Nye indlæg

HateSphere - Reduced To Flesh

Skrevet af Peter Letting
18-10-2018
19 oktober 2018 lander den sidste nye bombe på den danske dødsmetal scene, i form af HateSphere’s 10. studie album. Albummet har fået titlen Reduced To Flesh.

Med 9 albums i bag kataloget og et tiende på trapperne, må HateSphere betegnes som en erfaren flok. Der har været en del udskiftning i bandet på diverse poster, igennem de 18 år bandet har eksisteret, men det nuværende er stadig det samme line-up som på sidste album ”Murderlust”. Et album som åbnede mine øjne for bandet, og som i virkeligheden var med til at skubbe mig længere ind i dødsmetal universet, så tak for den drenge.. 😊

Bandet består af 5 medlemmer: Esben ”Esse” Hansen på vokal, Mike Park på trommer, Jimmy Bank Fyrstenberg på bas, Kasper Kirkegaard på guitar samt Peter ”Pepe” Lyse Hansen på guitar.

Man kan sige det meget tydeligt. Det nye album sætter en tyk og fed streg under HVORFOR HateSphere har levet af og med deres musik siden år 2000. De drenge går jo helt amok. Men de styrer deres galskab og ondskab med ekstremt velskrevne melodier. Det hele smelter sammen til en virkelig lækker skive med 10 absolut topklasse numre.

Jeg var så heldig at opleve HateSphere live, engang på Beta, og jeg husker den koncert som noget af det mest ”tight” spillede live musik i det tempo, som jeg nogensinde har oplevet, og jeg håber at jeg formår at få mig selv fragtet til Vega på søndag d. 21/10 til release fest, for den her slags musik SKAL opleves live.

Jeg er meget begejstret for alle de små detaljer der foregår i musikken, på trods af det afsindige tempo. Bas og trommer hamrer afsted med de fedeste breaks og temposkift, imens guitar riffs kastes til højre og venstre. De er bestemt ikke nærige med guitar riffs hos HateSphere. Vokalen er grov op ubehøvlet, men stadig tilstrækkelig velafstemt til at man rent faktisk kan forstå teksten, hvilket tiltaler mig.
Som en samlet lydmur, står HateSphere lysende klar på dødsmetal scenen, og den her skive skal da bare sparkes langt ud over de danske grænser, så resten af verden kan se hvilke ”dødelige” vidundere vi kan præstere i Danmark. Albummet har helt klart international lyd og potentiale.

Samtlige numre har hver deres charme, men skal jeg vælge en favorit må det næsten blive titelnummeret ”Reduced To Flesh”. Ca. midtvejs i nummeret er et stykke med nogle infernalske stryger lyde, som er taget direkte ud af den mest skræmmende horror film. Det er sq lige så de små hår rejser sig på armene. Jeg er dog også ret vild med ”Afterlife”. Det er ligeså meget på grund af teksten, som jeg finder ret interessant, og som taler direkte til mit ugudelige hjerte. ”I pronounce you, weak and powerless”. Fedt…
 
Reduced To Flesh udkommer den 19. oktober via Scarlet Records/Target.
 
(6 ud af 6)
 
Besøg HateSphere på Facebook her.

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com