For lidt over to år siden anmeldte jeg det andet album fra canadiske Monster Truck. Det var albummet ”Sittin’ Heavy”, som jeg var yderst glad for. Nu er de så tilbage med deres tredje udspil, som har fået titlen True Rockers. Jeg var meget spændt på om det nye album kunne leve om til forgængeren. Og der må jeg sige – ikke helt. Dermed ikke sagt, at det er et dårligt album. Tværtimod.
True Rockers består af 11 sange, som er blevet til mens bandet har været på tour. Bandet havde medbragt indspilnings gear og indspillede løbende dele af de sange, som nu har resulteret i dette album. Albummet er indspillet i Echo Mountain Studios i Asheville, North Carolina i løbet af juli 2017 med Dan Weller (Young Guns, Enter Shakira m.fl.) bag knapperne.
Albummet består som sagt af 11 sange, som oser af ROCK. I åbningsnummeret har bandet fået besøg af Mr True Rocker himself. Nemlig Dee Snider fra Twisted Sister. Et rigtig godt nummer at åbne ballet med. Andre sange jeg vil fremhæve er det southern rock/ZZ Top-inspirerede nummer ”Devil Don’t Care” samt ”Young City Hearts”. Sidst nævnte skiller sig genremæssigt en lille smule ud fra de andre sange. Ud over det så har sangen et mindeværdigt omkvæd, som man ikke kan undgå at rocke med på. Et par af sangene på albummet minder lidt om Nickelback (ja bandet som mange elsker at hade) og Theory Of A Dead Man. Det er sangene ”Evolution” og ”In My Own World”. Begge to gode sange.
Går vi lidt ned i tempo, så findes der også to rigtig gode sange på dette album. Første stille sang på skiven er ”Undone”. Denne sang sender mine tanker lidt i retning af Chris Cornell og der leveres en rigtig fed vokal. Den anden stille sang er afslutningsnummeret ”The Howlin’”. Her er vi igen ovre i noget southern rock-inspireret musik. Et godt nummer at slutte albummet af med. En sidste sang jeg lige vil nævne er ”Denim Danger”. Et fedt rock nummer, som har været brugt i forbindelse med nogle CFL (Canadian Football League) kampe på tv. Det er jo god reklame for et band.
Alt i alt er det et rigtig godt album, som efter min mening dog ikke rammer helt de samme højder som forgængeren. Men jeg vil alligevel sende en varm anbefaling til til rock folket derude og sige - tjek albummet ud!! Monster Truck er helt klart nogle ”True Rockers”.
True Rockers udkom 14. september via Mascot Records/Mascot Label Group.
Besøg Monster Truck på Facebook her.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg