Nye indlæg

Neostatic - Overpowered

Skrevet af Calle
28-01-2020
Neostatic er et dansk rock band, som blev dannet i Horsens i 2017. Bandet består af Jesper Skou Vinther (vokal og guitar), Jesper Lysgaard (guitar), Hans-Henrik Sørensen (trommer) og spanske Guillem Juncá (bas). Det er ikke et nyt ungt band, men derimod ”voksne” mennesker, som har en del erfaring fra undergrundsrockmiljøet. Overpowered er bandets debut album.

Bandet spiller alternativ rock og inspirationen er hentet i 70’ernes hårde rock, som f.eks. Black Sabbath, men også i 90’ernes alternative rock hvor bl.a. Soundgarden, Deftones og Faith No More nævnes som inspirationskilder. Og så synes jeg helt klart også noget af bandets musik lyder hen i retning af Audioslave og på en eller anden måde også et band som The Presidents Of The United States Of America. Ikke fordi jeg tror bandet har sidst nævnte som inspirationskilde, men flere steder i sangene går mine tanker i den retning.

Jeg har både lyttet til albummet online, men også på vinyl, da bandet var så flinke at sende et eksemplar til mig (hvilket sker sjældent). Det giver bare lige lidt ekstra og en anden lydoplevelse. Selve albummet, som består af 9 sange, lægges ud med sangen ”Rotten”, som er en af mine favoritter. Et rimelig tungt og hårdt nummer, som sætter godt gang i albummet. Andre sange jeg vil fremhæve er ”Power Soak”, ”Troll” og ”Rebellion”. Sidst nævnte åbner side 2, hvis man lytter til albummet på vinyl. Derudover vil jeg også lige nævne albummets mest downtempo sang ”Bonds”. Sangen har en orgelmelodi flere steder gennem sangen, som giver associationer til 70’erne. Det er en god sang at slutte side 1 (på vinylen) af med og den giver et meget godt afbræk i de mere hårde og rockede numre. Der er flere gode guitar riffs på dette album, bl.a. det sidste halvandet minut af afslutningsnummeret ”Offended”. Her bliver guitaren virkelig sluppet løs. Alt i alt er det 9 gode sange bandet har skrevet og indspillet.
 
Sangene er skrevet og sat sammen af hele bandet henover et forløb på ca. 5 måneder. Herefter er de indspillet i Sweet Silence Studios med Flemming Rasmussen som producer. Han har også stået for mixing og mastering. Bandet havde tidligere arbejdet med Flemming i forbindelse med nogle singler og de valgte ham igen, fordi han under selve indspilningen nærmest fungere som et femte medlem af bandet. Jeg synes albummet har en god lyd og produktion. Instrumenter og vokal ligger i lydbilledet godt i forhold til hinanden. Derudover spiller bandet godt og vokalen passer til genren.

Jeg synes det er et godt debut album Neostatic har indspillet. Derudover synes jeg bandet har en international sound. Jeg kan derfor klart anbefale at man som rock fan tjekker dette album ud.
 
Overpowered udkom 1. november 2019 via bandets eget selskab 101 Music.
 
(4½ ud af 6)
 
Besøg Neostatic på Facebook her

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com