Rene Shades, som til daglig svinger bassen i Pretty Maids, har udsendt sit første solo album. Det har fået titlen Teenage Heart Attacks & Rock ’n’ Roll Heaven. Jeg har fulgt Shades gennem en del år, hvor han bl.a. har spillet guitar for Mike Tramp. Derudover har han udgivet en EP og et album sammen med sin gamle ven Martie Peters og et andet album med Emil Bendixen under navnet Vegas Vampire (som jeg faktisk anmeldte her på siden for ca. 8 år siden). Men som sagt er dette hans første solo album.
Albummet består af 12 sange og stilen er en god blanding af rock, pop og country. Musikken er iørefaldende og melodierne er meget fængende. Som album titlen indikerer, så handler de fleste af teksterne om en ung mands drømme, kærlighed til det modsatte køn og ikke mindst kærlighed til musikken. Du har måske allerede hørt de første to singler ”Reckless” og ”Oh Susie” i radioen eller set videoerne. Begge to er rigtig gode sange og giver et godt billede af musikstilen. Sidst nævnte er en coverversion af det gamle Secret Service nummer fra 1979. Andre sange jeg vil fremhæve, er bl.a. de mere rockede sange som ”Midnight In The City” samt ”Superheroes”, ”Centerfold” og åbningsnummeret ”The Brigade”. Men også den mere stille sang ”Forever Girl”. Og så er der ”Little Footsteps In The Sand”, som også er en rigtig god sang. Den bliver indledt med lidt spansk guitar spil, der er gennemgående i hele sangen. Det giver mig associationer til sommerferie i Spanien.
Alt i alt er det et rigtig godt album Shades har skrevet og indspillet. Eneste sang der ikke helt falder i min smag er ”What Are You Waiting For – Rise”. Hvad det helt præcis er ved sangen kan jeg ikke svare på.
For mig virker det her album som et feel-good-summer album og stemningsmæssigt passer musikken rigtig godt til en hyggelig tur på stranden, en havefest med dine bedste venner eller en køretur i åben bil ud i sommerlandet. Jeg bliver i hvert fald i godt humør når jeg lytter til albummet.
Teenage Heart Attacks & Rock ’n’ Roll Heaven er indspillet og produceret i samarbejde med Hans-Martin Buff (Prince, Scorpions m.fl.). Indspilningerne er foregået i Tyskland og i Palma på Mallorca (hvor Shades bor). Derudover har Flemming Rasmussen (Metallica, Artillery, Shotgun Revolution, Blind Guardian m.fl.) stået for indspilning af trommerne og det er sket i Danmark. Jacob Hansen har stået for mix og mastering. Overordnet set har albummet en rigtig god lyd og produktion.
Udover Shades selv på vokal, guitar, bas, banjo og keyboards, så bidrager følgende folk med deres musikalske kunnen. Paul McKeown (mandolin), Brent Mason (guitar), Jimmy Zavala (harmonika), Paul Bushnell (bas), Nalle Påhlsson (bas), Oscar Guerrero (spansk guitar), Doris Decker (horns), Uli Röser (horns), Fredrik Thomander (keyboard) og Kasper Lund (trommer). Af disse folk kender jeg kun Kasper Lund fra danske Shotgun Revolution og Nalle Påhlsson fra bl.a. Therion og Treat. Og så ved jeg at Brent Mason er en meget benyttet studieguitarist, som har medvirket på et hav af albums. Han medvirker på albummets sidste nummer ”Already Gone”, som er en rigtig country rocker, hvor der gøres brug af banjoen.
Jeg vil anbefale dette album til fans af f.eks. Bryan Adams og Keith Urban. Jeg synes helt klart det er et album, som Mr. Shades kan være utrolig stolt af.
Teenage Heart Attacks & Rock ’n’ Roll Heaven udkom 14. juni 2019 via Magic Mile Music.
Besøg Rene Shades på Facebook her
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg