Roxin Palace er et rock band fra Italien. Bandet blev dannet i 2011, men den nuværende konstellation har været sammen siden 2014. Bandet består af Al (vokal), Crown (guitar), Stacey (bas) og Hell (trommer). Freaks Of Society er bandets andet album.
Bandet spiller sleazy hard rock og deres inspirationskilder tæller bl.a. Guns N' Roses, Mötley Crüe, Skid Row, L.A. Guns, Crashdiet og Hardcore Superstar. Musikken er meget guitardrevet og der findes flere gode guitar riffs på albummet. Melodierne er okay, men dog uden at være ”over the top” eller specielt mindeværdige.
Der er 13 numre på albummet, hvoraf indledningsnummeret er en intro, som lyder som noget der er taget fra et cirkus/tivoli. Det passer jo meget godt til album titlen og coveret. De sange på Freaks Of Society der træder mest frem er efter min mening ”Rockers Of The Eagle”, ”Monsters Love” og ”Fading Idol”. Sangene er hovedsagligt hard rock, men der findes også en stille sang på albummet og det er ”L.A. Mist”. Og den sang kan efter min mening ikke måle sig med powerballader fra nogen af ovenstående bands. I sang nr. 9 ”Neighbourhood Stars” er der noget slide guitar, som lyder meget i retning af noget Joe Perry kunne finde på at spille. Resten af sangene lyder ikke som Aerosmith. Men overordnet set synes jeg ”kun” sangene på dette album er lige over middel.
Produktionen er fin og bandet spiller okay. Derimod synes jeg ikke Al’s stemme er helt stærk nok. Det lyder som om han anstrenger sig for meget for at få sin stemme til at lyde sleazy.
Personligt er jeg til sleazy hard rock og kan derfor godt lide bandets stil. Men når det så er sagt, så kunne sangene og albummet i sin helhed godt have været lidt bedre. Er du, som undertegnet, til sleazy hard rock, så kan du godt tjekke albummet ud og danne din egen mening.
Freaks Of Society er udkommet via Sleaszy Rider Records.
Besøg Roxin Palace på Facebook her.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg