet, hvis medlemmer alle har en baggrund i black metal genren, spiller på dette album en blanding af extreme metal og industrial metal. Ikke en genre jeg har lyttet specielt meget til, det må jeg ærligt indrømme. Jeg har selvfølgelig lyttet til industrial bandet Rammstein, men Dominanz spiller mere mørk og extrem metal.
Noxious består af 9 numre, som i mine ører lyder en anelse for ensformig. Men det kan måske hænge sammen med, at jeg ikke har lyttet særlig meget til musik indenfor netop denne genre. Udover de ensformige melodier, så bliver den growlende vokal simpelthen for trættende i mine ører. Musikken bliver i og for sig spillet godt og der er da også lidt variation hist og her. Bl.a. i et nummer som ”You Shall Sire”. Men set over hele albummet bliver det for enslydende. Men førnævnte Rammstein har da ikke levet forgæves og de sange som lyder mest hen i den retning er ”Devoured By The Black Hole” og ”Servile Lackeys”. Resten af sangene er som sagt mere extreme end de nævnte to.
Albummet er indspillet i Conclave Studio og Earshot Studio og det er med Bjørner E. Nielsen, Roy Mathiesen og Herbrand Larsen bag knapperne. Lyd og produktion er der bestemt intet at sætte en finger på. På albummet er der også gæstevokaler fra Abbath (Immortal), Olav Iversen (Sagh) og Doro Korsvold (Fairy).
Er du til extreme metal med en god portion industrial metal indover, så tror jeg helt sikkert du vil finde dette album godt. Personligt er jeg bare ikke blevet fanget i deres mørke univers.
Noxious udkom 15. april via Fastball-Music.
Besøg Dominanz på Facebook her.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg