Bandet Lamentari er ude med 3 numre, de tilsammen kalder Missa Pro Defunctis. De 3 numre ligger tilgængelige på diverse streaming tjenester og kan findes via dette link
Faktisk ligger der 4 numre, da det første er en lille intro. Lamentari laver symfonisk black metal, og derfor er de 1,28 minutters intro, da også bygget i bedste symfoniorkester stil, med mørke undertoner og skæve harmonier.
Første egentlige nummer ”Dies Irae” (vredens dag), starter med kor, bastante trommer og horn, og så skal jeg da lige konstatere, at vreden tager over i et hidsigt tempo, som dog skrues lidt ned igen. Det er virkelig storladent, smukt og voldsomt på samme tid. Det er jo ikke nyt at blande rock/metal med symfoniorkester lyd og arrangementer, men jeg har vist aldrig hørt symfonisk black metal før, og da slet ikke udført så gennemført som dette. Jeg synes ofte at lydbilledet bliver en smule FOR massivt i disse konstellationer, og det bliver svært tilgængeligt, fordi der sker SÅ meget på én gang. Jeg skulle da også lige vænne mit øre til den intensitet som Lamentari præsterer, men efter lidt tilvænning er jeg faktisk ret begejstret.
Jeg kan som udgangspunkt også godt lide mange klassiske værker, og hvis man skræller black metal delen af denne udgivelse, så kunne den formentlig med få justeringer, fremstå som et ganske fornuftigt klassisk værk, som den ”etablerede” klassiske elite OGSÅ kunne finde interessant. Det har altid slået mig, at den vildskab man finder i metal, også opstår i klassisk musik, så de 2 genrer er, i min verden, faktisk ikke så langt fra hinanden, og Lamentari formår sågar, at få de 2 til at forenes, i en smeltedigel af inferno og velklang, som vel i virkelighedens verden, taler til en meget snæver kreds af lyttere (vil jeg tro…)
Andet nummer ”Lacrimosa”, er også meget aggressivt og storladent, men jeg er pjattet med det lille piano intermezzo som starter 3.20 inde i nummeret og varer ca. 50 sekunder, hvorefter det opsluges af vilde metal rytmer og en heftig guitar solo. Det er nogle vilde og fede kontraster.
Selvom alle titler er på latin, så er teksten trods alt på engelsk, og fremføres af en hæs råbende vokal. Der er absolut ingen clean vokal, ej heller growl, og det passer sq fint til stemningen i musikken.
Sidste nummer ”Confutatis” varer hele 12.31 minutter. På den tid kan man altså nå at bruge mange noder. Den eneste parallel jeg umiddelbart kunne finde på Confutatis er Mozarts requiem ”Confutatis Meldictis”, og måske var det præcis her, at Salieri ville komme med sin erklæring om ”Too many notes” 😊. Nej, det er bare gas, jeg er sikker på at der er præcis det antal noder der SKAL være. Der kommer et 100% klassisk stykke 4.20 inde i nummeret, som, hvis jeg kendte min Mozart bedre, sagtens kunne være skrevet af ham. Stykket afløses af en nærmest guddommelig guitar strofe, som ikke er en direkte afskrivning, men som i hvert fald minder mig om nogle klassiske strofer jeg har hørt før. Nummeret skifter igen retning og bliver mere militant, og minder mig om en krigs handling.
Så vidt jeg har fundet ud af består Lamentari, udover Max Uldahl Pedersen på keyboard og Emil Holst Partsch på guitar også af Francisco Fuentes på vokal, Jon Elmquist Schmidt på trommer, samt Thomas Fischer på bas. Og dertil kommer naturligvis et helt symfoniorkester 😊
Jeg må erkende at denne EP voksede gevaldigt efter et par gennemlyt, og jeg er faktisk endt ud med at være ret imponeret og begejstret for de 3 numre, så jeg håber da ikke at Lamentari stopper her.
Missa Pro Defunctis udkom den 25. marts 2020.
Besøg Lamentari på Facebook her
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg