South Harbour fra Sydhavnen, København giver os en rundtur i Metaluniverset på deres debut cd: A Withered World In Colour med 9 numre. Hovedstilen er progressiv metal og der er masser af temposkift og skift mellem sangstile. Trommerne er værd at lægge mærke til, da de arbejder flot. Det gør alle de andre også, men jeg vil nu fremhæve trommerne da de virkelig er vellykkede, specielt på et nummer som ”Not all who wander are lost” (instrumentalt). Der er en del gæstesangere på albummet, hvilket giver en god variation, men man mister måske en ”gylden tråd” – en helhed om man vil – gennem albummet.
Selve albummet rummer en masse spændende guitararbejde som binder albummet sammen (contra det jeg sagde før) men denne kontrast er også med til at gøre albummet spændende. Det er meget den progressive guitar der finder vej til lytteren, og kan man lide dén genre er der masser af guf.
Gæstesangerne giver som sagt, numrene en flot variation, da det er meget forskellige sangere. Det er et sats, som jeg håber vil gøre et godt indtryk, da dette projekt fortjener det. Jeg synes at Danmark er godt med og band/projekt som South Harbour er med til at slå det fast. ”Exactly where we’re supposed to be” er et 12 min langt nummer i bedste progressive stil, og der er både skønsang og growl. Det er et flot nummer, men bliver nok ikke et radiohit pga. længden….
”Månebarn” får mig til tider til at tænke på det Bornholmske Black Metal band Blodarv med energi og spille/syngestil, så vi ryger langt omkring.
Jeg vil tro at det er et spændende liveband og kunne bestemt godt tænke mig at opleve dem.
South Harbour består af: Guitarer - Alexander Varslev-Pedersen og Kristian Hejlskov Larsen, bas - Andreas Dahl-Blumenberg og på trommer - Christopher Vejlager.
A Withered World In Colour udkommer 19. oktober 2019.